Jeg tænker, derfor er jeg.
Hvorfor havde det netop været det, der havde vækket ham, denne idiotiske sætning fra en tid bedst glemt? Det var lige præcist det, der var galt med verdenen. Jeg tænker, derfor er jeg. Det var en gang opblæst arrogance af utrolige proportioner, og at tænke sig at det var sådan, han var blevet revet tilbage til virkeligheden – to gange endda – forfærdede ham.
For mange hundrede år siden postulerede en stor tænker, at fordi man var bevidst om sin eksistens så var man, ergo, til. Tidligt i skolen blev alle elever præsenteret for problematikken bag filosofien, at man i kraft af sin egen eksistens bekræftelse automatisk var. Måske ikke som en del af et større hele, men som individ uden tvivl, hvor abstrakt det end måtte være for en udenforstående observatør. Der kunne argumenteres for, at det kun var sandt, fordi man aldrig forlod sit eget synsfelt, og kun i kraft af øjnene der så, ville verden skabe sig omkring en, som en uendelig bredde af muligheder med egenhændig kontrol over al skabelse. Netop det havde gjort det til en så utrolig farlig sætning.
Gennem tiderne havde enkelte mennesker med ordet i deres magt overtalt de mindre begavede til at følge dem og deres idealer i tykt og tyndt, med livet som indsats. Selv i rædslens og dødens ansigt. De havde fået folk til inderligt at tro på deres ideer, som var de deres egne og plantet tankerne underbevidst i deres undersåtters sind.
Jeg tænker, derfor er jeg tankens slave. Hvor var menneskeheden dog blevet afhængig af det. Det var selvfølgelig ikke deres skyld. Som et hele kunne de have udrettet meget mere end man skulle tro, men det havde ikke været tilfældet.
Jeg tænker, derfor er jeg bedre end dig. Jeg er unik, var det langsomt blevet til med tiden, og inden folk fik set sig om for at sondere terrænet de havde krydset, lå verden i ruiner fra de altødelæggende krige. Præster, imamer og andre religiøse overhoveder søgte at samle masserne under netop deres fane og livssyn, og fordømte alt der ikke passede det.
”Gud er på vores side”, skreg de alle intenst, så ingen kunne høre, hvad der blev sagt. Al talestrøm var blevet forstærket i en sådan grad, at ingen kunne dechifrere sandhed fra dogmer, og i et svagt øjeblik stjal de verden fra mennesket og gjorde alle til slaver af tanken om et verdenssyn, frelse og et uendeligt himmerige.
I løbet af få år, havde de største verdensreligioner samlet sig mod hinanden over smålige forskelle som, hvem der var deres leder, hvilke dyder man burde ophøje sig til og hvem der ikke var værdige i deres øjne. Tolerance var forbeholdt ens ligesindede og respekt var noget man tog med magt – på alle tænkelige måder.
Var han i det hele taget vågen? Alt var sort omkring ham, selvom han havde en særskilt fornemmelse, af at hans øjne var åbne. Sejlende rundt i et uendeligt mørke uden grænser, turde han næsten ikke andet end blot at blive liggende hvor han var, og enten vente til at lyset vendte tilbage eller han var sikker på, hvor han var.
”Jeg tænker …” Han mumlede for sig selv i håb om måske at skabe bare en smule mening af tingene i sit hoved. Konstant blev sætningen ved med at gentage sig om og om igen, som et mantra af dårlige beslutninger, der hjemsøgte hans sind, som havde set mere død og ødelæggelse på mindre tid, end det tog ham at indtage sin frokost.
”Et kalorierigt måltid,” lo han for sig selv ud i mørket, vel vidende at der højest sandsynligt ikke var andre sjæle end ham, der kunne se morskaben, og selv hvis der var, ville de næppe finde det særlig sjovt.
Klik.
Han måtte have mistet forstanden da byen blev angrebet. Folks ansigter forvred sig i smerte og …
Klik.
… blodet sprøjtede til alle sider. Lemmer afrevne, voksne, grædende mænd kaldende på deres mødre i desperation og panik.
Klik.
”Klik.” Måske han selv var død i kampens hede og han nu var en sjæl uden krop?
”Sjæl.” Havde han overhovedet en sjæl? Chancen for at han – at alle – bare var en samling af tilfældige impulssignaler, der imiterede ideen om en sjæl, var større, end at den rent faktisk fandtes.
”Klik.”
klik. Chancen for at han var havnet i sit eget sinds komplekse matrix-spind af neuroner og elektriske ladninger, var en yderst virkelig mulighed lige nu.
”Klik.”
Klik.
”Lys?” sagde han spørgende. Kunne han skabe noget, han kunne se for sit indre øje, nu han alligevel var død? Selvom han ikke havde nogen øjne, eller nogen krop for den sags skyld, ville det blot være et spørgsmål om at tænke sig frem til den virkelighed han ønskede. Der skete intet. Han skulle måske bare koncentrere sig hårdt nok og tro nok, tænkte han.
”Lys!” sagde han igen, mere kommanderende. I samme nu brød en lille kegle af blå-hvidt lys frem et par meter foran ham. Den spredte sig fra en smal cirkel, et par centimeter på tværs, og strålede klart opad og …
Han var ikke død. Det var hun heller ikke, til hans lettelse. Lyset gik ud igen.
”Jeg prøver,” vrissede hun.
Klik.
Det var lyden af knappen, der blev trykket igen og igen, der havde lydt, og hvor idiotisk han måtte have lydt. Gud i sin egen lille verden alt imens hun forsøgte at tænde en lommelygte. I et flygtigt øjeblik kom lyset tilbage, men forsvandt igen hurtigt – akkurat længe nok til at Vilkas kunne se hendes øjne lyse op, inden mørket omsluttede dem igen.
Hvor var de i grunden? Vilkas prøvede at huske, hvad der var sket. Det sidste han så, var granaten, der trillede foran pigen, og hendes frosne ansigt fyldt med gruopvækkende rædsel, idet han trak hende ind til sig. Hun havde sagt noget i sekundet inden eksplosionen havde indtruffet og de faldt. Faldt? Burde de ikke være blevet sprængt til atomer? Ingen kunne overleve at stå så tæt på en granats eksplosion, uanset hvilken type kropsbeskyttelse man havde på. Det eneste der kunne have reddet dem, var, hvis de på magisk vis var blevet rykket bag en mur eller ned i et sikkert hul der …
”Kloakken. Vi er i kloakken, er vi ikk’?” Han måtte have hevet dem ned i hullet hun havde åbnet. Eller var han faldet?
”Hvordan kom vi herned?” Hans stemme var hæs og munden smagte af jern.
Klik.
”Du besvimede,” sagde hun køligt. ”Og ikke et sekund for tidligt.”
”Besvimede?” Vilkas forstod ikke, hvad det overhovedet kunne hjælpe, at han var besvimet. Det kunne da umuligt have reddet dem fra den sikre død.
”Ja, du holdt sgu godt fast. Var du ikke faldet om, havde du aldrig hevet mig med dig ned i hullet.”
Klik.
Så han huskede altså rigtigt. Han havde forsøgt at skærme hende fra eksplosionen, men var besvimet. Det gav et sæt i ham ved tanken om, hvad han havde gået igennem indtil nu og hvor mange tæsk hans krop havde modtaget. Rykket alene da han forsøgte at mærke efter, om han kunne bevæge sig overhovedet, sendte smerter igennem hele kroppen. Specielt omkring ledende var det som om noget stift med skarpe kanter, var blevet lagt for at forhindre ham i at bøje dem.
”Hvor længe …” Selv hans stemme føltes misbrugt og hvert et ord han forsøgte sig med, krævede så mange kræfter, at han straks blev stakåndet.
Lyset vendte tilbage. Han kunne se at hun havde opgivet den diplomatiske metode, at tænde og slukke, og var gået hen til at banke lygten på siden i håb om at få den til at virke – hvilket det gjorde.
”Endelig,” udbrød hun en smule hidsigt og betragtede keglen, der lyste op, op over hende og fangede ethvert støvkorn af snavs, der vandrede ind i dens radius.
”Lyt.”
I stilheden og lyset fra lommelygten, kunne Vilkas høre, hvordan jorden over dem rystede og dæmpede lyden fra de enorme eksplosioner på overfladen. Nedfald af støv og småsten indikerede, at de nok ikke var så langt nede, som Vilkas oprindeligt troede.
”Vi kom ud herovre.” Hun rettede lygten i Vilkas' retning – lige over ham. Med megen anstrengelse fik han drejet hovedet og så en stor skakt udmunde i væggen nogle meter over ham. Skaktene, beregnet til regnvand, sørgede for at byen ikke blev oversvømmet under store regnskyl. Byens geografiske struktur gjorde den utrolig flad. Faktisk var den oprindelige bygget som én, stor fast skive der stak dybt under jorden, helt ned til grundfjeldet, for at undgå sammenstyrtninger under jordskælv. Den oprindelige indre by, var i grunden støbt som en enkelt byggeklods direkte på stedet langt fra forkastninger i kontinentalpladerne for at minimere jordskælvsrisiko. Rør og andre elementer i undergrunden var designet til at understøtte et bestemt antal mennesker – og ikke andet; en af grundene til at byen aldrig voksede i højden, men kun i bredden. Regn- og spildevand, blev ledt ud til bygrænsen og ud i kæmpe reservoirer, hvor det så blev renset og sendt tilbage ind i byen sammen med opsuget grundvand fra depoter langt ude i ødemarken - ude hvor plantagerne også lå. Det betød også at jo længere fra centrum man kom, jo større blev drænene for at imødekomme behovet for flere beboere, da deres vand akkumulerede sig med det fra centrum af.
På den måde var vedligeholdelse af undergrunden holdt nede på et minimum, og den smule der var, blev håndteret af renovations-robotterne der utrætteligt opsøgte lækager, uønsket forurening og større organisk materiale.
”Men du skal ikke regne med at komme ud den vej igen. Det hele kollapsede bag os.” Hun pegede på en stor bunke grus og sten, der havde stoppet røret til. Det var i forvejen knap bredt nok til at en enkelt person kunne passere igennem det – for ikke at tale om to.
”En smule snævert,” kommenterede Vilkas
”For dig måske, men din skulder var heldigvis gået af led, så jeg ku’ lige akkurat trække dig ud,” sagde hun og havde lygten peget direkte i Vilkas ansigt. Han missede med øjnene, men kunne se, at hun pegede på hans venstre skulder.
”Min skulder?” Han forsøgte at løfte armen. Med et skær af smerte og en erkendelse af at hans ledbånd nok havde taget skade, opgav han og skar en grimasse, der fik pigen til at grine hånligt. Han tog sig til skulderen med den gode arm, men kom hurtigt i tanke om at han tidligere havde skåret sig i skulderen. I refleks forsøgte han med sin venstre arm at nå op til skaden på den højre, og måtte give et svagt grynt, da dét jo var den dårlige arm.
”For satan da også.” Han spruttede af irritation og raseri over hele situationen, men så så, at armen han havde skåret sig i, var pænt forbundet med en slags stof. Han kunne se at det engang havde været hvidt, men blodet fra såret var gået igennem og var nu mere en dyb skarlagen farve.
”Har du gjort det her?” Han så op på pigen, der havde rettet sin opmærksomhed på resten af rummet, de var havnet i. Det var ikke mere end fem-seks meter på hvert led, og i enden hvor Vilkas lå, var der kun det rør de var kommet ud af. I hver af de tre andre sider, var der til gengæld tre mindre rør placeret i fodhøjde, der forbandt de forskellige sektioner af byen med hinanden, beregnet til at undgå oversvømning i enkelte zoner, hvis lokale regnbyger ramte. I den modsatte ende var der derimod et stort hul i væggen, der var mosbefængt og grønt af slam og andet ulækkert snask. Lugten af rummet fik Vilkas til at rynke næsen og fnyse af væmmelse.
Pigen måtte have vidst at hullet til netop dette rum, var udstyret med en servicetunnel til manuel inspektion, når renovations-robotterne ikke magtede opgaven ved en tilstopning, eller når de brød sammen.
Lygten lyste igen opad og fangede noget i hjørnet, der kastede skygger idet lyset dansede hen over det. Lange tråde af fint spind glinsede og dannede et sejl af refleksioner der lyste som en flot dekoration i dette snuskede og bakterierige miljø.
”Det var det mindste jeg kunne gøre. Selvom jeg jo nok bare burde ha ladet dig forbløde.” Han sporede en art bitterhed i hendes stemme, som om hun fortrød at have forbundet ham.
”Jeg havde nu nok overlevet,” svarede han tilbage, hovent, som svar på tiltale.
”Og jeg var sluppet væk uden at flere folk var blevet slået ihjel, hvis det ikke havde været for dig, så ja, måske skulle jeg bare ha’ ladet dig ligge.” Hun råbte vredt af ham og pegede igen lygten i hans ansigt, så han intet kunne se. ”Jeg overlevede jo fint at komme herned, ikk.”
Vilkas svarede ikke. Hun havde et sted ret i, at hvis han ikke havde blandet sig, så var det her aldrig sket, men på den anden side kunne hun ikke vide om hun ville have overlevet faldet. Hun opførte sig i hvert fald ikke sådan, da hun hang og dinglede i hans arm.
”Det var vist også mere dig, de ville have fat i, tror jeg.” Hendes stemmeleje faldt igen, men spydigheden forblev.
”Takket være dig, ja. De troede jo jeg var sammen med jer.” Nu kunne han pludselig huske al den vrede han havde over for hende og hendes slags. Det var ikke hæren og den uregerlige soldat, Joshua, der var skyld i de lå her. Det var hende og de Agarthanske terrorister, der havde spredt frygt, død og ødelæggelse over byen. Og hun var en del af det. Hun havde været sammen med dem, løjet om det og forsøgt at stikke halen mellem benene i stedet for at kæmpe for sine idealer. Men igen, terroristers idealer er noget meget flygtigt, mindede han sig selv om. De arbejder kun for egen vindings skyld uanset udfaldet for andre, også om det betyder at de skal stikke hinanden i ryggen.
”Jeg var ikke sammen med dem, det har jeg jo sagt.”
”Løgner,” råbte Vilkas så højt hans ømme krop kunne, hvilket ikke var særlig meget. Han formåede ikke engang at få rumklangen og det endeløse hul i væggen, til at kaste så meget som en hvisken tilbage.
”Tro hvad du vil.” Hun værdigede ham ikke et blik, men puttede i stedet en rulle med gaze i en stor lomme på siden af hendes dragt. Det var først nu, at Vilkas så at dragten hun havde haft på, ikke var stor og udspilet mere. Faktisk så det ud som om at den mere havde været opspilet og fuld af luft, end at der havde været en person inde under, der fyldte den ud. Den sad tæt om halsen, og fulgte hendes naturlige kurver hele vejen ned, på nær enkelte steder hvor en lomme eller en knap stak ud. Hun var mindre end han havde forventet, selv efter han havde hevet hende op af hullet.
”Løgner,” gentog han, denne gang dæmpet, og lukkede øjnene. Han lænede sig tilbage op af væggen, træt i kroppen. Rumlen fra overfladen fortsatte, og han spekulerede på hvordan det gik for sig deroppe, om der var kommet flere zeppelinere til, om hæren kunne modstå angrebet, hvor mange der var omkommet.
”Du vidste, hvem de var og de vidste, hvem du var. Så uanset hvordan du prøver at dække over det, så var du sammen med dem.”
Hun stoppede med at rode i lommerne. Lommelygten lå på jorden og oplyste væggen, med det store ensomme edderkoppespind op.
”Og du lovede at fortælle mig alt, hvis jeg fik dig væk derfra,” fortsatte han.
Længe sad hun stille uden at sige noget, så bare ned i jorden ud i intetheden og Vilkas kunne se en enlig tåre glide ned af hendes kind.
Triumf, tænkte han, han havde tydeligvis ramt et punkt hun reagerede på. Hun trak vejret dybt, og i stedet for at tale som han havde håbet, fortsatte hun blot med at rode rundt i lommerne.
”Kan du gå?” spurgte hun, uden at se i hans retning. Godt spørgsmål, tænkte han, lige siden han kom til, var det eneste han havde tænkt på, hvordan det hele hang sammen, omgivelserne, og hvem hun var. Han måtte anstrenge sig for at bukke benene og trække dem til sig. Det gav en knasende og ubehagelig lyd fra sig, da benene kom helt op. Han måtte støtte sig op ad væggen og nærmest skubbe sig selv opad for ikke at miste balancen og falde. Armene var ikke meget værd, han kunne lige akkurat løfte dem til over livet, men bruge dem til meget andet end det, var helt håbløst. Da han var helt oppe i en stående stilling, strakte han ryggen som klagede højlydt og fik ekkoet, hans stemme ikke klarede, til at lyde.
”Det tror jeg.” Han sank forover og var nødt til at støtte med hænderne på knæene, for ikke at falde sammen igen. ”Du tænker ikke på at gå derind, vel?” Han rettede opmærksomheden mod hullet i væggen, der førte ud af byen og længere under Metropolis' dybe undergrund. Hun trak i en strop på siden af dragten, der, med en susende lyd fik den til at blæse sig op igen, og få hende til at se en anelse tyk ud.
”Har du nogen bedre ideer?” spurgte hun. ”Hvorfor tror du jeg forsøgte at komme herned til at starte med?”
Vilkas kendte godt svaret. Det var hendes flugtplan. Hun havde selvfølgelig vidst, at hun kunne komme ud hernedefra. Hun havde bare ikke taget højde for faldet herned. Havde det ikke været for ham, ville hun aldrig have haft modet til at hoppe, tænkte han skadefro.
”Jeg skal nok fortælle dig alt du vil vide, så snart vi er ude herfra.” Hun vendte sig mod ham, ”Okay?”
”Er du gal? Det er den rene dødsfælde derinde. Vi overlever aldrig. Synteserne derinde flår dig levende, hvis de får øje på dig,” hidsede Vilkas.
Syntherne var menneskelignende robotter uden ansigter, der mindede mest af alt om skeletter med lysende øjne. Deres metalstruktur gjorde dem ideelle til arbejde nede i kloakkerne, selvom de indimellem også var en del af bybilledet, som regel i forbindelse med tekniske opgaver der ikke kunne håndteres sikkert af mennesker, som når for eksempel højspændingsledninger trængte til at blive udskiftet. De var selvfølgelig ikke nær så smidige som mennesker, og de manglede da også en kreativ sans, der forhindrede dem i at gøre helt åbenlyse ting, som at gribe fast i noget, når deres fodfæste gled og de faldt ned fra de tårnhøje søjler. Ingen livsvilje, ingen skam, ingen anger – simple maskiner programmeret til at lette menneskets arbejde.
En af grundene til at de ikke overtog arbejde, som var sikkert for mennesker, men stadigt fysisk, var ideologien, at mennesker havde behov for at arbejde fysisk, og høste frugten af sine anstrengelser. Det handlede alt sammen om mening med tilværelsen, om det så var at feje et fabriksgulv rent. Det ville have været nemt at lade dem overtage alt arbejde der fandtes, som man simpelthen fandt uværdigt, men det ville tage smagen ud af livet – ifølge flere store undersøgelser beordret af kommissoriet for velvære og menneskelig adfærd for en snes år siden, da Synteserne først blev introduceret.
Pigen ignorerede hans opråb, og forsvandt ind i mørket.
”Du er vanvittig, du overlever aldrig!” råbte han efter hende, men hun svarede ham ikke.
”For helvede da også,” mukkede han intenst. Det var selvfølgelig den eneste vej ud nu. Vejen op igennem røret var blokkeret, og ovenpå måtte de nok tro, at de begge var sprængt til atomer. Efter lydene at dømme, så var de nok stadig i gang med at bekæmpe hinanden, så selv hvis de troede de var i live, ville de ikke tage sig af det lige foreløbig. Eneste mulighed var nok at følge efter hende.
Knap var han fulgt efter hende ind i det ukendte, før han fortrød sit valg. Mørket derinde gjorde det næsten umuligt at se, hvor han trådte og for at gøre skade værre, så bugtede tunnellen sig, så hendes lygte var ikke synlig fra, hvor han var. Heldigvis var der ikke nogen afsporinger fra tunnelen andet end små rør langs bunden, der forbandt sideløbende tunneller med hinanden, så det var kun et spørgsmål om tid, før han indhentede hende.
Benet klagede for hvert skridt han tog, og det gjorde det markant mere besværligt ikke at kunne se mere end en meter eller to foran sig. Ind imellem kunne kan høre vand plaske længere fremme, ligesom under sine egne fødder når han nåede små pytter af spildevand, der havde aflejret sig i rørene.
”Amia,” kaldte han. Lungerne kunne håndtere lidt mere end før, men det var svært. Han havde stadig hovedpine og han måtte bruge sit åndedræt sparsomt, for at kunne holde et fast tempo.
Der kom ikke noget svar tilbage, så han råbte igen – højere.
”Amia!” Han forsøgte at sætte tempoet op, men hvis hun selv var sat i løb for at slippe væk fra ham, ville han ikke have megen mulighed for at indhente hende.
Forbandet, tænkte han. Alt han var gået igennem for at redde hende, og så var hun bare stukket af. Ingen god gerning går ustraffet hen alligevel. Lyset var næsten helt forsvundet, og den smule der havde været – og som Vilkas undrede sig over overhovedet var der til at starte med – var svundet så meget ind, at den eneste måde han kunne komme frem på, var at støtte sig til rørets side, hvilket ikke var nemt da formen tvang ham til at gå skævt på fødderne og dermed også sætte farten dramatisk ned.
Han kaldte igen, men stadig kom der intet svar. Hvis det fortsatte meget længere og han ikke fandt hende, hvordan skulle han så slippe ud af mørket? Rædslen om at være fanget hernede, til han faldt om af sine kvæstelser, som i høj grad trængte til forplejning – andet end en simpel forbindelse – eller af sult, fik ham til at hyperventilere en smule. Maven vendte sig ved tanken om, at han måske skulle ende sine dage som syntese-føde under byen, og slæbt til nærmeste biobrænder, hvor rotter, insekter og andet småkravl blev omdannet til brændsel, der kunne give strøm til byen. Synet af sit eget forrådnede lig fyldt med maddiker, der lystigt åd af hans porøse og opløste krop, blev for meget for ham og krampagtigt kastede maven de få rester af mad han havde tilbage op, og klaskede ned på hans sko. Det hang ham ned af hagen og brystkassen, kunne han mærke. Mere og mere panisk kæmpede han sig fremad i det blændende mørke, der skar sig ind i ham og kæmpede mod hans fornuft.
Sårene stak intenst og gjorde ikke sit til at hjælpe med at indhente pigen. Åndedrættet blev mere og mere uregelmæssigt og lydhørt. Nærmest hostende, kæmpede han sig frem meter for meter i håb om frelse. Stemmen havde for længst opgivet at kalde efter hende. Hans eneste mulighed var at kæmpe så længe han kunne.
Der var ikke mere energi tilbage, da han endelig sank i knæ. Slaget mod knæene var intet i forhold til den sviende smerte i brystet. I en sidste anstrengelse, hostede han så det gav genlyd langt fremme. Kroppen sank forover af udmattelse, og det eneste han kunne tænke, var, at han nu ville slå hovedet mod jorden og at det måske ville slå ham ud. Men i stedet for at hans pande slog imod røret, gled han længere frem. Balancen der tippede, gav et sæt i ham og før han vidste af det hang han næsten på hovedet og inden han kunne nå at reagere, ramte han overfladen.
Lyden og chokket fra det iskolde vand der omsluttede ham, og trængte ufrivilligt ind i svælget fik kroppen til at ryste hysterisk. Nyt liv blev pumpet rundt i ham og gav kræfter til at kæmpe for sit liv. Stadig omsluttet af det tætte mørke, famlede han efter noget at gribe fat i. Ude af stand til at rette sig op eller vide om han vendte op eller ned, greb han blindt efter hvad som helst, der kunne redde ham.
Der var det! Luft! Hans hænder kunne mærke den smule forskel, der brød overfladen og gav ham en retning at gå efter. Den anden arm fulgte hurtigt efter, og med et vældigt spark med benene, søgte han mod overfladen. Luften susede taknemmeligt ned i lungerne, da han igen kom oven vande.
”Her, grib fat.”
Det var pigens stemme der mødte ham, og det var ikke det eneste. Lyset var vendt tilbage. Lommelygten lå på kanten, hvor hun sad med armen strakt imod ham. Han tøvede ikke et sekund med at gribe den, og havde nær trukket hende med ned med ham i desperation. Hun kæmpede med at slæbe ham op af vandet, op på kanten, der var næsten en halv meter længere oppe. Først da begge hans hænder var fast plantet på kanten, gav hun slip og strakte sig selv ud over, og greb fat i hans bælte for at trække ham det sidste stykke op.
Hun var stærkere, end han først havde antaget hende at være. Hun måtte stadig anstrenge sig for at få ham op, men det var der ikke noget at sige til. Som det var nu, var han næsten ren dødvægt, der bare ventede på at falde om af udmattelse igen. Hun prustede ligeså meget som han gjorde nu, selvom hans var mere betonet af afmagt opgivelse.
”Så står vi vist lige,” sagde hun efter et stykke tid – småleende. Vilkas' hjerte hamrede stadig af sted. Chokket fra nær at drukne, havde sat gang kroppen igen. Han kunne næsten ikke svare hende, og havde mest af alt bare lyst til at lukke øjnene og overlade sig selv til kloakkerne, synteserne og den sikre død.
Amia klaskede ham på kinden og forsøgte at holde ham vågen – til Vilkas' store irritation – men selv at brokke sig var for stor en mundfuld for ham, og i stedet for at stoppe hende, åbnede han blot øjnene nok til at hun kunne se, at han ikke var forsvundet, og stadig ved bevidsthed.
I lang tid sad hun bare ved siden af ham med lygten hvilende på kanten til vandet, der stille rislede og langsomt overdøvede lyden af deres vejtrækninger. Vilkas forventede, at hun snart ville rejse sig og fortsætte, eller sige noget spydigt til ham, noget der kunne vise hendes foragt for ham over at have bragt dem i denne situation.
Hvor længe der var gået, var han ikke helt sikker på, men han vidste godt, at han var døset en smule hen. Det gav i hvert fald et lille ryk i ham, da han åbnede øjnene igen og umiddelbart var en smule forvirret over, hvor han var. Fornemmelsen passerede hurtigt igen. Han måtte alligevel have været mere væk end han først troede, for da han så op mod Amia, kunne han se at hun også sad søvnig, med blanke øjne der næsten ikke registrerede, at han igen rørte på sig. Hun så sørgmodig ud. Der var mærker af udtørrede tårer på kinderne. Måske var han endda faldet i søvn, og i stedet for at forlade ham, var hun blevet ved ham.
Der var noget ved hendes udtryk, der gav ham en snert af sympati for hende, men det var ikke fordi hun lige havde trukket ham op af det iskolde vand, der havde forsøgt at sluge ham ned til dybet og begrave ham.
Kroppen værkede stadig intenst. Det kolde vand havde ikke dulmet nerverne, som registrerede hver en lille bevægelse han lavede. Det gik op for ham at han havde fået nye forbindinger på. Skjorten som var mørk af det tørrede blod som ikke var skyllet væk fra den kolde dukkert, skjulte knap såret på armen under. Gazen var spændt om armen og skulderen i så mange lag, at blod ikke kunne trænge igennem, men det begrænsede også førligheden. Det gjorde utrolig ondt at sætte sig op, men ikke nær så ondt som før. Pigens blanke øjne var stadig slørrede og fjerne og opdagede ikke, at han var vågnet.
Lommelygten var stadig tændt og lå på kanten til vandet og lyste op, ud over et vældigt bassin. Bittesmå krusninger i overfladen fik vandet til at glitre som diamanter der kastede deres lys op imod loftet. Lysshowet dansede hen over hovederne på dem og spredte lyset fra den sølle lygte, så den nærmest var en levende fakkel.
Vilkas sad forstenet og stirrede ud over vandet og forestillede sig lyden af en ild der brændte og knitrede. Den kolde luft hernede mindede ham om noget fjernt og venligt og varmt. Det var som at sidde i det fri en kølig sommeraften ved et bål at holde sig varm med, stjerner foroven og vindens bruse i trætoppene. Hans fantasi løb af med ham. Han havde jo aldrig været uden for byens mure, og åben ild var forbudt med fare for at starte brænde, og de sparsomme træer der var, kunne aldrig fange vinden tilstrækkeligt til at rive og give dem liv.
”Jeg skulle aldrig være kommet.”
Vilkas fik et chok. Han var faldet helt hen i sin egen verden.
”De er sikkert alle døde nu,” fortsatte hun. ”På grund af mig.”
Vilkas sagde ikke noget. Han fortsatte med stift at holde blikket rettet ud over vandet.
”Jeg ville bare se ham … en sidste gang, inden han forsvandt. Jeg vidste ikke, at de ville sprænge det hele i luften.” Hendes stemme kæmpede med at holde sig i ro, kunne han høre. Han kendte den kun alt for godt. Det var lyden af smertelig accept, at tingene hændt ikke kunne gøres ugjort, og hvor forfærdelig og uoverskuelig fremtiden end så ud, måtte man indse at, hvis ikke man tog det første skridt ud af fortidens trygge skygge, så … Ja, hvad så?
Det gik op for ham, at han også havde mistet en masse i dag. Han havde altid set Metropolis som en sikker havn, hvor han havde sin plads. Et sted hvor uanset hvor hård dagen havde været, så vidste han, at det var der han skulle være. At lykken var gjort. Han havde altid kæmpet for at være den bedste han kunne være – for Metropolis. Alle beslutninger han traf, var på baggrund af det fælles bedste, uanset hvor egoistiske hans handlinger måtte se ud. For var han ikke i stand til at kende ret fra uret? Orden fra kaos? Og var han ikke den yngste nogensinde til at arbejde i Tårnet? Alt hvad der var sket i dag, havde ikke noget med ret og orden at gøre.
”Han havde sagt jeg sku’ flygte inden de kom og hentede ham, men …” Hun begyndte at hulke og hun kæmpede med ordene. ”… det jo min far, hvordan kan jeg bare forlade ham. Han er alt jeg har.”
Pigen snakkede om at flygte ud af byen og komme i sikkerhed, men det var ikke en mulighed for ham. For ham var der kun Metropolis, og da den sindsforvirrede soldat, Joshua, pludselig ikke var i stand til at bevare fatningen i en kritisk situation, tvang ham i knæ, nær skudt ham, så var det den største uret, der kunne have været begået mod ham.
”Hvis jeg ikke havde været der, var de ikke vendt om,” hulkede hun videre.
”Hvorfor skulle de komme efter dig?” spurgte Vilkas en smule spydigt. Han kunne ikke forestille sig, at hun skulle være vigtig for dem, også selv om hun stod i ledtog med dem.
Hele sagen med terroristerne, kredsede om professor John Agawis forskning. Agawi var den geniale opfinder og software-ingeniør, der stod bag udviklingen af telenettet, der forbandt alle bygninger med hinanden og sørgede for, at enhver monitor i hele byen kunne kontrolleres manuelt fra Tårnet i tilfælde af nødsituationer. Det var uvist hvornår han hoppede af og blev en Agarthansk spion, men heldigvis blev det opdaget inden han kunne nå at inficere byen med den skadelige virus, han skulle have udviklet, der angiveligt kunne få hele byen til at bryde sammen. Det havde åbenbart været meningen at systemet som han selv havde skabt, et næsten perfekt system med uhyre få mangler og sikkerhedsbrister, skulle knuses med en avanceret form for computervirus, der kunne omgå alle foranstaltninger og dræne byen for energi og fødevarer længe nok til at en invasion kunne finde sted. Det hele havde for Vilkas virket ufattelig indviklet og omstændeligt, først at sikre byen for dernæst at knuse den, men der var klare beviser for, at det var præcist, hvad han havde haft gang i. Han havde også været skyld i det nylige nedbrud i kommunikationen på telenettet. De andre anholdte var nogle ansatte i afdelingen han bestyrede, men så vidt Vilkas vidste, var de næsten uden betydning for efterforskningen, andet end at de også var skyldige i terror.
”Agawi?” Vilkas vendte sig om mod pigen. ”Amia Agawi?” Han kunne ikke se nogle andre grunde til at de var vendt om. De havde helt klart været efter hende, og manden som Vilkas gættede sig til at være John Agawi, havde kaldt efter hende, forsøgt at få hende i sikkerhed. Kun han kunne have haft den fornødne vigtighed for Agartha til, at de ville følge ordrer fra ham
Hendes selvkontrol brast, og hun græd nu så højt at Vilkas frygtede nogen skulle høre dem, selv hernede, alene i mørket.
Så hun var altså Agawis datter. Det ændrede jo på alt. Hvis han kunne få bragt hende tilbage til Tårnet i sikkerhed, ville de have noget at handle med i forhold til Agawis terrortrusler, måske endda få ham til at overgive sig selv – for hendes skyld. Han havde trods alt fået hele den Agarthanske hær til at erklære krig mod Metropolis – for hendes skyld. Nu var der ingen mulighed for, at han kunne lade hende slippe væk. Hun var alt for værdifuld.
Vilkas søgte at sige noget han kunne drage fordel af, for at undgå at hun smuttede igen, selvom han havde på fornemmelsen, at hun af en eller anden årsag havde brug for ham. Hun blev i alt fald ved med at lappe ham sammen, på trods af hans ret så åbenlyse intentioner om at hive hende tilbage til byen. Måske hun var kommet til fornuft og godt kunne se han havde ret?
”Du er Agawis datter?” spurgte han, mest for at bekræfte sine anelser.
”Mhm,” fik hun fremtvunget igennem gråden.
”Jeg vidste ikke han havde en datter,” sagde Vilkas oprigtigt. Af en eller anden grund var det ham gået forbi, at Agawi havde børn, selvom han havde lavet intensive baggrunds undersøgelser på ham til folderne de havde uddelt. En kone havde han haft, men hun var omkommet for mange år siden ved et uheld i ødemarken. Hun have vidst også været forsker som ham, bioanalytiker, og været i gang med nogle jord-undersøgelser omkring plantage områderne. Rapporten om hendes død, sagde, at hun var blevet uhelbredeligt forgiftet af radioaktiv stråling i de fordømte områder ved de gamle ruiner nær grænselandet.
”Jeg er ikke registreret,” svarede hun, før Vilkas formåede at komme til konklusionen. ”Jeg er født uden for byen.”
Det var ikke helt uden fortilfælde, at uregistrerede børn blev smuglet ind i byen til af familier der ikke selv var i stand til at få børn.
”Jeg kom først hertil for under et halvt år siden.” Hun tørrede ansigtet med bagsiden af sin enorme vante, som var alt for stor til hendes små hænder. ”Far sagde, at det var bedst, at jeg var hos ham, men jeg ku’ nu bedre li’ det i Tir Na,” sagde hun længselsfuldt. Øjnene lyste et kort øjeblik op, som om hun havde glemt alverdens kvaler, og det faktum at hun var en flygtning fanget i en stinkende kloak, inden hovedet sank igen og hun blev mere dyster.
”Hvordan har du så undgået at blive taget i kontrolposterne?” spurgte han. Som det var nu, så han ikke nogen anden mulighed end at få hende til at blive ved med at snakke. Hvis han fortalte hende, hvad han havde i tankerne, hvor meget han hadede, at hun var datter af den hovedansvarlige terrorist, så havde hun nok ladet ham ligge og forbløde. Det skulle være hendes undergang, tænkte han for sig selv mens han fortsatte.
”Bare i dag alene … sikkerheden omkring pladsen har været helt i top, militær over det hele.” Så snart han havde færdiggjort sætningen kunne han godt selv høre det, og hendes blik bekræftede kun det åbenlyse. Agarthansk militær havde angrebet midt i centrum og undgået alt og alle sikkerhedsforanstaltninger, så at hun også kunne slippe forbi, burde ikke have været et problem, men ikke desto mindre var han nysgerrig.
”Går I igennem kloakken?” spurgte han, da hun ikke svarede. ”Huller i murene?” Stadig intet svar. Vilkas brød sit hoved, men kunne ikke se nogen mulighed, der kunne give dem ubegrænset adgang til og fra byzoner, og omgås de forskellige checkpoints uden at identificere sig. Da ville de da helt sikkert blive snuppet, når deres stamdata ikke stemte overens med …
”Din far!” Svaret var så åbenlyst, at han følte sig helt dum, at han ikke med det samme havde indset det. Han havde selvfølgelig haft adgang til databaserne i kraft af sin stilling og været i stand til derfra at ændre på de fornødne oplysninger, der kunne give dem mulighed for at krydse zonerne, ja selv forfalske identiteter. I stedet for Agarthansk militær, så var de pludselig Metropolitanske statsborgere. Et genialt træk når han tænkte efter, men dybt afhængigt af en enkelt mand.
Vilkas gyste ved tanken om at han i netop dette øjeblik kunne bryde ind i Metropolis' system og underminere det fuldstændig. Han undertrykte en ubønhørlig trang til at gribe og kaste hende rundt og tvinge et svar ud, der kunne hjælpe ham og Metropolis til at fange, og om nødvendigt, dræbe John Agawi.
”Smart,” kortede han sine tanker af og forsøgte at tale i en let tone for ikke at gøre hende skræmt af hans blændende had. ”Men hvorfor først få dig ind i byen nu?”
”Jeg ved det ikke. Jeg havde slet ikke lyst til at komme her, hvis jeg ska' være ærlig. Her er alt for rent.”
En stemme skreg inde i Vilkas af vrede over hendes foragt for Metropolis. Så meget at han fandt det svært at høre hvad hun sagde. En anden stemme mindede ham om, at hun på trods af al deres indbyrdes fjendskab, havde reddet ham fra at drukne og forbløde.
”Men Tårnet,” sagde hun, øjnene glinsende i en blanding af tårer og beundring. ”Når solen skinner direkte på det og det oplyser pladsen.” Hun sukkede og smilede. ”Jeg misunder dem, der får lov at være derinde og se udsigten oppefra.”
Hendes krop slappede mere af nu, og Vilkas kunne se at hun nærmest dagdrømte når hun snakkede om Tårnet. Han kunne kun give hende ret. Udsigten var virkelig spektakulær.
”Jeg kommer tit derned bare for at se når solen passerer toppen af bygningen. Det er som når den står op over vandfaldet i Tir Na. Det er de prægtigste regnbuer, og disen der hænger over lagunen, gør det et perfekt sted, at tage til om sommeren. Når vi kommer ud herfra, så skal du se det.”
Hun sendte ham et smil og fortabte sig i minderne. Vilkas gav hende et anerkendende tilbage, spillede med og lod hende blive i troen, at han var hendes ven.
”Det hjælper lidt mod hjemveen. Alt er for kontrolleret her. Jeg ved godt at du ikke ser det sådan. Har godt lagt mærke til hvordan du nogle gange samler skrald op, der ikke er røget helt i spandende, og måden du ser på byen når du kommer ud af Tårnet, men jeg føler mig fanget her.”
Det var en overraskelse for ham, at høre at hun havde set ham før, betragtet ham tilmed. Han havde måske set hende i øjnene, når han gik til og fra Tårnet, og at han ikke havde lagt mærke til hende, at han ikke kunne genkende hende nu, var chokerende. Han måtte have set dum ud. Hun lo i hvert fald af ham.
”Jeg er tit i forklædning,” sagde hun. ”Far siger altid, at jeg ikke skal risikere at blive fanget, fordi jeg skiller mig for meget ud. Ikke at jeg tror det er det, der er problemet.”
Hun fiskede ned i en af de kæmpe lommer, og hev et lille kort frem som Vilkas hurtigt identificerede, som et personligt identifikationskort med oplysninger om, hvem hun var og hvor hun kom fra. Hun rakte det til ham.
Det var rigtig nok hende der var på billedet – næsten ukendelig dog. Ansigtet var renere på nær et sæt fregner på hver kind som ikke var synlige nu, dækket af snavs og hudafskrabninger, og en smule blod som nok var hans. Han lod som om han sammenlignede de to, billedet og pigen der sad overfor ham, men i virkeligheden prøvede han at finde noget på kortet, der kunne afsløre det som en forfalskning.
”Det er godt lavet,” sagde han og intensiverede sit blik på selv de mindste detaljer, om A'et buede som det skulle i forhold til sit eget kort, som han kunne gengive i ned til mindste detalje. ”Man kan næsten ikke se at det er falskt.” Han rakte kortet tilbage og ikke ned i lommen, som han havde lyst til.
”Det er ikke en forfalskning,” sagde hun og lod det fumle mellem fingrene inden hun lagde det i lommen igen. ”Far sagde at det var fra en pige der omkom for noget tid siden. Han kunne vist kun ændre billedet, og om hun var i live eller ej.”
Vilkas huskede godt at selve chippen, hvor alle data lå gemt var unik og umulig at forfalske. Alle børn der kom til verden blev implanteret med en mikroskopisk chip i underarmen, der blev aktiveret af et signal, når man kom tæt på skannerne mellem bygrænserne. Adopterede børn udefra kunne også få en chip, hvis forældrene undskyldte med at de ikke nåede til nærmeste sygehus inden fødslen indtraf. Man vidste godt at snyderi forekom, men det var en af de ting der ind imellem blev set igennem fingre med. Familieforøgelses-kvotaer var, når alt kom til alt, svære at imødekomme, så man havde accepteret et vist indryk af udefra komne børn. Det var straks svære at smugle et ældre barn eller en teenager ind, og Vilkas havde da heller ikke hørt om det før, så da hun sagde at kortet ikke var en forfalskning, kunne han ikke lade være med at tænke over, hvem den arme sjæl var, hun havde stjålet identiteten fra.
”Det gjorde ondt da han satte chippen ind.” Hun strøg sin underarm, igennem tøjet, som for at lindre mindet om smerten han selv ikke havde oplevet fordi han kun var et barn da det skete.
”Men har du ikke været ved at blive opdaget så? Du må da ha mødt nogen, der kendte hende.”
Hun gav ham et undrende blik, som om der var noget han burde vide.
”En enkelt gang,” sagde hun. ”Der var en mand ved Tårnet. Han stoppede mig, fordi han syntes jeg så mistænkelig ud. Jeg var lige kommet til byen og havde ikke fundet ud af hvordan folk klædte sig, normalt. Han bad om at se mit kort og …” Hun tøvede og sank en klump. ”Han så så uhyggelig ud at jeg ikke turde gøre andet, selvom far havde sagt, at jeg bare skulle sige nej og be' om hans tilladelse.”
”Uhyggelig?” spurgte Vilkas.
”Ja, hele hans ansigt var i stykker, som om nogen havde revet det af. Hans ene øje var helt hvidt og væske…”
”Deacon,” afbrød han hende. ”Han var ude for en ulykke. Ulykke er måske at strække den. I sprængte ham i luften sammen med tyve andre.
”Vi sprang ham i luften?” Igen gav hun ham et blik, der spurgte mere, end han ønskede at svare på. Det irriterede Vilkas, at hun stadig, på trods af alt der var sket, ikke ville erkende, at hun havde en finger med i spillet, når det kom til terroristerne.
”Ja, I, dem. Dem der er i gang med at jævne hele byen,” svarede han hende vredt. Hun krøb en smule, og Vilkas bed hurtigt vreden i sig. Han kunne ikke risikere at hun stak af fordi han afslørede, hvad han virkelig havde i tankerne. Han tog en dyb vejrtrækning og undskyldte.
Der gik noget tid, hvor ingen af dem sagde noget. Lyden af vandet der rislede i det kæmpe bassin, gav ham den ro han havde brug for, men han vidste godt at de ikke kunne blive. Den eneste vej ud var forbi vandet og videre ud til bygrænsen, hvor rensningsanlæggene lå. Med lidt held ville de undgå synteserne, som han havde glemt alt om, men nu vækkede en genfunden gru i ham.
”Hvorfor hev du mig op af vandet?” brød han stilheden. Det havde undret ham, siden han vågnede i tunnellen, at hun havde bundet hans sår ind, når det mest logiske ville have været at efterlade ham. Chancerne for at overleve med en såret på slæb der tilmed var hendes fjende, var langt mindre nu når han endda havde fået sig en iskold dukkert. Hun havde endda forbundet ham endnu en gang og brugt sine forsyninger unødigt.
”Fordi du reddede mig,” svarede hun kort med blikket vendt nedad. Vilkas vidste godt at han trådte på tynd is, men han måtte vide det.
”Men uden mig var vi ikke endt her. Du sagde det selv. Desuden har du vist reddet mit liv flere gange.” Han fremtvang en kunstig latter, og han frygtede straks, at hun ville se lige igennem ham.
”Jeg ved det ikke. Jeg havde lyst til at efterlade dig og det burde jeg også ha’ gjort, men jeg kunne ikke, desuden …”
”Hvad?” spurgte Vilkas da hun ikke svarede.
”… ikk' noget.”
Hvis der var noget der frustrerede Vilkas, mere end noget andet end at være hernede i mørket uden reelt håb om at slippe ud i live, så var det hende. Hendes humør, toneleje, måde at sige tingene på, ændrede sig fra sekund til sekund. Det ene øjeblik var hun på grådens rand, det andet kølig og fattet. Iskoldt havde hun forladt ham tilbage i tunnellen, kun iført forbindinger, som langt fra var noget værd uden hvile, og nu snakkede hun om at hun ikke kunne forlade ham selv om hun ville. At hun følte sig taknemmelig endda, over at han havde reddet hende når han ikke havde haft den mindste intention om det der lignede.
”Vi må også se at komme videre, ikk'?” Han kom på benene med megen besvær og rakte så en hånd ned til hende for at trække hende op. Det nyttede ikke noget, at de blev her, og det vidste hun bedre end nogen anden, selvom han nok mere havde brug for hende for at slippe ud når det kom til stykket.
”Hvad vej skal vi?” spurgte han. Amia greb lygten og sendte en kegle ud over vandet.
Bassinet var cirka tredive gange tredive meter, uden indikation af hvor dybt det var. Hele vejen rundt var der vægge ligeså mosbefængte som rummet de kom fra. I tunnellen havde der været for mørkt til at se, men han formodede at det så ligesådan ud derinde. Hun fulgte en gangsti der gik langs væggene, som ikke var mere end en meter bred, hele vejen rundt til den anden side, hvor der var endnu et hul i væggen.
Da hun ramte hullet med lygten, kunne Vilkas pludselig se andet end bare mørke og mos, og det gav et sæt i ham der nær havde fået ham til at stikke halen mellem benene.
Syntese. Upåagtet af synet lod Amia blot lyset hvile på den skeletlignende skikkelse, der stod i åbningen og iagttagede dem.
”Bare rolig, den er ikke tændt,” sagde hun og tog fat i hans arm, som for at forhindre ham i at løbe, ”ellers havde den angrebet os for længst.”
Selvfølgelig havde den det. Lyset havde været tændt længe inden hun lyste på den. De havde endda sovet, og den var ikke gået til angreb. Han følte sig dum over, at det ikke var gået op for ham. Det havde nok været derfor hun havde slukket lyset og ikke svaret, da han havde kaldt på hende. Hun havde nok troet, at den ville reagere på lyset og i panik slukket lygten.
”Jeg vidste ikke I havde synteser i Metropolis. Jeg troede ikke I var avancerede nok,” sagde hun.
Vilkas følte afsky over hendes udtalelse om, at de ikke var avanceret nok, men læste ingen hån eller anden form for foragt i hendes stemme.
”I har måske mange af dem i Tir … Hvad var det du kaldte det?”
”Tir Na,” svarede hun. Lygten var fast rettet mod syntesen, som frygtede hun, at den pludselig skulle komme til live og slå dem ihjel. Blikket var i hvert fald låst på den og hun fulgte væggen med hænderne, som han havde gjort det i blinde. ”Nej vi har ingen i Tir Na. Der er faktisk ikke rigtig nogen form for teknologi, andet end elektrisk lys.”
Syntesens døde øjne hvilede over den kunstige sø og da de nåede den, kunne Vilkas ikke dy sig. Han havde aldrig været så tæt på en før. For ham var det en maskine som alle andre, en ting der var til for at gøre livet nemmere, men måden den var skabt på, fik ham altid til at tænke på, at de kunne være skabt som en erstatning for mennesker – en imitation af livet.
”Hvor har du så set dem før?” Spurgte han og studerede maskinen, der så ud som om den havde været i gang med at samle noget op fra tunnellen, inden den gik i stå.
”Agartha, selvfølgelig. Folk der er mere afhængige af dem end deres egne forældre.”
”Har du været i Agartha?” spurgte Vilkas forbløffet, selvom det ikke burde komme bag på ham, men måden hun snakkede om Tir Na på, så virkede det bare som om at hun foretrak et sted, hvor teknologi ikke var så integreret en del af samfundet.
”Ja, inden jeg kom her. Forfærdeligt sted. Det eneste folk tænker på er at arbejde, æde og drikke, og det kun, hvis de har råd til at æde. Det' simpelthen så umenneskeligt et sted.”
”Ku' jeg forestille mig,” medgav Vilkas.
”Se her.” Hun rettede lygten ned på syntesens arm. ”Spindelvæv.”
I fine tråde fra armens spids til jorden, glinsede det af edderkoppespind. Vilkas havde troet at vævet havde hængt der længe og var undgået at blive fjernet, sammen med mos, fordi det lå så tæt på en serviceindgang. Synteserne kom måske aldrig så tæt på indgangene, fordi de hørte til længere inde, hvor det ikke var sikkert for mennesker at arbejde, men det betød ikke at de aldrig kom der. Vævet på syntesen her måtte betyde, at den havde været ude af drift længe. Hvorfor havde man ikke fra overfladen gjort noget ved den?
Vilkas så sig om. På væggene, jorden, ja selv loftet; et tykt lag af grønt slim hang i guirlander og dryppede langs væggene, og endte i dybe pøler på jorden. Kanten på bassinet var ligeledes fedtet og det var først nu det gik op for ham, hvor glat underlaget egentlig var.
”Men det er jo organisk, hvorfor har botterne ikke renset her?” sagde han, da en velvoksen stor edderkop elegant dansede hen over syntesens ansigt og ind i øjenhulen.
Vilkas havde engang været i afdelingen, hvor kommandocentralen til hele syntesenetværket lå, og overværet hvordan selv den mindste funktionsfejl betød, at systemet lyste op, hvorefter en teknikker blev sat på opgaven. Som regel var det en syntese der sad fast i et rør, eller en mindre bot som var brudt sammen eller rustet i stykker. Andre gange var det softwaren, der lavede uorden, og så var de nødt til at hive dem ind til reparation, men det hørte til sjældenhederne.
”Det må være måneder siden, at nogen som helst har været hernede,” bemærkede han. Amia pillede ved den, prøvede at løfte armen på den, slap den, og så hvordan den slapt faldt ind til kroppen. Den faldt ikke forover, dens brede ben var så solidt plantet, at den i stedet svingede fra side til side. Han kom i tanke om medienedbruddet forårsaget af terroristerne og forstod nu, hvordan det hang sammen.
”De må ha været koblet til telenettet. De fungerer selvfølgelig ikke uden signal fra centralen, men derfor burde de da stadig have en autofunktion, der holder dem kørende i tilfælde af nødsituationer.”
Amia var for travlt optaget af at studere og dissekere syntesen til at høre hvad han sagde.
”Hvordan fungere de i Agartha?”
Hun trak på skuldrene og mumlede noget uforståeligt. Hun lyste ind i øjnene på den og genskæret fra lampen derinde lyste svagt rødt tilbage
”Jeg troede den var tændt, det var derfor jeg slukkede lampen,” sagde hun.
”Hvis den virkelig havde været tændt, ville det nok have været bedre at ha' haft lyset tændt, så du ku flygte.”
Hun så undrende på ham, og havde en finger langt inde i øjet på maskinen.
”De er varmesøgende, og reagerer også på let organisk materiale, så hvis den havde været tændt, havde det ikke betydet noget om den ku’ se dig eller ej. Den havde gået efter din kropsvarme. Du var ikke nået tilbage til tunnellen før den havde fanget dig og slæbt dig ud til forbrændingen.”
Hendes øjne skiftede fra undrende, til rædselsfyldte og hun hev lynhurtigt fingeren ud og trådte et skridt tilbage af frygt for, at hun kunne komme til at aktivere den.
”Virussen har nok formået at slå dem helt ud.”
”Hvilken virus?”
”Den din far lavede, den der har slået hele telenettet ned og gjort mit arbejde til et levende helvede de sidste par måneder, husker du nok.”
Så dum kunne hun trods alt heller ikke være. Hun kunne spille uskyldig og lade som om hun ikke havde andel i plottet, men hun måtte da være vidende om alt der var foregået siden de fangede Agawi.
”Spørgsmålet er, om de overhovedet ved, hvad der er galt hernede.”
Det var vel lige meget, når det kom til stykket. Med en åben krig og alt det der fulgte med, så var reparation nok ikke øverst på deres liste over presserende emner.
”Han har aldrig snakket om nogen virus.”
Vurderende om maskinen pludselig ville vågne op af sin slummer, trådte hun et skridt tilbage fra syntesen.
”Mmm,” var hvad Vilkas kunne presse sig selv til at sige. Hun ville nok ikke afsløre for meget, om han så pressede på, desuden havde hun lovet at fortælle alt, når de kom ud, ikke at han turde holde hende på ordet, men for nu måtte han nok lade selvkontrollen få overtaget trods alt.
Stemningen imellem dem var løsnet mere op end Vilkas havde forventet. De havde forladt syntesen alene tilbage i tunnellen og fortsat længere ind i mørket. Ind imellem stødte de på en enlig robot der, som den de forlod, så ud til at have været i gang med renovations arbejde.
Hver gang de stødte på dem, kunne de ikke lade være med at gå forsigtigt forbi dem – konstant årvågen på deres tilstand. Vilkas følte sig paranoid. Ikke kun på grund af synteserne, men mere Amia. Han havde på fornemmelsen, at hun ikke spillede med åbne kort og at hun hvert øjeblik det kunne være, ville stikke af og efterlade ham.
Røret bøjede sig for hver hundrede meter eller deromkring og hældede svagt nedad, så vandet kunne løbe den rigtige vej. Bassinerne, der lå med nogle hundrede meters mellemrum, var designet til at opsamle vand, der kunne pumpes op af slanger, som kunne sænkes fra et lille hul i loftet. Vilkas havde overvejet ideen om at komme ud igennem det, men det var både for snævert og alt for langt oppe. Plus, det var midt over bassinet.
”Jeg går ud fra du har studeret kloakkerne i tilfælde af du skulle stikke af,” skød han ind efter et par kilometer, hvor det eneste de var stødt på, var et par skurre-botter der var gået i stå og hang livløst på væggene. Amia havde mønstret mod til sig og var begyndte at pille ved dem også, bare for at se hvordan de fungerede, som hun sagde, til Vilkas' store fornøjelse, da botten tydeligvis var alt for stor og tung til at hun kunne håndtere den, så hun faldt på halen da den gik løs.
”Ikke rigtig. Det eneste far havde sagt, var at jeg sku’ tage ned i kloakken og at jeg kunne komme ud af byen på den måde.”
”Hvorfor ikke bare tage hoveddøren? Det jo ikke fordi den er låst,” sagde Vilkas uforstående. ”Du har jo haft masser af tid til at stikke af, og var det ikke for i dag ville det have været lige så nemt nu.”
”Jeg ved det faktisk ikke,” erkendte hun.
”Måske kontrollen er større end ved bygrænserne,” funderede han.
”Tror du?” spurgte hun, interesseret.
Af en terrorist at være virkede hun utrolig naiv og afhængig af andre. Han havde ærlig talt ingen ide om, hvordan sikkerheden ved bymurene var, da han for det første aldrig havde været der, og for det andet ikke havde taget sig tid til at finde ud af det. Han vidste kun at den mest sikre måde at identificere mennesker på, var med identifikationschippen sammen med kortet, der kunne samstemme oplysninger, men oprigtigt vidste han det ikke. Det irriterede ham, at så banal en ting var gået ham forbi, specielt med tanke på at Agawi havde bedt sin datter om at tage den farlige vej igennem kloakkerne. På den anden side måtte han vide at synteserne og renovations-botterne, var sat ud af spillet. Havde han spillet sikkert og ikke risikeret at hun blev fanget i kontrollen, men ladet hende tage til pladsen hver dag bare for at se solen, det mest sikre sted i hele Metropolis. Det virkede ulogisk.
”Måske. Jeg har aldrig været ude af byen.”
Amia stoppede brat op, måbende.
”Har du aldrig været uden for Metropolis?”
”Hva’ sku’ der være derude for mig?” gav han køligt igen med et blik der fortalte hende, at Metropolis var alt han havde brug for.
”Jamen.” Hun kæmpede med ordene. Det var tydeligvis mere end hun kunne forstå, at en som Vilkas med så meget passion for byen, aldrig havde været uden for murene. ”Har du aldrig tænkt … hvordan verden ser ud?”
”Hvorfor skulle jeg det? Jeg har jo alt jeg skal bruge her ikk’. Byen tager sig af mig og jeg arbejder for den. Det er ret … symbiotisk.” Han løj ikke når han sagde, at han følte sig integreret i byens systemer på en måde, der gav mere mening end at æde, drikke og arbejde, hvor synteser gjorde alt arbejde for en, så man kunne æde mere, som de gjorde det i Agartha.
”Hvad skulle der være derude, der giver så meget mere mening, end menneskehedens fortsatte overlevelse?”
Igen kæmpede hun med at finde ordene, og i stedet for ord kom der halvkvalte lyde af ord der knap mindede om sætninger, alt imens hendes ansigt udtrykte underfundighed og forvirring og en desperat trang til at sige noget.
”Nej vel, det tænkte jeg nok,” fortsatte han.
Hvor langt de havde gået eller hvad tid på dagen det var, blev mere og mere umuligt for dem at vurdere. Bragende oppefra var for længst forsvundne, men om det var fordi det var stoppet, eller fordi de var nået så langt væk fra centrum, at det ikke kunne høres, vidste de ikke. I stilhed fortsatte de nogle kilometer endnu. Vilkas talte sine skridt fra bassin til bassin og mente, at der måtte være cirka halvanden kilometer imellem, og da de var stødt på syv af slagsen måtte de alligevel have passeret et godt stykke vej. Helt præcist hvor langt der var fra centrum kunne Amia heller ikke svare på, så de fortsatte bare.
Hældningen gjorde gåturen evindeligt hårdere, men selvom smerten i Vilkas' led langsomt var begyndt at blive tålelige nok til at han kunne bevæge sig uhindret, følte han sig umådelig træt. Amia stirrede blankt ned i jorden og ikke var opmærksom på, hvor hun gik.
”Hvor langt tror du der er?” Hendes stemme var sløv og hun slæbte fødderne dovent fremad, så hun skrabede noget af den slimede mos med sig. Temperaturen var faldet en smule, eller også var det bare hans krop, der var begyndt at lukke ned af træthed.
”Jeg ved det ikke. Vi har passeret ti bassiner, men jeg tror der er lang vej igen.” Byen var stor, og det længste han havde været væk fra centrum, var da han som løber skulle give information til et handles-distrikt fem kilometer fra Tårnet, og det var kun to byzoner væk. Selvom han ikke havde været i dårlig form, havde turen alligevel taget ham en rum tid i løb, så han turde slet ikke tænke på hvor lang tid det ville tage at gå samme distance, og så gange den med … Hvor mange byzoner var der egentlig?
”Du har vel ikke tilfældigvis et bål et sted i den dragt der?” spurgte han grinene. Han ville ikke indrømme det over for hende, men han var ved at løbe tør for kræfter. Oven i det kom sulten. De havde i hvert fald gået i mange timer. ”… og mad?” sluttede han mere alvorligt.
De havde nået det ellevte bassin og til deres begges overraskelse, var det fuldstændig tomt. Vilkas gik hen til kanten, der til forskel fra de andre, ikke havde så meget mos på væggene, og satte sig med fødderne ud over.
”Hvad siger du til at vi holder for nu?” Spurgte han. Amia slumpede sammen bag ham og mumlede anerkendende til ham. Bassinerne var ikke så dybe som han først havde troet, og havde han vidst det, da han var faldet i, ville han nok ikke have kæmpet for sit liv så meget. Han følte sig en smule dum ved tanken over, hvor taknemmelig han havde været over at hun havde hjulpet ham op. Hun vidste det garanteret godt og havde udnyttet situationen.
”Jeg ku’ godt bruge et lille hvil.” Hun begyndte at rode i lommerne på den udspillede dragt og hev en masse ting ud. Et par ruller gaze, en flaske med hvad han mente måtte være vand. Nogle hvide tabletter af en art han ikke kunne genkende, flade breve som lignede en form for vakuumpakket mad, en lille elektronisk anordning som mest af alt lignede en lille tv monitor med to antenner på toppen, slukket, plus et glas med små gyldne piller.
”Er det hvad jeg tror det er?” spurgte Vilkas prompte da han fik øje på pillerne. ”Er det identifikationschips?”
”Nej.”
”Nej?”
”Nej.”
Halvt forventende at hun ville uddybe, ventede han med at følge op på hendes noget korte svar, indtil det gik op for ham at hun ikke ville, eller ikke orkede. Selv kunne han godt mærke, at det var blevet mærkbart hårdere at gide svare. Det var nok bare trætheden, og det faktum, at han havde en nat i vente sammen med en Agarthaner eller Tir Na'er eller hvor hun nu kom fra. Oprigtigt var han mere ligeglad med, hvor hun kom fra, end hvor meget hun var i stand til at hjælpe ham og Metropolis, med at slippe af med deres fjender.
Vilkas lænede sig bagover med besvær. Hans ryg værkede og da han først lå med ryggen strakt og benene over kanten, ønskede han sig intet andet end at blive liggende for evigt.
”Har du bare tænkt dig at ligge på jorden? Den er jo iskold.”
Konstant med al den omsorg? Kunne hun ikke bare for en gangs skyld opføre sig som om, at de ikke kunne udstå synet af hinanden?
”Strækker bare ryggen, lægger mig om lidt i dobbeltsengen ovre ved væggen. Men først når jeg har fået mig et varmt bad og maven fuld af lune kartofler … og en stor bøf,” svarede han sarkastisk. Desuden var kulden ikke så slem. Det var til gengæld den vind der føg igennem rummet og forstærkede fugten fra tøjet, så han skælvede intenst.
”Jeg ved ikke med badet, men jeg har en ekstra madras du kan bruge.”
”Hvad snakker du om?” Kunne hun ikke forstå, at han ikke havde ment noget som helst af det? Irriteret vendte han sig om på maven, for at konfrontere hende med hendes åbenlyse idioti.
Dragten hun havde på, gav et sus fra sig idet den trak sig sammen og smøg sig tæt til hendes krop. Hun havde fået tømt alt hun havde i lommerne, hvilket alligevel var en del. I toppen af dragten, omkring halsen, trak hun i en snor og den lukkede sig tæt om halsen så intet, selv ikke vand, kunne komme ind. Foran hende lå to små smalle ruller af ukendt materiale bundet sammen. Hun samlede den ene op og rakte den til Vilkas, inden han kunne nå at sige noget.
”Træk i snoren, sådan her.” Der gik knap to sekunder inden det mystiske materiale havde suget luft til sig og udvidet sig tilstrækkeligt til at afsløre hvad det i virkeligheden var. En smal oppustelig madras, knap et par centimeter tyk, rullede sig elegant ud på jorden foran hende. Hun samlede et lille stykke gennemsigtigt plastic op fra bunken af forsyninger, som hun møjsommeligt havde stablet foran sig og bed i det så det åbnede sig. Indeni lå et papirtyndt gyldent tæppe, der knitrede og spejlede lyset fra lygten, så jorden funklede idet hun foldede det ud.
Tøvende trak Vilkas i snoren til madrassen og den reagerede præcis på samme måde. Han kunne ikke lade være med at smile ved synet. Den så ikke specielt blød ud, men han måtte indrømme, at det bestemt ville være bedre end at ligge på jorden og risikere lungebetændelse. Han kravlede op på madrassen – stadig våd fra dagens strabadser. I forhold til den kolde beton, var det som at ligge på en blød sky.
”Her, tag tæppet.” Havde hun ikke sagt noget, var han faldet i søvn uden at tænke på konsekvenserne ved at lægge sig sårbar og uden beskyttelse med hende ved siden af, men det holdt ham ikke tilbage fra at tage imod det og trække det over sig. Straks han havde gjort det, bredte varmen sig i kroppen. Han gav et nydelsens suk fra sig og hun lo venligt af ham.
”Det er et termotæppe. Min far har udviklet det til soldaterne for at mindske deres oppakning, men det er vist ikke blevet sat i produktion.”
Vilkas orkede ikke at svare hende. Nydelsen ved endelig at ligge ned, var mere end han kunne håndtere.
”Hvordan har dine forbindinger det?” spurgte hun. En utrolig vilje, det måtte han give hende. Selv efter alt i dag, formåede hun at tænke på andre end sig selv. Hvis bare hun havde samme vilje når det kom til Metropolis, hvis bare hun kunne se hvor ædelt et formål det var, at holde byen kørende og hvor vigtigt det var for alle, at menneskeheden havde et sted hvor lov, orden og sikkerhed for fremtiden kunne eksistere. Et sted man ikke skulle frygte, selv når verden omkring en væltede. Det var i hvert fald sådan Vilkas havde det. Selvom han vidste at der måtte være kaos på overfladen, ville han langt hellere være deroppe og gøre sit i stedet for hernede, magtesløs og i fjendens vold.
”Fine, tror jeg.” Han følte efter og da han ikke kunne mærke gennemblødning, svarede han blot med et opfølgende, ”ja.” Han kunne høre at hun rodede med noget, inden hun blev stille, og selvom han havde lyst til at vende sig for at se hvad, bare for at sikre sig hun ikke planlagde noget mens han sov, så var det bedre bare at blive liggende under tæppet mere tør, mere træt og langt mere taknemmelig end han havde været hele dagen.
”Mind mig lige om, at jeg skal takke dig for at holde mig i live,” sagde han trodsigt. En lille del af ham mente det, hvor meget han end måtte hade sig selv for det nu. Det rart, trods alt, ikke at være død.
”Det gjorde du lige,” svarede hun, inden de begge faldt i søvn.