De tidligste historier om revolutionen og om de store religionskrige, han kunne huske, havde altid involveret fantastiske fabler om fanatiske ekstremister, der ikke skyede nogen midler i deres tros navn – mord værende den mindste uhyrlighed de var i stand til at forbryde verden med.
Fra civilisationens vugge var det eksploderet som en utæt smeltedigel og havde spredt sig som ringe i vandet til resten af de nordlige egne over havet og havde på kort tid sat verden i flammer, ædt sig igennem kødet på millioner og atter millioner af mennesker, forgiftet havene og fiskene deri, og gjort alle der åd af dem syge og betændte med død, der smittede som en steppeild på tværs af kontinenter til de resterende overlevende.
Pensum dikterede, at de skulle være i stand til at skelne ret fra uret, og i kategorien omhandlende forbrydelser mod menneskeheden, faldt religion ind på en udelt førsteplads. Helt fra barnsben, og i historier fortalt til børn, var Bøh-manden ofte skildret som en gesandt fra helvede, hvori ironien faldt forbi mange.
Det var ikke til at komme udenom, at religion var roden til alt ondt, og at ethvert tilhørsforhold blev set som sympati med Agartha, selvom denne sammenhæng først kom meget senere og sjældent var en del af de skrevne fortællinger. Vilkas havde oplevet flere politiske oplæg om at omskrive børnebøgerne, standardiseret som de var, men det havde altid vist sig at være et langt mere ømtåleligt emne. Hvis man var i stand til at ændre en opdragelsesmetode, hvilke følgevirkninger ville det så ikke have generationer ude?
Intelligente mennesker ville hurtigt se, at Agartha og religion ikke nødvendigvis var forbundet i den kontekst, som nogle højtstående militærfolk og embedsmænd ville udstille det til at være, men det forhindrede ikke medierne i at drage paralleller, hver gang det blev nævnt at endnu ti sympatisører, var blevet pågrebet.
Han mindedes Jeremiah Overtons ord om at stoppe tiden, for overlevelsens skyld. Var det det han havde i tankerne? Så han Metropolis som en osteklokke der skulle præserveres for tid og evighed?
Ængstelig over at komme væk fra templet og dets mastodont af en skygge der kastede sin blasfemiske ideologier på ham, vendte han sig uden at vide, hvor han skulle gå hen. Tanken om at han var blevet ledt hertil af skæbnen, var tåbelig og infantil. Kun folk der havde mistet alt håb, søgte tilflugt i overjordiske midler som skæbne, guder og religion. Varmen måtte have steget ham til hovedet og gjort ved ham, hvad den gjorde dem herude – ty til desperate midler i deres flugt fra virkeligheden.
”Kan jeg hjælpe dig, mit barn?” lød en stemme, en hvis øjne mødte hans idet han vendte Diatella templet ryggen. Vilkas var nær sprunget en meter i vejret af skræk.
”Nej,” fattede han sig, svarede prompte og smuttede forbi en lav skaldet mand klædt i hvid kjole med røde bånd over hver skulder, ”ingen kan hjælpe mig.”
Ynkeligt, var det første der skød ham ind, at uddybe et svar der ingen forklaring krævede. Han bed tænderne sammen af vrede over sig selv.
”Måske,” afbrød manden, inden Vilkas var uden for rækkevidde, ”måske du så kan hjælpe mig i stedet?”
Vilkas stoppede op.
”En stærk knægt som dig, kunne vel ikke hjælpe gammel mand som mig med at bære de her fisk op af trapperne? Jeg siger dig, turen fra havnen tog hårdere på mig end jeg troede, og jeg har ikke samme styrke som engang.”
Om det var fordi Vilkas var opdraget til at hjælpe, hvis han blev bedt om det, eller det var hans egen trang til at vise sig bedre end andre, var vel underordnet. Intet af det kunne give ham nogen god grund til at hjælpe en fremmede der bragte offergaver til et hedensk tempel, men han gjorde det alligevel.
Uden ord samlede han den mørnede trækasse op, der stod for fødderne af manden, så ham udtryksløst i ansigtet, men undgik al øjenkontakt, og marcherede op af de slidte trappesten, der gik i et med resten af templets tekstur og farve.
Jo tættere han kom toppen af trinnene, jo mere imponerende blev templet. Klokketårnet havde front mod trappen, hvis fod endte ud i et par kæmpe dobbeltdøre, der var lige så slidte som kassen fyldt med ildelugtende fisk, der fra synet så ud som om de lige var blevet hevet op af havet. Et sekund troede han, at han så en af fiskene gispe efter vejret og trangen til at kaste kassen fra sig i afsky, måtte have plantet sig i hans ansigt.
”De er ellers helt friske. Det i hvert fald hvad han sagde, men man kan ikke vide disse dage.”
Manden havde været længere tid om at nå toppen end Vilkas og hans ansigt glinsede af sved. Han måtte hive efter vejret og duppe issen et par gange med et lurvet lommetørklæde for ikke at få det i øjnene.
”Hvis du vil være så venlig at stille den inden for døren, så skal jeg nok tage den herfra,” fortsatte han med et bredt smil, der druknede i anstrengelse og skubbede til et guldbelagt håndtag.
Iskold luft fra templet ramte Vilkas som en behagelig og kølig svale. I et øjeblik var han hjemme igen i sit fattigt indrettede domicil. Det tog hans øjne nogle lange sekunder, hvor han i blinde måske blev myrdet af oprørske sympatisører.
Hvorfor ikke. I blinde ville vel være bedre end at se døden komme frontalt. Hvis den kunne komme i netop dette sekund, det der mindede mest om hjem, så ville den være velkommen.
”Jeg vender mig aldrig til varmen. Den er simpelthen brutal,” sagde manden og smækkede døren bag dem med et brag.
Her kom den, kniven i ryggen, og det var okay.
”Hvis du kan klare lidt mere, ville det være fantastisk om du ku' bære den ud til gårdspladsen til saltning. Søster Miphune kan ikke stå for smagen. Tror hun savner tiden i storbyen. Jeg kan ikke bebrejde hende. Smagen er udsøgt.”
Det tog Vilkas et sekund længere, end han var stolt af at indrømme, til at indse mandens ord.
”Storby? Kommer hun fra Metropolis?” snappede han intenst.
”Inden hun blev smidt ud som mange af os, før hende, for brud på paragraf fem af trosforbuds-akten af to hundrede og syvogtyve.”
”Havde hun et alter til dyrkelse af Profeten?” fløj det ud af Vilkas uden at tænke over, hvor meget det afslørede ham at være.
”Knap. Hun blev sendt i eksil for at være i besiddelse af et smykke hun arvede fra sine forældre,” sagde han afslappet og fjernt fra det faktum at en indfødt i ødemarken ikke burde være kendt med noget så indviklet som trosforbuds-akten, for ikke at tale i forhold til hans alder.
”Det ku' ikke ligefrem kaldes et alter, men statsanklageren så ikke så mildt på det og inden dagen var omme, sad hun med en le i hånden og samlede neg klædt i de laser de hentede hende i.”
I sløve skridt fulgte han Vilkas op langs en bred mellemgang med dusinvis af bænkerækker på hver side. Han havde været travlt optaget med at følge den gamle mand med øjnene for at høre om alt, der bare havde den mindste smule forbindelse til nogen som måske kunne forstå hans kvaler, og det var først da han så frem for sig, at han så, hvad alle bænkene pegede mod.
Alteret var som taget ud af bøger han havde læst om gudedyrkelse, de tidlige hedninge og den destruktive indflydelse det havde på de sindslidende og mindrebemidlede. En gylden statue hævede sig fem-seks meter fra et stenalter prydet med juvel beklædte pokaler i glinsende sølv og guld på en højrød fløjlsdug fyldt med tændte stearinlys. Lyset fik statuen til at funkle elegant og ledte blikket fra det i grunden tragiske motiv den fremstillede. Et væsen klædt i pigtråd hængende som løse klude fra en sønderreven hud. Selve bæstets udseende var ikke at tage fejl af. Smerte var malet over dets ansigt og to horn stak ud af panden og så ud til at være en pinsel. Der var ikke megen muskulatur at ane og knogler så ud til at springe frem fra unaturlige steder på det udhungrede monster, der ingen sympati frembragte hos Vilkas, trods det pinte ydre.
Hele kulissen var som en scene fra de mest fantastiske fortællinger om religionens storhed og fald, hvordan den religiøse sammenslutning havde skabt monumenter over hele verden i deres tros navn, forført folket med løfter om evigt liv og velstand når den i virkeligheden kun søgte at rage mere til sig ved udnyttelse og pinsel af den menige undersåt.
”Dét der er et alter til dyrkelse af Profeten, selvom dyrkelse måske er en voldsom udlægning.”
Som en person der aldrig havde set en skildring af Profeten, var bæstet langt fra noget han havde forestillet sig.
”Ikke hvad du havde forestillet dig vel?” bekræftede manden.
”Ikke det mindste,” lød det spædt fra Vilkas, der nær havde tabt kassen af ren forbløffelse.
”Du troede det var et menneske, ikk'?”
”Faktisk ikke,” svarede han ærligt. ”Men jeg troede bare ikke det ville være så teatralsk … og blodigt.”
”Blodigt?” spurgte manden, som de passerede alteret. Bæstets øjne var direkte over dem, dømmende og bedrøvet, som om den bar på al verdens byrder, og havde den haft en klode over skuldrende, havde det nok givet mere mening.
Vilkas havde lyst til at omformulere sig.
”Du har ret, symbolikken er meget tung, og skal nok tages med et gran salt, men historien er blodig, ligesom al religion har været gennem årtusinderne.”
”Hvad gør jeres anderledes og mindre brutal?” spurgte Vilkas og forsøgte at undslippe bæstets dragende iskolde ånde, selvom det nok bare var træk igennem templet. Det sendte gys ned af hans ryg.
”Hvem siger den er?” Manden forventede næsten en chokreaktion fra Vilkas og han skuffede ikke. Målløs over den direkte anerkendelse af fortidens synder og om muligt vedvarende, var næsten som en tilståelse af barbarisme.
Det var altid en fryd, når sympatisører bukkede under for presset under afhøringer og de grædende udleverede venner og familie for et spinkelt håb om amnesti. Ingen blev nogensinde givet selvfølgelig. Det var kort proces. Fængsling og resocialisering.
Dette her var noget helt andet og langt mere skræmmende dog end blot gudedyrkelse.
”Hvad ved du om Diatella i grunden?”
”Ikke meget,” måtte Vilkas indrømme, ud over at være roden til alt ondt ifølge skrifter og dogmatik forordnet af undervisnings og historie-ministeriet. ”Er Diatella, det monster?”
”Monster!? Nej nu har jeg da aldrig.” Manden så ud til at blive forarget, men beherskede sig. ”Jo, Diatella er det du ser der. Du har virkelig aldrig hørt historierne? Jeg troede stadig de underviste det stads i Metropolis.”
”Stadig?” spurgte Vilkas. Inden manden nåede at svare, var de nået en lille åben gårdsplads, der så ud til at ligge midt i templet, med mure hele vejen rundt. Vidste man ikke det lå her, kunne det ikke ses udefra. Det kunne mest beskrives som en lille plantage af alskens små bede med urter i kreds om en have af pænt nyslået græs med små stenbelagte stier fra hver side af den næsten kvadratiske have. Et enligt æbletræ i midten stod badet i den høje middagssol. Luften herinde – eller herude – var kølig ligesom inde i templet, og ikke lummer og kvalm som resten af Alabaster.
”Miphune!” kaldte manden ud til en kvinde i beskidte overalls og stråhat der sad på knæ ved et bed. Hun var på alder med manden og hendes ansigt brød ud i et stort smil, der næsten gik fra øre til øre, da hun fik øje på ham.
”Pastor,” udbrød hun begejstret. ”Og du har fiskene med.” Hun smed alt hun havde i hænderne. En lille metal skovl gav et gevaldigt klang fra sig da det ramte stenene og genlød i haven. De nøgne vægge uden vinduer, opsamlede og forstærkede enhver lyd og sendte dets ekko tilbage næsten uanset styrken.
”Hvem er din unge ven?” Hendes alder til trods, bevægede hun sig langt hurtigere og mere adræt end den jævnaldrende pastor.
Vilkas havde forventet en formelt klædt søster Miphune, der, ligesom pastoren og hvad han havde læst sig frem til, alle gik i sirlige kåber og kjoler. Intet ved hende var særlig formelt og hendes håndtryk da de mødtes var stramt og gjorde mere ondt end han ville indrømme.
”Mine fisk.” Hun klappede ekstatisk og gav et lille spjæt fra sig da hun fik øje på kassen ved Vilkas' fødder, selvom lugten længe inde burde have afsløret dens indhold.
”Åh, du må sådan undskylde jeg fik dig overtalt til at hente dem for mig, men mine planter er så sarte og jeg tør ikke gå fra dem før de springer ud.”
”Ingen årsag, min kære.” Pastoren gav Vilkas et gedigent klap i ryggen. ”Men havde det ikke været for …” Han tav, og det gik nu op for ham, at han ikke kendte Vilkas' navn.
”Vilkas,” svarede han og fremtvang et høfligt buk for Miphune.
”Vilkas,” gentog Pastoren. ”Så var jeg knap nået til markedspladsen,” løj han. Vilkas modsatte sig ham ikke.
”Tusinde tak, Vilkas,” sagde Miphune, og trykkede hans hånd mere hjerteligt end før.
”Vilkas kommer fra Metropolis, Miphune,” faldt bomben fra pastoren og fik straks Vilkas til at miste sit fodfæste. ”Hvor længe var det du sagde du havde været i Alabaster?”
Uden han kunne gøre noget ved det, var han blevet hevet ind i deres samtale, hvor han allermindst havde lyst til at være. Væk fra templet var hans plan, men hans hjælpsomhed havde blot ledt ham længere ind i bæstets mundhule. Måske han var heldig, at den ville lade ham komme ud den anden vej.
”Det gjorde jeg ikke,” sagde han duknakket i et forsøg på at undgå deres øjne.
”Hvor længe har du været her?” spurgte pastoren Miphune i en afværgende manøvre.
”Tooghalvtreds år til vinter hvis jeg ikke husker forkert,” sagde hun eftertænksomt med blikket hævet drømmende, men svaret kom for prompte.
”Én dag,” sagde Vilkas som svar på tiltale. Med tiden havde de nok lokket det ud af ham alligevel, og siden han ikke turde stikke af, kunne han lige så godt få indsigt i deres historie og hvordan de huskede tiden i byen, selvom de var nok mere interesserede i ham, end han i dem.
”Én dag?” spurgte Miphune forbløffet. ”Kom du med skibet?”
”Ja, jeg flygtede, fra byen,” løj han.
”Virkelig? Så må du da være helt fortumlet. Hvem er du kommet med?”
Miphune, ligesom Joanna, så ud til at kunne overfalde ham med omsorg og kram. Af frygt for hendes overkærlige moderlige instinkter som det så ud til, at alle herude besad, løj Vilkas bare, at han og en masse andre havde fået nok af kontrollen og militærets indflydelse.
”Ja, de beskidte hunde,” spyttede Miphune vredt. ”På min tid var det folkets hårde arbejde, der bar frugt af sig, og ikke krigsliderlige mænd med geværer. Ja, du må undskylde mit sprog, men lige siden de angreb de sydlige plantager … uhf, mit blod koger bare ved tanken.”
”Så så, søster, nu ikke skræmme vores unge gæst.”
Helt præcis hvordan de fik ham overtalt til at spise mad med dem, var han ikke sikker på, men hans protester om at være tilbage inden solnedgang blev overhørt og inden han vidste af det, var søster Miphune godt i gang med at sautere grønsager i urter fra hendes have.
Pastoren, hvis navn var Eldridge Parthham, var ligesom Miphune blevet sendt i eksil, og selvom han havde beskrevet en ung Miphune, der var blevet sendt i markerne, var han omtrent et årti yngre end hende.
Hans forbrydelse var af langt mere seriøs natur. Det havde ikke været mere end ti år siden han var stukket af, forfulgt af myndighederne for, ligesom så mange andre, at opildne til terror, selvom det i hans udlægning blot var en skræmmekampagne fabrikeret af militæret som et carte blanche til at udvise uønskede individer. Han havde været kontoransvarlig i en mindre sektor i mellemdistrikterne, der overvågede forbruget af elektricitet i et cirkeludsnit.
En dag var han faldet over en bog, som en af hans underordnede havde forsøgt at holde skjult på toilettet – bag cisternen. I stedet for at indberette den ansatte, var han blevet opslugt af de mest kulørte fortællinger om godt og ondt, efterlivet, profetier og dommens dag, hvor menneskets sjæl ville blive dømt efter godt-befindende. For ham havde det selvfølgelig kun været fortællinger, men som han sagde: ”Hvorfor vil regeringen holde religiøse skrifter skjult, når de så åbenlyst ikke er meget andet end metaforer og allegorisk nonsens?”
Vilkas kunne ikke give ham noget svar. Ikke fordi han ville dække sig under at være uvidende af frygt for at tiltrække sig for meget opmærksomhed, men simpelthen fordi han ikke vidste det.
Miphune derimod var mere ilter om emnet og så konspirationer overalt, og haglede ned på regeringens dekret om, at al religion var ment som et helvedes værktøj mod det svage sind.
”De kan ikke modbevise sjælen i al dens glans.” Eldridge kom Vilkas i forkøbet, og godt det samme, og mindede hende om at mangel på bevis ikke var de samme som bevis, hvortil Miphune fornærmet meldte sig ud af samtalen indtil emnet skiftede.
Med tiden var Eldridge blevet så fascineret af historien bag skrifterne i de religiøse tekster, og i ren og skær nysgerrighed havde han uden omtanke søgt indsigt i de historiske akter om tiden før Metropolis.
”Det var den første fejl,” indrømmede han. Den anden var at indvi sin familie i hans eskapader, hvilket fik dem, hans kone og børn, til at sky ham. I sidste ende var det det, der fik ham i regeringens søgelys.
Til hans held var han ikke alene. Det lod til at der, selv i Centropolis og Tårnet, var ligesindede folk der opsnappede snakken og elektroniske beskeder med det formål at nå afvigere inden myndighederne gjorde, og enten få dem til at ophøre deres forespørgsler i arkiverne, eller, som han selv valgte, tage den mere radikale udvej. Flugt.
”Min kone var ikke glad for det, men hun stoppede mig heller ikke,” sagde han. Vilkas kunne ikke forestille sig, at der i Tårnet var sympatisører eller ansatte med religiøse tendenser, men han kunne heller ikke afvise ideen.
Vilkas kunne ikke lade være med at tænke på hans familie. Hvad ville drive en mand til at forlade dem til fordel for ukendt landskab og fremmede idealer? Svaret fik han uden at spørge.
”Var jeg blevet, var det uden tvivl gået ud over hende og børnene. Jeg har faktisk en søn på din alder. Det tror jeg i hvert fald han er.”
Hans ansigt var faldet i dybt mørke. Det havde vægtet tungt i ham at træffe sådan en beslutning.
”Jeg var en fremragende leder,” betroede han Vilkas, i et øjeblik Miphune var fra bordet for at hente vin til hende og Eldridge. ”Jeg ved udmærket godt, at Diatella ikke er svaret på alt. Halvdelen, ja nok femoghalvfems procent af det der står i skrifterne, er blot myter og overtro, men det giver folket herude en ro at vide, at der er nogen der våger over dem i mørket. Specielt i disse tider. Jeg stod til forfremmelse endda. Jeg havde fået tilbudt en administrativ stilling i Tårnet, lige før jeg mistede interessen.”
Mere nåede han ikke at sige, før Miphune var vendt tilbage med vin i en lerkaraffel udsmykket med skæringer i udførlige mønstre, som Vilkas tænkte sikkert betød en masse herude.
Eldridge havde spurgt ind til synteserne og om de havde videreudviklet dem. I hans tid, lige da de blev sat i drift, havde det over natten ændret folk, fra at være produktive til tilfredse og ugidelige. I yderdistrikterne var produktionen helt holdt op. Der var ikke brug for nogen på fabrikkerne på nær et fåtal. I løbet af en måned var gaderne fyldte, præcis som i Alabaster, med børn der løb og legede, forældre der stod ved hvert gadehjørne og sladrede om naboen og ligegyldige begivenheder.
”John Agawi blev i starten hyldet som en frelser og befrier af arbejdsstyrken, men det gik hurtigt op for regeringen, at noget var galt, men det ved du jo alt det her,” sagde Eldridge.
”I min tid havde vi ikke sådanne automatiske og unødvendige luksus til at klare os. Kan i unge måske finde ud af at bruge jeres hænder til andet end at skrive dekreter og meningsløse love?” spurgte Miphune en smule spydigt og pegede med en kroget finger, på en aldrende og slidt hånd der stadig havde afmærkninger af jord fra hendes arbejde i haven.
”Det kan de blive nødt til,” sagde Vilkas, ”Synteserne virker ikke mere. Agawi slukkede for systemet.”
”Så det er altså sandt?” Eldridge så forundret med en klarheds glans i sine øjne på ham. ”Jeg har godt hørt rygterne, at det er derfor militæret er rykket så langt vestpå. Men det får de vel snart op at køre igen, når han kan se fejlen i sin handling.”
”Næppe,” svarede Vilkas ham fjernt – bedrevidende, ”han er flygtet … til Agartha.”
”Agartha!?” Vinen var nær fløjet i hovedet på Miphune og ud på maden – kartofler med en lille luns kylling – og Eldridge måtte anstrenge sig for at holde alting indenbords.
”Åh, kæreste Gud.” Han tog sig til panden som for at tørre sved af, hvor ingen var, duppede sig febrilsk om munden med en serviet og samlede sig. ”Den var straks værre.”
”Jeg ser ikke noget problem,” sagde Vilkas, ”Metropolis har kunnet klare sig før uden synteserne. Så vidt jeg har forstået, så var der et samarbejde mellem farmene og byen. Kan I ikke bare gå tilbage til de forhold igen?”
Miphune der sad og så en smule beruset ud fra vinen, brød ind.
”Ja hva' helvede er problemet egentlig,” sagde hun og afsluttede med en halvkvalt bøvs.
”I princippet kunne vi sagtens gøre det. Problemet er …” Eldridge søgte og smagte på ordene. ”Problemet er, at militæret ikke er særligt fremadsynet. I det lange løb ville det selvfølgelig være bedst at etablere de gamle aftaler med Alabaster og farmene.”
”De generede os da ikke dengang, og de lod os endda tro på alle de gyldne køer vi lystede, og hvis de kom fra Månen, brokkede de sig ikke engang.” Miphune hikkede og forsvandt ned i endnu et glas vin. Vilkas der ikke var smagen vant havde pænt takket nej og nøjedes med vand. En sund beslutning.
”De vil have fat i Agawi. De har haft ham i varetægt i lang tid. Længe nok til at tvinge ham til at genindsætte systemet, hvis han kunne,” tænkte Vilkas højt.
”Hvad foreslår du?”
”Jeg tror ikke, at han har mulighed for at gendanne synteserne eller nogen form for stabilitet, ikke på samme måde, og militæret ved det.”
”Hvorfor beder de os så ikke om hjælp? Alabaster er en fredelig by og dets indbyggere vil hellere end gerne gøre deres. Mange af de ældre snakker endda om tiden før, hvordan handelen gav dem en masse brugbar teknologi de ikke selv var i stand til at bygge.”
Vilkas kunne ikke svare ham. Helt præcist hvordan militæret førte deres politik, og hvor meget indflydelse de havde på resten af verden omkring dem, havde altid været uden for hans område. Selv hvis han ville, var det ikke sådan ligetil at få indsigt. Alting var meget hemmeligt og klassificeret når det kom til militærpolitik.
”Guderne må vide, hva' Agartha vil med Agawi,” sagde Eldridge eftertænksomt.
”Joa…” Vilkas bed sig i læben. Eldridge behøvede ikke at vide hvem han kendte. ”Jeg fik at vide, at Agawi kom fra nogle af farmene sydpå, før han rejste til Agartha?”
”Men når de indser, at de ikke kan få ham tilbage, så er der vel intet alternativ, end at vende tilbage til de gamle aftaler, det vil sikkert også gøre godt for os.”
Eldridge vendte tilbage til sit kød, men han brugte lang tid på at skære sig igennem det. Noget tyngede ham og Vilkas havde på fornemmelsen, hvad det var. Vidste de at det var Agartha der havde stået bag angrebet på byen, for at få ham ud? I så fald ville det ikke kun være et spørgsmål om at få ham tilbage, eller genoptage gamle venskaber for fredens skyld.
Under hele middagen følte Vilkas sig ilde tilpas. Han havde ikke bedt om, at de havde taget ham ind og fodret ham som et såret dyr, men Pastoren havde insisteret. De ville sådan gerne høre om, hvordan livet havde udartet sig i stedet de var født og opvokset i. Der var ikke meget han kunne sige, som de ikke allerede vidste. Dagligdagen var som den havde været i årtier før dem og sikkert ville være årtier efter de var døde. Den eneste usikkerhed var den krise de var i nu, et emne Vilkas forsøgte at undgå, mest af alt for at udelade hans indblanding i hele misæren.
Ærlig talt var han mere interesseret i deres gøren og laden, hvordan de fik tingene til at fungere uden et egentligt styre som det de kendte – og vidste, duede.
Eldridge forklarede, at selvfølgelig havde de en regering og en ordensmagt og protokoller der måtte følges til alle de små ting, som prisen på korn og fisk, og til at indkræve en mindre service-skat der skulle hjælpe til at opretholde sanitetshusene og vedligeholde livsvigtige vandforsyninger.
”Hvor hører Diatella ind i alt det så?” havde Vilkas spurgt, hvortil Miphune, nu pløret, havde kaldt på Profeten som alles frelser og ledende stjerne – den evigt retskafne og vågende fader.
Eldridge måtte med megen besvær få hende gelejdet til sit kammer, og undskyldte, at hun ind imellem, specielt når de fik gæster fra Metropolis, havde for vane at drikke tæt.
”Hun savner det mere end hun vil indrømme,” forklarede Eldridge, da han efter nogle minutter vendte tilbage.
”Jeg ved, hvad du tænker. Hvorfor skulle vi sætte vores lid til en Profet der, i jeres øjne, ingen logisk forklaring har?”
Det var ikke lige det han tænkte, mere at en kvinde på hendes alder kunne drikke så meget og ikke kaste op. Han havde tit set folk drikke, og større mænd bukke under længe før hun gjorde. Når Deacon ind imellem fik ham lokket ud med kollegaerne, var han selv den første til at gå ned med flaget, men han havde også sine dæmoner at bokse med.
Den største bekymring han havde i forhold til alkohol, var den skadelige effekt den havde på krop og sind, men det var blevet besluttet, at en kulturel ting som alkohol, var et tåleligt onde – en line der blev slækket på. Ingen kontrol uden en smule kaos, var det blevet forklaret af en fødevarekontrollant.
”Sandt at sige så tror jeg heller ikke at Profeten er det monster derude, men det er en mindre uoverensstemmelse vi har med jer.”
”Hvad er Profeten så?” spurgte Vilkas.
”Hvad tror du?” spurgte Eldridge udfordrende tilbage. Vilkas måtte tænke sig om. Det var ikke lige just noget han havde tænkt over i de små timer, når tankerne vandrede ud i andet end livets gøren og laden.
”En fantasme?” svarede han prøvende. Eldridge trak på skuldrende som for at sige: ”Måske.”
”Vi er enige om, at et sådan væsen ikke kan findes i virkeligheden, ikk?”
Der var meget Vilkas ikke vidste om verden uden for bymurene, men han kunne ikke blankt afvise eksistensen at et hornet menneskelignende væsen klædt i pigtråd, selvom chancerne var mindre end ikkeeksisterende.
”Et menneske?”
”Hvad siger historierne om Metropolis' skabelse?” spurgte Eldridge.
”Skabelse?”
Eldridge fik det til at lyde som om en ekstern kraft havde stået bag opførslen, og at mennesket blot havde set til mens den i al sin vidunder var poppet op af ingenting i den tørre ørken. Det var et gyldigt spørgsmål ikke desto mindre, et som han ikke havde tænkt yderligere over.
”Jeg mener, hvem fandt på at bygge byen, og så så kort tid efter krigen?”
Han havde smidt Vilkas af vognen, hvor ville han hen med det?
”Metropolis er civilisationens sidste bastion. Uden den ville vi gå til grunde, gentage fortidens synder og kaste os ud i kaos.” Uden at tænke over det havde han gentaget en passage fra en historiebog. Det var selvfølgelig ikke et svar. Eldridge smilede overbærende.
”Der er folk herude, der mener at Profeten og ide-mændene bag byen er en og samme individ.”
”Hvordan kan det kun være ét menneske? Intet menneske alene kan have bygget …”
”Og det er her forskellen ligger,” afbrød Eldridge. ”Inden jeg flygtede, havde jeg mulighed for at læse nok af historiebøgerne til at opdage, at der på intet tidspunkt er nævnt noget om nogen gruppe eller råd, sammenslutning eller overlevende fra krigen, der skulle ha' stået bag opførslen, eller føre tilsyn af den. Det var som om at det hele, fra den ene dag til den anden bare … var der.”
Vilkas kunne ikke argumentere imod. Han havde selv aldrig stødt på nogen forklaring. Han formodede barem at sådan var tingene, og det var også sådan de ældre politikere fortalte det, at byen var til for at beskytte folk mod fortidens fejl, men ikke hvordan den blev opført. Eneste han kunne sige med sikkerhed var, at den ydre by var blevet opført senere, og det var der masser af information om.
”Det er en af fordelene ved at være i begge verdener,” fortsatte Eldridge, da det var tydeligt at Vilkas ikke havde tænkt sig, eller var i stand til at bidrage i samtalen.
”Jeg var ikke ung, da jeg først kom til Alabaster, så det hele var meget mere overvældende, end jeg kan forestille mig, det ville være for mange af de unge i dag. Jeg var alt for gammel til at vende mig til det bare sådan, så jeg søgte tilflugt her, hvor den tidligere pastor tog mig til sig, lærte mig om livet herude, men aldrig, til min overraskelse, om Diatella og trosretningen. Det var først da jeg selv spurgte ind til det, at han viste mig templets bibliotek.” Han rejste sig og signalerede til Vilkas om at følge efter.
Han førte ham tilbage forbi alteret og ind af en dør modsat den haven lå bag. Pastoren kunne påstå at det ene menneske, der havde orkestreret og tilrettelagt efterkrigstiden, var dette gyldne bæst, men det var for abstrakt en konklusion at drive i Vilkas' ører. De gik ned af en passage der sank adskillige meter under templet, kun oplyst af glasklædte sprækker i loftet. Han tænkte om de måske passerede under haven, men inden han kunne nå at spørge, nåede de en dør, der ledte ind til et mørkt rum.
”Der er ikke megen elektricitet i Alabaster, og den smule vi kan producere fra kildevældene i bjergene, går til hospitalet, men min forgænger overbeviste byrådet om at lede en smule templets vej.”
Eldridge famlede efter noget på væggen. Et lavt klik gav genlyd i mørket. Der gik nogle sekunder, hvor lys dansede ind og ud af Vilkas' øjenkrog. Det blev hyppigere og mere intenst. Han mindedes sit domicil, der ligeledes blev oplyst af en form for halogen, der skulle varme op, før de virkede ved fuld styrke.
”Biblioteket er ikke hundrede procent hermetisk, men luften er tør nok til at bevare bøgerne i en nogenlunde stand. Mange af dem er næsten hundrede år gamle, og et fåtal af dem er fra de store krige.”
Det var ikke fordi Vilkas havde forventet en kæmpe samling af bøger der spændte over alt fra alzheimers til zoologi, som Tårnets nedre arkiver gjorde. Endeløse gange pænt indekseret og nummereret så man ikke skulle fare vild, selvom det ind imellem hændte, at en ny frivillig forvildede sig ned i de bageste kroge, under fundamentet, til et distrikt længere ude end Centropolis.
Dette var mere en privat samling af bøger, pænt stablet, på tre reoler der knap var højere end han selv og kun et par meter brede. Et par hundrede bøger – højst – var hvad han kaldte et bibliotek. For et teknologisk tilbagestående samfund, var det sikkert en national skat – stort set ikke noget at prale af – tænkte Vilkas, men sagde intet.
Rummet i sig selv var heller ikke noget at bryste sig af med sine nøgne vægge der modsat resten af templet var i beton – præcis som hans eget hjem. For enden af de tre reoler stod et bord med en enlig stol og en lille lampe.
”Er det historiebøgerne?” spurgte Vilkas, mindre end entusiastisk. ”Jeg troede, der var mere.”
”Det troede jeg også, og der er ikke meget af det der står i dem, som ikke er standard skrifter i arkiverne i Metropolis. Faktisk er de fleste af dem fra arkiverne, og er indekseret ligeledes.”
”Så de er smuglet ud?”
”Over et lille århundrede ja. Han indrømmede det aldrig, men jeg tror også min forgænger kom fra byen og har haft nogle af dem med sig.”
Sjovt som alle han hidtil var stødt på, eller havde hørt om, på den ene eller anden måde havde bånd til samme sted. Om de var flygtet eller smidt på porten, så lod de til at søge de samme steder hen.
Vilkas funderede om Diatella ikke var andet end et tilflugtssted for vildfarne sjæle. Det ville i hvert fald passe med de idealer de dækkede sig under. Svagere sind end ham var også endt her, selv Derrek havde bedt ham opsøge templet.
Svagere sind? At falde i samme kategori var ikke noget Vilkas brød sig om at tænke yderligere over.
”Hvilke er så ikke fra arkiverne?” spurgte han.
Eldridge gik hen til en glasmontre, der gemte sig bag den bagerste reol og åbnede den forsigtigt. I den lå fire bøger, alle mørnet og skrøbelige. Papiret så ud til at kunne smuldre, hvert øjeblik det skulle være og Eldridge tøvede da også med at samle en af dem op. Han bar den forsigtigt over til bordet og satte den forsigtigt fra sig som et spædbarn der skulle skiftes.
Titlen på bogen var for længst forsvundet sammen med bogryggen der afslørede nogle få hundrede sider som var limet sammen.
”Denne her er min yndlings. Helt præcis hvornår den er skrevet, ved jeg ikke. Årstallet er et ukendt et, der blev brugt før vores tidsregning, men mit gæt er, at den er skrevet omkring halvtreds år før den store krig, begrundet på absolut ingenting selvfølgelig, men det var hvad min forgænger fortalte mig.”
”Hvad fortæller den?” spurgte Vilkas interesseret og læste årstallet. Nittenhundrede to og halvfjerds.
”Det er en helt fantastisk kærlighedshistorie om de to mest usandsynligt modsatte mennesker som levede i en tid længe før den er skrevet. Mit gæt er, at den er fiktiv, men man kan aldrig vide. Fantastisk tragisk,” forklarede han drømmende, som ønskede han at bogen var mere fakta end fiktion – en verden han kunne gemme sig i.
Vilkas prøvede at skjule sin skuffelse. Han havde håbet på noget mere substantielt og ikke en tossegod fortælling, som en person sikkert havde skrevet fordi hans eget liv ikke var fem flade værd at fortælle om.
”Jeg troede du sagde, at du havde historiebøger?”
Eldridge smilede uden at se op fra bogen, strøg den forsigtigt som for at glatte siderne ud og bar den tilbage til montren.
”De to her,” Han pegede på to tyndere, mere solide værker end den han havde taget før, ”er beretninger fra en soldat der kæmpede for en sammenslutning af lande mod vest – over havet.”
”Amerikaerne?” skød Vilkas ind.
”Ja. Han fortæller om krigens grusomheder, om sine venner han har mistet over årene som krigen breder sig fra landene i midterterritorierne, ting han hører i nyhederne, regeringernes retorik og hvor lidt han forstår – hvorfor mennesket vil kæmpe for så smålige ting som idealer og meningsforskelle. Der er en masse navne og historiske personer jeg ikke kender, som han beskriver. Forfædre der ville have gjort det bedre efter hans mening. Det er ikke så meget en historiebog, som det er en erindring. Hvis du har tænkt dig at slå dig ned i Alabaster, skal du være velkommen til at læse dem.”
Slå sig ned? Her? Vilkas mumlede en svag anerkendelse af tilbuddet uden egentlig at tage stilling til det.
”Du kom med flodprammen, gjorde du ikke?” spurgte Eldridge, da det ikke lod til at Vilkas kunne bestemme sig for at svare.
”Jo.”
”I dag?”
”Ja.”
De to små ord var nok til at sætte alting i relief for pastoren og hans ansigt faldt sammen i skyggen fra de dovne halogenlamper, der summede og støjede ubehageligt i det døde rum fyldt med fortidens spøgelser.
”Undskyld jeg har bragt dig herned. Det er ufølsomt, når du er så … ny.”
Eldridge var sunket sammen, nærmest en skygge af sig selv med en holdning der udstrålede underdanighed og skam.
”Jeg kan huske det som var det i går.” Og i sandhed kunne det lige vel have været tidligere på dagen, og ikke næsten en uge eller mere. ”Jeg troede ikke, at der var noget uden for murene, der kunne overleve.”
Han havde i sit indre forestillet sig begivenhederne, der skilte de to sætninger ad i et sekund af rædsel og smerte, der snildt kunne opsummeres i pastorens øjne.
Der var en genkendelse i smerten over at have været løjet for hele sit liv. Hvor han i det mindste havde haft mulighed for at absorbere det over tid, inden han traf sin beslutning om at forlade, havde Vilkas derimod havde fået revet tæppet væk under sig og måtte på ny lære at kravle i en verden der gik på hænder.
”Det troede jeg heller ikke. Faktisk var jeg i mange år overbevist om, at det ikke var virkeligt, Alabaster, havene, bjergene, selvom jeg boede her. Fornægtelse er en kraft uden lige for vores slags.”
Vores slags. Det var som om Eldridge havde åbnet et vindue i Vilkas' hoved og trak alle fordomme – års indlæring – ud af ham og satte ord på de følelser der fulgte med.
”Hvilken sektor kom du fra?”
Vilkas burde lyve. Enhver fordel der kunne bruges imod ham, ville snildt være en fejltagelse fra hans side og hvis han …
”Centropolis.” afbrød han overvejelserne i et taktløst, u-elegant træk, der satte ham milevidt tilbage.
”Virkelig?” udbrød Eldridge forbløffet. ”Så forstår jeg bedre du flygtede.”
Som om han vidste noget. Som om han kunne forstå, hvorfor han var her, når det var imod sin vilje. Vreden over at han var blevet pillet fra hinanden den sidste uges tid, af mennesker der ikke burde, og om og om igen beviste sig som værende af en hel anden kaste end ham selv, var som at genleve den første eksplosion.
”Så må du ha' været frivillig, selvom du en kende ung.”
Vilkas bekræftede hans anelser.
”Fra jeg var femten.”
”Utroligt. De er virkelig begyndt at vende jer i en ung alder. Det var først da jeg blev senior administrator, at det gik op for mig, at det frivillige system er alt andet end.”
”Alma og jeg var faktisk de yngste nogensinde, vi var … vent, hvad mener du med vende os?”
Eldridge sukkede tungt, han gned sine øjne og han så straks en generation ældre ud end før. Han kunne være på Miphunes alder.
”Jeg var selv frivillig i min tid. En kæmpe ære siger jeg dig. Alle i min årgang var misundelige og mit hovmod nåede ingen grænser. Jeg kunne gå på skyerne, hvis jeg bare fik muligheden for at komme højt nok. Som tiden gik og jeg steg i graderne, gik det op for mig at det ikke var for mig – alt det bureaukratiske – regler for regler og hvordan de regler skal overholdes i forhold til tidligere regler.”
Det var ellers det Vilkas fandt allervigtigst – for at undgå misforståelser.
”Min egen fejl var nok, at jeg begyndte at tænke for meget over, hvad jeg kunne gøre anderledes for at effektivisere processerne. At i stedet for løbere, kunne man bruge det elektriske net til at viderebringe beskeder. Men processer er som en sovepude for de fleste bureaukrater, der gør dem til et tandhjul i et kæmpe system uden nogen form for selvstændig tanke, og det var det der i sidste ende sendte mig ud i handelssektoren – degraderet. Jeg stillede for mange spørgsmål.”
”Så du mener at de frivillige er en forlængelse af det system, der er sat til for at holde folk i skak og gøre dem føjelige?”
Eldridge smilede bredt – tilfreds.
”Præcis! Det frivillige korps er, efter min mening, intet andet end agenter plantet strategisk rundt om i distrikterne for at sprede regeringens og militærets propaganda. Agawi vidste så meget at han søgte at lette byrden med synteserne og robotter for at tvinge befolkningen til at tænke frit og kreativt. Der er intet som fritid, der får hjernen i sving og det er imod Metropolis' formål.”
”Du tager fejl,” protesterede Vilkas, ”Metropolis' formål er at bevare den menneskelige tilstand i så fald verden går under eller fjender står for døren.”
Med et overbærende smil strøg Eldridge den ene af soldatens erindringer, som om berøringen alene gengav fortællingen.
”Men verden gik under. Forstår du?”
Det var præcis som når Overton med sit kryptiske og alvidende overblik snakkede. Eldridge kunne være selvsamme, en person i et magtfuldt embede der guidede sine undersåtter og fortalte om, hvordan verden var skruet sammen, og man troede ham ubetinget.
”Så godt som i hvert fald.”
”Den stærkeste overlever,” mumlede Vilkas eftertænksomt.
”Ikke helt, men tæt på.”
”Hvad er det så folk har imod os?”
”Hvem siger, de har?”
Vilkas havde lyst til at nævne alle de onde mennesker, der forsøgte at styrte byen. Fra Agarthanske spioner til terrorister. Det gik hurtigt op for ham, at det vel var de eneste der gjorde. Eldridge kom ham i forkøbet.
”Du må ikke misforstå alt der foregår, som meningsforskelle der ikke kan løses. Det er ikke ligefrem religion mod videnskab, vi snakker om.”
Der var et løjerligt glimt i hans øjne, som han sagde det.
”Hvorfor angriber de os så, hvis ikke det er fordi de hader os? Metropolis' grænser er ikke i nærheden af Amerikaerne, sidst jeg så på et kort,” spurgte Vilkas.
”Ærligt? Så er jeg ikke sikker, men spørg dig selv, hvor længe er det siden krigene? To hundrede år? mere? Hvis Agartha virkelig havde et horn i siden på os, så ville de ikke have brugt tyve årtier på at planlægge et angreb, når jeg ikke engang havde hørt om dem som barn. Ingen af os havde.”
Vilkas vidste godt, at der var mere i det end blot Agartha der ville udrydde Metropolis og omvendt, det var i hvert fald sådan folk i byen talte om det.
”Militæret?”
”Måske,” sagde Eldridge. ”En ting jeg har lært herude, er, at de fleste er ret ligeglade med alt andet, der ikke har med havnebyerne og det daglige sladder at gøre. Det er kun efter at farmene mod syd blev taget, at der er nogen som helst form for snak om det. Men du har ret. Hvorfor Agartha skulle angribe netop nu forstår jeg ikke. De har aldrig før blandet sig i noget uden for deres grænser.”
”I må da ha' set dem før. Har de ikke baser i nærheden?” spurgte Vilkas.
”Næh, de har aldrig vist sig i Alabaster. Ikke før i sidste uge da den ballon gled over.”
”Blev I ikke bange?”
”Du må forstå, at ingen nogensinde har set noget flyve – andet end måger og flyvefisk. Folk var overrasket og jeg må indrømme, at jeg selv blev forbløffet.”
Vilkas undlod at spørge ind til flyvefisk, men kunne ikke forstå at de ikke havde haft nogen som helst kontakt til Agartha over de tredive år som konflikten havde stået på.
”Men det er et utroligt sammentræf, at få måneder efter farmene blev stjålet, så dukker Agartha op. Det må ha' været omtrent samme tid, som du siger, at du flygtede. Har du hørt noget om, hvad der kunne være grunden?”
Vilkas tænkte over, hvad han skulle svare. Eldridge var en tidligere bybo, højt placeret endda og han havde trods alt fortalt Joanna og Korfu om, hvad der var sket – i grove træk.
Igen, hver gang han tænkte tilbage på begivenhederne, al den frustration og vrede der havde fyldt ham, skammede han sig over sig selv, at han ikke kunne leve op til sine egne forventninger om, hvordan en god frivillig burde handle. Frivillige som Eldridge påstod, ikke var andet en brikker i et diabolsk spil om indbyggernes ubetingede troskab.
Vilkas fortalte Eldridge tingene som han så det, at Agawi, på en eller anden måde var involveret. Hvor meget Amia havde fortalt dem på båden, turde han ikke gisne om, og undlod igen at nævne hende. Også at han havde været midt i skudilden da zeppelineren dukkede op. Han vidste udmærket, at hvis han afslørede sin egentlige rolle og hvem han i virkeligheden var som person – om han havde fået et nyt syn eller ej – så ville han blive dømt følgeligt.
”Hvis han havde en hånd med i sammenbruddet af infrastrukturen, ville det ikke give mening for Agartha at bryde ham ud, medmindre de havde noget at vinde – eller tabe.”
Eldridge sukkede og samlede det ene bind op.
”Men det finder vi nok ikke ud af lige med det samme. Værsgo.” Han rakte den tynde bog til Vilkas, der nervøst tog imod den. ”Hvad jeg ved af, er disse to bøger de eneste af sin slags uden for Agartha. Vi har noget tid, inden det bliver mørkt, så hvis der er noget du vil vide, så er det dem, du skal læse.”
”Er der ikke nogen, der har været der selv? Er det ikke sådan, du har fået bøgerne?” spurgte Vilkas.
”Overraskende nok, nej. Der er altid nogen der forsøger sig at tage dertil, men ingen er nogensinde vendt tilbage. Kun Agawi, og han har aldrig fortalt, hvordan eller hvorfor han gjorde eller hvordan der var derovre. Faktisk, den eneste gang nogen herude har set ham, er fra før han tog afsted, og lige da han kom hjem.”
Heller ikke præsidenten, eller borgmesteren? Hvad med alle fredsforhandlingerne? De andre regioner? Kunne det virkelig være, at han havde været der, vendt tilbage med umådelig teknologi og holdt alt hemmeligt bare for at gøre oprør mod selvsamme system? Hvad med Amia? Hun var ikke registreret i Metropolis, men havde trods alt været oversøs, endda i Tir Na, hvor det så end var. Havde Agawi mulighed for frit at rejse imellem, og hvorfor havde han holdt sin datter hemmelig medmindre hun selv var fra …
”Agartha. Ved du hvordan man kommer dertil?” Det var som en varm åbenbaring der ramte ham i den kolde kælder. Tanken om et formål, noget at kæmpe for, et problem der skulle løses, vækkede pludselig gejsten i ham igen. For første gang i næsten en uge.
”Ikke den fjerneste ide.” Eldridge kunne tydeligt se målsætningen i Vilkas’ øjne, og hvad der drev ham. ”Du flygtede ikke, gjorde du vel?” Maskerne faldt hurtigt. ”Hvad laver du her?”
Vilkas vidste ikke, hvad han skulle svare, så han undlod fuldstændig. Valget stod mellem at acceptere de uheldige omstændigheder, falde til i Alabaster eller en anden by og leve som dem resten af sine dage som en udstødt, eller …
Eller.
Eller, var meget mere tiltalende og faldt i hans smag. Tanken alene var euforisk.
”Jeg sagde, hvad laver du her?” Eldridge kom helt tæt på ham og brød igennem hans privatsfære. Det var ikke vrede, men en vilje om at komme til sagens kerne, der mødte Vilkas i hans ansigt. Det var præcis det der separerede os fra dem, Metropolis fra Alabaster, ja selv frivillige fra resten af befolkningen. Viljen og modet til at gøre hvad der var nødvendigt, for at finde svar og opnå resultater.
”Gør det ikke. Intet godt kan komme af det.” Mere en bøn end en opfordring, og havde det været enhver anden ville han nok have affærdiget det, men denne mand havde erfaring, så selv den bedste ide, ville være god at få revurderet, selv af en forræder som Eldridge som havde vendt alle byens idealer ryggen for et liv i troens skygge.
”Hvad vil du ellers have jeg skal gøre? Nej, jeg flygtede ikke. Jeg blev smidt ud. De tror jeg stod bag et …”
Hvorfor den vrede? Han havde mest af alt lyst til at hamre hovedet mod muren,for at få tankerne om sin egen eksil, og det nyttesløse i at være her, ud af hovedet.
”De tror …”
En svag rumlen fik løst sand og småsten til at løsne sig fra loftet og drysse som fin regn. Havde det ikke været fordi en lille strøm gled imellem deres ansigter ville de sikkert have fortsat.
”Hvad i alverden?” sagde Eldridge og så sig undrende om. ”Du bliver her, vi er ikke færdige!”
Vilkas måtte anstrenge sig for ikke at virke som en uværdig modstander, og fortrak ikke en mine. Først da Eldridge var forsvundet ud af kælderen, eksploderede hjertet og skippede adskillige slag.
Skidt træk, tænkte han. Nu ville han helt sikkert få ham slæbt igennem gaderne som en spion.
Stadig med bogen i hænderne gik han over til det lille bord med lampen og lagde den fra sig. Nysgerrigeden over indholdet drog ham til at åbne på en tilfældig side og læse:
10. oktober, 2043
Indsendte for 24 timer siden en anmodning til min overordnede, løjtnant Tress, om hun ikke kunne få mig overflyttet. Mine hænder ryster mere end normalt og jeg frygter det værste. De sagde at pillerne de gav os mod strålesyge, ikke ville have nogen bivirkninger, men den paddehattesky var så tæt på. Varmen brænder stadig i mit ansigt selvom det næsten er en uge siden. Åh Gud, hvis mine organer bliver flydende ligesom ham knægten vi stødte på? En skæbne værre end døden. En kugle for panden ville være en lindring for blot tanken.
Hun har ikke svaret og siger blot at der ikke er målt noget over grænseværdierne, men død og pine, jeg er ikke den eneste. Charlie har samme grå farve i huden som de fleste af mændene og jeg kunne have svoret, at jeg så en have bylder på overarmen, da han troede jeg ikke kiggede.
Hver eneste gang jeg tænker på, hvordan denne krig har udviklet sig, får jeg kvalme. Er det fra sprængningen? Eller den før … eller den før …?
Jeg har mistet overblikket over, hvor mange bomber der er faldet, og jeg skammer mig inderligt over at være medvirkende til grusomheder, der forfølger mig i mine drømme, såvel som i vågen tilstand. Der er endda tider jeg ikke kan kende de to fra hinanden – minder fra mareridt.
Tress giver mig ikke mange forhåbninger om forflyttelse til en anden position længere væk fra fronten. Hun siger på sin egen facon, at hvis ikke os, så de næste, og de næste er ikke os. Jeg forstår, hvad hun mener, men netop derfor ønsker jeg ikke at være et helvedes instrument, blot fordi jeg kan. Skæbnen må da sandelig have mig andet i vente end et forlænget atomvåben. Er sikker på hun er på linje med mændene, omend hun skjuler det bedre end os.
I morgen er det meningen, vi skal indtage resterne af det krater der er tilbage, efter at 50 megaton smeltede dets indbyggere. Jeg håber ingen overlevede, men det gør de vel næppe under alle omstændigheder. De er de heldige.
Hørte i radioen den anden dag, den smule der trængte igennem strålingen, at præsident Calvin var blevet snigmyrdet af en islamistisk terrorcelle. Rent held kaldte de det, men ikke desto mindre, ville de hævne det.
Hævne én mand, lyder overdrevet, men igen, hele situationen, krigen og dets ofre er, så hvorfor ikke?
Caldwell efterfølger ham, han har erklæret at enden snart er nær, hvis vi står sammen mod fjenden.
Det gjorde den tidligere præsident også, og ham før, og hende før ham.
Måske de har ret, at enden er. Ville det være så slemt?
I mellemtiden falder sneen og kulden, ingen af dem naturlige.
Sådan fortsatte bogen, dato for dato, men inden Vilkas nåede at skimme videre i den var Eldridge tilbage, stakåndet med et vildt blik.
”Nu fortæller du mig sandheden! Er du en spion? Er du her for at … for at … Hva' helvede laver du her!?”
Han sprang frem, greb Vilkas hårdt i kraven og løftede ham op fra jorden. Tydeligvis stærkere end han så ud, frøs Vilkas, skræmt over, hvad han havde i sinde at gøre ved ham. Var han endnu en forvrænget psykopat med et selvretfærdigt og forvredet syn på virkeligheden.
”Hvad laver de her?” Øjnene skinnede blankt af væske og var røde og blodsprængte.
”Hvem er her?” stammede Vilkas, mere bange end han turde indrømme.
Eldridge slap ham og befippet begyndte han at skramle forbi ham hen til glasmontren.
”Det er militæret. De er begyndt et bombardement af byen af gud ved hvilke grunde.”
”Hvad!?” Vilkas kunne ikke tro, hvad han hørte og satte i løb for at komme op af kælderen.
”Vent, bliv her!” hørte han Eldridge råbe efter sig, men lyden blev druknet i et brag, der fik gulvet til at flytte sig under ham.
På vej ud af templet mødte han en mindre skare trænge skrigende ind den modsatte vej. En kvinde med et barn i favnen løb næsten ind i ham.
”Hvor er præsten? Hvor er han?” hylede hun skingert.
Inden han kunne nå at svare, brød endnu en gruppe mennesker ind og sluttede sig hysterisk til resten.
Udenfor mødte der ham et syn, han kun var stødt på en gang før i sit liv. Den total destruktion af sine omgivelser.
Oppe fra skråningerne – mod bjergene – trillede et dusin kampvogne frem fra horisonten. Selv på et par kilometers afstand kunne han høre metal mod sten og skrigende tandhjul. På den korte tid det havde taget ham at krydse altergangen og de store dobbeltdøre, havde de allerede lagt et tæppe af bomber ud over byen. Små brande og rygende pletter var spredt jævnt i en linje tværs hen over centrum, hvor den store markedsplads med springvandet lå.
”Kendte du til det her!?” Eldridge nærmest skreg ham ind i hovedet og holdt ham stramt ved skuldrende. Vilkas rystede skræmt på hovedet. ”Du lyver!”
Det var som at høre sig selv. Han mindedes hurtigt da han havde stået i samme situation. Eldridge hævede armen og skulle til at slå ned på ham.
Typisk sit held, tænkte Vilkas, der bed øjnene og tænderne sammen forventende et slag der aldrig kom.
Bragende blev højere og hyppigere. Eldridge nærmest smed ham ned i jorden.
”Jeg sværger ved alt der er helligt. Hvis du ikke fortæller mig, hvad du ved …”
Det var en tom trussel. Hvad kunne han overhovedet gøre ved ham, som han ikke allerede havde været udsat for? Blive her og blive tæsket af en skindhellig præst eller mod kampvognene og blive sprængt i stykker?
Han kunne se at præstens øjne løb over.
”De tror jeg, at stod bag et angreb på centrum. De tror jeg hjalp Agawi til at flygte fra forvaring.”
”Hvorfor er de så her, nu? Er de efter dig?” bad han.
”Næppe. De tror sikkert jeg er død, men det ville ikke betyde noget. Jeg flygtede ikke. De smed mig ud!” Han kunne selv have brudt i gråd over det uretfærdige, men han fattede sig. ”Jeg kan ikke vende tilbage! Jeg har ingen steder at gå hen! Jeg valgte ikke at være her! Jeg tænker ikke anderledes! Jeg er her på grund af en FEJL!” Han skreg det sidste ord ud med en energi han ikke havde følt før.
Noget eksploderede bag ham – tæt på. Trykbølgen tvang ham til at finde balancen.
”Men hvis det ikke er dig, hvad vil de så? Vi har intet gjort dem. Alabaster så til mens de tog farmene og vi gjorde intet. Vi lod dem myrde og voldtage kvinder og vi trak os bare tilbage. Hvad mere kan de få ud af os?”
Eldridge var mere en mand af Alabaster end af Metropolis. Lidenskaben brændte i alt fald ud af ham i en grad Vilkas ikke havde set hos nogen anden – selv hjemme.
En mand der havde haft alt, hvad Centropolis kunne byde på, valgte et sted uden elektricitet eller kølet og frisk mad. Måske handlede det ikke kun om deres tro.
”De vil have Agawi. De tror sikkert, han gemmer sig her et sted. Landede zeppelineren heromkring?”
”Hvad? Nej, selvfølgelig gjorde den ikke det. Den forsvandt over havet samme aften. Var han ombord?”
”Det tror jeg,” svarede Vilkas. Selvom kampvognene hastigt rykkede mod byenog granater hvislede larmende og intense brag trykkede fra alle sider sammen med skrigende mennesker der søgte tilflugt fra regnen af bomber, kunne Vilkas ikke mærke alvoren. Han kunne se at Eldridge, trods sin bekymring, var mere forvirret end bange.
”Men det må de da vide.”
Vilkas kom pludselig i tanke om skanneren han havde fået på sig. Den der havde sat ild til hans indvolde. Hvis den havde været koblet til et radionet, kunne det så tænkes, at de havde fået nys om hans overlevelse? En rædselsfuld tanke strejfede ham. Måske var de kommet efter ham. Kunne de have fundet ligene i ørkenen, lagt to og to sammen og formodet at dette var den mest sandsynlige destination?
”Åh gud!” At tage herrens ord i munden, kom bag på ham, men han kunne ikke udtrykke sig anderledes. ”Jeg tror … Jeg tror faktisk, de er kommet efter mig.”
Pulsen steg gevaldigt, koldsveden gjorde hans hænder klamme og han kunne pludselig mærke alle de skrækkelige tanker om, hvad de ville gøre ved ham, når de fangede ham, manifestere for sig.
”Hurtigt, kom med.”
Eldridge hev i Vilkas' arm og trak ham tilbage gennem templet, ned i kælderen der allerede var begyndt at blive proppet med grædende børn, kvinder og ældre.
”Du må væk herfra. Noget siger mig, at de ikke har tænkt sig at stoppe ved dig.”
Fra en hylde nederst på en af reolerne, hev han en lille brun rygsæk frem og stoppede de fire bøger fra montren i den. Det var ikke det eneste, der var i den, men Vilkas kunne ikke nå at undersøge det, inden Eldridge brutalt fik den tvunget på ham.
Et barn kom hen til præsten og hev i hans kåbe.
”Har du set min moar?”
Eldridge skiftede ansigt som en slange skifter ham. Det kunne have været to forskellige personer, der stod i det samme tøj. Han smilede bredt og enhver aftegning af uro var gledet væk med furene i ansigtet.
”Jeg finder hende til dig.” Han strøg pigen over håret og satte sig i øjenhøjde med hende. ”I mellemtiden …” Bragende over dem tog til og kælderen var dækket i flyvende sand og støv, der vred sig løst. Han tog en lille kulørt bog fra reolen og rakte hende den. ”I mellemtiden kan du læse om den modigste og stærkeste pige i verden. Hun kunne endda løfte en hel hest i strakte arme.”
Illustrerende holdt han hænderne over hovedet og overdrev gevaldigt i sin mimik, men det så ud til at virke. Pigen måbede gevaldigt og smilede.
”Kom, sæt dig her,” sagde han og løftede hende op på den lille stol og vendte sig så mod Vilkas
”Skynd dig ned til havnen, få kaptajnen til at lette anker med det samme. Få så mange om bord som I kan og sejl. Sejl så langt væk I kan.”
Det lå i Vilkas' natur at sige det, der var allermest indlysende, også selvom det betød at han selv kom i skudlinjen. Det var det der havde bragt ham til Tårnet som frivillig til at starte med.
”Hvorfor ikke bare udlevere mig til dem og indgå et forlig med dem? Det kan være, I er heldige, at de trækker sig tilbage.”
Eldridge smilede melankolsk.
”Måske, men noget siger mig det kun er en undskyldning for at udvide deres territorier. Hvis de fanger dig, har de opnået det de ville, og fået byen i samme køb. Men hvis du slipper væk, får de kun byen.”
Det var ikke ligefrem en fair byttehandel – en mand mod en hel by.
”Desuden, så er det et spinkelt påskud for at angribe os, så jeg tror at Herren har valgt skæbnen på vores vegne.”
Ingen argumenter kunne få Eldridge til at skifte mening. Han var en mand med en overbevisning om at nogen, eller noget så efter ham og besluttede hans og Alabasters skæbne for dem.
Vilkas kunne ikke undgå at drage parallellerne.
Eldridge hev kåben over hovedet og afslørede en hemmelighed han åbenbart havde gemt til lejligheden. I stedet for den spinkle og svagelige ældre herre, Vilkas havde antaget ham for, manden der ikke engang kunne bære en lille trækasse med fisk, stod nu en tæt bygget mand i en stram trøje uden ærmer med muskler, der sprang ud fra hver en lille krog af bar hud.
”Det er resultatet af nok fritid, man finder hurtigt sin passion,” sagde han da det var tydeligt, at det ikke var det, Vilkas havde forventet. ”Spil for galleriet. Jeg ved det, men en mands karakter er bedst at dømme ud fra handlinger.”
Musklerne dansede mens han råbte på folk, at de skulle søge læ i templet.
”Kom af sted, inden det er for sent.”