Hvis han nogensinde havde oplevet et øjeblik af absolut rædsel og intellektuel magtesløshed, ville dette rangere i top to. Måske top et.
Han var utrolig bevidst om sit hjerteslag, der med hvert kvalte slag bankede hårdere og hårdere i tindingen og brystet. Der var ingen tanker andet end hvid støj og en skarp svien i øjet.
Jeg burde blinke, tænkte han, men kunne ikke slippe blikket fra det allermest spændende i verden: En sløvt summende brumbasse der ikke kunne beslutte sig om, hvilken blomst der var mest tillokkende.
Aiko brød fra ham og smilede gennem tårevædede øjne, sprang op på tæerne og gav ham et forsigtigt kys på kinden, inden hun fniste og vendte på hælende og efterlod ham i en tilstand af chok.
”Fuck,” hviskede han skælvende og der gik flere minutter hvor han bare stod stille og overvejede sit næste træk.
Hvorfor var Phillip ikke kommet ned? Hvorfor var Maggi ikke? Hvad ville der møde ham, hvis han gik op i lejligheden? Hvad hvis Phillip havde opdaget hendes hemmelighed? Deres hemmelighed. Han burde løbe derop, så hurtigt han kunne og redde stumperne.
I sit indre så han for sig, hvordan afstanden han havde skabt til Phillip blev eksponentielt større, for hvert sekund hans uduelige hjerne ikke formåede at træffe en simpel beslutning.
Han huskede ikke turen op af trapperne, kun myriaderne af tanker der ræsede ind og blokkerede hans udsyn, så han var ved at skvatte over sine egne ben og stikke snotten i gulvet og brække næsen.
Phillip gjorde et godt forsøg på det, ved at plante næven så godt han nu kunne, så kæben raslede og det ringede for ørerne.
Konrad kunne på ingen tid flå den spinkle knægt fra hinanden, men var for meget i en døse til at orke at gå til modangreb. Han nåede kun kort at se Maggis ansigt, inden hun forsvandt bag døren igen og han blev pludselig utrolig nervøs for, hvad der var sket.
Han stormede forbi Phillip uden at ænse hans verbale overfald, der passede til hans uvante opførsel. Hans skældsord druknede i et fokus, hvor hun stod skarpt og det at nå hende tog præcedens over alt andet.
” … hører du mig!?” brød Phillip igennem, inden han nåede døren. ”Jeg ved det hele!”
Deres sikkerhed var i højeste prioritet. Det havde de fået ham til at love, men det var ikke af pligtopfyldelse, at han greb sin ven ved struben og klyngede ham op af væggen.
”Hold … din … kæft!” snerrede han vredt og kom til at klemme hårdere, end han vidste, der var kræfter til. Det gik op for ham, hvad han havde gang i og slap så hurtigt, at Phillip ikke nåede at sætte ordentligt af og røg på røven.
Frygten lyste ud af Phillip og Konrad stavrede i chok ufrivilligt bagover og havde nær taget springet i frit fald over rælingen.
”Du er en idiot,” hostede han og gnubbede sin hals, der havde store røde fingre, hvor Konrad havde klemt og blodet nu kæmpede sig tilbage.
Der var ingen vrede i ham, selvom det burde være den umiddelbare reaktion. Kun skuffelse. Den skar dybt i Konrad. Han havde magten til at forvolde skade. De havde lært ham at styre sine impulser, men han havde stadig givet efter for dem.
Døren sprang op og Maggi, der stadig havde paryk på, stormede forbi dem. Hun havde et udtryk, han kun havde set én gang før og som gjorde op med et helt års tillid. Igen lignede hun den kvinde, hun så meget ønskede ikke at være som.
Så meget for farsbrød.
”Hvem er de?” spurgte Phillip, da kun det knagende træværk under Konrads tunge fodsåler fortalte, at han ikke havde forladt sin krop.
Det gibbede i ham, da han pludselig opdagede, at han ikke var alene i opgangen. Minutter havde hærget forbi og Phillip var den sidste i hans tanker.
Hvorfor havde han ikke sat efter hende?
Fordi hun ville hade, at nogen havde ondt af hende.
”Troede du vidste det hele,” sagde Konrad fladt.
”Hvorfor har du ikke sagt noget? Tror du ikke, jeg ville kunne forstå det? Fuck jeg har sgu da også været forelsket før, din hjerneblæste papspasser.”
Konrad havde svært ved at undertrykke en manisk eskalerende latter af foragt over hans barnlige fortolkning.
”Troede du bare, at du kunne melde dig fuldstændig ud af dit eget liv og tro jeg ikke ville bemærke det?” sagde Phillip og lukkede munden på ham triumferende. ”Jeg ved du træner sammen med Maggi, men ved Gud jeg ikke fatter, hvorfor hun lader som om du er mindre værd end vådt bølgepap ellers.”
”Hvad ellers?” spurgte Konrad mat og så i retning af Maggis flugtrute med et håb om, at hun ville vende tilbage. Sådan var hun ikke, selvfølgelig. Hvorfor kunne han kun handle på den ene, men ikke den anden? Hvori lå forskellen?
”Jeg ved, at du besøger hende tit. Næsten hver dag faktisk. Den sorthårede? Gætter på hun er i familie med Euclid. Har jeg ret?” fortsatte Phillip. ”Jeg har set dem sammen.”
”Andet?”
Han prøvede at svare. Der kom kun et halvt ord, som om han måske havde mere at sige, men intet han kunne underbygge.
”Så ved du heller ikke alt.”
Phillip havde ikke noget modsvar og ventede lidt med at følge efter ham, da han gik tilbage i lejligheden og lukkede døren endegyldigt bag sig.
”Tro ikke jeg ikke kan huske, hvad han sagde til dig. Den protokol er farlig. Er det derfor han får dig til at gøre som han siger? Er det derfor, du ikke snakker med os mere?”
Konrad fik øje på den bærbare. Den var blevet rykket. Mere end før havde han lyst til at sparke Phillip ud, så han kunne følge op og spørge Maggi, hvad der foregik.
Nej, det ville ikke være fair. Han havde lovet ikke at snage.
”Det’ kompliceret.”
”Siger du ikke. Vidste ikke der var to af hende. Er det en tvilling? Har hun en kæreste?” spøgte han mere dristigt, end han burde være, efter den omgang Konrad havde givet ham.
Typisk Phillip. Over for sin bedste ven var det lige meget, hvor seriøs stemingen var. Han vidste præcis, hvad der skulle til for at ændre den.
”Ikke at hun nogensinde ville falde for en taber som dig,” sagde Konrad og lo en anelse forceret.
”Du undervurderer min charme,” svarede han kækt og fleksede sine imaginære muskler, men fik øje på Konrads, der var i betydeligt bedre stand og dækkede så sine spinkle arme til og blev en smule rød i hovedet. ”Hvis ikke jeg havde spist den omgang fordærvet spaghetti bolognese, så havde jeg nok være mere ripped end dig i dag. Du må være dum at tro, at jeg ikke havde opdaget, du trænede dernede.”
Nu var det Konrads tur til at føle sig dum. Enhver kunne se hvordan hans krop havde udviklet sig. Selvtilliden havde naturligvis fulgt trop. Før i tiden havde han udelukkende gået i forvasket og alt for stort tøj. Nu var han var mere vovet i sit tøjvalg. Det sad strammere. Han var mere rank og selvfølgelig havde han da også opdaget, at nogle af de mere populære piger på skolen ikke ligefrem så på ham med afsky mere. Men fordi han var alt for travlt optaget med sit arbejde og træning, og Maggi selvfølgelig, var det gået mere eller mindre over hovedet på ham.
Hun var konstant i hans tanker. Ikke kun fordi hun stod model til hans program, men også fordi han gjorde sig så enorm umage med ikke at se direkte på hende. Selv når han var hjemme hos dem. Han ville altid med en nærmest ufrivillig refleks se forbi hende, når de snakkede sammen, selvom han inderligt havde lyst til at stirre hende dybt i øjnene.
”Bare skyd skylden på maden. Indrøm det. Du var bange for, hun ville slå den smule intelligens, du har tilbage ud af hovedet på dig.”
Det var for sent at sætte efter Maggi nu. Han måtte forsøge at rette op på tingene senere. Phillip vidste alt for meget til, at Konrad bare kunne affærdige det som noget kompliceret eller at han måtte stole på ham.
”Intelligent nok til, at du ikke har opdaget, at jeg har sporet dine skridt de sidste tre uger. Det eneste jeg ikke fatter, er, hvordan du fik lov at træne dernede. Du er mere eller mindre fallit og jeg ved hvor dyrt det er.”
”Hvorfor har du så ikke sagt noget?” spurgte Konrad.
”Du sagde det var vigtigt. Desuden stolede jeg på dig.”
”Hvorfor lod du så, som om du ikke gjorde før?”
”Manipulation, min kære Watson. Giv mig den smule anderkendelse. Det ondt, men jeg ville se, om du havde tænkt dig at lyve for mig. Teknisk set løj du jo ikke. Du undlod bare at sige noget overhovedet.”
Konrad burde have regnet det ud. Det var naivt at tro, at han bare kunne melde sig ud af samfundet og tro at ingen ville følge op på ham. Han var trods alt nørdernes konge og en værdig tronfølger måtte besidde mindst en smule af samme evne for at holde styr på besætningen.
”Men du sagde, du ville forklare, hvad du kunne, så jeg tænkte, jeg ville lade tvivlen komme dig til gode. Havde bare ikke lige regnet med, at du havde glemt alt om det.”
Konrad prøvede at se det som et spøjst sammenfald og kløede sig fraværende i nakken.
”Jeg sagde jo, det var noget ged.”
”Du skal være glad for, at de andre ikke stiller spørgsmål. Jeg vil gå så vidt som at tro, at de er mere eller mindre ligeglade med dig. Ikke at jeg har sagt noget til dem heller.”
Selvom Phillip vidste mere end han burde, så havde han holdt tæt og ikke talt om ham bag hans ryg, som Konrad selv havde været ved at gøre, da han opdagede Maggis alter ego. Phillip var det bedre end ham og netop da besluttede han sig for, at han kunne stole på ham ubetinget.
”Så du siger du er en slags … hvad … bodyguard for de tøser?”
”Det’ måske at strække den. De er Euclids niecer og deres mor er meget streng med, hvem hun tillader at snakke med dem.”
Konrad havde udeladt, at deres mor var Adina og at den ene af de to tøser var Maggi. Indtil videre var det rigeligt at fortælle, at han havde lovet ikke at sige noget på grund af deres baggrund.
”Men død og kritte da. Mafia? Er du ikke ved at skide i bukserne? Hvis de opdager, du er med i det … ”
”Det havde jeg faktisk ikke tænkt på.” Og det havde han ærlig talt ikke. Han havde været så optaget af at bekymre sig om deres sociale adfærd, at han ikke havde overvejet, hvor farligt det i grunden var at være indviet.
”Hey, vent. Jeg har sgu da set hende før. Hvordan helvede kan jeg have overset det?”
Phillip slog sig selv i hovedet så det gav genlyd med et smæld.
”Ha... Har du?” Stammede Konrad nervøst. Havde han virkelig allerede regnet det ud?
”Så gi'r det fandeme go' mening.” Han smilede og ventede på, at Konrad skulle følge op.
Han var tabt for ord, der kunne forklare, så han blev i stedet meget varm i kinderne.
”Hende tøsen fra messen sidste år, ikk?”
”Messen?”
Hvad snakkede han om?
”Ja! Hvad var det nu hun hed? Noget med K.”
”Koneko,” mumlede Konrad en smule flov. ”Og hvordan i helvede kan du huske det?”
”Præcis! Forstår bedre han var så fjern, da gudinder indtog hallen. Troede bare det var fordi de var sindssygt lækre.”
”Ah, ja.”
”Og den nat han ringede?”
”Euclid er virkelig opsat på at holde dem i sikkerhed. Du ved, hvordan han er med computere. Der var nogle informationer på nettet, han ville have mig til at slette, så det ikke kunne spores.”
”Og han ville ikke bruge din protokol, fordi han var bange for at blive fristet?”
”Præcis.”
Det glædede Konrad, at Phillip havde regnet så meget ud selv. Så behøvede han i det mindste ikke lyve, men det nagede ham stadig, at han ikke kunne fortælle om Maggi. Det var ikke fordi, det var nær så hemmeligt, som den vidnebeskyttelse Euclid havde nedkaldt over familien, men fordi Maggi ville slå ham ihjel, hvis han sagde noget.
”Og hendes tvilling?”
”Lillesøster.”
”Kan sgu ikke se forskel.”
Så havde det da virket efter hensigten.
”Hvem af dem har du så besluttet dig for?” tjattede Phillip i spøg.
”Er … du … gal?” svarede Konrad med dødens frygt malet i ansigtet.
Phillip brast i gulvet af grin.
”Ja, hvis du ikke har tænkt dig det …”
”For dit eget bedste bør du hold dig væk,” fulgte han op i samme tone.
Phillip var fuldstændig svedig af den overdrevne motion, det havde været at brydes med nogen stærkere end sig selv – noget Konrad kun huskede alt for godt. Det var ikke betinget, men som regel hang det sammen. Af en eller anden grund trænede de såkaldte nørder slet ikke. Hvis valget stod mellem rollespillet, tegneserierne og videospillene, så måtte de fysiske udfoldelser vige. De havde godt vidst, at deres oprindelige flirt med Krav Maga ikke var ment som en permanent beslutning. Det havde bare været en indskydelse. Et desperat brøl.
Hvis det ikke var fordi, at de to skabsnørder opfyldte hans tegneserie og sci-fi behov ved at omgive sig med det, ville han slet ikke have haft overskuddet til at opsøge det selv. Selvfølgelig var det ikke det samme, som når ham og Phillip til langt ud på natten havde set Novanoid Saga genudsendelser og directors cut af Rovdyret og Rumvæsnet mod Kattemonstrene Fra Den Niende Planet i Sirius Systemet.
”Hør, jeg vil ikke trænge mig på. Du sku’ bare ha’ sagt det, som det var fra starten, så ville du måske være kaptajn igen. Det var svært nok at styre dem, da du var der. Jeg siger dig, mytteriet var ude af denne verden. Halvdelen af besætningen gjorde oprør med Frederik i spidsen. Frederik! Kan du lige forestille dig den gnom som kaptajn?”
”Den blotte forestilling driver mine mareridt!” udbrød Konrad overspillende, som Stellariums rigtige kaptajn ville gøre. ”Hvordan klarede du skærende?”
”Skød ham i hovedet såmænd. Kan godt være du var mester i diplomati, men min brutalitet vil gå over i almanakkerne.”
”Stramt,” svarede Konrad og var glad for, at han havde overlevet opstanden.
”Og dog misunder jeg dig. Du har verden for dine fødder. Ved godt, du plejede at joke med, at du kunne alt, når folk spurgte, hvordan helvede du var i stand til at gøre, alt det vi andre blot drømmer om. Men det er lige præcis det.” Phillip stillede sig over til Konrad, der havde åbnet vinduet for at lukke frisk luft ind. Han havde mest lyst til at lade duften af kirsebær hænge så længe som muligt, men varmen var blevet ulideligt. ”Du kan alt og jeg hader dig for det.”
”Undskyld.”
”Ja, det må du fandeme nok sige,” lo Phillip. ”Du har nogle helt fantastiske tøser, der er helt skudt i dig og du opfører dig, som om det er en forbandelse.”
”Skudt i mig? Du må være sindssyg? Du aner ikke, hvad du snakker om.”
”Jeg snakkede sgu da med Koneko, din bums. Tror du bare jeg stod stille og gloede ud i luften, mens du havde tungen begravet i hende … Aiko pigen?” Philllip bed sammen. ”Hvorfor tror du, hun stak af uden at sige noget? Hvorfor tror du, jeg pandede dig en?”
Konrad fik øje på det, han ikke havde lagt mærke til før nu. Fra pladsen i vinduet var der frit udsyn til der, hvor ham og Aiko havde stået og snakket. Fra denne vinkel kunne han forsøge at overbevise hele verden om, at det ikke var som Maggi havde set, men lige netop fra denne vinkel kunne det kun misforstås. Hvis han prøvede at bortforklarede det til Maggi, risikerede han at de to søskende ville se sig skævt til hinanden og det ønskede han for alt i verden ikke. Hvis han ikke gjorde, ville udfaldet blive det samme.
”Fordi jeg er en skide idiot,” svarede Konrad
”Det var jo det, jeg sagde.”
”Hvad sagde hun til dig?” spurgte han og håbede, at der var en smule hjælp at finde. Hvad som helst.
”Ikke ret meget. Hun startede med at kigge på mig med store skræmte øjne og det var ikke før, jeg havde præsenteret mig selv, at hun løsnede op.”
”Sådan kan hun være. Jeg er ikke engang sikker på, hvor jeg har hende selv,” fremtvang han med et smil som for at skjule det underliggende. ”Hun kan være en furie.”
”Overrasker mig. Hun tilbød mig endda the. Kirsebær.”
”Den er go' ikk'?”
”Virkelig!”
”En kvinde der varter dig op på den måde? Du er sgu heldig.”
”Plejer nu at være mig der står for maden. Ma... Koneko er lige så fattet i et køkken som en riffel som dåseåbner. Hun skal nok få jobbet gjort, ingen tvivl om det, men der er ikke finesse over det.”
Konrad simulerede et haglgevær der gik af og malede køkkenet med bønner og tomatsovs.
”Det rene blodbad siger jeg dig. Og hun vendte sig med manisk glæde, over det lig hun netop havde hugget op og udstillet for de rædselsslagne, der med skrig så ildevarslende fik deres blod til at fryse til is.”
”Lyder som en fest, men hun virkede ikke særlig glad for at se dig rode med hendes søster.”
Phillip virkede heller ikke helt tilfreds med det.
Der var ingen vej udenom. Enten gik han til Maggi og fortalte det, som det var, hvilket virkede som den mest fornuftige løsning, da alternativet ville være at komme med en uforbeholden afvisning af Aiko. Det kunne nemt gøre stemningen i huset uvelkommen og sætte ham unødigt i centrum for deres interne splid.
Adina ville bandlyse ham fra dojo'en for nogensinde at have sat de to piger op imod hinanden.
Nu har du for høje tanker om dig selv.
”Jeg gjorde intet ved hende. Det er alt sammen en misfor...”
Aikos ord lød skarpt. Han ønskede ikke at blive misforstået, men lige fra første dag havde det hele været kæmpe en af slagsen. Hvis han blot havde brugt en smule mere tid på at snakke med Maggi, så ville deres forhold måske ikke være endt så forviklet eller være blevet degraderet til en strofe upersonlig data. Lige nu følte han sig nødsaget til at tage et kig under hjelmen for at forstår problemet.
Hun ville aldrig tilgive ham, hvis han snagede. Hun ville aldrig tilgive ham, hvis han lagde hånd på Aiko heller.
”Hey, er det ikke maskinen, du fik af Euclid?” skiftede Phillip emne og satte sig over ved den. Konrad prøvede stadig at begribe, hvad han burde gøre så der kom mindst mulige problemer ud af det.
”Du er stadig i gang med M.A.G.G.I., kan jeg se.”
Det gav et gib i Konrad, der et øjeblik troede, at Phillip vidste mere end han lod som om – igen.
”A-hva, hvem? Nej det …”
”Er det her en dagbog?” spurgte han undrende.
Konrad kastede sig over og klappede skærmen i, inden Phillip kunne nå at gætte, hvem den tilhørte.
”Man læser ikke en dames tanker vel?” forsøgte han at sige så nonchalant og fattet som muligt.
”De gør nu ellers et godt forsøg med at styre vores,” sagde han og fornøjede sig over Konrads åbenlyse panik.
”Det er den attitude, der gør, at du ikke har en kæreste,” forsikrede Konrad ham.
”At jeg har to kvinder i mit liv, der begge vil ha’ mig, uden jeg fatter det? Jeg er ret sikker på, at det ikke er min attitude, den er gal med.”
Kun rigtige venner kunne tillade sig den form for direkte hån, uden at det ødelagde noget imellem dem og dog havde deres eneste rigtige ed om anstændig opførsel, omhandlet præcis det der var kommet imellem dem. Kvinder.
”Måske endda tre,” mukkede Phillip og gik over mod døren. ”Jeg ved noget, du ikke gør forresten og du må sgu undskylde, jeg har opført mig sådan.”
”Føj det til listen,” sagde Konrad træt.
”Så du’ ikke sur?”
”Fordi du prøvede at slå mig i gulvet?”
Phillip bevarede masken.
”Pffth. Hvis jeg havde gjort alvor, så havde du ikke stået op nu.”
”Aha?” svarede Konrad og sendte ham som-om-han-havde-kræfterne blikket.
”Ja, bare vent du. Når jeg lige har strukket ud et par minutter og lavet mine øvelser.” Han fleksede og vred armen, så det knagede og bragede. Det sendte gys ned gennem Konrads rygsøjle. Han hadede, når Maggi gjorde det til træning.
Han var selv næsten stiv som et bræt, men hun var hypermobil og kunne vride kroppen på måder, han kun kunne drømme om. Det var en af grundende til, at hun altid besejrede ham i tvekamp, for råstyrken lå alene i hans favør. På under et år havde han taget næsten tyve kilo på og det var ikke sodavand og chips.
Tankerne vandrede og han fik pludselig en ustyrlig trang til søde sager og spurgte Phillip, om de ikke skulle smutte ned og væde ganen og styrke hjernen med lidt sukker.
”Og hvad med tøserne?”
Konrad overvejede stadig, hvad der ville være i hans bedste interesse, men fyldt med selvhad over den tankegang besluttede han sig for at det ville være bedst at lade dem være for nu.
En skarp reprimande som Euclid engang havde givet ham, lød: ’Det er ikke, hvad man har gjort galt, men hvad de føler, du har gjort galt.’
’Men hvis jeg intet har gjort galt, kan jeg vel altid forklare det, så de forstår det?’ havde Konrad forsøgt at forsvare. Euclid havde bare grinet overbærende af ham og svaret: ’Du har lang vej endnu og du tager altid fejl. Selvom du har tal og data på din side, så tager du stadig fejl og hvis du først får dem overbevist om, at du måske har ret, så har du først for alvor fejlet.’
Phillip lod til at have samme holdning. Han opførte sig i hvert fald, som om han besad erfaringen til at bakke det op.
”Sig til hvis du har brug for en til at mandsopdække dem, ikk’?”
Konrad var på nippet til at afskrive det som en joke eller give ham et gedigent latterfald på vejen, men han huskede en version af sig selv, der ikke var meget mere, end hvad Phillip var nu.
”Tror det er bedst, du ikke blander dig for meget. Euclid er ikke videre glad for, at fremmede har med hans familie at gøre.”
”Du en nar. Det ved du godt, ikk?” skiftede Phillip tone.
”Hør, det ikke fordi, jeg ikke vil have dig med, men uden …”
”Og du er også pisse hellig,” afbrød Phillip ham inden de nåede udgangen af bygningen.
”Hold nu op for helvede,” sukkede Konrad. ”Tror du jeg synes det er fedt, at leve et dobbeltliv på den måde?”
”Du lader da til at klare det meget godt. Du gør i hvert fald ikke meget for os to,” brokkede Phillip sig videre og lignede en der ikke kunne udstå synet af ham.
”Okay, fint! Hvis det er det du vil høre, så får du den. Du er min ven, men der er vigtigere ting. Ting som jeg har svoret mit liv på at holde hemmeligt og som du allerede ved langt mere om, end du burde. Hvis mafiaen pludselig dukker op ved din dør en dag og udspørger dig, så hænger den på mig!”
Phillip fnyste vredt.
”Så sig du ikke gider! Det er fandeme ikke sværere,” nærmest råbte han af ham. Phillip var ikke højere end Konrad, men med sin stemme kunne han nedlægge ham til hver en tid. Det fik Konrad til at kry en anelse, men han havde lyst til at slå hovedet ned i maven på ham.
Løgn! Det var på grund af dem, at han ikke ønskede at blande andre ind. Phillip læste tankerne for ham, inden de var formet færdige.
”Du vil bare ha' dem for dig selv, hva?”
Kraften der lå bag slaget var langt mere virksomt, men Konrad var allerede langt foran ham og havde grebet ham om håndledet, vredet armen på ryggen og presset ham mod væggen. Han gryntede og kæmpede bravt, men chanceløst imod.
Konrad ønskede vitterligt ikke at skade ham og reaktionen kom kun som en refleks. Også selvom truslen var minimal, så havde træningen da ikke været forgæves.
Adina ville sige, at han havde finpudset sine sanser i sådan en grad, at han var i stand til at fornemme sin modstanders Qi, længe inden den kom til udtryk fysisk. Med et ryk slap han – bange for sin egen styrke.
Phillip tøvede ikke med at give igen og slå ham over kæben så det alligevel sang og spillede nævefolkets musik. Nok mest fordi Konrad ingen modstand gjorde.
”Hvis du ikke vil misforstås,” mumlede Konrad fraværende.
”Tror jeg har gjort det pænt klart for dig, hvor jeg står, men hvis du hellere vil bruge tiden på en kvinde end din fucking bedste ve,n så skal jeg ikke stoppe dig.”
Konrad smilede vemodigt uden at tage sig til hovedet.
”Kvinder.”
”Og jeg hader dig, hader dig, for ikke at gøre noget ved det! Andre i vores position ville dræbe for at have de tres opmærksomhed og du opfører dig … du … Arh!”
Phillip så bedre ud end han gjorde, men det betød ikke noget i det store hele. Når alt kom til alt, var han lige så langt nede på rangstigen i datingjunglen som resten af nørderne. Resten af taberne lød mere rigtigt.
”Når du engang fatter det, så jeg villig til at lade dig undskylde. Tågehoved.”
Det sidste ord blev sagt med vendt ryg, så Konrad kun lige akkurat kunne høre det, inden han var væk. Han lod ham gå, mens han selv blev stående i en kunstig koma over sin egen adfærd.
Det var det, han var blevet trænet til.
Tanker blev erstattet med reflekser og sjæl med mekanisk præcision efter Adinas ordre – og Euclids. Følelsen var tom og knugende – som om en bid af ham var blevet mejslet væk til fordel for fysisk og mental perfektion.
Vandet stod næsten stille i den tunge, varme aftensol der med sin rødmen skabte uro i atmosfæren. Sådan foretrak han akvædukten.
Nogle kilometer længere oppe drev vandet det store hydroelektriske kraftværk, der forsynede hele dalen og mere til med ren energi. Det var et teknisk vidunder, man ikke kunne andet end beundre. Han kunne huske, inden de byggede det, hvordan der havde været heftig debat om, hvorvidt man virkelig skulle sløjfe de naturlige bugter og mæanderbuer til fordel for strømlinet og effektiv vandføring.
Der lå ingen marker eller andre naturlige vandløb i nærheden, så det eneste indgrebet gik ud over, var et par fisk, lidt slam og nogle tilstødende græsplæner.
En enkelt eller to var faktisk druknet i floden de seneste ti år så det argument stod selvfølgelig også stærkt hos byplanlæggerne og han kunne da også huske, at han selv havde været begejstret for ideen.
Lige nu virkede det koldt og upersonligt og de slimede betonvægge der holdt vandet inde, var sortnet med mug. Konrad prøvede at gendanne den oprindelige flod i sit indre, men den undslap og selv sollysets refleksion i vandet virkede fremmede og fjern.
Altid frem – aldrig tilbage. Ikke et eksakt mantra som nogen havde bedt ham leve efter. Han havde altid set det som en dyd. Andre derimod ønskede at dvæle ved fortiden. Lige nu fortrød han sin beslutning om at støtte projektet, selvom hans stemme ikke havde vægtet noget, siden han slet ikke havde haft stemmeret.
Fra bredden kunne han se vinduet til sin lejlighed. Vinden stod svagt ind og ruskede i det lette gardinstof. Det var først i højden at vinden blev mærkbar, men hernede kunne han i ro og mag betragte, hvor forskruet og forvirret det hele var blevet.
Han kunne se det og han kunne mærke det, men kunne ikke handle på det. Den smule Phillip nu var blevet indviet i, var kun et tilløbsstykke. Det var kun oplyst den første mil. Resten måtte man vandre i blinde og til tider følte Konrad, at han for vild i mørket.
Mobilen virrede og reddede ham fra at vandre længere ned af disse dystre tanker.
Det var Maggi. Hjertet sprang et slag over. Det var sjældent, hun skrev til ham.
Hey, hvad laver du?
Sær besked, men det var vel forventet.
Konrad skrev, omskrev og slettede beskeden, han ville sende retur. Hvorfor skulle det være så svært at svare igen? Spørgsmålet var jo såre simpelt. Måske lagde han for meget mening i det.
Sidder ved floden … Tror jeg får brug for at lære at lægge makeup som dig. Phillip anede ikke det var dig. Sætningen blev efterfulgt af en smiley, han aldrig havde brugt, men det vidste hun ikke. Jeg ku’ godt bruge noget anonymitet lige nu.
Han trykkede send og ventede ængsteligt på svaret, der lod til at være evigheder undervejs.
He-he, ja det har sine fordele. Hør, har du lyst til at ses hurtigt? svarede hun tilbage i samme lette og ubekymrede tone. Sådan forestillede han sig den i hvert fald. Han hadede det upersonlige ved tekstbeskeder og når han endelig skrev med nogen, så var det kort og koncist. Når det kom til stykket, skrev han stort set kun med Adina og Euclid og det var som regel kun om, hvornår han skulle komme.
Selvfølgelig. Er hjemme hos jer om ikke så længe. Skal jeg tage den bærbare med, hvis du har lyst til at arbejde?
Det var et dumt svar, tænkte han, men hvis hun selv startede med at spille uvidende, kunne han nemt følge trop. Irriteret og en anelse selvretfærdig satte han tilbage efter udstyret og han overvejede kraftigt at tage et kig i dagbogen bare for at være på forkant når han mødte hende.
Ja. Glæder mig, til du kommer.
Konrad undrede sig over, hvor lidt det lignede hende at skrive på den måde, men slog det hen som ingenting. Eller også planlagde hun en modoffensiv, præcis som hun gjorde til træning, hvis han blev lidt for modig. Hun ville lure ham ind med en falsk tryghed om, at han måske havde en chance for blot at knuse ham totalt.
Euclid ville vide hvad han skulle stille op, men der kunne han ikke søge svar. Det ville være det samme som forræderi, hvis Maggi opdagede, at han havde søgt råd der og mon ikke Euclid ville mene det samme.
Dybt nede vidste han udmærket godt, hvad der burde gøres. Det var ikke et spørgsmål om at behage alle og i sidste ende måtte han stille sig selv i skudlinjen for at få resultater.
Hvis man ingen fjender har, er der noget man gør forkert, men hvis alle lader til at holde dig i armslængde og med vendte ansigter, er det på tide at ændre taktik.
Computeren kunne vente. Der var noget han havde udsat alt for længe, som krævede hans fulde og udelte opmærksomhed helt tilsidesat af andres forventninger om ham.
Han så sig selv sparke hendes dør ned iklædt en tonstung Ō-yoroi og tjene hende som han var blevet pålagt, men også kræve ved sværdets magt. Skulle det ikke gå som forventet, ville wakizashien ikke være enden. Som en herreløs kriger ville han være fri af tøjler og kunne sige sit mods mening. De havde så smukke legender om krigere, der var faldet i unåde, fordi deres hjerter havde forrådt deres ed.
Den verden ville være anderledes. Ikke nødvendigvis bedre, men lige nu følte han, at han havde hovedet i en snøre, der langsomt blev spændt til. Under alle omstændigheder ville han miste tingene som de var nu, om han handlede eller ej, så hvorfor ikke tage chancen og gå efter det, han så inderligt gerne ville have?
”Maggi?” kaldte han, så snart han kom ind ad døren. Uden tøven gik han direkte hen til hendes dør og bankede mere bestemt, end han plejede. Aiko kiggede ud af sit værelse, præcis som hun havde gjort den første nat og præcis som da, smækkede hun den, da hun fik øje på ham.
”Pis,” mumlede han vredt for sig selv.
”Hvad er det for en ukristelig facon at komme anstigende på, Konrad?” Adina kom til syne og så en smule misfornøjet ud over hans hævede og direkte tone. Hun gnubbede hænderne rene i et viskestykke som en irriterende flue, der blev ved med at summe om hans hoved. ”Først hende og nu også dig? Man skulle tro, at noget var i gærde. Kommer du og hjælper med maden?”
Meget naturligt vendte hun sig, som om det blot var endnu et irritationsmoment i livet, som hun puttede i kassen, der hed selvbeherskelse.
”Hvis Maggi også kommer sådan hjem, så tror jeg det er på tide, Alex tager sig af dem. De to driver mig til vanvid med deres evindelige skænderier. Man skulle tro, at en dreng var kommet imellem dem.”
Hun skævede vurderende til Konrad og fnyste opgivende.
”Vent er hun ikke kommet hjem endnu?” spurgte Konrad overrasket. ”Hun skrev ellers lige at …”
Konrad greb mobilen og ringede lynhurtigt Maggi op.
Tonen hylede og han pressede røret så tæt op ad øret, han kunne for at sikre sig, at der var forbindelse.
Adina så undrende og halvt opgivende på ham.
”Kan I ikke tage den senere? maden laver ikke sig selv. Er sikker på, at hvad der end foregår imellem jer, så skal I nok …”
”Shh!” tyssede han, da der var forbindelse.
”Konrad,” lød en svag stemme i den anden ende.
”Maggi?”
”Bevares,” himlede Adina. ”Ingen respekt.”
Hun var overraskende nok ikke vred. I stedet vendte hun sig bare og gik tilbage til køkkenet. Attituden var så meget mere venligt stillet, så selvom det så uvanligt kom fra hans mund at tysse på sin sensei, så havde hun ingen reprimander eller straf til ham.
”Hvad sker der? Hvor er du?”
En isnende latter, en mands latter, forvrænget af digitaliseringen knasede i den anden ende i lange sekunder. Luften holdt op med at eksistere og pludselig blev døren sparket ind og noget der lignede en granat, trillede langsomt ind blandt træsplinter og knuste vaser.
Instinktivt vendte Konrad sig, uden at vide om eksplosionen ville flå ham fra hinanden. Gennem smalle øjne så han Adina frosset til stedet, inden et blændende lys fik hende til at vakle og støtte sig til karmen.
Det skreg i hovedet. Knaldet fra lysgranaten havde skubbet noget løs. Disorienteret og i en hysterisk panik faldt han forover og nåede kun lige akkurat at se Adina knække nakken på en sortklædt mand med maske og gevær, inden et knæ blev presset i ryggen på ham, så det knasede.
Han jamrede og greb febrilsk bagud for at fjerne, hvad der holdt ham nede, men lige lidt hjalp det. Flere kom til og i røgen fra den invaliderende eksplosion så han jernkvinden blive tvunget på knæ over for et halvt dusin våben rettet direkte mod sig.
Latteren han havde hørt i røret, blev direkte overført til en, der lo ham direkte i øret. Sorte højpolerede sko trådte glas og vragrester ned og lugten af gamle rådne tænder nåede hans næse, så han næsten kastede op.
”Tak for at føre mig direkte til dem, Konrad.”
Aikos skrig og hendes hænder der i smerte tog af på det beskidte og trevlede gulv, fik Konrad til at vride sig endnu mere, men lige lidt hjalp det. Adina blev holdt nede af fire mand, men fik vredet armen fri og slog en af mændene i gulvet med et enkelt slag.
Skoene lo harskt med en tung accent, der var så tydelig, at Konrad ikke var i tvivl om, hvem den tilhørte.
Med bagsiden af en sølvskinnende revolver blev hun slået ned, så hun mistede bevidstheden. Aiko hylede og kastede sig efter sin mor, der ikke reagerede på hendes kald.
”Måske en tand for hårdt. Vil du ikke mene, Konrad?”
”Slip dem!” brølede han, men fik presset luften yderligere ud af sig fra et knæ i maven.
”Slippe dem? Jeg har jo kun lige fundet dem. Hvad skulle jeg dog slippe dem for?”
”Hvad har du gjort ved Maggi? Hvad vil du?”
Konrad var ikke et sekund i tvivl om, hvem de var.
Yakuza – grunden til de altid var på flugt. På trods af sikkerhedsforanstaltningerne havde de fundet dem alligevel.
Manden smiskede bare.
”Mor! Mooor!” vrælede Aiko og blev revet rundt ved håret, så hendes fødder hang og dinglede et par centimeter over jorden.
”Slip hende!”
Vægten mod rygsøjlen var for meget for ham og jo mere han kæmpede imod, jo værre blev det bare.
”Så du er deres nye legetøj. Tsk, Adina, jeg husker, at du valgte dine elever med omhu og ikke lemfældigt. Er det virkelig det bedste, du kan byde mig.”
Hun kunne ikke svare, selvfølgelig, men det forhindrede ikke den unge asiatiske mand i at løfte hende ved kæben og tale som om hun kunne høre ham.
”Din bror er en svær mand at få i tale. Han har gjort klogt i at gøre sig så populær. Ethvert forsøg på at snigmyrde eller tage ham til fange har vist sig … problematisk.”
Aiko blev kastet mod væggen, da hun begyndte at spjætte og sparke for voldsomt. Manden der holdt hende mistede simpelthen tålmodigheden. Det var ikke et klogt træk fra ham, da han også fik med revolveren og faldt om. Slaget var ikke nær så hårdt, men han gjorde ingen indsigelser og faldt i geled med de andre monstre.
”Gode folk er svære at finde nu om dage. Synes du ikke, min unge ven?”
Konrad blev slæbt på benene kun for at blive slået i gulvet igen. Mellemgulvet blev straffet så hårdt, at han næsten ikke kunne trække vejret, men anden gang de hev ham op, gjorde han modstand.
Han havde ikke så raffineret teknik som sin læremester, men den kunne stadig anses som livsfarlig.
’Refleks alene er ikke nok’, havde Adina advaret ham. ’En ægte kriger kan tilsidesætte impulserne, når de trænger sig på og reagere instinktivt, men målrettet.’
Så langt var Konrad aldrig nået og den unge mafiaoso modvirkede det ellers potente angreb med lethed. Et slag i struben, et i brystet og et i maven hurtigere end han kunne nå at opfatte som separate.
”Du har gejst, unge mand. En skam de ikke har trænet dig ordentligt. Hun er blevet blød med alderen, lader det til.”
Aiko klynkede og Konrad havde svært ved at høre andet end sit eget eskalerende åndedræt.
”Mit navn er Tsurimi Kadonomaro. Bare så du ved, hvem der dræbte dig. Alle bør kende deres død, synes du ikke?” fortsatte han sympatisk. Han gav tegn til sine undersåtter om at endevende lejligheden og med et lå hele stedet i en ruin, der ikke syntes, at kunne rettes op på. Pigernes værelser blev endevendt og tegneserier og dvd'er fløj ud på gangen i en sky af flået papir og regnbuefarvede lys.
”Dette kommer nok til at tage noget tid, så lad mig spørge dig, Konrad.”
Røde pletter dansede ind og ud af hans synsfelt og Kadonomaro var svær at holde fokus på.
”Hvad tror du, jeg gør ved forrædere og deres medsammensvorne?”
”Er det et trickspørgsmål?” hostede Konrad idiotisk i trods. Kadonomora lo.
”Det kan man godt sige.” Han lod revolveren gå af blot centimeter fra hans øre. Trommehinden sprang og Konrad skreg i smerte.
”Ser du. Disse forrædere har stjålet noget af mit, af min fars for at være mere præcis, men siden han døde, er det nu overgået til mig. Du kan vel forstå, at jeg gerne vil have det tilbage, ikk?”
Alting bragede og skabte kaos i hans hoved. Vaser blev knust, vitrineskabet væltede og fjernsynet eksploderede i gnister, fordi det stadig var tændt. Det var umuligt for Konrad at danne sig overblik over situationen. Han var fuldstændig uduelig lige nu.
”Hvad … vil … du?”
”JEG VIL HAVE MINE PENGE!” skreg han så pulsåren i panden bulede ud og ansigtet fortrak i sener og muskler. Han lignede en, der var på nippet til at bide ansigtet af ham. Han rømmede sig og rettede på slipset. En lille blodklat blev tæret ud på hans hvide krave og gav ham et sjælløst udtryk. Mord var hans business og en handel var undervejs. ”Men jeg kan ikke få fat i dem, siden pengene står frosset på Saitous konto og jeg ejer desværre ikke koden eller nøglen til boksen for den sags skyld.”
Konrad kunne mærke sin vanlige foragt over for bøller vende tilbage. Han klukkede og spyttede en slimet klat blod på Kadonomaros sko. Straffen kom prompte og en tand blev slået løs.
”Min far troede ikke på direkte at involvere sig i anliggende. Han ville altid få andre til at gøre det beskidte arbejde, men se hvor det førte ham. Idioten der skulle skaffe nøglen fra Akira kom i stedet til at køre ham ihjel. Nej, jeg foretrækker selv at stå for udtrækningen af informationer. På den måde sikrer jeg mig, at det går, som jeg ønsker.”
”Lad mig gætte. Det var dig, der kom til det, ikk',” smilede Konrad og så sig selv med et blodigt grin og et ansigt der var slået fuldstændigt i stykker.
Han havde tydeligvis ramt plet. Kadonomaro gryntede vredt og slog i stedet med den frie hånd, hvor lyden af metal fra et knohjerne, sendte hans hjerne til tælling i adskillige lange sekunder, inden det igen gik op for ham, at han stadig var i overhængende fare.
Både Adina og Aiko var slået ud, men de lod lige nu ikke til at være vigtige for gangsterens plot. Hvis han havde slået dem ihjel, ville de være fuldkommen overflødige, men siden de stadig var i live, måtte der være mere i det.
”Jeg gætter på, at du ikke ved, hvor denne nøgle er og at du troede, du bare kunne slå Akira ihjel.”
Kadonomora spændte hanen igen og pressede mundingen mod hans tinding.
”Du formoder meget af en blegfis at være. Se det som en ære, at blive slået ihjel ved min hånd.”
”En ære!?” brast Konrad i fuld dødsforagt. ”Du er en bølle med en pistol. Intet andet. Du ved sikkert ikke engang, hvad det er du leder efter.”
Det gjorde Konrad heller ikke, men hvis han kunne trække tiden for den lille asiat med storhedsvanvid, kunne han måske finde på noget. Talegaverne lod stadig ikke til at svigte ham til trods den hårdhændede behandling. Tidligere havde en kniv fået ham til at væde sine bukser. Nu følte han sig bemyndiget. Med ordets magt havde han fået en større trussel til at vakle og miste temperamentet.
”Nøglen ligger hos det, hun værdsætter mest. Ordret ifølge hans notater. Så jo, jeg ved udmærket godt, hvor den er.”
Bare for at føje spot til skade slog Kadonomaro ham igen. Denne gang så hårdt at Konrad blev sendt flyvende ind i køkkenskabet.
Børstet stål og blod var ikke en udpræget god kombination. I ovnlågens genskær så han sit eget ansigt opsvulmet som en svampet og rå filet mignon. Nu følte han sig pludselig sulten.
”At de stadig er i live, må betyde, at du ikke gør. De er din fejlsikring. Du har ikke Maggi. Du har hendes telefon,” udfordrede Konrad.
”Og du førte mig direkte til, hvor de boede,” hidsede Kadonomora sig ned og rettede igen på formerne. Tonen var hånlig og rettet mod den fatale fejl, Konrad havde begået ved at lede dem direkte hertil. Det virkede efter hensigten og straks følte han sig mere end skyldig.
”Ja, nu ser du det.” Han afladede revolveren igen. ”Du ved så også, hvorfor du ikke er død endnu, ikke?”
Selvfølgelig gjorde han det. Udtrykket i hans ansigt var ikke til at tage fejl af. Tsurimi Kadonomaro var inkarneret sadist og fandt glæde i at pine svar ud af sine ofre.
”Alex er typen, der altid er to eller tre skridt foran os andre, men han så ikke, hvordan jeg opdagede, at hans makker var regeringsspion, før det var for sent. Du har ret. Det var mig, der slog ham ihjel og jeg nød hvert et udsøgt øjeblik af hans klynk og tiggen om ikke at røre hans familie.”
Han satte sig helt ned til Konrads øre og hviskede de mest rystende og kølige ord, der nogensinde skulle nå ham.
”Ved du hvad? Jeg lovede ham med min ære, at jeg ville skåne dem, hvis han gav mig, hvad jeg skulle bruge.”
Oprigtigheden i hans stemme var så overbevisende og venlig, at Konrad et øjeblik selv ønskede at fortælle ham sine inderste hemmeligheder. Smilet der fulgte og det svage glimmer i øjenkrogen kunne sagtens have overbevist ham om hans noble intentioner.
”Hvor er hun? Jeg vil bare have, hvad der er mit. Så snart jeg har det, kan I gå fri.”
”Du …” Konrad sank en klump. Det var ikke af frygt men af udmattelse. ”Du … slår os ihjel uanset hvad, ikk?”
Smilet frøs og de iskolde øjne vendte straks tilbage.
”Selvfølgelig. Tag ikke fejl. På den ene eller anden måde skal jeg nok få, hvad jeg er kommet efter. Akira var rå. Jeg nåede at brække alle fingre og tær og flå tænderne ud af munden på ham, inden han gav efter. Dernæst …” Kadonomaro slikkede sig om munden. ”Dernæst fortalte jeg, hvad jeg havde gjort ved hans datter, Machiko.”
Ordene var som en stålbørste på indersiden af Konrads kranium. Det sved ukontrollabelt i øjnene og Kadonomaro kunne se effekten af dem.
”Løgn,” kvækkede han og var ude af stand til at styre rystelserne, der ulmede under huden.
”Ja?”
Han satte sig over for Konrad, som en gammel ven ville og tog sin telefon frem. Med revolveren stadig rettet mod ham i sikker afstand, fandt han hvad han ledte efter og kastede den over til ham.
”Som et lille minde om vores tid sammen. Nogle vil endda kalde mig en kunstner.”
Det tog Konrad pinligt lang tid at indse, hvad det var, billederne forestillede. Så snart kadonomaro kunne se, at den var sunket ind, fortsatte han.
”Der er mange flere end det ene, men jeg tror, du forstår.”
Vægten af mobilen var ubærlig, men det var intet i forhold til, hvad hun måtte rende rundt med inde i sig af rædsler og dæmoner, der gnavede af hende hver eneste dag.
Konrad var tabt for ord og enhver gengældelse syntes ikke at stå til måls med de forbrydelser, han havde begået.
”Akira havde præcis samme udtryk, da jeg viste ham billederne. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gav mig noget, penge ikke kan købe. En faders ultimative nederlag.”
Med nænsom hånd tog han mobilen fra Konrad. Denne kamæleon af et menneske formåede at spille på samtlige følelser og emulere tilstande der tjente specifikke formål.
Euclid havde god grund til at holde familien skjult fra denne formidable fjende i stedet for at angribe ham frontalt. Han måtte vide det. Hvordan kunne han ikke?
Den mængde galde og betændte tanker og drømme måtte gøre noget ved et menneske – ved en ung pige. Konrad kunne slet ikke forestille sig, hvad der måtte foregå inde i hendes hoved. Det måtte være grunden til, at hun holdt afstand til alt – selv søsteren som havde alt, hun begærede. De overgreb som denne skællede slange grådigt havde udsat hende for, kunne aldrig gøres om. Han havde brændemærket hende som sin.
Den blotte tanke om hvad han havde gjort ved hende, kunne få ham til at skrige sammen med en ustyrlig trang til aldrig at slippe hende af syne igen.
”Nøglen,” råbte en af Kadonomoras lejesvende, ”vi har fundet den.”
Han rejste sig fra gulvet og tørrede splinter og glas fra sig og besigtigede fundet.
”Godt arbejde. Så mangler vi bare kodeordet, så kan jeg få mine to hundrede milliarder frigivet og min families imperium vil genopstå. Hvor lå den henne?”
”Bag billedet af hendes mand og børn, herre.”
”Der kan man bare se. Så løj han alligevel ikke. Nu får jeg det jo næsten helt dårligt over, at have slået ham ihjel og misbrugt hans datter.”
At han kunne snakke så nonchalant om det, fik det til at vende sig i Konrad.
”Det fik du alligevel ikke lokket ud af ham?” sagde Konrad i håbet om at tirre ham. Han var nær grænsen til at hyperventilere. Ikke af frygt, men en umådelig vrede der boblede over i ham.
”Behøvede jeg ikke. Han sagde, at hans datter havde valgt kodeordet, men da jeg nåede tilbage, havde Euclid allerede hentet hende.”
”En skam du ikke selv kom efter hende hos Adina, hva'?” bed Konrad vredt med spyt spruttende fra snævre læber, der var fortrukket i vrede.
”Så jeg kunne få hovedet flået af af den sindssyge kælling? Det' jeg sikker på, du ville kunne li'. Tror faktisk, det var det, Akira håbede på. Havde hun vidst, det var mig, ville vi nok ikke stå her i dag.”
”Så du er bare en kujon, der flygter, når det bliver for hårdt?”
Kadonomaro trak på skuldrende og kløede sig fraværende i hovedbunden med revolveren.
”Jeg kan li' dig, Konrad. Dig og din … fysik. Så vil jeg gå med til at skåne dit liv. Kun dit liv selvfølgelig. Ser du, mandlige … ledsagere, specielt af din etniske oprindelse, støder man ikke tit på. Hvis du gør noget for mig, vil jeg gøre dette for dig?” tilbød han.
Alle ville overveje at redde sit eget liv, også selvom konsekvenserne var uoverskuelige. Konrad var ingen undtagelse. I et kort øjeblik var han sikker på, at Kadonomaro kunne se det og kun fordi han sænkede sin parade i en brøkdel af et sekund, tog Konrad chancen.
”Hun glemte mobilen i min lejlighed, ikk'? I håbede hun kunne føre jer hertil, men i mistede hende af syne, så da jeg forlod lejligheden, fandt i den og fik mig til at lede jer i stedet?”
”Og din pointe er?”
Det betød, at hun stadig var i relativ sikkerhed. Hvis hun først var på vej, nu ville det hurtigt gå op for hende, at tingene ikke var som de plejede og hun ville kontakte Euclid med det samme. Det var ikke den værste fejl at begå for en blodtørstig og psykotisk mafialeder, men en der var stor nok, til at kunne blive udnyttet.
Så længe Maggi gik fri, var der en hånd at spille. Problemet lå i Aiko. Hos hende lå Maggis sindsro og enhver trussel mod hende ville sende storesøsteren ud i et ukontrollabelt raserianfald. Intet fokus. Ingen plan. Og med tanke på hvad Kadonomaro havde gjort ved hende, var hun lige så sikker som en ladt kanon med revner ned ad løbet.
Der var ingen pointe. Konrad fik blot bekræftet, at de ikke havde hende.
Fingrene gjorde ondt og blod begyndte øjeblikkeligt at bløde fra blommerne, hvor glasset flåede i dem.
Der var langt til hoveddøren og der var ikke noget håb om at få vristet våbnet fra Kadonomora, men det korte sekund han brugte på at afværge skyen af glas, var rigeligt for Konrad.
Grebet om hans håndled var fedtet til af blod og svært at holde og det krævede al hans styrke at vælte ham om på ryggen. I en rullende bevægelse jagede Konrad knæet i struben på svinet og inden håndlangerne kunne nå at reagere på den omskiftelige situation, var Aiko i hans arme. Gud ske tak og lov for at hun var så lille i forhold til ham. Gud ske tak og lov for at han havde trænet.
Adina ville ikke tilgive ham, hvis han tog hende i stedet for datteren, selvom han følte, at han svigtede sin sensei.
Friheden var i syne, men et vildfarent skud fra revolveren slog i dørkarmen. Dødvægten fra Aiko og chokket det gav, da træsplintrer rev ham i ansigtet, fik ham til at miste balancen. Eller også var det det knuste indre øre og den tiltagende kvalme der var skyld i det.
Ud af ingenting dukkede en mand op udenfor lejligheden og en geværkolbe slog farverne ud af øjnene på Konrad. Han mistede grebet om Aiko og ramlede ind i det halvrådne gelænder og tumlede ud over kanten – fire etager oppe. Fire etager ned.
Han var for hurtig. Han var for tung. Hvis han havde været adrenalinjunkie, ville dette sikkert fylde ham med spænding og begejstring. Spændingen var der. Den gennemsyrede hans krop som en elektrisk strøm, der tvang hvert et led til at stivne. Han ville skrige, men bunden af opgangen nærmede sig så faretruende hurtigt i det langsomste af tempoer. I et spind nåede han lige akkurat at se Aiko hænge slatten som en kludedukke over kanten i en mørk hånd og han priste sig lykkelig over, at han ikke var kommet til at rive hende med i købet.