At forlade noget for nogen, er ikke det samme som at forlade nogen for noget.
De bedste morgener er dem, hvor man har et specifikt formål. På sin egen sære facon overkommer man nemt trætheden, selvom man er ude af sin vante rytme og sengens trygge, bløde, varme kalder som en gammel bekendt, ens bedste ven og fortrolige.
Det var stadig mørkt udenfor og uden et vækkeur til at få ham op, havde han beroet sig på Derrek, der stod i døråbningen og lod en enkelt strime af køligt, elektrisk lys favne ind med præcision på hans ansigt.
”Kan du klare det?” spurgte han flabet, da Vilkas der med en stiv knirken, fik slynget benene over kanten og med tøvende afventning, fik kontakt til trægulvet. Stadig, efter så lang tid, frygtede han den isnende kulde fra det bare betongulv pine hans såler, men så snart årene i de fintslebne planker kærtegnede hans tæer, kunne han ånde lettet op og roligt strække resten af hans trætte krop ud.
”Med nød og næppe,” svarede Vilkas grødet.
”Er det armen? Maven?” spurgte Derrek.
”Begge.”
”Stadig?”
Selv efter mere end to år, otte hundrede treogtyve dage for at være helt præcis, havde han stadig smerter i skulderen og et stort hvidt ar bredte sig til langt ned af overarmen. Maven havde sluppet letter, men sved hvis han overanstrengte sidemusklerne.
”Det går.” Det gik. En ubetydelig pris at betale for en god nats søvn, bedre end den han nogensinde kunne have fået andre steder. Måske var det selskabet omkring ham der gjorde det, men nok mest på grund af den han delte sengen med.
Hun sov stadig, tungt som en egetræsstamme der roligt flød med strømmen. Vejrtrækningen forøgedes altid lige i det øjeblik, som han slap sengekanten, som om hun vidste, at han ikke var der mere. Det rumlede svagt i svælget på hende. Selv havde hun sagt at han var en mester i at holde rovdyr på afstand med sin dyriske snorken, men mon ikke hun mest sagde det for at genere ham, hvis hun ikke selv kunne sove roligt.
Amia vendte sig i sengen væk fra dem, indhyllet i tunge dyner, og mumlede noget i søvne, der umiskendeligt kunne lyde som: ”Åndsboller. Prøver at sove”.
Vilkas greb sit tøj og ventede, til de var ude af værelset med at tage det på.
”Hvordan har du det med at skyde vildt? Nervøs?”
”En smule,” erkendte Vilkas der ikke ligefrem var vild med tanken om at slå et forsvarsløst dyr ihjel. Også selvom det var for at få noget at spise. ”Vi har jo masser af kvæg, så jeg forstår ikke, hvorfor de vil have, jeg skal jagte min egen mad.”
De passerede et spejl i gangen de gik ned af og Vilkas rettede lige på det uglede hår der havde fået lov at gro mere end det burde. Der var ingen kvalificerede frisører i Tir Na, så hårpleje var noget man som regel selv stod for, helst ved at kronrage sig en gang om året da det var det nemmeste. Nogle af de ældre lod det gro for at virke mere fornemme og fremtrædende og vise deres status. Det var nok mere, at de ikke havde så meget hår tilbage end noget andet.
”Hvad er klokken?”
”Halv fire. Den lille holdt os vågen den halve nat. Så jeg tænkte, jeg lige så godt kunne få dig op også,” lo han. ”Hvorfor lide alene?”
”Jamen tak skal du ha',” sagde Vilkas sarkastisk og lod fingrene stryge arret og besigtige skaderne. Aldrig havde han betragtet sig selv som en voksen mand, eller stor knægt for den sags skyld, men to år i marken havde nu alligevel sat sine spor. Ordentlig kost tillige og masser af sol, havde forvandlet hans spinkle, blege krop til et langt mere robust hylster der mindede mere om Derreks og der var tidspunkter, hvor han ikke kunne kende sig selv. Som nu. Under normale omstændigheder ville han barbere sig stort set hver dag, men lige siden han havde fået beskeden om, at før han for alvor kunne træde ind i samfundet med samme indfødsret som alle andre, måtte bevise sit værd ved at bidrage med næring, havde han glemt det.
Åndssvagt overgangsritual havde han tænkt for sig selv, men der var ikke meget at gøre. Phoibos havde krævet det af ham, næsten med det samme de var ankommet. Det var først nu dog, at han havde gjort alvor af pligten.
Derrek skulle selvfølgelig med, da han også var udefra, men var slet ikke presset på samme måde som Vilkas havde været. Vilkas tænkte, at det var fordi ypperstepræsten vidste, hvor han kom fra, at han frygtede at han ikke ville falde til eller måske ville prøve at omvende andre til sin ugudelighed.
De trådte ud i den kølige morgen og indsnusede den friske dug, der var gledet ned fra bjergene i løbet af natten. Tir Na var stadig indhyllet i disen, men allerede nu var der folk i gaderne. Ikke mange dog.
Ligesom alle andre steder, krævede befolkningen konstant pleje i form af friske forsyninger fra markerne, hvor hundredevis af bønder tog til hver morgen for at plante, gøde, tilse kvæg, drive dambrug eller hukke brænde. Vilkas var en af dem.
Han havde tilbudt sin kyndighed i læse- og stave-undervisning da det virkede som en umiddelbar mangelvare blandt befolkningen, men Phoibos, efter at have velkommet Amia tilbage, havde blot sat ham til at lave hårdt fysisk arbejde i stedet for at gøre egentlig nytte af hans egenskaber. Derrek klagede ikke, og Vilkas turde heller ikke andet, men følte, at det var et kolossalt spild af talent.
I sit indre havde han forestillet sig Tir Na som en afsides landsby med kun et par hundrede beboer og ikke en mindre storby som Alabaster. Byen i sig selv var ikke imponerende bygget som både Metropolis eller Agartha var, men formåede til stadighed at forbløffe ham med sine små detaljer, som gyder beplantet med lyng, der gav fornemmelsen af at gå igennem en frodig skov, man nemt kunne fortabe sig i, eller en fontæne midt i byen han var gået forbi mindst et dusin gange før han havde opdaget, hvordan vandet der flød fra snablerne på miniatureelefanter, fortsatte af små udskårne render i underlaget, ned til en mindre eng et par hundrede meter længere nede af gaden. Renderne i sig selv var også et syn at skue og havde individuelle mønstre i hver en sten, der blandede sig sømløst med den næste.
Der var ingen kold beton eller snurrende neon til at forvirre fra naturen, der så ud til at gro direkte ind i husene - ingen over to plan.
”Skal vi ikke bare se at få det overstået? Den buk skyder sgu nok ikke sig selv, skal du se?” Derrek klappede Vilkas massivt på ryggen.
Han havde tilgivet ham for alt der var hændt i flyet næsten med det samme, som ham og Amia ankom til Tir Na. Lastrummet var faldet ned blot nogle kilometer uden for bygrænsen og med hjælp fra den kunstige mand som kunne opfange livssignaler, blevet ledt direkte i sikkerhed. To dage efter ankom de selv, mindre dramatisk for dem selv, men sikkert til skræk for indbyggerne der nok aldrig havde set lignende mekanik. Et par vagter havde slået Vilkas i jorden og bragt ham til ypperstepræsten til afhøring. Amia havde ikke været ved bevidsthed. Hvad der end var sket med hende i flyveren, havde sat sine spor i hende, men hun nævnte siden da intet om hændelsen med Verbat.
Vilkas var taknemmelig for at Derrek ikke bar nag og endda havde sagt god for ham, selvom de selv var under beskydning fra Phoibos. Smillas graviditet havde nok formildet ham og da han så Amia og Joannas umiddelbare interaktion, blev de budt velkommen med åbne arme.
Liget i flyet blev ikke nævnt. Der var en stille accept af at noget eller nogen, ikke ønskede dem godt og at nogen, eller noget havde taget sig af det. Præsten stillede ikke spørgsmål. Han var ekstatisk over at se Amia igen og tildelte straks de uvildige besøgende, asyl. Derrek og Smilla fik deres egne gemakker, et stort værelse i samme bygning som ham og Amia boede i nu, omend de ikke selv blev placeret sammen til at starte med, hvilket Joanna sørgede for. Hun klamrede sig overbeskyttende til Amia, og med et rovdyrs glubskhed holdt hun alle uvedkommende på afstand. Selv Vilkas som af uvisse årsager ikke var på Phoibos' gode side, om han så arbejdede hårdere, længere, mere effektivt i markerne.
Rytmisk og meditativt kunne han mærke ændringen i ham brede sig som en helbredende eleksir. For hvert spadestik dybere i den sorte muld glemte han livet fra før. Ind imellem føltes det som at grave sin egen grav og han frygtede, at han ville miste sig selv fuldstændigt, hvis han fortsatte. Der var dage, hvor han slet ikke magtede at stå op til ligegyldige pligter, som enhver anden kunne tage sig mindst lige så godt af. Der var dage af gangen, nogle gange uger, hvor han ikke så Amia eller snakkede til hende – strengt formanet af Joanna og ikke mindst Phoibos.
Halvt drevet til vanvid af endeløse dages slid med ene mand at stable hø i en lade der afskåret fra alle han kendte, fordi han var blevet sendt allerlængst væk fra kollektivet til den yderste afkrog af Tir Na som lå gemt i skyggerne fra de sneklædte bjerge, krøb han endelig til korset og fortalte om alt han havde bedrevet. Ikke mindst mordet på Verbat som han ene og alene tog ansvaret for med skam, håbende at Phoibos ville slå lige så hårdt på ham, som han selv ville have gjort.
Phoibos var ikke kun ypperstepræst og religiøst overhoved, men også den eneste politiske magt der nogensinde ville herske i bjergbyen med de endeløse blæsende sletter, som selv ikke tinderne kunne forsmå. Alle vidste, at trods han ikke havde reel magt til at styre nogens skæbne, var han anset som en beundringsværdig mand der ikke holdt sig tilbage med at komme med opmuntrende salmer og vers, hvis hverdagen blev triviel.
Højst overraskende blev han ikke chokeret eller vred over Vilkas' bekendelser. Snarere tværtimod.
”Angrer du?” Spurgte han saligt. Selvom han var religiøs, var der ingen overlegen fromhed i spørgsmålet. Kun en ærlig forespørgsel.
Og det var det værste af det hele. For havde det ikke været slemt nok at så mange var faldet i kølvandet, så kunne Vilkas ikke med sikkerhed sige, at han nogensinde ville.
”I det mindste er du ærlig. Nogle ville måske have håndteret det anderledes. Våben er der nok af heromkring. Du kunne nemt have slået flere ihjel, før nogen ville have opdaget dig, og presset må have været enormt. Du er trods alt alene og fanget i en dyb brønd med dine egne isnende tanker.”
Sagde han at det var ham der stod bag hans ufrivillige eksil, for at fremprovokere et sammenbrud i ham? Vilkas blev overvældet af indvendig vrede, men musklerne og ledene smertede så voldsomt, at han slet heller kunne løfte armen, selv hvis han ønskede at slå ham ned.
Begrænset til sit kammer, mere sparsomt indrettet end hans domicil og kun ude for at arbejde eller spise, havde de sidste par måneder været som ren tortur. Specielt fordi han var placeret så langt væk fra Amia som det var muligt. Men var det ikke præcis det, han havde gennemgået hver eneste dag i to år som ansat i Tårnet?
Kampen var det vigtigste. Tanken om kampen i hvert fald, den han var blevet frarøvet, så snart de var ankommet. Burde han ikke stille sig tilfreds, vidende at hun var sikker, eller ønskede han i virkeligheden mere?
”Jeg er ked af, hvad du har måttet gennemgå, men om det er nogen trøst, så er du ikke den eneste der lider,” sagde Phoibos.
”Amia?” spurgte Vilkas og håbede, at det ikke var sandt.
”John Agawi var en særpræget mand, men ikke videre sympatisk. Jeg tror, at hans eneste svaghed var Bianca og Amia. Om han vidste det eller ej, så elskede han hende, som var hun hans egen. Tro ikke, jeg ikke har opdaget det. Hun gemmer det godt, men der er ingen tvivl.”
”Om hvad?” spurgte Vilkas nervøst. Vidste Phoibos til Maggi?
”Det undrer dig ikke, at Profeten aldrig er kommet til disse egne?”
Vilkas vidste ikke, hvad han skulle svare. Ligesom med Alabaster og andre kystbyer, havde han formodet, at der blot fandtes beboede lommer rundtomkring i verden. Hvad der undrede ham, var at de kendte til Profeten, siden de havde en så anderledes religion om indre refleksion og karma.
”Der er mere at se end kun hans eller vores vej … eller deres. Anskuelsen af livets facetter er mangfoldige og personlige,” svarede han sig selv, hentydende til de spredte bosættelser. ”Og jeg tror, du er klar over det, men jeg skulle være sikker på, at du ikke ville tage tilbage, så snart vi lod dig gå.”
”Så I gav mig ikke noget sted at tage hen i stedet?” Det var en brutal måde at forløse hans intentioner på, men effektivt. Han var for træt til at lade vreden tage over eller diktere hans handlinger mere.
”Desværre, ja. Men ikke én gang har du sagt noget inkriminerende, der kunne skade hende eller forsøgt at komme hende til undsætning, da det kun ville udsætte hende. Prisværdigt. Ville det overraske dig at høre, at hun har søgt efter dig?”
”Er det det, det handler om? Hvorvidt om I kan stole på mig?” Vilkas var på randen af den sidste forstand. Netop afklaret med sin fremtid, var han blevet holdt i ave, fordi han måske kunne finde på at gøre noget dumt.
Dumt havde ført ham hertil. Dumt havde frelst ham flere gange end han kunne tælle. Dumt var ikke at gøre det, han burde. Dumt var at forelske sig.
Phoibos satte sig ved ham og lagde håndskanneren i hånden på ham.
”Jeg konfiskerede den her fra hende. Ved du hvad det er?”
Selvfølgelig gjorde han det, og hvor han skammede sig. I al den tid han havde været fanget i marken, havde det ikke strejfet ham at opsøge hende af egen fri vilje. At han arbejdede op mod fjorten timer dagligt, havde muligvis noget med det at gøre, men pligtopfyldende som han var opdraget, var det utænkeligt at forsømme sit ansvar.
”Jeg kendte Profeten engang for mange år siden, inden han begyndte at eksperimentere med livet på den måde.” Han lo afslappet til trods for at det var et morbidt emne, men det var måske for ham en mulighed for uformelt at snakke om ting, han måske ikke delte med alle og enhver. ”Jeg ved jeg ser gammel ud, men trehundrede år er ikke så lang tid, som man skulle tro. Dengang var han knap så progressiv. Han var langt mere eftertænksom og nem at snakke med.”
Vilkas blev slået helt ud af Phoibos skriftemål.
”Hvordan …”
”Det spørger jeg også mig selv om nogle gange. Han opdagede hemmeligheden bag livet og døden på sin rejse og hvordan man stopper den. Blandt så mange andre ting. Da han tilbød mig del i det, afslog jeg og blev utrolig vred over hans forslag. En af hans ideer indebar at bringe de døde tilbage til livet, men han lod ikke til at forstå, at vi er ment til at dø. Alle sammen.”
Så meget havde Vilkas regnet ud, og så vidt han vidste, var det vist lykkedes.
”Hvornår det kørte af sporet og blev til denne perverterede form for virkelighed, kan jeg kun gisne om. Måske startede det allerede før dommedag, at vi mistede vores menneskelighed. Hvad der var tilbage af den.”
Vilkas, der ikke vidste præcist hvordan skanneren virkede, forsøgte sig med den største og mest åbenlyse knap. Skærmen lyste op og viste to små lysende pletter, der kun var skilt af et par centimeter. Hjertet føltes på nippet til at briste ved synet, at være så tæt på hende, også selvom det kun var digitalt.
”Hvad vil du gøre med hende?” spurgte han med en brændende klump i halsen.
”John fortalte mig om det for længe siden, så hvis det er hendes sikkerhed, du bekymrer dig om, kan du roligt tage paraderne ned. Profeten ser sig velsignet med evigt liv, og skænkede mig også denne forbandelse. Mod min vilje. Heldigvis respekterede han mig nok, eller frygtede, til at holde sig fra Tir Na. Da John fortalte mig, at hans eksperiment havde vist sig frugtbart, at ud af det kaos af tankestrømme, var opstået et enkelt tænkende væsen, Maggi, kunne jeg ikke gøre andet end at bistå ham i at redde dem begge. Både Amia og hende.”
”Så hun er ikke virkelig?” sukkede Vilkas og følte at hans værste anelser var blevet bekræfter.
”Åh, hun er så virkelig som du og jeg, tag ikke fejl af det. Jeg er sikker på, at hendes sind vil ældes og visne hen med tiden som alle andres. Selv mit udødelige legeme vil opgive kampen en dag, og hans vil også, hvor meget han måske prøver at undgå det. Igen, så kan det også være jeg tager fejl, men er det ikke bedre at skænke liv og lade det føres så naturligt som muligt, end at manipulere med det?”
”Men det er jo netop ikke naturligt, at dele kroppen på den måde,” sagde Vilkas.
”Og det er nok min hybris blindt at følge min egen fejlfortolkede dharma, mest fordi John gav indtryk af, at Amias sind ikke ville overleve transfusionen. Hun var under alle omstændigheder tabt. Hendes liv var ophørt for længe siden.” Phoibos foldede sine hænder med et ængsteligt klem og bukkede hovedet. ”Jeg havde muligheden for at føre en kort samtale med Maggi, inden hun blev en del af Amia og jeg troede ærlig talt det var hende, der var skyld i den unge mands død. Så megen vrede og frustration. Mon ikke hun er bange, tror du ikke?”
Hans øjne var våde og søgte Vilkas efter svar.
Han havde ingen ide om, hvad der fyldte Maggi, når hun var alene, men hun havde snakket om drømme som et fristed fra smerten.
”Utroligt at jeg kan føle glæde over at det var dig, og ikke hende der slog ham ihjel. Måske er der stadig håb for hende, eller også har jeg taget fejl af mig selv.”
Hvad var der så for Vilkas, der havde flere lig i lasten end den gennemsnitlige?
”Hvorfor fortæller du mig alt det her? Jeg er jo morder.”
”Du er et menneske,” kortede Phoibos ham af. ”Du lever ikke tre århundreder uden at komme på kant med andre i en sådan grad at der er fatale konsekvenser til følge, så hvis du havde dine grunde, hvem er jeg så at dømme dig?”
Uafklaret om hvad han skulle stille op med sig selv, eller om han ville blive draget til ansvar for Verbat, sendte Phoibos Vilkas til en anden del af byen der lå tættere på de andre og lovede mildere opgaver og ikke flere fordækte motiver. Vilkas gav skanneren til ham og bad om, at Amia fik den tilbage.
”Sommersolhvervet nærmer sig. Alle kvinder der er fyldt seksten siden sidste år bliver fejret med en fest. Det er en skik for mandlige beundrere at skænke dem gaver, så hvorfor beholder du den ikke lidt endnu?” havde Phoibos smilende sagt. Vilkas havde insisteret og lovet, at han nok skulle finde på noget mere passende end en tonstung mekanisk himstregims.
Fornemmelsen af at Phoibos havde taget hans skyld på sig, absorberet den tilmed og frikendt ham som pastor Eldridge sikkert havde i sine beføjelsers magt, var han en fri mand. Så fri som hans samvittighed tillod det selvfølgelig.
Vilkas endte i samme bygning som Derrek og Smilla, som officielt var sammen nu, og ikke gik hviskende krogene eller forsøgte at holde det skjult, mest på grund af hendes graviditet som efterhånden var så fremskreden, at den kunne ses tydeligt.
Derrek fortalte, en dag de bistod renovationen af en lade, som var brændt ned efter at være blevet ramt af lyn et lyn, at Smilla havde haft et forhold til en mand før ham. Familien havde set skævt til det, fordi hun havde været så ung, men forblændet af ham, havde hun indledt det alligevel. At det så viste sig, at han var præcis som hendes familie havde frygtet, opdagede hun kun alt for sent, og da han fandt ud af, at hun var gravid, var han ingen steder at se. Forduftet sammen med den afbrændte morgendug.
Eneste forsoning hendes forældre kunne tilbyde, var, at hun måtte opgive barnet, da en ugift kvindes ære ville være krænket og at ingen mand i deres verden nogensinde ville have med hende at gøre.
Derrek, med sin drengede attitude og umiddelbare tilgang til livet og alle dets facetter, kunne ikke være mere ligeglad med, hvad folk tænkte. Hovedkuls var han faldet for hende, så snart han så hende første gang. Gengældt eller ej, havde hun afvist alle hans tilnærmelser indtil en skønne dag, efter at have opdaget hvilken forlegenhed hun var bragt i, troppede op hos hendes familie og givet dem sådan en verbal omgang, at de til sidst måtte give efter og byde hende velkommen tilbage.
Smilla, var selvfølgelig ikke vundet helt over, men respekten Derrek som havde indgydt, var nok til at de i det mindste var på talefod, og som tiden gik kunne det kun udvikles en vej.
Chokoladen havde været hans måde at vise sine følelser på. En af de få ting han dog havde lært i skolen, om det så var det eneste, var at chokolade indeholdt stoffer, der kunne fremkalde følelser, som kunne sidestilles med forelskelse. Hun havde grint af ham over et så tåbeligt forsøg. På det tidspunk var hun allerede hans og havde faktisk selv været inde i byen for at snakke med sin familie om muligheden for et ægtemål.
At de modvilligt havde sagt ja, betød ikke noget nu, da de ikke kunne komme med indvendinger alligevel.
Der var ingen låste døre eller restriktioner for Vilkas mere efter samtalen med Phoibos. Ind imellem hidkaldte han ham blot for at høre, hvordan han havde det og mange gange endte det med lange aftener med fortællinger om verden før krigene. Set fra hans perspektiv selvfølgelig, var det et meget begrænset udsyn han kunne skabe, men Vilkas var tryllebundet af hans fortællerevner, der var trænet over flere generationer, eller blot fordi han nu endelig kunne dele dem med nogen der rent faktisk troede på dem. Folkene i Tir Na vidste udmærket godt at han ikke var som alle de andre, men frygtede ikke hans unaturligt lange levealder, men så det som en naturlig del af deres tro, at nogen var bestemt til at opnå oplysning før eller siden.
Ham og Profeten, hvis rigtige navn han altid var på nippet til at sige, men altid nåede at fange sig selv i at sige, havde åbenbart været barndomsvenner, tilbage i starten af det enogtyvende århundrede indtil han en dag forsvandt sporløst.
”Jeg stoler på dig.” Havde han blot erklæret, da Vilkas spurgte, hvorfor ingen andre kunne fortælle samme historie, heller ej Maggi som trods alt havde været en central del af systemet som Profeten havde skabt.
Til hvorfor han havde tænkt sig at skabe oprør og krig, blev han skuffet over svaret, som Phoibos gav. Desværre havde han ret, og det var den eneste grund til at han ikke blandede sig i hans affærer.
”Der er ting i universet, vi er bedst tjent uden. Et indtrængende mørke nærmer sig med hastige skridt.”
Vilkas pressede på, men blev mødt af den første, og eneste alvorlige og irettesættende mine fra den gråhårede Phoibos.
Uger passerede som dug for solen uden skyggen af Amia, og med solhvervsfesten der nærmede sig, begyndte han at tro,at hun havde opgivet alt om ham. Han ville finde ud af hvor hun boede, men Derrek og Smilla anede det ikke, og det føltes akavet at spørge vildt fremmede om de havde set hende. En enkelt gang var han stødt på Joanna, der havde set forfærdet på ham og skyndt sig videre, men selvom han havde forsøgt at følge efter hende i håbet om hun kunne lede ham til hende, lykkedes hun at ryste ham af sig.
De regelmæssige samtaler med Phoibos holdt modet oppe. Ligeledes gjorde samværet med Derrek og Smilla, der gjorde klar til den lille ny. Et nyfundet engagement over noget nyt og forestående overskyggede for en kort tid, frustrationen han bar på. Sammen byggede de, meget assisteret af en garvet snedker, en krybbe, men lod som om, at de selv havde konstrueret den fra bunden. Smilla troede selvfølgelig ikke et øjeblik på dem og sendte sine tak, hvor de hørte hjemme. Hun havde for vane at pille Derrek lidt ned, hvis han skulle gå hen og blive en anelse for kæphøj eller begynde spontant at flekse musklerne i brunstig kådhed. Så blev han sendt på ligegyldige ærinder af hende for at køle af. Og så havde hun en forkærlighed for jordbær.
I virkeligheden var hun nok mest herren i huset. Ikke at Derrek klagede. Vilkas var selv begyndt at komme i så god form at han spillede med på hans strabadser og en enkelt gang gik det så vildt for sig, at de nær havde brændt deres spisebord af, som var konstrueret af tørt bambus, da de i en fiktiv slåskamp, kom til at slå en olielampe i stykker.
Smilla var ikke bare blevet vred, men havde bogstavelig talt jagtet dem ud med en stegepande og endda kastet en kniv efter dem. Natten efterfølgende havde de ikke turde komme tilbage, før de var sikre på, at hun var faldet til ro, dulmet af en buket på størrelse med et mindre barn.
”Hvis hun har søgt efter mig, hvorfor …” I dagene efter at have mistet alt han kendte i sit gamle hjem, havde han på intet tidspunkt følt så brutalt en rift af tomhed. Så hvorfor, selvom han var mere lykkelig end han havde været i lang tid, følte han sig så fortabt? ”Hvorfor finder hun mig ikke så?”
Tiden heler alle sår, havde Phoibos sagt, men det var ikke sandt. Han havde levet med smerten over at blive tvunget fra sit hjem til et punkt, at han ikke bekymrede sig mere, men han ønskede ikke at miste de følelser, han nærede for hende – nogensinde – uanset hvad der ellers måtte komme af lykke i stedet, og da specielt ikke negligere dem ud i ligegyldigheden.
”Giv hende tid, hun forsøger stadig at leve med Maggi i sig.”
Mere var det ikke blevet uddybet, men Vilkas følte at der lå mere bag en blot det. Selv ikke Phoibos ville fortælle, hvor hun holdt til.
Joanna, fortalte han, var aldrig rigtig kommet sig over Korfus endeligt og holdt sig meget for sig selv. Jim var vist blevet hos hende i al den tid efterfølgende, som en trøst og fordi han også havde været hans bedste ven. Muamar derimod var taget direkte til dambrugende for at være så tæt på vandet som muligt. Ingen af dem set til ham og regnede med at han var faldet til, indtil de hørte, at han havde kastet sig i søen, en dag vejret havde været ekstra barskt.
De sidste ord besætningen ombord katamaranen fortalte at have hørt, var en udfordring sendt himmelvejs om at skænke ham en sidste tår.
Ingen havde hørt om, hvad der var sket i Alabaster og indtil nu var ingen flygtninge nået Tir Na. Måske kunne Muamar ikke leve med synerne. Dem han arbejdede sammen med sagde i hvert fald, at han tit var at finde på bunden af en flaske risvin med øjne så rødsprængte og væskende at de frygtede at hver eneste tår, ville være den sidste.
Havde det været hans lindring, var det en drastisk en af slagsen, en Vilkas ikke selv turde følge til dørs. Bare hun ikke begyndte at overveje den løsning, hvis hende og Maggi ikke kunne forsone sig med hinanden. Var det derfor, hun ikke havde fundet ham? Ønskede Phoibos ikke at hun skulle opsøge ham, siden han havde taget skanneren fra hende?
Nej, Phoibos ville ikke bruge så meget tid på at indlemme ham i hemmeligheder, som ingen kendte til, og hans gestus ved overdrage skanneren til Vilkas betød, at han havde haft al mulighed for at opsøge hende selv.
Tanken slog ham, at hun måske troede, at han ikke ville have noget med hende at gøre, netop fordi han havde afvist det eneste middel, der med sikkerhed kunne lokalisere hende med meterpræcision.
”Folk håndtere modgang på hver deres måde, men du kan ikke sige, at nogle af dem er forkerte. Sindet beskytter sig bedst muligt den kan, også hvis det ikke ender i normalitet.”
Underligt ord at bruge – normalitet. Det indikerede, at det havde været det engang, til at starte med, når det langtfra kunne være tilfældet.
Omtrent en uge inden festen, mens pigerne i byen gik og gjorde sig klar til deres store dag, stødte han på hende nær et ældgammelt tempel, hvor festlighederne skulle forestå. Det havde huset helliget munke og generationer af inkarnationer af et religiøst overhoved, der gik for at være en evig cyklus af den samme sjæl i delte kroppe, over århundreder. Nu var det blevet omdannet til en plads med farverige bannere, bålpladser og ceremonielle piedestaler, der skulle symbolisere overgangen fra barn til voksen. Lanterner var blevet klargjort, så de med et øjebliks varsel kunne antændes og sendes til vejrs for at frigøre sjælen i en symbolsk gestus.
Joanna var med hende og spottede Vilkas, inden Amia gjorde, og hev voldsomt i hende for at komme væk. De mange mennesker gjorde det svært at holde en konstant øjenkontakt med hende, ikke mindst at komme igennem, hen til hende og …
Så langt havde han ikke tænkt endnu. Hvad ville han egentlig gøre, når og hvis han nåede hende. Et par måneder havde passeret. Hun ville med al sandsynlighed sikkert have glemt alt om ham og kommet videre med sit liv, eller også var der bare ikke plads til tre.
Ord hang ham på læberne og han prøvede at læse hvad hendes sagde, men inden nogen beslutning var taget, forsvandt hun ud af hans greb. Hans eneste chance – sidste chance – inden et hav af beundrere ville bejle om hendes gunst og her stod han – paralyseret af tvivlen.
Byen var organisk vævet ind i bjergene og søerne med rødder stikkende så dybt, at end ikke Profetens magt ville kunne rive dette folk fra deres muld. Phoibos havde fortalt om, hvilke sandheder og evner de begge besad. Det var noget med eksistensen virkelige sandhed og menneskets plads i universet. Vilkas havde ikke hørt efter. Han var så besat af hvad-hvis’er og burde-have, at han gik glip af en ellers spændende fortælling, som Profeten engang havde fortal Phoibos om sine rejser i kosmos.
Turen hjem af mørke stræder kun oplyst af sparsomme elektriske lamper strategisk placeret for at give maksimalt overblik med den smule strøm de kunne producere fra det lille hydroelektriske kraftværk ved bjergets fod, var tung og mættet af de ting han ville gå glip af, fordi han ikke havde handlet hurtigt nok og indhentet Amia.
Nær rendt over af en bredrøvet, løbsk hingst, væltede han ned i en mudderpøl. Uden rindende vand i nattetimerne, smed han i stedet blusen og lod regnen piske ham ren, velvidende at en forkølelse nok ikke var langt efter. Ligeglad, krøb han under sin dyne, stadig fugtig og klam. Den hang til ham ulækkert og hedede alting unaturligt op, så han følte, at han ville blive kvalt.
Et lille vindue på størrelse med hans pude som var blevet blæst ved håndkraft, gav et så forvredet billede af verden udenfor, at han ikke kunne se noget – andet end lys. Månen var tredelt i ujævnhederne og hånede hans tilregnelighed med sine fatamorganaer og falske forhåbninger om en bedre verden, end den han havde efterladt og myrdet for.
I sine drømme krøb hun ind til ham lige så gennemblødt og lige så ængstelig og nervøs over nærheden som han. Ikke virkelig, favntog han hende og lod sig rive med af fantasien. Den var så betagende og berusende, at selv duften af hendes våde hår nåede næseborene som en syrlig, brat opvågning.
Først den følgende morgen kunne han værdsætte det puds hans sind havde spillet ham, ved at lade ham tro det værste om forstandens sunde fornuft.
På hans hals blæste den sprøde, kølige luft fra hendes næsebor. Benet var slænget over hans og hendes hånd lå tungt på hans bryst. Tungere end den burde. I den holdt hun skanneren. Den diabolske tingest havde overlevet mod alle odds og ført dem sammen.
Vilkas kunne ikke forestille sig mareridtet det ville være at komme hel ud af sengen igen. De var stadig påklædt, men fuldstændig smeltet sammen med og deres tøj var jordslået og beskidt. Hvorfor også besvære sig umagen? Nu lå hun her jo.
Hver mulighed hun kunne, sneg hun sig væk fra Joanna, der lod til at have mistet forstanden helt eller delvist, og bebrejdede hele misæren på Vilkas – ikke mindst Korfu. At holde hende væk fra ham virkede som en mission idriftsat af guderne selv. Phoibos havde også haft en finger med i spillet og sat et par af sine undersåtter, nogle ivrige munkeaspiranter, samt ham som Amia betegnede som klam og lurende, til at våge hende. De var forsvundet så snart hun havde modtaget skanneren tilbage, men det var som Vilkas havde udledt. Hun havde frygtet, hvad han ville sige, hvis hun troppede op ved hans dør.
Hvorfor hun så havde gjort det, kunne hun ikke forklare, andet end at hun havde lyst. God nok grund for ham der ikke klagede, når hun sent hen ad aftenen lagde sig ind til ham og de så lå og snakkede til langt ud på natten, til ingen af dem kunne holde Ole Lukøje for dørs.
Hele ugen var i festens tegn og optakterne til den store dag blev markeret hver morgen med syv enorme slag på en smukt udskåret gong-gong i solidt guld. Pigerne nød opmærksomheden fra deres unge bejlere i fulde drag. Kjolerne de havde fået syet, nød samme glans som dekorationerne og kvinderne der stod bag, gjorde deres ypperste for at overgå hver især i en drabelig kamp, der ind imellem eskalerede til åben konflikt om, hvem der først havde fået øje på et stykke stof.
Vilkas og Amia sansede ikke det mindste af begivenhederne i deres flugt fra Joannas nysgerrige blikke. Hun lod ikke til at have opdaget, at Amia var væk den halve nat, eller først kom snigende om morgenen. En enkelt gang Vilkas var kommet uanmeldt på besøg ved at klemme sig ind af nogle gulvbrædder der sad løst. Nær brækket et ribben eller to i processen, måtte han undslå at tage med Derrek i marken på dagen, hvor ceremonien skulle stå.
Smilla opdagede hende et par nætter forinden. Hun havde fået plukveer og Derrek var helt ude af den. Amia der ikke havde snakket et eneste ord med nogen af dem, blev overvældet af nysgerrigheden og kiggede gennem en halvt åben dør på en komisk panisk Derrek, der befippet var i gang med at koge et håndklæde.
Hver gang Vilkas mødte Smilla efterfølgende, smilede og fniste hun, velvidende at de var en hemmelighed der ikke måtte udsættes. Med maven fungerende som et lille bord hun kunne holde et glas vand på, var hun en lille pille af lykke, da hun spurgte om Vilkas skulle deltage i festlighederne.
Lort og lagkage! Det havde ikke strejfet ham det fjerneste, at finde på noget at give hende. Han havde været for optaget af deres fælles ekstase.
”Du ved godt, det er tradition for jævnaldrende mænd at give gaver, også selv om der ikke er nogen, der falder i deres smag? Besluttet hvem du kunne finde på at glæde?” spurgte hun djævelsk og snedigt. Havde Vilkas haft anelse om, hvad hun havde set den nat, kunne han måske have regnet hendes intentioner ud.
Sikke kyndig hun pludselig var blevet i Tir Nas kultur og traditioner. Ordene fløj uden den mindste smule modstand hen over hovedet på Derrek, der ikke var belemret med sådanne beslutninger. Han havde kun øje for sin Smilla.
Ikke desto mindre var der under en time til den endelige gong lød, som indvarslede kvindernes pilgrim mod tempelpladsen i centrum. For en enkelt nat blev alt elektrisk lys slukket og erstattet af petroleumslamper som blafrede og kastede truende lange skygger.
Sjælevandringen blev det kaldt, og sange af vælde og overflod ledsagede dem op af blomsterklædte stentrin, hvor deres kvindelighed ville blive hyldet med ild og mad for enden.
En ting han havde lært i Tir Na, var, at alt kunne ses som en undskyldning for at spise. Helst store mængder kød fra den jordknusende besætning af okser, der hver morgen blev ledt fra slette til slette som græshopper i en endeløs jagt på frisk føde.
Da Derrek behørigt var blevet sendt på et sidste, altafgørende ærinde for at hente friske jordbær, med en streng formaning om ikke at vende tilbage uden, medmindre han havde sit liv kært, gav Smilla Vilkas en lille stofpose med en rød sløjfe bundet for at holde den lukket.
”Da vi landede fandt vi en masse af hendes ting. Den her har en inskription fra hendes far. Vi har ikke rigtig været på bølgelængde, men synes stadig, det er en skam, hvis hun ikke får den tilbage.”
Han ville spørge, hvad det var, men Derrek var allerede tilbage med en frisk bakke. ;ed munden saligt proppet hjalp de hende på benene og gjorde klar til aftenens festligheder.
Femogfyrre unge kvinder besteg tempeltrinnene, der hver især var et stadie af dyb religiøs mening, som skulle betales med respekt, bod og bøn, for at blive tilladt det næste.
For foden stod hundredevis af unge mænd i stiveste puds og hujede lavmælt i en indbyrdes hvisken for ikke at overdøve koret af salmer.
Sammen med resten af byen stod Vilkas i den blandede masse og spejdede for at få et glimt af hende.
Opmærksomheden var for meget for hende og Vilkas havde på fornemmelsen, at det kun var fordi det var krævet af hende og langt fra fordi hun brød sig særlig meget om opmærksomheden, at hun stillede op til skue for rovdyrene.
Phoibos fægtede med armene og lys sprang fra fingerspidserne, alt imens folk fandt på plads.
Der var tydeligvis evner, som han besad, som han ikke nødvendigvis skiltede med, men fungerede godt til at fastslå hans position som kollektiv leder. Forbløffelsesråb brød ud, idet himlen lystes op af magisk fyrværkeri fremtryllet af ingenting.
Havde Profeten samme lignende og skræmmende kræfter, som blev brugt til undertrykkelse og frygt i stedet for ikke underholdning? Hvad var han ellers i stand til og kunne det være derfor de lod hinanden være? Ulempen ved magt er, at der altid er nogen, der vil forsøge at tage den fra en, medmindre man indgår en form for borgfred.
Gongen lød og de stadsede piger fik hver deres lanterne i hånden. Stilheden mens de tændte dem, var magisk og kun cikader kunne høres i det tætte krat omgivende templet. Så mange tusinde mennesker. Alle med øjnene rettet mod aftenens centrum.
Med ynde lettede den ene efter den anden gyldne kugle af lys og publikum udåndede lettelsens begejstring. Alle på nær en. Amias.
Fingrende rystede og fumlede med glødepinden, som Phoibos på skift havde tændt for dem, som de trådte ind i ritualet. Nervøst så hun sig omkring, som om at folk stirrede intenst på hendes fiaskoer med harme over, at hun ikke magtede noget så simpelt. Nervøsiteten blev afløst af en ophobende irritation over ikke at kunne få lanternen til at tænde, mens hun hadefuldt begyndte at stirre tilbage på sine modstandere, indtil hun endeligt råbte sig forbandet, og smed glødepinden hårdt i jorden. Metalet gav genlyd sammen med gnisterne der fløj fra den. Alle munde tav og holdt vejret, selv de andre deltagere så chokeret på den ellers så stille pige eksplodere.
Phoibos, i al sin vælde, gjorde intet for at trække blikkene fra hende og det tiltagende hidsigt forestående anfald. I stedet kiggede han op på Vilkas, der med det samme forstod hvorfor.
Joanna kunne forsøge at stoppe ham, alt det hun ville. Hun kunne ikke stå i vejen for ham. Lyden af blikke der vendte sig hans retning, idet han krydsede pladsen imellem pigerne og publikum blev akkompagneret af: ”Højst uhøfligt.” og ”Hvad laver han?” for ikke at glemme ”Hvad bilder han sig ind?”
Joannas vrede rørte ham ikke. Hun var for stor en kujon til at blotte sig selv foran hele Tir Na.
Der var stadig en spæd glød i metalrøret som han nænsomt pustede livet tilbage i. For meget og den ville blive blæst omkuld. For lidt og den ville dø af sig selv.
Ikke så meget en piedestal end det var en lille firkantet sten de stod på, var hun kun lige akkurat i øjenhøjde med ham.
”Klarer du dig, Maggi?” spurgte han lavmælt i håb om, at lyden af hans stemme ikke ville gennemløbe dem, der kendte hende og give dem unødige spørgsmål.
Hun talte med øjnene alene, der skinnede fugtigt, og varsomt forsøgte at holde de snagende blikke på afstand.
”… hader jer alle sammen,” græd hun lydløst.
Han tog hende ved hånden og hjalp med at tænde lanternen.
Som en enkelt strålende lotus steg hun til vejrs båret af vinden og ilden, for hvem nogle ville se adskilt. Ikke Vilkas der med verden som tilskuer, følte, at han måtte mestre dem begge og beherske dem i sin sjæl.
Ingen talte imod hans utraditionelle indgreb og ceremonien fortsatte som planlagt, omend han havde tilranet sig flere af deltagernes opmærksomhed – meget til hans ubehag, og Amias, der klamrede sig lykkeligt til ham, mens dans og ild blev serveret i en cocktail af rytmisk musik. Trommer og streng-instrumenter vibrerede gennem marv og ben. Kjoler gled i slør over bålene og trak spor af sydende svovl, der omdannede piger til kvinder i erotiske penselstrøg gennem den kølige nat.
Det var en fest hvis lige, som Vilkas aldrig i sit liv havde oplevet. Han måtte han vige for overvældelsen og udmattet se til mens unge kåde bejlere præsenterede Amia for gaver i beundring. Tilsyneladende havde hans lille optrin tidligere ikke hæmmet dem på nogen som helst anstændig facon. Høfligt takkede hun for deres opmærksomhed og gav da også en spinkel knægt en akavet dans – kun fordi alle de andre deltagere havde afvist ham.
Smilla rokkede fra side til side og klappede kluntet, men lalleglad i sine væskefyldte hænder mens Derrek dansede på stedet og gnaskede et okselår i sig så hurtigt, at hans mave til sidst lignede Smillas. Natten havde ingen synlig ende og for Vilkas' skyld måtte den gerne fortsætte en lille evighed endnu. Bare indtil han fik hende på tomandshånd.
Templet summede som et levende væsen i et med naturen omkring sig. Som Metropolis havde været et mekanisk vidunder af præcision, hvor hver en borger havde sin rolle, var Tir Na et flerlaget kunstværk med lige så mange forskellige farver, som der var mennesker.
Gaven Smilla havde pakket ned, viste sig at være hendes svejsebriller. En underlig ting at indgravere, men som Amia fortalte, var det ikke bare et hvilket som helst sæt. Hun havde arvet det fra sin mor og det kunne mere end blot holde lys ude. Termisk og lysfølsomt nattesyn var blot en af de mange ting, som de var i stand til. Hun var så lykkelig, at han ikke nænnede, at fortælle sandheden om, hvem der havde fundet dem.
Han havde fået hende alene ved et anneks, der stødte op til en frodig løvskov, der markerede grænsen til byen, da hun åbnede den.
”Biometriske data. Dit hjerte, det ræser afsted,” sagde hun og betragtede ham hemmelighedsfuldt gennem linserne.
”Dans er bedre motion, end jeg troede,” svarede han.
”Nej, det ikke derfor.”
Vilkas blev varm i hovedet. Ugen igennem havde været én lang optakt til forløsende følelser, der var ved at nå sit uundgåelige højdepunkt.
”Er jeg syg?” spurgte han, selvom han godt kendte svaret. Hun rystede bare på hovedet og lukkede afstanden imellem dem.
Den nat elskede de for første gang – så længselsfuldt og rasende begærligt at han til tider var i tvivl om, hvem hun var. Luftens svalende, kølige lindring og de nænsomme kys der eskalerede til nydelsens epicenter, kælede for den bare hud, der ikke i kontakt med hende. Musikken spillede til deres fælles takt, krævende hvert et anslag, som åndedrættet kunne følge op. Sitrende fingre borede sig ind i hans ryg, ned langs armene og forbi arret der kun intensiverede styrken af hans brusende fremstød.
Hun skød ryggen og blottede sig fuldstændigt og tillidsfuldt, og holdt ham fanget med sine hofter. Som om han nogensinde ville stikke af. Dette var her, han hørte til. Med hende.
Sukkende bed hun læberne sammen, hver gang han rørte hende et følsomt sted, hvor nerverne lå yderst og tiggede om at blive kærtegnet. Hvor brutal han ville være at nægte den glæde. Hvor pirreligt det var, at høre hende tigge om lindring.
Legemliggjort af ilden der brændte i byen, vred de sig i fuldmånens skær, opslugt og fortæret af det sidste øjebliks bittersøde klimaks.
Først i morgentimernes udmattede efterveer, erklærede han sin kærlighed med ord for hende.
Ind af døren til det lille værelse, var Derrek brast som en trold af en æske, så Amia, halvt nøgen, måtte kaste sig under dynen igen med et hvin. Til trods for det åbenlyst erotiske spektakel han havde affødt, var han ligeglad.
”Det blev en pige!” råbte han stolt. Væk var han, inden de kunne forstå hvad han mente. De brød begge ud i latter over det pinlige optrin, men inden de kunne slappe af, var han tilbage igen.
”Og jer to! På tide! Smilla bli'r ellevild.”
I løbet af natten, mens de havde været midlertidigt optaget, var Smillas vand gået og havde sat hele festivalen i bero.
”I mindst fem minutter!” proklamerede Derrek, over at hun havde stoppet alt, indtil jordemoderen havde taget sig af hende, som var det en bedrift.
Ungen var efter Vilkas' personlige mening tudegrim, men sagde intet, da Smilla endelig turde overlade ham at holde den lille fedtklump. Amia opførte sig som om at babyen, som de døbte Brigit't efter Smillas bedstemor, var lavet af porcelæn. Bedstemoren var den eneste der ikke havde fordømt hendes graviditet, så det passede alle fint. Vilkas vidste, at Amia ikke turde overlade sig selv ansvar for andres liv – på nogen som helst måde – af frygt for hvad Maggi kunne finde på.
I tiden efterfølgende gjorde hun sig selv et sjældent syn, og på nær episoden ved ceremonien, havde hun ikke sagt et ord til nogen, når hun endelig viste sig. For det utrænede øje var det blot Amia fordybet i tanker, men Vilkas kunne se det på hendes blik, når de for et kort øjeblik byttede plads.
Om muligt ville han tage sig tiden til at sidde med hende, så længe Maggi orkede ham. Ind imellem ville hun skrige højlydt af ham om at skride og lade hende være.
”Bedst at føje hende,” havde Phoibos sagt, overbevist om, at hun en dag ville acceptere de kort, som skæbnen havde delt hende.
Vilkas var ikke så sikker, og selvom Amia var hans førsteprioritet, smertede det at se Maggi falde sammen på den måde. Det ellers så fyrige og livlige væsen var en skygge af sig selv i omgivelser der ikke ligefrem nærede hendes personlighed.
Amia havde absolut ingen erindringer om, hvad Vilkas havde gjort i flyet, eller også var det uden betydning. For hende var livet så lykkeligt, som det kunne være med ham. Joanna måtte tillige erklære sig slået. Hun havde i hvert fald opgivet sit krav om suverænitet over hende, men sagde stadig ikke et ord til ham.
Med det meste af sit unge liv opvokset i Tir Na, var det Amia, de gik til, når de havde brug for kulturel indsigt, som for eksempel da Vilkas ragede uklar med en sælger om prisen på et halvt kilo oksekød. Ikke vant til direkte betaling, var det stadig svært at skelne de forskellige mønter fra hinanden og tilsyneladende var prisen der stod, ikke prisen man betalte. Omkostninger og rabatter blev regnet på stedet, så da han forsøgte at betale blev sælgeren hysterisk fornærmet over at blive betalt overpris. Vilkas insisterede at det var uden betydning, men åbenbart var det en krise, der samlede det halve af markedets opmærksomhed, at de her havde en ødsel og arrogant handlende tilstede.
Amia udredede situationen med hans ære som bytteobjekt ved at kalde ham for en fjollet fremmede, der ikke havde noget begreb om penge. Sælgeren godtog undskyldningen og smed endda et par kålhoveder oven i handlen.
Det var en lykkelig tid, og da de endelig fik taget tiden til at besøge Regnbuevandfaldet, havde de næsten været der et år. Det var hver en smule så smukt, som hun havde beskrevet, og følelsen af nostalgi vældede i ham, til et punkt at han følte sig nødsaget at se væk fra vidunderet. Fast besluttet at han aldrig ville vende tilbage hertil – eller dertil – undskyldte han sig sin manglende opmærksomhed på hendes begejstring.
Da hun gled nøgen i lagunen til gengæld, havde han ikke andet valg end at følge efter og ingen minder vækkede så stærkt, som dem hun plantede efterfølgende.
Da de på en længere vandretur dog, nåede Spøgelseshavet, blev han indhentet af fortidens synder. Fra klipperne kunne de se et par hundrede slagskibe, rustne og forslåede, forankret naturligt til revene – halvt sunkne.
”En af Asiens sidste store slagplaner om total overtagelse af Amerikaerne,” aavde Amia fortalt. ”En elektromagnetisk puls og en efterfølgende altødelæggende atomsprængning havde immobiliseret hele deres flåde, inden den nogensinde så kamp.”
På den anden side af bugten var der rester af en storby i ruiner. Den havde huset flere millioner indbyggere, alle udslettet med: ”Et flammende vindpust fra Guds næsebord,” lød legenden.
Gud havde intet med det at gøre. Hvilken ville lægge navn til sådan en udryddelse?
Indbyggernes forhold til åndelighed var den af afholdenhed at blande andre ind i deres personlige perspektiv, hvilket passede Vilkas fint. Phoibos som religiøst overhoved, var kun en lille gren af den mangfoldighed af filosofier og livssyn, der prægede bybilledet. På markederne kunne man købe statuer af ottearmede monstre, elefantmænd, drageorme og korsfæstede mænd med tornekroner.
Vilkas havde fortalt Phoibos om Eldridge og det pinte uhyre, der mindede meget om manden på korset og, hvordan Profeten var blevet afbilledet. Til det lo Phoibos bare og sagde at han altid havde været melodramatisk sådan, at få andre til at se sig som et lidelsens væsen der så andres liv før sit eget. Engang sandt – måske.
Menneskets undergang har altid været den af magt og begærlighed. Det var Spøgelseshavet et glimrende eksempel på og måske ligefrem et vidnesbyrd til påmindelsen. Med uanede mængder ressource for enhver der vovede sig derud, var ingen rigtig interesseret.
Vinden hylede i de gamle skrog, som spøgelser der aldrig ville finde hvile. Klagesangen var noget af det mest uhyggelige, han til dato havde hørt. Havets brusen og stilheden af at være så langt fra civilisationen gjorde, at Vilkas virkelig følte sig i ingenmandsland, mere end i den tørre udørk, som Metropolis lå i.
De tilbragte eftermiddagen med at svale i vinden langs kystklipperne og snakke om hendes mor, Bianca.
Vilkas havde ikke videregivet, hvad Phoibos havde sagt om hendes far, og at han med al sandsynlighed ikke var.
Amia bar et billede af hende, og Vilkas kunne se hvor hun havde sit udseende fra. Bianca var lang og slank med høje kindben og dybe, venlige øjne. I armene bar hun på en baby, Amia, der havde et bredt, tandløst smil. Agawi der stod ved hendes side, var lav og plump til sammenligning. Faktisk var der ingen træk fra ham at genkende i hende andet end højden.
Maggi viste sig og fordybede sig i billedet med et bebrejdende udtryk.
”Tænker du stadig på det?” spurgte Vilkas, da det gik op for ham.
Maggi svarede ikke.
”Er du … misundelig?”
Hun smed billedet i hovedet på ham og marcherede voldsomt væk. Om hun var, så ville hun aldrig indrømme det. Sådan var hendes natur.
”Hvad er jeg!?” råbte hun, da han indhentede hende. ”Hvor kommer jeg fra? Hvad med, hvad jeg vil?”
Selv skyldig i at se hende som intet andet end en avanceret maskine til tider, var det unægtelig, at hun tænkte og følte som enhver anden. Der var intet svar han kunne give hende, som hun ikke allerede kendte. Phoibos havde sagt, at den kunstige hjerne ikke var af denne verden, men om han mente det bogstaveligt eller på en måde som blot forklarede mysteriet om hendes sanselige oprindelse, ville han ikke uddybe.
Hvorfor hun valgte at vise sig, kunne Amia ikke sige med sikkerhed, men tænkte at hun måske ikke ønskede at blive glemt – eller glemme sig selv.
Med tiden holdt hun helt op med at tale og de korte glimt af hende blev begrænset til en hvisken af eksistens.
Aftenen før Vilkas' eget manddomsritual skulle forestå, var hun pludselig vågnet op og havde med ildevarslende frygt sagt sine første ord i månedsvis.
”De er på vej. Jeg kan mærke dem.” Uden at lukke øjnene havde hun lagt sig igen, med et svagt frydende smil.
Solen havde knap brudt buskadset. Det blå kølige lys før fuglene vågnede, var et perfekt gemmested for sjælen og flygtige tanker. Han undrede sig han ikke tidligere havde gjort det her og kunne sagtens se sig selv leve af naturens nåde, men det var ikke derfor de var her.
Phoibos havde indvilget at lade ham undervise i grundlæggende skrivekundskaber på den betingelse at han fulgte reglerne om indfødsret. Det var et lille ritual, der skulle bevise, hvor han stod. Eneste problem Vilkas havde, var selve det at skyde dyret, specielt med bue og pil, og så det faktum at han måtte tage liv for at få ret til sit.
Phoibos var lettet over at høre hans indrømmelse, for så var mord da ikke noget han fandt nydelse i, men kun som en sidste nødvendighed. Kvalerne begyndte i og med, at for en smule ret, måtte nogen lide. Derreks incitament var hans lyst til at gifte sig med Smille. Phoibos besluttede at de fælles kunne nedlægge bukken, og så ville han sørge for, at ingen ville stille spørgsmål til deres validitet – nogensinde.
Derrek havde trænet flittigt med buen og kniv for at være så effektiv som mulig og mindske risikoen for fiasko, men ingen af dem var jægere, så det meste af den gryende morgen sad de blot og ventede frysende på en træstub og betragtende deres ånde stige til vejrs.
De var så langt fra Tir Na at de kun kunne ane gadelyset i det fjerne, der snart ville slukke idet morgenen rykkende tættere.
”Der,” hviskede Derrek ved lyden af en knækkende gren. Cirka halvtreds meter fra dem stod et majestætisk dyr med gevir som en krone og græssede forsigtigt på morgenvådt løv. De holdt vejret begge to, mens Derrek langsomt og lydløst trak buen frem og spændte en pil for. Fibrene i træet knagede mens dyret fnyste og sendte glohed damp og snot i vejret. Det rystede på hovedet så geviret ramlede ind i hængende grene.
Vilkas følte efter, hvor kniven sad i hans bælte, stadig ængstelig over at skulle bruge den, bange for at den ville forråde ham. Ingen af dem rørte på benene for ikke at skræmme den enorme buk, men i et splitsekund løftede den nakken i deres retning og stirrede direkte på dem. Derrek lod pilen flyve, men det var for sent, noget havde vakt dens opmærksomhed og væk var den, før han kunne nå at tage sigte igen.
”Pis. Hvad tror du skræmte den? Vi står jo i modvind, så den burde ikke have lugtet os,” sagde Derrek tydeligt irriteret. Svaret kom umiddelbart bag dem med lyden af raslende grene og knasende blade.
”Amia!” udbrød Vilkas chokeret. ”Hvad laver du her? Hvor er dine sko?”
Hun havde stadig sit nattøj på. Bomuldsbukser og en løs skjorte. Skridtene trak dybe spor i skovbunden og tæerne var revet til blods visse steder. Vilkas løb hende i møde og greb hende, kun lige akkurat inden hun væltede om. Af trætte øjne smilede hun af ham – næsten lige vågnet virkede det til.
”De er her endelig,” hviskede hun lyksaligt og strøg ham forsigtigt over kinden.
Luften knitrede af en sær vibration ingen af dem havde hørt før, men Derrek identificerede den med det samme. Ved byporten stod et fem meter langt forgyldt horn fra en kæmpeelefant. I tilfælde af nød eller katastrofe ville vagten på posten blæse så hele regionen omkring dem ville få at vide, hvad der foregik.
”Alarmen. Smilla!” Uden at tage højde for Amia der havde fulgt dem kilometervis ud i skoven, satte han i løb tilbage mod Tir Na.
”Derrek!” råbte Vilkas efter ham, men han lystrede ikke. Amia havde mistet viljen til at bevæge sig, men smilede stadig i en drømmende tilstand. Han løftede hende op, og med tunge skridt satte han efter Derrek.
”Maggi! Jeg ved det er dig derinde. Hvad foregår der?” prustede han, mens han løb og talte, så godt han nu kunne synkronisere det.
”Ingen kan høre dig mere,” hviskede hun frygtindgydende og han forstod hvorfor, da de nåede skovbrynet.
Fra de lyserøde skyer vældede fra hver sin side af Tir Na to mægtige luftskibe, større end han nogensinde havde set. Med tænderne bidske og skarpladte indledte de en duel på eksplosioner over byen. Derrek løb ufortrødent langt foran dem igennem markerne, men måtte også stoppe op et sekund, da han fik øje på giganterne. Ikke interesseret i landskabet under dem, satte små eksplosioner luftskibene i brand. Ingen der umiddelbart kunne sænke dem selvfølgelig, men for besætningerne ombord, ville hvert slag bringe dødsfald med sig.
Maggi måtte have vidst det og søgt ud efter Vilkas, han havde bare ikke opdaget eller vist nok interesse i at forudse, hvad hun havde ment.
Hvilket der tilhørte hvem, betød ikke noget lige nu. Tir Na havde ingen militære kapaciteter til at modstå et direkte bombardement, hvis de skulle vende sig mod jorden.
”De kommer for at hente mig, Vilkas.”
”Over mit lig,” svarede han hende. Yndefuldt gled hun ud af hans greb, landede på det bløde græs og gik med svingende hofter væk fra ham.
”Jeg vil gerne have, de finder mig.”
Roligt og afklaret stod hun med vinden i ryggen og betragtede invasionen. Hvordan havde de opdaget, hvor hun var efter al den tid? Og så dem begge? Det ville ikke have taget dem to år at nå hertil, hvis hun var så vigtig for Profeten. Og hvorfor var Metropolis her også?
”Du må være gal. Amia vil aldrig tillade det,” forsøgte han at forsone hende.
”Nej, hun elsker dig for meget, desværre.” Stemmelejet vandrede lystigt igennem alle oktaver af angst og frygt til der ikke var andet tilbage end Maggis djævelske stemme tilbage, som knækkede over i en dyb uro. ”Men det er der heldigvis råd for.”
Smagen af blod nåede ham, længe før huden mærkede det kolde stål fra jagtkniven, der smeltede sig vej igennem maven. Der var ingen følelser, andet end den af hans knuste hjerte der slog sine sidste opgivende slag, idet hun stak til igen, og igen, og igen. Forvirret, men ikke så smerteligt som han havde forventet det ville være, faldt han om og så den blodige kniv trække spor fra skaft til spids og videre til hans sønderrevne mave og bryst.
”En skam. Jeg kunne så godt lide dig. Du havde potentiale,” sagde hun og satte sig på hug foran Vilkas, hvis lemmer tvang de sidste krampagtige luftstrømninger ud i blodet.
”Jeg … Jeg … er …” Forbandede svage kødelige krop, tænkte han panisk, mens Maggi så sit bytte dybt i øjnene, som for at få den sidste smule lidelse ud af ham.
”Ligesom du frarøvede mig mine muligheder, er jeg desværre nødt til at skille mig af med det eneste, der tvinger mig fra at tage denne krop som min egen.”
Nænsomt tørrede hun blodet, som Vilkas havde gurglet op, væk og kyssede ham. Hun begravede tungen så dybt hun kunne og slugte både spyt og blod. Han havde haft denne følelse før. Den var så velkendt at det bragte tårer i hans øjne. Den bredte sig som gift i hans årer, denne gang med døden i sit kølvand.
”Jeg er … ked … af … det. Undskyld.” Kun en brøkdel af hvad han tænkte, opsummerede hans hjerne desperat alt, han havde bekymret sig om. At selvom han elskede Amia af hele sit døende hjerte, havde Maggi vist ham ilden og tændt den. Hun hev luften ind og så mod himlens ødelæggelse.
”Skal du ikke være. Om noget så burde jeg undskylde dig. Du kæmpede så indædt,” sagde hun og nev ham i kinderne sarkastisk stolt. ”Det lykkedes dig at holde mig i live, og for det burde jeg vel takke dig. Men ikke at I med jeres ulækre kærlighed tvang mig ind i mørkets glemsel!”
”Hvo... Hvorfor?” Mørke pletter bredte sig for hans syn og han vidste, at der ikke var langt igen. Rygterne lød at livet ville passere for ens øjne i sekunderne, inden de sidste hjerneceller blev kvalt. Hvor skuffende det var, at der i stedet kun var kulde, selv hvor det varme blod flød på hans hænder.
”Fordi det er min krop.” Hun rejste sig igen, og så med væmmelse ned på hans lemlæstede krop.
Så længe hun lever skal du ikke dø.
Det var en ringe trøst. Han ville dø her alene, smurt ind i sine egne indvolde, og ingen ville vide hvorfor. Det var som hun havde sagt. Amia og ham havde været skyld i at Maggi ikke havde haft en plads. Så optaget af at få livet, men ude af stand til at dele, måtte hun ufrivilligt vige til fordel for dem.
”Alt jeg ønskede, var at være som hende, og nu jeg er …” Hun betragtede sine hænder som et armodigt vidunder. ”Hun var aldrig din, Vilkas. Hun havde aldrig krav på dette legeme.” Næverne knyttedes med et vredt, eftergivende smæld fra ledende. ”Profeten af alle kaldte hende aldrig Amia, men kunne han sige mit navn, nogensinde, eller sande min kærlighed?”
Stemmen knækkede ved det sidste ord og tårerne flød ned af kinderne fra hendes uforløste historie. Det falske legeme, Amia. Lige så kunstig som hende. Lige så levende. Vidundere i hver deres henseende. Liv skabt hvor der ikke var før.
Så længe hun lever skal du ikke dø.
Nej, Vilkas ville leve videre i hende, tættere på Amia end han kunne i livet, på nær den tid de havde haft sammen. Den der betød mest af alt. Den der havde defineret ham som person og ikke det selvforherligede væsen af regler, der ville have solgt hende til djævelen for en skilling anerkendelse. Hun var ægte. Hvordan kunne hun ikke være, med de følelser de delte, dem der lod hende være det sidste, han så?
”Hvis du vil have mig undskyldt, Vilkas. Jeg har en aftale med min skaber,” fattede hun sig og vendte ham ryggen – endegyldigt.
Vilkas forstod med det døende åndedrag, at han havde det hele bagvendt. I al den tid, igennem alle de trængsler og lidelser han havde måttet gennemgå, havde han troet, at det havde handlet om sig selv og at forståelsen af livets lunefulde små glæder – en venlig håndsrækning, et inderligt kys – havde været kimen til det der betød noget. Men det var kun for ham.
Det handlede bare ikke om ham. Det havde det aldrig gjort. Dette var Maggis rejse. Og han stod i vejen. Hun havde fortrængt Amia for bestandigt ved at tvinge hende til at se til, mens hun lemlæstede og dræbte Vilkas for øjnene af hende. Traumet ville flå de få tråde der bandt dem sammen over, og kun den stærkeste af de to ville overleve processen.
Ingen af dem så eksplosionen af ladede partikler, der skabte ødelæggelse. Bølgen som Phoibos havde sendt ud i et forsøg på at holde fjenden i ave – måske knuse dem – inden de bragte Tir Na ned, vidste han, ville også påvirke Maggi – halvt menneske, halvt maskine.
Vilkas så ikke glimtet af håb briste i hendes øjne, idet hun faldt til jorden blot et stenkast fra ham.
Ikke nok til at dræbe, vågnede Amia og så ragnarokket regne ild over Tir Na.
Ude af stand til at forklare sin tilstedeværelse i det fri, eller blodet på hænderne, løb hun så hurtigt benene ville bære hende igennem det høje græs mod byen uvidende, hvad hun efterlod sig. Uvidende, hvad der lå i vente. Uvidende, ikke mindst, de tre år hun lige havde mistet.