”Tænk engang at det hele måske er ved at være slut, at sympatisørerne er fanget, og en endelig fredsaftale måske kan opnås med Agartha!”
En ung mand på enogtyve, samme som havde været en del af den gruppe, der havde fortalt om årvågenhed sammen med Vilkas år forinden, stod og snakkede til en gruppe unge mennesker på hans egen alder. Deacon havde en enorm skikkelse og et grumt og vansiret udseende. Han kunne skræmme de fleste mennesker ved blot at se dem i øjnene, omend Vilkas kendte ham som en venlig, men bestemt person der altid snakkede oprigtigt og havde en evne til at motivere selv de dovneste mennesker til at yde deres bedste – og mere til.
Håret var trimmet kort, som moden dikterede det, men den ene side af ansigtet var arret og ødelagt – det ene øje dødt og mælkehvidt. Han havde været et af ofrene fra samme eksplosion der havde dræbt Alma. I den ene hånd bar han en stok til at støtte sig med når han gik. Flere nervebaner i hans venstre ben var blevet revet i stykker, og han havde derfor begrænset mobilitet.
”Husk alle sammen, at når de bliver præsenteret foran retsbygningen om …” Han så ned på sit ur, og vaklede et øjeblik for at holde balance. ”… ca. tre timer, så forventer jeg en god tone blandt tilskuerne.”
Der gik en misfornøjet mumlen igennem de omtrent tyve frivillige han adresserede. Vilkas kunne se at de absolut ikke godkendte, at det blev forventet af dem at de skulle sørge for at menneskemængden ikke gik amok, og angreb terroristerne på stedet.
”Vores opgave har været at få budskabet ud om deres tilfangetagelse, og hvornår deres retssag skulle finde sted.” Han manede til ro med sine hænder, og det alene fik stemmerne til at ebbe ud.
”På grund af tekniske problemer, som jeg ved i alle kender til, har det ikke været muligt at formidle det gennem Det Nationale Mediebureau som først i dag er kommet op at køre.” Han havde en rolig men bestemt stemme, der fungerede som en følelsesmæssig buffer når aggressionerne gik højt. ”Det er derfor op til os, at uddele foldere til folk når de møder op på pladsen, som fortæller om hvordan de skal opføre sig, hvis ikke retsvæbnerne skal sættes ind. Forstået?”
Alle i lokalet gav et anerkendende ”Javel” til Deacon og han smilede blot tilbage.
”Godt! I finder folderne på lageret i kælderniveau fire, til højre for kontorartikler. Husk at ingen går herfra uden et navneskilt, der fortæller hvem i er og hvor i kommer fra.” Folk var allerede på vej ud af lokalet, inden han nåede at færdiggøre sætningen.
”Sikken iver hva' Viller?” Han haltede over til et skrivebord for enden af det smalle, rektangulære lokale der, ulig andre administrerende kontorer, ikke havde et vindue for enden med udsigt over byen, men i stedet var fuldstændig lukket til, så den eneste belysning der var, blev genereret af nogle sløve elektriske dioder langs kanten i loftet. Han satte sig ned med megen besvær, og Vilkas satte sig på bordkanten med ryggen til ham.
”De er bare som det forventes af dem,” svarede han Deacon, ”produktive og effektive.”
”Du lyder altid som en menneskelig reklame for Metropolis, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro du var blevet hjernevasket af de Agarthanske sympatisører til at lyde så perfekt.”
”Du af alle burde vide, at hvis ikke vi arbejder som en enhed og minimerer fejl, så risikere vi at fjenden overtager os.”
Deacon sukkede.
”Det ved jeg godt du mener Vilkas, og du er mere effektiv end halvdelen af de unge lagt tilsammen, men er du ikke bange for, at du ender med at gøre tingene forhastet og selv …” Han vægtede ordene et øjeblik inden han forsatte. ”… laver fejl?”
Deacon var en meget eftertænksom person, og havde han ikke haft en så vigtig position i koordinationsgruppen, var han aldrig blevet ansat. Specielt ikke efter at eksplosionen rev halvdelen af ham i stykker. Der gik rygter om at det havde ødelagt hans dømmekraft, men han lavede sjældent fejl og resultaterne af hans arbejde oversteg alle forventninger. Vilkas var heldig at arbejde sammen med ham, selvom han til tider dvælede og fik dybe tanker og ideer, som Vilkas måtte sætte lås på, så han ikke gjorde noget dumt. De var et perfekt makkerpar, Deacon og ham. Deacon der med sine organisatoriske evner med lethed kunne administrere flere stillinger hvis han ville og Vilkas, hvis målrettethed gav ham fokus, gjorde at de var berygtet i Tårnet.
”Hvad har din far forresten sagt til det?”
”Til hvad?” spurgte Vilkas.
”At du har fået lov at overvære høringen i dag. Kun en håndfuld har fået lov at komme med. At det lige blev dig fatter jeg simpelthen ikke. Du må have nogle venner højt oppe.” Deacon lo. Måske ved tanken om, at Vilkas havde venner ud over Deacon.
”Ikke det store. Det gør han sjældent. Har ham mistænkt lidt for at være sympatisør” sagde han nonchalant og kløede sig affældigt på hagen. Deacon brød ud i latter.
”Det ville sgu ikke undre mig hvis du indrapporterede, at din far var sympatisør. Det ku’ lige ligne dig. Evig ambitiøs.” Hans latter gik over i et ukontrollabelt host. Skaden fra eksplosionen, forårsagede ind imellem krampetrækninger, som han ikke fuldt ud kunne stoppe igen. ”Mon ikke du er begyndt at blive en smule paranoid, Vilkas?”
Vilkas vendte sig mod Deacon med et smørret grin.
”Det er præcist sådan sympatisører siger, når de er bange for at blive opdaget.”
”Ej nu må du kraftstejlende lige styre dig engang Viller, du mener ikke seriøst at du mistænker mig for at være fjenden?” Han halvt lo stadig, men der var en snært af bekymring i hans stemme. Vilkas besvarede ham med et iskoldt blik, og da stemningen var allermest trykket, brød Vilkas ud i latter selv.
”Selvfølgelig mistænker jeg da ikke dig. Prøv at se på dig selv. Du er et omvandrende monument for alt vi kæmper for.”
”Du havde mig sgu bekymret en smule der. Du kan virkelig lave nogle syge jokes ind imellem.” Deacon rejste sig op og klappede Vilkas i ryggen. ”Bare pas på du ikke ser spøgelser overalt, ikk'.” Han begyndte at halte ud af lokalet. ”Forresten, så har vi en aftale med Cadence her om ti minutter. Tror hun vil briefe os om situationen i dag eller bare prale af os til hendes overordnede i vores nærvær.”
”Hvad hun da ikke vil gøre for at stige i graderne,” sagde Vilkas med en snært af afsky for kvinden. Cadence var den regionale supervisor for den østlige del af Tårnet med ansvar for hele ungdomsorganisationen. Direkte under hende arbejdede Deacon og Vilkas, samt tre andre grupper. Arkiverne, løberne og de håbefulde der så frem til en karriere inden for militæret – andet end som fodtusser. Cadence var en nidkær kvinde, med en sygelig besættelse for renlighed. Hvis der ikke var pinligt rent, kunne hun finde på at aflyse møder, indtil nogen fra en af hendes underafdelinger, var kommet op for at gå mødelokalerne igennem en gang til – bare for en sikkerheds skyld. Det var ualmindelig heldigt, at hun havde ansvar for ungdomsorganisationerne, og kunne kommandere rundt med dem som sin egen private lille hær af arbejdermyrer, ellers var hun nok for længst røget til fordel for en anden og mindre neurotisk person. Alle de frivillige vidste bedre end at klage over forholdene, så ingen sagde hende imod når hendes militaristiske hjerne overtog styringen, og dermed var ingen under hende nogensinde blevet smidt ud af Tårnet i utide.
Noget af det havde nok at gøre med, at hvis de gjorde, så ville de måske fortælle om hendes sære vaner, selvom det var en god borgers pligt at rapportere det. Tanken havde strejfet Vilkas, at indberette hende til de højere myndigheder, men så længe hendes vaner gjorde at de frivillige ydede deres bedste, så var der ingen skade sket.
”Jeg har hørt at militæret vil være til stede i dag, som en ekstra forsikringsforanstaltning.” Deacon var stoppet op i døren og støttede sig til karmen en smule stakåndet, ”Jeg håber bare ikke, at de sender nogle af de frivillige denne gang. Kan du huske hvad der skete sidste gang?”
Om han kunne? Sidste gang der havde været et sådan opbud på pladsen foran Tårnet, blev det besluttet fra Cadence's overordnede at sætte militæret ind for at opretholde ro og orden, for hvem bedre til at beskytte befolkningen end dem der lever af det, havde tanken været. Selvfølgelig var retsvæbnerne ikke tilfredse med beslutningen, selvom de i grunden kom fra samme gren af regeringen. Hvor retsvæbnernes job var at operere i byen som en lokal vagthund så var militæret anderledes – mere direkte indgribende.
Blandt styrkerne var der også frivillige unge, som stod vagt ved indfaldsvejene til den store plads som omkredsede Tårnet. Helt præcist hvad der skete og hvem der stod bag lå stadig uklart, men en mindre eksplosion var gået af nær en af vagtposterne, og i stedet for at mane til ro og orden som retsvæbnerne var trænet til, trådte militæret straks ind og tilbageholdte hele menneskemængden i timevis, massevis af uskyldige borgere blev anholdt og en enkelt blev skudt og dræbt, da han gik i panik og løb forvirret forbi blokaderne. Skandalen efterfølgende gik direkte forbi Cadence's overordnede og landede på hendes bord – meget til hendes utilfredshed. Men trods hendes neurotiske tvangstanker formåede hun at holde hovedet koldt og redde sagen ud minut for minut.
På noget der lignede en lille time, havde hun påvist at hun havde gjort alt for at forhindre, at hendes undersåtter blev sat ind og rettede dermed skylden direkte opad. Et mesterligt træk, der kostede adskillige embedsmænd deres job, fordi de sendte problemet væk fra deres bord og nedad i systemet. Alle tre tiltalte blev kendt skyldige og sendt i resocialiseringslejr for at afsone straf i minimum fem år. En passende straf, der gav Cadence nok at se til efterfølgende i form af offentlige høringer om hendes involvering i sagen. Da det hele var blæst over, var der ingen der var i tvivl om, at hun var en kompetent kvinde med en hidtil uset dedikation til Metropolis, og ingen af de unge turde opgive hende til myndighederne for umiddelbare særheder.
”Jeg har ikke hørt andet end at Cadence eksplicit har bedt om, at der ikke må være samme opbud til stede som sidst, men hvem ved.” Vilkas var ligeledes bekymret for om noget lignende ville ske, men det var ikke hans bord. Hans job havde været at sprede budskabet, og få så mange som muligt til at møde op.
”Kommer du selv med ud på pladsen, når det er?” Vilkas vidste godt at Deacon nok næppe ville være at finde derude, når det gik løs, mest på grund af hans halte ben der forhindrede ham i at stå op i længere tid af gangen, men også fordi han foretrak at se talerne og begivenhederne fra frokoststuen på syvende etage, der havde udsigt over hele den del af pladsen, hvor indgangen lå. Så han kunne sagtens følge med samtidig med. Desuden kørte der et direkte feed fra tv-monitorer placeret overalt i Tårnet for at holde arbejderne opdateret.
”Måske,” svarede han, meget til Vilkas' overraskelse, ”det er jo trods alt en stor dag.” Han hostede hult, og forlod lokalet.
Ekkoet fra hans host kunne høre længe efter han var gået, og det efterlod Vilkas alene, med sine tanker. Tanker der forfulgte ham, tanker om at alt kunne gå galt i dag. At der ville være sympatisører blandt massen, som ønskede at skabe kaos. Det nagede i ham ikke at havde kontrol over situationen og at det var overladt til et militær, der ikke havde noget som helst at gøre i byen.
”Lad være med at tænke sådan,” sagde han højlydt til sig selv. Han måtte stole på, at der var folk højere oppe, der vidste præcist, hvordan det hele skulle håndteres.
Han nåede Cadence Brieffs kontor kort før mødet var sat til. Han havde indhentet Deacon lige før han var nået frem og da han lagde hånden på hans skulder bagfra, gav det et sæt i ham.
”Du må sgu ikke forskrække mig på den måde, ved at snige dig ind på mig. Du ved jeg ikke hører så godt på denne side.” Med sin højre arm svingede han gestikulerende op mod sit venstre øre en smule irritabelt.
”Er det blevet værre?” Vilkas vidste at Deacons hørelse langsomt var ved at forsvinde på venstre side, men Deacon var ikke indstillet på at tage til lægen og få det opereret.
”Mhm.” Han stod lænet op af stokken med blikket vendt nedad og øjnene lukket, som om han grublede over noget der tyngede ham. ”Der er ikke meget liv tilbage i det gamle høreapparat,” fortsatte han, ”men det betyder ikke noget. Så længe jeg bare har ét godt øre, så har jeg, hvad jeg skal bruge.” Det var det gode ved Deacon. Uanset hvor svære valg han måtte træffe, eller hvor problematisk en opgave skulle vise sig at være, fandt han altid et lyspunkt.
Ærgerligt at han aldrig ville blive forfremmet yderligere på grund af sit handicap, men som Vilkas så det, var det sådan, det skulle være. Selvom han var hamrene begavet og kunne begå sig i diplomatiets kunst, så var han ikke et ansigt der skulle vises udadtil. Hans lettere flyvske ideer og dagdrømmeri, var ikke noget der stod i god jord hos de overordnede og det var kun på grund af Vilkas' gode ord, at han stadig var her. Han havde overbevist Cadence om at Deacon, omend traumatiseret af sin ulykke, stadig kunne være ham til gavn.
Vilkas, som kun var sytten år havde ikke lov til at avancere yderligere før han blev atten og officielt måtte varetage positioner, som Deacons, på egen hånd. Så snart han havde bestået sin afgangsprøve, var det planen at han helt skulle overtage stillingen, og at Deacon ville blive forflyttet til arkiverne som indeks-varetager. En alt andet end glamourøs stilling, som den han besad nu, men det gav ham mulighed for stadig at arbejde i Tårnet.
Oprindeligt var det meningen, at Vilkas allerede efter eksplosionen skulle have taget hvervet og så i stedet have en vejleder, der skulle overse hans arbejde, for at se om han nu også kunne gøre arbejdet tilfredsstillende. Officielt ville det så være overseerens stilling, men Vilkas skulle stå for det egentlige arbejde. På det tidspunkt havde han kun arbejdet i afdelingen i en lille måned og foreslog at Deacon, der trods alt havde styret showet i næsten et år forinden, i stedet arbejdede sammen med ham sideløbende, til han var gammel nok til selv at overtage, hvorefter Deacon med god samvittighed kunne forflyttes. Cadence var gået med til betingelserne modvilligt, men Vilkas overbeviste hende om, at han ville lære mere på den måde.
”Skal vi?” Deacon løftede hånden for at banke på døren ind til Cadence Brieffs kontor. Vilkas nikkede.
”Kom iiind!” Cadence skingre stemme kunne mere end høres igennem den tunge dør. Den havde en klang der kunne skære igennem selv det hårdeste metal, tænkte Vilkas.
Deacon åbnede døren der ledte ind til et yderst bizart kontor, i forhold til resten af Tårnet. Ud over det store panorama vindue alle de store kontorer havde, så var indretningen så meget anderledes – eller nok mere manglen på samme. Der var stort set ingen møbler, kun et spartansk glasbord for enden med noget der lignede en utrolig ubekvem stol i kunstmateriale med forkromede ben der gav et skarpt genskær i solen. Bordets ben var ligeledes forkromet og så ikke specielt holdbare ud under det tunge glasbord. En pænt stablet stak papirer lå på den ene side, sammen med en enkelt pen til at skrive med. Det eneste kunstige lys i lokalet kom fra en lille lampe på bordet. Foran stod ligeledes to stole i samme stil, som den hun selv sad på. På væggene var der ingen dekorationer eller malerier, som kendetegnede de store kontorer ellers. I stedet stod der en meget smal reol med enkelte bøger, ikke mere end en meter høj.
Hendes maniske rengøringsvanvid havde efterladt hende med kun det allermest nødvendige for at styre sit arbejde. Alt overflødigt var blevet fjernet, så støv nemmere kunne spottes og fjernes, hvilket så sandelig også blev gjort. Et halvt dusin gange om dagen, kom der en ny ung håbefuld op og rengjorde lokalet fra top til tå. For tiden var det en pige fra en af de andre afdelinger, der havde fået tjansen. Inden hun overhovedet måtte komme ind, skulle hun skifte til en plastdragt med tilhørende hårnet, så hun ikke efterlod spor af sig selv når hun kom ind. Selvfølgelig ikke noget hun forventede af besøgende, men hvad de ikke vidste, havde de ikke ondt af.
”Vilkas. Deacon. Kom. Sæt jer.” Hun sad fuldstændig ret op og ned, uden at fortrække en muskel. Hendes lyse hår var sat op i en knold, uden tvivl for at undgå hendes eget hår faldt af og gjorde rummet beskidt. Tøjet var uden en eneste fold og så nystrøget ud. Selvom hun kun var i starten af trediverne, gjorde hendes stramme antræk at hun så en del ældre ud – noget ingen turde pointere.
I Vilkas øjne så hun ikke ældre ud, bare mere træt. Hun var typen, der kunne finde på at sidde til langt ud på natten, for at gøre et memo klar til dagen efter, for så at kasserer det og begynde forfra. Perfektionismen havde ingen grænser. På trods af dette, missede hun aldrig en deadline eller forsømte sine pligter, noget der i sandhed måtte tære på kræfterne i det lange løb.
”Du ville se os?” Deacon haltede ind mod stolen, som Vilkas længe inden havde nået at sætte sig i. Lyden fra hans stok gav genlyd, på grund af de bare vægge.
”Som i ved, er det i dag, at de afskyelige terrorister bliver vist frem. På grund af tekniske problemer med telenettet, har det ikke været muligt at vise billeder på forhånd. Kun navne.” Hun refererede begivenheder, og informationer de allerede havde hørt tusinde gange før, ja selv været med til at sige videre, men det var sådan hun arbejdede; sørgede for at alle var opdateret, selv når det var blevet sagt før. På den måde undgik hun at folk lavede fejl, og hvis de gjorde – så var de blevet informeret på forhånd, og havde derfor ingen undskyldning..
”Desværre,” fortsatte hun, ”Viser det sig, at vi ikke modtog billeder af dem til internt brug, specielt i forbindelse med de foldere vi har omdelt.” Hun så misfornøjet ud over ikke at have fået alt det materiale, der skulle bruges. Det var tidligere blevet pointeret af en frivillig, at når der nu stod navne så terroristerne kunne genkendes, var det da mærkeligt, at der ikke var fotografier vedhæftet. Det var en yderst pinlig fadæse, men skaden var sket og det ikke hendes skyld. Hendes job var blot at viderebringe ordren, som den lød. Ikke desto mindre, var hun ikke tilfreds.
”Jeg kan forstå at I allerede har trykt foldere og påtrykt ordensreglement?”
”Korrekt.” Deacon svarede kort og præcist, han vidste man skulle undgå at rage uklar med svarene, og snakke om ting man måske ikke havde hundrede procent styr på.
”Hmm.” Hun gav et sært lille ryk med hovedet, som om hun overvejede sit næste træk. ”Billederne er netop ankommet for mindre end tyve minutter siden, men siden tryksagerne allerede er klar ser jeg ingen grund til at vi omtrykker blot for at få billeder i. Sikke et spild det ville være.”
”Ville det ikke være nemmere at lave en form for opslag på pladsen, med deres billeder trykt i stort format så dem der kommer, kan se hvem der er hvem?” skød Vilkas ind. Det virkede som en god ide da han sagde det, men Cadence afbrød knap sætningen var færdig.
”Vi ønsker ikke at gøre dem til ikoner eller en form for attraktion, mere end de i forvejen allerede er.” Hun havde ret. Hele cirkusset med at få ud til alle hvem de var, deres baggrund og andet triviel viden der måske kunne forklare deres handlinger, virkede en smule overflødigt med tanke på at de var fjenden. Ved at personificere dem for meget, risikerede man at folk kunne identificere sig med dem – en farlig manøvre, når man helt forsøgte at undgå flere sympatisører.
”Hvad med medierne? Har de ikke bragt billeder af dem endnu, telenettet er jo trods alt kommet op at køre nu.”
”Desværre, hele maskineriet kører kun med de allermest fornødne midler som det er nu” Hun rejste sig og vendte fronten mod vinduet og kiggede ud over byen. Selvom hun ikke var en stor kvinde – næsten et hoved lavere end Vilkas – havde hun en meget maskulin atmosfære omkring sig. Eftertænksomme furer bredte sig på hendes pande. Hendes refleksion i vinduet så bekymret ud.
”Ledelsen er meget opsat på, at vi får billederne af dem ud til offentligheden – med andre midler end medierne – men de eneste billeder vi har fået frigivet, får dem til at ligne helte, og om jeg forstår deres ræsonnement! De er forbrydere for dælen da også.” Cadence var ikke typen der kunne finde på at bande, så at høre hende hæve stemmen på den måde, måtte betyde at hun stod med en opgave, der personligt ikke faldt hende i god jord.
”Hvis jeg må?” Deacon rejste sig og haltede over mod Cadence og stilede sig ved siden af hende. Hendes blik var stadig rettet stift ligeud og hun ænsende ikke at han stod der. ”Hvad ønsker du vi skal stille op?” Hun vendte hovedet uden at resten af kroppen fulgte med.
”Jeres job har været at uddele førnævnte foldere, og jeres indtryk af befolkningens reaktion, kan måske vejlede os til at finde ud af, hvad der ville falde i ledelsens smag.” På bordet foran Vilkas, øverst på stakken af papirer, lå der en sagsmappe med titlen: Identifikationsdossier. Det måtte være informationer om terroristerne, og dertilhørende billeder. Han åbnede mappen og fik hurtigt øje på en stak billeder vedlagt forsiden af et memo dikteret direkte til Cadence. Billederne hjalp i hvert fald ikke på deres sag. De lignede ikke de hærdede kriminelle, der brutalt havde bombet og myrdet så mange mennesker. Iblandt de tilfældige billeder af smilende mænd og kvinder, var der også familiefotos. Vilkas kunne ikke forstå hvordan de kunne ende som afvigere og ønske død og ødelæggelse over deres prægtige fødeby. De var absolut ubrugelige, hvis de skulle bruges til at fremstille dem som onde og hensynsløse sympatisører.
Der var ingen tvivl om deres skyld. De var blevet grebet i færd med at fremstille bomber i en lagerbygning i udkanten af byen. Kort over vitale knudepunkter i byen, var blevet mærket som mål. Tidsplaner var ligeledes blevet fundet i deres varetægt, så nej, der var ingen tvivl om hvilken type mennesker de virkelig var.
”Kunne vi ikke lave noget billedemanipulation, så de ser mindre … personlige ud?”
”Jeg nægter at bruge lyssky midler, for at få sandheden frem. Frem for alt må vi bevare vores image udadtil, så folket ikke får mistillid til os.” Cadence hævede stemmen vredt. Deacon mumlede tilkendegivende og sukkede.
”Hvad med, om vi netop bruger billederne til at vise hvordan alle og enhver, dem man mindst venter det, kan være sympatisører?” Cadence vendte sig fluks på hælene og rettede opmærksomhed mod Vilkas, der stod med næsen begravet i sagsmappen.
”Du foreslår, at de måske er blevet hjernevasket af Agarthanske agenter?”
”Det er en mulighed.” Det var en mulighed, om han kunne lide det eller ej. Spændinger havde altid eksisteret mellem de to nationer, og hvis Agartha ønskede at skabe splid for at kunne undskylde en krig, så ville dette bestemt være en mulighed, selvom det virkede sært at de brugte så direkte midler.
”Måske ikke direkte sige de er blevet hjernevasket, men måske sørger for at folk tager sig i agt for, at de idealer Agartha står for, kan lede en til at gøre forfærdelige ting mod sine medmennesker.” Cadence smilede imponeret over hvad Vilkas foreslog.
”Så vi skyder skylden på Agartha, indirekte, uden at sige de gjorde det? Genialt!” Udbrød Cadence. ”Det giver os muligheden for at afskrække folk fra at have yderligere kontakt med sympatisører og samtidig få terroristerne til at fremstå som ofre og skurke.”
”Ikke for meget som ofre, håber jeg,” sagde Deacon.
”Nej selvfølgelig ikke,” snappede hun af Deacon. ”Tricket er selvfølgelig, hvordan vi undgår at gøre Agartha for meget til skurke, når nu en så delikat fredsaftale står for døren efter retssagen.” Hun hastede om på den anden side af bordet igen og nærmest flåede sagsmappen ud af Vilkas hænder, greb sin pen og skyndte sig mod døren.
”Det var alt for nu, jeg er sikker på i har masser at se til inden det starter. Godt arbejde,” råbte hun tilbage. ”Og Vilkas –” Hun stoppede og så tilbage. ”– tag aldrig nogensinde noget fra mit bord uden tilladelse.” Iskold luft fulgte i kølvandet af hendes skridt og efterlod Deacon og Vilkas alene på Cadences kontor.
Fra vinduet kunne de se, at folk allerede var begyndt at stimle sammen på pladsen udenfor. Der var stadig over to timer til de anklagede ville ankomme, men Vilkas og Deacon havde åbenbart gjort så godt et stykke arbejde, at folk så det som en mindre fest. De få bænke der prydede pladsen, var blevet optaget af mennesker, der var kommet med hele familien. Mediebureauet havde for længst inden sat kameraer op, andre havde taget picnickurve med og sad i ro og mag og spiste, mens de pludrede løs.
”Mangler vi mere?” spurgte Deacon. Han så ualmindelig træt ud i dag. Selv da han med optimisme opmuntrede de unge frivillige til at gøre et fremragende job i dag, kunne han se at smilet hang mere end det gjorde i forvejen på grund af hans misdannede venstre side. Noget i hans gode øje var fjernt. Normalt kunne han sagtens forsvinde lidt ind i sine egne tanker og dagdrømme. Vilkas blandede sig ikke i hans private drømme, men han kunne forestille sig, at livet nogle gange slog ham lidt i jorden, når han skulle bruge dobbelt så lang tid på at komme op af trapperne og sveden piblede fra hans pande. I dag var anderledes. Der var et bekymret udtryk i det – sørgmodig endda. Han åbnede munden og vendte kroppen mod Vilkas, som om han havde noget at sige, men lukkede blot i igen og så tilbage ud af vinduet.
”Tror jeg ikke,” svarede Vilkas tilbage. ”Alle løberne er sendt ud. Tidsplanen holder.”
”Mm, godt.” Deacon var væk, fuldstændig opslugt af tanker og Vilkas så ikke nogen grund til at hive ham ud igen. Efter i dag ville hans problemer blive dramatisk mindre. Han ville langsomt blive udfaset til nemmere arbejdsbyrder. Måske det kunne give ham lidt ro. Han af alle havde fortjent det.
”Vi ses nede på pladsen Deac’.” Der kom ikke noget svar tilbage, og Vilkas så sig ikke om for bekræftelse. Han forlod kontoret og begav sig ned for at gøre sig klar til retsmødet. Måske kunne han nå at fange statsanklageren og få en kort opdatering på hvad prognosen på retssagen lød og i hvilken retning han mente den ville gå. Han så på sit ur og tænkte, at han nok godt kunne nå en tur ovenpå, inden det gik i gang.
Da han nåede Statsanklagerens kontor på to og fyrrene etage, blev han stoppet af en grumt udseende vagt, der pænt måtte bede ham om at vente til efter høringen. Størrelsen og den bestemte tone han sagde det i, fik Vilkas til at opgive enhver form for udenomssnak, og i stedet satte han sig ned i frokoststuen, hvor han bestilte et let måltid og ventede.
Der var en bestemt plads han altid fandt sig når han kunne. De havde selv kontrol over hvornår de ville holde pause, men mængden de holdte, blev striks overvåget, så han sørgede altid for at vælge et tidspunkt hvor han kunne være i fred og der ikke var så mange mennesker. Dels fordi køen til maden var markant kortere, og gav ham mindst to minutters ekstra nytte af sin tid, men mest for at han kunne sidde et helt bestemt sted. Nede i et hjørne, længst væk fra glasmontrerne og drikkevarerne stod et lille bord gemt bag en kæmpe søjle, hvor han var ude af rækkevidde for snaksaglige kollegaer. Herfra havde han en perfekt udsigt over byen. Lyset generede ham ikke igennem de enorme ruder, der ligesom alle andre steder, på nær tårnets centrum blev badet i naturligt lys dagen lang. Herfra kunne han se hele Metropolis, hvordan den var bygget op og, hvor effektivt den i grunden var. Små gyder forbandt de større boligblokke, som igen var forbundet direkte til hovedvejene, der havde direkte forbindelse til Centropolis. Tårnet i midten af byen var ikke blot det regerende centrum, men også det geografiske. Rundt om Tårnet, lå den inderste bydel som var fuldstændig cirkulær. De store boligblokke, der markerede grænsen til den næste bydel – eller ring – fungerede som en naturlig mur, der adskilte hvornår Centropolis endte, og hvornår Værftet og De Inderste Haver startede.
Navnet, De Inderste Haver, var kommet af den ring af pænt velholdte planter, græsplæner og træer der løb igennem bydelen med boligblokke på hver side. Et rekreationssted for bydelens beboere, selvom det sjældent blev brugt på den måde. Overalt stod der skilte med ordene ”GRÆSSET MÅ IKKE BETRÆDES!” Banket ind i træerne, var der ligeledes platter med teksten ”AFFALD PÅ OFFENTLIGE OMRÅDER VIL BLIVE INDRAPORTERET TIL NÆRMESTE RETSVÆBNER!” Samtidig var der kameraer opsat strategisk for at dække hver en blind vinkel for at undgå nogen som helst uorden. Ved de store indfaldsveje til og fra De Inderste Haver, var der enorme kontrolposte med vagter udstationeret. Gigantiske scannere tjekkede store sorte autovogne læsset med mad og forsyninger og mindre kropsscannere registrerede alle mennesker, der gik igennem, for at kontrollere deres færden og formål.
Det var kun naturligt, at folk besøgte hinanden på tværs af bydelene, men på grund af de udprægede forskelle i arbejdsklassen og den administrative del, var sociale visitter ikke udbredt. Der var selvfølgelig intet der hindrede en i bare at gå en tur til Centropolis, men hvis der ikke var noget bestemt formål, ville man blive undersøgt fra top til tå, udspurgt hvor længe man havde tænkt sig at være væk, hvor man eventuelt havde tænkt sig og gå, og så videre. Det i sig selv, afskrækkede mange fra at tage turen, men det forhindrede ligeledes også potentielle terrorister i at komme tæt på centrum.
Alle kunne være terrorister, men indtil videre havde det hovedsagligt været folk fra de yderste ringe af Metropolis. Sociale studier havde vist, at fordi befolkningen i de områder var så store, var det svært at holde styr på alle menneskers gøren og laden og ind imellem, når et sikkerhedskamera ikke virkede, kunne folk nemmere bevæge sig ud og ind af byen. Selvfølgelig var det lettere sagt end gjort, og det var da bestemt ikke den eneste måde at gøre det på. Der var uden tvivl nogen der havde fundet andre veje ind. Tunneler for eksempel. På trods af enkelte sikkerhedsbrister i en ellers perfekt byplanlægning, virkede kontrollen stort set efter hensigten. Kriminaliteten i byen, var så tæt på ikke eksisterende som den kunne være, og dem der begik den, var som regel folk med uforudsete mentale lidelser. Behandling blev med det samme administreret til dem, og virkede det ikke; viste de ingen tegn på bedring, selv efter at have konsulteret en psykolog, blev de sendt ud for byen til farmene for at bo permanent.
Næsten så langt øjet rakte, strakte der sig en uendelig række af byringe, der, jo længere man kom ud, bare blev smallere og smallere. Hvor de inderste bydele havde flere rækker boligblokke og kontorer, havde de yderste kun en enkelt. Blokkene lå i en cirkulær linje langs grænserne og yderst ville der kun være en enkelt vej der løb langs og gjorde hele bydelen ikke bredere end tredive-fyrre meter. Selvom det gjorde afstandene enorme når man skulle besøge andre mennesker i samme bydel, så var det taktisk smart at begrænse deres fællesskab. Det var ikke det samme som at sige at man helt forsøgte at undgå en vis form for særegent samfund i byen. Hovedårsagen var at undgå, at folk samlede sig for meget i store masser, masser der kunne udvikle en form for fælles mentalitet, der med tiden kunne vise sig som en trussel for hele Metropolis, hvis den ikke blev holdt i trit.
Der var ikke nær nok retsvæbnere i byen til at undertrykke en storstilet revolution. Skulle det ske, var der simpelthen ikke andet værn end militæret, men de lå uden for byens mure og skulle angribe udefra ind, hvilket kunne få forsøget med at holde en opstand nede til at give bagslag, præcist hvorfor der var stor politisk modstand mod at lade militæret stå for den interne sikkerhed, ved store begivenheder i Centropolis. Nogle mennesker kunne se det som en provokation, og udnytte det som en oplagt mulighed for netop at starte problemer.
Metropolis, Eurasiens perle, skinnede som en diamant i middagssolen. Efter sigende kunne man på en klar dag, bogstaveligt talt se byen lyse op fra rummet. Grunden var de højt reflekterende solspejle placeret på tagene, der næsten dækkede hver en kvadratmeter. Spejlene høstede energien fra solen omdannede lyset til en del af den energi der forsynede byen. Ud over spejlene, var tagene fuldkommen hvide i stil med resten af byen. Det betød at selv om natten lyste byen op.
Vilkas sled blikket fra de store vinduer. Hvis han stirrede for længe ud mod byen, fik han ondt i øjnene. Præcist hvor lang tid der var gået, var han ikke klar over. Han burde være i gang med de allersidste forberedelser i stedet for at sidde her og dagdrømme. Inden han nåede at rejse sig blev pladsen overfor ham taget af en ældre herre med begyndende gråt hår, høje tindinger og et læderbrunt ansigt, rynket og hærget af alder.
”Bliv endelig siddende knægt.” Jeremiah Overton hævede hånden for at forhindre Vilkas i at rejse sig.
”Hr. Overton?” Vilkas var overrasket over at statsanklageren havde opsøgt ham på egen hånd, når det virkede som om han var travlt optaget kort forinden. Måske sikkerhedsvagten havde informeret ham om det?
”Har du et øjeblik?”
”Ja, selvfølgelig.” Halvt stående, halvt siddende, stod Vilkas nu i et limbo. På den ene side ville han ikke virke uhøflig, og ikke rejse sig op for en overordnet, men på den anden side var han allerede ved at sætte sig igen. I stedet for at gøre nogle af delene, stod han nu i en akavet stilling og rakte sin hånd mod Jeremiah Overton, som trods sin høje alder havde et utrolig fast håndtryk der sved hårdt, men Vilkas undlod at mærke sig af det.
”Hvad kan jeg hjælpe med?”
Statsanklageren svarede ikke, men så blot ud af vinduet som Vilkas havde gjort før. Hans øjne missede i det skarpt reflekterende lys. Der var en hvis salighed over hans blik, en tilfredsstillelse over synet der mødte ham.
”Jeg elsker virkelig denne her by.” Hans stemme var lavmælt og hæs, og hans positur lignede ikke den af en mand med mere magt end de fleste i Tårnet. ”Den minder mig om, hvad det er vi kæmper for.”
”Retfærdighed?” spurgte Vilkas tøvende. Normalt var Jeremiah Overton en direkte mand med stærke holdninger, der ikke snakkede udenom, medmindre det passede ind i hans dagsorden.
”Også det,” sagde han. ”Men mest af alt, at uden Metropolis ville vi alle være tabt.”
”Uden tvivl,” tilkendegav Vilkas ham. ”Anarki og fordærv ville overtage folk.”
”De er som dyr. De er dyr.” Trods sin stilling, en der krævede af ham at være upartisk og rationelt vurderende, var Overton kendt som en fjern mand, en der distancerede sig selv fra den menneskelige tilstand. Vilkas kendte mange der så ham som en arrogant og magtbegærlig. Arrogant, uden tvivl, men magt var det sidste han begærede. Det var kun i kraft af hans evner han havde fortjent sig posten som statsanklager, selvom hans personlighed var grov og uraffineret. Han ragede tit uklar med højesteretsdommeren, og endda borgmesteren og det endte tit med at Overton måtte indgå kompromiser, som han bestemt ikke var glad for.
”Nej det er ikke anarki og fordærv jeg snakker om, eller sympatisører der forsøger at skabe frygt og død. Uden Metropolis ville menneskeheden udslette sig selv. Måske ikke i dag, eller i morgen. Det er blot et spørgsmål om tid, før vi gør noget kolossalt dumt.”
Vilkas forstod ikke, hvor han ville hen med det. Hvorfor fortalte han ham det nu? Han måtte da have travlt med at forberede sig. Det var næppe tidspunktet til en lektion i filosofi nu.
”Forstår du hvor jeg vil hen med det?” Spørgsmålet kunne ikke have været værre. Selvfølgelig forstod han ikke hvad han snakkede om. Der herskede ingen tvivl om at menneskeracen ville gøre noget dumt, men hvis videnskaben havde lært dem noget, så havde mennesket en utrolig evne til at tilpasse sig, og i yderste fald tilpasse omgivelserne efter dem selv.
”Jeg …” Han tøvede. Frygten for at lyde dum over for Jeremiah Overton, fik ham altid til at tænke tingene igennem en ekstra gang. ”Jeg tror ærligt, jeg ikke forstår.”
”Nej det siger jo nok sig selv.” Han lød en smule vred over Vilkas, der ikke magtede at forstå noget han så som indlysende.
”Den stærkeste overlever er vel lige så relevant nu, som det var for to millioner år siden, da vi først begyndte at udvandre fra Afrika?” Vilkas håbede at dette faglige udsagn måske kunne dulme en bryggende storm, og måske få mere indsigt i Overtons tankegang, men han fnøs bare arrogant som altid når han mente sin modstander uværdig. Det var ikke ondt ment. Hans intentioner om at alle burde stræbte efter en højere tankegang, var uden sidestykke og en oprigtig og ædel gestus.
”Du har som altid ret, Vilkas.” Han mente ikke et ord af hvad han sagde. ”Men du glemmer, at vi ikke har udviklet os fysisk siden længe før de store krige, og sindet er sløvet mere end en rusten kniv.”
”Hvad med urinstinkterne?” Det måtte da tælle for noget, tænkte han.
”Det hjælper ikke når femoghalvfems procent af befolkningen ville dø inden for en uge, og de resterende ville ty til kannibalisme i et forgæves forsøg på at overleve – skulle de stå uden bistand fra Metropolis.” Han sad tilbagelænet og lyttede til Vilkas’ modsvar, smed modargumenter direkte tilbage i ansigtet på ham som om han sad og ventede på noget mere substantielt.
”De overlevende ville da være de stærkeste, og mest egnede til at klare det. Nok ville den moderne civilisation være tabt, men mennesket ville overleve trods alt.”
”Trods alt ja, men du glemmer en vigtig ting.”
”Hvilket?” Det var et ubestridt faktum, at selvom kun en brøkdel af en procent ville overlevede, ville de stadig være i stand at formere sig omend i en anden, mere fjern skikkelse end nu. Det var evolutionær lov.
”Du glemmer at de har brug for os – Metropolis.” Han havde en sær vane med at omtale sig selv og resten af Tårnet, som en direkte forlængelse af byen – personificerede den endda. ”Ser du, for at civilisationen kan overleve, uden at vi skal give køb på vores menneskelighed, så er vi nødt til at stoppe tiden.” Han rejste sig, og gik hen til vinduet.
”Se dem dernede, de har ingen ide om hvor vigtige deres ubetydelige eksistens er for den kollektive overlevelse.”
Vilkas kunne se hvilken pointe han prøvede at få frem. Selv en hjernecelle er intet værd uden en krop. Uden de milliarder af bakterier der sørger for kroppens vedligeholdelse ville den dø med det samme. Hver eneste borgers funktion i byen var vigtig, men det var da ikke noget han behøvede at prædike for ham. Selvom borgerne var afhængige af den tryghed byens mure skabte, var byen i sig selv vel ikke afhængig af borgerne.
”Du er nødt til at se Metropolis som en levende organisme Vilkas. Der er et symbiotisk sammenspil mellem os og Hende.” Overtons måde at snakke om byen som en person, rykkede altid sært i Vilkas, det virkede som en farlig anskuelse at sammenligne byen, i al dens storhed, som noget så trivielt som et menneske.
”Metropolis er mere end det,” svarede Vilkas tilbage, en smule trodsigt. ”Med al respekt.”
”Meget mere.” Han ikke ænsede Vilkas' tone, eller også var han bare ligeglad. ”Det er netop derfor vi har bygrænserne, fordi hver enkelts funktion – stor eller lille – er central. Der er en delikat balance der, hvis forstyrret, kan ødelægge alt vi har arbejdet for.”
Det var netop derfor, det var så vigtigt, at terroristerne var blevet fanget, og at så meget af byen var blevet opfordret til at møde op i dag og vise at de stod sammen mod fjenden og vise at Metropolis ikke kunne kues af trussel og død. De skulle se, at de var en del af noget større og at al deres opofrelse ikke var forgæves.
”Cadence fortalte om din ide med, hvordan de anklagedes billeder skulle distribueres. Eller det vil sige, jeg fik beskeden oppefra.”
Havde han allerede hørt om, hvordan de havde løst problemet? Var det derfor han var her nu?
”Jeg kan ikke sige jeg godkender jeres taktik, men det er ikke min beslutning at tage. Det er blevet godkendt, og mine indvendinger er blevet overhørt fra øverste side.”
Øverste side? Det betød at hans forslag, var gået helt til tops og blevet godkendt ikke mindre. Det var stort. At få sin stemme igennem hele vejen op, forbi statsanklageren, til de øverste embedsmænd, var noget der kunne tildele ham en forfremmelse senere. Men hvem havde godkendt det?
”Hvem har du snakket med?” Vilkas turde næsten ikke spørge så direkte af frygt for at virke hovmodig og alt for stolt – en kvalitet Overton bestemt ikke brød sig om, medmindre det var ham selv der var det. Blikket han fik, viste da også en smule ringeagt for hans spørgsmål, men Vilkas bed det i sig. At hans ideer var røget til tops og tilmed godkendt, betød mere end Overtons dømmende blik lige nu.
”Jeg forsøgte selvfølgelig at overbevise borgmesteren om, at det risikerer at skade sagen mod de anklagede, og kan rejse tvivl om deres sindstilstand samt at skyldspørgsmålet nemt kan sendes videre til de forkerte,” sagde han ubekymret.
Så han havde snakket med borgmesteren? Hvis han kendte Cadence ret, ville hun aldrig tage æren for ideer, der ikke var hendes. Hun ville selvfølgelig kreditere ham for det. Chancen for at han nu ville vide hvem Vilkas var, var til stede, og det betød at han fremover ville have nemmere ved at få ørenlyd i andre sager.
”Vi risikerer at forstyrre balancen, og befolkningen kan miste tillid til regeringen,” sagde Overton, sælsomt ubetynget, men Vilkas kunne ikke se, hvordan nogle bannere med terroristernes billeder og en advarsel om den indflydelse Agarthanske sympatisører kunne have på befolkningens tillid. Tværtimod var det netop for at sikre, at de stolede på, at byen tog sig af dem i krisetider.
Pladsen udenfor var langsomt begyndt at blive fyldt op. Militæret havde sat afspærring op foran indgangen til justitsministeriet, så der var et areal foran de store trapper, og en fri passage fra Tårnet til en af de otte indfaldsveje. Langs afspærringen stod uniformerede mænd med automatvåben og tempest-rifler vendt med front ud mod menneskemængden, der langsomt blev større og større.
”Bare husk, Vilkas, at alt vi gør, giver ekko i evigheden.” Overton så sig ikke tilbage, stod et øjeblik og skuede ned mod pladsen, inden han forlod frokoststuen.
Kun hvis man er ihærdig nok, tænkte Vilkas, da han atter var alene igen. Lyden af borgerne udenfor tog langsomt til, dæmpet igennem de store vinduer.
Han havde helt glemt at han, inden Overton dukkede op, var på vej ned for at gøre sig klar, og at han i grunden ikke burde sidde her, når han havde andre ærinder.
Nede i forhallen sad Deacon på en bænk med øjnene lukket og helt i sin egen verden.
”Klar til showet Deac’?”
Deacon blev revet ud af sin døse, opmærksom på at nogen snakkede til ham. Han smilede ved synet, og kæmpede sig krampagtigt op.
”Tror du overhovedet der er plads til os derude? Det er jo et galehus.” Han lo og Vilkas kunne se hvad han mente. Folk var stimlet sammen så tæt op af afspærringerne som de kunne, så meget endda at den nogle steder var blevet rykket yderligere nogle meter, dernæst boltret fast til jorden, så de ikke kom til at skride yderligere.
”Ærgerligt vi ikke har en bagudgang,” fortsatte han. ”Tror ikke vi kommer ud den vej.”
”Hvad mener du dog,” sagde Vilkas. ”Du hopper da bare op på ryggen af mig, og så sætter jeg i løb og laver et spring over …” Han afbrød sig selv og tog et vurderende, ironisk blik på Deacon. ”Du har nok ret, jeg hopper op på ryggen af dig.” Deacon svingede stokken, og ramte Vilkas i siden – og satte sig ned grinene igen.
”Tror jeg bliver herinde. Du skal alligevel ind igen, når høringen starter.” Han havde en pointe. Hvor meget han end gerne ville være ude på pladsen og være en del af stemningen, så var det en umulig opgave at komme ud, for ikke at tale om ind igen, så han satte sig ved siden af Deacon og ventede.
Det kunne ikke vare længe, før terroristerne dukkede op i autovognen. Adskillige retsvæbnere var stimlet sammen i forhallen og stod på række på hver sin side. De var ikke ligesom retsvæbnere ude i byen, udstyret med knippeler. Disse giganter af vagter var hver udstyret med en pistol. I en hurtig og præcis manøvre, kom de op fra kælderregionerne, larmende og deres udstyr raslene voldsomt. Lyden af dusinvis af støvler, mindede Vilkas om en dokumentar han havde set om Savanens dyr i Afrika, når de migrerede. Havde de haft støvler på hovene, ville sammenligningen have været perfekt. Efterfulgt af dem kom en midaldrende mand i et jakkesæt, der, hvis det var mere nystrøget, ville få ham til at se fladere ud end et bræt. Det hele så meget komisk ud i Vilkas' øjne – som et rovdyr der jager sit bytte. Manden tog sig et kort blik rundt i forhallen og fik straks øje på Vilkas og Deacon, der sad ret åbenlyst midt i det hele, som om de sad og så en film udspille sig foran dem. De genkendte manden som øverste chef for retsvæbnerne, ham der udkommanderede folk og stod for den logistiske opgave – at fordele dem til alle bydele. En åbenlys svær opgave, når man tog i betragtning hvor stor byen var. Selvfølgelig var han ikke ene om det, men bestemt den øverste ansvarlige, og i særdeleshed for sikkerheden i Tårnet.
At han netop i dag var til stede personligt, og sørgede for at retsvæbnerne var på plads, var ingen tilfældighed. Det var en vidt udbredt hemmelighed at han var stolt af sit job og i hvert fald bevidst om vigtigheden af sit arbejde, som han da også sørgede for at nævne for ledelsens top. Nogle kaldte ham hovmodig, mens andre mente at han blot var så god til det han lavede, at han kunne tillade sig det, hvilket Vilkas nok hældte mest til at tro på. Det var en mand med det fulde overblik og kontrol, der gav dem et anerkendende nik for derefter at rette opmærksomheden tilbage til retsvæbnerne.
”Det er bare et spørgsmål om tid før du får en stilling som hans,” sagde Deacon. ”Hvis du da kan tåle at være så nypresset hver dag, og have en metalstang op i røven så du ikke falder bagover.”
”Jeg bruger da bare din stok.” Ikke det smarteste at sige til en mand der var dybt afhængig af et hjælpemiddel for overhovedet at holde sig oprejst. Vilkas ventede at Deacon ville sige noget tilbage – noget hårdt. Intet skete. Deacon sad bare med hovedet hvilende på stokken og så ligeud. I et stykke tid sad de begge sådan og sagde intet – til lyden af byen udenfor der gik amok med sludder og fyldte selv forhallen med en summen af menneskestøj. Ind imellem kunne Vilkas næsten høre et enkelt ord eller to, der måske var en sætning, inden det druknede igen i et virvar af kaotisk lyd. Deacon brød tavsheden.
”Jeg fik aldrig hørt hvad din far havde at sige til nyheden om din forfremmelse.” Det sidste ord sagde hen med eftertryk. Det var ikke en reel forfremmelse at få lov at sidde med til retsmødet, men det var i hvert fald en anerkendelse af hans hårde arbejde.
”Han sagde bare han var stolt af mig, og at det var, hvad han havde håbet for mig.”
”Det samme som altid?”
”Mere eller mindre.”
Vilkas' far, en lille, stille mand, utrolig undseelig og helt igennem ordinær, var som alle andre fædre, tænkte han. Det eneste der havde sat ham uden for fællesskabet, var hans egensindige hustro, inden hun blev forflyttet og blev hans eks-hustru. Vilkas havde ikke været mere end et par år gammel, da det skete, at de opdagede hendes løsslupne tankegang og valgte, at hun skulle resocialiseres. Det var ikke noget hans far snakkede om, og Vilkas spurgte ikke. For ham var det som det skulle være. Hans mor var ikke egnet til at tage sig af ham. Hun var efter sigende, ud fra hvad Vilkas havde fået at vide fra arkiverne, mistænkt for at være en Agarthansk sympatisør – noget der ikke var blevet formået bevist.
”Han snakkede noget om, at det var på tide jeg fandt mig en partner,” fortsatte Vilkas.
”Det er det sandelig også. Hvis du bliver mere ambitiøs, så ender det med at du ikke opfylder din kvota. Jeg har hørt, at der er en smule tilbagegang i de ydre distrikter,” sagde Deacon. ”Hva med Jizelle fra de juridiske arkiver, hun ser ud til at have et godt øje til dig.”
Kvotaer. Det var noget Vilkas ikke brød sig om at tænke på. En pligt som alle andre pligter i Metropolis, var kvotaer noget der blev taget meget seriøst. Afvigelser kunne føre til kulegravning af ens person og sundhedsstilstand.
For at byen kunne opretholde standarden i levealder og velfærd, var det krævet at hvert par formerede sig i en bæredygtig retning, det ville sige to børn per par, eller forenklet; et barn per menneske. Fordi levealderen var så stabil, og fordi kosten blev nøje reguleret i forbindelse med fysisk aktivitet, forventedes det af en, at man formerede sig i aldersperioden nitten til fireogtyve. Der var selvfølgelig ingen lov der forbød en ikke at få børn, eller finde sig en partner, selvom de fleste gjorde. Vilkas havde set en statistik der sagde at op mod nioghalvfems komma fem procent af befolkningen levede op til kravene, men det overlod stadig en hel halv procent af befolkningen uden for normen. Ind imellem var der selvfølgelig uheld der betød at nogen døde i utide, hvilket frigjorde kvotaer, som kunne bruges i områder af byen, hvor der blev født flere end det krævedes.
Han vidste det var en uskreven lov at man skulle overholde sine kvotaer. Folk der ikke gjorde, blev altid set skævt til. Oprigtigt havde det pint ham, at han skulle tage stilling til noget så vigtigt så tidligt. Måske havde det noget at gøre med at han var den yngste frivillige i Tårnet, hvilket automatisk gjorde ham til den yngste i hele Tårnet. Der var simpelthen ingen kvinder, yngre eller på hans egen alder. Resten af dem var enten lige startet i de nederste sektioner, så han aldrig kom til at se dem, eller også var de rykket længere op, hvilket gjorde dem nogle år ældre end ham og derfor ikke interesseret i ham. Prisen han måtte betale for sin dedikation til Metropolis.
”Jizelle? Er det ikke hende med de abnormt store fortænder?” spurgte Vilkas, selvom han godt vidste hvem hun var.
”Jo, eller jeg mener, så store er de da heller ikke. Hun er charmerende … på sin egen facon.” Deacon ledte efter ordene, kunne han høre. De ikke var store. Faktisk var hun ikke grim, aldeles køn faktisk, men det var ikke det der generede ham. Hver gang han så hende, og han havde lagt mærke til hende, så havde hun være sammen med sine rædselsfulde veninder, som altid var fnidrende og useriøse, noget der gjorde, at Vilkas ikke havde den fjerneste interesse for at lære hende bedre at kende, på trods af at hun tit henvendte sig til ham oprigtigt interesseret, men hendes tilgang og ligegyldige spørgsmål, frastødte ham bare endnu mere.
”Jeg siger bare, at du ikke har vist nogen som helst interesse for nogen kvinder, og jeg ved du ikke har meget socialliv uden for Tårnet. Det bekymrer mig ærlig talt.”
Det var en særegen egenskab Deacon havde. Selv når Vilkas formåede at sige noget sårende og ondt, så kunne han se forbi det og bekymre sig om andres problemer i stedet for sin egen ulykke.
”Der er bare for meget andet, der er vigtigere,” forsvarede Vilkas sig.
”Vigtigere end Metropolis?” Deacon gav ham et spørgsmål han vidste han ikke kunne ignorere. Metropolis kom altid først hos Vilkas. Tanken om at byen kunne falde i kaos, hvis han ikke arbejdede for den, fik ham til at arbejde hårdere end de fleste seniorer. Det var et spørgsmål som ikke kun handlede om ham selv og hans begær, det var også et spørgsmål om hans egen dedikation. At udfylde sin kvota og tjene byen var en og samme ting. Hvordan kunne han overhovedet betvivle hans gejst i tider som disse, nu hvor de stod ved en så vigtig begivenhed, en der kunne ændre byen til det bedre?
”Har jeg travlt da?” Det irriterede Vilkas at Deacon kunne kravle under huden på ham, på den måde med sine dilemmaer.
”Haha, nej. Jeg siger bare, at det er sært du ikke ser på piger. Du er jo i en alder, hvor kroppen er fuld af hormoner, og tro mig, det går ikke over lige foreløbig.”
Vilkas gav ham et blik tilbage, der indikerede en blanding af ligegyldighed og frygt over, at han kunne ende som en dameglad belurer.
Selvom Deacons krop var i en forfærdelig stand, gik han ikke stille om sig med kvinderne, og de viste da også umådelig stor interesse for ham. Noget af det kunne have at gøre med, at han var et ukueligt menneske, der havde overlevet det onde, men han havde bestemt også mundtøjet i orden, når det kom til det modsatte køn – altid flirtende og snaksaglig.
Faktisk var han i øjeblikket i et moderat seriøst forhold med netop en af Jizelles tomhjernede veninder. Deacon kunne ikke lide, at Vilkas omtalte dem som ”intetsigende”, og ”i mangel af en hjernecelle eller to”. Der var jo en grund til at de var i Tårnet, havde han sagt. Man skulle tro at Deacon ville blive sur, når han sagde grimme ting om hans kæreste, men han havde bare grinet af ham, og sagt at han ville blive klogere.
”Kan du ikk' bare …” Vilkas havde virkelig ikke lyst til at snakke om piger lige nu. ”Når tiden kommer skal jeg nok finde en partner, okay.”
”En partner? Du får det til at lyde som en sur pligt, der bare skal overstås. Du må forstå at det også handler om kærlighed, Vilkas.” Deacon favnede med armene som for at beskrive det abstrakte koncept, kærlighed, som om Vilkas ikke havde den fjerneste ide, hvad det var.
”Ved du hvad, i aften tager vi to ud sammen med tøserne oppe fra juridisk og får os en hyggelig aften med noget god mad.”
Vilkas sukkede opgivende ved tanken om de fjantende kvindemennesker og deres ligegyldige snak om intriger og hårmode.
”Jeg ved ikke rigtigt,” sagde han.
”Nu ikke så pessimistisk. Jeg får dem til at tage nogle af de nye frivillige piger med. Så kan du fortælle dem et og andet om hvordan det er at være senior.” Deacon blinkede med det gode øje og puffede Vilkas i siden. Uden tvivl han havde skumle bagtanker, men hvorfor ikke, det var også ved at være nogle uger siden han havde været ude i byen og rent faktisk more sig en smule.
”Så skidt da, men du vover lige på at lade mig være alene med Jizelle.”
Deacon lo.
”Perfekt, så giver jeg besked til Mitzie.” Deacon vippede bagover og satte sig til rette og så op drømmende. ”Vent du bare og se Vilkas. I aften bliver en aften vi sent glemmer.”
Vilkas havde seriøse forbehold for, hvor uforglemmeligt det kunne blive, men hvis det kunne få ham til at slappe af med sit kurmageri i bare et par uger, ville det give Vilkas mere overskud til det han var i Tårnet for.
Hvis bare Alma havde været i live, så ville han måske have nogen at snakke med af det modsatte køn der vidste, hvor meget det krævede at blive frivillig i en så tidlig alder. Han vidste, hun værdsatte mange af de samme ting han selv gjorde, og selvom han ikke ligefrem havde tænkt så langt, at de kunne være blevet partnere når de blev ældre, så var det rart at have en der forstod ham. Et værre spild at hun skulle være blandt de omkomne.
Hun havde faktisk spurgt om de ikke skulle tage ud sammen senere på ugen og lave noget andet end arbejde. Vilkas havde afvist hende med den begrundelse, at han havde alt for travlt. I arkiverne havde der lige været et sammenbrud i kartotek-databasen, og Vilkas havde sammen med nogle andre frivillige tilbudt at ordne det manuelt. Det betød lange arbejdsdage og ikke megen søvn, men han var fast besluttet på at vise sit værd og engagement. Hun havde set en smule nedslået ud, men da han foreslog at hun kunne komme ned til dem, når hun selv var færdig og hjælpe til, lyste hun op og eksalteret sagt, at hun ville lave noget god mad til dem, så de ikke gik sultne.
På tidspunktet havde Vilkas blot troet at hun så det som en mulighed for at stige i graderne, men måske der lå noget andet bag, noget han burde have set, noget i hendes øjne der sagde så meget mere end han nogensinde turde indrømme for sig selv.
I tiden efterfølgende følte han skyld over hendes død. Det var trods alt ham, der havde fået hende til at være der på et tidspunkt der lå uden for hendes arbejdsdag. Som tiden gik, blev skylden afløst af en endnu større vilje til at arbejde og gøre byen bedre, så det aldrig ville ske igen. Så det ikke havde været forgæves.
”Nu sker der noget.” Deacon rettede opmærksomheden ud mod pladsen, hvor menneskemængden pludselig gav udbrud af gejst.
”De kommer nu.” Vilkas rejste sig bestemt og hurtigt. ”Vi må hellere rykke væk fra forhallen. Sikkerheden bliver vanvittig.”
Deacon gav ham et anerkendende nik. Vilkas fik ham hjulpet på benene og sammen gik de over mod et af de tilstødende lokaler. I døråbningen kunne de se det hele udspille sig udenfor. En stor sort autovogn trak langsomt igennem den yderste afspærring og holdt et fast lavt tempo. Det var selvfølgelig for at gøre stemningen håndgribeligt mere spændt, og få folk op i et humør der viste, at hele byen stod sammen mod dette onde. Både foran og bagved kørte tre mindre autobiler med uniformerede retsvæbnere, samt en mindre kortege af militærets egne vogne fyldt med bevæbnede soldater. Sikkerhedsopbuddet var ikke kun for folkeskarens skyld, men også terroristernes, selvom Vilkas mente, at de burde slippe dem løs og lade pøblen dømme dem på stedet.
Rundt omkring på pladsen var der sat store bannere op med terroristernes billeder påklistret med tekst han ikke kunne læse, men helt sikkert appellerede til folks paranoia. Han kunne se at bannerførerne var nogle af de frivillige, de havde sendt ud i byen tidligere.
”Deac’, det ser ud til at vores frivillige har fået andre ordrer end vores.” Vilkas pegede ud mod bannerførerne og Deacon fik straks øje på dem.
”Hvad i alverden!” Han var tydeligt oprørt over, hvad han så. ”Hvad laver de med de bannere – og så i uniform? er de fuldstændig vanvittige?” Deacons ansigt gik fra roligt og kontrolleret til højrødt. Musklerne i hans hals spændte sig og Vilkas kunne se vreden stige op i ham.
”Vi må finde Cadence med det samme!” sagde Deacon, og satte i gang mod elevatoren. Én ting var, at de frivillige var blevet sat til at holde bannerne med sloganer og manende ord om årvågenhed, men at de tilmed var i genkendelige uniformer, ville få det til at se ud som om at regeringen prøvede at piske en vred stemning op. Ideen havde været, at dem der holdt bannerne skulle ligne almindelige borgere, der selv havde taget initiativ. Det havde været underforstået i deres samtale med Cadence.
”Vi risikerer at de nager mistillid til regeringen. Hvis det ser ud som om vi bevidst forsøger at presse en holdning ned over dem, så er det fuldstændig ligegyldigt, hvor skyldige de er. Det er sådan nogle ting der kan skabe sympati.”
Vilkas kunne kun give ham ret. Hele ideen med at give terroristerne et menneskeligt ansigt havde været en farlig manøvre fra starten, men han vidste også, at for at det skulle lykkes, var det pine død nødvendigt, at det så spontant og kollektivt ud, ikke at de oppe i Tårnets gange havde planlagt det, selvom det rent faktisk var det det var. Så uansvarlig kunne Cadence da umuligt være, tænkte han bekymret.
”Vilkas, du må løbe ud og få det stoppet i en fart!”
Vilkas var allerede langt foran og på vej ud af de store glasdøre.
”Svensson!” Vilkas kaldte tilbage til lederen af retsvæbner-korpset. ”Hvis du har flere mænd i bygningen, så se at få dem herned i en fart!” Svensson havde stået og snakket med gruppeføreren for retsvæbnerne i forhallen, og blev overrasket over den direkte tone Vilkas gav ham. Vilkas så sig ikke tilbage for bekræftelse, han løb direkte ud i rampelyset hvor dusinvis af kameraer og tilhørende operatører stod klar med udstyr til at fange begivenhederne fra alle vinkler. En reporter stod og snakkede til et af kameraerne som måtte være et live feed til de mange som sad derhjemme i stuerne eller på arbejdspladserne rundt om i byen. Vilkas kunne se på en stor monitor, halvtreds meter over jorden, at et af kameraerne havde sat sit fokus på ham. Reporteren der stod og snakkede til det, vendte sig ligeledes om. Han måtte have troet at Vilkas var en officiel talsmand, der skulle give besked om noget vigtigt, for han begyndte at trække op imod ham med mikrofonen strakt i hans retning.
”Willfred!” En af de frivillige fra hans afdeling stod tæt op af afspærringen ved trappen. Han vendte sig en smule forvirret rundt og fik øje på Vilkas, der straks løb ned til ham. Manden med mikrofonen havde fulgt efter ham og stod nu lige bag ved dem begge to. Det var et mareridt. Hvis han ikke snart fik gjort noget ved bannerførerne, kunne det hele meget hurtigt udvikle sig i en grim retning, og hvad værre var, så fulgte en reporter efter ham. Han måtte have Willfred og ham ud af fokus fra den store monitor. Inden Willfred nåede at svare på Vilkas' kald, greb han fat i hans arm og trak ham ud af rækkevidde for kameraerne og dybt ind i folkeskaren, hen mod det første banner.
”Hvad helvede har I gang i? Hvem har godkendt, at I skal stå her, og endda med uniformer på!” Vilkas var rasende, men det var ikke deres skyld. De havde højst sandsynligt blot fulgt ordrer fra Cadence, som de troligt udførte. Willfred havde et rådvildt og åbenlyst forvirret udtryk malet på sit glatte ansigt.
”Vi er bare ved at …” De to unge der holdt bannerne, så forvirret fra Willfred til Vilkas. ”Vi følger bare ordrer.” Der var en snert af frygt i stemmen. Med tanke på at deres overordnede lige nu stod og skældte dem ud, var det egentlig forståeligt nok.
”Det ved jeg, men hvem har givet jer ordren?!” Vilkas forventede ikke, at de forstod alvoren af, hvor galt det var, at de stod og næsten reklamerede med at regeringen var i gang med et propaganda stunt af idiotiske proportioner.
”Ca… Cadence Brieff.” Han stammede nervøst. ”Jeg forstår ikke, hvad …” Vilkas greb ham i kraven, og begyndte at flå knapperne i hans skjorte op.
”I må se at komme af med jeres uniformer. Giv banneret videre.” Han frygtede lidt at menneskerne rundt om ham, kunne høre hvad de snakkede om, men det vigtigste lige nu var ikke at se skyldig ud. ”Også jer to!” Han råbte til de to med banneret. I et kort øjeblik stod de frosne. ”NU!” brølede han eftertrykkeligt.
Den ene rakte straks banneret til en ung kvinde foran, der stod og hujede højlydt. Hun reagerede heldigvis som Vilkas forventede, og tog blot banneret, løftede det højt mens den frivillige straks begyndte at smide uniformen.
”Sagde Cadence noget som helst andet end at I skulle føre bannerne?”
Willfred der var i gang med at smide bukserne uden at tage skoene af, rystede med hovedet – nærmest i chok.
”Nej.”
Vilkas vendte sig rådvildt mod indgange til Tårnet, og så at autovognen nu var ankommet til trapperne. De ville ikke kunne nå at fjerne alle beviserne i tide, men så længe at det ikke så planlagt ud, så var alt andet ligegyldigt. Han havde sådan håbet han kunne have været inde i bygningen, mens de trådte ind.
”Jeremiah Overton var med hende, da hun gav ordren.” Vilkas vendte sig i vantro.
”Hvad siger du? Overton? Hvad sagde han?”
Inden Willfred kunne nå at svare, blev virkeligheden omkring dem revet fra hinanden. En eksplosion, efterfulgt af et hult og dødbringende brag, kastede ham, en halvt afklædt Willfred, de to frivillige, og alle i en tyve meters radius op fra jorden. Tusindvis af spørgsmål løb igennem hans hoved i en brøkdel af et sekund, inden han ramte jorden hårdt, og alt blev sort.