Efter den dag kom der ingen uønskede gæster til deres dør mere. Familien var ikke flyttet fra lejligheden, også selvom hele entreen var blæst i stykker. Alex insisterede, men Adina ville ikke høre tale om det. Det var hendes børns hjem. Hun var vågnet nogle timer efter med tre brækkede ribben, hver en knogle i venstre hånd knust og ansigtet banket til ukendelighed.
Phillip havde taget Aiko på hospitalet og efterladt de andre. Alt han kunne tænke på, var hendes sikkerhed. Hun var først kommet til sig selv, efter de andre var ankommet, så Adina kunne blive behandlet.
Politiet dukkede endelig op – bedre sent end aldrig – men forklaringer blev ikke skrevet ned, fingeraftryk ignoreret og inden timen havde skredet, var de væk igen. Papirarbejdet med at gøre rede for et dusin lig af anden etnisk oprindelse, var for omfattende for de to unge betjente syntes det og deres mildt forvirrede udtryk da Euclid forklarede, at den japanske mafia havde været efter dem, sagde det hele. Ingen ville nogensinde tro på dem. Bunken af lig syntes ingen steder at finde heller. Hellere at de lød som om, at de var skøre ved at fortælle sandheden. Euclid havde gennem sine kontakter sørget for, at der ikke var spor efter blodbadet og inden natten var omme, kunne det lige så godt bare have været en ubehagelig og meget virkelig drøm.
Aiko vågnede op grædende og da det gik op for hende, at hun ikke lige havde vristet sig fra et mareridt, blev det kun værre. Hun var stadig i en fuld flor af frygt og klamrede sig til Phillip, alt imens hun kaldte efter sin søster.
Hun kom ikke.
Hun lå på en båre og stirrede blankt op i loftet og tænkte på, om nogen ville bemærke den voksne dreng der sad ved hendes side og holdt hånden, så den ikke skulle blive kold. Ingen lagde i alt fald mærke til, at der ikke var glød i blikket.
Der gik timer, før hun endelig satte sig op, men fra den dag af, sagde hun ikke et ord til nogen. Hvad skulle de i grunden også gøre godt for? Var de ikke overflødige nu?
Pistolen havde klikket og efter et øredøvende skrig, der havde flået hende fra hinanden, indtil der ikke var andet end strimler tilbage af det oprindelige, hun engang havde været, kollapsede hun kun tids nok for Konrad at gribe hende.
Hellere dø som menneske end leve videre som et monster.
Konrad var ligeglad. Han holdt uendeligt meget af hende og sørgede for at minde hende om det hver dag.
Ind imellem virkede han sikker på, at han anede et smil i mundvigen, der bekræftede at hun huskede ham. Det holdt modet oppe. Hun sørgede for at minde ham om at han inderligt måtte fortsætte sin kamp for hende, selvom hun ikke vidste hvorfor.
Han svigtede eller veg aldrig.
Hun vidste at noget var gået i stykker, uden helt at kunne sætte ord eller følelse på det specifikt. Hun var ikke decideret ked af det. Heller ikke skamfuld selvom hun var klar over, at tingene ikke var, som de burde være. Livet før den aften kunne hun huske kun som en tåge af begivenheder. Alle sammen diffuse.
En betydelig bid af hendes hukommelse var ikke bare forsvundet. Det var næsten som om, at hun var blevet splittet op i to og at den ene halvdel, den der fik lov at leve videre, forvirret søgte den anden. Hvis hun kunne spørge, ville hun nok helt undlade det og ingen sagde noget heller, så det virkede omsonst.
Hun vidste, at der var forfærdelige ting, hun havde gjort og at det måske var sindets forsøg på at skåne sig selv, der havde skabt noget så adskilt og separat.
Skidt pyt. Hvis det var så slemt, var det nok alligevel bedst ikke at rode op i det. Minderne ville ikke med sikkerhed komme tilbage af den grund.
Nogle gange ville hun fange sig selv i spejlet og ane det tomrum der fyldte. Sådan kunne hun stå i timer og fundere dybden indtil Konrad tog hende om livet, gav hende et kys og ledte hende væk til, hvor de nu skulle være. Måske til middag. Spørgsmål var forbeholdt dem der ønskede uddybning. Spørgsmål interesserede hende ikke mere. Spørgsmål tog andre sig af nu.
Smilende blev stadigt større ved synet af ham og ærligt så glædede det hende, at han så umiddelbart og bramfrit ville tage vare på hende.
Uden at se sig om var der gået et par måneder og inden hun kunne nå at registrere det, havde yderligere fire passeret.
Konrad var vendt tilbage til skole. Han var ikke længere væk dog, end at han med en times varsel kunne være tilbage hos hende, når det skred og hun ikke kunne kende forskel på virkelighed og fantasi – eller minder.
Alex havde skaffet ham optagelse på et prestigefyldt universitet, uden at han havde taget sine afgangseksamener. Hun havde glemt navnet, selvom han tit nævnte det det. Pavestolt over ham ville hun sidde i sin mors dojo det meste af dagen og kigge på elever der trænede indædt for at nedkæmpe hinanden, alt imens hun ventede på at han kom hjem igen.
Dernede havde hun engang stået som sejrherre og hersker vidste hun. Nu var det søsterens tur til at tage teten. Hun var heller ikke helt dårlig. Deres mor fik i hvert fald kamp til stregen efter kun et halvt års træning. Phillip derimod var ikke meget værd, men det rørte nu ikke Aiko så meget. Eksalteret og opmuntrende heppede han altid på sin kæreste. Mon de ville ende med at flytte sammen en dag, tænkte hun.
Konrad havde afvist ideen om, at hun skule rykke ind hos ham, fordi han mente at det bedste sted ville være hos moren, når hun stadig var så skrøbelig. Han var begyndt at kalde hende Machiko for bestandigt nu og ikke Maggi. Grunden var, sagde han, at han bedre kunne lide hende uden et dække af falske identiteter. Det var en løgn, vidste hun. Han var vild med hende uanset hvad.
Han så ked ud af det da han sagde det. Var det noget, hun havde gjort forkert? Det hjalp altid på humøret, både hans og hendes, hvis hun tog initiativet til at være tæt. Så ville de ligge i sengen og se en ligegyldig anime med flyvende robotter og rumvæsner, indtil ingen af dem kunne holde sig vågne. Hvem havde også brug for et helt sind, når man kunne være lykkelig med et halvt – og have færre bekymringer?
Hvad end der var sket, som havde ændret hende så markant, var underordnet. Hvis bare Konrad lå tæt og hun kunne fokusere på hans åndedræt og puls, så kunne morgendagen indvarsle apokalypsen. Hun ville stadig være lykkelig.
Når hun kunne mærke optrækket til egentlige ord og sammenhængende tanker på nippet til at manifestere sig, ville hun løbe direkte til Konrad, men det ville altid være glemt inden. Hun vidste, hvad hun ville sige, også selvom der var en anden derude, der havde resten af hendes kognitive forstand.
Adina opretholdte sin stive facade. Det var den hun kendte. Det var den hun var tryg ved. Dog ville hun se op på sin datter på den lille tribune og sende uvante smil.
Alex kom tiere på besøg og alle seks ville de have store måltider, der i dagevis kunne mærkes i svælg og flæsk. Ingen gjorde opmærksom på, at hun i årets løb havde taget et par ekstra kilo på. Personligt følte hun, at det klædte bedre. Håret rammede ansigtet ind og uden kindben der trængte markant igennem, lagde hun endelig mærke til sit ophav.
Aiko så det også og gjorde et stort nummer ud af at posere med hende, når Konrad tog billeder af dem med et oldnordisk polaroid kamera. Nostalgien vældede altid op, når hun så på dem. Han tog rigtig mange og havde et helt lille album samlet. Så hun aldrig skulle glemme igen, havde han sagt. Selv havde hun fyldt et par sider, når han glemte det hos hende, men de var ikke nær så kreative eller varierede. Mest var det fotos af lejligheden eller hustagene i solnedgang, ukrudt der brød op fra fliserne eller Aiko der nedlagde Phillip, inden hun selv skvattede over hans ukontrollable krumspring.
Hvordan kunne det nogensinde have været anderledes end nu? Hjernen kunne brydes i timevis med, hvad der var sket den nat på hospitalet. Et biluheld måske? Ligesom sin far?
På en særegen facon havde ord, selv af skriftelig magt, undsluppet, men de lod til at forstå, hvad hun mente og ville.
Vil jeg egentlig vide det?
Det var et spørgsmål hun ikke kunne ytre og efterfulgt af et par timers søgen i sig selv kom hun frem til et svar, hun måtte stille sig tilfreds med.
Når hun virkede trist, var de andre varsomme og tog sig ekstra af hende, så hvis det kom an på det, kunne det så tænkes, at grunden til hendes tilstand omfattede dem alle? At de ikke selv bragte det på bane, tydede på det.
Troede de hun var farlig?
En dag faldt hun over en computer, der var blevet stuvet væk nederst i et skab. Instinktivt startede hun den op. Batteriet holdt stadig spænding, men den brugte lang tid på at tænde. Længe nok til at Konrad opdagede det. Ængsteligt og med den største beherskelse tog han den fra hende, inden hun kunne nå at gå på opdagelse i dens indre.
”Jeg havde tænkt mig at skille mig af med den,” sagde han og betragtede den med undren.
Hvad er det, spurgte hun med øjnene, men modsagde sig ikke, da han pakkede den væk igen.
”Hvad ville være bedst: At vide alt og mærke følgerne eller glemme og være lykkelig?” spurgte han.
Den måtte hun tænke lidt over. Smilet han gav over hendes knap så intelligente og dybsindige fundering, fik hendes irritation op i et kærligt niveau. Sådanne følger kunne de begge leve med.
Inderst inde, hvis hun skulle være fuldstændig ærlig med sig selv, fik nysgerrigheden ind imellem overtaget. Dog var det ikke for hendes egen skyld eller af frygt for hvad der ville dukke op til overfladen, at hun undlod at grave. Ville det ændre hende som person? Var det risikoen værd? At glemme og så være lykkelig virkede som et fornuftigt kompromis. Også for Konrads skyld. Mest for hans.
For hendes egen pegede hun på et kort over Japan. Alex var enig og mente, at det var sikkert nok for dem at tage dertil igen. Efter så mange år kunne det kun gøre godt for pigerne, havde han sagt og havde straks booket seks billetter til alles begejstring. Ikke mindst Aiko der ikke kunne huske tiden derfra.
Der hvor vreden forsvinder hen er forskellig fra person til person. Hendes egen vrede, en hun aldrig havde formået at kontrollere, havde fundet sit endelige afløb, vidste hun. Spørgsmålet var bare, hvorhen den var forsvundet. Hvis den ikke var en del af hende, hvor var den så?
Konrad kunne aflæse spørgsmålet fra hendes udtryk og sagde til hende, at intet nogensinde gik tabt. Det hun var. Det hun havde været, var måske ikke med hende mere, men det betød ikke, at det ikke eksisterede. I en eller anden form, bevidst eller ubevidst, levede det videre og han sagde, at han havde sine formodninger om, hvor det var, men at han ikke turde kigge efter af frygt for, at han tog fejl og at det så ville glide igennem fingrene på ham. Han ville bevare hende. Dem begge. Både det flammende inferno og den blide strøm. Han kunne ikke bære at miste nogen af dem.
Hun kunne ikke bære at miste ham. Hvis det betød så meget for ham, var der ingen grund til at søge efter det. Sådan kom Machiko til at indse, at al den tvivl der herskede i de mørkeste afkroge af minder, der flygtede, hver gang hun forsøgte at genkalde sig dem, forduftede i sin families lykke og deres nærvær.
I den altomsluttende duft fra kirsebærtræerne lyserøde blomster så hun ikke bare fragmenterne, der blev spredt for vindene, men en yndig dans af liv der bar hende med sig. Hun var et med dem og de var et med hende. Sammen smilede de i træets urokkelige skygge til Konrad og han smilede tilbage og hun vidste, at rejsen kun lige var begyndt. Hun vidste at hun ikke var alene med sig selv mere. Hun vidste, at hun var elsket.