“En ko-burger med ekstra pinsel, tak.”
Ekspedienten klikkede dovent med tungen over hendes spydige kommentar. Han fik trods alt også kun mindsteløn, så hans engagement i sit arbejde strakte sig til ordren og ikke længere.
”Ja, det siger vel sig selv. Greenpeace?” spurgte han med sløve øjne og ligegyldighed og tastede beløbet ind på kasseapparatet. Det klingede lystigt og displayet viste et beløb, som gjorde det at smide de overflødige kilo til en spørgsmål om viljestyrke og økonomi.
”Greenpeace?” spurgte Victoria og lagde hovedet på skrå.
”Glem det. En ko-burger med ekstra pinsel, tak,” råbte ekspedienten til de unge kokke, som på samlebånd slaskede brød og kød sammen i en fin symfoni af tomme kalorier og syntetisk smag. Ketchup, pickles, ost og noget ubestemmeligt og helt sikkert usundt.
”Det bliver …”
Victoria var langt foran og havde allerede stukket betalingskortet i munden på den glubske maskine, der uden at tøve spiste hendes penge.
”Vi har også selvbetjeningsautomater,” fortsatte den høje og ranglede ekspedient. Hans hår var tilpas ukæmmet til, at det virkede forsætteligt og han gemte resten af sit ansigt, så godt han kunne bag virksomhedens kasket og logo.
”Og gå glip af det her?” spurgte hun og ventede, til ekspedienten himlede med øjnene og begyndte at tale hen over hovedet på hende til den næste heldige i køen. ”Jeg mener, det sociale aspekt ved menneskelig kontakt … ”
”Næste,” ignorerede han hende. Hans blik var uden sjæl og havde opgivelse i sig over at være fanget på fastfoodindustrien kælderniveau. Lavere end det måske eller også havde han mistet håbet for længst, men Victoria havde ikke tænkt sig at opgive så let.
”Det sociale er det, der i høj grad skiller os fra dyreriget, selvom vi unægteligt er en del af det.”
En ung mand trykkede sig forbi hende og begyndte at afgive sin ordre, men Victoria fortsatte uden at tøve.
”Er det ikke interessant? Du står det meste af dagen og tager imod folks bestillinger, men alligevel er du ikke en del af den sociale kutyme. Nogle ville mene, at du står nederst på rangstigen faktisk.”
”Og nogle mener, at menneskelig pinsel er en god ting,” svarede ekspedienten uden at give hende øjenkontakt. ”Hvad siger du til, at vi ændrer din ko-burger til noget andet?”
”Kylling?” spurgte hun tilbage med letsind. ”Jeg har hørt at det næsten smager af det samme.”
Han gnubbede sine øjne i afmagt, men ville hurtigt slippe for hende, da den indpakkede burger kom ham til undsætning.
”Smut nu tilbage til skolen og prøv at vær produktiv i stedet, ikk’?” svarede han afslutningsvist, men indså hurtigt, at Victoria havde andre grunde til at genere ham i dette personlige fængsel. ”Du vil vel ikke ende som mig.”
Næste bestilling var afgivet og endnu en tilfreds kunde trippede videre med sin mad. Hverken Victoria eller ekspedienten mente, at det kunne kaldes for mad. Hun var bare den eneste, der talte højt om det.
”Ja, hvordan ender man egentlig som dig?” spurgte hun og lænede sig familiært ind over disken. Hun kendte ikke denne forvoksede dreng.
”Ved at være næsvis.” Den lange kø virkede ikke videre påvirket af, at Victoria optog dyrebar tid i deres dagligdag, men måske havde de mættede fedtsyrer gjort sit til at sløve deres sind.
”Kan jeg så ikke bruge dig som inspiration til, hvilke valg man ikke skal træffe?”
Ekspedienten bed kæben sammen og fortrak en muskel eller to.
”Helst ikke,” sagde han indadvendt og gjorde et stort nummer ud af at ignorere hende.
”Hmm,” svarede Victoria og forsvandt for et sekund væk med en fugl, der fløj forbi vinduet. Den dykkede tæt over asfalten, inden den steg mod skyerne uden at baske med vingerne. Da farten var taget af, begyndte den igen at flakse, men da var den allerede i et uhjælpeligt fald mod jorden igen.
”Jeg kan nu godt lide inspiration. Også selvom det er dårlig inspiration. Hvor kommer den fra, tror du?”
”Hør, har du ikke noget bedre at tage dig til?” Han virkede til at være ved at miste tålmodigheden med Victorias sleske tunge. Mest af alt distraherede hun ham fra sit arbejde og han glemte helt prisen på dobbelt svin med ekstra bacon og fedt.
”Som regel,” svarede hun fjernt, smilede og smuttede ud af ekspedientens liv igen. Lige så hurtigt som hun var dukket op, var hun væk igen, men forhåbentligt havde hun lavet nok ravage til at gøre sig bemærket.
Burgeren smagte absolut lige så fælt, som den måde dyret nok var blevet slået ihjel på, men hun spiste alligevel op. Det ville være en skam at lade kræet gå til spilde, bare fordi hun havde et andet værdisæt end dem, der nød den slags mad.
”Hva’ laver du Vicky? Hvornår er du begyndt at æde det crap?” spurgte Gretchen, Victorias ældste veninde og fælles udstødte.
”I det øjeblik Sisyfos nåede foden af bjerget igen og begyndte at rulle stenen op igen.” Victorias gudsbespottelse drejede sig i højere grad om, at hun religiøst havde holdt sig fra WurstHause af princip, men der var også en anden grund. Det var hendes måde at sige, at det var meningsløst at kæmpe imod nutidens kirker, virksomhedernes imperium.
”A-hva?” Gretchen med sine enorme hinkestensbriller og tykke fletninger, lignede mest af alt en kronisk forvirret pige. Hun spillede komedie, men uvidenhed klædte hende.
”Fy for en smag,” sagde Victoria og klemte en skjult bøvs ud gennem sine smalle læber.
”Og føj for en stank,” sluttede Gretchen sig til.
De to var bedste veninder og havde kendt hinanden siden børnehaven. Et par af de ældre drenge havde fået fingre i Victorias hår og havde drillet hende fordi børn var børn. Ud fra en busk var Gretchen sprunget og havde skræmt dem væk. Hun havde altid lignet sig selv og hendes øjne bag brillerne var enorme, så de havde sikkert troet, at et monster var kommet efter dem. Siden da havde de haft hinandens ryg, hvis det kom til konfrontationer, og der var ingen, som kunne få dem ned med nakken.
”Det var bare en fornemmelse,” sagde Victoria og så tilbage mod den modløse ekspedient, der lignede en frafalden fra gymnasiet eller en der bare ikke orkede at tænke for sig selv. Dem var der rigelig af i deres årgang.
”Dig og dine fornemmelser. Mon dog han er regeringsagent, som spionerer på befolkningen for at lære om deres madvaner.”
”Måske ikke regeringsagent, men der er helt sikkert noget lurvet ved ham, hvis du spørger mig,” sagde Victoria og kløede sig i sit fiktive skæg som en andenrangs privatdetektiv.
”Og det gør jeg. Så hvad er det? Virkede han for irriteret over dine spørgsmål til, at det var normalt, måske?”
”Mest af alt ignorerede han mig bare.”
Gretchen lod ikke til at være overrasket. Faktisk var Victoria det heller ikke. De to var kasteløse i ungdomsuddannelsens hakkeorden og var vel omtrent lige så socialt dårligt stillet som den uheldige ekspedient.
”Ellers ret køn bag alt det hår og friturefedt,” bemærkede hun med øjne på stilke. På afstand var de bare to store klatter af ukendelige farver, men i virkeligheden var Gretchens øjne smaragdgrønne. En skam at hun skelede så meget, tænkte Victoria og kom i samme nu til at tænke på sit eget udseende. Ikke meget bedre, syntes hun. Håret var en anelse filtret. Hun burde virkelig kæmme den sorte fuglerede, men motivationen var der ikke altid til at gøre noget ud af sig selv.
”Du stadig for god til ham,” muntrede Victoria sig selv og kastede en arm omkring hende. ”Ingen er os værdige, husker du nok.”
Hun gav Gretchen en symbolsk kæberasler og bredte armene ud mod resten af verden. I dette tilfælde den store boulevard med en evig strøm af biler med stressede og vrede mennesker bag rattene.
Gretchen havde ikke helt sjæl i opmuntringen og så sig lidt drømmende tilbage mod fastfoodrestauranten.
”Kunne være spændende, hvis han rent faktisk var hemmelig regeringsagent,” sukkede hun og lod sig rive med af Victorias fantasmer. ”Så ville vi da opleve noget interessant for en gangs skyld.”
Gretchen havde som regel næsen begravet i fantasy-romaner og eventyrlige eskapader med storslåede helte.
”Tror du han overvåger vores telefoner?” spøgte Victoria.
”Åh, gid han gjorde,” drømte Gretchen sig væk. ”Som led i en skyggeregerings plot om at vælte det etablerede styre, men han får samvittighedskvaler, da han møder en ung kvinde. Begavet ung kvinde, selvfølgelig.”
”Så ikke dig?”
”En svane i forklædning,” blundede hun videre. ”Men en rival dukker op, en som hun mindst havde ventet.”
Gretchen vendte sig mod Victoria ved fortovets kant og lod bilerne suse forbi med dramatisk bravur.
”Fjender for livet,” sagde hun og pegede en skarp finger af hende, inden scenen blev for kliche og hun brød ud i latter.
”Nej, fantasien fejler ikke noget,” morede Victoria sig og prisede sig lykkelig over, at have en så tosset veninde som hende. Dog kunne hun ikke undslå sig at tænke, at det ikke altid var nok for Gretchen. Måske var det derfor, hun søgte ned i bøgerne.
”Ja, hvad var der med den fornemmelse egentlig?” spurgte hun. De var allerede tæt på centrum og gågaden myldrede med liv og turister fra alskens asiatiske lande. Deres kameraer blitzede på livet løs over alt og intet. Så interessant var hovedstaden nu ikke, syntes Victoria, som kom til at gå i vejen for et fotografi. Da hun ville undskylde, fik hun den tilbage lige i hovedet og måtte forsikre dem om, at det da bestemt var hende, som havde været uhøflig.
”Han virkede bare som en type,” løj Victoria og satte motorfloden i bero med et tryk på en knap, så de kunne krydse sikkert. ”Du ved.”
”Nej, jeg gør ej. Som din type?”
”Fandeme nej,” lo hun og satte i løb over den zebrastribede asfalt mod den sikre kyst på den anden side.
”Jamen, hva’ så?” kaldte Gretchen bag hende. Havde hun været meget langsommere, ville den enorme, sorte flod have druknet hendes stemme i motorlarmen og kvalt hende i osen.
”Har du aldrig gjort noget, bare fordi du havde lyst til det?”
”Er du sindssyg, Vicky? Ville ikke engang turde tage med til fest, om jeg så blev inviteret til det. Har set for mange teenagefilm, hvor det altid går ud over de upopulære piger.”
”Siger du vi er upopulære?” spurgte Victoria halvt indigneret og tog sig til brystet med et forurettet gisp.
”Nogen skal jo holde dig med selskab hernede,” svarede Gretchen og rettede på sine briller, så øjnene kom til syne bag.
”Åh, et nådedrab,” spillede hun med og lod sig falde ind mod de røde mursten på en butiksfacade, der solgte tingeltangel og musik på lak og vinyl fra en glemt tidsalder.
”Så, hvad er det?” pressede Gretchen på, da de gik ind i en tilstødende gyde for at komme hjem til hende. ”Hvad gav dig lyst?”
Normalt ville Victoria tage hjem til sig selv og læse alene eller lave lektier eller bare være lidt på nettet. Hendes mor ville være efter hende og passivt tvinge hende til at tage til fest, men ærligt så gad hun ikke. Hun var upopulær både af natur, men så sandelig også af egen fri vilje.
”Skal vi sige fri vilje og nysgerrighed?” spejlede hun tankerne.
”Du maler dig selv op i et hjørne med alle de retoriske spørgsmål,” sagde Gretchen og trak et af sine bedre våben for at få svar. ”Skal jeg tage tilbage og spørge ham, hvad I snakkede om?”
”Gør du bare,” udfordrede Victoria, ”men tør du?”
Gretchen vred munden indædt og hvis hun ikke havde haft sko på, ville alle kunne se at hendes tæer krummede sig af frygt og nederlag.
”Fjender for livet,” sagde hun igen og låste opgangen op.
”Fjender for livet,” gentog Victoria.
Et af Victoria Rheas største problemer var, at hun havde det med at falde i dybe og virkelighedstro dagdrømme. For enhver anden ville det være et mindre irritationsmoment og sådan havde det da også startet med at være. Det var begyndt for et par år siden med simple ændringer omkring hende. Hun kunne forestille sig mennesker, som ikke var der, interagere med virkeligheden på en så tro måde, at det til at starte med bare havde været sjovt. På et tidspunkt begyndte disse mennesker at gøre ting, som virkede en smule unormalt og de var nogle gange forstadie til ting, der skete i den virkelige verden. Det kunne være en skikkelse, som kom til at gå i vejen for en person og fik dem til at falde over deres egne ben eller et vindpust som stoppede en fra at blive kørt over, som kom fra en som pustede af lungernes fulde kraft.
Victoria havde en overgang troet, at hun så småt var begyndt at miste forstanden, men holdt det for sig selv. De skulle sgu ikke komme om natten og indlægge hende på en tosseanstalt. Ikke endnu. Til det var hun stadig ved sine sansers fulde fem.
Hun kunne ikke rigtig sætte ansigt på skikkelserne, men de havde alle et skær over sig, som virkede immaterielt. Enkelte gange havde hun rakt ud efter dem, hvorpå de stivnede og forsvandt ud i det rene ingenting, så det lod hun helt være med.
De virkede ikke interesserede i hende heller, så hun gik ud fra, at det enten var noget underbevidst, der drillede hendes hjerne eller simpelthen fordi at hun kunne se noget, hun ikke burde. Hvis hun lod dem være, så lod de også hende være, måtte logikken være.
En hurtig forespørgsel på internettet havde sendt hende ind på et forum, hvor folk havde delt lignende historier, men mange advarede direkte om at tage kontakt til dem. Som alle andre skumle steder på nettet, var der selvfølgelig også de grusomme historier. Om folk som var blevet dræbt af disse skabninger, selvom andre beskrev dem som englelignende. Som skytsånder.
Verden er stor og tosset og der er mange tosser i den, havde Victoria tænkt og ikke forfulgt det yderligere, men skikkelserne blev ved med at være der, selvom hun ignorerede dem.
Synerne var taget til det sidste halve år, inden hun startede på gymnasiet. Oveni skikkelserne ville hun føle sig nedsunket i en geleagtig substans, som vred virkeligheden. Hendes sanser ville være skærpede, men hun kunne ikke bevæge sig meget hurtigere end det langsomme kravl som sekundviseren viste.
Hvad godt er superkræfter, hvis man ikke kan bruge dem til noget?
Så Victoria havde affundet sig med, at hendes opfattelse af virkeligheden var en smule skævvredet, så længe det ikke forhindrede hende i at leve sit dagligdagsliv.
Sammen med Gretchen undslap de ethvert ansvar og begravede sig i bøgerne. De havde hver deres grund til det, men det var et fantastisk rum, de havde skabt for sig selv. Der trængte ingen sig på eller generede dem.
Hvis det da så bare kunne være de verdener, hun læste om, som blev virkelige. På den anden side ville det nok ikke være så godt, hvis trolde løb frit omkring. Heller ikke dæmoner.
Gretchen så hende bare som distræt og Victoria lod hende blive i troen. Det var først da hendes familie flyttede fra forstaden og tættere ind mod hovedstadens centrum, at hun bemærkede, at noget ikke var helt, som det plejede.
Hendes far havde fået et højt betalt arbejde som konsulent i en stor virksomhed, der solgte genbrugsplast, så parcelhuset var blevet skiftet ud med en ejerlejlighed med en fantastisk udsigt. Det var en opgradering, men hun havde ikke habengut nok til at fylde sit enorme værelse ud. Selvom hun var enebarn, blev hun ikke ligefrem forkælet, og med alle synerne, der trængte sig på, var et tomt værelse mere afslappende end et der var proppet og overdådigt.
Inde midt i byen var der næsten lige så mange skikkelser, som der var mennesker. Til at starte med, havde hun haft svært ved at kende forskel og hun undveg folk, der ikke var der. Både Gretchen og skikkelserne bemærkede, at noget ikke var helt, som det plejede.
Victorias negligerede frisure og valg af tøj, som ikke matchede, virkede excentrisk nok til, at det var normal adfærd. Det var nu ikke fordi hendes tøjstil var bizar og fashionabel frem for funktionel, den var bare sløset. Tøjet var udvasket og en størrelse for stort. Da hun efter et par måneder havde affundet sig med, at hun ikke kunne undgå skikkelserne helt og samtidig så, hvordan resten af verden ignorerede dem, valgte hun også at gå direkte igennem dem. Det gav et gys i hende hver gang og hun kæmpede med at holde øjnene åbne, når hun gjorde. Det føltes ikke af noget, men de løb stadig i vand, fordi hun kæmpede med at fokusere på, hvad der ventede på den anden side.
Sammen med Gretchen var det noget nemmere at virke som om, at hun var malplaceret. Desuden så resten af deres årgang dem bare som en smule skøre. Bogorme uden fremtidsmuligheder fordi litteraturen begrænsede sig til fantasi og ikke faktisk viden. Underlig måde at beskrive dem på, men deres medstuderende mente vel, at det handlede mere om de sociale relationer og fester med uendelige mængder alkohol end rent faktisk at fylde hovedet med viden.
”Hvornår må jeg se jeres nye sted?” spurgte Gretchen og kastede sig fladt på sengen med maven først. Hun havde gang i en mursten af en roman om en ung prins i et fjernt kongerige, hvor en af hans kvindelige livvagter havde forelsket sig i ham. Hun var i virkeligheden en slange kontrolleret af en ond heks, som styrede en diabolsk hær, der truede det frie folk. ”Du siger dit værelse er kæmpe og at I har et bibliotek også. Suk.”
”Næste gang. Det lover jeg,” afveg Victoria en smule. De var bedste veninder, men hun havde svært ved at invitere folk ind i sit hjem, fordi det var hendes fristed. Hvis hun pludselig blev overvældet af en trang til at være alene, var det nemmere at forlade end at bede andre om det.
”Åh, Houasyou,” sukkede Gretchen og bladrede videre i bogen, ”du er en ædel skabning.”
”Er hun ikke et reptil?”
”Det er romantisk. Forbudt kærlighed. Findes der bedre?”
I virkeligheden var det nok meget passende på hendes eget kærlighedsliv. Gretchen var det sødeste menneske, hun kendte, men fyrene gik i en lang bue udenom. Bare fordi brillerne optog den halve plads på hendes ansigt, så de ikke den vigtigste og smukkeste del af hende.
Om det var forbudt eller ej var vel underordnet.
Victoria åbnede sin egen bog, som var en del mindre. Hun havde fundet den i en antikvitetshandler, og var en beretning fra en mand, som oplevede tæt på de samme ting, som hun gjorde. Det havde været ved et rent tilfælde, at hun var faldet over den. Den havde stået i vinduet og nærmest kaldt på hende. Selvfølgelig havde den ikke kaldt, men forsiden lignede til forveksling den skikkelse, der samtidig stod og kiggede på den bag den enorme rude.
Bogen havde kostet en mindre formue og siden Victoria ikke havde noget arbejde, måtte hun bruge de sparsomme lommepenge, som hendes forældre gav hende. Striks med pengene så hun kunne lære værdien af dem, sagde de.
Pengene blev ikke brugt på så meget nyt tøj eller makeup, så prisen var overkommelig. Skikkelsen havde kigget langt efter hende, da hun forlod butikken og antikvitetshandleren havde også kigget lurvet på hende. Troede han hende farlig for at vise interesse? Kunne han også se dem?
Gretchen sukkede bare videre og fortabte sig i romanen, mens Victoria forsigtig bladrede i den sarte bog, der var en blanding mellem opslagsværk og fortællinger. Siderne var gullige af alder og lignede mere linnedstof end papir. Bortset fra billedet foran, var omslaget spartansk og bagsiden havde ingen beskrivelse heller. Midt i bogen manglede der en side, men intet, der syntes at være vigtigt for resten af historien.
Et førsteoplag havde hun bemærket, men intet forlag eller synlig forfatter. Manden i fortællingen gik under navnet Marduk, men forklarede, at det ikke var hans rigtige navn. Det var et, han tilegnede den mørkeste af alle skabninger – en han frygtede. Så at holde sin fjende nær gav ham ro til at fortælle og advare andre om hans uendelige bedrag.
Victoria havde allerede læst de første passager og næsten uden fortilfælde matchede hans beskrivelse på de ting, som hun selv så.
Der er de uheldige få, som glimter virkeligheden bag sløret og tæppet, som er trukket ned over verden. Væsner af overjordiske egenskaber bebor vores skrøbelige verden sammen med os, men vi kan ikke se dem. Deres formål kan til tider virke uklart, for det er ikke til at se forskel på dem. Vid dog at lige så lidt synlig forskel der er, lige så stor forskel er der i deres virke. De fleste virker harmløse og syntes blot at holde et vågent øje over de uvidende. Andre skænker en hjælpende hånd i de mindste af gerninger, hvorimod nogle – langt de færreste – skader og dræber.
En ung kvinde, i sin bedste alder, var i færd med at krydse gaden, da et af disse spøgelser stoppede hende kort fra at blive rendt over af en løssluppen hestevogn. Jeg priser disse øjeblikke og ser dem som engle, der griber ind i folks skæbne, men ak og ve. Straks jeg troede, at denne unge, skønne skabning var fri for sin utidige skæbne, faldt en potteplante fra et tredjesals vindue og dræbte hende på stedet.
Jeg forstod ikke denne gestus, hvis hun alligevel var blevet dræbt, havde ånden ikke stoppet hende. Først da det gik op for mig, at den uheldige rad som havde tippet planten over, var hendes egen mand, sank mit mod. Hjemsøgt af sin uheldige gerning tog han sit eget liv ved at kaste sig i den isnende kanal en kolde vintermorgen. To liv for et livs pris.
Sådan en snedig forsættelighed kræver en bevidst tanke bag – og denne krævede en ondsindet art. Dæmoner.
Straks hun havde læst det, tænkte Victoria på alle de gange, hun havde set, hvordan skikkelserne havde påvirket deres omgivelser, men ligefrem at dræbe? Det gøs langt ned af ryggen og alligevel havde hun svært ved at tro det. Der fandtes mange mennesker og den samlede fantasi som de besad, var så enorm, at nogle måtte have de samme. Det var bare svært for hende at tro, at det skulle være tilfældet.
Der var flere sammenfald, men det, der slog hende som mest interessant, var hans beskrivelse af det absolut ondeste væsen.
Jeg kalder ham ikke ved navn, for jeg anerkender ikke hans eksistens. Det ville være at acceptere ondskab som en naturlig del af denne verden. Mennesket er i sin skabning god af natur, men det var slangen, som i sin tid drev dem til at synde. Hans afkom driver had og grådighed og spinder guld på forsølvet, men løgnagtig tunge. De svarer kun deres herre og mester, men de er mindst lige så modbydelige. Både Himlen og Helvede frygter ham og flygter i hans nærhed. Jeg har set med egne øjne, hvordan han fordriver gode som onde ved sin blotte tilstedeværelse. Hvis de, kære læser, ligesom jeg er i stand til at sanse det skjulte og pludselig ser dig forladt af disse mørke væsner – gode som onde – vid da, at han er nær. I menneskelig form er han uanseelig og sikkert også godgørende, men hans styrke og magt er uden sammenligning. Måske kun Gud står til måls, men jeg frygter, at det ikke er tilfældet. Hvorfor skulle Han ellers have uddrevet ondet til at starte med?
Victoria havde svært ved at skelne, om hun blot bekræftede teksten ved at ændre sin egen opfattelse eller om det rent faktisk var sandt, hvad hun læste.
Nej, selvfølgelig var det bare et tilfælde. Marduk eller hvad han nu rigtig hed, var bare en forfatter, som tilfældigvis havde skrevet en historie om ting, hun oplevede. Det betød ikke, at det var sandt.
Hun havde tænkt over, hvad han skrev – at ingen af skikkelserne turde komme i nærheden. Hun havde prøvet at huske, om hun havde set noget lignende. Da de tilfældigvis kom forbi fastfoodrestauranten, WurstHause, havde det først isnet hendes krop til stedet. Omkredsen, der var blottet for disse mørke væsner, var simpelthen for stor til at ignorere.
Hvis det var sandt, mod al forventning, fandtes den største ondskab i universet derinde. Hun burde have holdt sig på afstand, men uden at tænke eller tøve havde hun forladt Gretchen på fortovet og var gået direkte ind. Og rigtig nok. Hun var stødt på noget som kunne kaldes for ondt.
En livstræt ekspedient uden humoristisk sans.