Nedstigningen var udramatisk. De havde ikke ytret et ord til hinanden i timerne op til, og var det ikke for de pludselige vibrationer, der fortalte, at de ramte luftmuren, kunne yderligere timer have fløjet i stilhed. Varmen udenfor var blændende, og Vilkas måtte knibe sammen, for at kunne skelne jorden fra himlen og det syn der lå i vente. Ligesom Amia kunne han ikke lade være med at læne sig frem for at få et glimt af Agartha under dem.
Kontinentet spredte sig så langt krumningen tillod ham at se, men det var ikke det mest fantastiske syn han fangede sig. I mørket var landmassen ikke sort. I lyset var den ikke grøn, som en globus ellers ville vildlede ham til at tro, men glinsende i et netværk af lysende stråler der strakte sig imellem knudepunkter af små, orange og blåhvide pletter. Selv hvor dagen skilte natten kunne det tydeligt ses, hvor tæt bebyggelsen var.
Hele kontinentet, den del han kunne se fra sin lille plads i himlen, var én stor by. Han havde set luftfotos fra de højeste vejrballoner, set de fjerne bjerge og sletter mod syd, selv et glimt af Metropolis der skilte sig majestætisk ud fra sine omgivelser, men intet der kunne beskrive tæppet af beton og jern, der var blevet smurt ud under dem. De små ujævnheder i terrænet var det eneste, der vidnede om, at der under byen, om man kunne kalde den det, engang havde været et frodigt land.
Vilkas havde tabt kæben. Ideen om en by så massiv at den kunne huse hele regionen og mere til, betvivlede, at Metropolis nogensinde ville have en chance imod dem.
”Kan du flyve den sikkert ned?” Amia virkede nervøs og på samme tid forbløffet som ham over Agartha.
”Så længe autopiloten ikke svigter som sidst, så sku’ vi være sikre nok, tror jeg.”
”Sidst? Hva’ skete der sidst?”
Flyet sank i et langt lavere tempo end sidst, så Vilkas var fortrøstningsfuldt optimistisk, at de nok skulle komme sikkert ned, selvom han ikke anede, hvordan man landede tingesten eller om den klarede den del selv.
”Turbulens.” Hun behøvede ikke at vide de øvrige omstændigheder. Styrtede de ned, var der ikke meget at gøre ved det. Han kunne næppe tage et lynkursus i aerodynamik, så han beroede sig hundrede procent på, at flyet selv vidste, hvad det gjorde. Amia så ikke overbevist ud. Hun satte sig straks og spændte sig fast.
Kun et spredt dække af skyer lå over Agartha. De var med til at cementere, hvor enorm en by det var. En enkelt skyformation, som sikkert var hundrede kilometer på tværs, kunne knap dække en enkelt klynge af koncentreret lys, der snildt brød igennem.
Gad vide om de ville opdage dem? Måske ville de skyde dem ned fordi de ikke havde meldt deres ankomst? Nej, han kunne ikke bekymre sig om det nu. Amia så ud til at kæmpe med nerverne, hver gang flyet hoppede.
Da de var tættere på, begyndte Vilkas at se de forskellige punkter fra hinanden og ikke som en samlet flydende klump der spildte over og flød som floder imellem bjerge og dale.
De nærmede sig den største samling, men lige meget hvor meget de steg ned føltes det ikke som om jorden kom nærmere. Den blev kun mere blændende.
Amias blik sagde det hele. Hvor stor var Agartha i grunden? Fra rummet var det nemt at danne sig et overblik, men uden detaljer de kunne referere til, var det umuligt at sige, hvor voldsomt det var. Det var som at kigge ned i et dybt sort hul og tro man kunne se bunden, for kun at finde ud af, at bunden blot var endnu et hul, der førte dem dybere ned.
De havde for længst krydset solnedgangen, da de passerede skyerne. Motorerne døde ikke. Så langt så godt. Kun et par kilometer endnu. De sprang begge i deres sæder, da en unaturlig lyd derfor brød den ellers betryggende konstante vibration, som skroget gav.
”Kalder Æghirs. Kalder Æghirs. Dette er Trifa kontroltårn. Giv til kende.”
”Øh,” var det eneste, der ramte Vilkas. Kunne de overhovedet høre ham?
”Kalder Æghirs. Dette er Trifa kontroltårn, Giv til kende,” gentog stemmen mere presserende. Han så rådvildt på Amia, der ligeledes med kæmpe øjne var et stort spørgsmålstegn.
”Dette er Æghirs,” forsøgte han sig. Ingen svarede.
”Måske skal du tale i en mikrofon eller noget?” prøvede Amia og så sig rundt. Hun vidste nok bedre end ham, men virkede lige så forvirret.
”Æghirs, giv til kende. Ellers vi er nødsaget til at tvinge jer ned.”
”Fly, mikrofon?” prøvede Vilkas desperat.
”Ugyldig kommando.”
”Æghirs, svar eller vi skyder jer ned,” lød det vredt over højtalerne. Så meget for at snige sig ind i Agartha uset. I det her tempo lignede det Tir Na om igen. Eneste forskel var, at Maggi ikke var her til at hjælpe ham.
Amias hænder spændtes til om armlænet, så de blev helt hvide, vredet og unaturlige.
”Nej, nej, vent.” Han talte for døve ører. ”Fly, kontakt Trifa.”
”Angiv kontakt,” sang hun uvidende om situationens alvor.
”Trifa kontroltårn!” råbte han panisk.
”Specificer kontroltårn.”
”Arh!” skreg Vilkas vredt. ”Kan du ikk’ bare kontakte dem, der snakker til os?”
”Forbindelse til Trifa Luftfarts-kontrol etableret.”
”Sidste chance. Svar eller vi skyder!” Manden i den anden ende lød lettere ophidset og på nippet til nervøst sammenbrud. I baggrunden kunne Vilkas høre flere stemmer komme til.
”Vent, skyd ikke!” kaldte han, uden at tænke på, hvordan det ville lyde i den anden ende.
”Identificer dig selv,” lød det mere roligt. Stemmerne bagved døde ud. Vilkas så for sig selv et kontrolrum fyldt med ængstelige medarbejdere, der gjorde klar til at skyde dem ned, som nu endnu mere opmærksomme lyttede med.
”Øh, Maggi, Profetens Gesandt.” Vilkas formodede, at hvis Agawi havde brugt kodeordet, som zeppelineren havde brugt det, og Maggi selv også havde, så var deres bedste mulighed. Det var sølle plan – slet ikke gennemtænkt – men den eneste han kunne komme på. En mekanisk stemme, grueligt forvrænget igennem højtalerne, bekræftede hans værste anelser.
”Stemmemønster ikke godkendt,” knitrede det knap genkendeligt.
Var det sådan, at admiralen havde valideret hendes identitet? Måtte det være. At tage hende på ordet virkede også alt for belejligt.
”Ikke godkendt,” blev det opsummeret. ”Identificer jer eller vi skyder.”
Hvad helvede var det med de mennesker? Skyde så snart de ikke fik deres vilje? Han ville sige til Amia, at hun skulle give sig til kende, men kanalen var stadig åben. Det ville virke mærkeligt at bede en anden om at udgive sig for at være Maggi, når han vidste, at de kunne høre med.
”Fly, bryd forbindelsen.” Deres eneste håb var at han fortalte hende, hvad hun skulle sige og så håbe på, at hun ikke undrede sig for meget over, hvorfor, og endnu mindre, hvorfor det ville virke.
”Er du sindssyg?” råbte hun, så snart højtalerne knitrede af og lyden af manden i den anden ende døde ud.
”Hør lige på mig. Når vi kommer i kontakt med dem igen, så er du nødt til at …” Længere nåede han ikke, inden han blev afbrudt.
”Advarsel, indkommende objekt til styrbord.”
Skærmen blinkede rødt. Ud af højtalerne hylede en skærende alarm som et stukket hæst bæst. En lille plet med retning mod deres position på et kort med dem i centrum, nærmede sig ildevarslende hurtigt.
”Hvad er det?” sagde hun, på en måde der fortalte ham, at hun udmærket godt vidste det, men ikke ville tro synet. Det gjorde det mindre mere uvirkeligt.
De havde set hans afbrydelse som en åben erklæring, at de ikke havde tænkt sig, at gøre som de bad. Han var sindssyg. Sindssygt dum. Selvfølgelig ville de se det sådan. Det ville han selv gøre, hvis det var ham.
Han greb roret, med et spinkelt håb om at kunne flyve udenom det, der nærmede sig – med al sandsynlighed et missil eller noget andet eksplosivt ment til at tvinge dem ned. Der var ikke tid til at forklare Amia, hvad han havde tænkt sig, før det var for sent.
Flyet gav et spjæt. Han anede ikke, hvad han havde gang i. Idiotisk at tro han kunne styre det monstrum. Han forsøgte at huske, hvad Maggi havde gjort. Bagud så steg de. Det måtte betyde, at fremad, var nedad.
Vilkas skubbede alt han kunne og var nær fløjet op i ruden, men ikke et sekund for sent. Amia skreg. Hun havde mistet sit greb, og hendes arme og ben bankede rundt så voldsomt, at Vilkas troede, hun ville slå sig selv ud. Flyet sank – hvad der føltes som ti-tyve meter i et enkelt snuptag – gav ham et sug i maven, der nok ville have tvunget ham til at kaste op, hvis der var mere i maven. På skærmen kunne han se missilet fare forbi dem, men igennem den kunne han se det flammende røgspor brage forbi dem med et øredøvende smæld. Trykbølgen pressede dem ud af kurs. Eller var det Vilkas’ manglende evne til at styre, der gjorde?
Uden øjne på deres retning fulgte han missilet, der sejlede forbi dem, og i et sekund eller to følte han sig mere sikker.
”Amia, når jeg kontakter dem igen, er du nødt til …”
Amia lyttede ikke efter og pegede bare direkte frem for sig med store øjne og et kvalt skrig. Vilkas kunne se hvorfor. Missilet havde bøjet af i stedet for at fortsætte og vendte sig i luften.
Flere ting ramte ham på samme tid. Ikke blot havde de et selvstyrende missil rettet direkte imod sig, men de var også faretruende tæt på bygninger under dem, der dukkede op som ved magi. Vilkas havde været alt for travlt optaget af at finde på løsninger og undgå dødbringende våben, at han ikke et sekund havde taget højde for, hvad retning de havde.
Et spir fra en bygning, større end han nogensinde havde set, større end selv Tårnet, susede forbi dem så tæt, at de kunne mærke et skarpt ryk, som et vindpust der gav efterdønninger hele vejen igennem flyet. Langsomt reagerende, omend instinktivt, hev han roret i retning væk fra bygning, der blot var en ud af snesevis af himmelhøje skyskrabere, der skabte en skyline af strålende lys, der genspejlede hinanden i et uendeligt tusmørke. Det var så bjergtagende, at han nær havde fløjet direkte ind i en af dem, hvis ikke Amia havde skreget af ham at passe på.
Venstre, højre, flyets højde var nedadgående, men ikke langsommere. Bygninger blev tættere og tættere og hans oprindelige plan om at få Amia til at udgive sig for Maggi, for at få dem sikkert i havn, var blevet erstattet af en kamp med roret, så de ikke hamrede ind i oceanet af beton, der lukkede sig om dem. Vilkas var sikker på, at de, når det kunne være, ville støde på. Hastigheden alene ville slå dem ihjel øjeblikkeligt.
”Hvor er missilet?” spurgte Amia og så sig bagud. Der var ingen ruder bagved og hun rykkede da også hovedet tilbage med det samme og så på skærmen foran Vilkas. Den var umådeligt meget i vejen og det var svært at abstrahere fra kortet. Alarmen var holdt op og den blinkede ikke mere. Måske de havde undgået missilet ved at flyve ind i den tætte bebyggelse. Det lod til, at selv Agartha ikke ville risikere et vildfarent missil midt i en storby for at få et rebelsk luftfartøj ned. Han fik et glimt af højdemåleren, der utroligt nok stadig var langt over en kilometer, og igennem virvaret af øvrige tanker ment til at holde dem i live så længe som muligt, kunne han ikke holde en undren tilbage.
Det måtte vente. Ud over bygninger, for andre fartøjer forbi dem som hidsige bier.
”Hva’ helvede er det?” himlede Amia op. Vilkas kunne ikke koncentrere sig om det. Den mindste forkerte bevægelse i styretøjet og de ville brage ind i den til stadigt forsnævrende korridor, der ledte dem længere ned i mørket. Selvom han næsten ikke styrede flyet, mere end han lod det falde direkte fremad, var det som at brydes med alle naturkræfter, der alle sammen på en gang, valgte at vende sig imod ham.
”Flyvende autovogne?” måbede han. Et halvt sekunds uopmærksomhed var nok, og i stedet for en støt, lige kurs, havde overraskelsen over at se flyvende autovogne heroppe, alligevel fået ham til at vige.
”Pas på!”
Amias formaning gjorde ingen forskel. På nuværende kurs ville de ramme facaden på en massiv bygning. Der var lys i næsten samtlige vinduer og hvis bare halvdelen af dem var beboet, ville dødstallet blive katastrofalt – ikke iberegnet Vilkas og Amia.
Det var et mirakel, at de indtil nu havde undgået de flyvende autovogne, bygninger der hver især kunne huse et halvt dusin Tårne, og gangbroer der på kryds og tværs, uden så meget som at skrabe lakken. I vognene der passerede dem, kunne han se måbende førere lave undvigelsesmanøvrer. I et kort øjeblik låste han blik med en midaldrende mand med munden fuld af mad, som tabte indholdet ud over sig selv.
”Arh! Fly, få os ned!” råbte han af ren og skær panik. Ikke at han troede, at det rent faktisk ville virke. Han ville ikke indrømme det for Amia, men han havde absolut ingen kontrol mere. Det eneste han havde foretaget sig, var at flyve ligeud – nedad.
Mod al forventning flåede flyet roret ud af hænderne på ham, så hårdt at håndleddene knak. Hvis ikke brækket, så i hvert fald en forstuvning, tænkte han, da han trak hænderne til sig i smerte.
Straks blev navigationen mere rolig. Flyet bøjede væk fra bygningen foran dem, der bar et gigantisk neonskilt i skiftende lilla og orange med teksten Tornuaskoorp Hotel i kursiv.
Amia gispede.
”Din kæmpe idiot!” fyrede hun og blev højrød i ansigtet. ”Prøver du at få os slået ihjel?”
Vilkas, der selv kæmpede med både vejret og smerten i musklerne i og omkring armene af at slås med flyet, kunne ikke svare.
”Hvad blev der af diplomati? Hvad blev der af at få os sikkert ned?”
I et øjeblik brændte hendes blik hul i ham. Han havde haft en plan. Den var bare skidt udtænkt – mest timingen. Den ville helt sikkert have virket, hvis han måske havde haft tid til at forklare hende den.
”Hvorfor forsøgte du ikke at tale dem til fornuft, i stedet for at give dem en grund til at skyde os ned, din kraftidiot?!”
Hvis hun med sit toneleje og vrede mine kunne skade ham fysisk, var han ikke i tvivl om, at hun ville.
De var ikke uden for fare endnu. Der var stadig langt ned og hvis de sendte nogen ud for at opsnappe dem, ville de være et let mål. Vilkas anede ikke hvordan man styrede flyet eller regulerede hastigheden, tog pejling, retning, noget som helst, så lige nu var de afhængige af autopiloten til at få dem sikkert ned.
”Hvad havde du regnet med at få ud af at afbryde kontakten? At de ville overgive sig fladt og lade dig lande midt i det hele? Jeg fatter ikke at jeg hænger på dig. Du handler jo fuldstændig uforsvarligt uden at tænke på andre omkring dig!”
”Hænger på mig?” Maggi havde gjort det klart for ham, at han aldrig ville klare sig uden hende, og at hun til gengæld kunne bruge hans hjælp med Amia som en sikring mod hendes egen sygdom. Vilkas var fast besluttet på at komme til bunds i sagen om Agawi og Metropolis, at han var parat til at snige sig ind i fjendens højborg med en agent af selvsamme styre.
”Ja! Du er den eneste, der kan flyve den her tingest og du ville ikke flyve tilbage til Tir Na, som jeg foreslog!”
Hvor ville det være nemt, at fortælle om Maggi, men sandt at sige var han langt mere interesseret i byen, der udfoldede sig uden for, til at det ragede ham en fløjtende fis, hvad Amia tænkte.
Alting hernede var badet i et sælsomt mørkt, blåt lys, der fik arkitekturen til at se mere moderne ud end den egentlig var. Metalliske ornamenter udenpå grå beton gav alle bygninger omkring dem den samme kedelige, og på samme tid fantastiske, illusion om en blotlagt skyfri himmel malet på hver en mur og facade.
Gangbroerne på tværs var fyldt med mennesker, der hastigt, uden at ænse deres tilstedeværelse – optaget af sig selv – pilede forbi dem i de glasklædte rør.
Stadig fem hundrede meter endnu til bunden. Toppen af væggen foran dem var for længst ude af syne. Skilte med slogans og produkter susede forbi dem – alle oplyst af kæmpe projektører i alskens regnbue af farver der nåede dem.
Amias vrede var blevet en sygelig, grøn afskygning af sig selv. Hendes blege hud havde fået et skær, der synes at komme indefra, men ikke formildede udtrykket af had, hun sendte hans retning.
”Vi er ikke sikre endnu,” fik han endelig taget sig sammen til at sige. Det var en ringe trøst at give indtryk af lederskab og overblik, hvilket var det eneste han kunne gøre for at mindske hendes alarmerende uro, der tog til som de steg ned.
Pool Perfektion. Synt-ikat Service. Brusende Spritzer. Kreative skilte med reklamer som blev mere grove, konkrete og håndgribeligt, som de nærmede sig, hvad han håbede, var bunden, erstattede facaderne i en stigende grad.
”Hvornår har vi nogensinde været sikre? Glem det, hvad snakker jeg om? jeg er sikker på de holdt op med at forfølge os det minut, de besluttede at skyde os ned!”
Der var ingen måde, han kunne tale hende til ro på, så hvorfor prøve. Vigtigste prioritet var at komme i sikkerhed.
”Vi må ud af det her fly, inden de finder os. Vær klar til at løbe så snart vi lander.”
Amia så ud til at have endnu en sarkastisk bemærkning på læberne, så han tog hende i opløbet.
”Undskyld jeg slæbte dig med ind i det her, og du kan skrige af mig lige så tosset du vil. Senere. Så snart vi er i sikkerhed.”
Der var et undertrykt vredesudbrud på vej, som kun lige var holdt nede af den sunde fornuft, som Vilkas vidste, hun besad.
Hver minut det skulle være, kunne myndighederne komme brasende. Vilkas havde ikke tænkt sig at vente for at se, hvor de ville føre dem hen eller gøre ved dem.
Alle hans ideer om en flugtplan blev pludselig afbrudt af endnu et skilt, meget større end nogen af dem der indtil nu havde givet ham indtrykket af et overdådigt ødselt samfund til salg for ussel mammon.
Vores Frelser. Gudindens Sendebud. Profeten.
Vilkas blik var låst på det aldrende fjæs, et der med tung pande, indsunkne øjne og et langt, tykt hvidt skæg, skulede vredt på ham og byen under dem. Selv Amia havde sat sin holdning til Vilkas til side og var ligesom ham naglet til manden.
Optaget, opdagede de slet ikke de hylende sirener, der nærmede sig. Profetens blik borede sig dømmende ind i ham og underkastede ham al verdens synd og uværdighed.
Så det var Profeten, legenden, helgenen, der efter sigende stod bag Metropolis og havde genopbygget verden efter ødelæggende krig?
Først da en autovogn trak ind foran dem, fik de slidt deres blikke fra kolossen af et monument. Autovognens forlygter blændede cockpittet. Der var stadig hundrede meter til bunden, men hvad godt gjorde det, hvis det første de mødte var kampklædte soldater, så snart de åbnede lugen? Flere vogne kom til og dannede ring om dem. Amia så igen bekymret ud, og med god grund. Vilkas havde ikke flere tricks oppe i ærmet. Omgivet af solide mure der strakte sig uendeligt i alle retninger, var der ikke nogen vej ud andet end det stigende antal håndhævere, der stødte til og barrikaderede dem inde. Om de var der eller ej, gjorde ingen forskel. Uden mulighed for at styre kunne de lige vel hænge dødt i luften. De ville aldrig få en større chance for at fange dem.
”Gør et eller andet, Vilkas,” tiggede hun.
Maggi ville vide, hvad de skulle gøre, tænkte han. Hun ville uden tvivl gøre noget vanvittigt, som at flyve direkte ind i bygningerne.
”Selvfølgelig,” udbrød Vilkas, idet en stemme angreb dem udefra.
”Holdt. Jer i flyet. Stop og overgiv jer. Bered jer på at blive bordet.”
I samme nu passerede de en enorm flade af glas. Han kunne se deres egen refleksion i den transparente væg, der spændte sig hundrede meter i hver retning. Det lignede et indendørs marked med tusindvis af Agarthanere, der gik omkring i deres daglige liv og hev mad og serviceydelser ned fra hylder, der var højere end de otte meter høje arkivreoler i Tårnets kælder. Han måtte anstrenge sig for ikke at blive overvældet af alenlange gange fyldt med flere mennesker, end han kunne forestille sig. Flere end når selv pladsen foran Tårnet var fyldt næsten op.
Vilkas havde forventet modstand, idet han greb roret og trak det direkte i retning af de stålindsatte ruder. Kun den klirrende lyd af knust glas der haglede ned over dem, vidnede, at de havde skabt en unaturlig åbning i bygningen.
Der var ikke tid til at besigtige skaderne, eller hvordan det smartest kunne lade sig gøre at få flyet ned. Så snart Vilkas kunne se, at de var fri af kanten, pressede han roret så meget fremad, han kunne. Der var ikke mere end ti meter fra fly til gulv, men på den korte afstand formåede han at vende flyet næsten lodret, inden fronten med et knusende brag ramte det hårde underlag.
Lange sprækker bredte sig omkring dem i gulvet, og i et øjeblik frygtede han, at de ville gå yderligere igennem ned til, hvad der end lå under dem. Autovognene udenfor spredte sig som en ophidset sværm af fluer. Kun en enkelt blev på sin plads. Amia skreg, og Vilkas frygtede at flyet ville tippe over på næsen og lande på hovedet.
Der var ikke tid til at bekymre sig om retning lige nu, folk omkring dem flygtede i panik til alle sider. En reol fyldt med konservesdåser blev presset ud af boltene, der fæstnede den til gulvet, og startede en kædereaktion af hylder, der bragede ind i hinanden som dominobrikker.
I midten af alt var det eneste, han kunne tænke, om nogen kom til skade under dem. Det havde været en dum og desperat plan der sikkert ville føre flere tilskadekomne med sig. Amia så ud til at dele hans bekymring.
”Neej,” gispede hun ved synet af en lille pige med sin mor, der skærmede hende lige foran dem. Som for at skabe momentum nok til at forhindre flyet i at falde forover, ned på kvinden og hendes datter, trykkede han sig længere tilbage i sædet.
”Bliv nede, bliv nede,” hviskede Vilkas i en stille bøn. Muamars guder, om bare en af dem havde medlidenhed med dem, måtte sandelig have hørt dem, for i en nærmest umulig position, holdt flyet op med at vippe længere, og faldt igen tilbage. Knap kunne de nå at forberede sig på slaget, før Vilkas skreg til flyet om at åbne lugen bag dem.
Det var en skærende, ubehagelig lyd af metal, der skrabede mod hinanden, som fulgte. Lugen åbnede sig kun langsomt. Amia var allerede oppe og forsøgte at assistere med at få den snævre åbning yderligere op.
”Hvad vej skal vi?” spurgte hun, så snart hun kunne klemme sig igennem.
”Bare løb … ligeud. Følg efter de andre.”
Vilkas tænkte, at hvis de kunne forsvinde i menneskemængden af de forvirrede og bange, ville de måske have en chance for at undgå myndighederne.
Amia trak i ham gennem lugen, der havde låst sig fast, så han måtte trække maven unaturligt ind, men selv da skar metallet i ribbenene og Amias utålmodighed gjorde det ikke bedre. Omkring dem stod stadig nogle tilbage, folk der ikke var flygtet, med måbende vantro og blandet interesse.
Vilkas følte straks uro ved deres blikke og ansigter, der så så meget anderledes ud end hans egne landsmænd. Amia ville sagtens kunne gå for at være en af dem, med deres smalle øjne og kulsorte hår der lignede, at det kunne være tørret i kulstøv.
Ubevidst greb han Amias hånd og begyndte at løbe forbi stirrende mennesker. Sirener lød stadig, og bag Amias vilde hår der fløj i alle retninger, kunne han se autovognen trække forsigtigt ind i indkøbscenteret.
”Stop, eller vi skyder!”
Inden nogen af dem nåede at reagere, sprang underlaget op omkring deres fødder som små hidsige insekter. De gjorde alvor af deres ord, men det var ikke det, der overraskede Vilkas mest. Uden hensyn til de civile der stadig stod ved vraget af det havarerede fly, begyndte autovognen at skyde hæmningsløst for at få has på to unge mennesker.
Den umiskendelige lyd af smerteskrig jagtede Vilkas og Amia, men ingen af dem turde vende sig for at se.
Han trak dem til siden så snart de nåede enden af den første reol og fortsatte på tværs. Ud af krogen kunne han skimte autovognen, der med lethed kunne passere over de væltede hylder. Skudende haglede ned bag dem, og kun den smule afskærmning varerne gav, holdt dem i live.
Der var ingen tid til at prise sig lykkelig. Heller ikke da de nåede de resterende handlende, der løb så hurtigt de kunne. Der var mænd, som bar på deres koner, enlige kvinder i høje hæle der trippede afsted, langsommere end Vilkas kunne gå, og børn der sad sunket sammen. De forsøgte at følge strømmen, og inden længe nåede de indgangen. Autovognen var holdt op med at skyde og Vilkas håbede, at de havde opgivet jagten, men udmærket klar over, at det sikkert ikke var tilfældet.
”Hvad vej?” råbte han til Amia, der uhjælpeligt hev efter vejret, da de nåede en nogenlunde sikker afstand af handelscenteret. Da hun ikke svarede, hev han hende videre, så hurtigt hendes ben kunne bære ind i en stadig tættere folkeskare, der med tætheden, gav en større ro.
Blindt havde de løbet uden sans for retning eller tid, indtil folk omkring dem ikke lod til at vide, hvad der netop var sket blot et øjeblik forinden.
”Gå naturligt,” hviskede Amia til ham stresset, klemte hans hånd og trak ham helt tæt til sig, så de gik skulder til skulder. De gik ned af en allé af en slags, der kurvede med butikker på hver side. Folk skiltes og mødtes i en organisk strøm. Elektronik blev til hvidevarer, som blev til skoforretning, som blev til elektronik igen. Ind og ud af butikker sluttede folk sig til dem eller forsvandt.
Grupper af unge mennesker i spraglet og kulørt tøj fniste hysterisk, mens de drak ud af papkrus med sugerør. Mænd i jakkesæt, kvinder pyntet med glitrende smykker om håndled og i ansigtet snakkede højlydt i små anordninger, som om resten af verden ikke eksisterede. Vilkas låste blik med en ung pige med striber af pink og perler i håret, der med afsky målte ham af, fnyste, og begyndte at hviske til sine venner omkring sig, der igen stirrede på ham og samtidig brød ud i latter.
Amia bemærkede det.
”Vi må finde noget nyt tøj til dig. Stanken kan vi ikke gøre noget ved, men du har saltflager og snavs overalt på dig.”
Vilkas nikkede og så sig forvirret omkring. Alting sprang i ansigtet på ham, lige fra skilte der skiftede motiver idet folk passerede, til folks ekstravagante påklædning.
”Skift til Ultranet i dag og få …” druknede i lyden af: ”… for kun den halve pris!”
Amia skævede sig nervøst over skuldrende, for at se om nogen eventuelt fulgte efter.
Vilkas kunne ikke høre sig selv tænke i virvaret af stemmer og synsindtryk, der voldtog hans sanser. Der var ingen vinduer eller andre referencepunkter til at give ham nogen sans for retning, kun skiltning der mangelfuldt viste mod forskellige butikker, toiletter og nærmeste bank.
Hvis han troede, at han følte sig fortabt, var det intet i forhold til Amia, der borede sine negle ind i hans overarm og fokuserede på et fikspunkt i intetheden.
Vilkas funderede iblandt andre tanker, om hvordan de skulle overleve natten, hvor de skulle sove, hvad de skulle spise, hvor det skulle komme fra, og på noget så ligegyldigt som synteser. Han spottede en kolos af en mand med arme så store som Vilkas' lår, som han absolut mente måtte være kunstig, der, til hans overraskelse, opførte sig så menneskeligt muligt, blæste en stor guirlande af snot ud af næseboret, der gav, med mandens egen opfattelse, et majestætisk klask mod de højpolerede marmorfliser.
”Proteseopgradering Hr. Amsen. Kom ind og få installeret den nyeste model, X-reaper 2.0 mod tilbageslag i prisen for din gamle. Kun 1.999,98 Dakiir.”
Vilkas kunne være falde om på stedet af skræk. Amsen. Jessop Amsen. Spøgelset af manden han havde skudt, fulgte ham ind i hjertet af Agartha. Det gik op for ham selvfølgelig, at chippen stadig lå i hans lomme og måtte fungere som en radiosender til de nærliggende skilte. De måtte være programmeret til at reagere, når en chip kom tæt nok på.
Det gav dem måske en mulighed. I Metropolis fungerede deres identifikationschip også som valuta. Ikke i samme forstand som her, hvor alt havde en talværdi tilknyttet, men en kvote for hver enkelte borger til alle de daglige behov.
Hans hjerte ræsede stadig derudaf, eller var det Amias, hvis bryst var klemt så meget op af ham, at han måtte stemme imod for ikke at miste balance.
Han forsøgte at glide uset ind i en tøjbutik. Noget han ikke mestrede. Det lod til at man skulle time sine bevægelser og synkronisere dem med sine omgivelser, for at komme gnidningsfrit frem og tilbage. En ung knægt på hans egen alder, men bestemt ikke klædt sådan, gav et misbilligende puf til ham med skulderen og skelede irritabelt, som om den største uret var hændt ham.
Vilkas vristede det af sig og gav ham et akavet halvt smil og et nik der stoppede halvvejs. Drengen fnyste og satte tempoet op for at komme før dem ind i butikken.
Alle skikke og god takt blev sat i bero, som Vilkas og Amia stod der midt i butikken – forvirrede som to små nyfødte lam foran en glubsk ulv. TV-monitorer med farver så skarpe at de næsten flød ud af skærmene, larmede i en forfærdelig, rytmisk, trommen blandet med en undskyldning for noder. Rækker af tøj, bluser, bukser og diverse tilbehør pirrede hans sanser i en grad, som udvalget i Metropolis ikke kunne.
Til hans lettelse kunne han konstatere, at ikke alle havde samme karakteristiske mørke og smalle øjne, så med en smule held ville han falde i – med det rigtige tøj og den rigtige holdning.
Varsomt, med en følelse af at alle stirrede på dem, gik de i gang med at lede efter tøj der vakte allermindst opsigt. Amia havde lagt al uoverensstemmelse mellem dem bag sig, og gjorde sig umage med at holde sig så tæt på ham som muligt mens blikket kartede frem og tilbage.
Han fik overtalt hende til at finde noget selv. Selvom uniformen var ren, følte han at den vækkede for meget opsigt i forhold til hendes alder. Amia tog sig lang tid med at finde sig noget og det gjorde ham ængstelig. Pigerne i Tårnet snakkede tit om hvilket tøj, der gik til hvad, men vidste ikke, at det var en iboende evne kvinder havde, at de bare var længere om at vælge noget at tage på.
Skæbnens øjeblik var kommet da de stod ved kassen og skulle betale for det dusin varer, de havde lagt i en stor bunke foran en kvinde i slutningen af tyverne. Hun virkede ikke opmærksom på dem og havde et halvt øje på monitoren, der kunne fremkalde et epileptisk anfald med dets pulserende blitz.
”Et hundrede to og fyrre en halv,” smaskede hun om kap med et tyggegummi, der så ud til at være på vej ud af munden. Hun bar en rød beret, der næsten dækkede det ene øje, hvor hendes krøllede hår halvt dækkede det andet.
Med chippen i hånden stak Vilkas den forsigtigt frem mod en plastikindesluttet tingest med et hul i håndstørrelse. Vilkas håbede inderligt, at korporalen ikke bar nag over at være blevet myrdet, og ville skænke dem fri passage.
End ikke var hånden halvt inde før maskinen bippede og lyste grønt op.
”Tak. Hav en god dag,” lød det ukendeligt fra kvinden bag kassen. Hendes hoved rokkede til musikken, men ikke i takt.
”Har I et sted vi kan skifte?” dristede Vilkas sig til at spørge. Det vakte straks kvindens opmærksomhed, der stoppede midt i en rytmesolo og så på dem, som om hun aldrig var blevet spurgt om noget mere himmelråbende åndssvagt. Munden fortsatte uintelligent med at smaske, og uden et ord pegede hun bare i retning af nogle båse, som dem Vilkas havde set i Alabaster.
Tøj i Metropolis var udstedt til hver enkelt i forhold til deres okkupation, samt et valg mellem ti-femten forskellige typer fritidssæt, skjorter, løse bukser og sokker i ingen som helst i øjenfaldende farver.
Kvinden rystede på hovedet og forsvandt ind i musikken igen.
Ansigtet kunne han ikke gøre meget ved. De små sårdannelser og det uglede hår der stod i fedtede klumper i alle retninger, krævede mere end blot nyt tøj, men så længe han bare lignede en af dem, var han halvvejs.
”Hvordan ku’ du betale for tøjet?” spurgte Amia igennem den tynde væg, der adskilte de to omklædningsbåse, så lavt hun kunne.
”Det skal du ikke tænke på.”
Listen af emner han ikke havde lyst til at diskutere med hende, voksede til et punkt, hvor det ville blive utrolig problematisk for ham at undvige til evig tid. Før eller siden ville det gå op for hende, at hun ikke var, den hun troede hun var, og at han havde måttet gøre forfærdelige ting for at nå sit mål. Deres mål. Maggis og hans.
”Hey, hvad har du gang i?”
Amia stak hovedet ind bag forhænget. Vilkas havde ikke en trevl på kroppen andet end underbukser. Hun fniste.
”Der er ikke noget, jeg ikke har set før.” Hun fik øje på den lille chip i Vilkas’ hånd. ”Hvis du har stjålet den chip, tror du så ikke ejeren leder efter den og kan spore os?”
”Det kræver, at de ved, vi har den. Desuden har vi ikke meget valg lige nu.”
”Undskyld mig.” Det var en doven og drævende stemme der talte.
Vilkas der kun lige havde fået bukser på, trak forsigtigt forhænget til side. Det var kasseekspedienten. Stadig drøvtyggende på det slidte tyggegummi. Med et hovent, træt og ugideligt udtryk med armene over kors, adresserede hun dem, som om det var dem, der var uhøflige. Havde de gjort noget, eller havde hun opdaget, at noget var galt?
”Er det jer to der er i tv'et?” Hun skød til siden med hovedet i retning af monitoren, der ikke viste musik mere.
”Seneste nyt, efter en eksplosion i øvre Zhao-distrikt. Det formodes at terrorister har brudt ind med et transportfly i handelssektoren for tredive minutter sider.”
Et slørret billede af, hvad Vilkas udmærket godt vidste, var ham og Amia i flugt fra flyet, blev blæst op, og enhver der havde set dem efter i sømmene, ikke ville være i tvivl om, at det var dem. Ekspedienten havde lynhurtigt regnet den ud og ventede øjensynligt ikke på, at myndighederne dukkede op.
Løbet var kørt. Hvis de stak af nu, ville hun nemt, kunne identificere dem, noget billederne i tv'et ikke lod til. Deres ansigter var i hvert fald ikke synlige.
”… de anses for yderst farlige, og enhver kontakt til dem frabedes. Hvis du ser dem eller kommer i kontakt med dem, kontakt nærmeste Lovgiver.”
”Er det sandt, I er terrorister?”
Kvinden virkede ikke det mindste skræmt over, at de var blevet kaldt terrorister eller om de, efter alt hun vidste, kunne finde på at slå hende ihjel. Noget nærmere ligeglad.
”Vi er ikke terrorister. De lyver,” hastede Amia at sige skræmt.
Dumme tøs, tænkte Vilkas. Det sidste de havde brug for, var at drage opmærksomhed til sig selv. Kvinden målte dem begge af.
”Klart. Jeg er sikker på, I er livsfarlige og drikker blod også. Åh nej, red mig, de er sindssyge,” svarede kvinden sarkastisk og monotont. ”Kom ud bagved kassen, når I er færdige med at skifte.”
Lige så uset som hun var dukket op, listede hun igennem butikken uimponeret over at huse to flygtninge. Armene lå stadig over kors, som om det var hendes naturlige positur.
”Tror du hun har sladret?” hviskede Amia, da hun var uden for rækkevidde. ”Skal vi følge efter?”
”Har vi noget valg?” Bukserne var ikke engang lukket og da han blev bevidst om det, verfede han hende væk, rød i hovedet.
Vilkas havde valgt nogle løse jeans og en grå skjorte uden motiv. Han tænkte at så få farver som muligt, ville lade ham gå ubemærket hen. Amia havde været mere radikal og var iført en rød top uden ærmer, sorte bukser med tilsvarende nederdel til over knæene og en hvid striktrøje, der sad kropsnært som militæruniformen havde.
”Hvad?” spurgte hun forfjamsket, da Vilkas tog et ekstra langt blik på hende, uvidende at han stirrede.
”Hvor gammel er du egentlig?” bemærkede han ved hendes ungdommelige antræk og måden hun bar sig på.
”Femten, seksten, måske sytten, er faktisk ikke sikker. Far siger jeg er født en gang i efteråret, men ikke engang Joanna kan sige det. Hvorfor? Betyder det noget?” spurgte hun smilende og gik i forvejen.
”Ne… øh,” svarede han indiskret og afværgende.
Betød det noget for hende?
Kvinden sad afventende i baglokalet bag skranken og trippede utålmodigt med fødderne.
”Er I med Gudindens Stemme eller en anden fraktion?” Kvinden virkede ikke videre intelligent, på den måde hun smaskede og stirrede hovent på dem, som om de var under hendes værdighed.
”Gudindens hvad?” spurgte Amia.
”Gudindens stemme? Du mener Profeten ikk'?” spurgte Vilkas rettet mod kvinden. ”Hvem er du? hvorfor dækker du over os?”
”Nej, Profeten er en falsk messias, der taler om Gudindens legemliggørelse og pøbelens frelse.” Første udtryk af harme. Første udtryk af noget som helst andet end en blank, ligeglad stirren. Kvindens tykke lag af make-up der gjorde sig synlig helt tæt på, tog år af hende, og Vilkas tvivlede om hans estimering af hendes alder, var korrekt.
”Hvad snakker du om? Er det ikke bare overtroisk religion?” spurgte Vilkas forvirret. Kvinden forsøgte at smile igennem smaskende.
”Er I overhovedet med nogle af modstandsbevægelserne? Jeg ved I ikke er terrorister. Det der var et militærfartøj.” Hun pegede på monitoren, der genspillede nyheden om deres styrt ind i indkøbscenteret. ”Det kræver særlig autorisation at flyve sådan et, og I to ser ikke ligefrem myndige ud. Med lovgiverne efter jer, og den uniform der, hvis I ikke er med nogle af modstandsbevægelserne, hvem er I så?”
”Hvem er du?” smed han direkte tilbage igen.
”Jeg vil gøre det her rigtig let for jer. Enten fortæller I mig, hvem I er sammen med og hvorfor de er efter jer, eller også kalder jeg efter lovgiverne eller missionærerne. De har en kedelig tendens til at slå hårdt ned på afvigere og systemkritikere. Specielt dem der skaber uro, så forvent ikke, at I kommer levende ud herfra.”
Bluffede hun eller forsøgte hun at afpresse dem for information? Med hvilket formål?
”Vi er ikke med militæret og vi er ikke med nogen modstandsgruppe heller.”
Ikke det svar hun ledte efter, rejste hun sig og stak ansigtet helt op i hans, kneb øjnene sammen, så vredt hun kunne – noget hun ikke så ud til at være særlig trænet i.
”Du stinker,” sagde hun og rynkede næsen. ”Sidste chance.”
”Sig det nu bare, Vilkas. Sig hvor vi kommer fra.”
Amia hev nervøst i hans ærme.
”Lyt til hende … Vilkas.”
Kvinden lagde eftertryk på hans navn, triumferende. Det huede ham ikke.
”Vi er flygtninge fra en af kolonierne,” sagde han og håbede, at det var nok. Langt fra desværre.
”Kolonierne?” sagde både kvinden og Amia i kor.
”Du lyver!” Hun så mistroisk ud.
”Er der flere kolonier end Metropolis?” spurgte Amia forbløffet.
”Er I fra Metropolis? Umuligt, den blev jævnet for …”
”Tredive år siden. Jeg ved det,” færdiggjorde Vilkas hende.
Hun så ud til at være i vildrede med, hvad hun skulle tro eller stille op, og trak sig en smule tilbage fra dem.
”Er der flere byer end Metropolis?” gentog Amia mere alvorligt.
”Hvem helvede er I?” Spurgte kvinden vredt og holdt dem på afstand som pestramte krøblinger. Vilkas så fra kvinden til Amia, der begge var store spørgsmålstegn. Han vidste lige så lidt, hvis ikke mindre end dem, men alligevel var det ham, de så til.
”Amia, jeg forklarer senere. Ja det er rigtigt, vi er fra Metropolis. Byen blev ikke jævnet med jorden. Tværtimod.”
”Pis, pis, pis, det er stort det her, jeg må få fat i de andre,” messede kvinden, og gik uroligt frem og tilbage i det lille baglokale.
”De andre? Amia, lad os komme væk herfra.” Han tog hende i hånden og skulle til at forlade butikken.
”Nej, vent,” råbte hun bedende, ”I må ikke gå. Jeg kan hjælpe jer.”
”Hjælpe os?” vrissede han af hende. ”Du ved ikke engang, hvad vi vil.”
Maggi havde selv sagt, at de skulle holde lav profil og ikke gøre sig for meget bemærket, så det bedste var at forsvinde hen, hvor ingen ledte efter dem. De havde allerede skabt for meget postyr.
”Stemmen kan hjælpe jer med, hvad som helst I har brug for. Hvis det er sandt at I kommer fra Metropolis, så er I lige, hvad vi har ledt efter. I kan hjælpe os i kampen mod Profetens undertrykkende styre.”
”Vi er ikke interesseret i at kæmpe imod Profeten. Vi har vores egen mission.”
Amia gik imellem ham og kvinden, stillede sig på tæer, så tæt op til hans øre, for at forhindre kvinden i at høre dem.
”Hvis hun er medlem af en modstandsbevægelse, tror jeg det er sikrere end selv at klare os. Vi ved ikke hvor længe vi kan leve på den chip, og hvad hvis de fanger os?”
”Vi ved ikke om de er lige så skruppelløse. Vi ved intet om dem, og hvis vi skal have nogen som helst chance for at finde din far, så tror jeg ikke vi skal lægge os ud med Profeten. Vi gør bedst i at forsvinde under radaren,” hviskede han tilbage med så lidt mundbevægelse som muligt.
”Tror du ikke, de ved mere om, hvad der foregår? Troede du ville gøre alt for at finde svar.”
Hvilket spil havde hun gang i? Det lignede ikke hende at appellere til hans retsfølelse, om ikke at gå af vejen for at få sin vilje.
Kvinden så ængstelig og bange ud, men Vilkas gjorde sig umage med ikke at bryde øjenkontakten med hende. Amias læbe ramte hans øreflip og det sendte et gys igennem ham som en kølig brise på en varm sommerdag. Han vendte sig mod hende. Deres ansigter var kun få centimeter fra hinanden, og han kunne se hendes glasblanke øjne sukke efter medhold.
”Kan du love mig, at du kan få os i sikkerhed fra myndighederne?” svarede han kvinden uden at se på hende.
”A-ha,” nikkede hun eksalteret.
Vilkas var i tvivl, om hun fortalte dem hvad de ville høre, fordi hun ville gøre alt for at få dem med sig, eller fordi de rent faktisk kunne hjælpe dem.
”Butikken lukker om tyve minutter. Hvis I bare venter heromme, så skal jeg nok få jer væk sikkert. Der er spritz i køleren, hvis I er tørstige, men der er ikk’ noget lokum, og der er langt til min lejlighed,” sagde hun inden hun, med øjnene på stilke vendt i alle retninger paranoidt, forsvandt ud i butikken. Hun lignede en stresset mus. Fingrende pillede og klikkede med neglende i munden, der afløste tyggegummiet.
Hvis lovgiverne kom på besøg, var Vilkas ikke sikker på om hun ville klare presset, og han begyndte at fortryde beslutningen.
”Tror du de ved, hvor far er henne?” spurgte Amia efter flere minutters ængstelig venten.
”Tvivler. Militæret aner intet om Metropolis heller. Kun Profeten, Agawi og et fåtal andre, har kendskab til os. Profetens Gesandt beordrede angrebet på Tårnet med det formål at få ham ud, tror jeg.” Det var Maggis kodenavn, men en anden brugte det. ”Mit gæt er, at det er Profeten, selv der er efter ham. Der er et oprør undervejs mod Profeten – mod Agartha. Vi vidste med sikkerhed at Agawi …”
”Vil du ikke godt lade være med at kalde ham det? det så underligt,” afbrød hun ham. Vilkas sukkede utilfredst, men føjede for ikke at skabe splid.
”Vi vidste, at din far havde været uden for regionen, at det var herfra al syntese-teknologien kom fra, bare ikke at han, dig og din mor var de eneste. Aga… din fars rolle var, efter Profetens egne ordrer, at indføre maskinerne, mens Profeten sørgede for at holde Metropolis uden for Agarthas radar i en eller anden form for eksperiment.”
Det var meget for Amia at tage ind på én gang, og hun så da heller ikke ud til at tage det hele for pålydende.
”Jeg ved ikke hvad der er sket i mellemtiden, men nogen har fået nys om, hvad det var, de havde gang i. Ser du, Metropolis er åbenbart ikke den eneste koloni. De aner bare ikke noget om hinanden.”
”Hvem har fortalt dig alt det her?” spurgte Amia forundret.
”Admiralen på det luftskib, der samlede os op,” løj han.
”Hvorfor skulle han fortælle dig alt det her, hvis du siger, at militæret ikke selv vidste noget?”
Det var det her, Vilkas var trænet til.
”Du undervurderer mine diplomatiske evner. Har du glemt at jeg er skruppelløs i mine metoder.” Han blinkede til hende, som for at minde hende om, at han ikke var til at stole på og kunne finde på hvad som helst. Ikke det smarteste træk med tanke på, hvor langt han var gået for at bedrage hende.
”Så du siger at den som angreb Tårnet er den samme som fik mig og far ind i byen?”
”Tro mig, jeg forstår det heller ikke.” Og det var ikke løgn. Maggi havde tilkendegjort sig som Profetens Gesandt, men stod ikke bag, tværtimod var hun ivrig efter at komme så langt væk fra militæret, da Vilkas fortalte, hvad admiralen havde afsløret for ham.
”Du tror ikke, at han vendte tilbage, efter at far blev anholdt, for at redde os?”
Gid det var så simpelt. Vilkas var ikke i tvivl om, at Maggi var, hvem hun påstod at være, og han var begyndt at tro, at Amia blot var en flig af det oprindelige væsen, der boede i Maggis krop. Han havde læst om tilfælde, hvor to eller flere personligheder indtog det samme legeme – ikke bevidst om hinanden – fremkaldt af traumer i barndommen. Tit på grund af voldsepisoder eller seksuelt overgreb.
Arme pige, tænkte han, og håbede, at det ikke var tilfældet, men vidste udmærket, hvilke psykotiske afvigere samfundet fostrede ind imellem.
”Kom der er fri bane.” Kvinden stak hovedet ind og bad dem følge efter hende så naturligt som muligt. Lettere sagt end gjort. På den korte tid det havde taget kvinden at lukke og slukke, var den brede allé med butikker omdannet fra en livlig strøm af mennesker, der flød som en flod, til en mennesketom og spøgelsesagtig karre som hjemme i byen om natten, når der var udgangsforbud.
Kun et par enkelte butiksfunktionærer, som kvinden selv, var at finde. End ikke vagter eller sikkerhed var at se nogen steder.
”Hvorfor leder de ikke efter os?” spurgte han kvinden, der havde introduceret sig selv som Maria Tima.
”Når folk først er kommet ind i centeret, er det helt umuligt at spore dem.” Hun pegede diskret på kameraer, der sad i det oplyste loft, hvis glød var begyndt at falme. ”De er kun til pynt. Der er alt for mange kameraer, alene i Trifa, til at der er nok bemanding, til at holde øje med alt der foregår på én gang. Hvis man er hurtig nok, kan man nå at gemme sig inden direktoratet når at spore sig ind på urolighederne. Oven i det kan der slet ikke opbevares nok videodata til at alle kan være aktive samtidig, eller gemme noget som helst andet end brændpunkter.”
”Vi kunne se hvor stor byen var fra rummet,” sagde Amia, og holdt sig helt tæt til Vilkas. ”Er alle steder lige så store?”
”Har i været i rummet?!” Maria kunne næsten ikke styre sig og sagde det så højt, at de kunne høre ekkoet vandre langt ned i de ulmende mørke butiksruder, der råbte skrækindjagende tilbage mod dem.
”Ej,” undskyldte hun fnisende. Vilkas kunne have kværket hende.
På vej ned i elevatoren fortalte Maria, at det kun var i Trifa og de omkringliggende Centrale Agartha, Katedrallet og Treenigheden, at bygningerne nåede op på næsten to kilometer i højden. Resten af det de havde set som et gråt betontæppe sprede sig over resten af kontinentet, var ren industri og landbrug til at imødekomme de næsten to hundrede millioner indbyggere – alle placeret i et af de fire distrikter. Hun gik videre til at fortælle om opdelingen i samfundet, hvordan de øverste lag var forbeholdt den rige elite, hvor sollys og frisk luft ikke var en mangelvare som nede i Yoshiwara, eller Katakomberne som hun kaldte det.
”Hvorfor Katakomberne?” havde Amia spurgt, og så snart de kæmpe elevatordøre gik op, efter en nedstigning på femogtredive etager, kunne hun forstå hvorfor.
Fra indkøbscenteret havde de knap kunne ane toppen af byen, mest på grund af mørket, men også af de mange tværgående gangbroer. Hernede til gengæld var en helt anden sag. Våde brosten reflekterede ildrøde neonlys, og lyden af dryppende vand kunne høres overalt, men ikke ses nogen steder. Over dem var der kulsort, og Maria forsikrede dem at selv midt på dagen, var lyset ikke anderledes.
”Hvor er alle folk henne?” spurgte Vilkas. Gaden de kom ud til var fuldstændig øde og bar ikke præg af, at dette var en millionby uden sidestykke.
”Det er langt over midnat. Dem der holder til i centeret, jeg arbejder i, hører enten til Xina, mellemlaget, eller det øvre Zhao. Folk som mig kan kun håbe at arbejde for dem – aldrig selv flytte derop. Det er langt uden for mit økonomiske og sociale lag.”
”Er Gudindens Stemme fra nogle af de andre lag, eller er I alle hernedefra?” spurgte Amia med varsomme blikke rettet andetstedshen end Maria.
”Mange af de andre modstandsbevægelser er hovedsageligt bestående af folk fra Katakomberne. Det er dem der kun gør oprør mod eget armod. Stemmen strækker sig over næsten alle lag hele vejen til tops, så vidt jeg har fået fortalt, hvilket gør at vi står stærkere mod Profeten.”
En fuld mand vraltede og slingrede ned af gaden imod dem med en flaske i hånden. Lyset gjorde det umuligt at se ham synligt andet end en sort silhuet mod en mørk, rød baggrund.
Maria lagde ikke skjul på sine fodtrin og gik rankt med sin brune lædertaske, der hang fint under armhulen.
Manden gryntede uden at se op. Hans enorme grå filtrede skæg og tunge frakke fik ham til at ligne en ældre version af Korfu.
”Bare ignorer ham,” sagde Maria sagte, så manden ikke hørte dem, og hev dem forsigtigt længere til siden. ”Folk hernede drikker som bundløse huller, og de bliver ikke ligefrem venligere af det.”
Amia så ikke tryg ud overhovedet.
”Gør myndighederne ikke noget ved afvigere? Er de ikke en belastning for samfundet?” spurgte Vilkas.
Amia gjorde ingen indsigelser mod hans åbenlyse menneskefjendske holdning. Hun havde alt for travlt med at stirre ligefrem og undgå al øjenkontakt med manden der savlede og lo ud af en tandløs mund af noget foran sig, der ikke eksisterede.
”De eksisterer ikke hernede. Kun missionærerne kommer på besøg, for at sikre sig at folk fortsætter med at tro på Profeten. Hvis det er sandt, at I kommer fra Metropolis, så vil det ændre det hele. Det vil vise at Profetens ord ikke er lov og give folk hernede håb om ligestilling i stedet for slaveri.”
Maria stoppede op et godt stykke tid efter, at de havde passeret det savlende udyr og så sig rundt for at sikre sig, at ingen kunne høre dem.
”Hør her, jeg løber en kæmpe risiko ved at tage jer ind. Jeg tror stadig ikke helt på jeres historie, specielt fordi I kom anstigende i et militærfartøj. Før jeg kan kontakte Stemmen, må I give mig noget mere end at påstå, at I kommer fra Metropolis.”
”Det her var din ide,” gjorde Vilkas hende opmærksom på. ”Vi behøver ikke at give dig noget som helst.”
Maria skar tænderne nervøst og bed sig selv overvejende i undermunden.
”Kan vi ikke komme væk herfra,” begyndte Amia at klynke.
”Jeg ved det, men hvordan kan jeg vide, at I ikke bare er et kærestepar fra toppen, der er stukket af fra jeres forældre?”
”Toppen, mener du deroppe?” Han pegede op i mørket.
”Måske er I bare et par elitebørn på et vildfarent eventyr, der er gået lidt over gevind.”
Var Maria begyndt at trække i land? Hvis hun havde ret om dem, kunne de lede myndighederne til hendes organisation selvfølgelig, så hendes uro var velbegrundet.
”Så er det jo klart, hvad vi stiller op,” sagde Vilkas en smule gal på hende over at have spildt deres tid. ”Peg os i retning af det nærmeste hotel, så skal vi ikke genere dig mere. Vi har vores egen sikkerhed at tænke på. Gudindens Stemme? Gudindens Sendebud? Vi har ikke lyst til at blive blandet ind i jeres åndssvage kamp. Det her sted er jo en kloak. Hvis vi virkelig var fra toppen, så kunne jeg aldrig i mine vildeste fantasier forestille mig at komme her.”
Maria prøvede at fremstamme et modargument.
”Og du glemmer vidst,” fortsatte han, ”at vi allerede ved, at du er med Gudindens Stemme, så hvis det kom så vidt, ville vi nemt kunne identificere dig.”
Realiseringen af Vilkas' konklusion så ud til at ramme hende ubehageligt. Overbevist om at hun var blevet afsløret af sin egen tankeløshed, trådte hun et par skridt tilbage og så sig lynhurtigt til siderne, så hendes brune hår hvirvlede rundt. På sin egen feminine facon fattede hun sig og pillede totter af hår ud af munden.
Vilkas var i sit rette element. Få dem til at føle sig usikre så de bliver de mere medgørlige. Selvfølgelig ville de aldrig nå langt selv, specielt ikke i en latrinært udseende slum midt om natten fyldt med klamme fyldebøtter, der ville rulle dem ved første øjekast, fik de chancen.
”Kom Amia.” Han trak hende med sig i tempo, så hun var nødt til at lunte, for at kunne følge op.
”Jamen …” kvalte hun i sit eget modsvar. Uden Maggis selvsikkerhed var det unaturligt let for ham at manipulere med hende, når hun ikke løj for ham.
”Okay, vent,” kaldte Maria efter kun tyve meter. Højhælede sko var bestemt ikke beregnet til noget brugbart på våde brosten og hun var da også ved at flække hælen i sin anstrengelse for at indhente dem. ”De slår mig ihjel, hvis I ikke er hvem i påstår. Jeg ved at du havde en stjålet chip i hånden, da du betalte. Det er ikke unaturligt. Der er et kæmpe marked for det. Ærligt vil jeg slet ikke vide, hvor du har den fra. Den tidligere ejer skiltes nok ikke frivilligt med den.”
Maria rodede rundt nede i tasken og hev en lille skinnende, metallisk anordning frem, der lyste op ved hendes berøring.
”Er det en håndholdt radio? Har du tænkt dig at kontakte nogle andre?” spurgte Vilkas, da han så, at det lignede samme apparat, som han havde set flere Agarthanere tale i.
”Radio?” sagde hun og så forvirret ud. ”Den her? Det’ da min datfon. Jeg har et program på den der kan læse jeres ID-chips. Jeg skal bare lige ha’ hevet fonens sender ud, i det tilfælde at I er uautoriserede. Vil nødig have at myndighederne kommer brasende hernede. Så snart jeres data er i infostrømmen, så er alle reklameskilte pludselig sporingsenheder.”
”Kan kameraerne ikke spore signalerne så, i stedet for billeder?” spurgte Amia, bekymret.
”Rækkevidden er heldigvis meget begrænset,” forsikrede hun og samlede datfonen igen efter at have sønderrevet den og fjernet en lille metalflig, forsigtigt lagt den i lommen og tændt for anordningen.
”Så … din arm?”
Vilkas strakte den frem.
”Din højre arm,” rettede hun ham.
”Venstre,” insisterede han. Hun gav ham et forundret blik. Måske det var ved at gå op for hende, at de talte sandt.
”Det plejer at være højre.” Datfonen snurrede, spandt og bippede. Vilkas var varsom ved at lade hende nærme sig ham med den. Sidste gang han blev læst på den måde, var han blevet ristet levende som et stykke kylling, på den nationale festdag for Metropolis grundlæggelse.
”Kunne du ikke ha’ gjort det her med det samme?” indskød Vilkas mens hun koncentreret betragtede datfonen, hvis glatte ydre lyste op. Det kolde stålbørstede metal føltes fugtig mod hans hud. ”Jeres militær har allerede læst min chip en gang, men tvivler på, at de nogensinde kan bruge de data til noget som helst.”
Maria så op fra datfonen og stoppede med at søge på hans underarm.
”Vilkas Fritz Rasforth, født i fireoghalvfems.” Hun kørte fingeren over skærmen, der viste en masse ulæselig tekst. ”Ah, her er det. Metropolis. Utroligt.” Hun rystede på hovedet vantro med et kæmpe smil og så med et beundrende udtryk fra Vilkas til Amia og tilbage igen. ”Må jeg?”
Amia stak armen frem, og efter at Maria havde bekræftet hende som Alma Fairley fra femoghalvfems, blev hun straks mere anspændt og skyndede på dem.
”Hvis nogen af de andre spørger, så sig at jeg kontrollerede jer før, jeg fortalte om vores organisation, ikk'?”
”Lad mig gætte. De er ikke overdrevet begejstret for, at du fortæller fremmede terrorister, som du ikke kender, om jeres modstandsbevægelse? Noget siger mig, at det ikke er første gang, du har gjort det.”
Deres held at de var stødt på venligtsindede, ikke at de var blevet afsløret af en overivrig tåbe. Vilkas havde ikke fortalt om luftskibet, han havde skudt ned, og at det nok var derfor, de ikke var blevet sporet endnu. Ingen alarmklokker havde ringet for hende, da han lod den information dryppe, så det var tydeligt, at hun ikke havde den fjerneste anelse, hvordan man håndterede sådan en situation.
Vilkas havde været tåbelig at lade hende skanne deres chips, og hvis hun ikke havde fjernet sporingsmekanismen fra datfonen, ville rejsen have været slut.
Selv i det røde lys, hvor et blusset ansigt druknede, var det nemt at se, hvordan hun skuttede sig forlegent mod hans arrogance.
”Jeg er i hvert fald glad for, at du fandt os, Maria,” skyndede Amia sig at sige. Hun jog en albue i siden på ham og slap ham for at slutte sig til hende.
Resten af gåturen i Katakomberne mindede ham, set bort fra den klamme kolde tur igennem, hvad han kun kunne forestille sig helvede så ud for de religiøse fanatikere, om hjem. Ildrøde neonskilte med erotiske slogans, salg af spiritus i en uendelig mængde smagsvarianter, alle lovende bedre end den næste.
Maria og Amia var som transformeret til to unge slyngveninder, der konspirerede mod ham. Han blev i hvert fald ikke indlemmet i deres samtale, og tvang ham til at sakke bag ved dem.
Det var Jizelle og hendes hyæner om igen, men ulig dem havde han rent faktisk interesse i at følge med.
”Åh, du bliver simpelthen nødt til at fortælle mig alt om Metropolis. Vi hører kun rygter om kolonierne og dem der bor der. Aldrig noget konkret. Er det sandt, at der ikke er noget datanet?”
Amia var henrykt over endelig at have nogen at snakke med, der virkede oprigtig i sin interesse og ikke under falske forudsætninger.
”Du skal ikke fortælle hende noget, Ami … Alma, vi ved stadig ikke om vi kan stole på hende,” sagde Vilkas gravalvorligt og prøvede ikke at lyde fornærmet over at blive holdt udenfor.
De ignorerede ham, og nu var det ham der følte en unaturlig uro ved de klamme katakomber.
Selvfølgelig var Maria reel nok. Hun var bare ikke særlig kløgtig i sin tilgang. Amia fortalte i detaljer, om alt hun havde oplevet i sin korte tid i byen, men undlod selvfølgelig de vigtigste elementer, som hendes relation til Agawi og igen, hvad Vilkas havde fortalt hende.
Der var en begejstring hos hende, når Maria fortalte om Agartha, der virkede så inderlig og oprigtig. Intet emne var for småt. Lige fra det enorme udvalg i tøj, hvor hun arbejdede, og hvor meget hun syntes Amias nye, klædte hende.
”Hvorfor har vi ikke sådan noget i Metropolis, Vilkas?” spurgte hun fornærmet, efter Marias forbløffelse over det sparsomme udvalg af beklædning, de havde at byde på.
”Hvor sku jeg vide det fra?” snerrede han af dem.
”Er han altid sådan, Alma?”
De brød begge uforklarligt ud i en latter, der måtte vække hele nabolaget. Inden længe ville skånselsløse kriminelle overrumple dem. Til Vilkas’ spørgsmål om hvornår de ville være fremme ved hendes sted – bekymret efter at have passeret et alkoholstinkende hul i muren, hvor råben og klirrende glas kom fra – blev han mødt med barnlig afvisning.
Inden længe gik de arm i arm som gamle veninder. Amia insisterede på, at hun blev kaldt ved sit rigtige navn under påskud, at det var det, alle kaldte hende. Hun lagde heller ikke skjul på, at hun ikke brød sig om hans hjemby og fortalte om hvor meget kontrol der var i bare at rejse imellem distrikterne, som bestemt ikke var så enorme som Agarthas.
”Vilkas derimod er helt vild med det. Regeringstoppen kan slet ikke styre deres behov for kontrol. Det helt … ukontrollabelt.” Her slog Amia sømmet fast og brændemærkede ham som en ekstrem, der kunne sammenlignes med Marias beskrivelse af Agarthas eget styre.
”Hvorfor forlod I så stedet?” vendte hun sig og spurgte ham direkte.
”På grund af mig. Jeg var i gang med at flygte,” svarede Amia stolt, som om det var en bedrift, der krævede mesterlig snilde.
”Flygtede,” udbrød hun chokeret. ”Er det overhovedet muligt? Er kolonierne ikke lukkede økosystemer med egen-forsyning?”
”Ikke mere lukket end jeres fire distrikter, der er afhængige af industriområderne,” svarede Vilkas hende. ”Og jeg flygtede ikke. Jeg har lovet at passe på hende, mens vi leder efter vores egne svar.”
”Åhr, hvor sødt,” sukkede Maria og klemte Amias skulder. ”Gid jeg havde en kæreste, der ville gøre sådan noget for mig.”
De fniste videre og lagde ikke mærke til et slagsmål i en tilstødende gyde, der dunkede af tung bas og emmede af sved hængende som en mur af varme, idet de passerede.
”Hørte du det Vilkas? Os to – kærester?”
Han rullede opgivende med øjnene. Kvinder. Når de holdt sammen, kunne de vende selv den mest uskyldige gestus til en giftig kommentar.
Det varede ikke længe førend de nåede en usselt udseende opgang. Maria kiggede sig over skulderen alt imens hun lirkede med nøglen for at få døren op.
”Er din chip ikke kodet til at åbne den?” spurgte Vilkas.
”Elektriciteten er ikke stabil hernede, så hvis den ryger, er der ingen der kan komme ind eller ud af bygningerne. Det her er mere sikkert.”
Opgangen var ikke oplyst, så turen op, syv etager i mørke, var mere angstfremkaldende, end den halve time de havde brugt på gaden. Glatte brosten og truslen fra fulde mennesker var intet i forhold til, ikke at kunne se, hvor de gik. Maria formanede dem at støtte sig til væggen, uanset hvad de kom i kontakt med.
Lettere sagt end gjort. Den ru og forrevne overflade skar i håndfladerne. Det føltes heller ikke helt rent, så Vilkas kæmpede mod trangen til at trække hånden til sig for at undgå infektioner.
Lejligheden var ikke et syn bedre end han havde forventet. Gaderne overlod ikke meget til fantasien med sin mørke, dystre aroma af rødt, der var den eneste lyskilde idet de trådte ind og døren smækkede bag dem. Maria låste den og hev adskillige låsekæder for døren samt en bom på tværs.
Sært nok var det en betryggende følelse at være låst inde, men han måtte holde sin afsky af, hvor dystert og kvalmende varmt der var, inde.
Da Maria endelig fik liv i de fluorescerende lamper på tværs af loftet, kunne de med selvsyn se det totale forfald, der gennemtærede Katakomberne. Hun havde formået at have en vis orden i sine sager, så selv om der var slået store stykker af betonvæggene, der så umådeligt kolde ud, bare som de var, var det så hjemligt som det kunne blive. Det var ikke andet end en entre kombineret med et køkken med en direkte gang ind til en lille stue kun møbleret med en sofa, et lille bord, en tv-monitor og en slatten, brun plante, der så ud til at være i desperat mangel på dagslys og frisk luft.
”Det er ikke meget, men efter tolv timers arbejde er det her et paradis. Har I lyst til noget at spise?” spurgte Maria, da de var kommet ordentligt ind og havde fået den store rundvisning.
Amia stod og svajede let med et slørret blik, der tydeligt indikerede, at hun ikke kunne holde sig vågen meget længere.
”Vi har været på flugt i næsten halvandet døgn uden hvile,” sagde Vilkas på hendes vegne. Han støttede hende forsigtigt, så hun ikke tippede over, og der var da heller ikke megen kontakt at spore hos hende.
Maria tilbød dem hendes seng, der var en del større end hans egen derhjemme, og sagde, at hun ville tage sofaen, siden de nu havde rejst så langt. Amia stod bogstavelig talt ret op og ned med et tungt åndedræt og sov. Munden hang og en lille pøl af mundvand plettede hans skulder, men han nænnede ikke at vække hende. Det sved i skulderen da han bar hende ind i sengen, men det var den mindste af han bekymringer. Selv bag lås og slå, følte han sig ikke i stand til at hvile. Han kunne næppe lægge sig sammen med Amia, og tillade Maria at sove med hende, mens han tog sofaen, var ikke sikkert nok for hende.
Enig med sig selv i at Amia i sengen, ham på gulvet foran sofaen med Maria på, lagde han sig på ryggen. De sitrende lamper gav ham kvalme, men hvis han kunne sove med et halvt øje åbent, ville det være at fortrække.
Maria pulsede nervøst på en cigaret og skævede til Vilkas, der ikke havde tænkt sig at falde i søvn før hende.
”Du virker ikke som typen,” sagde hun ud af det blå.
Med Amia ude af billedet, var Maria tilbage i sit hovne og klatøjede sig, der udviste en usikker afsky over for ham.
”Typen?” spurgte Vilkas, der håbede at hun ville tage og slukke glødepinden, hvis røg hang som en dis igennem stuen og føltes som halsbrand, når han indåndede den.
”Jeg kender folk som dig. Regelrette og beregnende. I er kun interesseret i én ting,” fortsatte hun.
”Og det er?” Irriteret ignorerede han ubehaget i svælget for at holde et køligt overblik og virke på toppen.
”Magt og kontrol på bekostning af alle andre.” Hun pegede på ham med cigaretten, der askede og glødede. Hvis hun ikke passede på, ville det sætte ild til det knastørre gulvtæppe der var nedtrådt og hårdt. ”Li’som missionærerne – syntetiske vederstyggeligheder. Mere maskine end menneske. Profetens vidunderbørn,” fnyste hun og sendte en stor sky ud i lokalet gennem smalle læber.
”Tænker du nogensinde, før du taler?” spurgte han.
Maria så ikke ud til at forstå, og lyden af gløden der langsomt åd det tynde papir, var som en mur – det eneste der holdt dem fra at gå verbalt i flæsket på hinanden.
”Du virker tilforladelig, men bevares du er tankeløs. Du giver os jo alt det du netop ikke bør fortælle nogen, hvis I er i modstand til regeringen. Kold og beregnende? Du har ingen ide, hvad jeg er i stand til og hvor langt jeg vil gå, for det jeg tror på.”
Maria var helt holdt op med at suge liv ud af sig selv.
”Heldigvis har du noget jeg kan bruge – i mere end en forstand. Så jeg vil se bort fra din kommentar, mest fordi det jeg satte min lid til, ikke viste sig, at være det, jeg troede det var. Så nu er vi her … med ryggen mod muren.”
Han ville ikke indrømme det, men Amias sikkerhed lå ham meget på sinde, og med tanke på hvad Maggi ville gøre, hvis hun var i en stand mindre sikker en før, føjede han hendes ønske om at stole på Maria i håb om en sikker nats søvn.
Hun rystede blot på hovedet af ham og spurgte, hvad i alverden Amia så i ham, for det var da i hvert fald ikke hans charmerende væsen.
Med den indstilling slukkede hun cigaretten, hvis gløder kæmpede for livet, men måtte se sig slået af trykket. Hun lagde sig ned og lod som om hun sov. Vilkas kunne tydeligt se på hendes form, at hun fingerede det præcis som ham. Ikke på vilkår at han ville lade hende få overtaget og se sig taget på sengen. Bogstavelig talt.
Dømt til at mislykkes selvfølgelig.