Phillip havde et sundt sovehjerte og havde ikke opdaget, hvad Konrad havde lavet den nat. Godt det samme. Konrad havde planlagt alting ned til mindste detalje og satsede kun på, at hans eget mods styrke ikke svigtede ham.
Hjertet pumpede løs og blodet dunkede stressfuldt i ørerne ved tanken. Han var udmærket godt klar over, at hun næppe ville være let tilgængelig da hun gjorde sig umage med at være hvor alle andre var. Og så alligevel var hun aldrig rigtig til stede. Han kunne ikke ligefrem bare stille sig op foran hende og sige tingene ligeud, når så mange øjne stirrede.
Hun var i sit vanlige modløse jeg rettet mod horisonten fra sin plads ved vinduet. Der var ikke noget derude, som hun nok ikke allerede havde set sig blind på til et punkt, at hun måtte kunne gengive smoggens kvælende dyne ned til mindste partikel. Konrad betragtede hende skjult og da hun for et kort øjeblik vendte sig og fangede ham stirre, blæste han op så blodet ræsede ud i hver en porre i ansigtet og gjorde det umådelig pinligt at være ham.
Der var Ikke tid til at vente på en reaktion fra hendes side. Han koncentrerede sig om at virke umådelig interesseret i lærens sløve fortælling om Area 51 og regeringens mørklægning af rumvæsners eksistens. Konrad fangede ikke ordende, men behøvede han virkelig også det?
Som en del af sin plan håbede han, at hun ville opdage ham selvom det tog en helvedes masse selvkontrol ikke at lade være med at stirre. Nogle kunne opdage ham selvfølgelig og Phillip lod da også til at se, at der var en forbindelse, men sagde heldigvis ikke noget. Da det endelig ringede ud og eleverne hurtigere end lommeuldshastighed flåede ting ned i deres tasker og forsvandt tilbage til hulerne de kom fra, sad kun Maggi og Konrad tilbage.
Phillip gjorde ingen indsigelse til at han blev tilbage. Undskyldningen om at han havde fået eftersidning for gårsdagens optrin, virkede troværdigt. Dog mindede han om et Nova-møde senere. Da Konrad ikke virkede synderligt interesseret i at svare, smuttede han med slæbende fødder.
Barthlow havde dvælet en smule, men havde selvfølgelig ingen grund at blive heller. Det forhindrede ham dog ikke i at lade sin taske slå ham voldsomt i tindingen, da han belejligt svang den nær hans hoved. Der var bestemt ikke bøger i den. Måske mursten, men ikke bøger.
Læreren gav ham et smørret grin igennem glasruden på døren i den tro, at han havde givet ham en straf. Den blev lukket med et smæld og den eneste lyd der tilbage, var naturens slidtage på det rustikke murværk. Rustfarvet nærmere. Stedet ville sikkert ende som en kulturarv for dårlige beslutninger og ringe dømmekraft med tiden. Hvis den da ikke allerede var.
Det hele virkede som plottet i en dårlig krimi. Hun måtte vide, hvorfor han var blevet tilbage og hvorfor han havde bestræbt sig på at få hendes opmærksomhed. Den dræbende stilhed var en pinsel og en øvelse i tålmodighed. For dem begge.
”Mou... Moushiwake gozaimasen, Sai... Saitou-san?”
Det rystede og hoppede i hans overkrop af nervøsitet over den åbenlyse undskyldning. Specielt fordi han havde taget sig tiden og besværet med at indlære denne korte sætning, uden at vide om den ville have den ønskede effekt. Sagt som et spørgsmål havde han set det som den bedste måde at udtrykke sin egen usikkerhed på, men på samme tid også vise sig selvsikker over for hende at han mente hvert et ord.
Maggi svarede ikke og Konrad turde heller ikke vende sig mod hende for at se, hvilken betydning det havde haft.
”Du må undskylde hvis jeg har blandet mig eller været en ulempe for dig,” fulgte han op mere indfødt.
Stolen der skrabede mod det laminerede gulv skreg enerverende. Det var som et sidste voldeligt angreb af ord, hun måske ikke selv orkede at kaste efter ham. Hun behøvede ikke at sidde og høre på ham rode endnu mere op i hendes fortid og personlighed. Konrad sukkede modløst ved tanken om at hun nok var på vej væk.
I stedet stod hun nu ved siden af ham med knyttede næver langs siden. Det var ikke med et udtryk, der lignede at hun ville springe på ham og slå ham i gulvet, men et af beherskelse og undertrykkelse. Hun var flov.
Hvorfor flov?
”Du dum at høre på,” hviskede hun ude af stand til at klemme ordentlige toner ud eller anvende stemmebåndet til fulde. Hendes øjne var store, blanke og tårevædet, men præcis som at holde en løbende næse tilbage havde hun evnen til at forhindre dem i at trille.
”Tak,” svarede han lettet, inden hun med en slatten næve gav ham et sidevendt slag, der mere ville have fået en opstemt hundehvalp til at bede om mere opmærksomhed.
”Og din udtale er helt ved siden af. Ikke en kæft ville forstå, hvad du sagde. Jeg burde blive fornærmet!” vrissede hun videre i et forsøg på at bevare sig kølig.
”Selvfølgelig ikke. Hvor ubetænksomt af mig. Jeg burde begå harakiri for at bringe så meget skam.”
Minen var svær at bevare og det var umuligt at holde smilet i mundvigen tilbage. Hun brød ud i en grådkvalt latter der fortsatte i en rum tid og straks kunne han igen sige og tænke og føle, hvad han havde holdt inde og ligget søvnløs over.
”Jeg skal nok holde min kæft. Det må du stole på,” forsikrede han igen. ”Desuden kan man næsten ikke se, at du er halv asiat.”
Hun tørrede øjnene af i sit ærme og lignede mere en usikker og asocial teenageskolepige, der bare ønskede at passe ind, end en kold og afstumpet psykopat.
”Nej de gener fik min søster, men det er vel også for det bedste her.”
”Du holder ikke ligefrem lav profil, hvis det er fordi du forsøger at gemme dig,” måtte Konrad påpege og fortalte om alskens rygter, han havde hørt. Ingen af dem var selvfølgelig noget, der kunne bekræftes eller noget han selv troede på.
”Vi har da ingen andre asiatiske piger her på skolen?” spurgte han videre.
Maggi så nedslået ud. Det var der ikke noget at sige til, når hun tilsyneladende var skue for folks forundring og løse ideer om hende. Der var endda dem, som mente, hun var en luksus-luder på flugt fra loven, fordi hun havde slået sin tidligere elsker ihjel for hans formue. Den var selvfølgelig blevet brugt på narko. Det var sikkert Barthlow, der i afmagt havde spredt rygterne, når han nu ikke kunne klare hende i tvekamp.
”Det også mors skyld. Hun ville ha’, vi blev splittet op på forskellige skoler for at minimere risikoen,” sagde hun uden at tænke sig om.
”Så I er på flugt?” spurgte Konrad overrasket. Han havde selv udledt et lignende scenarie, men at det skulle være sandt, havde han ikke forestillet sig. Sådan noget skete kun i film. At familier kom i beskyttelse og gik under jorden, så skurkene ikke kunne finde dem. Han var ærlig talt en smule skræmt ved tanken og overvejede, om han burde blande sig yderligere.
Maggi nikkede forsigtigt med hovedet.
”Vi hedder ikke Saitou mere.”
Navnet hun forsøgte at udtale lød som en blanding mellem at have en tudse galt i halsen og forsøge at jodle samtidig. Hun var da også nødt til at gentage det flere gange for at få det helt rigtigt.
”Så ved du, hvordan jeg havde det,” lo Konrad for at lette på stemningen. Heldigvis virkede det og hun løsnede en anelse mere op og satte sig op ad et tilstødende bord.
Hun faldt i staver og begyndte ligegyldigt at rode med et stykke sammenkrøllet papir med en blyant, der begge var blevet efterladt af deres ejermand.
Som en nysgerrig kattekilling.
Det var ikke mange ord de udvekslede i den efterfølgende time og Konrad ville da heller ikke snage for meget eller lirke unødigt ved hendes sinds utallige låsebolte. Hun fortalte om tiden efter hendes far var omkommet i bilulykken. Noget myndighederne godt vidste, var mafia-relateret. De var bare for bange til at efterforske det. I stedet var familien blevet sendt i beskyttelse. Adina, hendes mor, havde selvfølgelig intet vidst om Akiras forbindelser, men lige lidt nyttede det. Yakuzaen var dukket op og havde truet hende og døtrene med et liv som sexslaver, hvis de ikke udleverede mandens private kontooplysninger. De skulle efter sigende indeholde betydelige summer fra netop menneskehandel.
Det var fem år siden og de havde været på flugt lige siden. De havde rejst fra land til land og hver gang med håbet at det ville være sidste gang, de måtte rive alt op med rødderne. Rødder som over tiden var svundet ind til stiklinger.
Maggi afslørede, at de rent faktisk havde boet i byen i næsten et år. De havde fået deres død fingeret af en ven af familien på morens side. En tidligere mossad-agent. Det var derfra, Adina havde lært sine kampkunster.
Konrad gjorde intet andet end bare at sidde stille og lytte til hendes historie. Hun havde set moren brække nakken på en af de indtrængende mafiosoer for dernæst at rive hovedet fra mandens krop og slynge det efter de andre, der var flygtet i rædsel. Det havde givet Adina tid nok til at pakke det mest nødvendige og komme ud af landet i en fart.
”Men din accent,” skød Konrad forbløffet ind. ”Jeg kan vitterligt ikke høre den mindste antydning af noget som helst fremmed.”
”En af grundende til vi har boet her så længe,” svarede hun. ”Mor har terpet med os så intensivt, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan mit modersmål lyder mere.”
”Nok til at kritisere mit forsøg på at efterligne det da,” sagde Konrad og forsøgte sig at gentage hvad han havde sagt.
”I det mindste brugte du den rigtige form. Det’ en start,” opmuntrede hun ham så løst, at det knap kunne kaldes for et kompliment.
Og så kunne han pludselig høre den. Det var en fin og blid læspen så utydelig og overhørig, at det kunne misforstås som en medfødt talefejl. Måske var det fordi, hun i det store hele ikke talte særlig meget, når det kom til stykket, men jo mere han fokuserede og jo mere hun talte, jo mere gennemtrængende blev den. Til sidst kunne hun slet ikke lægge skjul på sin herkomst. Selv hendes udseende antog en anden form og han bemærkede øjnenes mandelform meget mere tydeligt nu. Noget som den smaragdgrønne iris formåede at lede opmærksomheden fra. Det hjalp selvfølgelig også at den epikantiske fold, som var karakteristisk for asiatiske mennesker, blev skjult af hendes mørke eyeliner.
Hvem har også nogensinde hørt om en rødhåret asiat?
”Du forstår, hvorfor jeg ikke snakker så meget med folk, ikk'?” spurgte hun og forsøgte aktivt at fange hans blik, som for at stadfæste vigtigheden af ordene, der lå bag.
”Mmm,” svarede han og kunne ikke rive tankerne væk fra, hvor tragisk hendes liv i grunden var.
”Men jeg er glad for at have fået snakket om det,” indrømmede hun og virkede en anelse afkræftet. Det måtte virkelig også have tæret på kræfterne, at give sig selv hen på den måde, ”også selvom det er fra en svækling som dig.”
Hun rakte tunge af ham og hoppede ned fra bordet lettere og smukkere end en gazelle i firspring.
”I modgang kender du dine venner. Det er ikke ligefrem Nietzsche, men det er vel raffineret nok tænker jeg.”
Og her gik Konrad og troede at hun blot var en uintelligent voldspsykopat som Barthlow. Temperamentet passede i hvert fald til flammen, der blafrede efter hende. Efter Konrads erfaring var der to ting, der sjældent hørte sammen. Skønhed og vid. Det var ikke fordi det var genetisk umuligt, men fordi popularitet var betinget af den ene og ilde set af den anden medmindre man hed Ferrel Euclid og havde en gylden formel dybt indkodet i sin DNA. Han var oven i købet blandt de få, man mente repræsenterede menneskeheden så godt, at hans arvemateriale skulle sendes med en sonde ud af solsystemet. Konrad havde ikke helt forstået ideen.
”Derfor må jeg bede om din tilgivelse – igen,” tog Konrad mod til sig. Det var ikke ligefrem sådan, at han havde set det udvikle sig, men han var glad for, at hun anså ham som en ven. Det var måske ikke så uformelt som med Phillip, men at hun kunne se ham som andet end en torn i øjet, var rart.
”Nej, nej.” skyndte hun sig at afbryde og rystede hænderne voldsomt foran sig. ”Det er mig der undskylder for min grove behandling.” Hun bukkede tilmed ydmygt uden at lægge bånd på sig selv.
”Fordi du smadrede mig?” Konrad holdt sig selv fra at grine over, hvor bagvendte hun så på det. Det var jo ham som havde forgrebet sig på hendes skjulte liv. ”Du kom mig til undsætning, så må det også være ret og rimeligt, at jeg skylder dig til en anden god gang.”
Hendes hoved faldt på skrå og hun funderede højlydt.
”Sådan kan man vel også se på det. Står vi så lige?”
Konrad så en kamplads for sig. Den var ikke af blod og afrevne lemmer, men af underdanige mennesker der kæmpede om at være allermest høflig. I sidste ende ville den ene part tage livet af sig selv, for ikke at besmudse ilten den anden indåndede.
”Netop derfor jeg beder om tilgivelse. Jeg har en tjeneste jeg håber du vil imødekomme. Men det’ også fint, hvis du ikke har lyst,” skyndte han sig at rette det til.
Hun så på ham med en snert af skepsis. I al sin planlægning havde han ikke gennemtænkt denne del. Første del havde blot været at få hende i tale uden at blive hakket til blodige tomatstykker af hendes arrogance og ringeagt. Anden del havde han aldrig regnet med ville blive aktuel, hvis han skulle være ærlig.
”Ved du hvad, det kan vente,” besluttede han sig. Hvis tingene udviklede i en noget nær normal retning, ville det måske falde mere naturligt senere. Med tanke på den følelsesmæssige rutschetur hun lige havde gennemgået, var det ikke utænkeligt.
”Må jeg så bede om en tjeneste?” spurgte hun ydmygt.
”Hvad som helst,” skyndte han sig at sige. Hvad som helst – og han mente det.
”Hvordan fandt du ud af, at mit rigtige navn er Saitou? Der burde ikke være nogen information om os nogen steder overhovedet.”
Det var da ikke en tjeneste, tænkte Konrad.
”Det var heller ikke nemt. Jeg fandt en gammel artikel på nettet, fra et stævne du havde vundet og så udledte jeg bare, hvad jeg kunne.”
”På nettet?”
”Mhmm,” bekræftede han og trak den bærbare op ad tasken.
”Sugoi!” udbrød hun ved synet af den toptunede maskine, der langt oversteg værdien af alle de nymodens selvtænkende mobiltelefoner i hele klassen. Synkront kunne de sikkert bringe menneskeheden i knæ som slaver af maskinen. Faktisk var Konrad den eneste, der stadig var udstyret med en oldnordisk mursten, der var lige så gavnlig for hans popularitet som bumserne, han var blevet kvit, havde været. Til gengæld var den uforgængelig og ville overleve atomkrigens radioaktive nedfald.
”Su-goi?” spurgte Konrad over hendes hylende forbløffelse.
Maggi fniste og daskede ham på skulderen med flad hånd.
”Din skyld. Har ikke talt japansk i næsten et halvt år. Mor har forbudt det i huset.”
Hun tog et ekstra langt blik på maskinen og måbede højlydt. Spændingen der havde været imellem dem, var forduftet. Hun var så langt fra at være en isdronning, at han ikke kunne forestille sig, at hun nogensinde havde været andet end det herlige væsen af smil og varme bemærkninger. Døren til hans svulmende hjerte var blevet sparket ned.
Drømmen er det sidste der dør, mindede han sig selv om, over det utænkelige at hun skulle nære den mindste smule sammenlignelige følelser.
Hun var langt mere kyndig i kanji og blikket strøg over tekstens indhold. Med en bemærkning at billedet var så horribelt, at det burde slettes for evigt, gjorde Konrad det meget åbenlyst at tage en kopi af det til sin egen computer.
”Ej, lad være. Jeg er grim på det billede,” himlede hun, men tvang ham ikke til at slette det. I stedet sagde hun, at hendes mor ikke ville blive glad for, at der stadig fandtes billeder af dem på nettet.
Adinas kontakt var efter sigende gået til ekstreme længder for at slette ethvert digitalt aftryk af dem, som nogensinde havde eksisteret. At han havde overset denne lille bid, ikke mindst at Konrad havde afdækket den uden problemer, måtte betyde at andre også kunne.
Konrad forsikrede hende om, at det havde været ved rent tilfælde, at han havde fundet det og havde det ikke været for hendes kirsebærvædede note, ville han aldrig have fundet hendes orientalske forbindelse.
”Det selvfølgelig rigtig nok,” medgav hun, ”men det ændrer ikke på, at det ikke bør være der. Håber bare hun kan fjerne det, inden andre finder det.”
”Så må vi jo hellere fjerne det,” sagde Konrad, som om det var det letteste i verden og skulle lige til at hive sit våben frem – det Euclid havde advaret ham mod at bruge.
”Nu er du bare dum.”
Uden den mindste smule ironi skubbede hun ham til side og begyndte at hive kildekoden til siden ned i et dokument sammen med selve adressen, hvor billedet oprandt fra. Hele molevitten blev sendt i en mail til hende selv. Mobilen klingede lystigt og hun hev den op af lommen for at bekræfte modtagelsen. Den havde et lyserødt cover med små hvide kattekillinger på og et vedhæng med en kvast der umiskendeligt lignede en hvid kattepote.
”Og du er bange for at blive opdaget, Koneko?”
Maggi vrissede af ham med et listigt smil og mumlede noget han ikke forstod.
”Omae shika inai. Ingen andre end dig.”
”Jeg er beæret,” knurrede han tilbage og spurgte, hvad hun skulle med al det, når det nu var nok med blot adressen. Resten kunne moren vel selv skaffe?
”Sådan har hun altid gjort. Jeg stiller ikke spørgsmål,” sagde hun alvorligt og Konrad tænkte, om hun overhovedet turde. At se en mand få flået hovedet af, af sin egen mor endda, kunne ikke være let at fordøje. Maggi lod til at tage det ret så roligt. Det kunne godt være, at det var for at holde dem sikre, men derfor var det stadig noget, der kunne give ar på sjælen.
”Jeg kunne også bare …”
Mere nåede han ikke at sige før døren til lokalet gik op og en udfordrende klædt pige fra årgangen under dem brast ind med en kåd dreng fra afgangsåret i hælene. De fniste højlydt og Konrad forstod straks hvad det gik ud på. Efter skoletid når de fleste klubber blev afviklet og sluttede, var der altid nogen, der blev tilbage og udnyttede den omsluttende stilhed til at give los for lysterne. De var langt over den seksuelle lavalder, men førægteskabelig kønslig omgang blev stadig set skævt til. Det var en ligegyldig ting at gå op i, når resten af byen var i et sådan fordærv, at ingen frelsende engel eller guddommelig genkomst kunne råde bod på det. I deres klasse alene havde de tre unge, der havde fået smidt byrden af børn på sig og ’ødelagt deres liv’, som vejlederen sagde. Han var forlangt af staten til at udtrykke denne holdning til utugt, selvom det var alment kendt, at han havde et forhold til en af eleverne.
”Æd lort skidespræller. Jeg smadrer dig, hvis du så meget som kigger forkert på mig. Er det forstået?” udbrød Maggi vredt, som om han i et øjebliks uopmærksomhed havde fornærmet hende og hele hendes familie samt adskillige forfædre.
Konrad gumlede sin tunge i stykker for ikke at komme til at sige noget dumt, men var ude af stand til at fatte, hvor den verbale skideballe pludselig kom fra. Lyden der kom ud af hans mund, lød som om, han havde fået et anfald af akut retardering eller at han prøvede at få smagen af tør bæ ud.
Pigen og drengen der havde afbrudt deres kortvarige fortrolighed, kvidrede hånligt af ham. De vidste ikke bedre og havde troet at Maggi bare var Maggi og Konrad … Ja, de ulejligede sig vel ikke engang til at tænke på ham som andet end en taber. De vidste sikkert ikke engang, hvem han var, andet end en der var i vejen for Maggi lige nu.
Hun stødte voldeligt ind i ham og gav dem et stirrende og ondt blik, der tvang deres til at vige. Hun indgød stadig frygt, selvom Konrad havde set en langt rarere version af hende for blot få sekunder siden. De spjættede begge to, som var de blevet ramt af hendes kanaliserede vrede og Konrad måtte have set umådelig bøvet ud, da hun fangede hans blik og klemte et taknemmeligt smil ud, inden hun forsvandt ud af døren.
”Hvad laver du her på denne tid, taber?” spurgte drengen pludselig og rev ham tilbage til den iskolde virkelighed, der var skolens fjendtligsindede og nørdafvisende miljø.
”Fucking stræber,” pippede hans veninde højt nok til at Konrad sagtens kunne høre det, men ikke højt nok til at hun selv troede, han kunne.
”Skrid med dig undermåler. Vi skal have noget privatliv,” sagde han og ragede lystigt på pigens hofter og trykkede hende uden modstand ind i lokalet.
Deres latter gav genlyd langt ned af gangen. Hvis det ikke var fordi, han selv havde den slags drifter, ville han have ørlet ved deres perversiteter og håbet på om menneskeheden da ikke bare kunne gøre en ende på sig selv.
I sidste ende vil de nok udrydde sig selv, tænkte han. Der var efterhånden flere idioter end egentlig gavnlige mennesker på Jorden af den simple grund, at idioter havde det med at avle ukontrollabelt. Som ukrudt ville de blomstre og kvæle den biologiske mangfoldighed med deres forenklede idealer, racistiske og nedsættende bemærkninger og blinde tro.
Verden skal nok overleve menneskeheden, beroligede han sig selv med. Der er sikkert en mening med galskaben.
Han håbede dens skyld, at der var.
Novanoid var ved at pakke sammen og til Konrads overraskelse var gruppen langt mindre end normalt. Hverken Frederik eller Merla var til stede og en håndfuld af de andre, viste det sig, havde slet ikke gidet blive, da Konrad ikke var dukket op.
”Bedre sent end aldrig, makker. Er du okay?” Phillip lyste op ved synet af sin slagne kammerat. Deres kaptajn. ”Var det en hård omgang?”
”Var hvilket hvad?”
Konrads tanker var på et helt andet kontinent. Nogle gange tænkte han, om det var muligt for sjælen at vandre frit omkring efter sine inderste begær.
”Du kommer lige i tide. Vi har nedkastet et mistillidsvotum til dine evner som vores leder, så hvis du vil have noget at sku’ ha’ sagt, så det nu. Og lad mig bare sige: Stemmerne er ikke med dig.”
Noget i Konrad orkede ikke at følge op på udfordringen, men i et anfald af fiktivt storhedsvanvid hoppede han op på en stol og tiltrak alles opmærksomhed – de fire der var tilbage – og truede med kølhaling til enhver, der anfægtede hans suverænitet.
Kølhaling i rummet var efter sigende en ubehagelig oplevelse fordi man trak offeret under kølen fra bagbord til styrbord, men uden for skibets sikre atmosfære og uden beskyttelse. Vakuummet alene ville flå deres lunger fra hinanden, hvis man forsøgte at holde vejret og undertrykket ville få blodet til at koge, hvis ikke den ekstreme kulde fik gjort has på en inden. I science fiction kunne det selvfølgelig alt sammen lade sig gøre, men hvem af dem gad brokke sig, når det alt sammen var i god spøg og humor for underholdningens skyld?
Nedstemt.
Han kæmpede med næb og klør for at holde på sin stilling som kaptajn – denne sidste bastion han holdt suveræn over de andre. Phillips strålepistol gennemborede hans lever og han vidste, at døden ville være nær.
Sjovt som døden kunne have så mange facetter. Den af lindring, af frygt og nu leg og sjov. Han reciterede linjer fra Novanoid saga – det afsnit hvor kaptajnens førstestyrmand havde ofret sig selv i skibets kerne for at frelse resten af besætningen. Rollerne var byttet, men det var en passende anledning.
”Hvad synes du om min løsning?” rallede han og satte eftertryk på ansigtsudtrykkene i en fingeret død.
”Du er sindssyg, kaptajn. Du kastede os ind i mørket. Du var min ven. Du vil altid … være min ven,” svarede Phillip ham og de udvekslede et dramatisk håndtryk, inden han i en overdreven lang, sidste trækning udåndede til en hysterisk latter fra resten af besætningen, der fandt det alt sammen en tand for meget at tage seriøst.
Konrad blev degraderet og de byttede trøjer, hvorefter han aflagde en ed om at følge sin nye kaptajn ind i helvedes sorte huller af intethed og knusende død, hvis han befalede det. Det ville aldrig komme så vidt. Et mytteri var altid forestående, så enhver der pådrog sig rollen som kaptajn, kunne ikke vide sig sikker. Den gennemsnitlige levetid var da heller ikke mere end et par uger ad gangen for de flestes vedkommende.
”Nyd din plads i solen, min ven. Snart vil jeg snigløbe og flå dig ned fra din pind,” hviskede Konrad hævngerrigt. Han havde taget rollen som kaptajnens uægte søn fra en af de tidligste sæsoner. Han afsluttede med en manisk latter til skue for et kamera de havde stillet op for at dokumentere deres bedrifter.
”Tror det er første gang, jeg har set dig til eftersidning. Vildt blod. Du ender med at blive for populær, til at vi kan hænge ud med dig,” sagde Phillip, da seansen var overstået og de var på vej ud af døren. ”Din onkel kom for resten forbi med den her. Han sagde at du havde glemt dit træningstøj.”
”Træningstøj?” spurgte Konrad perplekst over det faktum, at onklen havde besværet sig med at finde ud af, hvor han gik i skole eller lette sin arbejdsløse, dovne røv op af sofaen for den sags skyld.
’Det er et valg,’ havde han sagt, da Konrad havde spurgt, hvorfor han ikke tjente sine egne penge og i stedet bare levede på statens pat.
’Ikke dit valg,’ havde Konrad sagt spydigt. Desværre for ham havde onklen hørt det og låst ham nede i kælderen. Uden noget toilet havde det tvunget Konrad til at skide i en spand. Senere gav han igen med at fylde en bøtte gamle frikadeller op med sine efterladenskaber og gjort et stort nummer ud af at få det til at ligne rigtig føde.
Det var en umådelig klamt måde at behandle sin lort på, men det var absolut det hele værd, da onklen mæskede sig i det og endda proklamerede, at det var de bedste kødboller, han nogensinde havde smagt. Maveinfluenzaen han efterfølgende fik og den linde strøm af opkast og diarré, var knap så gavnlig for Konrad, der var tvunget til at tage sig af ham mere end han i forvejen gjorde.
Det var det hele værd, havde han mindet sig selv om, mens det stod på, det hele værd. Nu lod det til at enden på den æra, var ovre.
”Jeg vidste ikke du trænede,” sagde Phillip og kiggede mistroisk på ham.
”Gør jeg heller ikke.” Det var en løgn, men ikke en løgn om indholdet af tasken, som ikke var træningstøj. Det var de sørgelige rester af hans ejendele, som uden omtanke eller orden var blevet kastet i tasken. Det var en sidste afsluttende gerning, der brød deres forhold for bestandigt.
”Barskt!” sagde Phillip da han så det sølle indhold, men Konrad var hverken i sorg eller ærgrelse over, at være blevet hjemløs fra den ene dag til den anden. Detaljerne om hvordan forsørgerpengene skulle omfordeles måtte vente til en anden god gang. Lige nu havde Konrad ingen lyst til at rode det offentlige ind i sagen af frygt for, at de ville sende ham i plejefamilie. Han var kun få måneder fra at være myndig, hvilket betød at han måtte klare sig selv. fremtiden føltes fandens usikker uden nogen til at tage sig af ham føltes.
”Havde furien forresten også fået eftersidning? Syntes hun blev tilbage med dig,” ændrede Phillip emne, efter at Konrad havde tømt det halve af indholdet fra tasken i skraldespanden. Det meste af det var jordslåede sokker og dåsemad. Vanvittigt at blande konserves med undertøj og sokker, men han kunne ikke lade være med at tænke, om onklen ikke alligevel forsøgte på sin egen måde at sørge for, at han kom godt afsted.
Denne sidste hemmelighed om Maggis sande væsen, var hans og han ville holde den for sig selv. For respektfuld til at lyve trak han blot på skuldrende og sagde, at han ikke havde bemærket hende over lærerens utrættelige reprimande.
”Ved du, hvad du burde?” sagde Phillip og var opstemt over sin lyse ide. ”Du burde kontakte Euclid og vise nogle resultater frem. Jeg har jo efterhånden givet mere af mig selv end en hæmofil bloddonor. Lok nogle penge ud af ham. Få ham til at adoptere dig. Hvad som helst.”
”Eller jeg ku’ besætte jeres kælder, indtil jeg bli'r myndig og officielt hjemløs. Jeg kunne nasse lidt på statens yver indtil jeg dør af en svampeinfektion fra sygdomme jeg har pådraget mig efter år på gaden, fordi jeg ikke har råd til en uddannelse,” gav han igen uden kampgejst.
”Som om!” lo Phillip og klaskede ham hårdt på ryggen. Det gjorde ondt, men det gik op for Konrad, at han den senere tid ikke havde fået så mange tæsk som normalt. Han nød faktisk den kortvarige smerte, der brændte hen over ryggen. Så var han i det mindste stadig i live. Måske endda forholdsvis sund. Gad vide, hvor lang tid han kunne klare sig på egen hånd? Sikkert ikke længe da penge nu om dage var lige så vigtige som ilt. Der var selvfølgelig varmestuer, men de var en sivebrønd af bakterier, der bare ventede på at bryde ud i betændelse og sygdom.
”Bare vent og se du. Nu tager vi hjem til mig og arbejder med din M.A.G.G.I. og før du ser dig om, har du tjent en million! Bare husk hvem der tog sig af dig, når checken skal indløses, ikk'?”
Af brugbart tøj var der: To par bukser, tre kortærmede trøjer, hans sommerjakke, tre par underbukser, sokker som ikke matchede og en hullet hue der så ud til at have været brugt som noget helt andet, end hvad den var tiltænkt. Til hans overraskelse lå der en pengeseddel i bunden. En stor en af slagsen. Så stor faktisk at den kunne holde ham kørende i et par måneder, hvis han kun levede af pasta. Dét eller tre måneders træning hos Adina.
Det var ikke ligefrem et valg han behøvede at tænke længe over. Hvor mad kunne holde ham i live, kunne selvforsvar nemt vendes til angreb og pludselig blev karriere som professionel overfaldsmand en ide, han udforskede intensivt resten aftenen.
Han kunne nok ikke komme uden om, at han havde brug for hjælp uanset, hvordan han opvejede sine muligheder. Phillip havde ret i, at Euclid ville være det sikreste kort at spille. Selvfølgelig kunne han sælge computeren han var bleven foræret. Den var gået tabt, hvis ikke Konrad tilfældigvis havde været hjemme til at modtage pakken da den ankom. Ellers havde onklen nok solgt den eller byttet den for et billigt blæs.
Konrad havde ikke været i korrespondance med Euclid, siden den gang han telefonerede ham efter deres første møde. Hvad havde han også i grunden at snakke med ham om andet end programmet og Den Forbudte Protokol? Da han sagde, at han havde sendt ham noget mere moderne udstyr og at han ikke skulle bekymre sig om betalingen, blev Konrad nødt til at spørge, om han havde tænkt sig at stjæle hans arbejde.
Euclid havde bare leet og sagt at han selvfølgelig overvågede, hvad Konrad foretog sig. Mest for at sikre sig at han ikke gjorde noget dumt, han ikke selv ville gøre, men også for at sikre sin investering. Det lød alt sammen meget godt, men det måtte underforstået betyde, at han rent faktisk havde tænkt sig at profitere på ham.
Det kan vel ikke være anderledes, tænkte Konrad. Hvis det betød en mindre bid af kagen når aktierne skulle sælges, var det vel Euclids betaling for at outsource innovation.
Den Forbudte Protokol. Det lød så ildevarslende. Hvis Euclid havde ret i, at den var så potent, ville han så overhovedet være i stand til at se ham bruge den?
Det ville med sikkerhed forfølge ham, men med al den fortrolighed Maggi havde betroet ham, kunne han ikke dy sig.
Protokollen var kort. Den fyldte knap to linjer, så det tog ham mindre end fem sekunder at indtaste oplysningerne i browserens søgefelt. Han behøvede ikke engang at omgå IP-adressens servere. Koden vadede igennem alle sikkerhedsforanstaltninger, som var den et spøgelse. Det gibbede i ham da vinduet ændrede sig til en åben mappe med foldere og undermenuer. Euclid havde godt nok sagt, at det var den hellige gral, men at den var så effektiv overraskede ham. Konrad troede, at det var gængs vide for alle og enhver, der havde interessen og evnerne, at der var et gigantisk hul i sikkerheden. For ham var der intet odiøst i det da han skrev protokollen. Hans største bekymring var at blive opdaget, men det skulle han åbenbart ikke frygte.
Fingrene hang skælvende over tastaturet og afventede hans næste træk. Filerne havde navne han ikke kunne tyde, så han gik i stedet i gang med at åbne billeder med tilsvarende størrelse i den tro, at det måtte være det knyttet til artiklen. Første forsøg – delete – sammen kilden til selve artiklen. Ingen ville opdage, den var væk – nogensinde. Alt for ofte blev nyheder slettet, så hvorfor skulle dette være meget anderledes? Mappen var tom og han bekræftede sin handling ved at opdatere siden.
404 – ikke fundet.
Pulsen dunkede over den ulovlige handling han lige havde begået og gennemspillede samtlige scenarier, hvor han blev opdaget og straffet. Det skar dog dybere i ham, at han havde ødelagt information. Ceremonielt havde han trukket en streg i sandet, hvisket den ud og tegnet en ny. Det var kun et spørgsmål om tid før han stod til halsen i vandet, frygtede han, da han kvalte uhyrets elektriske brøl og skærmens lys døde hen.
Lev med det. Det er i en god sags tjeneste, mindede han sig selv om og greb en stor håndfuld popcorn, som han tvang ind i munden, så den var proppet og ikke ville kunne udgyde flere løgne, end han ikke kunne dække over, hvis han skulle blive fanget og afhørt.
Havde det ikke været fordi Phillip var smuttet på lokum og efterladt Konrad alene på hans mørke lumre værelse, ville Konrad med al sandsynlighed ikke have turdet gøre det. Han tog sig godt nok også sin tid og stanken nåede da også igennem flere døres utætte forseglinger. Phillips største forbandelse var, at han var født med kronisk dårlig mave.
’En kvinde skal enten have levet sit liv i en svovlmine eller være lystig hvidløgsspiser, for at kunne tåle at være sammen med mig’, havde han altid sagt i sjov, men det var måden han lettede sit humør over det åbenlyse. Selvironiens hårdtslående bagside var, at der altid lå en smule sandhed bag.
”Phew! Det var en til historiebøgerne,” udbrød han stolt da han vendte tilbage med et saligt udtryk og en sjælden førsteudgave af en sort-hvid Mortimer tegneserie i hånden.
”Tog du seriøst lige et uvurderligt blad med ud på lokum? Har nørd-skabets pagt da ingen betydning for dig?”
”Hvis det lugter gammelt, kan det være det stiger i værdi,” forsvarede Phillip sig og havde uforskammetheden at verfe den tungt hængende sky af metan bag ham hensynsløst væk med bladet spredt for at få maksimal effekt.
”Du blæser lugten herind dit svin!” råbte Konrad og kastede sig ind under sin bluse og hev teatralsk efter vejret. ”Ilten svinder. Ilten svinder!”
Phillip svang armen op for munden som en fiktiv kappe og lo makabert som en superskurk med et diabolsk og dødbringende våben.
Atter var stemningen tilbage i sit vante og lette leje. Om det så bare var for denne ene aften, så ville Konrad værdsætte hvert et sekund og den mindste bid af normalitet der var tilbage.
Sammen spillede de computer og så Novanoid til langt ud på natten. Hans forældre holdt en impromptu cocktailparty – hvis man da kunne kalde det det. Deres ord, ikke hans. Han ville nok have brugt ordene sofistikeret alkoholmisbrug. Papvin med en smule tør ost og kiks til at skylle smagen af joint ned med.
Det var uundgåeligt at røgen ville snige sig ind til dem og snart sad de begge og skraldgrinede ukontrollabelt. Først da Phillip måtte bukke under og ørle popcorn op som en regnbue af fordærv, begyndte de at kæmpe imod den tiltagende påvirkning og kravlede ud af vinduet til taget for at få noget frisk luft.
Det kunne ikke være mere belejligt at det tilmed var en stjerneklar nat. Det var det perfekte sted og den perfekte tid til lommefilosofering og mand til mand snak. Ingen af dem var tilbøjelige til at lade følelserne få frit spil for slet ikke at tale om at dele dem med andre. Til det var de omtrent så følelsesmæssigt begavede som svaner på kokain. Når snakken så faldt på piger og den slags tilbøjeligheder, blev det som regel ved deres tilkendegivelse af kvindens attraktive siddepuder og forlygter. At de stadig brugte sådanne ord, vidnede om, at deres samlede erfaring passede meget godt til deres bøvede og infantile latter.
”Du sy's sikkert det var dumt at invitere hende ud,” sagde Phillip ud af det blå og stirrede fjernt mod stjernerne.
”Lidt,” erkendte Konrad og var overrasket over, at det var noget han mente, burde luftes nu.
Konrad prøvede at gøre situationen mindre tung med et svagt grin, men det var tydeligvis noget, der fyldte så meget hos Phillip, at han mente det burde komme for dagens lys – eller stjernernes glød. Solens og stjernernes lys var så beslægtet med hinanden som mennesker var det. Det var kun afstanden, der udgjorde forskellen.
”Jeg ved ikk' hvad der gik af mig – Glem det,” forsøgte han at afværge.
”Nej, det okay.” Konrad ville ikke indrømme det for ham, men han ville faktisk gerne vide hvorfor Phillip havde lagt sin hengivenhed på hende og så udtrykt den. Kærlighed var ikke noget, han selv havde oplevet som en besættelse før. Da den sødlige duft af bær satte sit aftryk og forhøjede hans hjerterytme, vidste han at den var helt gal, så han ville for alt i verden gerne vide, hvad det kom af.
”Det ikke fordi jeg er forelsket i hende eller noget. Tænkte bare …” Han sukkede. ”Vi kan lige så godt indse det. Vi er nødt til, at gribe de chancer vi får.
Det var med tilbageholdenhed han sagde det. Han satte sig op og virkede betynget af sine overvejelser. Måske han bare burde tie stille.
”Er det bare mig eller virker hun en smule … jeg ved ikk’ … anderledes?”, sagde han efter en rum tid.
”Anderledes? Mener du det helt seriøst? Selvfølgelig er hun anderledes. Set bort fra at hun kunne slå os begge ihjel med en teske, så er der også hendes brutale personlighed,” svarede Konrad. Så meget var sandt – uden at afsløre for meget.
”Det lige præcis, det jeg mener. Det som om, der er en anden person inde bag alt det der …” Phillip fægtede med armene i et forsøg på at beskrive, hvad hun var med tegnsprog og vilde fagter.
”Det der? Du ved virkelig hvordan man charmer dem,” føjede Konrad ham. Han var ikke klar til at fortælle nogen om sine egne følelser. Selv til Phillip. Hvis det viste sig at han rent faktisk var betaget af hende, ville de komme på klint af hinanden og det var ikke ligefrem sådan, han ønskede, at deres venskab skulle omkomme. De havde for længst aftalt, at ingen kvinde måtte komme imellem dem. Det var en nem ed at aflægge, da deres potentielle romantiske karriere ville være begrænset til en enkelt kvinde – to hvis de var heldige – igennem hele deres liv.
”Jeg siger bare, at jeg har på fornemmelsen, at der ligger mere bag. At hun måske ikke er som vi tror. Du ved … mere som os.”
”Som os? Nu ved jeg du laver sjov. Hun er intet som os.”
Her krydsede han grænsen for deres venskab, følte Konrad. Han løj Phillip direkte op i ansigtet over den smule ejerskab han følte over sin affektion.
”Okay måske ikke som os, men så i hvert fald ikke hundrede procent som hun foregiver at være. Forstår du?”
På det punkt var de enige. Phillip havde bare været skarp nok til at opdage det uden at skulle tæves med det åbenlyse. Konrad misundte ham den evne. Han havde ikke skænket hende en tanke, før han havde opdaget lolitaen bag cargo-bukserne og det blottede maveskind samt beretten hun altid bar perfekt, så hun ikke behøvede at skabe øjenkontakt med nogen.
”Mmm,” svarede Konrad, som en opsummering på alt det han ikke kunne tillade sig at snakke om. Jo, hun gemte sig, men ikke af den grund som Phillip troede.
”Hun fascinerer mig, men efter den afvisning kunne jeg bare ikke se hende i øjnene og det har nok bare gjort det endnu sværere at snakke med hende, efter jeg sprang fra til træningen.”
”Det skal du sgu ikke bekymre dig om. Jeg tror ikke hun ænsede nogen som helst. Jeg ved, at det ikke ligefrem er en trøst, men hun har nok allerede glemt dig.”
Konrad var i gang med at sønderrive deres venskab med sin spæde romantiske ærgerrighed. Det var højforræderi, der ville sikre hans families ære unåde de næste syv generationer.
”Har du nok ret i.” Han kastede i afmagt en lille småsten fra tagrenden efter forældrenes neonfarvede rustbunke af et folkevognsrugbrød. Den var komplet med fredstegn hvor kølerpyntet burde være og havde en madras bagi sammen med flippede kulørte perlesnore for at bringe god energi. Den emmede af nostalgi. Forældrene havde ikke været i live under tresseroprøret, men de var legemliggørelsen af den tid. Phillip var født i det. De havde haft et valg og truffet at præge deres afkom tilsvarende.
Phillip var altid den, han følte stærkest for. Med et smil tog han imod, hvad verden havde at tilbyde ham og været et optimistisk eksempel for Konrad at følge. Der var for mange muligheder for syndefald og til at lade sig overvælde af kræfter der forsøgte at kræve deres udødelige sjæl. Phillip forsvarede og gemte sig bag buddhismen, når de stod i døren og ville frelse ham. Nemmeste løsning var dog at hidkalde sine stenede forældre, som gladelig tog Guds udvalgte ind og hyggede om dem, til de frivilligt flygtede.
Begge grupper tog gladelig imod de nye får til flokken, men hvem ville vinde? De såkaldte frelste eller de frigjorte selvbestaltede hippier?
Hvad med at lokke folk til med lidt god gammeldags lov, orden og sund fornuft? Man fandt det da i hvert fald ikke bagi en snusket, mobil elskovshybel. Phillip hadede vognene som pesten, men det var nok mest fordi han var blevet født i den på selvsamme madras som stadig lå i den.
Om nogle hundrede år når menneskeheden enten havde gjort en ende på deres kollektive lidelser eller hævet sig over forskellene, ville en Gud måske have en plads i sit hjerte til de overlevende, fordi det endelig var gået op for dem, at vi alle var af samme stof.
På samme måde ville Phillip have glemt alt om Maggi, fordi hendes lige ikke ville eksistere i den ensartede grå masse af dræbende kedelig enstemmighed. Det var skillevejen, der mindede Konrad om forskellen på dem og alle de andre.
I deres forsøg på ikke at blande personlige dramaer ind i dagligdagen var de selv blevet til den koksgrå forglemmelse, der blev overset af selv de smukkeste og mest komplekse af individer – dem som Maggi.
Kun ekstraordinær handling kunne ændre på status quo og for første gang i sit liv havde Konrad formået andet end blot at holde sindssygen for døren og havde rusket lidt op i tingenes tilstand.
”Du svor også at glemme alt om hende, syntes jeg at huske?” sagde Konrad.
”Hold din kæft. Kan du ikke se jeg lider!” sagde Phillip og optrådte med en shakespeariansk ynde, der var et epos værdigt.
”Bare pas på det ikke udvikler sig til en græsk tragedie, makker. Ugengældt kærlighed har det med at brænde ens naller.”
”Hvad ved du om det. Du er lige så involveret med en kvinde som en bøffel og mindst lige så ildelugtende.”
”Stadig mere erfaring end dig. Går da bare ned og tager din kusine, hvis det sku’ være.”
Selvom det var i spøg, var det ramme alvor for Phillip, at han holdt sig fra hende, også selvom han i spøg havde tilskyndet det for sin egen morskabs skyld. Det var ikke til at vide, hvor hun havde været omkring, havde han advaret. Medmindre Konrad ønskede at blive inficeret af ukendte mider og andet kravl, der levede i hendes dreadlocks, burde han finde sig en sød lille nørd i stedet at kaste sin kærlighed på. Et mere realistisk forslag var at udvikle en kæreste i den binære strøm.
”Ændr dens navn til Phillipa, giv den nogle ting at brokke sig over og en månedlig cyklus af nedbrud, så er der ikke nogen, der kan kende forskel.”
”Med din personlighed? Det jo bare … forkert på et pan-dimensionelt plan,” svarede han sarkastisk og sluttede sig til Phillip med at kaste småsten efter bilen. Fem point for at ramme ruderne, ti for dækkene, hundrede for benzindækslet og en million samt al ære til evig tid, hvis de kunne få den til at eksplodere.
Deres liv var ikke ligefrem en action film med ringere plot end den samlede geopolitiske økonomiske fremgang i det attende århundrede. Gid biler havde en kedelig tendens til at bryde spontant ud i brand på den måde. Hvis der dog bare ville ske noget i det her hul, så livet ikke føltes som andet end en daglig kamp for ikke at miste forstanden af kedsomhed.
Et jordskælv rystede taget og havde nær havde revet Konrad ned. Det var bare hans telefon der summede i et spektakel, der måtte kunne måles på richterskalaen.
”Du godt nok populær, hva?” kommenterede Phillip på Konrads forbløffelse over, at nogen rent faktisk aktivt forsøgte at komme i kontakt med ham. Klokken tre om natten ikke mindre.
Nummeret var ukendt – ikke at det betød noget. Det eneste han havde indkodet, var Phillips og uden penge til et månedligt abonnement, havde han heller ikke råd til at ringe nogen op alligevel.
”Sikkert bare en sælger. Det plejer det at være.”
Dårlig dømmekraft havde en enkelt gang fået ham til at tage den og havde endt ham i en samtale, han ikke var komme ud af med god samvittighed. Den sørgelige sælger i den anden ende forsøgte at give ham skyldfølelse for hele verdens lidelse – specielt børnene i Afrika som han personligt måtte stå til ansvar for. Flere gange var han blevet ringet op, da han i desperation havde lagt på uden ord, indtil han i panik hev batteriet ud og ikke havde sat det i før flere dage efter. Telefonsvareren var fyldt op til bristepunktet med hadske og ubehagelige beskeder fra sælgeren, der kaldte ham for alskens ukvemsord og sammenlignede ham med Robert Mugabe.
Konrad satte opkaldet i bero og tænkte, om han burde tage den alligevel bare for at underholde sig ved sælgerens febrilske forsøg på at opnå sin kvote og holde ham hen med spørgsmål for så bare at afvise til sidst som en drilsk sirene.
”Hvad sker der, de er krævende?” vrissede Phillip da den ringede igen – mere ivrigt end før. ”Bare ignorer dem. Nej bedre endnu. Tag den og find på noget pis. Se hvor meget du kan skræmme dem.”
I en fælles hysterisk latter der var påvirket af røgen, der føg ud af det åbne vindue tog han den, da den hæst ringede for tredje gang som en forkælet skrigeunge.
”Fjern liget, hæld noget benzin over ham og brænd forræderen. Jeg vil bare ha' det svin væk!” sagde Konrad med så dyb en stemme, som hans overgangsramte taleorgan kunne.
”Men chef … kan vi ikke bare binde en sten om fødderne og smide ham i havnen? Hader lugten af brændt menneske,” fulgte Phillip op og lød som en bøvet håndlanger.
”Hallo! Konrad?”
”Jeg er ligeglad! Få det ordnet eller du får samme omgang! Hallo!?” fortsatte Konrad ned i røret til dem i den anden ende, der var heldige nok at blive underholdt gratis for en aften. ”Du ringer ubelejligt. Medmindre du har noget vigtigt at sige kan du godt forvente et besøg af mine mænd i nat. Forstået?”
”Konrad? Hvad foregår der? Hvem snakker jeg med?”
Konrad studsede og stoppede. Hvordan kendte sælgeren hans navn? Typisk. Her prøvede de at skabe lidt sjov og ballade og så var det en, der kendte ham. Nuvel, det var sjovt så længe det varede. Han tyssede på Phillip, der var helt oppe og køre og ikke så ud til at ville stoppe. Han var endda gået over til at lave lydeffekter. De var dårlige, men hysterisk underholdende, så Konrad ikke kunne holde masken.
”Hahaha! Undskyld. Hvem er det?” prøvede han at tage sig sammen, men hoppede stadig af latter.
”Det mig, Konrad,” svarede stemmen blot uden yderligere uddybning.
”Okaaay? Hej mig.” De var høje af den passive røg, så manden i den anden ende kunne sikkert ikke se det sjove i det.
”Det’ Euclid. Forstyrrer jeg?”
Euclid? Klokken tre om natten? Umuligt. Han måtte have bedre ting at tage sig til end at følge op på Konrads fremskridt.
”Øh, nej. Hej … Euclid.” Lidt i vildrede rejste han sig op uden at vide, hvad det skulle gøre godt for. Phillip tav med det samme, navnet faldt af.
”Er du alene?”
”Ø-æææh.” Han trak svaret ud langt længere, end det kunne forsvares. ”Ja, jeg er alene” løg han. ”Er der noget galt?”
Der var en lang dræbende stilhed, der sendte uro igennem Konrad. Han kunne høre stemmer i baggrunden, der ikke tilhørte Euclid, som blev dæmpet af en hånd på telefonens mikrofon. Konrad tænkte, om man stadig kaldte det for et telefonrør, når nu der ikke var en stor, fysisk knogle at tale i mere, men nåede aldrig til en konklusion.
”Har du tid nu?”
”Tid, nu? Til hvad?”
”Jeg har brug for din hjælp. Kan du stadig huske din protokol?”
”Øh …” Hvorfor var han så usikker i sine svar? ”Ja, selvfølgelig.” Han tvang sig selv til at lyde mere stålsat og ikke som en komplet amatør i Ferrel Euclids ører.
”Har du brugt den?”
Pis! Så havde han opdaget, hvad han havde lavet tidligere på aftenen og ringede nu for at straffe ham eller måske udlevere ham til myndighederne og så stjæle hans arbejde.
Idiot! Jeg er en stor, dum idiot, tænkte Konrad og slog sig selv i hovedet.
”Ja,” svarede han ydmygt. Også en smule undskyldende.
”Virkede den?” Euclid var meget kort for hovedet og gik lige til sagen med sit opkalds ærinde.
”Ja,” sukkede Konrad. Phillip sad på spring for at høre alt, hvad legenden og ham snakkede om, der krævede et opkald på det ugudeligste tidspunkt af dagen, men Konrad ignorerede ham.
”Fantastisk! Hør her. Det jeg vil bede dig om er ikke ligefrem lovligt, men jeg har desperat brug for din hjælp.”
”Okay?” kortede Konrad sine tanker af i et forsøg på at konservere hjernekraft nok til ikke at miste fokus på ordene, der næsten var udtydelige igennem den oldnordiske telefon. Den havde set tiden før hans egen fødsel og overlevet Y2K-krisen og kunne i alle henseender regnes som et fund for arkæologer om tusinde år. Den ville stadig virke upåklageligt.
”Forstår du implikationerne?”
”Kan jeg ikke bare sende dig koden? Så du selv kan gøre det, du nu skal. Den er rimelig nem at bruge. Du skal bare …”
”Jeg har sagt, at jeg ikke tør lade mig friste og det står jeg ved. Undskyld, Konrad, men du er nødt til at gøre det for mig,” snappede Euclid af ham. ”Jeg kan ikke diskutere det yderligere over telefonen – ved ikke om der er nogen der lytter med. Sender dig en krypteret mail med en adresse til din computer. Vær der om tyve minutter?”
Hvad pokker? Nok respekterede Konrad ham fuldt ud for alle sine bedrifter og kreative sanser, når det kom til Novanoid, men det var direkte fornærmende ligefrem at give ordrer og bede ham gøre ulovlige ting på hans vegne. Forventede han, at Konrad ville danse efter hans pibe, så han ikke selv behøvede at stå til ansvar?
”Vent lige lidt!” begyndte han vredt, men nåede ikke at følge op på sin harme før Euclid afbrød ham.
”Du vil gøre mig en personlig tjeneste, jeg ikke kan takke dig nok for. Jeg er virkelig desperat, forstår du.”
”Jeg … øh …” Det var flabet at spille på offerrollen, når han reelt var i stand til at klare det selv. Fristelsens frygt kun var en undskyldning, men han gik med til Euclids betingelser. Han kunne altid vidne imod ham, når de kom og hentede ham i en mørklagt vogn for at slette hans eksistens.
”Var det virkelig Euclid?” spurgte Phillip med store røde øjne, der så ud til at være på nippet til et lukke i med et brag. ”Hvad ville han?”
”Kan du huske aftalen, vi lavede for nogle år siden?”
”Hvilken en af dem?”
”At hvis vi havde muligheden for at gøre noget stort, som for eksempel at redde verden og at vi måtte forlade den anden, så ville vi gøre det?”
”Svagt. Men vi snakker ikke om at redde verden lige nu. Vel?” Phillip lød en smule skræmt over ideen, at det måske rent faktisk var det, Konrad foreslog.
”Nej, men det er noget stort.”
”Hvad?” gispede Phillip åndeløst.
”Kan jeg ikke sige, men jeg er nødt til at smutte nu.”
Hold kæft hvor var det en dårlig ide og havde han ikke været så påvirket af hashrøgen, havde han nok også tøvet længere eller helt ladet fornuften tage over og nægtet at gøre det.
Phillip var den type ven, der lod en jagte tåbelige drømme og ikke stå i vejen, men alligevel gjorde han sine indsigelser. Det var nok mest på grund af det foruroligede udtryk på Konrads ansigt, der smittede af på ham.
”Hvor intet vover, intet vinder. Måske er det din billet væk fra det her sted,” sagde Phillip med en heroisk indgydelse af mod, som han skød direkte ind i blodårerne på Konrad.
De faldt begge sammen af grin og lovede, at dette ikke var sidste gang, de så hinanden. Konrad kravlede ned fra taget med den bærbare i tasken sammen med resten af sit tøj i det tilfælde, at han ikke ville vende tilbage. Det var Phillips ide, men han modsagde sig den ikke.
Adressen Euclid havde sendt ham, var et par kilometer væk og lå i nærheden af centrum. På denne tid af døgnet var det ikke helt ufarligt at færdes alene så det var det med agtpågivende myrekryb, at han begav sig derned.
’Husk computeren!!!’, havde han inkluderet som den sidste linje i sin besked.
Han kunne umuligt bo så tæt på den mest afstumpede del af landet. Med hans formue og popularitet var der flere steder at vælge til end fra, før man skulle ende her. Grunden til at han var her, måtte så betyde, at han virkelig var i en form for knibe. Konrad begyndte nu for alvor at mærke den klamme koldsved pible frem fra alle porrer i kroppen.
Lejligheden lå i udkanten af centrum lige uden for den hårde, narkobefængte kerne af rave-klubber og øredøvende techno-bas, der alle ugens dage dundrede løs som en overforvokset spætte med en mordlyst og hunger efter folks nattesøvn.
’Tryk på knappen uden navn,’ havde der stået.
Sekunderne sled sig som en sløv kniv længere og længere ind og prikkede til hans voksende frygt over at være alene i en mørk gyde, hvor gadelamperne ikke blev tændt, fordi anstændige folk alligevel ikke turde bevæge sig ud efter midnat. Vågne øjne lurede grådigt på ham fra mørket og han begyndte bittert at fortryde sin beslutning.
Da lyden fra dørens lås varskoede alle om hans tilstedeværelse, kastede han sig ind i opgangen uden at tænke på, om der lå hjemløse mordere under trappen. Han gav sig heller ikke tid at tjekke efter og hastede op ad trappen uden at fokusere på andet end sine lette skridt og anstrengte sig på at lave så lidt lyd som muligt. Da han slog på døren for at melde sin ankomst, var han sikker på, han følte en flagermus fare forbi hans øre.
Alvoren trådte ind med lyden af seks låsebolte, der blev løsnet, efterfulgt af en nøgle der blev sat i fra den anden side og drejet rundt med tunge og voldsomme vrid. Som et sidste værn kunne han høre en bom blive fjernet, inden døren gik op og Euclids varsomme øjne mødte ham.
”Du blev ikke forfulgt, vel?” spurgte han. Blikket pilede frem og tilbage i den mørke opgang.
”Burde du ikke ha’ advaret mig om det noget før? Jeg har sgu da ikke holdt øje!” udbrød Konrad vredt, men holdt sin stemme lav.
En dør gik op bag Euclid i lejligheden, som havde en helt anden indretning, end hvad resten af opgangen kunne indbyde af mørke fantasier om sådan et sted. Den emmede af varme. Der var en krydret sød duft af noget stærkt og orientalsk blandet med røgelse og noget han ikke lige kunne sætte fingeren på. Det kildede i næsen og han følte at et nyseanfald var lige på trapperne.
”Oji …” lød en ung piges stemme bag døren, men Konrad kunne ikke se hvem det var. ”Hvad laver du her?”
”Smut i seng med dig igen, lille skat. Det er ikke noget,” svarede Euclid hende rolig og afdæmpet. Søvndrukkent mumlede hun noget uforståeligt og lukkede døren igen.
”Hvem er her ellers?” spurgte Konrad og var langt mere paranoid nu end turen i mørket havde gjort ham.
”Det skal du ikke tænke på.”
”Hmm,” svarede han mistroisk, men var mere rolig, nu han kunne se, at det indre ikke svarede til det ydre, når det kom til bygningens beboere.
Med en tydelig mellemøstligt inspireret indretning vurderede Konrad, om Euclid var fra den del af verden, men havde umiddelbart svært ved at bedømme det på hans udseende alene. Han smilede afværgende og førte ham ind i stuen, men var mærket af noget andet end desperation. Konrad opdagede straks, at noget ikke var, som det skulle være. Alle billeder han stødte på, var enten vendt mod væggen eller lagt på fronten, som for at dække hvad der var i rammerne. Han fulgte Konrad med øjnene hele vejen og satte ham til rette i en overdådig og blød sofa.
Nervøst tog Konrad computeren frem på Euclids foranledning.
”Du er sikker på, den virker?” spurgte han.
”Sikker.”
Han sukkede forhåbningsfuldt og smilede usikkert.
”Så lad os gå i gang.”