Havde han håbet på en drømmeløs søvn, der gav ham mulighed for at restituere sit voldsramte korpus, kunne han godt tro om igen. Hvor længe han havde sovet, var fuldstændig underordnet, endnu mere det faktum, at hans lidelser kun var blevet forstærket i den tid han havde ligget stille.
Han gispede efter vejret, men kunne kun trække det i små overfladiske stød. Klam og svedig, klæbede det papirtynde folie til hans bare underarme og fyldte ham med en klaustrofobisk panik, som forstærkedes af indre billeder af de døde ansigter, der hjemsøgte ham hver gang han lukkede øjnene. Mørket omkring gjorde ikke sit til at holde rædslerne ude og den dræbende stilhed, fik bare lydende i hans hoved til at eksplodere livagtigt. Skrig, gråd, brag, det hele var et miskmask af kaos og han kunne ikke samle tankerne, der konstant vandrede ned af gyder, han så inderligt ikke ønskede at besøge.
Der gik meget lang tid, før han omsider fik trukket sig ud af mareridtets iskolde greb og rigtig vågnede, og det gik op for ham, hvor han var, og hvad der var sket. Tæppet klistrede stadig til ham, men som sekunderne gik, fik han styr på sine følelser og ikke mindst åndedrættet.
Han havde nok ikke sovet så længe, ikke at han havde nogen som helst tidsfornemmelse hernede. Øjnene var stadig gruset til og smagen af jern fyldte hans mund og indikerede, at han nok ikke havde sovet helt dybt. Sveden hang på ham. Tæppet havde nok holdt lige så meget inde som ude.
Et kort øjeblik lyttede han efter Amia, om hun sov, eller var vågen. Han holdt vejret så han bedre kunne høre, og rigtig nok, en svag susende lyd fortalte ham at hun stadig sov tungt. Hvordan hun kunne sove med alt det der foregik omkring dem, var ham en gåde, og et kort sekund ønskede han, at han kunne være i hendes sko. Hver gang han selv lukkede øjnene, blev han angrebet af gru fra alle sider.
”Det' kun i dit hoved, Vilkas,” messede han for sig selv; lavt nok til ikke at vække Amia. ”Det er ikke virkeligt.”
Jo det er, hviskede en stemme til ham bagest i hovedet. Det er alt sammen virkeligt, og jo mere du kæmper imod, jo værre bliver det.
Han anstrengte sig for at kvæle lydende med andre tanker, tanker om hans venner tilbage i Tårnet. Cadence, Deacon, ja selv Jizelle og hendes kvidrende sladderfugle.
Gad vide hvor Deacon var nu? Havde han overlevet det første angreb i forhallen, eller var han sluppet væk inden de brød ind? I hans tilstand kunne han ikke gøre meget modstand og hvis de var stødt på ham, ville de så have henrettet ham eller set ham som en harmløs krøbling? Tanken om Deacon som en forkrøblet skabning, ude af stand til at gøre nogen fortræd, faldt ikke til i Vilkas, selvom han kendte ham så godt. Han var på mange måder som ham selv, typen der ville gå til yderligheder for at få trumfet en retfærdig afgørelse igennem, en der altid var i Metropolis' favør, hvor afslappet han end måtte tage sig ud, når han gjorde det. Havde angrebet på Tårnet for halvanden år siden, gjort ved ham som det gjorde ved Vilkas nu? Fyldt tankerne med råd og stemmer han ikke kunne genkende? Var det derfor hans ansigt faldt i eftertænksomme folder, når andre ikke var i nærheden til at se det? Så han ansigterne af alle dem der var omkommet omkring ham? Gennemlevede han det hver gang han lukkede øjnene, som Vilkas nu? Så han Alma?
Vilkas rullede om på siden så stille han kunne. I mørket kunne han kun lige ane omridset af Amia, der langsomt hev vejret ind, holdt en kort pause og lod det lige så stille glide ud igen. I nogle minutter fokuserede han på rytmen og forsøgte at rette begivenhederne ind, som de var sket.
Han undgik at lukke øjnene så længe han kunne, og efter et stykke tid kunne han begynde at se mere klart og detaljeret. Hun var viklet ind i tæppet, klemt det så tæt rundt om sig som muligt og trukket benene helt op under sig, så kun fødderne stak ud. Han kunne se, at hun havde taget skoene af og kun var iført sokker. Ansigtet var næsten begravet under tæppet også og kun det mørke hår, der skitserede hendes lyse hud, skabte kontrast nok til at han kunne se det. Selvom hun måtte være snavset, lyste hendes ansigt op som en glorie, så meget at han kunne se selv de mindste forskelle, næsen, munden, ja næsten de små furer i læberne. Som hun lå der, kunne han ikke lade være med at tænke på, hvor nemt det ville være at bagbinde og trække hende med sig ud af tunnelerne.
For meget besvær, blev konklusionen efter øjeblikkes betænkelighed. Hun ville være nemmere at håndtere i det fri når de kom uden for, og portene var i syne.
Så ung, og alligevel så meget inde i den kriminelle terrorverden. Hvordan det kunne gå til, at nogen i den alder blev så forskruet, at de ville gå til yderligheder for at ændre verdenssynet på et helt folk mod deres vilje?
Er det ikke også det du gør? Han ignorerede stemmen. Det var ikke mod folks vilje, og mindretallet der ikke ønskede Metropolis, blev ekspederet til et sted, der passede dem bedre.
Hun kunne ikke være ældre end ham, tænkte han og betragtede hendes karaktertræk. Måske et år eller to yngre end ham selv. Han var ikke bevidst om Agarthas tidsregning og hvordan de forvaltede deres kalender, ud over at den ikke lignede Metropolis', som havde vedtaget et nyt år nul ud fra engang før byens grundlæggelse, da de store krige endelig var ebbet ud og freden havde overtaget, så hvor gammel hun præcist måtte være, kunne han nok aldrig regne ud.
Han ønskede ikke at falde i søvn igen. Tiden vågen føltes som at have overtaget på en situation der var flygtet fra hans kontrol fra første sekund, men kroppen gav efter igen og han faldt i en dyb, drømmeløs søvn denne gang.
”Kommer du op?” Vilkas blev langsomt hevet tilbage. Amia sad bøjet over ham og ruskede let i hans arm, lige nok til at han årvågent slog øjnene op, men ikke nok til at han reagerede med den ophidselse, som man kunne forventeaf en knægt på sytten, der lige havde haft sit livs mest rædselsvækkende døgn.
Snedigt, tænkte han irriteret alt imens han forsøgte at genvinde kontrollen over sine ømme muskler, idet han satte sig op. Tæppet var gledet af ham og faldet i bassinet som, til hans overraskelse, var fyldt til randen med vand. I stedet for at svare hende med en fuldstændig sammenhængende sætning, gryntede han noget der mest af alt mindede om et sløvt surt opstød.
”Hvor længe har jeg sovet?” spurgte han, da han endelig fik styr på sine sansers fulde fem. Hans armbåndsur var gået i stykker på et eller andet tidspunkt mellem nu og for tusinde år siden. I stedet for at smøge ærmet op som han havde regnet med, havde hun haft et ur, løftede hun de mørke svejsebriller op til øjnene.
”Tretten timer. Første gang var du væk i to, og vi må ha vandret i seks.” Hun slap dem igen, så de hang frit om hendes hals. Hun havde allerede samlet tingene igen, rullet sit underlag sammen og stukket det ind i dragten, inden Vilkas overhovedet fik rejst sig for at strække ryggen. Næsten et døgn var gået siden angrebet. En evighed i politiske termer. Vilkas frygtede det værste.
”Mens du sov, fik jeg geotransmitteren til at virke igen. Tror slaget fra faldet fik noget til at gå løs i indmaden.” Det lille apparat, der lignede en mini tv-monitor lyste nu op, antennerne snurrede rundt og der kom en lille piv fra den med et par sekunders mellemrum.
”Geo-hvad?” Vilkas havde aldrig hørt eller set noget, der tilnærmelsesvis lignede det hun stod og studerede.
”En geotransmitter.” Hun pegede entusiastisk på det lille apparat, der snurrede og bippede lystigt. ”Den kan spore og tilbageføre vores position, eller … I hvert fald min position.”
”Hvordan?” Han nåede knap at færdiggøre sætningen, før hun afbrød ham og fortsatte, som om han ikke var til stede.
”Den sporer en radioaktiv isotop, med en unik signatur og kan med en sikkerhed på syvoghalvfems komme to-tre-ni procent regne ud, hvilken rute du har bevæget dig inden for de sidste otte og fyrre timer.”
”Imponerende.” Vilkas så døsigt ud over det store bassin, hvor det gyldne tæppe ensomt drev afsted på overfladen. Det glitrede ikke nær så meget som det havde gjort før og først nu gik det op for ham hvorfor. Der var lys hernede nu. Mere end da de var faldet i søvn.
”Ruten og afstanden taget i betragtning, skulle vi ikke være langt fra bygrænsen. Det burde ikke vare længe, før vi kan se …”
”Lys,” skar Vilkas hende af. Han vendte sig om mod hende og lod tæppe være tæppe. I al sin iver med at få apparatet til at virke, havde hun ikke opdaget at lygten var holdt op med at lyse og at det var blevet erstattet af pragtfuldt dagslys. Da det gik op for hende, brød hun bare ud i latter.
”Der kan man bare se. Nå i det mindste virker min sender da igen. Åh nej, tæppet.” Hun havde fået øje på hvordan det flød længere og længere væk fra bredden og ind mod midten af bassinet. ”Det bliver far ikke glad for. Jeg burde slet ikke have geotransmitteren heller.”
Igen overraskede hun ham. Ikke nok med at hendes humør vendte som vinden, men at hun var i stand til at se bort fra det faktum, at hendes far sikkert var tusinde kilometer væk – eller død – var helt uforståeligt for ham. Det lod til at hun havde en særegen distræt tilgang til tingene omkring sig, for inden hun nåede at følge op på sin egen sætning, havde hun igen brillerne for øjnene.
”Hvis vi skynder os, kan vi nå transporten til kysten.” Hun lynede lynhurtigt dragten op og trak i snoren, der fik dragten til at blæse sig op igen. ”Kom.”
Inden Vilkas nåede at reagere, havde hun lukket afstanden imellem dem, samlet underlaget han havde sovet på op, og var begyndt at rulle det sammen.
”Vent nu lige lidt,” sagde han, uden at hæve stemmen, selvom hun var begyndt at gå ham på. Hvert sekund han tilbragte sammen med hende havde op til nu, været en rutchetur igennem hele hendes forunderligt forskruede sind, der ikke overlod meget overskud for resten af verden, at følge med i. Det var ikke kun, at hun var fjenden, men at hun behandlede ham lige modsat af, hvad man kunne forvente. Han måtte et kort sekund anstrenge sig for ikke at bide hovedet af hende og kræve, at hun afslørede samtlige Agarthanske hemmeligheder.
”Vi er næsten ude nu, ikke?” Hun nikkede. Han forsøgte sig med at virke som om han prøvede at få styr på situationens omfang, mens han i virkeligheden prøvede at holde hende hen længe nok til at kunne finde ud af, hvordan han skulle gribe hende an når de kom ud. ”Og når vi er ude så stikker du af. Så har jeg fået dig ud i sikkerhed?”
Hun gav ham et undrende blik. Han vidste, at det ikke var helt sandt, og det pinte ham at indrømme, at havde det ikke været for hende, var han aldrig selv kommet ud, men aftale var aftale.
”Du lovede at fortælle mig det hele når vi kom ud.”
Hun var holdt op med at pakke underlaget sammen.
”Det har jeg da også.” Deres øjne mødtes og Vilkas turde næsten ikke bryde kontakten, af frygt for hun ville se ham som en svagere modstander, der nemt kunne manipuleres. Hvis han anklagede hende for at lyve nu, ville han ødelægge den spæde tillid, der lå imellem dem.
”Du har da ikke fortalt mig, hvordan den der dims kan spore os,” afværgede han. Straks lyste hendes ansigt op og hun begyndte at rode lommerne efter.
”Dem her,” sagde hun og rystede lystigt det lille glas med gyldne piller, så de hoppede og dansede. ”De fungerer lidt som identifikationschippene, på den måde at de er unikke i deres radioaktive signatur.”
Hun måtte have set Vilkas frygtsomme udtryk for ordet radioaktiv. Hun lo i hvert fald, og åbnede glasset. Hun hældte en enkelt pille ud i håndfladen og strakte hånden frem mod ham.
”Bare rolig, den er slet ikke farlig. Når den bliver optaget i kroppen, binder den sig i tarmene og begynder langsomt, over mange år at gå i opløsning. I al den tid fungere den som en sender, der kan angive, hvor man er, hvor man har været og hvilken vej man har gået … med denne her.”
Hun rakte geotransmitteren frem mod ham. På den lille skærm, kunne han se en lille lysende plet, der blinkede svagt. Den hang i en lang stribe, der strakte sig bag prikken. Det måtte være den rute de havde gået. Han forsøgte at virke interesseret i det lille apparat, men det var et punkt han aldrig nogensinde havde udmærket sig på – falsk interesse – når der var andre mere vigtige ting, en af grundene til at han aldrig havde haft et forhold til en kvinde. Hun opdagede hurtigt at hans tanker var andre steder, end på apparatet.
”Ved godt hvad du mener,” sagde hun stille og stak pillerne tilbage, og begyndte at pille ved senderen distraheret. ”Og jeg fortalte altså sandheden før. Jeg vidste ikke, at han var involveret i det, før de kom og anholdte ham.”
Vilkas vurderede hendes tone, stemmeleje, øjne, alt der kunne give ham et praj om hun løj eller ej.
”Jeg ved godt du ikke tror på mig, og jeg ved også godt hvorfor.”
”Kan du bebrejde mig for det?” På trods af hans kølige tilgang, kunne han ikke lade være med at have en smule medfølelse.
”Sikkert ikk'. Jeg troede bare at du …” Hun sank en klump. ”… at, da du så det, ville stole på mig.”
Hun så med bedende øjne på ham, øjne der nok ville have blødgjort enhver anden end ham.
”Stole på dig? Fordi du lappede mig sammen og lod være med at dræbe mig? Du ved jeg arbejder i Tårnet. For jer er jeg mere værd levende end død.” Afskyen i hans stemme var nu så tydelig, at hvor meget han end forsøgte at pakke det ind, var det hvad det var – sandt.
”Og det er måske ikke derfor du reddede mig deroppe?” Det kom fuldstændig bag på ham at høre hende hæve stemmen. Den var ikke rå og rungende som hans så meget som den var skinger og lød som om hendes stemme var ved at knække over i gråd.
”Tro ikke jeg ikke ved det. Du er mere ambitiøs og snæversynet end de fleste jeg har set deroppe, så selvfølgelig er det derfor.” Hun ramte hårdt, og præcist, og selvom han normalt værdsatte at blive kaldt ambitiøs og efterstræbende, så skar ordene som en knivsæg over hans brystkasse. Måden hun sagde det på, fik ham til at lyde som en tom skal af en maskine, der ikke så sig om efter dem han trådte på. Ufrivilligt begyndte hans underlæbe at skælve og det begyndte at svide i øjnene. Mest af alt ønskede han at lange hende en på siden af hovedet. Vreden der steg op i ham føltes ukontrollabel og havde hun ikke selv brudt ud i gråd, så var han nok kommet til det.
”Du har i det mindste stadig nogen at vende hjem til,” brølede hun vredt med tårer fossende ned af ansigtet. Hun vendte sig bort fra ham og begyndte at gå mod tunnellen der førte ud i lyset.
”Jeg har aldrig løjet for dig, og jeg troede du troede mig efter at ha' set hendes ID-kort.” Hun trak identifikations kortet op af lommen og smed det foran Vilkas, der stadig kæmpede med sin egen vrede.
”Jeg har overholdt min del af aftalen.” Med de ord forsvandt hun igen ud af hans greb.
Hvorfor havde han så svært ved at håndtere sine egne følelser netop nu, hvor han havde mest brug for det? Frygt havde han følt adskillige gange før. Frygt for at dø, for at blive deporteret. Kortvarig frygt, da Tårnet blev bombet og han troede, at det var enden.
Vrede, derimod, var en anden sag. Han nærede indædt had for Agartha og deres nederdrægtige metoder for at skabe mere frygt i Metropolis, men aldrig vrede over at blive kaldt noget. Det var en uretfærdig vrede der fyldte ham. En vrede der tiggede ham om at få hende til at tage ordene i sig igen, om han så skulle slå dem ind med vold.
Vilkas havde aldrig hævet armen i vrede mod andre, og heller aldrig været i slåskamp, selv da de ældre drenge i skolen var efter ham, fordi hans mor var blevet deporteret. Det var en retfærdig beslutning, som han accepterede. De havde bare været uvidende og infantile. Nej, det her var noget andet. Han var ikke en sjælløs maskine, som de afskyelige synteser, der strejfede om i kloakkerne med et enkelt og altoverskyggende formål, der virker arbitrært og ligegyldigt – ondt tilmed – skulle man være så uheldig at støde på dem. De ville flå en levende fik de chancen, men sådan var han ikke.
Du følger jo bare ordrer.
”Jeg følger jo bare ordrer,” gentog han for sig selv. Det var første gang han nogensinde havde tænkt sådan, set det som ordrer der skulle udføres uanset, hvor de kom fra og hvordan de lød. Havde de da ikke altid været retfærdige, var de ikke ment som et værn mod kaos, når der ikke var andet til at beskytte byen fra det totale ragnarok? Hvordan kunne han tvivle på sig selv nu, når der var allermest brug for ham? Som en forgiftet kniv havde hun forsøgt at sprede tvivl i hans sind med sine spydige ord og dæmoniseret ham som et egoistisk væsen. Og hvad så hvis han var ambitiøs? Havde det måske ikke været for alles bedste, at han gjorde sit arbejde efter ordre? En svagere sjæl ville skælve i deres beslutsomhed. Et øjebliks uopmærksomhed og alt ville være tabt. Hun havde formået at distrahere ham længe nok til, at kunne slippe væk.
Vreden steg op i ham igen, men denne gang var den anderledes. Den var ikke rettet mod ham selv og skabte ikke tvivl, som hun havde gjort. Den var målrettet mod hende. Hun havde bevidst forsøgt at få ham til at tvivle på sig selv og sine dyder med det formål at stikke af og undgå at blive tvunget tilbage til byen.
Han samlede ID kortet op hun havde smidt og skulle til at sætte efter hende, da han fik øje på det.
Alma Fairley
ID #23090295-12554
Sandheden ramte som en hammer, der for fuld skrue blev slynget i ansigtet. Han havde været alt for travlt optaget af at konstatere uægtheden af kortet, at han fuldstændig havde overset det, der havde skreget ham i ansigtet fra det øjeblik han havde modsat sig det.
Hun havde gjort alt for at få ham til at tro på det faktum, at hun oprigtigt ikke vidste mere end han gjorde, med hensyn til terroristerne, ud over at Professor Agawi var hendes far.
Vilkas huskede godt episoden. Deacon var kommet op til ham en dag ud af det blå, ligbleg i ansigtet, svedende og usikker. Vilkas havde først troet, at han var ved at få et anfald på grund af overanstrengelse. Det havde været et år efter angrebet, som havde vansiret ham og han var stadig i genoptræning, men ellers godt på vej til at have så meget førlighed tilbage i kroppen, som det var muligt. Anstrengt og med nerverne uden på tøjet, havde han ophidset kæmpet sig op af trapperne, fordi elevatorerne var for langsomme.
”Vilkas, skynd dig! Der er noget du skal se.” Uden at forklare sig, var han vendt om igen – tilbage hvor han var kommet fra. Hans øjne havde set vilde og paniske ud, som om han havde set et spøgelse. Vilkas havde uden at tøve fulgt efter ham. Han vidste nok til at vide, at selv om Deacon ikke var i optimal form, både fysisk og mentalt, så var han ikke til at spøge med når det kom til presserende hastesager.
Prustende og stønnende, havde han hevet Vilkas med ud på pladsen foran Tårnet, set sig vildt omkring om, som om han ledte efter noget, der gjaldt liv eller død. Da han ikke virkede i stand til at identificere, hvad det var han ledte efter, havde han i stedet vendt sig til Vilkas.
”Alma, jeg … Jeg så hende, eller jeg så hende ikke, men hun …” Han havde kæmpet med at finde ordene, som om han stadig havde svært ved at tro dem, og om det overhovedet virkelig var sket.
Vilkas havde oprigtigt været bekymret for hans mentale tilstand og havde indstillet ham til psykoanalyse bare for en sikkerheds skyld. Til at starte med havde han modsat sig ideen, men måtte sande, at selvom han nok troede på, at han havde set Alma, så var der større sandsynlighed for, at det var hans underbevidsthed, der havde spillet ham et post-traumatisk pust.
Amia havde bogstavelig talt givet ham svarene på hans spørgsmål, om hvem hun var og om hun talte sandt. Hun havde selvfølgelig set Vilkas den dag på pladsen.
”Jeg savner hende også,” havde han beroliget Deacon med, så han ikke skulle tro, at han var ved at miste forstanden helt. Amia havde lagt to og to sammen, og var kommet frem til at hendes nye identitet, var en de to drenge havde kendt, da hun var i live. Hvilke andre grunde, kunne der være til at hun ellers skulle have lagt mærke til og betragtet ham, hvis ikke derfor? Vreden vendte sig i ham. ikke indad - som hun havde formået at gøre med sine ord, men vred på sig selv over ikke at kunne se det mest åbenlyse, når det var lige foran ham. Hun havde aldrig tænkt sig at gøre ham ondt. Hun vidste ikke noget om terrorplanerne. Hun havde måske endda bare været nysgerrig for at finde ud af mere om pigen, Alma Fairley.
Vilkas følte sig besejret. Den sidste flig af modstand, der drev ham videre, veg til fordel for afmagt og mathed. Ethvert behov for at sætte efter hende og efterleve Metropolis' dyder, gav efter for ønsket om bare at komme hjem.
Utroligt at de havde været så tæt på udgangen uden at opdage det. Vinden burde have givet dem anelsen. Vilkas afskrev sin dårlige dømmekraft, som et resultat af udmattelsen. Det vigtigste var, at han endelig var ude af dette mareridt. Dagslyset skulle nok få ham kvikket op igen, tænkte han.
Hvad han havde forventet at se, hvordan verden uden for byen så ud, havde han egentlig aldrig spekuleret over. Mest fordi der aldrig havde været et behov for ham at tænke over det i nogen som helst praktisk forstand. Alligevel var synet, der mødte ham, langt fra noget han nogensinde kunne have forestillet sig.
Udmundingen til kloakken var som skåret ud af klippevæggen. Det store betonrør ragede nogle meter ud, og over ham kunne han se lys, brunlig klippe rejse sig fyrre, halvtreds meter, før byens lige så høje, kridhvide mure afløste og strakte sig uendeligt i hver retning. Lyset fra solen hang lavt over horisonten og skar i hans øjne, og det tog ham lidt tid at vende sig til det. Den brune klippe gik i et med alt omkring og forstærkede dens skarpe stråler, der bagte på hans bare hud.
Ved rørets munding lå der et dræn, der ledte vandet ned af skråningen til hvad Vilkas mente måtte være en pumpestation. Drænet forsvandt ned under bygningen gennem en lille rist af en art og metalrør strakte sig fra bygningen langs klippen, under muren og forsvandt sammen med muren rundt om byen.
Ørken, var det eneste ord der kom til ham. Det var en gold verden han var trådt ud i fyldt med løse sten og sand så langt øjet rakte. Han var i tvivl om hvordan han burde reagere på synet, når han godt vidste, at Metropolis tit blev beskrevet som en oase midt i en tør og død verden, men aldrig havde han forestillet sig noget så bogstaveligt. Han skulle ikke se langt, før heden fik jorden til at spille hans øjne et pus. Sten så ud til at smelte og blive til pøler af sølvagtig substans, der smeltede sammen med himlen.
Fænomenet var velkendt, det var ikke altid at byen kunne holdes kølig på de varmeste sommerdage. Tagene så ud som jorden nu og han forestillede sig altid af der lå søer på dem, hvor folk kunne slappe af og nyde den kølige svale.
En lille strøm af vand løb ud efter ham og gled ned af randen til pumpehuset nogle hundrede meter længere nede. I noget tid stod han og så ud i intetheden og funderede over, hvordan byen var endt hvor den var. Havde det været et mere frodigt sted for hundrede af år siden, eller var det bevidst? Rumlende sten gjorde ham opmærksom på at han ikke var alene. Amia var allerede langt nede af skråningen og på vej væk fra pumpehuset. Hun så ikke ud til at have opdaget, at han var kommet ud af kloakken også. Hun stod, optaget af sit lille apparat, langt nok væk til at hvis han kaldte, ville hun have svært ved at høre ham.
Ufrivilligt kom han til at sende et par løse sten i lavine. Intet farligt, men det fangede alligevel hendes opmærksomhed. Instinktivt rettede hun blikket mod ham, hvor lyden kom fra. Uden at bevæge sig, betragtede de hinanden. Heden gjorde det en ubærlig øvelse i viljestyrke.
Han havde allerede tabt kampen følte han og at sætte efter hende nu, ville gøre alting mere problematisk. Han havde hverken kræfterne eller lysten. Hun havde givet ham hvad han kunne bruge. At tage hende som gidsel for at få Agawi til at overgive sig, kunne vise sig at gøre tingene værre. Var han død ville hun være ubrugelig. Levede? Ja, han havde haft nok magt til at erklære åben krig mellem Agartha og Metropolis.
Der var noget underforstået imellem dem, og da han vendte sig for at gå, kunne han fornemme at hun havde gjort det samme. I enhver praktisk og ellers uhåndgribelig forstand, var deres indbyrdes sager overstået. Det ville være bedst bare at glemme at han nogensinde havde mødt hende. Han gav et sidste blik over skulderen, men kunne ikke spotte hende uden at vende sig helt, og hvis han gjorde og hun stadig var der, hvordan ville det så ikke få ham til at se ud? Han havde tabt ansigt nok.
Hvis han var heldig, var der bemanding ved pumpestationen, der kunne hjælpe ham med at finde vej til portene. Det var ikke en stor bygning. Mest af alt lignede det en masse rør der var sat sammen på må og få i formen som et lille hus. Det eneste der afslørede at det rent faktisk var hvad det var, var de små bitte vinduer og døren. Det var tydeligt, at det ikke var til beboelse, måske ikke engang et sted folk arbejdede dagligt, men måske der var nogen, der overså driften af stedet. Det ville være usandsynligt, at synteserne styrede stedet på grund af deres begrænsede kapaciteter, og vand var en vigtig ting.
Håbet svandt i takt med at han kom nærmere det lille betonskur af en bygning. Rørene der pakkede bygningen så tæt sammen, var rustne og en del af dem lækkede vand, så der dannedes små pøler under dem og gjorde jorden mudret. Det så ikke ud til at noget kunne gro i denne udørk, for selv om jorden her var fugtigt, var der ikke en eneste plante at se. Ikke engang ukrudt som ellers med regelmæssige intervaller invaderede beplantingen i byen.
Varsomt gik han nærmere. Frygten for at det kunne være et tilflugtssted for omvandrende ådselædere, var en reel mulighed. Ærlig talt vidste han ikke meget om livet uden for murene, andet end om farmene der forsynede byen med friske råvarer, vand og råstoffer. Han havde hørt om omstrejfere, kun som en skrøne, en vandrehistorie i Tårnet, om folk der kom til byens murer med eksotiske varer og historier om livet i det vilde, men han havde altid afskrevet det som det – historier. Men hvad hvis det var sandt? Vilkas havde aldrig været uden for byen og skulle han mod al forventning støde på en omstrejfer, ville han så blive set som en trussel, eller ville han blot ende som endnu en historie fra ødemarken?
De mange rør gjorde det besværligt at gå i en lige linje mod bygningen, der jo tættere han kom, mest lignede et faldefærdigt skur. Taget var interimistisk sat sammen af tynde plader, hvor det oprindelige tegltag var forsvundet. Det så endda ud som om at vinduerne var blevet skoddet til. Håbet om måske at finde hjælp, svandt ind til ingenting da han omsider formåede at mønstre nok mod til at tage fat i døren.
Låst. Vilkas hev en ekstra gang, lidt hårdere i håndtaget i håbet om at den måske bare bandt en smule. Da det heller ikke hjalp, bankede han forsigtigt på. Stadig intet.
Mulighederne formindskede sig drastisk og i stedet for at gøre det logiske, at gå tilbage til muren og følge den rundt til han stødte på en indgang, mistede han i stedet overblikket og begyndte at hamre intenst på døren for at bryde den op. Tåbelige dreng, tænkte han om sig selv efter et have banket sin hånd så hårdt mod døren, at den føltes øm blot han bøjede fingrene.
Den tunge trædør havde kun givet en smule efter. Hvis der havde været nogen derinde, ville det ikke have været til at undgå at høre. I vrede over sin egen idioti, sparkede han af alle sine kræfters afmagt til døren.
Det gav et kæmpemæssigt brag, da træet flækkede og den sprang op, splinter flyvende til alle sider. Døren slog helt op og i igen fra slaget, og gav Vilkas et chok der nær havde væltet ham bagover. Varmen herude måtte har gjort noget ved døren, som havde sprækker i lange linjer og fik den til at ligne blegt, tørt fuglekød.
Stadig varm i hovedet kunne han mærke den iskolde luft fra det lille betonskur. Det var den samme kølige luft som i kloakkerne og selvom han lige var kommet fra kulden, var heden herude nok til at han frydede sig over den pludselige ændring i temperatur.
Skuret var forladt. Der stod en lille træstol midt i rummet. Kun en enkelt stråle af lys trængte ind igennem skodderne og gjorde knap rummet synligt, selvom døren stod på vid gab. Langs den ene væg hang der et panel med taster, knapper og lamper. Ingen af dem lyste og så ikke ud til at have gjort det i lang tid. Hvis dette her var en vigtig pumpestation, der skulle sende livsgivende vand tilbage i byen, så det ikke ud til at den blev vedligeholdt tilstrækkeligt til at opfylde sin funktion.
Kulden lokkede ham ind. Det så ikke engang ud til at der kunne være en hemmelig kælder, eller anden indgang i nærheden der kunne føre ned til undergrunden, hvor vandet forsvandt hen. Han betragtede det store panel med navneløse knapper spredt over hele fladen og tænkte, at de sikkert hver og en havde en specifik funktion, så hvad der kunne ligge til grund for at stedet var tomt, forstod han ikke.
Ud over kulden, var der ikke meget der kunne få ham til at blive her og lede efter arbejdere. Nej, det var tydeligvis blevet automatiseret for længe siden, så der ikke var grund til nogen drift. Han forlod skuret for at vende tilbage til sin oprindelige mission, der havde undsluppet hans opmærksomhed. Han følte sig ør i hovedet og opdagede for første gang siden i går, at hans mave klagede og skreg efter at blive fodret. Han måtte se at komme tilbage til byen så hurtigt han kunne, og vendte sig mod det største af rørene, der stak op af jorden, vendte sig halvfems grader og strakte sig langs muren. Hvis han fulgte den, ville han helt sikkert – på et eller andet tidspunkt – støde på vigtigere stationer, hvor vandet samlede sig og blev sendt tilbage til byen.
Han vurderede vandet, der dryppede fra de utætte rør, om det kunne drikkes eller var fyldt med bakterier og andet skidt. Lugten gav intet udslag, men han holdt igen. Det ville være dumt at tage chancen og ende med at få en maveinfektion, inden han overhovedet var nået tilbage. Hovedpinen og dehydreringen der havde stået på i næsten fireogtyve timer nu, måtte han udholde lidt endnu.
Uden at vide hvor langt han skulle gå, satte han sig til at følge røret, der lå fladt hen over klippegrunde, boltret fast til jorden med enorme metalsøm. Selve røret var knap en halv meter bredt og bad spørgsmålet, hvordan så meget vand kunne transporteres igennem så smalt et løb.
I et kort øjeblik forsvandt han ind i sig selv og opdagede ikke at en sky var gået for solen. Han tænkte på pigen, der havde hjulpet ham ud af kloakken, reddet hans liv og intet fået til gengæld. Han tænkte på, hvordan han skulle sige til Deacon at han havde mødt pigen, der havde taget Almas identitet – hvis han da stadig var i live. Han turde slet ikke tænke på, hvilket kaos der ville møde ham, når han kom tilbage.
Murene var så enorme, at det var umuligt at få nogen som helst indikation af hvad der foregik. Den eneste lyd herude var ham, vinden og sten der gav efter når han forskød deres permanente hvilested i denne verden. De måtte virkelig have ligget her længe, bagsiden af de sten hans fødder sparkede op når de slæbte sig hen af jorden, havde en helt anden farve. Solen måtte virkelig have haft sit at skulle sige herude. Selv røret som var malet sort, var en sær bleg farve på den ene side.
En sær verden at bygge en by af Metropolis' størrelse i. Hvordan kunne noget som helst overleve herude? Selv med en konstant tilstrømning af forsyninger, måtte der da bestemt være et bedre sted grundlæggerne kunne have valgt. Det virkede ham arbitrært at placere et fyrtårn, så langt fra vand når dem der boede der, var så afhængig af det. Han vidste at byen ikke lå i nærheden af vand, med den begrundelse at naturlig erosion ikke måtte være en faktor i fremtiden, da byen var ment som et uendeligt hvilested for menneskeheden. Rent geografisk vidste han også, at der var adskillige hundrede af kilometer til nærmeste ocean.
Utrolig så langsomt tiden gik herude. Han vendte sig om for at se hvor langt han var nået, og kunne stadig se det lille skur. Det var knap ude af syne og selv de små mudderpøle kunne han se, ja endda vandet der dryppede, men det var ikke det, han fik øje på. Han kunne ikke have gået i mere end fem minutter, men i tiden han havde været væk, var der dukket en autovogn op. Han kneb øjnene sammen for bedre at kunne se og forsikre sig selv, at han ikke så syner. Det lignede en autovogn, og så alligevel ikke. Kunne det være en militærvogn? Vilkas tøvede med straks at vende om og løbe tilbage i håb om, at de kunne tage ham med til portene. Heden var steget ham til hovedet og i noget tid stod han bare og betragtede de to mænd, der kom til syne fra skuret.
Det var militæret, ingen tvivl om det. De rød-hvide uniformer var ikke at tage fejl af, selvom de nemt kunne være faldet i et med ørkenen herude. Militæret havde da ikke noget at gøre herude, tænkte han og vendte instinktivt om for at gå dem i møde.
Halvvejs tilbage fik den ene af soldaterne øje på Vilkas der halvt løb, halvt kravlende støttede sig til røret for ikke at vælte. Den anden soldat, var travlt optaget med noget i vognen og opdagede først at noget var i gære, da der blev kaldt efter ham.
”Hey, vi har besøg.” Soldaten sprang ud af vognen og fik straks øje på Vilkas, der kunne falde på knæ af udmattelse og bare lade dem tage ham i sikkerhed. Begge soldater løftede deres rifler og pegede dem direkte mod ham, og selvom Vilkas havde lyst til at forklare sig og afværge deres aggression, så var der ikke kræfter tilbage i ham at kæmpe imod med. De gik i støt tempo mod ham med riflerne løftet højt – klar til at angribe. Vilkas løftede armene afværgende og satte sig afventende på røret.
”Hvem er du og hvad laver du herude?” spurgte den ene af soldaterne skarpt. Vilkas prøvede et øjeblik at se om han kunne genkende ansigtet, i tilfælde af det var den sindssyge Joshua. Det var først da han kunne se begges ansigter tydeligt, at han følte sig helt roligt igen.
”Jeg kom ud af kloakken. Jeg var sammen …” Han stoppede sig selv i at fortsætte. Der var vel ikke nogen grund til at fortælle om Amia og hvor hun var på vej hen. ”Jeg faldt ned da bomberne gik af. Mit navn er Vilkas Fritz Rasforth, ID nummer et-to-et-to-nul-to-ni-fire-et-to-syv-to-otte.”
Soldaterne så noget overraskede ud, da han sagde at han kom fra kloakkerne.
”Bjerin, løb over i vognen og hent skanneren.” Soldatens blik var stadig stift rettet mod Vilkas, der begyndte så småt at få krampe i armene af at holde dem oppe. Bjerin satte i løb, og den anden sænkede riflen. Vilkas så det som et godt tegn og lod selv armene falde.
”Hvor længe har du været herude knægt?” spurgte han og så en smule vantro på ham, som om han ikke rigtig kunne tro sine egne ører, at nogen havde vandret igennem kloakkerne. Vilkas der ikke så nogen grund til at lyve svarede ærligt.
”Næsten lige kommet.”
”Er det så dig der har været ovre ved vand-knuden og har ødelagt døren?” Vilkas blev overrasket over hans direkte facon og at han kunne udlede så hurtigt, at det måtte være ham. Nu følte Vilkas sig bare dum. Hvem ellers skulle det have været?
”Jeg … jeg troede der var nogen der kunne hjælpe mig,” sagde han.
”Aha.”
Vilkas hævede blikket mod en mistroisk soldat, der så ud til at kæmpe med sig selv om hvad han burde stille op med ham.
”Hvor var du da bomberne gik af?” fortsatte han.
”Midt i det hele,” svarede Vilkas.
”Midt i det hele?” gentog soldaten.
”Ja.” Vilkas kunne ikke beskrive det anderledes. ”Jeg var midt på Pladsen da de gik til angreb.”
Soldaten trak en vandflaske ud af sit bælte og kastede den til Vilkas, der taknemmelig tog imod den.
”Du ser godt nok også bombet ud.”
Vilkas havde nær fået vandet galt i halsen og måtte hoste halvdelen op igen. Han var ikke sikker på, om det var soldatens kommentar, eller det at kroppen ikke havde fået noget indenbords i over et døgn der gjorde det, men ud af det blå følte han sig pludselig mere rolig og i sikre hænder.
”Jeg føler mig også bombet,” halvt lo Vilkas og drak grådigt vandet til sidste dråbe. ”Undskyld,” sagde han, da han rakte flasken tilbage til soldaten, som tog imod den og satte den tilbage i bæltet.
”Hvordan i alverden er du så endt i kloakkerne?” spurgte soldaten.
”Jeg løb, og så faldt jeg,” løj Vilkas, der vidste, at hvis han afslørede for mange detaljer kunne han risikere, at de heller ikke troede på, at han havde forfulgt en af terroristerne, hvorefter en af deres egne havde mistet forstanden og forsøgt at dræbe dem.
”Jeg troede ikke at noget kunne overleve dernede.”
Vilkas var overrasket over, at en simpel soldat havde kendskab til synteserne der arbejde i kloakkerne. Det havde ikke været åbenlyst for ham at de gjorde, før han havde været i kommandocentralen.
”Det troede jeg heller ikke, men alle synteserne … de er bare … døde.”
”Det må være angrebet,” sagde soldaten og kløede sig eftertænksomt i et lag skægstubbe. Vilkas svarede ikke og lod blikket vandre døsigt. Soldaten var ikke klar over, at de havde været ude af drift meget længere en det.
”Hvordan ser det ud deroppe?” Spurgte Vilkas, nu havde han muligheden for at få svar.
”Jeg ved det ikke. Vi så ballonen komme over muren og fik så et kald over radioen om, at byen havde været under angreb.”
”Radioen? Jeg troede at al radiokommunikation var …”
”Ikke herude,” sagde soldaten. ”Vi er så få patruljer, at vi er nødt til at kunne være i kontakt med hinanden over de lange afstande, hvis der sker noget.”
”Jeg troede at murene var beskyttet hele vejen rundt og ikke kun af et par patruljer.” Soldaten skævede fornærmet til ham.
”Hva’ tror du muren er til for, knægt? Jeg ser ikke lige at nogen skulle ku’ trænge igennem den bare lige sådan!”
Han havde selvfølgelig ret. Ud over at muren var højere og mere stejl end man lige kunne bestige, var der også en klippevæg at tage højde for.
”Desuden er det ikke angreb udefra vi skal være bekymret for, vel?”
”Hvad mener du?” Måske var det varmen, dehydreringen eller kvæstelserne, for det var åbenbart et indlysende svar han ikke kunne give. Soldaten så på ham – afventende – som om han ventede at Vilkas ville svare af sig selv.
”Terroristerne selvfølgelig. Har du levet under en sten, eller kommer du fra industri-zonerne? Det’ da vidst det eneste sted i byen nyhederne er langsomme til at nå.”
”Nej jeg …” Mere nåede Vilkas ikke at sige. Han havde lyst til at forsvare sig selv, men inden han nåede at fortælle at han kom fra Centropolis, var den anden soldat, Bjerin, vendt tilbage med en stor anordning, der mindede om den overdimensionerede pulsmåler, som lægerne brugte på ham hver gang han var til helbredscheck, for at se om hans stressniveau var nået kritiske højder. Det var standard procedure, for alle medarbejdere i Tårnet. Der havde indimellem været tilfælde af neurologisk sammenbrud på grund af overanstrengelse grundet arbejdsbyrden.
I stedet for en lille måler i enden der viste tal og andet om ens vitale kropsfunktioner, kunne Vilkas se, at der var et større display i stand til at vise billeder i højere opløsning.
”Hvad er det?” spurgte han, da han ikke genkendte apparatet.
”Det er en mobil ID læser. Ind imellem støder vi på omstrejfere som dig. Nogle af dem er folk fra farmene der har vandret om for at finde tilbage til byen og andre er bare omstrejfere.”
Så de fandtes altså. Folk der kom til byen fra andre steder end farmene. Han havde lyst til at spørge ind til, hvor de kom fra og hvad de gjorde med dem.
”Kom med armen, knægt. Så kan vi hurtigt få reddet ud, hvem du i virkeligheden er. Efter at have trykket på nogle taster på det lysende display på skærmen, strakte han armbåndet ud og signalerede til Vilkas, om at stikke armen igennem det.
”Vi fik at vide at dem der stod bag angrebet, var iklædt vores uniformer, men at de fik hjælp indefra. Det lader til at der er terrorister overalt i byen efterhånden.”
Vilkas svarede ikke, men han vidste det var sandt. Nogen indefra havde forsynet dem med alt de skulle bruge, selv efter at John Agawi, manden bag terrornetværket var blevet taget til fange.
”Ved de hvem det er endnu?” spurgte Vilkas og stak armen ind og lod den anden soldat, stramme anordningen til.
”De har sat eftersøgninger ud på nogle personer, som de så var til stede, men vi har ikke noget signalement.”
”Hvad med skanneren? Vvis den kan finde oplysninger om mig, kan den vel også modtage andre oplysninger.”
Soldaten så en smule imponeret ud over Vilkas’ ræsonnement, men strøg det hurtigt af sig.
”I princippet ja, og jeg ved ikke hvorfor det ikke er blevet implementeret, men nu det ikke så tit vi har omvandrende terrorister herude.” Soldaten smilede til ham. ”Før nu.”
Før Vilkas nåede at forstå, hvad han mente, gik en hvidglødende smerte igennem hans arm. Følelsen af at koge, og blive strakt i alle led på samme tid, jog igennem leddene. Smerten var blændende og han mistede fuldstændig kontrollen over sin krop, der krampagtig kæmpede imod sig selv på en måde, han aldrig havde oplevet før.
”Hvad troede du der ville ske, når vi opdagede det?” råbte soldaten af ham. Vilkas der lå med ansigtet ned i jorden, kunne lugte sit eget kød stege og han havde nær kastet op, hvis der havde været noget i ham, der kunne komme op. Soldaten sparkede ham hårdt i siden, og Vilkas der ikke kunne beskytte med noget, rullede om på ryggen, kroppen stadig halvt i kramper.
Bjerin var trådt lidt tilbage og havde rettet riflen mod Vilkas igen. Han havde et meget seriøst ansigt, men også uerfarent. Hans øjne flakkede fra soldaten og Vilkas, som lå for enden af kablet, der forbandt skanneren med hans arm. Selvom solen var skoldende varm, føltes luften iskold og lindrende i hans lunger, samtidig med at det skar blot at trække vejret.
”Ifølge denne her er du eftersøgt for at have medvirket til angrebet på Tårnet i går morges.” Triumferende læste han op af skærmen.
”Videooptagelser bekræfter at Vilkas Fritz Rasforth var til stede under angrebet og at han efterfølgende stak af sammen med et ukendt individ, der ligeledes menes at være i forbindelse med de Agarthanske oprørstyrker, som efterfølgende bombede indefra og ud af byen.”
Han sparkede endnu en gang Vilkas hårdt i siden. Det føltes som om noget gik i stykker inden i ham, men inden han kunne nå at reagere på det, sendte soldaten endnu en bølge af elektricitet igennem ham. Han ville have skreget, hvis han kunne, men selv det var umuligt. En halv uendelighed senere stoppede smerten igen, men efterveerne, lugten af brændt kød og åndenøden fortsatte.
Soldaten sad nu på hug foran ham og så på ham med bedømmende og hadefulde øjne.
”Du havde ret, skanneren er i stand til at sende os informationer og nyheder. Jeg vidste straks jeg så dig, hvem du var. Denne her kan meget mere end bare læse dit ID nummer, som …” Han løftede skanneren op og viste den til Vilkas, som så sig selv i øjnene i form af et gammelt billede – det samme som på hans identifikationskort. ”… bekræftede at du er Vilkas Rasforth, senior-frivillig i kommunikationsafdelingen i Centropolis.”
Han måtte vide, at Vilkas ikke var i stand til at gøre modstand, da han greb fat i hans kæbe og klemte til. Vilkas var rædselsslagen og ønskede mere end noget andet, at han lå hjemme på sit kolde værelse og drømte om at regere hele Metropolis, i stedet for at være i nådens vold hos denne psykopat, der så ud til at få et kick ud af at torturere ham. Havde han været i stand til det, var han brudt grædende sammen. Enhver selvrespekt var forsvundet, det øjeblik strømmen gik igennem ham for tredje gang og det hele sortnede for øjnene. Da smerten endelig døde ud igen, var det som om at vågne fra et mareridt, blot for at opdage at virkeligheden var meget værre.
”Hvis det ikke var fordi, at skanneren laver en log, hver gang den registrere en ny identifikationschip, så var du for længst død, men det betyder at mig og Bjering ville have en helvedes masse rod at skulle forklare.” Bjerin smilede på samme sadistiske måde soldaten gjorde. ”På den anden side,” fortsatte han. ”Så kunne du i kampens hede jo have fået fat på mit gevær.” Stadigt knælende over Vilkas, tog han fat i hans hånd og førte den op til riflen, som hang langs siden over skulderen, og lod ham gribe ordentligt fat i håndtaget. ”Og komme til at skyde vildt om dig, så vi så os nødsaget til at dræbe dig på stedet.”
Vilkas kunne ikke gøre modstand. Soldaten guidede hans fingre op til aftrækkeren og klemte hårdt til, så hans hånd var låst – klar til at trykke af.
Det hele gik så hurtigt, at Vilkas ikke nåede at reagere andet end at lukke øjnene i refleks. De høje brag fra riflen der gik af, skar ham dybt i ørerne. Han havde aldrig været så tæt på et skydevåben før og tanken om nogensinde at bruge et, var aldrig faldet ham ind.
Han hørte nogen skrige højt. Flere skud gik af. Noget rykkede kraftigt i ham og da han åbnede øjnene, så han at Bjering var faldet om, blod flød fra hans torso. Vilkas så forvirret på soldaten over sig, men synet der mødte ham var endnu mere absurd.
Soldaten tog sig til halsen og imellem hans fingre sprøjtede blodet. Han gurglede og Vilkas kunne se at han var ved at kvæles i det varme klistrede blod, der flød vildt og ramte ham i hovedet. I et par krampagtige ryk holdt han op med at kæmpe imod og øjnene vendte det hvide ud, inden han kollapsede tværs over Vilkas.
Inden han selv besvimede, fór tankerne rundt i hovedet på ham, så meget som hans forstand tillod, efter at være blevet ristet og tæsket. Intet svar kunne forklare hvorfor de to soldater pludselig havde åbnet ild mod hinanden og inden han nåede at tænke videre over det, havde varmen og vægten fra den døde soldat, sendt ham i et dybt sort hul, hvor luften langsomt svandt og mareridtene bed grådigt i hans kød.
Ind imellem virvaret af tanker der med spredehagl sendte ham ind og ud af forskellige minder om mennesker – som Deacon, Cadence, Alma, hans far, mor og alle de mennesker tilbage i Metropolis der troede han var en terrorist på lige fod med dem der havde spredt frygt, død og ødelæggelse – så han ansigter ukendte for ham.
Det var ikke til at afkode, om det var noget han forestillede sig eller om det virkelig skete, men en del af ham havde på fornemmelsen, at nogen løftede ham op og snakkede til ham. Han kunne ikke andet end lytte, men kunne de høre ham, ville de høre ham, eller troede de bare lige som hele verden at han var en syg, sindsforstyrret terrorist med en personlig blodhævn mod alt sandt og retfærdigt?
Først da den særskilte fornemmelse af iskoldt vand ramte ham, blev han hevet langt nok tilbage til bevidstheden, at han var i stand til at se, hvad der foregik. Det hele rystede omkring ham, et par mennesker sad foran og snakkede hektisk. En midaldrende kvinde, som Vilkas ikke kendte, sad med ansigtet helt oppe i hans og stirrede ham intenst i øjnene.
”Han er vågen. Hurtigt, mere gaze.”
Instinktivt rykkede han panisk tilbage, stadig ikke helt vågen, men betydelig mere rædselsslagen.
”Nu! Han er ved at gå i chok,” råbte hun. En mand på størrelse med et mindre hus havde hænderne dybt begravet i en kasse og hev en masse ting op og lavede et forfærdeligt spektakel da alt, lige fra kanyler til nødblus væltede ud.
”For helvede da også Korfu. Her, hold hans sår.” Den gigantiske mand, der havde et kæmpe stort, sort busket skæg, slap hvad han havde i hænderne, opgivende, og tog hårdt fat i Vilkas, der var på nippet til at falde bagover og ind i mørket iskolde kløer igen.
”Hey, hold dig vågen.” Tingene flimrede øjnene. Mandens stemme tonede ind og ud. Den var dyb, men beroligende, hvilket gjorde meget i Vilkas' tilstand. En dyb stikkende smerte skar igennem hans mave og han vred sig smerteskærende sammen for at dulme det, men manden var så stor at han ikke kunne røre sig. Han havde et venligt ansigt, på trods af det vilde skæg der fik ham til at ligne noget fra historiebøgerne om tiden før den moderne tidsalder, dengang mennesket stadig boede i huler.
”Her, stik det her i armen på ham,” sagde kvinden, der havde fundet hvad hun ledte efter.
”Fy for dælen da, du ved jeg hader nåle, kvinde!” gryntede manden der – uden besvær – var i stand til at holde Vilkas nede, samtidig med at han rodede med en rulle gaze i den frie hånd.
Vilkas var stadig panikangst og vidste ikke hvem de to mennesker var, der svævede over ham eller hvorfor det hele rumlede omkring dem. Det eneste han kunne se, var de to personer og himlen der susede over ham og fik vinden til at suse ham om ørerne. Han nåede at opfatte nålen, der brutalt blev jaget ind i hans lår, som om smerten i maven ikke var nok. Det var den mindste af hans bekymringer, for da manden fjernede hånden fra hans mave – kunne han se at den var dækket af blod. Hans blod.
På ny blev alle sanser vækket, og ud fra sine voldsomme kraftanstrengelser for at slippe ud af kløerne på disse monstre som var i gang med at lemlæste hans krop, kunne han se at han lå i autovognen. Gennem sine egne skrig, kunne han pludselig mærke en ny fornemmelse brede sig i kroppen. En af ro og afslappelse. En følelse af at alle hans nerver gik i dvale. Krampetrækninger blev langsomt afløst af slappe muskler. Det hektiske åndedræt blev dybere og mere fredfyldt, som varmen spredte sig i kroppen.
”Rolig nu, min dreng, det skal nok blive godt alt sammen.” Kvinden strøg ham over panden og tyssede på ham, samtidig med at manden rullede gaze i metervis ud foran sig. Vilkas følte sig omgående mere afslappet og det på trods af, at han nu lå i en autovogn med fremmede mennesker på vej til et ukendt sted, blødende, på randen af bevidstløshed.
”Korfu, din klovn.” Hun daskede manden hårdt på brystkassen. ”Du kan for helvede da ikke bruge beskidt gaze. Her, giv mig det.”
Manden så ud til at krympe for øjnene af ham ved kvindens ord, selvom hun kun var halvt hans størrelse. Hun rev gazen fra hans hænder og begyndte at lægge den på Vilkas, der i takt med at varmen spredte sig, var holdt op med at gøre modstand. Manden tog et solidt greb i Vilkas og satte ham op, så kvinden kunne binde den om hans liv. Hver gang den passerede den blodige plet på siden af maven, skar det en smule, men han bekymrede sig ikke mere. Der var ikke frygt i ham. Hverken for de to fremmede som var klædt i lange frakker, tunge støvler og hovedbeklædning. Eller fra omgivelser. Eller det faktum at han blødte fra maven. Selv at han ikke vidste, hvor han var på vej hen, kunne ikke ophidse ham.
Da hun var færdig med at påføre forbindingen, lagde manden ham ned igen og Vilkas fik en overvældende trang til at lægge sig og sove. Han havde en altoverskyggende ide om, at han ville drømme sødt og at søvnen ville være som en varm dyne på kolde nætter. Tanken frembragte et smil på hans læber og han skulle lige til at lukke øjnene, da kvinden udbrød:
”Du må ikke falde i søvn. Her, drik det her.”
Forundret over hendes ophidselse, gav Vilkas hende et smil som for at fortælle hende, at det faktisk var okay, at han lagde sig til at sove. Han løftede tilmed hånden – formanende – mod hende, irettesættende, hvilket fik manden til at bryde ud i latter.
”Hva’ i alverden har du givet ham, kvinde?”
”Noget beroligende,” vrissede hun. ”Jeg har ingen ide, hvad de putter i deres medicin herude, men det ser ud til at virke.”
”Det tør sku da siges,” lo manden og bankede på ruden på til førerkabinen på autovognen.
”Kan den her spand ikke køre hurtigere, hva'?”
Vilkas kunne ikke høre, hvad manden der kørte sagde og havde alt for travlt med at gurgle vandet, han fik hældt i munden.
”Åhr, ikke lege med det, du skal drikke det. Koncentrer dig nu.”
”Tror du han fik for meget af det?” spurgte manden.
”Spørgsmålet er om han fik nok. Der er lang vej til kysten herfra, og jeg ved ikke om han klarer turen,” sagde hun og fortsatte med at stryge hans pande og tørre sved af. Vilkas kunne ikke lade være med at smile, hvilket på ingen måde virkede som det rigtige at gøre. Den ene tågede virkelighed var blevet afløst af sin diametrale modsætning, og alt var nu lyst og dejligt.
”Så lad os køre til konvojen i stedet, den er meget tættere på,” sagde manden.
”Korfu,” udbrød Vilkas til manden, der nær var faldet ud af vognen af grin.
”Det' rigtigt knægt. Han er sku skarp ham her,” sagde han til kvinden, der så mere misfornøjet ud end lettet over Vilkas' tone.
”Vi ved ikke om de har faciliteterne til at behandle ham. Det ville være for stor en chance at tage.”
Korfu, der var mere optaget af Vilkas end at lytte til kvinden, svarede hende ikke.
”Korfu,” gentog Vilkas, høj på hvad end de havde givet ham og pegede på manden og gentog hans navn, dernæst på sig selv. ”Vilkas.” Og videre til kvinden.
”Vi var heldige, at vognen var tændt. Du ved hvordan byboerne er med at slukke dem når de støder på os herude. De stoler ikke på os over en dørtærskel. Vi havde alligevel ikke nået konvojen.”
Korfu gryntede noget i skægget, som ingen af dem kunne høre.
”Hvad i alverden er der sket med dig knægt? Hvordan er du endt herude?” Hun så yderst bekymret ud. Vilkas der ikke følte sig tynget af omstændighederne, ej heller hans forfærdelige tilstand, tyssede på hende til mandens store morskab.
”Har du ikke hørt? Jeg er den store Vilkas. Det store terrorgeni.”
Korfu stoppede brat i sin latter og udvekslede et dystert blik med kvinden, der straks trak hånden til sig.
”De sagde jeg var terrorist, og nu er de døde.”
Det hele virkede så komisk i hans hoved, at der måtte være noget om det, hvor surrealistisk og absurd det end måtte lyde. Noget i ham kunne godt se hvor skævt det var, at han sad her og alting føltes som en leg, med et hul i kroppen uden at vide, hvor det var kommet fra. Han så ned af sig selv og så sin halvnøgne blodige overkrop an, og så slog det ham.
”Er jeg blevet skudt?” Ingen panik. Ingen frygt. Bare et spørgsmål.
Kvinden så ham an, inden hun udvekslede nogle ord med Korfu, der havde lagt ansigtet i folder. Han bed sine negle og det gav en høj klik-lyd hver gang han bed igennem. Hans øjne vandrede fra kvinden over til Vilkas, der følte at hovedet blev tungere jo mere han tænkte over tingene, så det holdt han op med og lukkede øjnene i stedet. Ingen af dem gjorde noget for at holde ham vågen. Deres stemmer svandt langsomt ind til en slørret hvisken.
”Tror du virkelig, at han kan ha haft noget at gøre med angrebet?” Mandens stemme lød tung og grødet igennem de mange lag af søvn, der skyllede ind over Vilkas.
”Jeg ved det ikke, men du så, hvad der var sket med de to soldater. Men hvordan er han så kommet herud? Byen er jo lukket fuldstændigt ned,” sagde kvinden
”Ja, har aldrig set så meget militær ved portene før,” sagde Korfu og fortsatte. ”Selv ikke efter dengang de angreb centrum. Der var allerhøjst nogle tilfældige kropsvisiteringer, men denne gang. Hele markedet blev jo overrumplet af soldater. Godt du har din magiske sans.”
”Ved nu ikke om den er magisk, du så jo selv ballonen. Hele markedspladsen blev oprørt, da den trak ind over, og da det hele begyndte at eksplodere derindefra …”
Vilkas åbnede øjnene med megen anstrengelse og så at de begge sad i stilhed og betragtede ham. Den lette stemning i ham var begyndt at aftage, og vindens suse over sendte ham døsigt tilbage. En enkelt altoverskyggende tanke fyldte ham, og det kortvarige pust han havde fået, af det de havde proppet i ham, var ovre.
Rusen og den umiddelbare lykke forsvandt, da det langsomt gik op for ham, at han ikke kunne vende tilbage mere. Metropolis havde afvist ham. Ret eller uret, så var han blevet skåret væk som en infektionsramt og overflødig byld.