”Det lyv. Du hiver mig i benet, ikk'? Siger du, han fik tæsk?”
”Jamen tak fordi du bekymrer dig om min sikkerhed. Lad os da endelig glemme, at jeg er en død mand på mandag,” sagde Konrad til Phillips forbløffelse over, hvad der var sket ham på vej over. Han havde taget resterne af den bærbare med. Måske kunne han redde harddisken, selvom det ikke betød det store. Han var allerede begyndt at genskabe koden linje for linje, tegn for tegn på et stykke papir sammen med en udvidet algoritme han havde arbejdet på. Den der skulle simulere en bevidsthed. På den måde ville den blive bevaret for eftertiden, selvom han ikke havde nogle sikre steder at gemme det. Alko-dampene kunne antænde en ildkugle, der ville opsluge hans hjem og onklen med.
”Af hvem? Hvis du siger det var politiet!” spurgte Phillip vantro.
”Gu’ fanden var det da ikke politiet. Hvornår har du sidst set dem på disse kanter?”
”Kan der være noget om.”
Phillip havde allerede lagt en futon frem. Det var ikke unaturligt, at Konrad kom uanmeldt på besøg. Phillip havde endda et sæt skiftetøj liggende. Forældrene kendte ikke noget til det og de foretrak at det forblev sådan. Specielt med hans kusine på besøg. En enkelt gang havde hun sneget sig ind og forsøgt at forgribe sig på ham, mens han sov.
For mange bander gjorde kvarteret til en smeltedigel, der kun ventede på en gnist til at antænde hele situationen og før nogen kunne nå at reagere, ville hele nabolaget sikkert stå i flammer. Det nemmeste ville være at lade det hele brænde til grunden og begynde forfra, men det betød jo så, at alle de hjemløse ville søge mod andre steder og forpeste tilværelsen for endnu flere. Det havde Konrad overhørt en frivillig brandmand sige.
Apatisk holdning at have, men der var en vigtig pointe at hente. Nogle gange er tingene for langt ude, til at det kan nå at reddes. En frisk start kan nogle gange være det der skal til for at redde resterne.
Måske verden også trængte til en frisk start på den måde. Nyhederne nu om dage var mere og mere fokuseret på situationen i mellemøsten. Lederen af en separatistbevægelse havde formået at løsrive en del af et lille land fra sin vært og truede nu alle omkring sig med fuldstændig ødelæggelse, hvis ikke deres krav blev opfyldt. Værst af alt var at bevægelsen begyndte at appellere til unge ekstremister, som var villige til at gå i krig for sagen.
’Så længe de ikke kommer hertil, kan de gøre hvad der passer dem. Lad dem endelig springe hinanden i luften,’ havde deres samfundsfagslære sagt. Ingen havde sagt ham imod. Værst af alt så havde Konrad været en smule enig. Menneskets selvdestruktive natur kunne ikke hamle op med fornuftige stemmer.
Ud over diktatorer med storhedsvanvid var der oven i hatten også en dyb finansiel krise, der havde sendt Amerika og Europa i konflikt med Rusland og Kina. Det kunne alt sammen true verdensfreden, men hvem fanden bekymrede sig om det, når der var vigtigere ting at tage sig til. Hvem der datede hvem i Hollywood, fangede de unges interesse langt mere og fyldte derfor også mere i medierne. Phillip var i hvert fald ikke interesseret i nyhederne.
”Du har ret. Du er en død mand. Eller mand når du vel ikke engang at blive,” lo han henslængt og var mere interesseret i Barthlows banemand. ”Men hvem var han så?”
”Hun …”
”Hun!?” afbrød Phillip. ”Du siger ikke, en tøs slog ham ud? Hun må ha været noget af en betonlebbe. Barthlow er jo enorm!”
”Som en strålende sol af blændende skønhed,” mumlede Konrad for sig selv. Hun var jo trods alt rødhåret og han havde ikke set hende før i dag. Kunne det være skønheden Phillip havde fortalt ham om? I så fald vidste han da, hvem han skulle takke. Han havde i skjul håbet, at det havde været en hemmelig selvtægtudøver, der patruljerede gader og stræder.
Sommeren var blot uger væk, så han tænkte han ville forsøge at undgå et tilfældigt møde med hende. Med alt held ville hun have glemt alt om episoden, når det nye skoleår oprandt. Skulle hans plan virke, ville han ikke ligne et betændt monster til den tid.
”Du blev reddet af en pige? Er du klar over, hvor lamt det er?” Phillip kunne ikke holde sig tilbage og overdængede ham med mundvand og højlydt hån. Det var ikke ondt ment selvfølgelig, men sådan var deres venskab nu engang.
”Ja nu er du i hvert fald en død mand socialt. Den kan du sgu ikke redde dig selv fra,” fortsatte han og satte sig til at spille et blodigt skydespil.
Konrad tænkte om den slags ulækre spil var til for at lære de unge færdigheder, der senere i livet ville blive relevant, hvis konflikten rundt om i verden skulle eskalere.
Han satte sig for at skrive koden færdig på et stykke krøllet papir og sluttede af med et passende akronym til sin skabning, der lige havde lidt en brutal død.
”Hvad er det forresten for noget bras, du roder med og hvorfor er min bærbare i så forfærdelig en stand?” spurgte Phillip med munden fuld af popcorn mens han skød hovedet af en kommunist.
”Fremtiden. Med lidt held kan jeg tjene et par milliarder på det her stykke papir,” svarede Konrad og luftede lappen nonchalant foran sig.
”I så fald tror jeg da, jeg må begynde at tage mig betalt for dine besøg. Skal vi sige halvdelen?”
Phillip lænede sig ind for at lure hemmeligheden af, men fattede selvfølgelig ikke, hvad det alt sammen drejede sig om.
”Det er en formel til at skabe en kunstig intelligens. Problemet er bare at den ikke virker,” sagde Konrad som modsvar til Phillips nysgerrige øjne, der fik ham slået ihjel i en voldelig animation på computerskærmen.
”Multiplexual Artificial Geometrically Generated Intelligence,” læste han op. ”Multi... A.G.G.I. … Maggi? Troede ikke, du vidste, hvem hun var.”
”Hvem?”
”Maggi selvfølgelig! Den rødhårede skønhed der pryder vores forfaldne skole med sin strålende energi,” sukkede Phillip og forestillede sig sikkert sin egen rolle i hendes liv.
”Maggi?”
Flammende rødt hår. Ikke kendt i byen. Skæbnens ironi at hun skulle bære samme navn som hans fantasifoster på papiret. Som om det ikke havde været pinligt nok.
”Det mener du ikke? Var det hende der slog Barthlow ud i aften? Hvor er du sørgelig.” Phillip havde opgivet at hjælpe sine medspillere online, der på stribe blev slagtet af de kommunistiske horder, men det var Konrad, der følte sig som taberen. Aftenen havde på alle måder været en komplet fiasko. Afvist af kvinder to gange. Næsten slået ihjel. Reddet af en der bar sammen navn som hans sørgelige forsøg på at skabe en, han kunne snakke med. Hånet og nedgjort af sin bedste ven.
Han havde lyst til at flå papiret i stykker og glemme at han nogensinde havde fundet på det navn.
”Men hun er smuk, ikk'?” sagde han i en mere rolig og alvorlig tone.
”Måske. Hvis hun ikke var uden for vores liga. Hvis vi rent faktisk kunne placeres i en, ville hendes eksistere i en helt anden og eksotisk dimension.” svarede Konrad, der trods det pinlige optrin havde været forundret af hendes styrke og elegance.
At Barthlow havde inviteret hende ud, foreslog at hun var til den type fyre. I så fald var det bedst at holde sig langt fra hende.
Phillip lod sig selvfølgelig ikke afskrække af ideen, men vidste udmærket godt, at chancerne for at få hende opmærksomhed, var ikkeeksisterende. Det var slemt nok, at de i forvejen var udstødte, men det gik det ikke at proklamere sin kærlighed til det psykotiske lag af skolens sociale overklasse. Ens helbred kunne komme i seriøs fare, hvis man forsøgte at træde ude for sin kaste. Noget Konrad gjorde ham opmærksom på.
”Hinduister, ikke buddhister,” svarede Phillip og indtog fjendens fort kun armeret med en motorsav.
Papiret blev nænsomt foldet og stoppet ind i jakkens inderlomme. Hvis der fandtes en chance for at få midler til at udleve hans våde drøm om at give liv til sin kreation som en anden Dr. Frankenstein, så lå hans salgs-pitch i de sytten linjer.
Tegneseriemessen kom rullende uden yderligere konfrontationer med Barthlow eller hans slæng. Ligesom Konrad, undgik han enhver øjenkontakt med Maggi, som viste sig at være lidt af et mysterium for alle. Ingen kunne rigtig fortælle hvor hun kom fra eller hvorfor hun var startet så tæt på skoleårets afslutning.
Hun var en isdronning uden sidestykke, men Konrad var ikke under indtryk af, at hun var en dæmon, som det han havde set hende udtrykke sig som. Enkelte gange havde han set hende gå til og fra klasse og med et halvt øje bemærkede han hende altid som værende alene. Noget der lod til at falde hende naturligt. Hun var altid klædt mere råt end hendes udseende ellers burde komplimenteres med, så hun var uvildig mester i at tiltrække sig fyrenes opmærksomhed. Flere af de mere modige – eller dumdristige – så da også deres snit til at lægge an på eller pifte efter hende. Iskold, kølig, cool var det eneste der kunne beskrive hende når hun verfede dem væk med en enkelt håndsbevægelse. Skulle de blive for nærtagende, fik de en hård medfart, som ingen turde anmelde til rektor af frygt for hendes hævn ,der måtte kunne matche hendes skønhed.
Lynhurtigt efter hun var startet, var der opstået rygter om hendes såkaldte kriminelle fortid og hvordan hun spiste mænd dobbelt sin alder. Hun var ikke del af nogle egentlige grupperinger eller klubber, men kom og gik som det passede hende. Det føjede brændsel til bålet om, at hun ikke var særlig intelligent, men blot udnyttede de kort hun var delt. Et absolut fascinerende studie hun ville være for en psykolog i social ungdomsopdeling. Det eneste Konrad kunne tænke på dog, var slagkraften bag hendes næver og ord. Og at han burde holde sig på så lang afstand som mulig.
Kortvarigt havde han overvejet tilfældigheden af hendes navnesøster og at så speciel en personlighed ville være passende til så specielt et program.
Konrad havde lykkelig fortrængt episoden, da Phillip, ham og resten af Novanoid gruppen tog til nabobyen for at svælge i et paradis tegneserier, computerspil og sirligt udklædte piger.
”Gud ske tak og lov for cosplay,” savlede Frederik og fulgte en storbarmet kvinde passere forbi med skørterne trukket så langt op, at det ikke overlod noget til fantasien. Hun bar en kopi af et laservåben og så umådelig sexet ud, når hun stillede op til fotos sammen med fans af spilserien, som karakteren kom fra.
”Godt det ikke er perverst at glo,” bemærkede Konrad og så at Merla også stirrede på de kostumeklædte piger. Ikke af samme grund selvfølgelig. Ingen af drengene i gruppen så hende som en potentiel kæreste eller en af det andet køn for den sags skyld. Mon ikke det ville være godt for hende at komme ud blandt nørder, der så piger som Merla som et sjældent fænomen på lige fod med observationer af Loch Ness Uhyret. Hun blev da også stirret op og ned af fra forbipasserende fyre, der var lige så uheldigt stillet som resten af gruppen og hun så ud til at nyde opmærksomheden.
”Det er perverst om du glor eller ej. Vi er nogle syndige sataner,” sagde Phillip og havde øjnene på stilke for at få et glimt den kvindelige udgave af Kaptajn Biddlefro fra stjerneskibet Galactium – det interdimensionelle søsterskib til Stellarium. Hun var i en alt for stram trikot, der ikke skjulte noget som helst af hendes yderst velproportionerede kurver.
”Du er. Jeg er dydig og from som et lam, husker du nok. Har da holdt din kusine i armslængde længe nok til at bevise, at jeg ikke er på jeres niveau,” forsvarede Konrad sig så heroisk og mandigt, som hans krop tillod. Han sagde det i en ophøjet galant tone ment til at lyde dyb og beroligende, men stemmen knækkede kikset over i falset.
”Hvis du siger det, Prinsesse Valiant,” kluklo Merla der på trods af sin kedelige fremtoning faktisk var ret så intelligent og morsom, når det kom til stykket. Hun blev lynhurtigt antastet af flere drenge, der syntes at hendes katteører var umådeligt seje. Der gik da heller ikke længe, før hun gik sine egne veje sammen med Frederik og en lille gruppe manga-interesserede knægte med armene fulde af plakater og tegneserier til en mindre formue.
Konrad havde knapt nået at spare sammen efter købet af sin computer, som hans onkel havde formået at sælge igen den aften han var stukket af. Det var penge lige ud af vinduet og en fejl han svor aldrig at begå igen. Så han kunne ikke engang ulovligt læse tegneserier på nettet mere. Og hvad var pengene gået til? Mere vodka og flere stoffer. Billetten til messen havde han heldigvis købt for næsten et år siden sammen med et armbånd, der lod ham komme ind til alle de vigtige begivenheder. Den vigtigste af alle var den åbne spørgerunde afholdt af Novanoid Saga skuespillerne og skaberne af serien.
Messen var deres fristed fri for skolens undertrykkende trængsler og frygt. Her skulle de ikke bekymre sig, om de kunne komme hjem med våde bukser og blå mærker. Her kunne de tale nørdsk så højt og larmende de ønskede, uden at nogen dømte dem. Det skulle da lige være fans af Novae Struggle filmene, tre episke trilogier om konflikt i galaksen og en ung helts kamp for at bringe fred til universet.
De to fangrupper ville kæmpe indædt om, hvis franchise var den mest succesfulde. Enkelte konfrontationer havde endda fået folk smidt ud fra messen i kølvandet på ophedede debatter, der var endt i slagsmål. Ikke et slagsmål som det Konrad havde været ude for med Barthlow, da nørdernes evner ikke oversteg den af tam brydning og rullen rundt på gulvet efter deres astma inhalatorer, fordi de fik slået brillerne af hinanden.
Novanoid Saga var i Konrads øjne som klassisk musik, hvor Novae Struggle var rock'n'roll. Personligt foretrak han Saga på grund af den ekstensive karakteropbygning, der snildt kunne lede til nævnte karakters utidige død. Dette kunne gøre et helt afsnit til en øvelse udi menneskelig formålsløshed. Konrad var vild med de underspillede betydninger og metaforiske handlinger. Selvfølgelig nød han også at se Struggle over en maraton weekend sammen med Phillip og at have fiktive dueller med quantum-sværd af mørk energi. Phillip og ham kunne leve sig så meget ind i universet at de skrev fanfiction, som de ville indsende til forfatterne i håb om at deres ideer blev virkeliggjort.
Konrad havde på Phillips opfordring indsendt et manuskript der involverede eksistensen af hans kunstige intelligens, men undladt at vedlægge en kopi af koden. En af forfatterne bag serien – eller mere en konsulent – var den verdensberømte matematiske datalog Ferrell Euclid, som han frygtede, måske ville stjæle selve koden. Phillip havde da også formanet ham om at sende den med. Konrad mente at han havde alt for høje tanker om hans kundskaber. Selvfølgelig vidste han at nogle af ideerne var originale, men ingen som Euclid ikke selv var i stand til at komme på.
Hvis Konrad var nørdernes konge, var Euclid dets intergalaktiske enehersker. Med en cool-ness faktor på langt over ni tusinde, var han misundt af unge mænd overalt på kloden. Det var ikke kun af dem med unaturlig interesse for det fiktive univers. Selv de etablerede medier var ikke sky af sig at bruge ham som ekspert i astronomiske sammenhænge. Der havde han havde skabt sig en fanskare af følgere i kraft af sin egen videokanal på internettet. Han kunne gøre undervisning underholdende. Og så så han jo også bare fænomenalt godt ud. Det kunne ingen benægte. Specielt fordi hans fanbase bestod af – efter sidste opmåling – enogfyrre procent kvinder og piger i alle aldre. Han var – alt andet lige – det perfekte menneske.
Ikke nok med at han havde ydet videnskabelig bistand til nær ved halvdelen af afsnittene til Novanoid Saga, så var han også konferencier ved begivenheden. Horderne af skrigende kvinder i kostumer kunne virkelig få afløb for alt den indestængte beundring de gik og bar rundt på.
Phillip havde svoret at få hans autograf, om han så skulle stå i kø i timevis. Ligesom mange andre til stede havde han erhvervet sig en kopi af hans nyeste roman om Saga. Filmselskabet bag serien lod ham skrive sine egne historier ud, over det materiale der blev anset som kanon, da de vidste at fans ville sluge det råt uanset prisen.
”Dyrk lige de loli-tøser der, Konrad. Har du nogensinde set noget så lækkert for øjnene?” udbrød Phillip ved synet af en lille skare pige i japansk-inspirerede lolita-udklædning.
Hvordan kunne han undgå at bemærke dem? Klædt i dukketøj, perfekt sat hår og øjne der funklede under enorme øjenvipper, stjal de opmærksomheden. Selv fra Euclid der et øjeblik også måtte tage sig selv i at stirre, selvom han var alt for fattet til at dvæle for længe.
”Wo-ooow,” bed Konrad tungen over på sig selv og fulgte i trance deres alt for høflige og næsten underdanige bevægelser igennem mængden, der skilte sig uden brok.
Han vidste udmærket, at der blandt de maskerede skønheder var mindst en eller to mandlige deltagere, men det gjorde det ikke mindre imponerende. Det var det svært at abstrahere fra de åbenlyst seksuelle undertoner, som deres stramme antræk antydede. På mange måder var det forkert at se dem på den måde. Med gotisk rokoko-inspirerede kjoler – alt for korte – og deres forkærlighed for slikkepinde, var det et under, at et hormonelt oprør ikke allerede var i flor.
”Tror du, der er nogen, vi kender?” smiskede Phillip og måtte indiskret tørre sig om munden. En engel passerede igennem hallen som var fyldt til bristepunktet med overivrige fans. Alle stoppede op og fik sig et ekstra langt glimt af de pigede skabninger, der svævede forbi.
”Du må være sindssyg. Vores skole er alt for ukultiveret til den slags. Deres ide om forførende er defineret af mængden af tøj de har på. Jo mindre jo bedre. Ikke den anden vej rundt. Det der, det er kunst.”
Konrad mente hvert et ord, han sagde i den sammenhæng. At kunne skabe noget så delikat ud fra den mængde tøj de havde på var intet mindre end ærefrygtindgydende. Ikke mindst den tid de måtte have brugt på at tage det på. Hvis han havde halvt så meget dedikation, var det ikke kun den urene hud, han var blevet kvit med.
”Det' løgn,” hviskede han åndeløst og slog øjnene ekstra meget op. De måtte bedrage ham.
Hendes øjne bemærkede ham kun kort før de sank smilende, som det bød sig for en anstændig pige. Hun kunne umuligt have genkendt ham. Forvandlingen han selv havde undergået var enorm. Mørket havde da bestemt også været i hans favør den aften. Nej hun opdagede ham ikke. Phillip opdagede hende ikke. Ingen gjorde. Det mørke pandehår gik helt ned og dækkede næsten mascaraen, som det farvemæssigt gik i et med. Selv øjnene var skrigende marineblå og ikke smaragdgrønne som normalt. Huden var kridhvid med et tyndt lag rouge til at fremhæve kinderne og gøre øjnene mere fremtrædende og dragende.
”Maggi.” Ordet undslap hans læber som en bombe og hun snurrede på hælene så håret skar sig igennem luften som en lydløs knivsæg. De overdimensionerede, sorte ruskindsko gav et højlydt klik, da hun stoppede op. Hænderne hang elegant ud til siden for ikke at krølle nederdelen i lys rosa satin, der sad i perfekt pasform til lige under knæene og blev afløst af kridhvide strømper, der fortsatte hele vejen ned af de slanke ben.
Der var panik at spore i hendes udspilede øjne, der straks søgte kilden til hendes afsløring. Konrad havde hurtigt indset fejlen af sin handling og gemt sig i menneskeskaren. Phillip opdagede heldigvis ikke optrinnet synderligt. Heller ikke da Maggi stirrede sig blind på ham. Utroligt at han ikke opdagede hende på så kort afstand, når han nu var så betaget af denne flammende skønhed.
”Kommer du Koneko?” lød det fra en af de andre piger. Hun bar en stor sort sløjfe, der sad som en glorie på toppen af gyldent krøllet hår, som glødede i de enorme lamper højt oppe.
”Mhmm,” opgav hun med en stemme så ulig den, hun havde angrebet hans stolthed med. Det var tydeligt, at hun anstrengte sit stemmebånd for at lyde så ung som muligt. Noget som mange af de andre drenge fandt utrolig ophidsende. Afskyeligt.
I hans indre var der et billede af en fyrig og temperamentsfuld kvinde, der bestemt ville se sig slået, hvis hun nogensinde blev afsløret i tilbøjeligheder af den natur. Hun skuttede sig, men øjnene var varsomme. Konrad fulgte hende med blikket på sikker afstand og tænkte på, hvad hun ville gøre ved den arme sjæl, der opdagede hendes hemmelige affektion.
Koneko, hørte han en af tilskuerne bemærke, betød killing på japansk. I hans øjne mindede hun mere en leopard. Specielt når hun slentrede arrogant gennem skolens gange og så ned på folk. Selv dem der var højere end hende. Det var først da kontrasten blev så åbenlys, at det begyndte at gå op for ham, hvor blind han havde været. Ved kun at fokuseret på hendes ydre, dyriske ego havde han overset, at hun også var et menneske med følelser, drømme og fantasier på lige vilkår med alle andre.
Han var afskyelig at tænke som Phillip, der stadig så grådigt på lolita-pigerne. Tilsyneladende lå deres del af konventionen i den anden ende af Sagas og der var åbenbart ikke andre veje dertil end direkte igennem hallen. Hvor var det grusomt at lade dem udsætte sig selv over for så primitiv en del af den menneskelige befolkning.
Her havde han altid anset folk som Barthlow for at være brutale i sin natur, men det kunne sagtens gælde Konrad og hans venner også.
’Drifter må man ikke ignorere’, havde deres seksualundervisningslære sagt, da de nåede den alder, det havde relevans. Det kunne han nemt sige efter at have været blevet dømt for pædofili og for at have blottet sig selv for en ung pige i Konrads klasse. Hun var stadig var i behandling for at komme videre og kunne ikke snakke med nogen af det modsatte køn uden at få et angstanfald.
”Hvis I lige vil falde til ro alle sammen. Alle sammen!” råbte Euclid med eftertryk, inden pigerne var helt ude. Slaget var tabt, men han kunne stadig nå at vinde krigen om deres opmærksomhed med et spændende oplæg om fremtiden for Novanodid Saga. Først da der blev vist et særligt sneak-peak på et kommende afsnit, skiftedes fokus. Der blev lovet både nervepirrende cliffhangere og en ukendt skæbne for den gode kaptajn Biddlefro samt en ny spændende fjende. Salen hujede og piftede opstemt og havde hurtigt glemt det lille optrin fra før. På nær Konrad. Han kunne ikke slå Maggi ud af hovedet. Hendes alt for kuede, bøjede nakke bekræftede, at han ikke kendte hende eller kunne komme med antagelser om personligheden uden at vide mere.
Det slog ham, at hans eget forgæves forsøg på at kreere kunstig personlighed betød, at der var ting, han ikke kunne vide om den. Hemmeligheder.
Phillip pressede på for at få Konrad til at blive sammen med ham, mens han stod i kø, så han kunne få signeret sin kopi af Stellariums-paradoxet. Først efter en udmattende og opslidende halv time i sneglefart gik det op for ham, at han havde glemt bogen derhjemme. Der kun var et par mennesker foran dem. En af dem var en gigantisk ulden person klædt ud som en Woollie Worrff fra planeten Karrda. Phillip begyndte at rode i sine lommer efter noget at skrive på. Hvad som helst. Der var ingenting at finde, så han gennemgik Konrads lommer febrilsk og uden hensyn til, om der lå afslørende beviser for hans hemmelige identitet som nattens hævner.
”Nu ikke så fjollet. Du har slet ikke fysikken til det. Desuden ville du egne dig bedre som side-kick eller navnløs, hvidklædt besætningsmedlem. Du må bare se at indse, at med en solskræk, som den din krop udviser, kan du aldrig blive millionærplayboy, så du kan opretholde livstilen.”
Phillip fandt hvad han ledte efter og lige tidsnok. Det uldne bæst brølede med drøblen og trampede triumferende videre med en signeret kopi.
”Typisk mit held,” sukkede han og lagde det fugtskadede stykke papir foran Ferrel Euclid, der uden at tøve eller se op signerede lappen. Eller prøvede på det. Papiret var så medtaget af at have ligget i lommen på Konrads utætte jakke, at det var blevet noget nær umuligt at skrive på.
Halvt irriteret begyndte han at vende og dreje lappen, kiggede bebrejdende op på de to knægte og rynkede panden opgivende.
”Har i ikke noget andet?” forsøgte han sig diplomatisk uden at hidse sig for meget op. Han havde bedre ting at bruge sin tid på end at signere bøger og høre på halvhjertede forsøg på filmmanuskripter. I et sidste forsonende forsøg foldede han papiret så meget ud han kunne uden at rive det til strimler.
Konrad opdagede, hvad det var han havde glemt. Papiret indeholdt selvfølgelig hans notater vedrørende koden. Han skulle lige til at springe ind for at rive den fra Euclids hænder, men det ville nok blive set som et angreb og miste dem deres plads i køen.
”Hvad er det her?” stoppede han pludselig op og betragtede de udtværede blæklatter, der næsten ikke kunne anses for at være bogstaver, tegn og tal. Euclids øjne skannede lynhurtigt papiret og en trænet hjerne som hans kunne snildt se, hvad der stod. Han slog øjnene mistroisk op.
”Øh, undskyld,” skød Konrad ind og rakte hånden frem, ”det er min. Du sku’ ikke ha’ set det.”
”Nej, nej. Det okay.” Euclid trak papiret ud af Konrads rækkevidde og nærstuderede de sytten linjer, der definerede en så snæver tankegang, han netop havde indset, ikke var tilstrækkelig. ”Er det her, hvad jeg tror, det er?”
”De-eeet … kommer vel an på, hvad du tror, det er?” spurgte Konrad tøvende og håbede på, at han ikke ville opdage eller stjæle ideen, før den var færdig.
”Det ligner en virus. En primitiv en af slagsen. Men den her linje … og den her. Foreslår du …?”
Der var et videbegærligt og naivt udtryk spredt over hele femøren på ham. Som et lille barn der hører sit første eventyr med en fast tro på dets rigtighed.
”Det her, det er … fantastisk. Hvor har I det fra? Hvem har skrevet det?”
I hektiske afkortede sætninger rejste han sig pludselig og satte et lille skilt fra sig med teksten: ’På toilettet – tilbage om fem minutter.’ Hvorfor stod der ikke: ’Til frokost.’?
”Er det jeres?” udspurgte han stressende. Phillip mumlede og stavrede i ordende fuldstændig paf over at blive tiltalt af en levende legende som Ferrel Euclid. Ude af stand til at pege eller tale formåede han at udpege Konrad som ophavsmanden.
”Kom med. Begge to.”
Uden at vente satte han afsted om bag den enorme scene, der havde en miniature version af Stellaruim skåret i skumplast og malet uden den mindste smule evne eller respekt for kildematerialet. De passerede en sikkerhedsvagt og to af skuespillerne fra serien. Phillip måbede højlydt over at være så tæt på sine idoler og fnisede højlydt som en skolepige om sin første forelskelse. Bag dem kunne de høre utilfredse fans råbe højlydt og buhe af hans taktløse afsked.
”Den her protokol … den er uden sidestykke,” sagde Euclid og stoppede op tæt på VIP-rummet. Skuespilleren der sad på rollen som Biddlefro, skævede til hans ekstatiske optrin, skar en grimasse og vendte bunden på et glas whisky i vejret. Manden var kendt som en fyldebøtte, men var populær hos publikum, så blev det overset, selvom det var tydeligt på optagelserne, at han ikke var mentalt til stede det meste af tiden.
’Karakter!’, havde han proklameret til et af de kulørte blade over konfrontationen om hans drikkeproblem og indvirkningen det havde på hans arbejde. Svag karakter efter Konrads mening.
”Du har formået at skabe ubegrænset adgang gennem netværksmaskerne? Det er jo den hellige gral inden for overvågning.”
”Den virker ikke rigtig. Ikke efter hensigten i hvert fald,” svarede Konrad varsomt.
”Nej, mængden af data du måtte få adgang til, må være astronomisk, men præmissen er interessant.” Han lo befippet og kørte fingrene igennem det bølgede hår, der sad perfekt selv efter hans voldsomme behandling. ”Hvad er det, du prøver på?”
Konrad blev en smule rød i hovedet. Det var så han havde nogen at snakke med, der forstod ham. Nogen han kunne skabe i sit billede, hvor barnligt og teistisk ideen end måtte være. Det turde han ikke sige.
”Med den rette teknologi kunne man hacke sig ind, hvor som helst i verden man ville, men selv med en simpel processor er mulighederne næsten uendelige.”
”Desværre ikke,” måtte Konrad forklare. ”Jeg kan ikke styre datamængden eller målrette den mod specifikke søgeord. Selv hvis jeg kunne, ville det ikke have noget formål medmindre jeg ønskede at overvåge andre.”
”Netop derfor den her kode er noget af det vildeste og farligste, jeg nogensinde har set. Den er intet mindre end genial!” Han så med respekt på Konrad, der følte sig bedre tilpas over at blive tiltalt direkte. Nu lignede hans hud ikke et betændt bjerg af Vesuvianske proportioner. ”Hvad slags udstyr kører du med? Du må sgu da ha’ et vildt setup, for at kunne udlede de her algoritmer.”
Phillip begyndte at le og slog Konrad hårdt i ryggen.
”Jeg sagde det jo, Konrad. Du er alt for klog til os andre. Han har skrevet alt sammen i hånden.”
Konrad bemærkede at bedeperlerne, som Phillip havde viklet om håndledet, matchede dem Euclid selv bar og tænkte, at det lige ville passe på en mand som ham at være Buddhist.
”Imponerende!”
”Det var nu mest for at prøve at skabe en simpel form for kunstig intelligens i stand til at udlede respons på enkle forespørgsler,” sagde Konrad ydmygt.
Der var noget på Euclids læber, der tiggede og bad om at blive sagt, men der var en afholdenhed. Måske af frygt for hvordan det ville lyde. I stedet rettede han sig mod Phillip og fremviste præcis det, der bandt dem sammen.
”Har du haft en finger med i spillet?”
Phillip så meget uforstående ud og så fra Konrad til Euclid og tilbage igen og trak til sidst opgivende på skuldrende.
”Og du er ikke …?” Han fremviste perlerne, der skiftede fra brune til hvide til sorte. Et hundrede og otte mala'er. Phillip sad altid og mumlede dem for sig selv, når han var alene. Konrads udeblivende svar fik Euclid til at smile.
”Universel sandhed har det med at dukke op selv i modgang. Lad mig gætte. Du er ateist, ikke?”
”Øh, agnostisk i bedste fald,” rettede han og mindede sig selv om at et dogmatisk eller pragmatisk forhold til Gud eller åndelighed var bedst at lade stå i baggrunden og ikke diktere livet. Den eneste grund til at Konrad ikke havde afskrevet Phillip som ven, var at han ikke plaprede og prædikede om sin tro til alle.
”Det måske også arrogant af mig at kalde det for sandhed. Det beklager jeg. Men du opstiller nogle forslag i koden her, der minder utrolig meget i sin opbygning om de fem Skandhaer. Det der udgør menneskets sjæl. Forestillinger, evner, sanser, bevidstheden og det materielle. I teorien burde det virke. Selv i et så komprimeret format.”
”Hvorfor gør det så ikke det?” spurgte Konrad, der trods sit ønske om at holde det hele for sig selv lidt endnu, var umådelig interesseret i Euclids forslag. ”Kunne godt forestille mig at manglen på maskinkraft kunne have noget med det at gøre. Jeg tænker, at en kvantecomputer måske kunne behandle dataene meget mere effektivt, hvis jeg opstillede nogle begrænsede parametre for koden at indsnævre sig på.”
Phillip, som man skulle tro var i stand til at følge Euclids Buddhistiske tilgang, magtede ikke at følge trop. Konrad tænkte på, om han måske kun var skabstroende, når det kom til stykket og kun dyrkede sine morgenøvelser, fordi han ønskede at virke dyb og fuld af sjæl for pigernes skyld.
Sjæl var lige præcis problemet her og Euclid kom ham også i forkøbet.
”Hvis du ønsker at skabe noget, der ligner bare en brøkdel af, hvad vi kender som en intelligens. Kunstig eller ej. Hvis det en dag lykkes dig at frembringe noget med de her linjer, så må du forstå, at der er så mange andre ting der definere os. Så hvad du end formår at fremkalde, vil det være så anderledes fra os som vi er fra uorganisk materiale. Sansende eller ej.”
”Livsbetingelserne spiller vel også en rolle,” erkendte Konrad, der ærligt ikke havde overvejet noget så abstrakt. I hans fantasi var det blot en maskine så avanceret, at den kunne svare selv og resonere og udlede uden indgriben. Ikke at den skulle have følelser og drømme, men det var åbenbart præcist det, han var kommet til. ”Den vil jo ikke rigtig være et menneske, så jeg kan vel heller ikke forvente, at den opfører sig sådan.”
Euclid begyndte at spore sine skridt og bed sig nervøst i neglende.
”Du har ikke vist det her til nogen andre, vel?” skyndte han sig pludselig at sige med et fast, vredt blik på Konrad.
”Nej.” Det var ikke fordi han ikke var stolt af sit arbejde, men netop stoltheden betød, at han havde holdt det for sig selv indtil videre.
”Godt. Hvis de forkerte hænder fik fat i den her protokol, kunne de skabe ufattelig meget ravage på internettet. Der er så mange hemmeligheder at stjæle, som kan sælges til højstbydende.”
I et snuptag flåede han resterne af papiret fra hinanden indtil der ikke var andet end spredt konfetti blandet med snavs og enkelte cigarretskodder.
”Lov mig du aldrig nogensinde genskaber den. Hverken på papir eller noget som helst andet medie. Gud, jeg ville ønske, jeg aldrig havde set den. Den er alt for fristende.”
”Hey, hva' helvede laver du,” råbte Phillip og trodsede sin glorificering af manden og troppede op i ansigtet på ham. Euclid der selvfølgelig også mestrede to eller flere kampsportsgrene, vred ham rundt i et greb, så han ikke kunne gøre modstand.
”Rolig. Rooo-lig,” tyssede han besindigt. Han ønskede ikke et optrin, som folk ville begynde at stille spørgsmål til. ”Det for hans egen sikkerheds skyld. Hvis folk fik nys om, hvad han har opdaget, bliver han ikke ligefrem headhuntet for sit fantastiske arbejde. Regeringer over hele verden vil bogstavelig talt gå efter hans hoved. Helst skilt fra resten af kroppen.”
Phillip vred sig stadig, så meget han kunne. Det var nok mest spil for galleriet.
”Det okay, Phillip. Jeg forstår. Og det er jo ikke fordi, den er gået tabt, vel.”
Han havde det med at overreagere, mest til ære for publikummet. Så når Konrad for to hundredende gang, fik skubbet sine bøger ud af hænderne på skolegangene og han køligt kom med en sarkastisk bemærkning, så var Phillip der altid til at følge op.
Euclid slap ham, da det så ud til, at han var faldet til ro. Dog fik Konrad et skeptisk blik af ham, da han strakte armen på plads.
”Prøv og hør her. Jeg har den yderste respekt for, hvad det er, du forsøger. Jeg er ikke enig i, at det er den bedste ide, da det strider imod meget af det, jeg tror på. Det gælder vist også dig,” sagde Euclid og pegede irettesættende på sin trosfælle.
”Så du foreslår, jeg skal droppe den fuldstændig?” spurgte Konrad og stak hænderne i lommerne opgivende. Euclid sukkede og tænkte og brækkede hjernen, så det kogte og sydede.
”Dine algoritmer er logiske nok i sin opbygning og i teorien burde det virke, ikk'? I teorien,” sagde han endeligt en smule lavmælt, da de igen havde tiltrukket sig Biddlefros opmærksomhed. Med noget der lignede en flad joint i munden fulgte han deres mindste bevægelser med øjne så store som tekopper. Euclid vejede længe sine ord med et vågent øje på den falske kaptajn.
”Hvis du anser sjælen for at være mere end data, vil al verdens computerkraft ikke være nok. En kvantemaskine er lige så bundet af fysikkens love til trods for sine unikke egenskaber.”
”Det forudsætter at sjælen, er en målbar størrelse,” udfordrede Konrad.
”Efter hvis' standarder? Vores?”
Idiot, tænkte Konrad. Han havde sine egne snæversynede ideer. Phillip også, men han var på Konrads side – for nu. Intet kunne få ham til at vakle i sin tro. Det er vel derfor man kalder det tro, mindede han sig selv om.
”Det er vel også lige meget. Vi finder vel aldrig ud af det, hvis der ikke findes nogen enhed i stand til at behandle den mængde data?”
Phillip meldte sig ud af samtalen, vred over sin behandling, og ville intet andet end at komme væk derfra. Han stod og trippede nervøst over, om nogen måske havde set optrinnet.
”Det betyder ikke, at du ikke kan simulere en bevidsthed.” Euclid hev et stykke papir frem og skrev noget ned mens han talte. ”Hvis du fodrer algoritmen med din egen data. Det kan være hvad som helst. Hvad du tænker, din dagbog, et resumé af en film. Hvad som helst. Så burde du med tiden, kunne opbygge noget i stand til at give et forståeligt svar.”
Lappen han havde skriblet på, viste sig at være hans personlige telefonnummer. Konrad spurgte diskret efter en signeret kopi af hans bog til Phillip, inden deres veje skiltes. Euclid bad ham om at kontakte ham, fordi han var umådelig interesseret i hans arbejde og ideer. Ikke mindst ville han gerne hjælpe med at skaffe ham en ny computer, men understregede eftertrykkeligt, at han aldrig måtte bruge protokollen til at snuse, hvor hans næse ikke hørte hjemme.
Konrad havde aldrig rigtig set muligheden for sig. Mest fordi han troede, det var gængs viden for hackere rundt om i verden. Da han nu kendte sandheden om, hvad den var i stand til, ræsede hans tanker mod alle de særeste afkroge af internettets skumle hemmeligheder.
Phillip var da også på bølgelængde med ham og foreslog endda, at de skaffede sig adgang til regeringsfiler vedrørende kontakt til væsner fra andre verdner. Rent dagdrømmeri selvfølgelig. Det øjeblik de tvang sig adgang ville deres sikkerhedssystemer uden tvivl gå af og udpege Konrad som en hjemmeavlet terrorist. Verden var forskruet nok, med den krise der lurede. Det ville ikke gavne noget at være spærret inde for at være nysgerrig, mens folk slog hinanden ihjel med idealer og hadefulde ord.
Han var dog helt ekstatisk og kunne ikke vente med at få skaffet sig en ny computer. En hvilken som helst en og derfra brygge et netværk af tanker og ideer sammen.
Han havde altid haft ideen om, at internettet kunne være bevidst om sig selv og uafhængigt af mennesker. Det ville selvfølgelig været oplagt at udnytte de millioner og atter millioner af tråde til at simulere et netværk af neuroner, som kunne arbejde sammen. For nu måtte han nøjes med at skabe en simpelt chat-bot. Han var helt tilbage hvor han startede. Ikke desto mindre, selv med Euclids buddhistiske tilgang og præmis, måtte han udforske muligheden. Hvordan ville et selvbevidst væsen reagere over sin egen eksistens? Det ville jo ikke være et menneske, så at forvente det ville svare som et, var næsten utænkeligt.
Phillip og ham blev de enige om, at de bestemt måtte tage og lære noget selvforsvar. Specielt sådan som Phillip prustede og stønnede, så snart de var uden for Euclids rækkevidde. ’Charlatan’, havde han kaldt ham uden at bruge ordet korrekt, men protesterede ikke da Konrad stak ham bogen. Den blev i hvert fald proppet eftertrykkeligt ned i tasken og gemt godt af vejen så ingen kunne stjæle den.
”Kan du lige se, hvad der ville ske hvis vi gav igen med en omgang krabbeklør? De ville aldrig stjæle vores penge igen.”
”Krav Maga,” gentog Konrad.
”Ja ja. Hvis du siger det.”
Resten af messen kunne ikke overstråle deres møde med legenden, selvom ingen af dem ønskede at uddybe, hvad der var sket. Bare det at de havde mødt ham og Konrad havde fået hans privatnummer, skabte furore i den lille gruppe. Merla var travlt optaget og havde tungen begravet i en hårløs worrffs hals og ænsede ikke andet omkring sig.
”Heldigt for hende,” mumlede Frederik en smule afskyeligt. Han ville nok ikke indrømme, at han måske havde et ømt punkt, når det kom til hende. Han virkede i hvert fald ikke tilfreds over Worrffens tilslutning til deres gruppe, sådan som han skulede.
Helt og aldeles uceremonielt vendte de tilbage til skolen og fik en vanlig omgang slag. Både Konrad, Phillip og resten af Novanoid. Barthlow og hans slæng havde simpelthen siddet og ventet på dem i deres vante lokale. Som bonus sørgede de for at give dem en ekstra omgang våde underbukser oven i købet.
Det var påfaldende, hvor langt Barthlow gik for at gøre opmærksom på, hvor meget der skulle til for at nedlægge ham og at han i hvert fald ikke frygtede nogen eller noget.
Tøser som dem kunne på ingen måde hamle op med ham, havde han sagt. Hvad kunne man forvente af en imbecil tørvetriller med alt for meget at kompensere for? Det eneste der kunne anfægte hans absolutte fysiske dominans, var rygterne om hans svigtende potens. At det var noget folk gik så forbandet meget op i, var en gåde. Det var da slet ikke derfor, at Nova'erne stadig var single.
Ingen havde bemærket, hvor stor forskel der var på Konrads hud fra før til nu. Han blev i hvert fald behandlet med samme spedalske tilgang som altid. Midt i en portion tørret hundelort følte Konrad sig fristet til at fortælle om, hvor svag Barthlow havde været over for en så petit pige som Maggi. Han nåede til den konklusion at ingen ville tro ham og at han kun ville få flere tæsk for at lyve.
Maggi selv virkede ikke særlig interesseret i noget som helst skolerelateret. Når han så hende, i de enkelte timer de delte sammen, havde hun et fjernt udtryk og var ikke opmærksom på undervisningen. Undervisning var langt at strække den. Fra det sekund de kom til time, til klokken ringede ud, blev der ikke lagt et ledigt sekund ind til elevernes spørgsmål eller opgaveløsning. Som regel blev der sat en film på eller også læste læreren monotont op af en tekstbog. De var der kun for at hive en skaldet løncheck hjem for et røvdårligt stykke arbejde. Konrad kunne ikke huske, hvornår han havde lært noget, som han ikke selv havde fundet ud af på internettet eller på biblioteket.
Gad vide hvad eftertiden ville huske Maggi for andet end at være en hårdtslående kælling?
Og så alligevel. Til trods for al den vildskab og kølige udstråling, der havde givet hende et frygtsomt kaldenavn, var der også spørgsmålet om hendes andet og ukendte jeg, som han kort havde fået et glimt af.
Hvad foregik der bag de iskolde øjne, som altid spejdede modløst ud i horisonten? Hun spurgte sikkert, hvad der foregik bag de fedtede og knuste ruder, som holdt dem fanget. Hvor kom hun fra og hvorfor hærgede hun alt og alle på sin vej? Ingen spørgsmål blev besvaret, når nogen henvendte sig til hende og tilnærmelser fra talløse bejlere blev verfet væk af et brændende og hadsk blik. I stedet for at tage udfordringen op verbalt eller fysisk, gjorde hun et stort nummer ud af at forlade scenen så højlydt som muligt. Hun var raffineret omkring det og lod det aldrig eskalere til et raserianfald, men man var ikke i tvivl om hendes foragt.
Så vidt Konrad vidste, kendte ingen til Maggis færdigheder. Noget han ikke havde fortalt til andre end Phillip, der på ingen måde turde lade rygterne florere af frygt for hendes ild og svovlregn, hvis de blev sporet tilbage til ham.
Ord brugte hun ikke mange af. Faktisk kunne han ikke huske, at have hørt hende sammenfatte længere sætninger end dem af misbehag over Konrads manglende evner til at tage sig sammen. Den uldne beret hun bar, dækkede det halve af hendes synsfelt, så hun var umulig at låse øjne med. Ikke at han ønskede det.
Hele optrinnet til tegneseriemessen virkede til gengæld så diametralt modsat det væsen, hun gav udtryk for at være til dagligt, hvilket var en af grundende til, at han ikke turde søge hendes blik. Han var sikker på, at hun ikke genkendte ham, men det øjebliks frygt over at være blevet afsløret virkede så sårbart – skræmt tilmed. Forskellen i den underdanighed hun maskerede sig med og virkelighedens brutalitet i hendes kølige personlighed, turde han ikke konfrontere hende med. Ikke om han så fik penge for det – eller slap for Barthlow til evig tid.
”Bedst at lade det ligge,” sagde Phillip da de for en kort bemærkning diskuterede hende. Hvorfor, var uvæsentlig. ”Hun er en freak. En lækker freak, men en freak ikke desto mindre. Nu kan jeg heldigvis bryste mig af ikke at være den største taber på skolen.”
”Du sjov, hva’? Men hvem er det, der lige har fået en bærbar med noget nær den kraftigste hardware i verden af selveste Ferrel Euclid? Tror lige min stolthed kan bære at være hende uværdig, så længe jeg har det bæst her.”
Phillip mukkede utilfredst og nedkaldte en forbandelse over ham om, at hans onkel ville finde og sælge den.
Konrad Turde ikke lade den ligge fremme uden opsyn og havde den også med sig over alt han gik, da den sikkert var mere værd, end den rønne han boede i.
Mere og mere overnattede han hos Phillip for at undgå onklen, der til stadighed kom fuldere og fuldere hjem. Han havde en sær ide med at genere og plage ham, til han selv forlod sit værelse. Og huset. Med alt held havde han gang i en smuglerring, der snart ville lede til en utilfreds kundes voldelige mord på ham.
At det så betød, at Phillips kusine var noget, han måtte tåle, så var det et tolerabelt onde for en smule nattesøvn. Et held at han ikke behøvede at lave lektier. Et held at han trods alt havde en hjerne. En hvilken som helst. Standarderne i hans årgang var så horribelt ringe, at staten havde sænket dem for at imødekomme de nationale krav. Det var lidt at snyde og Konrad havde da også en smule ondt af de sølle skravl, der ikke havde bedre muligheder, men hvad kunne han stille op?
”Sy’s stadig det for vildt, at han bare gav dig den kvit og frit. Du har en gylden ske langt oppe i røven, så du har bare ikke at fucke det op,” sagde Phillip og svarede på en række spørgsmål, som Konrad havde opstillet for at skabe grobund for den personlighed, hans modificerede program skulle arbejde efter. ”Du burde få en tøs til at svare på dem. Så ku’ du lade som om, at du rent faktisk var i et forhold.”
”Kender du nogen, der frivilligt ville stille op?” bemærkede Konrad.
”Sig du kender Euclid personligt. Pigerne er vilde med den slags associationer,” lo Phillip og slog sig sigende på næsen.
”Ja det må du huske når jeg bliver verdensberømt,” sagde Konrad uden at fortrække en mine, mens han nænsomt forsøgte at få trådene i hans algoritme til at opføre sig så effektivt og energibesparende som muligt.
”Hvis du nu brugte det program til at komme længere ind i nettet, kunne du finde ud af, om rumvæsner har besøgt os,” sagde Phillip og skævede til ham, da han opdagede at Konrad ikke var fuldt fokuseret på det arbejde, han havde overtalt ham til. ”Du må indrømme, det er lidt sejt at være så klog, at du er for farlig til at lade leve.”
”Hva’ mener du med lade leve? Jeg er sgu da ikke dum nok til at give nogen en anledning. Men gu’ er det da fristende.”
Fristende var ikke ordet. Siden han havde opdaget potentialet i sin skabning, havde han fantaseret om livet som ham, der havde stjålet alle verdens digitale penge. Ud over det var han ikke rigtig rå nok i sin stil til at være en hemmelig informant, der solgte regeringshemmeligheder til højestbydende. Så det blev ved fantasien. Kløen var dog svær at modstå. Og hvem ville opdage det? Protokollen var jo uset i den måde den virkede på, så den kunne snildt snige sig forbi diverse sikkerhedsforanstaltninger, adskillige gange endda, før nogen anede uråd.
”Du ved, hvad det betyder. Hvis nogen finder ud af, du har skabt den farligste virus i mands minde, så får du seriøse problemer.”
”Det ikke en virus,” mindede Konrad ham om og var irriteret over at han sammenlignede det så groft ”Maskiner er kun, hvad vi gør dem til.”
”Jeg siger bare, du får brug for noget beskyttelse. Maggi kan jo ikke komme dig til undsætning, hver gang du får problemer,” hånede Phillip i morskab. Morskab for ham. En smertelig virkelighed for Konrad der ikke magtede at stå fast på sine principper.
Lad ikke overmagten kue, tænkte han altid for sig selv. I onklens tilstedeværelse havde han ikke svaret igen og bare taget tæskene uden at klage. At give igen var en dårlig ide, men satans tilfredsstillende. Det korte sekund vantroen måtte fylde hans øjne inden vreden vendte sig tifold, ville næsten være det hele værd, men ét forkert ord og manden kunne dræbe ham i dårskab.
Typisk at den ene gang hvor han ikke bevarede sin kølige og sarkastiske overblik, var den hvor han var blevet frelst af en pige. Skammeligt.
”Krav Maga?”
”Krav Maga!” gentog Phillip med et smørret udtryk og fægtede med armene, så voldsomt at et Limited Edition Fauntleroy vækkeur røg på gulvet. Hele hans fiktive verden brast og han citerede Biddlefro fra det afsnit, hvor han mistede sit kæreste eje. En kuglepen af diamondium skabt fra resterne af en pulsar.
”En ode til livets skrøbelige foranderlighed. Oh, du mindste af objekter tabt i mørkets kulde og …”
”Så hold da din kæft,” lo Konrad og kastede resterne af uret efter ham. Med så meget ynde hans stive teenagekrop tillod, undveg Phillip, så stykket ramte vinduet og knuste det. Optrinnet blev lynhurtigt fulgt op af hans forældre, der i en hashrus kom væltende sammen med den utiltalende kusine, som så sit snit til at irettesætte ham så kælent som muligt.
Det var et held at de overlevede uden mén og det krævede da også diplomati at få dem til at fortrække til deres opiumshule igen.
”Hvor kom vi fra?” spurgte Phillip da de endelig var alene igen.
Konrad havde opgivet at skrive videre den aften, selvom det eneste han havde i tankerne, var at tilføje data. Data som Phillip var villig til at bidrage med. Det virkede sært at lade sin bedste ven udødeliggøres på den måde. Mest fordi han i forvejen kendte til stort set alle hans hemmeligheder. Den største af dem var, at han ikke havde nogen eller noget filter til at bevare dem med. Det var kun med truslen om, at Konrad ville tage ham med i faldet som medsammensvoren, at han kunne holde kæft om programmet og ikke plapre løs som en anden heppekorspige over en sportsidiot.
”Hvordan vi skal komme os over nederlaget, når de brækker vores knogler i morgen,” spurgte Konrad.
”Tal for dig selv. Jeg satser ikke på at overleve ugen ud alligevel,” lo Phillip og forsøgte med superlim at samle det lange næb på urets støttefigur. Det var uden held og han messede noget der mindede om en begravelseshymne for den lille figur, inden han smed den lige lukt i papirkurven med batteri og det hele. Sølle tikkede den videre og bad om at blive reddet, men ingen af dem havde andet end ligegyldighed til overs for samlerobjektet, som nu var værdiløst.
”And he learns how to fight, in the Ghetto-oooo,” nynnede han videre med håbet om at finde styrken, hvis tiderne skiftede for dem. En tåbes drøm. Status quo blev opretholdt ikke af bøllernes utrættelige slag på de fysisk mindrebemidlede, men de mindrebemidledes manglende evne til at stå imod. At forsøge sig med Krav Maga var deres Himmelske Fredsplads selvom de med al sandsynlighed ville blive tromlet ned af kampvognene. De ville ikke blive husket som andet end dem, der lod livet frivilligt. Det var selvmord.
”In the Ghet-toooooo,” fulgte Konrad op i falset.
Phillips nederlag kom længe før de overhovedet satte fod i dojo'en. Den brutale afvisning satte spor i ham og var til dato hans livs værste beslutning.
Hvor han havde mønstret modet fra, måtte han forklare en anden gang, for Konrad syntes i hvert fald det var satans modigt. Dumt, men modigt. Han havde dristet sig til at invitere Maggi ud i alles påhør. Noget han lidt var nødt til, da hun som regel altid var steder, hvor andre holdt til. Hun interagerede ikke med dem i nogen forstand dog.
De grønne øjne ænsede ikke hans tilstedeværelse og uden ord havde hun blot rejst sig op, set igennem ham og trasket uinteresseret videre. Konrad der uvildigt stod i vejen sprang for livet af frygt for, at hun ville give ham samme omgang som Barthlow.
Utroligt at hun med så lidt indsats havde cementeret sig som det ypperste kvindebillede for hormonfyldte teenagedrenge og piger, der ønskede, at kunne udstråle så meget selvsikkerhed.
Havde det ikke været for en løs kontaktlinse ville Konrad aldrig have opdaget Maggis hemmelighed. Isblå passede perfekt til den facade hun havde puttet ud over sig, men grøn, syntes han, var langt mere hendes stil.
Han tog sig selv i at stå og dagdrømme ting, han lovede at holde for sig selv og bemærkede ikke Phillips ligblege, rystende væsen, der vaklede modløst ud af lokalet. Han vendte ikke tilbage den efterfølgende time meget til resten af klassens morskab. De hånede og drillede hans pinlige optrin, der med al sandsynlighed ville rangere ham endnu lavere, end han i forvejen gjorde. Længere nede end Scott Farast endda.
På samme måde som rødt hår og slet skjulte fregner var et eftersøgt træk hos unge kvinder, var det lige så destruktivt og demoraliserende hos drenge. Specielt hvis de oven i købet havde et særligt slemt tilfælde af psoriasis. Kogt reje kaldte de ham. Havde det ikke været for hans forfærdelige personlighed, sikkert anstiftet af hans fremmedgørelse, kunne de måske have været gode venner.
Maggi lod sig ikke påvirke. Først da Konrad blev draget ind i mobberiet og han gav til genmæle ved at recitere et citat om små hjerner og deres besættelse af individet, skævede hun dovent i hans retning.
Han reagerede lidt højere og vredere, end han ønskede at lyde, da han blev ramt i nakken af en skarp blyant. Konrad som ikke var tilbøjelig til aggressive udfald, blev selv overrasket, da han fandt sig selv på benene og stirrede intenst på Barthlow. Gid han da for bare en gangs skyld kunne falde død om, fordi han overanstrenge hjernen ved at tænke for hårdt. Barthlow kom selv på benene med et sært nervøst træk i øjenkrogen, der emmede af morderiske tendenser.
Denne gang veg Konrad ikke. Hans livs modigste øjeblik skulle ikke forpurres af frygt. Ligesom Phillip altid bakkede ham op, skyldte han ham den smule rejsning og tale hans sag selvom der ikke var noget at sige. Han havde ydmyget sig selv ved sit lille optrin, men ikke desto mindre havde han da modet med sig. Også i modgang. Det var så meget mere værd end muskler og tørre tæsk.
Barthlow havde kun ventet på denne mulighed og hans lille flok af overkogte og overstimulerede testosteronvrag sad da også afventende med knyttede næver og tilskyndede det snarlige blodbad.
Dum idé. Konrad slugte en klump på størrelse med al den fortrydelse, han bittert måtte sluge, hvis ikke de tvang ham til at indtage noget andet, der mindede om deres syn på ham. Forventningens sadistiske glæde var ubehagelig og sendte gys ned af ryggen, men fandeme om han skulle lade sig kue af denne abe. At kalde ham abe eller nogen anden form for primat ville være at anerkende, at han rent faktisk havde en hjerne.
”Du ikke for klog, nørd,” var det mest fornærmende hans hjerne kunne komme på under, hvad Konrad gættede på, var et massivt iltsvind. ”Lærer du aldrig?”
Henkastet lod han springkniven falde ud af lommen. Hvordan han havde smuglet den forbi vagten og metaldetektoren ville være arbitrært at spørge ham om. Ikke desto mindre var det det, der fyldte mest hos Konrad.
Barthlow var dum, men så dum at han ville lave et optrin her og nu midt i skolen? Før i tiden havde deres indbyrdes forhold været begrænset til skolens område. Grunden til den ændrede taktik måtte være steroidernes skyld. Den sidste rest af fornuft der trods alt havde holdt Barthlow fra at lemlæste ham, var skrumpet ind sammen med størrelsen på …
Selvfølgelig. Han overkompenserede og han havde formodet, hvis han overhovedet var i stand til den slags, at Maggi var af samme støbning som ham. Et optrin ville måske endda opildne hende til at kaste sig for fødderne af ham, eller knæene, hvis han kendte Barthlows tankegang ret.
En isnende og rædselsvækkende latter gled imellem de to kombattanter – hvis sådan et ord kunne beskrive dem. End ikke David mod Goliat ville yde situationen retfærdighed. Med et vink fra hans hånd ville flokken være over ham og ende den smule liv han havde smagt. Så det virkede surrealistisk da Barthlows øjne skød op og hans åndedræt frøs med bævrende kæbe ved hendes latter.
Maggi slentrede med svingende hofter imellem dem uden at sige et ord og opløste enhver spænding der måtte flyde frit imellem Barthlow og ham. Det dæmoniske ekko der blev kastet tilbage fra lokalet omkring dem gjorde situationen mere iscenesat og mindede om noget fra en skrækfilm. Da hun og hendes lavmælte, gnæggende latter var væk, kunne kun brisen fra hendes blafrende hår anes.
Om latteren var rettet mod dem, måtte være op til bedømmelse, men Barthlow mente så meget, at han straks bakkede ned igen. Ingen af de andre bøller lod til at have kendskab til optrinnet imellem de tre og med deres yderst begrænsede intellekt kunne de umuligt.
Konrad havde lyst til at skrige. Det var så pinligt at være i hendes nåde på den måde. Det øjeblik han ikke skænkede hende tanken som hans redningskvinde og mandet sig op, havde hun straks pillet ham ned. Endda imod præcis det hun havde bedt ham gøre. Til helvede med hendes hemmelighed. Hvis hun blandede sig på den måde en gang til, ville han lade hele verden vide hvilken sølle skabning hun i virkeligheden var. Vreden var så overvældende, at han stak i løb ud af klassen for ikke at virke mere svag end han i forvejen var.
Som to bortløbne skravl på en flodpram på flugt fra myndighederne fulgtes Phillip og ham langs vejkanten i stilhed. Konrad havde fundet ham i en katatonisk tilstand, der lignede at han halvt overvejede, om han skulle kaste sig ud foran en løbsluppen lastbil i skam.
”Hvad fuck tænkte jeg dog på? Det jo ikke fordi sådan nogle som os, nogensinde vil ha' en chance hos hende.”
”Hvis jeg ønsker det, skal jeg nok sige det til dig,” svarede Konrad ham usynligt og forsøgte at tøjle sin egen tankegang og irritable vrede mod hende.
Indrømmelserne udeblev, men de havde begge nye og anderledes følelser mod mysteriet, der strejfede om som en vindheks i det ørkesløse vanvid.
”Vi kunne også bare stikke af og aldrig vende tilbage. Du kunne sælge din ide for nogle millioner og vi kunne leve som konger resten af livet.” Phillip havde et tomt, fjernt blik, der ikke var i stand til at videregive, hvor meget han frygtede morgendagen. ”Så langt væk fra hende som muligt,” afsluttede han og blev kvalt i sit eget selvhad.
”Okay,” kunne Konrad lige akkurat snøvle. Hans allergiske reaktion mod det stigende pollental begyndte at omdanne hans ellers ret så behagelige ydre til et hævet og snøftende.
”Lad os blive enige om at undgå hende for enhver pris, så længe vi lever.”
Phillip havde ikke overværet episoden med Barthlow og kunne ikke sætte sig ind i hans situation, så lidt som Konrad kunne forstå, hvorfor Phillip havde inviteret hende ud. Når det kom til stykket, var hun personlighedsmæssigt så langt uden for nogens rækkevidde, at ingen kunne sige, at de rigtigt kendte hende. Ingen godhjertede intentioner kunne overbevise ham, at hun ikke blot var andet end en sofistikeret maskine sendt tilbage fra fremtiden for at overtage verden en mand ad gangen med sin tiltrækkende gang, gådefulde, smukke øjne og …
Det sank i ham, at netop facaden hun havde pålagt sig selv, dækkede over mere end blot et voldsomt væsen. Pludselig skammede han sig over at sætte hende i bås med alle de andre. Det ændrede selvfølgelig ikke hans syn, men hemmeligheden måtte bevares lidt endnu, følte han. Tvivlen måtte komme hende til gode.
Ingen af dem havde lyst til at tage til deres første og måske sidste lektion i Krav Maga den dag, men de gjorde det i ren og skær trods. Ånden og stemningen tyngede og lagde tyve kilo ekstra på deres ryg. De tog sig sammen dog og vurderede om et fatalt slag fra deres sensei, en smuk midaldrende kvinde med gyldent hår og et karakteristisk israelsk udseende, ville være en tilpas ende på deres sørgelige liv.
Det løftede deres humør en smule, at de fleste håbefulde elever mindede meget om dem selv. Der var selvfølgelig også de åbenlyst dedikerede. Dem hvis kroppe og ansigter var spændt til bristepunktet over at brænde energi af. De fik øje på Frederik, som havde fået samme ide som dem og var kommet til prøvetime. Måske for at imponere Merla som sad på en bænk nær udgangen og kiggede entusiastisk med.
”Velkommen,” sagde kvinden uden omsvøb og betragtede skravlet, der var dukket op. Hendes faste elever havde hun sat til voldsomme øvelser der involverede armbøjninger i tandem med folk på ryggen – stablet. Hun så umiddelbart ikke tilfreds ud over synet.
Hellere dem end en gruppe psykotiske, mordlystne unge med flere komplekser end der fandtes diagnosticerbare hudsygdomme, tænkte Konrad.
”Nuvel, hvis det er hvad jeg har at arbejde med,” sukkede hun skuffet og havde samme nedladende udtryk som Maggi. Allerede kunne Konrad mærke irritationen vælde i ham og var nu mere fast besluttet på at vise sit værd end før. Men hvad nyttede dét, da det næste hun sagde, rev ham lige lukt tilbage den kølige asfalt som rev hans ansigt til blods med sin giftige personlighed?
”Før vi kan komme i gang med jeres træning, er det af afgørende betydning, om I har, hvad der skal til for at klare kravet.”
Hun knipsede med fingrende og ud af hans værste frygt trådte hun frem, som var hun kommet for at plante det sidste dødbringende søm i den forsvundne gejst.
”Min datter vil teste jer en ad gangen for at evaluere jeres potentiale.”
Hendes datter? Lad det ikke være sandt.
Phillips udtryk afspejlede hans og han lignede en der var på randen til en voldsom mavevending. Selvfølgelig var det hendes datter. Selvfølgelig var dette også et sted, hun kunne nedgøre ham.
”Hun er en af verdens bedste udøvere, så hold endelig ikke igen,” sagde sensei skarpt med en snappende stemme, så luften blev skåret voldsomt over.
På en sær ejendommelig facon var det en lettelse, at se hende her. På den måde behøvede han ikke at lægge hånd på sig selv af frygt for, hvad hun kunne gøre ved ham. For hun ville gøre det. Han ville modtage sit livs omgang tæsk, men for helvede hvor ville det være en fed fornemmelse.
Nej, han havde ikke tænkt sig at holde igen. Over for hende kunne han endelig lade vreden tage over.