Der var endeløse kampsportsteknikker kodet ind i hendes matrix, men hvad godt gjorde det, når hun ikke havde noget medie at udtrykke sig i andet end ASCII værdier ud fra binær kode?
”Utroligt. Min første computer havde ikke i nærheden af samme processorkræft som nutidens smartphones. En dag overtager de sgu verden,” måbede Phillip, da M.A.G.G.I. svarede tilbage i en rå, men genkendelig tone. Uanset om der var en egentlig sjæl bag eller ej, var det ikke til at tage fejl af, hvem den var modelleret efter.
”Hvis vi da ikke smadrer den først,” svarede Konrad og sikrede sig, at forbindelsen var stabil. Det ville simpelthen tage for lang tid at hente alle mapper ned med både dagbog, krydshenvisninger og billeder til visuel reference. To hundrede og tredive gigabyte. Teksten som Maggi selv havde stået for, fyldte i sig selv ikke engang en brøkdel af en brøkdel, men den var det, der kædede de kunstige minder sammen og skabte sammenhæng i dataene.
”Hvis hun ender med at sende atomraketter imod os, så bebrejder jeg altså dig,” fortsatte Phillip.
”Hvis hun nogensinde skulle blive selvbevidst, er det … ”
Konrad mente at sige at det ville være deres mindste problem, men indså hurtigt at hvis M.A.G.G.I. skulle opdage sig selv som værende separat og med et ego fanget i en maskine, var det bestemt en mulighed. ”Fuck, du har ret.”
Euclid stod med et semiautomatisk våben og ladede og genladede for at sikre sig, at pistolen var i en ordentlig stand, hvis det skulle komme til en skudduel.
Nok var han kun informations-teknolog, men han havde trods alt bestået basis våbentræning og på mindre end tyve sekunder var magasinet fyldt op.
”Jeg regner med, at I har spillet nok computer til at vide, hvordan sådan en fungerer, ikk'?”
Phillip nikkede en smule lamslået og behandlede pistolen, som om den var af glas. Den dinglede giftig og livsfarlig i hans fingerspidser. Måske var det ikke så god en ide, at overlade et skarpladt projektilvåben til en mager buddhistisk knægt.
”Kun i alleryderste nødstilfælde, okay,” sagde Euclid.
Phillip adlød troskyldigt.
”Konrad, er du sikker på det her?”
”Har du en bedre ide? Jeg har ikke tænkt mig at overlade hende til Kadonomaro under nogen omstændigheder.”
”Men hvis den er programmeret til at opføre sig som hende, kan de så ikke bruge den til at regne ud, hvor hun har gemt sig?” spurgte Phillip og sigtede ned af løbet mod en ugle, der ikke lod til at frygte ham.
”I princippet jo,” måtte han indrømme, ”så vi må bare sikre os, at han ikke får hænder i hende.”
”Du ved godt den ikke er hende?” sagde Euclid og sigtede ned af en jagtriffel med fire gange optisk zoom. ”Men jeg er glad for, du betragter den sådan.”
Konrad havde fået en seksløber i forkromet stål og han så hvordan den minimale smule fugt der var i luften kondenserede på det kolde stål, så det så ud som om det blev dannet ud af ingenting.
”Det afhænger af hvad man tillægger af følelser, tænker jeg.”
’HEJ MAGGI. HVORDAN GÅR DET?’
Svaret kom næsten prompte.
’Hvem helvede er du? Svarer ikke på en skid, før du siger mig, hvem du er!’ svarede hun i en mekanisk stemme, som Konrad havde slået til, så de andre kunne høre med.
”Jeg bad hende om at være så ærlig i sine svar som muligt. Når noget ville ophidse hende, skulle hun bruge et af de næsten to hundrede forudindstillede humør-referencer til at markere en stemning.
”Ambitiøst,” sagde Phillip, ”men hun lyder ikke ligefrem vred.”
Det var kun fordi, han så over skulderen på Konrad, at han kunne han se udråbstegnet, men stemmens uengagerede forsøg på at gengive det, faldt håbløst til jorden.
”Vil du udspørge hende om koden?”
”Det var ideen, men jeg tvivler på, at Kadonomaro vil tro mig, hvis jeg giver ham den.”
”Så hvad foreslår du?” fulgte Euclid op.
”En del af de data jeg har samlet om hende, har også at gøre med hendes unikke stemmemønster. Programmet er langtfra færdigt, men med lidt maskering, skulle det nok, kunne lade sig gøre. Hvis bare lyden bliver holdt lav, kan det måske gå.”
Konrad var dybt fokuseret på at optrevle og samle de sidste filer, som Maggi havde indspillet. Hendes dedikation til opgaven var uden sidestykke og blev kun opvejet af hendes usandsynlige ustrukturerede placering, af de lydoptagelser hun havde lavet.
”Så længe hun bare har navngivet dem i overensstemmelse, med det skema jeg gav hende, så kan jeg omdanne tekstsvarende til lyd.”
”Vent lidt,” brød Phillip ind. Han havde godt regnet ud, hvor Konrad ville hen med det. Konrad svarede ikke. Han havde allerede besluttet sig. ”Det er selvmord!” protesterede han.
”Selvfølgelig er det det,” sagde Konrad køligt.
”Har du tænkt dig, at lade ham gøre det?” rettede Phillip sig mod Euclid. Kritikken prellede af på ham. ”Ville det ikke være nemmere bare at kaste sig imod dem og skyde som gale?”
”Meget,” sagde Konrad, ”men jeg tvivler stærkt på, at vi nogensinde kommer levende til Australien. Desuden er det vigtigere, at vi får Aiko ud derfra. Jeg er mere bange for, hvad Maggi gør ved mig, hvis jeg ikke klare det.”
Phillip ville indvende, men så sig slået, allerede inden han var begyndt.
”Konrad har ret, Phillip,” sagde Euclid.
”Du ved ikke engang, hvad han har tænkt sig!” himlede han desperat.
”Hvad tror du våbnene er til?”
”Til at slå dem ihjel med selvfølgelig,” svarede Phillip forvirret, som om det var det mest åbenlyse.
Klokken var allerede over midnat. Endnu et billede af Adinas forslåede krop tikkede ind. Den ringe opløsning føltes som et slørret syn bag en film.
”Mod et dusin trænede soldater har vi ikke en jordisk chance. Vores bedste bud er at skabe lidt kaos, så Aiko kan komme væk. Reelt set vil hvem der end står i midten af krydsilden, nok slet ikke nå at løsne et eneste skud før de skyder … ham.” Konrad sank en klump over sine egne ord. Ligesom Phillip nok allerede havde gættet, var der ikke nogen nem løsning.
”Vi mangler en paryk. Noget der vil få dem til at tro, at du er hende, længe nok til at du kan få hende fri,” sagde Euclid og overhørte bønnen fra knægten. Phillip stirrede på pistolen med et blik, der vurderede, om han burde tvinge dem til at holde inde med deres vanvittige plan. Modet fejlede i ham eller også indså han, at de havde ret. Han faldt sammen på en rådden træstub og pustede al den ophobede stress ud, som Konrad så uretfærdigt havde påført ham.
”Du behøver ikke være med til det her,” sagde han forsonligt til ham. Euclid var blændet af missionen og allerede klar til at lade livet. Konrad tænkte, at det umuligt kunne være naturligt. Ideen om at den stærkeste skulle overleve, afhang ikke af at være den mest moralske eller det bedre menneske. Det kom udelukkende an på evnen til at overleve.
Euclid ville næppe se det sådan. ’Karma er en kælling’, ville han klart argumentere. Forskellen var blot i overbevisningen over sandheden, som de begge anså for universel. Karma mod evolution. Evolutionen havde tabt til fremskridt og karma var en måde at få børn til at opføre sig ordenligt på.
”Efter episoden med Maggi spurgte Am… Aiko mig, om jeg ikke ville …” Resten af sætningen var ikke vigtig. ”Jeg forstår, hvorfor du har været så fjern. Det er rart at have et formål, der er større end sig selv, også selvom det ikke altid går, som man ønsker.”
Selve essensen af deres venskab var stærkere end blodets bånd og at have ham ved sin side i ånden, var mere indgydende med styrke end eksplosive våben.
’Hvem helvede er du!?’ hidsede M.A.G.G.I.'s sidste besked stadig.
’DET ER KONRAD. DER ER NOGET JEG MÅ SPØRGE DIG OM.’
’Skrid med dig!’ klingede hendes kunstige stemme ud af de små højtalere, der ikke var i stand til at løfte vreden i den med sig op.
’JEG ER KED AF DET JEG SPURGTE OM TIDLIGERE, MEN JEG HAR BRUG FOR DIN HJÆLP.’
’Fatter du ikke noget, hva’? Jeg sagde du sku’ la mig være! Fat det! Jeg hader dig!’
Volumen var så høj, at de alle tre frygtede, at nogen skulle tro, der fandt et overgreb sted og Konrad skruede da også straks ned for lyden.
”Tror muligheden for jordens undergang, er langt større, hvis det fortsætter sådan,” sagde Phillip.
”Jeg forstår ikke. Tidligere var hun meget mere medgørlig.”
”Kan det være en fejl i overførslen, der gør det?” spurgte Euclid og låste riflen fast i remmen rundt om skulderen.
Konrad tænkte det samme, men så ville svarene være usammenhængende vrøvl.
”Jeg prøver hendes dagbog.”
I det samme blev han mødt af en advarsel om, at han ikke havde kodeordet.
”Du burde vide bedre. En kvindes dagbog er hellig,” sagde Phillip og så ham over skulderen. ”Kan du ikke bare bruge din infame protokol? Sange vil blive sunget i din ære, som manden der lærte at forstå kvinden.”
”Ha ha,” svarede Konrad sarkastisk, ”tror du ikke at jeg i ren og skær paranoia har lukket for hullet, så jeg ikke selv kan bryde ind. Det er kun fordi computeren står tændt derhjemme, at jeg kan forbinde, men låste filer er uden for selv min rækkevidde. Det var en af betingelserne for, at hun overhovedet ville skrive dagbogen.”
”Men hvis du har skabt sikkerheden, kan du vel også bryde den?” pressede Phillip på.
”Desværre,” svarede Euclid for ham. ”Jeg hjalp med at udvikle systemet ud fra hans protokol. Den er i enhver henseende ubrydelig, medmindre du kender koden.”
”Men … ” Phillip brød hovedet. ”Hvis programmet kan læse filen, selv om den er krypteret, kan den så ikke også åbne den?”
”Du ikke så dum endda,” medgav Euclid og så på sit ur. ”Vi har bare ikke tiden til at gennemgå den mængde data manuelt. Programmet er ikke en søgemaskine som sådan. Til det formål skal den omskrives, hvilket vil tage mere tid end vi har.”
”Alex har ret,” fulgte Konrad op, ”men det betyder ikke noget. Alex, gør du dig et forsøg med at snakke med hende? Jeg tænker, at hun stoler mere på dig, end hun gør på mig.”
Euclid nikkede og gik i kast med det samme.
”I mellemtiden,” fortsatte han, ”så skal vi lige forbi min onkel, inden vi ringer til dem. Alex, lige meget hvor meget de ringer eller forsøger at kontakte dig, så må du for alt i verden ikke svare igen. Hvis det her skal virke, må de tro, at kun Maggi dukker op, okay?”
Med våde øjne og et intenst blik på den lille skærm nikkede han.
De to knægte besværede sig igennem baghaver og tjørnekrat for at undgå de åbne veje. Så længe de kunne holde sig skjult, havde de en fordel. Ikke en stor en, men noget de kunne udnytte trods alt.
Junes mor var omkommet en måned forinden, så de overvejede om de skulle bryde ind i hans gamle naboers hus, for ikke at rode for meget op i sorgen de måtte have, men da lyset stadig var tændt derindem, besluttede de sig for at banke på.
”Hvis du kunne gøre lige præcis det du ville,” spurgte Konrad, ”uden nogen som helst forbehold eller skam. Hvad sku’ det så være?”
De kunne høre tumult derindefra. Lyden af flasker og glas der bankede mod hinanden og en hæs vred stemme der blev fulgt op af andre, der stødte til, gjorde dem begge urolige.
Phillip smilede nervøst og svedte en smule.
”For én gangs skyld kunne jeg godt tænke mig at pisse i bukserne.”
Fodtrin nærmede sig døren og en skikkelse kunne ses igennem det matterede glas.
”Seriøst?”
”Ja, du ved, bare sådan for at prøve det.”
Underligt svar, men ja, hvorfor ikke. Der var vel en tryghed i at kunne lade vandet slippe uden at blive dømt.
”Sådan bare for at prøve det?”
”Ja. Dig?” spurgte han tilbage. Konrad nåede ikke at svare, før døren gik op.
”Dig? Hvad i helvede laver du her, dreng? Jeg Burde kraftedeme …”
Af uvisse årsager havde Konrads onkel taget ophold hos den koreanske familie.
”Du er fuld,” svarede Konrad kommanderende og trykkede den opsvulmede mand til side. Manden gjorde ikke modstand, men væltede i stedet bagover med et brag.
June kom til syne og sværgede eder på sit modersmål.
”Lad ham være!” skreg hun. Først da det gik op for hende, at det var Konrad og ikke indbrudstyve eller voldsforbrydere, slappede hun mere af.
”Hvad laver han her?” spurgte Konrad skarpt og så med væmmelse på den slatne mand i entreen, der lod til at have opgivet al kamp mod sin nevø.
”Ja, hvad tror du? Efter du skred fra ham, har han ikke haft nogen til at tage sig af ham, så tror du ikke han straks begyndte at snylte på os?” svarede June med armene over kors.
”Så smid ham da ud, hvis det er et problem,” snerrede Konrad utålmodigt. Han havde ikke tid til en genforening, der kunne forklare, hvad der var sket for hans eneste levende slægtning. Uanset hvilke dårligdomme der var tilfaldet ham, var de et hundrede procent selvforskyldte.
Junes far var en lille mand. Meget mindre end Aiko. Han stavrede ud til dem og væltede et billede af hans afdøde kone på gulvet, så rammen flækkede. Næsen var højrød af for meget sprut og han stank langt væk af onklens yndlingsdråber.
Hun gjorde klart at beslutningen ikke var op til hende at træffe. I et øjebliks svaghed og sorg havde faderen overgivet sig til det bundløse hul, som onklen havde tilbudt ham.
Hun så i afsky væk fra dem alle og kæmpede indædt med at bevare sig kølig. Der var så meget fordærv i dette hus og måden hun skælvede af vrede på, mindede Konrad om, hvor ubehageligt det var at bo i et hjem, der var i forfald.
Begge mænd lå pludselig på gulvet med energiforladte bevægelser. Faderens undskyldning lå i det manglende enzym til at omsætte alkoholen ordentligt, hvorimod onklens blot var et usundt misbrug ud over det sædvanlige.
Det var en skarp påmindelse for Konrad om, at det ikke nyttede noget at flygte fra et problem. Det blev det ikke løst af. Det blev bare sendt videre til andre, som måske ikke var rustet til at håndtere dem. Konrad havde troet, at han havde vendt denne ulykke ryggen og blevet den kvit, men i stedet var den kun blevet forskubbet et stenkast længere ned ad gaden. Til gengæld havde den trukket en hel familie med sig ned.
Konrad havde part i dette problem og hvis han skulle få hjælp af June uden at tvinge endnu et problem over hende, var han nødt til at hjælpe med at få de to fyldebøtter tilbage til deres flasker.
”Du kan godt tage at få ham væk herfra,” brokkede hun sig med et umådeligt had til manden, da de fik dem lagt ind i stuen. Onklen blev lagt på en lænestol med fodstøtte og hendes far blev lagt horisontalt på sofaen med ansigtet ud over kanten, så han ikke skulle kvæles i sit eget bræk. Et under at de havde været i stand til at komme op uden at slå sig selv omkuld.
Uforklarlige ting havde som regel en logisk forklaring, men lige nu kunne Konrad ikke tænke andet, end at det var for at bevise en pointe, at onklen var her. At alt hvad man foretager sig har en påvirkning, om det er forsætteligt eller ej. Krusningerne fra selv de mindste stenkast forfølger til dagen, hvor døden står for døren og længere endnu. Arven der efterlades, som alle efterlader, er den af den blotte eksistens
”Okay,” sagde han uden den mindste smule forbehold. ”I morgen. Jeg skal nok tage mig af ham.”
”Nej nu sgu!” råbte hun hidsigt.
Det var lige meget, om han var familie eller ej. Der var ikke en knogle i kroppen på ham, der ønskede denne mand noget godt, men ravagen i hans kølvand var ikke helt uden ansvar fra Konrads side. Han havde evnen til at gøre noget ved det og følte derfor også ansvaret.
”I morgen, June,” insisterede han. ”Vi er her for at låne en af din mors parykker.”
”Hvor vover I?” fnyste hun og stak Konrad en lussing. Phillip så bare til. Han var godt klar over, at det ikke gik at vanære hendes mors minde uden at skabe ligevægt i regnskabet. Konrad bukkede da også bare hovedet uden at svare igen med samme skuffe.
”Det er vigtigt,” fortsatte Konrad med så afdæmpet stemme som muligt. Det var kun fair, at hun så på ham med så enorm afsky, som hun gjorde. Hvis der ikke er nogen, der hader dig, gør du noget forkert. Intentionen havde bare aldrig været at trække andre ned i forsøget på at kravle op af sit hul.
”Hvilken en skal I bruge?” spurgte hun irriteret.
”Den røde,” svarede Phillip forsigtigt da Konrad ikke selv kunne bære at bede om denne kæmpe tjeneste.
Noget i hende forstod, at de ikke var dukket uanmeldt op bare for at genere hende og grine af at hun hang på de to vrag. Kravet var urimeligt. Endnu mere urimeligt var det ikke at forklare sig. Det virkede som om, at alle omkring Konrad havde så meget mere integritet end ham? Han var bare tilskuer til andres storhed og høstede al æren af deres opofrelse.
”Min mor bar over med hans utrættelige racistiske bemærkninger, fordi hun altid mente, at man skal varetage dem, der ikke selv kan.”
June rakte dem en højrød paryk, der ikke tilnærmelsesvis kunne gå for at være Maggis naturlige hårfarve. Med lidt god vilje og en knivspids fantasi kunne det måske lade sig gøre. Måske. Og hvis lyset var slukket. Konrad sukkede fortrøstningsfuldt og tænkte, at de trods alt ikke havde set hende i adskillige år, så måske gik den.
”Nu jeg tænker over det, har du så ikke en i sort?” spurgte han bramfrit og hensynsløst.
Med spark, råb og skrig havde hun jaget dem på porten og svoret at finde dem begge og skære mere end deres manddom af, hvis de ikke kom og hentede onklen snart.
”Vi har et problem.” Euclid gned sit ansigt frustreret. De kunne have sneget sig ind på ham og slået ham ihjel igen og igen. Sådan en bekymring var ikke noget, han tog notits af, men det forhindrede ham ikke i at give et spjæt, da de kom tilbage.
”Jeg vidste ikke, at den lavede logger af hver eneste samtale og inkorporerede dem i strømmen.”
”Kunne du ikke finde kodeordet?” spurgte Konrad og prøvede at få parykken på. Hans eget fedtede hår sad i klemme i nettet, der skulle holde den på plads, så den sad skævt og rev voldsomt i hårrødderne.
”Jeg tror ikke, at det er en del af dagbogen. Det ville også være for meget at forvente, at noget så traumatisk skulle stå her.”
”Det regnede jeg heller ikke med, men det var et forsøg værd. Så længe hun bare kan reagere på input fra Kadonomaro, der er troværdige.”
Konrad var ikke meget for at udsætte M.A.G.G.I. for det, selvom hun ikke var virkelig. Det vigtigste var dog, at Kadonomaro var overbevist om, at det var hende.
”Forbindelsen er røget til den.”
”Signalet?”
”Troede at det ville hjælpe, hvis jeg udgav mig for at være ham. Lige meget hvad jeg spurgte om, snakkede hun som om, at det var fremmed viden for hende. Prøvede virkelig at undgå at snakke om ham, for ikke at ophidse den for meget.”
Selv Euclid havde svært ved at skelne maskine fra person, men det kunne nemt være en fortalelse.
”Mon ikke hun har skrevet, at Akira er død, så selv hvis hun vidste noget, ville hun, M.A.G.G.I. altså, nok ikke sige noget til en, der lader som om, de er ham.”
”Nej du forstår ikke. Jeg udgav mig for at være Kadonomaro. Lige pludselig skete dette.”
Han rakte telefonen til Konrad.
Pis. Programmet var gået i baglås. Tilfældige symboler af kode han ikke huskede at have haft en finger med, i fyldte skærmen. Trykskærmens respons var der intet galt med. Det var programmet.
”Det var som om, at så snart jeg nævnte hans navn, blev hun katatonisk.”
”Sagde du ikke, at det var umuligt at skabe noget, der kunne reagere på den måde?” spurgte Konrad. ”Selv hvis jeg havde skabt et respons-system, der kunne tage højde for den slags traume, hvilket jeg ikke har, så burde der i det mindste være en slags svar. Om det svar så er mangel på svar, er det stadig mere rimeligt, at der ville være sort skærm.”
”Det tænkte jeg også,” sagde Euclid og tog den igen. Han tastede en besked ind og viste ham straks svaret.
’HEJ MAGGI, DET ER ALEX.’
’NejNejNejNejNej!!! Lad mig være!’
Efterfulgt af svaret fyldtes skærmen igen med nonsens.
”Tænkte at jeg ville genstarte programmet i håb om, at det måske nulstillede sig, men jeg vidste ikke, at den gemmer samtalerne. Har prøvet tretten gange, men resultatet er det samme hver gang.”
Abstrakt tænkning ville foreslå, at maskinen var mere end skruer og møtrikker, eller bits og bytes, men det var umuligt. Ideen som Euclid havde sået i hans sind om, at de fem skandhaer skulle kunne konstituere grundlag for en egentlig bevidsthed, var blevet erstattet af en simpel algoritme fra en velkendt chat-bot, han havde downloadet fra internettet.
”Må være en fejl,” sluttede han uden at uddybe sin undren. Hvis han overlevede natten, måtte han bestemt tage et nærmere kig på koden. ”Men det ændrer ikke på noget. Det var forventeligt. Vi må nøjes med at overbevise ham med stemmemønstret alene. Alex, kan du forbinde audiologgerne til almindelig tekstrespons og overføre signalet til eksterne højtalere?”
”Er kvadratroden af to et irrationelt tal?” svarede han selvsikkert.
De kluklo indforstået. Phillip så dumt på dem og opgav at blive indlemmet i samtalen. I stedet gik han igen ind i forældrenes hus og hentede en blomstret silkebadekåbe. Ligheden med Maggis kimono var langt fra slående, men formålet var at sløre, ikke afsløre. Til det var den rigelig.
Konrad besluttede sig for den sorte paryk. Det var sådan Aiko sidst havde set hende. Det var sådan, håndlangerne havde.
Phillip stirrede på Konrads flade bryst og han var sikker på, at der ville komme en kommentar om manglen på barmfagert parti. Sådan noget ville ikke gå ubemærket hen selv i skyggerne.
”Desuden, så ved du ikke, hvordan omgivelserne er,” tilføjede han.
”Nej og jeg kan ikke bruge min venstre hånd optimalt. Hvert sekund jeg spilder forværrer sikkert min motorik. I det mindste er blødningen stoppet.” Hånden var stiv og havde sorte, indre blødninger. De første små tegn på at såret ikke var helt rent begyndte at vise sig. ”Tror jeg får brug for mer’ vodka.”
Phillip hentede en flaske fra forældrenes enorme lager, men ikke før han havde råbt dem helt i sænk. Deres skingre hyl fik næsten ruderne til at vibrere med frygt og det eneste der afholdt dem fra at ringe efter politiet, var truslerne han smed efter dem, hvis de nogensinde bare tænkte tanken.
”Alex, du kan sigte nogenlunde med den riffel der, ikk'?” spurgte Konrad, da Phillip kom tilbage.
”Basistræning. Bli'r aldrig skarpskytte, men på en rimelig afstand kan jeg ramme mit mål uden problemer.”
”Phillip, dit job bliver at få Aiko så langt væk så hurtigt som muligt. Jeg er ligeglad om du skal løbe et maraton med hende på ryggen. Jeg er ligeglad med, om du aldrig kommer til at gå igen. Er det forstået?”
Han gjorde ingen indsigelser. Det var ikke ligefrem noget, han havde skiltet med og tiden var bestemt ikke til at tage snakken om det, men Phillip i al sin nonchalante og opblæste selvsikre opførsel, var brændt varm på søsteren. Inspiration var vel så god en undskyldning som alt andet.
Efter at have gjort sig fortrolig med Maggis stemme i forhold til tekstoversættelsen, som Konrad havde kædet sammen med en ordbog og deres fonetiske modparter, begyndte Euclid at trippe utålmodigt frem og tilbage.
Der var ingen vej udenom. Konrad tændte sin mobil og så straks fjorten ubesvarede opkald. Alle sammen var fra Maggis nummer. Den sidste var ikke mere end fem minutter gammel, så han håbede på at det var fordi de stadig ikke havde fået færten af hende.
”Er du klar med lyden, Alex?”
Det mest optimale ville være at vente på deres træk, men rastløsheden ulmede i dem alle. Phillip var bleg, men havde målrettet placeret pistolen i bæltet og trukket skjorten ud over. Uhyrlig upraktisk og Konrad håbede også inderligt, at han ikke skulle finde nogen grund til at trække den.
”Det er nu eller aldrig,” sagde Konrad og trak vejret dybt.
Tonen skrattede forvrænget i højtalerne, så alle kunne høre med. Røret klikkede i den anden ende og et hyl uden sidestykke skar luften i stykker. Euclid rystede som en gal og Phillips pupiller udvidede sig årvågent og skræmt.
”Aiko,” svarede Konrad med skælvende hænder og var omhyggelig med ikke at ramme forkert med fingrene på den overfølsomme skærm.
”Jeg må indrømme, at jeg er en kende ærgerlig over, at du stadig er i live, Konrad. Havde sådan håbet på snart at begynde parteringen.” Kadonomaros stemme var iskold og havde en forventningens glæde i sig.
”Hvad har du gjort ved Aiko!?” tastede han, så hurtigt han kunne. Trangen til at kaste sig igennem røret og vrænge halsen om på monsteret, var noget nær ustyrlig.
”Machiko, min pige. Hvor er min sejlivede ven blevet af?”
”Han … Han er død,” forkortede Konrad svaret.
”Hæ hæ hæ. Det er jeg ked af at høre. Knægten havde gejst, men han stod i vejen for os, min kære.”
Hvis han kunne simulere gråd, ville det være det bedste, men en følelsesforladt Machiko kunne godt gå an. Ingen ære blev tillagt hende i dette bithelvede og en tanke om at slette maskinen så snart det var ovre, føltes som det rigtige at gøre.
”Hvad har du gjort ved dem?” Det var uhyggeligt så meget stemmen lød som Maggis.
”Så så, min pige. Tror du ikke det er på tide, du kommer til mig, hvor du hører hjemme?”
”Hvad har du gjort ved dem!?” skrev Konrad igen og hævede lyden markant. Han overvejede om han burde underkaste sig hans vilje for at få en god fod indenfor, men ideen druknede i stressen som Kadonomaro påførte med sin perverse måde at tale på.
”Sig mig. Led han længe inden han kradsede af?”
Konrad slap tastaturet og trak vejret i stød nær mikrofonen for at få ham til at tro, hvor meget det smertede hende. Det var bedst at lade ham tro, at han havde det psykologiske overtag. Den glubske latter beviste, at det virkede efter hensigten.
”Kan du huske, kæreste, hvor meget sjov vi havde sammen, inden han kom og tog dig fra mig?”
”Please, lad dem gå,” fik han stemmen til at bønfalde.
”På en betingelse. To faktisk, men det ved du vidst allerede. Har din ven fortalt dig, hvad jeg leder efter?”
”Ja … ” De tre punktummer sikrede at stemmen opførte sig en anelse opgivende. Så langt så godt.
En uhyggelig tanke strejfede ham. Hvad hvis de sporede samtalen og var på vej herhen nu? Hvor længe krævede det for dem at pejle sig ind på deres position? Han traf en lynhurtig beslutning.
”Der ligger en tom lagerbygning tæt på Konrads lejlighed. Ved vandet. Vær der om tyve minutter!”
Uden tøven lagde han røret på. Samlede grejet sammen uden ord og satte af sted mod bygningen.
”Hey, vent. Hvad har du tænkt dig?” råbte Phillip efter dem, da Euclid gjorde det samme.
”Det var tåbeligt at ringe op uden at have en solid plan på plads.”
Euclid gav ham ret, men irettesatte ikke. Tydeligvis var han lige så lidt klar i hovedet som Konrad til at træffe fornuftige beslutninger.
”Lagerhallen ligger tæt på. Vi burde kunne være der, inden de dukker op. Alex, find et sted hvor du har udsyn over hele hallen. Portene burde være slået op, så tage position på den anden side af floden. Der er ikke mere end hundrede meter, hvis du lægger dig tæt på bredden. Er det tæt nok på?”
”I det rigtige lys burde det ikke være et problem,” svarede han.
Konrad talte med en accept i stemmen over, at der i aften skulle tages liv. At han aldrig havde slået ihjel før, var blæst til side af behovet for at indfri en gæld, der kun var halvt betalt.
Alvoren begyndte at gå op for Phillip og han tøvede med halte skridt efter dem.
”Kun i alleryderste tilfælde åbner du ild. Hvis de ikke overgiver Aiko til os og vi andre begynder at skyde, så gør du det samme. Ellers vil jeg have at du holder hovedet lavt og venter til hun er ude af hallen, okay?”
Han pustede og stønnede for at holde trit.
”Du ved godt, at de ikke vil lade jer begge to gå? Hvis de opdager, at du ikke er hende slår de dig ihjel med det samme.”
Hvad Phillip ikke havde forstået var, at der ikke rigtig var megen chance for ham at slippe ud uanset hvad. Så snart Aiko og ham var i sikkerhed, ville han åbne ild og med Euclids assistance kunne de måske dræbe Kadonomaro, så han i det mindste ikke kunne forfølge dem. Forhåbentligt ville det være nok til at ingen andre ville forfølge dem. Forhåbentligt var der ikke flere sadistiske familiemedlemmer uden moralske skrupler.
Måske var det manglen på ilt til hjernen, der havde taget den sidste smule frygt fra ham eller også havde en uundgåelig indsigt tvunget en pseudoophøjet instans til at træffe beslutninger for ham. Hvis der fandtes en Gud, måtte han tage diskussionen om skæbne med ham en anden dag. Konrad interesserede sig ikke for, om stjernerne var lagt på forhånd, kun om de ville klare sig. Had til en skaber var kun relevant, hvis de uransagelige veje skulle vise sig at være brutale og svigefulde. Var det virkelig for meget at bede om, at de havde fortjent et andet liv? Havde nogen nogensinde uden skyld været berettiget, hvad den familie havde været udsat for?
”Bare rolig. Jeg ved præcis, hvad jeg gør,” muntrede Konrad ham kunstigt.
Euclid var løbet i forvejen. Aldrig havde nogen af dem set nogen bevæge benene så hurtigt og havde det ikke været så tragisk, ville de begge utvivlsom være brast i grin.
”Jeg tvivler … ” mumlede Phillip modløst.
”Så længe du bare skriver, hvad jeg siger, så skal det nok gå.”
Konrad ville holde kontakten med Phillip via deres telefoner. Høretelefonerne gemte han bag håret i parykken og mikrofonen blev tapet til halsen, så den ikke hang og dinglede.
”Jeg skal prøve at snakke så højt jeg kan, uden at afsløre mig selv.”
De testede signalet. Så længe akustikken i hallen ikke var rungende imod dem, kunne de måske stikke af sted med det.
Phillip tastede tilfældige ord ind, der straks brægede i hans øre. Pølse, is, crème brûlée, som blev stavet helt og aldeles forkert, så det kom ud som kram bruule.
”Hvis du ikke holder dig fra at skrive om din unaturlige madfetich, så får du min mave til at forråde os. Kvinder laver jo ikke sådanne lyde vel.”
”Kun fordi de skyder skylden på os.”
”Og vi lader dem.”
”Hvorfor gør vi egentlig det?”
”Godt spørgsmål,” måtte Konrad indrømme, men svaret var indlysende. ”Primale instinkter vel?” løj han.
”Primale mig i røven. Vi er bare nogle tøfler og enhver mand der forsøger at hæve sig over det, er en løgner,” kom det fra drengen, der aldrig havde haft en kæreste. Han havde en pointe dog. Så snart det handlede om noget, der var større end en selv, blev det uhyre nemt at tilsidesætte egne behov om ære i andres øjne.
”Sandt,” svarede Konrad med et skævt smil.
”Og her står vi så.”
”Du behøver ikke at være her Phillip. Det ved du godt, ikk'?”
”Det er noget stort. Meget større end kun dig, så hvis du tror, du kan tage al æren for det, kan du godt tro om igen. Desuden fik jeg aldrig rigtig en ordentlig mulighed for at takke hende.”
”Hvorfor gjorde du det ikke bare, da hun kom til skolen? Eller i opgangen?”
Phillip lo. De havde aldrig haft denne snak før, men han var uden filter til at forhindre de dumme og pinlige ting der kom ud af munden på ham.
”Blev sgu da pisse nervøs. Jeg troede da et øjeblik, at hun var med dig, så ville ikke begynde at blande mig. Har jo noget der hedder integritet, din bums.”
”Men jeg har ikke bumser i det mindste,” gav Konrad igen.
”Vær' glad for at jeg ikke vil have din død på mine hænder. Jeg sværger. Du er intet imod min episke kung fu.”
”Har ikke hørt om nogen, der turde stille sig op mod Maggi uden at få en ørefigen. Det er mere end jeg nogensinde, har kunne præstere,” erkendte Konrad. De blev begge stille. Der var noget tryggende ved stemningen ved at snakke om pigerne i så afslappet en tone. Det var Phillip der brød stilheden.
”Så hendes rigtige navn er altså Machiko?” spurgte han.
”Ja. Du ved, vidnebeskyttelse og alt det der,” svarede Konrad og tænkte, at hvis de overlevede, så ville han aldrig kalde hende for Maggi igen. Han ville anderkende hende til fulde.
Noget lysnede for Phillip.
”Så forstår jeg bedre.”
”Bedre hvad?
”Hvorfor I kalder hende Aiko.”
”Shit. Du har ret,” udbrød Konrad lamslået. ”Jeg aner faktisk ikke, hvad hendes falske navn er. Det har aldrig faldet mig ind at spørge.”
Selv nu faldt det ham ikke ind. Den hemmelighed syntes han var forbeholdt Phillip, der lod til at værdsætte, at der var noget, kun han vidste.
Lyden af hvinende dæk fra den anden side af blokken fik dem begge til at dukke hovederne. Som i en anden krigszone sprang de til siden af vejen og gemte sig i buskadset.
De var ankommet hurtigere end ventet og alvoren af situationen gik op for Phillip. Bygningen var ikke mere end halvtreds meter væk og fra denne side så det ud til, at der var mindst et halvt dusin indgange fra åbne skodder, der over tiden var blæst af.
Oprindeligt havde det været det uofficielle klubhus for en motorcykelbande. Selvfølgelig havde de fortrængt den tidligere ejer, som havde drevet en legitim forretning ved at opbevare andres habengut. Et lagerhotel af en art. Lyssky foretagender havde opbevaret en masse narkotika og smuglergods hos ham, så da banden opdagede det, tog de hele bygningen. Ikke før de havde skudt og smidt ham i floden selvfølgelig.
De lukrerede godt på salg af inventaret, men da godsets ophavsmænd opdagede det, brændte de bygningen ned, så kun metalskodderne stod tilbage som værn mod vind og vejr.
Stedet havde været ren improvisation fra hans side, men han kunne ikke andet end at takke sin hjerne for placeringen, den havde givet ham. Med et utal af veje ind i bygningen såvel som ud, var det intet mindre end et perfekt sted at stikke af fra og forsvinde.
Åndenøden hvæsede højt fra Phillip i den kølige natteluft og i et sekund tvivlede Konrad på, om han kunne klare opgaven foran sig.
De tog stilling i en grøft med akkurat nok udsyn til bygningen, til at de kunne se de to biler, der trak op til den.
Sceneriet var brutalt. De hvide lamper kastede enorme kegler i den svage dug der hang i luften. De var så store, at de oplyste husene omkring også. Byplanlæggerne, eller mangel på samme, havde glemt at slukke for elektriciteten, så dem der direkte skinnede på vinduer og ødelagde folks nattesøvn, var blevet baldret for længst.
”Dine patter sidder skævt,” kommenterede Phillip og var ligbleg. Han så ikke engang på ham, da han sagde det.
Ud af den forreste bil fløj Aiko ud bundet på hænder og fødder. Jammeren fra hende var høj nok til at påvirke Phillip, der måtte anstrenge sig for ikke at springe op af grøften. Hendes ansigt blev revet af den voldsomme behandling mod asfalten, men hvis det så slemt ud, så var det intet i forhold til Adina der var næsten ukendelig. Billedet de havde modtaget tidligere havde været en sminket udgave, af det der livløst var blevet tævet i stykker af blodige knojern fra Kadonomaros hænder.
Som var det det mest naturlige, trådte han over de to kvinder og sonderede terrænet, alt imens han rettede på sin skjorte under det støvede jakkesæt.
Med armfagter sendte han sine mænd rundt til alle kroge af bygningen på nær hovedporten, der var lukket tæt. Hvis Konrad kunne få dem op ville det give Euclid frit udsyn fra den anden side af floden.
Perfekt, tænkte Konrad. Det ville distrahere dem, når han åbnede dem. Nok til at give dem et overtag. Mændene ville ikke rykke ind på ham. Ikke så længe han havde revolveren.
Kontrasten mellem de enorme lamper og de kulsorte skygger var ham nådige. Metalporten hylede skingert og overdøvede den trykkende dunken i hovedet. Maggi var en anelse lavere end ham, men på afstand var det uvæsentligt. Alle vendte sig mod ham og rifler løftede sig. I film ville det altid være akkompagneret af ladegreb og støvler der trak over beskidt gulv, men disse mænd var lydløse og trænede. Ingen kunne snige sig ind på dem. Det var ikke hensigten heldigvis. Faktisk foretrak han det sådan.
”I rører jer ikke,” hviskede han igennem sammenbidte tænder.
’I rører jer ikke,’ klingede Maggis stemme efter et par korte sekunder.
Den smule mekanik der var at spore i stemmen, druknede heldigvis i ekkoet fra lagerhallen.
De hørte ikke efter. Kadonomaro ignorerede også hans befaling. Med så stor overbevisning at ingen kunne være i tvivl om hans hensigter, tog Konrad ladegreb om revolveren, så den spændte hane klikkede ildevarslende.
”Tomare,” rungede Kadonomoras stemme. Alle holdt.
Med seksløberen mod sit eget hoved var der ikke tvivl om, at han udmærket var klar over, hvad der blev handlet om.
”Du er sandelig blevet voksen,” smiskede han.
”Et skridt tættere og jeg skyder.”
M.A.G.G.I.S. stemme genlød hans ordre efter få sekunder. Det stoppede ham ikke i at nærme sig.
”Stop!” kommanderede hun myndigt.
Konrad løftede revolveren mod ham. Phillip havde taget affære selv og handlet på hans vegne. Klogt træk. Det nyttede ikke, at han kom for tæt på.
Bag ham kunne Konrad se Aiko og Adina. Pigen rystede voldsomt og så bedende på, hvad hun troede var søsteren. Hovedet holdt han så lavt, at ansigtet ikke blev for synligt, men det gjorde det også svært at holde kontakten imellem dem låst.
Kadonomaros fingre knak og han tog dramatisk knojernet af. Langsomt vendte han sig væk og gik tilbage til kvinderne. Den blodige hånd tørrede han af i et hvidt lommetørklæde, som han efterfølgende rakte til en af sine håndlangere. Det var en ligegyldig gestus, der kun fungerede til at etablere hans dominans.
”Sig mig Machiko. Hvorfor vendte du aldrig tilbage? Troede at vi havde et specielt bånd.”
Adina hostede en stor klat blod op og gurglede nogle uforståelige ord frem. Aiko fik øje på det og kravlede over til hende. Kneblen om munden havde revet hendes kinder og spændt læberne tilbage, så tænderne var blottet.
Konrads hænder rystede så meget, at de løse dele i revolveren slog højlydt mod hinanden.
’Jeg ku’ slå dig ihjel på stedet.’
Fluks flyttede han løbet til tindingen igen. Trusler mod Kadonomaro ville ikke røre ved meget. Han vidste udmærket, at det ikke ville hjælpe hende noget at slå ham ihjel, da mændene ville slå både ham og pigerne ihjel, inden hans klamme krop ramte jorden.
’Deres liv for mit.’
”Hvorfor skulle jeg?” svarede han og sagde efterfølgende noget på japansk, som Konrad ikke forstod.
Lort, tænkte han. Hvorfor havde han ikke tænkt på det? Selvfølgelig ville han slå over i deres modersmål. Der var ingen grund til at tale noget andet sprog. Ingen barriere holdt dem fra det.
”Jeg er ligeglad med pengene,” bekendtgjorde han sympatisk. Attituden slog lynhurtigt om og det lavmælte suk var næsten troværdigt. ”De kommer og går. Kommer og går. Eneste varighed er farverne, kærligheden og lyset du bringer, min pige.”
Løgnen var tyk. Havde det ikke været for billedet af den unge pige, der var blevet reduceret til en tom skal af noget, der engang havde lignet et menneske, kunne selv Konrad være faldet for den.
’Jeg er ikke din pige.’
”Ikke?” vendte han sig udfordrende. ”Dit liv for deres?”
At leve i hendes sted på den måde havde en negativ effekt på ham. Modet svandt langsomt, jo længere handlen trak ud.
”Har du virkelig glemt, at det var dig, der fortalt om Akiras forræderi?”
Hvad!? Skiftet i puls måtte kunne mærkes på tværs af hallen, for pludselig havde Konrad ikke noget modsvar.
”Forræderi?” hviskede han uforvarende.
’Forræderi?’ Gentog Maggis stemme.
Phillip kunne ikke vide, at det ikke var ment som noget, hun burde have sagt.
”Stakkels barn. Du plejede at kunne fortælle mig alt. Du plejede at stole på mig ubetinget. Har du glemt?”
Forvirringen fyldte hallen. Kadonomaro opfangede straks hans tøven og rykkede ind med dræbende ord.
”Du ville gøre alt for at være med mig.”
’Nej.’
”Nej? Så vidt jeg husker det, fortalte du i detaljer, hvordan din far og onkel drænede min families konto. Jeg ville have holdt det hemmeligt, men selv væggene har ører. Jeg forsøgte at stoppe min fader, men han ville ikke høre tale om det. Han beordrede endda også dig dræbt.”
Stanken af bedrag havde vædet luften. Enhver følelse han kunne spille på, blev udnyttet til fulde.
Det kunne ikke være sandt, tænkte Konrad en anelse panisk. Han prøvede at manipulere med hendes tanker eller også vidste han, at Konrad ikke var Maggi.
”Så ung. Du kunne ikke vide, hvor rå og brutal min fader var.”
’Du slog ham ihjel,’ svarede hun.
Det var et under, at Phillip kunne forstå hans ord over det rystende stemmebånd, der uvildigt var i gang med at kvæle ham.
”Nej,” løj han dæmpet og var næsten oprigtig i sin anger over Akiras død. ”Hvis du mener min fader, så ja. Hver en bid af smerte jeg skænkede ham, var velfortjent.”
’Du slog min far ihjel!’
”Nej, min kære. Jeg var bare redskabet. Dine ord. Dine løfter om at give mig alle pengene tilbage var, hvad der dræbte ham i sidste ende.”
Noget ved Kadonomaro var tilforladeligt og endda dragende. Der var en karisma ved ham, der var så langt fra det brutale monster, som Konrad havde oplevet ham som. En der nemt kunne lokke en ung uerfaren pige til sig.
Sådan et løfte ville have knækket Akira. Enhver forælder for den sags skyld.
”Kom her,” sagde han og strakte han armene favnende mod det han troede, var Maggi.
Konrad turde slet ikke tænke på, hvordan hun ville reagere i samme situation. Han kunne tydeligt se for sig, hvordan hun uden tøven ville gå ham i møde uden at tænke på de to mørbankede bylder af blodigt stof, der lå ved bilens dæk. Kunne det virkelig passe, at han havde den magt over hende?
”På en betingelse,” kæmpede han sig til at sige til Phillip, der videresendte ordene.
”Selvfølgelig. Kom her.”
Trangen til at flå i aftrækkeren blev kun dulmet af den svage mulighed, at planen kunne virke.
’Min søster. Lad hende gå.’
Som på kommando beordrede han Aiko bundet op. Hun spjættede ved deres berøring og klamrede sig til moren, der lå og gryntede. Synet af hendes slatne hænder der ikke kunne beskytte eller gribe efter datteren, skar som en issyl.
Kadonomaro rakte hende hånden. Varsomt vidste hun bedre end at tage imod og så desperat i søsterens retning. Konrad nikkede forsigtigt. Chancen måtte tages.
Anklen så vredet ud, armen blødte og rifterne fra rebet var røde og udspilede. En kuldskær vind syntes at vandre igennem hende, men i den lune sommernat var der meget andet på spil i hendes krop. Skridtene gav genlyd, da hun forsigtigt og snøftende begyndte at gå imod Konrad.
Det hamrede i ham. Afstanden var ikke mere end ti-femten meter, men de kunne lige så godt have været adskilt af Atlanterhavet.
”Vent lidt,” afbrød Kadonomaro Aikos flugt, der ikke var andet end killingeskridt. ”Jeg ved, hvor meget hun betyder for dig.”
Han tog fat i hendes arm, så hun klynkede. Benene så ud til at miste al styrke i sig, men hans stramme greb sørgede for, at hun ikke kunne falde om.
’Vi havde en aftale!’ indvendte Konrad, der tydeligt kunne se, at manden ikke havde tænkt sig at ære deres forståelse. ’Betyder jeg intet for dig?’
”To hundrede milliarder yen!” råbte han og pressede æggen af en lang kniv mod Aikos strube. ”Kodeordet tak!”
Alt han gjorde, var en finte ment til at lulle Maggi ind i en falsk tryghed. Han vred sandheden, for at opnå det han ville. En bundet og immobil Aiko var ikke lige så effektivt et offer som nu, hvor hun var på randen af frihed, men langt mere i fare. Handelsbetingelserne var pludselig vendt mod hans favør.
’Min søster!’
Konrad trådte et skridt frem, så langt han turde uden at vælte ud i lyset. Aiko opdagede straks forskellen både i højde og drøjde, men vidste bedre end at sige noget. Konrad rettede igen pistolen mod Kadonomaro.
”Så så, du vil vel ikke ramme din kære søster.”
Han sniffede hendes hår i sig grådigt og hviskede til hende, hvad Konrad kun kunne gætte sig til, var hvad, han ville gøre ved hende. Hun skuttede sig med tårerne i frit fald fra kinderne.
”Kunne også tage mine penge ud af hende. Mon ikke hun vil indbringe en pæn sum?”
Voldsomt stak han hånden mellem benene på hende og pressede til. Aiko hylede og kom i et forsøg på at slippe væk til at presse sig op imod hans skridt. Dette ophidsede ham kun endnu mere og hans gnæggende latter, imens hans hænder vandrede over hendes mørkerøde tøj, fik hende til at klynke højere.
”Hun kan vel næppe være særlig brugt. Så meget desto bedre.”
Maggi ville være i en vanvidsrus, men han kunne ikke afsløre sig selv. Ikke endnu. Euclid kunne ikke have et frit udsyn til Kadonomora uden at risikere at ramme hende.
Det kløede i fingeren og var næsten for meget at håndtere, men hvert anslag til handling opstemte kun Kadonomaro endnu mere.
Håndlangerne var som marionetdukker uden vilje eller moral. Pengene måtte være gode, eller også havde han noget på dem, de ikke kunne undslippe.
”Du er ikke min pige mere. Min Machiko ville ikke have stået i vejen for at komme tilbage til mig.”
Konrads bryst vred sig rundt. Det stod soleklart nu, at hendes behov ikke kun var grundet i at være som søsteren. Noget underliggende og dybt indgroet havde trængt frem i dag og nær brudt op i fortiden, som kun var holdt nede af anstændige opdragelse.
’Please, herre,’ bad M.A.G.G.I.. Konrad sank på knæ. ’Jeg er din. Altid! Skån min søster.’
”Skåne hende? Troede at du elskede mig. Ønsker du ikke samme glæde for hende da?”
Bæst! Konrad overvejede, om det ikke ville være nemmere at tage chancen og udrydde ham på stedet uanset følgerne. Så kunne han da ikke skade andre i det mindste.
’Nej.’
”Nej?”
”Du … Du skal være min, alene.”
Han håbede bare, at maddingen var lokkende nok. Hvis han brugte længere tid på at lade som om, ville miste forstanden.
Kadonomaros brede tandpastasmil der kun manglede direkte eksponering til at blænde alle omkring sig, fortalte at han frydede sig over magten, han besad.
”Det siger du ikke?”
’Herre, lad mig bevise det.’
Konrad kunne ikke se nogen anden udvej end at slippe revolveren. Det var et risikabelt træk, der snildt kunne vende bøtten på hovedet og få ham dræbt, inden han kunne nå at overveje andre muligheder.
Lige nu ønskede han, at han havde taget en kniv med, selvom den var Kadonomaros håndkanon underlegen.
’Jeg var bange. Bange for at du ikke ville kunne forstå, hvorfor jeg ikke fandt dig. Min familie. De betyder alt for mig.’
Hvordan ville hun udtrykke eller formulere sig? De længste samtaler Konrad og hende havde haft sammen, der ikke omhandlede træning, var når hun ind imellem drev med skyggerne. Blikket ville være trægt fæstnet til et usynligt fikspunkt, som om fortidens synder havde indhentet hende eller at fremtiden syntes uoverskuelig.
”Du krænker mig. Er jeg intet andet end en brugsvare, du kan skille dig af med, når din familie går i vejen? Troede vi var stærkere end det.”
’Og du brugte dem imod mig, præcis som jeg frygtede. Deres sikkerhed står mig nær, herre. Så snart jeg var sikker på deres velbefindende, ville jeg finde dig.’
Virkede det? Konrad vovede at se op. De stod tættere på hinanden, end han ønskede. Panderynken og de smalle læber sagde, at en smule tvivl havde trængt ind. Vigtigheden af ligeværdigheden imellem dem, selvom han aktivt beskyldte hende for mordet på sin far, stod til at få afgørende rolle. Hun, M.A.G.G.I., Konrad, måtte uden den mindste smule tvivl få ham til at indse, at hun var hans.
’Mit valg er dit. Min søsters er hendes eget. Jeg elsker jer begge ligeligt. Tving mig ikke til at vælge.’
Det stod til Kadonomaro at vælge, hvilken person han ville fremstå som. Konrad gav ham magten til at vælge alles skæbne. Mange gange havde illusionen af magt det med at få bedre sider frem i folk, end de troede de besad. Det var en indirekte opfordring til gudekomplekset i ham at vælge den skabende og velvillige side, der ville give ham sympati.
Netop latteren og den hensynsløse behandling af Aiko beviste Konrads hypotese. I hendes pinsel der endte ved at blive kastet over betongulvet i håret mod Konrad, var det udfald han havde håbet på. Manden kunne manipuleres med. Det krævede bare spidsfindighed.
”Som et tegn på god vilje.”
Hun prøvede at tage af med hænderne, men håndleddene skrabede mod det ru beton og vred skulderen af led, så hun blev liggende.
Hendes gråd og Konrad der ikke kunne komme hende i møde, gjorde den kvalte klynken til et sydende sadistisk scenarie, hvor hun kravlede for sit liv.
”Onee … ” peb hun, højt nok til at snyde Kadonomaro. Ikke alt sammen løgn. Sårene og smerten var ægte nok, så da hun endelig var tæt nok til at nå hans fingre, hev han hende ind til sig så hurtigt og omklamrende som muligt.
”Phillip venter på dig udenfor,” hviskede han. ”Han vil tage dig til Alex. Find din søster. Kom væk. Er det forstået?”
Hun nikkede svagt ind i hans skulder.
Revolveren lå midt imellem ham og Kadonomaro. Kun fem meter adskilte Aiko fra døren. En afstand hun med minimal anstrengelse kunne krydse, inden håndlangerne nåede at trække våben, hvis Konrad skabte forvirring nok.
”Rejs dig op forsigtigt. Når jeg siger til, løber du alt, hvad du kan uden at se dig tilbage, okay?”
”Mhmm,” svarede hun.
De kom begge på benene og lod Kadonomaro blive i troen et sekund endnu, inden Konrad med en drivkraft uden lige trak Aiko bag sig, så hun ikke var i direkte skudlinje. Overgangen i Kadonomaros ansigt gik fra overlegent smilende til undrende forbløffelse og videre til vrede over, at være blevet holdt for nar. Det var det første rigtige tegn på at denne mand ikke var i så meget kontrol, som han foregav. Hvis Konrad så også bare kunne nå våbnet.
Det var så tæt på, at fingerspidserne kunne mærke metallet, men det gjorde ingen forskel. Kadonomaro var mere end hurtig og hans overmenneskelige reaktion sendte et projektil igennem skulderen på Konrad.
Euclid var over ham, men skuddet missede med en brutal margen, så kun tråder af stof indikerede, at der på den anden side af bredden lå en skytte. Riflen var en baglader og hvis han bare fumlede en anelse for meget, ville han ikke have tid til at affyre et nyt.
Faldet fra fjerde sal havde gjort noget ved hans sanser. Da han blev skudt i hånden, havde det ikke følt ikke nær så intenst som nu. Denne gang var skuddet ikke gået rent igennem og den stikkende smerte og følelse af brud fik ham til at brøle, så disen i luften splintredes præcis som knoglen.
”WAAARGH!” hylede Aiko i tandem med ham.
”Flyt dig Aiko,” kom det monotont.
”O... onee?”
Konrad vred ryggen, både for at se hvor lyden af Maggi kom fra og dels af smerte. Et tungt slag og et skarpt vræl fra Aiko og det var tydeligt, at hun havde slået hende hårdt i siden. Aiko vaklede og var på nippet til at vælte om, hvis det ikke havde været for Maggis barbariske greb i krave og skjorte.
”Maggi! NEJ!” skreg Konrad. Aiko blev slynget ud af hans synsfelt og Konrad nærede et spinkelt håb om, at hun ville være i stand til at stikke af. Håbet blev straks afløst af noget andet og mere skræmmende, da Maggi trak en fuldautomatisk maskinpistol frem fra kimonoen. En uzi efter alt at dømme. Konrad havde spillet nok skydespil til at kende forskel på den og en kalashnikov. Det var en dårlig sammenligning, men hans generation vidste mere om våben end om verdens politiske sammenhæng.
”Nani!?” rungede Kadonomaros stemme hult inden hendes kimono lettede i gennemtrækket. Heltens kappe blottede hendes slanke ben og blonde trusser. Havde hun båret høje hæle, ville hun have været en femme fatale værdig. Parykken der sad løst og halvt dækkede den udtværede mascara og de blottede tænder, var en forløber for massakren, der skød fra hænderne. Blod og krudt blev blandet sammen i stemmen, alt imens liv blev revet over med magt.
Alle tøvede længe nok til at se deres endeligt på klods hold. Blyforgiftningen var intet i forhold til paletten af alle regnbuens mørkeste farver, der blev koncentreret i et enkelt udtryk af mordlyst.
Intet forhindrede Kadonomaro i at gengælde, så lammelsen måtte ligge til grund for, at hele hans hold af gorillaer netop havde bidt i støvet og sukket deres sidste åndedrag. Under enhver anden omstændighed ville det have været en smuk oplevelse at se denne ballet udfolde sig. Med ynde bevægede hun sig fra håndlanger til håndlanger med våben og sværd i en kombination som kun filmindustrien kunne afbillede. Deres slappe og døde kroppe blev brugt som menneskelige skjold, inden hun med sværdet fik mænd, der var dobbelt hendes størrelse til at gurgle i deres eget blod.
”Na... Nandayo?”
I al sin magt og vælde havde en pige på knap tyve somre vredet ham rundt ved armen og lammet hans intentioner. Nok krævede det at slå hans hær ihjel, men en hærfører uden egenmagt kunne vel næppe kalde sig enevældig.
Det skinnende blad af ild kløvede luften i et overlydsbrag, syntes det. I virkeligheden var det det slagne monsters fejlslagne forsøg på at sænke dragen med krudt og eksplosioner. Monstre af mytisk oprindelse, dem der hævnede uret med skånselsløs vrede og pinsel, kunne ikke knækkes af simple kugler støbt af ufuldkomne mennesker.
Hun var ikke til stede. Som et æterisk slør snurrede de løse stropper og afværgerede regnen af metal. Klingen hvislede og skar nervebanerne over, inden han kunne løsne det sidste skud, der umuligt kunne havde misset sit mål. Hun blev indhyllet i det klistrede spor, der trak efter sværdet og malede det sidste penselstrøg på et lærred med et drabeligt motiv.
Sværdet stoppede med præcision mindre end en millimeter fra struben. Kadonomaro var allerede på knæ og gispede indadvendt med endegyldig opgivelse. Øjnene poppede kridhvide ud af hovedet og Konrad var sikker på, at han kunne se fryd i dem, selvom hans hånd lå livløst foran ham.
”Min krigerprinsesse. Tomoe Gozen,” stønnede han ophidset, både af blodtabet og af at se sin kvinde blomstre modbydeligt, som om det var noget, han havde orkestreret.
Hånden han havde forsøgt at dække blodtabet med, strøg over hendes kind og i det samme gennemborede hun hans mave med sværdet. Konrad vidste ikke at hun også mestrede fægtekunst, men var overbevist om, at hun havde placeret det der og ikke direkte i hjertet fordi hun ønskede at straffe ham mest muligt.
Han ville unægtelig nyde den smerte hun havde ham i vente. Hendes sadistiske tilfredsstillelse måtte bare være det meget stærkere og i et blink af et flygtig sekund vendte den overlegne mine sig til ustyrlig frygt. Længe varede den ikke, før den af brag efter brag var gjort ukendelig af tordenskrald, der rev ikke blot kæben, men også rygsøjlen fra resten af kroppen så blodet pulserede og sprøjtede ustyrligt i alle retninger. Ilddåben hun modtog i regnen fra resterne af sin voldtægtsmand ved sværdet og pistolen og stilheden i kølvandet, sammen med en enkelt cikades dovne sang, kunne ikke stjæle fra hende denne sidste hån.
Ikke hans kriger. Ikke hans pige.
At komme op var ingen nem bedrift. Skulderen forhindrede den ene side i at støtte. Hullet i hånden forhindrede den anden.
”Maggi?”
Jeg kunne også bare blive siddende, tænkte han et sekund, selvom kroppen uenigt med ham kæmpede videre.
”Machiko?” prøvede han, da hun ikke umiddelbart svarede.
”Hvem … ” hviskede hun med ryggen til. Blodet der slog ned fra den sorte klinge, gjorde også grebet om skaftet flygtigt, så da hun knugede det tættere og hendes eget strømmede fra knoerne, blev hendes gerning det mere tydelig. Det var underordnet, hvordan hun blev tiltalt. Det eneste hun kunne fokusere på, var liget uden fører.
Euclids stemme kunne høres i det fjerne. Hans råb var maniske og skingre. Phillip stod uden ord i porten med Aiko bevidstløs i armene. Kæben der hang, var mere end rigelig forklaring.
”Phillip, få hende væk inden hun vågner,” kaldte Konrad uden at råbe.
Han nikkede skræmt og tog lange skridt baglæns.
Noget bevægede sig i mørket. Responsen var øjeblikkelig og et sidste skrald der virkede langt højere, lagde håndlangeren til hvile sammen med den vibrerende klang fra klingen.
”At erkende nederlag, er at lade dem vinde uden kamp,” mumlede hun. Den ro hun sagde det med, var bekymrende kølig. Konrad nærmede sig varsomt, men Euclids stemme der gradvist blev højere satte situationen under pres.
”Nederlag er kun, hvis de får den sidste rest af din sjæl. Kun hvis du lader dem vinde, kan du erkende det,” svarede han
Hun hev parykken af. Den var vædet tung af mere end blod, så flammen så ud til at være slukket for længst. Gløden var falmet og sunket over horisonten.
”Så længe det kun var mig.”
”Så længe …?”
”Jeg troede, at jeg kunne glemme det. Så længe det kun var mig, der vidste det, kunne det måske forsvinde en dag. Aldrig blive ugjort, men så længe …”
”Hvad gjorde han ved dig?” spurgte Konrad, men var godt klar over svaret. Det troede han i hvert fald.
”Ikke noget jeg ikke ønskede. Du sagde det selv Konrad-san. Jeg ventede på ham med længsel. Tror du ikke jeg ikke hørte dig før?”
”Maggi, det var ikke sådan ment.”
”At du ikke mente det, gør det ikke mindre sandt. Så hvem er det? Hvem af dem synes du, jeg ligner mest?” spurgte hun mat.
”Hvad er det, du siger?” Konrad havde troet, at det var en afledningsmanøvre fra Kadonomaros side for at forvirre hende. At det skulle vise sig at være sandt ramte mere vitalt end kuglen i skulderen havde gjort.
”Du var der. Du hørte det. Hvert et ord var sandt. Selv dine.”
Hendes navn blev kaldt på tværs af bredden. Nærmeste bro var et par kilometer længere ned af floden så Euclid havde lang vej endnu.
”Så hvilken er det? Ser du mig også som kriger? Eller noget andet?”
Frygtelige tanker eksploderede i Konrad. Kunne det være sandt, at hun aktivt havde sørget for sin fars død? Havde det været ved utilsigtet design for at behage sin herre og elsker? Var det derfor, hun havde opsøgt ham i dag?
Fjorten år gammel. Hvordan kunne hun selv have truffet den beslutning?
Han nægtede at tro på det. Der måtte stikke andet under. Kadonomaro var et svin og en manipulerende psykopat. Han ville gøre hvad som helst for at få sin vilje. Han havde aldrig set hende som andet end midlet til et mål. At de to havde været elskere på lige vilkår, var absurd. Måske havde hun troet det, så at springe boblen for hende så direkte, kunne kun ende katastrofalt.
Hendes finger masserede aftrækkeren på en kælende og forførerisk facon, som om hun med ængstelse ønskede at trykke af en sidste gang.
Forceret fortrak hun ansigtsmusklerne til et kunstigt smil. Konrad ønskede at møde det mere oprigtigt, men han forstod udmærket, hvor hun var på vej hen.
”Mere end det. Mere end kun et menneske. Du er dig,” sagde han med et vemodigt smil. Hun var langt mere end det selvfølgelig. For ham betød det ikke noget, hvad hun havde gjort eller hvad nogen ville gøre hende til. Det han så, når han kiggede på hende, var en kriger med et hjerte korrumperet af djævlen. Djævlen havde bare ikke regnet med, at hun ville gøre modstand.
Han gjorde præcis det, som hun havde været udsat for før. Der var ikke andre udveje og måske hun selv havde indset det. Ikke desto mindre reagerede hun.
”Tak Konrad.”
Hellere dø som menneske i andres øjne end at mindes grusomhederne begået uanset skylden.
Han fik aldrig nogen endegyldig forklaring, men det lod til at være årsagen, da hun satte pistolen for tindingen og trykkede af.