”Det ville hjælpe, hvis jeg vidste, hvad jeg skulle,” sagde Konrad og brød den ubehagelige stilhed, der havde lagt sig over den varme stue og forhindrede dem i at snakke naturligt.
”Information,” sagde Euclid uden at uddybe, men hans gennemtrængende og insisterende øjenkontakt sagde noget andet.
”Information?”
”Jeg vil ikke gøre det her mere ubelejligt, end det i forvejen er, Konrad. Det er bedst, at du ikke ved hvad slags. Er du sikker på, at din protokol nu også fungere, som du siger?”
”Jeg har ikke påstået noget som helst andet. Hvis du tror den kan mere end det, så må jeg skuffe dig.”
Euclid gned sine blodsprængte øjne, der lignede, at han havde været på farten uden hvile længe. Hvad var det, han var så bange for?
Computeren kom til live med et langtrukkent sus fra blæserens isnende vind mod hans lår. Euclid vurderede ham, målte størrelse på hans retskaffenhed og loyalitet og tog en dyb indånding.
”Holder du af din familie, Konrad?” spurgte han.
”Har ikke nogen,” sagde han og stirrede udfordrende tilbage i Euclids røde øjne. Det var tydeligvis Ikke det svar, han håbede på, så han faldt tilbage i stolen og sukkede højlydt med næseborene og lagde armene over kors og fortsatte.
”En kæreste, en ven, nogen du ville gøre alt for?”
”Hvis det her er en trussel …” Konrad kom lysvågent på benene med en harme over hans pludselige spørgsmål.
”Du misforstår,” sagde Euclid og forsøgte at forholde sig rolig og afslappet. ”Min søster er af den opfattelse, at vi ikke kan stole på nogen. Heller ikke en hæderlig ung mand som dig. Jeg sagde til dig, at du ikke skulle bruge protokollen. Jeg har overvåget dine logger og stort set alt hvad du har foretaget dig og jeg har ikke set nogen unormal adfærd.”
”Men jeg har brugt den. Det ville du vide hvis du havde kigget efter,” forsvarede Konrad sig, selvom det kunne give bagslag at erkende sin utugt. ”Jeg brugte den for ikke mindre end fire timer siden. Jeg sagde det endda til dig.”
Euclid lo.
”For fire timer siden lå jeg og sov. Jeg har ikke ligefrem overholdt fartgrænsen for at nå hertil. Jeg burde ligge på et hotel femhundrede kilometer herfra.”
Solen var allerede begyndt at bryde den sidste smule mørke, der aldrig rigtig slukkede for lyset på denne tid af året og den lyseblå himmel ventede kun på morgenrødens ankomst til at hviske natten væk.
”Og det var den eneste gang du brugte den, ikk'?” spurgte han retorisk.
”Jo.”
”Godt. For du får ikke lov at bruge den mere efter i aften og den skade du har anrettet med den, skal jeg nok rette op på.”
Nu var det Konrads tur til at le.
”Du ved godt, at det ikke ligefrem er sådan du får tjenester indfriet, ikk’? Hvad med den skade du får mig til at lave?”
Euclid så ondt på ham, men kunne godt se logikken i hans svar. Han gjorde sig umage med at undertrykke og beherske sig selv, for ikke at gøre et samarbejde mere vanskeligt end det i forvejen var blevet.
”Selv en hæderlig ung mand som dig kan bukke under for pres og fortælle ting som ingen burde vide. Det er derfor, du ikke får noget at vide. Forstået?”
”Men du vil ikke bruge protokollen selv? Hvis det var så vigtigt, så havde du set stort på din egen etik og morale og ikke blandet mig ind i det.”
Konrad vidste at han bevægede sig på tynd is og at det nok ikke var smart at pisse Euclid for meget af. På samme tid føltes det som om, at han blev udnyttet og gjort til syndebuk, hvis noget ikke gik, som han håbede.
”Men jeg skal nok gøre det, men kun fordi du spurgte så pænt.” Sarkasmen var tyk og han hældte den med tragt ned i halsen på Euclid, der var nødt til at sluge hver en bid, hvis han ville have det på sin måde. ”Men det kommer til at koste,” sluttede han af og låste blik med ham.
Det var næsten for meget for Euclid, der rystede og dirrede. Nervøse tics kravlede fra øjet hele vejen ned i mundvigen og Konrad kunne høre næverne blive knyttet.
”Skal vi gå i gang?”
Euclid havde svært ved at bevare roen, over den måde Konrad gentog hans ord på. Det tog al hans selvkontrol at hive nogle sammenfoldede dokumenter frem fra inderlommen og glatte dem ud foran ham.
Stort set alle linjer på de syv sider som Konrad kunne se, var kildekoden fra en vilkårlig internetside, var mørklagt, så sidens indhold var ukendeligt.
”Du skal lokalisere noget for mig. Noget der kan betyde liv og død for nogle vigtige mennesker.”
”Liv og død. Forstået,” svarede Konrad ugideligt, som om det ikke kunne rage ham mindre.
”Du skal slette det, når du finder det.”
”Slette det. Forstået. Ud fra det her?”
”Ja!” svarede Euclid irriteret og talte en smule højere, end han selv mente han burde. Han så sig forskræmt over skulderen, da en svag stemme rumsterede bag en anden dør, end den de kom fra. Han ventede med spændt åndedræt på, om den ville gå op.
Konrad skannede papirerne med øjnene og fik straks øje på det åbenlyse. Her på disse sider var grunden til, at Euclid havde rejst et halvt tusinde kilometer midt om natten og det var bestemt ikke, hvad Konrad havde regnet med. Det var svært at holde smilet for sig selv og han kom da også til at fnyse et svagt grin ud, som Euclid straks fangede.
”Hvad?” spurgte han nervøst.
”Buddhister tror ikke på skæbnen, vel? Phillip snakker altid om, at vores liv er bundet af de tidligere livs karma, men nogle gange er sammenfaldende simpelthen for tilfældige, hvis du spørger mig.”
Euclid fik et perplekst udtryk over emneskiftet, der tilsyneladende ikke havde noget som helst med situationen at gøre. Det nagede ham særdeles, at Konrad havde skiftet tonen så voldsomt.
Det sitrede i dem begge, men af forskellige grunde og hvis det her var et skæbnens øjeblik, der galt hans fremtid, kunne han lige så godt få lidt sjov ud af det.
Med et dramatisk suk lukkede han computeren i og satte sig tilbage i sofaen med et smørret smil, der ikke var til at tage fejl af.
”Hvor vil du hen med det? Hvorfor stoppede du?” spurgte Euclid forvirret da Konrad samlede papirerne sammen. ”Du har jo ikke nået at gøre noget.”
”Hvis du har holdt øje med mig, så gætter jeg på, at du også har lavet et baggrundstjek på mig. Det vel kun naturligt for en i din position. Har jeg ret?”
Euclids ansigt lyste op i en mørkerød farve og hans hals svulmede op, så han så ud til at blive kvalt i den stramme skjorte. Han var da også var nødt til at løsne den for at besindige sig.
”En i min position?” sagde han med et skævt smil og en synkende bevægelse, der undertrykte al den vold han holdt inde.
Måske var det ikke super smart at holde hans familie som gidsel på den måde, men det måtte være prisen for at tro, at han kunne behandle ham som en nikkedukke.
”Du ved … det du nu går og laver når du ikke lader som om du er en anden. Så burde du også vide, at den eneste familie jeg har, ikke ligefrem er en man kan prale af. Du ville vide at jeg ikke har noget arbejde eller nogen indkomst at overleve på og lever på nåde af min bedste ven. Du har ret. Jeg misforstod hvad du mente, men hvem ville ikke det når du nu går og holder dit rigtige liv hemmeligt.”
Euclid så skræmt ud. Hvordan havde en som Konrad afdækket noget han havde brugt år på at dække over.
”Hv... Hvordan?”
”Ja, det kan ikke være med protokollen. Jeg tror ikke at nogen kunne have opdaget det, om de så havde dit personnummer og din mors fødenavn. Du er ikke typen der laver fejl på den måde, er du vel?”
Hvorfor var det så tilfredsstillende at have ham i sin hule hånd på den måde? Det var jo sadistisk at pine ham unødigt. Manden havde jo ikke gjort andet end at hjælpe ham. Konrad blev pludselig overvældet af skyld over at have besejret ham på den måde. Euclids nerver hang i laser og han var på nippet til at eksplodere i vrede.
Konrad lod blikket falde da spændingen så ud til at kunne trække en hvælving af lyn imellem dem. Derudover ønskede han ikke at vække de andre i lejligheden.
”Jeg kan ikke hjælpe dig,” erkendte han uden at lyve, selvom det var på kant med sandheden. ”Jeg kan ikke hjælpe dig, fordi informationerne du leder efter, allerede er væk.”
Euclid for op og rev den bærbare fra ham og begyndte hastigt at lade fingrene flyve over tastaturet, som om det var en naturlig forlængelse af ham selv.
”Hvad? Hvor? Du nåede jo slet ikke at gøre noget. Hvordan kan du have slettet det så hurtigt?”
”Det kunne jeg heller ikke,” bekendte Konrad og rejste sig op for at forlade stuen. ”Jeg gjorde det for fire timer siden.”
Det var som om nogen havde slukket for lyden da Euclids fingre holdt sine angreb mod tastaturet inde. Hans rullende latter gled langsomt ind over dem begge som en kaskade af dårlige jokes.
”Du er et svin. Ved du godt det?” sagde han og lod den ulmende glæde overtage og gøre ham langt mere venligsindet, end han havde været for blot et minut siden.
”Og du er vist hemmelig mossad-agent,” sagde Konrad og lod alle kort komme på bordet.
”Du har ret,” sagde Euclid, ”jeg tror normalt ikke på skæbnen og det her er da også noget helt andet mere guddommeligt og vidunderligt.”
”Ligger de og sover?” spurgte Konrad og tænkte på den unge pige der sikkert var Maggis søster.
”Ikke Adina. Hun sidder i køkkenet og er meget nervøs.”
Euclid lagde ikke skjul på noget som helst mere og hvorfor skulle han også det? Adina havde sikkert fortalt ham alt, der var værd at vide, men det måtte også betyde at Maggi ikke havde nævnt Konrads involvering.
”Hvordan i alverden har du opdaget al det her? Det er klassificeret langt over top hemmeligt og kun en lille håndfuld er i stand til at opsnuse den slags information.”
”Jeg håber og tror på, at hun kan stole på at jeg ikke siger noget. Maggi altså. Jeg kender hende ikke så godt, men jeg ku’ forestille mig, at hun ikke har det nemt med alt, der er sket. Det er vel kun naturligt at have brug for at tale med andre end sin familie om sådan noget.”
Det var fristende at forlade den aflukkede stue og se til dem. Bare for at sikre sig at de var okay. De var ikke hans ansvar. Det havde de aldrig været. Den hengivenhed han havde næret for hende, var blevet afløst af noget andet og mere og mere åbenlyst. Han havde taget fejl af sine følelser og med Euclids nærtstående sammenbrud over at hans familie havde været i fare, forstod Konrad hvad det var.
Det var ikke en spirende forelskelse eller kærlighed, men medlidenhed der havde drevet ham til at opsøge den rigtige Maggi. Realiseringen havde bare udmøntet sig i den uhensigtsmæssige joke han så taktløst havde spillet over for Euclid.
Han var lidt et svin, men hellere at det var ham end en tilfældig beundrer, der var faldet over Koneko og ikke vidst, hvad han skulle stille op med den viden.
De brugte nogle minutter på at opsummere, hvor meget Konrad vidste. Euclid virkede ikke forurettet og han lovede, ikke at lade det gå for hårdt ud over Maggi at hun havde sluppet, mere end hun burde. På en måde var det lige så terapeutisk for ham, at snakke med en anden om de problemstillinger han stod med, hvad angik så komplekse ting som hemmelige identiteter og skyggespil.
Det viste det sig at Akira var en japansk efterretningsagent under dække i mafiaen med det formål at vælte dem. Missionen trak spor hele verden rundt og Euclid var selvfølgelig også blandet ind i det. Han havde uforvarende introduceret sin søster for sin makker. Sød musik var opstået mellem de to. Noget Euclid ikke selv var glad for. Hun kendte aldrig til hans sande identitet så da han blev slået ihjel, følte Euclid, at han var årsagen til hendes ulykke.
’Kærlighed er ingen ulykke’, havde Adina sagt. Fra den dag af havde han viet sit liv til deres beskyttelse. Selvom det måske virkede mod hensigten at være så offentlig som han var, havde det sine fordele. Det havde taget tid og evne at skabe en falsk identitet komplet med baggrundshistorie. Ideen var at, hvis nogen skulle opdage det utænkelige, så ville de være mere sikre i søgelyset med hans berømmelse og penge, end på egen hånd.
På trods af sine åbenlyse optrænede egenskaber så var Euclid en genial og kreativ mand. Han var fuldblodsnørd til fingerspidserne. At lukrere på sine ideer var noget utallige havde forsøgt før ham, men hvor deres fantasi ikke rakte længere end til robotter og seksuelt udfordrende rumvæsner med tre frontpartier, så havde Euclid formået at gøre genren til noget sofistikeret og intelligent.
”Aiko var kun ti da det skete. Hun tog slaget en del hårdere end Machiko, der trods alt forstod, at Akira aldrig ville vende tilbage. Hun forstod langt mere end det og nøjedes ikke med svaret, vi gav dem. Hun vidste godt, at han ikke bare var blevet påkørt af en spritbilist. Nej, hun opsøgte selv informationen og opdagede hurtigt, hvilken type mennesker han arbejdede for. Kan du forestille dig, hvor tosset Adina blev, da hun opdagede, hvem hendes mand i virkeligheden var?”
Euclid lo og tog let på situationen. Det måtte være et forsvar, han havde opbygget gennem sin ekstensive træning. Begrav følelserne dybt. Hav dem lige under overfladen. Lær dem. Kontroller dem.
”Hun var bestemt ikke meget for at lade en fremmede komme ind og hjælpe os. Mest fordi hun stadig ikke føler, hun kan stole på mig efter alt, der er sket.”
”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor du ikke bare gjorde det selv,” sagde Konrad og undrede sig endnu mere efter at have hørt den historie, hvor han havde set stort på sin egen moral og gjort alt i sin magt. Det ville Konrad have gjort.
”Nok er jeg tidligere mossad, men det betyder ikke, at de ikke holder et vågent øje med min aktivitet. Hvorfor tror du jeg hev jer til side til kongressen? Hvis de opdagede, hvad du ligger inde med, kunne det ændre magtbalancen og det kan jeg ikke tillade. Jeg købte telefonen jeg ringede til dig fra for mindre end en time siden med kontanter. Din computer er bestilt gennem en kontakt jeg har, så det ikke kan spores tilbage til mig. Jeg tør ikke bruge den af frygt for de skal lokke den ud af mig. Forstår du?”
Konrad forstod. For farlig at lade leve. Nok havde han ment det som en joke, men Phillip skulle bare vide, hvor ret han havde haft.
”Så du brugte mig?”
”Undskyld, men hvor langt ville du ikke gå, for at beskytte dem du holder af?”
”Målet helligere midlet?”
”Nogle gange.”
”Plejer det ikke at være korrupte regeringers undskyldning?” spurgte Konrad i spøg.
”Enhver regerings egentlig,” svarede Euclid mere alvorligt.
”Aiko. Machiko. Er det deres rigtige navne?”
Euclid vidste, at for at få Konrads tavshed, måtte han være ærlig.
”Maggi ville bare have at det lød bekendt. Japanerne plejer ellers at gå meget op i navnes betydning og hun brokkede sig altid over, at de ikke kunne skrive det rigtigt. Altid 'Sandt' og 'Visdom', men Kanji er så skide hamrende svært. Medmindre man fortæller folk hvad det betyder, så er der ikke en kæft der ved at det staves som 'Jasmin'. Aiko derimod …”
Døren gik op med en sølle lyd, der knap kunne registreres for det menneskelige øre og Konrad overhørte den da også. Ikke Euclid der varsomt, men trænet kom på benene, længe inden håndtaget overhovedet rørte på sig virkede det som.
”Oji? Oji!?”
Et ildrødt blis for forbi Konrad hurtigere, end han kunne nå at registrere, så hendes ansigt endte som et slørret lys, der ikke lagde mærke til hans tilstedeværelse.
Maggi kastede sig i armene på Euclid, der slog hende tæt ind til kroppen
”Doko ni itteta ka?” udbrød hun dæmpet med ansigtet begravet i hans skjorte. Han strøg hende forsigtigt over håret. Selvom hun næsten lige var stået op, sad det perfekt og skinnede strålende som altid.
”Hey, heey. Rolig tøs. Jeg har aldrig rigtig været væk.”
Tumulten havde sat gang i mere end blot Maggis tårevædede genforening med sin onkel, som ikke havde set dem længe, for ikke at lede uønskede mennesker nær dem. I døråbningen stod Adina, der genkendte ham med det samme, men undlod at hilse og stod med en tilbageholden attitude. Han var en uvelkommen gæst, der lige havde forbrudt sig på privatlivets fred.
”Beklager jeg trænger mig på på denne tid sensei,” sagde Konrad og bukkede så høfligt han kunne for at vise sin respekt ”Tak for jeres gæstfrihed.”
”Drop takterne,” sagde hun køligt og målte ham af på samme måde, som hun havde gjort tidligere. ”Jeg er ikke din lærer herude. Er det din kontakt, du stoler så meget på, Alex?”
”Alex?” Konrad så spørgende på Euclid. Alle de hemmelige navne var ikke til at hitte ud af, men hvis det nu alligevel var, kunne han vel også tage sig et og hans tankerne gled, uden hensyn til situationen han stod i.
”Kontakt?” Maggi vente sig og opdagede nu, hvad der var grunden til at alle var oppe på dette ugudelige tidspunkt af dagen. ”Konrad, hvad laver du her?”
”Jeg sagde jo, at vi nok hellere måtte fjerne det, ikk'?”
Der var så mange muligheder for at gøre et stort nummer ud af det og det var da heller ikke noget, han kunne ignorere, så det var da også med en tilbageholdt latter, at han sagde det.
”Baka,” sagde hun og lod sig omslutte af Euclid igen. Han krammede hende hjerteligt og med eftertryk på lyden af affektion. Som kun et voksent familiemedlem kunne.
”Det’ skidegodt, at se jer igen. I har ingen ide, hvor meget jeg har savnet jer.” Han slap hende og gik over til Adina, der holdt sig mere afslappet, som en families overhoved burde.
”Er det overstået?” spurgte hun nervøst uden at lade garderne falde.
”Længe inden du ringede. Det lader til at jeg har undervurderet Konrad her. Han tog sagen i egen hånd.”
Euclid greb ham ved skulderen og ruskede ham voldsomt, så han følte sig underlegen som et lille barn, der lige havde gjort sine forældre stolte. Det var i hvert fald sådan, han forestillede sig det ville være. Ikke desto mindre var det en ubehagelig bevægelse, der forsmåede ham i deres øjne.
”Det har vi vist alle sammen. Maggi, gå ind og tjek at din søster sover. Hørte, at hun var oppe tidligere. Du burde være lidt mere stille, Alex. Du ender med at vække hele nabolaget.” Hverken vred eller glad kommanderede hun rundt med sine gæster som en general. ”Når I er færdige herinde, så er der te til jer i køkkenet.”
Adina vendte på hælene og forsvandt igen uden at se Konrad i øjnene eller udvise nogen form for taknemmelighed. Maggi mumlede noget, der nemt kunne tolkes som bandeord, men uden sprogkyndighed var det kun tonen, som Konrad kunne tyde.
”Du vil ikke vide det. Tro mig,” forsikrede Euclid ham, efter hun også var ude af hørevidde. Han nåede kun lige akkurat at fange hendes blik, der slog ned og hun rødmede. Sikkert fordi ingen normalt så hende i pyjamas. Piger bliver meget hurtig pinligt berørt, når de er ude af deres rette element, syntes han at have hørt engang.
”Faktisk burde jeg vel ikke vide noget som helst, I har fortalt mig, men det ændrer ikke på, at jeg nu gør,” måtte Konrad konstatere. ”Hvad har du tænkt dig at stille op med mig nu?”
”Stille op med dig?” lo Euclid og klaskede ham i ryggen. ”Du får det til at lyde så dramatisk.”
”Plejer det ikke at være: Du ved for meget. Du er nødt til at dø.” Konrad imiterede en hvilken som helst Bond skurk nogensinde og tænkte, om Euclid ville begå samme fejl som dem og udsætte ham for en langtrukken smertefuld død, han nemt kunne slippe ud af eller lært af lektien og bare give ham en kugle for panden.
”Normalt jo, men noget siger mig, du ikke har tænkt dig at sladre. Jeg ved ikke hvordan du har gjort det, men du har formået at fornærme Machiko uden at blive slået til plukfisk. Det er grund nok til at stole på dig.”
”Så var du der ikke i går. Jeg tror oprigtigt ikke, jeg nogensinde kommer til at spise fast føde igen, efter den behandling hun gav mig.”
”Men her er du alligevel – i live.” Han strakte hånden frem for at mødes med Konrads og udvise sin taknemmelighed. Trykket han lagde i det, emmede da også af sandfærdige intentioner og om en gæld han ikke kunne betale tilbage med ord alene. ”Hvad som helst du har brug for, så siger du bare til.”
Åbningen lå lige til højrebenet, så hvorfor tøvede han? I stedet holdt Konrad grebet fast og forsøgte at samle tankerne om den kattepine han var endt i. Euclid forstod. Selvfølgelig gjorde han det. Han var trænet til at opfange selv det mindste træk og på hans ansigt kunne han læse en roman af bekymringer.
Adina var allerede godt i gang med teen og sad rank og anstændigt som en statsdame og sippede forsigtigt til den skoldende væske. Hun tørrede sig forsigtigt om munden med et lommetørklæde og anerkendte kun lige akkurat deres tilstedeværelse. Uden ord bad hun dem sætte sig til rette, hvorefter hun hældte op til dem og fik dem til at drikke som på kommando. Selv Euclid føjede hende, selvom man burde mene, at han havde en eller anden form for anciennitet over hende i kraft af sit hverv. Hun var storesøster og det vidste han godt. Dette var hendes hjem. Hendes lov.
”Skal vi tage det fra starten?” sagde hun med myndig stemme. Begge rettede de deres opmærksomhed mod Konrad, der havde svært ved at sidde oprejst, nu hvor effekten af den lange nat begyndte at slide på øjnene. Hovedet føltes tungt, men han formåede at holde en bevidst kontakt til Adina.
”Konrad her er …”
”Jeg spurgte ikke dig, Alex!” bed hun af ham. Teen skvulpede højlydt i koppen. Elegant gled det op ad kanten og med en øvet bevægelse begrænsede hun skaden til et lille plask på sin underkop. ”Lad den unge mand selv fortælle.”
Konrad så fra Euclid til Adina og tilbage igen som for at bede om tilladelse. Der var ingen modstand i ham, så uden forbehold fortalte han alt, der havde med dem at gøre – helt fra det første møde med Maggi efter Barthlows angreb. Faktisk før det. Fra Phillips kommentar om den nye pige. Adina stillede ind imellem spørgsmål om hende. Hvordan hun klarede sig i skolen? Skilte hun sig ud fra mængden? Havde andre lagt mærke til hendes opførsel? Først da Konrad fortalte om hændelsen ved tegneseriemessen, blandede Euclid sig og beklagede højlydt, at han ikke havde set hende og hvorfor hun ikke havde opsøgt ham.
”Fordi hun er bedre opdraget end at gøre opmærksom på sig selv, hvis det ikke er gavnligt. Det var det samme der holdt Akira i live i alle de år,” mindede hun skarpt om med en snert af skyld mod sin lillebror.
”Alex, fra nu af er han dit ansvar. Er det forstået?” Hendes dominans var absolut og Euclid bukkede nakken ydmygt. ”Du fortsætter i min dojo, Konrad. Hvis du skal kunne holde noget som helst hemmeligt, er det pinende nødvendigt, at du kan beskytte dig selv, så forvent at din træning bliver intensiveret fra nu af.”
Konrad ville sige noget til det, men det blev kun til en sær bøvs af en lyd.
”Maggi vil personligt stå for din træning, så jeg ved, at du ikke får det nemt. MAGGI! I seng med dig. NU!”
En høj skinger vrissen kunne høres bag døren til køkkenet og det gik op for ham, at hun havde stået på den anden side og lyttet med.
Pinligt, tænkte Konrad. Ikke for hende, men ham. Han havde snakket om alt, der var foregået imellem dem til hendes mor som under et tredjegradsforhør. Euclid undertrykte en trang til at bryde ud i latter. Han måtte også have vidst, at hun stod der, for han reagerede ikke, da hun blev opdaget.
”Guderne må vide, hvad det temperament skal gøre godt for,” sagde Adina. ”Hvis det ikke var for mig, ville hun sikkert ende med at begå mord. Hun ville sikkert have dræbt dig,” sluttede hun tørt og humorforladt.
Uden hende ville hun måske have været en normal teenager, der ikke var trænet til at knuse en mand på sytten forskellige måder med sin lillefinger. Allerhøjst ville hun have været som enhver anden rebelsk pige. Adina mente det selvfølgelig ikke i ordets forstand. Kun at hun havde svært ved at styre sig.
”Er hun stadig otaku?” spurgte Euclid forsigtigt. Konrad vidste ikke hvad det betød, men kunne se, at det havde en vis indvirkning på Adina.
”Du har nok ret,” sagde hun uden at give ham helt ret alligevel. Ikke uden forbehold i hvert fald. ”Jeg forstår bare ikke at hun stædigt holder fast i den kultur, når hun ved hvor farligt det er, hvis nogen opdager hendes herkomst. Hun er rødhåret for pokker. Hun skiller sig for meget ud for en asiat. Jeg lod hende kun tage med til den dumme messe, fordi hun lignede sin søster i det tøj.”
”Kan du huske, hvad far altid sagde?”, spurgte Euclid. ”At den halve sandhed, kun er et halvt liv?”
”Mon dog han mente det så bogstaveligt?” svarede hun igen og satte koppen vredt fra sig, så det dekorerede stel klirrede. Det vakkelvorne bord rystede og fik Konrads tekop til at spilde sit varme indhold ud over hans skød.
”Hvad mener du, Konrad? Kan du fornemme den tvedelte personlighed, der indtrængende opfordrer hende til at klæde sig ud som en dukke og tale til andre som om de var sekstenhundredetals daimyo’er?”
Hun var en vred hønemor, der havde trukket den uskyldige tilskuer ind som en joker, hun troede, hun kunne manipulere om sin lillefinger. Euclid var for respektfuld til at modsige sig søsterens ord, men Konrad havde ikke de forpligtelser. For ham var situationen løbet lidt af sporet. Optil nu havde det været en underfundig rejse, der havde givet ham et bredere syn på livet, skæbnen og ikke mindst kvinder. Det betød dog ikke, at han behøvede at spille bold med hende, bare fordi de havde ham klemt mellem fingerneglene.
”Tryk avler modtryk. Det måske ikke så poetisk og jeg har ingen ide om, hvad otaku betyder. Jeg kan ikke forestille mig, det har ret meget at gøre med voldelige tendenser og afstumpet personlighed, for det er det eneste, hun er kendt for, hvad jeg ved af.”
Adina fik et forarget og bagvendt udtryk. Tænk at nogen havde den frækhed at kalde hende for voldelig og afstumpet, men Konrad veg ikke. Det var kun den halve sandhed vidste han. Det var et halvt liv der var blevet revet til ukendelighed af den anden del.
”Hvor vover du at beskylde mig for at præge min datter på den måde? Jeg burde … Jeg burde …” Et anfald var under opsejling og Euclid havde trukket sig så meget tilbage, han kunne uden at forlade stolen. Hun stod oprejst og stirrede olmt på Konrad. Det var Ikke smart at tirre bjørnemoren i hendes egen hule, men det var noget nær umuligt for Konrad at se til, mens hun forkastede sit eget afkom på den måde. Som om hun ikke var hendes blod værdigt.
Der var ingen gunst at vinde hos Maggi, ved at bryde tøjlerne der holdt moren fra at gå i flæsket på ham. Han ønskede den heller ikke. Det havde taget blot tredive minutter for ham at indse, hvad det drejede sig om. Det var ikke i skyggen af et bodhi træ, at han havde set det åbenlyse. Kostumet var hendes forsøg på at bryde morens tyranniske opdragelse.
Stolen gav sig med højlydte smæld, da hun afkræftet faldt til rette i den. Den overskydende vrede væltede rundt i hende som teen i koppen, til hun igen var tilbage i et dæmpet stadie af selvkontrol, der passede bedre til hendes skønhed og naturlige udstråling. Med et strøg fra hånden anrettede hun sit krusede, gyldne hår, så det sad perfekt og genspejlede de første stråler af solen, der sneg sig ind af vinduet.
”Mener du det samme?” spurgte hun Euclid, der svarede med en mine. Indbyrdes havde de meget andet at diskutere, end Konrad turde blande sig i eller havde lyst til. Denne flig han var blevet revet med i, som han havde åbnet op for, havde brudt en årelang stilhed.
Ironisk at stilhed netop var den efterfølgende reaktion og det største tegn på hendes nederlag.
”Jeg ville bare have, hun var stærk for Aikos skyld,” sagde hun, da det var klart, at det var en diskussion, hun ikke kunne vinde.
”Du har gjort hende stærk,” sagde Euclid, ”men du lader hende ikke udnytte den indre ro, som den fysiske styrke kan give, ved at nægte eller fordømme fristedet hun har i sit eget univers. Hvis hun ikke får konstruktivt afløb, kan hun føle sig tvunget til at søge styrken endnu mere. På et tidspunkt kommer det til en skillevej, hvor de to personligheder ikke kan forenes med hinanden. Hun bliver fortabt i sit raseri. Hun mangler modstykket til sin vrede og den finder hun ikke alene. Akira ville sige det samme.”
Adina fnyste.
”Jer og jeres ulidelige tro. I har alle de her sære udtryk og vendinger til enhver situation, men det var mig, der stod alene efter Akiras død. Beslutninger blev truffet på mine vegne uden mit samtykke og nu har jeg to døtre, der aldrig kan få at vide hvilket menneske deres far rent faktisk var.”
”Elskede han dem?” besluttede Konrad at blande sig. Det var et ømtåleligt emne, så han gjorde bedst i helt at blande sig uden om den smeltedigel, der ulmede som et vågeblus, der var tæt på at eksplodere. Både Adina og Euclid smilede indadvendt – enige.
”Uden tvivl. Han tog hende altid med til de åndssvage stævner. Store som små. Det var ikke fordi hun var særlig god i starten. Tror hun holdt mere af samværet med ham end at vinde.”
Til Konrads overraskelse var det Adina, der svarede og minderne så ud til at bringe et væld af følelser frem i hende. Nogle hun for længst havde glemt eller fortrængt for ikke at smertes af dem.
”Det var også det indtryk jeg fik, da hun fortalte om ham,” fortsatte Konrad, hvis eneste rigtige samtale med hende havde handlet om ham. Den havde sluppet hendes tøjler, hvor tragisk emnet end havde været.
”Vi snakker aldrig om ham. Ikke mere,” måtte hun indrømme skamfuldt. ”Det havde aldrig faldet mig ind, at det måske var det, hun havde brug for. At han var hendes ro. Min ro.” Sidste sætning blev sagt med en sådan bævrende stemme, at hun måtte vende sig for ikke at vise sig svag.
På samme måde som Maggi beherskede hun sine følelser til et næsten umenneskeligt punkt. Kun det skarpe lys der faldt direkte på hendes ansigte, afslørede de våde øjne.
”Idiot.” Hun fortabte sig i det fjerne og lignede uhyggeligt meget Maggi. Hendes holdning fortalte, at hun ikke havde mere at tilføje. Hun havde hverken vundet eller set sig slået. Hun accepteret blot præmissen, som det hele var endt i. Hun gjorde Konrad og Euclid klar over, at hun tog deres ord til sig uden at kritisere dem.
Det var ikke min mening at være en byrde for jer, tænkte Konrad og havde skyldfølelse over at være drivkraften bag vækkelsen af disse ulykkelige minder. Han ville undskylde. Han burde undskylde, så da Adina takkede ham for at have hjulpet dem, blev han slået tilbage. Hans egen beklagelse blev til en komisk latter, der ikke tjente noget formål andet end at udstille ham som en tossegod tilskuer.
”Sagde jeg ikke, han var hæderlig og til at stole på, søs?”
”Du skal ikke kalde mig søs!” bed hun skarpt.
”Nej. Undskyld,” rettede Euclid straks til som en irettesat hundehvalp. Lynene farede fra hende over at blive tiltalt på den måde.
Alt var blevet sagt, som burde siges og Euclid ledte ham mod hoveddøren, da lyset havde sendt alle mørkets væsner tilbage i deres huler.
”Du har brug for andre rammer, hvis du skal fortsætte med dit arbejde. Ring til mig når du får muligheden, så finder vi en løsning.”
Fuglenes kvidre og den kølige morgenluft var noget han så frem til. Øde gader i dagslys gav ham følelsen af at være en del af de levende dødes eventyr – helten i sit eget univers.
På vej ud fangede et par nysgerrige øjne ham fra et af de aflukkede værelser. Han kunne ikke se, hvem de tilhørte, men mente det måtte være Aiko. Hun var den eneste anden i lejligheden, han ikke havde mødt endnu. Hun fulgte Euclid tæt indtil Konrad kom i hendes synsfelt. De mørkegrønne øjne som Maggi også besad borede sig ind i ham med ildhu, men da han mødte dem lige så spørgende, gispede hun lydløst og forsvandt tilbage i mørket, før han kunne anerkende hendes tilstedeværelse.
”Det var ikke planen, at de skulle bo her for evigt, men Adina siger, at pigerne lader til at være faldet til, så det ville ikke være fair at flytte dem igen,” sagde Euclid og holdt fast i Konrad med sit håndtryk, for at sikre sig at kunne videregive, hvad han mente var vigtigt. ”Fremover vil jeg gøre mig umage med at finde tid til dem og jeg ku’ godt tænke mig du var med. Det giver mig også mulighed for at følge dit arbejde tættere.”
Konrad forstod.
”For resten. Hvad er otaku?” spurgte han.
”Det opdager du tids nok. Tror det ville være lige noget for dig faktisk.” Han blinkede og sendte ham ud i det fri som en fugleunge på egen hånd. Flyveklar eller ej var han nu i frit fald mod jorden og han følte, at vingerne var stækket, men det var bare hans åndedræt, der svigtede ham fælt.
Det tog næsten et kvarter at komme ned af trapperne og da morgenen ramte ham frontalt, var det som at bryde vandoverfladen efter at have været nedsunket alt for længe. Phillip var den spirituelle af dem og snakkede tit om denne fornemmelse. At verden var et slør – en illusion han kunne bryde med mantraer og hellige skrifter.
Den virkelige virkelighed var så befriende, at hans øjne slugte alle indtryk. Det måtte være sådan Phillip havde det, når han brægede sin stemme ud i strubesang.
Ingen tanker betød pludselig noget og det var som om, at universet bredte sig for hans indre syn. Det var smukt. Selv bumsen der lå i gyden og sov i sit eget skidt. Verden var smuk og underfundig. Den var mere kompleks og genial i sin opbygning, end han kunne beskrive.
Det var nedslående, da han sank under igen og blev kvalt af sin egen selvbevidsthed og nærvær om sig selv. Det var idiotisk at forlade sig på drømme og håb på den måde og at se sig blind på en varm følelse, der ikke kunne redde dem fra armod. Men smukt havde det været og det var en af de få ting, han ville holde for sig.
Phillip var for længst gået i brædderne, da han kom tilbage. Det så ud som om, at han havde prøvet at vente oppe på ham. I hans hånd lå en håndholdt spillekonsol og spillede lystigt sin musik.
Det var for tidligt til at stå op og for sent til at gå i seng, så Konrad hang i mellemlaget og kunne se både fortid og fremtid smelte sammen i en herlig palet, der nemt kunne være kimen til et ophøjet sind. Phillip skulle lige være vågen og nyde denne stund med ham, men han så ingen grund til at ødelægge hans søvn, der virkede så fredfyldt og uvidende
Normale elever havde undervisning to til tre gange om ugen, men ikke Konrad. Adina havde indtrængende beordret ham til at møde hver dag med undtagelse af søndag. Dagen var ikke til at hvile, men afsat til øvelser der skulle styrke sanserne og gøre ham opmærksom på sine omgivelser. Træningen var den samme som både hende og Alex havde modtaget. Alexander var hans rigtige navn, men på grund af hans utrolige evner inden for matematik og geometri havde faren altid kaldt ham for sin lille Euclid efter Euklid af Alexandria.
Der var ikke gået en uge før Konrad tog ham op på tilbuddet om hjælp og uden tøven havde han skaffet ham en lille etværelses lejlighed nær centrum. Konrad havde ingen ejendele andet end tøjet han stod i, så den første tid var han der slet ikke. Han havde ingen kulinariske kundskaber heller, så han måtte han ty til almisser fra Adinas bord. Det var næsten mere uværdigt end tiden hos Phillip. Som resultat blev han ud over de daglige øvelser sat til at lave mad i hendes køkken.
Hun havde ikke løjet, da hun sagde, at Maggis personlige træning ville være ubarmhjertig. De første uger efterfølgende var så opslidende, at han praktisk taget missede hele månedens undervisning, fordi han sov i timerne. Han kom heller ikke videre med at arbejde på sit eget projekt heller. Der var altid nye greb, nye stillinger, nye bevægelser. Bevægelser der tvang musklerne på overarbejde – dem der aldrig var blevet stimuleret.
Maggi var grov i sin tone og uden empati, når han gang på gang fejlede i at slå fra sig mod hendes brutale angreb. Vildskaben var selvfølgelig ikke den samme som første gang og hun undlod at slå ham helt i stykker, men gjorde det klart for ham, at hun ikke ville gå let til ham, bare fordi han var indlemmet i hendes familie.
At hun havde brugt netop det ord til at beskrive deres forhold, måtte betyde at hun så ham som noget andet end bare endnu en elev. Imellem alle slagene var det en stødpude, han hvilede sig op af.
Hendes behandling af ham verbalt var ikke meget anderledes, når han var hjemme hos dem. Ligesom sin mor holdt hun sig altid rank og behersket – overlegen tilmed – hvorimod Aiko var langt mere det væsen Konrad havde luret ud af Maggi den intime eftermiddag. Hun sagde ikke så meget, selvom hun kun var to år yngre end hende. Hun lignede hende på en prik bortset fra det kulsorte hår. Fregnerne stod mere ud end hos Maggi, selvom det genetisk ville være mere betinget en rødhåret. Ud over det så var de to uendeligt forskellige mennesker.
Aiko opførte sig også anstrengt som Maggi og Adina, men var altid usikker på sine bevægelser og handlinger. Hun sagde heller aldrig noget til Konrad, når han var på besøg. Mon hun hadede, at han var der? Var hans nærvær grunden til hendes usikre holdning, fordi hun ikke kunne udstå synet af ham?
Ingen kendte til at han var blevet indviet i deres liv. Heller ikke Phillip der blot troede at han var blevet for vigtig til at gide være sammen med ham og Nova'erne, når han for hundredende og syttende gang måtte melde fra på grund af træningen, som han heller ikke kunne fortælle dem om.
Der var så lidt tid til at arbejde på programmet, så Euclid foreslog at en af pigerne skulle agere model for, hvad der kunne blive fremtiden inden for kunstig intelligens og avanceret kognitiv teknologi.
”Ano …” sagde Aiko forsigtigt og havde løftet sin hånd. Måske for at tilbyde sin hjælp.
”Hvad har jeg sagt om at bruge det sprog herhjemme?” afbrød Adina vredt og slog hendes hånd ned, så hun rødmede og sænkede sit blik. Det fangede Konrads kort, men det gjorde det kun værre.
Euclid hviskede noget til hende der fik hende til at blusse endnu mere op. Rystende undskyldte hun sig selv fra bordet og for tilbage til sit værelse.
I sit anstændige træk tilbød Maggi køligt, at hun nok skulle påtage sig rollen.
”Perfekt!” udbrød Euclid. ”Så kan han måske også se dit værelse. Du skal glæde dig Konrad. Det er en helligdom af …”
”Nej!” sagde hun skingert med panik i stemmen. Hun så sig varsomt om på alle, der i chok iagttog hendes uvante udbrud. ”Jeg mener … der er ingen grund til at gøre det dér. Jeg er sikker på at Aiko ikke vil have noget imod, vi bruger hendes værelse.”
Euclid var ved at brække sig af grin og det lod til at tirre hende endnu mere. Hun brød endda sin mors dekret og kaldte ham alskens ukvemsord på japansk. Stormende forlod hun bordet og smækkede hidsigt døren til sit værelse bag sig med en sådan kraft, at et stort vægspejl faldt ned og gik i tusind stykker.
Familieidyllen som Euclid ønskede, var ikke mere end en facade, der var opretholdt af falsk høflighed. Jo mere tid Konrad tilbragte hos dem, jo mere gik det op for ham, hvor dysfunktionelle de egentlig var. Han var overbevist om, at det ikke kunne fortsætte for evigt uden et dramatisk opbrud. Et der risikerede at flå dem fra hinanden.
Før eller siden ville det komme til et opgør mellem Maggi og hendes mor. Selvom det ikke var åbenlyst, var der en håndgribelig spænding imellem dem, som tomrummet efter Akira havde skabt. Ingen af dem kunne få afløb for deres ophobede frustrationer. Konrad kunne også tage fejl. Det mest sandsynlige var dog, at Maggi havde overskredet den alder, hvor hun trængte til at komme væk fra de rammer, som forhindrede hende i at blomstre udi den kvinde, hun måske ønskede at være.
Om ikke andet gik hun til opgaven med samme ihærdighed som med sin træning – helt uden at brokke sig. Hun udfyldte skema efter skema med spørgsmål. På blot en uge havde hun registreret mere information, end Phillip havde på to måneder. Da Phillip henvendte sig til Konrad om, hvorfor han ikke længere mente, der var brug for ham på projektet, kunne han ikke sige et ord. Maggi passerede da også forbi dem i skolegangen i selvsamme øjeblik og sendte ham drabelige øjne, da hun overhørte samtalen.
Senere på dagen fangede hun ham alene og pressede ham op mod væggen. Det var ikke et smart træk, når hun i ugevis havde trænet ham til at modsvare præcis den slags angreb. Hans reflekser sørgede da også for, at hun fik sin kamp for med at holde ham på plads.
”Rolig! Jeg har ikke sagt noget,” fik han sagt i et forsøg på at berolige hendes udfarende temperament. Hun slap omgående, sukkede og faldt i en eftertænksom mine.
”Undskyld. Jeg ved godt, du ikke er sådan,” beherskede hun sig. Der var dog stadig små usikre træk, der trængte igennem den mur af iskold luft, hun omgav sig med. Ingen – og det var med eftertryk på ingen – kom i nærheden af hende og de fleste gjorde sig umage med at undgå nærkontakt med hendes kølvand også.
En af Barthlows gorillaer havde i et anfald af mod, som højst sandsynligt var forårsaget af alkohol, forsøgt at rage på hende. Hun havde voldsomt skubbet ham væk, men med ro nok til ikke at følge op. Da han så i vrede sagde, hvad han ville gøre ved hendes familie, var hun gået amok og havde tæsket ham direkte ind på intensiv afdeling. Der blev ikke indgivet nogen anmeldelse, da vidner trods alt havde beskrevet det som et seksuelt overgreb med dertilhørende trusler.
Adina hørte aldrig om det. Konrad havde spurgt Maggi, hvad der var sket, men hun sagde bare, at hvis nogen nogensinde truede hendes familie – og Aiko især – så kunne hun ikke svare for følgerne.
Nok var De to søskende næsten ens i deres udseende på nært hold, men uden kendskab til deres relation var det umuligt at se. Aiko var en anelse lavere også, men det var utroligt, hvad hårfarven gjorde af forskel. Man kunne nemt komme til at tro, at Aiko var adopteret.
Af sammen grund var de blevet placeret i hver deres ende af byen på forskellige skoler. For selvom de var gået til yderligheder for at holde sig under radaren, var det klart for Adina, at når det kom til Aiko, så kunne Maggi ikke styre sig, hvis der var problemer. Desuden var hendes udtale langt værre end Maggis til trods for hendes lynende intellekt. Af samme grund talte hun ikke så meget. Hendes klassekammerater var i den tro, at hun var udvekslingsstudent. Hun kunne ikke gemme sine aner på samme måde som Maggi.
”Ved hun, hvad der er sket? Kender hun til sandheden?” spurgte Konrad da Maggis bekymrede udtryk ikke aftog. Hun rystede på hovedet med en uro og frygt, som ingen kendte til. Måske heller ikke Adina. Dette var en vidåben port ind til hendes komplekse sind og hun stod vagt for, at ingen kom forbi.
Det var i hvert fald, det han troede. I tre måneder havde Maggi gjort sit yderste, for at forhindre moren i at se dem over skulderen, hvad hun skrev om sig selv til Konrads program. Da hun endelig lod ham komme ind på sit værelse, fik han sig et mindre hjerteanfald.
Otaku. Han havde godt slået ordet op og forstået, at det betød: En fan ud over det sædvanlige, men ikke i en sådan grad, at han troede at han var trådt ind i en anden dimension. Dette var Konekos domæne. I sin iver for at leve op til Maggis fysiske krav havde han fuldstændig svedt ud, at hun også var en vigtig del af hendes personlighed.
Den ene væg var forsvundet bag en massiv reol, der strakte sig fra gulv til loft – ende til ende – med manga, anime og samlerobjekter fra alskens serier. Humanoide kampvogne og eksotiske storbarmede kvinder i kamp- og skolepigeuniformer komplet med skydevåben og drabelige kæledyr. Den anden væg var beklædt med farverige plakater og et kæmpe flad-tv, der var sponsoreret af Euclid samt spillekonsoller og en tilsvarende stor reol med spil. Der var ingen seng, men ligesom han havde levet på en futon sommeren over hos Phillip, ligeledes trak hun en ud hver aften. I forhold til dette var Konrad en barbar, som havde sin mellembløde madras stående fremme altid i sin lejlighed. Hvor primitivt.
Allerbagerst i værelset stod en gine. Den var ikke gemt af vejen, men gjorde heller ikke opmærksom på sig selv. På den hang hendes tøj. Konekos tøj. Dragten var så fin og yndig at han straks huskede, hvordan hun havde taget sig ud i den. Gensynet gav ham hjertebanken, men ikke fra hendes nervøse stemme, da hun indbydende tvang ham til at love aldrig, at fortælle nogen om, hvad han så herinde. Antallet af løfter han efterhånden havde afgivet oversteg hans evne til at huske dem alle. Frygten for at han ikke kunne holde styr på dem mere, gav ham lyst til at flygte og nøjes med at kæmpe imod Adina.
Desværre var døren blokkeret af Aiko, der havde sneget sig indenfor. Hun var mere vant til synet, så det var kun ham, som var et stort, måbende spørgsmålstegn af forbløffelse. I midten af rummet stod et lavt bord med et tæppe viklet om, hvor fødderne ville være. Ingen stole passede til, men Konrad vidste så meget, at det meste foregik i gulvhøjde.
”En kotatsu,” mumlede hun forsigtigt, da hun så Konrad stirre på anordningen. Aiko blev fulgt skarpt af søsterens og det tog da også meget selvkontrol for hende ikke at flippe ud.
Havde det været varmt i lejligheden, var det intet i forhold til under bordet. Deres fødder var bare og Konrad syntes det var en majestætisk følelse af luksus. Det var som sugemaller, der gnavede alle urenheder væk. Med teen hun tilbød dem, kunne han nemt forestille sig at falde i søvn hen over og hvile sin misbrugte krop til morgendagens træning ville sende ham helt til tælling igen.
Aiko havde stjålet sig et par tegneserier fra reolen og med en intens koncentration gjort sig bemærkelsesværdig svær at komme i kontakt med. Faktisk virkede det slet ikke som om hun læste og bare stirrede på den samme side i lang tid uden at bevæge øjnene.
”Du stirrer, Konrad,” bemærkede Maggi der sad og udfyldte endnu et skema, han havde udarbejdet. Var det virkelig så åbenlyst?
”Jeg undrede mig bare over hvad det var for en serie. Har aldrig set så … dyr en samling. Den må da ha’ kostet dig en mindre formue,” sagde han i et forsøg på at redde sig ud af situationen. Maggi ville aldrig tillade, at nogen at kiggede på hende – uskyldigt eller ej – så det var smartest ikke at give hende nogen grund til at tro, at han havde skumle intentioner.
”Har samlet, siden jeg var lille, men efter vi flyttede, har det været svært at holde det ved lige. Det er et sørgeligt udvalg I har her og ingen af de rigtig interessante kan købes uden for Japan,” forklarede hun, ”og portoen er rædselsvækkende.”
”De rigtig interessante? Som den hun læser?”
Maggi lo en anelse hånligt med en snert af overbærenhed.
”Hvad er det, du læser? Hvilken genre?” spurgte Konrad og ignorerede Maggis spydighed.
Selvom hun var fordybet i mangaen, kiggede hun straks, men varsomt op og blev en smule rød.
”Shō... Shōjo,” stammede hun og så frem og tilbage mellem de to, inden hun gemte sit ansigt helt igen.
”Tøsehistorier,” sagde Maggi. ”Den der er ikke en af mine, men der er ikke mere plads på hendes værelse.”
”Urusai!” råbte Aiko vredt og havde nær slået teen fra bordet og Konrad måtte kæmpe for ikke at spilde og brænde sin tunge. Euclid stak næsen ind for at tilsigte skaderne og blev nær rendt over af en flygtende Aiko.
”Af en der har sin søsters velbefindende som førsteprioritet, er du ikke særlig sød ved hende,” sagde Konrad en anelse bebrejdende over hendes nedladende tone. Maggi sendte ham skarpe blikke, der nemt kunne slå den sidste smule fysisk overskud ud af ham. I stedet for at følge op med en sarkastisk bemærkning fnyste hun bare, rejste sig og forlod værelset. Euclid stod stadig i døren smiskende.
”De to. Det’ så længe siden, de har haft nogen på besøg, der ikke var fra regeringen eller som beskyttelse. Det’ helt forfriskende, at se dem skændes igen.”
Konrad vidste bedre end at blande sig, når to piger var oppe at toppes. Søskendefejde endda. Han kom til at le og håbede ikke, at de ville høre ham igennem de tynde vægge. Han kunne i hvert fald høre dem i en ophedet diskussion på deres modersmål.
”Tør du virkelig blande dig?” spurgte han og Euclid svarede ved at sende ham store, skræmte øjne.
”Du må klare dig selv, makker.” Og væk gled han som en orm ud af kattepinen. I samme nu kom begge piger tilbage – begge ydmyge – og beklagede optrinnet før. Konrad turde ikke spørge, hvad der var sket og komme til at åbne denne Pandoras æske af komplicerede og uhyggelige skrækscenarier, som hidsige kvinder kunne byde på. En aggressiv Maggi var én ting, men en modbydelig og indædt søskendefejde, turde han ikke blande sig i.
Hvis Maggi var hemmelighedsfuld omkring sit andet jeg, var det intet i forhold til Aikos syv segl af gordiske knuder. Med nøje præcision og omhyggelig planlægning forlod hun kun sit værelse, når hun var sikker på, at ingen kunne se ind. Hun ville vrænge sit ansigt, hvis Konrad kom for tæt på hendes dør og den ikke var helt lukket. En enkelt gang havde han nær fået fingrene i klemme, da han havde troet, at Maggi var hos hende. Selvfølgelig havde han banket på, men også glemt at melde sin identitet, så da døren gik op fik han den lige i smasken, straks hun så, hvem det var.
Hun måtte virkelig ikke bryde sig om ham. Euclid sagde at han var den eneste udefra, som de talte til i en mere normal tone. Man kunne vel sige, at den under omstændighederne var helt venskabelig. Så hvad end had Aiko måtte nære imod ham, så lod hun til at tåle hans tilstedeværelse for en smule normalitet.
De tilbragte som regel tiden på Maggis værelse, men der blev ikke sagt mange ord imellem dem og Konrad følte, at det kun var for at lave lektier eller arbejde, at de var sammen.
Maggi havde brokket sig over, at navnet på programmet faldt sammen med hendes.
”Hvorfor ikke bare kalde den Artificial Intelligence and Cognitive Operations? Det ville du sikkert kunne li', hva?” tjattede hun til Aiko, der undlod at skabe øjenkontakt med nogen af dem. ”Nu har jeg næsten beskrevet mig selv ned til mindste detalje de sidste par måneder. Hvornår begynder den tingest, at svare igen?”
Hun daskede til computeren, som om den var en uregerlig unge, der ikke ville lystre sine forældres ordrer.
”Du burde føre dagbog,” skød Aiko ind. ”På den måde kan den måske lære, hvor ulidelig en byld i røven du er,” hviskede hun hen over integralregning og imaginære tal.
”Hvis nogen er en byld i røven, er det dig. Hvorfor smutter du ikke bare ind til dig selv i stedet for altid at hænge her? Har du ikke noget bedre at tage dig til?” vrissede Maggi.
”Det’ faktisk en rigtig god ide,” måtte Konrad konstatere og blev en smule irriteret på sig selv, over ikke at være kommet på den ide noget før. Det gjorde hende bare endnu mere vrissen. Hun mukkede og lavede en hånlig imitation af dem begge.
Aiko skjulte sit smil, men der var ingen tvivl om, at hun endelig havde fået foden solidt plantet i Maggis mund og at det var en tilfredsstillelse ud over, hvad hun normalt oplevede.
Maggi indvilgede i at gøre det på én betingelse, med en trussel han sent skulle glemme, hvis han nogensinde læste, hvad hun skrev. Han turde slet ikke andet, så han kom til at le en anelse mere arrogant, end han burde og fik en blyant kastet i panden så den efterlod et blodigt mærke, som Phillip kun vagt kommenterede dagen efter. Aiko lo varmt og for første gang vendte snakken fra andet end skolearbejde. Den trykkede tilbageholdte stemning der længe havde hersket, blev pludselig afløst af pjatterier og turneringer i diverse kampspil på Maggis enorme TV til langt ud på natten indtil Adina – og selv Euclid – måtte bede dem dæmpe sig.
Af en meget åbenlys grund var Phillip og ham begyndt så småt at glide fra hinanden, selvom Konrad virkelig ønskede, at tingene kunne vende tilbage til, som det var før. Han savnede sin ven, men på samme tid kunne han ikke tale om, hvad han lavede efter skole, andet end at han arbejdede for Ferrel Euclid. Phillip havde sagt, at han havde storhedsvanvid og efter det holdte han en behørig og kølig afstand til ham. En der kun tog til, jo mindre de snakkede sammen.
Forbandede teenageproblemer. Phillip og ham havde ellers svoret, og indgået en pagt tilmed, at de aldrig ville blive uvenner over trivielle, idiotiske og smålige problemer. Den slags var forbeholdt heppekorspigernes lillefingerløfter, der blev revet fra hinanden og gjorde dem til bitre ærkefjender over en fyr.
Konrad havde ellers foreslået, at de alle i klubben kom forbi ham til en aften fyldt med godt gammeldags nørderi, men alle afslog fordi han hverken havde fjernsyn eller anden underholdning. Det var jo heller ikke ligefrem fordi, han aktivt gjorde noget for at indrette stedet, da han alligevel tilbragte størstedelen af tiden hos pigerne.
På den måde var de blevet en del af hans nye liv. Ikke fordi det var noget han udpræget ville, men fordi han for øjeblikket ikke havde andre. Selvom han snakkede med Maggi mere end nogen anden, var han mutters alene i skolen, fordi hun holdt sin afstand. Til ham og til alle andre også.
I skolen vandrede tankerne og fyldte ham med indgribende inspiration og ideer, som han i sine mest ihærdige stunder aldrig ville være kommet på, men uden afløb var det som en ophobning af uforløste frustrationer, der kun ventede på at sprænge ham indefra.
Uopfyldte behov tvang ham til at udforske dele af sin bevidsthed, han ikke havde troet eksisterede, men som tiden gik – månederne ikke mindst – og de nærmede sig den efterfølgende sommer, havde vreden og irritationen over Phillip og Nova'erne nået sin begrænsning.
Tiden med både Aiko og Maggi og ikke mindst Adina var blevet så familiær, at de nok rent faktisk anså ham som en del af familien på alle vilkår. Konrad følte sig grådig, at ville have mere så han havde forsøgt at lægge bånd på sig selv. Det ændrede bare ikke på, at hans gamle venner havde skåret ham væk, så han dukkede op en eftermiddag, hvor han vidste, at klubben ville være samlet. Denne ene gang løj han for Adina om, hvorfor han ikke var til træning. Han måtte han konfrontere sine venner og om muligt genrejse sin ære som kaptajn, også selvom de ville udstøde ham for evigt.
En forfærdelig stilhed bredte sig blandt medlemmerne, da de opdagede ham og det var blevet langt mere dramatisk, end han havde forestillet sig i sit hoved.
”Phillip, kan jeg snakke med dig?” tog han mod til sig og spurgte. Det var sværere, end han havde troet, det ville være. Over for dem havde Konrad aldrig opført sig så underdanigt. Måden de med vantro kiggede på ham på, beviste at forholdene i klubben havde ændret sig dramatisk i hans fravær. De havde været venner i så mange år, han kunne huske, så hvorfor var det så svært at forklare?
”Er vi venner?” spurgte Konrad, da de stod lidt væk fra de andre.
”Er vi?” spurgte han tilbage. Konrad følte sig svigtet.
”Jeg sagde, det var noget stort. Meget større end mig. Men jeg …”
Phillip så skuffet ud. Nok mest over at være ladt ude af ligningen og han krydsede da også armene defensivt. Med sin træning ville Konrad nemt kunne tvinge dem fra hinanden og det irriterede ham, at han pludselig tænkte det.
”Men hvad?”
Konrad tøvede.
”Men jeg savner virkelig det her,” svarede han og kæmpede for ikke at se ham direkte i øjnene.
”Også mig,” sagde Phillip overraskende. ”Hør, tag dig den tid du har brug for okay, men jeg håber for din skyld, at det ikke handler om en pige. Du ved, hva’ vi har aftalt, ikk'!?” sagde han i et spøgende og imødekommende tonefald.
Konrad mønstrede et lille smil, der ikke afslørede noget som helst. Slet ikke at han delvist havde ret, men ikke på den måde han troede.
At Aiko stod i døren til klubben kunne ikke være kommet på et værre tidspunkt.
”Du tager pis på mig, ikk'?” udbrød Phillip, da hun forsigtigt bankede på og spurgte efter ham. ”Din lort!”
Han lo. Det var ikke forsonligt og der var da heller ikke noget Konrad kunne sige, som kunne forklare det.
”Hvad laver du her?” spurgte han. Hun ville aldrig komme her, medmindre der var sket noget, så Konrad begyndte at svede nervøst og havde straks lukket Phillip ude af sit fokus.
”Ano …” Hun tøvede altid når hun forsøgte at tale mere personligt, eller bare havde noget på hjerte, der ikke nødvendigvis handlede om søsteren eller deres indbyrdes uoverensstemmelser. ”Jeg ville bare spørge, om du ville følges hjem.”
Perfekt, tænkte Konrad, nu ville han blive set som en løgnagtig slange, der gik bag om ryggen på sin bedste ven. Phillip så da også noget forvirret ud.
”Du … du har en kæreste?”