Aiko sagde ikke et ord – meget til Konrads irritation. Hun havde hænderne foran sig med sin taske som vedhæng, hvilket gav hende en ydmyg fremtoning. Hun blev skarlagenrød i ansigtet over Phillips ord, men prøvede ikke at rette misforståelsen ud. En dræbende stilhed der var lige ved at få Konrad til at udbryde i panik, fyldte som tyk suppe. Hvorfor var det så pinligt, at blive at blive sat i forbindelse med en kvinde?
”Arh!” udbrød Phillip pludselig. ”Hvor uhøfligt af mig.”
Han strakte sig i en ubekvem stilling mod Aiko og rakte hende hånden, som hun meget nervøst tog imod og med hans enorme armbevægelser hoppede hun på stedet, så hun blev endnu mere rød i hovedet.
”Har du ikke tænkt dig at introducere os din idiot?” spurgte han kækt til Konrad, der havde en klump på størrelse med en olietønde i halsen. Den var lige sprunget læk og klistrede hans stemmebånd til.
”Øh …” Hans hjerne var slået fra. Nova-medlemmerne havde stoppet tiden for dem og stirrede intenst på Phillip, der var ét stort smil og Aiko der rystede svagt. ”Phillip, det her er …”
”Sumimasen!” peb hun og trak lynhurtigt hånden til sig. Hun vendte på sålerne og forsvandt, inden Konrad kunne reagere.
Phillip så slukøret ud over det lille optrin og det værn mod latterliggørelse han som regel havde i sit blik, falmede og krakkelerede. Han så mod Konrad, der lige så forvirret ikke rigtig forstod, hvad der lige var sket.
”Ai...” prøvede Konrad at kalde, men hun var for langt væk. Phillip smilede sært utilfredsstillende, rynkede panden og så på sin håndflade, som om den skulle holde svar.
”Jeg kan vente,” mumlede han fjernt og knyttede næven beskyttende, ”men du har bare at have en god forklaring, okay!” sluttede han skarpt.
For helvede da også. Det var lige hvad der manglede, tænkte Konrad
”Hør, kom forbi i aften, så fortæller jeg dig alt, jeg kan, okay. Det hele er noget ged, men jeg orker sgu ikke at holde på det hele mere.”
Phillip virkede ikke overbevist, men trak blot på skuldrene og vendte sig for at gå tilbage til gruppen, der med store ører lurede anmassende.
”Fint!”
Fint? Gu’ fanden var det da ej fint. Tonen og holdningen han sagde det i, sammen med måden han verfede ham væk på, fortalte at han var skuffet, vred og ikke rigtig ønskede at høre, hvad han havde at sige. Det var ikke fordi Konrad, ikke forstod ham. Al anderkendelse og respekt i verden blegnede i forhold til det at have sin bedste ven på sin side.
Der var ikke tid til at udrede det nu, så han satte i løb efter Aiko, der sikkert var langt ude på gaden allerede. Der var kun én rute til centrum herfra, der var sikker at gå og det var af hovedvejen, men efter to hundrede meter i løb, var han stadig ikke stødt på hende, så han løb tilbage igen og fandt hende bag en søjle ved skolens hovedindgang. Blikket var fjernt, men hun var tydeligt opmærksom på hans tilstedeværelse.
”Hey, hvorfor stak du af på den måde?” prustede han stakåndet. Sveden klæbede skjorten ubehageligt til ryggen.
”Det kunne misforstås,” hviskede hendes stemme utydeligt.
”Misforstås? Hvilket?”
Middagssolen slog hårdt, så selvom det ikke var formen den var gal med, så trængte en mild migræne sig på og dundrede i tindingerne. Hendes puls var tilsvarende høj, men af andre årsager. Kun det stødvise åndedræt forrådte hende.
”Gomen,” smilede hun falskt og klemte øjnene nok sammen til, at han ikke kunne se tvivlen blive genspejlet. Konrad lo medgørligt for ikke at gøre hende urolig eller føle sig tvunget til at fortælle noget hun ikke ønskede.
”Du ved det ikke er fair ,når du snakker japansk,” sagde han. ”Sku’ vi følges eller hvad?”
Aiko klukkede og kom ham i møde med lette fodtrin mod de slidte trapper med graffiti og flækkede fliser. Hun låste arm med ham, som var de ældste af venner og hvis Phillip så dem nu, ville det udvikle sig til mere end en misforståelse.
Åh Gud! Hvad ville Maggi ikke tro, hvis hun så dem? Han vred sig fri af hendes greb og klemte hende selskabeligt ved skulderen, så det ikke det virkede som en afvisning.
”Du skal heller ikke have det for nemt, vel,” fjollede hun og rakte tunge af ham.
”For nemt? Tager du pis på mig?” brød han ud i latter. ”Hvis der er noget, jeg har opdaget med din familie, så er det, at intet bli'r gjort på den nemme måde. Bare se hvad din søster gør ved mig til træning. Jeg har flere blå mærker nu, end da bøllerne stadig var efter mig.”
Det havde været måneder siden, at Barthlow havde løftet en finger mod ham eller krævet hans frokostpenge. Som regel var det ikke et problem, da han ingen havde, men derfor kunne han stadig finde på at tæske ham. En del af hans træning handlede om selvindsigt og meditation. Den tvang ham til ikke at handle på impulser. Alle impulser og indskydelser der kunne få ham afsporet fra sin selvkontrol, skulle ikke nødvendigvis undertrykkes, men forstås og i sidste ende blive et værktøj der kunne udnyttes mod sin modstander.
Det var lettere sagt end gjort, men Barthlow havde mistet interessen for at give ham slag. Måske var det fordi at Konrad, var holdt op med at svare spydigt igen eller reagere når næven faldt hårdt i nyren eller brystet. Det sidste kunne han takke sin træning for, der havde erstattet hans bløde mave- og rygskind med stenhårde plader af muskler.
”Det ved jeg ikke noget om,” sagde hun flovt. Det var nok ved tanken om, at for at se dem, skulle hun se blottede dele af hans krop, der kun var tilgængelige, hvis han havde langt mindre tøj på.
”Ah!” undskyldte han hurtigt tilrettende. ”Jeg mente bare, at I nok ikke har det for nemt selv.”
Maggi havde gennemgået, hvilke tegneserier der var Aikos og et tydeligt billede af hende havde tegnet sig. Hun var en pige som drømte sig væk i indviklede følelsesplot. Han var selv gået i gang med at læse dem for at sætte sig ind i den verden, selvom kulturforskellen virkelig var til at smage på. Han måtte tage sig i agt ikke at falde over de over-høflige og mange gange detaljerede stemninger og ord, der i en normal verden ikke ville få et ben til jorden. Det, havde han lært, var nøglen til at forstå og komme i kontakt til hende.
Hun svarede ikke på hans gestus og forsvandt ind i sig selv på samme ydmyge måde som før.
”Mor vil ikke give mig lov til at træne sammen med jer, så jeg ved ikke hvor hårdt det er.”
Konrad følte sig pludselig dum over at antage på hendes vegne.
”Hun siger, jeg ikke behøver, så længe I andre er der til at tage jer af mig.”
”Nej, selvfølgelig,” sagde Konrad uden at tænke sig om.
”Jeg er altså ikke en lille pige mere!” råbte hun, skubbede voldsomt til ham og satte tempoet op.
”Hey. HEY! Aiko. Det var ikke sådan ment,” kaldte han, inden hun kunne nå at sætte i løb. Han nåede lige at fange hendes ærme, så hun var tvunget til at stoppe, men hun vendte sig ikke.
”Jeg er næsten voksen, så hvorfor må jeg ikke få lov til, at kunne beskytte mig selv? De lader alle som om, at jeg bør holdes inde og beskyttes bag tykke ståldøre. De tror, at jeg gemmer mig bag tegneserierne, fordi jeg er traumatiseret eller ikke ved noget om, hvorfor vi bliver nødt til at flytte hele tiden.”
”Aiko, jeg …”
”Nej, du vidste det ikke. Det er der ingen, der gør.”
Og det var sandheden. Det var ikke, fordi han ikke ønskede at vide det, men han fornemmede godt den mur, der var sat op imellem hende og resten af verden.
En udboret knallert med højtråbende og hormonfyldte drenge susede tæt forbi dem og de hylede noget, der umiskendeligt lød som en opfordring til korporligt at straffe hinanden seksuelt.
Typisk. Stemningen var ikke ligefrem hyggelig, uden at den også skulle forplumres af infantile slagord, men de formåede at sætte situationen i et passende perspektiv.
Hun begyndte at gå igen og denne gang holdt Konrad hende ikke tilbage, men fulgte bare efter et par skridt bagved.
Gad vide, hvad der gik igennem hovedet på hende. Hun havde altid næsen begravet i tykke bøger om astrofysik og det var ikke den slags spækket med illustrationer og urigtige afbildninger for at vække folks fantasi. Men ud over at hun var mere otaku end sin søster, vidste han reelt ikke noget om hende.
”Hvordan … Hvordan har du det?” spurgte han uden at vide, hvor spørgsmålet ville føre ham hen. Det var et dumt spørgsmål. Det forstod han med det samme. Det burde have lydt: ’hvorfor er du her?’ eller ’hvorfor ville du følges hjem?’. Det havde ikke falde faldet ham ind, at det måtte have taget meget af hende at træde ud af sin tryghedssfære. Så hvorfor var hun her?
”Fint” svarede hun og blev overdøvet af en vind, der tog ved og blæste hendes hår livligt af sted. En glinsende perle dansede langs de tynde mørke strå, fulgte kurven og slap.
”Du burde næsten tage med til klub-møderne. Ved godt det måske ikke er i den kaliber, du selv læser, men de er lidt nogle sci-fi nørder. Måske du kunne lære dem et og andet om rummet og stjernerne og sådan?”
Hun svarede ikke.
”Nu jeg tænker over det, ville det faktisk ikke være en god ide. Ikke mange af dem har nogensinde set en rigtig levende kvinde på så tæt hold før. Kan være de ser dig som et sært, mystisk rumvæsen og vil obducere dig som en dårlig kogt forårsrulle.”
Forkert sammenligning og forkert kultur. Ikke desto mindre lo Aiko og vendte sig. så håret slog hende i ansigtet. Et bredt smil der skjulte noget dybtliggende, mindede ham om Maggi. Deres historie var ens, selvom personlighederne ikke var.
”Vil ikke ødelægge illusionen for dem,” sagde hun, foldede sine hænder på ryggen og satte i trip i et mere muntert humør. ”Rummet er koldt og mørkt. Det er fyldt med farer og uendelige afstande i menneskelig målestok. De ville bare smide mig ud for at være for fagteknisk. Desuden er min accent stadig dum. De ville ikke kunne forstå mig alligevel.”
”Hvad er problemet så? Hvis de ikke forstår dig, kan de heller ikke se hvor overdrevet klog du er i forhold til dem, så det kan kun være til din fordel,” drillede Konrad og mærkede straks straffen for sin platte kommentar med et nakkeslag.
”Pas på jeg ikke fortæller dem, at du har læst mine tegneserier.”
”Tøsehistorierne?”
Endnu et nakkedrag.
”Hey, hey! Sagde jeg, de var dårlige?”
”De kunne jo få de forkerte ideer om dig.”
”Tror jeg de har i forvejen, men den reddede du mig jo fra.”
Aiko blev rød i hovedet igen og bed læberne sammen.
”Det var en misforståelse.”
”Ingen tvivl om det, men du forsvandt jo, inden jeg kunne nå at forklare det. Er jeg virkelig så slemt et parti?” spurgte han med et tykt lag spøg. Aiko fniste med tildækket mund, for ikke at afsløre sit enorme smil.
”Du læser tøsemanga.”
Nu var det hans tur til at rage hende en, men han missede med en mil, fordi hun var så lav i forhold til ham.
”Gjorde det ondt? Luften?” hånede hun hans fejlslagne angreb. ”Måske mor burde tage dig op til genovervejelse. Måske hun endda vil tage mig som elev.” Hun lyste falsk op for at træde og vade i hans fadæse og opildne ham til at følge op. Hun var skarp. Meget skarp. Mere end han kunne håbe på nogensinde at blive og det var en forbandet skam, at hun også var fanget i samme hul som dem.
”Måske du burde …”
Konrad kom til kort. Normalt var han ellers den sarkastiske. Hans mål havde selvfølgelig også været oplagte. Som regel fattede de ikke engang, hvad han kastede i hovedet på dem, men Aiko var en modstander af en anden verden.
”Ahr, ti stille,” mukkede han mopset og karikeret som en fornærmet skolepige som modværge. Det virkede efter hensigten og hun brød ud i en latter så lys, at det lød, som om nogen havde hende i et greb og kildede hende hysterisk.
Efterdønningerne fik dem til at glemme, at de netop var trådt ind i den mere lyssky del af byen, hvor en ung pige som hende, ikke burde færdes i mørke – eller dagslys og høj sol for den sags skyld.
”Var der noget bestemt, du ville egentlig eller havde du bare lyst til at genere mig og mine feminine tendenser?” spurgte han i en mere munter tone.
”Der var ingen hjemme,” svarede hun bare
”Heller ikke Maggi? Hun havde ellers fri for længe siden.”
Ingen kunne lokke hende til svinkeærinder og hun gik altid den lige vej hjem eller til træning, hvilket gjorde, at man kunne stille sit ur efter hende. I dag var ikke en, hun havde træning, så hun burde være hjemme.
Aiko rystede eftertænksomt på hovedet.
”Så jeg tænkte, jeg ville se, hvordan jeres skole så ud og måske støde ind i dig. Vi snakker jo ikke rigtig sammen uden for lejligheden,” sagde hun stille, men med en kontrolleret stemme. Det tog meget af hende at åbne sig op på den måde.
”Der er nu ikke meget at se her. Vi har nok de samme udskud som hos jer. Byen fostrer ikke ligefrem de lyseste hoveder. Tror oprigtigt at du alene, ville kunne hæve den gennemsnitlige intelligenskvotient nok til, at det kan ses på nationale skalaer.”
Brune bygninger fra nittenhundredetallets storhedstid vågede over dem. De var et levn fra en tid før depressionen. Simple mennesker. Simple liv. Simple glæder. Efter hundrede år, et par verdenskrige og opsving og nedture senere var de blevet reduceret til monumenter, som mindede om, at tiden her stod stille. De var fanget mod deres vilje, men imod al sandsynlighed havde de fundet hinanden. To mennesker der ønskede mere, end hvad livet havde budt dem.
Blikket hun sendte ham, sagde det, han altid tænkte. Der skulle ikke meget til.
”Men nej, vi snakker faktisk ikke meget sammen. Hvorfor er det egentlig?”
”Fordi jeg ville blive dummere, hvis vi gjorde?” spurgte hun tilbage i spøg.
”Arrogante tøs. Du lige godt grov, at du ved det.”
Han puffede hende med skulderen, men hun lagde ikke afstand imellem dem.
”Prøver bare at tale et sprog, du forstår, men bli'r nok aldrig så flydende som onee-san.”
”Ja, hun er en uovertruffen mester. Og hårdtslående. Så det er mest sikkert bare at lade hende svine en til.”
”Slår hun dig meget til træning?” spurgte Aiko med en anelse bekymring og medfølelse. Konrad udtrykte sig mere løst og lo da også af sine egne ord.
”Ikke mere end jeg kan klare. Det kan være, det er derfor, du ikke får lov. Fordi du ville stresse hendes ro, så hun mistede besindelsen.”
Hun fniste. Det lod til at Konrad havde ramt hovedpulsåren. Måske var det netop fordi, at Maggi var et brushoved, der blandt fortrolige udtrykte sig mere oprørsk, at Adina ikke ville tillade det.
”Jeg har oplevet det én gang og tro mig når jeg siger, at det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer.”
”Nu skal du være sød ved nee-san,” formanede Aiko strengt og fulgte op med et smil, der fortalte, at hun dog ikke ville udlevere ham til sin søster. ”Det din egen skyld for at blande dig i ting, der ikke kommer dig ved.”
”Ja angående det,” sagde han og ignorerede han hendes trussel. ”Hun snakker aldrig om det kluns hun har stående og ærlig talt tør jeg ikke rigtig spørge.”
Maggi lod stort set ikke sit værn falde, også selvom tilliden imellem dem strakte sig så langt, at de kunne holde hinanden fast i livsfarlige greb og stadig stole på at de ikke kom til skade.
”Så du tror, jeg vil fortælle dig det? Har du da ingen skam?”
”Jo, jeg tænkte bare …”
”Hvis du vil vide det, må du fange mig først.” Hun trippede et par skridt foran og rakte tungen af ham. De lette fodtrin der gav små klik mod de brudte fliser, bød sommeren velkommen og selvom de på den vestlige halvkugle ikke tvang unge til at gå i skoleuniform, så havde Aiko stædigt holdt fast i sin påklædning.
På trods af at kun hendes knæhaser var synlige igennem hendes uniform – en seifuku – og resten af tøjet bestemt ikke fremhævede hendes kvindelige former, var hun langt mere feminin end sin storesøster. Det måtte være Adinas påfund, at hun skulle klæde sig så vestligt og genkendeligt som muligt, for ikke at falde uden for normen, men Konrad foretrak, når de var hjemme og hun dækkede sig mere til. Det var mere ærbart, syntes han.
Den slags tanker burde han ikke have. Specielt ikke om Aiko og han holdt da også igen med at sætte efter hende. Kun fordi han ikke turde overlade hende til sig selv, gjorde han forsøget.
Den mentalt ørkesløse by virkede pludselig mere åben og solstrålende, end han huskede og butikkerne omkring centrum var pludselig ikke længere et sted, der byttede håbløse drømme for et skud lykke direkte i årerne.
Måske var det årstiden, men han så faktisk par på spadsereture med deres barnevogne. De var letpåklædte og havde ansigter, der rent faktisk så glade ud. De reagerede på ham og Aikos færd igennem hovedgaden med langtrukne smil, der hægtede sig fast og satte aftryk på den ellers dunkle tilværelse.
Var det byen eller ham der havde ændret sig? Måske borgerne? Uanset hvad så var han faktisk glad for at bo her og have muligheden for at møde så fantastiske mennesker, som den familie der havde taget ham til sig. De var komplekse og brudte, men ikke knuste. Aikos latter der fulgte hendes løb rundt om forhindringer, som smeltede papkasser og indkøbsvogne smidt på må og få, gav ham et inderligt ønske om at verden gerne måtte stå stille for hans skyld. Bare for en kort stund.
De nåede stedet, hvor han boede og hun lod sig fange af ham forpustet og leende. Hun var ikke nær så let til sved som ham. Perlerne dryppede og var uenig med hans puls. Begge havde de glemt, hvad jagten gik ud på. Begge var de ligeglade.
”Kommer du over i aften? Mor siger, hun vil lave farsbrød.”
”Vil hun eller er det mig, der får lov at stå for det?”
”Kommer du over i aften? Mor siger hun vil få dig til at lave farsbrød.”
”Kegle,” sagde han og bobbede hende på panden.
”Godt det samme. Din mad er langt bedre end hendes.”
”Nu må vi se. Jeg lovede Phillip, at han kunne komme forbi. Vi har ikke ligefrem været på god fod i år.”
Aikos blik sank og hun rykkede en smule fra ham.
”Var det ham, der troede, jeg var din kæreste?”
”Ja. Han er ikke den mest taktfulde, hvad sådan noget angår, men han er god nok. Du gjorde det til gengæld ikke nemt at forklare, men jeg skal nok tage mig af det.”
Hun veg stadig og trak eftertænksomt øjnene over asfalten uden at fokusere på noget.
”Hey, Aiko, hvis du ikke ønsker at blive misforstået, så skal du sige din mening,” kom han hende i møde og forsøgte at trække hendes opmærksomhed op til ham igen. ”Hvis Maggi troede, at der foregik noget imellem os ville hun gøre ubeskrivelige og forfærdelige ting ved mig og jeg har faktisk mit liv kært, så jeg ønsker heller ikke, at der er misforståelser.”
”Hvad bekymrer det dig, hvad hun tror om mig? Jeg er ikke hendes ansvar. Eller dit,” sagde hun lavmælt. Det var selvfølgelig unfair, at se det som et ansvar der skulle passes, når hun havde lige så meget ret til at være sig selv – en voksen kvinde næsten.
Det bekymrede ham selvfølgelig. Mest fordi han vidste, at Maggi ville dræbe enhver, der lagde hånd på Aiko. Også selvom det var kærlige og velmenende hænder. Ansvaret var ikke påduttet af den situation de sad i, men en søsters kærlighed og omsorg. Hvis Konrad ikke kunne leve op til det ansvar også, ville hun dræbe ham uden tøven. Når det så var sagt, så ønskede han at passe på hende også. Alt andet lige var de venner. Uvildige eller ej.
”Jeg …”
”Vi ses senere, okay?” afbrød hun og fremtvang et vemodigt smil. ”Tak, fordi du gad snakke Konrad-san.” Hun bukkede høfligt og traskede væk med hænderne foran sig på tasken som en tung byrde. Konrad stod efterladt med smagen af betændt tandkød, fra alt det lort han havde sagt, som bare havde forværret hendes humør. Hun fortjente bedre end at være en form for velgørenhedsprojekt for sin familie.
Men han lod hende gå og skammede sig over ikke at gøre noget ved det. Han svor for sig selv, at han måtte tage diskussionen op med Adina og måske overtale hende til at lade Aiko træne med dem. Alt andet ville være nedværdigende for hendes intellekt.
Trappen op til hans lejlighed virkede længere end normalt og han besluttede for sig selv, at blive hjemme i aften. Han kunne ikke bære at se Aiko i øjnene efter i dag. Ikke efter at han lige havde gjort hende så trist og antydet, at hun var en byrde for resten af familien. Han var et svin og et iskoldt røvhul.
Fra et andet hul bredte is sig i blodårerne på ham, da han opdagede, at døren ikke var låst. Anstreng trak han forsigtigt nøglen tilbage, for ikke at stålet skulle råbe vagt i gevær for, hvem der eventuelt stod bag døren. Sveden der stadig hang på ham, føltes markant ændret. Hvis dråberne faldt på gulvet, ville de afsløre ham, som de små forræderiske bomber de var.
Hans puls tog til og med en svag rysten, der var fremkaldt af adrenalinet, der strømmede rundt i kroppen, samlede han nøglebundtet sammen. Det var næsten umuligt ikke at få det til at lyde som et orkester af koklokker, der væltede over en græsmark.
Havde han glemt at låse?
”Fokuser,” hviskede han messende til sig selv og forsøgte at genkalde sig sidste gang, han havde været her, men kunne umiddelbart ikke huske, hvad han havde gjort. Han ejede stort set intet, der var værd at stjæle. Hvis nogen var her – Hvis de stadig var her – var han så i fare?
Fokuser.
Havde de set ham med Aiko ud af vinduet? Ville de følge efter hende? Var det nogen der var efter dem og forsøgte sig igennem ham at nå dem? Der var så mange spørgsmål, at han glemte alt om sin træning og blot stod fæstnet til stedet foran døren.
Låsen så ikke brudt eller forceret ud, så måske havde han bare glemt den. Lignede det ham?
Noget i ham ønskede ham at lade lejlighed være lejlighed og så vente til det var mere sikkert. Noget andet ønskede at følge Aiko hjem sikkert, men så ville han måske blive forfulgt. Hvad ville Euclid gøre? Hvad ville Maggi?
Bag døren ville der være frit udsyn fra hele lejligheden til indgangen, så han ville være dårligere stillet, end en der ventede på ham.
Satans som de havde gjort ham paranoid.
Fanden tage det og hans overfortænkte idioti og manglende handling. Hvis de vidste, han stod her, ville de ikke gøre sig selv bemærket. Hvis de ikke gjorde, så kunne han storme og måske skabe sig et overtag.
Blive eller smutte. Så enkle var valgende og med et tilbageholdent åndedrag greb han forsigtigt om håndtaget og ventede et sekund på, at tankerne gad rette sig ind. I en hurtig og enkel bevægelse brast han igennem døren med spændte muskler klar på at møde udfordringen.
Der var nogen derinde. Med adrætte skridt der hvislede over det støvede gulv, han aldrig havde rengjort, nærmede han sig som en snog i græsset. Lyset stod direkte bag personen, så kun silhuetten var synlig. Han så knap slaget, der kom flyvende mod ham og undveg det kun med nød og næppe og formåede endda at gribe overfaldsmanden om håndledet. Desværre blev benene slået væk under ham i det korte uopmærksomme øjeblik. Han bankede med hovedet først ned i gulvet og gryntede højlydt. Det var en nådesløs straf for hans mangel på koncentration.
”Har du intet lært? Du larmer alt for meget.”
”Maggi?”
Han havde nær ikke genkendt hende og i et splitsekund syntes han, at han så Aiko i stedet. Hånligt og skuffet kiggede hun på ham, uden at lade sig mærke af det stramme greb han havde om hendes led. Han havde været så forberedt som muligt, men det havde stadig ikke været nok. Det skulle han nok få at høre til træning.
Skulderen gjorde ondt og han kunne mærke, at han var landet forkert på den.
Pludselig gispede hun og lavede en bevægelse, der fik ham til at tro, at Aiko havde taget røven på ham og løjet om sin træning.
”Er du okay Konrad-kun?” Hun faldt på knæ i sin rød- og sort-blomstrede kimono og bukkede nakken, så hendes sorte paryk dækkede ansigtet. Det faldt så naturligt, at hvis han ikke vidste bedre, ville han have troet, det var hendes rigtige hår.
”Gomenasai!” udbrød hun, da Konrad ikke med det samme fik sat sig op. Det var ikke fordi det gjorde ondt, men fordi han havde brugt så meget energi på at forberede sig på en slåskamp. At den ikke havde varet mere end to sekunder, var underordnet. Desuden var det stive trægulv faktisk ret behageligt ,så det hastede ikke med at komme op.
”Maggi, hvad laver du her … og i det kluns?”
Hendes fingre borede sig ned i knæene og hun tilbageholdte noget – en følelse måske. Ryggen knagede, da han endelig kom på benene, men Maggi blev siddende i en repressiv stilling.
”Kom du noget til?” spurgte han og fik kun en svag hovedrysten som svar. Hun tog imod hans håndsrækning og han trak hende på benene. Først nu opdagede han, hvad der var pinligt åbenlyst. Hun havde rengjort hans lejlighed.
Han havde boet der i over et halvt år uden at have taget sig sammen til at gøre noget ved opvasken, gulvet, ja selv vinduerne, så han havde ikke ligefrem lyst til at være her mere end højest nødvendigt. Selv ruderne skinnede og havde hun ikke pudset dem, ville mængden af snavs have forhindret ham i at blive blændet og måske også det lille optrin før.
”Gomenasai,” gentog hun ydmygt.
”Hvad undskylder du for? Her er jo rent faktisk beboeligt nu, men du burde nok have meldt din ankomst. Jeg kunne jo have kommet til at gøre dig fortræd.”
Han vidste, at hvis han antog, at han skulle være i stand til at skade hende, ville det være for meget for hende at finde sig i og det havde da også til formål at tvinge hende til at reagere mere normalt.
Intet svar.
I et hjørne lå hendes normale tøj pænt stablet i en bunke. Selv hendes BH selvom den var skjult lidt af vejen.
Konrad var forvirret over, hvad hun ønskede at opnå og turde ikke bryde for meget op i den illusion, hun ønskede at skabe, så med en høflig en gestus bad han hende sætte sig ved hans bord.
Ved hans bord.
Det var et år siden han sidst havde set Koneko og Maggi havde ikke en eneste gang snakket om hende. Ginen der udstillede og repræsenterede den side af hende, stod altid i baggrunden og hverken Euclid eller Adina eller Aiko endda, havde noget at sige om det. Selv om det var åbenlyst, at hun måske ønskede at snakke om det. Eller også …
Det slog ham, at netop fordi hun lignede sin søster i udtryk og ord så meget i den silkebløde kåbe, at der så måske var andet end normal søskendefejde imellem dem.
Sådan havde han ikke set på det før, men det var selvfølgelig også først i dag, at han havde haft muligheden for at drage sammenligningen.
”Hvad skylder jeg æren? Kan jeg byde på noget?” spurgte han.
Sådan en chance fik han nok aldrig igen. At kunne drage på erfaringer fra den ene til den anden og måske have lettere ved at komme tæt på dem.
Koneko rystede på hovedet – halvt skælvende. Tog det virkelig så meget på hende at udsætte sig selv på den måde?
”Jeg vidste ikke, hvornår du ville komme hjem så jeg … så jeg gjorde rent.”
”Hvorfor?”
Fordi der var ulækkert og klamt selvfølgelig.
”Som tak,” sagde hun og bukkede så håret ramte bordet og dannede en lille pøl af fine tråde. Konrad undertrykte fristelsen til at række over og mærke hvor virkelighedstro hendes paryk var.
”Tak?”
”Mhmm,” svarede hun stille og stift.
”Den må du lige uddybe,” prikkede han forsigtigt. Hendes øjne flakkede nødstedte frem og tilbage mellem bordets kanter. I et bristende øjeblik så facaden ud til at krakelere.
”I har overholdt jeres løfte om ikke at fortælle nogen, hvem vi i virkeligheden er,” sagde hun kontrolleret.
Konflikten ved at bringe de to personligheder sammen uden at bryde ud af rollen så ud til at tage meget af hende.
”I?”
Hun bukkede høfligt hovedet igen og havde hænderne plantet dybt i skødet.
”Og dog kalder du mig -kun og ikke -san.”
Det var farlig grund at træde på, hvis han ramte forkert og tirrede Maggi. Forskellen på san og kun, havde han læst, handlede om anciennitet og respekt for den man snakkede til. I kraft af hendes alder og den måde hun med lethed havde revet ham rundt på, var det kun naturligt med kun, selvom hun opførte sig underdanigt.
”Ano …”
”Det er okay,” afbrød han, inden det endte galt. ”Jeg er rigtig glad for, hvad du har gjort, men du havde virkelig ikke behøvet. Jeg burde takke jer. I er altid så venlige ved mig.”
Han havde aldrig udtrykket sin taknemmelighed over, at de havde taget ham til sig og det var utænkeligt at gøre det over for Maggi og hendes hårde ydre. Han ville simpelthen virke svag i hendes øjne. Koneko på den anden side, gav ham nu en gylden mulighed, selvom de i grunden var en og samme person.
De undgik hinandens blikke til lyden af negle der fjernt kradsede i lakken på det slidte spisebord med plads til to.
”Det var ikke derfor, jeg kom.”
”Håbede jeg heller ikke på. Her er jo direkte sundhedsskadeligt. Burde have ringet efter en professionel for længe siden.”
”Her er ret klamt, ja,” fremtvang hun gennem øjne og et skævt smil, der afslørede hvem der lå under det tykke lag af make-up og brede, sorte vipper.
Tilbagelænet betragtede han hende på samme arrogante måde, som hun altid gjorde – for at udligne og ikke virke blødsøden. Hun fnyste med et skævt tilfredst smil og sænkede ansigtet igen, for at skjule den glæde hun følte over at se sig selv forstået til en forandring.
Hun rejste sig og vendte sig væk for at koge vand på en elkedel, alt imens Konrad tænkte på, om hun havde sit lolita-kostume på under kimonoen.
Med to spisepinde spændte hun håret op i en knold, så det ikke kom i vejen for den te hun bryggede. Mest af alt ønskede han at flå tøjet af hende og smide det gamle over, men han føjede hende af respekt. Der var noget hun forsøgte at fortælle, ved den måde hun opførte sig på og at tvinge hende til noget andet ville være mere end uhøfligt. Det ville være en krigserklæring.
Lige nu var han herre i huset og kunne gøre med hende hvad han lystede og det forventede hun tydeligt, ved at bruge tid på at tage de ekstra skridt det tog at nå om på hans side og skænke den skoldende te op.
Først da han bukkede anerkendende, drak hun selv af sin i små slurke for ikke at virke grådig. Tværtimod opførte hun sig taknemmelig.
”Aiko spurgte forresten efter dig. Hun undrede sig over hvorfor du ikke var hjemme. Jeg tror, hun måske er bekymret.”
Koneko så op med udspilede øjne og stødvise gisp. Hun sank igen mens læberne mimede nogle ord.
”Er … er du bekymret?”
”For hvad? Hende?”
Han kunne næsten ikke se, at hun nikkede, men håret der bølgede svagt afslørede det.
”I bekymrer mig begge to. Faktisk så ligner du hende lidt med det hår. Det umuligt ikke at genkende hende i dig også, selvom I er så forskellige. Nu vi er ved emnet …”
Normalt når han var nervøs ville hans ben hoppe ukontrollabelt. Rastløse ben. Han havde læst en artikel, der betegnede det som en sygdom, som kunne kureres med medicin. Det var vanvittigt at gøre det til et større problem, end det egentlig var, men lige nu ville han give hvad som helst for at have nerverne i orden. Koneko så ud til at beherske sig selv bedre.
”Hun … jeg tror … hmm …”
Hun ønsker at være lige som dig. Mere fri og kunne tage vare på sig selv.
”Hvad gemmer hun på sit værelse?” sagde han i stedet i mangel af passende fraser, der kunne gøre hendes væsen ære.
Hun opdagede også tvivlen, men svarede blot stille og lydigt.
”Det samme som mig.”
”Hun er bare mere hemmelighedsfuld end dig.”
”Mere?” knækkede hendes stemme over.
Var det fair at lave sammenligningen? Hun syntes ikke at mene det og det var den lille åbning, der lod ham komme indenfor og igennem ansigtet hun satte op.
”Eller er det kun fordi, jeg opdagede dig?”
”Opdagede mig?”
Spillede hun bevidst uvidende?
”Ja dig, Koneko.”
Rolig og tilbagelænet med det ene ben over kors sippede han af teen og så afventende over kanten på koppen.
”Var det nogle af dine veninder du var sammen med? De virkede i hvert fald til at kende dig.”
”Bekendte,” kortede hun mere af, end hvad hun lod til at ønske.
”Bekendte? Af dig eller Maggi?” spurgte han så køligt, nerverne tillod ham. ”Jeg kan ikke forestille mig, at det er nogen fra vores skole. Maggi lader ikke til have nogen, der tager hendes parti.”
Hendes kæbe bævrede. Det var ubehageligt at opføre sig på den måde, men når det kom til stykket, så kendte han hende ikke så personligt, som man måske kunne ledes til at tro, så han følte sig nødsaget til at behandle Koneko og Maggi som separate. Han ignorerede fuldkommen, de sårende ord han udgød i håbet om, at hun ville reagere og fare ud imod ham. Gerne fysisk.
”Tager I … hendes parti?” spurgte hun og satte koppen fra sig, så den klirrede nervøst.
”Hvordan kan jeg? Hun lader mig ikke komme tæt på. Jeg kender hende jo ikke.”
”Hvad … hvad er dit … indtryk?” Det sidste ord blev sagt så lavt, at hun måtte have tvunget sig selv til at holde andet end frustration og vrede over hans sårende ord tilbage.
”Hun er bange. Bange for at vise sit sande jeg. Jeg tror hun gemmer, hvem hun virkelig er for ikke at virke svag, fordi det måske er forventet af hende.”
”Hvem hun virkelig er?” spurgte hun søgende og søgte ham bedende med øjnene.
”Det er det, jeg ikke ved.”
Koneko rejste sig op og undskyldte sin utidige uforskammethed. Med små skridt og en næsten svævende bevægelse, der fik hende til at ligne en lys engel, gik hun sig over til tøjbunken.
Ud af sin taske tog hun computeren, vendte tilbage til ham og placerede den foran ham. Hun blev dydigt stående bag ham uden at sige noget og afventede hans træk.
”Det er ikke ligefrem tidspunktet til at arbejde nu, Maggi,” sukkede Konrad og klappede skærmen modløst i, men vidste, at det ikke var derfor, hun var kommet med computeren. I den lå hendes dagbog og helt sikkert også et svar, men selvom Koneko gav ham lov, så turde han ikke drage ind i hendes underbevidsthed.
”Jeg beder Dem. I har selv lagt op til det.”
”Nej Maggi! Det er en åndssvag leg det her. Vil du ikke venligst bare et øjeblik tale til mig som du plejer? Slå mig hårdt og sig jeg er en idiot for ikke at slå igen,” sagde han irriteret med hævet stemme og rejste sig resolut op.
Hun trådte forskrækket nogle skridt tilbage, idet stolen røg tilbage og væltede. Med behersket ro samlede hun den op og trykkede den mod ham forsigtigt som for at bede ham om at sætte sig igen.
”Det er ikke dig det her,” sagde han vredt med hænderne plantet solidt i bordpladen.
”En del af mig,” svarede hun svævende i grænselandet mellem Maggi og Koneko. I sin kimono der sad stramt spændt af koshi himo-bæltet, så længden ikke fik resten af kåben til at slæbes over jorden og trevles, smilede hun forsigtigt for ikke at opildne sin herre. Datejimens sløjfe var pænt skubbet under den og obi makuraens lille pølle holdt sløjfen bagtil flydende. Hendes hvide sokker kom kun til syne, fordi hun strakte benet lidt unaturligt for at åbne op for den bærbare igen fra sin plads bag ham. Det hele var et vidnesbyrd om, at hun var gået til yderligheder for at tage sig sådan ud her i dag – hos ham.
Da hun åbnede op for rod-destinationen og Konrad så den anden fil, den han havde glemt alt om, følte han sig umådelig dum.
Koneko.
Ord var hans våben – nogle hun ikke var vante at kæmpe med. At hun uden at bruge nogen overhovedet havde sat ham på plads, måtte betyde at hun tog ham seriøst. Også selvom det ikke altid virkede sådan.
Hun tilgav hans optrin uden at sige noget og lod i stedet hånden stryge hans skulder, inden hun fandt sin plads bag ham igen.
Hun duftede af kirsebær – hendes personlige varemærke –, men ikke nok med det så havde hun også brugt noget, der mindede om det til at rengøre med. En lille dunk ved siden af tøjet afslørede, at hun bevidst havde taget det med. Hun havde bevidst forsøgt at gøre rammerne så indbydende som mulige. Hun havde planlagt, at de kunne være alene og at han ikke skulle være i tvivl om hende hensigt.
Overlagt mord var, hvad det var.
”Du skulle ikke have set det,” forsvarede han sig.
”Men det var vigtigt nok til, at du valgte at gemme det?”
Hovedet på sømmet.
”Vigtigt for dig også?” spurgte han og skammede sig lidt.
Koneko nikkede anstændigt og pludselig var hun fruen – dukkeføreren bag sin mand. En hybrid imellem den fyrige kvinde og tempererede, mørkhårede skønhed. Fremtoningen var unik og Konrad behøvede ikke engang at kigge direkte på hende for at mærke forandringen i hende – og i ham.
”Du behøver ikke at lade som om, Maggi,” sagde han og kunne mærke klumpen i halsen forsøge at tage vejret fra ham.
Vigtigst for hvem?
”Hvis det skal virke efter hensigten, bør alle variabler tages i betragtning,” remsede hun indlært op.
”Har Aiko sagt det til dig?”
Hun blev stiv og ængstelig og blikket flakkede igen. Havde han kunne se igennem den hvide sminke, ville han sikkert have set et højrødt ansigt.
”Hun har ret og hun har ikke ret. Tør du vove et gæt, hvorfor?” spurgte han.
Hendes munden spidsede til og panden rynkede. For et år siden ved træet havde hun båret en tung jakke, klemt den tæt om livet og givet ham præcis samme udtryk. Det slog ham, at hun måske havde haft et lignende sæt tøj på under, for det var bestemt varmt den aften. Havde hun dækket sig til, for at være i stand til at sige de ting hun ønskede, uden at han fattede mistanke?
”Om det kommer til at virke efter hensigten, ved jeg ikke, men hvis det gør, så er du allerede en stor del af systemet.”
Hovedet gled på skrå og hun brød karakter en anelse.
”Derinde.” Han vendte sig mod hende og lagde forsigtigt en finger på hendes pande. Øjnene skelede for at se spidsen og læberne skiltes spørgende og uintelligent. ”Og herinde i computeren. Hvis resultatet er det samme, burde du også være til stede et sted i strømmen. For min skyld …”
For min skyld?
”For min skyld behøver du ikke klæde dig ud.”
Løgn og latin. Hun er bedårende.
For alt i verden måtte hun gerne give ham bare en bid af den type opmærksomhed til dagligt.
”Men du klæder dig ikke, ud gør du vel? Det der er ikke Koneko, vel? Det er dig.”
Det var overkompensation i en grad, at han havde overset det faktum, at det ikke var lolita-kostumet hun havde på, men en traditionel og yndefuld Hōmongi. Han ville ikke prale af sin viden, men han havde da sat sig ind i de forskellige dragters betydning nok til at kende forskel på Iromuji og Komon og igen Komon fra Hōmongi. Det handlede om mønster, detaljer og et halvt dusin andre indviklede sociale omstændigheder. Der var forskel på, om man skulle til te-selskab, på restaurant eller til bryllup.
”Der er noget jeg gerne vil vise dig, Maggi,” sagde han endeligt – med eftertryk på hendes navn – og rykkede stolen, så hun kunne komme til.
Der var ikke meget plads, så hun klemte sig en anelse op mod væggen. Konrad bemærkede det ikke, fordi han var for opsat på at vise hende frugten af deres arbejde.
”Der mangler stadig en ordentlig grænseflade, men den burde fungere.”
Interesseret lænede hun sig akavet ind over tastaturet for at se, hvad han mente. Håret strejfede hans kind. Det var blødt, men havde ikke samme kvalitet og euforiserende effekt som hendes rigtige.
’HVAD ER DIT NAVN?’ tastede han grundigt ind. Det var utroligt, at der trods alt var i omegnen af to hundrede megabyte data i den ene mappe, der var tilegnet Machiko. Hun var virkelig gået til opgaven med omhu.
’Mit navn er Maggi. Hvad er dit?’ Svarede den efter nogle sekunders betænkningstid.
Maggi fniste.
”Spøjst.”
’MIT NAVN ER KONRAD.’
’Hej Konrad.’
Det var ikke meget, men det var en start og han vidste, at hvis han spurgte længere ind, så ville han kunne få uddybende svar. Det var dog ikke formålet med den lille demonstration.
’FORTÆL OM DIG SELV, MAGGI.’
’Uhøfligt, vi kender jo ikke hinanden.’
”Jamen jeg kender dig da,” sagde hun og skævede skeptisk til Konrad.
”Ja du gør, men hun gør ikke. Vent og se.”
’JEG ER KONRAD OORT.’
’Jeg kender en, der hedder Konrad Oort …’
”Der kan du bare se.”
”Sugoi!” måbede hun.
”Ja det er lidt sejt,” sagde han og lo indforstået, ”men lyder det som noget, du kunne finde på at sige?”
”Måske. Må jeg?”
”Selvfølgelig. Det er jo dig.”
”Spørg, hvad hun har lyst til at lave, når hun bliver ældre.”
”God ide,” indrømmede han. ”Det vil give et pejlemærke, om hun er i stand til at sammensætte data ud fra dine svar.”
’HVAD HAR DU LYST TIL AT LAVE NÅR DU BLIVER ÆLDRE, MAGGI?’
Et lille timeglas begyndte at rotere og svaret udeblev længe. I et sekund eller to frygtede Konrad, at programmet var crashet på grund af overbelastning fra datamængden, præcis som når den forsøgte at samle dem fra internettet.
’Vil jeg ikke svare på,’ kom det endelig og han sukkede lettet, men forvirret.
”Sært.”
Konrad så på Maggi efter svar. Hun smilede for sig selv, hvilket måtte betyde, at noget var riv rav ruskende rigtigt.
’HVEM ER KONEKO?’
”Hey, det ikke fair,” bed hun, men han havde nået at trykke Enter og beskeden var allerede sendt. ”Tag det tilbage. Luk programmet!”
’Har jeg ikke lyst til at svare på, Konrad Oort. Ikke til dig …’
”Ikke til mig? Måske hvis jeg udgav mig for at være dig?” sagde han og overhørte hendes bøn.
”Ej lad være,” hylede hun og fik klappet skærmen voldsomt ned over hans fingre.
”Arh! Ufh! Satans! Maggi, for dælen da. Hvad tænker du på?”
”Du ville ikke lytte din idiot!”
Hans fingre pulserede og havde rifter i en lige stribe hen over ledende, som om han havde kødringe på, men det var hende, der hev hænderne til sig, som hun gemte inde i dragten. Hun bakkede væk fra ham og forsøgte at komme væk. Der var ikke ligefrem overflod af plads, så hun pressede sig forbi ham og kom til at vippe på hans stol, så to af benene lettede.
”Ahhh.” Det sved stadig, men han ønskede ikke, at hun skulle gå. Ikke uden at han nåede at forklare sig selv. ”Ma... Maggi. Vent …”
Han forsøgte at gribe fat i hende, men fingrene var for ømme og stive – måske endda brækkede. Uheldigvis fik en af dem fat i en løs tråd på hendes dragt, og balancerende på grænsen til at vælte blev han hevet yderligere diagonalt, indtil tyngdekraften tog over og rev ham nådeløst ned med hende hvinende efter sig.
Loftet kom ikke til syne. Noget ramte ham frontalt og trykkede næsen flad.
’Vær opmærksom på dine omgivelser,’ sagde Maggi altid, når hun for to hundrede og syttende gang med lethed markerede et dødeligt slag i nakken til træning. Smidig og smuk. Ikke som nu. Kluntet og tung.
Meget tung. På hans ansigt. Tung og fugtig. Dødvægten og hans ømme fingre forhindrede ham i at rykke sig. Mørket og den sødlige duft pressede sig på og gjorde vejrtrækningen besværlig.
”Mmmhmmmmhm,” brokkede han sig og greb op for et fjerne hende. Silken gjorde det problematisk at gribe fat og fingrene gled uhjælpeligt.
Vent, det er ikke silke.
Et par tunge hænder pressede sig ned lige under brystkassen og i hans holdt han …
Han stemte imod og mærkede en svag rysten i hendes ben, der magtesløst havde bukket under. Havde hun slået knæene?
”Mflyt figh,” fik han gispet og et gisp var præcis den mest relevante reaktion, ved det syn der mødte ham.
Nu var det hans tur til at miste kræfterne og med et blødt dunk faldt hendes skridt tilbage i ansigtet på ham.
Åh nej, åh nej, åh nej! Ikke godt. Normalt ville hun tro, at han bare var en kejtet idiot. Det her var meget værre og selvom det var et hændeligt uheld, kunne det kun misforstås. Mangel på handling, mangel på styrken til at få hende væk i tide, kunne give indtryk af, at han udnyttede …
Var det ikke det, hun ønskede? Var det ikke derfor, hun var klædt sådan?
Nej!
Da han endelig fik presset hende af sig, hang duften ved som en hinde over hans ansigt, men det var hende, der havde svært ved at holde stønnende tilbage – skrøbeligt som en porcelænsdukke.
Hun lukkede benene tæt og dækkede sig selv til med et stykke af tøjet, der var blevet revet ud af form. Hun krøb sammen og indfriede ikke hans forventning om, at blive hakket til blods for sin uanstændighed.
Pinlig tavshed var en underdrivelse. Til lyden af hendes undertrykte klynk, der knap kunne høres, fordi hun blokerede munden skamfuldt med hånden, prøvede han desperat at finde på noget at sige.
Hvad som helst! Please, hjerne, gør et forsøg. Alt andet end det her.
Hun så op, men det var ikke Maggis våde øjne han mødte. Hånden var solidt plantet for at dække de mere intime steder og selvom der intet var at se, kastede hun sig på knæ foran ham.
”Makoto ni moushiwake gozaimasen deshita!”
Han burde virkelig tage sig sammen og lære noget japansk. Det var begyndt at blive pinligt, så lidt han kunne gøre ved deres udtryk. Ordene forstod han ikke, men det var tydeligt, at hun følte sig skamfuld og at det var hendes skyld, de var havnet i en så kompromitterende stilling.
”Nej,” hviskede han og førte forsigtigt hendes ansigt op. Hvis nogen skulle føle skam, var det ham for stadig at bemærke aftrykket på næsen. ”Du skal ikke gemme dig. Du behøver ikke. Ikke fra mig.”
For min skyld.
”Gemmer mig ikke,” peb hun, mens floder udvaskede hendes mascara og gjorde ansigtet til et miljømæssigt mareridt. Greenpeace kunne med sekunds varsel bryde døren ned og erklære hende for en miljøkatastrofe, hvis han ikke gjorde noget snart.
”I så fald er du ikke sådan lige til at finde.”
Han tørrede det værste fra ansigtet og lagde mærke til de bittesmå fregner, der tittede frem – præcis som søsteren.
De kunne være tvillinger. Synet forvirrede ham og uden at tænke over det, trak han nænsomt parykken af.
Hvad leder du efter?
”Jeg kan ikke …” Hendes stemme knækkede. Håret løsnede sig naturligt, nu det ikke var fæstnet af det indbyggede net i parykken og det faldt med et lydløst piskesmæld.
”Du behøver ikke,” sagde han beroligende.
”Jeg kan ikke … være som hende.”
”Hende?”
Som Koneko?
”For hendes sikkerheds skyld. Men jeg er ikke stærk nok.”
”Aiko?”
Årelang øvelse havde holdt hendes ryg rank og sat den i spænd, så hun ikke behøvede at spekulere, om hun nu også huskede at tage et modigt ansigt på hver morgen.
Helt uden tøjler brød hun sammen under den minimale vægt, han havde tvunget på hende. Akkumuleret over tiden selvfølgelig lå der mere end blot et ønske om at være en klippe, som hendes mor ønskede.
Hun var som flint – skarp og med takkede kanter. Et enkelt slag det helt rigtige sted og hun ville splintres. Sugi-træet med sine stedsegrønne og opadvendte grene havde vejret stormen længe nok. Den var det mægtigste af sin slags, så dens fald ville give genlyd længe efter at stammen var knækket.
”Du skal ikke være som hende.”
”Men … jeg vil gerne,” hulkede hun.
”Hvorfor?” spurgte han dumt og glemte fuldstændig, at hun alt for tidligt var blevet voksen. Hun ville gerne være som sin søster, fordi hun havde noget Maggie var gået glip af. En barndom.
”Forskere siger at rødhårede om fyrre år vil være i fare for at uddø. Genet for rødt hår og grønne øjne …” Han sikrede sig, at hun så direkte i hans, da han sagde det. ” … det er recessivt. En skam at noget så unikt drukner i det ordinære hav. Bare se på mig. Fesent hår der spalter. Bleg. Gråbrune øjne. Hvem fanden gider se sådan ud?”
Det var et ynkeligt forsøg på at muntre hende op – mest fordi det var en skrøne, men det var ikke helt uden virkning.
”Aiko har også grønne øjne,” sagde hun modløst og pillede sig selv ned.
”Det er ikke det, det handler om, vel?”
”Jeg har ikke haft tøjet på siden vi tog fra Yokohama. Aiko går dagligt i uniform, fordi det er naturligt, men hvem ville tro, jeg havde rødder derfra. Jeg er en genetisk vandskabning.
”Har du set, hvordan fyrene kigger efter dig?” kom det uden varsel fra hans mund.
”Og den første der inviterede mig ud, viste sig at være en sociopatisk voldspsykopat,” svarede hun prompte.
”Ja, forbandet dit gode udseende. I det mindste er du ikke en hjælpeløs Helena, der blot ser til mens hele verden går i krig i dit navn. Du er mere …”
”Tomoe Gozen?” spurgte hun og lysnede svagt.
”Tamagochi?”
”Tomoe Gozen,” sagde hun fnisende.
”Atchu?” drillede han, men vidste stadig ikke, hvad hun mente.
”Baka.”
Slaget var uden styrke, men det var i orden. Også at hun kaldte ham for en idiot.
”Tomoe Gozen var en samurai kriger kendt for sin styrke og …” Hun tøvede og rødmede igennem den udtværede make-up. ”… og skønhed. Hun kæmpede imod dæmoner og guder med styrke som tusinde krigere på heste, der end ikke var redet til.”
”Lyder som hårdt arbejde. Kan lige forestille mig de lægmuskler, der skal til. Startede hun et stutteri efter at have nedlagt en løbsk drage … eller flyvende slange … eller er det kineserne, der tror på den slags?”
”Idiot.” Slaget var hårdere, men stadig vel ment. Hun tøvede med at trække hånden tilbage og Konrad klemte varsomt en falsk latter ud. Hjertet hamrede pludselig i galop på en måde, som uheldet før ikke havde sat i gang, selvom ligheden havde været mere passende.
”Hæ-hæ,” gryntede han og kom lynhurtigt på benene. Enhver tanke der kunne lede ham i den retning, turde han ikke forfølge i så løse bukser.
Alt blev møjsommeligt stillet på sin retmæssige plads, indtil det kun var Maggi på gulvet, han havde overset.
Hun afventede ham i en stilling, der fik hende til at fremstå i hans magt. Hun gjorde sig ikke bemærket ved at bede om hjælp, så meget som hendes krop antydede.
”Jeg har altid set dig som en kriger. Fra første gang jeg mødte dig,” sagde han, da han ikke kunne ignorere hende længere.
”Du har kun set mig sådan,” svarede hun underdanigt.
Hun støttede med armene på en facon, der accentuerede hendes naturlige former og den løsnede kåbe overlod ikke meget til hans fantasi, som kunne ignoreres.
”Er jeg ikke også andet?” spurgte hun med hævede øjne så det hvide skød frem under den isblå, men kunstige iris.
”Andet?” Der sad en klump på tværs af luftrøret, som han ikke kunne sluge, fordi det så ville få hende til at tro, at han tænkte netop det, han gjorde. I stedet stod han og så uvidende ud med en puls på to hundrede og fyrre.
”Mhmm,” svarede hun og trak hun pinen længere og mere sukkende sødt ud, uden at tale som den forførerske der lige nu indtog hendes krop.
Reddet af gong-gongen. Tunge slag på døren gav ham tyngde, så han igen kunne mærke fødderne mod det slidte trægulv. Lakeret eller ej så sørgede han for aldrig at have sokker på, da de som regel blev revet i stykker af knaster der stak ud. Han burde banke dem på plads.
Maggi blev pludselig også varsom og dækkede sig til, kom på benene og trådte om bag ham.
”Venter du nogen?”
”Phillip.”
”Din ven?”
Det var et pisse dårligt tidspunkt. Dårligt af Konrad at glemme sin aftale. Dårligt at han ikke havde taget hånd om det tidligere og sendt Maggie hjem.
”Har du tænkt dig at åbne?” hviskede hun i tilfælde af at Phillip ikke allerede undrede sig over, hvorfor ingen svarede. Dyrebare sekunder gik og gjorde situationen mere og mere pinlig, hvis Konrad ikke snart gjorde noget.
”Øh …”
”For guds skyld da!”
Hun rev parykken fra ham og tog den på igen.
”Øjeblik!” kaldte hun og rettede sit eget hår ind under. Hendes øvede bevægelser fik Konrad til at tænke, om hun måske havde den på derhjemme, når hun var alene på sit værelse.
”Whaa...?” Phillips stemme var kun lige genkendelig igennem den sprukne dør, der seriøst trængte til en oliebehandling.
Med voldsomme armfagter sendte Maggi Konrad af sted for at tage sig af det, mens hun selv vaskede det værste mascara og makeup væk på hans minimale badeværelse, der ikke havde vinduer. Den tidligere lejers uforholdsmæssigt store nikotinbelastning havde gjort fliserne gule og der lugtede som om, at en rotte lå død i afløbet.
”Åbn nu,” mimede hun irriteret.
Ville hun have ham inviteret indenfor? Risikerede hun ikke at blive genkendt så eller havde hun så meget tiltro til sine evner, at hun mente, at han ikke ville ane uråd?
Uanset hvad så gjorde han, hvad hun sagde, men tog sig tid med at få døren op og da han gjorde, satte han den kun på klem.
”Hey fjæs,” sagde Phillip. Han så ikke vildt begejstret ud.
”Øh … hey?”
”Du bad mig komme?”
Selvfølgelig havde han bedt ham komme. Lige nu var bare blevet et super dårligt tidspunkt, selvom han selv havde foreslået det.
”Øh … ja, selvfølgelig.”
”Mååå jeg komme indenfor?”
Konrad gjorde det ikke ligefrem til en velkommen affære ved at holde døren på klem og kun lige akkurat stikke hovedet frem. Satans. Det kunne vel ikke forhindres. Maggi var kommet ham langt i forkøbet og stod allerede ved hans side, da han trak døren helt op.
” … ja.”
Konrad havde ingen ide om, hvad der ville ske, men håbede så inderligt på det bedste. Han havde ønsket, at forklare ham bare en smule om tingene, men med hende i huset kunne han ikke komme i nærheden af noget, der ville tilfredsstille ham, andet end at han troede, at Aiko var hans kæreste.
”Så du tog hende med hjem? Tænkte nok der var noget lurvet ved dig. Er det virkelig grunden?” fnyste Phillip en anelse skuffet over, at det måske var præcist sådan, det forholdt sig.
”Øhm, nej det’ ikke hvad du tror,” prøvede Konrad at forsvare sig.
”Er du hans kæreste eller hvad?” udspurgte han hende taktløs.
Maggi så skræmt op fra den ene yderlighed til den anden. Det var ikke møntet på hende. Det var mere en hentydning til, at han følte sig forrådt af sin bedste ven. Ingen af dem svarede.
”Så du er. Troede oprigtigt, at det var noget vigtigt, du ville fortælle mig din nar!” sagde han vredt.
Ikke nok med at han troede at Maggi var Aiko, så var han også af den opfattelse, at Aiko var hans hemmelige kvinde, som han havde brugt tid på i stedet for ham og nørderne.
Maggi skævede olmt til Konrad.
”Noget vigtigt?” spurgte hun skeptisk.
”Ikke som du tror,” sagde han panisk.
”Medmindre hun er del af et vidnebeskyttelsesprogram og du er hemmelig agent for en skyggeregering, så ved jeg sgu ikke, hvad jeg skal tro.”
”Ah … ehm.”
Phillip var tættere på sandheden, end han turde indrømme. Specielt med Maggi ved siden af sig og hun gav ham da også et hårdt jag i siden. Af alle vanvittige scenarier kunne det kun blive mere sindssygt, hvis Aiko netop trådte rundt om hjørnet.
”Det' løgn,” sukkede Konrad opgivende og forbandede samtlige guder, der kunne høre ham.
Phillip bemærkede straks at Konrads fokus ikke var på ham. Hverken hans eller Maggis var.
”Okay, du har ret. Jeg ved ærligt ikke, hvad jeg skal tro mere.”
De var som to dråber vand på nær øjnene der dog udviste samme panik over at se igennem spejlet på sin tvilling.
”Onee-san?” stoppede hun op, lige før hun nåede trappens øverst trin.
”Imouto?” svarede Maggi med rædsel i stemmen.
Hvis Konrad skulle gætte, ville han sige, at det var Maggi, der så ud til at tage det værst, for da Aiko vendte og satte i løb ned af trappen, rokkede hun sig ikke ud af stedet.
Phillip stod uforstående og ventilerede hjernen i et forsøg på at fatte, hvad der skete.
”Der er to?”
Både Phillip og Maggi var frosset til stedet, så det var op til Konrad at handle, men kunne han efterlade Phillip med hende, uden det ville gøre tingene endnu mere forviklet, hvis han så igennem forklædningen?
Han måtte tage chancen. Det var stadig tidligt, så der var et par timer til solen gik ned, men han stolede ikke på, at hun tog direkte hjem. Efter i dag var der mange andre ting i hendes hoved end normalt. Det havde hendes utidige besøg bevist.
Hun var ingen steder at se på gaden og han frygtede straks det værste.
”Aiko. Aiko!”
Vær opmærksom på dine omgivelser.
Var hun taget hjem? Kunne han måske nå løbe hende op? hvis ikke – hvad så? Hvorfor gjorde Maggi ikke noget ved det? Idiotiske tøser! Af alle tidspunkter skulle de lige vælge i dag til at være enige om noget og derved også maksimere hans forvirring.
Han måtte finde hende. Finde hende og forklare.
Forklare hvad?
Han måtte forklare at tingene ikke var som hun troede.
Hvad skulle hun tro?
Hvad skulle hun tro? Hvad ville hun tro?
Hvad med ham selv? Synet af Maggi i det tøj havde gjort noget ved ham og tanken om den uheldige stilling gjorde, at han mistede balancen et sekund.
Noget i ham vidste godt, hvad det drejede sig om, men at indrømme det ville bryde tilliden, der var imellem dem. Ikke bare mellem ham og Maggi, men også med hele hendes familie. Oven i det risikerede han også at miste sin bedste ven, hvis det ikke allerede var sket.
Og så fik han øje på hende.
I en tilstødende gyde stod hun snøftende og var knap synlig fra gaden.
”Aiko.”
”Jeg forstår ikke,” krængede hun ud gennem en tilsnørret hals.
”Hvorfor løb du?” spurgte han og kom så tæt på hende han kunne uden at trænge sig på.
”Hvad lavede hun der?”
Det var et godt spørgsmål. Han havde troet at det handlede om programmet, men det havde udviklet sig til noget andet og langt mere gennemgribende.
”Jeg …”
Havde han virkelig overset det? At se dem begge udstille sig selv så tydeligt, gav ham indtrykket af, at de måske var ens – bare ikke på samme måde.
Nu var det hans tur til at ønske sig væk og lade benene føre ham bort så han ikke behøvede at tage stilling.
”Hvis du ikke ønsker at blive misforstået, skal du sige din mening,” mindede hun ham om og med en forsigtig hånd greb hun hans ærme i fingerspidserne og trak sig selv ind til ham.