Det dræbte med det samme alle uoverensstemmelser. Den skrattende lyd, den knitrende videokvalitet og skikkelsen i centrum, som passivt sad med svulmet kæbe og kindben, blev målet for alles opmærksomhed.
Vilkas vidste, hvad Amia ville sige, hvis hun kunne. Hun ville kaste sig igennem skærmen, var det muligt, og omfavne sin sårede far.
”Rolig.” Hviskede han. Hun klynkede og gemte sit ansigt i hans skjorte og knugede stoffet til et punkt, at det var ved at revne.
”Hvad er det her?” spurgte Herbert, uden at nogen var i stand til at svare.
Skærmbilledet knitrede i statisk støj og billedet ebbede ud kun for at blive skarpt igen. En mand stod pludselig i rummet med Agawi, som et genfærd der var trådt direkte ud af den blå luft. Agawi reagerede ikke umiddelbart på skikkelsen, men det gjorde de så sandelig foran skærmen. Jira bandede indædt skingert. De andres blikke var fæstnet med rædsel på monitoren.
”Profeten!” sagde Herbert i et indadvendt åndedrag, der sendte ham ud i et hosteanfald.
”Hvordan kan I vide det er ham? Han er jo umulig at identificere.” spurgte Vilkas. Ingen svarede.
”Hvorfor ser vi på det her? Hvornår er det fra?” Spurgte Jira nervøst, som om selv den digitale Profet var i stand til at række ud af skærmen og få fat i dem. De frygtede alle manden.
”Hvor har du gjort af hende?” Brummede en dyb stemme. Ikke Agawis. Han sad stadig stille uden at se sin udspørger i øjnene. Han sagde intet. Profeten trådte langsomt rundt om ham og nu kunne Vilkas for første gang se for sig selv, manden der havde lagt hele verdens skæbne for sine fødder som en marionetdukke. Det gigantiske skilt med hans ansigt på, var intet at regne for den virkelige mand, der havde langt færre år i ansigtet end billedet foregav. Han var yngre, skægget kortere, håret mørkere, men øjnene var stadig gemt langt bag dybe bryn og en tung pande, der fortalte en historie om et væsen separat.
”Hvad har du gjort af hende, tekniker?” gentog han mere truende. Agawis underlæbe bævrede og en tynd strime blod flød fra munden. Afskyeligt, tænkte Vilkas, der i alt, dog følte med manden.
”Hvorfor gør du så megen modstand, ven?” fortsatte Profeten.
”Jeg er ikke …” Agawis ord druknede viljeløst.
”Ikke hvad?” Profetens hånd lagde sig på Agawis skulder, uden at han selv betragtede, hvad der skete. Agawi vred sig, skrigende, og billedet der flimrede imens, gav indtryk af at hans krop blev revet og flået i fra alle sider. Først da Profetens hånd løftedes, faldt han sammen igen, hulkende, men vredt.
”Jeg er ikke din ven.” Endnu et smerteskrig gik igennem ham, men denne gang havde Profeten ikke hånd på, eller stod i nærheden af ham. Det var som om at smerten han påførte Agawi var drevet af hans eget had. Ansigtet var i hvert fald nemt at læse.
”Det er jeg ked af. Men jeg ved, hvorfor du gjorde det, teknikker. Du troede virkelig hun kunne hjælpe dig, ikke? Men lad mig gøre det så klart for dig som muligt. Der er intet på denne jord der kan bringe de døde tilbage.”
Måden han omtalte Agawi på, viste hans sande natur. Agawi var et redskab for ham, tituleret ligeledes, så ingen var i tvivl om, hvad hans formål var.
”Det ved du jo alt om,” udfordrede Agawi. Endnu et skrig. Vilkas kunne mærke det helt ind i sig, hver gang han skreg ud – som et bagbundet og hjælpeløst dyr. Amia skælvede. Hun havde kun et øje på skærmen, men det afsløre hendes inderste frygt.
”Dit job var simpelt.”
Agawi nikkede svagt, som om han stadig var i Profetens vold. Som om hans stadig var hans mester og overordnede.
”Og du har udført det beundringsværdigt. Kan huske, hvordan du for tredive år siden påtog dig ansvaret at administrere informationsstrømmen mellem kolonierne? Du var så spændt på fremtiden. Du så, hvad mange ikke forstod. For at frelse dem må vi ofre os. Det er en ubehagelig sandhed, men du forstod.”
Agawi sagde intet. Profeten slog Vilkas som en fattet mand med total kontrol over sine følelser, men det Agawi havde gjort lod til at sende ham ud over kløften til resten af flokken, som han øjensynligt ønskede at redde.
”Så hvorfor? Vi er på tærsklen til en ny, gylden tidsalder, måneder fra en revolution der vil rette op og bevare livet til evig tid. Sig mig hvad har du gjort af hende? Tror du, at hendes data er gemt et sted derinde? Hendes personlighed?”
Agawi begyndte i stød at snøfte.
”Det nytter ikke noget, gamle ven. Din kone kommer ikke tilbage. Bianca blev født, hun levede, og hun døde. Det er livets lunefulde gave til jer. Elsk det mens det varer,” fortsatte Profeten empatisk og så reelt ud til at føle hans smerte og savn.
Agawis snøft gav genlyd i det lille formløse lokale og gik fra en svag hulken, til en klukkende latter. Selv profeten måtte tage sig i overraskelsen.
”Hun fortalte mig det hele. Gudinden i al sin glorværdige storhed, viste sig for mig og fortalte mig alt. Matematiske algoritmer har altid været min stærke side, og jeg ved det var derfor du valgte mig og Bianca. Jeg deler din vision. Universet er sygdomsbefængt og mørkt og kun hun … kun hun … og dig … kan frelse os. Jeg troede bare ikke, at du var så … smålig, og ville sætte det hele over styr for …”
Profeten hev vejret ind meditativt som for at holde et vredesudbrud inde, eller noget andet mere indestængt og dyrisk.
”Mennesker dør,” fortsatte Agawi. ”Intet kan bringe dem tilbage, det ved alle, men du gjorde alligevel forsøget, ikk'? Og det virkede.” Han så nu direkte op mod Profeten, der stod mere løst og ikke nær så autoritært, som han måske ønskede. ”Du gjorde det. Jeg troede dig da du sagde, at Gudinden var nødt til at indeholde en flig af alle, for troværdigt at kunne vende tilbage og omvende vantro, men det var ikke derfor vel?”
Agawi stod nu oprejst – udfordrende. Han blev manet i jorden af endnu et usynligt elektrisk stød, der sendte ham på knæ. Røg sydede fra hans krumme ryg og han hev efter vejret. Latteren fortsatte hvæsende igennem de brændte lunger dog.
”Du prøvede at genoplive de døde, din hykler. Jeg gik med til at følge din plan for det fælles bedste, men ikke at pervertere en uskyldig sjæl eller trælbinde den for din sygelige besættelses skyld.”
Serien af stadigt voldsommere angreb på Agawi, usynligt anstiftet af Profeten, ramte ham til et punkt, at han var ved at miste bevidstheden. I et kort øjeblik, inden han genoplivet trak livet tilbage i, hvad der måtte være en kogende krop, var alle i Rådet overbeviste om at Profeten havde gjort det af med ham. Amia havde brudt fra Vilkas og ligeledes set til med gru og tårevædet øjne, hvordan hendes fars slatne krop sad på knæ og blødte.
”Det er ikke muligt at skabe en sjæl, som du ønsker,” mumlede han, halvt levende, halvt død, halvt lykkelig.
”HVOR ER HUN?!” eksploderede Profeten og svang sin arm voldsomt mod Agawi, der væltede bagover ind i stolen i latter.
”Den computer du havde hende låst inde, i er noget for sig. Jeg tør slet ikke gisne om, hvor du har den fra. Den er så meget mere end bare skruer og møtrikker. Så fin og delikat. Næsten organisk,” rallede Agawi og vred sig på benene, mens Profeten avancerede mod ham med knyttede næver. Agawi gjorde ikke modstand, da han blev ramt af endnu et næveslag, der sendte ham i gulvet. Profeten gentog sin befaling. Billedet flimrede og i et øjeblik så Profeten ud til at ændre udseende. Han så yngre ud. Mere muskuløs. Mere menneskelig.
”Hvad har du gjort af hende?!”
”Intet så grotesk som det du havde tænkt dig.” Agawis ansigt var rødt af rifter og blod og han så ud til at have mistet et par tænder af næveslagene. Det holdt ham ikke tilbage fra at grine så blodet spruttede i alle retninger. ”Hun sagde, at hun kunne redde min datter, hvis jeg kunne få hende væk fra dig, dit syge svin.”
”Ved du, hvad du har gjort?” Profeten holdt sig tilbage fra at slå Agawi til plukfisk. Begge mænd var faldet ind i en dyb melankolsk proces, der sendte dem begge til tælling.
”Jeg gav hende en chance. Hun var med min datter da …” Agawi kunne ikke fortsætte. Profeten hjalp ham op i stolen igen. Utroligt som denne mand, en nations leder, ikke var i stand til at kontrollere sig selv, når nogen handlede imod hans vilje.
”Det ultimative våben kræver et oprør. Vreden er det eneste, der kan rette Ziggurat mod dets mål og udslette mørket. Hun er det sidste håb, vi har. Gudinden … hun …” Det var en anden mere seriøs og ærefrygtindgydende nervøs stemme, der kom fra Profetens mund. ”Denne fragment af det sande guddommelige, som dukkede op ud af ingenting. Der findes intet som hende. Vi må beskytte hende. Jeg har intet valg. Det er sådan, Gudinden har skabt mig – kun en skygge. En imitation dømt til at leve som slave af hendes vilje. Slave af den kærlighed som mørket nærer lyset. Slave af begæret.”
Billedet flimrede væk og efterlod Agawis skæbne uvis for tilskuerne.
Amia, ligeglad med hvem der så det, var nu så tæt på skærmen at nogen måtte lægge to og to sammen. Agawi måtte tro, at hun var omkommet i eksplosionen og havde taget Gesandten med sig. Vilkas kom i tanke om skanneren, som Amia havde haft med sig siden han først mødte hende. En så tilsyneladende uskadelig anordning. Hun sagde det selv. Hun havde fået den af sin far. Kunne det tænkes, at den gemte på mere end bare en skanner og håndholdt computer?
Det var ikke det, der var på hendes tanker lige nu, mens det var gået op for Profeten, at han muligvis havde mistet sin Gesandt for bestandigt.
”Hvem er I? Kender I Agawi?” vrissede Herbert i retning af Vilkas, Maria og Misha. De to afviste konsekvent ethvert kendskab og Grey'm kom dem da også til undsætning.
”Kun de to. Det lader til, at de har information om Gesandten, vi kan bruge. Ikke sandt?”
”Øh, jo,” svarede Vilkas fjernt. Hans tanker var andetsteds og mere følelsesmæssigt sammenfiltret i Amias, der var forsvundet i skærmens blålige glød og grumsede billede, som metallisk gengav livet på den anden side.
”Og?!” knortede Herbert utålmodigt.
”Destrueret, med al sandsynlighed. Vi mistede anordningen hen over …” Vilkas kunne ikke rigtigt finde ordene. Ikke mindst fordi han ikke anede, hvad kontinenternes navne var, men også fordi han ikke kunne tage øjnene fra skærmen. ”… hen over Tir Na.”
Herbert sukkede og lod maven falde ud. En statsmands holdning til fordel for afmægtighedens søde lindring.
”Tiden er nu, hvis I ellers ønsker at gøre alvor af jeres dekret,” himlede Grey'm profetisk. ”Hvis det er det, I virkelig vil?”
Herbert stoppede sig selv i at svare og trak piben eftertænksomt og fordybet rundt i munden. Jira så vigende væk.
Var det, det store Råd? Stemmen imod tyranniets undertrykkende hånd, skræmt af sin egen skygge over for alt det, de var blevet skænket? Revolutionen på et sølvfad.
”Dekadente opportunister,” gentog Grey'm sammenbidt, så kun Vilkas kunne høre det. ”Når det virkelig gælder, er de lige så handlingslammet som de to mus.”
Det var den tandløse mand, der først stak hovedet frem.
”Profetens magt er stadig for stor. I så, hvad han gjorde ved Agawi. Hvordan kan vi bekæmpe guddommelighed?”
”Men det er jo netop ikke guddommeligt. I har fået alle de beviser, I skulle bruge. Phileas' ord, i fald med vores vidnesagn, er enigt med en Profet, der kun søger kontrol for sin egen skyld ved hjælp af frygt,” brød Vilkas ind. Det var svært at tro, at han stod her foran en svag og splittet opposition og opfordrede til kamp. Det var så meget lig, hvad han var vant til. ”Med koloniernes samlede styrker … med Metropolis som spydspids, er det ikke bare en drøm at befri folk fra årtiers frygt. I står med en mulighed at skabe fremtiden I jeres billede.”
På Grey'ms opfordring om mennesker og guder så han muligheden for at give dem gejsten til handling. Amia ville ikke godkende det og hendes forargelse over hans ord påviste det med et såret udtryk.
”Men I har ret,” fortsatte han. ”I kan ikke vide, hvor langt hans magt rækker. Der er en mand, der gør dog. Agawi.”
Rådet lyttede til hans ord med usikker opmærksomhed.
”Jeg kan spore hans ID, hvis det sku være?” fulgte Verbat op. ”Uden sikkerhed, kan jeg nemt få adgang til alle verifikationer, der kræver hans signatur. Så snart han dukker op på fladen, burde det være nemt at finde ham.”
”Kan du?” spurgte Amia med bedende taknemmelighed.
”Gør det!” Vilkas tøvede ikke et sekund. Rådet stod paralyseret af den unge mands målrettethed. Grey'm bukkede med hovedet anerkendende.
”Jeg samler et indsatshold. Jeg formoder, at du stadig har kontakter i militæret, der er loyale over for sagen, Herbert? Nu ville være et godt tidspunkt, at bringe dem sammen. Verbat, du kommer med. Vi skal bruge en til at bryde igennem sikkerhedsprotokoller, hvis vi støder på nogen.”
Verbat så rådvild og bleg ud ved tanken om at blive sendt i direkte kamp.
”Åbn en forbindelse til Metropolis. Det er på tide vi får styr på den her forvikling.” Sagde Vilkas strengt.
Forvirringen var stor, men inden længe var Grey'm forsvundet med Verbat og Herbert, der med hjælp fra sin personlige træl, blev hjulpet i endnu et lag unødvendigt tøj, som lagde yderligere ti kilo til hans i forvejen massive vægt. Han beklagede sig gevaldigt over hvor små hans sko var at komme ned i, hvor det nok kunne akkrediteres hans fede fødder. Jira og flere af rådsmedlemmerne fortrak til et andet lokale mere passende deres status, med indendørs pool og ovenlysvindue, der strålede forskelligt lys ind alt afhængig af en drejeknap.
Manden med accenten fortalte stolt, at han selv havde fået installeret noget lignende i sin penthouselejlighed og om de gavnlige effekter, som de forskellige bølgelængder havde.
Amia holdt sig fra at tale med Vilkas og holdt sig generelt så langt fra ham, hun kunne, men gjorde til gengæld et stort nummer ud af at takke Verbat for sin indsats, og krammede ham hjerteligt. Vilkas vidste hvorfor. Snart ville det ikke betyde noget. Snart ville han være i forbindelse med Metropolis igen.
Der gik noget igennem ham, mens skærmen lyste op og indikerede at den forsøgte at ringe op til den anden side af jorden. Livet uden for murene havde lært ham en ting eller to om tillid til dem, der burde tage sig af en, når tingene ikke var, som de så ud til. Mest af alt havde han indset, at hvis ikke nogen gjorde noget drastisk, ville det kun eskalere til noget langt mere modbydeligt.
Alle i Rådet var ude af skærmbilledets fokus. Måske frygtede de, hvad Profeten ville gøre, hvis han lyttede med.
Signalet gled ind og ud, langsomt, fra den ene snestorm til den anden, indtil skærmen gik i sort og et ansigt tonede frem – træt og med søvndrukne øjne.
Thomas Schuster. Præsidenten.
”Hvad vil I?” Rungede hans stemme igennem højtalere lavet af glas. Cirkler af lys spredte sig som ringe i vandet, når han snakkede.
”Thomas Schuster,” sagde Vilkas og prøvede at finde ud a,f hvordan han skulle adressere ham, eller hvordan han skulle præsentere sig selv for Metropolis' præsident. ”Mit navn er Vilkas Rasforth. Jeg er borger i Metropolis og frivillig i Tårnet under Cadence Brieff. Vi har aldrig mødtes før, men …”
”Jeg ved udmærket, hvem du er, Vilkas Rasforth. Dit navn er blevet synonym med den oprørsbevægelse, der har hærget og splittet denne by i blodig borgerkrig. Hvad laver du på min private kanal?”
Vilkas kom i tanke om Maggis ord i gummibåden: Krig mod Agartha og jeres Præsident.
”Jeg kunne spørge dig om det samme, Schuster. Hvad havde du tænkt dig at gøre med Agawi? Rygtet lyder at I stod på samme side, før han valgte at gå sine egne vegne.”
Schuster svarede ikke. Han var en stiv mand, ung og med en stålsat vilje når han holdt taler, der med sine syngende budskaber var en fryd at høre på. De var altid fyldt med betryggende sætninger om fredsforhandlinger og ultimatummer, der skulle sikre fremtiden for et uafhængigt Metropolis. Alt sammen løgne åbenbart.
”Hvad har du fortalt disse mennesker, Schuster, for du ved lige så godt som mig og dem, at den eneste der kender til Metropolis' eksistens, er Profeten.”
Schuster blik veg ikke en tomme.
”Hvem arbejder du i virkeligheden for, Præsident?”
Skærmen gik i sort og vendte tilbage til en gennemsigtig tilstand, inden Vilkas fik svar. Det var langt mere, end han havde forventet.
”Hvad laver du?” stormede Jira ind. ”Schuster er vores største håb for at afsløre Profeten som en løgner.”
”Hvad har han fortalt jer?” skar Vilkas hende af inden hun fik chancen for at hagle ham yderligere ned. ”For den mand er ikke talsmand for hele Metropolis.”
Jira så forvirret og vred ud. Som den eneste. De andre rådsmedlemmer så afventende til, måske for at vælge side efter at diskussionen havde udfoldet sig. Skide opportunister. Svage, sygelige industrimagnater, hvis magt med al sandsynlighed var genetisk bestemt, frem for at de rent faktisk evnede deres stillinger.
”Kolonierne er i oprør. Han siger at de planlægger et storskala angreb på Profeten. En af deres tekniske hovedforskere skabte forbindelse til Gangai og Manis i Nordøstasien samt det Saksiske ørige i Europa for nogle år siden.”
”Uden tvivl Agawi,” mumlede Vilkas. Amia hørte det godt og vendte sig fra skuffet til vred. Nu var ikke tiden til at tale hende ned. Vigtigheden af sandheden kom først, specielt hvis der skulle være nogen som helst chance for at undgå yderligere blodsudgydelser.
”Men hvis han arbejdede for Profeten?” spurgte Jira.
”Jeg kender ikke Agawis grunde. Noget har fået ham til at vende sig imod ham, men det er ikke det, der giver mindst mening. Mine kilder fortæller at Schuster, under påskud af terror, fik afsat Carter Spade som Præsident for at skabe en skyggeregering med et eneste formål. At fremme en krig mod Agartha.”
”Carter Spade? Præsident? Han er en bureaukrat af værste skuffe.” Sagde Jira, fnysende. ”Han er intet andet end en glorificeret administrator for kolonierne. Men hvis Schuster vil have en krig kan vi vel kun støtte op og give dem al den information de skal bruge. Ingen i Rådet ønsker Profeten ved magten.”
”Det er ikke så simpelt. Profeten ønsker nemlig et oprør fra kolonierne og jeg tror, at Metropolis står i centrum af det.” Vilkas forsøgte at lade tankerne lege med ham og give dem frit spil til at udforske enhver mørk afkrog af de inderste sprækker. Måske en svag sammenhæng kunne trevles ud af neuronerne, som en avanceret søgemaskine uden parametre at holde sig til.
”Ingen ved at Metropolis eksisterer. Ikke engang militæret. Kun jer. Og det tror jeg ikke engang var meningen. Mit bud er, at Schuster spiller dobbeltspil for Profeten, og at jeres indblanding kun giver dem en mulighed for at legitimere et angreb yderligere. Han har vel fortalt jer, at byen blev sønderbombet for tredive år siden, ikk?”
Flere i Rådet nikkede samtykkende og så indbyrdes på hinanden med spørgsmål malet overalt på deres pudrede ansigter, der gav dem en kunstig glød.
”Det er en løgn,” fortsatte Vilkas. ”Agawi må ha’ skabt forbindelse til de andre kolonier, sammen med Schuster for at skabe en militær koalition. Faktisk har Metropolis udvidet sine kapaciteter siden syntetiske maskiner blev introduceret af Agawi. Noget han ikke kunne gøre, hvis Metropolis blev overvåget. Jeg tror, at grunden var at udbygge et militærorgan og give befolkningen incitament til at hade jer.”
Amias øjne var røde nu. Hun sagde intet, men Vilkas kunne se hvor såret og skuffet hun var. Ikke over sin far, som havde været med til at orkestrere kaosset, men Vilkas der var røget tilbage i samme enerverende og fanatiske besættelse om at rette skyld og tilegne retfærdighed. Selvom han følte sig nødsaget til at advare disse mennesker, kunne det ikke undgå at ramme ham. Al den tillid hun havde udvist, kun for at få den brudt igen.
”Ikke forgæves”, ville han fortælle og omfavne hende. Sige til hende, gøre hende vis, at monsteret og det snæversynede individ han engang havde været, havde veget nødsaget af varme mennesker så ulig hans egen herkomst. Men det måtte vente.
”Alt gik efter planen. På nær en ting. Agawi og Gesandten. Noget eller nogen har fået ham til at ændre mening.”
”Gudinden,” svarede Jira højtideligt og saligt. ”Hun har evnen til at røre menneskets hjerte og lede dem fra deres onde veje. Han må have set lyset og angret sine gerninger.” Armene var hævet i bøn og en enig stemning rørte sig i lokalet.
”Har I ikke hørt efter? Gudinden er intet andet end en sofistikeret computer administreret af et avanceret program – Gesandten. Var I ikke tilhængere af Phileas Phrides’ ord? Så læs dem da. Gesandten og Gudinden er to sider af samme sag. Spørgsmålet er bare om Agawi virkelig mente, at noget mere end blot et program var at finde.”
Kan man virkelig programmere et menneske på den måde?
Tanken var skræmmende, men hvordan kunne man være sikker på, om det ikke bare var gennemført programmering og ikke et egentligt tænkende individ? Og hvad med hele forestillingen om at Gudinden skulle være jordens sjæl, menneskets naturlige forlængelse legemliggjort? Ville væsnet så ikke stille spørgsmål til sin egen eksistens – fanget i en maskine?
”Hvis det er sandt, at en sjæl eksisterer, skabt af alle menneskers hjerter og tanker og ikke kun er en maskine, som vi troede, ændrer det så ikke vores præmis?” spurgte en kvinde med højrød læbestift pulsende på en cigaret for enden af en lang holder i skinnende grøn jadesten.
”Gudinden er ikke skabt af Profeten!” insisterede Jira hysterisk, som galt det liv og død. ”Hun går forud for ham. Han har perverteret og fordrejet alt, hvad hun står for. Måske er det skæbnen, at han ikke fik sine fingre i hende. Måske er teknikeren kommet på bedre tanker?”
”Hvad end hans grunde er, tror jeg ikke, det betyder noget,” sagde Vilkas dystert. ”Hvis de formår at få fat i ham, kan det være, vi får et svar, men oprøret er allerede begyndt, det kan ikke stoppes.”
”Hvad ønsker han opnå ved oprør. Vil folk omvende sig, hvis de fik et syn af Gudinden? Hvorfor holde det skjult?” spurgte Jira.
”Benægtelse. Folk kan ikke li’ at blive fortalt, hvad de skal tænke. Få dem til selv at tro af sig selv og de vil følge dig til verdens ende. I så selv videoen. Det handler ikke om tro. Phileas vidste det, Agawi vidste det. Der er noget, som Profeten ikke ønsker, vi skal vide. Noget han forhindrer os i. Noget han frygter.”
Jo mere han lærte om Profeten, des større en gåde fremstod han for Vilkas.
Døden? Eksperimenterede han med at genoplive afgåede mennesker? Var det en del af det Bianca havde arbejdet med, som Agawi havde fremmet med sit bidrag ved opsamling af data? Prøvede Agawi at bringe sin kone tilbage til livet, ved at stjæle Gesandten?
Flere i rådet syntes at være af samme opfattelse, at Profeten havde forbrudt sig på selveste livets betingelser. Jira gik endda så langt som at foreslå, at hvis han havde skabt et væsen, genoplivet en sjæl, ville det være en forbrydelse mod, mindst fem ud af de seks dekreter om skændig opførsel, han selv havde udstedt. Løgnagtig tunge, villig til at udgyde uskyldiges blod, smede undertrykkende rænker, ondets budsender, og så splid mellem brødre. Den sidste måtte være op til Vilkas fantasi at forestille sig, men den kunne bestemt ikke være bedre.
Hvis budskabet blev spredt blandt kolonierne, at Profeten ikke var andet end en tyran med kontrol over alle tiders mest overbevisende løgn, ville det nemt kunne forpurre, hvad han søgte at opnå. Netop derfor var Vilkas overbevist om, at selvom han ikke havde sit trumfkort mere, ville undertrykkelsen af menneskeheden, gennem magt og delvis konvertering, stadig blive iværksat. Det betød jo bare at Gudinden ikke var nødvendig, så hvad var hendes formål? Ville hun være i stand til at mindske dødstallet, noget der ikke slog Vilkas som en overvejelse værd at tage i betragtning, hvis man var høj på magt. Allerhøjest ville det være en sidegevinst af noget langt mere ildevarslende.
Ziggurat. Gudinden. Et våben mod det onde. Hvem var de egentlige fjender i den her konflikt?
Rådet splittedes uden at være nået til nogen endelig konklusion, der var i stand til at tilfredsstille alles spekulationer.
Palæet var så enormt, at selvom de fleste medlemmer stadig var i huset, så kunne de hverken høres eller ses. Nogle fortrak til en lounge, komplet med bar og aktivitetsudbud som billard, dart og hvad der lod til at være deres yndlingsbeskæftigelse: Kraftigt drikkeri i forvarmet alkohol, som manden med de smalle øjne, ham der kunne ligne et ældre familiemedlem til Amia, var ekspert i.
Vilkas kunne ikke dy sig og spurgte Jira, hvorfor nogle mennesker havde så forskelligt et udseende, et han aldrig var stødt på i Metropolis. Hun lo, så meget hendes stive holdning tillod – nærmest arrogant og nedladende.
Deres race var, ”grusom,” snerrede hun, sikker på manden ved hendes side hørte det. De var oprindeligt fra et helt andet kontinent – mod øst. Teknologisk overlegne, invaderede de sammen med en tidligere fjende, Amerikaerne under påskud af statslig suverænitet. Nok nærmere økonomisk anstiftet, men da det lod til at nationerne, der stod sammen, med Amerikaerne i spidsen, så ud til at falde mod den religiøse overmagt, med medlemmer der talte i milliarder, var det en gylden mulighed for at udvide deres egne territorier. Hele manøvren endte selvfølgelig katastrofalt for begge parter, de stort set endte med at udslette hinanden.
Krigene i det midterste kontinent, vest for Østen blev i sin al sin blodige glorværdighed regnet som en succes. De resterende oprørsstyrker kapitulerede efter en sidste altødelæggende krampetrækning i blinde, som destruerede asiaternes hjemstavn og det halve af det Eurasiske kontinent.
”Profeten designede rensningsanlæg, der de sidste to hundrede år, har renset luften og vandet for stråling. Man skulle ikke tro det, men selv de store verdenskrige var ikke nær så omspændende som Den Sidste Krig,” sagde Jira sløret. Kinderne blussede af for meget alkohol. ”Det var alle mod alle. Ingen holdbare alliancer, ingen hæmninger, ingen midler skyet. Bare ren og skær bibelsk ødelæggelse. Selv efter Profetens ankomst, døde folk i millionvis dagligt af strålesyge og hungersnød. Det tog næsten ti år, før folk, spredt for alle vinde, samledes i kolonierne. Metropolis var den første, og den blev næsten med det samme udvidet til at huse flere mennesker. Asiaterne holdt sig til Amerikaerne, hvor Profeten, sammen med Phride, blev hyldet som frelsere, og straks overtog kontrollen.”
En ekstra koloni blev etableret i Europa, men de fleste var allerede faldet til i mellemøsten, hvor kun spredte bosættelser ud over kolonien, husede det oprindelige folkefærd.
”Faktisk,” sagde hun opstemt og sendte en sjat sake flyvende mod ham, ”så ku’ du godt ligne en muslimsk efterkommer. Sort tykt hår, mørke markante øjenbryn. Din hud er en kende bleg, men genetisk udvanding er uundgåeligt.”
I så fald måtte det være på hans mors side. Zacharias Rasforth udseende var så intetsigende og kedeligt passende til resten af Metropolis' næsten maniske racehygiejniske tendenser, jo tættere man kom på centrum. Selv Vilkas havde lagt mærke til, hvordan udseendet spillede en rolle, og han tog sig da også ind imellem i at dømme folk på det. Specielt dem der mindede om hans eget. Affærdiget det som tilfældigt – han havde jo trods alt været i stand til at højne sig over standarden – lod han det ikke dvæle for meget.
Mens Jira og den tandløse mand sejlede væk i en rus af høje råb og lystige klirren med overfyldte glas, listede Vilkas uset væk fra selskabet. Bartenderen rystede på hovedet af dem. Han var sikkert lige så indviet som dem, men nok mere bevidst om deres sande natur, end de villigt ville indrømme.
Amia sad i en tung lænestol med benene over armlænet, vendt væk fra ham, da han trådte ned i fodbadet. Havde han listet sig ind på hende, ville hun sikkert være sprunget forskrækket op, så han sørgede for at gøre sig bemærket tidsnok. Det var kun ud af øjenkrogen, at hun anerkendte hans tilstedeværelse. Hun havde sænket hovedet og pillede distræt med sine negle.
Vilkas satte sig på en blød skammel tæt ved hende, men gjorde intet forsøg på at starte en samtale. Hvad kunne han også sige? I hendes øjne var han, og altid havde været, et iskoldt menneske, uanset hvad han måtte handle på af forløsende kvaliteter.
”Jeg håber de får fat i ham,” sagde han efter flere minutters stilhed. Får fat i ham? Kæmpe spade. Det indikerede jo tydeligt, at han med magt ønskede at tilrane sig Agawi, også mod hans egen vilje.
Jeg lovede jeg ville hjælpe dig med at finde ham. Nej den gik heller ikke. Det handlede ikke om, hvad han ville gøre, specielt ikke hvis han havde andre valg. Blikket var mat og fjernt. Hun savnede ham – uden tvivl bekymret om hans tilstand. Hvem ville ikke være det, efter sådan en bombe?
Det måtte sikkert komme som et chok for hende, at opdage at hendes far måske ikke var den mand, hun kendte. Muligt at det var derfor, han havde sendt hende til Tir Na. Det forklarede bare ikke Maggi. Amia var som et skræmt barn, der stod alene, forsvundet fra sine forældre blandt fremmede, hvor ingen bemærkede hende. Usynlig, selv blandt dem der burde tage sig af det. Ingen havde endog bemærket hendes sære opførsel under videoen. De havde haft alt for travlt med at knevre indbyrdes.
”Tror du virkelig, han prøvede at finde min mor? Jeg mener … Jeg kan huske Gesandten, hendes tilstedeværelse, da far fløj mig til Metropolis, men tror du, det var hende?”
”Jeg ved det ikke,” svarede han ærligt. Det var svært at forestille sig skanneren som et levende væsen. Hvordan definerede man levende, når det nu engang var en maskine, de snakkede om? Var det virkelig som Maggi og Agawi, og selv Profeten foreslog? Et tænkende væsen?
”Ved ikke om jeg ville bryde mig om det, hvis hun kom tilbage sådan,” sagde hun trist.
”Jeg er sikker på, at din far ikke mente det, som profeten troede,” forsikrede Vilkas, men turde ikke se hende i øjnene.
”Det er vel også lige meget nu. Jeg mistede tingesten på båden, sammen med alt mit andet grej han gav mig,” sagde hun opgivende, sank tilbage og gav neglende sin udelte opmærksomhed. Hun skulle bare vide, at den nok var gået til grunde i luftskibet. Der var selvfølgelig en chance for den havde sneget sig ombord på transporteren. I så fald var den i Tir Na, men ville de vide, hvad de skulle gøre med den der? Næppe.
”Tror du, det var derfor, de anholdte ham, Amia?” selv i en så penibel situation overtog hans nysgerrighed alligevel. Hun reagerede ikke.
”Hvorfor har han holdt det hemmeligt for mig?” sagde hun skuffet.
Af samme grund hvorfor pøbelen ikke fik noget at vide om Tårnets inderste tandhjul. De ville simpelthen ikke kunne forstå, hvor indviklet sandheden i virkeligheden var. For mange spørgsmål, for mange indvendinger, for megen forargelse, for meget indflydelse. Det kunne ikke tillades.
”For ikke at trække dig ind i det. Beskytte dig vel,” sagde Vilkas, med albuerne hvilende på knæene, og så ned i gulvet vel vidende, at det nok ikke var sandt. Grundende måtte han gøre rede for, hvis de fandt ham. Ikke mindst for hende for at have hevet hende ind i midten af opstanden. Der var ingen grund til at give hende mere at spekulere over, noget Vilkas havde givet hende rigelig mulighed for.
”Ku’ han ikke bare være stukket af med mig?” prøvede hun at sige, halvt kvalt i gråd. ”Efter mor døde, var han ikke den samme.”
”Måske holdt Profeten ham fanget. Måske kender han ikke til dig. Måske forsøgte han at holde dig i sikkerhed.”
Der var så mange ting han kunne komme på, der ikke havde noget som helst at gøre med Agawis grunde, men han ville have sagt hver og en af dem for at berolige hende. Intet så ud til at hjælpe på hendes humør, tårerne og ansigtet, der så mere smertefyldt ud, end han havde set det før.
Psykisk smerte påvirker på andre måder end fysisk, og det indre billede af hendes skrig da Joshua hev hende ved håret, pinte ikke Vilkas nær så meget som nu.
Den følelse af svigt og mangel på omsorg hun udtrykte, da hun rakte ud efter ham på tværs af det enorme rum imellem dem, mødte han lige så instinktivt, som da han havde taget granaten. Vilkas kunne ikke begribe, hvad der fik hende til at betro sig til ham på den måde, andet end at han var den eneste i miles omkreds, der havde den mindste smule lighed, med noget hun kendte og fandt trygt.
Underordnet.
”Der er noget galt med mig, ikk'?” spurgte hun. Hendes ansigt lå blot centimeter fra hans. Vilkas var paf, både over hendes ligefremme spørgsmål og at hun lå så tæt på ham. Duften af hende sved i hans bryst og gav ham en ukontrollabel hjertebanken, som han ikke ønskede, hun skulle mærke.
”Jeg kan mærke hende derinde, buldre og brage. Er jeg ved at blive skør?”
Vilkas anede ikke, hvad han skulle sige. Ville hun kunne forstå?
”Er jeg ved at miste forstanden som mor?” udspurgte hun sig selv, halvt håbende at Vilkas måske vidste det.
”Hvem?” Kunne hun høre hans frygt?
”Maggi,” svarede hun. Vilkas øjne begyndte at brænde ubehageligt. Han burde være glad for, ikke at skulle holde rede på hver især, men hvis Amia opdagede de frastødende ting han havde været nødt til, ville hun ikke sidde lænet op af ham. Dumt. Dumt at forlade sig på disse følelser. For hvad? Et kys? Det havde ikke engang været at rigtigt et.
Var Biancas degenerative tilstand gået i arv fra mor til datter og havde splittet hende i to?
”Det’ ikke bare drømme, vel?” Hun så op på ham sukkende efter svar. Hvor ville det være nemt at række ned og møde hende.
”Nej,” sagde han pinefuldt over at være tvunget til at være den, der skulle overbringe de dårlige nyheder. Hendes liv var ikke hendes eget udelukkende. Nok ikke engang en brøkdel af det. Ikke med tanke på hvor meget Maggi vidste.
”Jeg ved, at jeg ikke er mig selv. Jeg kunne pludselig mærke det tidligere i dag, som om en masse minder vældede op i mig, som ikke var mine.”
”Hvad viser de dig?” spurgte han med et spinkelt håb om, at der var nogle gode om ham.
”Usammenhængende følelser. Ensomhed. Du er der ind imellem. Vred,” svarede hun.
”Maggi er ikke en udpræget behagelig person. Hun er ikke dig i hvert fald. Lige det modsatte faktisk. Hun ville helt sikkert slå mig ned bare for at tænke tanken, men hun er trods det ikke uden kvaliteter.” Vred var ikke den person han ønskede at fremstå som, så han smilede blot overbærende, da han sagde det.
”Det var hende, der gjorde det her, ikk’?” Hun strakte den forbundne arm frem og trak op i ærmet. Gazen havde en lille mørk plet, hvor Maggi med kniv og uden bedøvelse havde flået Almas chip ud og skamferet Amias silkebløde hud.
”Gør det dig ikke skræmt, at hun gør sådan noget mod sig selv? Mod dig?” Vilkas lod en hånd stryge afslappet igennem hendes hår og hun reagerede ved at læne hovedet op af ham.
”Hun gør mig ked af det, når jeg tænker på det. Det føles som om, hun er bange for noget. Mig måske. Jeg forstår det bare ikke.”
Hvis Maggi kunne høre dem, ville det være risikabelt at udlægge for meget for hende. Og så alligevel. Hun havde selv sagt at, Amia havde presset hende ud før, selvom hun havde påstået, at Amia ikke var bevidst om hende.
Forbandet. Hvis han bare kunne give hende svar. Hvad som helst der kunne give hende sindsro.
”Er det hende, der fortæller dig om alle de ting, der foregår?” spurgte hun og masserede såret.
”Mhmm. Mest de ting som de andre ikke ved. Ting din far har fortalt hende, tror jeg,” svarede han og tillod sig at indsnuse hendes duft igen.
”Er jeg så … ægte? Hun ved jo så meget mere end mig.”
Det gjorde hun. Ingen tvivl der. Forskellen var simpelthen for stor at ignorere. Dog var han lettet over, at hun nok ikke var blevet forgrebet på, selvom det dog betød en muligt forværrende tilstand, som måske ville tage livet af hende.
”Hvis du ikke var ægte, ville hun ikke være bange for dig, vel?”
”Hmm.” Amia var fordybet i sig selv. Havde hun tænkt meget højere, ville det knage og vride hendes hoved af led. En dyb koncentreret fure og en spidsnæbbet mund fortalte ham, at hun brød med det. Det var ikke et videre intelligent udseende, det gav hende, men ugudelig sødt og fik ham til at smile, selvom det egentlig var ret tragisk.
”Hvad?” spurgte hun, da Vilkas ikke kunne holde et åndeløst grin inde, der fik det rykke i hele kroppen.
”Ikk' noget.”
”Det ikk’ sjovt,” sagde hun og daskede ham sjælløst indigneret. Hun lo selv med og inden længe hang hun ham om halsen. Snart hvilende. Snart sovende. Inden længe faldt han selv i en behagelig søvn. Den første i lang tid. Han var viklet ind i hende. fingerspidserne rørte knap hinanden, men elektriciteten og den kildrende følsomhed, søgte deres hænder at mødes og flettes som en naturlig forlængelse af det usagte imellem dem.
Kunne vi ikke for en stund – et enkelt umiskendeligt øjeblik – blot glemme, hvor vi er? Ingenting er til at kende. Kom – nu går vi hjem. Fjende min – min eneste ven.
”Far!” Amia fløj op af stolen og efterlod et køligt aftryk på Vilkas, stadig i en tåge af simple tanker forskudt af endnu simplere billeder, der straffede hans nethinder, som ikke havde nået at vende sig til lyset. To meget langtrukne sekunder gik der, før han opdagede præcist, hvad der foregik. Søvnen havde været så berusende skøn at det strejfede ham at falde hen igen.
Vilkas rettede sig og hev benene ned, som han havde slynget over kanten, så Amia ikke skulle falde ned.
”Amia. Hvad laver du her?” lød det chokeret fra Agawi, der knugende trykkede luften ud af hende i en omfavnelse, der kastede sig ind i hans arme.
”Jeg troede du var død,” kunne det høres svagt. Hans hårdhudede og aldrende hænder famlede efter alt, der var at gribe i for at trække hende tættere.
Grey'm slentrede bagved, ikke videre glad for synet af de to genforenede. Sikkert fordi ingen havde fortalt ham om Agawis relation til pigen. Det blev da også bekræftet for Vilkas, da han spurgte i en hviskende facon, uden at lægge en dæmper på sin stemme, hvorfor Vilkas ikke havde sagt noget.
”Havde det gjort nogen forskel?”
”Formodentligt ikke. Men derfor skal du ikke holde igen med den slagsch oplysninger,” sagde han og bøjede sig truende ind over Vilkas. Han sad i en så afslappet og overlegen stilling, at det kunne tolkes, som om det var efter en nøje tilrettelagt plan.
”Føj det til listen af ting, jeg ikke fortæller dig, eller har tænkt mig at fortælle,” sagde Vilkas da også, og gav ham et lusket smil. Det kunne Grey'm tilsyneladende godt lide at se og han klukkede listende videre.
”Vi konfererer om fem minutter, når I ellers er færdige med at svælge jer i romantiske historier fra fronten.”
Hvilken overraskelse han ville få sig, når han fandt resten af rådet døddrukne. Det var tvivlsomt, om de overhovedet var ved bevidsthed, med den mængde de havde indtaget.
Hvor længe havde Vilkas og Amia egentlig været væk? Han forsøgte at få et glimt ud af vinduet og så at mørket allerede havde presset sig på. Begge deres kroppe havde virkelig lidt overlast, så en lur af den størrelse kom ikke rigtig bag på ham.
”Hvordan er du kommet her, min pige? Jeg sagde udtrykkeligt, at du skulle tage med Joanna og falde til i Alabaster, indtil jeg kom efter dig.”
”Jeg ved det godt,” tudbrølede hun utydeligt.
”Er hun her også? Jeg må vist lige få et ord med hende,” sagde Agawi og så spejdende op fra sin datter.
”Så må du lede lidt længere. Vi satte hende af i Tir Na,” introducerede Vilkas sig.
Inden nogen af dem kunne nå at præsentere sig selv, blev rummet igen overfyldt af fremmede. Soldater. Vilkas kom årvågent på benene. Klar til kamp. Klar til at løbe mod Amia – lige indtil han så Herbert og Verbat i hælende på dem.
Synteser? Nej, mennesker. Små bevægelser, nervøse trækninger, måden de snakkede til hinanden på, røbede dem som kødelige og levende. Måske kunstige lemmer, tænkte Vilkas og slugte hjertet, der sad på tungen. Herbert svedte anstrengt og duppede sig febrilsk med et snavset lommetørklæde med tørre gullige pletter og flossede kanter. Soldaterne så polerede og rastløse ud, som om de havde ventet en kamp, men modtaget en kedelig reception af vagtpligter og honnør-saluter.
”Hvis de herrer vil være så venlige at gøre sig hjemme i annekset, så vil min assistent være jer behjælpelige med alt jeres hjerter begærer. I har gjort et frem-ragende stykke arbejde. Tag ikke fejl. I vil blive husket, når revolutionen står.”
Det halve dusin lejesvende bemærkede ikke Herberts prustende, men rosende ord. Sikkert veltrænede til ikke at vise glæde eller empati, blot højtuddannede dræbermaskiner, løsnede de en anelse i deres holdning. Kun lige akkurat kun nok til, at man med det utrænede øje ikke ville tro dem afvæbnede, forlod de hall'en gennem en lille dør, der gik i et med panelerne langs væggen.
Verbat derimod havde en lang flænge i panden, som han forsøgte at begrænse skaden af med den hvide skjorte, han havde haft på.
Amia fik øje på det og løb ham i møde. I stedet for overtøj havde han fået en militærvest på, der ikke dækkede ret meget af hans veltrænede og solbrune krop.
”Hvad er der sket?” spurgte hun bekymret og afdækkede flængen, så hun kunne få et bedre udsyn. Verbat veg en smule, skar en modig grimasse og lagde belejligt sin hånd på hendes skulder.
Charlatan, bed Vilkas sig.
”Han havde overset en Rift. Hvis ikke Grey'm havde grebet ham, ville hans hoved være blevet opløst i intetheden. Forfærdelige anordninger. Heldigvis kan knægten et og andet med teknologi,” våndede Herbert sig intenst. Kroppen var ikke enig i den smule aktivitet han udsatte sig for – at trække vejret.
”En Rift?” spurgte Vilkas.
”Et brud i rumtiden,” svarede Verbat under kærlig hånd fra Amia, der så til hans pande med en forbinding. ”Se det som et hul i luften formet som en væg. Intet kan trænge igennem, fordi der ikke er noget at trænge igennem. Det er en perfekt måde at forsegle døre på, men også livsfarlig.”
”Hvordan ser de ud?” Spurgte Amia begejstret over fremmed, ny og spændende teknologi.
”Faktisk meget som Null-tunnelerne. Lyset klæber ikke til dem. Det er som en blind plet i øjet. Du ser den ikke, før det er for sent.”
”Vildt,” måbede hun. Verbat lod hende indbinde ham. Selv skadet formåede han at se knaldhamrende godt ud og Vilkas lugtede nok stadig af muggent havvand.
”Jeg skylder dig alverden, Verbat. Hvis ikke I var kommet efter mig, tør jeg ikke gisne, hvad der var sket.” Agawi trykkede hans ledige hånd med begge sine, uvidende at han selv havde gjort mere end halvdelen af deres arbejde. Nej han måtte da vide det, eller også spillede han uskyldig for at redde sit eget skind.
”Drop skuespillet,” mumlede Vilkas for sig selv, irriteret over den opmærksomhed Verbat uretmæssigt mæskede sig i. Agawi hev Amia ind til sig og pludselig stod de tre som en stor lykkelig familie med Verbat en smule ubekvem ved at være i centrum.
”Du burde have lyttet til mig, men jeg er glad for du ikke gjorde.” Agawi uglede hendes hår med sin tunge hånd. ”Men hvordan overlevede du eksplosionen? Du var ingen steder at finde. Mændene holdt soldaterne på afstand så længe de kunne, men der var intet spor af dig, så vi var nødt til at …” Han sank besværet og strøg hende over kinden.
”Vi?” Spurgte Vilkas og kunne mærke vreden blusse fornyet op i sig. ”Hvem er vi? Profeten? Gesandten?”
”Vilkas!” sagde Amia stramt, som for at dæmpe på og holde ham tilbage, så han ikke bed over mere, end hun ville have. Agawi kunne nu ikke overse ham længere og gav ham et spørgende blik. Bedst at lade som ingenting lod til at være Agawis holdning. Havde han troet, at det ikke ville komme ud.
”Og hvem er du?” spurgte Agawi efter at have målt Vilkas af.
”Det er Vilkas. Det var ham der reddede mig og fik mig ud af byen, far?”
Agawi så mistroisk ud, ikke noget Vilkas kunne klandre ham for, men han foretrak at sige tingene ligeud, også om det betød at træde ham over tæerne, selv hvis Amia måske ikke brød sig om det. Alting var større end først antaget. Det handlede ikke mere om Vilkas' selviske begær om avancement i Tårnet.
”Vi burde slutte os til de andre,” afbrød Herbert nedstirringskonkurrencen, der sendte lyn igennem lokalet. ”Vi har store planer i vente.”
”Planer?” rev Agawi sig fra Vilkas.
”Ja, du skal hjælpe os med at fælde Profeten og bringe en ende på undertrykkelsen i de nedre distrikter. Vi ved, hvem du er, teknikker.”
Utroligt at han kunne sige det uden at fortrække en mine, specielt når det var klart, at de ikke havde i sinde at opgive deres ekstravagante livsstil til fordel for ligestilling. Kneb og tricks for magt var præcis det, som Vilkas havde kæmpet imod fra terrorister og sympatisører i Metropolis, kun for at skifte det ud med nye i Agartha.
”Nu kan jeg huske dig,” sagde Agawi. ”Du er frivillig, ikk'? Dit navneskilt.”
”Far,” indvendte Amia bedende.
”Hold dig fra ham,” bed han skarpt. ”Han er fanatiker. En af Schusters lejesvende.”
Herbert så måbende til, mens Vilkas tog et par overlegne skridt mod Agawi. Det var intet under, at han havde troet, at Verbat var hans redningsmand. Vilkas var jo radmager, bleg og fuldstændig fedtet til af flere dages intens stress. Hvordan nogen kunne holde ud at være i nærheden af ham, når deres lugtesans var i fare for at blive svedet af, blev pinligt åbenbaret i Agawis nedsættende holdning.
”Mener du Thomas Schuster? Men han er vores kontakt i Metropolis. Uden ham ville vi ikke kende til byens eksistens. Med hans hjælp kan vi afsløre Profeten som en bedrager og diktator,” sagde Herbert, der ikke havde været til stede under den korte videokonference.
”Lejesvend er måske så meget sagt. Mindre end jeg kan sige om dig,” ignorerede Vilkas Herbert.
”Hvad er det du gør, Vilkas?”
”Ikke nu, Amia. Du så selv videoen. Hvad om du fortæller os det hele? Hvorfor Profeten var efter dig? Hvorfor du stjal Gesandten?”
Agawis blik vendte sig til hadsk og afskyende, og han trådte ind foran Amia for at skærme hende fra ham
”Total underkastelse, kræver et oprør. Eksperimentet Metropolis. Siger det dig noget? Jeg ved, at Schuster arbejder for Profeten og tilsyneladende gør du også, så hvis jeg er hans lejesvend, så må vi jo være på samme side, ikk'?”
Amia pressede sig forbi sin far og løb Vilkas i møde, inden Agawi og ham nåede at komme for nær hinanden, noget der sikkert ville antænde mere end blot ord. Hun undslap sin fars greb efter hende og stoppede Vilkas i at nærme sig yderligere.
”Stop. Jeg be’r dig.”
”Ikke før han står til regnskab for kolonierne og alle de mennesker, der allerede er døde i Profetens navn,” sagde han, mere rådvildt og frustreret, nu han var så tæt på målet. ”For alle de drab jeres revolution vil bringe.”
Vilkas krydsede klinger med Agawi igen, der bestemt ikke brød sig om sin datters nærhed til fjenden.
”Det er ikke så simpelt,” svarede han sammenbidt.
”SÅ FORKLAR!” brølede Vilkas, vredere end han nogensinde havde følt sig. ”Jeg er træt af alle løgnene! Jeg ved du arbejder for Profeten. Jeg ved du er skyld i infrastrukturens kollaps, som resulterede i invasionen på Alabaster. Jeg ved alt om jeres revolution. Det er det, du skal stå til ansvar for. Det du skal hjælpe os med at stoppe.”
”Stoppe?” hostede Herbert og tog manegen. Hans korpus vraltede udmattet.
”Luk arret! Profeten kender til alt, I har gang i. I er ikke andet end brikker i hans spil,” kastede Vilkas mod Herbert, der blev slået omkuld af hans ord. Schuster havde uden tvivl videreformidlet alt om Gudindens Stemme og Rådet helt ned til personlige detaljer, så de nemt kunne spores, når tid var. For nu var de stadig nyttige, når nu Gesandten ikke var mere.
”Tror du ikke, jeg ved, at oprøret er til for at luge ud i loyalister?”
Nu forstod Vilkas endelig betydningen af Overtons sidste ordrer – dem der ville skabe mistillid til regeringen og antænde en borgerkrig som skulle tvinge Schuster ud af byen. At tænke sig, at han nær havde forhindret det med sin ide og at den indirekte havde været medvirkende til det måske sidste iskolde åndedrag, som blev kvalt af gløderne, der med tiden ville ebbe ud sammen med menneskehedens vilje.
”Du ville aldrig være blevet dømt, vel? Profeten ville have hentet dig ud af Metropolis længe inden. Han troede virkelig, at vi ikke kendte til hans planer. Overton, din snu rad. Du fortalte ham det, gjorde du ikke?” At hentyde til sin egen involvering kunne vise sig gavnlig, endnu mere hvis han lod til at vide mere, end han egentlig gjorde.
”Overton kæmpede indædt for at få mig igennem retssagen, for ikke at Schuster skulle få fat i mig. Heldigvis har I stadig en retfærdig rettergang, som selv ikke Præsidenten kan modsætte sig. Det kunne ikke tillades, men jeg troede, det kunne lade sig gøre,” sagde Agawi, efter et øjebliks eftertænksomhed.
”Og Gudinden? Hvad er det Profeten forsøger at udrette?” spurgte Vilkas skarpt opfulgt.
”Det er kompliceret.”
”Gør et forsøg!” pressede Vilkas på.
”Vilkas, du gør mig bange.” Det var usigeligt, så meget det betød for ham, at have hende på hans side. I hvert fald at hun bekymrede sig om ham.
”Du har virkelig ikke fortalt hende noget, vel? Om det Arbejde du udførte sammen med Bianca?”
”Hvor vover du at nævne hendes navn, din skide kolonist? Dig og dine ville sprænge Jorden i luften med en bombe om livet, blot for at tage den sidste rest af liv med jer. I er en sygdom der inficerer planeten. En sygdom som kun Profeten kan kurere. I forstår ikke betydningen af vores arbejde!” Snerrede Agawi med hvidt skum hobende i mundvigen.
”Siger du om manden der torturerede dig. For hvad? En computer som du gav til din datter uden det mindste hensyn til hendes sikkerhed?”
Jag mig ned med en kniv. Flå den igennem mit kød. Fortæl verden om mit bedrag, men for guds skyld, gudindens skyld, had mig ikke. Alt jeg udsætter dig for vil jeg med glæde tage i dit sted.
Det vendte sig i Vilkas.
”Hvad snakker han om, far?”
”Han lyver. De lyver alle sammen. Profeten forstår, hvad jeg gjorde og hvorfor.”
Konflikt. Vilkas kunne læse det så tydeligt som vinden i de tørre akacietræers toppe. Stammen ville ikke vige, specielt ikke i Metropolis' svage brise, men kronen afslørede retning, styrke og hastighed. Agawis hvide hår sitrede stresset som dem.
”Jeg troede, du var død. Jeg troede, du ville dø. Hun lovede mig, hun kunne hjælpe, hvis jeg bare lod hende fri. Men jeg tog fejl. Jeg kan ikke adskille dem. De er bundet af mere end det fysiske.”
”Lovede dig hvad?” Amias øjne begyndte at flimre, fugtige og røde. Vilkas rakte ud efter hende, men hun slog hans hånd væk. ”Hvad har du gjort? Siger du, at alt det her er på grund af mig?”
”Amia!” Vilkas tog hårdere fat i hende.
”Slip hende! Slip min datter!”
”Hvad foregår der Vilkas? Hun skriger af mig. Det føles som om, mit hoved er ved at eksplodere.” Hun kunne ikke samle blikket på noget bestemt. Ikke engang ham. Stemmen var så ynkelig, at han selv næsten overhørte det under Agawis råb.
”Lyt til mig Amia,” sagde han roligt. ”Lyt til hende. Maggi ved, hvad der foregår.”
Hun rystede på hovedet afmægtig.
”Hun hader ham så meget. Jeg kan mærke det i mig.”
”Jeg er ked af, at det er kommet til det her,” hviskede han, og gentog sin bøn om tilgivelse.
Hun var så blød – så skrøbelig – at han ville kunne knække hende med et enkelt greb. Stikkene i den svage skulder var et forspil og hævn for hårde, benede knoer, der gnavede sig ind i hendes kind med en sådan kraft, at hun væltede om uden modstand.
Slå mig helst gerne ihjel for mine synder. Lad dette skønneste af væsner ikke give mig ro før jeg har betalt mine følgers skade. Lad den helst komme hurtigt for mit arnes glød at tændes på ny.
Første mand på Vilkas var som ventet Agawi. Selv med alderen efter sig var han let på fødder og plantede et solidt slag frontalt, der ødelagde mere end hans i forvejen skæmmede næse. Al stolthed lå på gulvet foran ham og han gjorde ikke modstand, da Agawi tvang ham tilbage i stolen med hænderne om hans hals.
Verbat sled i Agawi for at trække ham af. Blodrusen vældede i ham. Ja, der var nærmest nydelse at spore i det svage smil med blottede tænder, der prustede Vilkas i ansigtet.
”Slip mig! Ingen rør min Amia på den måde.”
Sorte pletter bredte sig og han kunne mærke livet blive tvunget ud med magt. Tankerne strømmede tilbage til den iskolde pøl, der med sit isnende greb forsøgte at lamme hans sanser og lulle ham ind i en falsk tryghed.
”Du glemmer bare, John, at jeg ikke er din Amia. Ikke udelukkende.”
Havde Vilkas' voldelige overgreb ikke antændt noget i Agawi, ville Maggis stemme gøre jobbet færdigt og æde den rest af forstand han havde tilbage. Verbat blev kastet af, trods sin muskuløse krop, der snildt så ud til, at kunne holde en mand som Agawi på plads.
”Jeg ville foretrække, du ikke slog ham helt ihjel, John. Han har trods alt holdt mig i live så længe. Du vil vel ikke gøre din datter ked af det?”
Selv om luftvejene ikke var blokeret mere, svulmede struben så meget op at den simpleste refleks – at trække vejret – blev noget metodisk og planlagt.
”Min datter?” Forvirret og styret af dyrisk beskytterinstinkt vendte han sig mod Amia, der var kommet på benene – ubemærket af Vilkas behandling. Holdningen han havde, fik Vilkas til at undre om han også havde kunstige dele. Han så i al fald ud til at kunne skifte ham, når det skulle være.
Det havde virket. Maggi havde taget over. Agawis tilstedeværelse var for meget for Amia at kontrollere og det havde kun krævet et øjebliks uopmærksomhed, eller i dette tilfælde, frygt, mistro og en trang til at gemme sig fra den hun stolede på, at tvinge Maggi ud af sit skjul. Åbnet porten var nok nærmere, hvad han havde gjort.
Agawi nærmede sig Amia, men hun slentrede forbi ham med hænderne over kors mod Vilkas, der sad slået i stolen og overvejede, hvordan han skulle forklare Amia, hvorfor.
Med baghånden aede hun ham djævelsk forførerisk, satte sig på hans knæ og fortalte ham om de ting, som hun vidste, han havde lyst til at gøre. Agawi var på nippet til at miste sine sidste tøjler. Herbert havde meldt sig helt ud, presset op ad døren med piben stadig rygende, og Verbat lå op ad væggen og ømmede sig.
”Tving svaret ud af ham. Jeg ved, du vil.”
”A-Amia,” stammede Agawi rystende.
Hvordan kunne det være, så tæt, med svarende inden for rækkevidde, at han mest af alt ønskede at dulme mandens vrede. I stedet tog han med sløv og viljeløs hånd imod et skydevåben, som hun havde gemt på sig.
Hvordan bar hun sig ad? Amia havde været i kontrol siden før Null-tunellerne. Ikke på vilkår hun kunne have smuglet den igennem, uden hendes viden.
”Nej, John. Ikke Amia.”
”U … Umuligt. Maggi? Hvad har du gjort?!” råbte han af Vilkas, der stadig sad katatonisk og fyldt med væmmelse over sig selv.
Maggi guidede hans arm og tog sigte ned af løbet for ham, rettet mod Agawi.
”Noget du burde have gjort for længe siden. Sat mig fri. Jeg har overholdt min del af aftalen,” svarede hun køligt og trykkede på aftrækkeren.
Pistolen var nær fløjet ud af hans hænder. Han ville intet andet end at lytte efter og få hvad han var kommet efter, men det eneste der fyldte, var den skade han havde forvoldt hende. Hvordan kunne Maggi lade ham skænde hende på den måde.
Var det ikke dig selv?
Jo.
Ville du ikke gøre hvad som helst? Betyder Metropolis ikke mere end et enkelt pige?
… Jo.
Er hun ikke blot midlet til et mål?
… … Jo.
Ville du ikke ofre hendes tillid, hvis det kunne rette op på al verdens uret?
… … …
Skuddet ramte ikke. Det sikkert heller ikke meningen, men det havde sin effekt. Han blev bleg og holdt straks inde med at tale.
Soldaterne væltede ind og rettede straks deres våben mod Maggi, som ikke ænsede dem.
”Sænk jeres våben, mænd,” sagde hun i en rolig og fattet tone.
”I hørte hende,” lød det pludselig fra Grey'm, der også havde reageret på larmen. De andre Rådsmedlemmer var ingen steder at se. De var sikkert gået omkuld og fra deres sansers fulde fem. Han verfede soldaterne tilbage til deres æske, spændte skruen, som allerede var trukket op til at lade trolden springe på ny.
”Jeg ser, at I er begyndt uden mig,” smiskede han. ”Skidt pyt. Aggressiv konferering er en personlig præference. Det meget mere … levende.”
Maggi smilede til ham. Endelig en der forstod hende, lod hun til at tænke.
”Agawi.” Vilkas rejste sig fra stolen. Hvis nogen burde tage styringen, skulle det ikke være mutant-hybriden med de sadistiske tendenser, ej heller kunne det tillades at Maggi løb fri og risikerede at slå Amias far ihjel – uforvarende eller ej.
Han tog pistolen fra Maggi, med en kraftig indikering at han tænkte det samme som hende.
Med tvang.
”Du hørte hende, John. Hun har overholdt sin del af aftalen. Det på tide, du tager ansvar. Begynd med sammenbruddet i Metropolis.”
Maggi lænede sig kælent op af ham.
”Nej begynd med hende,” skiftede Vilkas mening. ”Er det det samme som din kone? Er hun døende?”
”Så omsorgsfuld du er, men det skal du ikke bekymre dig om. Ikke endnu,” hviskede hun så tæt på hans øre, at hendes stemmes klang var som nåle i hans hjerte.
Lad hende ikke komme for tæt på.
Ti stille, jeg ved hvad jeg gør.
”Du ved det virkelig ikke? Hun har ikke fortalt dig det, vel, om Gesandten?” Agawi så ud til at fryde sig over hans uvidenhed. ”Maggi, fortæl ham endelig, hvad han vil vide. Hvem var det der kortsluttede Metropolis' infrastruktur, for det var i hvert fald ikke mig.”
”Du vidste udmærket, at systemet ikke kunne bære Gesandten. Det var alt for primitivt!” råbte hun og smadrede Vilkas' trommehinde.
”Hun er min datter, dit monster. Du er ikke andet end Profetens skødehund. Jeg havde ondt af dig, intet andet, og så svor du at bringe hende tilbage. Hvad skulle jeg ellers gøre?”
”Acceptere det! Folk dør!” svarede hun tilbage så arrigt, som hendes ansigt kunne.
”Så du prøvede virkelig at få Bianca tilbage?” Spurgte Vilkas. ”Du slog utallige mennesker ihjel for at genoplive hende. Hvis hun kun var data i Gesandten, hvorfor så bruge Metropoplis til at bringe hende tilbage. Det er vel bare en computer som alle andre.”
”Fordi Metropolis er det eneste andet sted i verden hvor synteser eksisterer,” svarede Maggi for ham. ”Hvis han havde gjort det her, ville han ikke være sluppet afsted med det.”
”Afsted med hvad?” spurgte Vilkas.
”Du siger det ikke, Maggi. Du bringer hende og dig selv i fare,” formanede Agawi.
”Jeg tror, vi er langt over det punkt,” blandede Grey'm sig. ”Ingen af jer får lov at gå nogle steder, før alt er kommet på bordet. Jeres lille optrin her, teatralsk og unødvendigt. Gesandten er allerede lokaliseret og hentet.”
”Umuligt,” spyttede Vilkas. ”Gesandten er på den anden side af Jorden.”
Grey'm slog med sine krogede negle på de store kunstige øjne, der klinkede som glas.
”Jeg ser mere end de fleste, og jeg er ked af at sige det knægt, men du er blevet ført bag lyset.”