Intet gav mening. I adskillige sekunder efter han genvandt bevidstheden, sejlede virkeligheden stadigt som et slør forbi ham, og han fyldtes med rædsel og forvirring. Der var sket et eller andet. Vilkas forsøgte desperat at fokusere på omgivelserne omkring sig. Det hele rystede, og alt ud over ti meter eksisterede ikke. Rundt om ham lå kroppe, slatne og ødelagte spredt, døde øjne, knuste lemmer stablet på hinanden – skødesløst. Han var vågnet op til et mareridt.
Med al magt kæmpede han sig på benene. I et øjeblik vaklede han, inden han kollapsede under sin egen vægt og faldt ned på en kvinde der ikke bemærkede, at han netop havde jaget albuerne i hendes brystkasse. Det dunkede ubehageligt i hans hoved og krop. Det var ikke hans hjerte, det var noget andet, mere kaotisk. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Langsomt kom han på benene igen, og så hvad der var sket omkring sig.
En eksplosion var gået af i nærheden af hvor Vilkas havde stået. Så meget var klart. Lydene omkring ham blev gradvist skarpere. Der var skrig. En ung mand lå på sine knæ og græd med en kvinde i armene, hvis ben var blevet flået af. Andre løb forbi ham uden at se hvor de var. Vilkas var nær blevet revet omkuld af en velvoksen mand, der trampede hensynsløst over de ødelagte kroppe i sin flugt. Vilkas, stadig katatonisk, så sig omkring. Han kæmpede med åndedrættet der blev ved med at give efter i små ryk, som om at noget var på vej op af hans mave. Desperat kæmpede han for at bevare kontrollen. Forgæves. Hans indre ville ikke som ham og en tyk flydende masse væltede ud af munden på ham, og ramte endnu en livløs sjæl. Synet af død og opkast gjorde det ikke bedre, og endnu en ladning tvang ham i knæ, mens maven fortrak sig i lugten af brændt kød og krudtslam. Øjnene sved og lukkedes med tvang modvilligt i.
Han måtte se at komme op herfra. Har var ikke sikkert. Endnu en eksplosion gik af i den anden ende af pladsen. Han kunne ikke se den, men trykbølgen, varmen og de efterfølgende skrig af rædsel var ikke til at tage fejl af. Med øjnene stadig lukkede, kæmpede han sig på benene for anden gang. Hvad end der skete omkring ham, så var det tæt på. I et langt åndedrag åbnede han langsomt øjnene, og fokuserede intenst på det første han kunne. Han måtte have noget der kunne aflede ham fra alle hans knuste sanser, uanset hvad det var.
Det var et rædselsvækkende syn der mødte ham. Et kaos af mennesker der flygtede desperat fra pladsen, nogle sårede, nogle dækket i blod, nogle der bar på andre, og igen flere der faldt om kun for at blive trampet ned af en blind horde i deres kamp for overlevelse.
De få soldater der stod ved indgangene til pladsen, kaldte på de flygtende og gennede dem ud mod en livsfarlig flaskehals. Der var ikke nær nok plads til, at alle kunne komme igennem på én gang. Frygten og skrigene tog til, og hele situationen resulterede i, at endnu flere uskyldige blev trampet ihjel. Vilkas – stadig en smule usikker på benene – kæmpede sig forbi de knuste kroppe under ham. Han måtte op til Tårnet, der ville være brug for alle mand lige nu, specielt folk med erfaring der kunne få tingene under kontrol.
Han øje på en deling soldater på vej op ad trapperne ind til Tårnet. Fantastisk tænkte han, så var det alligevel ikke spildt, at de var til stede i dag. Glæden ved at se militæret vendte sig lynhurtig til frygt, da den forreste soldat rettede sit gevær mod Svensson, der stod i døråbningen, og trykkede af.
En kugleregn ramte ham hen over brystet, og kaskader af blod sprøjtede til alle sider, og dækkede soldaten, der havde affyret skuddet.
Vilkas kunne ikke tro sine egne øjne, og det kunne Svensson tydeligvis heller ikke idet han faldt til jorden. Den lille gruppe af soldater rykkede ind i forhallen og han kunne høre adskillige våben gå af. Retsvæbnerne indenfor, var åbenbart i gang med at svare igen. Noget var ravruskende galt, han vendte sig mod udgangen til pladsen, hvor folk stadig var i færd med at kæmpe sig ud. Soldaterne dernede bemærkede tydeligvis ikke hvad der foregik i centrum, eller også var det en del af planen, at få så mange mennesker ud som muligt, så militæret kunne overtage byen. Det hele virkede så surrealistisk. Hvorfor skulle de ønske at overtage byen, når de nu levede direkte af dens indbyggere, og havde stor magt i regeringen i forvejen?
Mellem kaosset i udkanten af pladsen, og den dramatiske ildkamp i tårnet, stod Vilkas – forvirret. Han måtte op til Tårnet. At stikke af fra Centropolis nu, ville ikke give mening. Han måtte op og hjælpe, koste hvad det ville. Metropolis var i fare for at blive styrtet af fanatiske sympatisører.
Foran trapperne stod autovognen, der havde fragtet terroristerne stadig – dørene åbne. Selvfølgelig, tænkte Vilkas, sympatisørerne havde været i kortegen, klædt ud som soldater. Eksplosionerne havde blot været en afledningsmanøvre, så de kunne komme op til Tårnet uden at møde megen modstand.
Han måtte ind og kæmpe. Vilkas satte i løb uden tanke på at han ikke havde noget våben at beskytte sig med. Da han nåede autovognene, stoppede han op. Der måtte ligge et i en af dem, han kunne bruge. Han skimtede kort igennem, men fandt ikke noget. De var stadig i gang derinde kunne han høre, han håbede blot at Svensson havde nået at kalde på forstærkninger inden han var blevet skudt.
Intet. Der var ingenting i vognene han kunne bruge. Han vendte sig om mod den anden ende af pladsen, hvor der stadig herskede kaos. Måske han kunne skaffe sig opmærksomhed fra soldaterne dernede. Bragende fra geværerne blev højere, og inden han nåede at reagere, var soldaterne tilbage fra Tårnet. Salver af kugler sprang de store glaspartier på facaden. En enkelt af dem faldt om, blødende fra halsen. Det så ud til, at de havde fået fat i det de var kommet efter. En lille håndfuld kortklippede mænd, alle iført orange dragter og kæder på arme og ben, var blandt de cirka tyve soldater der langsomt, i dække af de store søjler på hver side af indgangen, besvarede ilden fra retsvæbnerne indenfor.
Vilkas stod midt i det hele og det gik hurtigt op for ham, at hvis han ikke søgte dækning meget hurtigt, ville de opdage ham. Desperat kastede han sig ind i en af kortegebilerne, i håb om at de ikke ville se ham. Et halvt sekund efter fortrød han bittert sin beslutning. De ville selvfølgelig bruge dem til at slippe væk med, og nu lå han her som en anden idiot og bare ventede på dem. Det var for sent nu. Chancen for at slippe ubemærket væk var kommet og gået. Mon de ville skyde ham på stedet, som de havde gjort med Svensson, eller ville de skræmme ham væk, siden han ikke lignede en, der kunne udgøre en trussel? Uanset hvad, var der ikke meget at gøre. Hvis han flygtede ville det virke mistænkeligt, at han lå i deres vogne til at starte med. Fra sin plads bagi kunne han se de forklædte terrorister nærme sig, men til hans overraskelse passerede de vognene uden så meget som at kigge ind i dem. I stedet havde de kurs mod militæret i den anden ende. En stor gut som Vilkas mente måtte være lederen, kommanderede alle soldaterne i gruppen om at gøre holdt og danne en ring rundt om fangerne, og beskytte dem uanset hvad.
I hvad der lignede et minut sad de der, fuldstændig blottet og sårbare i det åbne, det var bare et spørgsmål om tid, før det rigtige militær ville opdage dem og gå til angreb.
Lederen af gruppen så pludselig op, og sagde noget uforståeligt til resten af gruppen. Vilkas kunne ikke se, hvad han pegede på fra vognen. Han kravlede ud den modsatte vej han var kommet ind, og dækket af den store autovogn, kunne han nu se, hvad det var de kiggede på. Han stod ikke mere end ti meter fra dem, men de så ham ikke, deres blikke var alle rettet opad mod himlen, der pludselig var blevet mørk.
En kæmpemæssig luftballon trak ind over pladsen, dræbende lydløst. Mindst halvtreds meter lang og kvart så bred, gled den gigantiske zeppeliner hen over pladsen, over byens tage. Nu havde militæret i hvert fald ingen undskyldning for ikke at reagere, og det var lige præcist det der skete. Vilkas kunne høre råb fra og forvirrede soldater der pegede i vantro mod luftskibet.
Metropolis' militær rådede over flere gigantiske zeppelinere i stil med den der sneg sig ind over dem nu, men ingen af dem havde tilladelse til at flyve så lavt ind over byen – på noget som helst tidspunkt – som en del af De-militariserings Påbuddet. De eneste luftballoner over byen, var ejet af regeringens meteorologiske institut for at måle vejret. Men alle disse var forbundet med jorden, ved hjælp af lange kabler som slangede sig opad. Kun på klare dage kunne man ane dem hvirvle rundt i kastevindende.
Vilkas havde aldrig selv set militærets zeppelinere i aktion, ej heller været ved militærets komplekser uden for byen, så han vidste ikke om den, der nu svævede lavt over pladsen, var deres egne eller fjendens. En ting var sikkert dog, soldaterne midt på pladsen var ikke overrasket over synet som militæret i udkanten var. Havde der været et insider kup? Var der sympatisører i militæret, der havde besluttet sig for at frigive fangerne?
De fleste mennesker der havde været på pladsen, var ved at være gennet ud, og kun militæret selv stod tilbage ved indfaldsvejene. Stadig mange af dem så op, og fulgte zeppelinerens sløve march over pladsen. Ingen af dem så i hvert fald ud til at ænse, hvad der foregik kun ti meter fra Vilkas. Med ryggen mod autovognen, i skjul fra deres synsfelt, forsøgte han at få et overblik over, hvad der foregik, men jo mere han tænkte over det, jo flere spørgsmål rejste der sig bare. Dette kunne ikke bare være en enkelt terrorcelles planlægning. Der måtte ligge noget mere bag. Der var for mange ressourcer krævet at få fanger frigivet, under en af de mest offentlige begivenheder i årevis. Og hvorfor ikke slå til inden de nåede pladsen, når det var langt mere sikkert at gøre det under transporten, som netop gik fra militærkomplekset uden for byen? Og hvordan havde de erhvervet sig en zeppeliner?
Det nyttede ikke at gisne nu. Han måtte handle. Han måtte gøre et eller andet, signalere til militæret at bedragerne inde på pladsen måtte stoppes. At det var dem, der havde været medvirkende til kaosset. Men hvordan? Han havde ikke noget våben og han kunne knap røre sig ud af flækken ellers ville de opdage og uden tvivl dræbe ham.
Blodet pumpede intenst i hans krop. Eksplosionen fra før kunne stadig mærkes, en svag hyletone fyldte hele hans hoved, og selv ud i fingerspidserne kunne han mærke adrenalinen gøre ham opmærksom på enhver lille detalje i kroppen. Hver en nerve summede som tusinde hvepse overalt på hans krop, holdt sammen på ham og sørgede for, at han ikke faldt om. Fornemmelsen af at hvis han rørte på sig, så ville de flyve og efterlade en ødelagt krop, gjorde, at han næsten ikke turde røre sig.
Zeppelineren svævede direkte over dem nu, og Vilkas kunne se op over vognen at lange kabler blev firet ned fra en lille åbning i kabinen, spændt under. Vilkas vovede at kigge frem og så omtrent tyve kabler hænge for næsen af soldaterne som straks begyndte at fæstne fangerne i deres dragter. Militæret var nu fuldt ud opmærksomme på hvad der foregik og en lille gruppe var sat i løb mod dem.
”Hold dem hen!” råbte lederen af terroristerne, mens han gjorde tegn op i luften. Den første af fangerne susede opad mod zeppelineren i et rasende tempo, der tvang hans hoved og arme nedad ubevægeligt som en kludedukke. En lille gruppe af de soldater der ikke var travle med at surre fangerne fast, løb frem som menneskelige skjold, og beskød en gruppe der nærmede sig. To af dem faldt inden de fik løftet geværerne, en tredje kastede sig til siden, men uden noget som helst dække midt på den åbne plads, blev han hurtigt ramt af en byge og faldt livløs om på stedet.
Vilkas var rådvild. Han vidste, at han ikke bare kunne brage frem, men at stå og se til mens fangerne slap væk og militæret faldt for terrorister, var mere end han kunne bære. Fire fanger til fløj opad og militæret beskød dem lige så vildt som de beskød soldaterne i forklædning. En af dem blev ramt i luften, og Vilkas kunne se blodet strømme fra hans hals. Militæret var nu begyndt at mobilisere en større gruppe, der langsomt rykkede imod dem – i dække af bænke og lyspæle.
Det var nu eller aldrig. Han risikerede at blive ramt af sine egne hvis han løb ud nu, men det korte øjeblik de mistede fokus, var måske den tid han skulle bruge for at overmande en enkelt af dem, tage hans våben og så kæmpe. Han tog et hurtigt bestik af situationen, og udså sig den mindste af dem. Han stod bagest i gruppen, hvilket betød at Vilkas kunne opnå maksimal dækning mod skud fra sine egne og i samme, beskyde terroristerne bagfra.
Lynhurtigt, rykkede han ud fra sit dække og satte i løb. Han skulle kun krydse ti-femten meter, men en enkelt fejltagelse og resultatet kunne ende fatalt for ham.
Knap havde han passeret vognens længde da han så det, en skikkelse, også i dække af vognen, knælende bagved bilen tættest på soldaterne. En lille, rund person i en noget der lignede en udspilet, mørkegrøn kedeldragt, beskidte gule arbejdshandsker – alt for store til resten af kroppen – samt tunge støvler i stil med dem militæret brugte. Ansigtet var dækket af et tykt tørklæde, runde svejsebriller og en bred blød hat der gik langt over ørerne. Væsnet virkede anspændt over at observere og stirre, så direkte imod soldaterne, og var ikke den mindste smule dækket fra deres synsfelt. Havde de vendt sig om, ville de uden tvivl opdage, at der sad nogen og holdt øje med dem. Til Vilkas' held gjorde de det heller ikke nu, for han var stoppet i sine spor, fuldt synlig for alle og enhver, der bare gad vende sig.
Hvem var nu det? endnu en fjende, eller en tilfældig borger der blot var fanget i krydsilden som ham?
Knap var det gået op for ham, at det måtte være en medskyldig, der blot sad i dække fra skudende fra militæret, før den bagerste soldat ænsede ham, og vendte sig med geværet rettet direkte mod hans bryst.
I en desperat handling, sprang Vilkas til side, mod den lille, runde person for at undgå den skudsalve soldaten trykkede af. Han kunne høre skuddene hagle forbi og ind i vognen bag ham, idet han ramlede ind i væsnet, der voldsomt fløj tilbage med et skingert skrig. Væsnet faldt ud af det dække fra bilen, som Vilkas nu havde overtaget. Flere skud gik af og ramte ind i bilen, og han krøb sammen for at få maksimalt ud af det sparsomme dække den gav. Ruderne sprang om ørerne på ham, mens væsnet som ikke var kommet på benene endnu, krabbede sig bagud væk fra ham.
”Nej, skyd ikke!” En dyb rungende stemme kaldte ud fra midten af terroristerne. Skuddene mod Vilkas ophørte med det samme, det måtte have noget at gøre med væsnet, der havde gemt sig for dem, tænkte han, og da han så i retningen af, hvor det var nu, så han et blandet kropsudtryk af rædsel og længsel rettet mod terroristerne. Vilkas løftede forsigtigt hovedet og så igennem de knuste ruder, at de to forreste der havde dækket resten af gruppen, var faldet. Manden der havde råbt op, var en af fangerne, en ældre hvidhåret mand med runde kinder, hvis ansigt var smurt i blod fra hans faldne kammerater.
I kaosset der fulgte, og forvirringen over, at han havde råbt at de ikke skulle skyde, faldt endnu en af deres fæller, idet de så sig om for at se, hvad der skete. Den ældre mand slog geværet ned på soldaten, der havde skudt mod Vilkas, og i samme sekund mødtes deres øjne.
De var vidt udspilede og hans ansigt var fortrukket i skræk. Blikket flakkede fra ham, til væsnet der krøb sammen bag Vilkas, og tilbage igen. Lederen af gruppen faldt i et smerteskrig, gennemhullet og ukendeligt badet i blod. Der begyndte at brede sig en panik i gruppen af terrorister. Deres kampråb blev mere og mere hektisk usammenhængende. Gruppen var nu så lille, kun to fanger tilbage, den ældre mand og en ungt udseende mand, at soldaterne der beskyttede dem, faldt hurtigere end Vilkas kunne nå at opfatte det.
”Løb! Kom væk herfra, nu!” De sidste ord kunne knap høres under larmen fra geværskuddene, idet han fløj opad mod zeppelineren og ud af syne. Vilkas vendte sig hektisk mod resten af gruppen, den lille soldat der havde beskudt ham før var igen rettet mod ham, men inden han nåede at trykke af, blev han ramt i siden af hovedet og faldt død om, kraniet halvt knust, blodet sprøjtende.
Der var nu kun et par stykker tilbage af terroristerne, og militæret var ikke mere end halvtreds meter fra dem. Kablerne var holdt op med at falde ned, og Vilkas kunne se, at det var en selvmordskamp. Deres leder væk, fangerne reddet, deres mission var tydeligvis ovre. Al håb om at de selv ville blive reddet, var forsvundet, og da ilden døde hen og han kunne se at kysten var klar, vendte han igen opmærksomheden mod væsnet han havde slået omkuld.
For sent, det var allerede halvvejs over pladsen og bevægede sig i et hastigt tempo. Ethvert håb om at finde ud af hvem, der stod bag angrebet, var på vej ud af syne. Han skulle til at kalde på militærets soldater, der næsten var ankommet til åstedet, men mødet var ikke en frelsende hånd. Tværtimod.
”Læg dig ned eller jeg skyder!” Hans gevær var rettet mod Vilkas, der knap var kommet på benene, halvt støttende til bilen.
”De slipper væk!” Han kastede ud med armen i retning af væsnet, der hastede over pladsen mod udgangen.
”Jeg sagde læg dig ned, nu!” Soldaten hævede stemmen endnu mere – blikket rettet stift mod Vilkas.
”Så hør dog efter, de har lige angrebet, og bombet os, og den eneste der måske ved noget er på vej væk.” Febrilsk forsøgte han at lede soldatens opmærksomhed mod væsnet, der langsomt blev mindre og mindre, men soldaten var fast besluttet på ikke at slippe Vilkas af syne. Zeppelineren havde allerede skiftet retning, og var allerede på vej væk. Det ville tage militæret alt for lang tid at mobilisere sig, og inden de vidste af det, kunne terroristerne være over alle bjerge, langt over skyerne – ude af rækkevidde.
Det var forbi, tænkte Vilkas. Hvis dette ene vidne til hvad der var sket, slap væk, risikerede de aldrig at finde ud af hvem der stod bag. Selvom det med stor sandsynlighed var Agarthanske sympatisører, så ville bevisbyrden ligge hos Metropolis, og selvom det måske ikke var Agartha selv der stod bag, ville det ikke se godt ud for de forestående fredsforhandlinger.
En serie eksplosioner gik af i nærheden, og muren af bygninger som dannede ramme omkring pladsen, kollapsede i samme retning som zeppelineren var fløjet. I en tung lavine-lignende bevægelse sank et helt kontorlandskab i grus og forsvandt ned i undergrunden, som bukkede under den enorme vægt af murbrokker. Soldaten rykkede chokeret rundt, længe nok til at Vilkas kunne slippe væk, men han var lige så rystet af synet, at der gik adskillige sekunder før han reagerede. Først da det gik op for ham, at soldaten ikke havde den mindste smule interesse i ham, satte han i løb hen over pladsen mod væsnet.
Der løb en strøm af tanker igennem Vilkas om, hvad der ville ske, hvis han ikke indhentede den lille væmmelige mandsling. Ville det overhovedet kunne lade sig gøre at bevise nogens skyld, hvis han slap væk? Det måtte for enhver pris ikke ske.
Fyldt med vrede over hvad der var sket, og adrenalinet stadig pumpende rundt i kroppen, ignorerede han smerterne i ledende. Bag ham kunne han høre flere bomber ryste bygningerne, og det lød som om endnu en bygning var styrtet i grus. Den værste tanke kom dog først, da det gik op for ham at zeppelineren utvivlsomt måtte passere nogle af de flygtende borgere, og at de også ville blive ramt af bomberne.
Han kunne ikke stoppe nu. Det var bydende nødvendigt, at han indhentede ham. Halvtreds meter fra udgangen forsvandt det ud af en af de store porte til pladsen, og tog en skarp drejning til højre, væk fra kaosset og zeppelineren. Benene begyndte at syre til under ham, og en stærk smerte bredte sig i hans tinding, han måtte være mere skadet end han først havde antaget. Kroppen var i hvert fald ikke helt så meget med ham, som han ønskede. I en sidste krampetrækning passerede han porten og løb i samme retning som væsnet inden kroppen gav efter. I en faldende bevægelse stavrede han ind i et vindue, der brast, og et skår skar sig dybt ind i hans overarm.
Han gav et skrig fra sig, og han skulle til at tage sig til armen, da han så at hånden på den anden arm allerede var blodig.
Det ville være umuligt for ham at indhente væsnet nu, hans krop var alt for ilde tilredt til at fortsætte og han skulle lige til at kollapse, da han så det.
Mindre end fyrre meter fra ham, var han, væsnet, foroverbøjet i gang med noget på jorden. Hvad var det? Vilkas kunne knap se det, hans øjne var begyndt at sløre til, og blod dryppede ned ad ansigtet på ham, men det så ud som om væsnet forsøgte at få et dæksel løftet fra jorden.
Hvorfor skulle det forsøge at flygte gennem kloakkerne? Det eneste dernede var de selvstyrende renovations robotter, og medmindre man var teknisk kyndig i deres system, var det en ren dødsfælde at bevæge sig derned. Robotterne var designet til at navigere de smalle korridorer og underjordiske viadukter og opsøge al organisk materiale, for dernæst at fortære det som en form for brændsel, der kunne drive dem i en mere eller mindre uendeligt cyklus. Kun autoriserede Automations-Teknikere med specielle anordninger, der kunne sætte maskinerne ud af drift, var tilladt derned.
”St… Stop!” råbte Vilkas i en lavmælt anstrengelse. Selv hans stemme var ikke meget værd. Han var mere forpustet end han burde være, men han vidste også, at kroppen måtte kompensere.
”Hvis du går derned så dør du.” Han begyndte at gå stille hen imod væsnet, der febrilsk kæmpede med at få dækslet fri. Selv med det rette værktøj, så det ud til at være en kraftanstrengelse at få det løst. Støttende til muren, gik Vilkas nærmere væsnet, der ikke så sig tilbage mod sin modstander.
”Hører du?” Vilkas var ikke mere end et par meter fra ham, da dækslet gik løst og det fløj op, og i det samme vendte mandslingen sig om – panisk og prustende.
I genskæret fra de mørke svejsebriller, kunne Vilkas se hvor ilde tilredt han i grunden var. Hele venstre side af ansigtet var dækket af blod og resten var fyldt med hudafskrabninger, men det var ikke det der fik ham til at stoppe op. Det tykke tørklæde der havde dækket ansigtet, var faldet af, og det sparsomme stykke der var kommet til syne, var ikke hvad han havde ventet at se. Det var ikke et modbydeligt væsen, det var ikke engang en lille fed mandsling med tentakler i stedet for arme. Det var en pige.
Selvom øjnene ikke var synlige, var det tydeligt på de feminine faconer, munden, kæben, ja selv næsen, at hun var alt andet end væmmelig og hvad man forbandt med en ondsindet terrorist. Den samme rædsel han havde set, efter han havde overrumplet hende tidligere, bredte sig. Hendes pande og øjenbryn rynkede og han kunne se, at i hendes øjne, måtte han ligne et monster, der forsøgte at fange og slå hende ihjel. Det havde også været planen. Han havde i hvert fald i sinde at fange og tilbageholde hende, indtil soldaterne kom og overtog situationen. Vilkas kunne mærke, at hans kræfter var ved at slippe op.
Pigens prusten var det eneste han kunne fokusere på. Det var som en metronom, der i takt med hans hjerteslag, holdt ham i live. I hvad der lignede en evighed, stod de begge to og vurderede situationen – og hinanden. Vilkas vidste, at han bare skulle trække tiden ud så længe som muligt, indtil forstærkningerne ankom, men det var en stakket frist. Hvis der ikke skete noget inden længe, ville adrenalinen aftage og han ville døse hen. Inderligt ønskede han mere end noget andet at falde om, men så længe det kun var ham og hende, kunne han ikke give efter for sine lyster.
Som frosset til stedet stirrede de blanke svejsebriller tilbage på ham. Hendes panik var gradvist blevet afløst af et stålfast blik, og Vilkas kunne ikke andet end undre sig over, hvad der monstro foregik bag.
”Hvis du ikke søger hjælp, så er det vidst dig, der dør.”
Vilkas havde ikke ventet, at hun ville sige noget. Hendes stemme var lys og afdæmpet på trods af hendes tunge åndedræt. Så blid en stemme til at skjule så onde hensigter, det var præcist det han havde forestillet sig, og det der havde været tanken bag de bannere han havde foreslået. Terroristerne var ikke slangelignende mennesker, der spyede gift når de talte. De var helt normale på ydersiden, bekymrende og omsorgsfulde. Det perfekte dække.
”Hvor vover du?” Vilkas vidste bedre end at spille med på hendes præmisser. Hun ville øjensynligt bruge det faktum, at hun var en kvinde, ikke ældre end Vilkas selv, til at ynde sig ind hos sine fjender og få dem til at sænke paraderne, inden hun dolkede dem i maven med sine giftige idealer. ”Jeg ved hvem du er og hvad du har gjort – dig og dine …”
Hvor meget han end prøvede, kunne han ikke komme på et ord nederdrægtigt nok til at beskrive dem. Vreden i ham var ikke til at tøjle. Ordene spruttede, og han kunne se blodet flyve fra hans mund, men han var ligeglad.
”Det var ikke mig. Jeg vidste ikke noget om det. Jeg var der bare. Jeg …” Hendes stemme rystede pludselig, og læberne bævrede. Det lød som om hun havde grædt, eller var lige ved.
”Løgn, de vidste hvem du var!” Så meget var han sikker på, den ældre mand der havde kaldt at de andre terrorister skulle holde inde med at skyde, vidste tydeligvis hvem hun var, og bekymrede sig for hendes sikkerhed.
”Hvem var de?” Hans stemme bragede af vrede.
”Jeg … Jeg ved det ikke …” Hun krøb sammen, måske han kunne intimidere hende tilstrækkeligt – få hende til at give efter og fortælle ham det hele.
”Svar mig!” Smerten i hans hoved tog til. Det var svært at anstrenge sig og bruge stemmen i en sådan grad. I et øjeblik slørrede det til for hans øjne. Med sin gode hånd tørrede han blod og sved fra sin pande, og rystede det af i en svingende bevægelse så store klatter af blod malede jorden i et kunstværk passende.
”Jeg vidste ikke det ville ske. Du må tro mig.” Hun var tydeligvis begyndt at græde. Kun brillerne dækkede det nu. hun var krøbet så meget sammen, frygtende ham og, hvad der skulle ske hende. Vilkas var ligeglad. Hun vidste et eller andet, hvor meget hun end benægtede det. Fangen der havde reddet både ham og hende, kendte hende, og hvis han kendte hende måtte hun vide noget om terroristerne, siden de forsøgte at redde dem. Sympatisører arbejder ikke alene.
Vilkas rykkede nogle skridt nærmere på en truende facon, og håbede det ville have indtryk på hende. Hun trådte et skridt tilbage, men havde åbenbart ikke taget højde for hullet ned til kloakken, der stod vidt åbent. Hendes fod gled, og i en tung bevægelse bankede hun sit knæ direkte ned i kanten. Uden noget at gribe fat i med hænderne, gled hun langsomt bagover skrigende. Vilkas kastede sig frem, ignorerede smerterne i kroppen, og gled mod hullet direkte på maven. Brostenene skar sig ind i hans brystkasse.
Havde han reageret blot en brøkdel af et sekund langsommere, var hun røget ned i dybet. Et stik af smerte, gik igennem såret på hans højre arm, da han greb fat om hendes håndled. Nu kunne han se, hvorfor hun ikke var hoppet ned i hullet med det samme dækslet gik løst. I det bælgragende mørke var det umuligt at se bunden, og der var ingen trappestige eller andet at kravle ned af, så hvis hun var hoppet, kunne hun ikke vide om der havde været fem, ti, tyve meter ned eller mere.
Hulkende så hun op på ham, bedende, dinglende i kun én arm, der langsomt gav efter. Blodet gjorde ikke sit til at skabe noget holdbart greb, og Vilkas' brystkasse hang et godt stykke ud over hullets kant.
”Du må ikke slippe.” Hun klynkede desperat, og hendes frie hånd kastede hun op mod Vilkas, der havde nok at se til med bare at holde fast i hendes håndled og støtte på kanten. I en kraftanstrengelse skubbede han imod med sin venstre arm, og fik hende trukket en smule op. Hendes hænder klamrede sig til Vilkas' arm med livet, og tog ikke højde for det åbne sår på hans overarm, som hun jagede fingrene i, i et forsøg på at holde fast.
Armen var lige ved at give efter, da hun ramte såret, og han måtte bide det i sig for ikke at slippe.
Langsomt fik han støtte med knæene, og han kunne nu bruge sin anden arm til at gribe fat. Hun slog armene om hans hals, og i et enkelt tag fik han hende trukket fri af hullets dræbende mørke. Vilkas havde forventet, at hun ville have sluppet så snart de var fri, men hun holdt bare fast. Hendes krop rystede og hun hulkede nu mere end før, ligeglad med at Vilkas var grunden til at hun var faldet til at starte med. Der var næsten ikke flere kræfter tilbage i Vilkas, der inden for mindre end ti minutter var blevet sprængt i luften, skudt på, og nu lige havde reddet fjenden fra at falde i døden selv. Bestemt ikke sådan, han havde regnet med at dagen ville udvikle sig, da han stod op i morges.
Igennem den runde kedeldragt kunne han mærke at den ikke var kropsnær, det måtte være en form for tyk beskyttelses beklædning, der var designet med et specifikt formål. Dragten havde fået ham på vildspor, han havde troet det var en lille fed mandsling han jagtede, og ikke en ung og forsvarsløs pige i en arbejdsdragt.
”Få mig væk herfra, jeg be’r, jeg fortæller dig alt du vil vide, bare få mig væk.”
Vilkas kunne ikke tro sine egne ører; så hun var i forbindelse med terroristerne, og hun bad om hans hjælp til at slippe væk, mod information. Tilbuddet lød fristende, men hun måtte vide at det ikke var en mulighed, at han hjalp hende med at undslippe Metropolis' militær og dom, blot for en smule information som ingen kunne vide om ville være noget værd.
”Jeg be’r dig,” gentog hun bedende, armene stadig låst om ham og munden så tæt på hans øre, at selvom hun hviskede, kunne han tydeligt høre. Vilkas sukkede og lænede sig tilbage, så hendes greb løsnedes.
”Det ved du godt, jeg ikke kan.” Den mindste smule sympati han havde for hende, tog ham uendelige anstrengelser at mønstre. Hvis han hidsede hende op eller gjorde hende frygtsom igen, missede han måske chancen for at få hende i forvaring. Hun løsnede sit greb om hans nakke, og igennem de tykke briller kunne han knap ane hendes øjne vædet af tårer løbet ud af siden på dem, ned over hendes ansigt.
Det mindede ham de gange en person blev bragt til Tårnet for at blive resocialiseret, og deres bestemmelsessted skulle anvises. Som regel var det mødre når de skulle tage afsked med deres børn, der havde et opløst og tårevædet ansigt, men så sandelig også børnene der skulle se frem til at leve uden deres mor, mænd uden deres koner, selvom de som regel holdt sig mere ranke og fattede.
Vilkas havde tit sin gang i og omkring justitsministeriet og retslokalerne, hvor domme blev nedfældet over hele familier, der ikke egnede sig til at være i Metropolis. Tit, når der ikke var meget at lave, sad han med under høringer, der skulle bestemme folks videre skæbne, hvis de var blevet indberettet af deres fællesskab eller af retsvæbnere, som havde observeret unormal adfærd. Når en dom blev fældet og det faldt ud, at de dømte skulle relokaliseres, var det praksis, at de blev videreekspederet med det samme, så som regel var hele familier med til sådanne høringer.
Så Vilkas kendte godt blikket, hun sendte ham nu – gråd og frygt over hvad der ville ske. Når det skete at de reagerede voldsomt med udbrud idet de blev hentet af autovognene, kørt ud til resocialiseringslejrene, kunne det godt gå hedt for sig. Ting blev sagt og følelser kogte tit over i en sådan grad, man var nødt til at distancere sig selv fra dramaerne for ikke at blive involveret i dem.
Noget i hendes blik mindede om det, men der var en snert af noget andet som han ikke havde set før, en form for længsel efter noget, eller nogen.
”Du må vide, at vi ikke ønsker at skade dig. Hvis du ved noget, der kan forklare, hvad der er sket, så kan vi ikke bare lade dig gå.” Han talte lavmælt til hende i en tone der måske kunne berolige. Selvfølgelig var det ikke helt sandt. Selv nu hvor hun sad skælvende og sårbar, var der en flig af ham der ønskede så inderligt at tvinge et svar ud af hende og få hende til at fortælle alle de grusomheder som hende og hendes kumpaner stod bag – med magt om nødvendigt.
Diplomati i Tårnet havde dog trods alt lært ham, at en direkte og rå tone som regel aldrig fik en nogen vegne, medmindre det var Cadence man stod overfor. Hun havde en særegen evne til at sige tingene som de var – og samtidig få sin vilje gennemtrumfet.
”Ja …” Stemmen kunne knap anes – sølle og underdanig. Måske han havde fået hende til at indse, at hun ikke havde noget reelt at forhandle med.
I små ryk kunne han mærke, at hun forsøgte at undertrykke sin gråd. Selvom hun prøvede at flygte nu, måtte hun vide hun ikke ville nå langt. Om Vilkas havde sluppet sit greb, ville det ikke være et problem for ham at holde hende tilbage, hvis hun prøvede på at slippe væk.
Gryntende fik han rejst sig op, slaget på brystkassen havde været lige rigeligt. Vejrtrækningen var i hvert fald hæmmet. Det tog ham flere forsøg, at få luften hele vejen ned.
”Jeg burde slet ikke være her,” sagde hun. Kampen i stemmen var næsten ikke at ane.
”Hvor burde du så være?”
Kunne det tænkes at hun slet ikke var fra Metropolis? Kunne hun i virkeligheden være en Agarthansk spion.
”Jeg lovede, at jeg ville blive væk.”
Vilkas forstod ikke hvad hun mente, men betød det noget? Om et øjeblik ville soldaterne være her, så kunne de føre hende til afhøring, hvor alle relevante informationer ville blive udvundet. I stedet for at spørge ind, gik han hen og greb hende om håndledet. Det hele ville gå hurtigere, hvis han bragte hende ind til pladsen. Måske de slet ikke havde optaget forfølgelsen? Hun gav et piv fra sig, idet han trak hende hårdt op, men der var ingen modstand ellers. I samme øjeblik kom soldaten, som havde skreget af Vilkas tidligere, rundt om hjørnet.
”Endelig. Det var på tide i dukkede op. Jeg har fang…”
”Ned på jorden, NU!” Soldaten råbte lige så intenst som før, og nu gik det op for ham, at han stadig troede at Vilkas var i ledtog med terroristerne.
”Det er ikke mig, det er hende i skal have fat i.” Han slæbte hende i en trækkende bevægelse om foran sig, så hun fik overbalance og faldt ned på sine knæ, blikket rettet stift nedad, stadig grædende.
Endnu to soldater kom til syne om hjørnet – deres geværer hævet.
”Ti stille! læg dig ned!” sagde han, denne gang mere kommanderende.
”Prøv nu lige at hør efter engang,” sagde Vilkas formanende.
”De prøvede at stikke af fra åstedet, de er tydeligvis begge terrorister, ellers var de flygtet sammen med de andre.” Soldaten adresserede de to andre, der var kommet til.
”Jeg er ikke terrorist. Hun er!” Vilkas begyndte at blive vred. De havde ingen intentioner om at lytte efter, hvad han havde at sige.
”Hold din kæft din lille mide!” råbte soldaten.
”Hva’ skal vi gøre ved dem?” spurgte en af de andre, en ung knægt knap tyve år, usikkert. Hans blik flakkede nervøst og Vilkas kunne se, at han aldrig havde været i aktion før i dag. Hans øjne var blanke og han rystede.
”Jeg henter sergenten,” sagde den anden, som ikke var meget ældre end den første.
”Nej,” råbte soldaten med geværet rettet direkte mod Vilkas' bryst.
”Nej?” spurgte Vilkas forvirret.
”Nej I fortjener at blive skudt på stedet, som de usle hunde I er.” Galskab og vrede lyste i hans øjne, tænderne var blottet og spyt fløj ud af munden på ham når han talte. Pigen gispede og så op mod soldaten. Hendes rysten var blevet erstattet af isnende frygt og hun trak vejret i små stød.
De to soldater der stod bag ham, så ud til at være i vildrede over hele situationen. Den ene så ud som om han var fast besluttet på at hente sergenten, hvorimod den anden bare måbende så til.
”Jamen reglementet siger, at vi skal overdrage fjendtligsindede fanger til vores overordnede.”
”De er ikke fanger, hvis de er døde.”
Vilkas kunne se psykosen bygge sig op i den gale soldat. Der var ingen tvivl. Hvis han fik lov, ville han trykke på aftrækkeren og dræbe både ham og pigen uden hensyn til, at Vilkas rent faktisk havde reddet hende.
”Joshua for helvede.” Den ene soldat mandede sig en smule op til den ældre soldat, der ikke skulle bruge en undskyldning for at myrde dem koldblodigt.
”Du så hvad de gjorde! Du var der selv!” Hans hysteriske vanvid tog til. Det var blot et spørgsmål om tid før han ville skyde.
”Hør nu for helvede efter en gang.” Vilkas råbte så højt hans knuste krop tillod ham. ”Jeg er ikke med dem.” Han pegede i afsky på pigen, der sad forstenet foran ham.
”Jeg sagde hold din kæft.” I en lynende bevægelse krydsede soldaten de få meter, der var imellem dem, og jagede kolben af geværet i ansigtet på Vilkas.
Mørke blev afløst af blændende smerte til lyden af en kvindes skrig. Evige sekunder passerede svedende, før han kom nogenlunde til sig selv og fik et greb om virkeligheden som han, siden den første eksplosion, havde kæmpet en ukuelig kamp om at få. Ansigtet var plantet på de kolde brosten, hans kæbe føltes enorm og hvis blodet ikke havde været slemt nok for hans syn, så var det endnu værre nu.
Pigens skrig tog til, men Vilkas kunne ikke se hvad der skete. Han måtte vende sig om. Lettere sagt end gjort. Ethvert forsøg på at bruge armene konstruktivt, blev forhindret af den sviende smerte, der jog igennem alle hans led.
”Få ham herover.” Det var den psykotiske soldats stemme, der først ramte ham, dernæst skrig, igen, efterfulgt af en hul lyd og et klynk. Det gav et ryk i ham, idet et par hænder greb ham i skjorten, og slæbte ham hen ad jorden. Kraven skar sig dybt ind i hans hals, og lukkede et kort øjeblik for luftvejene, inden grebet igen blev sluppet og han fandt sig selv liggende på ryggen.
Den iskolde luft der føg igennem Metropolis' gader, var så meget mere tydelig nu. Måske det var blodet, der ligesom vand fik vinden til at føles køligere. Måske det bare var hans fantasi. Han var trods alt blevet slået i hovedet. Hvem kunne vide, hvad det ville gøre ved hans opfattelsesevne. Lyden af zeppelinerens eksplosioner var for længst forsvundet, og kun sagte råb i det fjerne kunne høres. Ved siden af stod soldaten med pigen grebet i håret.
Det var mørkt, tænkte Vilkas i et forsøg på at sanse virkeligheden omkring sig. Brillerne og hatten var blevet flået af hende, og for første gang kunne han se hendes øjne, uhindret af det tætte mørke, de havde givet. De var hverken mørke eller lyse, de var … Han kunne ikke finde ud af det faktisk. De var brune med en mørkegrøn iris, farverne blandet sammen til noget unikt. Ansigtet var fuldstændig gennemvædet af tårer, og hendes hår var forvitret og hang tilfældigt til alle sider.
Hun var faktisk ret køn, var det eneste han kunne tænke. I et flygtigt øjeblik, fangede han hendes blik. Han kunne knapt røre sig, men han var ikke i tvivl om hvad de fortalte ham; frygt, og et inderligt råb om hjælp.
”Joshua, nej!” Soldaten med mest fornuft skreg op, men det var allerede for sent. Vilkas kneb øjnene sammen. Han kunne ikke bære at se hende ryge. Måske det var medfølelse, måske det var øjnene, der så ham. Selvom han var skyld i hendes tilfangetagelse, med rette, kunne han ikke lade være med at tænke, at det ikke var sådan det skulle gå til.
Skrig gav ekko, det fortsatte og skar sig ind i Vilkas' sind. Som en syl ramte det alle nerverne og forstærkede hans sanser, så det vendte sig i maven. Hvorfor holdt det ikke op, både skuddet og skriget fortsatte – drev Vilkas til vanvid. Selv soldaterne skreg. Skuddet forvandlede sig til en kaskade af brag der rungede dybt i hans bryst og hans hoved, og gjorde smerterne mere intense. Grebet om virkeligheden løsnedes. Måske han var ved at miste forstanden?
Kroppen måtte have givet efter for traumerne den havde taget imod, og plantet sig dybt i hans sind og forpurret tankerne. Det måtte være det eneste rationelle, tænkte han og forsøgte at lukke lydende ude med hænderne for ørerne.
Jeg tænker, derfor er jeg. Noget i ham gav genlyd og pludselig gik det op for ham. Hvordan kunne han miste forstanden og samtidig være bevidst om det? Han slog øjnene op, og så kaosset der udfoldede sig foran ham, højt oppe.
Zeppelinerne var tilbage og bombardementet genoptaget. En regn af bomber strømmede fra åbne luger i bunden, og opløste den ene bygning efter den anden på sit dræbende togt.
Soldaterne skreg og råbte febrilsk, mens murbrokker ramlede ned om ørerne på dem.
”I dækning!” råbte Joshua og satte i løb, tilbage mod pladsen.
”Hva’ med fangerne?” skreg en af de andre i et forsøg på at overdøve larmen fra bomberne.
”Efterlad dem. De overlever ikke hvis de bliver her.” Pigen begyndte at græde og skrige. Hun var ikke død. Joshua havde åbenbart ikke nået at trykke på aftrækkeren. Heldigvis, tænkte Vilkas.
Knap var Joshua nået tilbage til hjørnet, før en bølge af soldater kom farerne i den modsatte retning. Støvler og geværskud fik jorden til at ryste endnu mere, end bomberne og murbrokkerne gjorde.
Vilkas måtte komme op. Hvis han ikke kom væk herfra i en fart, ville det blive hans grav. Ryggen gav en ubehageligt knasende lyd, der forplantede sig i hele hans overkrop, idet han krummede den for at komme op i en siddende position. Det hele var stadig en smule uvirkeligt. Lydende omkring ham rungede stadig hult, som var han lukket inde i et glasbur, og de aldrig nåede ham fuldstændigt. Det eneste klare han kunne høre, var pigens skrig. Han vendte sig mod hende, konfust, og kunne se hende knælende, holde begge hænder for hovedet, øjnene lukket i, tårevædede kinder. Blandt de kaotiske eksplosioner og rumlende bygninger, kollapsende omkring dem, ræsonnerede lyden af hendes halvkvalte skrig som et skæreblad igennem. Hvis verden skulle ramle nu, ville hun være det sidste han så og hørte. Poetisk destruktivt.
Fra zeppelineren begyndte skud ligeledes at brage igennem røgen af krudtslam nedefra. Små lysglimt indikerede, at nogen oppe i luftballonen beskød soldaterne på jorden. Bekræftet af flere soldater der faldt om blødende, deres hvide og grå urbane camouflage plettet rødt med blod, vidste Vilkas at han nu sad fanget midt i en konflikt, der uløseligt ville føre til værre og mere seriøs strid. Igen, tænkte han, at han burde have et våben, så han kunne kæmpe, men selv hvis han havde, ville han ikke vide hvad han skulle gøre med det. Stadig for ung til at have undergået våbentræning, var han ligeså hjælpeløs som pigen ved hans side.
Bombardementet holdt pludselig op, men skudende fortsatte fra begge sidder. Zeppelineren krøb langsomt over deres hoveder. Vilkas følte han havde været her før. Kampen for at komme på benene var i hvert fald ikke blevet nemmere. En umådelig trang til bare at blive liggende og give efter for smerterne, fik hans ben til at ryste mere end bomberne gjorde. Det ville ikke give mening at blive her, selv for at fange pigen, selvom hun øjensynligt selv havde opgivet kampen mod galskaben. Ingen var i hvert fald i tvivl om hun var der.
”Få det til at stoppe!” skreg hun hjerteskærende i et forsøg på at holde det hele ude. ”Jeg be’r dig. Få det til at stoppe!”
Vilkas kunne knap bevæge benene endsige holde dem i ro, idet han forsøgte at fokusere på andet end pigens skingre skrig.
”Få det til at stoppe.” Hørte han sig selv sige, halvt hviskende. Det hele slørede for ham, øjnene kæmpede for at fokusere. En løs brosten der sad en smule højere end resten, kastede sig ind foran hans fod, og han snublede. Knæene borede sig ned i stenene. Lyden fra pigen tog til, og der gik flere øjeblikke før det gik op for ham, at han var snublet lige foran hende. Han var knap nået to meter, før kroppen atter havde givet efter. Hvor sørgeligt, tænkte han, hvor håbløst det hele var, alt han havde kæmpet for. Nu sad han her, ved siden af fjenden, besejret, byen under angreb og han var den eneste der vidste, at fjenden, der sad foran ham, burde bringes i sikkerhed, at han var den eneste der kunne redde hende nu. Nyttede det virkelig noget, når han ikke engang var i stand til at redde sig selv? Hun kunne tigge og bede ham så meget hun lystede. Han kunne intet gøre.
Kabler faldt fra zeppelineren endnu en gang, og fra dem gled soldater. De var ikke forklædt som Metropolis' militær, nej, de var Agarthanske. Trænet til den slags kamp skød de præcist, imens de i et fast tempo gled ned af kablerne, og stadig var i stand til at ramme deres mål. Et par af dem faldt ud af luften, og ramte jorden med hårde bump et stykke bag Vilkas, modsat soldaterne på jorden. Dem der nåede jorden uskadte, søgte lynhurtigt dække bag hvad de kunne, og besvarede ilden.
Uden at tænke, slog Vilkas armene omkring pigen for at dække hende, og mod al fornuft sad han nu og beskyttede hende fra kuglerne, der føg om ørerne på dem. Hun gjorde ikke modstand, og trykkede sig i stedet tættere ind til ham.
”Amia!” Et skrig overdøvede skuddene, og brøl af faldne soldater der i smerte opgav kampen, for ufrivilligt at lægge sig til at dø.
”Amia!”
Pigen reagerede på råbet og hævede hovedet overrasket og ignorerede ragnarokket omkring dem. Ansigtet var stadigt dybt mærket af tårelinjer og blodskudte øjne, men udtrykket var pludselig meget anderledes. Vilkas kunne se at hun forsøgte at sige noget. Måske hun også gjorde. I al fald druknede det i et hav af larm. Vilkas, stadig sløv i koderne, fulgte hendes blik – intenst – for at fange, hvad hun så.
Det var den ældre mand fra før, med de runde kinder og det hvide hår.
”Skynd dig herover, nu!” Han råbte med samme kommanderende stemme, som da han havde sendt hende på flugt før, dog var der en snert af panik at spore – noget Vilkas kun kendte alt for godt. En af de ting han var god til, var at læse folks tilstand ud fra deres stemme, og hvordan den harmonerede med resten af deres kropssprog, når folk desperat forsøgte at bevise deres uskyld i retssalene. Panik og bekymring som selv ikke den mest dominerende og overtalende stemme kunne skjule. Han var tydeligt bekymret for pigens tilstand, ellers ville han ikke være her nu.
Hun havde blikket fast låst med manden, der kaldte, men samtidig havde hun et bestemt greb i Vilkas' arme, der stadig holdt om hende. Han støttede sig nok mere til hende nu, end hun gjorde til ham. Hans kræfter ebbede langsomt ud, og kaosset rundt om dem drænede ham langsomt for energi, energi han desperat havde brug for, for at forblive ved bevidsthed.
”Kom.” Vilkas ænsede næsten ikke hendes ord, der kæmpede sig igennem en tåge af hule eksplosioner. I samme nu rejste hun sig. Lige akkurat nok til at kunne bruge benene. Hendes hånd gled fra hans skulder ned over albuen, og greb fast i hans håndled, på samme måde som han havde hendes, da hun hang i hullet.
Der var tusinde ting han havde lyst til at sige på samme tid, og mindst en million spørgsmål han søgte svar på. Han vidste at prioriteten var at få ham selv og pigen i sikkerhed, så skulle militæret nok tage sig af situationen nu, og selvom hun var fjenden, kunne hun næppe skade ham. Derimod var de Agarthanske styrker en meget reel og øjeblikkelig trussel, for ikke at tale om de Metropolitanske, der, som det var nu, anså både Vilkas og Amia som terrorister. Gode råd var især dyre lige nu, men Vilkas kunne godt se fornuften i at følge efter hende omstændighederne til trods. Måske hun endda ville sørge for hans sikkerhed, når han nu havde reddet hende?
Han rettede et kort blik bagud mod de Metropolitanske tropper, der langsom avancerede mod deres position, og besluttede sig så. Med livet i behold kunne han udrette så meget mere, end hvis han overgav sig til sine egne og risikerede at blive slået ned på stedet. Chancen for at overleve blandt fjender var den smule større, hvis han spillede sine kort rigtigt.
Hvordan han overhovedet var i stand til at rejse sig i sin tilstand, trodsede al logik, men det gik, og inden han kunne nå at se sig om halsede han efter pigen, hovedet lavt, med et fast greb i hendes hånd.
Vilkas så sig et kort øjeblik bagud, og så til sin rædsel, hvad der lignede en granat blive kastet i deres retning. Langsomt fulgte han granatens flugt over den afstand, der lå imellem dem og styrkerne og kunne tydeligt se, hvor den ville lande.
”Skynd jer!” Den ældre mand råbte af sine lungers kraft. Han havde ikke set granaten endnu, ej heller havde pigen, hun trak bare videre i Vilkas.
Rigtig nok. Som Vilkas havde forventet, landede granaten lige foran Amia, der straks stoppede op, så på granaten, dernæst ligeud mod den ældre mand, der havde et skrækslagent udtryk.
”Amia, nej!” Skreg han.
Vilkas nåede kun lige akkurat at reagere, før det var for sent. Med de allersidste kræfter, blod i øjnene, trætte lemmer og diverse sår rundt omkring på kroppen, tiggende om at stoppe i sine spor, lægge sig ned efter hvile, hev han voldsomt i pigens arm og trak hende ind til sig, og dækkede hende mod eksplosionen.
Idiot, Vilkas. Du er en kæmpe idiot.