”Lov mig en ting, Vilkas. Lov mig at passe på hende. Uanset hvad der sker, må du under ingen omstændigheder fortælle hende om mig.”
Synet af admiral Barreck der sank sammen livløst, hjemsøgte ham i mørket, som de hastede igennem slusen, der føltes uendelig.
”Lov mig du vil gøre alt, hvad du kan for hende. Amia må ikke …” Hun faldt stakåndet sammen foran ham. Vilkas greb hende i kraven og hev hende på benene igen. Der var intet forsætligt over hans handlinger. Tankerne ræsede omkring, hvad hun havde gjort, men han kunne ikke tillade sig at spekulere for meget nu. Ikke ét øjebliks varsel og soldaterne kunne bryde igennem slusen og jagte dem. Skyde dem ville være det nemmeste. Slusen var snorlige, så en enkelt salve ville nemt finde vej til dem. Heldigvis nåede de enden, før han kunne bekymre sig yderligere om det.
”Efter mig,” prustede hun anstrengt, da de nåede et mindre lastrum pakket med kasser stablet og surret fast til væggene omkring dem. Langs dem sad, til hans lettelse, Joanna, Smilla, alle sammen, fastspændt til metalbøjler som kvæg med skræmte blikke og matte øjne. Admiralen var en mand sit ord værdigt, og Vilkas sørgede et kort øjeblik over hans utidige skæbne.
Det var ikke ham, der selv havde eksekveret, men hvad forskel gjorde det, han var instrumentet – en nikkedukke.
Maggi ilede forbi uden at ænse dem og Derrek, som kæmpede med bøjlen, der ikke rokkede sig en millimeter.
”Vilkas, få mig ud af det her. Hvor tager de os hen?” råbte han.
Selv om han var en kraftkarl, der nemt kunne bøje en metalbarre, noget han uden tvivl havde imponeret pigerne i Alabaster med, var sæderne fæstnet så massivt, at hans enorme og vredt udspilede muskler bare var i vejen for hans egen bevægelighed.
”Der er ikke tid. Følg med,” hørte han Maggi i periferien og adlød blindt. Diplomati havde altid været hans yderste force, men hvad godt gjorde det, når aggressiv formidling var, hvad alle foretrak?
”Ingen pilot. Perfekt,” sagde hun, da de nåede cockpittet, der var indrettet med to sæder og ikke mange andre bevægelige dele. ”Jeg går ikke ud fra, du har forstand på aerodynamik?”
Smilla skreg fra lastrummet. Vilkas der stadig havde pistolen brændt i kødet på hånden, vendte sig instinktivt og fik øje på de ubudne gæster, der var brudt igennem lågen.
Uden Maggis støtte krængede rekylen, hans håndled bagover ubehageligt og havde nær revet det ud af led, men han formåede ikke at slippe.
Hans hjerte sprang et slag over, da soldaten kollapsede uden modstand som en marionetdukke, hvis snore alle på en gang var blevet kappet. Lyden hans lemmer gav, da de ramte jorden livløst, var modbydelig og emmede af død.
Endnu en soldat klemte sig igennem den smalle sluse, men trak hurtigt kroppen tilbage, da han så, hvad Vilkas havde gjort.
”Luk lugen,” gispede han. Maggi kunne selvfølgelig ikke høre ham. Han stavrede bagover mod cockpittet og lod pistolen revse selve luftens struktur, der flækkedes i endnu et knald, som blev forstærket af skrogets metalliske resonans.
En susende lyd og et højt klang dræbte støjen fra slusen.
”Herop, nu. Jeg skal bruge en skytte.”
Panisk forsøgte han at finde retning bag sig. Han turde ikke slippe den døde mand af syne af frygt for den iskolde realitet. Ved hans hænder var en mand blevet dræbt.
”Du slog ham ihjel,” halvt hviskede han uden at vide, hvad han forventede. Var han ikke skyldig i samme forbrydelse – en dobbeltmoral knap så god.
”Vilkas for helvede! Få mig ud af den skide stol!” Derrek var kogt over i en grad, så Vilkas frygtede, at han ville flå hele transporteren i stykker med sig.
Han faldt sammen i sædet ved siden af Maggi – chokeret. Hun rakte ind over ham og trykkede med maskinel præcision på instrumentbrættet, der lyste op og projicerede en skærm ud af den tynde luft op foran ham.
”Spænd selen.”
Inden han forstod hendes ord, lettede han fra sin plads og hang vægtløs midt i det trange cockpit. Joanna og Smillas hyl trængte hult igennem til dem, mens transporteren faldt lydløst fra luftskibet over dem som et ødelagt og ubrugeligt vedhæng.
Motorerne hostede øredøvende i en kamp for overlevelse, idet de tumlede mod jorden som dødvægt. Små eksplosionslyde sendte vibrationer gennem alt omring dem, og fra Vilkas' svævende udsyn kunne han tydeligt se, hvordan motorerne fik det hele til at runge rytmisk.
Maggi hev voldsomt i styretøjet og krængede det, så sveden haglede fra hendes pande. Vilkas ramte ved siden af sædet, da tyngdekraften kom igen og tvang ham halvt ind over armlænet, så han nær var landet med ansigtet først direkte ind i hendes skulder.
Transporterens forbrændingsmotor skreg og hylede næsten lige så højt som dens passagerer, der trods alt var bedre sikret end Vilkas, som kæmpede blot for at få greb i den mindste smule armlæn.
”Er du færdig med at fjolle rundt?” sagde Maggi med et anstrengt positivt ansigt. ”Jeg ku’ virkelig godt bruge en skytte lige nu,”
Ikke helt. Han var landet med hovedet nedad i fodenden og den tiltagende tyngde han blev udsat for, som transporteren langsomt genvandt ligevægt, gjorde det ikke nemmere.
”Grib pinden foran dig – sigt og skyd,” sagde hun, da han endelig sad oprejst igen.
”Skyd? på hvad?”
”Hvad som helst der bevæger sig.” Knap havde hun sagt det da en lille eskadron af spidse bevingede maskiner i tæt formation nærmede sig dem. På den luftige skærm kunne han se sigtekornet bevæge sig med pinden.
”Hvad i alverden er det?” udbrød han.
”Vores død hvis du ikke tager dig sammen og skyder!” skreg hun.
Vilkas rettede sigtekornet ind og trykkede alt hvad han kunne på en lille rød knap øverst på den håndformede pind.
Stråler af lysende projektiler dansede i en kurvet linje over skærmen og missede objekterne med adskillige meter.
”Tag højde for deres retning og hastighed. Pis og lort! Jeg havde håbet forskrækkelsen, ville sinke dem en smule.”
”Sinke dem? Du dræbte deres overordnede! jeg tror de er ret så vrede på os lige nu,” svarede Vilkas hende i en rå tone.
”Hvis jeg kender Barreck ret, så har han altid en skudsikker vest på sig. Jeg er sgu ikke dum nok til at slå ham ihjel, hans besætning er jo psykotisk som ham. De giver ordet hengivenhed en nærmest fanatisk, religiøs betydning.”
”Så du mener at lade den psykopat leve, er godt for vores egne overlevelsesmuligheder?” svarede han sarkastisk.
”Hvis vi bliver fanget – ja.”
Vilkas kunne ikke finde modargumenter. Hvad godt ville det også gøre? Han tog sigte igen og klemte med hele hånden på plastikpinden, der knagede. Denne gang var det ikke kun kugler, der føg af sted, men også rygende missiler der hvislede og trak en stribe af hvid røg efter sig. Kuglesalven ramte sit mål og en af de flyvende spyd brød fra hinanden.
De løsrevne vragdele spredtes kaotisk og tog endnu et med sig i købet. Missilet der slæbte sig selv med, dovent i forhold til maskingeværet, så ud til at være af en helt anden støbning og sigtede selv mod de resterende fly og ramte frontalt. En ildkugle bredte sig fra centrum og opslugte over halvdelen. De sidste brød formationen og føg i alle retninger.
”Hold da kæft,” udbrød Maggi og fik vendt transporteren rundt, så centrifugalkraften tvang dem bagud i deres sæder. ”Et til angreb af den slags, så har du officielt besejret flådens stolthed.”
Maggi så virkelig ud til at kæmpe med, at holde sig ved bevidsthed. Hun kæmpede med sine vejrtrækninger, der blev lange og hvæsende. Øjnene var ikke andet end små sprækker, hvor sved løb ned i dem.
”Jeg har ikke langt igen. Vi må se at komme væk, Vilkas,” stønnede hun gennem anstrengte synk.
”Ikke endnu.” Vilkas kom i tanke om admiralens plan om at jævne Alabaster og Metropolis med jorden. ”Vi kan ikke lade dem bombe folkene dernede. Vi er nødt til at stoppe luftskibet.”
”Drop det. Jeg ved hvad du tænker,” forsøgte hun at råbe igennem sammenbidte tænder. ”Vi kommer ikke i nærheden. Hæver de først deres forsvar, kommer selv ikke et kamikazefly igennem. Vi bliver sprængt til atomer.”
”Vil du bare lade dem slagte uskyldige mennesker, fordi din chef har beordret det?” Han ignorerede MAggis forværrende tilstand. ”Vend os om.”
Hvis blik kunne dræbe, var han blevet skrællet ren for hud og hængt til tørre, men hun gjorde som han sagde. To fly skreg forbi dem med jetstrømme tæt efter sig, der fik transporteren til at ryste ukontrollabelt.
”Hvis vi overlever det her, slår jeg dig kraftedeme ihjel.”
”Hvad tror du chancerne er, at de forventer et frontalangreb?” formåede han at sige gennem et manisk overbevisende smil. Om det var adrenalinen der fik ham til at tænke klart eller om han blot havde fået nok af at stå på sidelinjen og tage imod slagene, som de forsøgte at holde ham på knæ som en tilskuer, så forstod han, at det var nu han måtte handle.
Alabaster ville stadig være under Metropolis' kontrol. Der ville med al sandsynlighed stadig udbryde krig. Utallige ville dø. Endnu flere sårede. Kimen til destruktion var allerede lagt, længe før han havde besluttet at tage den nyttesløse kamp op mod overmagten, men måske, kun måske, ville det give uskyldige mennesker en chance for at komme væk fra regionen, inden Agartha fik nys om oprøret.
Samtlige knapper og lysende dingenoter der kunne trykkes ind, på pinden blev voldeligt behandlet af Vilkas der uden at vide, hvad han skulle sigte på, lod sigtekornet vandre hen over hele skibets bredside i håb om, at et eller andet vitalt ville åbenbare sin sårbarhed. Cockpittet blev indhyllet i røg og os fra missiler, raketter og en endeløs strøm af kugler, som han i blinde sendte mod sit mål.
Vilkas skreg sindssygt og vredt, men intet kunne høres over lyden af skraldende overlydsbrag og eksplosioner, og igennem den tætte røg kunne han ane noget, der lyste op som lyn omsluttet af skyer om natten.
Årelangt had og foragt for det Agarthanske styre blev udløst i det vredesbrøl – en energiudladning der efterlod ham øm og tømt for kræfter.
Selvom han var klar over at tingene ikke var, som han havde fået fortalt, kunne han ikke lade være med at projicere al sin indebrændte frustration, over at være blevet holdt for nar af begge sider mod luftskibet og admiralen, Agartha og Profeten for utilsigtet at have været skyld i Almas død.
De svin skulle bøde for alt, hvad de havde gjort, om han så skulle tage alle om bord den lille transporter med sig i købet, tænkte han uden tanke på sit eget liv, et der ikke duede til meget andet end at skade andre alligevel. Soldaten der lå blodig og livløs i lastrummet var bevis nok på, at alt og alle han kom i nærheden af, drastisk fik forkortet deres forventede levealder.
”Hvor mange uskyldige, er der på det skib, tror du?” spurgte Maggi udmattet. Hun havde slet ikke greb på styrepinden, og sad tilbagelænet med et besejret udtryk, da de fik øje på himlen i flammer. Røgen var stilnet af, og de kunne se hvilken skade de havde anrettet.
Luftskibet hang skråt, synkende mod havet – langsomt. Hele agterenden stod i lys lue og tyk sort røg rejste sig i en søjle og formørkede skyerne over.
Vilkas kunne have kollapset. Brændende elementer faldt af bunden og han kunne sværge på at han så mennesker i blandt.
”Hvad har du gjort?” hviskede hun halvkvalt.
Græd hun? Vilkas kunne ikke tro det. Maggi, agenten der skød først, skød lidt mere og når alle var døde, skød bare for morskabens skyld, sørgede hun over det hensynsløse militær, der ikke ville tøve med at få hende henrettet?
”Jeg …”
”Du gjorde, hvad der var nødvendigt.” Det var et melankolsk smil, der mødte ham. Tårerne strømmede ned af hendes kinder, men hun gjorde intet for at fjerne dem. Hun mindede om en døende patient, sådan som hun lå med håndryggene hvilene fladt mod sædet.
”Jeg undervurderede hende. Det tog vist hårdere på mig, end jeg havde regnet med. Sentimentale fjols,” sukkede hun.
Transporteren begyndte at sejle til siden. Uden en førerdygtig pilot var det kun et spørgsmål om tid, før vindmodstanden fik gjort kål på stabiliteten og tvang dem nedad.
”Maggi?”
Hun var ved at falde i søvn. Øjnene gled langsomt, og om et øjeblik ville hun være væk.
”Bare sørg for at holde jægerflyene væk. Jeg har sat autopiloten til … mod … Tir Na.”
Alle muskler i hendes krop lod til at falde sammen. Hun gled en smule ned og hovedet hvilede tungt på armlænet. Kun hendes lette åndedrag og øjnene der rykkede på sig under øjenlågene, afslørede at en værre skæbne, ikke var tilfaldet hende.
Hun havde ret, transporteren styrtede ikke mod jorden. Styrtøjet bevægede sig mekanisk, som om et par usynlige hænder havde fat i dem og guidede dem sikkert forbi det enorme luftskib, der brændte op indefra. De sejlede langsomt forbi det flammende inferno, han havde skabt, et der havde taget en hel besætning med sig i døden og ville begrave dem på havets bund.
”Hvad har jeg gjort?” gentog han hende. De resterende jægerfly havde ikke eftersat dem, eller på anden måde beskudt dem. Var de røget med samme vej som moderskibet?
Det var for sent at spekulere over, om det var det rigtige at gøre, om hans beslutning om at sænke et krigsskib – hvor utroligt det end måtte være, at det var lykkedes – havde været retfærdigt. Havde det været det mindste af to onder, ville det sikkert kunne retfærdiggøres, men ligesom den døde soldat i lastrummet, var det noget hans samvittighed måtte bære.
Transporteren nærmede sig kysten, og han kunne se at både var sat i vandet med retning mod luftvraget. Transporterens motorer var i fuld sving nu, og lavede ikke megen lyd, mens de passerede over Alabaster.
Gader og stræder var fyldt af Metropolis' militær, som gennede civilbefolkningen rundt. Nogle rettede deres hoveder mod transporteren, der på under tyve sekunder havde passeret byen, som stadig var i brand. Diatella templets enorme kuppel var kollapset, og Vilkas tænkte om Eldridge og flygtningene havde overlevet, eller om han havde formået at holde militæret standen.
”Vilkas.”
Han hørte en stemme kalde på ham igennem døsen, han var faldet i. Halvt sovende forsøgte han at svare – grødet og hæs. Det var Derrek. Vilkas havde ikke lyst til at rejse sig. Dette var et sted, så godt som det kunne blive, at tage sig en velfortjent lur.
Den blide summen fra transporterens motorer, var som en vuggevise, der lullede ham længere og længere væk. De gigantiske printere i Tårnets arkivkælder havde en lignende dulmende effekt på ham, og efter en lang dag kunne han snildt finde på at sætte sig dernede alene, og lade maskinens rytme tage al hans stress væk.
Sidste gang han havde været der, var med Alma. Som lovet havde hun taget mad med nok til at fodre en flok på ti, til de frivillige der slæbte for at katalogisere alt manuelt. Maskinerne kørte ikke, omend der var masser af liv omkring dem. Det havde været hans private krog, og han havde ærligt glemt, at Alma ville være til stede, så da hun endelig fandt ham siddende med lukkede øjne og troede, at han sov, havde hun fingeret et mindre spektakel. De andre frivillige havde selvfølgelig hørt det og havde sluttet sig til dem. Hun virkede misfornøjet over den lidt overfyldte krog, ikke mindst en af de andre, lidt ældres, tilnærmelser som hun afværgede ved at stille Vilkas spørgsmål om alt og intet. I et sidste desperat forsøg på at få ham til at opgive, havde hun sat sig på hans skød og spist af hans tallerken. Vilkas havde været for optaget af at snakke med Deacon om muligheden for at sidde med i juryen – der afgjorde sager om social resocialisering – at han ikke havde opdaget Alma, der var faldet i søvn med hovedet på hans skulder.
Han havde fået jury pladsen dagen efter, mens fem af dem han sad sammen med, omkom.
”Tag dig sammen,” var hans fars ord, da han i dagene efter ikke følte sig i humør til at tage i skole eller på arbejde. Som helt ung kunne han kun huske svagt, hvordan han havde reageret, da hans mor var blevet taget og sendt væk. Det havde været nogenlunde samme besked han havde fået da. Tag dig sammen.
Som sagt så gjort. Hvordan kunne det ellers forventes, at han nogensinde skulle blive til noget, hvis han sørgede over de uønskede?
”En sand borger er en dydig og pligtopfyldende borger, der sætter samfundet før sine egne behov,” havde han køligt sagt, da Vilkas havde grædt sig i søvn flere dage i træk. ”Kvinden havde intet at gøre og intet at tilbyde. Du er bedre stillet uden hende.”
Kunne han virkelig retfærdiggøre sine handlinger i dag med, at det var for det større hele?
Amia vendte sig i sædet, bjergene passerede under dem og transporteren steg langsomt. Selvom han lige havde været vidne og årsag til den største konflikt i mands minde, var han fyldt med en uhyggelig ro. Selv de andre bagi var holdt op med at kalde og skrige – og græde.
En lille lampe blinkede og fangede hans opmærksomhed. Passager-sikring til/fra. Han fristedes til at trykke. Måske styrede den bøjlerne. Dovent strakte han sig og lod fingeren svæve et par millimeter over og tænkte om knappen ville slippe hele lastrummet og kaste dem i døden.
Var det en chance han turde tage? Det værste der kunne ske, var fem mere til det stadigt stigende dødstal i hans allerede blodige kølvand. Han besluttede for sig selv, at en knap der gjorde så meget opmærksom på sig selv, ikke kunne være farlig.
Det lød som om, tyve døre på samme tid gik op, og straks kunne han høre Derrek udbryde et lettelsens suk, hvorefter han med tunge fodtrin løb op til Vilkas og Amia i cockpittet.
”Hva’ foregår der? hvad var den larm?” Knap havde han spurgt, før han på den svævende skærm fik øje på det brændende luftskib, hvis skrog stadig bristede som bylder af røg og flydende ild.
”Død og pine, er det dig der har gjort det?”
”Mmm.” Vilkas havde ikke lyst til at forklare sig. Sædet var alt for behageligt.
Transporteren var nu mange kilometer oppe, og under dem kunne de se flodlejet strække sig længere ud i horisonten. Derrek fik øje på Amia, bevidstløs, og han betragtede hende længe med en beskeden uro, som om han vurderede, hvad han skulle stille op.
”Jeg tør slet ikke spørge, hvordan I fik os væk derfra, men tak.” Derreks tunge hånd faldt med en enorm vægt på Vilkas skulder. Den ømme skulder.
”Hvordan har de andre det?” fik Vilkas taget sig sammen at spørge. Himlen over dem havde langsomt ændret sig til en dybere blå, og jorden forsvandt i en sløret hvid tåge. Direkte foran dem kunne de spotte Månen, der skinnede klart som en ledende stjerne.
”Skræmte. Joanna er helt ude af den og jeg tror, at kaptajnen er besvimet, men de i live. Hvis du har et øjeblik, så tror jeg, de vil værdsætte, hvis du så til dem.”
”Hvad godt ville det gøre?”
Derrek rettede sig mod Amia, og han virkede ikke just tilfreds, med hvad han så.
”Jeg ved ikke hvad hendes problem er, om hun bevidst forsøger at slå os ihjel, men som jeg ser det, er du den eneste, der ved hvad der foregår, som ikke er skingrende sindssyg.”
”Du laver sjov ikk’?”
”Mindre sindssyg så.”
Vilkas kunne ikke lade være med at blive i en smule bedre humør. Derrek, trods sit voldsomme temperament, kunne se det der var vigtigt, og hvornår tiden var til hidsige udbrud, på nær når det galt Smillas sikkerhed selvfølgelig. For hende ville han myrde og dræbe, hvis blot han kunne passe på hende.
”Hvor er vi forresten på vej hen?”
”Tir Na. Hun satte autopiloten til, inden hun besvimede.”
”Okay,” sagde Derrek uimponeret. ”Aldrig hørt om det. Så længe de ikk' også prøver at slå os ihjel, så kan det være det samme.” Han vendte sig for at gå. ”Kom når du er klar.”
”Vent,” udbrød Vilkas. Noget skinnede strålende under dem, igennem skyerne som … ”
En perle.
Han passerede som et spekter igennem skærmen. Metropolis, Eurasiens Perle, lyste præcist, som han havde forestillet sig det. Højdemåleren sagde femten kilometer allerede, men det var ikke at tage fejl af. Et hvidt glinsende øje stirrede tilbage på ham, hypnotiserende og drog ham tættere. Kunne han forlade cockpittet og lade sig falde direkte, havde han gjort det. I stedet måtte han tage til takke med det kølige skrog, der nådesløst holdt ham indespærret som et dyr i bur. Hjem lå dernede og hånede ham med sin dragende skønhed.
”Der er noget, man ikke ser hver dag.”
Derrek kunne lige vel have beskrevet regn fra en skyfri himmel med sin rå skildring, og Vilkas overvejede, om han overhovedet følte noget som helst tilhørsforhold eller om han blot blæste med vinden – kun forankret af Smilla.
Hvad var Vilkas’ anker? Forsvandt det under fødderne på ham, eller havde disse fremmede flygtninge formået noget, som Metropolis for længst havde mistet fokus på?
”Ikke hver dag, nej. Ikke hvis man lukker øjnene.”
Derrek fangede ikke hans filosofiske dagdrømmeri, eller også valgte han helt at ignorere det.
Amia trak vejret dybt og mindede mere om den lille uskyldsrene datter, der forsøgte at finde sin far, end det dyriske alter ego, Maggi, der handlede impulsivt. Så meget for et anker tænkte han og forlod cockpittet med Derrek.
”Bær over med hende. Hun er ikke rask. Hendes far er …” Agawi, men hvad betød det for Derrek? ”Hendes far er forsvundet.”
Derrek, så forstående han anstrengt kunne tage sig ud, nikkede modvilligt.
”Hvad når vi lander igen? Hvad gør vi så? Har hun en plan?”
Vilkas ville ønske, at han vidste det.
”Tir Na ligger uden for Metropolis og Agarthas kontrol,” løj han, ”så lige nu er det det sikreste sted at være. Specielt for Smilla. Sig mig …” Vilkas gav Derrek et spørgende udtryk. ”Dig og hende?”
”Det’ ikk’, som du tror,” afveg han defensivt, ”men jeg elsker hende sgu,” sagde han med et saligt smil.
Den døde soldat lå med sine blanke øjne og dømte ham. Forsigtigt trådte han over ham og følte, at han burde tage sig af liget, der lå i en tæt lille blodpøl og blokerede den eneste synlige udgang.
Vilkas kunne straks se hvad Derrek mente med at Joanna var helt ude af den. Hendes ansigt var låst i et lydløst skrig og hun klamrede sig katatonisk til metalbøjlen. Smilla sad med hovedet mellem sine bens og strøg sin kronragede isse.
”Smilla,” sagde Vilkas. Hun løftede hovedet som en varsom rotte fanget i forlygterne fra en autovogn, ”hvordan har du det?”
Han havde taget en mere rank positur. At se dem sådan, korthåret og i ens dragter, mindede ham om de frivillige. For dem var han en overordnet med magt til at ende deres ansættelsesforhold eller sende dem videre i deres karriere. Det handler om indstilling, mindede han sig selv om.
”Hvad?” mumlede hun. Derrek satte sig på hug foran hende.
”Hun har svært ved at høre,” sagde han og aede hendes kind, som hun støttede sig til.
”Hvis hun kan, så bed hende om at se til Joanna og Muamar. Jim!”
Jim der havde gået uset hen, reagerede ikke og sad med et tomt blik og stirrede ind i skroget.
”Jeg er okay. Bare fjern ham.” Han pegede i retning af soldaten. ”Han stirrer på mig.”
Vilkas kunne godt forstå Jims ubehag. Liget lurede konstant i øjenkrogen, som en ubehagelig klat der ikke ville gå væk uanset, hvor meget man gnubbede øjnene.
Derrek og Vilkas fik bugseret liget længere ned i lastrummet. Derreks væmmelse kunne tydes direkte, og lugten af blod fik ham til at rynke næse og vende ansigtet væk. Vilkas insisterede på at sætte ham oprejst i en krog længst væk fra de andre. Ikke fordi han fyldte mindre, men af respekt.
”Undskyld,” fremstammede han stumt, så snart Derrek var vendt tilbage til de andre. Der var ingen lindring i soldatens ansigt, som Vilkas kunne søge tilgivelse i.
De andre kunne ikke se ham sådan her, det ville være demoraliserende og underminere den smule tiltro de havde til, at han kunne føre dem i sikkerhed. En tillid der var groft malplaceret efter hans egen mening. Han havde jo i grunden intet gjort for at forbedre deres situation andet end at forhindre dem i at blive slået ihjel.
”Vilkas, du bliver nødt til at komme og se det her,” kaldte Derrek fra cockpittet. Vilkas samlede sig selv så godt han nu kunne, tørrede øjnene, der sikkert var knaldrøde, men der var intet at gøre.
Amia lå stadig sikkert i sit sæde og boblede med benene trukket op under sig.
”Jeg tænkte jeg ville rykke hende ind til de andre,” sagde Derrek og stirrede fuldstændig opslugt ud af vinduet. I et øjeblik forsvandt alle tanker om skyld og skam. Vilkas kunne ikke tro hvad han så. Jorden krummede foran dem som en gigantisk glaskugle, der strakte sig smukt foran et kulsort mørke og en måne, hvis glød han aldrig havde set klarere. Stråler af lys fulgte transporterens kontur og forsvandt endeløst som en krone af lys.
”Det er et rumskib.” Vilkas kunne ikke lade være med at le. ”Vi er …” Han så på højdemåleren, der talte et hundrede og ti kilometer, og stigende. ”Vi er i rummet.”
”Hvordan helvede er det muligt.” Spurgte Derrek, nærmest i harme over et så usandsynligt scenarie.
”Jeg tror ikke kun det her er et transportfly. Chancen for at det ville overleve mod et krigsskib af den kaliber, var forsvindende lille. Hun vidste, at det var den bedste måde at komme væk på.”
”Burde vel egentlig takke hende for at få os ud derfra, selvom jeg nu hellere ville være dernede,” sagde Derrek og skuttede sig nervøs over den enorme afstand til Jorden.
Vilkas nænnede ikke at sige, at det var hans handlinger, der havde fået dem om bord. Så vidt de vidste, var han en flygtning ligesom dem.
”Men det rejser et andet spørgsmål. Hvor har hun lært at flyve det? Joanna siger hun har kendt hende siden hun var spæd, og i al den tid vi var på båden, snakkede hun ikke et sekund om Agartha eller krigsskibe og det plejer ellers at være god sladder – fiskere der påstår de har set unaturlige fænomener og tordenbrag fra skyfri himmel.”
Vilkas mærkede mistanken nage og hvis han fulgte spørgsmålet til ende, ville han komme til en konklusion, der ikke varslede godt for hendes sikkerhed.
”Jeg tror bare vi skal være glade for, at hun er på vores side,” sagde Vilkas.
Derrek så mistænkelig ud.
”Mit gæt er, at de i Tir Na har adgang til lignende teknologi, men hvad der er mest interessant …” Vilkas så sig om efter noget, der kunne forklare hans spørgsmål. ”Hvorfor er vi ikke vægtløse?”
”A-hva-for-løse?”
”Vægtløse,” gentog Vilkas, og forsøgte at huske, hvad han havde lært. ”Det ikke just pensum, men ikke desto mindre interessant. Jordens masse har en hvis tiltrækningskraft på os mennesker, på alt i universet faktisk. Den bliver kraftigere jo tættere man er, men den strækker sig uendeligt. Allerede ved hundrede kilometer, som er den officielle grænse for, hvornår rummet starter, er tyngdekraftens effekt så reduceret at vi ikke har nogen målbar vægt efter vores egne standarder.”
”Så hvorfor er vi ikke vægtløse?” spurgte Derrek, der ikke så ud til at vide, hvad i alverden Vilkas snakkede om, men ikke ville virke dummere end nødvendigt.
”Godt spørgsmål. Har aldrig hørt om den slags teknologi før. Selv pionererne inden for rumfart brugte gigantiske raketter for at besejre Jordens tyngde.”
Han kunne vække Amia og spørge. Nysgerrigheden og alt det andet han gerne ville vide, burde være god nok grund, men hun havde så fredeligt et væsen over sig, når hun sov, et han havde lagt mærke til i kloakkerne, at han ikke nænnede.
”Bli’r sgu helt svimmel. Er du sikker på den kan lande af sig selv?” spurgte Derrek nervøst.
”Hvis vi fortsætter med at stige, kommer vi slet ikke ned igen. Måske vi er heldige at ramme Månen,” sagde Vilkas i sjov.
Derrek begyndte at hyperventilere og svede. Med stavrende skridt trådte han væk fra ruderne og klamrede sig til åbningen.
”Jeg … tror jeg går ind og leder efter noget, vi kan bruge.”
”Tror ikke det kommer så vidt,” lo Vilkas. ”Sæt dig ned, så klarer jeg det. Sig til hvis hun vågner.” Vilkas lod Derrek fatte sig om tanken om det ydre rum og chancen for at strande der. Måske kunne han sætte sig ind i hans situation.
Smilla havde taget sig af Joanna, der, i stedet for at være frosset til stedet, sov tungt som en bjørn i hi og trak det ene højtrøstende snork indenbords efter det andet. Muamar var stadig bevidstløs, og Jim sad og rokkede nervøst frem og tilbage i sit sæde med armene om sig selv. Vilkas sendte Smilla ud til Derrek og begyndte at løsne stropperne, der holdt kasserne i lastrummet på plads i håb om at finde noget – hvad som helst – brugbart.
Det var ikke til at sige, hvor længe de ville være strandet i rummet, før de landede igen, eller hvordan de ville blive mødt hvis de gjorde. Hvis Maggi stadig ikke var kommet til sig selv … ja, hvad så? Hvordan ville de blive mødt? Skulle de selv finde vej? Hvor langt var der? Kunne de overleve?
Vilkas var trænet, omend ikke til overlevelse i ødemarken, så i hvert fald til at tage højde for ethvert tænkeligt scenarie. Det var nok ikke dette her, de havde haft i tankerne, da Cadence sendte ham på konflikt-konklusions-kursus. Ideen var at vurdere situationen, forudse problemerne, og kort sagt gøre noget ved dem. Formuleringen var langt mere elegant og kompleks, men hvorfor gøre det mere problematisk end det egentlig var?
På det sidste dog, havde det mest af alt virket som om, at alt han havde gjort for at løse problemerne, blot ledte ham længere ud, hvor han ikke kunne bunde, og redskaberne blev færre og mindre effektive.
Jim udviste ingen interesse i at hjælpe ham med at gennemsøge kasserne, måske også godt det samme, han havde nok ikke set meget andet af verden end farmene og Alabaster, så overvældelsen havde nok givet hans krop og sind et gedigent chok. Vilkas var trods alt stadig drevet af en vis form for formål.
Halvvejs igennem den første kasse der ikke indeholdt andet end uniformer, funderede han over, hvorvidt han snart selv ville bukke under for stressen, han var blevet udsat for, eller om han allerede havde vænnet sig til et liv, hvor alt og alle var ude efter at skade ham. Bare stressen ikke overtog og invaliderede eller tvang ham til at træffe dårligere beslutninger end dem allerede truffet.
Kasse nummer to var fyldt med langtidsholdbage kiks, som var vakuumpakket i gennemsigtig emballage – lag på lag.
”Bedst før 2370,” læste han højt for sig selv.
Aldrig havde han tænkt sig hvilken tidsregning, der blev brugt før krigene. Året nul var blevet fastlagt med den begrundelse, at verden før Metropolis, en verden fyldt med synd, var en æra hvis eneste formål, var at minde om ikke at gentage den. Han var selv født i 294 P.M., Post Metropolis. For træt til at lave hovedregningen, skubbede han kassen til side. Mad ville altid være noget, de kunne bruge.
I håb om flere kasser med mad hev han den næste ned med fornyet entusiasme, men indholdet var alt andet end spiseligt.
Aldrig i sit liv havde Vilkas bandet, svovlet og været så skræmt som over synet af kassens indhold.
”Ikk' mer’, jeg skal nok!” skreg Jim og sprang frygtsomt på benene som et lille barn. Selv heller ikke da han så, at det bare var Vilkas, der havde skabt røre, faldt han til ro. Han trippede ustyrligt frem og tilbage med blikket varsomt i alle retninger.
Transporterede de også lig? Umuligt, tænkte Vilkas. I kassen lå der et hoved – et menneskehoved – separeret fra resten af kroppen i en lille bunke halm.
Jim fik øje på det og kastede sig tilbage til sin plads og gemte sig bag Joanna, der skabte godt dække med sin enorme krop.
”Hva’ helvede er det? hva’ er de for nogle syge mennesker?” hylede han skingert og brugte Joanna som menneskeligt skjold.
”Det er en syntese.”
Vilkas for rundt og fik øje på Amia, der stod og lænede sig overlegent op ad skroget med armene over kors.
”De ligger og snorker i hinandens arme,” sagde hun og imiterede to kvalme-søde mennesker, der holdt om hinanden.
”Maggi,” gryntede Vilkas irriteret i kamp med et ræsende hjerte, der havde mere kontrol over ham, end han selv havde.
”Ingen ringere. Jeg troede du var vant til at se synteser? Hele din by er trods alt holdt sammen af dem. Knap så elegante og virkelighedstro som den der dog.”
”Troede du var færdig med at plage mig.”
Vilkas var ikke fornøjet over at se, at Maggi stadig var til stede. Han havde håbet at Amia, på en eller anden måde, ville være den, der vågnede.
”Du ikke den eneste. Det lader til, at hun er mere udkørt. Hun brugte så meget energi på at kæmpe imod, at det slog os begge ud. Godt at jeg valgte en, der kunne passe på hende.”
Jim sad uforstående, slog korsets tegn foran sig og dukkede længere ned bag Joanna, der snorkede så voldsomt, at det lød som om hun til tider ikke kunne trække vejret overhovedet.
”Siger du at Agartha har den slags synteser gående frit rundt?”
”De ikke ualmindelige.”
”Væmmeligt.” Han fik hevet sig selv på benene. ”Som om det ikke er slemt nok, at de bevæger sig som os, så får I dem også til at ligne. Hvorfor?”
”Det er maskiner. Hvorfor er det så stort et problem?” spurgte hun, halvt fornærmet, halvt fornøjet.
”Hvis man ikke kan se forskel, hvad er vi så skabt til andet end slaver af maskinens nødvendighed? Du sagde selv, at de var langt mere afhængige af dem i Agartha. Amia gjorde i hvert fald.”
”Din pointe?”
”Hvis de går som mennesker, taler som mennesker, opfører sig som mennesker, hvad er de så?” Spørgsmålet så ikke ud til at hue hende det mindste. Hun skelede med øjnene som et fornærmet pigebarn mere passende hendes alder. ”Nej, jeg bryder mig sgu ikke om dem, og hvorfor er den skilt ad på den måde? Bruger militæret dem også som soldater?”
Maggi så ud til at holde et vredesudbrud tilbage.
”Maskiner er sjælløse,” fortsatte han, ”beregnende, døde og upersonlige. Så snart vi begynder at knytte os for meget til dem, er der vi mister den sidste smule menneskelighed vi allerede har givet køb på.”
Maggis øjne lynede frem og tilbage, som om hun rent faktisk overvejede Vilkas' fremlægning.
”Sig det ikke er sandt,” gik det op for ham. ”Du forsvarer rent faktisk deres eksistens, selv når de er skabt til at dræbe?”
”Maskiner er kun, hvad vi gør dem til, så drop dit hellige fis og prædik for nogen der vil lytte. Måske korporalen, du slog ihjel vil,” råbte hun af ham.
”Præcis,” mumlede han, med et håb om at hun ikke hørte indrømmelsen i det sidste ord. Han kunne forstå, hvorfor admiralen havde troet, hun var syntetisk. Hvis man ikke kunne kende forskel, så ville hun være den, der skilte sig ud. Alt for ung til at være Agarthansk spion – for voldelig og kynisk til at være menneske.
Jim havde nu meldt sig fuldstændigt ud af sammenhængen og lå og nynnede for sig selv med hænderne for ørerne, hvilket gjorde Vilkas og Maggi til de eneste i transporteren ved deres fulde fem.
Hun stormede forbi ham, hen til kassen med det afskårne hoved, samlede det uden hensyn op som en bold og stak en finger op hvor spiserøret ville være.
”FUNKTIONSFEJL. FUNKTIONSFEJL,” brægede hovedet, inden hun kastede det til Vilkas der modvilligt greb det. Fra cockpittet kunne Vilkas høre Derrek springe ud af sædet og komme løbende.
”Hva’ sker der, ARH!?” Han reagerede på næsten præcis samme måde som Vilkas, hoppede en kropslængde tilbage, og gemte sig i døråbningen.
”Ikk’ mere, ikk’ mere!”
Hans hyl var omend værre end Vilkas'.
”Hvad er det?” lød det fra Smilla grødet.
”Jeg ved ikke hvad de har gang i! De står med et hoved derinde. UDEN KROP!”
Smilla kunne ikke dy sig og stak forsigtigt sin skaldede isse frem, men trak det ligeså hurtigt tilbage som Derrek.
”Klamt,” peb hun.
”Åhr, styr jer. Det er bare en maskine,” vrissede Maggi, og gik over for at slukke hovedet igen. Dets mundbevægelser var unaturlige og mekaniske, men ud over det, var det så virkelighedstro til en grad, at han ikke ville kunne se forskel ved første øjekast.
”Læg jer til at sove igen. Vi lander først om et par timer,” kaldte hun irriteret. Hun fik øje på kiksene, samlede en pakke op og satte sig på gulvet ved siden af kassen med den demonterede kriger. En arm, en hånd og en masse løse dele begyndte hun med den ene hånd at fiske op fra kassen, mens hun med den anden gnaskede højlydt.
”Salt, ikke dårligt. Her, spis. Du får brug for det”
Hvordan hun kunne samle sig, om det hun havde pillet ud af kassen, var en gåde. Halmen svinede og gjorde gulvet omkring hende til et rengøringsmareridt, som han var glad for ikke foregik i hans hjem.
”Du har ikke tænkt dig at samle den, vel?” spurgte han, da hun begyndte at skrue hånden fast på underarmen.
”Har du noget bedre at tage dig til måske?”
”Tælle til en million?” foreslog han sarkastisk. Efter et stykke tid med blot at observere hende pille, dreje og skrue, besluttede han sig for at sætte sig. Han kunne ikke undsige sig, at han ikke var sulten, så han mæskede sig grådigt i de salte kiks og fortrød det straks. Munden brændte så ubehageligt tørt, at han ønskede sig tilbage i det kolde vand igen.
”Gem lidt til de andre,” lo hun. Vilkas kastede en pakke til Jim, der varsomt så frem fra bag Joanna og forsvandt så tilbage igen.
”Hvad når vi når til Tir Na?” spurgte Vilkas efter omkring ti minutters dræbende stilhed.
”Hvad så hvad? Ræk mig kassen der står SMU-03-B på,” sagde hun, forvent at han ville gøre det.
”Ja, hvad når vi lander? Vil de ikke tro, vi kommer fra Agartha?” Han fandt kassen hun bad om. Den var lige så tung som den første og han måtte anstrenge sig for ikke at tabe den ned over hende.
”De kan tro, hvad de vil. Vi bliver der ikke.”
Kassen indeholdt syntesens torso, der var iklædt kampvest på samme måde, som soldaterne om bord på luftskibet havde gjort.
”Selvfølgelig ikke,” sagde Vilkas i øjenfaldende ligegyldigt. ”Lad mig gætte, vi sætter kurs direkte mod Agartha, så snart vi har losset pøbelen af flyet ikk'? Vi stryger direkte igennem forsvarslinjen, som du sagde ikke, kunne brydes. Tænker jeg bare vil sprænge lidt flere luftskibe i luften, rekvirere mig nogle flere fartøjer som dette og ja, hvorfor ikke, starte mit eget lille oprør.”
”Du ikke så dum, som du udgiver dig for at være. Eller er det omvendt? Ud over din egen lille fantasi, så er det præcis det vi skal.”
Hun monterede hovedet med et drabeligt, knasende klik og vred syntesens hoved flere gange rundt. Med det hvide vendt ud og en låst kæbe der kunne skrige hvert øjeblik det skulle være, var det som taget ud af en dårlig drøm.
”Jeg går ikke ud fra de vil prøve at stoppe os.”
”Har du set, hvor vi er?” sagde hun, koncentreret om at samle den kunstige mand. ”Vi er i rummet. Kun en håndfuld skibe kan trænge helt herud. Så selv hvis Profeten kunne se os, ville han ikke være i stand til at gøre noget ved det.”
”Hvis han kunne se os. Siger du han ikke kan?”
”Han har ikke samme muligheder som før.”
”Det løser da et af problemerne,” sagde Vilkas en smule lettet, og mente det, ”men hvad med de andre?”
Hun slap hvad hun havde i hænderne og satte sig i en funderende stilling.
”Det havde jeg ikke lige tænkt på.”
”Virkelig?” Vilkas kunne ikke skjule sin irritation over hendes lemfældige tilgang.
”Kunne vel godt udgive mig for at være Amia for end stund. Hun kender trods alt ypperstepræsten, så mon ikke jeg kan lægge et godt ord ind for dem.”
”Jeg vil prøve at se bort fra det faktum at du er Amia, og lege med.” Maggi gentog hans spydigheder mumlende. ”Men hvis de har en ypperstepræst, må de vel også tro på Profeten.”
”Ikke rigtig. De har en langt ældre tro de følger. Masser af karma og ekstraliv. Som et videospil. Tosserne tror på et liv efter døden, og at deres handlinger har konsekvenser for det næste.”
Videospil, havde han lært, var til for proletariatets skyld, som en form for tidsfordriv til at holde folk, specielt børn, i ave og forhindre at de udviklede adfærdsvanskelige mønstre. Det havde aldrig været noget for ham og faktisk den eneste form for undervisning, valgfri heldigvis, som han havde undsluppet sig at gennemføre. Det var virkelig gået ham forbi, hvor meget populationskontrol der egentlig havde været i Metropolis.
Hvad adskiller så ypperstepræsten fra Profeten?” Spurgte Vilkas, halvt håbende at hun ville anfægte sin egen loyalitet.
”Den ene er en præst, den anden er en selvbestaltet profet med et messiaskompleks, der tror han kan tale med Gudinden.”
”Gudinden? Virkelig?” Vilkas kunne ikke lade være med at se det morsomme i, at en mand der troede på spøgelser i skyerne, stod bag Metropolis – det mest rationelle og regelrette samfund der fandtes. Der var simpelthen ikke plads til overnaturlige fænomener eller guder, endsige profeter der forkyndte deres bud.
”Ja, jeg tror sgu ikke på det bras, han lukker ud. Hvis du spørger mig, så er det bare en undskyldning for at få folk til at gøre, hvad han vil have,” sagde hun utilfredst.
”Så er der da en ting, du er enig med hende i.”
”Mmm.” Hun så ud til at have for travlt med at forbinde ledninger fra skulder til krop til at bemærke Vilkas' spørgelyst.
”Sig mig, Maggi.” Han tiltalte hende direkte og udtalte hendes navn med eftertryk, men sørgede for at holde sin stemme nede. ”Dig og Amia, hvem af jer …”
Sætningen var svær at færdiggøre, for hvordan spurgte man om, hvem der egentlig var den rigtige personlighed i dette skrøbelige, kødelige legeme, der knap var voksent nok til én?
Hun opfangede, hvor han ville hen med det, skønt hun ikke svarede med andet end en svag rysten på hovedet.
”Hvis det skal være på den måde,” sagde han, mere fornærmet end han ønskede at lyde, og slæbte sig med trætte skridt op til cockpittet. Med alt held ville der være en ledig plads.
Hvordan de formåede begge at passe ned i det snævre kropsformede sæde, ikke alene at komme op igen, udgjorde en seriøs del af hans resterende, bevidste overvejelser. Den eneste lyd han kunne høre, var skrogets svage efterklang af motorerne, der masserede ham blidt ind i en tryghed, som fik ham til at glemme maskinen ved siden af, og liget han desperat forsøgte at fortrænge.
Fantasier om hvordan Tir Na så ud, og ikke mindst Agartha, gjorde hans hjerne mere og mere udmattet. På en fyldt mave, også selvom det var på kedelige, salte kiks der svulmede kvalmt op i maven, begyndte han at småbøvse.
Derrek sov ikke og lo klukkende så hele sædet med Smilla øverst, hoppede let. Havde det ikke været spændt ordentligt fast, ville det med sikkerhed brase sammen under deres samlede vægt.
”Manerer, Vilkas, der er damer til stede.”
Smilla slog ham i brystkassen.
”Du sku’ nødig snakke, troldeånde.”
”Giv mig en tændstik så skal du se løjer, frøken,” sagde Derrek uden at åbne øjnene. Lyset udefra blændede og badede cockpittet i et orange skær der brændte deres ansigter kærligt.
”Ellers tak, din ånde er slem nok, uden at her også skal lugte brændt,” sagde Smilla og trykkede sig tættere på ham. ”Så har jeg dig også for mig selv.”
Derrek klappede hende ironisk på issen, der gav små, hysterisk morsomme smæld. Hun langede ham en på siden af ansigtet uden at tøve, men knyttede sig stadig tæt ind til ham. Derrek skød øjnene op og så på Vilkas, der var flad af grin.
”Hvad jeg ikke finder mig i. På den anden side så ved man først at en kvinde rigtig elsker en, hvis hun tæsker dig hæmningsløst og stadig får dig til at føle dig som den vigtigste person i verden.”
Ikke helt sandt, kunne Vilkas bevidne. Der var masser af grunde til at Maggi havde overfaldet ham fysisk – kærlighed værende den mindste af dem.
”Jeg ved ikke hvad der sker imellem jer to,” hviskede Smilla hen over Derrek, der allerede var begyndt at trække vejret tungt. ”Men hun skræmmer mig. Ved godt jeg ikke kender hende så godt som dig.”
”Kender hende er måske en overdrivelse,” svarede han lavmælt igen.
”I Alabaster ville hun ikke holde mund med, hvordan du havde hjulpet hende ud af Metropolis og hun insisterede på at komme forbi sygestuen, så tit Lillith ville give hende lov, men nu …”
Vilkas vidste udmærket, hvad hun mente, men var overrasket over at høre, hvordan Amia havde omtalt ham i andres påhør. Maggi var et helt andet væsen og så langt uden for social rækkevidde, at han funderede om de to måske var modsættende personligheder ment til at holde hinanden i skak. Stakkels pige, tog han sig selv i at tænke.
”Faktisk,” begyndte han, ”var det ikke mig, der fik hende ud. Havde det ikke været for hende ville jeg ikke have overlevet den første nat. Du så selv, hvordan hun behandlede de mænd på luftskibet. Hun har ikke brug for nogen af os for at klare sig.”
Han havde ikke noget motiv til at beskytte hende fra frygtsomme eller fordømmende blikke, men de var kommet så langt. Der var ikke noget at miste ved at fortælle dem sandheden. Ikke om hende, men sig selv.
”Mit job var at skille mig af med typer som jer … og hende.” Han lod det synke ind hos dem og forventede præcis samme reaktion, som de kom med. Derrek havde ladet som om han sov og satte sig mekanisk op med et dystert og slet hadefuldt udtryk, så Smilla måtte holde fast for ikke at falde ud af sædet.
”Jeg forsøgte med magt at tilbageholde hende, da angrebet på Centropolis fandt sted.”
Derrek var nu kommet på benene. Med egne ord havde han foretrukket farmene og Alabaster frem for Metropolis, men de uhyrligheder der havde været foregået mod de familier som ham og hans lige var skyld i, gav Derrek al ret til sin vrede.
”Hvis du forventer en undskyldning, finder du ikke nogen, Derrek,” sagde Vilkas som modsvar på hans indædte ansigt, der signalerede, hvad resten af kroppen ønskede – at tæske livet ud af ham.
”Vi er hvad vi er. Hvad vi har lært.”
”Derfor er det tilladt at tænke selv.” Han rev Vilkas op fra sædet i et jerngreb så hans fødder ikke havde kontakt med gulvet under ham.
”Du var heldig,” sagde Vilkas en smule ligeglad over Derreks voldsomme adfærd. ”Du havde din bror. Han fik jer ud i tide, inden de gjorde mod ham, hvad de gjorde mod os. De lærte os at hade jer med hvert eneste åndedrag, men din bror kunne se, hvad jeg ikke kunne.”
”Derrek,” peb Smilla formanende som en samvittighedens stemme på hans skulder med fingre så lette som en engels.
”Jeg er, hvad de har gjort mig til. Selvom mit job var at få hende bragt tilbage, så skånede hun mig, og tro mig, hun havde chancen for at gøre det af med mig … flere gange.”
Han fremtvang en positiv attitude – en ærlig en – over den realisering, hvor dum og infantil han havde været. Fokus havde altid været på fremtiden, for styret og hans egne personlige vindinger, og ikke et sekund på de mennesker, hvis liv han destruerede.
”Jeg skylder hende det samme.” Vilkas vred sig fri. ”Jeg forstår, at jeg gjorde ting, fordi jeg troede, det var det rigtige, og ikke fordi jeg vidste, om det var.”
”Min mor. Min søster. Jeg får dem aldrig at se igen på grund af folk som dig, så kom ikke og sig du forstår. Jeg ville give hvad som helst, hvad som helst, for at få dem at se igen.” Derrek forsøgte ikke at hæve stemmen unødigt. Nok mest fordi han kæmpede med at holde tårerne væk. ”Og min bror er fanget sammen med Ghita i det helvede vi flygtede fra, for ikke at tale om Smillas familie.”
Smilla hev Derrek ind til sig, greb hans hoved mellem hænderne og så ham koncentreret, dybt i øjnene. Deres pander mødtes og hun hviskede noget til ham, som ikke var ment for andre end dem.
”Det er ikke Amia I skal være bange for. Hun vil kun finde sin far. Det er folk som mig I skal frygte. Folk der er villige til at ofre andre for deres egen selvretfærdighed.”
Som min far, fortsatte han for sig selv i sit indre. Havde han ikke ofret Vilkas' mor til fordel for sin egen vederstyggelige ære, så han ikke skulle stå til ansvar for at have dækket over en kone, der var anderledes end de andre mænds?
Hvor langt ville han have været gået, hvis ikke Vilkas havde gjort, som han havde sagt, og taget sig sammen og bare været blevet ved med at græde?
Derrek så ikke ud til at have den mindste smule forståelse eller ønske om forsoning, men Smilla havde ham i sit greb og førte ham væk. Der var afsky at spore i hende over det blotte syn af Vilkas. Det var forståeligt med tanke på den tid, hun havde brugt på at pleje ham på båden kun for at finde ud af, hvilken person han i virkeligheden var.
I øjenkrogen kunne Vilkas se Amia sidde, skævende til det lille optrin der udspillede sig. Hun var holdt op med at arbejde på syntesen, og betragtede Smilla og Derrek, der forsvandt ind i et tilstødende lastrum, med et underfundigt udtryk.
Hun greb et pistollignende objekt og trak sine svejsebriller over øjnene. Vilkas vendte sig mod stjernerne og ikke et sekund for tidligt. Knitrende lys og skrattende metal satte lastrummet i hvide flammer.
Tænk at han skulle gå så meget igennem, kun for at indse det åbenlyse. Han var et produkt beregnet til at vedligeholde og rense gaderne, præcis som synteserne lugede ud i slam og uønsket organisk materiale i kloakkerne.
Selv med lukkede øjne kunne han tydeligt se svejsepistolens hvidglødende lys og han tænkte sig tilbage til de kolde, fugtige kloakker, hvor tingene havde været meget mere simple. Da var der kun én ting at bekymre sig om. At gøre sit job ordentligt koste hvad det ville.
Var han så dårligt et menneske for at ønske sig simpel lykke?
Når det er på bekostning af andre, er det, sagde en lille stemme i ham prompte. Kunne han kvæle den, havde han gjort det, men kun fordi den udstillede hans personlige brister ubarmhjertigt uden hensyn for sin egen sindstilstands ro.
Det havde da også været monumentalt idiotisk at fortælle dem om ham. De ville jo snart alligevel være væk, så hvad godt gjorde det at give dem indtrykket af ham som et monster?
Derreks bror, Kosua, havde haft modet til at træffe den svære beslutning for sin brors skyld, måske endda vidst at han aldrig ville formå at klare sig i Metropolis alligevel, og i stedet for at trække pinen ud, gjort kort proces. Det ville selvfølgelig ikke nytte noget at bede om at blive smidt ud. Det måtte virke plausibelt. Måske han havde foregivet at forsøge at snyde og trukket Ghita og Derrek med sig som nyttelast. En dreng der ville beskytte sin kæreste og sin bror mod styrets undertrykkende menneskefjendtlighed, ville ikke blot blive sendt i eksil, men behandlet betydeligt anderledes og med al sandsynlighed forsvinde for bestandigt. Den slags tanker kunne sidestilles med sympatisører og terrorister og ville blive slået hårdere ned på. Grelle tilfælde havde resulteret i livstidsdomme uden chance for løsladelse for urostiftere med politiske motiver.
Vilkas ville meget gerne møde drengen, der havde formået at bedrage et helt samfund, for de mennesker han havde nærmest.
Han drog lange konklusioner, men han ønskede inderligt at de var sande – for sin egen skyld.
Med en smule sindsro satte han sig tilbage i sædet og lod sol, måne og stjerner tage ham af sted over den mørke fløjlsdug. Derrek kunne mene, hvad han ville om ham. Han var ikke et dårligt menneske for at følge reglerne eller handle efter indlæring. Der havde ikke været nogen villige til at give ham et andet perspektiv, end det de præsenterede for ham som sandhed. Han havde fulgt reglerne, og andre havde set til ham at finde svar, når de ikke selv kunne, men når hans egen usikkerhed hærgede hans sind som en steppebrand, var der ikke andet end loven. Ingen Kosua til at sige fra eller give rigtigt modspil – kun medspil. Cadence, Deacon, Overton, de var alle på samme bølgelængde som ham. Samstemmigt havde de i kor kun udbygget løgnen og cementeret deres egen sandhed som alles – blinde for verden udenfor.
Ikke rigtig sovende, ikke rigtig vågen, ikke rigtig tilstede, var det som at gå i seng, længe efter at være stået op, og hans sløve sind opførte sig derefter. Knap udhvilet, men alligevel mere frisk end han havde følt sig længe, slog han øjnene op og så, hvor langt Jorden havde drejet sig under dem.
De fløj mod solopgangen som allerede havde passeret middag for længe siden, selvom tid herude var et arbitrært begreb, men han kunne ikke genkende landmassen under dem og højdemåleren hvilede stabilt på et hundrede og tyve kilometer. Musklerne værkede og han måtte gnubbe øjnene, for at slimen ikke skulle sløre hans udsyn.
Amia havde været i fuld sving med at gøre syntesen færdig, der nu stod rankt plantet til stedet som en stolpe og vippede kunstigt ved hendes berøring. Den havde kulsort hår, som var sat fejlfrit direkte op i luften som på en kam, og dens stålgrå øjne der lignede kameralinser skinnede mat i alle regnbuens farver når lyset ramte og brød illusionen om et rigtigt menneske.
”Perfekt timing,” sagde hun uden at se på ham. ”Jeg har brug for din hjælp. Bløddyret siger, jeg bør smide den over bord og nægter pure at løfte en finger.”
”Måske har han ret,” sagde Vilkas krumbøjet. ”Hvad har du tænkt dig at gøre med den måske?”
”Tænde den selvfølgelig.”
”Okay,” sagde han med den mest ligeglade attitude, han kunne mønstre, men stillede sig alligevel til rådighed og strakte ryggen ud med et højlydt knæk. ”Hvad skal jeg gøre?”
”Han skal aktiveres. I baghovedet sidder der nogle ledninger, der forbinder cortex med resten af centralnervesystemet. Så snart de er forbundet, slår den automatisk til, men hvis han ikke kan se nogen administrator foran sig, vil han formode at der er tale om en funktionsfejl og enten lukke ned eller gå i alarmberedskab, hvilket ikke er særlig smart.”
”Hvorfor ikke?” spurgte Vilkas sløvt, irriteret over at hun omtalte maskinen som han og ikke den.
”Så snart han er i alarmberedskab, vil han forhindre enhver i at komme i nærheden af sig. Nervebanerne vil fortælle at jeg sidder bagpå og han vil forsøge at smide mig af, måske endda slå mig ihjel.”
”Fortæl mig hvordan det går,” sagde Vilkas og vendte sig for at gå tilbage til cockpittet.
”Troede du sagde, du skyldte mig?” skyndte hun sig bebrejdende at sige.
”Jeg skylder Amia, Maggi. Du har bevist dig rigelig i stand til at klare dig selv.”
”Nå, okay.” Hun lød skuffet, noget der kom bag på ham, men alligevel fremkom det oprigtigt. Der var endda ingen indvendinger.
”Så skidt da, hvad skal jeg gøre,” sukkede han.
Hun lyste op på samme måde, som Amia gjorde – eksalteret og fuld af fornyet energi.
”Bare stil dig foran, så du er den første han ser, så vil han guide dig igennem resten.”
”Den tingest, er den ikke Agarthansk?” indskød Vilkas, inden hun kom for godt i gang.
”Jo.”
”Vil den så ikke bede om bekræftelse for at sikre sig, at jeg ikke er uautoriseret?” spurgte han forsigtigt. Der var god grund til at tro, at hun vidste, hvad hun gjorde, men det ændrede ikke på, at han stod i skudlinjen, hvis maskineriet besluttede sig for at kortslutte. Maggi gled ned fra dens ryg og så eftertænksom ud.
”Vidste det var en dårlig ide. Klar dig selv.”
”Nej, vent.” Hun sprang på lette fødder ind bagerst i transporteren, hvor den døde soldat lå. Utålmodigt begyndte Vilkas at nærstudere syntesen. Detaljerne var så rystende virkelighedstro, at han et øjeblik følte sig uhøflig ikke tænke om den som et rigtigt menneske.
Maggi vendte tilbage længe inden han nåede at fortabe sig i hudens kompleksitet og hvor meget arbejde der var lagt i at få den til at fremstå ægte. Med sig havde hun en løs arm med ledninger og spidse ender stikkende ud, hvor den ville forvinde til skulderen.
”Hvad skal du med …”
Armen splintredes og knækkede den som en tør kvist, da den med enorm kraft ramte en åben kasse over låget. Metalstykker og gnister sprang fra albueledet, der bukkede unaturligt den modsatte vej og Vilkas måtte kry sig ved tanken om, at det var en rigtig arm det gik ud over.
”Mange soldater får erstattet lemmer, ikke fordi de mister dem, men af funktionelle årsager. Når det sker med armene, så bliver deres ID chip overført også.”
Vilkas forstod ikke, hvor hun ville hen med det indtil det gik op for ham, hvor armen kom fra.
”Er det?”
Overarmen blev krænget voldsomt mod ledet i endnu et slag. Kun et par ledninger holdt den sammen med underarmen, og med benet stemt imod, flåede hun de to dele fra hinanden og gav underarmen samme behandling. Fire fem slag og en kynisk behandling af huden senere, havde hun fundet hvad hun ledte efter – en lille, riskornsformet gylden skive i en gennemsigtig beholder.
”Er det hans arm?” Surhedsgraden i hans mave var lige steget så voldsomt, at halsen brændte og han følte et opkast trænge sig på.
”Sy’s du det her er slemt? Vær glad for at han havde en protese og jeg ikke var nødt til at grave det ud af hans kød.” Der var en ondskabsfuld, næsten sadistisk tone i ordene. Vilkas fortrød at han var gået med til hendes lille projekt, og det var kun modvilligt, at han greb chippen, da hun kastede den til ham og sprang op på ryggen af syntesen igen.
”Er du klar?”
”Er jeg?” spurgte han retorisk. Chippen lå tungt i håndfladen og mindede ham om det liv den repræsenterede, der nu reduceret til en brugsgenstand uden værdi.