”Joa!” udbrød Amia, da Joanna endelig fik liv i hende. Det var et hjertelig gensyn og de to kunne ikke lade være med at kramme og spørge, hvordan de hver især havde haft det. Vilkas brød sig ikke om gensynet med pigen og vendte sig derfor med enormt besvær så han lå med ryggen til dem.
De pludrede lystigt som tøsebørn, specielt Joanna der fik en begejstret og skinger stemme, der kun blev mere og mere irriterende i takt med at hun opbrugte al luft i sig, for at få sætning efter sætning med ligegyldig hønsesnak ud. Amia lo opstemt og fortalte, hvordan hun nær var omkommet af tørst i ørkenen i sin jagt på konvojen, og at hun nær havde misset den, til hvilket Joanna udbrød et ”Gudskelov!”
Lillith så en smule misfornøjet ud over at de to forstyrrede hendes arbejdsro, uvidende om at hvis hun ville vide mere om Agawis skæbne, skulle hun bare spørge pigen der havde slumret for næsen af hende.
Vilkas frydede sig ved tanken, at dette monster af en kvinde, var udenfor – skadefro endda. Selv da hun tog kontrol over situationen og fik taget sig sammen til at smide de to kaglende krager ud af stuen, var han ikke det mindste bestyrtet over det, så ville han i det mindste slippe for at se på hende.
Til hans held opdagede hun ham slet ikke, da Joanna og hende forlod stuen – begge opslugt i fortællinger. Joanna nåede lige at fange Vilkas' blik og smilede taknemmeligt til ham. Han måtte tage sig selv i at glæde sig ved tanken om hendes accept. Nu galt det bare om at undgå hende så længe de var til søs.
I hans hoved planlagde han i indviklede detaljer, hvordan han skulle begå sig i kunsten, at gøre sig usynlig for hende. Det sidste han ønskede var hendes bedømmende attitude, som hun sikkert allerede havde, i tilfælde af hun skulle støde på ham.
”Sikkert en af Joannas børn,” sagde Lillith, da de var uden for hørevidde. ”Hun har altid været så overbeskyttende, som om det var hendes egne.”
Hun tilså hans sår og bad ham sætte sig, så hun kunne skifte de klamme og kolde lagner.
”Mmm,” svarede Vilkas. Det kunne meget vel være sandt at Joanna havde taget sig af Amia da hun var mindre, mens hendes far arbejde i byen. Han kunne bare ikke forstå, hvordan han havde været i stand til at forlade sin familie på den måde.
”Bare se på dig. Et sølle skrammel.” Hun så ned på ham. ”Du har jo intet sul på kroppen. Du være en kloakrotte, og hun ville stadig tage sig af dig, som var du hendes eget barn. Hun ville beskytte dig til det sidste, selvom du ville sprænge båden i luften.”
Vilkas fnøs fornøjet, bedrevidende, over hendes sarkastiske kommentar, til formål at fornærme ham. Hvis bare hun vidste, hvad han vidste. Han kunne ikke bebrejde hende. Der var verdener til forskel på de to. Ikke engang tvunget til at tåle hinandens tilstedeværelse, ville de være i stand til at forstå hinanden. Det var de små ting, der altid ville være en universel konstant. Der kommer et punkt hvor skelet bliver for stort til, at der kan bygges bro hen over. Det var ikke at Vilkas følte sig hende overlegen eller på anden måde klogere. Hun var uden tvivl en intelligent dame, ellers ville hun ikke være i stand til at arbejde med medicin eller vide, hvordan sygdomme skulle behandles.
Nej, deres menneskesyn gjorde dem ude af stand til at se hinandens synspunkt og værdsætte det på en måde, der ville berige deres liv på både godt og ondt. Han havde altid følt dette skel imellem sig selv og mange andre – hans nærmeste kollegaer og venner iblandt.
Venner. Ordet vendte i munden på ham og smagte sært ubekendt. Han havde altid instinktivt tænkt på Deacon og Cadence som venner, og i det private var Cadence da overhovedet ikke bange for at vise naturlig interesse for ham og Deacon især, men det havde aldrig været gensidigt.
”Men hvad ved jeg, du kan måske ligefrem vise dig brugbar, hvis du overlever.” Køligt forlod hun ham igen og Vilkas vendte tilbage til sine planer om hvordan han skulle takle at undgå pigen. Det bedste ville nok være at blive liggende her, til hun stod af båden. Chancerne for hun vendte tilbage, var ikke store. Det var jo ikke fordi hun var syg eller på anden måde ude af stand til at klare sig selv, det havde hun demonstreret rigeligt i kloakkerne. Men hvor langt skulle hun? hvor langt sejlede båden? I dage? uger?
Han havde lyst til at spørge Lillith, men fornemmede, at hun foretrak, at han slet ikke var der. Et andet mere presserende spørgsmål trængte sig på. Hvor langt skulle han selv og hvem ville han ende hos. Joanna og Korfu, og Derrek, var tilforladelige nok, men hvordan var folk i ødemarken? Barbarer sikkert, hvis han var heldig. Måske han ville blive solgt som slave og misbrugt til at videregive information til Agartha om Metropolis.
Uroen bredte sig i ham. Det bedste ville selvfølgelig være at holde sig til dem, men Amia var også med dem, og det så ikke ud til at de havde i sinde at skilles fra hinanden foreløbig. Der var også båden. Måske han kunne få arbejde her som Derrek og tjene til dagen og vejen ved at sejle op og ned af floden imellem byerne. Han følte styrken i sin krop svinde langsomt ved tanken. Ingen havde nogensinde beskyldt ham for at være særlig fysisk af statur, hvilket ikke havde været et problem hidtil.
Bølgerne og den lette tumult der hele tiden mindede ham om at han var på en båd, havde en døsig effekt på ham og inden han nåede at vende tilbage til sine undvigelsesmanøvrer, var han faldet i søvn.
I dagene der gik, gled han ind og ud af søvnen uden at nogen bemærkede det, andet end Lillith der tilså ham, når hun opdagede han ikke sov. Hver gang han vågnede, lå der en frisk forsyning af grødlignende substans, der umiskendeligt kunne gå for at være motorolie og ikke mad. Hun så ikke engang til at han fik spist maden, som altid var varm, eller drukket vand. Mest af alt lignede hun en kvinde, der var ligeglad med sine patienter. Smilla derimod sad altid ved folks side og småsnakkede med dem, når hun skiftede bandager eller skød medicin i dem, og patienterne hun havde, så da også ud til at være ved godt mod, men hun fandt aldrig vej til ham. Et enkelt smil var, hvad hun kunne præstere, hvis hun så, at han var vågen.
En enkelt gang var han vågnet ved at Derrek stod og snakkede lavmælt med hende – meget seriøst – og Vilkas tænkte, om de to måske havde noget indbyrdes, som ingen andre måtte høre, for da Lillith kom lidt for tæt på dem tav begge og så ud som om at patienten de plejede var uhyre vigtig. De stod side om side, som om at de ikke kom hinanden ved, men deres kropsholdning og toneleje var ikke at tage fejl af. Selvom Vilkas ikke kunne høre deres stemmer tydeligt, eller hvad de snakkede om, så kunne han høre at Smilla var nervøs og at Derrek prøvede at tale hende til ro. Derrek havde vendt sig og fået øje på Vilkas, smilet forsigtigt og mere havde han ikke set, før han sov igen.
Det var først da de lagde til i Alabaster, at han nogenlunde var ved at komme sig. Han var stadig øm i kroppen og udsigten til at rejse sig fra sengen, var ikke noget han så frem til. Sengen havde accepteret ham og det føltes som at være lille igen, som i tiden før hans mor forlod ham og hans far. Tanken slog ham. At den ikke var kommet før, undrede ham. Chancen for at hans mor boede herude, sammen med resten af rakket fra B-27 og farmene, var ikke utænkeligt. Eller var hun et andet sted, oliefelterne måske? Hvorfor følte han sig pludselig skyldig over ikke at have skænket hende en tanke før? I al den tid han havde boet i byen, var det aldrig faldet ham ind at finde ud af, hvor hun var endt henne.
”Det betyder ikke noget, hvor hun er nu.”
Det var første og eneste gang hans far havde sagt noget der omhandlede hans mor. Vilkas havde ikke været mere end et par år gammel, men hans far havde ikke uddybet for ham, hvad der var sket eller hvorfor hans mor pludselig ikke var der til at putte ham i seng om aftenen eller til at lave ham morgenmad. Han havde lukket det ude og det kunne Vilkas lige så godt også lære.
”Når først en person er sendt væk, kommer de ikke igen,” havde han bare sagt.
Sengen han lå i nu, var blødere end hans egen derhjemme. Den omsluttede ham på en måde, så han følte, at der var madras hele vejen rundt – umiskendeligt som at være blevet lagt i seng af en anden, men når alt kom til alt, var det så ikke det han var? Det havde bare intet med hans mor at gøre.
Han udforskede ideen om at opsøge hende, finde ud af hvad der var blevet af hende, om hun stadig var i live. Måske havde hun fået en ny familie herude som ikke sendte hende væk som hans far havde gjort – svigtet hende.
Svigt? Nej sådan var det ikke i byen. Eller var det? Han forvirrede sig selv jo mere han tænkte over det og jo mere han forsøgte at gribe om det, jo mere diffust blev det – og langt mere håbløst.
Lægen der tilså ham og de andre syge, var et vrag af en gammel mand med ar, der skar sig over hans ansigt og gav ham et olmt udseende, som om han kunne finde på at hive kanyler med gift frem og stikke vilkårligt når det skulle være. Øjnene flakkede og han snakkede som om der var andre tilstede, som ikke fandtes. Lillith så ikke ud til at bemærke det og fortalte blot manden de forskellige patienters tilstand og under hvilke omstændigheder de var ankommet.
”Antibiotika, morfin og et par dages hvile. Husk vand!” var størstedelen af diagnosen for de syge. Selv Vilkas der med brandsår, et skudhul og dehydrering var i en langt værre stand end de fleste herinde, fik en lignende besked.
”Antibiotika, morfin, et par dages hvile, og hvis såret eksplodere i et inflammatorisk inferno, så bed en bøn til vorherre og håb på han lytter.” Lægen gav ham at hårdt dask på kinden og gumlede et sært smil frem, der mest af alt så ud som om han havde noget i munden, som havde ligget alt for længe og rådnet. ”Du skal nok blive fin igen … med et par krigs-ar. Pigerne bliver ellevilde! Haha!”
Lægen lignede selv en, der havde været i krig og pådraget sig flere skader end hvad huden havde godt af. Vilkas kunne ikke forestille sig, at dette vrag med sine umiddelbart tilfældige diagnoser, kunne se forskel på ar og sår og specielt ikke hvornår noget var livstruende.
”Hvornår må han forlade sengen doktor?” spurgte Lillith presserende.
”Når han ikke gider se på dig mere, regner jeg med. Der er i hvert fald ikke noget der forhindrer ham i det nu,” gumlede han og gik videre til den næste patient.
Lilliths øjne lynede, men i stedet for at angribe lægen, der ikke virkede synderligt interesseret i hvad folk tænkte om ham, vendte hun sig mod Vilkas.
”Du hørte ham. Du er rask! Se at komme ud af fjerene. Du tager plads andre kunne bruge.”
”Bare sådan uden videre, jeg skal ikke udskrives?” spurgte Vilkas. Det ville da være det mindste. Ikke at han håbede på så høje standarder på et skib drevet af bønner og omstrejfere.
”Tag det op med kaptajnen, hvis du har et problem,” vrissede hun og så til at han kom ud af sengen. Det tog ham alligevel et par forsøg at komme helt på benene. Det var nogle dage siden, at de havde været brugt fuldt ud. Kun enkelte gange havde han været på toilettet, hvor han havde fået hjælp til at rejse sig – til Lillith store misbehag.
Hans gennemhullede og beskidte tøj var blevet erstattet af en grå trøje af. Den varmede godt. Ikke at det betød noget. Det kunne have været et lærred af syntetisk materiale. Det var dage siden at han havde haft rent tøj på og det føltes fantastisk på hans nøgne hud.
”Kan være jeg gør det,” sagde han halvt trodsigt, halvt spøgende, kun for at genere hende yderligere. Han brød sig ikke om hende, men kunne ikke lade være med at more sig over hendes hidsige anfald, når nogen ikke teede sig, som hun forventede.
”Nu du er i gang kan du så ikke sige til ham, at han stadig skylder mig for den omgang lungebetændelse han pådrog sig,” kom det fra lægen der med ryggen til, gav patient nummer sytten sin behandling.
”Antibiotika, morfin og et par dages hvile. Husk vand!”
Vilkas forventede at Lillith ville eksplodere i et raserianfald, men af en eller anden grund formåede hun at bevare fatningen. Sikkert hendes stolthed, tænkte Vilkas, og fik med besvær et par matchende bukser på, der kun blev holdt oppe af en snor rundt om livet. Sammen med trøjen lignede det et joggingsæt, som nogle af dem med for meget overskud brugte til at holde sig form med i det fri i stedet for at bruge de træningsfaciliteter de fleste arbejdspladser i Centropolis var udstyret med.
”Hvad venter du på? smut!” næsten råbte hun af ham. Nok var hun i en evig tilstand af dårligt humør, men det berettigede hende da ikke til at være grov. Vilkas skulle lige til at sige noget til hende, men holdt det inde. Det ville nok være bedst hvis han ikke ragede for meget uklar med disse mennesker, i hvis vold han var, og ikke mindst skyldte sit liv.
Den korte afstand fra sengen til døren, ud til en smal korridor, føltes utrolig lang. Måske fordi han brugte ekstra kræfter for at holde smerten i skak, eller fordi det var første gang han med friske øjne ville se den verden, han med stor sandsynlighed skulle finde et hjem i.
”Jeg går ikke ud fra, at du har tænkt dig at fortælle mig, hvor jeg skal gå hen?” Det var et oprigtigt spørgsmål, og et han inderligt ønskede hun ville tage seriøst.
”Gå til venstre til du ikke kan komme længere og tag første dør på din højre side.” Hendes stemme var pludselig ikke fyldt med foragt eller vrede over for ham. Han sporede en snert af sorg, men slog det hurtigt hen som ligegyldighed.
Han kunne ikke huske at være ankommet gennem disse korridorer, da de først bragte ham ombord. Hvor langt væk havde han været? Skotterne var malet en lys grøn farve der var skallet af og blottede metallet under, der så mere rusten-rød ud, end hvad sundt kunne være for et skib. Hvis resten af det så ligesådan ud, var skibet i overhængende fare for at synke – ikke noget Vilkas havde lyst til at føje til de mange ulykker, han havde været igennem allerede.
Bittesmå lamper lyste sparsomt op i de smalle gange og gav den et uhyggeligt præg, der mindede ham om kældersektionen i tårnet, langt nede i de nederste arkiver blandt reol efter reol af opmagasinerede dokumenter og bøger helt tilbage fra den bureaukratiske reformation.
Skroget havde en kølig aroma om sig og når han lod hænderne glide over overfladen, var det en fryd for hans fingerspidser at mærke noget der næsten isnede hans nerver til en forskel. Kun afbrudt af rusten kørte han håndfladen så tæt op og forestillede sig sit domicil, der sjældent var opvarmet, hvis vægge næsten var lige sådan.
Det skar i ham, både såret i siden og de tilbagevendende minder om byen. Enhver lille ting eller begivenhed hev ham tilbage til en anden tid og mindede ham om, hvad skæbnen havde nægtet ham. Selv motorens takt var som den der hver morgen, inden det første lys skar over Centropolis-Tårnet, signalerede at industri-zonerne var stået op og fabrikkerne gearede op til endnu en dag. Hver morgen var det det samme og han vidste da, at han kunne sove endnu en time, inden han selv skulle op. Den korte periode hvor søvnen er allerbedst.
Da han nåede døren, første på højre hånd, kunne han have faldet sammen i gråd. Det var ikke fair. Det kunne ikke ende sådan her? Der måtte være en anden måde. En måde han kunne bevise sin uskyld og vende tilbage til sit hjem på. Ligesom Joanna og Korfu der havde forladt deres, fordi tiderne var hårde, var han ufrivilligt strandet. Hvor de trods alt havde kendskab til, hvad der lå herude, var han alene og overladt til sig selv. Bare det at skulle banke på en lukket dør der blokerede vejen frem, fremkaldte angst i ham. For hvad lå der bag?
Han skulle til at løfte hånden, men tøvede, hvad nu hvis hvad der var omme på den anden side var en fjende lige så grusom som hans værste mareridt og kom så i tanke om, at det var et mareridt han var havnet i, så uanset hvad der lå bag, kunne det kun være en lindring. Eller var det lige modsat, at han kun havde mærket toppen af isbjerget og at skæbnen havde en verden af smerte i vente til ham? Et tusinde år langt liv i pinsel og plage, hvor elektroniske armbånd ville brænde hans nerver og muskler af hver nat, når han sov, eller sadistiske soldater, der ventede bag hvert hjørne på deres chance for at gennemhulle ham?
Nej, lige nu var verden tålelig og smertefuld, men til at overkomme. Der var ingen grund til at se, hvad der lå bag denne dør. Ikke endnu. Desuden havde han ikke set solen rigtig i dagevis og hvis han skulle træde yderligere ind i bæstets bug, ville han gøre det på sine egne vilkår.
Det første der ramte ham, var ikke solen, som han havde forventet, men vinden i stedet, og et syn der slog benene væk under ham, som kun et slag i mellemgulvet kunne. Storslåede vidder af vand der spejlede himlen og glinsede som diamanter. Straks blev tankerne ledt på bassinet i kloakken, men dette var uendelig mange gange mere spektakulært. Vinden, den måde den i ryk skubbede voldsomt til ham, var det som at stå på toppen af Tårnet ved høj sol og se solspejlene absorbere og sende lyset, koncentreret ind i deres receptorer. Samspillet mellem det hvide metal og de minimale ændringer i deres fokus, var præcis det havet gjorde, men i et langt større og endeløst mere graciøst forhold.
Det var midt på dagen og solen bagte ned fra oven på skibet, der med sit rustne skrog og solbrændte planker godt kunne trænge til en kærlig hånd. Nogen var kommet ham tanken i forkøbet, og straks han så ned på dækket under ham, fik han øje på et halvt dusin mænd og drenge i fuld gang med at skurre og skrubbe det vejrbidte træ.
”Når I er færdige med at vaske det ned, går vi i gang med at lakere.”
Vilkas fik øje på Derrek, der sammen med Karl var i færd med at åbne store bøtter med noget brunt og klægt stads, der til forveksling lignede kloak slam.
”Og skynd jer lidt,” tilføjede Karl gnavent, ”vi har kun i dag og i morgen til at få det på, hvis vejret holder.”
Hvis vejret holder, tænkte Vilkas, og så op. Der var ikke en sky på himlen så langt øjet rakte, kun en kølig blæst, men ikke nok til at ruske i havet nok til at sprøjte højere, end en halv meter op af skibet.
”Hey, Vilkas!” Derrek fik øje på ham som han stod der og lænede sig over rælingen med udsigt over de hårdt arbejdende mænd. ”Du sku' stadig i live, hva’?” sagde han og tørrede sved af panden med sin kasket.
”Ser sådan ud,” formåede han at sige uden at lyde for anstrengt. Selvom Derrek mente det vel, så var det stadig en tvungen situation for Vilkas pludselig være på god fod med nogen han ikke kendte. Endnu mere at lade som om.
”Kom herned, vi mangler nogen til at skrubbe efter mens folk har travlt med at læsse om.”
Karl slog ham hårdt i siden og sendte ham et blik, der sagde alt. Vilkas var slet ikke i stand til fysisk arbejde lige nu.
”Eller du kan også gå på land og se dig lidt omkring. Rygtet siger, at du aldrig har været uden for storbyen,” fik han halvt hostet ud.
”Måske,” sagde Vilkas. Derrek var ikke typen, der holdt igen når noget lå ham på sinde. Det var sikkert derfor han i sin tid fik sparket.
”Har du set Joanna eller Korfu?” spurgte Vilkas og lod blikket vandre ud mod horisonten ufrivilligt.
”Njah, tror de er taget til centrum for at handle, hvis det er hende rødtoppen du mener? Hold da kæft et temperament den kvinde har.”
”Kvinder,” mumlede Karl fjernt.
”Ja du burde vide det, kammerat,” lo Derrek og daskede ham på ryggen, så han nær var stået på hovedet ned i trælakken.
”Men helt seriøst, hvis du har overskud, så gå i land. Der sker alligevel ikke en fløjtende fis her.”
Vilkas fik humpet sig elegant ned af en smal, vakkelvorn trappe og fik øje på byen med det samme. Den skød ikke nær så højt op som Metropolis’ karréer. De færreste af husene nåede ikke engang skibet til rælingen, men sikke et syn.
Alabaster var af en støbning, han kun kunne forestille sig i sine vildeste fantasier. Det var som om hele byen var støbt i terrænet hele vejen fra kysten og op af skråningen til nogle bløde bakker flere hundrede meter inde i landet. Gyldne sandbrune hustage prydet med velvoksen vegetation og markiser, hvor kvinder og børn hængte tøj til tørre i den varme sol, var som taget ud af et eventyr. Der var absolut ingen tegn på teknologiske forhold af elektronisk art i nogen som helst afskygning. Til gengæld gled enorme floder fra klippevæggene langt oppe fra de is-klædte bjerge i det fjerne, som delte sig og spredte sig til alle afkroge af, hvad han kunne se fra sin lille platform ved havet. Kontrasten mellem hav og land var intet han nogensinde havde forestillet sig at se, ikke alene, hvordan det ville tage sig ud.
”Hvad er der galt?” spurgte Derrek en forbløffet Vilkas, der ved synet måtte have tabt underkæben. ”Sker der noget derinde?” Han prøvede at følge Vilkas blik, men kunne ikke se hvad han så.
”Nej det er bare … ser alle byer sådan ud?”
”Mere eller mindre, Alabaster er også en af de største. Det er jo trods alt sidste havneby inden vi når åbent vand.” Derrek kunne se at det langt fra svarede alle spørgsmål som Vilkas havde. ”Troede du at Metropolis var det eneste i verden?”
Oprigtigt vidste han ikke, hvad han havde troet at der skulle være herude. Alle hans antagelser om ødemarken som et goldt og ufrugtbart sted, hvor intet kunne leve, var blevet blæst væk som en vildfaren vejrballon.
”Måske med undtagelse af Agartha,” svarede han ærligt. Der var ingen grund til at lægge skjul på sine fordomme om, hvad han troede. Det var det han havde lært.
”Så' vi to, kammerat. Jeg havde det som om at jeg var trådt om på den anden side af en lydmur. Som om alle mine sanser pludselig var blevet meget klarere.” Et saligt smil bredte sig på Derreks ansigt. ”Jeg kan ikke forklare det, men tingene gir' bare så meget mere mening, forstår du.”
Vilkas forstod det ikke umiddelbart, men nikkede anerkendende. Han var stadig halvt i chok over volumen af Alabaster.
”Hvordan har de kunne klare sig herude? Er det ikke farligt med radioaktiviteten og sådan?”
”Nogle steder. Selv i havene er der områder fiskerne ikke tager til af frygt for at blive syge af maden, men du må sgu' ikke spørge mig hvor længe byen har ligget her. Har endnu ikke kunnet få noget konkret svar ud af de mennesker her.” Derrek trak opgivende på skuldrende. ”Tror de fleste er ligeglade. Nej, det eneste der er at frygte herude er militæret og deres bevægelses-zoner.”
Der var det igen, bevægelses-zoner. Jo mere han indså det, jo mere virkede det i realiteten som om at Metropolis' militær havde fungeret som en selvstændig enhed og ikke en forlænget gren af den ledende magt.
”Der er noget der ikke stemmer,” sagde Vilkas for sig selv og skævede mod Alabasters gyldne skær imod den iskolde blå himmel.
”A'hva stemmer ikke?” spurgte Derrek ”At folket er begrænset eller at militæret prøver at overtage zonerne, der grænser ud over Metropolis' domæne?”
”Domæne?”
”Ja, det er vidst en del af fredsaftalen mellem dem og Agartha. De bliver inden for deres designerede Domæner så det hele ikke eskalerer til krig.”
”Virkelig? Men gør Agartha ikke det samme så?” Stadig, selvom han ikke skyldte dem noget, forsvarede han byen.
”Tror jeg sgu ikke. Vi har ikke set skyggen af nogle Agarthanere på de her egne. Desuden ville de kunne ses milevidt fra, hvis de skulle dukke op. Hele kysten mod vest er forurenet. Det samme nordpå.”
Og mod øst lå Metropolis, og længere øst, flere havnebyer, men var de også kontrolleret?
”Hvad ligger der syd så, over bjergene?” spurgte Vilkas.
”Landbrug, så langt du kan se og gå. Hele området grænser op til farmene og oliefelterne. Alt sammen kontrolleret af militærets skødehunde.”
”Det’ det, jeg ikke forstår,” sagde Vilkas og så bort fra Derreks spydige kommentar. ”Hvis det hele er kontrolleret af militæret, hvad er så problemet?”
”Det skal jeg sige dig knægt!”
Karl havde stået og lyttet med og så nu sit snit til at blande sig i samtalen.
”De forbandede voldspsykopater har raget område efter område til sig, siden de selv begyndte at få problemer med deres forsyninger. Ville fand'me nogle gange ønske at Agartha fik nosset sig sammen til at gøre noget behørigt af deres såkaldte aggressive retorik og sætte dem på plads.”
Karl var vred, mere vred end han havde set af Derreks fornærmelser og prikken til hans personlighed.
”Der er da ikke problemer med forsyningerne. Hvor har du det fra? Metropolis er en selvforsynende organisme der bruger et sofistikeret system, designet til at imødekomme udbud og efterspørgsel på basis af de fornødne og grundlæggende behov. Det er den mest avancerede form for kunstige intelligens der nogensinde er skabt. Et enkelt system der overvåger og vedligeholder ethvert lille hjørne for optimal produktions tilrettelæggelse.”
”Hold da kæft knægt. Du lyder som et skide leksikon. Hvem tror du har designet det system?” Karl var yderst fornøjet over, hvad Vilkas sagde. Selv Derrek skar en anerkendende grimasse til Karls spørgsmål, som om han allerede kendte svaret og kun kunne give ham ret i hans anklage. Luften blev nærmest trykket ud af ham, det havde været så grusomt indlysende at Vilkas følte sig dum over ikke at have kommet i tanke om det tidligere. Realiseringen af Karls ord kom som et chok, men han havde ret. Var det derfor, at synteserne i kloakkerne, havde været ude af drift?
”Agawi,” sukkede Vilkas.
”Præcis, og hvor er han nu? Pist væk, og så vidt jeg kan se, tog han dit dyrebare system med sig, da han skred.” Karl fnøs, men det var ikke hånligt, mere som en gammel mand, bitter og vred over tingenes gang. ”For tredive år siden var der et godt samarbejde mellem Alabaster og Metropolis. Alabaster sørgede for at hjælpe til med at bedrive landbruget mod at Metropolis sendte arbejdskraften i form af dem de ikke ønskede derinde, af hvilken grund jeg aldrig kommer til at fatte, og vi blandede os ikke i deres måde at drive by på. Agartha var ikke engang en fodnote i folks bevidsthed andet end at de vidste, at det eksisterede.”
Vilkas havde lyst til at hoppe af båden. Intet af det Karl havde at sige, kunne gavne hans situation, og hvis det yderligere forværrede hans syn på sit hjem – i eksil eller ej – så behøvede han ikke at have et mere plettet syn, end det han i forvejen havde.
”Rygterne siger at Agawi, efter at have forladt farmene tog til Agartha og vendte tilbage med utrolig videnskabelig kunnen og revolutionerede – ikke bare landbruget – men også hele byens infrastruktur. Det system du snakker om, er produktet af en afhopper.”
Vilkas fattede sig selv og modstod trangen til at drukne sig selv i det blanke hav i stedet for at lytte til Karl, men han kunne jo lyve for sin egen morskabs skyld.
”Alt blev mere effektivt og pludselig havde Metropolis ikke brug for Alabaster mere, de sørgede selv for at drive landbruget, oliefelterne blev opført, og militæret dukkede op næsten hen over natten. Man skulle tro. at det var slutningen på det – at Alabaster og Metropolis gik hver til sit og de levede lykkeligt til deres dages ende, ikk'?”
”Hvad skete der?” Det var Derrek der lyttede mest intenst, ikke at Vilkas kunne beskyldes for at tage Karls ord for gode vare, men han afbrød ikke.
”For et halvt års tid siden … hold da kæft din flab, det ved du jo godt selv. Du var her da det skete!”
Derrek krøb sig en smule forlegent og Karl rettede straks sin opmærksomhed mod Vilkas, der egentlig ikke ønskede den.
”For et halvt år siden lød det at Agawi havde pillet ved det selvsamme system han havde sat op, og i løbet af et par uger så vi de første tegn på, at rygterne var sande.”
”Hvilke tegn?” spurgte Vilkas, der alligevel ikke kunne dy sig. Selvom det måske var pure opspind, så, med chance for at det kunne være sandt, måtte han vide det – hvad der havde været katalysator til denne konflikt.
”Militæret drev pludselig bønderne væk fra deres områder sydpå. Nogle blev og kæmpede, men de fleste stak af og kom hertil. Oven i al det rod begyndte de få områder, der i forvejen var under Metropolis' kontrol, at gøre oprør.”
”Jeg har aldrig oplevet nogen form for mangel på ressourcer eller mad,” protesterede Vilkas. ”Hvis hvad du siger, er sandt, så ville vi have mærket bare en smule uoverensstemmelse i forhold til byens forråd.”
”Fatter ikke jer byboere,” sagde Karl arrogant henkastet. ”Hvorfor helvede tror du I ikke har følt noget? Det' sgu da fordi I har stjålet rub og stub fra os!”
Karl havde ret, men det forhindrede ikke Vilkas i at blive overvældet af raseri og nær kastet sig i struben på ham. Derrek måtte have fornemmet at tonen pludselig havde ændret sig drastisk.
”Hva' siger du til, at vi to tager ind til byen Vilkas? Jeg mangler nogle ting til min kahyt, og du har brug for luften, tror jeg.”
Derreks hånd der gelejdede ham væk fra karl, kunne lige så godt have været en solid jernbjælke der stod ham i vejen. Om det var fordi han selv var afkræftet eller fordi Derrek var en kraftkarl uden lige, var underordnet. Vilkas ville have tabt stort i et opgør mod Karl, der trods sin alder havde talløse fordele i en nævekamp.
”Hør her, det kan godt være du ikke er enig med ham, men du kommer ikke tilbage til byen, så du kan lige så godt vende dig til det herude. Desuden tænker folk ikke så højt om Metropolis som du gør. De ville nok mere slå dig i gulvet for det.”
De var nået ned på kajen som mere var en forlængelse af klippegrunden, som var bygget af kampesten belagt med bjælker, end en egentlig havn, før Derrek sagde noget. Vilkas havde foretrukket at han ikke havde overhovedet, men han havde ret. Al hans forurettelse og indignation når de talte ned om hans hjem, kunne lige vel være rettet mod alle andre og med mindre effekt, end den havde på ham.
De var end ikke nået til de første bygninger før en lille skare af ivrige fiskere gjorde tilnærmelser til Derrek og ville have ham til at købe deres varer.
”Smut med jer, gribbe!” vrissede han irritabelt og holdt en yderst vedholdende krumrygget mand på afstand med sin kæmpe næve og skar sig igennem dem uden besvær.
”Du har nok ret,” sagde Vilkas da de var kommet fri af købmændene, hvis de da kunne kaldes det. ”Der er alt for mange sammentræf, jeg ikke kan ignorere.”
Derrek så på ham en smule nedladende, uden at virke arrogant.
”Se det er dit problem Viller. Du er alt for analytisk og bedrevidende. Jeg kan sgu godt huske hvordan du var, det blik du havde da de hentede mig og Kosua. Du ville have solgt din bedste ven for at beskytte din verden.”
Derrek kunne lige så godt have været hans dårlige samvittighed og ikke en proletarisk skibsknægt. Vilkas havde lyst til at forsvare sig, men staturen og viljens karakter, som Derrek udstrålede, var mere end han selv nogensinde kunne have stået inde for.
”Jeg prøvede at passe ind. Virkelig. Jeg tog til alle de ungdomspolitiske møder og lyttede til alle talerne. Jeg siger dig, mig og Kosua var der trofast hver eneste uge for at høre på de frivillige fortælle om vigtigheden af vores indsats.”
De var nået et godt stykke ind i bebyggelsen, der langsomt blev tættere. Befolket med børn der legede, lo og jagtede hinanden med pinde, var det en diametral modsætning til synet han var vant til. Sand og jord blev ivrigt sparket op når de skød genvej på tværs af de smalle stræder som var bare for belægning. En skrap kvinde med et tørklæde om håret jagtede børnene vildt og råbte af dem. Børnene grinede bare højlydt og rakte tunge af kvinden alt imens to mænd der sad og drak noget der lugtede af the, fulgte spektaklet til stor fornøjelse.
”Men det føltes forkert. Kosua havde det på samme måde. Vi så på alle dem der var mødt op. De var så skide ivrige for at være en del af hinandens dramaer om, hvor vigtigt det var at være en del af fællesskabet mod den store stygge fjende.”
”De møder er også kun et skalkeskjul for at lue ud i, hvem der er materiale for systemets administration kontra, hvem der er bedst egnet til manuelt arbejde,” bemærkede Vilkas uden at give Derrek ret i hans tilgang til svarene – forgæves.
”Det må ligge i din natur,” lo han. ”Den skal vi nok få banket ud af dig, men ja, det var også hvad vi gættede os til. Har du nogensinde selv være til de møder? Brutalt siger jeg dig. De andre lagde måske ikke mærke til det, men der sad altid nogle af de ældre og tog noter til hvad folk sagde.”
”Sikkert tjenestefolk der søger fremtidige frivillige,” Sagde Vilkas. ”Det ville være mit gæt. Min opfattelse var klart, at dem der råbte højest, ikke nødvendigvis var dem med de bedste argumenter, hvorimod dem der slet ikke reagerede på stemningen, tit forsvandt fra møderne.”
”Kosua sagde det samme, men jeg lagde nu ikke mærke til det. Jeg var der kun fordi de gamle sagde, at vi skulle tage af sted. Tror de havde store forventninger til os. Hvis de bare kunne se os nu.”
Derrek lo, stak hænderne i lommerne og valsede afslappet og tilbagelænet forbi en gruppe piger på deres egen alder, der fnisede og hviskede idet de passerede. Vilkas følte sig udsat og lille, men Derrek tog sig ikke af det. Tværtimod blev han mere rank og selvsikker i sin gang. Han rømmede sig højlydt, sikker på at pigerne lagde mærke til det og fortsatte.
”Men ærlig talt ku' jeg sku ikke være mere ligeglad. Fattede ikke meget af det de prøvede at lære os i skolen, men var det mig der blev holdt tilbage? Gu' fandeme nej. Kosua kunne snildt have været blevet frivillig, hvis han ville. Du sku' se hans karakterer. Et skide geni si'r jeg dig.”
”Blev han holdt tilbage?” spurgte Vilkas dumt.
”Ja, hvad troede du? At han var et hoved højere og dobbelt så bred som os andre, fordi han fik meget havre som spæd?”
”Det ku' jeg sgu da ikke vide.” Vilkas måtte tage sig selv i at lyde som Derrek og lige så snart det sidste ord var fløjet kækt ud af munden på ham, brød Derrek ud i en skrålende latter.
”Det det jeg siger Viller, gi' det en måned, så har du glemt alt om storbyen.”
Vilkas fremtvang et anstrengt smil.
”Men hvorfor blev han så tilbageholdt?”
Derrek gav ham igen øjne der på samme tid var overbærende og håbløse.
”Hvorfor gør kloge folk dumme ting?”
”Øh,” formåede Vilkas veltalende at argumentere.
”Kvinder! Du har godt nok meget at lære. Han er virkelig vild med hende. Utroligt at de holdt sammen efter at han var skyld i hun røg med ud.”
”Hvad gjorde han?” spurgte Vilkas, der trods alt aldrig havde fundet ud af grunden til, at de var blevet sendt ud. ”Snød hun virkelig med prøven?”
”Som om man kan snyde med den prøve. Tro mig, jeg prøvede,” lo han ufortrødent uden anger. ”Han opdagede hvorfra smuglerene kom ind i byen fra.”
”Hvad? Hvordan?” spurgte Vilkas forbløffet. Derrek havde afventet hans reaktion og den kom ikke bag på ham.
”Det ville han ikke sige, men han slog vist en handel af med dem, mod at han fik del i deres bytte og kunne være med til at smugle.”
”Blev han opdaget? Men jeg har ikke hørt noget som helst om det, det ville have været overalt i nyhederne, hvis en smuglerring blev opdaget.” Vilkas’ tanker ræsede. Det føltes rart at have problemer der kunne løses, selvom det ikke var til megen nytte nu.
”Nej sgu. Han er langt klogere end det, men jeg ved at han tit kom ud for byen og i al den tid, var det som om han ikke rigtig var min bror. Når han var sammen med Ghita derimod … Mand åh mand jeg har aldrig set så håbløs en stodder som ham, ud over Karl selvfølgelig, når han var sammen med hende.”
De passerede et par små kiosker der solgte appelsiner, meloner, æbler og nogle eksotisk lyserøde frugter som Vilkas aldrig havde set før, men havde en ustyrlig trang til at undersøge nærmere. Det var nok mere hans mave der snakkede og var sulten efter noget andet end smagsforladt grå grød der sikkert dækkede alle kroppens behov, på nær den der skulle gøre den spiselig.
”Kloge mennesker gør dumme ting, så snart der er kvinder involveret,” sagde han nærmest afsluttende, da de nåede en stor plads med et springvand i midten, der skød buer af rindende vand adskillige meter op i luften til alle sider. Små bevingede børn, hugget i sten, stod under det flydende slør, udstyret med bue og pil. Pladsen mindede på mange måder utrolig meget om den foran Tårnet, men hvor Tårnet knejsede majestætisk mod himlen, var der i stedet springvandet, der med sine nærmest mytiske udskæringer mest af alt lignede et monument fra en tidligere tidsalder, hvor sådanne skabninger var langt mere ægte i folks bevidsthed og ikke et historisk minde om fortidens synder.
Pladsen var et åbent marked, hvor børn kunne lege frit imellem de handlende købmænd, der råbte om priser til folk der købslog tilbage. Der var en sød lugt af friske grøntsager, frugt blandet med fiskenes skarpe og gennemtrængende genkendelighed fra Metropolis' store fersk-handel, når den kom tæt nok på Centropolis, til at Vilkas kunne lugte den. Han havde aldrig været på sådan et marked før. Arbejdet kom som regel altid i vejen, så han blev overvældet af, hvor kraftig det påvirkede ham. Det var ikke behagelige minder. De bragte ham tilbage til det sekund, hvor pladsen stod i flammer.
Knuste kroppe lå spredt til alle sider og synet af den lignende plads her i Alabaster sammen med den skarpe lugt af kød og frugt, dannede uhyggeligtbilleder på indersiden af nethinden. I hans verden kunne det lige så godt have været en blanding af brændt hud og frygt – virkningen var den samme.
”Hold da op, er du okay?” stoppede Derrek op, da Vilkas i en voldsom bevægelse tvang de sørgelige rester af grød fra svælget og ufrivilligt gik i knæ. Det sved i øjnene og havde han været alene, var han nok begyndt at græde.
”Tror bare det er varmen,” løj Vilkas hæst og spyttede det sidste snask ud af munden. Han havde ikke skænket det en tanke tidligere, men hans ånde var virkelig harsk og hvis ikke hans øjne løb i vand da, ville de bestemt have gjort det fra lugten. Et par kvinder gik forbi dem og sendte lange blikke mod ham, som han lå der – udsat for hele verden uden noget forsvar. Selv hans tøj sendte ikke ligefrem det noble indtryk som hans eget nystrøgede, når han var på arbejde.
Derrek tog et fast greb i hans gode skulder og hjalp ham på benene.
”Ved du, hvor jeg kan få noget vand?” spurgte Vilkas afværgende, for ikke at drage opmærksomhed til hans brændende øjne.
”Ingen problemer du,” svarede han uden omsvøb.
Der var noget over Derrek, der udstrålede en utrolig ro og overskud. Hvor meget Vilkas end prøvede at beherske sig, var det umuligt for ham at kontrollere sine reaktioner over selv de mest banale ting. Han var et vrag. Da en markise faldt sammen ti meter fra dem med et enormt brag strøg han til jorden, rystende, hans sanser vilde og overfølsomme, nerverne langt ud over tøjet som en kokon fyldt med fremmede mennesker, der rev og flåede i ham blot ved deres tilstedeværelse. Derrek nævnte ikke hans sære opførsel, men opførte sig i stedet pinligt normalt. Han betalte for nogle appelsiner, og da kioskejeren kastede dem en hver, gav Vilkas et svagt hyl fra sig da den kom direkte imod ham. Det var så slemt, at han næsten ikke turde samle den op. Hvad nu hvis den eksploderede i ansigtet på ham? Det lød fuldstændig absurd i hans hoved, men alligevel tog det enorm selvbeherskelse at bukke sig ned efter den.
”Skal vi se at finde dig noget ordentlig kluns? Lillith er ikke fan af, at patienterne beholder tøjet, selvom hun i dit tilfælde nok ville gøre en undtagelse. Du ligner jo noget der lige er stukket af fra en lukket anstalt.”
Vilkas fangede ironien i det og lo forsigtigt. Det så ikke ud til at Derrek selv havde været klar over, hvad han havde sagt og hvor rigtigt det i grunden var. Han spejdede bare rundt til han fik øje på det han søgte.
”Dér, der er noget vi kan bruge.”
Butikkerne var en del af pladsens ydre kant. Hele facaden langs var spækket med slidte tæskilte og bannere med alskens tilbud og lokkende slogan, der skulle få godtroende til at træde netop ind i deres butik. Normalt var han vant til, at når han manglede noget, så blev det udleveret som en standard, hvis han ikke havde opbrugt sin kvote. Arbejdstøj i særdeleshed blev udleveret uden omkostninger. Hvad der var at vælge ud over – til fritid – var sparsomt for at sige det mildt. Det var som regel noget man købte, for den mængde kredit man blev tildelt for en dags arbejde. Aldrig havde han set så meget forskelligt tøj i sit liv.
Alt fra overalls, til spraglede skjorter med blonder, tørklæder og hatte i alle former og afskygninger. Han måtte tage sig selv i at lade blikket fare ustyrligt fra det ene stativ til det næste.
”Ægte kamelskind, kun halv pris, behandlet med urin,” kom det pludselig fra ejeren af stedet, da Vilkas lod blikket hvile længere end et øjeblik på en simpel hat med en bred skygge, der gik hele vejen rundt. ”Hvis du køber nu, smider jeg et slør med, hvis du planlægger at tage ud i ørkenen. Godt mod sand si'r jeg dig.”
Vilkas havde ingen ord at svare manden med, overrasket over hans direkte tilgang.
”Eller måske en thermo-flaske? Du ser noget udhungret ud. Ville være skidt, hvis du dehydrerede.”
”Prøv den her,” kaldte Derrek og kastede et sæt matte, mørkeblå bukser og en sort trøje der mindede meget om den han havde på nu, men tykkere og i bedre kvalitet. Han greb dem med lukkede øjne af frygt for, at de ville sende stød igennem ham. Da intet skete og han blot stod med tøjet i hænderne, hjælpeløst og uvidende, greb købmanden ind. Hans skæve mund og gule tænder var alt andet end tiltalende for Vilkas, der var vant til at handelsfolk normalt var velklædte og soigneret.
”Prøverummet er inde bagved til højre, forbi den fede dame. Du kan ikke undgå, at se hende.”
”Er det din kone du snakker om Jethro?” spurgte Derrek.
”Hvor vover du, det er min datter.”
Det fløj ud af Vilkas og han fortrød det straks, men han kunne ikke holde det voldsomme ”Ha” tilbage.
Modsat hvad han havde forventet, svarede Jethro bare grinende tilbage:
”Pas på jeg ikke tilbyder hende et giftermål med dig knægt. Ville du virkelig byde mig at knuse hendes hjerte?”
”Det kan du godt droppe, gamle, han har allerede en tøs i havn. Er det ikke rigtig Viller?” blinkede Derrek til ham.
”A' hva' har jeg?” Han skulle nok have spillet bedre med, men det var en ny verden. Nye skikke. Nyt sprog.
Han passerede den fede dame, der sad i skranken og så dovent ud af det store facade vindue og gumlede dovent på noget, der ikke umiddelbart så ud til at være spiseligt. Hun skævede sløvt til Vilkas idet han passerede hende. Hun var grim, for at sige det mildt, og selvom han var på diplomatisk mission med mål at få hende til at fremstå smukkere, ville det være en fiasko fra første færd. Håret var fedtet og uglet, samlet i en knold bagtil der ikke gjorde noget som helst for hendes ansigt, der var fyldt med væskende bumser. Der var ingen tvivl om at hun havde hørt hvad hendes far havde sagt, men hun så ikke ud til at reagere særlig voldsomt på det.
”Hvor skal jeg …?”
”Lidt længere nede bagi,” snøvlede hun med tungen halvt hængende ud af munden, og et udtryk der kunne få en regnorm til at se begavet ud.
En kvalm lugt af duftende lys ramte ham som en mur, så det var svært at trække vejret ubesværet. Havde det da så bare været en enkelt aroma, men det var et sammensurium af et halvt dusin – den ene mere kvalm og sød end den næste.
Han fandt hurtigt et lillebitte afsnit som var lukket af med et forhæng og trådte ind i den klaustrofobisk smalle bås og trak til efter sig.
I spejlet mødte der ham et ansigt han ikke kunne genkende. De havde forsøgt at rense hans sår, men hvad hjalp det når resten af ansigtet var hævet og blåt? Hans hår var mindst lige så fedtet som kvindens udenfor og huden var ikke i bedre stand. Rifter og sårskorper var der mere af end bar hud og den smule der var, var mere mørkere blå end bukserne han stod med. Han turde ikke tænke over hvordan resten af kroppen så ud.
”Hva' bli'r det til derinde?” råbte Derrek.
”Øjeblik,” mumlede han tilbage og begyndte at klæde sig af. Det var mindst lige så slemt som han havde forestillet sig, hvis ikke værre. Bandagerne om hans bryst og skulder dækkede kun de mest akutte skader, resten var et broget mønster af forskellige farver og former han ikke genkendte sin krop i. Skudhullet i siden, var ingenting i forhold til resten af kroppen.
”Skynd dig nu, dreng, ellers når vi ikke hen i badehuset inden de lukker,” blev der kaldt mere alarmerende ”Jeg gider ikke lugte af dødt væsel.”
”Hvad er en væsel, og hvordan ved du hvordan det lugter dødt?” spurgte Vilkas, der i sit nye antræk følte sig langt mere tilpas og iøjnefaldende – det vilde ansigt til trods. ”Lige meget.” Udbrød han straks da han passerede Jethro, der med sine brune tænder øjensynligt ikke kendte til ordet tandpleje. Derrek brød sammen i latter, Jethro så ikke ud til at fange, hvad der blev sagt og lo blot med for ikke at føle sig udenfor, og synet af de hærgede tænder, fik blot Derrek til at grine endnu højere og mere hysterisk.
Om det var fordi at Vilkas i sit nye tøj, som Derrek havde betalt meget til hans protest, som han lynhurtigt måtte trække tilbage, da han jo ikke havde en mønt på sig at betale for, eller om det var fordi Derrek var nem at snakke med, eller at de lige havde gjort grin med en fremmed og hans familie, var ikke til at sige, men turen til badehuset gik mere ubesværet end turen over pladsen. Selv da han skulle have alt tøjet af igen for at gå alene ind i en brusekabine, var det til at overkomme, fordi han vidste, at han ikke var alene. Derrek var som en gammel ven der var fuldstændig ligeglad med om han dummede sig eller sagde de forkerte ting, opførte sig sært eller tømte sit maveindhold i fuld offentlighed.
Selvom det stadig var fremmed for ham, fulgte han Derreks eksempel og forsøgte at simulere hans afslappede tilgang til de sære nye skikke, som Vilkas aldrig havde oplevet, som offentlige badehuse, ignorere folk der øjensynligt ikke havde anden beskæftigelse end at sidde midt på dagen og drikke the, mens børn uden opsyn flygtede ind imellem dem i hasarderede manøvrer, som militæret kunne lære noget af.
”Hæng her et øjeblik,” brød Derrek ind og forsvandt ind i en sidegade, efter en lille halv time at have fulgt facaden langs det store torv, hvor han havde snakket om alt fra sin første tid på skibet til rygter om Agartha og Metropolis' forestående krig. Og hænge det gjorde han. Derrek var langt ude af syne og at stå her alene med udsigt til pladsen med det pyntede springvand og de farverige markiser, fik ham til at tænke på, hvor lidt Alabaster mindede om Metropolis. Her var umådelig beskidt på en måde der gav ham lyst til at finde vej tilbage til badehuset, men samtidig var der ikke en plet at se på folks tøj selvom de hvirvlede støv op fra den tørre og hårde jord. Ikke mindst de hvidt-klædte, mørklødede mænd var ham en gåde, hvordan de kunne forhindre deres lange kjoler i at blive snavset. I grupper på tre-fire - nogle gange flere, var de ikke til at overse i virvaret af forskellige farver og tekstiler. De var også de eneste der gik med sandaler og Vilkas kunne ikke lade være med at tænke, om de havde et særligt arbejde, der krævede en udklædning som deres.
Derrek vendte tilbage efter nogle minutter der passerede hurtigt. Indtrykkene fra de nye omgivelser måtte alligevel have vækket hans nysgerrighed. Tiden syntes i hvert fald at flyve af sted.
”Chokolade,” Sagde Derrek, da han nåede Vilkas. ”Skide hamrende dyrt og ikke til at opdrive.”
”Chokolade?” spurgte Vilkas.
”Ja det noget eksotisk stads. Madam Burgla er den eneste der er i stand til at importere det, og det skal bestilles uger i forvejen bare for få hundrede gram,” forklarede Derrek, der holdte en lille klump brunt stads pakket godt ind i hvidt papir.
”Hvis du vil imponere en kvinde, så er chokolade det du skal satse på, hvis du har pengepungen i orden altså, og når du endelig har fået fat i det, skal du holde det køligt, ellers smelter det og bliver uhåndterligt og uspiseligt, så vi skal skynde os tilbage til skibet, hvis ikke jeg skal spilde hvad der svarer til en halv månedsløn.”
Vilkas, der ikke forstod sig på valutaen herude, nikkede blot og fulgte hastigt efter Derrek, der holdt den lille pakke i hænderne som et skrøbeligt fugleæg.
”Er det til Smilla?” spurgte Vilkas.
”Du' skarp,” svarrede Derrek, ”men du må ikke sige noget til nogen om det her. Det skal være en overraskelse.”
At give folk mad som en erklæring på sin kærlighed virkede absurd og spildt, da det alligevel ville være en midlertidig ting. Og hvad hvis hun ikke brød sig om det?
”Joanna sagde at du havde arbejdet inde hos de store i centrum. I må da have haft masser af chokolade og sjældne madvarer?” Spurgte han.
”Egentlig ikke.” Svarede han ærligt. ”Maden er ikke meget anderledes end den de får ude i yderdistrikterne. Kød, grønsager og grød, men jeg fik rejer engang ved en banket for vice-præsidentens tyveårs jubilæum.”
”Nah, rejer har vi masser af. Det’ jo en havneby, så fisk losser de ind i tonsvis.”
”Er det en fisk?” spurgte Vilkas måbende.
”Ja gu' er det da en fisk, hvad troede du det var, en fugl?” lo Derrek. Vilkas følte sig pludselig dum og uvidende. Ikke engang chokolade kunne han identificere.
”Hvis det ikke var så skide dyrt, så ville jeg gerne dele det med dig, men du ser ikke ud til at have brug for det, sådan som hende tøsen sværmer om dig.”
Vilkas trak blikket fra den lille pakke.
”Lillith? Du må da lave sjov. Hun er da tudsegammel.”
”Hvad snakker du om? Jeg mener sgu da hende den mørkhårede, der har siddet hos dig, de sidste fire dage. Ja selv Joanna har besøgt dig fra tid til anden. Var jeg ti år ældre, eller tyve. Fedt med temperament i sådan nogle rødhårede tøser … ikke dårligt.”
Derreks blik vandrede vurderende. Vilkas vidste ikke hvad han skulle svare. Hun vidste altså, at han var om bord. Det havde måske også været optimistisk at tro, at Joanna eller Korfu ikke havde fortalt noget om ham, og det ville ikke være svært at sætte to og to sammen. En svag irritation over at hun havde besøgt ham nagede i ham. Hvad ville hun i grunden? Var de ikke blevet enige, omend indforstået, at deres indbyrdes affære var ovre? At de skulle gå hvert til sit.
Halvvejs tilbage til skibet, bragede det pludselig bag dem. Ikke en eksplosionslignende støj, men en høj, dyb, rungende klang der sendte vibrationer igennem ham og skar i ørerne. Han skød sammen og vendte sig panisk.
”Det' bare tempelklokkerne,” skyndte Derrek at berolige ham med. Hans åndedræt var eskaleret fra en mild irritation til fuldt udviklet hyperventilering. Derrek lagde beroligende en tung hånd på hans skulder.
”Jeg snakker med Smilla om at give dig noget beroligende, når vi kommer tilbage.”
”Nej!” råbte Vilkas hysterisk. Derrek trak hånden til sig chokeret. Han måtte se vild ud, for at en kleppert som Derrek kunne blive rystet.
”Nej,” gentog han mere fattet. Han greb sit hoved i sine hænder og strøg håret voldsomt med fingrene som for at hive det ud i frustration og vrede. ”Jeg ved hvad du prøver på og det virker ikke,” sagde han mellem sammenbidte tænder, så det hvislede hidsigt.
Dybe folder i Derreks ansigt lagde år til, men han tav.
”Din chokolade smelter, hvis du ikke skynder dig,” fik Vilkas fremtvunget efter et par ulidelige øjeblikkes tavshed. Han mente det sikkert vel, og alt i ham bad ham om at stole på Derrek, men hvordan kunne nogen forvente af ham, at han skulle kunne falde til efter mindre end en uge, størstedelen hvoraf han havde været sygelagt. Han vidste udmærket godt at stresset havde taget over og at han ikke var i stand til at tænke hundrede procent klart, hvilket også var den eneste grund til, at han ikke kollapsede i et fuldstændigt nervesammenbrud.
”Jeg snakker med Smilla,” sagde Derrek eftertrykkeligt, ”hun har set rigeligt til lidelser.” Han vendte sig og gik fra Vilkas, der sad på hug. ”Bare sørg for at være tilbage inden solnedgang ikk', og hvis du får muligheden, så tag op til Diatella templet.”
Derreks fodtrin sled i sandet og forsvandt hurtigt. Det var som om solen pludselig ikke havde samme varme. Kolde vinde fandt frem til ham fra alle smalle gyder og afkroge.
Vilkas faldt tilbage og mærkede en iskold husmur af tørret ler mod hans ryg – klam af sved. Væmmelse vældede igennem ham og han skød med det samme frem og fandt sig selv på hug igen, hvor han startede.
Sandet var blødt mellem hans fingre, solen stod højt over ham og varmede det op. Trangen til at begrave hænderne i det fik ham til at søge længere ned, så ansigtet kun var et par centimeter over. Hver udånding sendte små korn ud i alle retninger. Hænderne gravede sig længere ned som for at nå Jordens indre. Iskold og hård jord var alt der var dernede og omend mere ubehageligt end den hårde mur bag ham. Det så ud til at lige meget hvad, om han forsøgte at læne sig tilbage eller blive, ville han kun blive mødt af kulde eller ubehag.
Klokkerne ringede igen og lyden borede sig intenst ind i ham og sendte små bølger af krampagtige efterveer af dårlige minder igennem ham.
Forkrøblet af en uset forhindring var han lige så immobil som Deacon, der med sin stok i det mindste havde noget at kunne støtte sig til. Hvad havde Vilkas? Ingenting, udover et skudhul i siden.
Hvad ville Deacon have gjort? Sikkert mere end han selv. Han havde trods alt fået sprængt halvdelen af ansigtet af og stadig var han i stand til at kommandere folk rundt, som om intet var hændt. Og dog. Der var tider han faldt i staver og blikket, fjernt søgte trøst i en evig horisont. Var det sådan her han følte? Magtesløs og ude af stand til at fatte tankerne i sammenhængende bider? Kæmpede han med nerverne eller … eller havde han opgivet kampen og lod kroppen overtage, som en tom syntese?
Kunne det virkelig være Deacons frelse, efter at have mistet sin førlighed, at lade kroppen være krop? Lade den være, hvad den var bygget til, en maskine tænkt til at overleve og holde sig i gang. Havde han været i stand til at sætte alle de psykologiske processer til side og være tilskuer til sit eget liv?
Vilkas' krop slappede mere af og rystede ikke længere, hver gang klokkerne kimmede. Havde han det i sig at tilsidesætte sindets inderste behov og lade noget andet mere primitivt tage styringen for en tid?
Han faldt tilbage i en mere naturligt siddende stilling og hævede hovedet, lige nok til at øjnene kunne følge lyden af klokkerne.
Rytmisk sendte de skælvende vibrationer igennem ham. Aldrig havde han oplevet en lyd, der havde en sådan virkning på ham. Efterdønningerne sendte en resonans ud i omgivelserne og fik selve luften omkring ham til at vibrere, og selv om det skar i ham som issyle og det prikkede i hjernen, kunne han ikke lade være med at tænke, at sådan en lyd måtte have mere betydning end nogen anden form for musik han nogensinde havde hørt.
”Moaar, en af munkene er faret vild.”
Han blev revet ud af sin trancetilstand af en lille piges stemme og straks han fik øje på hende, søgte hun tilflugt bag kvindens kjole, der kun afslørede hendes sandalbeklædte fødder.
”Shh skat, han har sikkert travlt med at bede,” sagde hun og smilte høfligt til Vilkas.
”Mhmm,” mumlede hun sky og sjoskede videre. Hendes krusede mørke hår, mørklødede hud og snavsede ansigt gav ham et jag af genkendelighed og han kom straks til at tænke på Amia. Ligheden var ingen steder at finde i de to ansigter, men i Metropolis var mørkt hår – kulsort som deres – en sjældenhed. De fleste havde enten lyst eller en sær, lys, mat brunlig farve der komplimenterede deres nuanceløse grå hud. Han havde altid følt sig heldig at have mørkt hår, tykt, vildt, mørkt hår og da moden pludselig skiftede og det var stilen at holde det militær-kort, havde han nægtet at bukke under for presset.
Herude til gengæld var mørkt hår normen og kombineret med folks mørke hud, virkede alting mere varmt og imødekommende.
Amia derimod havde et helt anderledes udseende end nogen han var stødt på. Det var mere fint. Trækkende, specielt omkring øjnene, var mere skarpe. Kulsorte, kuglerunde sten i en perfekt formet mandel. Huden var heller ikke som hverken i byen eller Alabaster. Hverken mørk eller grå, men gylden-hvid.
Han fulgte moderen og hendes datter med øjnene. Pigen kiggede nysgerrigt tilbage fra bag sin mors hånd.
”Hvorfor er du ikk' i templet?” spurgte hun nervøst, og kvinden hev en smule irriteret i hende, så hun hoppede et ekstra skridt over.
”Fordi jeg er faret vild. Ved du hvor jeg skal hen?” svarede han uden at tænke. Kvinden stoppede ikke op for at vente på yderligere samtale mellem de to. Pigen pegede i modsat retning, mod pladsen inden hun forsvandt hastigt rundt om hjørnet.
Diatella templet. Vilkas stod ved en enorm trappestigning til et monument af en bygning, der kunne måle sig med Centropolis-Tårnet. Templet så ikke særligt moderne ud, men var prydet med statuer af mytiske væsner med dæmoniske vinger og skarpe kløer modsat fuglelignende krigere med sværd og skjold.
Lyden fra klokkerne var fortsat længe efter at han havde rejst sig og helt til han nåede trappetrinnene. Kroppen og lydene havde bragt ham hertil og selvom han ikke holdt nogen tro på det overnaturlige, tværtimod faktisk, var synet af det gigantiske tempel alligevel et af ærefrygtindgydende proportioner, der kunne få ham til at skælve i sin grundvold – mere end de infernalske klokker.