Phillip havde engang i forbindelse med et fritidsjob havareret en bil. Faktisk pralede han lidt af at have totalskadet den. Han var væltet rundt i den og havde endda ingen sikkerhedssele på, da det skete. Var han kommet til skade? Næ nej. Han var kommet til sig selv i forruden af bilen og var kravlet ud og køligt havde han taget et billede af den smadrede bil som bevis på sin overmenneskelige natur.
I de sidste få sekunder inden bilen væltede ud over den lille bakke, påstod han, at det sidste der gik igennem hovedet på ham, var irritation over, at måtte stå til ansvar for ødelagt materiel og ikke en lammende frygt om, at han måske snart skulle dø.
Før nu havde Konrad ikke troet på ham. Før nu.
Det eneste der kørte igennem hovedet på ham, var, at han inderligt håbede, at de ville klare sig og at det sidste han så, inden han ramte gulvet ikke ville være Maggi, der lige var vendt hjem.
Gelænderet to etager nede ramte ham i nakken. Hans fod vrikkede om da benene i refleks tog af og sendte ham på tværs af opgangen. Pusten blev slået ud af ham, da han ramte med maven først på trappekanten en etage længere nede. Tankerne vendte tilbage med hævntørst. Noget brækkede i brystet på ham. Et ribben måske? Mere end stoltheden i alt fald.
Fingrende gled på de beskidte og støvede trappetrin og han faldt den sidste etager ned med ryggen først.
Aiko var væk, så selvom hun ikke var sikker, var hun med al sandsynlighed stadig i live.
Kadonomaro skævede ud over kanten og affyrede et skud mod Konrad. Det forplantede sig centimeter fra hans ansigt.
”Du’ færdig. Ved du det?” hørte han Maggis stemme i sin egen mund og huskede sin egen reaktion på hendes trussel. Han havde stadig armene i behold, så helt ret havde hun ikke haft.
Kadonomaro råbte noget på japansk og en lille gruppe begyndte at affyre deres fuldautomatiske rifler i Konrads retning.
”Du er færdig …”
Og dog havde han levet et helt år, selvom sidste gang han så hende, havde han frygtet mere for sit liv, end han gjorde nu.
”A... av,” klynkede han uden egentlig at vide, om han nogensinde ville være i stand til at gå igen.
Der er ikke meget samurai over mig nu, tænkte han og fremtvang en ufrivillig og morbid latter.
Hold da helt kæft, hvor sigtede de dårligt. Han blev mere og mere indhyllet i en psykotisk stemning af omnipotent selvforherligelse over at have overlevet faldet.
”Jeg er Konrad Oort. I kan ikke røre mig,” hviskede han hæst.
Nogle ville se det som et tilfælde af statistisk usandsynlighed, at ingen af de hundredevis af kugler ramte ham. Med nærmest overnaturlig præcis spredning dannede de i stedet en silhuet omkring hans stive, livløse krop.
”I kan ikke fucke med min Qi,” hostede han og strakte sin langefinger af dem og smilede. Smagen af metallisk blod og stanken af skrald i opgangen var intet andet end et scenarie, der med præcision afbillede hans sølle liv optil nu. De råbte af ham og opgangen blev til et uvejr af larm. Med ophøjet ro vred han armene, så de kunne støtte ham og han kom på benene.
Noget var bestemt brækket i kroppen. Fornuften prøvede at tvinge ham til at flygte fra åstedet for at opretholde sin livsfunktion.
”Pfffhh,” fnyste han højlydt ved tanken og stavrede med halte skridt mod udgangen. ”Lad dem komme.”
Set i bakspejlet måtte der være højere magter, der holdt hånden over ham, for i sekundet han trådte ud af døren stoppede en taxa foran ham.
Havde han vinket den til siden? Sikkert. Han satte sig ind og mumlede en adresse, han ikke kunne genkalde at have sagt. Uden tøven var bilen sat i hjulspind og væk var de.
Mere huskede han ikke og blev vækket af en voldsom råben.
”Du bløder overalt i min vogn!”
”Hvad?”
Så for helvede hvor stak det meget i ham. Han var varm, fugtig og kølig klam på samme tid.
”Krafthelvede!”
Chaufføren var en indisk mand, der lød som om han med eftertryk forsøgte at imitere sit fædrene lands accent. Han rev døren op og flåede Konrad ud på asfalten og i ordets forstand rullede ham. Det var nok mere rigtigt at sige, at han stjal hans penge, men i sin tilstand kunne han ikke rigtig gøre modstand. Han var en kødklump der fedtede rundt på den glohede asfalt og kunne næsten lugte, hvordan blodet sved i den brændende aftensol. Sydende bacon og aftenlamper mindede ham om en grillfest, han aldrig var blevet inviteret til – eller varmen om et bål.
Instinktet om overlevelse var det, der afgjorde, om han blev liggende eller ej og han huskede pludselig, hvor han var. Havde kroppen ikke været i stand til at udtrykke al den ve og smerte, der var overgået ham, kunne der have været gået timer og dage, før nogen havde opdaget, at han var død. Den vækkede ham og fik ham til at indse, hvor han var.
Phillips hus lå lige om hjørnet, så selv med hovedet slået i stykker kunne han trods alt stadig træffe fornuftige beslutninger. Selv med et skudhul igennem hånden.
Det svimlede og hånden spjættede. Nej, han måtte forholde sig rolig ellers ville han bare gå i shock. Det var for sent allerede, følte han, da knæskallerne brast mod stenskridtene op til deres hus.
Der kunne skrives detaljerede beretninger, om hvert eneste lille vrid han gjorde med kroppen for at komme op af dem. Hver en udsøgt lille detalje af det smertehelvede han gennemgik, ville blive studeret og senere skrevet afhandlinger om.
De ville undre sig over, at han havde klaret sig så langt. Film ville blive lavet om det unaturlige fænomen og hans krop ville blive udstillet på naturhistorisk museum, som mennesket der blev ved med at gå, selv efter at døden havde indtruffet.
Konrad overvejede, hvad der skulle tages i avance for at se sådan et vidunder.
Ja, bare bliv ved med at tænke på alt andet, end at du er ved at dø. Det kan være, du kan snyde hjernen til at tro, at kroppen stadig lever. Bare lige et par meter endnu.
Klokken ringede og store blodstænk blev tværet af mod dørkarmen.
Vent. Hvorfor stod han og ventede på, at de åbnede. Han var en såret mand, der lige var flygtet fra mafiaen. Manerer var da det sidste, han burde tænke på.
Phillips forældre lod ikke til at forstå, hvilken ødelagt tilstand Konrad var i. De havde knap opdaget, at han uindbudt var stavret ind ud på deres badeværelse, der var kun en smule mere sanitært uforsvarligt end en opiumshule fyldt med væskende bylder og uhumske adelsmænd, der havde solgt alt, de ejede og havde.
Brune aflejringer der ikke kunne skrubbes væk, fordi de var trængt så langt ind i væggen, gjorde at Konrad tøvede med at gå derind og derved ødslede han længere tid, end han burde. Unødigt meget blod gik tabt ved at stå og dvæle. Sådan så det i hvert fald ud, men en lille rift når han barberede sig, kunne nemt udvikle sig til et regulært blodbad af bibelske proportioner.
Toiletpapir måtte erstatte gaze, men alt han foretog sig, foregik kluntet og larmende og gjorde blot mere skade end gavn.
Først da Phillips væmmelige kusine kom ind begyndte det at tage fart. Hun havde sikkert havde været mild for øjnene inden hun valgte at hærge sit liv med stoffer og dårlig indflydelse fra generationen der sad i stuen, som bevidst havde smidt livet på gulvet.
”Gretchen?”
Konrad ville række hånden ud efter hende, men noget var næsten uhelbredeligt gået i stykker indvendigt, og tyktflydende blod slaskede mod de kalkgule fliser.
Ordene der kom igennem det tykke lag af plak druknede i røgen hun pustede ud. Den flød som væske ned af hagen på hende, næsten som forvarsel til det der måtte følge i hendes indre.
”Hjælp … mig. Phillip. Han … hvor?”
Hun lo og så igennem skjortens sorte plamager og gik straks i gang med at knappe den op. Uden tøven var hun allerede på knæ og havde halvt mod hans vilje, halvt ude af stand til at gøre modstand lynet bukserne ned og taget ham i munden.
Røgen flød stadig, men refleksorganerne var sat ud af drift. Blodet der var forbeholdt hjernen, nåede aldrig derop og enhver fornuft blev tilsidesat for en ustyrlig drift, han ikke havde kendt til før. Forsvarsløs forbandede han, at Adina ikke havde lært ham den slags selvkontrol. Selv med Maggi var han ikke i stand til at undertrykke pulsen, når hun var for tæt på ham.
”Mag... gi,” gispede han afkræftet i stød. Hans blødende hånden faldt ned i hendes hoved og sort blod blev tværet af i hendes hår. Lyset der langsomt var begyndt at gå på hæld stod ind af vinduet og farvede det rødt som ild.
Som en strålende sol af blændende skønhed.
Med et voldsomt skub kastede han heksen op af døren. Baghovedet fik den tynde finerplade til at flække og hun var slået ud med det samme.
Konrad kunne ikke tage sig af hendes bevidstløse savlen, selvom han ikke ville hende noget ondt. Så længe hun trak vejret, måtte det være godt nok.
Det tog ham lang tid at lukke bukserne til igen og for at spare tid gjorde han det mens han kravlede op ad trappen.
Undskyld Gretchen, tænkte han, men angrede ikke nok til at forsage Maggi. Ikke nu.
”Phillip,” kaldte han grødet. Stemmen var ikke med ham. Den pondus han vidste, at kroppen besad, havde lungerne vist glemt at følge op på. De sved. Ild var kravlet ned i struben uden hensyn til krigen, han forsøgte at råbe i gang.
Vred over det svigt kroppen udsatte ham for, sparkede han gelænderet i stykker på sin vej op.
”Phillip!” Væggene skælvede. Den ringe byggede toplans villa var på randen til at blive blæst om af hans røst. Han ville puste og pruste og blæse hele huset omkuld og hverken bacon eller alverdens fristelser kunne holde ham fra at gøre, hvad der måttes.
Forældrenes hoveder tittede kun kortvarigt frem, inden de skræmte dukkede sig igen ved den murbrækker, han bar i sin krop som intet massivt bygningsværk kunne modstå.
”Kom an!” Phillip måtte have troet, at Konrad var kommet for få hævn. Battet i hans hånd fortalte i hvert fald, at han havde tænkt sig at kæmpe. ”Er det virkelig det, det er kommet til!?”
Battet flækkede kanten af et hjørne af. Puds og gips stod ud af væggen som en fontæne og sværtede aluminiumsbattet til, da han trak den tilbage.
Konfrontationen var kortvarig, for i samme nu han fik øje på Konrad, slap han battet, der klingede mod hvert eneste trin blot for at trække pinen længere ud.
”Kritte! Hva' helvede er der sket med dig?”
”Maggi.”
”Magi? Ikke på vilkår. Har de puttet noget i dig? Mor! Far! Hvad fuck har i gjort ved ham?”
Phillip sprang over ham og samlede battet op på vejen. Forældrene hvinede og et glasbord flækkede. Konrad ville protestere mod den ellers galante opførsel i hans ære, men det formørkedes om ham.
”Hey! Konrad. Vågn op”
Phillips stemme trængte igennem sammen med en hård lussing, der også ramte øret. Det dårlige. Beredskabet i ham vækkede ham på ny og han for op.
”Forklar mig lige hvorfor Gretchen ligger bevidstløs på badeværelset og der er blod over det hele.”
De var stadig på trappen. Den skønne og lindrende trappe der masserede hans rygsøjle som en kælen og pengegrisk thaimassør.
”Maggi … Aiko … De … ”
”Din hånd?”
Phillip skuttede sig ved synet af hullet. Blodet var begyndt at størkne relativt hurtigt, så i det mindste lod han ikke til at forbløde.
”De kom … ” Konrad hostede så væske af blod skar i luftrøret. ”Tal lige om timing.”
”Hvem kom? Hvad snakker du om?”
”Mafiaen.”
Hvis det var muligt at trække vejret gennem øjnene, havde Phillip været den første i verdenshistorien.
”Vi må … Vi må ringe efter politiet,” stammede han og fægtede med armene uden at vide, hvad han skulle gøre af sig selv.
”Euclid. Vi må ha’ fat i Euclid!”
Hvor ondt det end gjorde at Phillip forsøgte at hanke op i armen på ham, gjorde han ikke mere modstand, end at han fik slæbt ham op og ind på sit værelse.
Konrad måtte minde ham om, hvornår nogen af dem sidst havde set ordensmagten på disse kanter. De havde det med at være usynlige og ikke blande sig i bandernes indbyrdes konflikter. Der skulle mere til end blot mafiaens ankomst til at rykke op i deres indgroede tendenser. Organiseret kriminalitet ville måske endda blive budt velkommen i håb om struktureret og stabil utugt.
Phillip så kvalm ud. Havde det ikke været for Konrads umiddelbare ro, ville han nok have set mere ligbleg ud end ham.
”Så de har de to piger?”
Konrad nikkede.
”Og deres mor?”
”Og mig hvis jeg ikke var kommet væk derfra. Sandsynligvis henrettet.”
Konrad sad med Phillips mobil i hånden og forsøgte at komme i tanke om Euclids nummer.
”Hvorfor er du ikke død?”
Konrad så op. Var det et seriøst spørgsmål eller vidste han mere end han lod til, men med skjorten knappet op og med udsyn til store, sorte læsioner samt flere væskende skrammer, forstod han hans undren.
Der var forbindelse. Den skrattende kombinerede tone af tre hundrede og halvtreds hertz blandet med fire hundrede og fyrre pinte det gode øre. Balanceevnen var ødelagt og han følte sig svimmel. Selv med lukkede øjne var det som at sidde i en ustabil skude i rå sø og han følte sig alene og kastet om af vindene mod en ukendt verden.
”Phillip?” lød Euclids stemme i den anden ende efter ufattelig mange ventehyl.
”Konrad,” rettede han ham.
”Konrad? Hvorfor ringer du fra Phillips telefon?”
”Hvorfra ved du, det er Phillips telefon?” gengældte han en anelse anklagende. Euclid lo.
”Selvfølgelig ved jeg, hvad hans nummer er. Jeg ved også, at han har fulgt efter dig et godt stykke tid. Tænkte det nok bare var et spørgsmål om tid, før han regnede den ud.”
Konrad var for afkræftet til at spørge.
”Han er en pålideligt fætter. Jeg gætter, det er derfor, du ringer.”
”Nej, jeg …”
”Hør, jeg kommer til byen i næste uge. Det er ved at være længe siden. Tag ham med over til pigerne. Du virker også til at have meget at tænke på, så … ”
”Alex!” afbrød Konrad. Der blev straks stille i den anden ende. Han havde aldrig brugt det navn, når han snakkede til ham. Han skævede til Phillip. Om han hørte det eller ej, så ville han før eller siden have fundet ud af det, men som det var nu, ønskede han ikke at blande ham for meget ind i det. Trods alt hvad de havde været igennem det fortløbende år, var han stadig hans bedste ven.
”Kadonomaro.” Konrad kvaltes i de ord der fulgte og følte først nu følgerne af de konsekvenser, hans handling havde ledt til. ”Kadonomora har dem.”
Der var et spektakel i den anden ende af røret. Noget blev slået mod mikrofonen og Konrad kom straks i tanke om enhver spionfilm, han nogensinde havde set, der havde omhandlet den kolde krig. For at forhindre samtalen i at blive sporet ville de placere et aggregat over mundstykket. Hvordan det virkede havde han aldrig helt regnet ud.
”Læg på. Hvis de sporer linjen.”
”Gør de ikke,” forsikrede Konrad ham. Luften fra hans næsebor fortalte, at hans stressniveau var steget et par oktaver højere end ringetonen.
”De … ” Hvorfor var det så svært at forklare? ”De leder efter … De har Aiko og Adina.”
”Maggi?”
”De leder efter hende.” Øjnene duggede til. Pludselig føltes det ikke, som om kroppen var i en værre stand. ”Jeg ved ikke, hvor hun er, men de ved det heller ikke.”
”Hvorfor har de ikke kontaktet mig endnu?”
”De slog Adina ud.”
”Er de okay?” Euclids stemme knækkede over. ”Har han rørt dem? Har han rørt Aiko?”
Der var mere end blot bekymring i stemmen, så Konrad vidste udmærket, hvad han mente.
”De må lige være ankommet. Hun må ha’ glemt sin mobil hos mig og så har de mistet hende af syne i forsøg på at finde hjem til dem, så de udgav sig for at være hende. Jeg … Jeg ledte dem dertil.” Der var stille i den anden ende. ”Jeg prøvede at få Aiko ud derfra.”
Konrad mistede selvkontrollen og kunne nu intet se.
”Jeg så billederne, Alex. Kadonomaro. Jeg så, hvad han gjorde ved hende.”
Phillip var svejset til stedet som et hvidt spøgelse og var blegere end en levende død. Alle blodårer var fortrængt til sorte striber. Der var ingen tvivl om, at han også forstod, hvad Konrad snakkede om.
”Har du kontaktet politiet?” lød det skarpt.
”Nej.”
Der gik yderligere lang tid med intet andet end baggrundsstøj, der trak pinen unødigt ud.
”Jeg er på vej. Bliv hvor I er.”
Klik.
Lyden var det sidste strå, der bukkede under og han tabte telefonen der fløj i stykker idet den ramte gulvet. Phillip var ligeglad lod det til eller også var han lige som ham mere bekymret om familiens tilstand.
”Hvad sagde han?” hviskede han åndeløst.
”Vi venter her.”
”Vil de ikke finde os?”
Konrad tog sin mobil frem og kiggede på Maggis nummer. Han klemte om den så plastikken knagede. Enten troede de, at han var død eller også var han uden betydning. Han konkluderede, at hvis de troede, at han havde tilkaldt politiet, ville de selvfølgelig være over alle bjerge nu.
Så snart Adina kom til bevidsthed, ville de presse Euclids nummer ud af hende. Sikkert ved at torturere Aiko og så ville de udnytte ham til at nå til Maggi.
Konrad huskede Kadonomaros ord. Kodeordet havde datteren valgt.
”Hvad handler det her om?” spurgte Phillip stille.
”Penge,” sukkede Konrad og kunne ikke lade være med at smile af det. Handlede det ikke altid om penge? Penge og magt. ”To hundrede milliarder.”
”Yen eller dollars?”
”Hvad fanden er forskellen.”
Morbid humor havde altid været deres varemærke. At den nu kunne dulme den uhyggelige stemning, gjorde den kun udpræget mere ubehagelig. At der ikke var andre til at høre deres dårligt synkroniserede jokes, var, hvad der igen slukkede den spæde latter imellem dem.
”Du ved godt, der er hul i din væg, ikk'?” bemærkede Konrad og så på det store hul Phillip havde lavet, da der var gået noget tid hvor ingen af dem havde sagt noget.
”Det var mest for den dramatiske effekt. Hvis det var, vi nu alligevel skulle slås, så tror jeg, at jeg ville have en bedre chance med et våben.”
Gid jeg havde haft et våben, græmmede Konrad sig. Billedet havde brændt sig på nethinden og var det eneste han kunne se, når han lukkede øjnene, der sved tørt.
”Jeg flytter i næste uge. De gamle er mere eller mindre ligeglade,” brød han endnu en pinende stilhed. De sad begge to og stirrede formålsløst ud i intetheden.
”Hvorfor?” spurgte Konrad kun halvt interesseret.
”Har de nogensinde virket til at være engageret i vores liv?”
”Mente nu, hvorfor du flyttede.”
”Af samme grund.”
Venus var netop blevet synlig på den røde himmel og det var svalende at ligge på det kølige, skrå tag, som gjorde underværker på de blå mærker. Hånden var blevet bundet ind og desinficeret med en halv flaske vodka, der havde brændt nervespidserne af. Konrad tvivlede på, om den nogensinde ville blive god igen.
”Jeg ville ikke sige, det var på grund af en pige, men siden du så skamløst havde den samme grund, behøver jeg vel ikke lyve.”
Phillip måtte kunne ane, at Konrads tanker kredsede om alt andet end at være til stede. Enhver anden ville holde inde eller måske endda forsøge at snakke ud om tingene, men ikke ham. Han kendte Konrad godt nok til at vide, at når der var noget, der tyngede ham, var det at snakke om alt muligt andet, det bedste han kunne gøre. Desuden var der ikke så meget, de kunne stille op, før Euclid dukkede op.
”Eller … Ikke rigtig. Det’ ikke ligefrem fordi, jeg flytter sammen med nogen eller noget i den retning.”
”Mmm,” svarede Konrad så langt væk i tanker, at hvis ikke Phillip fortsatte, ville hans impulser drive ham til at gøre noget dumt.
”Jeg fulgte efter dig for nogle måneder siden og opdagede, hvad det var, du virkelig gik og lavede.”
”Jeg trænede. Konstant og hele tiden. Det var nu ikke så super hemmeligt.”
”Nok til at du ikke ville fortælle mig om det åbenbart.”
”Undskyld.”
Konrad mente det, men der var stadig en ting, han ikke havde fortalt sin ven.
”Jeg bebrejder dig ikke. Ved godt vi aftalte ikke at lade kvinder komme imellem os, men kunne ikke rigtig gøre for det,” sagde Phillip
Det gjorde Konrad en smule glad at høre, at Phillip selv havde andet at tænke på end deres venskab. At lade sig underkaste arkaiske aftaler der ikke tjente andet formål end ikke at lade den anden få en lille smag af lykken, virkede idiotisk. Det var mere idiotisk at tro, at det ville komme imellem dem.
”Hun stod nogle gange og kiggede igennem vinduet til træningshallen, så jeg mente ikke hun var elev der. Jeg tænkte at hun var uegnet til at træne derinde lige som mig, så jeg spurgte, om det var noget hun ønskede sig.”
Phillip havde altid været bramfri og det var da også hans stærke side. Han kunne sige præcist, hvad han mente uden at have skjulte intentioner. Problemet var bare, at han var for dum til at fatte, hvis en pige rent faktisk brød sig om ham.
”Hvad sagde hun?” Konrad forstillede sig, hvordan Phillip akavet forsøgte at starte en samtale med et fremmede væsen og morede sig ved tanken. ”Eller hvor meget fuckede du det op?”
”Ha ha. Bare fordi du vælter dig i kvinder betyder det ikke, at vi andre skal nøjes med resterne.”
”Bevares. Jeg er tydeligvis for dum til at fatte, at der findes kvinder.”
”Det anfægter jeg ikke.”
”Du anfægter det ikke? Hvornår helvede er du begyndt tale sådan?”
Phillip pillede ved sine fingre og skjulte et smil.
”Hun sagde netop, at hun gerne ville træne derinde. Ikke fordi det ville gøre hende stærkere, men at hun måske kunne vinde en smule selvtillid ved at frigøre sig.”
”Frigøre sig?” spurgte Konrad.
”Fra sine forældre.”
Var det ikke præcis, det Konrad havde gjort ved at bryde med sin onkel? Omstændighederne var tilfældigvis faldet så heldigt ud, at han kun dage efter bruddet fik sit eget sted. Han havde ikke ligefrem kæmpet for sin selvstændighed, men han kunne godt se, hvordan følelsen af at blive kvalt og ikke kunne bryde fri af mønstret, kunne gøre en handlingslammet.
”Da hun sagde det, mente jeg at det var på tide, jeg kom væk herfra.”
”Var det virkelig din store kærlighedshistorie?” lo Konrad anstrengt for at glemme og lade tiden passere. ”Jeg siger ikke den er tynd og det jo ikke ligefrem fordi den er kommet imellem os.”
Phillip skar en grimasse. Den fortalte ham, hvor dum han var at høre på.
”Mødte hende da flere gange end det, din spasser.”
”Pyh, jeg troede et øjeblik, at du allerede havde friet til hende.”
Vanligt fik Konrad et slag på vejen. Det var ikke nær så voldeligt som hans tidligere anstrengelser og Phillip gjorde sig da også umage med ikke at ramme vitalt skadet organer. Det gjorde ingen forskel om han ramte eller ej. Der var ikke den flig af kroppen, der ikke var gået i stykker.
Ribbenene var helt sikkert brækket. Så meget var han nået frem til, men der var intet, han kunne gøre ved det nu.
”Lad mig gætte. Du dukkede tilfældigt op ved dojo'en i ny og næ, bare for at se om du tilfældigvis kunne støde ind i hende, ikk'?”
Phillip smilede fordækt.
”Jeg tør ikke tage kampen op med mine egne følelser. Ikke lige som dig. Tror du ikke jeg hørte om, hvordan du livsforagtende kastede alt hvad du havde mod Maggi den dag til prøvetræningen?”
”Det var slet ikke nok til at røre hende dog. Selv nu er jeg intet i forhold til. Hun er en kæmpe blandt mennesker. Det er hende der smider resterne vi andre kæmper om.”
Her var han endelig kommet til tåls med sine indre brydninger og så havde skæbnen smidt ham en stang trotyl med lunte kortere end Maggis temperament. Hende kunne han trods alt forvare sig imod, når hun var ved at antænde.
”Jeg mødte hende et par gange. Vi snakkede bare. Mest om hvad hun ønskede sig, hvor hun kom fra og sådan. Ved godt det lyder ynkeligt at prøve at skabe tilfældighederne på den måde, men jeg havde lyst til at fortælle hende, at hun inspirerede mig.”
”Det’ ikke dumt,” sagde Konrad, ”hvorfor tror du, at du ikke står model til mit program mere?”
”Fordi jeg er endimensionel og omtrent lige så intellektuelt engagerende som en vaffel?”
”Blandt andet. Nej, Jeg mødte også en der inspirerede mig, men det var ikke så kvalmende og sukkersødt som din historie.”
Det var værre.
”Koneko?”
”Mmm,” svarede Konrad fjernt.
”Hold kæft hvor er vi blevet … bløde.”
Phillip havde for et øjeblik glemt hvilken kattepine de var, i selvom han godt vidste at Koneko, som han troede hun hed, var i fare.
”Jeg så hende derinde en enkelt gang. Hun bukkede meget dybt for din lærerinde. Jeg vidste godt at hun kørte en streng linje, men at få den stakkels pige til at græde ved at afvise hende så groft var bare ondt.”
”Det ligner ikke Adina. Uanset potentiale vil hun altid lade folk få en chance. Er du sikker på, der ikke er mere i det end det?”
Det var ikke løgn. Adina var en skrap kvinde, men han havde aldrig oplevet hende som hun blev beskrevet nu. Hun kunne sagtens få folk til at bryde sammen. Gråden kom helt af sig selv, når hun pressede folk til det yderste, men at komme det i forkøbet og iskoldt afvise en uden at teste deres evner virkede overflødigt og ondt?
”Jeg sku’ lige til at brase derind og give hende et stykke af det gode gamle snakketøj her.”
Phillip trak op i ærmerne og fægtede som en garvet bokser fra det forrige århundrede, dengang en ægte gentleman kunne forsvare en kvindes ære med næverne alene.
”Min helt,” karikerede Konrad med hvilende øjne på Pleiaderne og huskede at Adina kunne være lidt at en tyr at bakse med verbalt. Phillips blik sank.
”Maggi kom mig i forkøbet. Troede oprigtigt ikke at det var muligt at hade nogen mere, men kun overraskede mig.”
”Umuligt. Maggi hæver ikke stemmen. Ikke om så gælder hendes eget liv,” forsikrede Konrad. ”Du må tage fejl.”
”Bare fordi hun er helt skudt i dig, så er det ikke helt umuligt at se, hvor stort et problembarn hun er for os andre. Fatter ikke jeg nogensinde så noget i hende.”
Konrad ville protestere, men han vidste ikke til hvilken del. Desuden var tiden ikke til det nu.
”Du ved godt du har elendig timing, ikk'?” Han beherskede sig med ikke at lade følelserne få overtaget. Det lignede ham ikke. Næsen var fugtig, så han sikrede sig at den ikke løb. ”Hvad blev der så af hende?”
”Pigen?”
”Nej din forstand,” rettede Konrad.
”Som sagt …” Phillip genoptog deres yndlingsbeskæftigelse, når det var de lå på taget og filosoferede. Ingen havde råd til biler, der var pæne nok til at nogen gad installere alarm i dem. Ingen gad stjæle de vrag alligevel. ”Maggi kom mig i forkøbet.”
Vindspejlet flækkede på en rustet knallert, men det var i plastik, så der var ingen larm til at afsløre hans hærværk.
”Det ligner hende ikke at tale igen til Adina. Ikke medmindre …”
I over et år havde han kun set hende bryde sin form, når det omhandlede ham, Adina og …
”Er ret stolt af mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig,” brystede Phillip sig.
”Åh nej. Phillip, for helvede,” sukkede Konrad og kunne næsten forestille sig, hvad der var sket og hvorfor.
”Jo gu’ fandeme så. Hun bukkede så ydmygt over for hende, men tror du Maggi kunne vise den mindste smule medlidenhed?
”Sig ikke du blandede dig.”
”Hvad skulle jeg ellers gøre?” baldrede han opløftet og fortalte, hvordan han havde konfronteret Maggi og med fast stemme beordret hende til at lade pigen være.
”Hvad fanden bildte de sig ind at behandle en sød pige som hende på den måde?”
Maggi havde bare leet arrogant af ham og skubbet ham til side som var han luft og hjerteligt men nedladende fortsat sin hoverende latter. Med tung hånd havde hun klappet Phillip overbærende på kinden og vendt tilbage til dojo'en.
”Håber bare hun er okay,” mumlede Konrad.
”Også mig.”
Omtrent nu måtte de begge være enige om, hvem de mente.
”Havde jeg bare vidst det,” sagde Phillip bekymret over hendes skæbne og så lige så ængstelig ud, som Konrad følte sig.
”At Konekos søster var indblandet i alt det her?”
Phillip nikkede i stød, der kun lige akkurat var synlige.
”Da jeg så hende i dag sammen med dig … ”
”Jeg kyssede hende ikke, hvis det er det, du vil vide,” afbrød han.
”Koneko lod til at tro det.”
Hvis Phillip ikke var dukket op i dag, hvis Aiko ikke var, kunne tingene have udfoldet sig uendelig meget anderledes. Gangsterne kunne have brast ind i lejligheden med kun de to tilstede. Chancen for at Maggi og Konrad ville have haft et overtag, der kunne have undgået at Adina og Aiko nu var i livsfare, var reel og noget han nu lå og ønskede, var sket.
Og dog. Med tanke på hvad Kadonomaro havde gjort ved hende, ville hun enten have mistet besindelsen og slået ham ihjel på stedet eller have været fuldkommen i hans vold.
Rastløsheden var på nippet til at få ham til at slippe tøjlerne og han fandt sig selv siddende på kanten af taget og klar til at hoppe de fire meter ned for at løbe ud og kalde hendes navn, til der ikke var mere blod i kroppen.
”Motiver behøver ikke altid være så komplicerede, som vi gør dem til, men folk der læser vores historier, ser ikke nuancerne. Vi kan ikke få dem til at føle som os, før de har gået i vores sko og vi i deres. Motiver er personlige og tager ikke højde for andre, medmindre vi ønsker at indlemme dem. Et ædelt motiv er mindst lige så dragende som det utugtige. Den eneste forskel, hvis der er nogen overhovedet, er dem vi løfter og dem vi hiver med os ned.”
Konrad støttede kun på det yderste af hænderne. Faldet ville sikkert skade mere, end det gjorde gavn.
”Siger hvem?” spurgte han og håbede, at svaret ville give ham en smule lindring.
”Hende. Da jeg spurgte, hvorfor din lærerinde skældte hende ud.” sagde Phillip.
”Det kunne ligne hende. Hvis hun nu havde sagt sin mening,” spurgte Konrad, ”ville Adina så nogensinde lade hende træne?”
Spørgsmålet var ikke til Phillip, men han sagde det højt, så han kunne ikke lade være med at svare.
”Hun er en kold og kynisk kælling, hvis du spørger mig.”
Så langt var der da heller ikke ned. Hvis han sigtede efter buskene måske?
”Hun er også hendes mor,” sagde Konrad. ”Du kunne ikke vide, at hendes rigtige navn var Aiko.”
Phillips maniske og hysteriske skræppen over at lære sandheden om deres relationer forhindrede ikke Konrad i at tage springet. Det var ikke fordi han følte et behov for at stikke af, men fordi en hvislen fra buskene gjorde ham klar over, at de ikke var alene. Faktisk så han sig selv i luften, længe inden det gik op for ham, at tanken om at blive siddende var den mest optimale.
Jorden var hård, men ikke nær så hård som knytnæven han plantede i ansigtet på personen, der gemte sig i busken, måtte føle den.
”Slip mig! Konrad, det er mig!”
”Alex?”
Phillips klodsede krop bankede mod plænen med så meget ynde som … ja, som der faldt ham naturligt.
”Min iskias!” vrælede han teatralsk.
”Dæmp jer for helvede,” hvæsede Euclid uden at bruge stemmen fuldt.
”Hvad laver du i hækken?” spurgte Phillip og ømmede sig. Han strakte ryggen med et smæld, der nær havde vækket hele nabolaget.
Euclids hår var forvitret og han havde stadig søvn i øjnene, som var blodsprængte. Havde han grædt?
”Sikrer mig, at I ikke tiltrækker dem med jeres larm.”
Alle tav. Både Konrad og Phillip så sig varsomt omkring.
”Bare rolig,” snøftede han og tørrede sit ansigt fri for frustration, ”der er ingen varmesignaturer eller andet der indikerer, at nogen er i nærheden.”
”Alex.”
”Hvordan fandt de dem? Jeg var så forsigtig. Fik dem endda erklæret døde. Hvordan … ”
”Alex!”
Euclid havde ingen ord, der kunne beskrive sin afmagt.
”Er du alene? Har du nogen med dig?” spurgte Konrad og forsøgte at ruske op i ham. Han rystede på hovedet.
”Jeg var bare teknisk support. Ingen tør lægge sig ud med Yakuzaen. De er alle bange.”
”Support? Hvad snakker du om?” Spurgte Konrad. Euclid greb ham i kraven og hev ham helt ned, så sveden kunne smages.
”Maggi, er hun okay?”
”Jeg ved det ikke. De har hendes telefon. Det var sådan de fandt Adina og Aiko. Gennem mig.”
”Du … du kunne ikke vide det. I har ikke ringet efter politiet, vel?” sagde han febrilsk og kørte frustreret fingrene igennem det ukæmmede hår.
”Nej, det ville ikke gøre godt for noget alligevel,” svarede Konrad.
”Godt. Godt,” stressede han fjernt.
”Alex, hvad mener du med teknisk support? Hvorfor er der ingen, der vil hjælpe dig? Troede du var mossad.”
Hans stammede grådkvalt og han kæmpede med at bevare roen.
”Akira og jeg … vi var de eneste, der turde tage jobbet. De sagde, det ville være en karrierefremmende mission. Hvor var vi dumme.”
Konrad så ingen anden handling, end at sætte sig ved siden af ham i det fugtige græs og bare lytte til hans historie. Hvis han havde en plan, der kunne redde søsteren og hendes børn, så lod han den vente på sig, for hans personlige frelse virkede lige nu langt vigtigere eller også havde det direkte relevans. Euclids blik og de tomme, trætte bevægelser i der stod i kontur med gadelampernes matte slidsomme lys, fortalte at der var mere i det end blot en fejlslagen mission, der var ment til at bringe mafiaen ned.
”Akira kontaktede os og bad om at få vores bedste IT-specialist til at hjælpe ham med en, på papiret, genial plan. Så selvfølgelig henvendte de sig til mig. Jeg kendte ham ikke på det tidspunkt. Jeg kendte ingen. Jeg var bare en grøn computernørd, der kun lige akkurat bestod de fysiske og psykiske krav, så jeg var ivrig efter at bevise, at jeg kunne klare hvad som helst.”
Fugten gled imellem Konrads fingre og han huskede, at årsagsforhold ikke var noget man skulle kimse af. Euclid selv havde altid sagt, at enhver handling, hvor nobel den end måtte være, kunne have uforudsete konsekvenser. Dette var en af grundene til, at han havde forbudt ham at bruge protokollen. Konrad forstod bedre end nogensinde, hvad han mente. Protokollen var ikke ufejlbarlig. Han var sikker på, at det var dem, som havde sat artiklen op på nettet og da han fjernede den, så måtte han have efterladt han et digitalt fingeraftryk. Det havde taget dem lang tid at finde det, men det havde været der.
”Adina insisterede på at komme med mig. Fader opfordrede endda også til det. Han sagde, at det ville gavne hende, at udbrede sine kampevner og gøre hende til den krigersøn han altid havde ønsket sig.”
”Men du er kriger. Måske ikke med råstyrke eller intimidering, men sådan som jeg ser det, så var du i stand til at stjæle to hundrede milliarder fra en af de farligste og mest indflydelsesrige kriminelle organisationer i verden,” sagde Konrad opmuntrende.
Euclid smilede opgivende.
”Det var Akira, der lavede alt det hårde arbejde. Jeg ekstraherede bare fiktive penge fra konti over hele verden. Enhver idiot kunne have gjort det. Og hvad fik vi ud af det?”
Når sindet bryder og gør en mand ude af stand til at træffe rationelle beslutninger, skal der mere end opløftende ord til at bringe ham ud af sit tunge sindelag.
Konrad kunne fortælle, om de to fantastiske niecer han havde fået, som hver især havde hver deres utrolige evner, men lige netop det ville bringe ham længere ud over kanten. Lige nu ville han mene, at intet godt resultat kunne gøre op, med det der mistet og var ved at mistes.
”Hvis du giver dem pengene … hvad sker der så?” spurgte Konrad og håbede et eller andet sted, at de kunne slå en handel af med Kadonomaro.
”Du så billederne,” sagde Euclid rystende.
”Billederne?” spurgte Phillip og meldte sig ind i samtalen.
De havde nær glemt, at han også var der. At forklare ham at Kadonomaro planlagde at gøre ved Aiko, hvad han havde gjort ved Maggi, ville blot føje spot til skade. Han var i forvejen overbevist om, at hun var forgabt i Konrad, men Konrad vidste bedre nu. Aikos ord var ikke den af ulykkelig kærlighed i kamp mod sin søster, men den af agt og beundring. Konrad havde været en ukendt faktor i deres ellers planlagte liv med konstante variabler. Variabler der var taget højde for i sådan en grad, at de nok ikke kunne forestille sig, hvordan det ville være ikke at være på flugt.
Indirekte havde hun fortalt på Maggis vegne, at han ikke burde bekymre sig om tvivlen. Det er altid nemmere at være klog på andre end sig selv og de bedste råd var som regel dem, der ikke selv var til at følge. Dem der var rettet indad.
Reaktionen efter at have talt med sin mor handlede ikke om en afvisning, men en frygt for ikke at være tilstrækkelig. I hendes øjne var Maggi og Konrad mere selvstændige og frie til at forfølge deres drømme, hvor hun i stedet følte sig fanget og ude af stand til at udtrykke sig.
Hvis du ikke vil misforstås, skal du sige din mening.
Phillip havde taget kampen op mod Maggi, hvor Konrad havde fejlet. Aiko havde taget den op længe inden og det var på grund af Phillip. Det havde givet hende styrken til at stille sig op og virkelig sige sin mening. Hun havde blot opfordret Konrad til at gøre det samme og han havde været dum at tro, at hun ikke var i stand til at varetage sine indre brydninger.
Alt er nemmere, når man ikke ser på sig selv.
”Kadonomaro er psykopat,” sagde Euclid. ”At give ham pengene tilbage vil ikke gøre noget for os og i det store hele vil han kunne skade meget mere med dem. Uden penge står han i det mindste uden så meget indflydelse. Desuden er det ikke mig, der har kodeordet til kontoen.”
”Og vi ved ikke hvor hun er,” sukkede Konrad.
”Hvad er der sket med hende?” Euclid sprang op. ”Hvorfor kan I ikke finde hende?”
Han måtte have antaget det værste, for panikken bredte sig. Ikke kun i blikket, men i hele kroppen der dirrede og rystede.
Konrad var i samme sind og mindst lige så nervøs.
”Konrad gjorde hende jaloux,” sagde Phillip og tak på skuldrene.
Var Phillip komplet idiot? Nu var ikke tidspunktet til at bringe det på banen, men Euclid virkede til at tage det præcist modsat end forventet.
”Gud ske tak og lov.”
”Hvabehar?” hakkede Konrad af.
”Sidste gang hun blev frustreret på den måde, forsvandt hun og dukkede først op dagen efter. Adina sagde, at det var dagen efter, at hun optog dig i dojo’en.”
Konrads bryst imploderede og han længtes efter at vikle hende ind i sine arme og fortælle det hele. Hullet var simpelthen for stort og i ren og skær afmagt og arrigskab flåede han en planke fra hegnet og tyrede det igennem haven.
Gretchen stak næsen ud af døren. I det mindste var hun ikke død og noget tydede på at hun havde glemt, hvad der var sket på badeværelset. Hun kluklo, vinkede drilsk til Konrad og sendte endda et luftkys.
”For helvede kvinde! Skrid tilbage under den sten du er kommet fra,” brølede Phillip og kastede en tom flaske efter hende. Den missede og baldrede en rude i stedet.
Klatøjet vrængede hun næse og stak ham fingeren og smækkede netdøren bag sig, så karmen flækkede. Forældrenes skræmte hyl inde fra stuen satte situationen i relief. De frygtede Phillip, fordi han endelig havde fået nok og havde sat dem på plads og gjort det klart, at deres uduelighed som forsørgere ikke skulle skade hans udvikling ved at udsætte ham for hallucinogener.
”Vi må finde hende og få kodeordet fra hende. Jeg er ligeglad, om han har penge nok til at starte tredje verdenskrig. Der må da være nogen, der kan hjælpe os?”
”Du har ikke set, hvad han gør med dem der blander sig i hans affærer. Det han gjorde ved Maggi, var intet i forhold til, hvad der skete med Akira.”
”Biluheldet, ikk'?” spurgte Phillip. Euclid rystede på hovedet.
”Endeløs tortur.” Han vred sine fingre, som om han forestillede sig, at neglene blev revet ud med rødderne. ”De havde booket et fly til Rusland til dagen efter. Adina, hun vidste intet om, hvad vi havde gang i eller hvordan Akira infiltrerede deres inderste kredse og stjal alt fra dem.”
Han trak vejret dybt. Det var tydeligt, at hvad der fulgte, ikke gik som planlagt.
”På under en dag gjorde de værre ting ved min familie, end årtiers psykisk terror fra vores far gjorde. På under en dag havde de myrdet min ven, voldtaget min niece og drevet os på flugt.”
Phillip forstod først nu, hvad der foregik.
”Jeg tror, at det er hendes sidste forsvar. Når noget bliver for følelsesmæssigt voldsomt, finder hun et rum, hvor kun hun er. Når hun er helt alene, kan ingen se eller finde hende. Selv hvis vi kunne forhandle med Kadonomaro, så kan vi ikke finde hende og jeg tvivler på, at hun vil kunne forstå, hvis vi føjer ham.”
Selvfølgelig havde Euclid ret, men det ændrede ikke på, hvad Konrad ønskede at gøre.
”Selv hvis han får sine penge, så vil han stadig gøre dem til slaver. Han vil stadig slå os ihjel, hvis vi kommer tæt på ham. Han vil torturere og myrde os, bare fordi han kan. Manden slog sin egen far ihjel, ved at smelte hans indvolde med en glødende ildrager. Der findes ikke ord for den slags sindssyge.”
”Jeg er ligeglad med, om han er så empatiforladt som en spækhugger. Der er intet han har gjort, som jeg ikke vil finde en straf for, der er værre,” sydede Konrad af ophobet vrede. Nogle mennesker var umulige at nå. Længe havde han anset Barthlow at være i den kategori, men han var blot produktet af et samfund, der havde tabt alle sine børn på gulvet. Han var et symptom. Ikke en sygdom. Kadonomaro derimod var et bulnet og betændt skadedyr, hvis form end ikke helvede ville tage imod. En plads i helvede krævede, at man var menneske til at starte med.
Euclids mobil ringede og han spjættede, som om en pistol netop var gået af.
”Det er Adina. Det er ham.” Han dirrede.
”Vent!” udbrød Konrad. ”Lad være med at tage den.”
”Er du sindssyg?” sammenkneb han nervøst.
”Hør. At han ringer til dig, betyder, at han stadig ikke har fået fat i Maggi. Det betyder kun, at Adina er vågen. Hvis du ikke tager den, vil han tro, at du ikke er i stand til at svare, hvilket også betyder, at han ikke kan bruge frygt imod dig.”
Konrad vidste, at onde mennesker som regel ønskede et publikum, der kunne værdsætte deres horrible tanker, uanset hvor forstyrrede og vanvittige de end var. Deres mål var enkle. De nærede af andres frygt.
”Så længe du ikke svarer, kan jeg garantere, at de vil holde hende i live. Så længe de ikke har dig som tilskuer, er hun mere værd levende end død.”
Telefonen virrede igen og Inden han kunne nå at træffe en beslutning, var Konrad over den og havde grebet den ud af Euclids hænder.
Konrad havde en enkelt fordel der gjorde at vreden og frustrationen ikke overtog. Han var allerede banket gul og blå. Resterne af adrenalinet var i så lavt et leje, at nedturen virkede som et sort, tungt blytæppe, så der var ikke kræfter til at træffe dumdristige beslutninger.
Bølgen der drønede ind over ham ved synet af Adinas mørbankede ansigt, havde dog næsten viklet hans tanker ind i blændende vrede igen.
De forsøgte at opildne ham. Intentionerne virkede efter hensigten og der skulle mere til end en dyb indadvendt ro til nogensinde at glemme, hvad der var hændt denne nat.
”Hvad er det?” skælvede Euclid og så bedende op fra plænen.
Phillip var uforvarende kommet til at se billedet og lignede en der skulle til at falde om af blodmangel. Konrad skyndte sig at slette det, inden Euclid skulle insistere på at se det.
”Ikke noget.”
Løgn. Euclid kunne tydelig se det.
”Giv ham pengene, Konrad. For guds skyld. Kan du ikke hacke dig ind og stjæle dem? Hvad som helst for at få det til at stoppe,” bønfaldt Phillip, men Konrad vidste bedre. ”Hvis de da bare har pengene, kan de gøre, hvad de vil. Så er vi ikke af betydning mere. Vel?”
”Præcis. Så er vi ikke af betydning,” sukkede Konrad. Pillen var svær at sluge. ”Alex har ret. Uanset hvad er vi overflødige, så snart han har pengene. At de har været til gene for ham i alle disse år, vil ikke gå ustraffet hen.”
”Så du har bare tænkt dig, at lade ham slå dem ihjel?” skreg Phillip vantro.
For anden gang den dag havde han overtaget situationen og forsøgt at slå ham ned. Når det kom til Aiko, havde han ligesom Maggi åbenbart ikke nogen selvkontrol til at bremse ham. Konrad bebrejdede ham det ikke.
Du er håbløs, tænkte Konrad melankolsk for sig selv og var ulykkelig over, at han havde blandet ham ind i det.
”Hvor er de? Så skal jeg fandeme nok gøre det selv,” fortsatte han.
”Du overlever ikke,” mumlede Euclid opgivende.
”Tror du ikke, jeg ved det!?”
Konrad følte sig uværdig over ikke at tilbyde mindst samme opofrelse, selvom han var større end ham, men han vidste, at de med al sandsynlighed ville lide en grusom skæbne, hvis de kastede sig hovedkulds efter dem. Gejsten var beundringsværdig, men omsonst.
”Et frontalangreb virker kun, hvis vi kan se, hvor de er, igennem vægge, ellers er vores chancer lig nul. Vi har ingen ide, hvor mange de er eller hvad de har af våben. Vi er tre. De er …”
Præcis. De vidste intet om deres modstander. Konrad havde forsøgt at tage Kadonomaro i tvekamp, men været chanceløs. Hvis han ikke havde overlevet sit fald fra fjerde sal, så havde han slået ham ihjel, så snart hans monolog var færdig. Eller også havde han holdt ham i live længe nok til at se sine venner blive tortureret. Han ville trække hans pine så langt ud, at han til sidste ville miste forstanden og i sidste ende tigge og bede om at blive slået ihjel. I al sin uendelige nåde og storhed ville Kadonomaro bevilge ham døden og blive set som en barmhjertig mand og mon ikke hans ofre endte med at se ham sådan?
”Vent, Alex. Du sagde, at der ikke var andre varmesignaturer i nærheden end os, ikk'?”
Han rokkede katatonisk frem og tilbage. Euclid var ikke den trænede mossad-agent, som Konrad havde forstillet sig. IT-specialist passede meget bedre på ham og mon dog han nogensinde havde været i felten.
”Det er en prototype, der er udviklet til et projekt i rumfartsindustrien. Ideen er, at den minimale mængde lys, der findes i det yderste ydre rum, skal kunne udnyttes maksimalt. Denne optik er i stand til at bryde flere lysspektrummer i samme linse,” svarede han monotont og hev en lille glasskive frem, der skinnede bordeaux i de gule gadelamper. ”Ved at ændre på strømstyrken konverterer den en hvilken som helst bølgelængde til synligt lys og kompenserer for det brede spektrum ved at kalibrere resten. Der findes kun disse to linser. Prisen er uhyrlig selvfølgelig. Én linse alene koster næsten tre millioner at fremstille.”
Hyperintelligent var ikke ordet, men med det fulgte også en dyb rift i hans personlighed og et følsomt væsen der ikke magtede den stress, der var blevet presset ned over ham, ved at se sin familie blive pint. Opfinderen i ham fik kortvarigt et målrettet lys tilbage i ham.
”Phillip? Har dine forældre våben liggende?” spurgte Konrad en smule mere forhåbningsfuld.
”Er du dum? Selvfølgelig har de det. Kan godt være de er hippier, men de er også ultra-liberalister.”
”Virkelig?” spurgte Konrad forbløffet over den særegne kombination. ”De virker ellers så …”
”Spørg mig ikke. Hvorfor tror du, jeg ikke kan vente med at komme væk?”
Euclid kom på benene. På en eller anden måde var der et glimt af noget, som Konrad ikke havde taget højde for, der brast ud i lys lue og oplyste ikke bare hans sind, men også de to andres. Begge de to buddhister ville kalde det klarhed i tankerne som manifesterede sig mærkbart fra æteren.
Selvom æteren længst forinden var blevet modbevist som en naturkraft,, som man troede forklarede livets energier, kunne han ikke undgå at bemærke sammentræffet i den spæde plan, der bryggede i ham.
”Det er for farlig at tage tilbage til min lejlighed. Chancen for at de venter på os der, er for stor. Selv hvis Maggi er der, kan vi ikke løbe den risiko.”
”Hvad mener du?” spurgte Euclid, efter at Phillip var blevet sendt ind efter så meget ildkraft, han kunne finde.
”Hvis de tror, vi har hende, kan vi måske komme tæt nok på dem. Jeg kan ikke garantere at vi overlever, men hvis vi i det mindste kan få Aiko ud derfra, er det så ikke også det værd?”
Om det var blodtabet, der talte eller det faktum at han var stor fan af pigernes tegneserier om selvopofrende helte og tragiske slutninger, var ikke vigtigt.
Døden frygter de levende. Uden dem er den intet andet end et levn fra myter og legender om ubemærkede helte, der ofrede livet frivilligt, for at andre måtte leve i deres sted.
Euclid var enig.
”Din telefon. Kan den koble på nettet?” spurgte Konrad.
”Selvfølgelig. Hvad har du tænkt dig?”
Hvis der findes en gud, er skæbnen måske er hans virkemiddel. Måske sammentræffer han eller hun tilfældige hændelser på en sådan facon, at ingen nogensinde vil mistænke en guddommelig indblanding. Måske er det bare statiske sandsynligheder, der må ske til syvende og sidst.
Uanset hvad der var sandheden, kunne Konrad kun påskønne hendes ihærdighed. Maggis altså.
Firewallen var intet i forhold til protokollen. Den smed nøglen frem under måtten og gav ham ubegrænset adgang til næsten et års værd af unik data.