Vilkas burde have forventet, at Maggi ville mislede, eller direkte forråde ham. Hun havde i hvert fald ikke været ærlig hele vejen – eller bare den halve. Det var lige så usandsynligt, at Agawi ville bøje sig og erkende alt han havde været med til.
Grey'm hævede sig i størrelse og stod nu skræmmende tre meter høj. Benene havde forlænget sig hydraulisk, tilføjet et ekstra led og flået buksebenene i stykker. Hænderne faldt til jorden som to enorme sten for enden af tynde reb, der slangede sig og hvirvlede møblerne rundt i rummet.
Selvom Verbat og Herbert kendte Grey'm bedre end nogen anden i lokalet, var de lige så måbende og rædselslagende som Vilkas følte sig netop i dette øjeblik. Kun centimeter forhindrede ham i at få hovedet flået af, da et stort stykke marmor fra en af søjlerne kom flyvende.
Jessop Amsen havde været et uheld, ren refleks og bestemt ikke noget han havde ønsket at gøre. Grey'm derimod havde nu vist kulør. Hvem han arbejdede for, var uden betydning. Monsteret prøvede at gøre dem ondt og Vilkas havde langt færre kvaler ved at tømme pistolens indhold direkte i Grey'ms ansigt, der var det eneste på hans deforme krop der ikke havde ændret sig.
Kun et par kugler ramte deres mål. Resten hvislede enten forbi eller forplantede sig i hans bryst, hvor lyden af metal bekræftede, at hele hans krop var kunstig – præcis som missionærerne. At selv hovedet var uigennemtrængelig havde ingen af dem nok set komme, på nær Maggi der flåede i Vilkas' arm, længe inden det gik op for ham, at magasinet var tomt.
”John! Løb!” skreg hun.
Agawi gjorde ingen indvendinger og fulgte med rædsel, hvordan Herberts krop blev flået i stykker, lem for lem, bag dem. Verbat havde heldigvis været så tæt på døren til soldaterne, at han også nåede at slippe ud sammen med dem, inden skrigende af Herberts mishandlede rester druknede i et metallisk hyl fra Grey'm – eller hvad der var tilbage af ham.
Soldaterne på den anden side sprang op, da de fire væltede ind, men Maggi tøvede ikke med at handle som dem. Hun bemægtigede sig en af soldaternes fuldautomatiske rifler og inden støvet havde lagt sig lå de alle blodige og svampet – druknet i deres egne indvolde.
”Hey, Don Johansson. Hvor er fartøjet de ankom i?” spurgte Maggi Verbat og ledte forrest an ud af gæsteannekset.
”Du … Du dræbte dem?” På trods af sin størrelse og kropsholdning var det tydeligt, at Verbat aldrig havde set ildkamp.
”Det samme har han har tænkt sig at gøre ved os, hvis vi ikke kommer ud herfra,” råbte Vilkas, der stadig havde pistolen i hånden, klæbet til huden. At slippe den nu ville få ham til at føle sig sårbar. Også selv om der ikke var flere kugler i, gav det en tryghed at knuge den. Grey'm brast igennem åbningen ved at gøre indgangen dobbelt så stor med sin krop som skyts.
”Giv mig Gudinden, så vil jeg overveje at lade jer leve,” lød det som en megafon ud af hans savlende mund. De skarpe tænder og tungen var det eneste menneskelige tilbage at se på ham. Tunge skud der lød som eksploderende granater sprang huller i væggene så store som små mennesker og det var et under, at ingen af dem ramte deres mål med så stor en dødsflade. Træsplinter på størrelse med fingre fløj om ørerne på dem og skar sig ind i kinderne. Åbne øjne og Vilkas ville have været blevet blind.
Maggi skiftede magasin på riflen i farten og skød i blinde bag dem. Agawi var ikke så let på fødderne som de tre unge og sakkede bagud, ikke noget der lod til at bekymre Maggi voldsomt. Først da Grey'm svingede sin kolos af en arm, som slangede sig hen over gulvet og slog benene væk under ham, blev hun opmærksom.
”Løb,” kaldte han bare, velvidende at der ikke var noget at gøre når først Grey'm havde ham. Maggi spandt rundt. I en brøkdel kunne Vilkas se andre øjne end Maggis. De var rådvilde og skræmte. Tøvende løftede hun geværet mod bæstets klikkende, morderiske og grådige stirren direkte på hende. De lange skarpe fingre der ikke længere var formet efter et voksent og sundt menneske, forhindrede Agawi i at rejse sig. Vægten af dem klemte ham ned.
Skyd, tænkte Vilkas, med ræsende tanker. Hvis de ikke kom væk i en fart, ville de ende som Herbert og sikkert resten af Rådet også.
Hvorfor tøvede hun? Var hun bange for at ramme Agawi? Nej, det var ikke det. Mere end noget andet kunne det ses i hendes blik, når hun var til stede eller ikke. Maggi gjorde ikke modstand, da han rev våbnet fra hende.
Selv uden træning, kunne Vilkas huske en samtale han havde overhørt fra to soldater, hjemme, om hvordan et fuldautomatisk skydevåben burde håndteres i ildkamp. Nøgleordet var skudhastighed.
”Hold aldrig aftrækkeren nede, hvis du rent faktisk ønsker at ramme dit mål,” havde den ene sagt til en ung menig, der stadig ikke havde fået sin første våbentræning.
Selv uden træning føltes det naturligt at klemme skud efter skud af. Adrenalinen pumpede blodet rytmisk rundt sammen med geværkolbens slag mod hans skulder, og i de sløve vræl fra riflen kunne han næsten se kuglerne forlade mundingen og plante sig målrettet, hvor han ønskede dem. Måske han i virkeligheden var født til det her, nåede han at tænke i de korte sekunder, det tog for Grey'ms ene glassyn at splintres og han med et hyl fra neglenes skurrende skrigen mod marmorgulvet, slap Agawi.
”Hvem helvede er I?” klynkede Verbat. Der var ingen tid til at forklare. Det vigtigste var at komme ud. De var på benene igen, inden Grey'm kunne samle sig.
De nåede en gårdsplads der var muret inde og oplyst af fire sæt spot i tyve meters højde. I midten stod et transportfly, som det Amia og Vilkas selv var ankommet i.
”Han må være med missionærerne. Ser de alle sådan ud?” spurgte Vilkas Agawi, mens de løb. Verbat var langt foran og sansede slet ikke de andres tilstedeværelse og var allerede ved åbningen til transporteren.
”Mere eller mindre,” hostede Agawi tømt for luft. Al uoverensstemmelse imellem dem var midlertidigt lagt på hylden.
”Hva’ med Misha og Maria?” kom det pludselig fra Maggi. ”Glem dem!” Svarede hun sig selv.
”Maggi?” Vilkas var i gang med at få lugen til transportflyet op sammen med Verbat, hvis fingre fumlede og rystede så voldsomt, at han var mere i vejen end gavnlig. Hun fik øje på ham og skreg.
”Hold dig væk!” Hun løb til sin far, men nåede ham aldrig. ”Tag dig sammen,” afbrød hun.
”Hey, Maggi!” råbte Vilkas hektisk. Nu var ikke tiden til en identitetskrise. Hvor meget han end ønskede at Maggi holdt sig væk og lod Amia være, så var det kritisk at hun samlede sig om én ting. At komme væk og helst flyve flyet for dem. Grey'm kunne dukke op hvert sekund, og med sine massive kanoner ville de ikke nå langt. Selv luftbårne.
Med et stod hun midt i ingenting og tudede pisket. Agawi var ingen hjælp, selv ikke over for sin datter, som han holdt på afstand som en spedalsk.
”Hvordan helvede får man det lort op,” Hidsede Vilkas og var ved at gå i panik over hele situationen. Ikke mindst magtesløsheden. Noget måtte de gøre forkert, for selv med Verbats hjælp knirkede håndtaget til flyet kun langsomt løs.
En eksplosion rev den halve bagfacade af palæet. Puds og mursten fløj i alle retninger, men Agawi havde kun øjne på Amia med en tvivl om, hvad han skulle stille op med hende. Der var en blanding af afsky, overgivelse, bebrejdelse og medlidenhed i ham, men han stod frosset til stedet, mens uhyret slyngede en samling murbrokker i deres retning. De hamrede hårdt mod flyet, en enkelt ramte Vilkas i siden og tvang ham i knæ.
Riflen var sikkert nær tom, men de få kugler der var tilbage, skulle ikke gå til spilde. Verbat sled videre med håndtaget som lige vel kunne være rustet fast til skroget, så umedgørligt var det.
Musklerne i ham brændte, læggene føltes så tunge efter at have yder så meget modstand for at løsne lugen, at blot det at rette sigtet ind var en kamp mod dirrende hænder, hvor blodet stadig ikke var nået tilbage endnu.
Grey'm stoppede op, klar til at angribe, afventende Vilkas' træk. Han lignede en gorilla sådan som knoerne solidt var plantet i fliserne som flækkede under dem. Det vilde hvide hår fulgte ryggen som en manke af galskab. Gennemtæret ondskab havde skabt dette monster. Spørgsmålet var bare, om det var ondskaben selv eller dets udsending. De ville aldrig slippe væk herfra. Selv i luften ville Profeten da vide, hvad der var sket hos Gudindens Stemme. Det havde Grey'm sørget for.
Uanset hvor han kom, lod kutymen at være forråd eller bliv det. Intet imellem. Ingen gylden diskussion som voksne mennesker. Kun ekstreme holdninger og blodige opgør. Havde han virkelig selv været sådan engang? Kunne han overhovedet kalde sig bedre. Var der forløsning at hente i at holde Amia sikker for sin egen skyld?
Kroppen vidste udmærket godt, at dette var enden. Frygten forhindrede ham i at koncentrere sig. Med uhyret låst så tæt ind på sigtekornet, at alt uden for dets hovedet ikke eksisterede, flygtede tankerne om Gudinden ind og ud.
Du er blevet ført bag lyset knægt. Både af Agawi og uhyret. Han var blevet deres redskab og nu var han disponibel. Grey'm havde selvfølgelig kun fået Agawi ud, fordi Profeten ikke havde kunnet få information nok ud af ham og håbet at hvis han var i mere trygge omgivelser, ville fortælle dem det hele.
Amia, selvfølgelig. Hun var den sidste, der havde haft Gesandten med sig. Med realiseringen af at Amia var Agawis datter, kunne han kun konkludere, at hun var i besiddelse af den og dermed troet at missionen ville være fuldført. Der var ikke længere brug for at spille dobbeltspil. At bryde op i konflikten ville få Profetens plan på rette spor igen.
Men du sagde jo at I tabte hende over Tir Na, så hvorfor …
”Jeg så dig godt beskytte hende.” Agawis hånd tvang Vilkas sigte fra sit mål uden anstrengelse. Mørket omkring Grey'm lettede sig ikke og det gik op for Vilkas hvorfor.
”Bliv ved med det. Få hende væk herfra. Få hende i sikkerhed. Vend aldrig tilbage. Glem at I nogensinde har været her. Glem Gudinden og kolonierne.”
Ondsindet latter der blev kastet tilbage af murene, kunne høres hele vejen rundt om dem. Tusinde stemmer angreb dem fra alle sider og fangede dem i en løkke af flossede negle, der ville rive dem til blods, hvis de forsøgte at slippe ud.
”Jeg prøver. Jeg prøver at stoppe det hele.” Vilkas' stemme knækkede ufrivilligt. Næsten umuligt at se ud gennem øjnene der vædede over, tog han sigte igen – klar til at skyde i en sidste desperat handling der var dømt til at mislykkes. Regnen ramte hårdt på dem og lyn i det fjerne nærmede sig som et orkestreret højdepunkt, der rullede ind over dem.
Grey'm slog hårdt i jorden med knoerne så sprækker flygtede mod dem. Et hårdere slag og de ville være gået igennem til etagen under dem.
”Det kan ikke stoppes. Med eller uden hende vil det ske. Det skal ske.”
”Hvorfor?” spurgte Vilkas og forsøgte ikke at flygte i dødsangst.
”Uden Profeten ville vi alle være tabt. Vi kan ikke klare os uden ham. Han er ikke skurken i det her. Tværtimod. Jeg ville ønsker, at der var tid til at forklare, Vilkas. Om nogen har du gjort dig fortjent til at kende sandheden. Jeg stjal ikke Gesandten i ordets forstand, men jeg handlede selvvisk i den tro at det kunne redde min datter fra den samme sygdom, som slog min kone ihjel.”
Agawi gjorde sig umage med at fortælle de vigtigste detaljer, hvor end sparsom tiden var.
”Den sidste store krig var Gudindens værk,” fortsatte han. ”Hun var i gang med at genskabe Jorden i et mørkere og mere modstandsdygtigt billede over for den uendelige ondskab der lurer i universet. Profeten … Han er hendes redskab og gør hendes vilje, men han er bundet af andre kræfter. Gudinden mener at vi kun kan vinde kampen gennem vrede og oprør. Men der er måske en anden måde.”
”Jeg forstår ikke,” måtte Vilkas erkende. ”Han sagde, han var hendes slave. En skygge. Hvorfor forsvarer du ham, efter hvad han gjorde ved dig?”
Han var træt og på grådens rand på en og samme tid. Grey’m tog sig tid med at stavre på benene. Han vidste udmærket godt, at der ikke var nogen som helst måde, hvorpå de kunne stikke af fra denne dødsarena.
”Fordi ondskaben har fundet vej ned til os. Alt hvad der skete, lige fra da Amia og jeg kom til Metropolis, har været nøje planlagt for at lure den ud af sine gemmer. Det måtte virke overbevisende nok, til at han ville dukke op personligt. Jeg måtte vinde hans tillid ved at stjæle Gesandten fra Profeten, ser du. Gudinden har kun domæne over denne verden og dens døde. Ikke den næste. Der er ting ude af selv hendes kontrol. Ting hun frygter. Men nu har vi endelig fundet ham. Havde bare aldrig troet, at det ville være Grey’m. Ondskaben har korrumperet og ødelagt hans sjæl med frygt om udslettelse.”
Grey’m lo igennem tordenen, så det blandedes sammen til verbale knive, som kløvede luften såvel som Vilkas’ ro.
”Frygt,” hviskede Vilkas og kunne mærke, hvordan den voksede i ham til et monster af proportioner, hvis lige han ikke turde udfordre, hvor Grey’m kun var manifesteringen af den.
”Når I er færdige med at schige farvel, så udlever hende til mig. Jeg lover, at jeres død bliver smertefuld og langsom,” gryntede han og trak sig selv tættere på dem med en kravlende bevægelse.
”Du er et godt menneske, Vilkas, også selvom du slog min datter. Hvis jeg bare havde forstået hvorfor noget før, kunne det måske have været undgået.” Agawi lagde hånden på hans skulder. Verbat havde fået lugen op og trak Amia voldsomt indenfor. ”Alt det til trods så ville jeg bare have hende i sikkerhed, om så bare for en stund længere,” sukkede han og stirrede døden i øjnene, der kradsede sig dramatisk ind på dem, som kun Grey'm kunne nyde det. ”Alt andet virkede ligegyldigt. Jeg kunne ikke miste dem begge til nervedementiaen. Men det ser ud til, at jeg reddede mere end ét liv.”
”Maggi?” Tingenes sammenhæng begyndte at dæmre for Vilkas.
”Tag dig ikke af hendes hårde ydre.”
”Indre?” følte han en sær trang til at sige.
”Hun er i virkeligheden et dejligt væsen, når det kommer til stykket. Hun er bare ikke vant til at være så … levende. Sig til hende, at jeg er ked af, jeg ikke kunne holde mit løfte, men Amia var altid min førsteprioritet.”
”Nu kommer jeg og tager jer, harharharrr,” rallede Grey'm og var mindre end ti meter fra, hvor Vilkas og Agawi stod. For et øjeblik siden havde Agawi forsøgt at myrde ham for at skænde sin datter, i det næste nu kastede han sig i armene på helvedeshunden. Kunne han da i det mindste ikke have taget riflen med sig? Vilkas greb ud efter ham, men han var allerede ude af rækkevidde. Metalpoten svang med dødelig hastighed over fliserne, der trak et sprudlende fyrværkeri af gnister med sig.
Armen ville flå Agawi midt over, men Vilkas kunne ikke slippe øjnene fra ham og følte at han fortjente en bedre skæbne end føde for djævelen.
Intet skete. Agawi bliv ikke revet i to og det overraskede Grey'm lige så meget som Vilkas, at han formåede at holde stand mod kloens massive moment. Gnisterne fløj og slaget blev afværget akkompagnerede af et tordenskrald, der lyste pladsen op. Uhyret brølede skingert og svang igen. Nu kunne Vilkas se hvorfor han havde overlevet. Kunstig arm, kunstigt ben og en massiv hånd, der rev kæben og de blodigt skarpe tænder af uhyret i en enkelt bevægelse. Varmt tykt blod sprøjtede og sølede Agawi til, inden han selv blev revet ned.
”Kom væk! Jeg kan ikke holde ham hen længe. Tag afsted. Find Phoibos. Han er den eneste, der kan holde jer skjult.”
Det var surrealistisk at se to maskiner forklædt som mennesker bekæmpe hinanden på den måde. Der var intet elegant over synet. Det hele foregik langsomt og meget mekanisk. Agawi havde kun sine arme at stå imod med og var nødt til at skærme sig mod den utrættelige dunken ovenfra.
Vilkas affyrede resten af magasinet, nok til at få Grey'm til at miste fokus i et splitsekund og for Agawi at få et slag ind, et der ikke rokkede meget i det store hele.
”Kom nu væk! Tag til Tir Na!”
”Tir Na? Så behøver vi ikke lede efter jer,” lo det kæbeløse bæst. Tungen slaskede og ørlede store mængder sort galde op. Ikke blod. Olie. Vilkas bakkede ind i flyet.
”Verbat, få os i luften!”
”Hvordan? Jeg ved ikke hvordan man flyver sådan et,” nærmest græd han tilbage.
”Amia?!”
Hun skreg endnu mere. Godt at hun ikke kunne se, hvad der foregik udenfor.
”Kun hvis du er i live,” hørte Vilkas Agawi sige. De to var låst i kamp, så de mekaniske led knasede og gav sig med kæmpe smæld. Metallet i dem vred sig.
”MAGGI! Din forbandede psykopat! Hvis du ikke tager over nu, kommer jeg kraftedeme og tvinger dig frem!” brølede Vilkas af Amia, der på stedet skiftede.
”Klap i kælling,” sagde hun til sig selv og sprang direkte ind i cockpittet og satte i gang med at få flyet på vingerne, som om intet var hændt og hun bare havde spillet komedie.
”Få os væk, nu!”
”Slap af, jeg arbejder på det. Jøsses.”
Det tog dem mindre end fem sekunder at lette fra pladsen.
”Er alle om bord?” spurgte hun og så bagud på Vilkas, der stod i åbningen, hvor vinden slog ind. ”Hvor er Agawi?”
Hun vendte flyet, gjorde klar til at accelerere væk fra det sprængte palæ og fik så øje på mastodonten, der med lethed kastede Agawi rundt under dem. Smilende så han tilbage med et lettelsens suk, ingen af dem nåede at høre, så hurtigt var Grey'm over ham og så …
Højfrekvent og i et blændende lys forsvandt de begge i en trykbølge, der fulgte og slog flyet en smule af kurs. Eksplosionen var så kraftig, at Vilkas røg bagover og dybt ind i flyet. Lugen smækkede med et brag og dræbte al lyd.
Ikke alt selvfølgelig. Maggis smertehyl, eller Amias, eller en blanding af dem begges, genlød som et ekko, der forplantede sig dybt i nakken på Vilkas, selv efter hun var holdt op med at krænge det sidste luftmolekyle ud af lungerne, hvorefter hun sank sammen over konsollen.
”Neeej!” skreg hun vredt igen. ”Hvad gjorde du?” Hendes øjne var blodsprængte og hadefyldte. ”Jeg skulle bruge ham!”
Der var intet hun kunne gøre ved det selvfølgeligt. Hun var udmærket godt klar over det nyttesløse i at vende om efter ham. Hun begyndte at hyperventilerede og havde svært ved at holde fokus og begyndte at taste en masse ind på skærmen foran hende.
Hun kollapsede ud af stolen og kastede sig i blindt raseri mod Vilkas på samme måde, som hun havde gjort i luftskibet, blot denne gang var han forberedt.
Hvad godt gjorde det at forvente angrebene, hvis han ikke følte for at gøre modstand? Selv ikke at hendes slag var blottet for al kræft, lettede på følelsen af, at hun gerne måtte slå ham til plukfisk, til der ikke var andet end en blodig og umiskendelig klump dødt kød tilbage. Så meget værd var han lige nu.
Barrieren mellem Maggi og Amia virkede så slørret og uklar, at det ikke var til at sige, hvem der kastede følelserne mod ham. Kunne han gøre andet end bare lade hende angribe ham? Alle tre havde de noget investeret i at få fat i hendes far. Vilkas' grunde var uden betydning lige nu.
Hendes vrede ebbede over i gråd og hun sank sammen op af ham og dunkede ham i brystet.
Hvis han følte tomhed over at have mistet muligheden for at opnå det han ville, kunne han kun forestille sig de akkumulerede, betændte bylder, der måtte gro i hende.
Døsigt slap hun, så blikløst igennem ham og slingrede med slæbende skridt tilbage mod cockpittet eklektisk og famlende frem.
”Få mig ned. Få mig ud. Jeg vil hjem!” peb Verbat fra sit hjørne.
Den knasende lyd da kæbeknoglen flækkede, hjemsøgte sammen med synet af de sidste blodige sekunder af Agawis liv.
”Hjem? Du kan aldrig tage hjem,” sagde Vilkas. Og ikke kun på Verbats vegne.
Han var synonym for oprøret i Metropolis, et der var ved at flå byen fra hinanden indefra. Det havde Overton sørget for. Selvfølgelig kunne han aldrig vende hjem. Det ville ikke blive tilladt, og hvad skulle han også fortælle dem? At oprøret var per design? Nogle ville vide det. Hvis flere gjorde, ville det kvæle deres gejst. Hvis flere gjorde, ville det blot gøre dem endnu mere sårbare. Agawi havde ret. Det kunne ikke undgås. Militæret havde kun et eneste formål. Ikke præventivt og ikke defensivt. Skabt sammen med synteserne var det en del af planen, at de skulle lede befolkningen i oprør og i krig for Profeten og Gudindens skyld.
”Hvor helvede skal jeg så tage hen? Kan i ikke bare sætte mig af? Jeg vil bare hjem. Jeg sku’ bare håndtere kommunikation.”
Hold din kæft, kylling. Du skulle forestille at være en del af Gudindens Stemme. Hvad havde du regnet med der ville ske?
Han kan ikke hjælpes, tænkte Vilkas og fandt Maggi stående med et tomt udtryk. Al følelse var blevet revet ud af hende med magt, som om nogen havde voldtaget hendes sind. Vilkas havde set rigeligt med mennesker dø omkring dem og selv været skyld i de fleste. Korfu, Bjerin, Herbert, Amsen, et par hundrede navnløse ombord Atakebune, Alabaster... Agawi. Alt sammen på grund af ham. Nej, at vende tilbage ville ikke gavne, noget den gamle Vilkas sikkert ville hade ham for at konkludere. Selv i dette øjeblik rasede han af ham ikke at følge tanken op og arbejde mod det mål.
”Hvad skal jeg nu stille op?” spurgte Maggi monotont. ”Han var min eneste mulighed for at blive …” Hun opgav at fuldføre sætningen.
”Blive hvad?” spurgte Vilkas lige så fjernt.
De hævede sig over skyerne, men blev ikke tvunget tilbage af accelerationen. Et af de få øjeblikke Vilkas værdsatte teknologien, da den tillod ham at holde Maggi ind til sig, begge vendt mod stjernerne. Uden modstand lod hun ham, hvilede sit hoved på hans arme og holdt fast i ham.
”Blive hel,” sagde hun med klynkende svigt i stemmen. ”Han ville aldrig tage sig af mig, hvis ikke det havde været for Amia. For ham var jeg bare en han kunne bruge, lige som alle de andre. Ligesom dig. Hvad skal jeg nu stille op?”
Vilkas eksisterede ikke for hende, og han ville helst ikke trænge sig på.
”Du er hans datter. Selvfølgelig ville han ikke bare bruge dig. Tværtimod. Han gjorde hvad han kunne for ikke at miste dig. Hele Metropolis brød sammen for din skyld. Det sørgede han for,” sagde Vilkas trøstende, men uvidende hvordan det hang sammen.
”Han gjorde hvad han kunne for ikke at miste hende. Jeg er bare tilovers, en afvigelse der ikke burde eksistere. Nu bliver jeg aldrig fri … Aldrig min … egen.” Maggi lukkede øjnene og Vilkas kunne ane en enkelt tåre og et pint ansigt i dets følge.
”Tror jeg vil tage mig en lur nu, Vilkas. Tror det er bedst at sove. Drømme er så fantastiske, synes du ikke? Ville det ikke være bedst at blive der, hvis man kunne?”
”Hvad ville du drømme om?” spurgte han og knugede hende tættere. Alle hans drømme, den sidste han kunne huske i hvert fald, havde involveret ham som leder i en tabt verden. Det viste sig bare, at verden havde været tabt for længst, og uden en leder der ville noget godt, endnu længere.
”Alt andet end det her. Hvordan holder i det meningsløse ud? Hvordan kommer man videre?”
”Lærer at leve med det.” Velsagtens. Drukner det i ligegyldige pligter og arbejde. Det var ikke det, hun burde høre lige nu, men det var hans erfaring. Der var rigeligt med tidspunkter, hvor han selv ikke magtede at holde sig vågen af den ene eller anden årsag – ingen af dem så værdige som hendes. Hadet mod Agawi, kunne ikke dække over det faktum, at han stadig var hendes far – deres begges. ”Søger sammen med folk der vil dig det godt og lader dem passe på dig.” Rettede han, da hun ikke lod til at kunne holde tanken om evige repressalier ud.
”Jeg findes ikke. Jeg er kun, fordi han havde ondt af mig. Hvem vil tage sig af mig, når jeg er sådan?”
Han ville, men det turde han ikke sige, bange for hvordan hun ville reagere. Grine af ham måse? håne ham? Verfe det som blot en nødvendighed som før?
Uden svar at give hende sygnede hun lynhurtigt hen så afkræftet, at hvis ikke Vilkas havde haft hende i armene, ville hun være faldet om.
Små spjæt og en tiltagene gråd fortalte ham, at Amia havde opdaget, hvad der foregik. Sikkert lige så meget til stede som sit alter ego, havde hun nok også oplevet den fulde styrke, men blot været ude af stand til at udtrykke sig.
Vilkas løftede hende op i armene og bar hende tilbage til cockpittets sæde. Der var ingen trøst at hente i hans gerninger, men hun tog imod hans gestus, klamrede sig til hans hånd og krængede sig selv ud i øredøvende og hjerteskærende pinsel. Overført til ham som en vildfaren sygdom, dækkede han sit eget ansigt til.
I timerne der fulgte ville Amia ind imellem falde i søvn, for kun at blive vækket af grusomme mareridt og fortsætte bearbejdelsen. Vilkas rokkede sig ikke ud af stedet og følte ikke for andet for end at våge over hende. Ikke engang da Verbat tog sig sammen og begyndte at rumstere for at finde ud af, hvor de var på vej hen, svarede han.
Fartøjet var sat på autopilot som før og havde for længst trådt ud af Jordens atmosfære. Verbat kunne ikke holde sin forbløffelse inde og det var sikkert hans måde at distancere sig fra voldsorgiet på.
Hvad ville et liv mere betyde, tænkte Vilkas og overvejede at lukke lugen til det tomme rum op. Amia så heller ikke specielt fornøjet ud over ham og sendte irritable grådkvalte blikke i hans retning. Vil du da venligst holde din kæft, sagde de. og havde han ikke vidst bedre, kunne det tros at Maggi var tilbage og indtrængende bad Vilkas om at ende de pinsler Verbats optimistiske idioti påførte hende.
Morsomt som det end var, satte Vilkas ham til at gennemsøge fartøjet for proviant. Ikke fordi de havde brug for det, men så var han da beskæftiget og ikke til gene for dem. Han prøvede at huske, hvor lang rejsen fra Tir Na havde varet, hvor længe der var gået og hvornår de ville være der, forudsat det var der, de var på vej hen.
En kort forespørgsel til computeren bekræftede ham i sine anelser, om hvor i verden det eneste sikre sted var, der hvor Maggi havde sendt dem hen.
”Hader du mig?” spurgte Amia efter lang tids stilhed og tørrede de i forvejen knastørre røde øjne, snøftede og trak benene op under sig.
”Stadig?” spurgte han tilbage.
”Mhmm?”
”Aldrig.” Ikke med en eneste fiber af hans krop og sjæl.
”Okay,” svarede hun indadvendt og søgende. Hun rynkede brynne og bed sig selv i neglende.
”Er det Maggi?” spurgte Vilkas og lod sin tommel stryge hendes hånd, der stadig klemte hans. ”Hvad siger hun?”
”Ikk’ noget. Jeg kan ikke høre hende mere. Det’ sjovt. Jeg troede, at det bare var min samvittighed, eller at der var noget galt med mig, første gang jeg lagde mærke til hende.”
”I går?”
”Nej, da jeg først kom til Metropolis. Jeg forstår det nu. Det var hende, der blev ved med at trække mig mod Tårnet.”
”Troede det var vandfaldet i Tir Na, der mindede dig om det?” Spurgte Vilkas, stærkt optaget af ikke at bryde op i noget unødigt. Hun så op på ham og gav ham et sørgmodigt smil.
”Du huskede det?”
”Jeg glæder mig til at se det, når vi kommer ud herfra,” mindede han hende, om det spæde øjebliks tiltro, hun havde haft til ham tilbage i kloakkerne, ”men hun gav bare indtryk af, at du ikke vidste til hende.”
”Måske ikke bevidst, men jeg havde ingen at snakke med det om, så jeg prøvede at lade som ingenting, når jeg hørte hendes stemme.”
”Ved du, hvad hun mente med at blive hel, med Agawis hjælp?” Selvom Amia var hans fokus nu, kunne han ikke lade være med at tænke på Maggi, der i sine sidste øjeblikke havde udvist så enorm en svaghed så langt fra hendes vante væsen, at det oprigtigt bekymrede ham.
Amia rullede sig endnu mere sammen og hev hans hånd med sig ind i sin kokon som en kat med sin killing.
”At hun ville have min krop for sig selv.”
Præcis det havde hun gjort ret klart. Helt præcist hvordan og hvorfor, og hvad det havde at gøre med Gesandten dog, var ikke.
”Med Gesandtens hjælp? Hvor bevidst har du været om Maggi, når du har sovet?”
”Brudstykker. Det er svært at stykke sammen, og først troede jeg bare, at det var en dårlig drøm, men da du …” Hun strøg sin kind, hvor Vilkas havde ramt hende og gav ham varsomme blikke. Han veg og havde svært ved at møde dem – skamfuld over sin gerning. En undskyldning ville langtfra kunne strække sig rigeligt, til at hun burde tilgive ham, så han ville ikke engang forsøge sig.
Kysset hun gav ham da hun strakte sig ind over armlænet, var hendes helt og holdent. Ikke en eneste flig af Maggi kunne mærkes i hendes blide, uerfarne læber og det var da også med en selvbebrejdelsens uvildighed, at han modtog det. Det var ikke blottet for lidenskab helt, men udviste en langt større ømhed og omsorg, tiltrængt, lige vel som modstykkets temperamentsfulde behandling, når stemningen gik højt.
”Vi er ikke den samme,” sagde hun med en bestemt vilje om sandfærdigheden i ordene.
”Nej I er ej,” svarede Vilkas hende med vejret holdt. Hvis han skulle have noget at kæmpe for, ville dette øjeblik være et af dem.
Så lad det være det, du kæmper for.
”Hvordan er det kommet til det? Er det noget arveligt fra din mor?”
Amia rystede på hovedet og holdt sig selv tilbage fra at lade det dvæle for længe.
”Hvad så?”
”Jeg har ikke lyst til at snakke om det,” svarede hun og krøb sig endnu mere sammen.
”Undskyld.”
Kunne det tænkes, at hun, ligesom ham, havde gjort ubeskrivelige ting, og for at skille med skylden havde det splittet hendes sind? Hvis det at gøre hende bevidst om sin anden halvdel ville bringe flere dårlige minder frem, hvordan ville hun så tage det? Var det noget Agawi havde gjort ved hende?
”Kan du li mig, Vilkas?”
Så direkte – så utvetydig en egenskab de begge besad. Amia med sin uskyldige, naive facon. Maggi med sin fremturende og voldsomme ærlighed.
Af alle grunde han skulle have til at hade hende, kunne ingen af dem måles med den ene der overskyggede og modsagde, hvad han var blevet opdraget til. Zacharias ville afsky, at han blot overvejede tanken. Nej, ikke overvejede. Han lod sig overvælde af følelsen. Overdrog sig. Overgav sig. Sjovt nok gav det ham en glæde over trodsigt, at gå imod hans vilje og ikke være det menneske han selv stræbte efter.
Jeg er min egen, træffer mine egne valg. Fra nu af. Denne dag. Denne kvinde. Dette liv.
”Også hvis jeg ikke var virkelig? Hvis du vidste hvad der var galt med mig?”
Som om hun vidste det.
Verdenskortet indikerede, at de var næsten direkte over Middelhavssletten, og Vilkas kunne ikke dy sig at tage et sidste glimt mod sit hjem. Han måtte knibe øjnene sammen for overhovedet at kunne skimte Metropolis. Sandt, man kunne se den fra rummet, omend dens glans havde falmet betydeligt. Om den altid havde set så grå og øde ud eller om det kun var fordi, han ikke havde intentioner om at tage tilbage dertil, ændrede det ikke hans beslutning.
Med lidt held, snilde og fornuftig diplomati, ville borgerkrigen sikkert kunne dæmmes op og dødstallet mindskes. Der var ingen garanti, at nogen overhovedet ville lytte, så at kaste sit liv i grams for en tabt sag, virkede meningsløst. Profeten ville få sin krig, ikke som han ønskede den, men den var uundgåelig, det var Vilkas blevet overbevist om. Selv Gudindens Stemme var blot en brik, så hvorfor skulle Jeremiah Overton være anderledes? Eneste joker i det her spil havde været Vilkas, og hans handlinger havde knap kradset i overfladen, eller Profetens beslutsomme selvretfærdighed.
”Hvad tænker du på?” spurgte Amia.
Var det virkelig så tydeligt? Selvom der ikke var mere for ham dernede, fossede minderne om dem han efterlod sig ind i ham som en syndflod af skyld og afsavn.
”At de aldrig finder ud af, hvorfor det er de dør. Givet, deres sag giver dem sikkert en vis sjælefred. De vil sikkert se det som værdigt endda, men det vil være en løgn. Din far døde for at beskytte dig. Han satte dit liv højere. Hvis nogen skal dø utidigt, skal det være derfor og ikke fordi de bare er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Ikke af andres vilje og nåde.”
”Gælder det også den anden vej?”
”Forhindre det naturlige i at ske?”
Amia nikkede.
”Godt spørgsmål. Jeg formoder at det vel er lige så stor en synd, set med teistiske øjne. De siger jo, at Guds veje er uransaglige.”
”Nu lyder du bare som en sympatisør,” smålo Amia og trykkede sig ind til ham.
Selvfølgelig var hans verdenssyn ikke ændret synderligt. Der var stadig ikke behov for overnaturlige væsner også selvom Maria hårdnakket havde slået til lyd for Profetens guddommelige magt, en der i Vilkas' øjne sikkert blot havde en naturlig forklaring omend de aldrig ville forstå den med deres begrænsede viden.
Eneste mulighed de havde for at udrede mysteriet om Profetens hemmelige dagsorden, var at spørge ham – ansigt til ansigt. Vilkas spurgte Amia, om det var noget hun brændte efter. Efter hvad der var sket med hendes far, kunne hun så leve et liv i uvished? Hun virkede ligeglad.
”Hvad med Maggi? Vidste hun noget?”
”Jeg tror hun havde en anelse, men hun svarer ikke.”
Vilkas stillede sig tilfreds med det svar. Han havde ingen intentioner om at presse Amia yderligere også selvom det betød, at kampen om frihed havde været forgæves.
Den gnavende fornemmelse af, at spørgsmålet ville hjemsøge ham til sine dages ende, blev opslugt af et begær der var mere end ham selv at benægte.
”Hvad synes du om hende?” spurgte Amia og så op. ”Jeg ved, du ikke ligefrem kæmpede imod hende.”
Før han nåede at svare, stod de omfavnet i endnu en erklæring. Hvis dette var hendes måde at forholde sig til tabet af sin far, hvem var han så at nægte hende forløsning, når hun ikke var den eneste, hvis hjerte indestængt kunne dulmes.
Verbat afbrød dem. Virkeligheden havde indhentet ham og han var ved at flippe ud over panikken.
”Hvordan kan I bare stå der, når folk bliver slået ihjel. Vi må advare nogen. Alle Stemmens medlemmer. De vil blive dræbt, hvis vi ikke gør noget.”
Folk dør hele tiden. Verbat havde bare været afskærmet fra den grusomme virkelig. Alt under nitten-tres var ukendt farvand for eliten. Han var sikkert en reel og god dreng med intentionerne i orden. Først når han blev ældre og mere indviet i samfundets mørkere, dunkle, afstumpede afvigelse fra den menneskelige tilstand, ville han med al sandsynlighed blive assimileret og rippet for al empatisk medhold til proletariatet. Grey'm – i sin uhyrlighed – havde dog haft ret i en ting. På det lille område kunne Vilkas ikke tage sig af hans hysteriske reaktion – forståelig eller ej.
”Hvad med min familie?” hvæsede han omtåget.
”Er de tro mod Profeten?” spurgte Vilkas.
”Hvad? Hva’ har det med sagen at gøre?” stressede han.
”Er de?” insisterede Vilkas. Verbat nikkede uden at vide, hvad det drejede sig om.
”Bare rolig. Så længe de forbliver det, sker der dem ikke noget. Oprøret når aldrig til Agartha, og den smule der gør, vil blive knust af missionærerne sikkert,” forsikrede han.
”Tror du?” bad han – halvt lettet. Utroligt at tanken om flere mistede liv, som trods alt kunne sikre hans families sikkerhed, kunne dulme hans panik. Måske han alligevel var for langt væk til at redde.
”Du får topkarakter for forsøget,” hviskede Amia til ham.
”Jeg ved det. Det er dumt. Burde have opdaget det noget før. Vi kom alt for let alt for tæt på oprørets centrum, til at det kunne være tilfældigt. På en eller anden måde måtte han have vidst, hvem du var. Noget han så. Hvad tror du?”
Amia prøvede at lade som om hun ikke vidste det, men så erfaren en løgner Maggi var, lige så forfærdelig var hun. Hun var en åben bog lige til at bladre i, omend de sidste sider var revet ud. Det var et under, at hun havde overlevet så længe, som hun havde alene i storbyen. Det havde da også været lige ved og næsten, havde Deacon været mere fattet.
”Jeg ville ikke bekymre mig alt for meget, Verbat,” rettede Vilkas mod ham. ”Men siden du er den eneste overlevende, og den eneste fra Agartha, kunne du måske svare på et par spørgsmål? Gerne om Profeten og Gudinden. Der er så meget jeg gerne vil vide.”
”Det alt sammen hendes skyld,” sagde Verbat pludselig vredt og trådte et par skridt tilbage. Selvom han var hende overlegen i alle fysiske former, kunne han ikke få sig selv til at avancere på hende.
”Var din mund.” fulgte Vilkas prompte op med et nyfundet formål, klar i mælet, klar i sindet, som han altid havde været, når han kæmpede for det, han troede på.
”Men det er det. Hende og hendes forræder af en far!” spruttede han på randen af panisk gråd.
”Forræder? I kunne ikke engang gennemskue, hvad det egentlig drejede sig om.” råbte Vilkas med rungende stemme fuld af forargelse.
”Grey'm havde ret, hun er …”
”GREY'M!? Tager du pis på mig? Det bæst ville have flået tungen ud af halsen på dig, hvis han fik chancen. Du er heldig at være i live. Hvor vover du at placere nogen som helst skyld på hende? Hvis der er nogen at bebrejde, er det jer selv for ikke at se ham for hvad, han i virkeligheden var!”
Verbat tog mod til sig og hævede sig, måske fordi Amia var ude af syne og gemt sig bag Vilkas, der følte sig tre meter høj og klar på enhver dyst.
”Du kunne spørge hende om det samme!” udfordrede Verbat. Han brød sig tydeligvis ikke om tanken om at lade sin familie i stikken. Nogen måtte have det umiddelbare ansvar, uanset hvem der stod i skudlinjen.
Vilkas beherskede sig og lod ikke næven flyve. Mest for Amias skyld.
”Du holder bare din kæft, til vi lander i Tir Na. Og tro ikke vi lader dig flyve hjem igen. Det sidste vi har brug for er at Profeten der kommer rendende, fordi du ikke kan holde din mund lukket.”
”I kan ikke tvinge mig!” svarede han trodsigt. Han spændte musklerne afventende Vilkas' træk. ”Hvis jeg tager hende med mig, lader han mig nok leve. Jeg er ligeglad med oprøret.”
Gu’ var han ej. Han var en kujon, der forsøgte at redde sit eget skind i en sidste fej handling.
”Et skridt nærmere og jeg flår hovedet af dig! Du ville ikke være den første!”
”Vilkas, nej,” bad Amia. ”Lad være.”
Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at myrde Verbat i koldt blod. Det var nok at han troede han ville.
”Lyt til hende. Lad mig få hende, så glemmer vi, at det her nogensinde er sket. Ingen behøver at dø.”
Verbat var gået fuldstændig og komplet i panik. Al rationel tankestrøm var erstattet af et misforstået overlevelsesinstinkt.
Ingen behøver at dø.
Ingen behøver at dø?
INGEN?!
Nej, kun dig.
”Kun dig,” hørte Vilkas sig selv sige. Det var i hvert fald i takt med hans egne mundbevægelser, men nej, det var ikke ham, hun var bare enig.
Maggis sidste gerning var ikke den af offensiv aggression, som ellers faldt hende naturligt. Umådelig træt, tappet for al livslyst virkede det som om, svajede hun som en kludedukke over til Verbat. Vilkas burde stoppe hende. Selvom han ikke udgjorde en reel trussel for hende, var hendes tilstand kritisk. Noget i hende havde slået klik og den Maggi der selvsikkert ville have slået ham i gulvet, stod duknakket over for Verbat med det samme døde og tomme blik, inden hun gik bort før.
”Hvad ville du gøre med mig? dræbe mig, inden jeg dræber dig?” spurgte hun ydmygt, men ikke skræmt.
Verbat blev slået lam af hendes metode og koldsveden piblede fra hans indbundne pande.
”Tænkte jeg nok,” sagde hun mat. ”I er alle sammen ens.”
”Du er et misfoster,” skreg Verbat trodsigt, som et lille barn der absolut skulle have det sidste ord indført uanset konsekvenserne.
Maggi stoppede op midt imellem dem.
”Jeg er et misfoster,” gentog hun ham.
”Du … Du … Du er intet andet end et kunstigt væsen! En klam syntese.”
”Hvad snakker du om Verbat? Har Grey'm bildt dig det ind? Hvilke andre løgne har han fyldt dig med? At vi er agenter for Profeten? Få dit hoved ud af røven og tag guldskeen med dig. Den eneste der forrådte nogen her var ham. Han slagtede dine venner for øjnene af os for helvede!” buldrede Vilkas, og ønskede, at han havde styrken til at banke noget fornuft ind i hovedet på ham.
”Ne… Nej,” stammede Verbat, ”hun er en maskine i forklædning. Jeg … jeg troede ham ikke. Jeg forstod det ikke, ikke før …”
”Ikke før hvad?!” råbte Vilkas utålmodigt.
”Ja, før hvad?” spurgte Maggi ligeledes – nærmest ligeglad.
Hvorfor endte han ikke bare Verbats spydige tvivl med det samme? Det ville kræve så lidt af ham? Vreden i ham ville da bestemt give en fordel mod en nervøs og frygtsom voksen dreng. Hvorfor?
Fordi han ikke kunne undslå sig at få denne sidste bid information. Fordi det at slippe vaner, selv før man ved de er vaner til at starte med, var umuligt.
Maggi kunne se det på ham, tvivlen, og den smertede hende mere, end hans hårde behandling af hende nogensinde kunne have gjort.
Selvfølgelig behøvede han ikke at vide det. Det ville ikke ændre på, hvad han endelig havde indrømmet for sig selv. At han havde brug for hende. Alligevel tog han sig ikke af hende. Han samlede hende ikke op eller stoppede Verbat. Han var naglet til spørgsmålet.
Før hvad?
”Sig det. SIG DET!” hylede hun.
Verbat så fra hende og til Vilkas. Et modbydeligt manisk smil bredte sig. Han lå med nøglen til det sidste spørgsmål, der betød noget for ham. Maggis øjne låste på Vilkas. De tryglede ham om ikke at lytte efter. For hende havde han været belejlig at have med når Amia behøvede hans hjælp. Lige nu, derimod, bønfaldt hun ham for ingen andre end sin egen skyld.
Så smuk. Så ren. Ikke et uhyre. Ikke et monster. En kvinde. Den kvinde. Hende der betød mest for ham. Almas minde var holdt i live på grund af dem. Mindet om det liv der havde bragt ham hertil og holdt ham i live, som et varmt tæppe på en kold og våd dag.
Et eller andet sted havde det nok anet ham helt fra starten, og set tilbage kunne det selvfølgelig ikke være anderledes. Lige fra første gang han havde set hende køligt overvære de døende soldater foran Tårnet. Fra da hun havde siddet sovende og vågende over ham med matte øjne. Lyset var tændt, men der var ingen hjemme.
”Din lille kæreste der. Hun er ikke ægte. Hendes hjerne er kunstig. Erstattet af en computer. Gesandten.”
Derfor føltes det stadig som iskold tomhed, da gearene faldt i hak og endelig begyndte at spinde – smurt af to ugers ophobende forløst frustration.
”John Agawi stjal Gesandten for at indlejre den i det falske menneske, en døende krop skabt til huse maskinen. Sikkert for at skabe en falsk Gudinde til Profeten.”
Nej, ikke for at skabe en falsk Gudinde. Heller ikke for at bistå hans planer. For sin egen skyld. For sin datters.
Kan man virkelig programmere sådan et menneske …?
Åbenbart.
… Profetens skødehund. Jeg havde ondt af dig, intet andet …
Falsk Gudinde? Nej, Maggi var ikke et sådan væsen. Hun ville blive fornærmet over den blotte forestilling, at hun skulle lede menneskeheden mod sin endelige skæbne. Hun var sin egen. Hun ønskede at være sin egen, med Agawis hjælp, mod at forhindre Amia i at falde offer for nervedementia.
… nærmest organisk …
Inde i det virvar af data var noget mere end blot et ønske om at bringe nogen tilbage fra de døde dukket op.
”Nej, jeg er ikke Gudinden. Jeg ville bare være fri,” brød hun sammen og sukkede efter Vilkas’ accept. Det ræsede i ham og han kunne kun se til mens Verbat med psykotisk rolighed rykkede ind for at gribe hende, mens hun var sårbar – uvidende om hendes styrke.
”Jeg er ikke Gesandten,” græd hun.
”Jo du er,” ,ødte han hende, uden at reagere på Verbats overfald. ”Du er dem alle sammen. Alle de liv du har lagret i dig.”
”Hun er ikke virkelig. Vi kan stadig redde os selv. Hjælp mig med at få hende fikseret, så tager vi tilbage og udleverer hende.”
Maggi gjorde ikke modstand under vægten af den trænede unge mand, vantro over for Vilkas' lammelse.
”Jeg er ikke …”
Du er dem alle sammen, også hende, også Alma …
Du er dem alle sammen, også mig …
Du er dem alle sammen, på nær …
Modstanden var minimal i det svage, bløde kød omkring halsen. Tomlerne borede sig uanfægtet ind under struben. Der lå ingen styrke bag modstanden. Neglende der rev ham op ad armene skælvede efter kun få sekunders anstrengelse. Luftmanglen kunne allerede mærkes i musklernes krampetrækninger og higen efter at lade lungerne udvide sig. Selv ikke de forfærdelige sekunder han havde haft under overfladen, afholdt ham fra at fuldføre sin gerning, hvor meget det end måtte brænde i lungerne på sit offer.
Du vil ikke dø, ikke endnu. Ikke så længe hun lever.
Det var en ringe trøst for Verbat, hvis skrig ikke kunne høres som andet end ynkelig gurglen. Havde Amia været til stede, havde Maggi ikke lukket hende ude, forklaret at hun var faldet i søvn, at Verbat havde mistet forstanden og kastet sig i døden, kunne Vilkas lige vel have gået samme vej.