Sytten linjer kode. Sytten smukke, elegante linjer ren og forfinet delikatesse med ét eneste formål – indlæring. Det var knap så simpelt selvfølgelig. I det binære helvede han havde brugt uger på at udrede, var han ikke kommet noget nær tættere på en løsning, der kunne forklare, hvorfor dælen det forbandede program ikke gjorde, som han ville.
”Kan du ikke bare svare? Hvad som helst?” mumlede Konrad træt.
Han sad i det kølige, nervestressende skær fra sin bærbare computer – en tudsegammel sag – uden tilstrækkelig processorkraft til at afspille simple videoklip for ikke at tale om en Turing-test, hvis han nogensinde løste det skide problem han stod med.
Oldingen havde ikke engang et webkamera. Heldigt, så kunne han ikke se hvor træt og kedelig han så ud, men hvis han kom i skole med sorte rande under øjnene, ville bøllerne bare have en undskyldning for at slå ham – igen. Deres yndlingsbeskæftigelse lod til at være, hvor mange slag Konrad Lemm Oort kunne tage, uden at nogen lagde mærke til de blå mærker. Konrad L. Oort. Konrad Lort blev det utrolig hurtigt til – allerede første dag, første klasse, første time. Det eneste han havde arvet fra sine forældre.
Som om han ikke var upopulær nok i forvejen med sin alt for krumme ryg, strækmærker fordi han voksede unaturligt hurtigt og bumser til at pryde hans fedtede hud – som når solen skinnede – lyste ham op som et dårligt pyntet juletræ af materie og størknet pus. Så skulle han også skulle belemres med sit navn.
Nej biologien havde ikke tildelt ham særligt smigrende gener.
Når mine hormoner engang falder til ro, tager jeg min hævn over verden, tænkte han og lod den tonstunge, sikkert asbestfyldte bærbare lukke i med et smæld og undskyldte straks for sin hårdhændede behandling over for den kunstige intelligens, han prøvede at skabe i dens indre. Hvis den pludselig blev selvbevidst, ville den så bære nag ved bevidst at skabe problemer efterfølgende?
Kvantefysikken sagde, at et resultat kunne ændres, det sekund man observerede og målte på det og sandsynligheden for at det ville blive det ene, det andet eller noget helt tredje blev et uoverskuelig regnestykke.
Noget pis, tænkte han, overbevist om at det måtte være der, hunden lå begravet og faldt tilbage i sengen, der brændte varmt efter kun en halv time i selskab med den overophedede processorkerne. Måske havde stirret for længe på programmeringen.
Han kunne selvfølgelig også bare lave arbejdet på sin stationære computer, men det ville hans onkel ikke gå med til i den tro, at alt i huset ville pådrage sig de vira den hentede ned fra internettet. Konrad var derfor påbudt ikke at have den tændt mere end en time dagligt. En time ugentligt hvis han var heldig at få lov, var mere sandsynligt.
’Ved du ikke, at de er cancermagneter, sådan nogle uhyrligheder? Vil du virkelig ende som dine forældre? Vil du gøre det imod dit eget kød og blod?’ havde han formanet og trukket strømmen direkte ud af væggen for at forhindre ham i at lave yderligere ravage med hans telefonlinje, der med al sandsynlighed bragte metastaser med sig direkte ind i hjernen.
Idiot! Det eneste der havde dræbt hans forældre, var unaturlige mængder alkohol, blandet med noget betjentene kaldte for MeTa-xPlo. De opførte sig ikke som om, det var særlig tragisk, da de fortalte Konrad om tragedien og han kunne have svoret på, at han hørte ordet hippier, da døren smækkede bag dem. Gu' fanden var de da hippier. Havde det ikke været for deres maniske interesse for verdensrummet i deres bevidsthedsudvidende rus, så ville Konrad aldrig have været belemret med så uheldigt et navn, lige meget hvordan han vendte og drejede det.
Konrad Oort Lemm. K. Oort Lemm. Han vidste ikke hvad der ville være værst. At blive associeret med fækalier eller få sin mandighed betvivlet.
Når jeg bliver myndig, er det det første der ryger og det sidste der sætter mig i forbindelse med den negligerende gren af familien, tænkte han og lyttede en ekstra gang efter om hans onkel sov. Hans tunge prusten gennem nøglehullet stank af alkohol, når han sikrede sig om Konrad selv sov. Han bekymrede sig nok mere om han ville stikke af og tage børnepengene med sig, nogle der ikke ligefrem faldt ud til Konrads behov – nogensinde – da de finansierede hans alkoholmisbrug. Den bærbare havde han fået af sin bedste ven. De havde fundet den på hans loft. Da den var for gammel til at få noget for – eller til at reparere – fik Konrad den uden merpris. Den stationære til gengæld, var resultatet af over et halvt års slid og slæb med et nedværdigende arbejde. Han havde fortrængt det til de yderste, aflåste gemmer af sin underbevidsthed i håb om aldrig, at skulle mindes om de endeløse timer, han havde brugt i selskab med voksenbleer og lugten af gamle mennesker.
”Der tabte jeg lige spillet – igen,” mumlede han for sig selv og sendte straks en tekstbesked til Phillip, der prompte svarede. Mickey Mouse urets knækkede visere havde passeret midnat og overgivet sig til tyngdekraftens virkning og fik natten til at virke alt for kort.
Jeg hader dig. Du ved de giver dig bank i morgen, hvis jeg ikke kommer først.
Fuldstændig nervelammet i skuldrene af bøllernes evindelige slag, var det efterhånden blevet en mindre umulighed at løfte armene til mere end en undereksalteret hujen. Noget de også så deres snit til at straffe, hvis han ikke udviste nok begejstring til de obligatoriske skolestævner. De var jo ligeglade selv, så personligheden i angrebene kunne umuligt anfægtes.
Når jeg får programmet op at køre og får bevist, at jeg kan simulere kunstig intelligens, tænkte han, så vil de alle sammen komme til at arbejde for mig og mit konglomerat af verdensomspændende robotvirksomheder. Nej, vent, hvis jeg bygger en robothær, behøver jeg ikke at ansætte hjernetomme udyr som dem. De vil blive gjort overflødige af samfundet og langsomt dø ud i den ensomme blindtarm af evolutionen.
Konrad frydede sig ved tanken og fantaserede, blandt så mange andre ting en hormonforstyrret knægt gjorde, om livet som verdenshersker badet i kvinders gunst, fordi han havde rystet puberteten af sig og vokset til et muskelbundt.
Dagen efter blev han mødt af en storm af slag fra en enorm knægt, der var en årgang yngre end ham for at gøre skade værre, hvis hjernekapacitet ikke oversteg den af kaffegrums.
”Er det ikke meningen, vi er venner, Phil?” spurgte Konrad bebrejdende. Hans skolesager lå spredt jævnt over et areal stort nok til at genere hans medstuderende. ”Troede du havde min ryg.”
”Sgu da ikke, hvis du får slag. Jeg har mit eget helbred at tænke på. Hellere dig end mig. Desuden er der ingen grund til, at vi begge bliver banket møre, vel?”
Selvom Phillip var hans bedste ven opførte han sig ikke altid sådan i kritiske situationer. Konrad kunne ikke ligefrem bebrejde ham. Havde rollerne været byttet, ville Konrad heller ikke ønske at være i deres knytnævers søgelys.
”Det må være din straf for at ødelægge mit spil. Er du klar over, jeg havde gået næsten et halvt år uden at tænke på det?” lo han, men hjalp nu alligevel med at samle Konrads ting sammen.
Første time, oldtidens myter og legender, gik med at undvige papirkugler og spytbolde indtil læreren gav ham et fur for at genere undervisningen. Han kom ikke med nogle indvendinger. Selv med klyngen af mobbere bagved der lo højlydt. Selv ikke da en af dem næsten proklamerede, at det var ham, der stod bag.
Apati fra lærernes side grænsede til det ulovlige, men de havde vel deres egne problemer. Ingen kunne risikere at blive fyret over en uregerlig elev, som måtte irettesættes. Specielt ikke i denne økonomi. Efter Konrads mening var forældre nu om dage vattede og overbeskyttende tabere, der hellere ville gå til ekstreme længder for at få en underviser afskediget end at tage ansvar for deres ringe opdragede poder. Heller ikke hvis de gik med springkniv offentligt.
Derfor gik det ud over ham. Hans onkel var kun en enkelt gang blevet hevet til samtale med inspektøren over, at Konrad igen havde fået tæsk offentligt. Voksne er underlige væsner, for hvem logik er tørret ind til en eksotisk frugt, ingen lod til at have råd til at spise af. Konrad troede ellers at æbler var sunde.
Nærmest hulkende havde hans onkel indrømmet på Konrads vegne, at han var en uterlig knægt, som stadig led under tabet af sine forældre, men at han nok skulle tage sig personligt af en mere streng opdragelse. Flere gange havde han truet med at sende ham på militærskole, men at lade ham hverve betød færre penge for onklen.
Han måtte være sindssyg eller også vidste han, at der ikke var en ærlig muskel i ham stærk nok til at overleve fysisk aktivitet. Måske var der forsikringspenge at inkassere på hans død.
Phillip var trods alt bedre stillet, selvom deres omgangskreds gjorde dem til ufrivillige ofre. Han var ikke ramt så hårdt af naturens lunefulde hormon-spøg. Det afholdt dem dog ikke fra at hænge sammen i deres fælles interesse for science fiction i Novanoid Saga klubben.
At lade unge drenge med så mange drifter få så uheldigt et udseender i så kritisk en alder, virkede grusomt, men hvad kunne man gøre andet end at tage et dagligt bad i anti-akne creme?
Hormonforstyrrende stoffer min bare, tænkte Konrad og havde allerede i sit indre planlagt, hvordan sommeren skulle tilbringes med at genrejse bare en smule af sin fysiske ære – som om den nogensinde havde været noget at prale af.
Ved at sælge ud af sine få ejendele og smerteligt taget afsked med det meste af sin værdighed havde han skrabet nok penge sammen til at købe et lille forråd af alskens produkter. Underjordiske orme krøb op, hvis han kradsede næsen for hårdt. Han kunne ikke undlade at drage paralleller til Novanoid Saga tv-serien med sine kreative monstre. De lignede lidt graalurxer, når de i hobetal sprang ud af den fedtede hud. Når besætningen på det gode skib Stellarium besøgte nye fremmede verdener, mødte de myriader af væsner, der måtte være inspireret af teenageres anatomi. Bumser under huden der voksede til ømme klumper, kunne være eksplosive, organiske miner på planeten Bob42. Han vurderede, om han burde fortælle de andre om sammenligningen, men mon ikke de ville finde det ret så ulækkert eller bare blive stødt over ideen siden de fleste medlemmer så ud som ham.
Måske han endda kunne være så heldig at finde sig en kæreste, hvis det lykkedes ham at blive bumserne kvit. Han svælgede i tanken og bemærkede slet ikke kuglepennen, der ramte ham frontalt mellem øjnene og efterlod en lille sort plet. Det var trods alt for meget for læreren at ignorere, så gerningsmanden, en kæmpe knægt mindst dobbelt hans størrelse, som var blevet holdt en årgang tilbage, blev smidt ud af klassen. Konrad fik selvfølgelig også en medfart – selvfølgelig.
Phillip var flad af grin, da de på vej til næste time forsøgte at fjerne mærket fra hans pande, men blækket lod til at være trængt ind under huden.
”Pigerne er vilde med tusser, men en plet i panden er måske lidt for … krydret.”
”Det burde være lige noget for dig så. Er det ikke det, du tror på?” svarede Konrad og pillede irriteret i det og håbede inderligt, at det ikke ville være permanent.
”Det hinduisme, du tænker på. Der er en kæmpe forskel.”
”Hvis du siger det.”
Det var nok også derfor, at Phillip havde lidt mere held i dameafdelingen end ham. Mere held var en overdrivelse. Konrad havde intet held, hvad det andet køn angik, så at antyde at Phillip var benådet med Guds gave, at kunne snakke med dem, ville være at strække den, når han i virkeligheden var lige så snøvlende og læspende som resten af sjakket.
”Måske jeg skulle konvertere. Hører at Beatrice fra rygvriderne er blevet buddhist. Ville hun ikke være noget for dig?” spurgte han med et halvt håb at Phillip ikke ville misbruge muligheden før ham. ”Jeg lader mig høre, at yoga er godt for sexlivet.”
”Som om. Hun lader bare som om for at komme i lag med en af filosofitosserne ved at virke dyb og mystisk. Dit hår stritter igen.”
Som om det ikke var slemt nok, at have kompleksitet der antydede, at han havde ligget i en kloak det meste af formiddagen, så sprang hans hår til alle sider som det lystede uden at tænke på, hvordan han selv ville have, det skulle ligge. Kronisk morgenhår havde han besluttet sig, at det kom til at hedde. Selv efter en halv time under bruseren stod en stor tot med sit eget liv direkte til siden – en halv time der risikerede at give ham lungebetændelse, fordi vandvarmeren i huset var for dyr at reparere. Måske kunne noget af al alkoholen, som onklen havde opmagasineret, bruges til at antænde et lille bål. Totten havde ikke altid været der, men årelangt pres fra hans hovedpude havde tvunget den i en permanent position, der hånede ham, hver gang han så sig i spejlet.
I det mindste var håret ikke tyndt eller lyst som Phillips. Hans far var blevet skaldet i en alder af treogtyve. Phillip havde derfor taget konsekvensen og kronraget sig som ham for at komme det i forkøbet. Heldigt at han nemt blev brun om sommeren, så hans blanke isse ikke lyste op som et knæklys til technofest.
De var Generation Z og så var stadig den slags ting ungdommen gik til. Konrad gik ellers og troede at fænomenet døde stille hen i slutningen af halvfemserne sammen med neonfarver, svenskergarnet og dårligt instruerede fitnessvideoer fra firserne komplet med spandex-dragter og svedne uldbånd.
Phillip gav ham et slag på skulderen, der var kraftigt nok til at sende strålesmerter ud til de yderste led. Konrad trøstede sig med, at nerverne da trods alt stadig var i live.
”Det er for i nat din klovn. Hva’ helvede laver du oppe så sent? Stadig i gang med at programmere den åndssvage chat-bot?”
Konrad langede ud efter ham, men missede med en halv kilometer. Hans krop var slet ikke vant til så fysiske udskejelser, så det intensiveret kun smerterne.
Phillip Brølede af grin.
”Kan ikke få programmet til at svare, som jeg gerne vil, selvom alle parametrene stemmer overens med hinanden,” svarede han og ømmede sig. Flere blå mærker – fedt. Han burde tage nogle billeder og starte en kunstudstilling om livets brutalitet i ungdomsårene for unge voksne med intelligens ud over det sædvanlige.
”Fatter dig ikke. Ideen er fed, men der er tusinder af programmer, der kan gøre nøjagtig det samme, som det du prøver. Er det ikke det første tegn på sindssyge? At forvente et andet resultat?”
”Kun hvis fremgangsmåden er den samme,” rettede Konrad ham. ”Hvis jeg ikke prøver, ved jeg jo ikke, om det kommer til at virke, vel.”
”Har du vel ret i, men skal den så være modelleret efter dit syge sind? At snakke med sig selv er ikke sundt.”
Selvfølgelig skulle den ikke det, men indtil han kunne få koden til at makke ret, var det nyttesløst at planlægge, hvem han skulle indlemme i sin ide. Hvis tanker skulle han udødeliggøre i en computer?
Skolen var ikke ligefrem et stimulerende sted for ham – eller nogen af de fem hundrede elever der gik der. Den lå så lavt på den nationale liste over kompetencegivende kvalifikationer, at den slet ikke fremgik som andet end en fodnote. Stedet kunne næsten ikke holde hans interesse mere end en støvet historiebog formåede og det var kun, hvis den antændte hans støvallergi.
Under netop sådan et nyseanfald blev han sendt til rektors kontor. Grunden var, at han forstyrrede undervisningen – igen. Der fik han endnu en advarsel og en trussel om, at han ville blive smidt ud, hvis det fortsatte. Skolen var på statens pat og beløbet de fik, afhang af antallet af elever, så mon dog truslen skulle tages seriøst.
Konrad orkede ikke at beklage sig. Rektor var tidligere elev på skolen sammen med hans onkel og han havde hørt historier om, hvordan han terroriserede sine jævnaldrende. Dem yngre. Selv ældre og større elever end ham gik ikke fri.
Han var enorm og havde en kronraget isse og Konrad kunne ane silhuetten af en tatovering, der var brændt væk for at skjule et motiv af racehygiejniske proportioner.
Det ville være nemmere bare at gro hår, men så langt tænker han vel ikke, tænkte Konrad og smed straks advarslen i skraldespanden, det sekund ingen kiggede.
”Der har vi jo ballademageren,” udbrød et af Novanoid medlemmerne, da han endelig blev sluppet fri af rektors nationalsocialistiske klør. ”De sendte dig ikke direkte i fængsel denne gang?”
”Næste gang uden tvivl,” svarede Konrad. ”Og hvor var min besætning?” himlede han og sluttede sig til gruppen. Seks drenge og en enkelt pige. Det var utroligt, at de havde fået lokket et så fremmede væsen med i deres fanklub. En bedrift der sandelig måtte indskrives i annalerne. Måske han burde lave et indlæg i sin logbog om denne særdeles bemærkelsesværdige dag.
”Du er ikke vores kaptajn mere,” spyttede en rødmosset, halvtyk dreng gennem flere lag metal om sine tænder. ”Vi afholdt et mistillidsvotum i dit fravær. En kaptajn bør sætte sin besætning over sig selv og ikke få sig i fedtefadet.”
”Er jeg blevet forrådt?” spillede Konrad med. Pigen hvis navn var Merla kunne nemt gå for at være en dreng – desværre – ellers havde hun været omsværmet af gruppen herinde, der alle bar T-shirts i forskellige farver for at signalere rang og position sammen med et stjerneflåde-logo på brystet.
Hvid var menig og dem der som regel omkom på missioner. De var navneløse og undværlige. Grøn var maskintekniker. Blå, medicin. Rød, officer. Gul, broen og den sorte tilhørte kaptajnen. Konrads stilling. Nørdernes konge.
”Hvem vover at betvivle min autoritet og udfordre min stilling?” Han hev en attrap af et laservåben frem og truede resten af besætningen. Et gisp gik igennem dem og de kom alle på benene og en ophedet debat fulgte i dets kølvand. En der i sidste ende fastslog hans position som leder af skolens afvigere.
Det var Phillip, der havde indstillet ham til at blive efterladt på en øde planet for at have overtrådt stjerneflåde-konventionen om god skik og orden under måltider. Sådanne trivielle spørgsmål kunne nemt lede til mytteri, hvis ikke Konrad sørgede for at få sin besætning hjem. De var strandet halvtreds tusinde lysår fra Jorden efter et møde med et fem-dimensionalt væsen fra hestehovedstjernetågen.
”Min førstestyrmand. Min mest betroede væbner. Hvor kunne du?” Dommen over Phillip blev eksekveret nådesløst og han blev sendt ud i det iskolde vakuum, hvor hvert et blodkar sprang og fordampede hans kropsvæsker. Det var smertefuldt både for styrmanden og kaptajnen.
”Og hvis nogen tænker på at forråde mig, venter der jer en skæbne værre end døden,” sagde han og lo manisk. Det var altid godt med en kaptajn på nippet til at miste forstanden, bare for at holde spændingen kørende.
Besætningen nikkede og knælede, men blandt dem kunne Konrad høre mumlen og hvisken om et forstående oprør. Et han med sikkerhed ikke ville kunne holde stangen for evigt.
Phillip fik en hvid trøje på, der indikerede, at han havde fået en ny rolle i deres spil. Sessionen sluttede med, at de sad og snakkede om ugens afsnit, hvor den rigtige kaptajn netop var blevet forrådt af sin egen førstestyrmand, selvom resultatet havde været meget anderledes.
”Efter fire hundrede afsnit burde man mene, at de snart ville være nået hjem. Synes sgu ærlig talt, de trækker den lidt i langdrag,” læspede Frederik, maskinteknikeren, ham som havde siddet længst på sin post uden enten at være blevet myrdet eller på anden måde kommet til skade. Han var ellers udsat for konstante kerneeksplosioner i skibets Rift-motor, når de mødte fjendtligsindede rumvæsner.
Merla havde problemer med at tæske sig igennem den første sæson, men gjorde sit bedste for at følge med. Konrad havde på fornemmelsen, at hun kun var der for Phillips skyld, men han ænsede hende vist ikke.
Hun ærgrede sig gevaldigt over det faktum, at hun var så langt bagud og at de tilsyneladende ikke var nået et hak videre i handlingen.
De spillede Novanoid Saga kortspillet en times tid efterfølgende og som sædvanlig landede emnet hurtigt på, hvad de skulle tage sig til i sommerferien. Normalt blev piger også heftigt diskuteret, men i dagens anledning blev det let og elegant blev sprunget over.
Phillip skulle med sine forældre til Tibet. Rige svin, tog Konrad sig at tænke og følte sig en smule skamfuld over at begære hans livs luksus. Forældrene var liberale hippier, som havde slået en god mønt på aktiemarkedet og holdt sig ved lige selv efter finanskrisen. Nok til at de ikke behøvede at arbejde mere i alt fald. Et par af de andre skulle sammen på rumlejr i halvanden uge for at lære om livet som astronaut.
”Er I ikke lidt for gamle til sådan noget?” lo Phillip.
”Er du overhovedet en ægte Novanoid?” spurgte Konrad i spøg indigneret. ”Man bliver aldrig for gammel til rumlejr. Du har måske brug for endnu en lærestreg, undersåt?”
Phillip svarede lynhurtigt igen med flad hånd på skulderen. Der hvor han vidste, at den største koncentration af gule og blå mærker var.
Konrad holdt et spædt hyl tilbage, men sendte irritable blikke som modsvar.
”Du ved godt du er alt for intelligent til at hænge ud sammen med os nørder, ikk’?”spurgte Phillip retorisk, da de var på vej hjem. Phillip havde undskyldt sig over for Merla, at han var nødt til at tage med Konrad hjem for at hente nogle ting, han havde lånt, for at slippe for at følges med hende.
”Og du er alt for populær. Hvor vil du hen med det?”
Konrad vidste udmærket godt, at den eneste grund til at mange af klubmedlemmerne var der, var på grund af deres tilpasningsvanskeligheder med resten af deres årgang og medmennesker. Novanoid Saga-klubben var et fristed, hvor tabere kunne være tabere sammen. End ikke bøllerne eller deres ukronede overhoved Barthlow kom og generede dem bag de lukkede døre til stjernerne.
”Det’ bare … du ville ikke få så mange tæsk konstant, hvis du rent faktisk gjorde et forsøg på at passe ind. Fuck bumserne. De går væk en dag. Du har syg god humor og du er rimelig cool. Selv når de gør nar af dig.”
”Det eneste de ville være interesseret i at bruge mig til, er at lave deres lektier for dem. Er det ikke derfor vi er venner da?” udfordrede Konrad ham i sjov, selvom han tit havde set hans lektier igennem, når det blev for kritisk. ”Desuden så interesserer Novanoid mig langt mere end, hvad de har at byde på.”
”Ud over tøser.”
Det ville forhåbentligt ændre sig over sommeren, hvis hans plan altså virkede. Phillip daskede ham igen. Denne gang uden kraft bag.
”Tja.”
”Forresten.” Phillip havde for vane at ændre emne, som vinden skiftede, men denne gang havde han mindet sig selv om noget, der rent faktisk var relevant. ”Har du set hende den nye, der er startet? Hende den lækre.”
Det kunne Konrad ikke ligefrem prale af. Mellem timerne var der så meget røn på på gangene, at det var svært at skelne førsteårs elever fra andetårs eller afgangs. Han kendte ikke engang størstedelen af deres egen årgang og ind imellem stødte han endda på ansigter, der var vildt fremmede.
Ham og Phillip var selv på nippet til at færdiggøre andet år i helvede, men de blev stadig behandlet som de nye. Lærerne greb aldrig ind. Kun når det grænsede til kvasikriminelle forhold eller om stoffer, som lod til at flyde fra fontænerne som slik. Nørdernes associationer rangerede dem under førsteårselever desværre. Når der skulle findes syndebukke, var det nemmere bare at bebrejde dem, som ikke kunne give igen, fordi de ikke havde kroppen fuld af steroider. Lærerne vendte det blinde øje til og lod naturen gå sin gang.
Deres skole var virkelig i forfald. Den var placeret midt i ghettoen og var arnested for alskens kriminelle udskud, som havde en direkte karrierelinje til fængselsvæsnets indre vægge. Vægge som tilfældigvis ikke lå mere end et par kilometer nede af vejen. Poetisk, hvis det ikke var så skide tragisk.
”Hvad er der galt med dig dreng? Hvordan kan du ikke ha' set hende? Ved godt hun først startede i går, men splitte mine bramsejl,” himlede Phillip, ”hun fylder jo billedet som … som …”
”Som en strålende sol af blændende skønhed?” afsluttede Konrad ham uden at lyde den mindste smule entusiastisk.
”Præcis! Jamen så har du jo set hende.”
”Øh … nej! Men nogen skal jo færdiggøre dit manglende ordforråd. Det jo næsten pinligt at mænges med dig,” sagde Konrad sarkastisk. Endnu et slag. Hvis han ikke vidste bedre ville han tro at Phillip stod i ledtog med Barthlow under dække af at være hans ven.
”Hvordan ku’ du så vide, hun var rødhåret?” indvendte han.
”Ja spørg mig endelig om det. Har jeg nogensinde antydet noget så absurd?”
”Men solen … rødt hår?”
”Hun må virkelig se godt ud så, hvis du laver den sammenligning. Måske du kunne konvertere hende og finde sammen med hende i dit næste liv. Du kunne være et menneske og hun en søko. Så ku’ det være, du havde en chance.”
Det var blevet for vane, at han fik slag hver gang han var spydig over for Phillip. Måske lidt hans egen skyld. Ja, han var intelligent, men var ikke særlig konstruktiv omkring det i sociale sammenhænge. Heller ikke over for Phillip der havde været hans ven siden børnehaven.
”Du så skide klog, hva’? Brug den hjerne til at scor hende. Gorillaerne vil ha’ for travlt med at glo på hende til at slå på dig. Så kan det være, du ikke ender som en menneskelig boksebold inden sidste eksamen.”
”Kan du virkelig tænke så langt? Jeg har slet ikke overvejet, hvordan jeg skal formå at overleve resten af året. Hvis du ikke har opdaget det, så har jeg et permanent mærke i panden. Den bliver lidt svær at bortforklare som en krigsskade og tror næppe pigerne tænder på selvforvoldte skader,” mukkede Konrad og sparkede til en løs sten, der dansede lystigt over fliserne, ramte en knold og bankede højlydt ind i siden på en antik bil fra tresserne.
Begge satte de i løb væk fra gerningsstedet af frygt for at ejermanden ville kræve erstatning. Konrad ville aldrig kunne betale den, medmindre det var med kroppen og mon dog der var penge i den. Han mindede sig selv om, at selv prostitution ikke var helt uhørt på skolen, men det var kun rygter.
”Selvforvoldte?” spurgte Phillip, da de nåede stakåndet rundt om hjørnet.
”Hvorfor slår du dig selv? hvorfor slår du dig selv?” sang han og imiterede en dovent udseende Barthlow, der slog ham med sin egen hånd. Phillip knækkede sammen af grin.
”Spot on! Men seriøst. Du burde overveje kampsport. Har hørt der er åbnet et nyt sted nede i centrum.”
”Ej det’ sgu for lamt at gå til kampsport. Det kun asociale voldspsykopater, der håber på en undskyldning til at bruge det, der går til sådan noget. De opsøger nærmest slåskampe, så de kan retfærdiggøre det.”
Halvdelen af Barthlows håndlangere gik til en form for taekwondo, der ikke lærte om selvkontrol, men fokuserede udelukkende på det fysiske aspekt. At lammetæve sin modstander.
”Og vi er ikke asociale mener du?” modsagde Phillip sig i en umiddelbart indlysende tone. ”Du mener måske, at vi ikke kan kende forskel på de verdener, vi begiver os i?”
”Måske ikke så vidt som at kalde os personlighedsforstyrret, men det hjælper da ikke, at vi lever os ind i et fiktivt univers tre gange om ugen.”
”Så meld dig ud. Der er ingen der tvinger dig til at blive,” svarede Phillip ham halvt irriteret over at blive sammenlignet med de brutale udskud. De så det som en samfundspligt at pryde hans krop med skotskternede mønstre af blod og brudt muskelvæv. Det sidste var ønsketænkning, for det betød, at han skulle have haft muskler til at begynde med.
”Hey, hey, nu ikke drage til yderligheder. Har da selv overvejet kampsport.”
Konrad kunne ikke komme i tanke om en bestemt begivenhed, der kunne give dem anledning til at lemlæste ham. Havde han nogensinde blandet sig deres affærer eller gået i vejen for dem måske? Måske han burde starte til kampsport bare for at give dem tilbage for det år, de havde mishandlet ham. Også selvom det betød, at han måske ville ende med at blive smidt ud. Onklen ville ikke blive glad, for det betød så, at socialforsorgen ville blive trukket ind i sagen og Konrad ville sikkert ende i plejefamilie.
På den anden side kunne onklen da også bare rende ham, når det kom til stykket. Hvad godt bidrog han med andet end et utæt tag over hovedet og et slattent måltid han selv kunne varme i mikroovnen? Retterne havde så mange unødige E-numre og konserveringsmidler, at man om tusind år ville finde hans mumificerede krop i perfekt stand og måske endda udstille ham som eksemplet på, hvor svagt mennesket var.
”Hvad er det for et sted?” gav Konrad sig efter et langt minut, hvor han tænkte på, hvordan hans onkel ville reagere, hvis han bad om at gå til kampsport.
”Det’ en israelsk kvinde, der har startet det vistnok. Noget med krabbeklør.”
”Krav Maga?”
”Ja nemlig. Forestil dig at få tæv af en kvinde,” lo han. Måske havde han en hemmelig fetich om en stærk kvinde, der kunne tvinge ham i knæ. Hvorfor så den fredselskende facade af Buddhistiske idealer? Konrad overvejede tanken. At betale for at få tæsk var vel bedre end at få det gratis mod sin vilje. Hvis det kunne lære ham et og andet, ville det vel ikke være helt spildt.
”Jeg kan næsten forestille mig det. Næsten. Du kan vel få nogle af munkene til at lære dig det i Tibet.”
”Ja hvad har du forresten af planer for ferien?” dansede Philip let og elegant over spørgsmålet med ynde som en elefant.
”Alene i selskab med Mr. Hyde,” svarede han og tænkte på de voldsomme vredesudbrud, hans onkel kunne få, hvis nyhederne i fjernsynet ikke var enige med hans verdenssyn. Et der til forveksling lød som noget, som silhuetten af svastikaet i rektors baghoved kunne finde på at prædike. Var der virkelig ikke bedre egnet til jobbet?
’Fremmede svin! de burde smides på porten sammen med hele deres familie,´ havde Konrad hørt en aften så højlydt, at naboerne bestemt kunne høre det. De var immigranter fra Sydkorea og havde en smule mørkere hud og hår end den almene befolkning og faldt derfor håbløst ved siden af normen. Det var ikke rettet specifikt mod dem, men mod nyhederne der fortalte historien om oprør og borgerkrig i de mellemøstlige og nordafrikanske lande. Hvis de unge drog i krig for at bistå opstandsbevægelserne, så kunne de tage hele deres familie med, mente han.
Han var bare godt gammeldags xenofobisk anlagt. Mon ikke en ø for ham og folk der tænkte lige sådan, ville være det bedste for alle. Konrad havde i hvert fald ikke noget imod familien ved siden af. De var altid smilende og høflige og maden de kokkererede, duftede så himmelsk, at hans næsebor sitrede lystigt.
June, deres datter, var heller ikke helt skidt for øjnene, men han frygtede at stirre for intenst på hende, så nethinderne ville brænde af. Det ville være en skam at ødelægge det eneste, der ikke skreg taber. Hans perfekte syn.
Modsat de andre nørder i Novanoid klubben, var han den eneste, der ikke bar briller. Eneste på nær Phillip der dog gemte sig bag kontaktlinser, men i virkeligheden var den med det værste syn.
Nørdernes konge fordi han kunne se med mere end sine øjne, tænkte han tit. Han forsøgte at minde sig selv om, at han ikke burde sige højt, hvad han tænkte det meste af tiden.
Det lille kammer hans onkel havde stuvet ham væk af vejen på, var så benovet at have et vindue direkte i retning af hendes værelse, men kammeret blev ikke anklaget for at være en lurer så Konrad lod persiennerne blænde lyset hele dagen – alle dage. Det eneste tidspunkt han brød sig om at være hjemme alligevel, var når han var tvunget til at spise det lort, hans onkel kaldte for mad for ikke at sulte ihjel. Fornemmede han et skjult motiv?
”Du ved godt det ikke er en konkurrencesport, ikk'?” sagde Konrad og ledte samtalen tilbage igen. Han ønskede ikke synderligt at snakke om alt det, han foragtede.
”Er det virkelig det, du går op i?” Phillip rullede øjne af ham.
”Jeg siger det bare. Ingen regler – ingen forbehold,” fortsatte Konrad og begyndte at fantasere om, hvordan det hele ville udspille sig, hvis han kom i tvekamp mod Barthlow. Det var ren ønsketænkning og Phillip kom ham da også i forkøbet.
”Din slatne krop kan sgu ikke holde til det. Har hørt at de presser deres elever til bristepunktet og dem der ikke har fysikken, får slet ikke lov at blive.”
”Betryggende. Bare giv mig griller og pil mine drømme ned, hva’?” Denne gang var det Konrads tur til at slå. Phillip bemærkede det ikke. Om så han havde haft sylelange klør fra knoerne, ville det ikke røre nogen noget. Han havde ret. Der var ikke mange kræfter i ham at gøre godt med. At stå imod Barthlows evige provokation og slag ville kræve noget andet og mere kraftfuldt. Selv sarkasme og nedsættende idiomatiske udtryk lod til at flyve hen over hovedet på ham. Han var simpelthen for dum til at fornærme, så der var ikke meget at stille op andet end direkte konfrontation. Barthlows niveau lå bare så lavt, at de færreste havde så meget erfaring til at stå imod den mængde idioti.
”Har heller ikke rigtig råd. Tegneseriemessen er lige om hjørnet og hvem ved, hvornår den kommer så tæt på igen.”
Konrad ville utrolig gerne være i stand til at gøre noget ved sin situation, men stod valget mellem et par timers selvforsvarsundervisning og en weekend med nørder, tegneserier, computerspil, cosplay-tøser og diverse elektroniknyheder, var det ikke en svær beslutning.
”Savle, savle!” udbrød Phillip og slikkede sig teatralsk om munden. ”Og Novanoid besætningen kommer også, har jeg hørt. Ku’ sygt godt tænke mig at få lidt mere at vide om, hvordan forfatterne vil forklare eksistensen af Rift-space.”
Det er en skide serie, Phil, tænkte Konrad, men måtte indrømme at konceptet om tommere end tomt rum, var en fascinerende ide.
Han havde selv leget med hypotesen om en form for rift i rumtiden, hvor der efter fysikkens love ikke var noget af eksistens. End ikke tomt rum. Ideen var, at der på den ene side var et punkt direkte forbundet med et punkt på den anden side og imellem dem kunne intet passere, fordi der ikke var noget at passere. Det skabte selvfølgelig en helvedes masse problemer. En singularitet som kunne være ophav til sådan et fænomen, var ikke ligefrem noget astrofysikkere brød sig om at arbejde med. Sådan var science fiction. Masser af vilde antagelser uden videnskabeligt belæg.
Tit fantaserede han om at rejse ud i det ydre rum i et gigantisk rumskib drevet af selvsamme energi fra det latterlige aggregat, som kunne fabrikere små sorte huller efter behov, så fartøjet kunne opnå en hastighed, der oversteg lysets. Warp-drive var et andet mere populært navn for det, men hvor lå originaliteten i det?
Det var ikke en sindssyg ide, men modellerne krævede bare mere energi, end der fandtes i det kendte univers. Der var så også hyper-rummet at rejse i, men det kunne slet ikke påvises med nuværende teorier.
En af de ting der fangede hans interesse, var ikke kun det fysiske univers, omend det bestemt fyldte en stor tid af hans dagdrømmeri. Det var at forsvinde ind i en verden, hvor alt kunne lade sig gøre, så længe det lød plausibelt, til forskel fra tåberne der tog ud i skoven for at slås med papsværd udklædt som orker og elvere. Phillip sammenlignede dem selvfølgelig, men Novanoid Saga handlede ikke så meget om konflikt og umulige koncepter som magi og urealistisk heltemod. Det drejede sig mere om diplomati og om at skabe kontakt til fremmede væsner, uden at det altid skulle ende i blodig dyst.
”… rollespil i den mørke skov …” nynnede Phillip for sig selv, som om han kunne læse Konrads tanker.
Aftenen blev brugt i selskab med sig selv og programkoden. Den hånede ham med sin enkle opbygning, der i teorien burde virke.
Det var såmænd simpelt nok at skrive en linje, der bad den om at svare ud fra forudsatte parametre og eventuelt blande svarene en smule, men så blev det som regel til noget uforståeligt sludder, fordi der ikke var nok referencedata. Noget helt andet var at få den til at finde svaret selv ud fra en kompleks algoritme, der skabte et netværk af punkter ud fra en proceduremæssig generering. Det var det de sytten linjer kode gjorde. Så meget var den sløve computer trods alt i stand til at håndtere. Proceduren altså.
Alt det der foregik mellem spørgsmål og svar, endte som regel med at programmet forsøgte at koble sig til internettet og hente uanede mængder data ned. Enhver relevans til de få ord han skrev, selv et enkelt bogstav, kunne få hele maskinen til at virre og svede. Efter få sekunder ville CPU’en slå fra på grund af den umådelige varmeudvikling.
Nej, det var ikke koden, den var gal med. Det var alt det andet. Alt det umulige som ingen computer nogensinde kunne være i stand til: Overvågning og anvendelse af internettet til at udvikle kunstig intelligens. Det var lige så umuligt som at skabe en selvstændig kunstig hjerne med neuroner og synapser i stand til at emulere det menneskelige sind. Var sindet ikke bare en forlængelse af kroppen og hørte de to ikke sammen, når det kom til stykket?
Den aften kom han ikke tættere på et svar. Kun på at opgive. Han havde overvejet at lade sin kode runde en af verdens kyndigste dataforskere eller måske endda smide den op på internettet. Også hvis det betød, at en eller anden tog al æren.
Arbejdet blev ikke udelukkende afbrudt, fordi svaret heller ikke kom i aften – hverken fra ham eller maskinen. Halvt døsig af alkohol, men mindst lige så vred som en hveps på gæret nektar, slog hans onkel døren hårdt ned og bad Konrad om at ’lukke den forpulede maskine ned’. Han var jo ikke lavet af strøm og pengene var ufattelig dyre.
Konrad måtte beherske sig for ikke at le af hans fortalelse, da det helt sikkert ville føre til ubehageligheder, der involverede onklens yndlingsdisciplinere virkemiddel. Bæltet.
Det var Ikke nemt at afværge hans hidsige anfald, når han var i det humør og fast besluttet på at Konrad skulle opdrages korporligt.
Ikke i sine vildeste fantasier kunne Konrad forestille sig, hvordan han skulle kunne være beslægtet med den vodkabøffel, som ikke engang sørgede for at give ham nyt eller rent tøj. Sidste gang han havde fået noget der overhovedet mindede om nyt, eller anstændigt, var fra den lokale genbrugsbutik og det havde været en forvasket og ulden sweater med lapper af brunt lærred. Straks smed han den ud af vinduet til en bunke uafhentet skrald, som onklen havde været for stædig at bringe til fortovet.
Konrad lukkede den bærbare i og kravlede selv ud af vinduet til resten af skraldet, da faren var drevet over. Han fik et glimt af June som rynkede næsen af ham og hastigt trak gardinerne for, inden han sank dybt ned i resterne af pizzaæsker og slimet, muggent havregryn.
Fedt, tænkte han. Hvis han skyllede skoene af, ville det sikkert også blive set som utaknemmelig og ødsel adfærd. Efter onklens mening skulle det sikkert også straffes.
Hvis det at han hoppede ud af sit eget vindue, for at slippe for verbal og fysisk mishandling betød, at June så så ringe på ham, var der nok ikke megen chance for hendes gunst.
Hendes mor, der led af uhelbredelig kræft, var iklædt en af sine mange parykker som nær var gledet af i et hysterisk anfald da hun fik øje på skraldemonstret. Konrad sukkede opgivende og sank yderligere et par centimeter ned i slammet.
Havde forældrene været i live, ville det ikke have været en døjt bedre. De havde sikkert vanrøgtet ham, så han enten var omkommet eller endt som et narkovrag, fordi hjernen i en ung alder havde lidt under urimelige mængder hash og LSD. Han kunne lige se obduktionsrapporten for sig.
Død ved hippie.
Det var nok bedst, at de ikke havde haft for meget indflydelse på hans liv. Han var seks år da døde. I Konrads øjne var det ikke et tab, verden led stort af – tværtimod.
Benene tog ham vant af samme rute, de altid gjorde, når det blev alt for meget at udholde onklens terror og når fristelsen til at svare igen begyndte at overvælde ham. Han var stadig under atten, så han kunne sikkert slippe af sted med en mild dom, hvis det blev kritisk. Det ville stadig være mord dog og ville kvæle ethvert håb om en lysere fremtid væk fra slummen. Dens drømmeknusende jerngreb havde de indfødte stramt om struben og hvis man ikke var opmærksom, endte man i rendestenen med pungen stjålet sammen med livet. Hvis han skulle slippe levende væk, måtte han holde hovedet koldt i nogle måneder endnu. Et års prøvelse mod resten livet.
Måske hvis det nu kom til at ligne et uheld, drømte han sig væk, trådte skyggen ud og så sig ikke for, hvor han gik. Turen gik mod Phillip, som var det eneste sted, han vidste, han altid var velkommen, selvom han måtte gøre det ad bagvejen, for ikke at hans forældre skulle opdage ham. De ville sikkert have været slyngvenner med Konrads forældre, hvis de havde været i live. Det var Ikke så meget, fordi de ikke brød sig om ubudne gæster klokken elleve om aftenen, men fordi Konrad virkelig afskyede alt, der havde den mindste smule sammenlignelse med hans forældre.
Det var altid: ’Skal du ikke have en organisk kage med?’ eller, ’har du ikke lige lyst til at være med i vores hyggecirkel?’ når nu deres niece fra storbyen var på besøg.
Nu skulle det siges, at Konrad til dags dato ikke havde været sammen med en kvinde eller haft noget der tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med en rigtig, levende kæreste. Phillips kusine, køn som hun var – villig endnu mere –, burde man mene, var alt hvad en ung mand i hans alder kunne drømme om. Kærligheden kunne altid komme senere. Erfaring var uvurderlig, men næppe at Phillip ville billige det, selv hvis Konrad rent faktisk kunne komme over det faktum, at hun frastødte ham på alle tænkelige måder. Kun hormonerne skreg, at han burde udnytte situationen.
Hun er en fucking hippie, mindede han sig altid om, når kroppen ikke var enig med hovedet. Ikke på vilkår at han nogensinde ville mænge sig med deres slags. Hvornår helvede var han blevet så fremmedhadsk? Dårlig indflydelse fra sin onkel, undskyldte han sig selv med og trak den bærbare under jakken, så den ikke skulle blive våd.
Det ville ikke betyde meget om den rustede. Så ville den måske endda stige i værdi. Der fandtes sikkert en skør hipster derude, som ville fryde sig over en antikvitet af dens kaliber. Nej, han havde lagret koden sikkert i sit hoved og kunne med lethed genskabe den fra hukommelse. Så længe havde han stirret på de sytten linjer. Den havde optaget mere af hans liv, end han kunne huske at have levet. En overdrivelse selvfølgelig, men når han ikke var travl med skole eller klubben, så gled tankerne hen på hvordan koden kunne optimeres.
Regnen spejlede sig blankt på vejen og i den tynde trafik. Som en fange i forstadens sløve helvede, var det et mirakel, at han ikke havde overgivet sig til stoffer og økologiske kager for længe siden. Ingen trussel var større end, at hans sind skulle forråde ham og træffe dårlige beslutninger. Den var den eneste, han ærligt kunne stole betingelsesløst på og han skælvede ved tanken om, at den en dag måske ikke ville være på hans side mere.
Den største trussel i dette mareridt af sædeligt fordærv og evindelige kampe om popularitet for de unge, var ikke at blive sindssyg. Den største trussel af alle, for Konrad i hvert fald, var ikke hvorvidt han ville være fanget for evigt under de summende gadelampers narkolys, men om Barthlow ville overfalde ham. Netop nu traskede han bag ham – tættere og tættere. Det var ikke for at røve ham. Han vidste udmærket godt, at Konrads egenkapital nægtede ham ethvert tilhørsforhold til enhver bank, han nogensinde ville komme i nærheden af. Ikke med så mange ord selvfølgelig. Den smule penge han havde haft, var groft blevet røvet af hans egen onkel, der mente, at det måtte regnes som betaling for den omfattende service han ydede. Lån var blevet optaget i hans navn og havde sendt ham direkte i evig restance.
Barthlows liv var sikkert endnu mere armodigt end Konrads, hvilket kunne forklare hans særlige bearbejdning af indestængt vrede og frustration.
”Ved du ikke, det er farligt for små drenge at færdes alene om aftenen, Konrad?” Forsøgte han at snige sig ind på ham? Stanken af hans skridtsved var overvældende. Som enhver sportsidiot med mindre at rutte med end den gennemsnitlige rotte og med behåring der matchede, var han ikke ligefrem et saligt syn for blottede øjne og næse. Det var ikke så meget lugten, som det var svien i næsen.
”Ved du ikke, det er farligt at tænke for meget? Dine organer kunne jo svigte, for at redde den smule hjerne du har tilbage.”
Konrad fortrød straks at han havde åbnet munden, men hvorfor lade sig kue bare fordi han var større og dummere og mere voldelig end ham? Det var tre egenskaber hvor Konrad kun havde et egentligt modsvar til den ene. Desværre for ham blev de to andre antændt, så snart hans intellekt blev besejret og så var kampen så godt som ovre.
Den lige højre ramte som et løbsk godstog og sendte ham hårdt i jorden, men han opdagede ikke at han ramte fliserne, før balancen havde indfundet sig i ham igen. Slaget fik ham til at udbryde et pinligt og yderst feminint hyl og opfulgt af flisernes ubarmhjertige rå overflade, kunne han nemt komme til at klynke og hyle i smerte.
”Du hører ikke så godt, lille Konnie. Jeg sagde, det er farligt for små kællinger som dig herude,” omformulerede han sig, knak fingrene og nærmede sig i det gule lyse, der gav ham en grå glød af dødt kød.
”Det må du sgu undskylde,” svarede Konrad sarkastisk. ”Kunne ikke høre dig over alt dit mundlort. Tror jeg har fået stoppet ørerne. Det må være inficeret med …”
Knap var han kommet på benene før et knæ sendte ham knusende ned og havde ham gispende efter vejret.
Hvorfor frister du skæbnen på den måde, spurgte hjernen og sendte ham kravlende bagud, indtil han mødte en lygtepæl, han kunne hvile sig op ad. Den var så kold og våd, at den lindrede hans rygsøjle kælent. Den bærbare var røget ud fra under jakken og lå sårbar foran ham. Barthlow fik straks øje på den og gav den et hidsigt spark med hælen, der gik lige igennem skærmen og sendte plastik og de sørgelige rester af harddisken flyvende i alle retninger.
Det skar i Konrad, at se det spæde program miste livet på den måde. Så ungt. Det var end ikke var blevet navngivet endnu andet end et sammenkastet akronym. Svin, tænkte han og stavrede trodsigt på benene igen. Lyden af kniven Barthlow havde sprunget frem, var dog for meget for hans nyfundne mod. I synet af sin skabnings endeligt stoppede han op og frøs til stedet.
Frygt? Nej, ikke frygt. Vrede? Nej, men hvad så?
Barthlow kunne umuligt være den type. I det forgangne år havde han hærget og raseret alle, han fandt uværdige eller klogere end ham – eller bare lette ofre. Stort set alle der var bare en smule bedre end ham i nogen som helst forstand. Styrken og frygten var den eneste magt han havde og han anvendte frygten til at sætte sig i respekt.
”Er du idiot?” klemte Konrad ud gennem en rystende latter, der kun blev afbrudt af en smule blod, der piblede fra hans næse.
Dødsforagt, der var den. Det havde trods alt også kun taget ham hele hans liv at mønstre den mængde ligegyldighed. Ukontrollabelt begyndte han at grine mere manisk og sindssygt, end Barthlow brød sig om. Måske han fattede at Konrad var hamrende ligeglad med bøllens trussel.
Er du, Konrad? Om lidt træder du over hans dørtærskel. Det er en direkte invitation, nej tilladelse, for ham at stikke dig ned, bad forstanden ham.
”Er du?” gentog Barthlow triumferende. Han måtte se det som en sejr, at kunne udlede og formulere sig så veltalende. Han smilede psykotisk og klemte knivskaftet, så knoerne blev hvide. Øjnene brændte af ubehersket vrede, der var på nippet til at eksplodere.
Noget spjættede i ham og med kniven først rykkede han hurtigt mod Konrad, der ikke kunne styre sig mere og først da kniven blev svunget lydløst, vendte han tilbage til sin vante forskræmte natur. Det var som når Barthlow og hans kumpaner jagtede ham for at give ham tæv.
Smerten indtraf ikke før han så blodet fra underarmen trænge igennem den slidte og hullede ruskindsjakke, der var ældre end ham selv. Virkeligheden var så meget mere kold og kedelig, end de fantastiske eventyr Stellariums besætning kom ud for. Der var ikke engang chancen for at opføre sig heltemodigt. Ingen ville se det alligevel, så hvorfor mønstre en brav facade, når underkastelse var den eneste måde at redde sig selv på. En kniv var trods alt et stort skridt op ad den kriminelle rangstige fra knytnæveslag og trusler.
Konrad gik baglæns med et åbenlyst og skræmt udtryk og da han faldt tilbage i lygtepælens lig-dannende skær, faldt det ham ikke et sekund ind, at han kunne bevæge sig rundt om den. Svigtet af den eneste der altid var på hans side, begyndte han lige så stille at trygle for sit liv.
Forbandet. FORBANDET, skreg han for sig selv. Barthlow kunne ikke høre det, selvom et primalskrig kunne have købt ham et sekund eller to at stikke af på.
Han kunne da sandelig ikke være så dum at stikke ham ihjel på åben gade? Selvfølgelig kunne han da det. Selvfølgelig var han. Desværre.
”P... Pl... Please. Lad være,” fremstammede Konrad usselt og ynkeligt. Det var så langt fra, hvad hans skarpe vid og sarkastiske ordspil normalt kunne fornærme de fleste med.
”Puh-puh-puh-pleeeeeaaase,” imiterede Barthlow leende, spandt kniven rundt til et mere truende greb og skulle til at stikke.
Hvorfor er nogle mennesker så … så …? Burde der ikke være mindre tid til at overveje, hvad hans hjerne ikke formåede at regne ud?
Svaret kom prompte da en skikkelse – et rødt slør – viklede sig elegant rundt om Barthlows massive krop. Den tvang kniven fra ham og brugte skaftet til at plante et solidt slag i tindingen på ham. Han nåede ikke et sekund at vakle eller miste fodfæstet af sig selv, før han hang i luften og var blevet manipuleret af den lille og fikse figur, der med dæmonisk ynde havde tvunget den et hundrede kilo tunge bavian ned på maven og vredet armen rundt.
”Aaav! AV! AV! Jeg gi'r mig!” skreg og peb han og bankede sin næve i jorden, så han skrabede den til blods. Kniven faldt ud af hans hånd og rev ham i nakken hvor den landede med bladet først. Lidt ved siden af og den var gået igennem til hvirvlerne under. En skam den ikke gjorde, nåede Konrad at tænke, før et mere presserende spørgsmål trængte sig på. Hvem i alverden var denne person, der med så ihærdig en styrke kunne få en der var dobbelt sin størrelse til at hyle som et spædbarn?
”Jeg sagde jeg gi'r mig,” skreg Barthlow videre, da det flammende røde hår ikke lod til at ville slippe sit greb. Ikke før han måtte bide i det og selv se sig tudende og tiggende om nåde.
Hun samlede bladet op og tyrede den ind i et træ, så den borede sig så dybt, at den nåede ned til skaftet. Med alt held ville den aldrig blive vristet fri igen.
”Nar,” vrissede hun og trådte over Barthlows besejrede krop. Han gryntede voldsomt, men gengældte ikke. ”Vidste du at han havde inviteret mig ud, så han kunne vise mig byen? Hamskiftende psykopat.”
Hun havde rettet sin opmærksomhed mod Konrad, der ikke turde røre dig ud af flækken, hvis hun pludselig skulle vende sine angreb mod ham. Ærefrygt blandet med god gammeldags og almindelig koldsved fyldte atmosfæren med dødbringende stilhed.
”Og dig. Hvad med at tag dig sammen? Skide være om han har en kniv. Gro nogle nosser og sig fra. Du kæmper for at overleve. Han gør det kun for at vinde.”
Hun slentrede eksotisk mod ham og var tydeligvis vred over hans passivitet åbenbart.
”Du er heldig, jeg lige kom forbi, slatne ged. Havde håbet at folk i denne by ville have lidt mere at byde på, men du skuffer grumt,” fortsatte hun og rynkede næsen af ham. Han blev lynhurtigt vurderet på højde og drøjde og hun var ikke synderligt imponeret. To gange på en aften var han nu blevet målt af på den måde. Et større knæk på selvtilliden fandtes ikke. Han havde mest af alt lyst til at gemme sit arrede ansigt væk og redde den smule ære der var tilbage.
Da de eneste lyde Konrad kunne mønstre, var lufttomme, åndeløse hvisk, fnyste hun af ham, vendte på hælene og forlod samme vej, hun var kommet – over Barthlows stønnende korpus.
Først da hun var ude af syne så Konrad sit snit til at stikke af fra scenen og lade Barthlow blive liggende i vandpytten han var landet i, men ikke før han fik plantet et solidt spark i siden på den prustende søløve.
Lort! På mandag ville han helt sikkert tage hævn, også selvom det ikke havde været ham, der havde nedlagt kolossen. Der ville være tørre tæsk i vente. Livet som han kendte det, ville ophøre med hans snarlige død og som om det ikke var slemt nok, var den smule liv han havde tilbage blevet reddet af en ung kvinde. Kun for at føje spot til skade.
At Barthlow ikke ville gøre noget ved situationen efterfølgende, fordi han frygtede at Konrad ville fortælle, at han var blevet nedlagt af en pige halv sin størrelse, kunne ikke ændre på, at han denne aften pludselig havde meget andet at tænke på end sin dyrebare kode.