En platform var blevet sænket, havde samlet flåden op i et snuptag, og suget de syv vildfarne søfarer op i bæstet. I mørket og forvirringen var de blevet splittet fra hinanden. Smilla havde hylet og Derrek havde slået to Agarthanere i gulvet, da de forsøgte at hive dem fra hinanden. Endnu et par var kommet til og havde pacificeret ham, ved at tre mand havde lagt sig på ham. Lettere gik det for sig med Muamar, der uden forbehold havde overgivet sig til de Agarthanske styrker. De havde råbt og skreget så voldsomt, at det havde været svært for Vilkas at holde et køligt overblik over situationen. Mørket og de mange lysende dioder der pyntede væggene i det snævre, forvirrede hans sanser.
Møvende var han blevet presset frem og tilbage mellem de andre, og i tumulten havde han set Amia, låst til stedet, prøve at skabe øjenkontakt med, hvem der nu end havde ledelsen i gruppen, der antastede dem. Derrek skreg voldsomt mens Smilla forsvandt igennem en åbning, der forsvandt i et med væggen, straks de var ude af syne. Tunge metaldøre med enorme bolte sprang op og flere soldater kom til og dannede ring om Joanna, Jim, Muamar, Vilkas og Amia.
Derrek blev slæbt væk mens Amia remsede nogle sætninger op, som Vilkas ikke kunne hitte hoved eller hale i, men det lød som en form for identifikation. En af soldaterne forsvandt hurtigt og i samme nu begyndte de at splitte den lille gruppe op, mens Amia råbte op om, at de var flygtninge.
En geværkolbe ramte hende på siden af hovedet med så voldsom en kraft, at hun faldt bagover ind i skroget og slog en flænge i hovedet. I et raserianfald sprang hun op og landede med hofterne på hver sin side af soldatens ansigt og væltede ham omkuld som en hidsig bavian. Hun blev grebet ved håret, hevet ned og slået og sparket gentagne gange.
Vilkas mistede besindelsen i det øjeblik og greb et løst metalrør blandt hydraulikslanger og ventiler og fulgte hendes eksempel. Det første slag ramte soldaten, der havde hevet hende, direkte i baghovedet og han sejlede forover ind over de andre, hvilket skabte forvirring nok til at Amia kunne bryde fri og sende et roterende spark op igennem de tre andre, så de blev tvunget væk. Vilkas lagde kraft bag det næste slag, der fik has på en mørkhåret mand med smalle øjne der mindede om Amias, bare mere fremtrædende. Han skreg og slap sit gevær, der ramte jorden og gik af. Joanna og Jim var blevet slæbt væk inden da, men Muamar der stadig var til stede, blev ramt i armen.
Uden at tage sigte svang Vilkas igen Jernrøret, der ikke ramte andet end luft. Til hans held var det for voldsom en bevægelse og røret gled ud af hans hænder og plantede sig i halsen på selvsamme soldat som havde tabt geværet. Gispende gik han i gulvet. Det hvide vendte sig i øjnene og han holdt op med at bevæge sig.
”Hvor blev du af?” prustede Amia, da de to tilbageværende soldater med deres våben rettet mod deres brystkasser, tøvende rykkede i en sikker afstand af hende og Vilkas. Han kunne ikke lade være med at le ved hendes umiddelbare ro.
”Åhr du ved, sku’ lige finde et jernrør, der lå godt i hænderne. Du så ellers ud til at klare dig fint.”
”Få fat i admiral Barreck og sig at Maggi kræver audiens. Sikkerhedskoden er Profetens Gesandt sytten-fireogfirs, udstationering Metropolis. Hans sikkerhedskode er Bidske Hundehvalp niogtyve”
De to soldater udvekslede bekymrede blikke. Amia rakte armene frem overgivende og signalerede til Vilkas at gøre det samme. Soldaten nærmest tog et par håndjern frem og nærmede sig dem usikkert. Amia sukkede utålmodigt og rev dem ud af hænderne på ham og tog dem frivilligt på. Vilkas fulgte hendes eksempel, og da de begge var solidt låste, trykkede soldaten på en lille anordning i sit bælte og en lysende tråd manifesterede og strakte sig imellem håndjernene og anordningen.
”Jeg vil råde dig til ikke at røre ved den,” sagde Amia ved Vilkas' forundring over denne fremmede teknologi.
”Så du løj altså for mig i kloakkerne? Hvem er du i virkeligheden?” Han var ikke vred over det faktum, at hun ikke havde været ærlig. Nu var han kommet så langt, så hvorfor ikke bare lade sig rive med strømmen og se hvor den tog ham.
”Hun … Jeg løj aldrig for dig. Det er kompliceret. Lige nu er det vigtigste at holde os i live længe nok til at redde den her misere ud. Jeg skal nok sørge for, at der ikke tilkommer dine venner nogen skade.”
”Så hvem er du i virkeligheden hvis ikke Agawis dat…”
”Shh, nævn ikke det navn så længe vi er ombord – for din egen skyld,” tyssede hun, så hidsigt hun kunne, uden at soldaterne hørte hende.
De blev ført igennem smalle, mørke korridorer uden vinduer eller form for anvisning, der indikerede deres placering i luftskibet. Selv lydene var ikke til megen hjælp. Det eneste der kunne høres var propellernes konstante vibration i skroget, der også kunne mærkes i gulvet. Alt var i en mørk beskidt farve, og havde det ikke været for de små lamper hver femte meter, ville alt være bælgmørkt.
De rundede et hjørne, og et til, nåede et T-kryds, blev ledt til højre og videre femten, tyve meter. Hvor stort var dette skib, tænkte Vilkas forbløffet? Fra flåden havde det været svært at bedømme, hvad der var bærende og hvad der var brugsplads, men det så ud til, at det meste måtte være det sidste. Ind imellem stødte de på en trappestige, der gik opad, og lyde af folk kunne tydeligt høres, så det måtte i sandhed være enormt. Vilkas funderede over, hvordan de formåede at holde det luftbåren, men nåede ikke at tænke yderligere over det, før de nåede en metaldør. Soldaten forrest bankede tre gange hårdt på den og åbnede den så.
”Hvad i helvede er det for et spektakel, vi har samlet op?”
Soldaten trådte ind og gjorde honnør for en kraftigt bygget mand med en rød baret, et firkantet ansigt og et hvidt og sirligt formet overskæg.
”Sir, vi har grund til at tro at dette individ er en observatør i Metropolis-kolonien.”
Soldaten stod mere rank end mange af de nye frivillige, når de første gang kom til Tårnet og blev præsenteret for deres overordnede.
”En observatør? i Metropolis? Umuligt. Det sted er blevet erklæret i karantæne fra øverste sted. Desuden … er du ikke lidt for ung?” Hans blik var rettet mod Vilkas, der tænkte, at han rent faktisk lignede en bidsk hundehvalp. Overskægget dækkede hans mund, på nær når han talte, og afslørede små flade tænder som på en hund.
”Ikke ham, sir, hende,” sagde soldaten og lod hånden falde.
”Check oplysningerne med centralen,” sagde Amia, ”så kan du se, jeg ikke lyver.”
Admiralen tøvede, men gjorde som hun sagde.
”Profetens Gesandt siger du? Der er ingen profil eller nogen som helst identifikation på dig, andet end en sikkerhedsgodkendelse jeg aldrig har hørt om. Klassificeret højere end top hemmeligt,” sagde admiralen, ”men jeg vil lade tvivlen komme dig til gode, Maggi, hvis du fortæller mig, hvad du laver helt herude.”
”Som du sagde, det er klassificeret. Metropolis er i karantæne, så jeg eksistere ikke. Alt andet ville være for farligt. Politisk selvfølgelig,” svarrede hun slesk.
”Hmm.” Han så hende an med enorm skepsis og fik så igen øje på Vilkas. ”Og ham?”
”En informant,” sagde hun uden at ænse.
”Det skal bare ikke have noget med de uroligheder, vi har fået rapporter om. Det sidste vi har brug for er en løbsk koloni.”
”Klassificeret,” svarede Amia koldt.
”Hvis du ikke havde højere rang, var du blevet smidt direkte i kachotten for den tone. Dig knægt! Hvad går det her ud på?” sagde han hårdt til Vilkas, der, en smule forvirret, ikke vidste, om han skulle svare eller ej.
”Han er uden for din jurisdiktion. Han er civil kolonist. Du har ingen ret til at udspørge ham.”
Vrede så ud til at boble under overfladen på admiralen. Hans skæg ruskede uroligt under næsen og han trak vejret i hårde stød. Han vendte på hælen og bad styrmanden, der sad mageligt i en kropsformet stol ved et lille rat – der mindede mere om det på en autovogn end på et skib – om at lukke lyset ind.
Væggene modsat forsvandt for øjnene af dem – opløstes næsten – og afslørede skyerne under dem. Vilkas hjerte sprang et slag ved tanken om at være over skyerne – længere oppe end nogen som helst anden fra Metropolis. I horisonten kunne han se en mørk røgsøjle.
”Hvad er det?” spurgte han instinktivt.
”Alabaster,” svarede Amia. Uden tanke på sine håndjern gik Vilkas i trance forbi admiralen, der så misfornøjet ud over hans ulydighed over for autoritet, for at komme helt tæt på glasfacaden, der oplyste broen i skærende dagslys fra morgensolen, som hang kun få grader over Alabaster.
”Vi overhørte et kommunike, at Metropolis havde valgt at rykke uden for deres regionale grænser. Så Maggi, siden jeg nu kan se med mine egne øjne at det er sandt, forklar mig venligst hvad det er der foregår. Jeg var under det indtryk, at Metropolis for længst var gjort ubeboeligt af Profeten på grund af manglende lydighed.”
”Profeten?” udbrød Vilkas, uden at vide hvad han skulle spørge om.
”Hvem sagde du, at han var?” spurgte admiralen Amia.
”En informant,” svarede hun monotont.
”Og hvorfor er du så … ung? Er du …?” Han greb hende om håndledet og klemte til. Amia vrængede sit ansigt. ”Nej, du er ikke syntetisk. Men noget siger mig, at han ikke er fra Alabaster. Knægt, hvis Metropolis ikke er tilintetgjort, og du ikke aner hvem Profeten er, hvor kommer du så fra?”
”Du skal ikke svare ham, Vilkas. Og du har ingen ret,” vrissede Amia af admiralen, men det var for sent. Barreck havde allerede Vilkas i et fast greb om håndledet og trak ham voldsomt hen til en konsol, som havde samme lysende dioder som resten af skibet. Han slog hovedet mod sit knæ og han faldt om på siden. En skærm lyste op med et billede af Vilkas og al information om, hvem han var, hvor han kom fra, tidligere beskæftigelse, forældre, alt.
”Metropolis,” udbrød han forbavset. ”Vi fik at vide, at stedet var i karantæne grundet forhøjet strålerisiko.”
”Jeg får dig slæbt for krigsretten, hvis du ikke slipper ham MED DET SAMME!” skreg Amia skingert. Hendes læber bævrede og det kølige og kontrollerede ydre krakelerede, men på samme tid kunne Vilkas se en frustration, en beherskelse og en irritation i hendes blik. Det var som om, at den Amia han kendte – og ikke Maggi som hun udgik sig for at være – var i konflikt med hinanden. Admiralen så det og smilede selvtilfredst.
”Måske du har tænkte dig, at fortælle mig hvad der foregår, nu? for som det ser ud, så eksisterer du ikke, og en ikkeeksisterende koloni har lige erklæret åben krig mod Alabaster, og da du er fra Metropolis, knægt, så har jeg ingen kvaler med at smide jer begge over bord,” sagde han vredt, så skægget lettede og strittede som en beskidt kost.
”Fortæller dig ikke en skid, før du lærer at indordne dig efter rang,” svarede Amia tilbage i trods.
”Rang!? Direktiver foreskriver, at alle der kommer fra de afgrænsede områder, skal sendes direkte i sanering, et direktiv du har brudt, hvilket fratager dig al rang over mig eller nogen som helst om bord,” sagde admiralen vredt og nedstirrede hende.
”Menig, slæb dem ned til agterenden og smid dem over bord sammen med de andre flygtninge. Vi skal ikke risikere forurening af mandskabet.”
Soldaterne der havde bragt dem på broen, greb fat i dem igen. Vilkas slog fra sig, men blev overmandet og slået hårdt i maven, så han gik gispende i gulvet.
”De kan ikke svømme. De dør, hvis du smider dem over,” formåede han at fremstamme.
”Besætningens sikkerhed kommer før jeres, så medmindre I kan oplyse mig de manglende huller, jeg ser ud af vinduet, så har i ikke noget at gøre på min båd.”
Amia stirrede stadig intenst på admiralen, der gav signal til soldaterne om at slæbe dem væk. Vilkas blev hevet i kraven, men så sit snit til at bryde fri af grebet. Soldaten havde undervurderet hans tilstand og så ikke klyngen af næver, som Vilkas svingede mod ham. Soldaten gryntede og stavrede bagover ind i konsollen. Lys-strengen der forbandt Vilkas med den lille anordning, brød, og han sprang efter admiralen, der ikke nåede at reagere på hans angreb, og fik overbalance af Vilkas, der sad i struben på ham.
Admiralen var ikke så robust som hans uniform fik ham til at virke og han styrtede hårdt mod gulvet. Vilkas gav ham et slag i brystet som en hidsig gorilla, et der hurtigt blev gengældt af en knytnæve frontalt. Næsen var allerede ødelagt, så smerten var ulidelig, men vreden var det mere blændende.
”Jeg er træt af at blive revet rundt,” råbte han mellem slagene. ”Nu det din tur til at give mig nogle svar.”
Admiralen var ikke nær så stærk, som han havde forventet og måtte hurtigt give efter for Vilkas enorme næver, der faldt som kampesten på hans brystkasse.
Bag sig kunne han høre Amia le grotesk. Sveden haglede ned i ansigtet på Barreck, der ikke magtede at kæmpe imod, og før han fik stoppet sig selv, havde Vilkas sine hænder plantet fast om halsen på ham.
”Bekymrer du dig virkelig for de mennesker, knægt?” sagde hun.
Vilkas svarrede ikke. Det hvide i admiralens øjne vendte sig og de begyndte at sitre. Han trak hænderne til sig og kravlede bagover, væk fra ham rystende. Admiralen gispede efter vejret og kæmpede med sin egen krop om at komme op.
Amia havde på en eller anden måde løsrevet sig sit greb og nedlagt begge soldater på broen, der lå bevidstløse i akavede stillinger, som umuligt kunne være behagelige – selv for en sanseløs.
”Gør du?” insisterede hun.
”Hvad rager det dig, om jeg gør?”
Hun var begyndt at gå ham på nerverne. Ikke som i kloakkerne, hvor hun blot havde spillet uvidende men tilforladelig. Dette var et helt andet væsen. Hvis hun i virkeligheden var denne Maggi, hun udgav sig for at være og ikke Amia, hvem var hun så rigtig?
”Personligt, så ku’ han smide dem over bord, hvis han ville. De er uden betydning, men hvis du ønsker, at de bliver skånet, så skal jeg nok få admiralen til at makke ret.” På lette fødder dansede hun over admiralen, der stadig ikke var kommet på benene, og stod med den ene fod plantet solidt på hans bryst.
”Er det ikke rigtigt, admiral?” Barreck vrikkede svagt på sig uden modstand. ”Hold da op, Vilkas, du gav ham ellers en ordentlig omgang.”
Hun slap og lod ham komme på benene igen. Han tog sig til de ømme steder, som Vilkas havde banket på, og måtte bruge konsollen som støtte for ikke at falde om.
”Hvem i helvede er I?” fik han endelig sagt efter adskillige hiv efter vejret.
”Jeg er din overordnede, admiral, og han er min informant, mere behøver du ikke at vide på nuværende tidspunkt.”
Vilkas var forbløffet over admiralens svage natur. I Metropolis var der ikke noget der hed, at man overgav sig fysisk overmagt. Han havde altid lært at kæmpe til sidste åndedrag, hvis man havde ansvaret for andre. Admiralen havde kapituleret til to børn, hvoraf den ene var grænsende til skizofreni, og den anden knap vidende om verdens tilstand.
”Hvad vil I?” knurrede han vredt.
”Så langt væk fra denne region som muligt. Til nærmeste koloni helst,” svarede Amia ham.
”Og hvis jeg gør det for jer, vil du så fortælle mig hvad der foregår?” spurgte Barreck diplomatisk.
”Jeg vil overveje det. For nu trænger vi til noget mad, rent tøj og et bad. Arranger det.” Hun spurgte ikke, men barreck adlød.
”Jeg skal bede min sekretær om at føre jer til mine private gemakker.” Stemmen var hæs og han gned sig på halsen, og så hadefuldt på Vilkas, der ikke havde rejst sig.
Det var utroligt at ingen havde hørt tumulten, der var foregået på broen. En lille undseelig kvinde med leverpostejsfarvet hår og halvmånebriller iført en mere formel militæruniform kom til, så straks de to bevidstløse soldater og gispede chokeret.
Hun tog tøvende imod ordren fra den rystede admiral og førte dem væk med sig.
”Det gik da over al forventning,” sagde Amia en smule selvtilfredst.
”Hold din kæft,” svarede Vilkas, der ikke orkede at bruge kræfter på at lade som om mere. ”Jeg havde også smidt dig over bord, hvis det stod til mig.”
”Du havde forsøgt.” Hun smilte i et fnys.
”Jeg kunne faktisk bedre li’ dig, da du ikke var så ulidelig en kælling.”
”Taler du til din mor på den måde?” lo hun. ”Fik jeg ikke lige sørget for ordentlig behandling, hva’?”
De passerede en gruppe soldater, der sendte dem vrede blikke. En af dem havde en blodig næse og Vilkas genkendte dem som deres velkomstkomite. En af dem spyttede foran dem i foragt. Vilkas markerede sig ved at tage et hurtigt skridt mod soldaten som straks veg.
”Det ikke mange der kan tage en Agarthansk soldat i direkte tvekamp,” sagde hun, da de var uden for deres hørevidde. ”Her gik jeg og troede, du var den diplomatiske type, som ikke evnede at tage en pige til fange.”
”Det var før jeg vidste, at du var en vanvittig psykopat med personlighedsspaltning.”
”Lige over. I al den tid jeg har observeret dig, har du aldrig handlet overilet eller mistet besindelsen, og nu er du ikke til at styre over ti tønder land. Så snart hun er i problemer, så er du der. Man sku næsten tro du rent faktisk ku’ li’ hende.” Maggi sendte ham et sigende blik.
”Jeg ved ikke om du har opdaget det, men sidst jeg kiggede efter, var der kun én af dig, så medmindre du snakker om Joanna eller Smilla, så har jeg absolut ingen ide, hva' du snakker om.”
Sekretæren havde uden et ord fulgt dem et stykke ind i skibets indre til et sæt dobbeltdøre, der ved første blik lignede massiv eg, men rent faktisk var malet – imiterende noget levende. Hun skubbede dørene til side og anviste dem, hvor de kunne friske sig op henne, og at hun ville vende tilbage straks med rent tøj og noget at spise.
”Hvad med de andre?” spurgte Vilkas, og hun forklarede at hun ville sende bud efter dem. Han takkede hende, og hun forlod uden videre ord de to i admiralens gemakker.
Dette var en del af skibet der var meget anderledes end resten. Hvor det meste af interiøret ellers var mørkt, koldt og belagt med rør der ledte ubestemmelige steder hen, var admiralens private kammer uendeligt mere luksuriøst og overdådigt. Ægte tæppe lå fra væg til væg, holdt på plads af tunge, smukke træ-skårne møbler med gyldne, snoede håndtag. Et langbord stod i midten med et dusin stole. Væggene var prydet af massive gobeliner med højt dekorerede militærfolk og våbenskjold.
Vinduet var, hvad der fangede Vilkas' opmærksomhed. Med udsigt over havet var dette luksussuiten, med al sandsynlighed beregnet til vigtigere last end soldater, krudt og kugler. Indretningen var langt mere varm og hjemlig end resten af skibet, der stank af petroleum og sved.
Dørene gik i bag dem med et brag. Amia var allerede ved langbordet og havde hjulpet sig selv til en banan som hun var begyndt at undersøge.
”Så Profeten er ikke bare gudedyrkelse?” spurgte Vilkas og slugte omgivelserne.
”Godt observeret,” svarede hun med munden fuld af mad, og med armene fulde af frugt.
”Og du arbejder for ham?”
”På en måde.”
”På en måde,” gentog Vilkas. ”Så du er Agawis datter. Du arbejder for Profeten, som er … hvad? Agarthas diktator eller sådan noget? Du vil gerne finde din far, men du vil også gerne så langt væk fra Metropolis som muligt – til en anden koloni. Har jeg forstået det ret?”
”Mere eller mindre,” svarede hun henslængt.
”Aha, og du virkede ikke interesseret i at admiralen fik Agawis navn at høre, men hvis han er den overordnede for et krigsskib, ville det være sikkert at antage, at han ville kende til militæraktivitet, der havde til formål at bryde ham fri?”
”Hvad er din pointe?”
”At intet du har fortalt indtil videre, har hængt sammen. Hvis du så gerne ville væk fra Metropolis …”
”Hvorfor så forsøge at komme hen til min far? Er det det du vil vide?” afbrød hun.
”Blandt andet.”
Amia gumlede langsomt og tog sig tid at smage på hver af de ti forskellige frugter hun havde fisket fra frugtskålen.
”Du kan lige så godt få det at vide, eftersom du nok ikke kommer hjem igen. Metropolis er ikke den eneste by af sin art. Der er et halvt dusin andre lignende kolonier spredt ud over kontinenterne. En på det nordlige prim-kontinent, en i syd, delt af et uhyrligt strålingsbælte der driver med de ækvatorialske vinde. To nord for subkontinentet mod de sibirske sletter, en enkelt midt på det australske kontinent og endnu en på det sydlige amerikanske kontinent. Deres funktion er at opretholde en form for … ja, som du selv kalder det: En sidste bastion for menneskeheden,” anførte hun i sarkastiske citationstegn, ”i det tilfælde at Jorden skulle gå under. Sagen er bare, at menneskeden klarer sig fint til trods.”
Vilkas måtte sunde sig ved tanken om, at der lå flere byer som Metropolis rundt om i verden.
”Men, hvordan … hvorfor?”
”Ja det må du sgu ikke spørge mig om. Jeg fatter ikke hvad det er han vil halvdelen af tiden, og han er holdt op med at snakke med mig om det.”
”Profeten? Hvem er han?” spurgte Vilkas som det eneste af de tusinder af spørgsmål, han ønskede svar på.
”Ikke noget overnaturligt, hvis det er det du vil vide. Han er ligesom dig og mig, men anderledes,” sagde hun – med eftertryk på anderledes.
”Der var en præst i Alabaster, der fortalte om historier om en mand, der byggede Metropolis – alene. Var det Profeten, han snakkede om?” spurgte han med tanke på Eldridge, der så verden i et helt andet lys. Var han bekendt med de andre kolonier gennem bøgerne, som han havde givet videre til Vilkas?
”Det kan man vel godt sige. Hans vigtigste funktion dog, er som talerør for Gudinden.”
Vilkas fulgte ikke op. Snakkede hun om overnaturlige trossystemer? Så Agartha Profeten mere, som en form for spirituel leder end et egentligt politisk overhoved?
”Pas på du ikke vrider hovedet af led,” sagde Amia og forlod ud i et tilstødende rum.
”Hvor skal du hen?”
”Ha’ mig et bad. Hvordan I formår at smudse jer så voldsomt med så lidt anstrengelse, er en kunst jeg ikke ønsker at efterabe. Skal du med?”
Vilkas havde nær fået et stykke æble galt i halsen over hendes opfordring.
”Ha, I er sgu for nemme,” sagde hun.
Lyden af rindende vand kunne ikke få ham til at røre sig fra stedet. Hverken til eller fra.
”Effektivt,” var hendes kommentar, da hun kom tilbage iklædt samme uniform som sekretæren. Vilkas kunne næsten ikke kende hende i det antræk. Den alt for store kedeldragt og de tunge sko var udskiftet, og hun bar sig selv på en helt anden måde – mere elegant og sofistikeret, og ikke barnligt og usikkert. Hendes ansigt var vasket rent og håret hang glat. Hun lod hånden køre igennem det som for at give det fylde og trak vejret dybt og indsnusede den behagelige duft af rent hår, tøj og følelsen af at være ren. Duften nåede Vilkas’ næse også.
Det eneste hun havde beholdt var de mørke svejsebriller, der også så ud til at have fået en tur, som hang hende om halsen.
”Er de andre ikke kommet endnu?” spurgte hun. Vilkas rystede på hovedet. ”Nå, de er sikkert i gang med at blive desinficeret. De er trods alt ødefolk.” Hun vrængede ansigt i afsky ved ordet.
”De ødefolk reddede os nu engang, hvis du ikke husker det.”
”Sandt. De kan være ressourcefulde, når de er under pres,” sagde hun.
Vilkas værdigede hende ikke med et svar.
”Åhr, hold da op. Du har lige så lidt til overs for dem. Er du ikke seniorfrivillig med ansvar for kommunikation i Tårnet?” sagde hun sarkastisk. ”For dig er de lige så værdifulde som kaffegrums.” Hun lød vred og irriteret over hans reaktion på hendes holdning. Rytmisk hev hun vejret ind og masserede sine tindinger og hviskede noget for sig selv. ”Okay, jeg vil være ærlig for dig, siden vi nu hænger på hinanden.”
”Hænger på hinanden? Det må være din spøg,” eksploderede han i ansigtet på hende, så hun skød øjnene op forskrækket. ”Jeg hader dig! Du har ikke bragt mig andet end uheld, fra første gang jeg mødte dig. Jeg lod dig kun gå, fordi du næsten havde mig overbevist om din uskyld, hvilket jeg kan se nu, var en kæmpe fejltagelse. Men jeg bebrejder dig ikke. Havde jeg vidst, at du var skingrende sindssyg, så var det dig der havde fået det jernrør i skallen – eller bedre endnu, jeg havde ladet dig falde i hullet.”
Hun så chokeret ud.
”Du hænger ikke på mig, husker du nok. Jeg lod dig gå, men skæbnen ville noget andet. Jeres Profet havde åbenbart andre planer med mig.”
”Du ved jeg ikke tror på ham,” sagde hun lavmælt, nærmest undskyldende.
”Tror på ham? Hvad helvede snakker du om? Du har lige sagt du arbejder for ham!”
”Hold op, vil du ikke nok,” bad hun pludseligt. Hendes blik begyndte at flakke usikkert. ”Hvorfor reddede du hende så?!” råbte hun i et fokuseret vredesudbrud. ”Hvorfor?”
Stakåndet sank hun om og hvis ikke Vilkas havde været der til at gribe hende, var hun væltet ind i en kommode med nyplukkede blomster, som sendte en sødlig duft ud i lokalet.
Uden varsel kom hun til og sendte en baghånd, der med syngende smerte, ramte ham på siden af hovedet og fik ham til at slippe hende, så hun faldt om på det bløde tæppe.
”Hvorfor reddede du hende, hvis du ikke kan udstå synet?”
Bortset fra at hun omtalte sig selv i tredje-person, og med al sandsynlighed led af en eller anden form for personlighedsspaltning, så var der noget der mindede hende om Alma. Maggi, som hun kaldte sig, ville sikkert se det som et tegn på svaghed og rive ham fra hinanden, flå de sidste rester af gode minder om hans hjemby ud af hans hjerte, fortære dem og spytte dem direkte i skærsilden. Den samme uskyldsrene målrettethed som Alma besad, havde trods alt fået dem ud af byen sikkert.
”Maggi,” adresserede han hende.
”Ja,” svarede hun prompte.
”Du ville gerne vide mere om Alma, eller rettere, Amia ville.”
At tale til hende som en person separat fra Amia, syntes underligt, men han gjorde forsøget.
”Jeg ved ikke, hvordan det foregår for dig – at ha’ flere mennesker inde i sig. At lide af … hva’ du nu end har, hvis det da er tilfældet.” Han prøvede ikke at tale til hende som en mentalt ustabil, omend hun var. Hun sendte ham skarpe blikke.
Skibet krængede og horisonten ændrede sig i det store panorama fra azurblåt hav, til tåget fastland der stadig var mærket af gårsdagens begivenheder.
”Hun mindede mig om Alma, og jeg var ikke ved mig selv,” sagde han undskyldende. ”Du kunne ha’ slået mig ihjel, gu' ved du havde muligheden for det, men du gjorde det ikke. Faktisk pissede det mig af, at du ikke forsøgte, specielt med tanke på hvordan du er nu – eller er det kun Maggi, der opfører sig sådan?”
Hun rykkede på sig anerkendende.
”Jeg ville nok have, ja.”
”Men netop at du … at hun ikke gjorde, fik mig til at tænke på Alma. Uanset hvor slemt tingene så ud, formåede hun altid at finde et smil frem. Hun hjalp altid andre, mod sine ambitioner, og hvad fik hun ud af det andet end at blive sprængt til atomer? De kunne ikke engang finde et lig, og de rester der var tilbage, var blandet så meget sammen med alle de andre, at det ville have taget uger før de vidste, at hun rent faktisk havde været til stede, havde det ikke været for mig. Det var nok skaderne fra eksplosionen, der gjorde det, men jeg tænkte på hende da granaten …”
Klumpen var enorm at synke og gjorde ondt hele vejen ned i halsen og faldt som en sten i maven på ham.
Hun betragtede ham med et sørgmodigt blik.
”Er hun klar over, at du er der, eller spiller du bare komedie?” Spurgte han. Amia svang fra at være koldblodig og modbydelig til at være på grådens rand.
”Heldigvis ikke,” tog hun sig sammen til at sige og kom på benene mere rankt end før.
”Så hvem er den rigtige dig, og hvad foretrækker du at blive kaldt?” Han kunne ikke skjule sin afsky.
”Mit navn er Maggi, og hendes er Amia. Tag ikke fejl. Vi er så separate fra hinanden som du og jeg. Forskellen er bare at uden mig, ville hun ikke eksistere. Jeg kan til gengæld ikke tilsidesætte hendes bevidsthed.”
”Og hvad kalder man en syg person som dig så?” spurgte han spydigt og provokerende.
”Pas på jeg ikke giver dig samme omgang som de soldater. Det kan godt være du nedlagde Bidske Hundehvalp, men tro ikke et sekund at det er for dine kampsportslige evner, at jeg hænger på dig.”
”Og hvad får dig til at tro, jeg gider hænge på dig?”
”Overlevelse. Det en stor verden, og uden mig står du ikke en chance. Desuden, så er du ikke helt uden evner. Du kan blive brugbar. En bodyguard – selv en svag en som dig – er bedre end ingenting. Den klump til Derrek havde været at foretrække, men han har vist andre at passe på, og siden du er den eneste der har kendskab til min … delikate personlige situation, så ser jeg mig nødsaget til at stole på dig. For nu.”
Vilkas måtte indrømme ræsonnementets gyldighed i en bitter anerkendelse af deres fælles problematik.
”På en betingelse,” godkendte han efter et par sekunders betænkelighed, ”hvis du da er i stand til at indgå kompromiser med din informant.”
Hun lo fnysende. Vilkas var i ingen position til at forhandle, men hun føjede ham med en håndgestus af irritation.
”Hvorfor opførte admiralen sig som om, at Metroplis ikke eksisterede længere? Hvad er sammenhængen mellem Agawi og angrebet, hvis det ikke var Agartha, der stod bag?”
”Sikke ivrig du er. Tag noget mad, nyd udsigten. Hvor tit får man chancen for at flyve med hærens flagskib.”
”Tja,” mumlede han for sig selv, og måtte indrømme at bølgerne under skibet skabte en fantastisk illusion om et flyvende æterisk hav, der i tag omsluttede propellerne og blev spredt. Det var eventyrligt. Noget han aldrig i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Han fortabte sig i skyernes dans, der drev med vinden til nye verdener, og han glemte alt om, hvor han var.
”Agawi fik til opgave at bringe teknologi til Metropolis – af Profeten selv” afbrød hun hans dagdrømmeri. ”Du må ikke spørge mig hvorfor. Den information ligger jeg ikke just inde med – ham og jeg er ikke ligefrem på talefod. Ideen var at lade en af kolonierne køre sit eget løb separat fra Agarthas tilsyn. Den eneste måde at gøre det på, var at forfalske et oprør og erklære hele regionen i strålingskarantæne på grund af et uheldigt udslip af giftigt affald fra deres produktion af beriget uran. Ingen i selve Metropolis havde selvfølgelig kendskab til det, på nær præsidenten.”
”Så ingen fik lov at komme nær byen under det påskud?”
”Ja, men jeg tror ikke, at han havde regnet med et egentligt oprør. Carter var eneste led mellem Metropolis, de andre kolonier og Agartha. Hvem der end har sladret til militæret om Carters rolle, står bag hele oprøret og ved langt mere end de burde.”
”Er det ikke muligt, at det bare er en, der har forvildet sig til Agartha eller en anden koloni og vendt tilbage?” spurgte Vilkas, og tænkte, at det ikke kunne være særlig svært at flygte fra byen – eller Alabaster – og rejse ud i verden. Hvad skulle forhindre dem?
”Nej, chippen i din arm fungerer som en sender – drevet af biotermisk energi. Da Metropolis blev sat i karantæne, forhindrede Profeten alle sendere i det Agarthanske regi at modtage eller søge på deres frekvenser. Strålingsbæltet mod syd forhindrer flygtninge og eventyrlystne i at begive sig den vej ad. Mod øst, mod Tir Na og nord, mod de kaukasiske bjerge bliver alt levende uden tøven slået ned. Profeten er den eneste med adgang til det globale netværk af satellitter, der overvåger al bevægelse, og hvis nogen, eller noget, der ikke bør være der, bliver opdaget, bliver dette skib eller andre i nærheden sendt ud for at udslette det.”
Vilkas forstod, hvorfor ingen der nogensinde havde forsøgt at finde vej til Agartha, var vendt tilbage. De havde simpelthen fundet dem og dræbt dem, længe inden de overhovedet kom i nærheden. Det var en effektiv måde at forhindre uønsket migration.
”Men hvorfor gå så langt bare for et eksperiment? Hvad ønsker han at opnå?”
”Jeg si'r jo, jeg ikke ved det. Jeg ved kun, at Agawi har haft fri adgang med den undskyldning, at han sammen med professor Bianca Merrs skulle måle henfaldet af de bestrålede områder. Ingen andre end de to fik lov at nærme sig kysten. Ingen krigsskibe har været så tæt på som nu.”
”Joanna sagde, at Agawi kom fra farmene. Var tingene anderledes dengang?”
”Så absolut ikke, flygtninge fra kolonierne blev enten skudt på stedet eller sendt direkte til minerne. Agawi fortalte engang om, hvordan professor Merrs havde forbarmet sig over den knap voksne dreng der havde forvildet sig ud på det åbne hav. Jeg tror bare, hun så det som en undskyldning for at studere en kolonist på nært hold og ikke gennem en teleskoplinse eller via biometriske data fra de millioner af sendere.”
Maggi lagde sine hænder på vinduet og pressede sit ansigt fladt op ad den iskolde rude som for at se direkte ned under dem. Vilkas vovede sig at kigge ned og kunne mærke den kølige, fugtige overflade, der mindede ham om Tårnet. Selv havde han utallige gange gjort præcist som hende, og i den tørre støvede luft der strøg gennem stræderne, forsøgt at køle sig ved at læne sig fladt og lade som om, han lå vandret og sov direkte på ruden.
”I ti år arbejdede han for ham. Agawi var et af de mest åbenlyse genier af sin tid. Bianca så det straks og fik ham sikkert ind i Agartha, men det var ikke kun derfor.”
Maggi lukkede drømmende sine øjne i.
”Amia savner hende. Mere end hun savner John, og du så, hvad hun ville gå igennem for at komme til ham.”
Tonen var melankolsk og rudens iskolde lindring var som et minde fra en svunden tid. Havde Maggi ondt af Amia, eller var det kun fordi, hun var en del af hendes personlighed der på samme måde som Amia, havde minder, drømme og længsler, omend hun ihærdigt opførte sig stridigt?
”Jeg har aldrig kendt min mor,” tilstod Vilkas. ”Hun blev slæbt ud af sit soveværelse en vintermorgen og sat for en domstol. Forbrydelser mod ordens-styret. Straffen var eksil i arbejdslejre.” Tanken om hans mor bragte altid ambivalente minder frem i ham. Han kunne aldrig finde ud af, hvordan han skulle forholde sig til dem. ”Hvis jeg anstrenger mig kan jeg næsten huske hvordan hun var.”
”Så har vi da en ting tilfælles,” sagde hun og lagde armene over kors og stod lænet op ad ruden. Vilkas bekymrede sig om ruden ville sprænge, hvis der kom for meget vægt på, så han trådte væk. ”Hun er for ung til at kunne huske hende selvfølgelig, men gennem mig har hun set glimt af hende. Et smil. En varm omfavnelse. En sang.” Hun gned sine arme og skuldre omsorgsfuldt, savnende. ”Men hun døde. Agawi sendte Amia til Tir Na, hvor hun var sikker og fortsatte med at arbejde for Profeten.”
”Arbejde med hvad?”
”Hans job var, sammen med Bianca, at indføre et system i stil med Agarthas syntetiske arbejdsstyrke for at se effekterne af frigjort tid til den almene befolkning.”
”Det forstår jeg ikke,” sagde Vilkas. ”Systemet blev jo rullet tilbage med den begrundelse at folk mistede incitamentet til at arbejde eller være produktive. Folk blev for dovne.”
”Det var hele ideen med det, men hvad de ikke havde forudset, var, at visse personer gennem deres frihed søgte at frarøve andre deres.”
”Militæret,” sagde Vilkas med klarheds åbenbaring.
”Lige præcis.”
”De dukkede op næsten samme tid som synteserne. Hænger det sammen?”
”Synteserne er bare den menneskelige forlængelse af dem selv. Så meget at det kan være svært at skelne dem fra hinanden. Du så selv hvordan Barreck reagerede.”
Vilkas forundredes ved tanken om maskiner, der imiterede mennesker i en sådan grad, at den truede med at negere den menneskelige tilstand. Maggi så forbløffelsen i ham og tog et par drevne og forføreriske skridt imod ham.
”Og hvad så hvis jeg var syntetisk? Ville du stadig beskytte hende, eller ville du lade hende rådne i slamfyldte kloaker som de ærgerlige maskiner under kolonien?”
Vilkas rokkede sig ikke, men var foruroliget over hendes tone.
”Når du opstiller det paradoksalt og uigennemsigtigt på den måde, så tror jeg godt, du ved, at en maskine med et delt sind strider lidt imod hele ideen.”
Hun stod så tæt på ham hun kunne uden at røre, med armene over kors, afventende hans svar med et modbydeligt spørgende ansigt der skulle måle værdien af hans karakter.
De falske døre gik op, og ind gled fem undseelige skikkelser i led med et par soldater – knap en skygge af sig selv. Med kortbarberede skalpe og matchende heldragter, var det svært at kende forskel på hvem, der var hvem, men Joannas robuste figur afslørede dem.
”Hva' har de gjort ved jer?” udbrød Vilkas en smule vredt. Maggi lo.
”Ja, hvad tror du? Jeg sagde jo, at de sikkert skulle desinficeres.”
”Modbydeligt,” var det eneste ord han kunne beskrive det med. Duknakket stod Derrek bagest med Smilla og forsøgte at undgå nogen som helst form for øjenkontakt. Hvordan han var i stand til at se ud af dem var et spørgsmål for sig, med tanke på den blåsprængte kæbe og de hævede øjenhuler.
Muamar var ikke til at kende uden sit firkantede røde skæg, og Joanna forsøgte heller ikke at skabe kontakt til Vilkas eller Amia. Hun så forvirret ud, som om hun havde mistet noget dyrebart – eller sin forstand. Maggi gjorde kun skade værre ved at rynke næsen af dem.
”Det kan godt være, at de er som kvæg for dig, men …” Han måtte tage sig selv i at tillægge sig de samme fordomme ”… de er Amias venner.”
Det lød forkert at tale om hende på den måde, og han hviskede det da også kun, så de andre ikke kunne høre det, men også fordi han i al sin dobbeltmoralske holdning havde den frækhed at foreslå noget, han selv ikke havde formået indtil nu – næstekærlighed.
”Rend mig,” sagde hun, vendte på hælene og lod som om hun betragtede udsigten med omhu. ”Siden hvornår er du blevet så hellig?”
Derrek førte forsigtigt Smilla hen til langbordet, hvor Vilkas havde hevet skålen med frugt frem – den smule der var tilbage efter Maggis hærgen – og bød dem et stykke. De var forsigtige, stumme og uden gejst i sig. Muamar var den eneste, der havde nogen som helst form for oprejst pande og han gnubbede sin skaldede hage og kind, der fik ham til at se mindst ti år yngre ud. Jim tog sig af Joanna. Uden hår på hovedet, lignede hun mest af alt en plump ældre mand. Ucharmerende med rander under øjnene – mørke og våde.
”I skal ikke falde for godt til rette,” sagde Maggi køligt, da Jim fik anvist Joanna en plads. ”Så snart vi når Agartha, bliver I sendt i minerne.”
Derrek, hvis ansigt i forvejen var ophævet og rødt, kunne ikke skifte mere farve om så han dyppede hovedet i en spand vin og indtog hele indholdet. Hans ansigt skiftede fra at fokusere på Amia, der, med ryggen til, havde distanceret sig fra gruppen, og Smilla – uroligt.
”Smilla er gravid.” Det var Joanna der talte, lavmælt og viljeløst med blikket tomt rettet ud i ingenting. Vilkas reagerede mere voldsomt end nogen af de andre ved nyheden og udbrød et højt: ”Hvad?”.
Det gik hurtigt op for ham, at han selvfølgelig var den eneste, der ikke havde haft kendskab til det. Der var en efterfølgende tavshed, som om implikationerne af hendes tilstand ville føre et andet resultat med sig.
Hvorfor han gjorde som han gjorde, eller om han havde regnet med at det ville nytte noget, kunne han ikke forklare, men inden nogen nåede at sige noget, stormede han mod dobbeltdørene. Udenfor blev han stoppet af soldaterne, der holdt vagt og truede med at skyde, hvis han fortsatte.
”Profetens Gesandt har en presserende besked til admiral Barreck.”
Soldaterne så indbyrdes spørgende på hinanden, hvorefter den ene sænkede sit gevær og gav tegn til, at Vilkas skulle begynde at gå. Havde han set sig tilbage, ville han have set Maggi fornøje sig over hans optrin.
Admiralen var ikke just i godt humør over at se den syttenårige dreng, der havde slået ham i gulvet og næsten kvalt livet ud af ham, igen.
”Hvad vil du? Gjorde jeg det ikke klart, at I ville få jeres krav opfyldt?” knurrede han.
”Hvad vil der ske med flygtningene?” spurgte Vilkas hastigt og uden omsvøb.
Admiralen betragtede Alabaster, der knap var en synlig plet i det fjerne, som en statsmand over sin flok.
”Tiderne er skiftet. For under en dag siden troede alle, at Metropolis-kolonien var blevet udslettet, og nu finder jeg ud af, at vi de sidste tredive år er blevet holdt for nar. Havde du spurgt mig i går, var de blevet skudt på stedet. Protokol.”
Gudskelov, tænkte Vilkas, men kom hurtigt i tanke om prisen for deres sikkerhed, hvor mange der havde måttet lade livet, for at de ikke havde mistet deres.
”Maggi ønsker ikke at fangerne bliver bragt til minerne, men hellere til en anden koloni, en hvor de kan være i sikkerhed,” begyndte han med en falsk selvsikkerhed og håbede at admiralen bed på.
”Det er ikke op til hende. Af hensyn til sikkerheden og karantæne-påbuddet er det pinende nødvendigt, at ingen kolonister eller ødefolk nogensinde bliver bragt til Agartha eller indbyrdes ombyttes fra koloni til koloni. Profetens dekret er uomstrideligt. Som sagt ville de være blevet dræbt på stedet, hvis det ikke var for de pludselige vendinger i begivenhederne. Faktisk er det dig, der bør føle dig heldig dreng. Du er den eneste der har forbrudt dig ekstraordinært. Ødefolkene vil blive sendt til minerne, hvorimod du er den eneste, der ikke burde eksistere. Dig kan jeg i princippet gøre med, hvad jeg vil.” Admiralen talte i en monoton stemme med en snert af hadefuld irritation.
”Så lad mig købslå for deres frihed.” Han havde ikke fuldt forstået, hvorfor han bekymrede sig om dem eller hvad der fik ham til at kæmpe for deres sag. Måske det var Maggis nederdrægtige attitude, der havde skubbet ham over kanten, eller Amias evindelige optimisme og godtroende natur.
”Købslå? Med hvad?” lo Barreck hånligt. ”Vi fandt jeres forsyninger. Et par bøger og noget dåsemad, så medmindre du forsøger at friste mig med andet end ananas i lage eller flåede tomater, så må du se dig om efter andre, der er interesserede.”
”Information,” dristede han at sige. Admiralen stod længe og vurderede sit næste træk, han fumlede med fingrene bag sin ryg uroligt og lavede små klik-lyde med neglene.
”Hvis jeg indvilger i at sørge for deres sikkerhed og samtidig bryde mindst et halvt dusin love, så skal jeg bruge mere end bare information. Jeg skal bruge svar.”
”Jeg er ikke bundet af samme love. Jeg eksisterer jo ikke, husker du nok,” Sagde Vilkas og kunne se i admiralens genspejling et selvtilfredst smil, han ikke vidste, at Vilkas så.
”Der er et oprør på vej,” begyndte han uhøjtideligt. Admiralen rokkede ikke på sig, men hans ansigt afslørede en uro, han forsøgte at dæmpe.
”Et oprør siger du? Anstiftet af hvem?”
Vilkas kom i tanke om, hvad Maggi havde fortalt ham.
”Hvad lyder den officielle historie på, da Metropolis blev sat i karantæne?”
Admiralen vendte sig og sendte ham et blik som for at spørge, hvorfor han ikke selv var i stand til at svare.
”At befolkningen blev bevidst om Agarthas eksistens sammen med de andre kolonier. Den lokale borgmester blev magtbegærlig og forsøgte at tilrane sig mere land med magt, og i samme begyndte han at udvikle atomar energi og berige uran til masseødelæggelsesvåben. Kraftværket der stod for berigelsen, nedsmeltede og skabte en ubeboeligt og barsk udørk, der dræbte alt i nærheden. Alabaster blev ligeledes erklæret dødt, men man vidste godt, at der var chancen for at folk ved vandet, kunne overleve. Der blev ikke taget nogen chancer og alt inden for den døde zone er blevet inddæmmet i overensstemmelse med de protokoller Profeten har udmøntet: Intet kommer levende ud derfra.”
”Det er præcis det, der er gået for sig, på nær at det ikke skete for tredive år siden, men forgår lige nu.” Sammenfaldet virkede næsten for tilfældigt og admiralen fnyste da også vredt.
”For en uges tid siden opfangede vi et signal fra et luftskib, der havde bevæget sig ind i zonen, men fik beskeden, at vi ikke måtte eftersætte det – efter ordrer fra Profetens Gesandt.”
Hans ord ramte som en donkraft i brystet på Vilkas. Maggi, Profetens Gesandt, havde givet ordren om angrebet? Ethvert ord som hun indtil nu havde fortalt ham, havde været løgn.
Det stressede ham at tænke over forgreningernes følgevirkninger af hendes personlighedsspaltning. Kunne det tænkes at hun i virkeligheden havde holdt ham og alle omkring hende for nar, at Profetens Gesandt var en trænet agent i stand til at jonglere flere personligheder i sin sags og ordrers tjeneste?
Det ville forklare hendes tilstedeværelse ved Tårnet – luftskibets tilbagevenden.
Men igen, den måde hun viste sine følelser på, på minder, den måde Maggi omtalte Amias, virkede alt for ægte til at være indstuderet.
”Luftskibet skabte en konvergens, der lader til at have fremskyndet koloniens planer om at udbrede sin magt.” Vilkas forsøgte at fastholde en neutral holdning til begivenhederne, samtidig og tale admiralens sprog. Han kunne stadig ikke rigtig forlig sig med tanken, at Metropolis havde været en lille brik i et kæmpe globalt puslespil med eksperimenter, der påvirkede hele folkeslag og verdensdele.
”Vi stødte på luftskibet igen senere samme dag, og ud fra dets tilstand at dømme, så det ud som om, den havde været i ildkamp. Efter det begyndte vi at opfange al mulig slags radio aktivitet.”
Hvis det var Profeten, der stod bag angrebet og Agawis flugt, ville det selvfølgelig give mening, at Agawi var blevet anklaget for terrorisme, hvis det var gået op for regeringen, at han var i ledtog med Agartha. Nu var spørgsmålet så, om Metropolis var klar over, at det ikke var Agartha, men en enkelt mand der havde givet dem friheden til at gøre oprør mod deres eget eksistensgrundlag.
”Hvad lavede luftskibet over karantænezonen? hvorfor skulle Profeten holde byens eksistens hemmelig?” fortsatte admiralen.
”Det ved jeg ikke,” undveg Vilkas. ”Men jeg ved, at der er en modstand mod det Agarthanske styre, noget der begyndte for netop tredive år siden da …” Agawis navn måtte ikke nævnes, havde Maggi formanet ham, for hans egen sikkerheds skyld – eller havde det været for hendes? ”… da syntetisk arbejdskraft blev introduceret i infrastrukturen.”
Admiralen så ud til, at være på randen af et hjerteanfald af bar vrede.
”Absurd!” udbrød han vredt. ”Hvordan har de fået den teknologi? Ingen har haft adgang til zonen ud over …”
Forbandet, tænkte Vilkas, der havde ønsket han ikke havde nævnt synteserne.
”Har Agawi forbrudt sig på Profetens hoveddekret og blandet sig i den Geopolitiske Stabilitetspagt?” mumlede han for sig selv og strøg overskægget med hårene. Vilkas kunne knap høre ham, men forstod, at han havde kvajet sig. Det var en dårlig ide at forsøge at indgå aftaler med fjenden, når det var så usikkert, hvem han egentlig kæmpede imod.
”Du har mit ord på at fangerne ikke vil blive bragt til minerne,” sagde admiralen efter en lang pause, hvor han trippede på hælene.
Det kunne umuligt være så let, tænkte Vilkas, da admiralen endelig vendte sig med et skarpt deterministisk blik for at adressere ham personligt.
”Men hvis hvad du siger, er sandt, kan jeg ikke lade hverken dig eller Gesandten gå, så se jer selv som mine personlige fanger indtil vi når Agartha. Du er undskyldt.”
Vilkas forbandede sig selv hele vejen tilbage til de andre og tænkte, at Maggi helt sikkert ville give ham samme brutale omgang som de andre soldater.
Til hans overraskelse var der ingen at se. Selv Amia var ingen steder at finde. Til gengæld så det ud som om, nogen havde forsøgt at sprænge det enorme panorama vindue med en stol, der lå brækket ved siden af og indikerede, hvem der havde tabt kampen. Forstærket glas. Tårnet havde fået samme behandling efter det første store terrorangreb, men det havde ikke været nok til at stå imod trykbølgen, der havde slået Alma ihjel.
Inden han kunne nå at inspicere skaderne nærmere eller tænke videre over, hvad grunden kunne være, blev han overfaldet bagfra af et frådende vanvid, der borede sine hænder ind i hans hals og skar med sine negle, da han forsøgte at ryste sig fri.
”Tror du det her er for sjov!?” skreg hun. Vilkas fik hende kastet over sig. Hun lavede en graciøs bevægelse, så hun landede på benene, kastede sig fremover og ramte ham hårdt i siden med knyttet baghånd så han vaklede og måtte finde støtte, men da der ingen var, væltede han sidelæns ind i væggen med skulderen først. Såret sprang op og begyndte så småt at væde hans trøje til med klistret blod.
”Sagde jeg ikke du skulle holde din kæft og ikke fortælle om Agawi?”
”Jeg gjorde, hvad der var nødvendigt!” råbte han hidsigt tilbage. ”Slavearbejde er ikke et sted for en gravid kvinde, så jeg gjorde det rigtige!”
”På min bekostning!” brølede hun tilbage. ”Fik lige beskeden at vi nu er admiralens personlige fanger. Har du nogen som helst ide om, hvad det betyder? Det betyder, at han kan gøre med os, hvad han vil. Tortur. MORD!”
”Og hvornår havde du tænkt dig at fortælle, at det var dig der stod bag angrebet på Metropolis? at det var dig der brød Agawi fri og beordrede drabene på uskyldige mennesker!”
”Hvad?” Straks løsnede hendes klumpede hænder sig og fik en mere afslappet holdning.
”Du skal ikke spille dum, jeg ved at angrebet blev beordret af Profetens Gesandt – dig!”
”Umuligt, jeg er …” Hun begyndte at se sig om, som om hun ledte efter noget. ”Vi må se at komme ud herfra.”
”Ikke før du fortæller mig hele sandheden.” Smerten i skulderen tog til og han var nødt til at klemme imod for at holde det ud.
”Det klarede du vist fint selv. Du afslørede lige alt, hvad Barreck ville vide. Alt der ku’ give os en kant, så medmindre du har lyst til at finde ud af, hvorfor de kalder ham Bidske Hundehvalp, så hjælper du mig med at komme ud herfra.”
Vilkas havde fået nok. Ingen god gerning går ustraffet hen. Et hoved lavere end ham, var hun let at løfte – selv med en hånd. Med Vilkas blodige hånd der klemte om hendes hals, gjorde hun ikke modstand, velvidende hun sagtens kunne. Tværtimod lo hun bare hånligt af ham, hun slap endda det første paniske greb om hans håndled og lod sig bare hænge som dødvægt.
”I det mindste har du viljen,” gurglede hun igennem sine åndeløse grin. ”Hvad kan jeg bruge dig til, hvis du ikke er i stand til at handle?”
Hun var jo skingrende sindssyg. Vilkas sænkede hende igen og trak hånden til sig, vantro over sine handlinger.
”Er det sådan du behandler alle dine kvinder?” Hun gned sig ømt og gav ham så en syngende lussing, som han modtog uden klage.
”Jeg fortalte intet om Agawi,” tog han mod til sig at sige – undskyldende.
”Det regnede jeg heller ikke med, men det gør ingen forskel, om du havde. Min rang rækker ikke langt. Det var bare et spørgsmål om tid, før de fandt noget, de kunne tilbageholde os for.”
”Det stoppede dig da ikke i, at rive min hals til blods,” svarede han spydigt. ”Du ku’ i det mindste starte med diplomati.”
”Og se hvad det har ført til. Hvad sagde du til ham? hvem solgte du, for at de ville blive sendt til en anden koloni?”
”Ingen,” sagde han irriteret. Hendes holdning og attitude lod ikke fantasien give mange muligheder for hendes personlighed, der var så brutal, som den var kynisk og fordømmende. ”Ifølge ham var det dig, der beordrede dem at holde sig væk fra Metropolis da zeppelineren angreb og samlede Agawi op.”
”Og han lyver sikkert ikke. Netop derfor vi skal væk i en fart, før …”
Døren blev sparket op, og ind væltede et halvt dusin kampklædte soldater med veste og kropsbeklædning, der så ud til at kunne modstå alt andet end en direkte eksplosion. De rettede deres våben direkte mod dem. Admiral Barreck trådte triumferende ind bag ved skaren af mænd. Denne gang havde han taget sine forholdsregler og ville tydeligvis undgå enhver modstand.
”I det mindste fik du reddet din samvittighed,” sagde Maggi, og løftede hænderne opgivende.
Admiralen fik øje på ruden, der var sprunget hvid og ubrugelig.
”Det lader til at nogen forsøger at spille kispus med os,” begyndte han og trådte så langt frem han turde uden at være længere væk, end at soldaterne kunne nå at gribe ind. ”Åbenbart har vores leder, Profeten holdt et og andet skjult for os, og nu står vi over for pøbelens oprør mod sin egen skaber. Poetisk, ville jeg sige, hvis det ikke var så forbandet tragisk. Nu er vi nødt til at sønderbombe hele regionen.”
”Er du sindssyg? De er ingen trussel,” modsatte Vilkas sig og rykkede truende nærmere. Soldaterne hævede riflerne faretruende og admiralen sendte ham et modbydeligt smil.
”I er tæt på at gå samme vej som dem. Så snart flåden bliver orienteret om situationen, vil der blive beordret et storstilet angreb. Ødelæggelserne vil sænke sig over Alabaster og Metropolis samt de omkringliggende flodlejer, til der ikke er andet end ruiner af støv og murbrokker tilbage. Enhver erindring om Metropolis vil blive slettet fra jordens overflade og efterdønningerne af destruktionen vil sætte spor i kommende generationer.”
”Profeten ville ALDRIG …” råbte Maggie indædt.
”Profeten har allerede beordret udryddelsen for tredive år siden. Jeg færdiggør bare arbejdet.”
Galskaben brændte som et flammehav i admiralens blik, der med en psykotisk beslutsomhed allerede havde forseglet deres skæbne.
”Jeg syntes blot jeg ville informere jer om det, inden i bliver sendt til henrettelse for forræderi.” Han vendte sig for at forlade lokalet. Soldaterne stod plantet til stedet – stadig – med riflerne rettet direkte mod Vilkas og Maggi.
”Hvis du slår os ihjel, finder du aldrig ud af, hvad luftskibet skulle i Metropolis,” forsøgte Vilkas sig at bluffe.
”Vi ved allerede, hvor det er landet henne, og vi er på vej dertil nu. Port Saéd.”
Maggi puffede ham i siden og sendte ham et sigende udtryk – noget indforstået han burde vide. Hun pegede på sig selv, skjult og mimede: Agawi, så kun Vilkas kunne se det.
”Nej!” hvæsede han vredt. Han vidste, hvad hun var ude på. Købslå for deres liv ved at afsløre hendes relation til Agawi i håb om at admiralen kunne bruge hende som lokkemad.
Hun slog ham hårdere, mellem ribbenene så han var nødt til at verfe hende væk ved at gribe hende om håndledet.
Det næste der skete, var han ikke forberedt på. Med et voldsomt ryk i hans arm, hev hun sig selv ind til ham, placerede hans arm rundt om hendes hals og gav et hyl fra sig. En pistol hun på en eller anden måde var kommet i besiddelse af, lagde hun i hænderne på ham på en uvirkelig måde, der ligeså godt kunne have været hans egne bevægelser. Før han vidste af det havde hun rettet sig ind, så hun var i et fast greb – hans greb – med pistolen rettet direkte mod hendes hoved.
Vilkas forstod hendes intention. Hun havde sat sig for at afsløre sin hemmelighed, om han ville det eller ej.
”Er du dum knægt,” klukkede admiralen. I er begge døde. Der er ikke flere handler at lave, ikke flere liv at redde. End ikke jeres egne.”
”Ikke hendes. Kun mit,” svarede Vilkas, så ondskabsfuldt han kunne og pressede pistol mundingen mod hendes tinding, så han var bange for at hun rigtigt ville komme til skade.
Admiralen lo fornøjet.
”Og hvad vil du købslå dig med denne gang, at jeg slipper for at tørre hendes hjerne op fra tæppet. De er godt nok Persiske, men det betyder ikke, at jeg ikke vil nyde synet.”
”Også hvis det er Agawis datter?”
Vilkas forsøgte at spille rollen, der faldt unaturligt let for ham, måske fordi en lille del af ham havde fantaseret om at straffe hende for hendes opsætsighed, om end hvor kortfristet en forløsning det ville bringe.
Admiralen fik pludselig en stram og alvorlig fure i panden. Kæben sleb tænderne brutalt mod hinanden i et forsøg på at undertrykke sin irritation.
”Du bluffer,” snerrede han sammenbidt. Vilkas kunne se tvivlen og fremtvang en grimasse, som om han ville spørge ham, om han turde tage chancen og lade ham klemme aftrækkeren i bund.
”Amia Agawi, datter af John Agawi og Bianca Merrs.”
Det måtte være det hun mente, at deres eneste udvej var at give admiralen nok grund til ikke at slå hende ihjel. Hun spjættede og vred sig teatralsk og han klemte lidt hårdere, for at virke overbevisende.
”Nej, du må ikke fortælle ham det,” peb hun.
”Hold din kæft. Jeg vil ikke dø for din skyld,” råbte han og håbede, at admiralen ville bide på. Barreck så ud til at være ved at koge over af irritation.
”Fortæl dem hvad du sagde til mig. Hvad Profeten i virkeligheden har gang i. Fortæl dem om Agawis mission.”
”Neej,” begyndte hun at hulke overbevisende. Han pressede endnu hårdere og lod som om han skulle til at skyde.
”Vent,” gryntede Barreck nærmest panisk. Vilkas ville have åndet lettet op og sluppet sit greb, hvis det ikke betød, at deres dække ville blive afsløret. Han grublede stadig intenst og virkede utrolig misfornøjet over at sige det. ”Vi har gjort en transport klar til at sende dine venner til Gangai. Slip hende og jeg lover at du får lov at rejse med.”
”Ikke godt nok. Så snart jeg slipper hende, skyder I mig. Tror du jeg er født i går?” svarede Vilkas og rettede pistolen mod Barreck der forsøgte at bevare roen ved at vise tænder. Bidske Hundehvalp passede meget godt på manden. Han havde hvidt skum i mundvigen, der sydede, når han trak vejret.
”Så snart jeg er sikkert om bord, lader jeg hende gå, indtil da kan jeg stadig ombestemme mig og skyde dig i stedet. Jeg har ikke noget at miste jo.”
Deres blikke krydsede klinger i en kamp på viljestyrke. Barreck gav tegn til soldaterne om at sænke deres våben og bad dem trække sig tilbage.
”Du går forrest,” kommanderede Vilkas, ”og hvis nogen kommer for tæt på, blæser jeg hjernen ud på jer begge. Jeg kan nå at tage mange med mig så prøv ikke på noget!”
Amia gjorde ingen modstand, tværtimod trak hun utålmodigt i ham, så han var nødt til at trippe unaturligt for ikke at miste grebet om hende.
”En skam du ikke er en af mine mænd. Du ville være et fantastisk aktiv,” sagde Barreck da de nåede en lille skakt med teksten Sluse 2 indgraveret med tunge bogstaver direkte i skroget.
”Det sku’ du ha tænkt på noget før. Hvor er de andre?”
Vilkas havde oprigtigt ingen interesse i admiralens smigertale, der nok mest var tænkt som en distraktion. Dog kunne han ikke lade være med at blive påvirket en smule. Hver eneste dag af hans tidligere liv havde været en kamp om netop dette. Metropolis først – dernæst anerkendelse.
”For enden af slusen. Piloten sidder klar til at tage af mod Gangai.”
”Hvordan kan jeg stole på, at du ikke lyver?” pressede Vilkas admiralen. Hans øjne skød fornærmet og vredt op.
”Flådens øverst befalende lyver ikke.” Han tog det tydeligvis som en personlig fornærmelse at blive anfægtet i sin pligt og ære. Soldaterne havde dannet parrade bag ham, men admiralen havde stillet sig så langt frem som muligt. Frygtløs eller ivrig efter at vise sin dominans over for sine menige havde han skudt brystet frem.
”Skyd ham,” hviskede Maggi pludselig. Noget i ham reagerede instinktivt på den kommanderende tone, og før han nåede at tænke selv, var pistolen rettet mod admiralen igen.
Et gisp gik igennem ham. Eldridge havde haft ret, og sandheden havde nær fået ham til at miste grebet om det iskolde metalskaft, der skar i den bløde hud mellem hans fingre.
Vilkas trak længere tilbage mod slusen.
”Jeg har overholdt min del. Lad mig få hende.” Barreck strakte sin arm frem. Selv fingrene var vrede og anspændte, og greb som en dødens klo i deres retning.
”Skyd ham. Nu!” råbte hun lydløst.
”Nej,” kunne han høre sig selv sige, bange for hvad han nær var i stand til at gøre. En mere striks kommando og han havde nok trykket af og afsluttet et andet menneskes liv. Det kunne ikke passe, at han var så nem at kontrollere. Han var i sandhed ung. Eldridges ord rungede hjerteskærende i ham.
De er virkelig begyndt at vende jer i en ung alder.
”Nej,” Gentog han – handlingslammet.
”Giv mig hende!” brølede Barreck og overdængede afstanden imellem dem med kaskader af spyt, der blev oplyst af det sparsomme dekor af lamper.
Maggi havde ikke tænkt sig at adlyde, og brød fri af Vilkas' fiktive hold. Hendes bevægelser var organiske, symbiotiske, og uden hensyn til ham. Fingrende kunne lige vel have boret sig ind i hans og overtaget styringen af hans led, helt ud til den yderste falanks der bøjede unaturligt stramt mod aftrækkeren, der i tre lynhurtige sæt sendte dødbringende projektiler direkte mod admiralens bryst.
Helvede brød løs i et flammehav af glimt han knap nåede at registrere, inden sluselågen smækkede foran dem med et øredøvende metallisk klang og efterlod dem i et mørkt hul.
Igen.