Vilkas turde ikke sige noget til Maggi om hendes lille udfald. Han turde slet ikke tænke på hende på den måde, eller ham selv opføre sig sådan.
Maggi stoppede ved en udendørs bistro, der solgte snaskede kødruller fyldt med grønt og dressing, og bestilte en til ham og sig selv.
Strømmen var et syn i sig selv, som myldretiden ikke kunne måles med. Nu forstod han, hvad Amia mente med, at folk var mere afhængige af synteser. Ordet afhængighed var så løs en beskrivelse til at forklare den væmmelige skare af kunstige lemmer og løseligt påklædte maskiner, der poserede både i udstillingsvinduerne og midt på gaden. Der var de tydelige implantater, hvis søm, hvor hud mødte metal, ikke var faldet heldigt ud. Huden klumpede unaturligt sammen ud over det kunstige, der ikke engang havde samme farve som resten. Der var selvfølgelig også dem, der skilte sig det mere ud. Sorte arme. Røde arme. I alle regnbuens farver.
Vilkas kunne ikke undgå at bemærke typerne, som havde disse falske augmentationer, som brovtede og alternative. Vilde frisurer og tøj mere fashionabelt end praktisk. Selv der strakte han sig, for i hans øjne var der intet, der behagede hans øjne ved at se popnitte-belagte bukser trevlet halvt fra hinanden slæbt hen af brostenene eller gennemsigtige plasticfrakker, selv for kvinderne, der afslørede barmfagre ekshibitionister, en endda med et spædbarn lystigt diende på sine kuglerunde.
Han måtte tage sig selv i at stirre – ikke særlig fordækt. Selv Maggi bemærkede det, og morede sig over hans utilsigtede uforskammethed.
”Hvorfor gør de det her mod sig selv?” spurgte han idet en ung mand med et tyndt groet fipskæg og skrigende rød kasket passerede dem med en syntese kun i gennemsigtigt undertøj, der havde alle kvindens naturlige og forføreriske træk på nær et.
”Fordi de kan, gætter jeg på. Mangel på ilt til hjernen får folk til de mærkeligste ting.”
Hun smaskede højlydt og ikke særlig feminint og havde en stor klat dressing tværet ud på kinden.
”Har du … kunstige dele?” Det var et dumt spørgsmål. En undskyldning for at holde samtalen kørende.
”Nu du ikke fair, Vilkas. Kunne du virkelig ikke mærke det?” spurgte hun kækt. ”Du vil måske gerne føle efter?”
”Glem det. Lad os bare komme tilbage,” sagde han og fortrød at have bragt det på bane. Maden smagte ham ikke så godt, som Maggi syntes at se ud til at nyde den. Han havde trods alt også maven fuld af bacon og æg, så han smed den i en summende spand med et piktogram, der ikke var til at tage fejl af. Åbningen lyste grønt op og takkede ham rent faktisk for at smide resterne ud. De er skøre de Agarthanere, tænkte han.
”Åhr, lad ikke som om du ikke du ikke følte noget ved det før.” fortsatte hun. Vilkas blev irriteret og satte tempoet op mod opgangen, som Maria boede i. Hvorfor skulle hun absolut gøre så stort et nummer ud af det? ”Hvis jeg nu siger, hvad hun tænker, vil du så sige det?” drillede hun.
”Sige hvad? Hvad jeg føler? Sige højt hvad jeg tænker hele tiden, som hun gør? Som du gør?”
”Hey, hey,” indvendte hun.
”Fortæl mig hvem I er, så kan det være, jeg vil overveje det, okay?”
Maggi svarede ikke, og gav ham et tilbageholdende blik.
”Tænkte jeg nok. Amia, Maggi, hvem fanden du nu er. Gør hvad du vil. Jeg er ligeglad!”
Det var nemmere at udtrykke sig hernede, hvor al lyd blandede sig med alle andres i en fælles brummen af vrede arbejderbiers gøren og laden. Han kunne høre hende le bag sig arrogant. Det var dumt af ham at lade sig rive med på den måde. Det var jo ikke fordi, han nærede nogen følelser for nogen af dem. Af en eller anden grund troede Maggi at han gjorde, og af en eller anden mere uvis årsag, havde Amia også en mening om det.
Vilkas var mere interesseret i Maggi og Amias indbyrdes forhold. Ikke fordi han ville lære nogen af dem bedre at kende, bildte han sig selv ind, men fordi, hvis Amia pludselig vidste noget om, hvad der foregik, hvad han havde gjort for at holde dem i live ikke mindst, hvilket monster Maggi var, kunne det true al det, de prøvede at opnå.
”Du gør så stort et nummer ud af, at det er dig der i kontrol, men jeg så godt, hvor skræmt du var over at hun var ved at vågne. Tror jeg vil lade dig køre dit eget løb. Når hun så dukker op, omringet af din lille bande af oprørere og går i panik … hvad så?”
”Det er jo det, jeg har dig til, ikk’?” forsvarede hun sig vredt.
”Nej! Ikke hvis du ikke er ærlig over for mig. Så vil jeg hellere tage chancen alene.”
”Hva’ vil du ha fra mig? Har jeg ikke lige fortalt dig alt, hvad der foregår? Skal jeg virkelig sige det, jeg ved du vil høre, at jeg vil præcis, det du vil?” sagde hun indigneret med munden fuld af mad. En guirlande af salat hang som en savlklat ned af hagen. Væmmelige pige. Så få manerer.
”Du ved jo ikke engang, hvad jeg vil.”
”Jeg vil bare have frihed, præcis som dig. Frihed fra Profeten. Men det kan jeg ikke uden Agawi.”
Frihed. Det var noget, han ikke havde tænkt meget over, men når hun sagde det med så stor overbevisning, kunne han mærke med sig selv, at hun ramte plet. Friheden af at kende sandheden – om den ville omvende ham fra indoktrineret slave af systemet til et selvstændigt tænkende individ – var noget, han kun kunne håbe sig.
”Du skal ikke nægte, at det er det du vil. Svar og frihed er det samme.” Hun brugte kødrullen som pegepind med det resultat, at han fik et stort stænk kødsaft på sig.
”Hvordan skal svar gøre op med din … tilstand?” I mangel af ord fægtede han med armene og gestikulerede af hende, som en kuriositet han ikke kunne forklare. Maggi tyrede resterne af rullen i brystkassen på ham, så flere forbipasserende blev oversprøjtet af snasket. De reagerede ikke, travlt optaget i de levende dødes gang, nogle med briller der så ud til at projicere miniaturebilleder direkte ind på deres nethinde.
”Det rager slet ikke dig!” råbte hun.
”Så forklar mig det da i det mindste, hvad det går ud på – dig og hende. Er hun derinde nu? Kan hun høre, hvad jeg siger?”
Maggi fnyste utilfredst.
”Over mit lig.”
I et øjeblik kunne han ikke lade være med at forestille sig, hvad der var sket, havde det været Amia, der havde kysset ham i stedet. En del af ham følte, at han burde gøre alvor af sine trusler og forlade hende på stedet, men han kunne ikke lade Amia i stikken. Hvis hun virkelig var derinde et sted, omend et fantasifoster af Maggis syge sind, hvad så?
”Hvad forsøger du at gemme for hende?”
”Hun hører ikke til i min krop. Fat det!” Blodåren i panden pulserede og hendes ansigt var blødende rødt og musklerne i halsen udspilet.
”Men hun ved?”
For første gang kunne Vilkas se ægte frustration og afmagt i hende. Al det overskud hun formåede at fremture, selv i kritiske situationer, var som dug for solen dampet væk. Enhver anden kvinde ville måske bryde sammen og krybe til – især en så ung som hende. Ikke Maggi. Hun var et frådende uhyre af rendyrket vrede og afsky. Alt og alle var for hende blot midlet til et mål. Der var ikke nogen forsonelige eller feminine træk, ved det primalskrig hun lod blæse. Et der ikke blev ædt af strømmen. Et der tiltrak al for meget opmærksomhed og gjorde Vilkas utilpas.
Hysteriske teenagepiger var han vant til i Tårnet. De frivillige var altid i ekstatisk svime over de ældre og mere erfarne. Specielt de flotte fyre med styr på alt lige fra holdning til ordforråd til folderne i deres skjorter. Kvalmende. En hysterisk Maggi, tænkte han, var mere farlig end gavnlig. Han vandt intet ved at tirre hende så meget, noget han burde have forudset, inden det var for sent.
”Nu hænger du på hende, lær at lev med det,” sluttede han.
Vilkas hang ved opgangen. Han havde ikke nøglen til at lukke sig ind og ventede derfor på Maggi, som han havde efterladt hysterisk tilbage i sidegaden. Det var bedst at lade hende køle sig selv ned. Sidst han oplevede hende i det humør, havde hun tæsket livet halvt ud af ham.
Et stort blåt digital ur fortalte ham, at klokken var nær middag. Menneskestrømmen var ikke aftagende eller gav nogen som helst tegn på en ende eller begyndelse. Det var det perfekte gemmested, hvis man ikke ønskede at blive fundet.
Han prøvede at munde alle indtrykkene og alle de forskellige mennesker der hørte til i Agartha, men hele tiden vendte hans sind tilbage til det korte øjeblikke, Maggi havde kysset ham.
Tiden til at lade sig distrahere var ikke nu og dog var det netop det, det havde gjort. Ingen ekspert i hvordan man gik om sig med at erklære sin kærlighed til nogen, kunne han kun forestille sig, hvordan det havde set ud for forbipasserende. Ud over det havde det været en utrolig fornemmelse, der ændrede alt, hvad han nogensinde havde troet eller ikke tænkt om, hvordan sådan et kys måtte smage og føles. Det var som om hendes læber stadig sad på hans, og hver gang han åndede ud, kunne han dufte hendes nærvær, efterfulgt af hjertebanken og en klump i halsen der svulmede og var umulig at synke.
”Ved du ikke at det er mish-tænksomt at sh-tå og gla-aaane,” lød en stemme pludselig – læspende og skinger. Vilkas, der ikke var sikker på om det var rettet mod ham, skævede blot til kilden og fik øje på en lavstammet halvfed mand med tykke briller og et stort hvidt hår, der ukæmmet stod, som vinden blæste. I et sekund kom han i tanke om Amias oppustelige kedeldragt.
Lige bag ham stod Misha og så sig nervøst rundt sammen med to andre mere robuste og maskuline unge mænd begge klædt næsten ens, med solbriller der gav dem et fjernt, men alvorligt udseende.
”O-ooog uhøfligt ikke at hilssse.” Et bredt grin fra den vide mund kravlede næsten helt op til ørerne og blottede et skarpt gebis af sylespidse tænder. Vilkas løftede blot øjenbrynet uimponeret uden at vide, hvem han havde med at gøre – med al sandsynlighed Grey'm eller en udsending.
”Er det her Grey'm, Misha?” spurgte Vilkas hen over hovedet på den aldrende lille mand, hvis smil ikke lagde sig, læspende igennem hver vejrtrækning. Misha nikkede svagt, klemt inde imellem støtte nummer et og støtte nummer to.
”Missha lader os forstå, at du og dine …” Manden smagte på hvert eneste ord, som var det en delikat ny aroma, der åbenbarede sig for ham, ”… harr noget information, der er nyt-tig for sssagen.”
”Nyttig for sagen?” spurgte Vilkas ligegyldigt. ”Jeres?”
Grey'm slikkede sig om munden med øjnene gemt bag enorme cylinderformede hinkestensbriller, der ved nærmere eftersyn, til Vilkas' væmmelse forsvandt direkte ind i kraniet på ham. Syntetiske øjne. Afskyen måtte kunne ses.
”Ser jeg virkelig shåå anderledes ud?” Han lagde hovedet på skrå – analyserende. ”Misha fortæller mig, at vi har fået fint besøg af eeen... kolo-ah-ah-nist.”
”De er to,” sagde Misha knap hørligt, underdanigt hviskende til Grey'm, der løftede hånden afværgende og pegede mod opgangen.
”Shkal vii?”
Netop da fik Vilkas øje på Maggi længere nede af gaden. Selv på afstand kunne han se hendes blodsprængte øjne og trætte, modløse ansigt, der stavrede formålsløst frem imellem skubbende og masende mennesker. Hun stoppede op, da hun fik øje på Vilkas sammen med Misha og Grey'm, og lod blikket sænke. En afreaktion som den han selv havde oplevet i transporteren, kunne slå pusten fra enhver. Eneste spørgsmål for ham var, hvem hun var nu.
”Efter jer,” sagde han. Grey'm bukkede høfligt, mens Misha lukkede dem ind. ”Så snart min partner dukker op, slutter vi os til jer.”
Grey'ms sære væsen og sylespidse mund så ud til at være hans måde at vise følelser på. I dette tilfælde mistro.
”Jeg stoler på, at I-iii ikke er ude på at føre mig bag lyyset?”
Vilkas smilede slesk og skød øjenbrynene kortvarigt op.
”Nuvell.” Han bukkede igen. De to bodyguards, som Vilkas forestillede sig de var, så sig kontrollerende omkring, inden de fulgte efter Misha og Grey'm.
Døren smækkede, og straks gik Vilkas Maggi i møde. Der var ingen forsonende ord han ønskede at dele med hende, kun en advarsel om, hvem der var dukket op. Maggi lod til at forstå det – med en uhyggelig mathed og upersonlig interesse. Da han spurgte ind til, om hun var okay, svarede hun blot med et affældigt, ”ja-ja”. Rend mig, det kunne jo ikke rage dig mindre, kunne hun lige så godt have sagt.
Det var først da de nåede opgangen, at hun reagerede på hans tilstedeværelse.
”Stol ikke på noget som helst de siger, Vilkas. Husk hvad det er, vi skal.”
”Hvad er det egentlig, vi skal?” Han ville ikke lyde fornærmet over hendes forventning, men måtte indrømme, at han havde svært ved at hitte ud af hendes personlige stræben. ”Hvad er det da, de vil?”
Hun svarede ham ikke. Maria lukkede dem ind med et tryk på en knap, der fik mekanikken i døren til at vræle. Elevatoren, som de havde overset i mørket, virkede øjensynligt ikke. Passede ham også fint.
I den lille lejlighed, der stadig var langt fra toppen af opgangen, der så ud til at sno sig for evigt, sad Maria nervøst sammen med Misha i en krog. Grey'm og hans følgesvende sad i den lille sofa, men rejste sig momentant, da Maggi og Vilkas trådte ind.
”Undshkyld kulden, men jeg er såå bekymret for patogener. Man ved aldrig, hvilken mug der lurer i disse gamle konstruktioner.”
Vilkas opdagede det åbne vindue, hvor iskold luft strømmede ind, vindløst.
Begge grupperinger stod afventende den andens træk, men det var Grey'm, der brød stilheden.
”Hvor er mine manerer dog.” Kluntet og haltende stak han sin fede, hårdhudede hånd frem. Maggi var uden vilje og gav et slatten håndtryk uden at se ham i øjnene. Vilkas derimod sørgede for at klemme til og bevare en tilstrækkelig lang øjenkontakt.
”Til sagen!” udbrød Grey'm. ”Misha fortæller mig at I to er kolonister. Schvært at tro, men ikke desto mindre, er det det han påstår.”
”Hvad tror du selv, vi er?” spurgte Vilkas, eftersom Maggi ikke virkede til at reagere.
”Det må tiden vise.”
”Drop skuespillet. Er du med Gudindens Stemme eller ej? Vi er ikke rejst halvvejs rundt om jorden for at blive mødt af mistro,” sagde Vilkas vredt. Så meget endda at selv Maggi opfangede det. Noget i hende vendte tilbage – det bestemte og målsatte i hendes natur, som Amia efter hans overbevisning, ikke besad.
”Vi er efter teknikeren,” sagde hun. Grey'm reagerede prompte og lagde absolut ikke skjul på, at han ikke brød sig om deres tone. Han lo hånligt.
”Teknikeren? Det må være jeres schpøg. Ingen har autorisationen. Han er en eremit. Ingen ved hvem han er. Og før vi når så langt, så har vi stadig spørgsmålet om jeres i-den-ti-tet.” Med eftertryk på t'erne, sprøjtede det med spyt i alle retninger, når han talte. Maria, en skygge, pointerede, at hun allerede havde skannet dem, men Grey'm afviste hende.
”Tåbelige kvinde. Du risikerer at ødelægge alt, hvad vi har arbejdet for. Uden verificering fra den centrale database kan de chips sagtens være forfalskede. Det burde du vide,” snappede han.
Hun veg tilbage i krogen sammen med Misha. Det var, som Vilkas havde frygtet. Maria var impulsiv og letsindig. En fare for sine omgivelser.
”Og I to. Hvis I er, hvem I påstår, så vil Gesandten blive informeret om jeres tilstedeværelshe, det øjeblik signalet sendes ud, så fortæl mig endelig noget jeg ikke ve-eed.”
”Teknikerens identitet, til at starte med, og ubegrænset adgang til kolonierne,” sagde Vilkas lokkende. Maggi fulgte direkte op og fortsatte i samme spor.
”Adgang til Profeten mod jeres samarbejde.”
Grey'm trak vejret igennem sammenbidte tænder så hans mundvæsker gurglede drabeligt.
”I er b-ørn.” Han havde mere at sige, men Vilkas afbrød og kaldte Maria til sig.
”Skan mig igen … med senderen i.” Han konsulterede ikke Maggi, for hvis han gættede rigtigt, ville det ikke gøre nogen forskel. Grey'm var ved at eksplodere og trak med lynets hast et skydevåben. Maria, som allerede havde gjort datfonen klar, hylede og sprang tilbage. Vilkas havde regnet med at de to bodyguards, ville gøre noget lignende, men det de i stedet gjorde, var langt mere rædselsvækkende – taget direkte ud af den mørkeste afkrog, hvorfra ens værste forestillinger og tanker udspringer. Han bekymrede sig ikke i øjeblikket om de grusomheder, han selv kunne være i stand til, hvis han lyttede til sociopatens superego.
Deres arme vred sig af led nærmest synkront i en metallisk, mekanisk og forkromet, psykotisk ballet. Hvor håndledende var, skød store savtakkede knive frem. Deres kæber opløstes og tunger blev til ildspruttende piske, der dryppede smeltet metal.
Maggi stod naglet til stedet, pacificeret som om hun aldrig havde været vidne til noget så skræmmende. Den store Maggi, et temperamentsfuld og lidenskabeligt unikum, bragt på knæ af en maskine. En kende mere end hun måske magtede at nedlægge, trådte hun tilbage uden at løfte fødderne fra det støvede gulv og trak spor foran sig.
”For sent,” bluffede han nervøst med hjertet halvt oppe i halsen. Han havde ingen ide om, hvordan man betjente datfonen og beroede sig udelukkende på, hvorvidt Grey'm troede, at han havde tilkaldt kavaleriet eller bevist sin pointe.
Det var op til ham. Slog han dem ihjel og stak halen mellem benene, eller var det for dristigt og dumt?
Uforvarende havde Vilkas aktiveret programmet, der snurrede og bippede. Sandhedens time.
”Vilkas?” hørte han pludselig Maggi. Nej ikke Maggi. Stemmen var for spæd og ynkelig. Hendes fingre famlede rystende, kolde og febrilske for at finde ham.
Der var ikke et bandeord kraftigt nok til at beskrive hans frustration. På det værst tænkelige tidspunkt havde Amia valgt at trænge igennem, eller var det Maggi, som var gået i skjul?
”Hvad har du gjort, din idiot? Du leder dem direkte til os,” kaglede Grey'm. De to monstre avancerede mod dem og lignede mest af alt gigantiske knælere med deres tvedelte ben og arme som var fyldt med skarpe kanter. Øjnene var groet i størrelse og inddelt i små heksagoner, som gav indtryk af et blik, der kunne se alt der foregik i rummet. De rallede som døende mænd kvalt i deres eget blod. Syntetiske væsner uden samvittighed ville nemt og uden kvaler, kunne slå dem begge ihjel. Børn eller ej.
”Amia, om bag mig,” sagde han med så rolig stemme, han kunne, og gelejdede hende så forsigtigt som muligt væk fra syntesernes synsfelt.
”Hvad foregår der, hvor er jeg, hvem er de?” græd hun skælvende, mens han trådte ind foran hende.
”Ikk' nu,” sagde han uden at slippe Grey'm af syne for enden af pistolløbet. ”Teknikeren har forrådt Profeten og sat Gesandten ud af spil. Der er ikke nogen, der kommer efter os.” Vilkas spillede de kort, han kunne, og håbede at lykkens gudinde, yndede ham held. Havde der været øjne bag brillerne, ville de måske have blinket i et øjebliks svaghed knap synlige bag pistolmundingen, der usikkert sank en centimeter.
Synteserne stoppede og frøs som støtter, klikkende deres eget sprog. Vilkas kastede datfonen, der nær var knust i den fede mands fedtede og svedige hånd.
”Vi har uafklarede sager med teknikeren.”
Grey'm studerede dataene med tungen koncentreret hængende som et neurotisk træk. Amia spjættede da synteserne reparerede sig selv uden at efterlade spor af, at de nogensinde havde været andet end mennesker.
”Fortæl mig teknikerens sande identitet, unge ven, at ikke jeg skal lade mine venner her fryde sig i jeres kød.” Grey'm anstrengte sig for at tale normalt.
”Når vi er sikre på, at I kan hjælpe os,” svarede han igen. Amia holdt stramt fast i hans skjorte, og han kunne mærke hendes varme ånde fugte huden under. Vilkas fangede Maria, der lod til, at forstå noget ikke var, som det skulle være med Amia og forsøgte at mime til hende, at hun skulle holde sin kæft. Om hun fattede det eller bare frygtede situationen lige så meget som Amia, var underordnet. Hun klappede i.
”Hvis du har set nyhederne om Atakebune, så ved du udmærket også at skanneren ikke lyver.”
Forestillingen om at Vilkas og Amia blot var et par vildfarne teenagere, havde siddet bedre hos Grey'm, der ikke sænkede våbnet.
”Mischa, fortæller mig, at det var jeres håndværk, at Metropolis stadig ekschisterer?”
Han måtte være i stand til at kontrollere synteserne med noget Vilkas ikke kunne se, for de lod til at reagere med hans temperament. De trak sig i hvert fald tilbage til deres originale menneskelige form.
Vilkas følte ikke, at han ikke havde andet valg end at fortælle om Gesandtens sande identitet. Uden at nævne hverken Maggi eller Amias relation til Agawi selvfølgelig. Han var nødt til at bero sig på den tillid, at Amia ikke ville røbe noget, men han var sikker på, at hun var alt for skræmt til noget som helst andet end at gemme sig. Han kunne mærke, at hun hviskede noget ind i hans ryg med ansigtet begravet dybt mellem hans skulderblade.
Grey'm virkede ikke overbevist om, at Metropolis var blevet holdt hemmeligt, som led i et eksperiment, specielt fordi Vilkas ikke kunne gøre rede for det, andet end hvad Maggi havde fortalt. Et fejlslagent eksperiment iscenesat af Profeten til at skabe oprør. Gesandtens rolle i Gudindens ankomst, orkestreret til at skabe total underkastelse. Vilkas måtte stille sig det samme spørgsmål som Grey'm. Ifølge Phileas Phrides erindringer, var alle kolonier isme-fri, så hvilket formål skulle total underkastelse gøre godt for, hvis ingen troede på overnaturlige væsner alligevel? Måden han sagde det på, indikerede, at han måske selv ikke delte samme overbevisning, som resten af Stemmen.
Da han kom til det uundgåelige spørgsmål om deres rolle i alt sammen, kom Vilkas til kort. Hvis han ikke kunne komme med en god grund til at gå til yderligheder, som at sænke et slagskib, kunne det meget vel gå ud over Amia, hvis de fik nys om hendes sande identitet.
”Jeg arbejdede sammen med Agawi. Han fortalte mig alt. Alt. Tro det eller ej, men i Metropolis bliver han også regnet for forræder. De er overbevist om at han er Agarthansk terror-spion. Hvis ikke Profeten personligt var dukket op, ville styret sikkert have hevet alt ud af ham, som kunne være brugt imod ham.”
”Har du virkelig mødt Profeten … personligt?” Spurgte Grey'm med en falsk overraskelse.
”Nej, men jeg ved, hvor han muligvis er. Port Saéd. Vi prøvede at komme dertil, men flyet vi styrtede i, kunne ikke lokalisere det.”
”Selvfølgelig ikke. Dets lokalitet er en af de bedst bevarede militærhemmeligheder. Selv ikke Rådet ved, hvor det ligger. Er Gesandten med ham?”
Grey'm så ud til at bide på, så det var tid til at smide den godbid, der måske kunne sikre dem deres hjælp. Indtil Maggi igen dukkede op, måtte han holde Amia i sikkerhed. Hun vidste, hvad de skulle gøre med Gudindens Stemme og hvordan de kunne lede dem til Agawi, specielt hvis Profeten personligt havde ham i forvaring.
”Nej, for han findes ikke. Gesandten er intet andet end en avanceret computer skabt af Profeten til at holde styr på dem her.” Han havde stadig Almas chip på sig, indsmurt i mørkebrunt tørret blod. Han holdt den frem for sig, så Grey'm kunne se den tydeligt. Instinktivt gnubbede han sig selv på underarmen med pistolen. ”Hvorfor tror du ellers, at Agawi bli'r kaldt for teknikeren? Han har stjålet Gesandten og gemt ham. End ikke jeg ved, hvor han er.”
Det var vigtigt at cementere sin egen vigtighed. Omend en fiktiv relation til Agawi, kunne det stadig vise sig gunstig
”Så hvad bliver det til? Tror du mig?”
Grey'm så ud til at være i vildrede. Vilkas kunne sagtens forstå ham. Det var meget at tage på en gang. Han havde selv ikke haft megen mulighed for at lade det synke ind, før Maggi havde overrumplet ham. At ingen endnu havde sparket deres dør ind, måtte være bevis nok. Grey'm tjekkede nu alligevel gaden, gennem de snavsede vinduer i næsten et minut. Hans kunstige øjne virrede. Vilkas var sikker på, at han kunne zoome og analysere alt i kilometers afstand med dem, måske endda se gennem vægge. Væmmeligt at nogen ville gøre sådan noget mod sig selv – uanset fordelene.
”Hvis I vil være så uduelige at gå i forvejen og kontrollere gaden,” mumlede han endeligt. De to bodyguards, der ikke viste nogen som helst tegn på deres kunstige natur, end ikke nikkede, gjorde honnør, hilste eller udtrykte anden naturlig opførsel, forlod lejligheden. Havde Vilkas ikke netop set dem forvandle sig, kunne de stadig være mennesker. Nu forstod han, hvorfor folk frygtede missionærerne så meget. Så meget slagkraft styret af et snæversynet og ensporet sind var farligere end en hjernetom robot. Det fik ham til at tænke på Gesandten. En sofistikeret computer er netop kun det, en maskine. Hvordan var det meget anderledes?
”I to.” Misha og Maria spjættede. ”I må hellere komme med. Vi kan ikke have, at I schladrer.”
De lystrede som skræmte børn og deres pupiller var udspilede selv i det flimrende lys.
”Når I er klar,” sagde han, da han passerede dem. Maria og Misha klamrede sig til hinanden. Til Vilkas' spørgsmål, hvor de skulle hen, svarede han blot med et vådt smil, bidemærker i undermunden og gule gummer: ”Himlen.”
Maria så befippet ud og fulgte Grey'm med store øjne.
Den fede mands tunge og halte fodtrin døde, da døren lukkede bag dem. Først da vendte Vilkas sig mod Amia, og kunne nu høre, hvad hun messede.
”Det’ bare en drøm. Det’ bare en drøm. Det’ bare en drøm.”
Han strøg hendes hår forsigtigt, men lige lidt gjorde det. Amia havde lukket sig inde.
”Lyt til mig.” Vilkas forsøgte at skabe øjenkontakt til hende. Ingen nem sag. Hendes øjne flakkede forbi ham, som om han slet ikke var der, og fortsatte sin mantra.
”Lyt!” skar han igennem. Hvor var hun henne? I et øjeblik kom hun tilbage og omfavnede ham klamrende.
”Hvad sker der, Vilkas?”
Hvad skulle han sige? Der var ingen tvivl om, at han ikke kunne lyve sig igennem endnu en letsindig besvimelse. At vågne op siddende i et cockpit var en ting, noget andet at blive angrebet af glubske robotter uden at vide, hvem, hvad eller hvorfor.
”Fik du fat i, hvad vi snakkede om? Det er vigtigt, du er ærlig,” sagde han alvorligt og søgte hendes øjne.
”Jeg havde den mærkeligste drøm.” Ordende rystede. ”Jeg kunne ikke styre mig selv, du var så vred på mig, og jeg var så vred på dig. Så mange mennesker. Jeg var her, men ikke alligevel, og så vågnede jeg, som om en anden styrede min krop.”
”Amia!” Han var nødt til at gribe hende ved kinderne og tvinge hendes blik mod hans for at få hendes opmærksomhed.
Hun havde let til tårer. Noget han ikke kunne klandre hende for nu. Det var urimeligt af Maggi, at desertere i sådan en situation. Hvis bare han kunne forstå, hvad hun gennemgik og hvad der udløste skiftet i personligheden, så kunne han måske hjælpe hende til at kontrollere det. Allerhelst måtte hun gerne påtage sig en enkelt personlighed. Spørgsmålet var bare, hvem han foretrak.
”Og du. Du …” Ordene svigtede, men de fløjlslette fingre, der strøg læberne hemmelighedsfuldt, afslørede det usagte. Hun hvilede sit ansigt i hans håndflade, som om hun søgte tilbage til drømmene for at forstå – måske flygte.
”Fokuser. Hørte du noget?” insisterede han. Han kunne, at se hun kæmpede med synerne, der mødte hende – de første vågne minder som han tvang hende til at gennemleve. Nåden ville være at lade hende falde hen og tro, at det bare var en vågen drøm.
”Jeg … Jeg ved det ikke. Nej.”
Bedre end ingenting. Bedre end at hun begyndte at stille flere spørgsmål, end han magtede at forklare.
”Okay, hør. Jeg har fået os i kontakt med nogen, der måske kan lede os til din far, men det er vigtigt, uanset hvad, at du ikke nævner ham, selv ikke når jeg gør, og hvis de spørger, så hold dig til historien, at vi to er sammen. Det er den de lader til at købe.”
Amia lod til at forstå, men sagde intet, lagde panden mod hans hage og lukkede øjnene. Trøstende ord lod til at være en mangelvare i hans forråd og hendes nærhed gjorde ham ikke mere behjælpelig.
”Hvad var de tingester? Er de virkelige? Jeg føler, jeg er ved at miste forstanden,” hviskede hun grådkvalt. ”Hjælp mig.”
”Jeg prøver.”
”Hvorfor?”
Fordi jeg skylder hende. Fordi jeg har brug for hende. Fordi …
Fordi!
”Ikke ét ord om Maggi eller hvad der skete i lejligheden, før Grey'm dukkede op, er det forstået?” hviskede han til Maria, der ikke gjorde indvendinger, da de stødte til dem på gaden. Grey'ms monstre ledte an uden at være upåfaldende meget i vejen for den modsatte retning. Den fede så ikke ud til at tage sig af det og gik med lange skridt, så lange som hans lavstammede krop tillod i hvert fald, med hænderne bag ryggen med verden i sin hule hånd, og så ned på den.
”Jeg fatter ikke, at vi skal til Himlen.” Misha så både skræmt og eksalteret ud på samme tid. Maria prøvede at berolige og få ham til at dæmpe sig. Der var folk, der sendte dem forfærdede blikke. De var nok mest rettet mod Grey'm der skilte strømmen – død i vandet som et forlist skib.
”Hvad er Himlen?” Amia kom Vilkas i forkøbet. Hendes stemme bar præg af en rusten usikkerhed. Maria så til Vilkas, der nikkede af hendes forespørgsel.
”Himlen er …”
”Hiimlen er tåbelige drømme for folk med urealistiske ideologier og smålige ødsler opslugt af grådighed og magt. Dekadente aristokrater indhyllet i penge og tid, der klamrer sig til en drakonisk styreform og videreført i messiansk dogme.”
”Og det er Rådet imod?” spurgte Vilkas ledende.
”Knap. Deres tilskyndelsche er udelukkende drevet af eget begær. Bare vent og see.”
”Jeg bryder mig ikke om det her, Vilkas,” hviskede Amia.
”I behøver ikke hvischke, kære børn. Disse gamle ører er ikke implanteret i går.”
Der var noget råddent ved hans væsen. Måske det var fordi, at øjnene ikke kunne afsløre hans sande natur, at Vilkas følte ubehag ved alt, hvad den fede sagde.
”Jeg ved hvad I tænker,” fortsatte han, ”men lad dem tro, de har kontrollen, så længe det gavner sagen. Mennesker er trods alt nemmere at fælde end guder.”
Vilkas mindedes et ordsprog om venner og fjender, der virkede passende. Hans eneste strid var, hvor han selv passede ind.
Amia gav en lille lyd fra sig, som for at sige noget med ansigtsudtryk alene. Hun havde ret. De var ikke til at stole på.
”Jeg forstod at I havde erhvervet en falsk identitetschip. Må jeg se?” spurgte Grey'm, da de nåede en buegang, der læste: Transit Terminal. ”Misha, Maria, I er mine personlige Gæsther, men jer to, I kan ikke rejse igennem uden ægte autorisation.”
”Den er ikke falsk,” bemærkede Vilkas, da Grey'm begyndte analysere Jessop Amsens identitet. ”Jeg tog den selv ud af ham. En soldat fra Atakebune.”
”Fortæl mig alle detaljerne.” Grinet bredte sig unaturligt og sadistisk og han slikkede sig lystigt om munden, som om han ventede et festmåltid af blod, kød og læskende mundvand.
”Kunstig arm,” skyndte Vilkas sig at indskyde. Grey'm så skuffet ud og han gav et sukket ærgerligt hyl fra sig.
”Nuvel. Så må vi jo bruge den.” På ingen tid – ingen Vilkas kunne nå at reagere på – stod den ene syntese foran ham, greb ham om armen og borede sin glødende finger, der havde forvandlet sig til en kirurgkniv, ind i hans kød. Af refleks hamrede han knytnæven i ansigtet på maskinen, der ikke rørte sig fra stedet. Vilkas måtte i stedet nu tage højde for, hvad der føltes som en brækket hånd og en arm der stank af ristet kød. Smerten var hvidglødende. Selv Amia prøvede at trække ham væk fra bodyguarden – uden held.
”Det er ovre før du ved det,” smiskede Grey'm svælgende med tungen daskende mod hagen som en brunstig hund.
Ud røg hans gamle identitet, der flækkede mellem fingrene på maskinen, og ind blev Amsen modvilligt tvunget. Vilkas ville have skreget, hvis ikke det var for alle de mennesker omkring dem. Det krampede unaturligt i fingrene, som om en nerve sad i klemme eller var helt skåret over.
”Tilbage fra de døde.” Grey'm bukkede ærbødigt. Var det hele en joke for ham? Noget han tændte på? Smerten var uudholdelig og sendte strålesmerter hele vejen op igennem skulderen, videre til halsen, hvor pulsåren kæmpede for at sende blod nok ud til den beskadigede arm.
”Næste,” sagde han og vendte sig mod Amia, der trak sig om bag Vilkas og skærmede sin egen arm.
Maggi ville tage det i stiv. Måske endda traumet ville bringe hende frem, men for nu var der ingen grund til at hyle Amia mere ud af den end højst nødvendigt. Lettere sagt end gjort, da det gik op for hende, at hun allerede var forbundet.
”Er der ikke andre måder at gøre det på?” ømmede Vilkas sig. Grey'm lod til at forstå, at Amia allerede var kommet ham i forkøbet, og så en smule nedtrykt ud over at misse chancen for frit at lemlæste.
Vilkas forbandt sig selv med den rulle gaze fra Amias lomme, Maggi havde brugt. Hun så ud til at være på nippet til at flå sin egen af. Undskyldningerne var begyndt at løbe tynde. Det var kun et spørgsmål om tid, tid der rendte ud for dem, før hun opdagede, at den var helt gal. Det var bydende nødvendigt at holde hende i ro, hvis de skulle have en chance for at finde hendes far og Vilkas gjorde sit bedste for at formilde hende, uden at sige noget der ville aktivere Grey'ms mistænksomhed yderligere.
Utroligt nok beherskede hun sig med en dyb indånding, og sagde så noget, som Vilkas aldrig havde troet, hun ville bekymre sig om.
”Men hvad med Alma?”
Vilkas der var så opsat på at berolige hende, havde nær fået tungen galt i halsen i et forsøg på at lade være med at sprutte af grin direkte i hendes ansigt. Han kunne kun smile af hende.
Grey'm gik med til, modvilligt, at lade chippen ligge uden på bandagen og indbinde hende yderligere og så gemme det hele væk bag trøjen. Til Vilkas spørgsmål om han ikke bare kunne have fået samme behandling, fik han et forargeligt blik fra Grey'm, der bekræftede hans anelser. Manden nød at pine andre.
Transit-Terminalen var overhovedet ikke, som Vilkas havde forestillet sig. Forventningerne om et knudepunkt fyldt med autovogne til transport, der sendte folk frem og tilbage mellem distrikterne og arbejdspladser længere inde i landet, blev mødt af et undervældende syn af mindre buegange med deres egen destination påskrevet i lysende neon indhugget i granit. Ved hver port var opsat drejekors med samme skanner som i Marias butik, uden tvivl ment som verifikation, når nogen ønskede passage.
Selve terminalen var en enkelt stor hal med gigantiske støttepiller i poleret granit, der reflekterede alt og alle, og på samme tid fik hallen til at vokse i størrelse. Gulvet var som at se ned i en anden dimension med sine funklende urenheder, der slørrede folks identiteter. Man kunne nemt miste sig selv og sin bæring, hvis man fortabte sig selv i ens andet jeg og ikke mindst overbalancen man kunne få, hvis man ville have det hele med. Amia udbrød med et passende langtrukkent: ”Wo-ow!” og måtte holde ordentligt fast i Vilkas, for ikke at vride hovedet af led og miste balancen. Skyldig i selv at forsøge at tage det hele ind, overså han et ældre ægtepar, der bandede voldsomt over hans hensynsløse behandling.
Statuer af mytiske figurer med spyd, sværd og musiske instrumenter i en gotisk stil der mindede meget om Diatella templet, stod groet fast i mellemrummene mellem søjlerne. Ingen platter eller anden indikation kunne fortælle, hvem de var. Det var sikkert unaturligt at spørge, så Vilkas bed nysgerrigheden i sig.
”Jeg har set dem før … i Tir Nas bibliotek. De er gamle guder fra oldtiden,” fortalte Amia og pegede og nævnte deres navne, egenskaber og kulturelle betydning for civilisationer længst uddøde. Vilkas fandt faktisk hendes historier umådeligt interessante, og opslugt af de entusiastiske fortællinger, opdagede han slet ikke afstanden, de havde krydset, før de var nået den modsatte ende af terminalen – godt to kilometer væk fra hovedindgangen, ifølge et målemærke der højtideligt proklamerede sin eksistens for enhver, som måtte finde det nødvendigt at vide.
Jo længere ind i grotten de forsvandt, jo mere tyndede det ud i strømmen, der samtidig blev mere velklædt, rank af mennesker med hovedet højt, og havde fjerne selvbevidste blikke.
To missionærer patruljerede længere nede ved en kontrolpost. Amia så ikke ud til at dele de andres bekymring, specielt Misha der dukkede sig for at undgå deres blikke.
”Opfør jer naturligt. Ingen grund til at tiltrække unødig opmærksomhed,” mumlede Grey'm. Ironisk at det skulle komme fra ham, som stak allermest ud af gruppen – endda i hele den tyndt befolkede tarm.
Uundgåeligt at netop han blev offer for deres opmærksomhed, og med en svævende og næsten spøgelsesagtig bevægelse, nærmede de to skaldede skabninger sig, men svævede lige forbi dem. Deres lemmer lå gemt bag tykt mørkt stof. Øjnene var døde, udspilede og koksgrå med en mat træthed i sig.
Amia plaprede videre, til deres held, uvidende hvilken umiddelbar fare de var i. Det var sikkert det, der fik dem igennem kontrolposten uden mistænkelige blikke fra den enlige vagt, som dovent løftede hovedet, hver gang nogen trådte ind eller ud af de to porte, han vogtede over, hvilket ikke var mange.
Missionærerne var længst bag dem, da Grey'm stoppede op.
”Når I træder ind i porten, er det vichtigt, at I fortsætter med at gå, også selvom I ikke kan se noget. Er det forstået?”
”Hvad sker der, hvis vi stopper?” spurgte Vilkas udfordrende.
”Medmindre du har lyst til at blive desintegreret, så gør du som jeg schiger. Og for alt i verden så hold jeres overraskelse til et minimum når vi kommer over på den anden side,” svarede han køligt.
”Hvad tror du han mener?” hviskede Amia, der allerede havde glemt Grey'ms augmenterede superhørelse.
Vilkas kunne spørge om det samme. Men fik svaret umiddelbart i det øjeblik, de trådte under buegangen, hvis destination eksotisk var skrevet med forgyldte skråskrevne bogstaver, han ikke kendte.
Βαβυλών
Et vindsus, isnende koldt som Jeremiah Overtons logiske konklusioner, gik igennem marv og ben, men varede kortere end en brøkdel af det flygtige sekund, hvor hans krop mistede al tyngde. Mørket han var trådt ind i, var et sammensurium af farver i spektrets mangfoldighed, selv nye og ukendte som umulige at beskrive, og selvom det hele var overstået på mindre end et øjeblik, havde Vilkas nået at fundere livets kompleksiteter i det geometriske under, der havde budt ham velkommen. Så meget mere overraskende var det, der mødte dem på den anden side.
”Velkommen til Babylon. Alt over Nitten-Treds. Himlen,” bød Grey'm dem velkommen. Og hvilken velkomst. Ikke flere våde, mørke og seksuelt desorienterende gyder eller afstumpede skæbners kunstige dele. Heroppe var kun lys. Strålende, varmt og indbydende lys fra en klar gylden himmel, der havde med spredte dunlette skyer af skum. Amia lyste op, ikke fra solens energi, men realiseringen af hvad der netop var hændt.
”Jeg ved hvad det er,” udbrød hun og vendte sig mod porten. ”Det er en null-energi-tunnel.”
Vilkas kunne ikke være mindre interesseret i, hvad fanden man kaldte det, kun hvad den gjorde.
”Magi,” slap hans læber vantro.
”Nej, nej,” pippede hun. ”Null-energi. Kan du huske hvad jeg fortalte om flyet? Hvorfor vi ikke var vægtløse?”
Vilkas havde kun en svag erindring.
”Samme princip. Her rider vi bare på lyset, masseløse.”
Grey'm underholdte sig ved Amias letsindige natur og selv Maria måtte måbe, da hun så det strålende dagslys foroven, ikke mindst skyerne som de enorme spir hvilede på. En flyvende by på himlens tag. Under dem lurede mørket, der endeløst strakte sig som et bundløst hul.
”Hvorfor så overhovedet bruge autovogne? Er det her ikke mere effektivt og tidsbesparende?” spurgte han og nærstuderede portalen, der ved nærmere øjesyn faktisk så ud som om den slugte lyset. Som vand fanget i en malstrøm.
”Fordi det er upraktisk. Til lange afstande er det genialt, men det kræver en fysisk tunnel, som lyset kan være fanget og rejse i. Forestil dig alle døre forbundet med alle andre døre på samme tid. Umuligt at konstruere.” Hun dansede og trippede ved tanken om, at de havde rejst utallige kilometer, på den tid det tog lyset at tage samme rejse.
”Teoretisk set ville vi ku’ se os selv træde ind i portalen.” Hun havde bidt læberne sammen i et forsøg på at holde et glædeshyl inde, og sprang i stedet på Vilkas, der ufrivilligt svang hende rundt om sig hængende på halsen. Forfjamsket over den pludselige lyksalige nærhed hun udviste, trak hun sig væk, men var stadig helt oppe i skyerne og kunne hun ikke lade være med at smile besmittende over hele femøren.
”Ahh, at være ung og med naturlige drifter ikke drevet af motorolie. Havde jeg haft øjne ville de sikkert lække,” lo Grey'm næsten oprigtigt. ”Gå venligst i forvejen og informer Rådet om min ankomst. Og sig jeg har gæschter med. Fire styks. Bed dem indkalde til hastemøde.”
De to synteser forlod dem uden at sige et ord. Forskellen mellem kunstige mennesker og dem med kunstige dele var enorm. Selvom missionærerne efter sigende var morderiske fanatikere, kunne Vilkas trods alt ane skyggen af et væsen bag de døde øjne.
Grey'm forlod dem kortvarigt med undskyldningen, at ville praje en vogn.
Kun Misha delte ikke gruppens stemning.
”Vi skiller os for meget ud,” sagde han og gjorde de andre opmærksomme på det. Han havde ret. Selvom Maria var langt mere anstændig klædt end den almene borger i Katakomberne, var det intet at regne for heroppe. Vilkas følte han var trådt ind i et oliemaleri fra førkrigstiden, et af dem der var perfekt bevaret i det konservatoriske museum for historisk kunst. Kvinder i victorianske hverdagskjoler, kortdelte skørter, lange ærmer, høje hæle der larmede mod underlaget, spankulerede rundt med mandlige ledsagere i tørre tweedjakker, yderst på lag af sirligt indbundne slips, butterflys og udstående manchetter komplet med blød hat og stok.
Gruppen fik da også hovne blikke på vejen af dem, der passerede.
Alting forekom for Vilkas så unaturligt anstændigt til en grad at kvinder, såvel som mænd, da bestemt måtte føle en trang til at flå tøjet af, måske endda huden under. Kvinder med mere pudder i ansigtet end den gennemsnitlige geisha, ifølge Amia, skinnede blændende i den skarpe sol, der stod højt og bagende på himlen.
En lille bjæffende hund tiltrak sig opmærksomhed ved at hoppe op af benet på Vilkas, der paf så til mens kræet strintede lystigt op og ned af ham alt imens kvinden, der havde den i løs snor, sendte næsen i sky og tog korte, men faste skridt for at komme så hurtigt væk som muligt.
Ingen af dem havde den fjerneste ide om, hvad kutymen bød sig, så det blev til fem ulidelige minutter udstillet som den nyeste turistattraktion fra slummen.
Det var en hel lettelse, da Grey'm vendte tilbage i en autovogn, drevet af en lige så snobbet udseende chauffør der fnyste og skævede til dem i bakspejlet, da de fire blev gelejdet om bag i. Selv autovognen var af en hel anden standard end nogen af dem var vant til. Der var intet praktisk over dens lange front og højpolerede overflade, fuldt udstyret med en lille forkromet figur for enden, af et bevinget væsen som Vilkas tænkte, måske var Gudinden.
Hverken Maria eller Amia var til at komme i kontakt med, da vognen fløj med en lydløs elegance imellem røde murstensbygninger hvis arkitektur var ulig noget Vilkas nogensinde havde set. De var stadig langt under byens silhuet mod himlen, men derfor var udsigten stadig fænomenalt betagende. Grey'm trykkede på en knap, der skød en lille væg op imellem dem og chaufføren.
”Du er ikke enig med Rådet, vel?” Vilkas lod pigerne svælge i synsindtryk og fandt tiden til at snakke alvor med Grey'm. ”Hvem er de egentlige dukkeførere her? hvem arbejder du virkelig for?”
”Enighed beror sig schjældent på forståelse. Det er mere et spørgsmål om ressourcer. Rådet er reaktionære revolutionistiske opportunister. Vi fortæller dem, det de vil høre mod økonomisk støtte og loyalitet.”
”Vi?” spurgte Vilkas.
”Informationskæden er bevidst rusten, og kun det allermest nødvendige får lov at dryppe ned til proletariatet,” svarede Grey'm kryptisk.
”Det lader til at gå begge veje åbenbart,” bemærkede Vilkas.
”Bestemt. Du tror vel ikke, at nogen ville stole på bourgeoisiet? Du tror vel ikke, at kolonierne ville?” Det var et ledende spørgsmål. Et Vilkas udmærket godt kendte formatet af.
”Vi er ikke de eneste, vel?”
Grey'm svarede ham med et bredt grin.
”Vilkas, kom og se!” udbrød Amia. Maria var ligesom hende klinet fast til autovognens tonede ruder i et forsøg på at få det hele med. De to pjattede og fjantede som bedste veninder og diskuterede højlydt den ekstravagante tøjstil og levevis af folk under dem, der svalede i trætoppenes skygger. Den største skygge, en der indhyllede karré efter karré, var præcis det de havde fæstnet deres opmærksomhed på. Som en silhuet mod solen, tårnede en statue sig strålende med spredte vinger sig over resten af byens spidse tage.
”Den er meget smukkere end i TV. Det er Gudinden!” fortalte Maria opstemt.
”Profetens palads, Ziggurat, ligger lige under,” indskød Misha gemt væk i det bageste hjørne så langt fra de andre som muligt. Vilkas var mere optaget af Amia. Hvordan hun formåede at glemme, eller huske, at der var noget, hun ikke kunne gøre redde for, nemlig Maggi, bekymrede ham. ”Oprindeligt var det præsidentpaladset, men det blev gjort til Profetens permanente residens efter Phileas Phrides’ død.”
”Rygtet lød at Gesandten også boede der, men hvis det du siger, er rigtigt, er vi vist alle blevet ført bag lyschet. Så meget magt i så lille en anordning,” sagde Grey'm smiskende.
Om han mente Gesandten selv, eller de små identifikationschips, gjorde ingen forskel. De var to sider af samme sag. Kontrol.
”Hun er smuk, synes du ikke?” spurgte Amia. Vilkas havde ingen mening om det. En statue af en ikke eksisterende person, forsonlige træk eller ej, var ham svær at relatere til.
”Sagde du ikke, at du ikke troede på Profeten? Er hun meget anderledes?”
”Derfor er hun stadig køn. Kan bedre li’ hende. Og nu har du jo ligesom bevist, at han findes, så hvorfor ikke også hende?”
Det kunne han ikke argumentere imod. Levende eller ej, så var planen at genoplive hende. Ja, hvorfor ikke.
Turen var kort, og inden de nåede længere væk fra statuen, end at de stadig kunne se konturerne af hende, parkerede vognen på en udendørs platform i mønstrede sten. Chaufføren, stadig med næsen i sky, åbnede passagerdøren uden ord og dirigerede dem op mod et art deco, palæ i sandbørstet svovlgul med søjler på hver side af enorme, lakerede egetræsdøre. Over var en stigende sol i poleret bronze med stråler i metal og skyer af sølv.
Situationens alvor var slet ikke gået op for Amia og Maria, heller ikke da en ung mand kom løbende imod dem fra hovedbygningen.
”Skynd dig Grey'm. Du tror det er lyv,” sagde han stakåndet og svedende.
”Rolig nu, Verbat,” svarede Grey'm besindigt. ”Jeg er sikker på, at jeg tids nok får det at se. I mellemtiden kan du jo hilse på vores gæster.”
”Hvad? Har du ikke hørt, hvad der er sket? Det er det, vi har ventet på. Rådet er allerede samlet.”
Verbat var en høj, ung mand med mørkt hår, som var kæmmet perfekt ned i millimeterpræcision, men bølgede som var et uforsætligt. Han havde tykke øjenbryn, der stod i kontrast til hans lyse øjne og brede maskuline kæbe. Til trods for hans unge alder var det ikke at tage fejl af, at Maria sendte ham lange blikke. Verbat hilste fjernt på dem, men tog sig alligevel tid nok til at lære deres navne efter en streng formaning fra Grey'm.
Vilkas havde en indre forestilling om Rådet – samlet bag et langbord i mørke. Gamle mænd bag kulisserne med absolut magt. Hvor skuffet han end kunne blive, var det intet i forhold til den samling de mødte.
”Jeg siger dig. Der er intet der pålægger nogen noget ansvar, uden først at lade det gå igennem os. At tage skylden var en dristig og unødig manøvre,” kaglede en skaldet og buttet mand med tykt hvidt skæg og en pibe solidt plantet i mundvigen, der stank sødligt af råddent æble.
”Noget var vi da nødt til at gøre.” Modargumenterede en kvinde, som var mere stiv i antrækket og med flere perler end Cadence. Hendes tøj var mere i trit med, hvad Vilkas så en kvinde af hendes stilling, klæde sig, og ikke pyntet med blonder og upraktisk påklædning. ”Vi kan ikke se til mens vi bliver snigløbet. ”det er afgørende at magtbalancen ikke tipper den forkerte vej. Så længe vi ser ud til at stå stærkt, vil andre følge trop.”
”Jira, du kan ikke bare træffe beslutninger uden resten af Rådets samtykke,” sagde en helt tredje – en midaldrende sorthåret mand med smalle øjne og tyk accent. ”Det er ikke sådan, vi er organiseret.”
”Hvad vil du have, vi ellers skal sige? At det er kolonien? Du ved, at ingen vil tro på det. Du har set nyhederne. De er allerede begyndt at spinde det som en konspiration fra vores side,” sagde hun vredt tilbage uden at hæve stemmen, som kun en politiker formåede. ”Om vi så satte dem på storskærm og afslørede dem for hele Agartha, ville de ikke tro os. Vi har simpelthen ikke nok magt!”
”Hvissh vi nu havde, ville det så gøre en nævneværdig forskel?” hvislede Grey'm og trådte ind midt i lokalet, hvor lidt over et halvt dusin mænd og kvinder højlydt stod, eller sad i fløjlsbetrukkede stole med udsmykkede klunker, der stod sænket i noget, der lignede et ombygget fodbad i marmor.
”Hvem har lukket ham ind?” råbte en tudsegammel mand bagest, gennem en tandløs mund.
”Det har jeg da selv.” Grey'm smilede og bukkede præsenterende. ”Jeg kan se, at I er begyndt uden mig.”
”Du har intet at gøre her Grey'm. Du ved udmærket, at Gesandten har dig i søgelyset. At komme her bringer os alle i fare. Og du har den uforskammethed at bringe dine væmmelige synteser ind i mit hjem, du ved jeg foragter dem sådan! Verbat, få dem ud herfra, nu!” Manden med skægget var åbenbart herren i huset, noget Grey'm ignorerede yppigt. Verbat tøvede og så imellem dem.
”Vi går ingen steder. Verbat, hvis du vil være så elskværdig at etablere en forbindelse til Metropolis. Vi lader til at have fået uventet besøg af et par af deres borgere.”
Manden med piben havde nær slugt den mundstykke og det hele og hostede vådt og længe, så hans ansigt svulmede op. Halsen sprang næsten den spændte krave og han måtte løsne den for at få vejret.
Der bredte sig en stemning af mistro og indbyrdes tumult. Alle snakkede i munden på hinanden, så ingen kunne få ørenlyd. Gobeliner og tunge gardiner slugte lyden, så selv i den enorme stenhall, var der ingen genlyd eller ekko. Grey'm stod afventende, at larmen døde hen, men den voksede bare mere uhæmmet og hidsigt.
”Kan du åbne forbindelsen nu, min dreng,” sagde han sagte til Verbat, som nikkede og hev en lille bærbar konsol frem, der ikke lignede andet end en gennemsigtig plastikplade med lys i, og begyndte at taste intensivt med lynets hast.
En storskærm over en buldrende pejs tændte, men flere kom Verbat i forkøbet og snuppede konsollen ud af hænderne på ham. Han fik et gedigent slag over hovedet med plastikpladen så han blev helt rød i hovedet.
”Hvor vover du dreng? I mit hus?” Manden gjorde et stort nummer ud af at vise hvem der bestemte, men Vilkas fornemmede at det var et opblæst ego, som kun blev holdt oppe af et overpumpet ego.
”Skidt pyt, Verbat,” beroligede Grey'm, der rettede sig pludselig og voksede, hvad der lignede en halv meter i højden. Han trådte voldsomt frem med hænderne bag ryggen, tårnende sig over de små ubetydelige mennesker der var ham i vejen. ”Det er ikke derfor, vi er her.”
Hvad skulle manden bruge syntetiske bodyguards til, når han selv var monstrøs i størrelse. Var han også kunstig? Amia så ud til at syntes det og gemte sig bag Vilkas. Han ledte hende over til Misha og Maria, der ikke havde sagt et eneste ord, siden de var kommet. De havde gjort sig selv usynlige. De to tøser favnede hinanden beskyttende, mens Misha stod så tæt ved døren på klem, som han kunne.
”Vi er her efter teknikeren, John Agawi!” sagde Vilkas med en stålfast stemme, der skar igennem påstyret, så drønet af utydelige røster døde hen.
”Agawi? Teknikeren?” udbrød kvinden, Jira, vantro. ”Det er absurd, utænkeligt, det er …” Hun lod til at lade ideen synke ind. ”Det er... er det en mulighed?” spurgte hun en af de andre rådsmedlemmer.
”Jeg har konstateret, at knægten her er fra Metropolis, hvilket betyder at vi for første gang, beviseligt har skabt reel kontakt til en koloni. Den vigtigste af dem alle ikke mindre,” sagde Grey'm
”Chips kan forfalskes …”
”IKKE … hvis signalet kobles til centralen,” afbrød han.
”Er du vanvittig? Gesandten opsnapper det med det samme, og så har du bragt dem hertil!?” Manden så ud til at være på nippet til et anfald fremkaldt af røg og stress.
”Men her er vi nu engang,” sagde Vilkas og trådte ud af skyggen. De nåede ingen vegne med forsigtig diplomati eller ved at gemme sig i dybet – uden for fjendens rækkevidde. Han fortalte, hvad han havde Grey'm. Med fare for at lyde mere fanatisk og fjendehadsk over for Amia, når han omtalte hendes far, end han tidligere havde gjort, vægtede han med omhu sine ord. Han undlod især ordene forræder og terrorist – eller spion.
”Agawi har en finger med i mørklægningen af Metropolis for Agartha. Jeg tror at han måske har fået kolde fødder, hvad angår Profetens planer med Metropolis, eller også bryder han sig bare ikke om Agarthas styre. Hvad end tilfældet er, er der omstændigheder, der gør at millioner af mennesker risikere at dø, hvis ikke vi får fat i ham,” fortalte han oveni det faktum Gesandtens sande identitet, som Agawi havde stjålet, hvilket var grunden til de forstyrrelser og uro, som Atakebune var stødt ind i, uden at nævne sig selv som gerningsmand.
”Så Metropolis sender et par børn, for at finde og bringe ham tilbage? Undskyld, hvis jeg finder det en smule voldsomt at tro på,” sagde manden svedende og prustende, og faldt sammen i stolen han kom fra.
”De ved ikke vi er her. Hele byens infrastruktur er ved at bryde sammen. De tror rent faktisk, at jeg er med dem, der forsøger at styrte byen i grus – i ledtog med Agawi. Profeten forsøger at skabe et oprør imod sig selv fra kolonierne.”
”Så er han da mere tabt, end vi har antaget. Hans storhedsvanvid lader til at forråde hans dømmekraft. Det er jo præcis det, vi har forsøgt i årevis at anstifte,” sagde Jira.
Stemningen var mere opmærksom på Vilkas' ord, og han anstrengte sig for at tale så tydeligt og velformuleret som muligt. Noget han vidste, ville give troværdighed til hans historie. Troværdighed, sandt eller ej, var vigtigere end budskabet, det ypperste værktøj til at nå sine mål.
”Hvem er jeres kontakter i Metropolis og hvor har i lært om deres eksistens?” spurgte Vilkas. ”Hvordan kan det være, at i ved, at byen ikke er destrueret? Jeg var under det indtryk, at det var almindelig kendt for alle her.”
Alle i Rådet lod til at være sunket i tanker og prøvede at hitte rede i historiens sammenhæng med deres egen viden. Hver især havde eftertænksomme furer og øjne der fokuserende forsøgte at samle trådende.
”Øhm,” gjorde Verbat sig selv opmærksom. ”Det var … øh … mig, der kontaktede dem.”
”Sandelig så,” sagde Grey'm stolt og klemte ham med en enorm svedig hånd på skulderen. Verbat krøb en smule – forlegent.
”Jeg tror, han har ret,” sagde Verbat og tastede nogle ting ind på konsollen og vendte skærmen mod de andre i lokalet. ”Det er omkring tre måneder siden, jeg trængte igennem datamuren. Jeg troede bare, at jeg var heldig at finde et hul i sikkerheden, men er det ikke mere sandsynligt, at det er fordi der ikke er nogen mur?”
Der gik et gys igennem lokalet. Det var et held, at Amia stod så langt bag dem, som hun gjorde, for selv fra bagsiden kunne Vilkas se, hvad skærmen viste igennem den transparente digitale skærm.
Det var ham, blot sekunder efter angrebet på Tårnet. Men hvorfor?
”Der er absolut ingen restriktion på, hvad jeg kan få adgang til. Terranigma for eksempel, lyn-terraformning af kloder, potentialet af partikelmanipulation, eller den her fil, 'Metropolis/Gesandt', dateret for over en uge siden. Den ligger i centraldatalagerets inderste autoritetssfære. Selv ikke Jira er clearet til den type information,” sagde Verbat.
Var der virkelig gået så lang tid? Det føltes som meget mere og på samme tid sælsomt kort tid siden, at hele hans verden blev revet i stykker. Vilkas var let genkendelig på videoen, som var optaget fra et overvågningskamera placeret tæt på hovedindgangen, med udsigt over pladsen. Røgen var stadig i gang med at lægge sig, og ud af en bunke af forvredne kropsdele, kravlede et sølle væsen indsmurt i blod og opkast. Alle fulgte med. Selv Grey'm med sin ophøjede ro og overblik. Soldater der trængte igennem murbrokkeren, Vilkas der sad på hug bag autovognen og betragtede dem, og der, næsten usynlig, men alligevel lige foran ham, Amia – urokkelig. Hun ænsede ham ikke og først da Vilkas sprang frem af sit skjul kunne han se, hvor hurtigt tingene egentlig havde udviklet sig. Agawi der opmærksomt råbte noget, ingen kunne høre på den lydløse video. Falske soldater der faldt. Videoen begyndte at ryste og Vilkas vidste, at zeppelineren var ankommet.
Amia så frem fra Maria, og kunne nu også genkende scenariet på videoen. Først da hun var ude af billedet, Vilkas distraheret af soldaten og de kollapsende bygninger videoen ikke formåede at få med, blev han opmærksom på hende. De korte øjeblikke det tog for ham at hive hende op af hullet forklarede ikke opgøret lige inden. Først da maskerne faldt og Vilkas lå bevidstløs på jorden og Amia blev trukket ved håret, genkendte de hende.
Hun var nu så tæt op af Vilkas, gemt bag hans arm at det følte unaturligt ikke at handle på det, så han trak hende beskyttende helt ind til sig.
Agawi var vendt tilbage, men før nogen kunne nå at forstå hvad der foregik, så de granaten der trillede mod dem. Et fælles gisp bredte sig da eksplosionen indtraf og billedet forsvandt i sne.
Forbindelsen til Agawi var nok – detaljerne unødvendige.
”Hvis du kan skaffe de oplysninger, Verbat, kan andre så ikke?” spurgte Jira, alt imens billedet ændrede sig til Pladsen igen.
”Selvfølgelig, men hvem tør? Vi er de eneste der ved, at Gesandten ikke holder øje mere,” sagde han.
”Så lad os da sprede videoen og sprede budskabet at undertrykkeren ikke findes mere. Missionærerne vil få nok at se til, at vi kan føre slutspillet ud,” sagde manden med piben med hæs og rallende stemme.
”Jeg vil fraråde ethvert forsøg på at gøre det.” Grey'm så ud til at have andre ideer.
”Vi får aldrig sådan en chance igen,” hvæsede manden. ”Det er fremtiden vi snakker om her. En fremtid fri af Profeten.”
”Har du ikke lyttet til noget af det knægten har sagt, Herbert? Profeten ønsker et oprør! Vi har brug for teknikeren for at gøre rede for det.”
Herbert så ud til at kvæles i tanken om at blive sat på plads af Grey'm, en mand så meget under hans værdighed. Han blæste rødt op i hovedet og gryntede hysterisk. De gik ind i en ophedet diskussion, der atter engang slugte enhver mulighed for at få ørenlyd. Vilkas så det som en mulighed for at forfølge sine egne mål.
”Verbat, hvor fandt du den video henne?” spurgte han, så lavt han kunne, så ingen hørte dem, men højt nok til at trænge igennem.
”Øh, jeg søgte bare på nogle tilfældige parametre. Metro, Gesandt, og så dukkede den op.”
”Prøv at søg på Agawi, Gesandten eller Profeten, alt der har relevans, som er dateret efter det, du lige viste.”
Verbat nikkede med et lille, men forstående lumsk smil. Lige inden videoen, der stadig spillede, forsvandt, fangede Vilkas et glimt af en haltende Deacon der svedigt skyndede sig at besigtige skaderne på pladsen. Gud ske tak og lov, tænkte Vilkas.
”Her er noget.” Verbats fingre dansede over skærmen, der blinkede organisk som en flydende pøl, der var direkte påvirket af hans berøring. Grey'm, som stadig skændtes højlydt med Herbert og Jira, sneg sig ind i Verbat og Vilkas' hemmelighed.
”Smid den på storskærm.”
Verbat gjorde det med en strygende bevægelse. Fra konsol til skærm, fløj billedet nærmest gennem luften og landede perfekt i den firkantede ramme.
Amia peb og trykkede sig tættere til Vilkas, der ikke kunne gøre andet, end at hviske hende forsigtigt til ro og stryge hende beroligende over håret.
Blodig og gennembanket, alene i et rum på en enlig stol, lænket til gulvet, sad manden, de havde jagtet, viljeløs og med store våde øjne.