”SMU-03-B enhed online. Skanner. Registrerer. Korporal Amsen, Jessop. Verificeret personel. Afventer kommando.”
Alle led og gear i maskinens bevægelige dele strammede sig op, men fik et mere organisk og flydende udtryk i sin holdning.
Vilkas trak på skuldrende for at få Maggis opmærksomhed nervøs for, at hvis han sagde noget forkert, at det ville det ende fatalt. Maskinen imiterede hans bevægelser, selv hans overraskelse. Amia gled ned og betragtede tilfredst værket, hun havde bygget.
”Afventer kommando,” gentog den. Hold kæft hvor var den livagtig, tænkte Vilkas og kunne ikke undslå sig at være imponeret over den tekniske snilde, det måtte kræve at konstruere sådan en robot. ”Direktiv.”
”Øhm, beskyttelse?” forsøgte han sig.
”Emne.”
”Emne?” Han søgte, om Maggi havde nogen ide om, hvad han skulle bede den om at beskytte.
”Bed ham om at tage ordrer fra mig,” sagde hun.
”Den, mener du.”
”Den.” Utilfreds over at blive rettet gik hun over ved siden af Vilkas og ind i dens synsfelt.
”Hvad har du tænkt dig at bruge den til?” spurgte Vilkas med tanke på, at han ikke stolede på hverken Amia eller Maggi.
”Ja jeg kan sgu ikke bruge den til beskyttelse. Min ID chip har jeg ikke ligefrem lyst til at erstatte. Du har ikke nogen, så du har sidste ord, hvis du programmerer den ordentligt.”
”Vil den ikke opfange Metropolis-chippen?” spurgte Vilkas.
”Lader ikke til det, ellers havde den nok reageret på den og sikkert slået dig ihjel for uautoriseret brug.”
”Så du vidste ikke, hvad der ville ske? Betyder mit liv ingenting for dig hva?” sagde han vredt.
”Det virkede da. Hold op med at brok dig. Du har lige fået din helt egen mekaniske bodyguard. Det er de færreste, der får lov at ha’ sådan en. Er du klar over hvad den er værd?” sagde hun muntert og daskede til ham.
Det var ikke lige det, han tænkte allermest over. Den virkede alt for opsigtsvækkende, til at han ville bryde sig om at have den på slæb.
”Detektere unaturlig varmestigning,” udbrød den uden følelse, men med en presserende og larmende advarsel.
”Unaturlig varmestigning, hvad mener den?”
Maggi smilede.
”Vi må være på vej ned gennem atmosfæren igen. Giv den nogle ordrer. Eller lad vær. Det er din maskine nu. Bare du ikke får den til at selvdestruere. Det vil ikke være så godt for vores helbred.”
Hun hoppede ud i cockpittet og efterlod Vilkas med det ubehagelige ansvar, at tage sig af den mekaniske mands første dag.
Jim stak hovedet frem med store øjne – halvt interesseret.
”Øh, maskine,” sagde Vilkas uden at vide, om den foretrak et navn eller en betegnelse, eller om den overhovedet foretrak noget. Han hadede, at den lignede et rigtigt menneske så meget. Det var svært at abstrahere fra dens udseende og kalde den, hvad den egentlig var – en maskine.
Den reagerede ikke desto mindre på hans kommando.
”Emne, de tre.” Han pegede på Jim, Muamar der smaskede søvnigt, og Joanna der var holdt op med at grynte som en kornfed industriarbejder.
”Skanner. Ordre bekræftet. Afventer yderligere instrukser.”
”Følg med.” Maskinen klappede fødderne højlydt sammen og gjorde honnør. Derrek var sikkert stadig vred på ham, men derfor ville det stadig være tåbeligt ikke at lade dem falde ind under maskinens beskyttelse.
Smilla og ham havde fundet et lille koøje, der gav dem en fantastisk udsigt over jordens krumning. Lysende varmestriber passerede det lille udsyn med utrolige hastigheder og Vilkas var sikker på, at hvis man lagde hånden på glasset, ville man skolde den.
”Maskine, inkluder disse to.”
”Skanner. Ordre bekræftet.”
Skroget begyndte at ryste, så Derrek og Smilla var nødt til at finde deres fodfæste ved at støtte sig til hinanden. En høj hyletone efterfulgt af Amias stemme rungede igennem et højtaleranlæg.
”Hvis I alle vil finde plads i sæderne og spænde bøjlerne over jer? Vi er på vej igennem atmosfæren og luften er ikke helt jævn ved de her hastigheder. Vilkas, jeg skal bruge dig heroppe.”
”Kom,” sagde Derrek og passerede forbi Vilkas, som om han ikke eksisterede. Smilla gjorde ligeledes, og selvom han lod som om det ikke gik ham på, var det en ubehagelig følelse.
Maskinen fulgte troligt efter dem og stillede sig som en metalklods for enden af de to rækker sæder.
”Er de låst fast?” spurgte Maggi, da han kom op til hende i cockpittet.
”Mere eller mindre.”
Hun greb en mikrofon i instrumentbrættet og kaldte igen.
”Derrek, hvis du vil være så venlig at fjerne grabberne fra Smilla og få vækket vores to sovende passagerer.”
Lyset udenfor skiftede fra en kølig gylden farve til en skoldende hed mur af orange metal, der skreg klagende som vredet stål i en smeltedigel.
”Bare rolig, skibet er bygget til det. Håber bare, at dit lille hævntogt ikke har skadet varmeskjoldet, for så er vi virkelig i problemer,” smågrinede hun morbidt. ”Hvad gjorde du med robotten?”
”Bad den tage sig af de andre. Ved ikke lige hvad jeg skal bruge den til, hvis vi skal til Agartha. Synes den er lidt for opsigtsvækkende.”
”Du har ret, den er ikke så inkognito som to teenagere.”
Transporteren hoppede voldsomt, men denne gang havde Vilkas spændt sig fast og måtte nøjes med at døje med klemte indvolde, da selen strammede til om hans mave og bryst.
”Det kommer til at give mærker,” stønnede Maggi tømt for luft. ”Tænk at vinden kan slå så hårdt.”
”Halvanden tusind kilometer i timen,” noterede Vilkas hastigheden. ”Så tror jeg alt rammer som en forhammer.”
Lige så hurtigt og voldsomt som rystelserne var begyndt, lige så hurtigt forsvandt de igen. Solen og skyerne var som en velkommen brise efter minutters intens og svimlende hede i metalburet. Selvom de var milevidt over de bløde dunlette lagener, der omsluttede hvide, snebeklædte og skarpe tinder, faldt transporteren med uhyrlige hastigheder. Vinden kunne høres som sandpapir skrabe som en skærebrænder mod metallet og ruderne. Små elementer af hvirvlet, vildfarent støv slog brutalt mod skroget og tvang det lille luftskib til at krænge, så det knagede.
Lamper begyndte at blinke og alarmer hyle idet roret og automatpiloten slog fra. Maggi nåede kun lige at gribe det med et smæld mod sine håndflader, der nær havde kastet hende tværs igennem cockpittet.
”Jeg kan ikke holde den, hydraulikken er ikke kraftig nok. Tag vingen.”
”Vingen?”
”Assist-roret!” skreg hun med dirrende arme og stive håndled. Vilkas greb et lignende ror i sin side og straks hans hænder lukkede sig om det, var det som at lægge arm med fire velvoksne mænd, der hev og flåede i alle retninger.
”Hold gyroskopet vandret med horisonten, hvis den glider flår vinden os i stykker. Vi må ha’ ramt et ion-felt. Målingerne er helt ved siden af.”
De ramte skydækket og forsvandt ind i et hvidt og omsluttende mørke.
”Lort, motorerne drukner. Vi har for meget fart på. Skodspand!” råbte hun, og sparkede som en gal på instrumentbrættet.
”Vi må smide lasten, ellers styrter vi.” I kamp med trykket fra den stigende hastighed forsøgte hun at række ind og trykke på en lille knap der forestillede transporteren med en frigjort midtersektion.
”Nej!” råbte Vilkas og greb hende om håndledet kun for at blive mødt af en knyttet næve i tindingen. ”Er du sindssyg? Vil du slå dem ihjel?”
Han havde formået at fastholde sit greb, men med den ene hånd på roret og den anden på hende, havde han intet værn mod bygen af slag, der kom hans vej. De kæmpede både mod hinanden og flyet der tumlede uhjælpsomt mod jorden som en vingeløs mursten.
”Du fatter det bare ikke. Vi dør alle sammen, hvis vi ikke slipper dem.”
Helvede tage hende og hendes iskolde ræsonnement. Helvede tage at han ikke kæmpede imod, da han i sin egen samvittigheds klarhed så til mens Maggis hånd, som i slowmotion, faldt på knappen. Ikke med et lettelsens smil over hans passivitet, men af vrede fra hans hindring. Dette var ikke tiden at sone for sine gerninger. Selvfølgelig havde hun ret. Det ændrede bare ikke på den knugende tomhed, der fyldte ham – som at få suget hjerte og lunger ud igennem brystet – da åbningen der skilte, Maggi og Vilkas fra lastrummet, gled i. Efter en serie af små eksplosioner og et intenst ryk i fartøjets retning, kunne det tydeligt mærkes at transporteren var blevet betydeligt lettere.
”Træk!” råbte hun igennem et slør af tanker, der forplumrede hans klarsyn og fokus. ”Træk, for helvede!” Og ikke et sekund for sent. I stedet for at dykke mere kunne han mærke g-kraften tvinge ham bagover, der kun forstærkede hans påvirkning på roret.
Transporteren rettede sig langsomt op, og i stedet for hakkende, ujævne motorknald, spandt de igen mere harmonisk. De havde brudt skydækket og var havnet i en rivende regn der slog piskende som hvid støj så højt, at de næsten ikke kunne høre deres egne stemmer.
Maggi prustede på samme måde hun havde gjort, inden hun var besvimet. Vilkas blev bekymret om hun inden længe ville falde om og tage flyet med sig ned. I et kort øjeblik ønskede han, at det var tilfældet, de fortjente ikke en skæbne bedre, end den de havde skænket de andre.
Panikangsten bredte sig i ham som en løbsk virus. Hans immunforsvar var for længst brudt ned, og enhver følelse han blev udsat for, som han var blevet udsat for, siden han forlod sit hjem, havde tæret som syre i hans sind. Alt han havde lært, alt han var, var ikke andet end en løgn bygget på bedrag og falske forudsætninger og havde nu slået en halv snes mennesker ihjel, som havde stået ham nærmest.
Maggi var heller ikke helt upåvirket af beslutningen og begyndte at kæmpe med sædet om at komme fri.
”Neej,” klynkede hun og faldt hulkende på knæ. Hendes blik søgte sine omgivelser, som et lille barn der var blevet væk fra sine forældre, og fandt ham – blindt. ”Vilkas, hvad sker der, hvor er vi?”
”Maggi?” spurgte han, usikkert om hun ville forstå. Hun opfangede ikke navnet og trak skræmt længere op mod bagvæggen. Vilkas kunne ikke selv slippe synerne og tankerne om Derrek, Smilla, Joanna, Muamar og Jim, der uvidende var styrtet stille mod Jorden. Ville de opdage at de ikke var fæstnet til resten af transporteren, før det var for sent eller ville den sidste tid være fyldt med skrækken?
”Amia?” prøvede han. Hun reagerede. ”Amia, er det dig?” Kunne det være?
”Hvad mener du, hvor er vi?”
Af alle tidspunkter, kunne Maggi ikke have valgt et mere ubelejligt tidspunkt at forsvinde på. Uden hende ville han ikke ane hvilken retning han skulle, eller om flyet ville falde med ham ved pinden. Givetvis var han glad for at se Amia igen. Hun handlede trods alt ikke af ren lyst og korporlig hærgen drevet af begær uden hensyn til andre.
Maggi havde ikke tøvet et sekund med at ofre andre for sin egen skyld. Hun havde truffet en beslutning, som han før i tiden heller ikke ville bruge et øjebliks betænkelighed på. Nej, Selvfølgelig ville han have gjort det samme – med en pistol for panden.
Hvad nyttede det, at de alle gik til grunde, når han var den, der skulle bære byrden? Det ville knuse ham i længden – skammen over ikke at handle når der var allermest brug for det. Havde det nogensinde været anderledes? Kunne det være anderledes?
”Autopilot?” spurgte han for sig selv i et forsøg på at finde noget, der kunne slippe ham ansvaret for flyet og alt andet imellem.
”Autopilot aktiveret,” nynnede en kvindes stemme elektronisk.
Selerne sprang op og han pilede ned til Amia. Hun rystede og virkede ikke til at være til stede. Selv da han tog fat om hendes skuldre og forsøgte at få hende til at fokusere på ham, var hun i vildelse. Hovedet vred sig næsten af led i et forsøg på at få alle detaljer i cockpittet med, i et forsøg på at finde noget, der kunne forklare hendes pludselige tilstedeværelse.
”Amia, kig på mig. Det er okay.”
Gu’ var det ej okay. Maggi havde opgivet og overladt ansvaret til en pige, der knap var ved sine fulde fem. En der ikke havde den fjerneste ide om, hvad der foregik.
”Det er så mørkt. Jeg kan ikke se dig, Vilkas.” Hun famlede med hænderne foran sig og kom til at stikke ham i øjnene med skarpe negle, så de løb i vand.
”Det’ okay.” Hvad godt kunne det gøre at sige det? ”Hvordan har du det?” Hvad andet kunne han gøre, end at holde sig samlet om hende. Tankerne kredsede stadig om de andres skæbne og det bragte ubehagelige følelser frem i ham, som han måtte beherske for ikke selv at bryde sammen.
”Jeg kan ikke se,” panikkede hun og græd som pisket. ”Hvor er du?”
Vilkas kunne ikke holde det tilbage selv, men kontrollerede sin stemme tilstrækkeligt til ikke at afsløre sig, tørrede hendes kind af med sin tommel og lod hendes ansigt hvile i hans håndflade.
”Jeg er lige her. Du er okay.” Hvorfor kunne han ikke finde på andet at sige? Det ville jo ikke på magisk vis ændre sig fra slemt til fryd og gammen.
Alt det burde være sagt – burde være gjort. Han genspillede scenariet i sit indre om og om igen, men undlod at handle på det. Amia sad alene i sit mørke og græd fortvivlet. Og hvad gjorde han?
Intet. Intet af nytte alt imens de gled under skyerne, imellem bjergene som en vildfaren albatros fanget i et uvejr.
Hans sind skreg til kroppen, om at give impulserne frit spil og gøre det rigtige. Tvivlen sev ind i ham fra alle sider. Skulle han trøste hende, som han forestillede sig at gøre, eller lade hende i stikken? Forfærdelig tanke at belemre sig med, når midlet var så enkelt, og han vidste det udmærket.
”Jeg vil ikke tilbage, Vilkas. Please, jeg vil ikke tilbage,” snøftede hun skræmt videre, som en vildfaren killing trængt op i et hjørne – ude af stand til at se.
”Det var en mulighed,” sagde en indre stemme opløftende til ham, ”hvis du kunne finde ud af at styre.”
”Nej. Måske,” svarede han sig selv.
Så simpel en løsning. Det ville være så nemt at vaske tavlen ren. Komme ridende på fjendens hingst med sit krigsbytte – midt i en krigszone. Ingen ville betvivle hans dedikation, hvis han bragte hende med sig hjem til Metropolis. Det resonerede godt i ham. Her sad han med en gylden mulighed om et fripas. Pacificeret var hun et lettere bytte end nogensinde før, og alt han skulle, var at finde hjem. Lettere sagt end gjort, men ikke umuligt. Alt tilgivet, alt glemt. Hvordan kunne han lade chancen passere sig forbi?
Før eller siden ville Maggi vise sig, og til den tide kunne styret snildt udvinde al nyttig information fra hende. De ville vide, at det var ham der havde sænket luftskibet, og han ville give dem detaljerede førstehåndsberetninger om fjendens evner og våben. De ville afvikle transporteren for al brugbar teknologi, der kunne give dem en forkant, når det uundgåelige opgør endelig ville stå.
Amia ville lokke Agawi ud af sit skjul, og, med magt om nødigt, genoprette Metropolis' ressourcestrøm. De ville atter blive uafhængige af farmene og kunne udvide deres territorier ubegrænset.
”Far,” lød det utydeligt. Det var intet andet end et fuglekvidder bag knyttede hænder trukket så tæt op til sig som muligt, men skreg som et tågehorn, der fik ham vækket.
Alt det burde være sagt – burde være gjort. Tvivlen gjorde ham så uduelig og kluntet. Tankerne ville ikke samle sig om en beslutning.
”Vilkas?” hørte han hende sige, uden at vide om han hørte det som en trøstende sætning – et håb om lindring.
”Vi skal nok finde ham,” svarede han – fordybet i sit eget helvede.
”Jeg er bange.”
Vidste hun, hvad der var sket? Maggi havde sagt, at hun ikke var bevidst om hende, men hvordan kunne det være? Hvad frygtede hun? Hvor troede hun. de var?
”Skal du ikke være. Du er i sikkerhed.”
”Hvor er de andre?”
”I sikkerhed,” løj han. Hvad godt ville der komme af at fortælle sandheden? Nok havde Maggi ikke virket interesseret i at afsløre sig for hende, og det havde han ej heller tænkt sig. Det indbefattede også at det var hende, Amia, Maggi, der havde aflivet resten af besætningen.
Vilkas havde ikke forladt sædet, men kunne se sig selv stå til ansvar for hende, ansigt til ansigt, dommer, jury og bøddel – ikke ønskende nogen del af det.
”Hvor er vi? Hvad er der sket?” Amia var faldet en smule til ro, men var stadig ængstelig og urolig.
”Du besvimede,” tog han sig endelig sammen til at sige. ”Båden sank og du … vi … vi er på vej for at finde din far.”
Lov mig at passe på hende.
Intet løfte var givet, alligevel var det det eneste, han kunne finde på.
”Sank? Hvor er de andre?” spurgte hun bekymret.
”I sikkerhed.”
”I sikkerhed hvor?” græd hun vredt og bange.
”Tir Na,” sukkede han. Det ville umuligt slukke hendes tørst efter viden, og det var dumt af ham at sige det.
”Er vi der nu?” Hun blev mere opmærksom og rank.
”Nej, desværre,” sagde han. ”Vi var nødt til at tage videre, men ypperstepræsten lovede at tage sig af dem, mens vi tager til Port Saéd og leder efter din far.”
Amia virkede skeptisk, og med rette. Det var en tynd løgn brygget sammen på et indfald, han forgæves håbede, hun ville sluge. Det var Maggis mission at finde Agawi, måske også Amias, hvis ikke det betød at risikere liv og lemmer, mens hele den Agarthanske hær var efter dem.
”Det lyder ikke som Phoibos at lade mig gå bare sådan. Du prøver ikke at tage mig til fange igen?”
Der var den, den lille gestus der overbeviste ham om, at det rent faktisk var Amia han snakkede med og ikke Maggi i forklædning. En optimistisk mine, blandet med en pige hendes alder svarende. Forargelse over al form for autoritet.
Vilkas fnøs lettet.
”Hvad med Joanna? Åh, Korfu,” mindedes hun sorgfuldt og lod ansigtet forsvinde ned i sin trøje der var alt for stram og militaristisk. Den klædte Maggi, ikke Amia, og var så langt fra den personlighed hun indtraf nu.
”Jeg forstår ikke. Hvor er vi, og hvorfor er det så mørkt?”
”Du fik mig til at love at finde din far uanset hvad, og at det ikke kunne vente.”
”Det kan jeg ikke huske,” nærmest spurgte hun.
”Du var ikke rigtig dig selv.” Han vurderede med sig selv om han skulle fortælle om begivenhederne ombord luftskibet, og om admiral Barreck, men besluttede, at så længe han udelod hendes tilstedeværelse, ville det ikke betyde noget. ”Lige inden vi blev samlet op af et Agarthansk krigsskib bad du mig...”
”Et krigsskib? Fra Agartha?” spurgte hun og så blindt op, men opmærksom. ”Nej, nej, nej. Ikke godt. Vi må væk fra dem nu. Du forstår ikke, hvor farlige de er.” Hun kravlede over gulvet famlende med hænderne, som en der havde tabt sine briller.
”Jeg har en ide om det, men vi er kommet væk. Jeg stjal et fly, mens de kiggede væk. Er alle i Agartha sådan?” Han sagde det, som var det det mest naturlige i verden, at en dreng isoleret fra barnsben uden luftfartsmyndighed med snilde blot kunne vade ind og snuppe et fly fra det mest mægtige militær i verden.
Hun fulgte lyden af hans stemme, og først da hun var klods op af ham, hjalp han hende op i førersædet. Hun klamrede sig til armgrebet og trak benene beskyttende op under sig, men slap ikke Vilkas' beskidte og salt-størknede trøje.
”Jeg kan se dig lidt, men du er mudret og utydelig,” snøftede hun og gned sine røde øjne. ”Hvor længe har jeg været væk?”
”Fem-seks timer.” Vilkas var ikke helt til stede i hovedet og havde svært ved at koncentrere sig om Amias tilstand.
”Jeg tror ikke på, at Phoibos ville lade mig gå uden at forsøge at holde på os. Han har svoret far at beskytte mig. Selv da jeg boede der, tvang han mig til at tage til messe hver morgen, bare for at sikre sig jeg ikke var stukket af.”
”Troede du var vild med det sted?” spurgte han kun halvt interesseret.
”Når far kom på besøg, og Phoibos ikke hele tiden fik sine munke til at følge efter mig, var det rart. Der var specielt en af munkene, der hele tiden kiggede underligt på mig, når han troede, jeg ikke så ham. Klam fyr.”
Tanken om at hun havde en hemmelig beundrer og ikke engang var klar over det, morede ham en smule, men han var for træt til at gide vise det.
”Hvordan slap du væk fra ham, Vilkas?” Hun lignede også en der kunne falde dødtræt om, når det skulle være. Der kom ikke meget svar ud af ham andet end en svag rumle, der umiskendeligt kunne forveksles med en tidlig snorken. ”Er glad for Joanna er okay. Da jeg boede i Skyggedal sammen med mor, passede hun mig altid, når far og hende arbejdede i byen.”
Amia snakkede og stillede spørgsmål i en lind strøm, men ventede ikke på, at Vilkas ville svare. Det passede ham også fint. Lysten til at udrede situationen for hende, hvorfor de ikke var blevet forklaret ned til mindste detalje, var minimal. Han havde simpelthen ikke overskuddet eller kunnen til at lyve sig igennem spindelvævet af problemer, som Maggi havde bragt dem i.
”Hun sagde, hun ville holde op med at arbejde og blive i dalen så snart far sagde op, men så blev hun syg. Far nåede aldrig hjem før det var for sent. Hun begyndte at glemme ting fra den ene dag til den anden. Hendes muskler holdt op med at reagere. Lægen sagde, at han aldrig havde set noget lignende før, og inden der var gået to uger, holdt hun op med helt at trække vejret.” Hun talte sagte og knugede sig til hans ærgerlige ærme.
”Det jeg ked af at høre,” sagde han med så oprigtig en mine, han kunne frembringe. Regnens støj havde en døsig effekt på ham, og langt at foretrække ville søvnen være en glimrende flugt fra tanken om at Joanna, hendes eneste forbindelse til sin egen verden, lå et sted under dem. ”Vi fik at vide, gennem medierne, at hun døde af strålingssyge i ødemarken, men jeg burde vide bedre efterhånden, at oplysningerne nok var fabrikeret, ligesom dem om din far.”
”Så du tror ikke, at han er terrorist alligevel?”
”Der er noget, der ikke stemmer, som jeg tror, kun han kan svare mig på,” sagde han med et oprigtigt ønske om at få svar på, hvem der stod bag Metropolis, og samtidig besluttede, hvordan de skulle leve.
”Giver du nogensinde op? Hvorfor tror du altid det værste om folk? Har dine forældre aldrig lært dig at tro på det bedste i mennesker?”
”Hvilke forældre snakker du om? Min mor der blev tvangsfjernet, da jeg var lille, eller min far? Hvis du synes jeg er forfærdelig, så har du aldrig mødt Rasforth den ældre. Manden ville ofre sit eget kød og blod, hvis det viste sig, at kunne fremme hans karriere. En middelmådig og ynkelig mandsperson med komplekser på højde med jeres kære Profet.”
Sætningen udviklede sig fra irritation til decideret had over for Zacharias Rasforth, hans eneste forbindelse til menneskeracen. En væmmelig byld der plettede hans ellers tilfredse eksistens.
”Profeten er bare ikke virkelig,” mukkede hun. ”Og hvis du synes, han er så forfærdelig, hvorfor blev du så ligesom ham?”
Så hold da din kæft, uvidende møgtøs, tænkte han.
”Glem det. Jeg er ikke ude på at få Agawi slæbt tilbage til Metropolis-kolonien, som I kalder det. Jeg vil bare have svar. Ikke andet. Så kan han gøre præcis, hvad han vil sammen med sin elskede Profet.”
”Hold så op med at omtale Profeten, som om han fandtes. Du får det til at lyde som om, det er en konspiration og massepsykose,” vrissede hun og slap ham med et voldsomt kast med håndledet.
”Du burde vide det. Du har været i Agartha. Du må da ha’ set ham.” Hvorfor var det så nemt at være spydig over for hende? Hvad var det ved hende, der bragte hans pis i kog? Det var som om, at hun vidste lige præcis, hvad der skulle til for at få ham op i det røde felt. Maggi var præcis modsat og var en eksplosiv krudttønde, som hans ord som en gnist kunne antænde med frygtelige følger, når hun gik amok.
”Jeg ved det ikke. Jeg tror jeg har været der. Jeg mener, jeg kan huske en masse mennesker, høje, mørke bygninger og stemmer der aldrig vil holde op. Alle havde så travlt med at komme rundt. Ingen ville stoppe for at tage den med ro eller bare være. Altid var det Profeten-mig-her, Profeten-mig-der, men ikke at han rent faktisk fandtes virkeligt.”
Sikkert Maggis minder der trængte igennem netmaskerne, der skilte de to ad. Hvad Vilkas ikke kunne forstå, var, hvordan hun i så mange år kunne være uvidende om hende.
”Så tro på mig når jeg siger han findes, og Agawi skal føre mig til ham. Han skal stå til regnskab for, hvad han har gjort.”
”Er han også terrorist, måske,” sagde Amia hånligt.
”Ja le du bare, men jeg vil have en forklaring på hvorfor han byggede Metropolis, og nu vil knuse den.”
”Du tror da vel ikke på de historier, gør du? Du er altså ikke den eneste, der har læst Phileas Phrides – Genkomsten. Det er bare fiktion.”
”Fiktion?”
”Ja, historien om soldaten der fortæller om krigen i dagbogsform, og hvordan grusomhederne ændrer hans syn på menneskeheden. Rygterne om en mand i øst der byggede en hel by ene mand som et refugium for de overlevende, og fra atomkrigens aske gik hen og grundlagde Agartha og blev den første præsident under Profeten. Der er masser af den slags bøger i Tir Na, og hvis han virkelig fandtes, tror du så ikke, han var død for længst?”
Bøgerne Maggi havde smidt over bord, som Eldridge havde givet ham – der var ingen tvivl i hans sind, at Profeten var virkelig, kun omfanget af hans indflydelse.
”Du kan jo spørge din far, når vi finder ham. Han arbejder direkte under ham. Det samme gjorde din mor. Hvilket minder mig om … Fly, få os til Port Saéd,” sagde han, i håb om at transporteren reagerede på samme måde som den mekaniske mand.
”Port Saéd. Ingen gyldige koordinater fundet,” sang stemmen.
Forbandet. Hvordan havde Maggi fået den til at flyve til Tir Na? Han mindedes ikke, at hun havde givet nogle kommandoer, og hun havde ikke fortalt, hvordan man styrede eller brugte computeren.
”Fly. Agartha?” Det var eneste anden destination han kunne komme på, andet end Gangai, som admiralen havde nævnt.
”Destination bekræftet. Angiv sektor.”
”Det ville han have fortalt mig,” sagde Amia fornærmet over hans beskyldninger. ”Vi ku’ også bare tage tilbage til Tir Na. Ved ikke rigtig, om jeg har lyst til at tage til Agartha. Far bad mig også om at komme ud af byen, lige før han blev anholdt. Han havde overtalt Joanna til at hente og få mig sikkert til Alabaster.”
”Det var tre måneder før byen blev angrebet. Hvorfor blev du der så længe? Fly, hvilke sektorer snakker du om?”
”Jeg ville også rigtig gerne, men det var som om, der var en stemme, der tvang mig til at blive. Noget der drev mig mod Centropolis hver dag. Jeg vidste ikke, hvor han var, så det var det eneste sted, jeg kunne komme på, der gav mening. Det var der, jeg så dig.”
Måtte være Maggis påfund. Spørgsmålet var bare, hvor meget indflydelse hun havde på Amias underbevidsthed. Delte de den eller var Amia afskåret og alene.
”Gentag forespørgsel.” Computeren var yderst munter i sin tone og et langt hyggeligere selskab end Amia eller ideen om skizofreni-tilfældet.
”Definer sektorer, fly.”
Den gennemsigtige skærm lyste op og viste et kort over de Amerikanske kontinenter. Hele den østlige halvdel af den nordligste landmasse var dækket af en mørk, rød plamage, der forgrenede sig langt indad på kontinentet og havde teksten Agartha blinkende over.
Amia kneb øjnene sammen og så med.
”Hvordan har øjnene det?” spurgte Vilkas.
”Bedre.” Hun smilede – en smule taknemmelig over hans bekymring, en han måske uvilligt måtte indrømme, var reel. ”Wow, troede ikke, at det var så stort. Hvordan har du tænkt dig at finde ham?”
”Ingen ide, men hvis vi kan komme så tæt på centrum som muligt, skulle vi have et godt udgangspunkt. Følg bureaukratiet og papirerne. Før eller siden vil man støde på uregelmæssigheder og vupti, så har du forklaringen på, hvorfor indlæringsministeriet står med ti tusind kopier af Min Første ABC i stedet for kun tusind. En kommafejl.”
Den underordnede med ansvaret for produktionen havde set tallet igennem et halvt fyldt vandglas – i hans tilfælde halvt tomt – og lysbrydningen havde delt et nul og rykket et komma – eller hans intelligenskvotient – således at overproduktionen havde betydet en helvedes masse papirarbejde for de frivillige.
”Distrikt C-01,” læste han højt fra skærmen. Der var en masse små røde pletter spredt over kortet med hver deres numeriske betegnelse, hvoraf den største havde værdien C-01.
”Destination godkendt. Omdirigerer. Tid til ankomst: Fem timer toogfyrre minutter.”
Det kunne straks mærkes – ændringerne i flyets kurs – og igen begyndte transporteren at stige langsomt. Først over skyerne og ud af den mørke, blanke regn der funklede fra solen, som allerede var på vej ned bag dem. De havde fløjet mod solen i al den tid, fra de forlod luftskibet i Alabaster. Halvvejs rundt om Jorden – og mere til – på under en dag.
”Så er det da besluttet,” sagde Vilkas.
”Er du ikke bange for, hvad der kommer til at ske?” spurgte Amia som reaktion på Vilkas' nonchalante opfølgning på flyets destination.
Bange? Rædselsslagen over, hvad der ville ske, så snart de landede. Hvis de i Agartha havde fået bare den mindste smule nys om, hvad der var hændt i Alabaster, ville de næppe komme levende ud af flyet igen. Endnu mere rædselsslagen var han for at lukke øjnene og falde i søvn. Hvilke mareridt ventede der ham ikke der? Hvilke spøgelser ville ikke hjemsøge ham? Amia havde i det mindste ingen viden om, hvad hun havde gjort, men han skulle leve med sine gerninger resten af livet. Ikke bare dem i det sidste døgns tid. Alle de år han havde fulgt et skånselsløst styre, der undertrykte tankefriheden og havde omdannet ham til en drone på samme måde som syntesen – med skaberens formål in mente.
”Det går nok,” var alt han kunne sige, og stirrede blindt på den lysende plet midt i Agartha. Hvis hun kunne se bedre, ville hun utvivlsomt se, hvor bleg han måtte være af skræk. Han genovervejede ideen om at tage til Tir Na, men så ville hun opdage at Joanna og alle hun kendte, var døde og borte. Med det samme ville det gå op for hende, at han havde haft en finger med i det – at de aldrig var nået frem til Phoibos. I Tir Na ville de nok endda finde resterne af vraget og i hvert fald ikke give ham medhold i sine løgne.
”Hvis der er noget som helst jeg burde vide, inden vi når dertil, så ville nu være et godt tidspunkt at fortælle det.”
Tænk at bekymre sig om, hvad ens værste fjende synes om en til en grad, at man vil sætte sit eget liv på spil for ikke at blive taget i løgnen.
”Ingen tvang? Du vil ikke prøve at presse det ud af mig mere?”
”Jeg aner ikke, hvad der sker, når vi lander, men jeg ved at vi begge har identifikationschip i os fra Metropolis. Hvis de skanner os, er vi først rigtigt på den. Vi burde slet ikke eksistere.”
”Bare vad i det! Hvor skulle jeg vide fra, at du kendte Alma? Du opfører dig hele tiden som om, at jeg personligt var skyld i hendes død!” eksploderede hun i ansigtet på ham. Hendes mørke øjne var dybere end normalt og pupillerne var udspillede og så ikke helt raske ud.
”Du finder hele tiden nye måder at genere mig på, og jeg prøver konstant at se igennem fingre med det, fordi jeg så gerne vil tro på det bedste i dig, men du bliver ved med at give mig grund til at hade dig inderligt!”
”Det var ikke …”
”Det var ikke hvad? Det var ikke din skyld, at du blev smidt ud af dit elskede Metropolis, men min, ikk'? Du betvivler alt, hvad jeg siger som usandt. Du beskylder min far og min mor for at være i ledtog med dem, der kidnappede ham, og nu siger du, at jeg ikke burde eksistere, som om jeg var en ubrugelig borger du med rette kunne få smidt ud sammen med resten af rakkerpakket!”
Al hendes luft blev opbrugt i et desperat forsøg på at få sagt det hele med en gennemtrængende slagkraft, der var hendes vrede værdig. Hun langede klodset og barnligt ud efter ham på en måde der var så langt fra Maggis slagkraftige elegance, som, hvis hun lagde kræfter i, snildt kunne brække nakken på ham og flå hans lemmer af som en dårligt bygget syntese. Kluntet faldt hun af overbalance fra det missede slag komisk ned fra sædet, men gav ikke op og angreb ham rasende med knyttede næver. Hun hamrede al sin magt mod hans bryst. Vilkas forsøgte at skærme sig så godt han kunne. Hendes angreb var ufokuserede, sjælløse og med et enkelt slag kunne han snildt lægge hende ned. Amia var ikke Maggi selvfølgelig.
”Hold op Amia. Hør lige på mig.” Ordene druknede i hendes.
”Bare fordi jeg fik hendes navn, betyder det ikke, at jeg slog hende ihjel.”
”Stop!” kæmpede han igennem muren af hadefulde ord, der slog som skud i brystet. Han var da udmærket klar over, hvor hensynsløs og forfærdeligt et menneske han var. Selv med begge hænder fast grebet, kastede hun kroppen frem som skyts. ”Lyt på mig Amia. Det var ikke sådan ment.”
Hun ville ikke give sig, og fik formået at hive dem begge på gulvet, hvor hun fortsatte sin ukuelige hammer og banken på ham. Hvad håbede hun at opnå ved at slå ham omkuld? Ville hun dræbe ham? Næppe. Måske var det bare indestængt vrede, hun havde bygget op. Tabet af sin far, sine bedste venner og tanken om at være fanget med den eneste i hele verden, der bestemt ikke aktivt forsøgte at hjælpe hende, var nok for meget for hende, så han undte hende hadet, men foretrak ikke at blive banket gul og blå.
Hendes skrig og råb ebbede langsomt ud i en klagesang af gråd og frustration. Hun kollapsede som dødvægt oven på ham med ansigtet mod hans brystkasse. Hvordan hun kunne holde stanken af ham ud, måtte han spørge hende om senere. For nu lod han hende blot komme af med det.
”Admiralen om bord på det luftskib der samlede os op, fortalte at Metropolis for tredive år siden, var blevet tilintetgjort. Alle i hele verden, undtagen Tir Na og Alabaster, tror at vi ikke eksisterer. Profeten gav ordrer om at henrette alle, der nåede ud af regionen af frygt for sygdomsspredning. Hele konflikten er fabrikeret af militæret. Jeg troede i alle de år, at min bedste ven, min eneste ven blev dræbt på grund af Agarthas had mod os, når det i virkeligheden var os selv. Vi blev bedraget af os selv, af nogle få magtbegærlige individer, der ville have verden for sig selv.” Amia hævede hovedet og lyttede til ham. Vilkas fortsatte. ”Jeg tog fejl, og nu ender det alligevel i krig. Det er derfor vil jeg finde Agawi. Han ved mere om det end nogen anden.”
”Hvor passer jeg ind?” spurgte hun og så ham direkte i øjnene.
”Jeg ved det ikke,” svarede han uden at tænke. Han kunne næppe vel fortælle, at Maggi havde givet ham det meste, og selve grunden til at følge med hende på hendes eskapader, selvom han – omend ikke ville indrømme det – ønskede at finde Agawi, for sin egen sjælefreds skyld.
Hun så skuffet ud over hans svar.
”Men jeg lovede, jeg ville hjælpe dig med at finde ham,” skyndte han sig at sige.
”Hvordan kan jeg vide, du ikke forsøger at snyde mig igen?” spurgte hun og lagde sit hoved til hvile på ham igen. Det var hendes egen fejl, hvis hun fortsat blindt stolede på ham, på nogen som helst, tænkte han. Hun var alt for naiv.
”Kan du vel ikke.”
”Jeg vil gerne. Stole på dig altså, og jeg er ked af, du mistede din ven. Og at jeg minder dig om hende.” Det sidste blev hvisket ned i hans trøje.
”Det er det, der er problemet. Du har stadig hendes chip i dig. Hvis de skanner os, når vi lander, ved jeg ikke, hvad de gør ved os.”
Amia fniste.
”Jeg overreagerede vist en smule.” Hun forsøgte at gemme sit ansigt, der blussede op i en skarlagenrød farve.
”Det er ellers noget af et temperament, du har.”
”Det siger du ikke. Jeg er normalt aldrig sådan. Har aldrig slået nogen før. Det var som om … som om en helt anden kontrollerede mig. Jeg blev bare så … vred.” På det sidste ord bankede hun hænderne hårdt i brystet på ham, og havde en grimasse, der skulle illustrere hendes handlinger. Uforberedt slog det luften ud af ham og han gryntede ubehageligt.
”Undskyld, undskyld,” for hun op og klappede ham febrilsk, hvor hun havde slået, som om det gjorde bedre at røre ved de ømme steder.
”Det okay,” hostede han og fik hende skubbet af sig. ”Kan du ikke bruge din skanner-dims til at gøre noget ved chippene?” Han masserede stedet under huden, hvor den lå.
”Nej, den kan kun læse, ikke skrive, og selv hvis den kunne, ville vi kun kunne ændre om vi var i live eller ej. Ved ikke om det kan hjælpe, hvis de tror vi er zombier,” lo hun og imiterede en levende død med stive bevægelser og armene strakt ligefrem – faretruende. Hun opdagede pludselig de uvante klæder, hun havde på.
”Du ligner mest af alt en syntese. Måske kan vi gå for at være robotter, der selv har transporteret os hjem,” foreslog han i spøg. Amia lo ikke.
”Hvorfor har jeg det her tøj på?” spurgte hun med en dramatisk alvor.
”Hvad? Dit tøj?”
Hun langede ham en lussing, der ramte faretruende hårdt på hans ører, så det sang.
”Av for … hvad sku’ det til for?”
”Har du taget mit tøj af?” Hun skærmede sig med sine arme, som om Vilkas kunne se igennem uniformen.
”Hvorfor fanden sku’ jeg gøre det?” Det var da hende selv, der havde gjort det, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Hun skulle til at svinge armen igen.
”Joanna!” råbte han op, i håb om hun ikke ville gøre det igen. Trommehinden skar stadig, og et til slag ville sikkert sprænge den. ”Joanna skaffede dig noget rent tøj, dit andet var gennemblødt.”
Amia så varsomt op og ned af ham, og gav ham et ansigt fyldt med afsky, som var han en eller anden pervers mandsling.
Hun så mistroisk ud, men slog ham ikke igen.
”Hmm, okay så. Men hvorfor har du så stadig dit klamme på?”
”Fordi der ikke var tid. Jeg havde alt for travlt med at få os væk fra luftskibet.”
Dét var ikke løgn. Tværtimod havde det været Maggis ide, at han fulgte hende. Om hun lavede sjov eller ej, turde han ikke følge til ende. Bare Amia ikke begyndte at undre sig over, hvorfor hun også lugtede ren, for så ville han virkelig få et forklaringsproblem.
”Skal vi ikke bare bekymre os om, hvad vi gør når vi lander, i stedet for hvilket tøj du har på?”
”Alt mit udstyr lå i det tøj. Skanneren. Sporepillerne.”
”I det mindste kan du ikke spore mig mere så,” sagde Vilkas lettere fornøjet.
”Far bliver ikke glad for at høre, at jeg har mistet al hans grej.”
”Tror nu bare han bliver glad for, du er i live, skal du se.”
”Tror du?” spurgte hun håbefuldt.
Var hun et barn eller hvad? Hvor i alverden skulle han kunne vide fra, hvordan han ville reagere?
”Sikkert.” Han rullede sine øjne af hende, da han var sikker på, at hun ikke kiggede, og satte sig igen.
Amia stod som klistret til cockpittets ruder, da de igen skød op over atmosfæren. Solen var på vej ned bag dem og gav rødt skær, der badede alt omkring dem i samme fantastiske lys, han kun en sjælden gang fik at se i byen, når solen hang lige over horisonten. Under de helt rigtige forhold var bygningerne pink, orange og violet i en farvepalet end ikke fotos eller film kunne genskabe.
”Er det ikke romantisk, Vilkas.”
”Mmm,” sagde han, uden at indrømme at han egentlig syntes ret godt om udsigten eller hvor meget den mindede om hjem.
”Hvis jeg kunne, ville jeg bo heroppe for evigt. Vidste du, at tyngdekraften er annulleret? Far fortalte, at det blev opnået, ikke ved hjælp af centrifugalkraften som ville være den praktiske løsning, men ved hjælp af manipulering af partiklerne inden for skroget.”
”Hvordan manipuleret? Er det ikke bare kunstig tyngdekraft?” spurgte Vilkas interesseret.
”Ikke helt. Der findes ikke noget der kan genere kunstig tyngde. Nej, hele flyet er badet i en stråling, der ophæver tiltrækningskraften, eller feltet der er skyld i altings masse, og i stedet angiver retning og acceleration for samtlige partikler.”
”Mere stråling. Som om radioaktiviteten ikke var nok, så forurener vi også os selv frivilligt,” sagde han misfornøjet ved tanken om, at han ikke fik lov at opleve at være i vægtløs tilstand.
Han fumlede med den indkapslede chip fra den døde korporal, mellem fingrene og funderede over, om han kunne bruge den til sin fordel. De var i et militærfartøj, som kun en håndfuld var i stand til at flyve – uden for jordens atmosfære – så de ville være nemme at spotte, når de steg ned fra himlen. At tro at de kunne gå uden om nogen som helst form for indgriben, når de landede, var ren og skær ønsketænkning.
”Der er mere stråling udenfor end indenfor. Rummet er sygdomsbefængt, mørkt og koldt, men lige her et par kilometer under os, er der dejligt og varmt. Man føler sig helt speciel at være i live til at opleve det, synes du ikke?”
”Luften smager gammel, tør og af metal. Jeg har det varmt og koldt på samme tid, min tidsfornemmelse er helt skudt i stykker og om ikke så længe lander vi midt i Agartha, som sikkert ikke vil os ret meget godt. Så du må undskylde, hvis jeg har lidt svært ved at værdsætte dit synspunkt lige nu.”
På sin egen helt ejendommeligt optimistiske facon fik hun hans dystre udsyn til at lyde som en bøvet fisk.
”Kan du ikke se, hvor genialt det er? Med den slags teknologi kunne vi flyve til stjernerne og udforske galaksen. Eventyr!” Med armene spredt, snurrede hun på tåspidserne. ”Men i stedet slås vi bare og slår hinanden ihjel. Over hvad? Tro?”
”Ideologi,” rettede Vilkas hende, ”men de to hænger vel sammen.”
”Tro. Ideologi. De er bare uenige. De er små børn der ikke kan enes, når mor er ikke hjemme.”
”Det kan der måske være noget om. Hvor placerer det så os?”
”Fluen på væggen der ser dem rasere hjemmet.” Hun blinkede til ham.
”En flue der snart bliver klasket,” mumlede han – ikke helt i stemning til hendes opløftede humør. Hun hørte ham heldigvis ikke og var igen fuldstændig optaget af universet udenfor.
Umiddelbart virkede hendes koncentrationsevne ikke til at række længere end, hvad der lige fangede hendes opmærksomhed. Måske det var hendes forsvar mod virkelighedens grusomme ansigt, når det stirrede hende lige lukt i de mørke øjne, der forbløffedes over selv de mindste glimt, som stjernehimlen bød på. Så slog det ham.
”Sig mig. Du har fløjet med sådan et fly her før, ikk'?”
”Jo, da far tog mig fra Tir Na til Metropolis. Eller var det Agartha først? Hmm, hvorfor kan jeg ikke huske det?” svarede hun åndsfraværende.
”Du ved ikke, hvordan han fik jer til Metropolis vel? Jeg mener, der var ikke nogen der forsøgte at stoppe ham?”
”Nu du siger det, så, kan jeg faktisk ikke huske det. Det eneste der står klart, var at far var stresset og talte meget med sig selv. Jeg sov det meste af tiden.”
Vilkas kunne se, at hun anstrengte sig for at genkalde, hvad der var sket. Hun pegede, hvor Agawi havde siddet, mens hun så væk og forsøgte at spore tingenes tilstand tilbage i sin hukommelse.
”Profetens Gesandt,” hviskede hun eftertænksomt. ”Maggi? Nej det lyder forkert. Hun var med om bord, men jeg kan ikke huske hende. Ih, altså.” Hun dunkede sig selv i hovedet. ”Hvorfor kan jeg ikke huske det? Far blev anholdt kort efter vi ankom, og hun var der, men jeg så hende aldrig.”
Det var præcis det, Vilkas havde håbet. Maggi havde været til stede og havde fået dem sikkert ind i regionen.
”Tror du hun ved noget om, hvor far er henne?” spurgte hun ham bydende.
”Jeg er ikke i tvivl om, hun gør. Ved du hvad der blev af hende?”
Der var noget spøjst over det faktum, at Amia var begyndt at afdække, hvem hun i virkeligheden var – hvem hun delte krop med. Spørgsmålet var bare, om hun ville bryde sig om det, når hun opdagede det, eller skulle han træde mere varsomt, når han omtalte hende?
Amia rystede på hovedet.
”Har du prøvet,” fortsatte Vilkas snigende, ”at der har været huller i din hukommelse på samme måde før?” Han var ikke interesseret i, at Maggi pludselig dukkede op og begyndte at mishandle ham. Ærlig talt brød han sig langt mere om Amia, men det var så godt som givet. Men derfor kunne han godt prikke lidt til hendes underbevidsthed. Måske dukkede der noget brugbar information op, som de kunne bruge til at komme sikkert ned med.
”Ikk’ rigtig. Tror du Maggi er i Agartha? Hvis vi kunne kontakte hende, kunne hun måske hjælpe os med at finde ham. Tror du vi kan finde hende?” lyste hun håbefuldt op over det ny fundne gåpåmod
”Det jeg slet ikke i tvivl om,” forsikrede han. ”Nu skal vi bare lige komme ned først, men jeg har en ide.”
Hvad Maggis forhold til Agawi var, kunne han ikke hitte ud af, men det havde noget med Profeten at gøre. Hans fingre var langt inde i maskineriet og kontrollerede både far og datter. Vilkas var begyndt at tro at Maggi, på grund af sine forældre, var blevet en naturlig del af den Agarthanske efterretning. Hun havde i hvert fald kendskab nok til militærprotokoller, og endda et kodenavn, til at han med rolighed kunne konstatere hendes validitet. Men Agawi havde kaldt hende Amia og ikke Maggi. Det gjorde ondt i hovedet at prøve at regne det ud, og jo mere han gjorde, jo flere spørgsmål rejste det bare. For ikke at tale om Tir Na. Måske var det en hemmelig træningslejr for unge agenter, men igen, hun havde set det som et flugtsted fra netop det militær, som både Maggi og Amia ville væk fra. Et hun frygtede ligefrem. På grund af Profetens hemmeligholdelse af regionen eller af andre mere personlige årsager?
Amia gabte – langt – så kæben næsten gik af led med et smæld.
”Hvorfor er jeg stadig så træt?” sukkede hun. ”Har det som om jeg har været oppe at slås med en bjørn. Fly-yy. Hvor lang tid til vi er der?”
”Fire timer enogtyve minutter, til destination.”
”Kan du ikke vække mig før vi lander, hva’ fly?” Hun talte til computeren, som om den var en, hun så sig nødsaget at være på god fod med for ikke at gøre den vred. Nu var det ikke ligefrem fordi den blev fornærmet, hvis hun ikke talte pænt eller tog den for givet, tænkte Vilkas. Det var en maskine, beregnet til at arbejde for mennesker og gøre deres liv nemmere.
”Alarm iværksættes om fire timer tre minutter.”
”Tak skal du have,” sagde Amia og klappede instrumentbrættet.
”Sikke flittigt et fly. Tror du, du kan få den til at varme noget mælk op til dig også?” drillede Vilkas.
”Vær sød, du sårer hendes følelser.”
”Du laver sjov ikk'?” spurgte han alvorligt – faktisk en smule urolig over hendes attitude. Amia brød ud i hysteriske latterkramper.
”Du så nem.” Hun rakte tunge af ham. I et øjeblik mindede hun om Maggi. Eneste forskel var måden, hun sagde det på. Mere venligt. Ikke arrogant og med ringeagt for sine medmennesker.
”Det hører jeg. Du har da i hvert fald snydt mig op til flere gange.”
”Se, der var den igen. Evner du overhovedet at være flink?” Det var ikke den samme irritation og vrede hun udviste, men mere en undren. Kunne det forventes andet af ham? Født lydig. Opdraget skeptisk. Eller var det en anden vej rundt? Var de to ting overhovedet forenelige?
”Er det virkelig fordi jeg minder dig så meget om hende?” spurgte hun sagte. ”Undskyld, jeg burde ikke snage.”
”Hmm,” sagde han i en tvetydig tone i håb om, at hun ikke ville følge op på det. Der var en lang pause. Han havde lukket øjnene i som et tegn på, at han ikke havde tænkt sig at svare. Det var et dumt spørgsmål under alle omstændigheder, selvfølgelig mindede hun ham om Alma. Hvordan kunne hun ikke, når hun havde stjålet hendes liv?
”Vil du ikke fortælle mig om hende?”
”Hvorfor?” svarede han, mere irriteret end han havde troet.
”Ikk’ for noget.” Hun lød skuffet. ”Det bare … du virkede trist da din ven hentede dig for at finde mig, så jeg tænkte om … jeg ved ikke … var I kærester?”
”Nej,” hakkede han hende af og vendte sig væk fra hende for at vise, at han ikke gad belemres med flere ligegyldige spørgsmål.
Tanken havde da strejfet ham, om det kunne have udviklet sig til mere, men hvad nyttede det at spekulere, når det ikke ændrede på noget? Sket var sket.
”Læg dig til at sove, hvis du er træt.” Noget han langt fra var selv. Det var umuligt at hvile når han i øjenkrogen kunne se en lille timer langsomt tikke nedad mod deres ankomst. Fire timer var lang tid at vente, når der ikke var andet at tage sig til end at snakke med den person i verden han allermindst ønskede at være i nærheden af. Fire timer fanget med sine egne tanker og mareridt, var endnu længere.
Fem minutter føltes mere som tre timer. Selv da han forsøgte at tælle sekunderne, ramte han forbi med så uhørt en margen, at han begyndte at betvivle timerens validitet.
”Hvad vil du vide?” bukkede han under efter yderligere tre ubærlige minutters træge og slidsommelig hærgen igennem minder om dem, der var blevet ofret.
”Jeg troede bare … Den måde du reagerede på. Betød hun meget for dig?”
Mere end han kunne beskrive. Som den eneste havde hun behandlet ham som en person og ikke en overordnet, eller nogen der skulle behandles med respekt. For hende var han Vilkas Rasforth, ham der nær havde fået knust hendes drømme og forhåbninger.
”Jeg troede engang, at vi ville blive smidt ud, da vi var yngre, fordi jeg stillede nogle spørgsmål til en magtfuld mand, som måske kunne misforstås. Alma bebrejdede mig det. Og med god grund. Jeg gjorde intet for at rense hendes navn. Hun var parat til at tage konsekvenserne af mine gerninger, så hvad betyder det at jeg tager dem af mine, hvis jeg ikke engang kan gøre det rigtige?”
Han vidste ikke om hun kun havde været taknemmelig for, at de var blevet forfremmet, eller bare ikke fået sparket, men efter den dag i auditoriet, var hendes holdning til ham ændret.
”Så du har en samvittighed,” fniste hun, bag hans ryg. ”Så var du alligevel værd at redde.”
”Troede bare du gengældte tjenesten,” svarede han afværgende. ”Du har ret. Da jeg så den granat, var det eneste jeg kunne tænke på, hende. At du ville ende som et lemlæstet lig. Sammenligningen stopper selvfølgelig der, men det er sære ting hjernen gør, når den er under stress,” afveg han.
Det var en sælsom ide, at havde det ikke været for Alma, så havde han måske ikke handlet sådan. Han kunne se for sig selv granaten og sin egen lammelse, hvordan kroppen ikke instinktivt var gået efter Amia for at skærme hende, men sprunget for sit liv i stedet. I så tilfælde ville han være spredt ukendeligt som endnu et offer for de uhyrlige handlinger, der ultimativt ville lede til krig.
”Så hvorfor passede du på mig, andet end at du gerne ville vide mere om Alma?” spurgte Vilkas. ”Du må ikke misforstå mig, for jeg havde nok ikke været så barmhjertig, hvis jeg var i dine sko, men jeg kan bare ikke se nogen grund til det.” Det havde han bevist rigeligt med sit angreb på luftskibet. Han var en ladt pistol, der kunne gå af og miste besindelsen, når det skulle være.
”Giv mig en grund til at lade dig ligge,” kastede hun tilbage.
”Øh, jeg kunne ha’ slået dig ihjel? været med militæret? De fyre var ikke ligefrem tøvende med at henrette os.”
”Du lod mig da ikke falde i hullet, så helt farlig kunne du da ikke være. Desuden …”
”Desuden hvad?” spurgte han, da hun ikke fortsatte.
”Du holdt mig så tæt. Jeg følte mig tryg. Ved godt du kun hev mig op, fordi du troede jeg havde noget med dem at gøre. Er stadig glad for du gjorde dog.”
Set bort fra at faldet ikke ville have slået hende ihjel, var det vel naturligt at føle sig i gæld, hvis hun troede det ville.
”Vidste hun, at du holdt af hende?” fortsatte hun.
Vilkas følte sig udsat af Amias spørgsmål. Pigen havde ikke noget personligt filter, der tog hensyn til hans tanker og overvejelser. Han fortrød at have åbnet så meget op for hans og Almas forhold, et der i forvejen havde været så uklart, at han ikke selv havde tænkt over det, før det var for sent. Hvordan kunne han vide, at de overvejelser han gjorde sig, ikke blot var et resultat af omstændighederne?
”Hvem siger jeg gjorde?”
Amia lød ikke til at bryde sig om hans svar, for selvfølgelig gjorde han, måske bare ikke på den måde hun ønskede.
”Jeg troede bare …”
”Du troede hvad? At bare fordi jeg kendte pigen, hvis liv du overtog, så var det ensbetydende med, at jeg havde et forhold til hende?” En stemme skreg i ham, om at tage det tilbage – hvert et lille komma der vanrøgtede mindet, og reducerede hende til intet andet end strøtanker, der med tiden ville ebbe væk og forhindre ham i at føle savn og blive såret, eller binde sig for meget til andre af frygt for at blive efterladt igen.
Vilkas lagde godt selv mærke til overgangen i sin stemme, men håbede, at hun ikke gjorde.
Der var ingen spørgsmål efter det. Afvæbn fjenden med ord. Riv deres argumenter fra hinanden og erstat dem med tvivl. Hav dem i din hule hånd. Få dem til at tænke som dig. Tro som du vil. Gøre som du vil.
”Mind mig om, at takke dig for at redde mit liv.” Amias ord var som en hvidglødende kniv, der vandrede fra klumpen i halsen, ned til brystet og vred hans hjerte rundt i en skruestik.
Agartha kunne ikke komme hurtigt nok.