Kysten, var det ikke der hun var på vej hen?
Han var ikke helt vågen endnu, men et hul havde fået vognen til at springe og skride på underlaget under dem. Han havde mistet overblikket over hvor mange gange på det sidste, han havde mistet førligheden eller bevidstheden kun for at vågne forvirret og urolig op igen, for igen at havne i en situation der var ti gange værre, end den han lige var kommet fra. Korfu og damen sad sunket sammen over for hinanden. De lod til at være mere vant til en ujævn rejse og så ikke ud til at være mærket af vognens voldsomme rysteture, der med jævne mellemrum tvang Vilkas til at ændre sin stilling for at holde smerterne ud.
De havde bundet ham stramt sammen omkring livet, så han næsten ikke kunne trække vejret ubesværet. Skjorten var taget af ham, så han sad i bar overkrop og selvom solen stod højt på himlen og frembragte betydelige mængder sved på hans krop, følte han ingen ubehag ved det – tværtimod. Vinden kølede og gav ham en følelse af velvære. Om det var den åbne himmel eller den friske luft som Metropolis trods sin pragt manglede, undslap ham som en abstrakt form han inderligt ønskede svar på. Hver gang fornemmelsen virkede inden for hans rækkevidde at gribe, blev han mindet om, hvor han var. Ingen steder. Ingen steder han kendte.
Endnu et bump fik Korfu til halvt at vågne, grynte vredt og slå hårdt på ruden op til førerkabinen, for igen at falde i søvn. Det stak i siden på Vilkas, og han så ned af sig selv på forbindingen, der var blødt en smule igennem. Ikke så meget som før da Amia havde forbundet hans skulder, men den havde også siddet længe nu. På ladet lå de gamle forbindinger – blodige og betændte. Halvdelen af hans overkrop var dækket ind og den dårlige arm hang i en slynge. Der var en lille plet hvor smerten kom fra, igennem det hvide stof og bagtil var der også en, kunne han mærke.
”Du blev skudt.” Vilkas havde været for optaget af omgivelserne og sin egen tilstand til at have opdaget, at kvinden var vågnet.
”Skudt?” Ordet alene fik ham til at føle sig dum. Indtil nu havde han været et stort spørgsmålstegn og havde overset selv de mest åbenlyse ting.
”Men det ser ikke ud til, at kuglen har ramt nogle vigtige ting i dig.” Hun rykkede en smule nærmere og holdt blikket fast rettet mod Vilkas, som mod en vild hund – årvågent. ”Du skal nok klare dig knægt, men vi skal ha' dig til en læge, ellers kan der betændelse i dine sår,” fortsatte hun. Vilkas nikkede fjernt og så ud i horisonten mod bjergene langt væk og tænkte på, hvor han ville ende, og ikke hvad der ville ske ham eller om han overlevede sine skader.
Hun forsøgte at komme så langt ind i hans synsfelt uden at flytte sig fra sin plads, for at få hans opmærksomhed.
”Hvordan har du det?”
Vilkas trak fraværende på skuldrene. Han ønskede ikke, at hun snakkede til ham. Han ville bare være i fred med sine tanker, hvor gruopvækkende de end var. Begivenhederne genspillede sig i ham om og om igen, hvordan eksplosionen havde revet fødderne væk under ham og han efterfølgende havde forsøgt at få fat i pigen, Amia, der mod al hans sunde fornuft, ikke var hans fjende. Det hele havde hvilet på, at han kunne have bragt hende tilbage, men alt det var ligegyldigt nu. Selv hvis hun havde været involveret direkte i komplottet, så kunne han ikke have overbevist nogen som helst om sin uskyld, uden at komme i kontakt med Deacon eller Cadence, og hvor var de nu? Døde sikkert, tænkte han, og opdagede ikke, at kvinden nu sad ved siden af ham.
”Hvad er der sket med dig? Hvordan er du endt herude?” Vilkas rykkede hovedet tilbage for at undgå hendes berøring på hans pande. ”Slog du dem ihjel?” Tonen var mere hård og han kunne høre på hende en betydelig uro over spørgsmålet. Frygtede hun at han ville gøre det samme mod dem? Fortrød hun at hun havde lappet ham sammen?
”Nej,” svarede han grødet. På hendes udtryk kunne han se, at hun ville vide mere, men ikke turde spørge. Splittet over at føle sig frelst, men på samme tid i vildrede over ikke at have noget hjem, føltes det ikke passende at fortælle sin livshistorie til en vildt fremmede.
Faktisk vidste han ikke hvad der var sket med de to soldater. Det ene øjeblik blev han ristet levende som en menneskelig lynafleder, og i det næste fløj kuglerne om ørerne på ham, og så var de var begge døde. Intet af det gav mening. Det sadistiske smil var ikke til at tage fejl af og ubevidst efterlignede han det i sit sind. Frygten det fremkaldte på kvindens ansigt ramte ham hårdt og straks trak han det tilbage.
”Nej,” gentog han mere alvorligt.
”Du ligner ikke en der hører til herude,” sagde hun efter et par sekunders stilhed, hvor hun blot havde kigget på ham – søgende efter svar.
”Hvad afslørede mig?” svarede han.
Hun lo, og automatisk fik det Vilkas til at le selv. Det gjorde utrolig ondt i kroppen, men hendes milde latter trængte igennem lag på lag af rædsel og dårlige minder. Korfu rykkede på sig og vågnede ved lyden af kvinden og Vilkas der sad og grinte højlydt.
”Kan en mand da ikke få lov at sove i fred?” sagde han misfornøjet og pakkede sig tættere ind i sin store mørkebrune jakke.
”Åhr hold da op Korfu, du har sovet længe nok.” Hun hyssede på ham, fuldt fokuseret på Vilkas. Han havde lyst til at grine mere, det var en rar følelse midt i al tumulten, men i stedet for at fortsætte latteren, blev de små ryk i kroppen afløst af en anden følelse. Fortvivlelse. Den igen blev lynhurtigt afløst af gråd, der uden forvarsel slørrede hans syn og fik kroppen til at krampe i små spastiske bevægelser. Han følte sig svag og magtesløs, noget der ikke blev gjort bedre da kvinden lagde armen om ham og trykkede ham ind til sig. Hans første intuition var at skyde hende fra sig og tørre alle spor af sine svagheder af sig.
Sådan opførte en frivillig sig ikke og hvis de gjorde, var det i embeds medfør. Ellers blev de anvist en psykolog eller sendt et sted hen, hvor de passede bedre ind. Det slog ham i det øjeblik, at han netop var et andet sted end i byen, en by der mente, at han passede ind et andet sted end hos dem – allerhelst død. Denne realisering fik ham til at opgive al stolthed og overgive sig i kvindens vold, alt imens hun strøg ham blidt over ryggen uden at dømme ham eller på anden måde kaste skam over hans gerninger. Skylden skyllede ind over ham sammen med en accept af sin skæbne.
Alverdens lange og stressbetyngede arbejdsdage eller umulige deadlines kunne ikke have fået ham til at vakle så meget som nu. Aldrig havde han betvivlet lovens og naturens orden eller Metropolis' retfærdighed. I selv de svageste øjeblikke havde stilheden i byens nattero fyldt ham med en meditativ ro, hvor svarene altid fandtes i hans egen refleksion fra en perfekt oase i en ufuldkommen verden.
Kvindens trøstende ord og berøring var som et velkomment ly i et evigt stormvejr, hvor hans gernings frelse lå. Hvorfor denne pludselige skyld over eksil fra en by der stødte ham fra sig, når det præcis var ham, der havde kæmpet som et vilddyr, der var trængt op i et hjørne af bidske og sultne monstre?
”Det okay, knægt, det okay,” fortsatte hun ufortrødent. Hendes uro over ham var længst væk og hun virkede mere optaget af at berolige ham.
”Du skal ikke være bange, du er i sikkerhed her.”
Sikkerhed var en meget relativ term, hans situation taget i betragtning, men han vidste udmærket, hvad hun mente, og selvom han aldrig i sit liv havde været mere ræd end han var nu, gav det ham trods alt en vis trøst. Hendes bløde favn dæmpede vognens voldsomme bevægelser under dem. Som kun en forælder kunne, greb hun instinktiv hans ansigt ved kinderne og hævede hans blik, og med venlige øjne der slugte al hans frygt, vidste han at hun talte sandt. Han var i sikkerhed – mod alle odds.
”Fortæl hvad der er sket.”
Han kunne lige så godt have været et lille barn igen – ikke mere end ti år gammel – da han fortalte hvad der var sket fra ende til anden. Hans tanker blev kanaliseret til munden uden filter eller sammenhæng. Alt hvad han kunne komme i tanke om, fandt på en eller anden måde vej til ord. Alt fra den morgen i sit domicil, hvor han havde drømt, begivenhederne der havde ført op til dagen, alt det politiske mellemspil der ikke kunne være mere uvæsentligt for dem, om de så kendte til byens historie helt tilbage fra krigene. Han havde mistet tidsfornemmelsen i takt med, at gråden ophørte og han langsomt fortalte om begivenhederne efter kloakkerne, om pigen der havde hjulpet ham, selvom han havde været modbydelig og fjendtlig helt til det sidste, og hvordan han havde mødt de to soldater, der nær havde henrettet ham.
”Det lyder … utroligt.” Korfu var vågnet helt op nu og blandede sig i Vilkas' monolog. Kvinden skød ham et vredt blik og han sank en anelse, da han fik øjenkontakt med hende. ”Jeg siger det bare,” forsvarede han sig. ”Hvorfor skulle de pludselig skyde hinanden, hvis det ikke var ham der gjorde det?”
”Hvis han siger det er det der skete, så var det det der skete.” Der var noget indforstået i Korfus blik, der fik ham til at vige.
”Jeg har selv svært ved at tro det,” sagde Vilkas og begravede ansigtet i sine hænder med en følelse af, at hans egen hukommelse ville svigte, hvis han prøvede at genkalde, hvad der var sket. ”Jeg har ikke lyst til at tro det,” afsluttede han lavmælt.
”Vi ved du taler sandt med hensyn til, hvem du er,” sagde kvinden og bad Korfu om at række hende skanneren som de to soldater havde brugt, til at pine ham med. Vilkas blev fyldt med uro da han så maskinen og øjeblikkelige kropsspasmer ramte ham ved tanken om, at de måske ikke spillede med åbne kort.
”Bare rolig,” skyndte kvinden sig at sige og lagde straks en hånd på hans skulder beroligende. ”Hey, vi gør dig ikke noget.”
Vilkas havde stadig svært ved at stole på dem, men lod tvivlen komme dem til gode. De havde trods alt lappet ham endnu mere sammen, ligesom Amia havde. Han havde udeladt hendes navn, og næsten alt hvad der var foregået i kloakkerne – andet end at han havde jagtet en mistænkt kvinde derned – som efterfølgende havde hjulpet dem ud i live.
”Vi fandt den her ved siden af dig,” sagde hun. Skærmen lyste i en klar blå farve, med en lysere farve tekst. Der var et billede af ham, det samme som på hans ID kort. Chip-læseren var blevet revet af med vold og lå på ladet af vognen, som et afrevet armbånd – sort og svedent.
”Vi var nødt til at flå den af dig, der var stadig strøm i krabaten,” sagde Korfu.
”Hvad står der?” spurgte Vilkas. Kvinden rakte ham den lille monitor.
”Ikke så meget andet end at du er en eftersøgt terrorist og at du måske var undsluppet sammen med en medsammensvoren.”
Der var ikke nogen form for video, som den soldaten havde beskrevet, der bekræftede at han havde været til stede, men det var ikke ligefrem en hemmelighed, hvis videokameraer havde fanget hele optrinnet. Han kunne sagtens forestille sig, hvordan det ville se ud at han havde været til stede og havde løbet efter Amia, væk fra soldaterne og militæret.
”Hvem flygtede du sammen med?” spurgte kvinden. Vilkas var travlt optaget med at læse nyheden om sig selv – efterlyst for terrorisme – hvem han var og i hvilken gunstig position han havde været i for at kunne planlægge et angreb som dette. Det var alt sammen løgn selvfølgelig.
Han kom i tanke om identifikationskortet, som Amia havde efterladt, der bekræftede hendes egen historie.
Han rakte ned i bukselommen og fiskede det lille plastickort frem. Det så ud som om det havde haft en værre medfart end ham. Kanterne var smeltet og billedet af Amia var brændt sort og ukendeligt. Kun den lille metalchip var synlig og chancerne for at det overhovedet holdt nogle informationer tilbage i sig, efter at være blevet brændt af, var tvivlsomt.
”Alma,” sagde han og rakte hende kortet, ”men hun havde ikke noget med det at gøre, eller det havde hun, men hun var ikke skyld i noget.” Han vidste ikke hvorfor han forsvarede hende. Måske, selvom han følte sig i nogenlunde sikre hænder nu, så ønskede han hende intet ondt. ”Hun er væk nu. Hun forsvandt før jeg mødte …” Han tav og kunne næsten genkalde smerten som strømmen havde sendt igennem ham. De ville have gjort det samme med hende, hvis hun var fulgt med ham.
”Hvad siger du Korfu? To soldater der skyder hinanden i stykker lige efter de har fanget en eftersøgt terrorist?” spurgte kvinden og rakte kortet videre til ham.
”En sympatisør måske. Det er ikke til at vide. Det er skøre tider vi lever i.”
”Sympatisører?” spurgte Vilkas, der vurderede Korfus størrelse, og mente at han bestemt var lige så høj som bred.
”Folk der i Metropolis holder med de skøre kugler fra Agartha. Måske han så sit snit til at slippe dig fri ved at skyde sin makker og det så gik galt.”
Mandens ord vægtede tungt, og selvom han så mere ud til at være en mand af fysik, end af overvejelser og strategi, var det faktisk det eneste Vilkas selv ville kunne komme på, som rent faktisk gav en smule mening. Havde det været tilfældet, virkede det dog en smule overflødigt at torturere ham, inden han reddede ham.
”Jeg troede de havde en eller anden form for fredsaftale kørende,” sagde Korfu og pillede sig i sit enorme skæg der så vildt og ukæmmet ud, ”men det ved du vel alt om.” Han gav Vilkas kortet tilbage. Han kunne næsten ikke løfte armen for smerte og måtte vride hele kroppen for at nå hans håndsrækning.
”Hvordan er der egentlig derinde i Centropolis, eller hvad i nu kalder det?”
Til sammenligning var Centropolis, og hele Metropolis, en veritabel oase, et paradis midt i en udørk mere fjendtlig end hvad verden troede han var. Vilkas var aldrig blevet bedt om at beskrive Metropolis for andre, for der var ikke andre end dem. Først nu, efter alle disse år, gik det rigtigt op for ham, at der var en verden uden for murene, der levede anderledes end de gjorde.
”Der er koldt,” sagde han uden videre omtanke på hvad det betød. Koldt. Korfu så ikke ud til at forstå hvad han mente med koldt, hans ansigt fordybede sig i hvert fald og han rynkede panden gevaldigt.
”Er menneskerne derinde lige sådan?” spurgte han.
”Korfu!” Kvinden skød ind, inden Vilkas kunne nå at svare.
”Undskyld,” rettede den gigantiske mand på sig og rømmede sig højlydt. Vilkas forstod ikke hvad der i øjeblikket havde været imellem dem, og hvad mente han med om folkene også var kolde?
”Hvad han mener, er om I ved hvad der foregår herude med hungersnøden og bevægelses-grænserne.”
”Hvad for noget?”
”Hende Alma du siger du undslap med, ved du hvad vej hun gik?” spurgte kvinden.
”Jeg, nej, hungersnød? Er der ikke rigeligt med mad herude? Farmene ligger ikke så langt fra byen, hvad jeg ved af,” sagde Vilkas. ”Er i ikke omstrejfere?”
Korfu fnyste højt.
”Må vi være fri. Vi er frie mennesker, og ingen bevægelses- sanktioner kan holde os fanget. Om vi så skal dø af sult.”
”Hvor kommer i så fra?”
”Herfra,” sagde kvinden. ”Vi kommer fra farmene, som du kalder dem.”
”Hvad kalder I dem da?” spurgte Vilkas.
”Hvad kalder enhver det sted man kommer fra?” vrissede Korfu. ”Hjem.”
”Men efter militæret begyndte at indsamle mere mad og ressourcer end vi kan bruge til at holde tingene selvkørende, begyndte folk simpelthen at udvandre.”
”Hvortil? Agartha?” spurgte Vilkas prompte.
”Sikke en spørgelyst,” lo kvinden. ”Nej vi er på vej til kysten for at nå en båd der kan sejle os sikkert ud af Metropolis' grænser og måske finde et sted der er mere … venligt.”
”Men hvis I kommer fra farmene, så kommer I vel oprindeligt fra Metropolis?”
”Nej, knægt,” svarede Korfu. ”Joanna og jeg er begge født og opvokset uden for byens mure. Vi har aldrig nogensinde sat fod nær den by … før i dag.”
”Vi var på vej til at drage mod kysten for nogle uger siden, men ikke før vi kunne samle forsyninger nok til at klare turen til fods, og efter i dag var vi ikke sikre på, om vi kunne nå derud,” sagde kvinden, Joanna, hvis sørgmodige udtryk over at skulle forlade hjem og alt hvad hun kendte, til fordel for en ukendt skæbne, fik Vilkas til at tænke på sin far som altid delte samme blik.
”Først da vi fandt dig og vognen her,” sagde Korfu og bankede på ruden til førerkabinen. ”Heldigvis kan Jim køre sådan et bæst.”
En spinkel mand med en grim grøn hue, der så ud til at være samlet af flere stykker stof, på randen til at gå fra hinanden, vendte sig forvirret rundt for at se hvad der foregik. Korfu pegede ivrigt på Vilkas, der fik et så entusiastisk vink tilbage af manden, at han nær havde mistet herredømmet over vognen, der skred til siden og sendte kæmpe støvskyer op fra bagenden. Det skarpe smæld, der til sidst rettede den op, sendte ubeskrivelige smerter igennem Vilkas, som måtte bide sig selv i læben, for ikke at komme til at hyle.
”Det var meningen, at vi skulle nå konvojen. De samler folk op som os, der ønsker at forlade territoriet. Der plejer ikke at være mere end et par stykker om måneden, men på det sidste er flere og flere stukket af fra plantagerne og oliefelterne,” sagde Joanna og lagde armen om Vilkas for at støtte ham. Hun ignorerede fuldstændigt, at han forsøgte at holde smerten skjult og tog om ham, og mod al hans forventning slappede han mere af i kroppen.
Hun havde et rundt ansigt med røde kinder. Ligeledes var hendes hår, der krøllede sig elegant ned af ryggen i en hestehale. Hun havde små skelende øjne, der knap kunne ses i det skarpe sollys og hendes høje kindben hjalp ikke på det.
”Men selvfølgelig besluttede nogle tumper, at angribe byen præcis den dag vi havde tænkt os at stikke af, så vi blev tilbageholdt af militæret,” sagde Korfu vredt. ”Jeg sagde det jo, Joanna. Forstår ikke, hvorfor du fik mig til at vente så lang tid.”
”Du ved udmærket godt, hvorfor vi ikke smuttede, så snart vi fik chancen. Tror du ikke jeg også gerne ville væk derfra så hurtigt som muligt, inden de begyndte at stimle os sammen og nær henrette os, bare fordi vi er anderledes?” Joanna hævede stemmen vredt og igen sank Korfu som et lille barn ned i sit sæde.
Fascineret over deres oprindelse, kunne Vilkas ikke dy sig for at stille spørgsmål, hvor uhøfligt det end måtte lyde, men Joanna og Korfu tog det utrolig pænt med tanke på at de var i selskab med en formodet terrorist.
”Hvordan er der derude?” Selvom Vilkas havde set utallige familier blive splittet op for at blive sendt til farmene, vidste han ikke meget om stedet, andet end at det var for de uønskede og ubrugelige.
Joanna smilede bredt. Hendes øjne strålede og blikket flakkede opad i, hvad der lignede en minderus. Selv Korfu, kunne ikke undslippe sig en grimasse af lyksalighed. Var der virkelig så skønt på farmene, at ord ikke kunne beskrive det, tænkte Vilkas. Hans forundrede blik udløste en sand storm af klem fra Joanna, der knugede ham tættere ind til sig.
”Ubeskriveligt.”
”Ubeskriveligt,” genlød Korfu.
Det var ikke lige det Vilkas havde håbet at høre, men han spurgte ikke mere ind til det. Noget sagde ham, at for at forlade sit hjem, trods sanktioner og hungersnød, og så stadig kalde det ubeskriveligt med et smil på læben, måtte betyde at det i sandhed var et sted værd at kæmpe for. Dårlig samvittighed over at svigte mindet om Metropolis, smagte ham grelt i munden. Koldt var det eneste han kunne komme på, da han var blevet spurgt. En ringe beskrivelse af et så storslået sted.
Længe var der stille på ladvognen. Kun lyden af vindens susen og dækkenes skurren mod jorden, summede i ham. Det havde en næsten lindrende effekt på hans skader og stilheden gav ham mulighed for, at lade tankerne vandre uden mål.
Frihed som den Joanna og Korfu snakkede om, gav ham forestillingen om et sted der om muligt var mere indbydende end Metropolis, men hver gang han udforskede denne tankegang, kunne han ikke undgå at tænke på alle dem, der blev efterladt tilbage. De havde vigtigere ting at tage sig til end at tænke på frihed, noget som Vilkas stadig ikke følte sig tryg ved. Mest af alt føltes det mere forræderisk, at være fri end at tage ansvar for andre end sig selv.
Med Jævne mellemrum følte Joanna efter på hans forbindinger, for at se om noget var gået yderligere i stykker, eller om der var gået betændelse i de dybe sår. Det hev ham ud af sin døse hver gang, fordi smerten over at blive sonderet på den måde, gav ubehagelige efterdønninger i resten af kroppen.
Solen havde vandret betydeligt over himlen da Jim, som havde et mere knoglet ansigt end Vilkas, kunne huske at have set nogen før, udbrød.
”Så er vi her, gutter.”
Joanna skød op i sit sæde og lænede sig bagover ud over kanten på ladet for at se frem. Vilkas behøvede ikke at røre sig. Igennem ruden på ladet kunne han se ligefrem igennem førerkabinen, hvad de havde nået.
Da de havde snakket om at nå en båd, havde han forestillet sig en lille jolle eller en mindre fiskekutter af en art, der kunne transportere ti, måske tyve mennesker og ikke dette monstrum af et skib.
”Hold da kæft en krabat!” måbede Korfu der lige som Vilkas, var overvældet af synet.
Nok var den en rustbunke, hvis lige han aldrig i sit liv havde set mage til. Ikke desto mindre var det en imponerende bunke skrot og et under, at den overhovedet kunne holde sig flydende.
Fra fotos af tiden før krigene kunne Vilkas genkende at det var en forbrændingsmotor der drev den. Høje skorstene der osede kraftigt, måtte betyde at det var fossilt brændstof, noget der var gjort ulovligt for mange årtier siden på grund af deres skadende effekt på planeten. En planet der i forvejen ikke var kommet sig over de voldsomme ar, krigene havde bragt med sig i form af masseødelæggelsesvåben, der kunne rive byer fra hinanden og forurene oceaner til et punkt, at alt liv bukkede under.
Selv Joanna klukkede lystigt ved synet og Vilkas måtte indrømme at det slog de forventninger han selv havde haft. Tanken om at forlade Metropolis' grænser i en jolle havde ikke ligefrem virket tiltagende og da slet ikke når man var flygtning som ham. Det her til gengæld var meget mere rebelsk og fandenivoldsk for den terrorist-opkomling han blev fremstillet som.
Langs kysten af en større flod lå det her skib, som Joanna og Korfu havde kaldt en båd, noget der ikke bragte pragten frem i det forfaldne vrag som havde samme grønne belægninger på skroget som kloakkerne. Hvis den havde været hvid engang, kunne det ikke ses og det lod da også til fantasien, hvordan det havde set ud i fordums tid. Selvom byens laveste bygninger tårnede i forhold til skibet, var det stadig den største maskine Vilkas havde set i sit liv, kun overgået af militærets zeppelinere, som mest af alt bare var varm luft, når det kom til stykket.
Han kunne tælle tre dæk, tre rækker af små koøjer, som strakte sig næsten hele vejen rundt. Selv de laveste af dem var positioneret højere end det halve dusin ladvogne, der holdt langs bredden. Det var først nu, at Vilkas fik øje på folkene omkring og på skibet, der hektisk bar store kasser om bord fyldt med frugt, tønder med olie og dyr. Aldrig i sit liv havde Vilkas set et levende dyr, andet end dem på udstilling i zoologisk institut, og det var kun mindre husdyr som hunde, katte og gnavere som rotter, egern og mus.
”Hvad er det?” Vilkas kunne ikke holde sig tilbage og spørge til et gigantisk dyr med horn stikkende ud af panden, mere massiv en selv Korfu og når den brølede, lød som en sløv maskine der hostede de sidste kræfter op i et anstreng grynt.
”Du er virkelig fra Metropolis' hva', knægt,” lo Korfu idet de langsomt nærmede sig karavanen af stofbeklædte vogne, der så ud til at være designet til persontransport.
”Hvad mener du?” spurgte Vilkas skeptisk.
”Får I ikke kød derinde, eller lever i som de tosser i Tir Na?”
Tir Na. Det var anden gang han hørte om det her fremmede sted, der lød til at være et fristed væk fra både Metropolis og Agartha. Hvor mange steder i verden var der at ellers besøge? Hvis resten af verden så sådan her ud, kunne der da umuligt være frugtbare steder nok til at befolke alle de mennesker, som var i gang med at stige om bord.
”Er det en … ko?” spurgte Vilkas forbløffet over størrelsen af dette væsen, der frivilligt, men dovent, traskede op af landgangsbroen til skibets øverste dæk, trukket af en lille dreng, som knap kunne være tolv år gammel. Korfus brøl af en latter gav genlyd langt ind over den travle bred, hvor omkring hundrede mennesker var stimlet sammen. Det lignede en travl fabrik i fuld sving med at fylde dagens ordre, men i stedet for at lave metalskinner og rørledninger, stablede de kasse på kasse for derefter at slæbe dem om bord på skibet fra de nyankomne vogne, der stadig var fuldt læsset med proviant og varer.
”Er alle disse mennesker fra farmene?” spurgte Vilkas Joanna, der så ud til at nyde synet af deres nylige frihed.
”Gud himmels nej, min dreng. Der ligger bosættelser langs bredden hele vejen fra de østligste bjerge og helt ud til Tørkehavet mod vest.”
Bjerge? Tørkehavet? Lå der virkelig kolonier af mennesker langs floden helt til bjergene, hvor folk levede, uden at han nogensinde havde hørt om det? Hvorfor var dette blevet udeladt fra undervisningen i skolen? De blev altid fortalt at de eneste to byer der havde overlevet krigene, var Agartha og Metropolis. Han havde hørt svage hentydninger til andre steder før han mødte Amia, men havde altid slået det hen som steder hvor de værste udskud hørte til, dem der hverken passede i nord eller syd. Det var i hvert fald sådan det blev udlagt i tekstbøgerne.
”Men jeg troede at …”
”At krigene ødelagde alt andet end storbyerne?” afbrød Korfu ham. ”Nej, det er arrogant af os mennesker, at tro at vi kan ødelægge verden, bare fordi den ikke er egnet til at vi kan bo alle steder.”
”Hvor liv kan leve, vil liv blomstre,” sagde Joanna og hoppede af ladet straks vognen holdt stille bag resten af konvojen.
Vilkas forstod ikke hvad hun mente, det eneste han kunne se rundt om sig, var en tør stenørken med en enkelt flod der krydsede ensomt, kun besøgt af dem som havde brug for den, og ikke på sine egne vilkår. Korfu så ud til at fange konflikten i ham og gav ham et henkastet rul med øjnene som for at sige, at hvad Joanna sagde, skulle man ikke lægge for meget i, men Vilkas havde på fornemmelsen, at der lå mere bag end blot at liv kan trive i selv de mest ekstreme og trøstesløse egne af verden.
Korfu vred sig over kanten af ladet. Vognen gav efter med et højt vræl af metal og skruer, der gav efter for trykket af den enorme mand. Han løsnede nogle bolte på siden, vippede den ned og rakte ud efter Vilkas.
Hans ben under ham føltes ikke som hans egne, da han endelig kom i kontakt med jorden. De gyngede og det var som om at jorden hvilede på en plade af vand. Hvis Korfu slap ham, ville hans balance forråde og sende ham med ansigtet først ned i gruset. Ribbenene føltes bøjede og stak ham i brystet som sløve knive med modhager og hver gang hans venstre fod satte hælen i jog det hele vejen igennem og op til nakken og tvang ham til at hæve skuldrene uhensigtsmæssigt meget. Det affødte en dundrende hovedpine så han var nødt til at skele med øjnene.
”Korfu, din klovn! Hvad i alverden har du gang i?”
Havde han haft mulighed for det, var han sprunget op på ladet igen. Korfus udtryk da Joanna skreg til ham, så da også ud som om han seriøst overvejede at stikke halen mellem benene.
”Han skal på en båre. Han kan slet ikke tåle at stå oprejst sådan. Hvad tænker du på!?”
Bag ved hende kom to mænd iklædt lasede militæruniformer fra Metropolis med en båre. Ee mere lignede en nødløsning på en ordensmagt end et egentligt værn. Vilkas kunne se flere personer iklædt samme antræk dirigere folk om bord, men ingen af dem bar nogen form for våben eller havde nogen som helst truende adfærd, som han kendte det fra byen.
”Nej, det var mig,” afbrød Vilkas hende ved synet af en tydeligt rystet Korfu. ”Jeg havde brug for at strække benene.”
Raseriet i hendes øjne aftog og hun blev straks sit milde selv igen.
”Du burde vide bedre,” kølnede hun af.
”Tja, jeg er aldrig blevet skudt eller sprængt i luften før, men nu du siger det kunne jeg godt bruge at ligge ned,” sagde han og lod Korfu slippe grebet, under armen på ham så han i stedet støttede sig mod vognen. Korfu var stadig fæstnet til stedet som en saltstøtte. Han fik da også en medfart af Joanna, der daskede ham hårdt i maven med håndryggen og sendte ham et skarpt blik, der ville have sænket en mindre mand i knæ.
De to uniformerede mænd hjalp Vilkas ned på båren og bar ham væk fra Joanna og Korfu, der så ud til at være i et intenst skænderi, nu han var væk. Et skænderi var så meget sagt. Det var mest Joanna der, ildrød i ansigtet, nedstirrede Korfu som veg med blikket og nikkede til alle hendes ord. I et flygtigt øjeblik fangede hun Vilkas' øjne og blev mild som før og vinkede entusiastisk.
”Vi kommer lige straks vi har læsset af.”
Vilkas kunne kun mønstre at løfte armen i respons. At kalde tilbage ville have taget for mange kræfter og bestemt sende ham tilbage i en døse, og sove var ikke noget han orkede mere.
”Vi lægger dig op i sygelukafet, sammen med de andre tilskadekomne.” Manden der bar båren i Vilkas hoved-ende så ned på ham og talte. ”Frøken Bellaux skal nok få dig på fode igen. Hun har en evne siger jeg dig. Hun han læge selv de værste infektioner. Man skulle tro det var magi.”
Manden så begejstret ud ved tanken om at tage ham op til sygelukafet, måske det var på grund af frøken Bellaux. Han smilede da også intenst. Han så ud til at være på Vilkas' alder, men ansigtet var mere hærget og lignede et fjæs, der havde overlevet alt for længe i den barske sol herude.
”Er der andre end mig, der er kommet til skade da?” spurgte han, mens de passerede en lille flok mennesker i samme brune tøj som Joanna og Korfu, diskuterende heftigt med en af de uniformerede mænd om deres køer, der stod og trippede nervøst, måske ved tanken om at komme om bord på et skib. Det var han i hvert fald.
”Ork ja,” udbrød han, ”masser. Siden angrebet på byen har vi haft en lind strøm af sårede, der blev angrebet af militæret, da de begyndte at forhøre bønderne på markedspladsen.” Han havde en sær optimistisk tilgang til svarene, der ikke umiddelbart burde være.
”Nogle blev dræbt og andre nåede at stikke af til konvojerne inden det brød ud og eskalerede til den rene udryddelse.”
”Udryddelse? Slog de dem ihjel?” Vilkas kunne ikke tro sine egne øre, at militæret ville henrette uskyldige mennesker. Af hvilken grund? Han havde det som om han var havnet i et parallelt univers, hvor alt han vidste og havde lært kun var til som et røgslør for at dække over den større, mere ubehagelige og afskyelige sandhed.
Det var for meget for Vilkas at udrede nu og selv hvis han kunne, ville det ikke betyde meget nu. Han var i eksil og betød intet for Metropolis nu. Mon de ville henrette ham som de havde bønderne, eller var det kun denne ene uregerlige soldat, som havde handlet på egen hånd? Men han var ikke den eneste der havde. Vilkas kom i tanke om Joshua der ligeledes, med et sindssygt blik, nær havde slået både ham og Amia ihjel.
”Det er hvad jeg har hørt, men sandt at sige ved jeg nok ikke mere end du gør. Du ligner end der lige kommer derfra.”
Vilkas kunne ikke give ham ret, ikke i andet end at han var forsøgt henrettet mere end en gang af selvsamme militær.
”Er I ikke fra militæret?” spurgte han og pegede på uniformen. Drengen lo.
”Nej fand'me, de her dragter er kun til brug på skibet, for at skelne mellem passagerer og besætning,” sagde manden der gik i den forreste ende af båren, en større, lidt ældre mand end ham over Vilkas. ”Og du skal ikke lytte for meget til hvad han siger. Det er kun rygter, hvad der er sket. Der er ingen konkrete beviser, der bekræfter noget som helst.”
”Men jeg hørte det selv fra Knapp,” protesterede den unge mand.
”Knapp er en fordrukken sut med flere historier, end han kan huske og halvdelen af dem er løgn og latin. Problemet er at han ikke kan huske, hvilke der er hvad efterhånden,” manede den ældre mand knægten ned med.
”Men hvad så med alle de sårede?” forsvarede den unge sig.
”Vi ved ikke om nogen er blevet henrettet, gør vi, ud over hvad Jonah Knapp påstår, og jeg ville ikke stole på hvad han siger om han så gav mig penge for det.”
”Stadig,” mukkede den unge soldat.
”Hvad er din historie, knægt, hvad hedder du og hvor kommer du fra?” spurgte den ældre mand uden at vende blikket.
”Mit navn er Vilkas Rasforth, jeg kommer fra Metropolis.” Han kunne have udeladt den sidste del, men mente at disse mennesker var reelle nok til ikke at ville føre ham bag lyset på samme måde som det rigtige militær havde.
”Vilkas Rasforth?” Den unge soldat gik i stå midt på landgangsbroen og sænkede båren, så Vilkas hang med hovedet nedad.
”Hvorfor stopper du, knøs?” vrissede den ældre mand og så sig tilbage. ”Og hæv den båre din kvajpande, du risikeret han bliver skadet i hovedet af det der,” råbte han.
”Vilkas Rasforth,” gentog han begejstret og smilede bredt og grinagtigt. ”Dig kan jeg godt huske.” Han løftede båren igen inden Vilkas gled helt ned i skridtet på ham. Vilkas sendte ham et undrende blik. Hvem var han og hvordan kunne han huske ham, når det var herude? Herude kendte han ingen.
”Abernathy? Derrek Abernathy? Sidst jeg så dig sad du med os sørgelige udstødte og ventede på at blive sendt til saltminerne.”
Drengens arrede og beskidte ansigt gemte en historie om de mennesker som Vilkas talløse gange havde set forsvinde fra Metropolis' gader. Han havde altid forestillet sig farmene uden for byen, mere som et hospital end en ørken, hvor smil og latter var milevidt fra hinanden. Her ved flodkanten, ved verdens ende, lå han nu og så det første bevis på det modsatte.
”Lad ikke som om, du ikke kan huske mig,” grinte han. Vilkas måtte have ligget og set betydeligt dummere ud end han følte sig og måtte tage sig selv i at måbe højlydt.
”Ej, det kan du sgu ikke mene. Mig og Kosua blev dømt for ulydigheds forbrydelse og sendt herud sammen med hans kæreste. Troede dig og hende Alma tøsen røg samme vej som os.”
”Kosua, din bror?” spurgte Vilkas. Han kunne godt huske dem. Hvordan kunne han glemme dem? I hans svageste stund inden politikerne tog fusen på ham og forfremmede ham i stedet for landsforvisning, stod alt soleklart. Måske det var et overlevelses instinkt, når man står på kanten, at genskabe alle detaljer i sit sind for at sikre sig det ikke skal gentage sig.
”Præcis! Hva’ helvede blev der af jer egentlig? Vi blev stillet for en dommer som absolut ingen humor havde, og inden vi kunne nå at se os om, så sad vi ude på en farm og plukkede bær.” Han fortalte lystigt, som om det ikke havde været så slemt som Vilkas havde forestillet sig.
”Blev I sendt til farmene?”
”Ja gu gjorde vi det. Bedste sted jeg nogensinde har været. Ud over her selvfølgelig.” Derrek blinkede skævt til Vilkas, der ikke vidste hvordan han skulle svare igen på sådan en gestus.
”Kender du ham, knægt?” spurgte manden forrest harskt.
”Engang,” tøvede Vilkas.
”Fint, måske du kan få ham til at holde kæft. Han snakker mig fand'me ørene fulde om det sted, som om det var det rene paradis.”
Derrek lo højt, så hele båren rystede og det føltes som om, at noget havde trådt Vilkas hårdt i brystet.
”Du er bare sur fordi tøsen aldrig dukkede op i Kloister og du stod der og lignede en idiot med blomster og alt du fik, var besked om, at hun var stukket af med en anden.”
Manden mumlede vredt og Vilkas kunne høre hans greb stramme sig om båren, så det knirkede hele vejen op igennem træskaftet.
”Jeg siger dig Vilkas, han havde bagt på den samme tøs hver evig eneste gang vi lagde til i Kloister, givet hende dyre gaver og hva' ved jeg, og da hun endelig går med til at tage med ham her, så skodder hun ham på dagen. Grusomt siger jeg dig. Grusomt.”
Derrek grinede højlydt. Manden besindede sig og undlod yderligere at hidse sig op, men Vilkas kunne have svoret på at han i sin mumlen havde nedkaldt diverse hævnagter og forbandelser. Over hvem kunne han ikke høre.
”Hvordan er du så endt herude på det her skib?” spurgte Vilkas anstrengt. Det føltes ikke rigtigt at ligge ned for det var som om noget trykkede ham hårdt i ryggen og tvang ham til at trække vejret i små hårde stød. Han blødte stadig, omend ikke så voldsomt, men båren var allerede begyndt at blive våd.
”Ja man sku’ ikke tro, at jeg nogensinde ville forlade Skyggedal, eller B27 som de kalder det.” Han bøvede med ordene og rullede med øjnene, da han kaldte farmen han kom fra ved navn. ”Men Karl her kom en dag og fortalte om livet til søs, og jeg havde aldrig set havet, så jeg greb sgu chancen og tog med.”
”Han plagede mig konstant,” vrissede Karl. ”Det eneste jeg kom efter var nogle bær og lidt vand til turen og i stedet får jeg sådan en blæseballon med. Værste fejltagelse i mit liv.”
”Åhr hold da op din vrisne ged,” fortsatte Derrek i samme tone. ”Hvem var det måske der introducerede dig for tøsen?”
”Mind mig ikke om det.” Grebet strammedes om båren igen og Vilkas tænkte, at træet kunne sprænge hvert øjeblik det skulle være.
”Da ikke min skyld hun viste sig at have en mand.” Derrek brød næsten sammen af grin og nu blev rystelserne for meget for Vilkas, der måtte vride sig for ikke at komme til at hyle.
”Lad os nu bare for knægten op til Bellaux. Han ser ikke ud til at kunne holde til meget mere af dit øregas.”
Derrek efterabede Karls formaning med en sarkastisk version af, hvordan han forestillede sig han så ud og det fik faktisk Vilkas til at give et lille kluk fra sig. Nok til at sende ham ud i et smertehelvede af dimensioner, men det var det værd.
Vilkas kunne godt forstå Derreks fascination af frøken Bellaux, og fra det øjeblik de trådte ind på sygelukafet på øverste dæk, var han da også en helt anden person. Fra det kæphøje, flabede drengesmil der uden tvivl kunne forføre mere end én pige af deres herkomst herude, svandt han ind til en ydmyg og næsten uanselig skikkelse, der bukkede høfligt og tog hatten af, knap han var trådt over dørtærsklen. Omend hun var at par år ældre end Derrek, holdt det ham ikke tilbage at snakke alvor med hende ved enhver lejlighed han kunne, og selv da hun spurgte ind til Vilkas, om hvad der var hændt ham, kunne han ikke holde sig tilbage og give så mange detaljer om ham, som Vilkas overhovedet havde givet – hvor sparsomme de end var.
Karl var for længst forsvundet med den undskyldning, at han ingen intention havde om at se Derrek gøre sig mere til grin, hvilket en af de andre sygepassere kommenterede med: ”Hellere det, end at se en voksen mand gøre sig til grin.” Hvorefter han eksploderede i raseri og stormede på land, før hans anfald lagde sig til et opråb af latter fra folk ved bredden.
Derrek ænsede intet af optrinnet – alt for travl med at nærstudere Bellaux, som han fulgte rundt alt han kunne. Frøken Bellaux, hvis fornavn var Smilla, så da heller ikke ud til at lade sig gå på af den unge drengs tilgang. Tværtimod så hun ud til at være lige så betaget af ham som han af hende, men da ingen af dem lod til at turde lade maskerne falde, fastholdt de en høflig tone der grænsede til noget Vilkas kun så, når departementscheferne rygklappede hinanden ved enhver given banket. Disse banketter havde intet andet formål, end at få departement- og afdelingsledere til at ses med de ansatte i Tårnet, ud over arbejdsøjemed, og selvom det var en fin gestus, havde det altid, for Vilkas, følt som en tom og ligegyldig begivenhed. Spildt arbejde der kunne have kommet Metropolis til gode i stedet.
Givet, så var der ikke megen mulighed for afdelingslederne at socialisere sig med hinanden ud over arbejdet, men for Vilkas havde det altid været nok. Nu når han tænkte tilbage, så havde han altid følt sig udenfor, selv i sammenhænge med folk han arbejdede sammen med og respekterede. Ud over Jeremiah Overton og Jarvis Willks, som altid var fordybet i samtaler, der bestemt ikke var høflighedsrelateret, var banketterne bare en fest for festens skyld.
”Spind det på hvilken som helst måde du kan Jarvis, det er vigtigt, at vi ikke fremstår svage.”
Vilkas huskede Overtons formaning til Jarvis Willks, om at få angrebet på Tårnet til at se anderledes ud end det egentlig var – en sikkerhedsbrist. Banketten var en årlig begivenhed, der ikke blev aflyst i kølvandet af så tragiske omstændigheder, noget Vilkas fandt usmageligt og skødesløst, men det virkede som om han var alene om at føle sådan, ud over de to magtfulde mænd. Jarvis havde samme aften introduceret Vilkas for Jeremiah Overton, der havde hilst høfligt, men fjernt og var forsvundet ind i samtalen med Willks, der knap lagde mærke til, at Vilkas stadig stod og lyttede med.
”Derre… Abernathy,” bed frøken Bellaux sig selv af, ”vil de være så venlig at række mig antibiotikaen.”
Derrek, næsten i løb, sprang over til et stort skab ved siden af den samme sygepasser der havde sendt Karl ud i vrede, og begyndte ihærdigt at gennemsøge skabet fyldt med bandageruller, kanyler, pilleæsker og små flasker med klar væske.
”Bare sæt en ukvalificeret til at hente livsvigtig anti-inflamatorisk medicin,” himlede kvinden op. ”Hvorfor sender du ikke bare mig ned til maskinrummet, Smilla? Jeg er sikker på, at jeg ville gøre mere gavn dernede.”
”Antibiotika, hvor har i fået det fra?” spurgte Vilkas. ”Jeg troede kun at Metropolis havde faciliteterne til at fremstille det.”
Bellaux smilede og lo hånligt.
”Det er det også, men der er mange, der smugler det ud. Ligesom med alt andet, så er der altid nogen, der er villige til at sælge, hvis de mangler noget vi har.”
”Hvad har i herude som de kan bruge?”
Hendes blik snævredes ind og hun så bebrejdende på ham, som om han havde reduceret deres verden til en simpel fodnote i det store billede, der var Vilkas' verden. En verden der havde udvidet sig, så selvfølgelig var det tåbeligt af ham at sige det. Hun rev da også hans forbinding ekstra hårdt af, så det skar i det blottede kød under og fik småblødninger til at pible frem igen.
”Masser, du,” sagde Derrek, der var kommet ham uforvarende til undsætning. ”Frugt, kød. Andet der ikke er lovlige i byen, som for eksempel stoffer og medicin til anden brug.”
Han gav ham det samme skæve blik som før. Vilkas forstod. Euforiske stoffer var ikke just et problem, men stadig en plage for nogle af de højerestående departementschefer.
”Og så er der selvfølgelig bør…” Han stoppede brat og bed læberne sammen. Noget var blevet sagt som ikke burdes og både Smilla og den skarpe kvinde stoppede i deres færd, og en sælsom tung stemning fyldte straks lukafet.
”Jeg tænkte mig ikke om. Jeg …” Derrek lignede et såret dyr, undskyldende for sine skader, og nærmede sig Smilla med en varsom hånd. Selv havde hun sænket blikket betydeligt, og hendes voldsomme tilgang til Vilkas' kommentar, var erstattet af en blid og kærlig behandling, som en mor der drager omsorg for sit barn.
Luften føltes kvælende og rundt om i lokalet, hvor ellers fyldte senge gjorde stedet livligt, men ubehageligt med en følelse af en allestedsnærværende tungsind, sank der sig en stilhed, som om alle i rummet vidste, hvad der foregik.
Lagner omdannet til interimistiske forhæng, skilte de syge fra hinanden. De hang livløst, og først da en tudsegammel mand trak sit forhæng fra og spurgte efter noget smertestillende i et dæmpet leje, der lød som om han blødte fra munden, blev både Smilla og Derrek nærværende igen. Uden videre forklaring, beværtede Smilla Vilkas med et skarpt kanylestik i overarmen, tæt på hvor glasset havde skåret ham, greb nogle piller og tog sig af den gamle mand der gurglede i noget mørkt stads, som dækkede hans gule tænder.
Derrek stod stadig fæstnet til stedet, betydelig mere dyster og åndsforladt. Selv med udsigt til at blive smidt ud af byen, havde han stadig bibeholdt en munter, ja næsten ophøjet facade der indbød alverden at skue, mens han alene trådte ind af helvedes port. Nej lige nu, mindede ham mere om en anden.
”Hvad blev der af Ghita og din bror?” spurgte Vilkas, der, uden at tænke over det, oprigtigt havde en interesse i disse mennesker. Derrek lyste op og inden Vilkas kunne nå at overveje denne nyfundne interesse, trådte Joanna ind af døren.
”Åh, godt. De har taget sig af dig, ser jeg.” Den anden sygeplejer var allerede godt i gang med at forbinde Vilkas på ny og tilse hans sår. Hun var i gang med at stikke et drop i hans arm.
”Hvordan har han det, Lillith?” spurgte hun bekymret. Uden at Vilkas havde opdaget det, var Derrek forsvundet fra sygestuen, og han ville sætte sig op for at se efter ham, men sygeplejersken trykkede ham ned i sengen igen.
”Du kan slet ikke tåle at sidde op nu, dine skader er alt for alvorlige. Du har mistet en masse blod.” Hun så bekymret ud og klargjorde endnu en kanyle, som hun stak i siden på ham – nær ved skudhullet. Det sved noget så afsindigt, at Vilkas nær var besvimet, men samtidig kunne han mærke at energien langsomt vendte tilbage til kroppen.
”Han skal nok blive okay igen, det kommer nok til at tage noget tid, men så snart vi lægger til i Alabaster, så har vi en læge ombord igen, der kan give ham en korrekt diagnose.”
”Hvad med skudhullet?” spurgte Vilkas, der trods de trygge omgivelser stadig var urolig med hensyn til såret, der havde givet ham unaturlige åbninger i kroppen.
”Det ser ikke ud til noget er brækket, men hvis du ikke får hvilet, bliver det kun værre,” svarede Lillith. ”Hvor fandt i ham henne?” Hun adresserede Joanna i stedet for ham, noget der gik ham på.
”Nær Metropolis. Han siger han kom fra byen.”
”Jeg kommer fra byen,” protesterede Vilkas grødet. Lillith så mistroisk på ham, rensede såret omkring hullet og påførte noget mere hårdfør bandage, der kunne holde såret tørt.
”Jeg hørte, hvad der skete ved markedspladsen. Vi har haft flere, der er kommet derfra. Er det sandt at folk er blevet henrettet?” spurgte hun Joanna i en lav tone for ikke at alarmere hele stuen.
”Jeg ved kun, at der blev skudt. Korfu ville gerne væk i en fart, men vi havde lovet at blive så længe vi ku', for hans skyld.”
”Jeg fatter ikke at han lod sig involvere med de mennesker, Joanna. Dig og Korfu kender ham bedst af alle, er det sandt hvad de siger? prøvede han virkelig at iværksætte et oprør, så Agartha kunne angribe?”
”Spørg ham.” sagde Joanna og så på Vilkas. Hendes venlige øjne der før havde taget sig trygt af ham, så bekymrede og varsomme ud. ”Han siger han var til stede, da de angreb Centropolis.”
”Er det sandt?” Lillith blev mere hektisk i sine anstrengelser for at forbinde ham og hastede rundt om ham, for at tilse alle hans skader. Selv små rifter fik hendes fulde opmærksomhed.
”Er det professor Agawi i snakker om?” Vilkas kunne ikke forestille sig andre der kunne være i stand til indefra, at iværksætte al det kaos der havde opslugt pladsen.
”Jeg tror ikke …” Han måtte rømme sig for ikke at overanstrenge sig. Selv det at tale var en kamp om at trække vejret tilstrækkeligt. ”Jeg tror ikke at han stod bag, selvom han nok var involveret.”
Begge kvinder så forbløffet på Vilkas, og selvom han havde fortalt Joanna, hvor han kom fra og hvad der var sket, havde han endnu ikke fortalt om Amia og hvad der var hændt i kloakkerne i detaljer.
”Så du ham? Hvordan har han det? Er han okay? Er John i live?” Hun havde nær revet hans drop ud af armen, da hun rykkede ind og bombarderede ham med spørgsmål.
”Lillith, lad ham hvile. Der er tid nok til at spørge. Vi er trods alt på en båd. Det er begrænset, hvor han kan forsvinde hen, ikk?”
”Kender I professor Agawi personligt?” spurgte Vilkas. De to damer lo henkastet.
”Selvfølgelig gør vi det, alle i B-sektoren kender til ham.” sagde Joanna. ”Han kommer oprindeligt fra farmene.”
”Umuligt, det ville vi have opdaget,” sagde han vantro.
”Vi?” spurgte Lillith. Vilkas følte sig sat i bås af sygeplejersken, der var alt for firkantet og maskulin til at han følte sig tryg. Ulig Joanna, der havde et rundt og indbydende udseende, var Lillith meget mere firskåren og mindede ham om kvinderne fra industri-zonerne i Metropolis. Dem, der altid råbte af deres børn, når han så dem i nyhederne. Dem, som havde en unuanceret holdning og ukritisk gylpede Agarthansk propaganda ud. Alt sammen mesterligt stykket sammen af Jarvis Willks for at skabe en form for presserende vigtighed af det politiske arbejde med fredsforhandlingerne uden tvivl. Når han nu så tilbage på det, virkede det mod hensigten at skabe splid, men måske det var for at rense ud i brodne kar der truede med at splitte byen.
”Hvor er det du siger, du kommer fra igen?” sagde hun anklagende. ”Centropolis? Jeg har godt hørt hvordan i skiller familier ad, sender dem ud til os uden en trevl på kroppen og sætter dem til at arbejde i kulminerne, eller det der er værre.”
”John havde nok sine grunde, Lillith. Du sagde det selv, Vilkas. Du tror ikke han stod bag. Måske de udnyttede ham, ikk'?”
Hendes blik søgte, at få ham til at give Lillith den smule ro, at professor Agawi ikke var en ond mand, men blot en der var fanget i spillet mellem supermagterne.
”Måske.”
Måske han bare var vred over at blive irettesat af en simpel sygeplejer, der ikke så ud til at være mere begavet end resten af sjakket, der holdt til herude. Igen føltes det som dem og ham – at være separeret og alene. Han sank tilbage i sengen, opgivende. Nu måtte søvnen gerne overtage og sende ham ud i fremtiden hurtigt, hvor kroppen ikke gjorde så ondt.
”Få dig noget hvile. Vi letter anker om ikke så længe,” smilede Joanna og strøg ham over håret.
”Hvor er vi på vej hen? Kommer vi tilbage hertil igen?”
En flig af ham ønskede at vende tilbage igen, selvom han godt vidste, det var noget nær utænkeligt. En gang udstødt, altid udstødt. Han kunne ikke se nogen som helst mulighed for frikendelse i enhver fair rettergang. Det skammede ham at være fra Metropolis. Måske det var de fordømmende ord fra Lillith, der nagede ham. De så ham stadig som fjenden. Ikke fordi han kom fra byen, men fordi han var hvem han var. Fra Tårnet.
Joannas varme var det eneste herude han havde været rigtig tryg ved og da hun forlod stuen og ham alene med de syge, var det som om temperaturen faldt drastisk og han måtte trække et tæppe over sig. Han rystede, selvom det var en million grader udenfor.
Lillith lod ham være for nu og tilså en anden patient, en, hvem han kunne høre var i en langt værre tilstand end ham selv. Det var en voksen mand med en dyb røst, der gav genklang i hele stuen, men hver gang Lillith forsøgte at diagnosticere ham, hylede han som en stukket gris og kaldte efter en kvinde – hans kone måske.
”Smilla, skynd dig herover.” Fra den anden ende af lokalet kom Smilla farende. Vilkas fangede hendes blik et kort sekund og kunne se, at hendes øjne var blodsprængte. Havde hun grædt? hvad havde Derrek sagt?
Han lå længe og stirrede blankt op i loftet og lod tankerne fare. Mest af alt havde han lyst til at lukke i og falde i søvn, men lydende fra skibet, rumsteren i dækkene under dem og kvæg der brægede klagende i takt med skibets motorer, der satte i gang, holdt ham vågen.
Lyden af skibet der skar sig igennem vandet havde en beroligende effekt på ham og i timerne der gik, gled han ind og ud af en døse. Utallige gange blev han vækket af et skrig fra en af de andre patienter, råb udefra, børnelatter og gråd.
Det var som en febervildelse, at alle disse ting skød igennem ham over en eftermiddag, der føltes som om den varede et par minutter, men efterlod spor der efterfølgende gav ham fornemmelsen af at have været sådan i dagevis. I Årevis. Det var ikke helt forkert, dette var det længste han havde været i ro siden …
Tidsfornemmelsen var forsvundet totalt. Hvor lang tid var der gået? Dage? Uger?
Badet i sved, iskold og besværet med at trække vejret, blev han vækket af en øredøvende tuden, der sendte vibrationer igennem hele stuen og Vilkas skød op fra sengen i chok.
”Rolig, det er bare skibets horn.” Joanna sad ved hans side på en stol som en vogter over ham. ”Tror vi er nødt til at skifte lagnet, det ser ud som om din feber har taget til. Havde vi fundet dig bare en time senere, ville du helt sikkert have været død.”
”Måske det ville have været det bedste,” formåede han at sige halvt opgivende.
”Det må du aldrig sige!” Hun lød ikke vred. Irettesættende måske, men ikke vred. Vilkas kunne ikke forestille sig denne kvinde blive sur eller hidse sig op på andre end Korfu. Der var et moderligt udtryk, der så ud til at længes og et behov hun lod til at overføre til Vilkas. ”Du kan ikke se det nu og jeg ved hvor svært det må være, at forlade sit hjem, tro mig. Vi kender alt til det herude, men livet har dig mere i vente.” Kærligt tørrede hun hans pande med en kold klud.
”Men I har ret. Jeg er fra Metropolis. Jeg hører ikke til herude. Jeg er anderledes end jer. Hvor meget I end forsøger at samle mig og lappe på mig, så kommer jeg ikke til at forstå jer, hvordan I lever, hvordan I har kunnet leve adskilt fra civilisationen. Det er almen psykologi.”
Vilkas havde læst nok om adfærdsmønstre og studier, der påviste, at folk der boede og var opvokset på farmene, ikke havde den mentale kapacitet til at klare storbyens krav til psyken og hvilken effekt den havde i det lange løb på sindet.
”Du undervurderer os,” sagde hun blidt. ”Mennesket er en hårdfør race. Smid os i helvedesilden og vi bygger en iglo til at køle os i. Det er vores natur. Metropolis' udstødte er vores kunstnere og opfindere. Der er en plads til alle herude, selv dig, en terrorist.”
Vilkas fangede ironien i hendes stemme og fremtvang et smil.
”Hvorfor er I så flinke ved mig?” spurgte han ynkeligt.
”Ved du hvad jeg lavede i skyggedal, B-27?” spurgte hun, som om Vilkas havde nogen som helst chance for at vide det. ”Jeg passede på småbørnene, når deres forældre var på arbejde. Skyggedal er ikke bare et sted, hvor folk bliver sendt hen for at arbejde. Det er et levende samfund med hundredevis af familier, der lever og dør sammen.”
”Opdrog du dem til at arbejde? Hvilke indlæringsprogrammer har i herude?”
Joanna lo hjerteligt og klemte hans hånd.
”Du misforstår, jeg sørger for at de ikke kommer til skade – lader dem lege. Der er ingen opdragelse. Det er forældrenes pligt.”
”Jamen, hvem lærer dem så, hvad de skal lave, når de bliver voksne?” Vilkas var et stort spørgsmålstegn. Hvordan kunne de ignorere så vigtig en funktion, noget der skulle indlæres så tidligt som muligt for at få produktive borgere ud af dem?
”Det finder de selv ud af. Mange forlader farmene for at søge deres egen lykke i verden, som Derrek, selvom det nok mest er en kvinde han gjorde det for.” Hun skævede til Smilla, der var i gang med at sortere medicinskabet. ”Nogle bliver sammen med familien, men det er mest dem der er født der.”
Vilkas kunne ikke vikle det om sit hoved, at folk selv bestemte, hvad de ville med livet. Al den frihed kunne i sidste ende kun resultere i kaos, præcis det Metropolis forsøgte at undgå. Den var menneskehedens sidste rationelle bastion, hvor logik og fornuft gik forud for personlige behov, for det fælles bedste – på længere sigt.
”Men hvorfor gør du det så? Passer på mig?”
Skyldigt sænkede han blikket og sank en klump. Han skyldte disse mennesker sit liv, og her snakkede han om at smide det væk som en fordærvet frugt.
”Korfu og jeg er ikke selv i stand til at få børn, så det var kun naturligt for mig at blive børnepasser. Jeg har altid elsket de små størrelser.” Hendes øjne blev blanke af tårer, men smilet forlod ikke hendes læber. ”Kald det moderinstinkt, men da jeg så dig kunne jeg ikke bare efterlade dig, selvom vi først troede, at du var død. Og selv da vi fandt ud af du ikke var, var der stadig risikoen for at du var terrorist som skanneren sagde og at du havde slået de to soldater ihjel. Korfu var i hvert fald mere bekymret end mig.”
”Så I havde en debat om, hvorvidt I skulle efterlade mig?” Han kunne godt forstå, hvis det var den stemning, der havde vundet indpas hos de tre.
”Ikke et sekund. Korfu var den første der ledte efter forsyninger i vognen, vi kunne lappe dig med. Jeg ved godt han er en stor bøf nogle gange, men han har et hjerte af guld.”
”Hvis det var jeres hjem, hvorfor kæmpede I så ikke mere for det?”
Der var ingen grund til at forlade sit hjem fordi tilværelsen blev hård eller trang. Han vidste, at de havde deres rolle at udføre for byen og selvom det kunne bringe Metropolis i fare med et storstilet oprør fra vigtige ressourcekilder, så var det noget han kunne respektere, at det var for sit hjem. Det havde altid været hans begrundelse for de beslutninger han traf.
”På grund af et løfte … til John.” Hun klemte hans hånd hårdt, ængsteligt, som om Vilkas havde svar på hendes bønner.
”Agawi?”
”Ja, inden han blev pågrebet sammen med Agarthanerne, sendte han mig en besked om at tage sig af en speciel person … for ham.” Hun så på ham indbydende. ”Ved du om han er i live?”
”Sidst jeg så ham, ja.” Vilkas så for sig Agawi, halvt råbene, halvt grædende kalde på Amia inden de tumlede ned i Metropolis' underverden. ”Der var så meget kaos. Jeg ved ikke om han slap ud i live. Om nogen af dem gjorde. Soldater fra begge sider skød på os og havde det ikke været for hende, var vi begge døde.”
”Hende?” spurgte Joanna.
”Pigen fra kortet, hende der hjalp mig ud.”
”Alma.”
”Ja.” Navnet rev i ham når han hørte det, selvom det ikke var hendes rigtige navn, havde hun været en rigtig person engang.
”Hvem er hun?”
”Hun var min ven.” Tårerne vældede op i ham. ”Den eneste rigtige ven jeg nogensinde har haft.”
Hvad havde han gang i? Hvorfor fortalte han denne kvinde om Alma, når det slet ikke var hende? Hun var jo for længst død og borte og i hans værste døgn, var hun vendt tilbage som et spøgelse – hans værste fjende.
”Hva' blev der af hende? Du sagde hun var væk nu. Hvad mente du med det?”
Joanna prøvede at tale ham ro i sindet. Hun havde en særlig evne med sin stemme, der kunne både berolige og på samme tid give tillid nok til at få ham til at snakke.
”Hun døde,” sagde Vilkas uden tøven og fattede sig. ”Hun blev sprængt i luften.”
Joannas ansigt var malet både i rædsel og sorg over at høre, hvilken skæbne der var tilfaldet en, der betød så meget for ham. Han havde aldrig betroet nogen, hvordan han havde set Alma, ikke som en kollega og skolekammerat, men rent faktisk en han holdt inderligt af. En enkelt forsømmelse og han missede sin chance for nogensinde at fortælle hvad hans hjerte inderligt havde været uvidende fyldt af. Han havde været så vred på Amia for at stjæle hans bedste minde om en oprigtigt godhjertet person og gøre den til et redskab for fjenden at misbruge.
Joanna gled ind og trykkede ham tæt ind til sig. Der var ingen ord denne gang. Ingen ord var nødvendige.
”Det er ikke en fair verden og jeg kan umuligt sætte mig ind i at miste sit hjem og sin bedste ven på samme tid, men …”
”Alma døde for lang tid siden,” afbrød han hende. ”Der var bare ingen andre end mig der opdagede det.”
Joanna brød og så forvirret på ham. Det kom som et lyn fra en klar himmel, deres relation til professor Agawi, Amias rolle i det hele og hvorfor han var endt herude.
”Det var hans datter I ventede på, ikk'? Hende du skulle passe på for ham?”
”Hvorfra ved du …” Hun så målløs ud.
”Men hun dukkede ikke op, så i var nødt til at vente, og da hun stadig ikke gjorde, var i nødt til at tage af sted.”
”Ja,” sagde hun lavmælt afventende Vilkas' ord der på magisk vis vidste alt, hvad hun fortav for ham for hendes sikkerheds skyld. Blikket afslørede, at hun var desperat efter at høre, hvad der var blevet af hende.
”Dig og Korfu er de eneste der kender til hende, ikk'?” fortsatte han.
”Jo, men hvordan kan du vide det?”
”Vi vidste ikke engang hun eksisterede. Ingen af os gjorde, og jeg burde vide det, jeg er … var ansvarlig for kommunikations-distribuering, og al information om hans familiære relationer skulle være videregivet til os. Jeg vidste ikke engang at han kom fra farmene, så et eller andet sted er der noget der er blevet tilbageholdt – højere oppe.”
Han følte sig som en maskine, der udledte alle fakta som en mesterlig detektiv i en roman han engang havde læst.
”Og Lillith lader til at være mere bekymret om Agawi end hans datter, som muligvis er i større fare, så mit gæt er at hun heller ikke kender til hende.”
Almas kort hvilede tungt i hans hånd. Han havde brug for at fortælle om hende og hvordan de var endt i Tårnet og hvordan de havde taget fusen på Jarvis Willks og klatret direkte i mål, som de yngste frivillige nogensinde, om hvor fremragende Alma var og hvordan det var, at hendes navn og identitet var blevet misbrugt.
”Efter hun døde, overtog Amia hendes liv, som om hun bare var en beholder, hvis indhold bare kunne smides væk.”
Det var bitterhed og vrede i ham, over den måde hendes eftermæle var blevet udnyttet på, der fik ham til at hade hende så meget.
Joanna sad låst til stolen og slugte hvert et ord, bange for at afbryde, af frygt for han ville fortie om Amias videre skæbne.
”Tåbelige tøs. Hvis hun bare havde forladt byen med det samme, så ville jeg ikke være her,” spruttede han rasende.
”Men hun er i live?” Joanna så forsigtigt optimistisk ud og klemte Vilkas' hænder som en ivrig pige.
”Hun sagde, at hun skulle nå en transport til kysten. Jeg skiltes med hende straks efter vi kom ud af kloakken.”
Joanna sprang frem og gav ham et gigantisk smask-kys på kinden, holdt hans ansigt fast, klemte hans kinder så kraftigt, at det sved og lynede ud af sygestuen uden videre forklaring. Ingen forklaring var nødvendig. Hvis Amia var nået til transporten kunne hun være ombord lige nu. Han følte sig tåbelig og ubetænksom ved ikke at sikre sig om hun var nået skibet, hvor meget han end tænkte ilde om hende.
”Dorff!” kunne han høre hende råbe ude fra dækket.
”Hvad er det Joanna? Har du endelig besluttet dig at skride fra Korfu og gifte dig med mig?” svarede manden hende.
”Hey din fordømte trussetyv! Jeg skal kraftedersat’me lære dig at tale pænt om min dame,” brølede Korfu fra den anden ende af skibet. Hvordan han var i stand til at høre mandens antastelse til Joanna, var en gåde Vilkas aldrig ville få svar på, men i løbet af ingen tid styrtede Korfu forbi døren til stuen, gigantisk som han var, og tydeligt vred.
”Jeg talte ikke grimt om Joanna, din abe,” lo Dorff højt, ”jeg talte grimt om dig, din behårede ged!”
”For helvede Dorff, ikke nu!” råbte Joanna hidsigt. ”Havde I en ung pige med fra byen? Det er vigtigt.”
”Åhr, det kan jeg sgu da ikke huske. Der må mindst ha' været halvtreds flygtninge med. Halvdelen af dem var kommet til skade, så jeg så ikke rigtig efter. Havde travlt med at tørre blod op fra ladet.”
”Hvor vover du at tale sådan! Din usle svum pukkel af en mandsling,” brølede Korfu videre uanfægtet.
”Korfu, vent nu lige lidt, jeg tror jeg har fundet hende,” skreg Joanna til ham.
”Af hva' for noget? Er hun her nu?”
”Det tror jeg,” sagde hun. ”Dorff, tænk dig nu om. Er du sikker på du ikke har set en ung pige, mørkt hår?”
”Nu du siger det, så havde vi en senankommen. Hun var ikke ligefrem klædt i tøsekluns, men det lignede da hun var en pige, men hva' ved jeg. Moden nu til dags er da heller ikke noget en gammel søulk som mig kan forstå,” sagde Dorff.
”Åh gud ske tak og lov. Så du hvor hun gik hen?” pressede hun på.
”Hun sagde hun var træt og svimmel, så jeg sendte hende op til Lillith.”
Joanna kom styrtende ind på stuen med et forvirret, men ekstatisk udtryk.
”Lillith, har du set en ung pige der …”
”Nede bagi,” sagde hun køligt. ”Og ku' det tænkes du ku' råbe lidt højere? Jeg er ikke sikker på du har vækket alle patienterne.”
Joanna ignorerede hendes spydige bemærkning og stormede forbi hende, for ned bagerst og rev sengelinnedet til side, der afslørede en sovende skikkelse, umærket af postyret. Joannas ansigt lyste op og hun tog sig sukkende til brystet ved synet.
”Åh min lille skat, vi fandt dig.”