Hun var skingrende sindssyg. Sindssygt dygtig. Efter at have set hende molestere Frederik i en uhørt grad, begyndte Konrad at tvivle på sin egen dømmekraft.
Maggi rykkede lynhurtigt ind og lavede en gribende bevægelse mod hans øjne.
”Du er nu blind. Angrib!” kom det monotont fra hendes mor. Hun kommenterede alt, hvad hendes datter udøvede af greb, livsfarlige spark og slag samt, hvornår de ikke ville være i stand til at kæmpe videre.
Det var tydeligt, at Frederik ikke lagde følelser bag og Konrad kunne da også se, at det irriterede sensei. Hans bevægelser var simpelthen for tunge og langsomme. Der var ingen sjæl i det.
”Råb! Skrig som om du vil slå hende ihjel. Hun har lige dræbt hele din familie og går lige lukt efter dig,” råbte hun vredt, som om det galt liv og død. Dette forvirrede ham bare endnu mere og med et elegant krumspring havde Maggi hofterne rundt om hans hoved. I næste nu havde hun tvunget ham i gulvet med en graciøs svingende bevægelse, der fik Konrad til at tvivle på, om hun var menneske eller maskine. Maggi fremviste da heller ingen ansigtsudtryk eller andet, der kunne menneskeliggøre hende. Dette var under hendes værdighed.
Tredje gang Frederik gik i gulvet, holdt hun ham fast i et bjørne-tæt kvælertag, til han blev rød i ansigtet og spjættede krampagtigt. Der var stadig ingen reaktion fra hendes side om hun nød det eller fandt det frastødende. Kun en sælsom undren.
”Du lægger ikke sjæl i!” kaglede kvinden og forkastede Frederik fra dojo'en uværdigt og skammeligt. Det måtte være fra hende, at Maggi havde sin personlighed fra. Den var lige så utiltalende og arrogant.
”Næste!”
Hun lagde eftertryk på samtlige stavelser, som var de det mest presserende i verden. Som om det var noget vigtigt og altoverskyggende seriøst.
Samme skæbne tilfaldt næste sørgelige individ, der dog havde taget Frederiks fejl til sig og angreb med en vis råstyrke bag. Den betød intet selvfølgelig og inden han var bare en centimeter fra hende, var hun under ham. Med maskinel præcision havde hun hævet ham over sig, sprunget højt op i luften og sparket ham voldsomt ned i måtten med et solidt brag.
”Igen!”
Maggi sukkede og børstede støvet af sig. Resultatet var det samme. Næsten da, men udfaldet var altid med hende på toppen og sin modstander gispende efter vejret fladt på måtten.
Med en fokuseret vrede og irritation gik det slet ikke op for Konrad, at Phillip var listet væk. Alt i alt var det måske også for meget at bede ham om at tage et følelsesmæssigt nederlag for kun at blive knækket fysisk af den samme kvinde. Konrad var alt for travl med at kanalisere og mindes alt det ved hende, der frastødte ham, hvilket i grunden ikke var meget, men hendes arrogance var mere end rigeligt. Når han var færdig, ville ingen kunne sige, at han ikke havde metalværk mellem benene.
Da det blev hans tur, gav hun ham ikke engang et anerkendende nik eller andet, der kunne bekræfte for ham, at hun vidste hvem han var. Hun bukkede høfligt uden at lægge øjne på ham, som om der var noget i intetheden der tiltrak hendes opmærksomhed – dovent. Et vildfarent fnug der dansede i den stilstående luft måske?
Du lægger ikke sjæl i det. Hvad helvede skulle det betyde, når den eneste der ikke tog det her alvorligt, var læreren selv. Maggi kunne ikke være mere ligeglad, om han så var Prinsen af Zamunda klædt i guld fra top til tå.
Konrad fangede Frederik, som gik sammen med Merla, der så til hans ømme og forslåede krop. Så fik han da det, han var kommet efter, tænke han og bukkede årvågent med en ulmende ild i sig.
Med et brøl – som fra en skildpadde – kastede han sig frem og svang sin næve, så voldsomt og intimiderende han kunne. Der var ikke mere end et par meter imellem dem, men afstanden var for meget for ham og angrebet mistede pusten halvvejs. Maggi blev straks opmærksom på ham. Med et skarpt blik udspiledes og indsnævredes hendes pupiller på en brøkdel af et sekund, som var øjnene et kamera, der fokuserede på den indkommende trussel. Ingen før ham havde brugt verbale angrebsmidler, så den medfart han modtog, da hendes hånd undveg hans indledende næve og manipulerede hans hoved og krop mod hendes knæ, blev det voldsommere.
Hun planlagde sikkert at skade ham. Hans nakke blev brækket voldsomt bagover. Det var selvfølgelig ikke ment til at dræbe, men nu var hendes reflekser antændt, så hvem kunne bebrejde hende.
Smerte. Konrad gryntede og stavrede på benene med ryggen vendt mod hende. Det ringede for ørerne og han hørte ikke, hvad angrebet blev kaldt, da han igen kunne se lige. Meget opmærksom på sit eget åndedrag følte han sig meget mere i live, men var på samme tid lykkelig over, at han havde endnu en chance. Sensei ville aldrig tillade ham at blive trænet. Til det var han simpelthen for skrøbelig og svag, men det var berusende, at have muligheden for at give den los og handle på al den indadvendte vrede og frustration han bar på.
Hvis det var sådan narkomaner havde det, når de skød heroin i kroppen, så skulle han måske slutte sig til Phillips familie. Måske ham og hans onkel rent faktisk ville komme bedre overens med hinanden endda.
Sådanne spekulationer måtte vente. For nu havde han en mission om ikke at lade sig glemme af pigen, som ikke havde noget tilovers for sine medmennesker. End ikke diktatoren for den nyoprettede terrorstat, der havde bygget veje over knoglerne af sine fjender, kunne være mere ligeglad end hende.
”Igen!” kom det som et klaptræ og Konrad vidste, at showet måtte fortsætte. Det sejlede stadig for ham, men han fik ikke tid til at komme sig. Maggi bukkede ikke vanligt. I stedet var hun stift rettet mod ham med et koncentreret udtryk, der spændte nerverne omkring øjnene og gjorde dem store og blanke. Konrad brølede som en brunstig pungrotte denne gang og hun løftede hænderne klar til det dræbende slag, som en kat der med poten holdt en irritation væk.
Som en kat. Som en …
Killing, tænkte Konrad pludselig og var ude af stand til at forstå, hvorfor han pludselig kom med den sammenligning og stoppede midt i sit angreb. Maggi var trådt et skridt tilbage og afventede ham med noget andet end blot ligegyldighed.
Selvfølgelig, slog det ham.
”Koneko.”
Da ordende slap læberne, var han næsten stoppet op i sit spor.
Pigen med det mørke hår, den lyserøde sløjfe og de fine ruskindsko med et stort messingspænde poppede op for hans indre syn. I den positur mindede hun utrolig meget om en kat. Hendes skarpe øjne samt ørerne som kun lige stak frem bag det glatte og skinnende hår, gav ham et indre billede af en kat på spring, der vurderede sine omgivelser med svingende og luskende hale. Der manglede kun knurhår og et drilsk udseende, men ligheden var umulig at overse.
Hun udsendte et svagt stød af et åndedrag, der ikke rigtig gjorde gavn og et splitsekund senere var hendes knytnæve plantet i hans mellemgulv. Det eneste der kunne gøre dette øjeblik mere intenst, var, hvis der havde været fartstriber bag hende, for chokket over hendes momentum var intet forhold til nævens gennemslagskræft. Al luft og al vilje blev presset ud af ham og knæene mod måtten kunne lige så godt have været mod sylespidse. Det var da også den eneste lyd at høre, for kroppen havde valgt ikke at gøre det mest naturlige – trække vejret – og i stedet gik han under.
Om mindre end et sekund ville hendes mor eksekvere dommen over ham og sende ham til tælling sammen med hans ære. Der kom ingen ord og Maggis lette fodtrin kunne høres, idet hun slentrede væk fra ham. Hun vendte om og stillede sig i angrebspositur igen og gav selv ordren.
”Igen!” snappede hun hidsigt.
Igen? Var hun sindssyg? Havde hun en personlig blodhævn mod ham, der handlede om at ydmyge ham og hans type på så grusom og nedladende en facon som muligt? Konrad så i senseis retning og blev mødt af et lige så forundret udtryk, men hun greb ikke ind.
Konrad var knap kommet på benene igen, før hun hang foran ham i luften. To syngende flade hænder ramte ham på hver sin side af hovedet og med et knæ i brystet blev han sendt tilbage på det stenhårde underlag. Måtten lindrede køligt hans brand-varme kinder. Den dømte ham ikke. Måske han skulle blive venner med den i stedet. Den ville da med sikkerhed stå ved hans side i tykt og tyndt.
Okay så det nok. Få dit hoved på plads. Du får bare samme omgang som alle andre. Halvt for at finde fodfæste, halvt for at komme væk fra hende, kom han på benene igen, men inden han nåede at vende sig for at forsvare sig, blev han afbrudt.
”Igen!”
Sparket kom fra siden. Af et lykketræf, med al sandsynlighed på grund af kroppens akavede stilling da han forsøgte at rejse sig op, havde han pludselig hendes ben i et armgreb. Det var ikke et holdbart et, men nok til at få hende til at ændre taktik håbede han. Næppe. Hun hoppede med den frie fod og ramte ham med hælen først på kæben. Det knas og hylede ødelæggende, som om noget var gået løs inde i hovedet på ham. Måske grebet om virkeligheden. Det spæde hold han havde tilranet sig gled ud af hænderne på ham, hvorefter hun i et flyvende spark plantede den anden fod i brystet og sendte ham bagover sejlende som det løse fnug.
Så fik jeg da hendes opmærksomhed, nåede han at tænke og ville have grinet af sin egen morsomhed, hvis ikke luften var blevet slået ud af ham – igen.
”IGEN!” skreg hun.
”Maggi – det nok!” lød det skarpt fra hendes mor, men lige lidt hjalp det. Hun sad overskrævs på hans brystkasse før det rigtig gik op for ham, at han lå vandret. Hendes underarm var klemt mod struben og ansigtet var så tæt på ham, at han ikke kunne undgå at sanse hendes duft.
”Hvad sagde du?” hvæsede hun, så kun de to kunne høre det. Havde hun været enhver anden pige, ville tanken om den slags nærhed sikkert være umådeligt ophidsende. Det eneste der ramlede rundt i hovedet på ham, var måden, hvorpå hun havde mistet kontrollen. Så morsomt at der skulle så lidt til.
”Ko... ne... ko,” gurglede han – ikke bange for hvad hun ville gøre. Slag var han så vant til, så det at overgive sig var slet ikke en mulighed. Ikke efter affæren med Barthlow. Det kunne lige så godt regne svovl fra en skyfri himmel. Hun kunne ende hans liv her og nu med samme ligegyldighed, som når man træder på en myretue, men indtil da lå hendes hemmelighed i hans hænder. Hun klemte vredt til med sammenbidte med øjne, der pilede nervøst frem og tilbage.
”Maggi! Stop!”
Konrad fangede morens blik og med sin frie hånd gav han hende en opadvendt tommelfingeren som for at sige, at det var helt i orden. Selv et positivt smil kunne han liste frem under det klemte strubehoved. For første gang i sit liv havde han sin modstander præcis hvor han ønskede. Måske ikke med ham nederst, men med kontrollen i sine hænder. Med et enkelt ord kunne han få denne hårdtslående skønhed til at miste besindelsen. Slog hun ham ikke ihjel nu, ville alle vide, hvad hun i virkeligheden var. Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at handle på sine impulser lige så lidt, som han havde intentioner om at lade sig forføre af hendes tydelige kontur under den tætsiddende gi. Kroppen var ikke helt enig med ham og hvis han ikke handlede hurtigt, ville det blive enormt pinligt.
Maggi prustede i vildrede og kom ham til undsætning med et vredt ærgrelsesbrøl over morens insisterende reprimande om at slippe ham. Hun sprang af og satte af på ham som stødpude.
Knap var han kommet i op i en siddende stilling, før han blev ramt i nakken af en blød sko kastet tværs igennem lokalet. Han var forslået og håret sad, som om han lige var stået op fra en dyb søvn. Kraften bag kastet var for længst gået af. Skoen var omtrent lige så aerodynamisk som en paraply og havde tabt så meget fart, at den ramte fladt og blev hængende et sekund før den gled af.
Phillip skulle lige have været her til at se optrinnet. Så ville han måske ikke tænke så højt om hende og måske endda se det fra den lyse side. Det ville være en historie, de kunne fortælle de andre i klubben. Frederik var for længst væk og havde heldigvis ikke set det, så historien tilfaldt Konrad. Selvom det ikke lignede ham at rende med sladder, så var dette her simpelthen for god en historie at lade gå forbi.
Det var ikke ligefrem et svedigt håndtegn, der blev kastet i hans retning, da hun gav ham fingeren i afmagt. Uden at tænke over det kom han til at smile, men om det kom ud hånligt eller venligt, kunne han kun forestille for sig selv. Det gjorde hende en tand vredere og fik hende til at skrige hadsk og storme ud af dojo’en. Han faldt afkræftet tilbage gispede efter vejret. Hvorfor havde han ventet med at hive den lækre og delikate ilt ned til nu?
Hendes frirum er hendes fristed, mindede han sig selv om. Det skulle han ikke blande sig i, men for en gangs skyld var det en frydefuld tanke, at have en form for overtag over situationen. På den anden side var der ingen grund til at skabe yderligere problemer for hende.
Konrad kunne ikke forestille sig at hun med fuldt overlæg ønskede at skade nogen. Hun var jo trods alt kommet ham til undsætning og hun holdt sig generelt uden for alle former for ungdomsdrama? Måske var hendes kølige og kontrollerede ydre holdt nede af årelang disciplin. Måske var det, det eneste hun beherskede. Måske var hun ikke bogligt begavet, så at ødelægge glæden hun måske havde ved kampsport, ville være som at miste sin skarpe hjerne for ham.
Sensei, Maggis mor, kom hen til ham og stod med et vurderende blik svævende over ham med et spørgsmål, hun ikke kunne tillade sig at spørge af respekt for sin datters privatliv. Resten af dojo'en var for et kort øjeblik sendt ud i et limbo af stilhed, der kun blev afbrudt af det kæmpe urs sløve tikken. Det føltes som at være fanget midt i et stormvejr, hvor et lyn netop var slået ned. Kort efter ville regnens tromme vende tilbage og stedet ville igen være fyldt med liv.
”Der skal meget til at hidse hende sådan op,” sagde kvinden og strakte sin arm uden at komme ham i møde. Afstanden måtte han selv krydse og da han endelig nåede hende, var hun ikke meget behjælpelig med at få ham på benene.
”Det var nu ikke min mening,” sukkede han og ømmede sig. Halsen havde taget størstedelen af smerterne, men hele hans overkrop led under de præcise slag.
Konrad forsøgte at komme sig så meget som muligt, men sanserne var slået helt ved siden af sig selv, så mens han sundede sig, blev resten af de håbefulde sat til at lave gentagne øvelser. Armbøjninger. Mavebøjninger. Bøjninger af verber hvis det kunne øge deres fysiske form.
”Slut dig til de andre. Hvis du skal fortsætte her, er du nødt til at få noget mere protein i din kost. Du er jo radmager,” fortsatte hun og vendte sig for at begynde undervisningen med de ældre og mere øvede elever.
”Undskyld, hvad?” Konrad kunne ikke tro sine ører. Der var ingen måde, hvorpå han kunne have klaret nåleøjet og med tanke på hvor vred hendes datter var blevet, kunne hun da ikke personligt tillade, at han nogensinde kom i nærheden af hende igen.
”Du kan tåle tæsk. Det er en start. Resten må vi arbejde med.”
”Men …” protesterede han, uden egentlig at vide, hvad han burde gøre indsigelse imod.
”Hvad der er mellem dig og hende, skal jeg ikke blande mig i, men du gør bedst ikke at tage problemerne med herind. Hvad end du har at sige til hende, så gør det uden for min dojo. Er det forstået?”
Hun ventede ikke på svar og efterlod Konrad paf og overladt til sig selv. Så følelseskoldt et menneske. Kunne det være derfra, Maggis havde sin personlighed? Pludselig følte han en smule sympati og kunne ikke undgå at sætte hende i en bås, der var tættere på hans. Han var ikke kommet for at forstå, men her stod han nu og betragtede hende i et andet lys.
Forbandet også. Så kunne han ikke fortælle de andre om, hvordan det var gået og Phillip ville ikke blive glad for at høre, at hans nederlag var blevet yderligere cementeret af Konrads optagen.
Lektionen bød ikke på nogen synderlig indsigt i, hvad han kunne forvente fremadrettet. Sensei havde været fast besluttet på at straffe dem, som skik bød sig, indtil musklerne sved og brændte af mælkesyren. Han ville sove godt i nat, ingen tvivl om det, men tankerne om, hvordan han skulle håndtere at se Phillip i øjnene og fortælle at han var begyndt at træne, optog langt mere og han frygtede, at det ville holde ham vågen. Konrad var den allersidste til nogensinde at blande personlige intriger ind i sit liv. Her havde han nu skabt sig endnu en fjende i det allerede farefyldte farvand, som skolen havde at byde på for hans slags.
Alt andet lige kunne han kun beskrive hendes personlighed som fascinerende. Han havde ikke taget sig tiden til at dvæle ved pigen Koneko – kattekillingen – fordi han havde været for optaget af alt det hun gjorde eller rettere undlod at gøre. Døren var kun lige akkurat sat på klem for ham til at se igennem og hun kæmpede indædt med at holde den lukket.
Kendte hendes mor til det? Det måtte hun gøre. Det var sikkert Maggis forsøg på et ungdomsoprør, selvom det normalt plejede at være den anden vej rundt. Striks disciplin førte som regel til rebelske unge og ikke yderligere underkastelse, hvis omgivelserne var for trykkende. Var det ikke det hun udviste ved at klæde sig ud på den ekstravagante og kontrollerede måde?
Konrad blussede op og skammede sig over at have været så snæversynet og priste sig lykkelig over, at hans røde ansigt kunne undskyldes med fysisk anstrengelse. Lige nu havde han ikke specielt lyst til at støde på hende i tide og utide. Han kunne selvfølgelig bare stoppe med at træne, men ønskede det inderst inde ikke. Hvis han kunne begrænse torturen til kun to gange om ugen ville det måske i sidste ende være det værd. Det betød så bare, at han måtte finde på en passende undskyldning, så Phillip ikke anede uråd. Det ville hans selvtillid, slet ikke kunne bære.
”Hvor blev du af i går?” tog Konrad sig endelig mod til at spørge, da han mødte Phillip ved sit skab. Han var bleg i ansigtet og havde en træt, opgivende mine, som om han netop havde mistet et kært familiemedlem. Der var intet i ham der ønskede at forklare eller uddybe, kunne Konrad se og Phillip fremtvang da også et falskt smil, som om han forsøgte at kvæle enhver anledning til ikke at bryde sammen i gråd.
Teenageproblemer ville med tiden falme til intet andet end et dårligt minde, men indtil da måtte man døje med hormonerne og følgeskaderne af dårlige beslutninger. Gid den dag måtte komme hurtigt, hvor kvinder ikke ville skabe så store kvaler, selvom han vidste fra sin onkels eksempel, at de fulgte livet igennem. Konrad kunne ikke undgå at høre når han i et drukorgie hylede og klagede over en kvinde. Som regel var det en han havde betalt for selskabet. Eller også havde han glemt at betale. Det var et fedt.
Konrad tog sig selv i at føle sig mandschauvinistisk ved at give kvinder skylden for alle mænds problemer.
”Fik det dårligt,” kortede Phillip sit svar af. Konrad vidste bedre end at presse på, ”men Frederik sagde, I fik de ondeste bank af hende. Må sgu indrømme jeg er ved at tro på, hvad du fortalte.”
”Har jeg da nogensinde løjet for dig?” mindede Konrad ham om i spøg, vel vidende at Phillip ikke var den mistroiske type normalt.
”Kun for min familie, men det kan jeg forstå. Jeg kan heller ikke udstå synet af dem længere tid end det tager at komme ned af trappen og ud af døren.”
Konrad lo. Phillip hadede ikke sine forældre, men de overlod ham meget til sig selv, fordi han nægtede at ryge hash og tage bevidsthedsudvidende stoffer med dem.
”Fik du klø?” fortsatte han.
”Lesterlige. Var nær ikke kommet ud af sengen i morges, hvis det ikke var fordi, stodderen havde valgt at tage en prostitueret med hjem i nat. Tror han gav hende et eller andet for fuck og død hun var tosset, da hun vågnede.”
”Hjernedødt,” bemærkede Phillip, ”I det mindste fik jeg ikke tæsk. Så kan du også konservere lidt hjernesaft til at tjene nogle penge på dit geni. Frederik sagde at, I næsten blev sparket ud derfra.”
Konrad smilede for sig selv og vidste, at det ikke ville var tilfældet.
”Hvordan føltes det så at blive smadret af en, der ikke ænser din tilstedeværelse? Føler du dig ikke bare lille?” fulgte Phillip op og så ikke, at Maggi var blot få meter fra dem. Hun blændede ikke med sin umådelige skønhed i dag. I stedet var hendes hår sært uglet og ukæmmet. Hendes blik var varsomt og pilede i vildrede i alle retninger og åndedraget hvislede igennem sammenbidte tænder.
Spændingen var til at føle på og hendes energi var da også ladet, så ingen kunne undgå at opdage, at noget ikke var helt som det skulle være. I slowmotion slog Phillips øjne om og mødte hendes, men de var ikke rettet mod ham. De så direkte igennem ham og Konrad vidste straks at inden dagen var omme, ville han ønske, han aldrig havde mødt hende.
Elegant som en elefant i vand brast hun igennem den tætpakkede gang og skubbede og masede for at nå frem til sit mål. Phillip klynkede da han så, hvordan hun uden hensyn væltede en ældre elev væk, så han ramlede ind i en pige med et krus kaffe, så indholdet fløj alle retninger og skoldede et halvt dusin omkring hende. Maggi var ligeglad. Hun havde mordlyst i blikket og sit byttes blod på læberne. Hun havde sanset hans dunst i næseborene, så han aldrig ville kunne flygte eller finde skjul.
Phillip sprang til side uden at vide, at han ikke var hendes mål og nåede kun lige at se, hvordan Konrad blev presset kraftfuldt op af skabene. I ren refleks greb Konrad om hendes håndled og i et kort sekund blev hun da også fanget på det forkerte ben, men svarede igen ved at plante en knyttet næve i skabet så metallet bukkede indad og malingen skaldede af.
Hvorfor var hun pludselig så offentlig? Kunne hun i det mindste ikke vente, til de var alene med at gøre en ende på hans lidelser? Hvis enden skulle komme, ville det være bedst at gøre det på sine egne vilkår. Allerhelst ikke så ydmygende.
Måden hun farede ud på var så lidt hende og pludselig stod hun ud som et malplaceret kunstværk. Nu gik det op for hende at alles blikke var rettet mod dem.
”Hvad!?” udbrød hun til genmæle mod pøblens stirrende og intense forargelse. De var i chok over at se hende opføre sig som en hidsig børnehaveelev. Hun trak sig da også og øjnene lyste af uforløst afmagt og vrede. Kun Konrad kunne se at hendes kæbe rystede. Hendes finger var stift rettet mod ham som for at sige: Hold din kæft, hvis du ved, hvad der er bedst for dig selv. Den blev presset voldsomt mod hans bryst og han vrængede sig, fordi muskelfibrene var på bristepunktet efter gårsdagens træning. Hun gav ham endnu et skub tilbage i skabene, men holdt ham denne gang fast og stirrede med flammende had på ham, inden hun vendte sig og forlod med mindst lige meget larm, som hun var ankommet med.
En dreng der ikke nåede at flytte sig i tide, fik en voldelig medfart og faldt bagover med papir og bøger flyvende, inden hun forsvandt i mængden af det kaos, hun havde anrettet. Pludselig var Konrad blevet skue for alles interesse. For hvad skulle der til for at nedkalde Gudindens vrede på en måde, at hun personligt ville tage sig af det? Ingen han kendte, ingen fra skolen i hvert fald, havde overværet hendes mangel på kontrol. Nu havde han i hvert fald ingen altovervejende intention om at afsløre noget, der udstillede hende negativt.
”Ve dig. Hvad i helvede har du gjort for at pisse hende af på den måde?” hviskede Phillip da det ringede ind til time. En de skulle dele med Maggi og Barthlow.
Undervisningen var normalt så nem for ham, at han brugte det meste af tiden på at optimere sin kode og genskrive den om og om igen til et punkt, at øjnene begyndte at svide fokusløst på et fejlsat komma eller noget andet arbitrært.
Ikke i dag dog. Ikke ét ord læreren sagde, nåede ham. Med stift blik rettet mod uret der langsomt tikkede sekund for nervepirrende sekund mod hans snarlige død, kunne han have svoret, at flere minutter blev sprunget over og at rumtiden bevidst blev manipuleret kun for at håne og skynde på sig.
Hvor hurtigt bankede hans hjerte egentligt? Det pulserede i hvert fald hidsigt og som en sidste videnskabelig gerning tænkte han, at en simpel pulsmåling ville være på sin plads. Om det så kun var for at forudse det tryk, hans blod ville have, når det sprøjtede lystigt mens Maggi badede i det og Barthlows psykotiske latter rungede mens ham og Maggi skålede i hans kranie.
Pulsen var svag, men ikke fordi han pludselig havde fundet mod til sig. Nej, i brystlommen kunne han mærke noget, der ikke havde været der før. Uden at se ned eller drage opmærksomhed til sig selv fiskede han et lille, sammenfoldet stykke papir op. Han nåede at spørge sig selv, hvorfor det skulle være så ceremonielt. Det var sikkert bare nogle notater han havde glemt. Og dog. Papiret var lyserødt med blonder omkring kanterne og perfekt foldet, hvor mønstrene mødte hinanden. Nogle ukendte tegn var skrevet som en del af papiret langs siden og han undrede sig over, hvem der ville bruge så meget energi på at skabe noget så æstetisk behageligt for øjnene, når det var så forgængeligt.
En foldning. To foldninger. Papiret var tyndt. Meget tyndt. Som rispapir. Og det knasede højlydt selv over lærerens tunge og usigeligt drævende ord om artefakter fra det tredje årtusinde før Kristi fødsel. De stred åbenbart imod alle kulstofdateringer og kendte kulturelle betingelser. Manden var dybt konspiratorisk og slet ikke egnet til posten. I mangel af bedre. I mangel af bedre ville selv Konrad være et bedre og mere sikkert bud på at få hævet snittet over dumpegrænsen. Ikke kun for den enkelte, men gennemsnitligt.
Den tredje foldning bød på et lille hjerteanfald, der nær havde tvunget indholdet af hans mave op. Som om sveden ikke var nok, måtte han nu også døje med svidende mavesyre og sure opstød.
Den skjulte knivsæg.
Kun den dumme ved alting.
Under løvets drys.
-
Kl. 7.
Med en lille krusedulle der lignede en dårligt tegnet kat, blev afsenderen af beskeden afdækket. Hjertet farede op i halsen på ham og sendte ham ud i et længere hysterisk hosteanfald, der affødte en advarsel fra læreren om ikke at forstyrre undervisningen mere. Da det fortsatte, blev han smidt ud af klassen og direkte til rektors kontor for opsætsighed.
Det passede Konrad fint. Ingen kontrollerede om han rent faktisk tog op til rektor, så han slentrede ned i cafeteriet og henslængte sit trætte legeme over et bord og nærstuderede beskeden, som Maggi havde efterladt i hans brystlomme.
Helvedes til kvinde. Hvad skulle det forestille at spille sådan et spil? Kunne hun ikke bare sige tingene ligeud i stedet for at være så utydelig og aggressiv i sit sprog. Ingen forstod det alligevel? Der var tusinder af fremgangsmåder, hun kunne benytte sig af, der ikke involverede råb, slag og arrogante kryptiske beskeder.
Den skjulte knivsæg. Under løvets drys. Kl. 7. Mente hun, at hun ønskede at snakke med ham eller flå kniven fra træet, så hun kunne ende hans lidelser? Var det en trussel?
Kun den dumme ved alting. Måtte betyde, at hun ville gøre noget klart for ham inden, men hvorfor ulejlige sig? Ved et uheld kunne hun nemt brække nakken på ham til træning, hvis han altså besluttede sig for at vende tilbage igen. Lige nu lød Phillips forslag om at stikke af for evigt som en umådelig fristende løsning. Mon ikke han kunne klare et par år under en bro et sted i storbyen sammen med stofmisbrugere og organhøstere? Det ville da være et skridt op ad rangstigen fra det her sted. Hvis han blev i denne mentale udørk, ville den med tiden gøre ham til et offer af den. Han ville blive en del af statistikken. Endnu en tragisk spildprocent af skoleskyderier og bandekriminalitet.
Medierne ville kalde det for en uundgåelighed, fordi samfundet fostrede afstumpede individer. Mindetalen ville sikkert være hjerteskærende og fyldt med anekdoter fra hans korte liv. Onklen ville høste en god forsikring. Ikke en der holdt længe dog. Måske kunne han høste sig lidt sympatisex. Inden ugen var omme, ville folk have glemt, at han nogensinde havde eksisteret. Phillip ville blive den nye konge af nørderne og være den eneste der med livet i behold slap ud af slummens slimede greb. Han ville sikkert tjene stort på Konrads arbejde ved at sælge det. Måske han endda ville gifte sig med en smuk lykkejæger og fostre et par grimme, men rige børn der ville have stor succes fremad i livet.
Nej, alt i alt ville hans snarlige død sikkert bringe mere glæde med sig end sorg, så hvorfor udsætte det uundgåelige og tigge efter nåde?
Hold kæft du er sørgelig, tænkte han over at følge denne tankegang til ende. Hvornår blev du så pessimistisk?
Han burde i stedet slutte dig til resten af emo-hovederne og svælge i selvmedlidenheden til der kom ord på. Han kunne skrive en tåreladet punkrock sang, hvor hjerte ikke rimede på smerte, fordi det var alt for mainstream. Han kunne begynde at skære i dig selv og tiltrække de usikre pigers opmærksomhed ved at spille dyb som et bundløst ocean af fortvivlelse og uforløst kærlighed.
Kærlighed. Tanken virkede så fjern og fremmed, at han måtte smage en ekstra gang på ordet. Ægte kærlighed tilfaldt ikke sådan nogle som ham. Det meste de kunne håbe på, var at møde en, der ikke blev frastødt ved synet. Ligesom ham måtte kvinden have udtømt alle chancer om intimitet, for at kunne nøjes med ham.
Hvis det skulle være på den måde – at alle hans snæversynede tanker ledte til samme triste og melankolske sted – kunne han lige så godt troppe op og lade hende få frit spil.
Papirets overflade legede med hans sanser og talte sit helt eget sprog om pigen bag beskeden. Dette var ikke Maggi. Ikke den han kendte i hvert fald. I tandem med den digtlignende korte besked, var der tilsvarende tre linjer af tegn han mente måtte være japanske. Sikkert en oversættelse. Så megen indsats for noget så ligegyldigt. Måske havde hun ikke i sinde at pine ham længere. Kunne han håbe på en undskyldning tilmed?
Det burde være ham der undskyldte for sin taktløse og impulsive åbenmundethed, der havde antændt en ild af glohed vrede.
Utroligt at hun i sin iver for at gøre denne besked til et unikum for hendes egen fordækte personlighed, også havde tilført en svag duft af kirsebær.
Han indsnusede den berusende og syrlige duft og før han vidste af det havde han forelsket sig i hende. Længe inden det gik op for ham, havde hun fyldt ubønhørligt meget af hans tanker. Selv når han sad med Phillip og begejstret indkodede hans infantile og platte svar, kunne Konrad ikke undlade at tænke på, hvordan Maggi ville have svaret i al sin underfundige kompleksitets dualistiske personlighed.
Som en tåbe var han hoppet med begge ben kvalmende i sødsuppen og endda benægtet det for sig selv. Han var vred over at komme til den konklusion og ønskede at krølle papiret sammen og tyre det i helvedesilden, der var frokostdamens chili con carne. I stedet foldede han det nænsomt og lagde det tæt på sit hjerte igen, sukkede og droppede resten af timerne, selvom det betød endnu en reprimande, der ville indkalde hans onkel til samtale. Lige nu var det vigtigste at planlægge sin begravelse og hvordan han ønskede, at efterfesten skulle forløbe, inden han gik sin skæbne i møde. Phillip ville kalde ham melodramatisk. Konrad kunne snildt tilføje, at han havde lært fra den bedste.
Eftermiddagen døsede afsted. Konrad lå i sin seng og talte forsigtigt bjælkerne i loftet for ikke at komme til at springe en over. Det var altid svært at få dem alle med og resultatet varierede som regel, fordi han ikke kunne få øjnene til at skelne den ene fra den anden til den næste.
”Hey knægt! Er du hjemme?” lød det voldsomt inde fra stuen, hvor hans onkel sad med en flaske whisky og så dårlige sæbeoperaer. Der var en umiskendelig stank af brændt frysepizza hvilket betød at klokken havde passeret fem og at Konrad havde misset chancen for at få mad denne aften også.
”Ja,” svarede han og kunne høre rumsteren, klirrende glas og et brøl af irritation.
”Arh! Se nu hvad du har gjort. Du fik mig til at spilde min drink.”
Sin drink? Betød det ikke at han var nødt til at hælde indholdet af flasken op i et glas og ikke tage direkte fra kilden til leveren med kanyle? Med fryd afventede han onklens anfald, der sendte ham ud i en kaskade af bandeord for grove til primetime og for eksotiske til ulvetimen. Som regel ville han sidde længe oppe og pruste perverst til de kodede kanalers slørrede billede fordi han aldrig havde opdaget internettets uendelige og nær gratis overflod af kødfilm. Han slog døren ned og kastede resterne af den knuste flaske i skødet på Konrad, så han blev vædet med ildelugtende alkohol. En løs sikring og stofledninger i huset ville antænde sprit-dampene og bade Konrad i et flammehav. Det ville være en passende ende på sit liv, at se sin onkel i øjnene idet han omfavnede ham og kunne se hans hud smelte som i en dårlig stopmotion-sekvens fra firserne. Personligt mente han at meget var gået tabt i moderne computeranimationer. God gammeldags animatronics havde sin charme og var mere levende end et animeret og blåt rumvæsen.
Det var sådan noget, der fyldte ham i stunder som denne i sin flugt fra hverdagens trivialiteter, selvom i dag ikke var som de andre. Onklen ville vanligt bede ham pille ned efter endnu en flaske og kun lige akkurat give ham nok penge med. Ve ham hvis der ikke var nok. Hvis prisen var steget, kunne det kun være Konrads skyld, hvilket betød at en straf måtte administreres. Efter at have løbet stodderens ærinder plejede han at smutte over til Phillip og først vende tilbage ved daggry. Han ville snige sig ind igen, klæde om og tage i skole. Det var en åndssvag manøvre, der ikke tjente noget formål andet end at gøre livet surt for ham, men hellere det end at risikere kvælningsdøden fordi onklen havde opgivet livet og ladet en glød ulme i det fedtede gulvtæppe. Måske ventede han bare på en undskyldning.
Gør vi ikke alle det, filosoferede Konrad og hørte ikke sin onkels vrede angreb og trussel om, at hvis han ikke hentede ham en ny flaske, ville han blive smidt ud af huset.
”Fint,” svarede Konrad blot og forsøgte at passere forbi den chokerede mand. I vantro gled jointen ud af munden, inden han hysterisk begyndte at hive sit bælte af. Konrad satte ikke engang tempoet op. Han vidste, at han i den tilstand ville bruge i omegnen af tyve-femogtyve sekunder på at få det fumlet af.
Smældet og smerten fra spændet det da ramte Konrad over rygsøjlen, kom som et lyn fra en klar himmel og tvang ham på knæ.
Det skar og det gik det op for Konrad, at han nok hellere måtte tage benene på nakken. Han forestillede sig, hvordan det ville se ud i praksis og så for sig, en yoga-udøvende blotte sine private dele i en stilling der var umulig at bevæge sig i. Morsomt som det var, var det intet i forhold til stodderens fald ned i det snuskede glasbord, der splintredes og skar hans lår op fordi bukserne var gledet ned om anklerne på ham.
Han gryntede i en slaskende rallen og om ikke så længe ville han sikkert besvime hvor han lå, men ikke før Konrad placerede et voldeligt spark i ansigtet på ham og satte afsted uden intentioner om nogensinde at vende tilbage. Ikke at han ville blive tilladt det heller.
Uden penge og med det meste af sit tøj og ejendele hos Phillip traskede Konrad formålsløst omkring og ventede kun på, at klokken ville blive syv. Tænk at noget så ligegyldigt som en genkendelse havde bragt ham hertil. Det var ikke direkte hendes skyld, men hun havde opildnet ham til at miste de hæmninger, der holdt ham tilbage imod det evindelige pres, han blev udsat for.
En tak måtte være på sin plads, mente han og tænkte på svinet, der lå i en pøl af sit eget blod og savl blandet med billig whisky og aske, men ingen til at tage sig af ham. Konrad havde altid været til stede, hvis det skulle gå helt galt og nu lå han hjælpeløs. Han smilede ved tanken og følte sig afskyelig, men ikke nok til at vende tilbage.
Idiot, Konrad, det er da kun naturligt at hade den mand, der har gjort dit liv til en daglig pinsel. Det samme kunne gælde for Barthlow, men han var da et onde, han til dels kunne undgå.
Og så var der Maggi.
Hun var allerede til stede da Konrad ankom – hele ti minutter for tidligt på den. Hun lignede noget der var taget direkte ud af en dystopisk sci-fi novelle som hun stod der badet i det bræklignende lys fra gadelamperne. Den kvalte hendes gnist uden hensyn, selvom det stadig var lyst, og med armene over kors var hendes udtryk en blanding mellem skuffet og vred.
Han var stadig uden for hendes synsfelt, så han hengav sig til at lade sit blik vandre op og ned ad hende. Straks føle han sig skyldig over at forkæle sig selv på den måde og trådte frem så højlydt, at hun ikke kunne undgå at bemærke ham. Det var latterligt at tro, at noget kunne overraske eller skræmme hende. Han klukkede da også for sig selv. Det var et forkert indtryk at give som det første.
Afstanden imellem dem var så drabelig kort, at hvis hun skulle vælge at flå kniven ud af træet og slynge den mod ham, ville han ikke have en chance. Han lod sit blik dvæle på hendes ansigt, der var malet med et ocean af følelser, der kun lige var synlige, hvis man var opmærksom nok.
Så sig dog noget, tænkte han og var nervøs, om hun overvejede at gribe kniven. Med ynde lod hun håret glide bag øret og var langt mere lig den pige, han var begyndt at tænke hende som. Han nærmede han sig varsomt og kunne mærke duften af kirsebær endnu en gang nå hans næsebor. De sitrede lystigt og sendte varme ud i kroppen trods den kølige sensommeraftens nænsomme brise. Straks blev han Irriteret på sig selv over at tænke så flygtigt og irrationelt.
Han ville sige noget og følte han burde lægge ud og udrede misforståelsen, om så bare for at hun ikke slog ham ihjel på stedet, men hun kom ham i forkøbet.
”Jeg er ked af min opførsel tidligere,” sagde hun hurtigt.
Hvis lyset kunne gengive farver med retfærdighed, ville Konrad have set et tomatrødt ansigt, som hun forsøgte at lede opmærksomheden væk fra. Denne generte og stille pige havde en stemme, som ikke kunne gøre en flue fortræd.
Hvem var hun nu? Maggi eller Koneko eller noget andet mere fængslende med endnu et slør af personlighed, som hun misledte sagesløse unge mænd med, så hun med fordel kunne fortære deres sjæl og besættelse? Var hun i virkeligheden en succubus som næredes af andres affektion, alt imens hun drænede deres livsenergi for evig ungdom og skønhed?
Mundlam over hendes pludselige skriftemål blev Konrad til et stammende virvar af en undskyldning for sig selv.
”Nej, nej, om nogen er det mig, jeg … Jeg tænkte mig ikke om.”
Det var et sløvt indigneret blik han fik igen, der igen anfægtede hans maskulinitet. Hvorfor undskyldte han? Det eneste han var skyldig i var observansen i at gennemskue hendes forklædning. En han var dybt fascineret og interesseret i at vide mere om.
”Hvis du siger noget til nogen, river jeg armene af dig. Er det forstået?” udbrød hun i sit vanlige jeg igen. Cikaderne fra buskadset stoppede et øjeblik med at synge. Sommerens sidste krampetrækninger stod for døren, inden fugtigt og køligt vejr igen ville omdanne byen til en klam og slimet slum.
”Hvem siger, jeg ikke allerede har?” udfordrede han. Det var ikke så meget et spørgsmål som det var en undren over, hvad hun reelt havde tænkt sig at stille op, hvis han havde.
”Du er færdig.” Hun slap træet og tog udfordringen op, præcist som han havde forventet. Konrad var ikke menneskekender, men han kunne forestille sig, at hun ikke var typen, der lod sig kue eller brydes ned af ord og truende adfærd.
”For du vil rive armene af mig? Ændrer det på noget som helst? Hvis jeg har sagt det, kan det ikke gøres om igen.”
Åndedrættet ændredes fra irriteret til hidsigt og den samme frustration og panik han havde spottet tidligere i dag, var vendt tilbage og hun lod til at kæmpe med et kortluntet temperament.
”Har du!?”
Kunstpausen var unødvendig, men Konrad kunne lide stilheden.
”Nej,” sagde han endeligt og straks brød hun ud i en lettelsens gråd, der tog ham på det forkerte ben.
”Hvorfor ikke? jeg opførte mig hæsligt,” snottede hun sig vej igennem sætningen.
”Er du … okay?” I vildrede om han kunne tage hendes nylige skift i temperament for gode varer, tog han et varsomt skridt tilbage. Der var en reel risiko for, at hun, når det skulle være, ville vende på en tallerken og angribe ham frådende, som det uhyre han havde opdaget hende også at være. Præcis som med et rovdyr på spring, kunne en pludselig bevægelse sætte en kædereaktion i gang hos hende.
”Du forstår ikke,” snøftede hun.
”Nej, gu’ fanden gør jeg ikke det!” kunne han ikke dy sig at råbe i frustration. Han var forvirret. Det var som om, han rendte rundt i en labyrint inde i en tesserakt – en firdimensionel terning – der var vredet om sig selv, så udgangen var sløret til i et mareridt af uendelige muligheder, hvor hver eventualitet kun ledte ind i endnu en labyrint. En overdrivelse selvfølgelig, men han var en mand og hun en kvinde. De var simpelthen for forskellige. Kvinder er skøre og mænd er dumme, tænkte han og følte, at det aldrig havde været mere sandt end nu.
”Og du får heller ikke lov,” krængede hun ud, så håret i en næsten elektrisk tilstrømning lettede. Hun vendte sig for at gå igen. Måske hun så aftenens mission som fuldført – kortvarigt som det havde været.
”Vent,” stoppede Konrad hende instinktivt. Mod al forventning gjorde hun netop det. Selv bagfra kunne han se intensiveringen og skiftet i hendes humør. Hun havde en stor tung jakke på der dækkede godt til – specielt hendes kurver – men det ændrede ikke på, at han tydeligt kunne se, hvordan hun rystede af indædt vrede.
”Hvad vil du?”
”Er det så bare det? Jeg holder min kæft og du går tilbage til at være en skiderik. Alt sagt og alt glemt?” Al fornuft bød ham at lade hende gå, men ikke uden denne sidste fornærmelse som hun ikke tog til sig. Det var en fornærmelse han ikke mente, da hun selvfølgelig var langt mere end blot et endimensionelt individ med omtrent lige så meget dybde som en udtørret vandpyt.
”Mere eller mindre,” svarede hun træt og uden kræfter.
”Hvad hvis jeg vil …”
”Vil hvad?” afbrød hun. Spørgsmålet der usagt fulgte, var præcis det hun anstrengte sig selv for at holde hemmeligt, så det ville være noget nær umuligt for ham at finde nøglen, der kunne løsne denne gåde. I stedet gjorde han noget dumt og fornærmede hende. Det var i hvert fald sådan, han følte det, da han sagde det.
”Aldrig at tale om sig selv er en meget raffineret form for hykleri,” sagde han.
Lussingen faldt prompte og var meget mere lig hendes udseende. Det var næsten en lettelse og lindring i forhold til de ukuelige øjne og isnende blikke hun normalt holdt folk på afstand med.
”Du skal ikke ...”
Selvfølgelig skulle han ikke det. At formode noget som helst ville være arrogant. Dog var han glad for, at hun ikke var gået endnu på grund af det.
”Du skal ikke!” gentog hun med eftertryk og knugede jakken tæt om sig.
”Hvorfor så al den ulejlighed?” Han trak noten frem. Den lyserøde farve var ukendelig og grå i dette lys. ”Det er som om, du gerne vil ha', folk skal vide det. Jeg er ligeglad, om du tæsker det levende pis ud af kroppen på mig. Guderne skal vide, at det rager mig en fløjtende fis, hvad der sker med mig. Jeg har lige sparket min eneste levende slægtning bevidstløs i en pøl af sit eget lort og blod, fordi skæbnen besluttede for mig, at jeg ikke skulle have glæden af et normalt liv. Så hvis jeg kunne få bare et enkelt ønske opfyldt, skulle det være at vide, hvad der foregår inde i den skal der, inden regeringen kommer og skyder mig, fordi jeg er for farlig at lade leve.” Han sparkede til en løs sten, der ramte lygtepælen, som om det var planlagt og det gav en høj dramatisk rungende lyd, der endte så dyb, at det næsten kunne ses i metallet som uendelig resonans, der blev ført videre ud i luften.
Åndeløst tog hun sig til munden i afsky over at høre Konrads bekendelse. Straks dog brød hun ud i et spjættende og lattermildt grin, der fik hendes øjne til at se venlige og store ud.
”For farlig at lade leve?”
”Lang historie,” tillod han sig at svare uden at uddybe og kunne ikke lade være med at blive smittet af hendes varme latter, der opløste alt, der havde været imellem dem for en kort stund, ”men jeg havde altså ikke nogen intentioner om at sige noget. Jeg blev bare overrasket.”
”Over hvad?” spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Igen var hun faldet over i en personlighed, han ikke kunne tyde omfanget af.
”Du lignede altså en kat. Jeg mener … Det var som poter og så kom jeg bare til at tænke på det.”
”Men hvordan kunne du vide …”
”Koneko?”
Hun nikkede og foldede hånden foran sin mund og straks lignede hun en skyldsren og nysgerrig killing med store pupiller.
”Øjnene,” svarede han, men mente i virkeligheden alt ved hende. Straks sank hendes mod igen og hun så utrolig skuffet ud. ”Men man skulle være virkelig tæt på for at se den løse linse,” skyndte han sig at indskyde for ikke at gøre situationen værre.
”Hader mine øjne. De stikker alt for meget ud. Kunne de da ikke bare være brune eller noget andet kedeligt,” hidsede hun sig op som en lille pige og krydsede armene bestemt.
Kan selv – vil selv. Det var så yndigt, så hysterisk sødt, at han ikke kunne lade være med at smile. Han var nødt til at dække ansigtet for ikke at virke hjerteløs.
”Ville ønske jeg havde så klare øjne som dine. Jeg er vild med kontrasten,” sagde han opmuntrende.
Forlegent dukkede hun hovedet og strøg håret til side feminint. Konrad lænede sig med ryggen op ad lygtepælen, der tidligere havde holdt ham fra at stikke af, men nu gav en grund til at blive. Hun ragede med foden i perlegruset og anerkendte derved samtlige komplimenter, han turde smide efter hende. Der var ingen afvisning eller mur sat op foran hende mere. Den som holdt beundrere på afstand og som sikkert så hende som blot en ukuelig skønhed uden sidestykke.
Konrad var ikke meget for at indrømme det over for sig selv, men det var præcis det hun var. Ikke kun fordi hun havde proportionerne i orden – for hold da op hvor havde generne skruet hende godt sammen. Det havde lige så meget at gøre med hendes personlighed, der drog ham ind som en malstrøm og tvang ham mod bunden i en søgen efter svar på, hvad der drev hende.
”Lov mig du ikke siger noget,” bad hun pludselig og kastede nærmest ordende efter ham efter et akavet øjebliks forlegenhed, der syntes at sætte deres verden i stå og lade dem glemme for et øjeblik, hvor de rent faktisk var.
”Jeg lover.”
”Tak,” mumlede hun og lod ansigtet falde i dybe folder. ”Synes du virkelig jeg ligner en kat?”
”Nogle gange, men ikke i det tøj du havde på,” indrømmede han. ”Det mest måden du bær dig selv på. Det så selvsikkert, så jeg forstår slet ikke, du klæder dig ud og lader som om du er en anden.”
”Hvem siger, jeg lader som om?” skuttede hun sig og undgik al øjenkontakt med ham. Der var med metodisk præcision lagt utrolig meget arbejde i at holde sit alter ego skjult og under dække. Det at få det hele lagt på bordet måtte tage meget af hendes selvkontrol. Når hun kunne flippe ud over et så simpelt ord som killing, hvad kunne hun så ikke ellers reagere på? Det var bedst at træde varsomt og lade hende åbne op af sig selv. Konrad håbede, at hun ville.
”Jeg antager for meget,” undskyldte han sig kejtet.
”Må du nok sige,” sagde hun og rullede øjnene himmelråbende af ham og var tilbage i sit vante kølige sig. Hende var han på en måde mere tryg ved, fordi han så hele tiden var på vagt og havde sit værn oppe. Han kunne være forberedt på et angreb, når det så var hun besluttede sig for ikke at gide spilde sin tid på ham længere. ”Men hvorfor har du ikke sagt noget så? Enhver anden ville?”
Det var sælsomt at se hende træde så varsomt. I hendes øjne var hun i hans nåde. Hendes omdømme var i hvert fald.
”Hvorfor skulle jeg? For en smule anerkendelse over at have en sjov, latterlig historie om den populære pige? Udlevere hendes hemmeligheder så jeg selv bliver stillet i et bedre lys for en kort stund? Det ikke rigtig det værd, sy's jeg.”
Det var næsten umuligt ikke at lyde som en kliche fra en dårlig romantisk komedie. Han sagde det med en bundseriøs mine og følte strakt trangen til at flå sit eget hoved af i skam over at sige noget så pinligt. Nu ville det fornuftige være at stikke skrigende af, skifte skole eller flygte til udlandet, hvor ingen vidste, hvor lam han var.
Hun så da også skeptisk på ham og det var lige ved at være for meget for Konrad, der kunne mærke blodet strømme til kinderne. På en ejendommelig måde lettede hun stemningen betydeligt ved at bekræfte hans værste frygt.
”Du dum at høre på,” lo hun hjerteligt uden den mindste antydning af hån.
”Så der da noget, vi er enige om,” svarede Konrad. Nu var det hans tur til at rode op i småstenene.
Maggi virkede mindre end hun plejede. Selv med den tunge jakke der måtte være al for varm på denne årstid.
”Hvis jeg må være ærlig?” fortsatte han beskedent. I et øjeblik lod hun til at overveje, hvad det indebar, men nikkede blot. ”Føler du dig misforstået?”
Dumt spørgsmål. Var det ikke essensen af at være ung, at ingen syntes, at kunne forstå det helvede, der rasede inde i både ens hjerte og sind? Hun spidsede munden til og rynkede panden. Det var et dumt spørgsmål.
”Hvad er der at forstå? Hvis ingen ved det, kan jeg vel holde det for mig selv,” svarede hun.
”Vil du det?” fulgte han op.
”Selvfølgelig vil jeg det. Er det ikke hele ideen med at true dig til at holde din kæft?” mukkede hun uden egentlig vrede bag.
”Du må hellere få den her tilbage så. Folk kunne få de forkerte ideer, hvis jeg tabte den.” Selvom han ikke var meget for at skilles med den, rakte han noten tilbage til hende og tænkte, om han måske bare skulle have tiet stille og beholdt den som et minde. ”Hvor kan man for resten få duftende papir fra?”
Da han var hos Phillip igen, fortalte han hverken om episoden med onklen eller mødet med Maggi. Inden de havde skiltes, havde hun med en akavet og pinlig mine bedt ham beholde noten, hvis han ville og havde med små skridt forladt stedet uden yderligere ord. En del af ham ønskede at sætte efter hende og spørge om mere, men for nu ville det være bedst at lade hende være alene. Han ville have rig mulighed for at komme i snak med hende til træning, selvom hun nok ville være tilbageholdende med at lade ham komme for nær.
Heller ikke den aften kom han videre med at indtaste data. Phillip havde ellers gjort sig den umage at udfylde et alenlangt spørgeskema om sin personlighed – noget der faktisk havde krævet en del af hans tid og selvindsigt. I stedet lavede han søgninger på internettet om hende og Krav Maga i håb om måske, at kunne få nys om, hvem hun egentlig var og hvor hun kom fra.
Hvor var det Frastødende at forfølge folk på den måde. Selvom det var online, følte han sig stadig beskidt og ussel. Uden at kende hendes fulde navn kombinerede han blot de få ting han vidste, men uden held. Det var sikkert en del af hendes forsøg på, at holde sig selv skjult.
Først da han slog kirsebær og digt op blev han opmærksom på det åbenlyse. Hun havde en japansk forbindelse i en eller anden grad. Og så var der duften imprægneret i det sprøde rispapir. Den del af nørd-skabet var gået ham forbi – hele den orientalske tegneseriekultur. Det var ikke fordi den ikke var interessant, men fordi det var en fandens dyr beskæftigelse. Tegneserier kunne findes ulovligt på internettet, men uden en fast forbindelse var det svært at engagere sig fuldt ud. Desuden var det ligesom bryster. Det var fint nok at se på dem digitalt, men fysiske eksemplarer var da langt at foretrække.
Digtet, opdagede han, var skrevet i haiku, noget de rent faktisk havde gennemgået i skolen, så han følte sig dum at have overset det. Med en lokaliseret søgning på japanske DNS-servere kørte han ordene igennem en oversætter for at maksimere sit held og efter små tredive minutter ramte han åren.
Teksten var ulæselig. Selv oversat. Moderne sprogdata på nettet var så mangelfuld at selv med perfekt grammatik, så ville vendinger og ordsprog gå tabt i oversættelsen. Han kunne forestille sig at en kultur som deres, havde mange som oven i købet også var fyldt med indsigtsfulde metaforer.
Billedet var et ældre et og fokus var så elendigt, at det selv med sammenknebne øjne var svært at genkende hende, men i mængden af fremmede, ensartede ansigter stod hun ud som en fakkel i en mineskakt af mørkhårede mænd og kvinder.
Dragten hun havde på, indikerede at hun var til et kampsportsstævne af en art. I armene bar hun et kæmpe trofæ, som hun havde løftet højt over hovedet. En mand bag den unge Saitou Machiko havde et stolt ansigt, der strålede af lykke på sin datters vegne. Begge forældre var med navns nævnelse inkluderet i artiklen. Saitou Akira. Saitou Adina. En semi-succesfuld bilsælger fra Yokohama og hans israelske kone som var tidligere mester i Kanto-regionen i jiu jitsu. Oprindeligt var hun udøver af Krav Maga og det var derfra, at deres datter kunne kreditere sine evner, som havde vundet hende sejren.
Af den smule han kunne stykke sammen af den maltrakterede tekst, kunne han ikke udlede meget. Ikke andet end at Machiko i et interview fortalte, hvordan hendes far før hvert stævne ville tage hende til Mitsuike Park. Også selvom Sakura no Hana ikke var i flor.
Tiøren faldt for Konrad da han oversatte ordet. Duften specifikt tilsat det lyserøde papir holdt en speciel mening for hende åbenbart og bar på en hemmelighed, som hun ikke delte med andre end sine nærmeste.
Yderligere information om faderen han søgte på, var som en stopklods. Den eneste bilforhandler ved navn Saitou Akira var omkommet for nogle år siden tragisk ironisk nok i en bilulykke. En efterfølgende skandale havde afdækket en forbindelse til den japanske mafia, Yakuzaen.
Evnerne som både Maggi og moren besad, betød, at de sagtens kunne klare sig bedre, end i den undskyldning af en by de boede i nu. Kunne det være, fordi de var gået under jorden?
Jo mere Konrad opdagede om hende des mere overvældet blev han over forgreningerne og hendes kulturelle arv, som hun i et vist omfang forsøgte at bibeholde ved sin hemmelige identitet.
Hverken Maggi eller Adina var at finde på nogen former for sociale medier og selv en søgning på dojo’en gav ingen resultater hvilket kun styrkede hans tro på, at de ikke ønskede at blive fundet. Kunne det være en af grundene til, at hun havde reageret så voldsomt ved tanken om at være blevet opdaget? Nu følte Konrad sig virkelig som en idiot. Uforvarende havde han måske bragt dem i fare og efter alt han vidste, kunne et enkelt forkert ord have ledt onde mennesker efter dem. Det var sikkert bare hans fantasi der løb afsted med ham, men ikke desto mindre gjorde han bedst i at holde sin kæft, uanset hvad det viste sig at være.
Lange timer sled sig forbi midnat og selvom frekvensen fra skærmen straffede hans øjne til de brændte, blev han ved. Han tvang han sig selv til at dykke længere ned i kulturen. Ikke for hendes skyld, men sin egen. Der var så mange fantastiske elementer af traditioner og eksotisk kogekunst, han ikke i sine vildeste drømme havde forestillet sig eksistere.
Da kroppen endelig tvang ham til at lukke de toogfyrre åbne browser-vinduer, havde han besluttet sig for, hvordan han skulle gribe tingene an. Hvis onklen var død i sit eget skidt, kunne han være heldig, at ingen ville forbinde det til ham. Om ikke andet ville han blive spærret inde i nogle år og så ville han ikke have meget valg alligevel. Så ville morgendagens beslutning ikke betyde det store, hvis hun afviste ham.
Afvist. Det lød så dramatisk og det var jo ikke fordi han havde i sinde at erklære noget som helst for hende. Til det respekterede han hendes personlighed for meget. Hun ville vrænge sig over noget så infantilt, selvom de få smagsprøver af mangaens univers han var stødt på, tit omhandlede skoleelevers bekendelser til hinanden. Det var en hel genre for sig.
I en mappe gemt dybt i systemet, af frygt for nogen skulle falde over og stjæle hans arbejde, fandt han en tekstfil markeret Phillip. I den lå der ugers arbejde. Alt var blevet kategoriseret og katalogiseret. Streng efter streng forbandt bider af information med hinanden i et sirligt netværk, der forsøgte at emulere alt hvad den rigtige Phillip var.
Kan jeg tillade mig at spørge, spurgte en lille stemme, der næsten var en råbende hvisken. Tvivlen havde næsten fået ham til at lukke skærmen ned uden at handle på sine impulser.
Havde det ikke været for ren og skær tilfældighed, ville Euclid aldrig have set hans arbejde og sponsoreret hans videre bestræbelser. Havde han ikke gennemskuet Maggis forklædning, ville hun ikke have mistet besindelsen og åbnet sig op for ham. Hvad havde han i grunden opnået af sig selv? Det var tanken om at han med en smule hårdt arbejde og en knivspids høflighed, måske kunne skabe noget af det virvar, der var blevet kastet efter ham, der gjorde udslaget.
Det tog ham mindre end ti sekunder at oprette et nyt dokument. Det var godt nok tomt, men havde potentiale til at være langt mere inspirerende og indsigtsfuldt end det Phillip havde slavet over. Passende at navnet allerede matchede. Hvem ville nogensinde lægge mærke til sammenfaldet? Skulle for- og efternavn vendes eller var det kulturelt forkert? Konrad besluttede at det nok hellere måtte være, som de selv sagde det.
Saitou Machiko
Han smilede for sig selv ved tanken om at dette kunne være begyndelsen på noget stort – meget større end ham. Maggi var selvfølgelig kun halvdelen af historien. Der var også spørgsmålet om den anden del – den der tillod hende at adressere ham som andet end mosevand og øjebæ. For at danne sig et nuanceret billede måtte han gå længere ind – helt ind i sindet.
Den anden fil han oprettede – det andet liv – var ånden til materien. Følelserne til fysikken. Spøgelset i maskinen.
Koneko.