”Tima! Tima!”
Vilkas’ brystkasse dunkede, som om nogen stod og hamrede ham direkte over hjertet. Det komplimenterede ikke de mareridt, han havde forsøgt at undgå ved ikke at sove. Ikke den eneste grund, men en han lige så vel tog højde for. Posttraumatisk stress var den førende årsag til de menige soldaters sindsmæssige nedsmeltning og bestemt noget at tage seriøst. Lige siden den første nat havde det været som om, at nogen – eller noget – havde skreget af ham i baghovedet. En stemme der skingert mindede ham om, at forstanden langsomt gled og faldt sammen i en implosion, der ville fortære den sidste rest af selvkontrol.
”Tima, for helvede. Åbn nu op. Jeg ved du er derinde! Sparker kraftedeme døren ind.”
Vilkas var lysvågen nu – badet i sved. Åndenød. Havde de fundet dem?
”Øjeblik Mish!” råbte Maria vredt. Vilkas kunne høre lyden af en lighter, der klikkede, fejlede, klikkede igen – hurtigere og hurtigere – indtil den umiskendelige stank af røg fyldte hans næsebor.
Den voldsomme hamren på døren aftog ikke, og det tirrede Marias humør endnu mere af.
”Nu slapper du fandeme af, din møgunge,” mumlede hun igennem cigaretten, der hang døsigt i mundvigen. Ligesom Vilkas havde hun sovet med tøj på. Mere tydeligt på hende end ham, med håret der næsten så statisk ud.
”Bare bliv siddende, Vilkas, det bare min ven Misha. Skal nok holde min kæft om jer to, okay,” forsikrede hun ham uentusiastisk med en hæs stemme. Hun rømmede sig højlydt så Vilkas virkelig kunne høre slimet løsne sig fra struben. Klamt, tænkte han og han forventede næsten, at hun møgede gulvet til med det.
”Har du nogen som helst ide, hvad klokken er, din spragler? Hvad hvis jeg havde en stodder på besøg? Tænkt på det?” skældte hun Misha ud, en ung mand midt i tyverne, som var ukæmmet og ilde klædt i en striksweater med huller overalt. Han lo.
”Det’ du sgu for gammel til, Tima. Skynd dig. Tænd for nyhederne. Det ikke til at tro.”
Hun langede ham en over nakken, men han undveg, som om han havde været ude for det før og så sig ikke engang tilbage for at se hende gøre det.
Misha fik straks øje på Vilkas, da han kom ind i stuen. Han havde i mellemtiden rejst sig op og tørret søvnen ud af øjnene for ikke at virke uforberedt.
”Jeg sagde jo, jeg havde en mand på besøg,” gryntede Maria med et askebæger i hånden.
”Er du ikke lidt for ung?” Han hilste fraværende og så ikke engang Vilkas i øjnene fra bag de tunge hinkestensbriller.
”Styr dig, vil du lige?” protesterede hun.
Misha ignorerede hende, greb fjernbetjeningen og tændte for monitoren.
”Du kan ikke bare komme brasende i tide og utide. Jeg er jo slet ikke stået op før om …”
”Vi har netop modtaget disse billeder fra en anonym kilde,” læste nyhedsværten op, en midaldrende kvinde med tunge, gyldne øreringe og hornbriller. ”Informationerne vedrørende omstændighederne er stadig vage, men meget tyder på at optagelserne stammer fra strålingsgrænsen nær den tidligere centrale koloniregion, Metropolis.”
Vilkas havde ikke brug for nogen som helst uddybende forklaring på, hvad skærmen viste. Selv uden flammer, eksplosioner og ild var det ikke at tage fejl af.
Vraget af luftskibet som billedteksten døbte Atakebune, lå udbrændt, død i vandet, kulsort, omringet af et dusin både, dem han havde set sætte fra kaj i Alabaster.
”Død og kritte.” Cigaretten magtede ikke at kæmpe mod tyngdekraften og faldt ned i skødet på hende. ”Av for satan!”
”Som mange husker, var kolonien udsat for et strålingsudslip, der førte til udslettelsen af hele regionen og i omegnen af otte millioner mennesker. Vi stiller om til talsmand for hærens Kritiske Situationsevaluator, Hopkins Billar.”
Misha var optaget af skærmen og sled ikke blikket fra det. Maria derimod kunne ikke beslutte sig for, hvad der var vigtigst – skærmen, eller Vilkas' reaktion på nyheden.
Det var ikke hende han var bekymret for, at hun ville gøre noget pludseligt og dumt – så havde hun sagt noget nu, der ville have afsløret dem.
Med et retorisk spind og en mesterlig undvegen fra værtens spørgsmål til, hvem der kunne stå bag, om det var en intern eller ekstern kraft, der havde bragt luftskibet ned, endte interviewet med Billar uden videre forklaring.
”Spekulationer om, hvorvidt det er terrororganisationen, som går under navnet Gudindens Stemme, som står bag, er begyndt at florere på datanettet. Efter gårsdagens angreb på Zhao indkøbsdristrik i Trifa, hvor et militærfartøj styrtede ned, er nogle begyndt at kæde det sammen med begivenhederne i den Centrale region.”
Billedet af Amia og ham poppede op på skærmen. De var stadig utydelige og på ingen måde kompromitterende.
”Er han sikker, Tima?” spurgte Misha pludselig til Maria og holdt et halvt øje på Vilkas, der forsøgte at undertrykke sin krops ophidselse.
”Mhmm. De er med Stemmen. Fra Treenigheden,” svarede hun og gav Vilkas et sigende udtryk som for at spille med. Han nikkede anerkendende til Misha. De tykke briller gjorde hans øjne store, forvredne og gav ham et uintelligent stirrende blik.
”De? Hvem ellers?”
”Amia, hun sover,” sagde hun og hev endnu en cigaret frem. Hænderne rystede ukontrollabelt. Så meget så, at hun næsten opgav at tænde den, og da hun endelig fik liv i den, tog hun et drag så dybt, at halvdelen af pinden næsten var brændt væk efter.
”Zhao? Er det ikke tæt på, hvor du arbejder? Så du noget af det?”
Hun rystede på hovedet.
”Havde fri i går. Var sammen med de to hele dagen. Sightseeing.” Hun snappede sig utrænet igennem løgnen og blafrede unaturligt meget med øjenvipperne.
Billederne af det havarerede luftskib genspilledes igen og igen, indtil Misha bemærkede at skibene omkring, da bestemt ikke var en del af hærens eget inventar.
”Tror du virkelig at Stemmen står bag, som de siger? Tror du vi skal få fat i Grey'm?” Spurgte Misha. ”Jeg har aldrig set noget lignende.”
”Sikkert bare propaganda,” indskød Vilkas afslappet. ”Skibet svigtede vel bare eller brød i brand på grund af en teknisk fejl. En gylden mulighed for at bebrejde nogen man ikke kan li’ for at fremme sin egen dagsorden.”
Ingen grund til at skabe røre i sagerne, hvis det kunne undgås. Amia og ham havde intet at vinde ved at afsløre, at de stod bag, andet end unødig opmærksomhed der nemmere ville lede ordensmagten på sporet af dem.
”Hvordan kan du sige det, Vilkas?”
Kuldegysningerne løb ham isnende ned af ryggen – selv i den trykkende varme. Tonen i hendes stemme var ikke at tage fejl af.
”Det er trods alt din fortjeneste det der,” fortsatte Maggi. ”Synes nu alligevel det var mere spektakulært, mens det stod på. Jeg kan se du allerede har fundet Gudindens Stemme. Du spilder virkelig ikke tiden. Jeg er imponeret.”
”Godmorgen, Maggi,” snerrede han af hende uden at vende sig.
”Maggi?” spurgte Maria. ”Troede du hed Alma.”
”Alma?” lo Maggi hånligt. ”Hvad helvede har du bildt de fjolser ind? Nu har du vel ikke sagt for meget vel?” Hun virkede ikke videre bekymret.
”Ikke mere end du lige har. Hvad har du gjort af Amia?” Vrissede han.
”Hun sover tungt. Hendes sind er ikke rigtig gearet til at holde mig væk i længere tid, nu jeg endelig er fri.”
”Endelig?” Vilkas vendte sig for at se hende i øjnene. Han kunne stadig ikke tilgive hende at have sluppet Derrek og de andre.
”Længere forklaring. Hvis du lever længe nok, kan det være jeg fortæller dig det. Hvem skal jeg forresten takke for de nye klæder?” Hun beundrede sig selv og poserede for at få et blik af hele kroppen.
Misha var i vildrede og med de forstørrende briller kunne det tydeligt ses at han havde svært ved at finde ud af, hvem han skulle fokusere sig på.
”Tima, hvem er de to?”
”De, øh … de er fra … jeg har allerede sagt det, for helvede, øh, Treenigheden.” Det stank langt væk af, at hun ikke havde den fjerneste ide, hvad hun havde gang i. ”Pis!” kom hun endelig til erkendelse. ”Påstår du det er ham der har bragt flagskibet ned?” Hun svang så voldsomt med armen at det føg med aske fra cigaretten.
Maggi skilte persiennerne, hvis formål ikke lod til at være at holde lys ude, snarere inde. Klokken var allerede oppe over formiddagen, men himlen bar ikke det mindste præg og Vilkas kunne forstå, hvorfor de kaldte det for Katakomberne.
”Det er præcis det jeg siger. Hvilken sektor er vi i?” spurgte hun afslappet.
”Umuligt,” hvæsede Misha. ”Det der var i går. Det ville kræve et fartøj i stand til …” Øjnene fyldte nu brilleglassene helt ud.
”Okay jeg løj!” erkendte Maria hidsigt.
”Hvor er de fra, Tima?” gentog han højere og mere eftertrykkeligt. ”Åh Gudinden hav mig nåde. Er I med militæret? Tima, din so. Hvis du har ført militæret direkte til os.”
”Slap af fir'øje, så lever du længere. Det’ ikke de skarpeste, du har fundet, Vilkas, men så længe de er med Gudindens Stemme, kan de bruges. Og jeg kan se, at du ikke har brudt dit løfte om vores lille hemmelighed.”
”Du burde vide det, Maggi. Det var Maria, der fandt os. Amia insisterede at vi skulle tage med hende. Troede du var til stede hele tiden?” spurgte Vilkashånligt. Maggi fik pludselig et skamfuldt udtryk.
Misha var trådt tilbage og stod med ryggen mod væggen.
”Har du verificeret dem, Tima?”
Hun nikkede hektisk og blæste røg ud af smalle spidse læber.
”Og?” Stressede han på.
”Metropolis,” næsten hviskede hun, som om hun ikke selv kunne tro det.
”Tager du pis på mig!?” Ud af det blå begyndte han at grine hysterisk. ”Godt klaret Tima. Det er stort det her. Er du klar over hvad det betyder?”
”Gu’ fanden ved jeg da det!” eksploderede hun. ”Jeg har så ved Gud da ikke lukket et øje i nat. Er du klar over hvad han sagde i går? Han sammenlignede praktisk talt sig selv med missionærerne. Tro mig, har haft rigelig tid til at tænke over konsekvenserne”
Vilkas var ikke rigtig opmærksom på Misha og Marias skænderi, men mere Maggis vigende og eftertænksomme øjne.
”Hun pressede mig sgu ud, da hun troede, jeg slog dem ihjel,” sagde hun spørgende og søgte bedende svar hos Vilkas.
”Vi må ha’ fat i Grey'm. Han er den eneste der ved, hvad vi skal gøre,” insisterede Misha. Maria indvendte noget, som Vilkas ikke hørte.
”Hvad mener du med presset ud?” spurgte han lavmælt og bekymret, så de andre ikke kunne høre ham. Det lignede ikke Maggi at være rådvild og konfus på den måde. Han holdt hende ved skuldrende og hun gnubbede selv sine arme som for at holde varmen. ”Jeg slog dem jo ikke ihjel. Der er jo for dælen da faldskærme monteret. At du troede, at jeg rent faktisk kunne finde på det? Jeg er jo ikke dig vel.”
Var hun såret over, at han troede så ondt om hende? At Amia gjorde? Var hun overhovedet bevidst om hende? Maggi havde hintet, at hun ikke var, men hvordan kunne hun være så sikker?
”Maggi, hvem af jer ejer kroppen?” spurgte han forsigtigt. Der var intet ondt i hans stemme, men måske det kunne give ham et fingerpeg om hendes indre konflikts dimensioner.
Med et vredt skub pressede hun ham væk fra sig.
”Mig, din nar! det her er MIN krop! Ingen andres! Amia burde slet ikke eksistere!” skreg hun i blindt raseri. Misha og Maria holdt inde med at diskutere, og en sælsom stilhed bredte sig.
”Hva’ glor i pikhoveder på? Få fat i Grey'm eller jeg losser jeres hoveder ned i jeres maver.”
Maggi stormede ind på det lille værelse og smækkede døren bag sig, så det rystede i hele lejligheden.
”Gud bevar mig vel et temperament. Hvad gik det lige ud på?” Misha var den første der brød stilheden.
”Det må du nok sige,” tilsluttede Maria sig. ”Og hvorfor kalder du hende nu Maggi?”
”Bare gør som hun siger. For jeres egen skyld.” Der var ingen vilje i ham til at forklare dem noget. I hans øjne var de intet andet end midlet til et mål. På sin egen facon havde det været tilsigtet for Maggi at finde netop Gudindens Stemme, ved det rene lykketræf som det var. Det var derfor han havde mistænkt hende for at stå bag Amias velvilje til at følge med Maria.
Lettet over at Derrek og de andre måske alligevel ikke var omkommet i bjergene, samlede han sig og bad Misha om at tage af sted, i en tone mere hård end han måske fortjente. Med en ed om at Misha ville fortryde det dybt, hvis han kvajede sig, med en undertone af at det ville involvere lemlæstelses af visse uundværlige kropsdele, smækkede han døren bag ham så den ramte ham hårdt i hælene.
Maria stammede og så oprigtigt skræmt ud over hans udfarende og kommanderende fremgang. Mon hun troede, at han ville give hende samme tur?
Han stoppede op og stirrede irritabelt på hende, som smuds der ikke ville forlade hans synsfelt.
”Sulten?” Det var en kamp for hende at synke klumpen. Uden yderligere omsvøb gik hun straks i gang med at kokkerere, så panderne sydede og lugten af stegt æg og bacon indhyllede stuen.
”Der er løbene rapporter, der indikerer at bosættelser omkring kysten står i flammer. Meget tyder på, at der foregår en eller anden form for konflikt. Der er stadig ingen officiel udmelding fra Profeten, der i sin tid gav ordren om at inddæmme katastrofens omfang efter at regionens koloni, begyndte at udvinde uran til våbenbrug. Anlægget brød efter sigende sammen og nedsmeltede for derefter at eksplodere.”
Nyhedsoplæseren sad med papirer foran sig og læste op på en måde, der fik det til at se iscenesat ud.
”Løgne, intet andet end løgne, hele vejen rundt,” sukkede Vilkas. ”Er det virkelig den officielle historie?” Han proppede sig med mad, som om han ikke havde spist i tusinde år. Maggis tab at hun ikke kom ud og nød dette festmåltid – branket og bittert.
”Vi har netop modtaget et kommunike fra selveste Gudindens Stemme, der, netop som vi taler, har fremsendt en tilkendegivelse af deres involvering i sagen. De påstår, at de står bag angrebet på Atakebune, tager al ansvar og bekendtgør: 'Vi helmer ikke før den falske messias erkender kulør og hele hans flok brænder i de evige flammer, hvorfra helvedes ild gløder og vil pine og plage deres rådne sjæle til evig tid'.”
”Mere propaganda. Jeg begynder at tro, at jeres lille organisation ikke er andet end amatører, der lukrerer på andres bedrifter for at skabe følgere til sin sag. Det var fandengaleme ikke dem, der sænkede det skib.”
Han havde lyst til at tyre gaflen direkte i værtens ansigt. Maria sad afventende i den anden ende af sofaen og rørte ikke maden, men betragtede ham med en smøg i munden, der hurtigt blev afløst af en ny.
”Du ved godt, det ikke er sundt for dig det der, ikk?” bemærkede han køligt.
Straks skoddede hun den som en lydig hund uden at slippe ham af syne.
”Er der virkelig et oprør på vej?” samlede hun mod til sig at spørge.
”Mhmm, det tyder det på. Jeres Profet har haft en interesse i at holde Metropolis skjult, både for jer, men også de andre kolonier. Jeg forstår bare ikke hvorfor.”
”Så du skød et luftskib ned?” lo hun vantro, som om det var en rimelig forklaring. ”Ingen af kolonierne er bevidste om hinanden. De er alle under strenge ordrer til at være afskærmet fra omverden under påskuddet, at der ikke er nogen beboelige områder tilbage. Det er blandt andet en af de ting, som Stemmen kæmper imod. I årevis har de forsøgt at komme i kontakt med dem, men aldrig formået at penetrere militærets grænser. De dræber alle, der kommer for tæt på.”
Vilkas fortalte om løgnene, der var blevet spredt, som han havde oplevet dem og hvordan ingen end anede, hvad der foregik lige uden for bymurene, ej heller kystbyen Alabaster. Maria kunne heller ikke komme med en forklaring på, hvorfor Profeten skulle holde det hemmeligt, men tillagde det ikke megen betydning, eftersom der nok ikke ville gå længe, før det blev offentligt kendt at kolonien trivedes i bedste velgående.
Han gik videre til at snakke om, hvordan Metropolis' militær, forgrenet dybt i det politiske system, uden varsel havde angrebet Alabaster.
”De sidste tredive år er vi blevet stoppet med historier om det store stygge Agartha og deres plot for at overtage den sidste rest af den civiliserede verden. Må ærligt indrømme at to hundrede millioner mennesker, måske er lidt for stor en mundfuld for regionen, så jeg tror sgu ikke at de selv ved, hvad der foregår. Der var én mand dog, der havde alle svarende. Det er ham vi leder efter.”
”Hvem?” Maria var så opslugt af at høre ham fortælle, at hun ikke opdagede, at resten af maden for længst var brændt på og sendte en harsk duft rundt.
”En videnskabsmand, men nogen fik fat i ham før os. Tror det var derfor, de gik til angreb på Alabaster.”
”Men er I ikke med dem? er det ikke derfor I er her?”
”Misforstå mig ikke. Jeg er opvokset med et indædt had mod jer og for ikke mindre end to uger siden, hvis du havde spurgt mig, ville jeg have gået i døden for sagen. Nu, til gengæld, finder jeg ud af at det hele er én mands værk, og at nogle få hævngerrige, magtliderlige mennesker ønsker repressalier for tre hundrede års indespærring. Hvordan kan jeg stå ved det?”
Sandheden, det fælles bedste, dét havde været hans strålende ledestjerne.
”De må da vide, at det er en selvmordsmission at sætte sig op imod jer.” fortsatte han. ”Tyve til en er ikke ligefrem gode odds.”
”To mod flagskibet er heller ikke, men I trak da den kanin op af hatten alligevel.”
”Mere held end forstand,” smålo Vilkas.
”Forstår stadig ikke, hvordan I slap ud. Hvordan fik I fat i det fartøj?”
”Den ære tilfalder Maggi,” svarede han uden videre uddybning. ”Har du forresten nogensinde hørt om Profetens Gesandt? en der arbejder under direkte ordrer fra Profeten selv?”
Maria skød øjnene op.
”Gesandten er ikke en du ønsker at lægge dig ud med. Jeg har kun hørt rygter. Ingen af dem gode. Overhovedet. Gesandten er øverstkommanderende for missionærerne. Han siges at være allestedsnærværende med næsten mere magt end Profeten, og han er praktisk taget en halvgud i bogstaveligste forstand.”
”Se det’ det, jeg ikke forstår. Der er intet i videnskaben der formår at forklare egenskaber som du beskriver som gudelige.”
”Manden er over trehundrede år gammel. Hvis det ikke er overnaturligt, ved jeg ikke hvad er,” skældte hun ud over hans uforskammethed. Vilkas var uforstående, men mente, at det måtte være for at skabe en form for stabilitet i trosstyret.
”Hvis du siger det,” føg han let, over hendes udbrud. ”Forklar mig så hvorfor han er talerør for Gudinden, mens I er hendes stemme? Er hun endnu en udødelig, altherskende skabning, der kan frelse jer, eller er det bare en undskyldning for at retfærdiggøre jeres kamp mod overklassen.”
”Gudinden er selve Jordens sjæl – energien der forbinder os alle sammen. Vi kæmper for hendes sag og forsøger at ophæve den forbandede klassedeling, der tvinger alt under Nitten-Tres under aristokratiets magt.”
”Nitten-Tres?”
”Nittenhundrede og tres meter. Over det er lukket land for enhver, der ikke er født ind i paradis. Profeten, hvor meget vi end skylder ham for at redde menneskeracen fra total udslettelse, er blevet korrumperet af sin egen magt. At lade ham være repræsentant for Jordens sjæl er en synd, vi ikke kan tillade, når så mange lider under missionærernes brutale hånd.”
Hun lød øvet i at prædike den tale og den bar da også præg af en blind tiltro og en urokkelig vilje til at mistro alle der ikke fulgte hendes livssyn.
”Så Gudinden er Jordens sjæl?” gentog Vilkas.
Maria nikkede.
”Vanvittigt. Her gik jeg og troede at ødefolkene var skøre. De troede trods alt kun på, at en enkelt mand byggede hele Metropolis på egen hånd.”
”Bare vent og se. Når Gudinden vender tilbage …” begyndte hun hidsigt.
”Når hun vender tilbage? Laver du sjov? Hvis jorden havde en sjæl, der brød sig den mindste smule om os, ville den … hun, så ikke have gjort noget ved jeres armod for længe siden?”
Vilkas kunne ikke tro, hvad han hørte. En voksen kvinde der fuldstændig tilsidesatte logisk sans, når det var så tydeligt, at det ikke handlede om andet end ærgerrighed hos de højere stående.
Døren ind til Maggi brast op, og havde han set efter i øjeblikket, kunne et velplaceret spark meget vel være årsagen.
Hun så mere syg og bleg ud end Amia normalt gjorde og gløden var ingen steder at finde – erstattet af en grå, dyster og hadefuld stirren forbi dem. I den ene hånd bar hun en enorm kniv glinsende af tykt blod, der dryppede i store klatter på gulvet. Den anden blødte bare. Hele underarmen var en mikstur af rødt og hvidt, der i de svage lysstofrørs glød fik det til at se mere sort-hvidt ud.
Det gibbede i Maria, men ikke mindst Vilkas der måtte knibe sig selv for ikke at få et anfald af bekymring. Han ville være sprunget op, hvis ikke Maggi var kommet ham i forkøbet, og lukket den korte afstand, der var imellem dem.
”Min krop.” Hun lod en lille blodig metalskive falde ned i hans skød, passerede ham uden at se hans retning og gik direkte over til en beskidt, brun håndvask fyldt med flere dages madrester og service.
”Din krop? Er du fuldstændig vanvittig? Hvad tror du ikk’ Amia vil sige, når hun opdager, at nogen har skåret hende til blods? Hvad vil du ha’ jeg skal sige til hende?!”
”Du finder vel på noget,” svarede hun monotont og lod kniven hvile på de tændte kogeplader, der stadig sydede og boblede. Maria så til med rædsel, mens Maggi lod den glødende kniv lukke såret, hun havde skåret, til, i en stank der fik det brændte bacon til at dufte som en sød mellemstegt bøf.
Vilkas havde regnet med et smertehyl fra Maggi, men det var Maria der indfriede forventningerne.
Det var et psykotisk ansigt, der svarede Marias skræk, og det fik bare Maggi til at presse kniven længere ned i kødet. Ingen reaktion, ingen smerte, bare et gruopvækkende, sadistisk smil.
Vilkas burde have slået hende for sin idiotiske opførsel. I stedet greb han hende om armen og tvang kniven fra hende.
”Slip mig,” hvæsede hun.
”Du fik mig til at love at passe på hende. Hvordan har du tænkt dig, jeg skal gøre det, når du går i vejen konstant?” hviskede han vredt, så Maria ikke kunne høre dem, håbede han, selvom hun nok gjorde. Alle hendes sanser var rettet deres vej og det var ikke kun lugten, der stillede flere spørgsmål end svar.
”I vejen? Uden mig var du for længst ormeføde.”
”Uden dig …” halvt råbte han, og måtte styre sig for ikke at eksplodere. ”Uden dig ville jeg være lykkeligt uvidende. Lykkeligt hjemme, hvor jeg kunne hade din slags i fred uden moralske skrubler. Ikke mindst ville jeg vide, om mine venner var i live eller ej.”
”Har du glemt, at de smed dig ud?” Der var ingen eftervirkninger at mærke på hende med tanke på, at hun netop havde skåret armen op, brændt den og nu ivrigt skubbede ham med specifikt, insisterende, gentagende tryk i brystkassen.
”På grund af dig! Og hvor var det lige du var, da vi styrtede ned her? Jeg kan ikke tage mig af hende, når hun hader mig, og du gør det ikke ligefrem lettere og nu har jeg også det der at sku’ forklare.”
De var ikke hans venner selvfølgelig. Han havde i hvert fald aldrig selv anset dem for værende andet end kollegaer, noget hun sikkert godt var klar over.
”Enten gi'r du mig en rigtig god grund,” fortsatte han i samme tone, ”og jeg mener rigtig god grund, til ikke at fortælle dem alt det jeg ved, du ikke ønsker, de skal vide, om Gesandten, om din far, eller også må du klare dig selv. Hva’ håber du at opnå ved at flå chippen ud af dig selv andet end at skræmme alle fra vid og sans?”
Den elektriske spænding imellem dem, ville kunne måles og give strøm til en mellemstor autovogn. Ingen af dem veg, og øjeblikket trak ud til en pine af udholdenhed. Vilkas vidste, at han havde krammet på hende.
”Jeg vil se bort fra det ufattelige held at vi fandt Gudindens Stemme, som du havde håbet på, så hvad med om du starter med at fortælle mig, hvad du har tænkt dig at få ud af dem.”
Maggi var rasende. Fnysene var ikke langt fra hinanden, og hun skød munden vredt op under næsen i et angreb af hidsig vejrtrækning.
”Fint! Kom med.”
Maria gjorde ingen indvendinger, da de forlod den stinkende lejlighed, der efterhånden lugtede så brændt, at nogen visseligt ville tage notits og tilkalde brandmyndighederne.
”Sig vi vender tilbage inden længe,” fik hun listet ud, inden døren smækkede og de igen var nede på gaden, der var et andet, langt mere foruroligende syn end natten forinden.
Vilkas havde altid anset Metropolis i myldertiden for et af de mest hektiske og kaotiske tidspunkter på dagen og et spektakulært syn uden sidestykke. Rødt var erstattet af blå-hvidt og de våde brosten kunne ikke ses mere for mylderet af mennesker, der i alle afskygninger, præcis som i centeret over dem, flød som en rolig strøm.
Eneste forskel, men så sandelig også en der sprang i øjnene, var måden folk bar sig på. Mere duknakket, ilde klædt og med højlydte råb, der lød til at bryde ud i slagsmål, når det skulle være, var det her et sted, Vilkas ikke ønskede at fare vild.
Maggi trak ham uden ord igennem strømmen. Utilfredse blikke mødte dem, som de skilte vandene som en kølle, og tvang flere til at rykke sig ud af deres vante og meningsløse vandren.
”Har du stadig Amsens chip?” spurgte hun efter at have trukket ham med sig på tværs af et utal af ens gader, der til sammenligning fik Metropolis' boulevarder til at virke som en pinlig imitation. Vilkas trak den op af lommen og hun snuppede den uden omsvøb fra ham så hurtigt, at han ikke nåede at mærke hendes fingre mod hans håndflade.
”Vent her.” Og så var hun væk – druknet i strømmen. Med lidt fantasi kunne han forestille sig hendes hoved stikke op og med baskende hænder kæmpe for livet. I det trykkende pres fra bygningerne over ham og de utrygge omgivelser af en uendelig og ukendt skare af fremmede ansigter, var det en fryd at se det for sig, om ikke andet i sit sinds indre blik.
Knap en meter og halvfems, var han ikke meget højere end den gennemsnitlige Agarthaner, på nær dem der lignede Amia, så han rykkede sig så langt tilbage han kunne, mod glasfacaden af en butik der solgte lingeri og kulørt undertøj, alt sammen udstillet på ansigtsløse mannequindukker lignende noget fra en skrøne om levende døde han engang havde læst, som en del af de obligatoriske fiktionslitteratur-fag der skulle lære folk om forskellen på sund kreativitet og farlig adspredelse. I hvilken kategori gys og gru hørte under, havde undsluppet hans viden, men ubehaget som synet af dem fremkaldte, kunne kun give ham en gisning om, hvilken den passede i.
En kvinde med skrigende rødt hår, ældre end han nogensinde havde set, bankede hysterisk på ruden og signalerede til ham, at han skulle rykke sig fra den. Derved tvang det ham til at gå ind i en muskuløs mand med tatoveringer, der gik fra knoerne hele vejen op over hagen til under munden som syle. Han svarede igen med et kraftfuldt puf med skulderen, der snildt kunne være på størrelse med Vilkas' hoved.
Slaget trykkede ham tilbage til ruden, der rungede voldsomt og fik ham til at frygte, at den ville kollapse ned over ham.
Kvinden blev omend mere hysterisk og trippede med små slæbende skridt ud af butikken og råbte noget af ham på et sprog han aldrig havde hørt før. Vilkas anede ikke, hvad han skulle stille op. Hvis han rykkede sig for langt væk, risikerede han at miste Maggi af syne og enhver chance for at finde tilbage til Maria. Flere ansigter vendte sig imod ham i flokken, der passerede, og han frygtede, at det ville tiltrække de forkerte menneskers opmærksomhed.
Han forsøgte at tale hende til ro, samtidig med at han så sig om panisk over de mange blikke, der hvilede på ham. Med armfagter og hidsige sprøjt han kun kunne forestille sig, havde ord i sig, der bestemt ikke var venlige, bakkede han afværgende ind i strømmen. Den var umulig at bekæmpe og langsomt, men sikkert blev han presset ned af gaden.
Strømmen var todelt så han forsøgte at møve sig igennem til den anden side, så han i det mindste kunne komme tilbage, hvor han kom fra. Hvad hjalp det, når han ikke kunne genkende facaden på den butik, han var blevet drevet fra?
Der var hun – lige så konfus som ham over at han ikke var, hvor han burde være. Han forsøgte at råbe hende op, men blev så voldeligt skubbet rundt at han ikke formåede at få et eneste ord ud. Han vinkede febrilsk med armene i håb om, at hun så ham, og til hans held gjorde hun.
Hun rullede håbløst med øjnene og gled ubesværet ind i strømmen og nåede ham med ynde uden at gå i vejen for nogen, og ledte dem så videre igennem.
”Sagde jeg ikke du sku’ blive, hvor du var?” sukkede hun opgivende.
”Tænkte du ikke havde brug for at have mig på slæb,” prustede han stakåndet, men forsøgte at skjule det. ”Hvad er det her for et sted? Hvorfor er der så mange mennesker? burde de ikke være på arbejde?”
”Mange af dem er. Det her er Katakombernes handelscenter. Et forfærdeligt sted at være i myldretiden.”
”Så er det jo det perfekte sted at være lige nu. Vi skulle jo nødig blive væk fra hinanden,” bemærkede han sarkastisk.
”Hey, du ville gerne have svar, ikk’? Det her er mig, der fortæller dig, det du har brug for at vide,” vrissede hun.
”Brug for? Hvad med det jeg vil vide?”
”Hva’ med det jeg vil vide?” gentog hun med et tykt lag brok smurt på og ledte dem ned af en sidegade med næsten ingen mennesker. Gyden var fyldt med skrald i sorte sække, fugtige papkasser stablet interimistisk og papir der fløj rundt for vinden, der peb isnende igennem og fik Vilkas' skjorte til at lette sig så meget, at den afslørede hans bare underkrop, som stadig bar præg af blå mærker og sår i alskens afskygninger.
Maggi bemærkede det med et sælsomt forfærdet udtryk.
”Gør det ondt?” spurgte hun forsigtigt.
Vilkas var overrasket over at høre den slags spørgsmål fra hende, og kunne kun finde ét svar at give hende.
”Gjorde dét der ikke ondt?” Han pegede på hendes underarm, som hun havde forbundet med hvid gaze, sikkert det hun havde været inde og købe. Hun bar ligeledes på en lille plastikpose med et logo og tekst fra butikken hun have været inde i.
”Det gjorde det vel.” Hun vendte og drejede armen og studerede den med undren, som om hun ikke vidste, hvad hun skulle mene om det – afskåret fra sin egen arm på en fremmedgjort måde.
For første gang hernede kunne han se himlen. En svag afskygning og knap hvad man kunne kalde frit udsyn, men uanset hvad var det himlen. De var nået til en åben plads. Selvom det lille kvadrat af bar himmel var som en lampe på et ellers kulsort lærred, var der absolut intet af lyset, der nåede ned til dem. I midten stod en groft udskåren statue, der så hærget ud i lyset fra store projektører placeret i de fire verdenshjørner.
”Her.” Maggi rakte ham indholdet af posen, inden han kunne nå at spørge, hvem statuen forestillede. ”Slå op på side to hundrede og sytten og læs.”
Phileas Phride – Genkomsten. Det var den samme bog, som hun havde smidt over bord i redningsbåden, den samme som Amia havde omtalt som ren skrøne. Hans trodsige knogle bad ham modsætte sig hende, kun fordi det ville tilfredsstille hans eget behov for at genere hende, men bed det i sig.
Bogen var noget tykkere end den hun havde skaffet sig af med, men havde samme kapitler – plus et par ekstra.
14. januar, 2044
Det er midt i vinteren – hverken mere eller mindre, men vejret er ikke enig med os. Jeg ved hvorfor, og jeg ved, at det er vores skyld. Min eneste frygt er, at vi til al evighed skal lide disse grader i andres navn. Var jeg en religiøs mand, ville jeg forbande og nedkalde al verdens, alle guders vrede, over det de får os til at udføre. Var jeg en stærkere mand, havde jeg allerede betalt prisen for min egen sjæls retfærdighed – som Shawn. En mand mere kritisk findes ikke, og jeg savner hans røst, der med den største overbevisning fik os alle til at nære den samme usikkerhed han havde – for validiteten af vores gerninger.
En mand som ham har intet at gøre her, siger de og henretter ham for at opfordre os … ja opfordre os til hvad? Jeg tør ikke tro mine egne tanker. Bedrager de mig? Kan det være, at sund fornuft er det sidste offer i denne monstrøse uhyrlighed. Eller var den det første?
Jeg er begyndt at ønske samme skæbne, hvis prisen for mit liv er at frasige, det der gør mig … til mig.
28. Januar 2044
I alle mine dage havde jeg aldrig troet, at noget så smukt kunne eksistere. Vi havde alle hørt rygterne, omend ingen med sikkerhed kunne sige, hvor de havde hørt dem fra. Rygterne om en kridhvid by af marmor i midten af ørkenen bygget af Guds søn, var sande. Mændene, ja selv Tress, bøjede sig som ydmyge, da han viste sig for os. Mine ben rystede for meget, til at jeg turde følge dem. Med sikkerhed jeg ville have, havde de lystret.
Han nærmede sig mig, den eneste der ikke underdanigt havde kastet sig for hans fødder. Jeg ville, hvis jeg kunne. Jeg ville beskrive begivenhederne i deres fulde sandfærdighed, blot jeg kunne huske en brøkdel, men fra det øjeblik af, var jeg omsluttet af en varme og venlighed, hvis lige jeg aldrig i mit liv havde følt. Den fjernede alle mine slørrede og omtågede tanker, der havde mæsket sig i min sjæl fra den første bombe faldt ved Middelhavets munding og tørlagde oceanet.
Er vi frelst? Jeg græder ved tanken, om at vi måske – med det spinkleste af håb – er.
”Efter det kan du ikke regne med, hvad der står,” sagde Maggi. da Vilkas vendte siden for at fortsætte. ”Resten er skrifter, du gør bedst i at undgå.”
Vilkas bladrede løst og kunne se, at hun havde ret. Sproget var let genkendeligt og bar præg af at være skrevet som en andens ord, meget som man ville en roman med plot og større sammenhæng, og ikke en enkelt mands spredte tankestrøm.
Han var mere på bølgelængde med Amia, der var overbevist om at det hele var en skrøne – en fabel – ment som en eventyrlig historie. Ren underholdning.
”Hvis du prøver at overbevise mig om, at Profeten er ægte, en Guds sending, så gør du det ikke specielt godt. Hvad med om du fortæller mig om missionærerne og Profetens Gesandt i stedet?” sagde han, halvt irriteret over hendes halvhjertede forsøg på at påvirke ham.
”Jeg hørte dig godt snakke med Maria om det. Tak fordi du ikke sagde noget om mig,” svarede hun blot. Hvis han havde været mere opmærksom, ville han måske have opdaget en snert af taknemmelighed.
”Kan du se de to mænd, der står for foden af statuen?” spurgte hun pludselig. Vilkas fik straks øje på, hvem hun mente. Umulige at overse stod to slanke, mørkklædte mænd i kåber, der mindede om den Eldridge bar, foran en stor platte med en inskription der var ulæselig på den afstand.
”Det der er missionærer. De er stort set altid at finde ved Phileas Phrides' mindesmærke. For Gudindens Stemme og grupper med samme syn som dem, er han symbolet på alt, hvad han stod for, hvilket også er derfor de er her – for at opsnappe den mindste smule de kan om kættere.”
Hun talte lavmælt og gjorde et stort nummer ud af at bevæge munden så lidt som muligt og sørgede samtidig for at vende sig væk fra dem, når hun talte om dem. Vilkas, der ikke forstod hvorfor, fulgte bare hendes eksempel uden at stille spørgsmål.
”Hvad er problemet med dem? Hvorfor er de så farlige, hvis de blot prædiker til ikke-troende? Det er vel op til den enkelte, om de vil tro på Profeten og Gudinden eller ej.”
”Det mener Stemmen, og det mente Phrides også. Hvad du læste, op til hans møde med Guds søn, eller Profeten, er den skinbarlige sandhed. Om du vil tro det eller ej, så er det historisk korrekt, det vil jeg slet ikke diskutere med dig – så drop argumenterne”
Maggi var drabeligt alvorlig og talte hæst for at få sin pointe igennem uden at drage opmærksomhed til dem.
”Og missionærerne?”
”De tror på den version, du har i hånden. Ve dig, hvis du giver den mindste smule udtryk for at mene noget andet. De er mestre i at spore og udrydde enhver afviger. På en måde er de faktisk ligesom jer.” Hun frydede sig ved sammenligningen. ”Hvis folk ikke passer ind, bliver de skilt af med. Her er det bare mere brutalt. Kan du huske Amsens arm?”
Om han kunne? Hvert eneste øjeblik han havde med sine egne tanker, så han for sig pistolens rekyl, der sendte en kugle af sted for at dræbe den stakkels mand. Han havde sikkert familie, en kone måske, hvem ved – børn?
”Prøver at lade være,” sagde han blot.
”Stort set hele deres krop er syntetisk. De er Gesandtens personlige korps mod oprørere og systemkritikere. Tro mig. Du ønsker ikke at se dem i aktion. Her.”
Hun rakte ham endnu en bog, der stort set var præcist som den anden. Faktisk var de to ikke til at skelne fra hinanden. Selv titlen var den samme.
”To for ens pris?” sagde han i spøg, men blev mødt af et opgivende blik fra Maggi, der tydeligvis ikke fandt det særlig morsomt.
”En af fordelene hernede er, at du kan få næsten alt – for den rigtige pris. Filosofiske tanker er langt mere udbredte, og det er kun sjældent, at missionærerne kommer direkte til din dør. De har det med at gå efter de større fisk.” Hun bladrede op på side to hundrede og atten, og rakte ham bogen. ”I Alabaster var det hvorvidt Profeten var hellig eller ej. Her, i hvilken grad han er.”
Vilkas kunne straks se forskellen i de to bøger.
”Den her regnes for Phileas’ følgende erindringer – af Stemmen – og er, alt taget i betragtning, den sande fortælling.”
”Alt taget i betragtning?” spurgte Vilkas
”Der findes ingen original kopi, så over tiden er der gået noget tabt og tilført andet, men i det store hele er den så tæt på sandheden, som den kan være.”
”Hvad har det med Gesandten og missionærerne at gøre?”
De to mænd begyndte at vandre frem og tilbage rundt om statuen og så sig opmærksomt omkring med høgeblikke, der så ud som om, at de skannede deres omgivelser omhyggeligt. Maggie var varsom og frøs for at følge dem, for at se hvad de havde tænkt sig at gøre. Vilkas fik fornemmelsen af, at mandens øjne var små kikkerter, der zoomede ind og ud på sit bytte, og han kunne have svoret, at han så et grønt skær, idet mandens blik vandrede forbi dem.
Maggi bladrede længere frem, hen mod enden af bogen, og bad ham læse.
3. April 2103
En mørk sky af dystre tanker og forfærdelige forudanelser holder mig vågen om natten. Jeg nærmer mig de halvfems, en ung alder i forhold til Profeten, der gentagne gange har påstået at være tilbage fra det forrige årtusinde. Jeg tvivler ham ikke et sekund. Min mentor, min lærer, min bedste ven og fortrolige.
Jeg frygter for hans sindstilstand, der synes at forværre hans handlekraft – grænsende til apati. Lige siden ankomsten af Gesandten har hans virke været svækket. Ingen af mine underordnede kan give mig svar på, hvem denne mystiske personlighed er, endsige, hvor han kommer fra.
Der florerer rygter fra de nedre distrikter, om en brutalitet der kvæler enhver fri tankegang – i Hans navn. Jeg har ytret min bekymring til Ham, men bliver mødt af en mur af afmagt, der nægter at tage stilling til enhver religiøsitets validitet. Han påstår, at han har indgrebet nok i menneskets historie og ikke ønsker at blande sig yderligere af frygt for konsekvenserne, men hvordan kan han blot se til, mens overgreb dagligt giver ham et dårligt ry, en mand vi skylder så meget, og på samme tid gennemtvinge et strengt forbud mod enhver teisme i kolonierne?
Jeg mindes kun et under i mine unge dage – strålende som millioner af stjerner på en kølig nattehimmel. Fra de øde Middelhavs-sletter, til den frodige jungle mod syd der beskytter hver kolonis to millioner indbyggere, har jeg set en strålende fremtid, jeg for et halvt århundrede siden havde opgivet alt håb for.
Min bøn er kun, at vi ikke gentager samme fejl og lader blind tro forpurre vores uendelige potentiale.
15. April 2103
Profetens ordrer står ved magt, og selvom jeg ikke er enig, forstår jeg vigtigheden af, at have en sikkerhedskopi af os selv, skulle vi en dag udslette os selv enten fra vores egen lunefulde idioti, eller mindre åbenlyse naturkræfter der selektivt vælger os fra.
Alle beslutninger syntes farvet af et væsen ikke lig ham. Gesandten lader til at have en finger med i alt min kære ven beslutter. De selvbestaltede missionærer er som en forlænget arm for et væsen, jeg ikke engang er sikker på, eksisterer.
Jeg havde en ophedet diskussion, der vækkede følelser i mig længst dulmet af alderens visdom, med Ham. Stædigt var Han inderligt besluttet, ikke at slå ned på missionærerne og gik endda så langt som at forsvare deres uhyrligheder. Ingen ord blev direkte sagt selvfølgelig, men jeg kunne fornemme frygt i Ham. Ærefrygt. Er han slave eller mester?
Gennem Ham har jeg i fyrretyve år været velsignet at være Agarthas politiske sjæls overhoved, og aldrig har jeg set ham mere underdanig. Som en ung mand om sin første kærlighed, har han intet ondt at sige om Gesandten, og nægter pure at blande sig.
19. Maj 2103
Profeten, aldrig sky af sig at fortælle om sine eventyr under krigen, aldrig af vejen at give sit besyv med universets mest gennemtrængende sandheder, har afsløret for mig, menneskets fremtid på mine sidste dage. Min krop værker og jeg føler dødens isnende klør grådigt begære min sjæl – måske tage mig til et sted bedre. Folket har krævet Profetens ledelse indtil et nyt valg står, men er det Gesandtens styre de får, tør jeg næsten ikke slippe. Hvor må de væmmes ved min beslutning.
Dagen før i går spurgte jeg, siden mit liv sandelig snart finder sit måls ende, med et løfte om min totale samarbejdsvilje, blot han afslører for mig Gesandtens og hans forhold, om jeg roligt kan træde ind i det næste, vel vidende ingen skade tilfalder hans flok.
Mit hjerte sank, nej det kollapsede, da Han fortalte om Gudinden fra de selvsamme skrifter som Gesandten og missionærerne har spredt som giftig propaganda i de koldeste, nederste dele af vor prægtige by.
Ved design er det Ham, der har organiseret de kræfter, der kvæler kulturen med det mål at genopstå Jordens sjæl og lede menneskeheden mod sin ultimative skæbne.
Tanken er smuk, men vi vandt ikke krigen ved at give køb på vores menneskelighed. Der er tider jeg tænker om vi overhovedet vandt til at begynde med, om vi ikke bare lod den næste tyran erstatte. Skal denne sidste tid virkelig være præget af mørke og ikke være en hyldest til vores storhed?
Der er en melankolsk glæde, når han fortæller mig om planen. At Gesandten kun er første trin i et globalt netværk, der skal samle kloden i en gylden tidsalder. Jeg ved, at han ikke er et ondt menneske, jeg ved at Han kærrer sig om hvert eneste spædbarn, og jeg ved at Han lider for hvert tabt liv, som hans kreation fratager.
Målløst må jeg lade Ham fortælle om sit liv før vi mødtes, slet ikke i tvivl om hans sandfærdige sind. Om jeg kan acceptere? Hvordan kan jeg?
”Gamle ven,” siger han og stryger min feberramte pande. En glinsende tåre der symboliserer alt jeg ved han er, betrygger mig, men nægtes vores egne erfaringer ikke? Nægtes vi ikke chancen for ikke at begå samme fejl? Nægtes vi ikke kampen for vores egen arts overlevelse? Er det ikke mere poetisk?
Ideen er at lade ethvert menneskes energisignatur lagre i en computer, hvis design og kompleksitet jeg aldrig i mine vildeste fantasier, kunne begribe. Kolonierne er hans sikring, at enhver tænkelig eventualitet bliver iberegnet for at skabe et nuanceret billede af, hvad vi som mennesker er, har været og ville, kunne blive.
Dette, siger han, er Gudindens ypperste våben. Med en knivspids af kløgtig programmering vil hun frelse os fra universets mørke og skabe en Edens have – sørge for at livet ikke lader sig friste af forbuden frugt.
”Hvis du havde magten, hvis du kendte den hele, endog kun den halve sandhed, hvor langt ville du gå for at frelse Verden?”
Mit svar udebliver. Måske han kan se konflikten i mig. Djævlen er blot onde hænders illustration. Hvilke er hans?
”Hvor langt ville du gå for at gense den du elsker – et univers fra hinanden?”
Her må jeg komme til kort – uretfærdigt. Den sidste rest af respekt jeg havde for ham, ebber ud. Hvor vover han at bruge mit tab, for at få mig til at se tingene fra hans synspunkt?
Jeg tilgiver ham ikke. Jeg tilgiver ham aldrig. Mine sidste tårer er ikke for mig selv. De er ikke af glæde over at se os igennem de værste af trængsler. Dem der reducerede os fra milliarder, til millioner. De sidste salte tårer dette legeme nogensinde skal udgyde, er for den enlige, rene sjæl, uplettet, der står tilbage, når vi har givet køb på den sidste rest af fri vilje. Skæbnens bøddel. Vil vi blive tilgivet? Kan vi?
Vilkas lod de sidste ord synke ind og lod som om han stadig læste. Maggi var urolig over den tid han tog sig, og da han endelig lod bogen smække i, var det med et hult dunk, der kunne høres i den anden ende af pladsen. Uden tvivl at missionærerne også kunne, rev hun den fra ham og gemte den væk af vejen.
”Biometrisk data. Identifikationschippene. Var det det, Amias mor arbejdede med? Information til lagring?”
”Intet mindre. Forstår du nu, hvorfor de er imod profetens vision om Gudinden?”
”Ku’ godt forestille mig de foretrak ideen om en guddom som abstrakt og formløs, frem for en mekanisk kvinde uden sjæl og sind – kold og beregnende. Hvad jeg ikke forstår, er, hvad Profeten er så bange for, at han vil gå til så enorme yderligheder, at forhindre.”
Enhver der læste og troede på Phileas Phrides' såkaldte, sande beretning, ville nemt komme til den konklusion, at Profeten var en ond mand. Disse ord ville med stor sandsynlighed aldrig nå længere op fra de våde brosten end hans hænder, og ideen, at Gudindens Stemme var et netværk af ligesindede på tværs af distrikterne, var latterlig. Han hadede at måtte sammenligne, men ligesom i Metropolis, hvis man ikke var enig, var alternativet der trods alt kun deportering.
”Ville du kunne tro på sådan et væsen, mekanisk eller ej?” spurgte hun, som om hun havde en pointe, der lå og ventede for enden.
”Irrelevant. Hvis jeg skulle sætte min lid til nogen, ville det være Phrides. Men hvis tilstrækkelige kender til det her værk, har Gudinden så nogen effekt, skulle hun vise sig at være sand? Hvor vil du hen med det her?”
Statuen af Phrides tårnede sig – et monument hvis lige han aldrig havde set. Den stod rankt og lygterne skabte enorme skygger i hver en lille fure, der skar sig dybt i rynkerne over hans ansigt. Det var et sørgmodigt ansigt med indsunkne øjne bag tykke bryn og skæg til langt ned af brystkassen, der med bukket nakke bar byens tage over sig.
”Stemmen er af den faste tro, at Profetens ord er sande. Der findes en Gudinde. Hun er Jordens sjæl.”
”De er bare uenige om midlet til at nå hende?” færdiggjorde han hendes sætning, hvortil hun nikkede anerkendende.
”Jeg kan kun gisne, hvad der skræmmer ham så meget, at han søger at kontrollere hele verden,” sagde hun eftertænksomt. Mine minder er ikke … jeg kan ikke huske det.
”Men du er Gesandten, ikk? Burde du ikke vide det, selvom du er lidt for ung til at have levet to hundrede år?” spurgte han spøgefuldt i håb om at nå ind til hende igennem alvoren. Måske en flig af Amia ville høre ham og påvirke Maggi.
”Gesandten er en myte. Hverken overnaturlig eller odiøs. Grunden til ingen nogensinde har set ham, og at der ingen spor er at finde, er fordi han simpelthen ikke eksisterer.”
”Du siger, at Profeten selv giver ordrerne? Hvorfor gå til yderligheder, hvis han alligevel står bag?”
Tankerne snurrede i hans hoved. Han prøvede at forstå, både hvad Phileas Phride skrev i sine bekymringer, men også hvad Maggi fortalte. Ikke et øjeblik tænkte han på, om hun måske bare gav ham en storslået og fantastisk fortælling, for at få ham til at makke ret.
”Fordi det ikke er Profeten, der står bag. Han stod bag angrebet på Metropolis til gengæld – ingen tvivl om det. Jeg vil endda gå så vidt som at mene, at han personligt var om bord.”
”På grund af Agawi?”
Maggi nikkede. Vilkas kunne ane, næsten mærke, svaret der lurede i horisonten netop uden for hans rækkevidde. Den drillede ham med sit simple svar – en åbenbaring – hvis sidste nøgle visseligt ville bringe ham ro.
”Gesandten er ikke virkelig, fordi han er systemet.” Det var som at bryde sig igennem en mur med en hakke. Hvert slag, hvert ord, gav ham en vished om at være på rette spor. ”Agawi er softwareingeniør. Han bragte synteserne til byen på Profetens ordrer … som et eksperiment,” mumlede han for sig selv.
Han var uvis, om han turde gå så langt, som at udlede Gesandtens identitet med så nøje præcision. Hvis sandt, ville det betyde noget helt og holdent ubehageligt. En realisation der ville sammenligne alt hvad Metropolis stod for, med det han hadede allermest, og det hele hans grundlag var baseret på. Ræsonnement og logik. Agartha styrede kolonierne ud fra én mands vision.
”Gesandten er en … computer? En kunstig intelligens? Styrer det synteserne? Hvad har Agawi gjort, for at få Profeten efter sig personligt? Har han stjålet den?”
Vilkas havde svært ved ikke at føle sig utilpas, over at nå den konklusion. Den var alt for underlig til hans smag. Han foretrak simple mennesker med simple grunde. En mand der ønskede at se verden brænde for sin egen tilfredsstillelses skyld, var at foretrække, frem for en der ønskede at kontrollere den gennem indviklede planer.
”Du er skræmmende god?” lo Maggi. ”Nu kan jeg se, hvorfor de var så vilde med dig derhjemme. Du regnede lige ud, hvad tosserne her har regnet for overtro i århundreder. Grunden til at Gesandten er frygtet som en guddom.”
”Agawi brugte Gesandten til at give dig beføjelser. Det var derfor, du var så ivrig for at komme væk fra admiralen, da jeg troede det var dig, der havde givet ordren, fordi du vidste, at det var Profeten, og hvis du blev opdaget ville … Vent lige lidt.”
Der var en vigtig del af ligningen han ikke havde forudset. Synteserne i Metropolis kunne ikke være drevet af Gesandten, de havde trods alt fungeret upåklageligt i næsten tredive år. Det var først efter Amia og Agawis ankomst, at systemet var brudt sammen. Havde han eksperimenteret med Gesandten, på det system han havde skabt? Hvad skulle han i grunden bruge Gesandten til?
”Amia fortalte, at Agawi ønskede, at hun skulle flygte, lige inden vi anholdt ham for terrorplanlægninger. Men luftskibet vendte tilbage … efter dig!”
Maggi så en smule skuffet ud. Ikke over Vilkas, men Agawi.
”Manden bukker nemt under pres. Fuldkommen genial, men han har så absolut ingen rygrad.”
”Du ved, hvor Gesandten er?” smilede han triumferende. Maggi så misfornøjet ud og undlod at se ham i øjnene – fornærmet. ”Men hvad skal Profeten bruge Gesandten til, hvis Gudinden alligevel snart genopstår?”
”Fordi Gudinden er designet ud fra de samme beregnelige matricer. Jeg ved lige så vel som dig, at der ikke findes nogen Gudinde, som Stemmen beskriver. De er fuldstændig opslugt af Phrides’ filosofiske ideer, at de glemmer, at de oprindeligt stammer fra Profeten. De vender det hele på hovedet og tror, at det var ægget der lagde hønen. De tror fuldt og fast på, at den rigtige Gudinde vil vise sig, hvis de kan skille sig af med den falske.”
”Profeten prøver at skabe en rigtig, levende intelligens af alle klodens mennesker? Er det det identifikationschippene er til?” spurgte Vilkas skræmt over, hvilke implikationer sådan et væsen kunne have. ”Sådan et menneske, kunstigt eller ej, ville med sine følelser og rå viden, nemt kunne påvirke troende mennesker. Måske endda også Metropolis.”
Vilkas måtte læne sig op ad den fugtige og kølige mur. Hele hans hoved spandt ud af kontrol.
”Kan man virkelig programmere sådan et menneske, Maggi?”
Maggi så ud til at kæmpe med samme dilemma. Vilkas kunne se i hendes ansigt, at der var en kolossal uro ved ideen.
”Men hvis de ved? Bare en brøkdel? Hvis Agawi har givet dem noget som helst? Metropolis vil aldrig tro på det. De vil kæmpe. De vil gøre oprør.”
”Han regner også med det.”
Vilkas kunne ikke tro, hvad hun sagde. Noget lod til at hun heller ikke brød sig om ideen, men af andre årsager. Længe stod hun bare med armene over kors med en bekymret mine, som om det personligt smertede hende at snakke om det.
Der var et jævnligt skift i missionærernes rute, som de gik rundt på pladsen. Deres skaldede hoveder lyste på en unaturligt kunstig facon. Tilstrækkeligt pakket med mennesker stod Vilkas og Maggi ikke ud fra resten, men hvis de blev længe nok, ville de om muligt tiltrække sig deres opmærksomhed.
Profeten forventede et oprør fra Metropolis … mod sig selv?
”Hvad ville det kræve for dig at tro på det? For Metropolis at falde på knæ?” spurgte Maggi endeligt og sparkede til en brosten, der stak en smule over de andre.
”Hvorfor i det hele taget gå så langt for at snyde os? Agarthas militære kapaciteter overstiger langt hele regionens samlede forråd, mandskab, alt. De kunne knuse os på en nat.”
Det var selvfølgelig ikke det der bekymrede ham mest. Metropolis ville kæmpe imod, til den allersidste flig af drabeligt og kogende blod, til der ikke var andet end tørre muskler og hule øjne.
”Du sagde, at du ikke vidste, hvad grunden til kolonierne var. Du gav mig et andet indtryk af Profeten. Hvordan kan jeg stole på, at du ikke bare fylder mig med nonsens?”
”Fordi jeg ikke stolede på dig,” hidsede hun sig pludselig op. ”Jeg ved ikke om du har opdaget det, men jeg har ikke fuldstændig kontrol over mig selv. Hvis du vidste, hvad du ved nu, så jeg ret sikker på, at du ville ha’ taget mig tilbage igen.”
”Du har ret,” måtte han erkende – langtfra undskyldende. Noget ved Maggi gjorde ham så inderligt harm ved hendes blotte tilstedeværelse, når hun gik grassat, at den smule tiltro og tillid der var imellem dem, kunne brase som et korthus i en storm. ”Jeg overvejede det.”
”Se, du er så skide beregnelig.”
”Jeg er kun, hvad din Profet har gjort mig til åbenbart.” Reaktionen hun kom med var langtfra noget han kunne forestille sig. Den første del, den havde han regnet med. Klasket fra hendes lussing, ansigtet der af uretmæssig dom gik forud, rørte ham såmænd ikke det store. Ekkoet og den stilhed det bragte med sig, som det vandrede op af de bare, våde mure, var passende symfonisk. Smukt endda. Det var som et tordenskrald, der bragte ham tættere på himlen han med afsavn selv efter kun en dag i katakomberne, længedes desperat efter – klaustrofobisk lukket inde i en kiste der langsomt var blevet sænket i jorden.
Måske det var passende, at efter alle disse slag, al det had hun havde lagt ham for, at det skulle opvejes.
Uden et ord – ord der så inderligt gerne måtte tage brodden af den overraskelse og lammelse, hendes læber, da de mødte hans, gav – kyssede hun ham.
De små furer på hendes silkebløde mund var som en velsignelse på hans, der var tørre og sprukne. Aldrig ville han indrømme at nærheden, de sagte suk der fulgte, mens hendes hænder søgte rundt langs hans hals og pirrede nakkehårene, kunne ses som en lindring. I det splitsekund det tog ham at opfatte hendes varme hud under det lette tøj, de bare overarmes fløjlsagtige tekstur, havde han hende om livet og tvunget på tæerne.
Alle hans bekymringer, de kommende prøvelser, fortidens synder, afsavn og fremtidens drømme, var erstattet af dette enkeltstående øjebliks spørgsmål.
hvorfor?
Nej, glem hvorfor, kunne hun lige vel have sagt, da hendes tunge mødte hans og hun hev efter vejret med et klynk. Det sitrede i hans fingre. Bange for at tabe Amia, klemte han hende tættere ind til sig.
Af alt han havde oplevet de sidste uger, kunne ingen smerte måles med den, da varmen bredte sig i ham fra hjertet og ud som en giftig glød, der fortærede lungerne i en ild af liv, der gjorde ham opmærksom på hver eneste lille detalje. Håret der statisk var i vejen. Negle der skar i hovedbunden. Den lille buttede næse som tvang ham til at brydes fra hende.
Maggi åndede ud og hvilede sig op af ham afkræftet uden at se op. Af al den trængsel som murene om dem skabte i det lille rum, de havde skabt for sig selv, kunne ingen bringe kulden og den isnende virkelighed tilbage, som det hun sagde.
”Er de holdt op med at kigge herhen?”
”Er de …” Vilkas rystede stadig, da hun trak sig væk fra ham og uden ord pakkede bøgerne væk i posen.
”Kom, vi må se at komme tilbage til Maria. Stemmen burde snart være der,” fortsatte hun køligt og trætøjet.
Missionærerne. Selvfølgelig. Hans opildning af hende, den voldelige tilspidsning han efterhånden var en mester i at frembringe i hende, havde vakt deres opmærksomhed.
Hvem ville nogensinde mistænke unge elskende i så fyldig en erklæring?
Hun var væk, længe før det gik op for ham. Tilbage i mørket forsvandt han selv ud af deres radar – ned af den smalle gyde. Maggi var allerede nået enden og stod ved strømmens bred. Hun vendte sig med et blik mere fyldt med spørgsmål end ham.
Kløgtig tænkt, var det eneste, han formåede at komme frem til og han prøvede at ignorere alt, der var blevet vækket i ham i de øjeblikke – stjålne fra sig selv.
”Hun sy's du stinker,” sagde hun uden at se på ham, da han indhentede hende.
”Er hun ved at vågne igen?”
”Jeg tror …” Hun så skræmt ud. En bekymret Maggi, var en bekymret Vilkas, der følte sig mere afhængig af hende, som de dykkede længere ned i monsterets sindrige og fantastiske verden af politisk spil og rænker smedet til at undertrykke og forvirre.
”Jeg tror hun ved.”