De sløveste morgener er dem, hvor man har et specifikt formål med dagen. Det afhænger ikke af tidspunktet, men blot det at man har noget, man skal nå.
Lyset havde knap brudt sprækkerne i persiennerne og smagen af metal og alt for tidlig vækning lurede i ham, da vækkeuret gik af. Vilkas vågnede med et sæt, som han altid gjorde. Han ville nok aldrig vende sig til at stå så tidligt op, om han så gjorde det dag efter dag i årtier. Nej, hans krop var udpræget mærket af det specielle gen, der gjorde at han, og en vis procent af befolkningen, havde brug for en halv times søvn mere end resten. Dette gjorde ham ikke så meget, men når han gang på gang arbejdede længe oppe hos justitsministeriet som Frivillig – og de lange timer som oftest krydsede den forkerte side af midnat – var morgenerne dét ekstra brutale.
Men i dag var han ekstra tidligt oppe. I dag var en helt særlig dag, som han havde ventet i ugevis på, så han havde ingen problemer overhovedet med at slæbe sit sløve legeme ud af sengen.
Fødderne fik kontakt med det iskolde gulv. Ligesom hver morgen var det hælene først – forsigtigt – dernæst i en rullende bevægelse lod han tæerne røre. I et kort sekund tøvede han. Det gav altid et gys, det første øjeblik kulden sendte chokbølger gennem hans nerver, og vækkede hele alarmsystemet.
”Jaja …” svarede han vækkeuret grødet. Hænderne dækkede for ansigtet for at gnide det sidste søvn ud af øjnene og han sad et øjeblik og lod det larme videre i klagesang. De sidste krampetrækninger gik igennem og han lænede sig fremover for at slukke bæstet, der havde hevet ham ud af en dejlig døse, hvor han havde været hersker over hele Metropolis, hvor han havde styret byen med hård, men retfærdig hånd og, hvor der herskede fred og fordragelighed.
Han lod hånden glide igennem det filtrede, næsten kulsorte hår. Det var blevet en smule mere uglet end han syntes godt om her de sidste par dage, men der var ikke noget at sige til det. De sidste to uger havde stået på intensive forberedelser til retsmødet, der skulle fremvise de værste kriminelle i samfundet som – for blot en måned siden – havde terroriseret byen med deres ødelæggende ideologier om et frit samfund, som de kaldte det. I virkeligheden ønskede de blot at knuse infrastrukturen, for at indføre deres egen undertrykkende regering.
I årevis havde retsvæbnerne søgt at fange disse terrorister for at gøre en ende på angrebene, der dagligt truede civilbefolkningens ve og vel. Og med god grund. Alene det sidste år var Ikke mindre end syvogfyrre mennesker omkommet i påsatte brande og bombeangreb begået af disse forbrydere. Men det var alt sammen overstået nu. De var fanget.
I dag fandt det første retsmøde sted. For første gang siden anholdelserne, skulle de kriminelle fremvises til offentligheden. Sammen med dusinvis fra det frivillige korps havde Vilkas stået for at få budskabet ud, om at propagandisterne var blevet fanget. Hans job som koordinator var at få så mange som muligt til at dukke op foran retsbygningen for at vise deres foragt for fjenden og samtidig vise, at hele Metropolis stod sammen om at få udryddet denne fælles fjende.
Vilkas var ikke et øjeblik i tvivl om, at uhørt mange ville dukke op til denne begivenhed, men tanken bag var ikke kun at få folk fremmødt, men indstille i dem, at lysere tider lå i horisonten.
Han rejste sig fra den enlige seng i det nøgne lokale og gik hen mod vinduet, for at lukke den smule lys ind han kunne. Han opholdt sig her sjældent og stedet bar tydeligt præg af, at det kun var et domicil i den alleryderste forstand. Det meste af sin dag – når han ikke havde sin gang i justitsministeriets korridorer – var han i skolen. Vilkas var en af de yngste frivillige – nogensinde – der havde fået lov at arbejde der, og det var en umådelig ære, så han havde taget opgaven mere voksent end de fleste seniorer, der nærmest var groet sammen med bygningen. Så af døgnets fire og tyve timer kunne det tælles på en hånd, hvor mange han brugte her, og det var endda en generøs sammenligning.
Sytten år. Han tænkte et øjeblik over hvad det indebar for ham at være så indviet og flettet ind i samfundets inderste kredse i en så tidlig alder. Ambitiøs blev han tit kaldt, og hver gang han hørte sådanne rosende ord fra de ældre embedsmænd og kvinder, fyldte det ham med en stolthed, ingen kunne tage fra ham. Til gengæld var det ikke ufortjent. Han vidste udmærket godt at han arbejdede flere timer end de fleste, ud over den tid han var påkrævet at gå i skole.
Solens første morgenrøde reflekterede sig i en tårnhøj glasbeklædt bygning i hustagenes horisont. Tårnende trehundrede meter stak bygningen op over resten af byens antikke men simple arkitektur. Som et fyrtårn af retskaffenhed, stak dette monument op som en påmindelse om alt, hvad denne prægtige by stod for. Progressiv, moderne og ikke mindst i rivende udvikling. Resten af byen stak ikke mere end halvtreds-tres meter op fra grundplan, hvilket umiddelbart ikke virkede som en altovervejende god ide når man tænkte på byens befolkningstal. Grunden, havde Vilkas fået forklaret, var af sikkerhedsmæssige hensyn til befolkningen. Den oprindelige regering havde under planlægningen af byen og efterfølgende opførsel, vurderet at en by der byggede mere i højden end i bredden, var mere udsat i tilfælde af angreb, hvilket betød, at hvis bomber skulle falde over byen, så ville mandetabet være større per kvadratkilometer end hvis de blev holdt under et vist niveau.
Han havde læst en artikel engang om de præcise procenter man regnede ud fra. Tal der nødvendigvis blev opdateret fra år til år i takt med udviklingen af nyere og mere dødbringende bomber.
Omkring halvtreds år efter byens oprindelige opførsel, var udvidelsen af den vokset fra at huse omkring to millioner mennesker til i omegnen af vanvittige ti millioner. Det var samtidigt på det tidspunkt, at man valgte at opføre justitsministeriets nye hovedkvarter midt i centrum. Det gav befolkningen en vis tryghed at vide, at hvis fjenden angreb, så var det nok det første mål der ville blive ramt, når det nu stak så meget ud fra resten af arkitekturen. En smule paradoksalt med tanke på, at netop justitsministeriet var hjernen bag byen. Men, hvis det holdt befolkningen i ro, tænkte Vilkas, var det nok et smart træk.
Han dvælede en smule ved tanken om dette monument som et mål for deres oversøiske fjender og forestillede sig det så i ruiner, brændende og ødelagt. Skrig fra gaden. Mennesker der panisk rendte rundt uden mål, fordi hovedet var blevet skåret af samfundet. En ubehagelig tanke som han hurtigt afveg at forfølge til ende. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding af den iskolde morgenluft. Den skar i næseborende og var en anelse fugtigt. Han fyldte lungerne til brystkassen var fuldt hævet, holdt vejret i et par sekunder og lod så alt sammen ud på én gang i et kraftigt drag. Vinduet lukkede han efter sig og fik øje på sit eget spejlbillede der svagt reflekteredes i det.
Det mørke hår der knap nåede hans øjne, dækkede hans pande fuldstændig. Det var uregerligt og mindede mest af alt om en ukæmmet busk, der havde fået lov at gro vildt uden opsyn. Sandt at sige havde han ikke haft øje for sit udseende det sidste lange stykke tid, men i dag var nok en god ide at få taget det værste af galskaben. Normalt havde han håret kæmmet i en sideskilling, der møjsommeligt og præcist ikke lå mere end en centimeter under hårgrænsen.
Han var ikke den største fan af kortklippet hår, som for tiden åbenbart var på højeste mode, nok mest på grund af militariseringen og mediernes billede af de formodede terrorister. Medierne brugte altid ord som formodede eller såkaldte om noget, for ikke at virke partiske eller forudbestemte når de nu teknisk set var uskyldige, indtil det modsatte var bevist, men Vilkas vidste bedre. Hele manøvren med at bruge sådanne vendinger, når den almene befolkning allerede havde en forudfattet mening om udfaldet af dagens retssag, var kun til for at forstærke billedet som medierne, og i forlængelse regeringen, allerede på forhånd havde malet. Men det gjorde nu ikke Vilkas noget, for han vidste godt at de var skyldige, så hele øvelsen virkede en smule ligegyldig i hans øjne, men på den anden side, var der kun så mange forskellige måder at fortælle historien på om den vanvittige forsker, der havde haft en af de højest rangerede positioner i afdelingen for fremskridt og udvikling. Forskeren der havde forrådt sit fædreland for at arbejde for fjenden og forsøgte at tvinge den prægtige by Metropolis i knæ, så en hurtig og nådesløs invasion kunne begynde.
Vilkas tænkte at det måske ville være en god ide at få en opdatering på dagens begivenheder inden han bevægede sig ned i justitsministeriets gange. Han lod kammen køre igennem håret for at rette de sidste oprørske hår på plads. Han tændte for tv-monitoren og skruede tilpas op for lyden så han kunne høre damen på nyhedskanalen fortælle om dagens begivenheder og, hvordan de ville tage sig ud minut for minut, alt imens han tog tøj på og gjorde sig ekstra umage med at rette folderne til.
”… præcis to år siden det forfærdelige angreb mod centralregeringen kostede over to hundrede og fem og fyrre mennesker livet, inklusiv den tidligere præsident Carter Spade, som var stor fortaler for fred mellem Metropolis og Agartha. En fred som kortvarigt sikrede permanent kolonisering af …”
Gårsdagens nyheder. Selvom de priste sig af at være en fire og tyve timers nyhedskanal, var det som regel genudsendelser, de kørte fra efter midnat til de allertidligste morgentimer fordi der – som Jarvis Willks havde fortalt ham engang – skete: ”nævneværdigt lidt om natten, som kan vække folkets harme som en alarm, når de alligevel skal op og arbejde for os.”
Helt præcist, hvad han havde ment med det, havde undsluppet Vilkas i øjeblikket, han havde sagt det, men mon ikke det havde noget med folkets sindsstemning at gøre, så de arbejdede for dagsordenen i stedet for imod.
Jarvis Willks, generaldirektør for Det Nationale Mediebureau, øverste chef for det samlede nyhedskorps. Vilkas havde kun mødt ham en enkelt gang for nogle år siden – inden han kom ind som Frivillig. Sammen med hele hans årgang i skolen, havde de fået til opgave at skrive om nyhedsmediets historie. En simpel opgave som egentlig bare krævede at man slog op i nogle historiebøger, dels for at lære en masse historie om Metropolis, men også om tiden før dens grundlæggelse som blev beskrevet som dyster og uoplyst i den forstand, at folk var barbarer. Vilkas var bekymrende ligeglad med hvordan Metropolis var endt med at blive centrum for hele den vestlige verden, Europa, og de Kaukasiske regioner. Alt det havde han læst om år forinden. Nej, han var mere optaget af fremtiden og hvordan processen stod på.
Det hele var obligatorisk og alle unge mellem tretten og femten skulle igennem historietimerne og nyhedsundervisningen som et led i deres forståelse og forebyggelse af, således at sådanne fejltrin aldrig ville blive gentaget.
Sammen med en ung pige i hans klasse havde de skrevet et velformuleret brev til det Nationale Mediebureau, hvor de søgte om at interviewe generaldirektøren i forbindelse med deres projekt. Vilkas var på forhånd skeptisk om hvorvidt det overhovedet ville være muligt, at brevet nogensinde kom frem. Han var overbevist om at der var hundreder af unge der fik samme ide om at få en kommentar fra den øverste chef. Chancen for at det kom frem til Jarvis Willks var uhyre lille, og endnu mindre at han overhovedet ville læse det, for så at kontakte dem. Absurd. Men det var lige præcist det der var sket, brevet var nået frem, og han havde læst det, mod alle odds, og tilladt dem et femten minutters interview på hans kontor i justitsministeriets syv og tredivte etage, med udsigt over handelsdistriktet nord for Tårnet, som det i daglig tale blev kaldt.
Pigen, Alma, en ambitiøs og fagligt intelligent elev, som han havde allieret sig med, havde haft en masse standardspørgsmål som omhandlede produktion og behandling af nyhedsstof i forbindelse med journalisternes arbejde. Jarvis Willks havde høfligt svaret på spørgsmålene, kortfattet, men præcist. Vilkas kunne se på ham, at han var en person, hvis tid man ikke skulle spilde, og han spildte i hvert fald ikke sin egen. Det var tydeligt ud fra hans kropsholdning, at interviewet var noget der skulle overstås i en fart, så han kunne komme tilbage til maskinen og producere fremragende nyheder, som han selv kaldte det. Det hele var gået meget hurtigt og før de vidste af det, var de blevet gelejdet ud af Hr. Willks kontor med en oprigtig tak for deres indsats og spørgsmål.
Netop da havde Vilkas vendt sig mod Willks og spurgt ham om noget, der havde naget ham, siden han så det for første gang.
”Hr. Willks?”
Jarvis Willks var allerede fordybet i de papirer der lå spredt ud over hans enorme skrivebord som var vendt væk fra de gigantiske panoramavinduer, der fik kontoret til at se ud, som om det gik i et med byen udenfor. Han løftede øjnene fra sine læsebriller mens hånden skriblede videre og så på Vilkas med spørgende øjne selvom det var ham selv, der var blevet stillet et.
”Der er noget jeg bliver nødt til at vide …”
”Nødt til?” havde Jarvis bare afbrudt ham. Et smil bredte sig i hans mundvig og han stoppede med at skrive, men ændrede ikke positur.
”Jeg mener …” fik Vilkas fremstammet nervøst. Halsen snørede sig en smule sammen ved tanken om at have forbrudt sig mod de regler Jarvis havde opstillet for interviewet. ”Der er noget der har undret mig.” Han stoppede afventende for at se om det var en rigtig ordsætning Jarvis ville godtage.
”Virkelig? Hvilket min dreng?” Tilbage i samme stilling som da interviewet stod på, lagde han pennen fra sig, foldede hænderne lige under hagen, og kiggede intenst på Vilkas.
”Ja … Jeg mener.” Med mere mod samlet end før han var blevet afbrudt, trådte han et skridt tilbage mod mahognibordet, der målte mere end fire meter på tværs og fik Vilkas til at undre sig over, hvornår man nogensinde fik brug for så meget plads. ”Her den anden dag, da terrorist organisationen Agarthas Stemme, bombede produktionslinjen for det Sydøstlige distrikt, hvor syvogtyve mennesker omkom …”
Måske var det ikke en god ide at betvivle Det Nationale Mediebureau, men han var nødt til at vide det. Jarvis nikkede bare og lod ham fortsætte, interesseret.
”Så vidt jeg forstod på nyheden om det, fandt attentatet sted kl. kvart over et om natten.”
”Jo,” svarede han prompte.
”Det bare det, at jeg var oppe den nat for at følge nyhederne som en del af vores research. Helt til daggry kl. seks.”
”Jeg forstår ikke helt hvor du vil hen med det.” Hans udtryk gik fra interesseret til en smule foruroliget og irritabelt. Skiftet skete hurtigere end Vilkas nåede at opfatte. Han vidste han ikke skulle have bragt det på banen, han risikerede bare at komme i problemer, hvis han ikke allerede var det. Det måtte briste eller bære, tænkte han. Han måtte vide det.
”Hvis I er en fireogtyve timers nyhedskanal, hvorfor brød I så først nyheden præcist kl. seks om morgenen?”
Stilheden efterfølgende var mere end dræbende. Havde den fortsat længere end den havde gjort, var Vilkas dejset om. Han holdt vejret, frosset til stedet, hans krop ude af stand til at bevæge sig. Jarvis’ blik var stift rettet mod ham fastlåst, isnende. Pludselig lo han let og fik smilet i mundvigen tilbage, kiggede ned på papirerne foran sig og fortsatte med at skrible løs.
”Vilkas var det, ikke?”
”J… Jo.” Klumpen i halsen var ved at eksplodere og havde det ikke været for Alma, der havde stået ved siden af ham, var han sandelig nok brudt sammen. Jarvis så over på hende, som ligeledes stod frosset med et skrækslagent blik i øjnene, som kun Vilkas kunne se, så tæt på.
”Og Alma?”
”Ja, Hr. Willks.” Hun nikkede graciøst med hovedet, men Vilkas vidste bedre, end at dømme hende på hendes adfærd alene.
Svaret han havde givet Vilkas, havde i hvert fald lukket munden på ham. Alma havde intet sagt til ham på vejen tilbage til skolen, sikkert fordi hun troede at deres chancer for en god karakter var blevet ødelagt på grund af hans optrin på kontoret. Vilkas vidste udmærket godt, at det var respektløst at bryde de etablerede regler. Opførslen ville måske blive bemærket i hans personlige statspapirer og stemple ham som en rebel i stil med terroristerne.
Oprigtigt frygtede han for konsekvenserne, men måske mest for Alma, der havde set det som en kæmpe ære, at få et møde med generaldirektøren blot for at han havde ødelagt det for hende. Tanken havde naget ham i dagene efter opgaven var blevet afleveret til bedømmelse. Det var ikke deres lære, der stod for at give dem karakter, men i stedet en offentlig instans der skulle vurdere om eleverne havde den fornødne kunnen i forhold til, hvad der blev forventet af dem senere hen. Omskoling var forfærdelig pinligt – for enhver elev.
Opgaven var ment som en afgangsprøve, der skulle give et standpunkt for ens videre skolegang. Gode bemærkninger ville give en adgang til de højere uddannelser, eller karriereretninger som det populært blev kaldt, og kunne lande en en stilling som administrator for en offentlig enhed. Derfra var det kun ens ambitioner, der afgjorde, hvor man endte.
Dårlige bemærkninger derimod, ikke fordi det nødvendigvis var dårligt for dem der fik dem, tillod at man kunne komme på de mere erhvervsrettede karrieremuligheder som maskintekniker eller sanitetskonsulent. Det var bare ord for arbejderklassen, der skulle få det til at lyde mindre trist end det i grunden var.
Omskoling derimod var en helt tredje og langt mere sørgelig skæbne for dem der skulle være så uheldigt underbegavet. Hvis ens bemærkning lå under en vis score, ville det resultere i at man enten var nødt til at tage tre års skolegang om for at sikre at materialet blev indlært ordentligt, eller, hvis det var et særlig grelt tilfælde af indlæringsbesvær, blev re-lokaliseret til resocialisering et sted langt ude for byens yderste grænser.
Alt hvad Vilkas vidste om dette sted var, at det mere var en arbejdslejr end en institution, hvor folk havde en chance for at vende tilbage til samfundet som produktive borgere. Det var ikke fordi han betvivlede intentionerne bag beslutningen om at visse mennesker simpelthen bare ikke passede ind og derfor var nødt til at træde ud af den sociale sammenhæng, så at sige. Der var al mulig god grund til ikke at have dem rendende i gaderne og sprede deres idioti og misinformation til folket fordi de ikke vidste bedre. I værste tilfælde kunne det jo føre til en folkelig opstand, på et grundlag der intet hold havde i virkeligheden. Nej, det var helt sikkert for det bedste. Produktive, intelligente borgere var hvad Metropolis havde godt af, hvis fremtiden skulle sikres og velfærden bibeholdes.
Tanken om at blive forflyttet til sådan en lejr fik Vilkas’ mave til at vende sig og give ham sure opstød i adskillige dage, og han kunne se på Alma at hun havde det mindst lige så dårligt – hvis ikke værre. Til forskel fra Vilkas, hvis far var en lavt rangerende konsulent i afdelingen for omdistribueringen af fordærvede frugter og grøntsager, ambitiøs, mønsterlig, grænsende til fanatisk og mor som han aldrig havde kendt fordi hun i en tidlig alder var blevet re-lokaliseret, så var Almas forældre begge højtstående embedsfolk med tårnhøje forventninger til deres datters fremtid. Hendes mor havde i hvert fald pralet til hver og en hun kom i kontakt med, at hendes datter eksklusivt havde fået et interview med generaldirektør Jarvis Willks, og at det bestemt måtte være på grund af hendes fantastiske arbejde i skolen. Vilkas vidste bedre, Alma var, omend mere intelligent end gennemsnittet, også meget middelmådig når det kom til opgaver i skolen, så der lå et uhyre stort pres på hende.
I de følgende dage op til offentliggørelsen af prøveresultaterne blev Alma mere og mere bleg. Vilkas kunne ikke mindes at have set hende spise noget som helst i dagevis og han var begyndt at få dårlig samvittighed over at have sat hende i den situation. Selvom Vilkas måske ville blive re-lokaliseret, ville han vide at det var hans egen skyld og uden tvivl velfortjent, men Alma var uskyldig.
På dagen var hun blot en skygge af sig selv, og da offentliggørelsen fandt sted og de alle skulle samles i skolens enorme auditorium, hvor resultaterne ville blive råbt op af skolens dekan, sad hun og rystede og gispede efter vejret. Jubel blev hurtigt afløst af gråd efterhånden som resultaterne blev råbt op af dekanen.
Man kunne tydeligt høre, hvem der havde håbet på mere, hvem der var overrasket over resultat, hvem der nu måtte fortælle deres forældre at de ikke kunne leve op til forventningerne og hvem der var bange for ikke at kunne leve op til dem. Nogle brød åbenlyst sammen og var nærmest nødt til at blive eskorteret ud af auditoriet for ikke at skabe en nedtrykt stemning og frygt for resten af de håbefulde. Andre var derimod så højlydte af ekstase at de i ordets forstand blev smidt ud, men uden yderligere konsekvenser.
Dagen var i sandhed skæbnesvanger for mange, og for elever på knap fjorten-femten år, var det også et stort pres, men ikke uretfærdigt, tænkte Vilkas. Systemet vidste nok til at vide, hvem der var kvalificeret til hvad, og hvis nogen ikke var egnet til handel eller administration ville det være bedst at de aldrig fik muligheden. Selvom han var nervøs for resultatet vidste han også at det der skete, skete fordi det var bedst for Metropolis og samfundet som helhed. Nogle gange måtte man se ud over selvet og tage vare på sine medmennesker. Et lignende slogan stod skåret i forhallen til justitsministeriet i marmor under en statue af en flok mennesker, som mindede mest af alt om hårdtarbejdende kulminearbejdere, der holdt en sfære oppe med stor anstrengelse. En sfære der repræsenterede Jorden og hvad der krævedes for at alle kunne nyde godt af velstanden i verden. Et syn der ikke blev delt af alle på Jorden. Mindst af alle, Agartha.
Vilkas blev først rigtig nervøs da Almas navn, som hørte til blandt de første af dem kaldt op i alfabetisk rækkefølge, ikke blev nævnt. Hans øjne fandt hurtigt hendes, som havde rædsel malet i sig. Ville tilfældet være det samme når de nåede til hans navn, at de bare ville springe det over som om han ikke eksisterede?
De elever, hvis navn ikke blev nævnt, var enten fordi deres score var for lav til at de kunne fortsætte og måtte omskoles, eller det der var værre. Men de ville da i det mindste få en ny chance efter tre år for at rette op på deres fejltagelse, eller havde de allerede nu besluttet sig for at Vilkas og Alma ikke hørte til i samfundet? Da hans navn ikke blev råbt op og passerede videre til en jublende Villtor, sank hans hjerte helt i bund og kollapsede i maven med et plask, der næsten fik ham til at kaste op ved tanken, at han muligvis ikke skulle se mere til Metropolis i al sin pragt igen, før han havde bevist at han var byen værdig.
”De elever hvis navn ikke blev råbt op bedes vente i auditoriet til alle elever, som har fået deres score meddelt har forladt det.” Dekanen så ikke op på eleverne, da han sagde det.
Standard procedure, tænkte Vilkas. Nogen ville komme og tage sig af de utilpassede elever og sørge for at de blev ekspederet videre uden nogen form for uro. Der gik en rum tid før alle havde forladt lokalet. Tilbage var der kun en håndfuld elever. Vilkas, Alma, to drenge han ikke kendte, sikkert fra en af de ti andre klasser i hans årgang, og en meget lille, muselignende pige som han ellers huskede som velbevandret og dygtig i stort set alle fag, lige fra rudimentære universelle øvelser til lingvistiske sammentrækninger af de ældre sprog. Hvorfor sad hun her? Han havde aldrig snakket med hende personligt, men hun gjorde sig da bestemt bemærket ved altid at have et læs bøger i armene når hun gik mellem klasserne til forskellige fag. De to drenge derimod var åbenlyst ikke særligt intelligente og sad larmende, selv under uddelingen af karakterer. Både Alma, den muselignende pige som Vilkas ikke kunne huske navnet på og ham selv, var tydeligt mærket af at være de sidste tilbage, men de to andre drenge pjattede stadig højlydt, så meget endda at pigen rejste sig og gik hen til dem stak den ene af dem en syngende lussing. Hendes øjne var vædet, og hun så ud til at være på afgrundens rand. Brillerne hjalp ikke til at skjule følelserne og forstærkede kun hendes våde øjne tifold. Den største af drengene, som nu sad med et skrigende rødt håndaftryk på siden af hovedet, var fuldstændig lamslået og sagde intet til sit forsvar da hun kaldte ham ufølsom og brutal og skældte ham ud for ikke at overveje konsekvenserne af kniben de var i.
Ingen vidste rigtig, hvad der skulle til at ske, men det var åbenlyst at det ikke var en god ting. Kun en enkelt gang havde Vilkas hørt om en elev som ikke bestod prøven, vende tilbage for at tage tre års skolegang om. Det var ikke et kønt syn at se ham sammen med en yngre årgang, og der var meget snakken om, at han kun havde fået chancen fordi hans mor var en vigtig person. Kun rygter selvfølgelig.
Korruption var ikke noget man hørte om, og der var en vidt udbredt ide, at det hørte fortiden til. Eleven bestod og endte vistnok som gruppefører for en renovations-enhed i en af de yderste bydele.
Pigen vendte tilbage til sin plads i den anden ende af lokalet og satte sig med ansigtet rettet stift frem.
Der gik yderligere fem minutter fra hun havde sat sig til der skete noget. I tiden imellem havde der været dødstille. Optrinnet fra før havde åbenbart gjort noget ved den store dreng. Han havde i hvert fald rejst sig, rykket et par trin længere ned i auditoriet, trukket en hue over sit hoved og holdt sin mund lukket. Hans ven længere oppe var også blevet sært stille, men gjorde sig ellers ikke bemærket.
De store dobbeltdøre til auditoriet gik op og en velklædt mand, som Vilkas gættede sig til måske var en embedsmand med ansvar for skoledistriktet, kom ind, så sig hurtigt omkring og dernæst ned på en udklipsholder. Han var iført et dybt mørkeblåt jakkesæt og ansigtet fortrak ikke en mine, da han råbte det første navn op.
”Derrek Abernathy!” Uden at kigge op vendte han sig om, og gik tilbage samme vej han kom fra. Derrek, den mindre af de to, rejste sig op hastigt og slyngede en taske over skulderen.
”Så kan det bare også være lige meget,” sagde han højlydt og vendte hovedet tilbage op mod Vilkas og Alma der sad længere oppe.
”I skal ikke tro hvad de siger om mig. Det er alt sammen løgn.” Hans øjne havde et skær af galskab i dem, som Vilkas et øjeblik troede han ville bruge i netop dette øjeblik. Der var en hvis ustabilitet i hans blik. Han fangede Vilkas’ øjne og i et kort sekund kunne han se noget, han troede var en helt anden person en den brovtende unge, uintelligente bonderøv, der ikke havde forstået situationens alvor, som den unge pige så pænt havde sagt det. Der var noget eftertænksomt i hans blik, men inden Vilkas kunne dvæle nærmere ved det, var han forsvundet ud af auditoriet.
Yderligere fem minutter passerede i larmende stilhed, da dørende igen gik op og den samme mand fra før kom ind. Igen uden at se op råbte han det næste navn op. Det overraskede Vilkas at høre hvem det var.
”Kosua Abernathy!” Lige så hurtigt han var trådt ind, var han ude igen.
Kosua Abernathy, tænkte Vilkas, det måtte være hans bror, eller fætter måske. Det var først da han rejste sig op for anden gang at han kunne se ligheden i deres udseende og gang. De havde begge den samme robuste kropsbygning, en spids næse og en bred pande. Jo de måtte bestemt være relateret på den ene eller anden måde. Det genetiske aspekt af ens intelligens havde bestemt noget at skulle have sagt, ja selv visse sociale adfærdsmønstre var betinget af den nedarvede genetiske masse. Måske de havde været et særligt uheldigt tilfælde af dårlig arvemasse, der havde resulteret i en gren af deres familie, der blot ikke var egnet til at fortsætte?
Den stærkeste overlever, var et af grundprincipperne bag den tidlige evolutionslære. Et mantra der tit blev forstærket gennem undervisningen, for at minde elever om, at selvom de måske følte sig specielle og unikke, så var de kun særlige i kraft af deres individualitet og selvom det måske virkede uretfærdigt at skille folk ud på den måde, så var det blot naturens måde at fortælle, at ens plads i fødekæden ville være begrænset og at man derfor havde brug for et system der tilgodeså alle, på en måde så alle kunne være der. Det var første og eneste gang Vilkas nogensinde havde tvivlet på ideen om et opdelt samfund.
Kosua sagde ikke et ord på sin vej ud og ikke en mine blev fortrukket. Pigen havde åbenbart gjort et større indtryk på ham end Vilkas havde troet, men det var ikke derfor han ikke så sig tilbage, og det var ikke derfor han stoppede sekundet inden han nåede de store dobbeltdøre, og det var bestemt ikke derfor at han lige så hurtigt var tilbage ved pigen og uden at sige et ord plantede et kys på hendes kind, aede hende blidt over håret og hviskede noget hverken Vilkas eller Alma nogensinde skulle høre.
Hans blik rettede sig opad mod de to og et smil bredte sig. Både hans mund og øjne strålede et kort sekund, inden begge forsvandt og han lignede sig selv igen, uintelligent.
Pigen havde ikke reageret det mindste under hele optrinnet, men i samme sekund som dobbeltdørene lukkede brød hun sammen i gråd. Hun prøvede bestemt ikke at skjule sine følelser, som da hun havde langet Kosua en på siden af hovedet. Vilkas var forbløffet over hvad der lige var sket, og inden han nåede at tænke for meget over det gik dørene op igen.
”Ghita Greerstadt!”
Hun græd stadig højlydt og virkede upåvirket af at hendes navn lige var blevet nævnt. Måske havde hun ikke hørt ham. Han gentog i hvert fald hendes navn, mere højrystet, igen.
”Greerstadt!” Hans blik havde rettet sig mod hende uden at bevægede hovedet. Det var tydeligvis et optrin han havde oplevet før. Da der heller ikke anden gang kom en reaktion fra hende, vendte han blikket bagud og lavede en gestus til nogen de ikke kunne se. To uniformerede mænd kom ind, deres udstyr raslede med en umiskendelig lyd som ikke var til at tage fejl af.
Som alle retsvæbnere var de beredt på enhver situation, med fuld kropsbeskyttelse, hjelme med skudsikkert visir og en baton som kunne bringe selv de største mænd i knæ med blot et enkelt slag. Deres job var som deres navn antydede at håndhæve loven og sørge for at den ikke blev brudt. De blev tit beskrevet som regeringens private vagtværn af folk der afskyede dem. Oprindeligt var de tænkt som en slags værn for befolkningen til at sørge for deres ve og vel i tilfælde af overfald eller hvis der indtraf en katastrofe. De agerede også som en militær magt, selvom der i byen ikke var behov for den type funktion. Mest af alt var de ment som et sidste forsvar, skulle regeringen vise at vende sig imod befolkningen. Over tiden derimod havde de taget en fuldstændig militaristisk rolle med base uden for byens mure og var en udvidet arm af regeringen til at opretholde orden og få folket til ikke at rykke for meget ud af geled.
De to uniformerede vagter rykkede hurtigt ind mod Ghita, som ikke ænsede deres eksistens og fortsatte blot med at græde med ansigtet begravet i hænderne. Først da de tog fat i hendes arme fra hver side, opdagede hun hvad der foregik. Hun gik fra lille og ubetydelig til larmende, vridende og skrigende.
”Nej! Nej! I må ikke gøre det her, jeg har ikke gjort noget galt, jeg ville jo bare hjælpe!”
Vagterne reagerede ikke på hendes råb og bøn om nåde, da de slæbte hende ud af auditoriet. Hun så bedende på manden i det skarpe jakkesæt, men han ignorerede hende fuldstændig og skrev blot videre på et stykke papir på udklipsholderen. Da hun var helt ude og hendes skrig forstummede sig, vendte manden i jakkesættet sig mod Vilkas og Alma, sukkende.
”Jeg forventer en smule mere samarbejdsvilje fra jer to.” Øjnene var skarpe og Vilkas forestillede sig at sådan en mand ikke var nogen man skulle løbe om hjørner med, en mand der både kunne dømme og eksekvere med sit blik alene. Skræmmende iskolde grå øjne. Alma rejste sig fluks op på samme måde hun altid gjorde, når hun i klassen skulle svare på spørgsmål, eller blot for at informere læren om uregelmæssigheder i undervisningen.
”Selvfølgelig!” sagde hun blot, højt nok til at manden kunne høre det, bestemt nok til at vise, at selvom hendes skæbne nok snart var beseglet, så ville hun til allersidste åndedrag opføre sig som en mønsterborger. Måske hun håbede på at de ville bære over med hende, og se at hun alligevel havde en plads i de inderste kredse, hvis hun virkelig ønskede og stræbte efter det. Mandens blik rettede sig mod Vilkas og hårene rejste sig på hans arme. Denne mand var ikke til at spøge med. Med alt mod samlet nikkede Vilkas blot bestemt uden at sige et ord.
Uden svar, vendte manden sig om og forlod auditoriet for tredje gang og efterlod Alma og Vilkas endnu en gang – ventende.
Tiden gik langsomt, og det virkede som om at der gik længere tid denne gang før han kom tilbage. Vilkas hjerte var begyndt at ræse af sted, måske fordi han næsten ikke kunne trække vejret. I stilhed sad de og sagde intet, sikker på at Alma kunne høre hans hjerte slå – selv på ti meters afstand. Det dunkede i hvert fald intenst i hans hoved og blodet slog hårdere, og hårdere rundt i kroppen.
”Hvad tror du der kommer til at ske med os?” Alma brød stilheden, og han var hende taknemmelig for det. De eneste tanker han havde haft var om lige præcist dette. Måske ville de sende dem i arbejdslejr, det var i hvert fald det mest nærliggende, når de nu havde kommet sådan på tværs af generaldirektør Jarvis Willks.
”Jeg tror de sender os i omskoling,” svarede han tilbage, selvom han godt vidste at det var usandsynligt.
”Tror du virkelig?”
”Ja.” Hans blik var stift rettet fremad uden at fokusere på noget specifikt punkt. ”Det er jeg sikker på.” Han vidste godt det var en løgn, og han var sikker på Alma også vidste det, men hvad kunne han gøre? det var hans skyld, at de var endt som slagtekvæg for regeringens beslutninger.
”Jeg tror vi skal være heldige hvis vi nogensinde kommer til at se Metropolis igen.” Stemmen knækkede over på de sidste ord og Vilkas kunne høre at hun også kæmpede med at bevare vejrtrækningen.
”Alma, jeg …” Han prøvede at undskylde, men hvad skulle han sige som hun ikke allerede vidste?
”Det er din skyld, det ved du godt ikke?” Ordene kom som spyd der borede sig ind i ham. Han havde ventet at hun nok ville bebrejde ham, men en så direkte anklage, havde han ikke ventet. Hun trak vejret dybt og rejste sig fra sit sæde og gik med bestemte skridt mod udgangen uden at vende blikket mod Vilkas idet hun passerede ham.
Hun havde tænkt sig at gøre det hun mente var bedst, tænkte han, for at redde sig selv, redde hvad der kunne reddes. Hvis hun viste sig målbevist og fokuseret kunne hun måske dulme slaget og endda helt vende situationen. Hun løftede armen for at banke på de store dobbeltdøre for at tilkalde manden i jakkesættet – deres bøddel. Men inden hendes hånd ramte gik dørene op igen.
”Godt, du er tilbage,” sagde hun køligt. Vilkas kunne se fra sin plads, at manden var stoppet op ved synet af en konfronterende Alma, noget han tydeligvis ikke havde oplevet før. han trådte til side, rettede på sit jakkesæt, hvilket virkede underligt overflødigt da det sad så stramt og nystrøget som Vilkas nogensinde havde set det. Med den ene arm gestikulerede han Alma videre, og så så op på Vilkas med sine kolde øjne.
”Også dig. Dekanen ønsker at se jer begge to.” Han vendte sig og forlod lokalet efter Alma
Begge to? Vilkas sad alene tilbage, forvirret og uforstående. Hvorfor ønskede dekanen at se dem begge to samtidig? Vilkas rejste sig og fulgte efter Alma og manden, der ventede hinsides portene, hvor hans endelige dom skulle falde.
Tunge fodtrin der gav ekko i de lange gange slog som trommer i hans sind og fyldte ham med uro og frygt. Skæbnen der lå forude var en fyldt med usikkerhed, men det var ikke slut tænkte han. Noget havde gjort at de var blevet bedt om at møde sammen op på dekanens kontor. Almas silhuet og manden der gik ved siden af hende, tyve meter foran ham, gav ham en følelse af at han måske stadig kunne nå at flygte. Tanken havde i hvert fald strejfet ham. Efter at have set Ghitas optrin og hvordan de havde håndteret det, undrede det ham, at der ikke var mere restriktion på deres bevægelser nu. Der måtte da sandelig være en sikkerhedsforanstaltning i tilfælde af de forsøgte at flygte. Måske overvurderede han situationens alvor, de var jo trods alt bare skolebørn på femten år.
En nervøs strøm af tanker gik igennem ham. Det ville være forkert at sige, at han var bange, for uanset skæbnen, ville den være retfærdig,tænkte han. Folk som ham burde ikke have lov til at fortsætte. Tanken om at have forbrudt sig mod de højere magter og skabt en uregerlig torn ved sin blotte eksistens, var en stærk motivation til accept af ens egen eksil, eller død, hvis det betød, at han ikke skabte flere problemer for Metropolis. Alma derimod var en anden sag. Hun var uskyldig. Hendes eneste forbrydelse var ikke at lægge afstand til ham mens tid var. Det var måske hvad hun skulle straffes for nu? At hun stilsigende havde givet ham lov til at fortsætte sit virke. Ja selvfølgelig. En god borger er en agtpågivende borger, en der rapporterer abnorm opførsel, opførsel der kan være en trussel. Fejlen lå også hos hende og med sin accept af ham havde hun beseglet sin egen dom – dømt dem begge. Tanken gav ham ro og langt mere mod end hans krop kunne vise. Han rankede ryggen, løftede hagen og satte farten op indtil han nåede manden og Alma.
”Hvad er planen for os nu?” spurgte Vilkas. Stemmen lød ikke nervøs og hans krop gjorde ikke en ellers modstand, som når man er på vej mod sit endeligt. Hverken nervøsitet eller anden form for fysisk reaktion viste sig i stemmen. Ja, den lød nærmest spændt og det var nok mest af alt sådan han havde det, spændt på hvad hans fremtid bød på. Manden vendte blikket mod ham og Vilkas gengældte det interesseret. En forundret mine bredte sig over hans ansigt og Vilkas kunne have svoret på han så munden fortrække sig i et lille smil inden det forsvandt og blikket atter blev rettet stift fremad.
”Det er ikke op til mig at bestemme. Mit job er blot at videre-ekspedere jer til jeres rette sted, men først skal vi op og snakke med Hr. Willks og dekanen.”
”Jarvis Willks?” Alma brød ind og stoppede op. Vilkas vendte sig og kunne se blodet var forsvundet fra hendes ansigt.
”Ja,” svarede manden og fortsatte med at gå. ”Hr. Willks ønsker at drøfte nogle sager med jer, inden i skal videre med mig til jeres nye kvarterer.”
”Nye kvarterer?” At bruge ordet kvarterer antydede at de ikke skulle sendes væk, men at de skulle forflyttes til en anden del af byen.
Metropolis var opdelt i adskillige kvarterer alt afhængig af hvilken funktion bydelen havde. Dette var for at maksimere effektiviteten af infrastrukturen. Både Alma og Vilkas var bosat i det der i daglig tale blev kaldt Centropolis-kvarteret på grund af den centrale placering i byen. Det var også her det trehundrede meter høje justitsministerium lå, sammen med mediebureauet og andre vigtige handelscentraler der koordinerede imellem bydelene. Ud over at være det største distrikt i byen, var det også det mest prestigefyldte sted at bo. At Alma boede der, var en selvfølge i kraft af hendes forældre, men ham selv og hans far var mindre åbenlyst, og reelt boede de to ikke i Centropolis. Den officielle grænse passerede igennem et hjørne af deres stue ifølge oversigtskortet over byen. Kun en halv kvadratmeter skilte deres bosted fra yderkanten af Centropolis til det mindre lukrative vedligeholdelses-distrikt, Værftet. Al etikette dikterede at det sted som ens forældre arbejdede, også var det sted man gik i skole, men på grund af gråzonen, var hans far i stand til at fastslå at han havde sin sociale omgangskreds blandt Centropolis' borgere. Ikke at der var nogen nævneværdig forskel på skolesystemet de forskellige kvarterer imellem, men som hans far altid havde sagt til ham, så var det altid bedre at være blandt eliten med fødderne plantet i mulden, end at være plantet i mulden sammen med dem. Uspecificeret og nedladende.
”Kom.” Manden strakte sin arm imødekommende mod Alma. Pludselig så han utrolig sympatisk ud og Alma tog et skridt fremad, tøvende. ”Hr. Willks er en utålmodig mand med et stramt program, og han ønsker at få dette overstået inden han skal mødes med præsidenten senere i dag.”
Jarvis Willks var i sandhed en mand med meget magt i Metropolis sådan at have direkte forbindelse med præsidenten for de tre landemasser i Eurasien.
Efter et par minutters gang igennem skolekomplekset nåede de til forhallen hvor en stor statue i marmor reflekterede solen der brød igennem fire gigantiske ovenlysvinduer.
Idet de passerede den, fik Vilkas øje på en stor, sort autobil holdende udenfor. Regeringen havde flere autobiler end den almene befolkning. Deres var også de eneste der var manuelt opereret og i stand til at køre steder hen almindelige autobiler ikke kunne.
Folk der boede i de ydre kvarterer havde ikke adgang til transport og var stort set afhængige af deres ben. I de tidlige morgentimer når den største folkevandring fandt sted og gaderne var proppet, var det som et hav af mennesker i forskellige farvede uniformer som strømmede imellem bygningerne. Deres destination var som regel skrevet på ryggen, i forbindelse med deres funktion, efterfulgt af et nummer der fortalte præcist, hvor de hørte til.
Selvom regeringen havde flere autobiler, så var det trods alt et sjældent syn at se større vogne end dem brugt til person korteger og administration-brug. Vilkas tænkte at den mere lignede en fangetransport.
Da de tre trådte ind på dekanens kontor, kunne Vilkas ikke lade være med at bemærke at Willks sad med front til vinduet, som en besøgende. Selvom hans magt var betydeligt større end dekanens, så foreskrev reglerne at den regerende i domænet havde forrang i forhold til den besøgende, så dette dekanens område og Jarvis Willks, i al sin magt og vælde, havde intet at skulle have sagt.
”Ah, velkommen,” sagde han. Dekanen var en lille mand med en ekstrem høgenæse, halvmånehår og venlige øjne. Hans øjne var rettet på manden i jakkesættet, ”Tak skal de have Hr. Undergro. Jeg formoder at resten af de overflødige er blevet eskorteret videre på vanlig facon?”
Undergro nikkede høfligt og svarede: ”Vognen er lige ved at køre. Der var en smule …” Han vendte sig mod Vilkas og Alma, tøvede og fortsatte. ”… problemer med et af individerne, så vi var nødt til at bedøve hende før vi kunne …” Han tøvede igen, kunstnerisk. ”… fortsætte.” Hr. Undergros stemme var en smule haltende og hans behov for at stoppe midt i sætninger med dramatiske pauser, virkede underligt for en mand af hans status.
”Ghita Greerstadt formoder jeg?” Dekanen havde begge hænder placeret støttende på bordet idet han satte sig ned og trak nogle papirer fra en bunke ved siden af sig tættere på. Han åbnede en sagsmappe der havde Ghita Greerstadts portræt i det med et stort rødt stempel hen over det med tekst Vilkas ikke kunne se. Undergro nikkede igen og dekanen fortsatte.
”En glimrende pige i grunden, og en skam vi måtte videre-ekspedere hende på den måde, men der tolereres ingen form for snyd, hverken for en selv eller andre.” I et kort øjeblik flikrede dekanens øjne frem og tilbage hen over teksten hvorefter han lukkede mappen, skubbede den til siden, trak endnu en mappe hen, og åbnede den.
”Kom, sæt jer.” Uden at se op, dikterede han Vilkas og Alma til at sætte sig ved siden af Willks der sad med det ene ben overskrævs i en afslappet position og så op i det øjeblik Vilkas og Alma passerede ham. Han havde en stor cigar i munden som han pulsede intenst på. På en tilbagelænet facon hilste han dem begge med korte nik, som var de allerede godt bekendte med hinanden, selvom deres tidligere møde havde været langt mere formelt.
”Vi er blevet gjort opmærksom på at I allerede har mødt hinanden,” sagde dekanen og rettede sig mere op i stolen og lagde hænderne i skødet, ”eller, det vil sige at vi er blevet gjort opmærksomme på jeres præstation ved jeres tidligere møde.”
”Rigtigt!” svarede Willks ham, som om at de skulle genopfriske minder de ikke havde, om en begivenhed de havde al kontrol over i en situation de ikke var i. Det hele virkede yderst underligt i Vilkas' ører, men han formodede at det var ren procedure når to store embedsmænd mødtes.
”Vi havde en uhyre produktiv diskussion, de to unge mennesker og jeg selv.” For første gang siden mødet ugerne før, havde han nu adresseret Vilkas direkte. ”Ikke sandt?”
Hans øjenbryn løftede sig spørgende og afventende, at Vilkas skulle bekræfte hans ord, selvom ingen reel diskussion havde fundet sted, mere end det var forudbestemte spørgsmål godkendt af en komite. Vilkas tænkte at det var et spil han sagtens kunne spille, så han svarede blot på spørgsmålet præcist som han troede at Willks ville høre det.
”Jeg syntes ellers at nogle af de emner vi berørte stadig står en smule uklart, hvis jeg må være så ærlig.”
Willks klukkede begejstret og slog sig på låret hjerteligt.
”Så sandt, min unge ven.” Han greb Vilkas i skulderen og rystede hårdere end han brød sig om, og han kæmpede intenst for ikke at blive revet rundt og se svag ud. ”Men,” fortsatte han, ”sagens kerne er den, at vi har tilkaldt jer her i dag fordi der er nogle ting vi skal have drøftet.”
Med sin frie hånd tog han et dybt drag af cigaren og udåndede uendeligt, mens han smagte på aromaen han fyldte kontoret med.
”Ser I, Vilkas … og Alma.” Han lænede sig en smule fremad så han kunne se forbi Vilkas og hen mod hende. Stadig en smule i chok og forstenet over hele situationen, mødte deres øjne anerkendende. ”Jeg var så imponeret over jeres præstation til interviewet at jeg ikke kunne gøre andet, end at lægge et godt ord ind hos jeres ærværdige dekan, Rasputin Frost.” Han pegede på dekanen med sin cigar der slap en smule aske ned på det højt dekorerede tæppe der mest af alt lignede noget fra fordums tid.
”Ahem, ja.” Dekanens ansigtsudtryk fortrak sig en mine. Han var åbenlyst ikke tilfreds over at der kom aske på hans tæppe, når der nu stod et aksebæger til rådighed på bordet. Noget han sikkert med omhu havde skaffet netop til lejligheden.
”Vi blev kontaktet af Hr. Willks personlige assistent kort efter jeres interview, som forklarede os at de havde sendt jeres anbefalinger videre direkte til justitsministeriet sammen med jeres test scorer og at de i forbindelse med dette års udvælgelse af frivillige havde taget jer i betragtning.”
Alma fløj op af stolen ude af stand til at kontrollere sig selv. Al den tid hun havde siddet iskold og kontrolleret, kulminerede, og det var tydeligt, at det ikke var det hun havde regnet med.
”Hvad?! Er det sandt?”
”Sandelig så, min kære.” Cigaren i Willks’ mund bevægede sig i takt med hans tale. Nu var det Vilkas' tur til at sidde forstenet, forvirret og ude af stand til at putte sætninger på det virvar af tanker der fyldte ham. Deres interview havde da bestemt været tilfredsstillende, ud over hans spørgsmål der havde brudt protokollen, men den havde da ikke været meget mere end middelmådig i forhold til substans. Tilstrækkelig i bedste fald.
”I rejste begge to nogle pointer, der virkelig gav stof til eftertanke efterfølgende,” fortsatte han, idet han vendte blikket mod Vilkas der mødte hans, perplekst og undrende. Noget lurede i Willks’ øjenkrog, noget han ikke kunne sige her, men som han vidste, var vigtigt.
”Selvfølgelig er der nogle formaliteter vi skal have gennemgået – såfremt I ønsker at komme ned og arbejde som frivillige i Centropolis.” Dekanen havde nu også Almas mappe fremme, begge åbne, og vendt mod dem. ”Vi har allerede kontaktet jeres forældre om jeres tilbud og jeg må sige, at de alle tre var yderst samarbejdsvillige og indstillet på at lade jer flytte ud for jer selv i nye kvarterer på trods af jeres unge alder.”
Unge flyttede sjældent fra deres forældre, før de var fyldt nitten år, omtrent et år efter at deres skolegang var afsluttet. Det gav dem tid til at blive bekendt med deres arbejde der som regel blev udpeget kort efter deres afslutning, og så var der efterfølgende et års prøvetid for at se, hvordan man trivedes det pågældende sted inden man blev anvist et nyt bosted, hvor man kunne starte for sig selv.
”Jeg håber i forstår hvad det indebærer at få sådan et tilbud,” sagde Willks. Alma der stadig stod op, nikkede ekstatisk, hendes smil ville have fortsat forbi ørerne, havde de ikke været i vejen.
”Jeg … I kommer ikke til at fortryde det.” Hun hastede hen forbi Vilkas og trykkede taknemmeligt Willks’ hånd der rystede op og ned, og fik hans krop til at hoppe i stolen. Han klukkede rungende. Mere end hvad Vilkas fandt normalt. Jarvis Willks virkede ikke som den type person, der ville være komfortabel ved at være så personlig med nogen som helst. Instinktivt rejste Vilkas sig og rakte ham hånden også, da den blev strakt til ham.
”Hvis I vil være så venlige at underskrive disse papirer, så vil i straks blive kørt til jeres nye kvarterer, så i kan finde jer til ro.”
De to sagsmapper havde de samme billeder som han havde set i Ghita Greerstadts mappe men uden den store røde tekst hen over billedet. Alma samlede pennen op og underskrev lynhurtigt og satte sig igen.
”I må forstå at det betyder meget mere arbejde end det I har i skolen lige nu. At være frivillig er ikke bare hvad det lyder til, at man laver frivilligt arbejde for justitsministeriet og kan komme og gå som det passer en.” Hans tone blev pludselig alvorlig og rettet mod Vilkas der stod med pennen klar, men tøvede. ”Hvis I tager imod tilbuddet, så er det et helt nyt liv der venter jer. Det bliver ikke nemt, men hvis I klarer jer, venter der jer en lys fremtid.”
Vilkas vidste, at kun en håndfuld frivillige blev taget ind hvert år. De kløgtigste og allermest ambitiøse unge. Normalt var de udvalgt på forhånd i forbindelse med deres sidste afgangsprøve omkring deres attende år. Tusindvis skrev ansøgninger og stort set alle fik afslag. Det var det mest lukrative sted at arbejde, hvis man ville stige i graderne hurtigt, men at de blev taget ind i en alder af femten, undrede Vilkas der så det som en kuriositet at Jarvis Willks var mødt op personligt for at overbringe dem beskeden, når hans arbejde var at formidle nyheder og ikke bestemme, hvem der skulle arbejde hvor.
”Du viste virkelig, hvad det vil sige at være en god borger, Vilkas,” sagde Willks. ”Du demonstrerede præcist det vi ikke kræver af ungdommen i dag, og for det har vi desperat brug for dig.” Hans blik var fikseret direkte ind i Vilkas' indre. Der var noget andet end bare at han havde brug for ham. Han havde et formål med ham. Øjnene sagde alt. De vurderede ham, dømte ham og eksekverede dommen over hans fremtid.
”Jer begge to!” Hans blik slap og han vendte tilbage til en lattermild tone og tog endnu et sug af sin cigar, der nu blot var en stump. Denne gang lænede han sig forover og skoddede den i askebægret eftertrykkeligt.
I de efterfølgende dage blev de indlogeret i deres nye kvarterer tættere på centrum. De boede nu begge tæt på Centropolis tårnet, men på hver deres side af det. Det var ikke mere end blot et enkelt rum, et køkken og badeværelse de havde fået og det gav dem akkurat de fornødenheder, de havde brug for. Mere havde de heller ikke brug for. Stort set al deres tid gik med skole og så direkte ned til Tårnet for efterfølgende at arbejde med at organiserer endeløse arkiver, sende beskeder videre fra kontor til kontor og generelt bare sørge for alt det arbejde ingen andre ville tage. Det betød ikke at deres arbejde ikke var vigtigt, men som frivillig startede man helt fra bunden, og arbejdede sig dernæst op ved at vise vilje, engagement og integritet. Vilkas så mindre og mindre til Alma som tiden gik. Hendes studieretning i kølvandet på prøven, gav hende adgang til at arbejde som løber i de nederst ti etager af tårnet. Løbere var budbringere hvis eneste funktion var at tage imod beskeder fra en person til en anden. Det var ikke et specielt glamourøst arbejde, men så længe det foregik i Tårnet, var der ingen der klagede over det.
Det var blevet besluttet for længe siden at interne kommunikationssystemer borgerne imellem, ikke var hensigtsmæssige til opretholdelse af ro og orden, da tidligere erfaringer med sådan et netværk, var at det hurtigt skabte misinformation såvel som god kommunikation, men konsensus var at fordelene simpelthen ikke opvejede ulemperne. I stedet stod en hær af unge mennesker i alderen atten til femogtyve klar og til rådighed stort set alle døgnets timer. Deres job var at modtage beskeder, kuverter, pakker og andet der kunne passe i en rygsæk og løbe fra en destination til en anden. Nogle gange adskillige kilometer, og uanset vigtigheden af beskeden der skulle frem, var det vigtigt at de opretholdte et konstant tempo for at minimere spild. Selv om Tårnet ikke havde nær så store afstande som resten af byen, blev det betragtet som et af de mest krævende jobs i branchen.
Tusindvis af beskeder fløj frem og tilbage fra etage til etage, op og ned af trapper dagen lang. Vilkas – som arbejdede i arkiverne, lokaliseret på trettende etage – så derfor ikke meget til Alma der kun en sjælden gang kom så langt op
En af de sidste gange han så hende, var i skolen en dag – halvandet år tidligere. Hun så træt ud, men havde humøret højt og hilste altid varmt, når hun så Vilkas. Hun havde spurgt hvordan hans arbejde var og hvad han havde oplevet. Han var glad for at hun arbejdede hårdt for byen. Selvom det kun var som løber, så var det lige så vigtigt som hans arbejde. I næsten et år havde hun været løber og hun fortalte at hun nok snart var klar til at rykke videre til nye udfordringer, mens Vilkas kun havde været i arkiverne i tre måneder inden han blev forfremmet til ungdomskoordinator for hele skoledistriktet, sammen med en ældre dreng på atten. Deres job var at organisere begivenheder om at skabe bevidsthed om vigtige sager. Som for eksempel, hvis der brød krig ud imellem Metropolis og Agartha – noget der konstant lurede i baghovedet på alle borgere. Kampagnen gik ud på at fortælle om, hvad der kendetegnede sympatisører og potentielle terrorister og hvordan man skulle håndtere det, hvis man stødte på dem.
Det kom selvfølgelig som et chok for alle da en bombe i den efterfølgende uge gik af tæt på Tårnet. Eksplosionen rev hele den nederste facade af bygningen og lammede kommunikationen imellem kvarterene i timevis samt dræbte seks og tyve mennesker.
Inklusive Alma.