Uden at tænke over hvilken retning han løb, formåede han på en eller anden måde at finde tilbage til båden.
Derrek fik øje på Vilkas, der kom sprintende over murbrokker, så hurtigt hans ben kunne bære ham og råbte noget, han ikke kunne høre, men hans ansigt var fuldstændig fortrukket af anstrengelse selvom lyden af hans råb, blev overdøvet af bragene, der rykkede tættere på.
En af eksplosionerne ramte mindre end ti meter bag Vilkas og kastede ham voldeligt fremad på maven. I stedet for at blive liggende, var det som om, at bevægelsen fremad kastede ham på benene igen. Selv med et slag, der havde slået al luften ud af ham, var han uanfægtet løbet videre.
Lungerne brændte, da han nåede landgangsbroen. Skibet var allerede begyndt at glide fra kaj og havde Vilkas været meget længere om at nå det, ville plankerne, der udgjorde den vakkelvorne bro, være faldet i vandet.
”Har du set Smilla?!” skreg Derrek ham i ansigtet og greb ham i kraven -hans øjne udstående. Vilkas rystede på hovedet, skræmt af Derreks voldsomme udbrud.
”For helvede da også. Kaptajnen vil ikke vente og vi mangler over halvdelen af mændene. Smilla, jeg troede hun var her, men …” Han kunne have hevet hårene fra hovedet og frustrationen kunne have manifesteret sig i et skrig. I stedet løb hans øjne over.
”Jeg må tilbage.”
Han var hoppet i vandet, hvis ikke Vilkas havde grebet fast i ham.
”Det er selvmord, du overlever ikke. Kampvognene er for tæt på, vi må væk!”
Uden varsel kom en knytnæve flyvende og ramte Vilkas frontalt mellem øjnene. Det knasede ubehageligt hele vejen igennem hans kranie og han faldt bagover og slog sit haleben gevaldigt, men det var blodet, der bekymrede ham mest.
”Du skal ikke prøve at stoppe mig! Jeg smadrer dig!” Alle Derreks muskler var spændt i vrede. Han greb fat i rælingen og skulle til at springe over, men tøvede.
”Smilla? SMILLA! Skynd dig! Spring i vandet! Du kan stadig nå det!”
En kvindes råb brød igennem en smertefuld summen i hans baghoved. Det var ikke den eneste stemme. Der var flere.
”Skynd jer,” blev der råbt igen. Derrek greb den nærmeste trosse og kastede den af alle kræfter mod kajen, forgæves, men den ramte blot vandet med et lydløst plask der blev overdøvet af et hus, der brast sammen, mindre end tredive meter fra dem.
Vilkas kunne høre Smilla råbe noget utydeligt og Derrek forsøgte at springe over rælingen igen. Skibets tudende damp forvrængede eksplosionerne og gjorde dem til varmebølger der dansede til rytmisk musik.
Smagen af blod fik ham næsten til at kaste op. Det mindede ham om de parterede lig, der lå overalt, hvor han så. Han fik øje på hende halvt hængende over vandet med kun én hånd på en fortøjningspæl. Hendes kjole blæste vildt i vinden og hun så ikke ud til at holde godt fast.
”Svøm ud til rebet, så trækker jeg dig ind,” råbte Derrek tydeligt desperat. Et par af de andre på kajen havde fået samme ide og havde hovedkulds kastet sig i vandet og svømmede nu for livet. Igennem den blandede støj kunne Vilkas høre, at hun ikke kunne svømme. Derrek skreg opgivende og kastede i desperation endnu en trosse, der ligesom før faldt håbløst for kort.
Afstanden imellem båden og kajen tog stille til. Kaptajnen havde tydeligvis ikke fået tilstrækkeligt liv i skibet endnu.
Der var stadig tid, tænkte Vilkas, der pludselig kom i tanke om præsten, der lige så vel kunne være stukket af og reddet sig selv, men valgt at blive tilbage hos dem der søgte ly. Her havde disse håbefulde sat kurs mod båden og den eneste redning i sigte, kun for at blive ladt tilbage af en kujonagtig kaptajn, der kun tænkte på sig selv.
Vilkas greb en murbrok der var blevet slynget ombord af en trykbølge og bandt hurtigt et reb omkring.
”Derrek, her, kast den i land. Så trækker vi så mange ind, vi kan.”
Derreks ansigt så vildt og panisk ud, det så i hvert fald ikke ud som om han havde ventet at Vilkas ville række ham en hånd, efter hvad han havde gjort ved ham.
Med et brøl og et overhåndskast, der fik Derrek til at lette fra dækket hvirvlede stenen igennem luften. Afstanden måtte være mindst en skibslængde, men den så ud til at klare turen.
Og så alligevel ikke. Stenen dykkede alt for hurtigt, selvom Derrek havde sørget for at få så meget luft under den som muligt. Hans udtryk sagde det hele, da det gik op for ham. Stenen ikke ville nå i land og han skulle lige til at springe i vandet, da det skete. En skikkelse brød frem af den lille menneskemængde og kastede sig ud efter stenen i det sekund den passerede kajkanten.
Amia! Hun greb den i luften, men faldt i vandet med et lille plask. Efter et nervepirrende sekund eller to, brød hun overfladen og blev hevet i land af en kæmpe mand. Korfu, Joanna, aldrig havde Vilkas været så glad for at se dem.
Korfu råbte noget til den lille menneskeskare, viftede voldsomt med armene og trak så rebet længere ind i land, så det strakte sig imellem skibet og kajen.
En af gangen firede folk sig ned af rebet og i vandet og begyndte at trække sig selv mod skibets sikkerhed.
”Kan de ikke svømme?” spurgte Vilkas Derrek, der optimistisk så til mens Smilla, den første i vandet, spruttede og prustede i en kraftanstrengelse for at krydse det lille stræde.
”Kan du?” spurgte Derrek spydigt tilbage. Det var først da, det gik op for Vilkas, at han selv aldrig havde lært det, eller haft mulighed for det. Svømmebassiner var der ikke ligefrem masser af inden for bygrænsen.
”Fanden tage det, jeg har sgu da selv heller aldrig lært det. Du er der næsten!”
Derrek fik fat i Smillas fingre og i en fumlende bevægelse formåede han at gribe hende om håndledet. Derrek var stærk, ingen tvivl om det. I én arm trak han hende op og over rælingen uden så meget som at anstrenge sig. Hun omfavnede ham straks hun havde sikker grund under sig. I en lille stund stoppede tiden og Vilkas så til, med en smag af blod og jern i munden, hvordan de to glemte alt omkring dem.
Larmen vendte straks tilbage – selvfølgelig. Derrek slap hende og begyndte at hive den næste stakkel i land. En lille skrøbelig mand med et elegant flettet skæg, var nær druknet på turen og hostede litervis af vand ud på dækket, kollapsede på ryggen og sugede al den luft ind, han kunne.
Vilkas hjalp til alt han kunne, specielt da de nåede til Joanna. Hun var alt andet end en lille dame, selv Derrek måtte lægge kræfter i for at få hende om bord.
Hun vendte sig straks mod land. Korfu stod stadig på kajen og prøvede sit med at holde rebet nogenlunde stramt, så dem i vandet ikke skulle synke under. Mandens enorme vægt kom til sin ret og havde han ikke været der, var flere af dem uden tvivl druknet.
Vilkas spottede Amia halvvejs mellem. Hun så ikke ud til at have problemer med at svømme, mest af alt lignede hun en våd odder som dem han havde set i Metropolis' udstoppede dyrereservat og kom ufrivilligt til at le ved synet af hende spytte en stråle med vand ud af munden, hver gang hendes hoved kom over overfladen.
Hun gengældte det – meget til hans utilfredshed. Stadig var han dog glad for at se, at hun, Joanna og Korfu var i live.
Knap havde han tænkt tanken, da et brøl af en eksplosion desintegrerede kajen – med Korfu lige i centrum. Støv og sten ramte skibet med en brutalitet, der slog huller i skroget som projektiler. Et af dem ramte en kvinde, der faldt bagover i et hyl, men det var ikke det skrig, der skar allermest.
Lyden af Joannas stemme der knækkede sammen i et hjerteskærende og skingert hvin, rev sig igennem alt, selv skibets motorer der var begyndt at snurre og tvang det igennem vandet ufortrødent og dovent.
Rytmiske dunk overtog langsomt lyden af brag i det fjerne, som skibet lagde afstand til Alabaster.
De havde fået hevet de sidste i land. En enkelt var blevet ramt i hovedet af en vildfaren sten, hvirvlet kaotisk i alle retninger fra Korfus endeligt, og sunket til bunds.
Joanna sad stadig på dækket, hulkende. Flere havde stimlet sammen om hende, så der sad fire-fem mennesker i en klynge og pressede sig op imod hende, trøstende.
Sytten mennesker var, hvad de havde hevet i land, inden det meste af kajen var fuldstændig forsvundet. Hele kysten var indhyllet i en brun støvsky, der spredte sig langsomt over vandet. Det var som om hele byen på mindre end ti minutter, var blevet slettet fra jordens overflade. En svag rumlen kunne stadig høres, men det var blot et ekko af det, som var faldet over Alabster.
Et par kom op fra skibets indre og opdagede først nu, hvad der var foregået. Vantro bredte sig lynhurtigt hos de passagerer, der allerede var om bord. Kaptajnen havde ikke nået at informere om situationen. En knægt på Vilkas alder kom op fra maskinrummet og fik sig et chok over at se folk sidde blødende og grædende. Så meget mere da han fik øje på resterne af Alabaster, at han hoppede i vandet og svømmede mod land inden nogen nåede at stoppe ham. Ingen havde viljen heller.
Joanna blev ført skrigende op til sygestuen af Derrek og Smilla, der nu var den eneste om bord med nogen form for træning i pleje og lægebehandling.
Der var en generel stemning af sorg blandet med panik over, hvad der var sket og det uvisse der var dem i vente. Vilkas var den eneste der ikke, enten hysterisk løb rundt uden formål, græd eller halvt overvejede at hoppe i som maskindrengen. Han stod bare og så til mens en hel by forsvandt på grund af ham – i hvert fald hvad han vidste af.
En ting var sikkert, dette var noget han ville tage med sig i graven. At have et hel folks skæbne på samvittigheden fik ham til at frygte deres repressalier.
Det var som om, at chippen i armen gnavede i hans kød under huden. Han havde lyst til at grave den ud. Fingrene gled ned af underarmen og han kunne næsten mærke, hvordan den forræderiske mekanisme lå derinde, indtil det gik op for ham, at det ikke var hans fingre, men Amias.
Uden at sige et ord tog hun ham i hånden og klemte den blidt. Hun måtte da vide at det ikke var tilfældigt, at de havde angrebet lige efter hans egen ankomst. Eller var det kun en undskyldning, som Eldridge havde sagt? Ikke desto mindre følte han sig skyldig.
Amia sagde ikke noget i al den tid de stod, mens byen forsvandt længere ud af deres bevidsthed og det eneste der fyldte, var oceanets endeløse vidde – strandet til søs.
Passagererne om bord diskuterede igennem halvkvalte skrig og gråd, hvad de skulle stille op. Øjensynligt var det ikke muligt at sejle tilbage gennem strædet mod de andre bosættelser, der lå før Metropolis, da det betød, at de skulle sejle tilbage til infernoet. Nogle ville hellere end gerne tilbage, men det var dem der allerede havde været på skibet, da angrebet gik i gang og ikke havde været vidne til den totale ødelæggelse.
Alabaster var den sidste by inden de nåede Det Midterste Ocean og efter deres udsagn at dømme, kom ikke engang fiskerne derud på grund af den forhøjede strålerisiko.
Kaptajnen viste sig ikke i al den tid, de skændtes om, hvilken kurs de skulle tage. Måske han havde sine egne stjerner at følge, eller havde han i panik løsnet skibet fra sin plads for at stikke af?
Om nogen burde det være Vilkas selv der sprang i. De ville være bedre stillet, hvis han ikke var der til at trække alle med sig ned.
Han opdagede ikke, at Amia var forsvundet fra hans side, og han blev pludselig i tvivl om hun nogensinde havde stået der. Varmen hvilede stadig i hans arm, hvor hun havde lænet sig op ad ham. Han strøg den og kunne mærke såret, der stadig var forbundet på hans skulder, vidnet om at det ikke var en drøm – stadig.
Stilheden havde bredt sig langt om længe, og de fleste overlevende var enten bragt til sygestuen eller under dæk til kabysserne. Vinden tog til, ramte ham i stød, skyer trak ind over dem og forvandlede det azurblå hav til et mørkt og uvelkomment farvand.
Først da mørket for alvor faldt på og kulden blev mere end hans spinkle krop kunne klare, samlede han mod til sig og gik ind. Samme vej – eneste vej han kendte.
Hvis han fortsatte, ville han ende tilbage i sygestuen, men han huskede hvilken dør Lillith havde sendt ham til. Der var ikke rigtig andre steder at tage hen. Mulighederne havde indsnævret sig fra at være mangfoldige og uoverskuelige, til simple og … uoverskuelige.
Han drog et sidste suk, inden han åbnede døren til kabyssen til et lille kammer i samme matte grønne farve, som resten af skibet havde. Selv rustpletterne var spredt med matematisk lige delte mellemrum. Det eneste der adskilte det fra resten af skibet, var et lille koøje og en køjeseng med plads til to.
Passende. Det mindede meget om hans eget hjem. Han slugte tanken bittert, faldt om på sengen og faldt i søvn uden så meget som at tænke over, hvad morgendagen ville bringe. Ærlig talt var han også ligeglad.
Det var stadig mørkt da Vilkas vågnede. Han kunne have været blevet liggende, men kroppen ville det anderledes, så han rejste sig og forlod kammeret uden nogen egentlig retning.
Skibet var som forladt. Kun spøgelserne af de passagerer der havde klaret det om bord, luskede rundt. Han besluttede sig for at finde broen. Måske kaptajnen – kujon eller ej – havde en plan.
Al tidsfornemmelse var en saga blot og før han havde fundet broen, kunne der snildt have gået en time. På vejen var han stødt på Derrek, der uden et ord var gået lige igennem ham som røg. En dreng på knap ti år sad i døråbningen til et kammer, hvor en mand sad med ansigtet begravet lydløst i sine hænder. Drengen sagde, hvad manden ikke magtede, da deres øjne mødtes.
”Vi kunne ikke finde mor. Har du set hende?” Hans blik var tomt. ”Har du set hende?” gentog drengen. Denne gang laver.
Vilkas vidste ikke, hvad han skulle svare, han kunne ikke ligefrem sige det der lå lige for, at hans mor sikkert var død. Heldigere måske havde hun overlevet angrebet, men hvad ville militæret ikke gøre ved hende? Drengen havde ikke ventet på svar, hverken fra ham eller sin far. Kroppen svajede til skibets rytme, grå og energiforladt. Hvis ikke Vilkas var gået ville han ende som ham. Tanken gav ham åndenød.
Broen var tom på nær en skikkelse, der i mørket stod bøjet over roret. Det knagede svagt, hver gang kaptajnen justerede skibets retning – aldrig mere end en håndsbredde.
”Hvis du også er kommet for at få mig til at vende om, kan du godt glemme det,” sagde kaptajnen uden at vende sig.
Vilkas svarede ikke.
”Eller du ville måske ha', at jeg sku ha' ventet længere, så endnu flere kunne have været kommet om bord?”
”Måske,” svarede han. Han kunne ikke benægte at kaptajnens beslutning om at sejle med det samme, var selvisk, men var han blevet, var der en reel chance for at skibet aldrig havde forladt kajen.
”Sekunder. Minutter. Det gør ingen forskel,” fortsatte Vilkas. ”Sket er sket. Er du skyld i, at nogen ikke overlevede? Sikkert. Er du skyld i nogen gjorde?”
”Jeg har ikke brug for din mening. Jeg ved hvad jeg gjorde. Nåde min sjæl, tilgiv mine synder.” De sidste ord blev mumlet for ham selv mens han med hænderne gestikulerede en velsignelse, som Eldridge også havde brugt, før de var begyndt at spise.
”Det gør ingen forskel, om de havde nået det eller ej. Derude venter os intet andet end døden. Vi har knap proviant til en uge. De sårede gør det ikke nemmere. Hvis vi er heldige, løber vi ind i en storm og så er det slut. Mirabella her er en flodpram, ikke et skib. Den rå sø flår hende fra hinanden.”
Mirabella? Vilkas havde godt hørt om at større fartøjer var opkaldt efter kvinder, men havde ikke hørt det i funktion før. På måden kaptajnen sagde det, lød det som om det var en virkelig person, han omtalte, en der krævede omsorg, havde behov og skulle plejes kærligt at ikke hun skulle forråde en.
”Du gav dem mere end en chance, mere end hvad de måske ville have fået i Alabaster.”
Vilkas var ikke sikker på, hvorfor han tog kaptajnens parti. Måske var det fordi, at han var begyndt at tro at militæret – en forlænget arm af Metropolis eller ej – ikke var alt, han havde troet og fået at vide det var. Loyalist til det sidste, men mest af alt realist.
Det var en ringe trøst, ingen tvivl om det, i fald de alligevel ville møde deres endeligt i det sygdoms-befængte hav, men kaptajnen lod til at tage den til sig og strakte sig mere rankt.
”Det var et rent tilfælde, at motorerne ikke var helt slukkede. Jeg havde bedt Caleb om at køre en test af gearene. Tror du måske Profeten havde en hånd med i det? Nej, du har ret. Det er skæbnens lod, at vi kom uskadte væk.”
Han lod til at drage sine egne konklusioner. Vilkas tænkte, at det på sin måde måtte være befriende, at lade sit liv diktere af en højere magt – omend uforståelig – og så hellige og overgive sig sit liv ansvarsløst.
”Så du har en kurs?” spurgte Vilkas, overbevist om at selvom kaptajnen havde været mål for alles vrede, ville finde det i sin ledende stilling at træffe de afgørende beslutninger – rigtige eller ej.
Det kvalmede Vilkas at tænke på det sådan, for i grunden var det præcis sådan, det var i Metropolis, at folk havde urokkelig tro på styrets beslutninger, at dem der vidste bedst havde disse stillinger netop for det fælles bedste.
”Nej, men jeg er sikker på, vi nok skal finde en løsning. Når skydægget letter, prøver vi stjernernes lykke.”
Hans hænder var mere fast plantet på roret. Selvsikkert og målrettet kunne Kaptajnens ansigt ses reflekteret i glasset.
”Tak skal I ha'.”
I? Vilkas vendte sig om for at se, hvem ellers han snakkede til og til hans overraskelse var det Amia. Hvor længe havde hun lyttet med?
Hun så sammenbidt ud, med et stålfast udtryk og en iskold uro der sendte rystelser igennem ham. Hendes læber udtrykte ord der forsvandt i egen usikkerheds udstråling. Noget var tydeligvis galt. Hendes øjne begyndte at flakke mellem kaptajnen og ham og da hun endelig begyndte at tale, var det med en bævrende stemme.
”Vi har problemer.”
”Det siger du ikke, tøs. Alt herude prøver at dræbe os, hvis vi da ikke allerede er døende på grund af strålesyge,” lo kaptajnen makabert.
Amias øjne spildte det hvide ud og afslørede, at hun ikke havde sovet i lang tid.
”Strålings-niveauet er allerede kritisk højt, hvis vi ikke ændrer kurs omgående, så tror jeg ikke vi overlever natten.”
”Gør det nogen forskel? Vi aner ikke, hvor vi er eller hvor vi er på vej hen. Kompasset viser godt nok at vi er på vej stik vest, men ud over det kunne vi lige så godt være syd for Discina bjergene.” Hans latter ebbede ud i det dystre og opslugende mørke.
”Forskellen er, at Discina bjergene skærmer for vindene, så selvom Asien er dødt territorium, så er subkontinentet i det mindste sikkert. Herude er der intet, der kan redde os fra havstrømmene, så medmindre du har noget der kan beskytte os mod det, er vi nødt til at ændre kurs.”
”Hvad mener du?” spurgte Vilkas. ”Hvordan kan du vide de her ting?”
Hun løftede det lille apparat, hun tidligere havde brugt til at vise deres position i kloakkerne. Det klikkede voldsomt og skrattende. På skærmen der stadig viste en svagt pulserende plet med streg efter sig, var der yderligere et tal, som fluktuerede.
”Vi er langt over baggrundsværdierne. Hvis vi bliver her, holder vi ikke længe.”
Kaptajnen slap ikke horisonten af syne, selvom han umuligt kunne få en bæring under disse forhold. Lyset på dækket kunne knap dræbe mørket omkring dem.
Amia trampede forbi Vilkas og nærmest pressede apparatet i ansigtet på kaptajnen, men hvad nyttede det. Som om han kunne vide, hvad hun snakkede om.
”Kan vi ikke bare vende om og følge din tidligere placering?” indskød Vilkas, der huskede, hvordan de gyldne piller virkede.
”Det dur ikke. Strålingen forstyrrer signalet så den er kun præcis op til femten meter under de her forhold. Det eneste de dur til, er som et antibiotisk middel mod infektioner.”
”Så hvad du siger, er, at du kan se vi er på vej direkte i vores død, hurtigere end ventet, og du har ikke nogen konstruktiv løsning?” sagde kaptajnen.
Amia åbnede munden protesterende, men kaptajnens stilhed besejrede hende.
”Bare ændr kursen,” sagde Vilkas. ”Måske er vi heldige at undgå radioaktiviteten.”
Der gik længe inden kaptajnen, som lod til at overveje mulighederne, svang roret rundt en omgang og greb det med millimeterpræcision. Lyden af træ der klaskede mod hans håndflade var maskulin og cementerede hans dominans på broen. En der ikke kunne anfægtes. Kun vejledes.
”Tak,” hviskede Amia og listede lige så stille tilbage mod Vilkas.
”Antibiotika?” spurgte Vilkas, da hun passerede ham. ”Har det nogen som helst gavnlig virkning?”
”Næsten ikke,” svarede hun bedrøvet.
”Hvis du har nok til alle ombord, så del dem ud og sig at det har. Hvis de begynder at vise symptomer, er det bedre at de har håbet med sig. Det sidste vi har brug for er panik.”
Hun nikkede og fandt det lille glas frem, lagde en pille i hans hånd og strøg ham langs fingerspidserne, da hun slap den lille gyldne dråbe, der glinsede som en perle. Straks kom han i tanke om Cadence, der altid bar kridhvide perler i flere lag, både omkring halsen og håndled. At noget så småt fra en pige så anderledes end hende, fik ham til at tænke på, netop hvor anderledes Amia var fra Cadence, ja selv alle han havde mødt i sit korte liv, der ikke lod til at lade døden vente på sig.
”Bare rolig, jeg siger intet,” sagde kaptajnen, efter at Amia var forsvundet.
”Sikken kaptajn jeg er. Vidste du at sejlere for næsten tusinde år siden kun brugte stjernerne og et kompas til at finde vej? Jeg kender kun en enkelt af dem, og den rykker sig aldrig. Hele mit liv har jeg kun kendt én rute og jeg kunne altid se land, lige meget hvor jeg var.”
”Jeg har ikke set havet før i dag og ærlig talt troede jeg ikke det ville være så … kedeligt.”
Det var ikke det han mente selvfølgelig, men i mørket og uden pejling, havde det mistet glansen som solen og den friske vind gav.
”Kedeligt?” Kaptajnen halvt fnyste, halvt lo. ”Hvor kommer du fra knægt? Du lyder som om du har været spærret inde bag murene i den tosseby.”
En svag regn var begyndt at falde uden lyd på ruderne og det kunne mærkes, hvordan temperaturen faldt lynhurtigt, så det begyndte at dugge til foran kaptajnens ansigt.
”Det må du sgu undskylde,” sagde han, da Vilkas ikke svarede og det måtte være gået op for ham. Han frygtede nu kun at kaptajnen ville lægge til, at sammenfaldet mellem Vilkas første hav-oplevelse og militærets angreb hang sammen.
”Utroligt at du ikke har fået søsyge. De fleste der sætter fod på et skib første gang vrænger deres indvolde ud. Lillith hader at tage sig af dem og kalder dem for gelemennesker. Hun burde ikke brokke sig. Det er mit skibsdæk de sviner til, og stanken er noget så forfærdelig.”
”Jeg har ligget på sygestuen helt fra vi forlod Metropolis, så jeg har måske vænnet mig til det mens jeg sov,” sagde Vilkas uskyldigt.
”Er du ham flygtningen, der blev skudt?” Han vendte sig i en lynhurtig bevægelse med store øjne. Det vilde skæg han havde anlagt, var firkantet og rødmosset, nærmest skåret til hans ansigt og matchede hans solbrændte hud.
Vilkas nikkede.
”Utroligt. Det er længe siden, jeg har set så meget blod komme fra ét menneske. Vi havde faktisk et væddemål ombord om hvorvidt du ville overleve eller ej. Gode odds for ham der tog puljen. Kun en enkelt i din favør, og så bruger han alle pengene på chokolade.”
Vilkas kunne ikke holde smilet tilbage. Tanken om at Derrek var den eneste, der havde troet på ham varmede sært, men tænkte alligevel, at han havde krav på den smule gevinst, han ved stedfortræder havde vundet.
”Jeg havde heller ikke satset på mig, hvis jeg skal være ærlig. Ikke at det betyder noget nu. Hvis det var muligt, ville du så kunne finde tilbage igen, kaptajn?”
”I aften er det Ahktos Muamar, og hvis vi overlever natten kan du kalde mig lige præcis det du vil. Bare ikke kaptajn. Mirabella er ikke beregnet til andet end flodsejlads og kyst-bunden er ikke kortlagt nok til at gøre det sikkert.”
Muamar åbnede et lille rum ved siden af roret og hev en flaske med en gyldenbrun væske frem samt to små glas. I en klirrende bevægelse fik han skruet låget af og hældt den stærkt lugtende likør op og over i glassene, så det flød over og spildte på instrumentbrættet, hvis knapper og dingenoters slidte tilstand bragte i fokus, hvor overladt de var til naturens hærgen.
”I aften drikker vi for hendes sidste sejlads.”
Vilkas tog tøvende imod glasset. Alkohol var ikke noget han var vant til. Kun i meget små mængder blev det serveret til banketter eller andre vigtige receptioner. Selv på restauranter var det et betydeligt indhug i ens kvotaer, så medmindre man havde noget sparet op, var det kun til specielle begivenheder.
”Mirabella, din rustbunke.” Han løftede glasset højtideligt og lod det hænge, afventende hendes klagesang af vredet metal i vindens hyle der tog til udenfor. Regnen klaskede nu i voldsomme stød og Muamar slugte væsken i en hurtig tår. Vilkas imiterede ham og hældte det ned i halsen uden at smage på det.
Den ene halvdel var nær kommet op igen og den anden havde sneget sig ned i hans lunger som en brændende ild. Muamar brølede af grin.
”Det var det, jeg tænkte.” Han skænkede endnu et glas op, slugte det, og rakte flasken til Vilkas, der tog imod den uden at vide hvad han skulle gøre ved den, så han hældte selv op. Vinden rykkede i skibet, gjorde det besværligt ikke at spilde.
”Det ser ikke ud til at vejrguderne er med os i nat, knægt. Det' bedst', du smutter ned til de andre under dæk.”
”Guder? troede kun i havde Profeten?” spurgte Vilkas en smule trodsigt. At gemme sig faldt ham ikke til, bare fordi vejret teede sig.
Det var sjældent at torden og uvejr kom nær murene. Selv regn var ikke noget han så meget af, men når det så kom, stod himmel og jord i et. Lyn reflekteredes i Tårnets blanke glasfacade, regn faldt som mursten og torden sendte chokbølger igennem hver en væg. Stort set alle søgte læ når det endelig skete, men ikke Vilkas. Der var intet som en udrensning i luften til at give byen en ny glød af liv og energi. En enkelt gang havde han formået at være i Tårnets frokoststue, da helvede brød løs. Så langt han kunne se, slog blå og lilla lyn ned i en forestilling, hvis lige han aldrig siden havde kunnet beskrive, andet end som når man lagde hænderne på en plasmakugle, som den de havde udstillet i videnskabsministeriet for besøgende skoleklasser.
Fra de hvide bygninger havde det været som om at nogen havde lagt hånd på jordens atmosfære og skabt et spændingsfelt, der strakte sig langt ud i universet.
”Guder. Profeter. Folk tror på mange ting. Personligt har jeg ingen ide. Hvis bare en af dem har ret, kan det ikke skade at bede til de andre. Man ved jo aldrig.”
”Og hvis ingen af dem er rigtige, at der ikke findes nogen?” spurgte Vilkas.
”Så' vi i sandhed fortabt. Smut nu med dig. Hvis du ikke har været søsyg før, så bliver du det i hvert fald nu. Broen er min og der skal ikke svines.”
Glasset havde han stadig i hånden, da han nåede kahytten.
”Følger du efter mig?”
Vilkas havde nær tabt det i chok over, at der rent faktisk var nogen i hans kahyt.
”A' hva', hvem, hvad?”
En stemme lo ad ham fra mørket. En skikkelse, knap synlig rørte på sig fra den øverste køje. Små dråber af alkoholen var løbet ud på hans hånd og straks begyndt at klistre hans fingre til.
”Ja, skal jeg ikke fanges og bringes med dig tilbage?”
”Amia, er det dig?”
”Ja, hvem helvede sku' det ellers være? Det jo ligesom min kahyt,” lo hun.
”Din, jeg troede at …”
”Du har været sengeliggende, så længe du har været her. Du troede vel ikke, de holdt en kahyt tom bare for din skyld?” afbrød hun ham i en venlig tone.
Det var ikke noget der var faldet ham ind. Det ville i grunden også være en unødig luksus, men ligefrem at lægge ham i kahyt med hende, var en ond spøg.
”Du kan bare tage en anden. Der er masser af ledige nu,” fortsatte hun dæmpet og en smule undskyldende.
Vilkas følte at han burde lade hende være, tage sine ting og finde en ny kahyt. Helst en der lå i den anden ende af skibet, men fandeme om han ville lade sig kue og lade hendes fordomme om ham diktere hans følelser.
”Mine ting ligger herinde,” sagde han. Den dummeste undskyldning han kunne komme på, fløj ud af munden på ham, inden han kunne nå at standse den. Tasken som Eldridge havde tvunget på ham, lå på gulvet, hvor han havde efterladt den.
”Jeg kan da også bare smutte,” sagde hun en smule skuffet.
”Det' fint,” forsikrede han, halvt håbende hun ville insistere.
”Hvordan ser kursen ud, er der chancer for, at vi begynder at mutere, mens vi sover?” spurgte han og faldt om på sengen i en tung bevægelse.
”Hvis du mener, at en tredje arm ville være god at ha', så må jeg skuffe dig, men hvis du synes, at opkast er din kop the, så har du fundet det helt rigtige sted.”
”Meget morsomt,” sagde han alvorligt, men lo for sig selv og måtte kontrollere sit åndedræt, for ikke at komme til at grine.
”De ville ikke tage imod pillerne.” Hendes stemme lød dæmpet, som om hun talte ned i madrassen. En smule vemodigt.
”Hvorfor ikke? Var de bange for, at du vil følge efter dem med skanneren?” Han skilte sig af med glasset, ved at bunde væsken, selvom det betød et brandsår langt ned i hans mave.
”Ha ha,” hånede hun. ”Nej, de sagde bare at Profeten og Gudinden ville våge over dem. Hvis det var deres tid, ville de gå frygtløs imod den.”
”Hmm.” Vilkas vidste ikke, hvad han skulle føle. På den ene side var det ligegyldigt om de tog pillen eller ej, på den anden …
”Jeg troede, at de ønskede at overleve, at det var derfor de kom ombord. Har aldrig forstået, hvorfor de tror så meget på Profeten. Det jo ikke fordi nogen nogensinde har set ham eller ved om han er virkelig,” sagde hun.
”Tror du ikke på Profeten?” spurgte Vilkas.
Kunne det passe at hun virkelig ikke havde nogen som helst tillid til den religion de praktiserede og levede deres liv efter herude, eller var det bare endnu et af hendes røgslør for at dække over hendes sande motiver?
”Det’ da en sød tanke. Forstår bare ikke hvorfor de har brug for vejledning fra noget de selv kunne regne ud. Almindelig sund fornuft og medmenneskelighed.”
Der var ingen grund til at forsvare Metropolis. Hun ville blot finde fejlene ved det system også. Alt for koldt og beregnende, tomme synteser, kvotaer. Listen syntes uendelig.
Lynene skabte dansende skygger overalt i kahytten og brændte flygtige billeder på hans nethinder, der gengav sig, hver gang han blinkede. De var stadig langt væk. Bragende var stadig næsten ikke til at høre over vindens klage og regnens hamre mod det lille koøje.
”Hvad tror du så på?”
Amia klynkede, og fra lyden at dømme havde hun ansigtet begravet i puden.
”Hvad sker der?” spurgte Vilkas, der igennem sin aftagende ugidelighed over for tøsebarnet, prøvede at lyde så ligeglad som mulig
Endnu et halvkvalt skrig fra hende nåede knap igennem et pludseligt tordenskrald der flængede himlen over dem.
Bange for torden? Vilkas morede sig over, at en så målrettet person som tilmed havde stået midt i et kaos af eksplosioner og murbrokker, var bange for noget så harmløst som torden. Hun burde være langt mere urolig for den storm, der kunne flå rustbunken Mirabella fra hinanden uden den mindste nåde for hendes passagerer.
Stormen kom hurtigt – rigtig hurtigt – og før han kunne nå at spørge videre til hendes holdning, gyngede skibet arytmisk og voldsomt, og tvang ham til at holde fast i sengegærdet for ikke at falde ud.
Han kunne kun forestille sig, hvordan det var for Amia, der havde et længere fald fra køjen. Burde de være et andet sted? Sygestuen måske? Et sted der var beregnet til den slags sø?
Han besluttede sig for at den fastboltrede køjeseng, var det sikreste sted for nu. Hvis skibet faldt fra hinanden og sank, var der alligevel ikke mange steder, de kunne svømme hen. Han havde ikke engang bekymret sig om at lægge tæppet om sig, selvom kulden var bidende og hans ånde begyndte at kondensere.
Skibets klagesang havde en sær beroligende virkning på ham og han måtte tage sig selv i ikke at falde døsigt hen. Skibet vrængede i et ryk og Amia skreg. Hendes ben var faldet ud over kanten og hang dinglende foran Vilkas, der måtte undvige for ikke at blive sparket i hovedet. Heldigvis havde hun taget sine massive sko af, men slaget sendte nu alligevel sol måne og stjerner i hans indre, og lydene omkring ham blev utydelige, da hælen ubarmhjertigt ramte hans pande.
Endnu et skarpt ryk krængede i skibet, og han var selv nær røget på halen ud. Amia kom ham i forkøbet og ramte gulvet direkte på halebenet. Hun krøb sammen i smerte og i de pulserende lysglimt, kunne han se det samme ansigt han første gang mødte, da han trak hende op af det mørke hul.
Instinktivt rakte han frem mod hende og kaldte hendes navn. Hun ænsede ham ikke over smerterne og han måtte fumle for at få fat i et stykke tøj og med enorm anstrengelse – for ikke selv at ryge ned – hale hende ind.
Båden lettede og i et splitsekund de hang begge hjælpeløst og stift i luften. Tankerne fløj igennem ham. Dog var der en enkelt, der sammenfattede dem alle. Dette ville komme til at gøre ondt. Rigtig ondt.
Selv bevidst om det, var der ikke nok tid til at forberede sig mod slaget, der nær havde revet hans arm af led. Voldsommere end hvad han var i stand til at udtrykke med skrig, mistede han grebet og hun rullede over i den modsatte ende af kahytten og lå sammenrullet som et såret dyr – livløst. Hendes krop var holdt op med at kæmpe imod stormens hærgen, og gled som en kludedukke uden snore frem og tilbage over gulvet.
Hans arm havde ikke lidt værre overlast andet end den umiddelbare smerte. Kluntet faldt han ud af sengen og forsøgte at holde sig oprejst, alt imens endnu et lyn slog ned. Han kunne næsten mærke elektriciteten danse igennem nerverne, op af ryggen og knitre i hans hår. Amia gled bevidstløs ind i hans fødder. Døren til kahytten fløj op, og i den stod Derrek og støttede sig til dørkarmen.
”Skynd dig, jeg har brug for din hjælp!”
Først da han så spektaklet, der havde raseret, slap han og kom Vilkas til undsætning, som sad foroverbøjet og forsøgte at fiksere Amia, så hun ikke væltede mere rundt.
”Hjælp mig med at få hende et sikkert sted hen,” råbte Vilkas desperat for at trænge igennem den mur af larm, der omsluttede dem. Derrek nikkede og sammen hankede de op i hende og bar hende ud af kahytten.
”Du må komme med ned i maskinrummet, vi har ikke nok hænder til at bemande alle pumperne. Caleb sprang af borde så det er kun mig og Karl til at klare motoren. Hva' er der sket med hende?”
”Hun faldt ud af sengen. Jeg nåede ikke at gribe hende inden … Hvad helvede ramte vi egentlig?” Vilkas anstrengte sig for både at holde sig oprejst og støtte Amia uden at vælte selv. Derrek der var noget større, kunne nemt have taget hende alene, men Vilkas nægtede at slippe.
”Holdt du ikke fast i hende? Hva' tænker du dog på?” Han lød vred.
”Hvordan sku' jeg ku’ vide …” Døren til deres kahyt blev revet af sine hængsler og missede dem med en håndsbredde. Splintret træ fulgte efter i en byge, der kunne have revet deres ansigter til blod, havde de ikke vendt den anden vej.
De stoppede ikke, men de var begge udmærket klar over, hvad der var sket og implikationerne der straks ville følge. De rundede det nærmeste hjørne og Derrek slap sit greb uden varsel, så Vilkas nu havde Amias fulde vægt på sin skulder – ingen af dem nu den raske.
”Jeg må finde Smilla, inden det er for sent. Få folk op på dæk, få fat i kaptajnen og sig han skal sætte redningsbådene i vandet.” Derrek var klar og koncis og havde blikket rettet fast på Vilkas. ”Kan du bære hende selv?”
Vilkas møvede sig ind under hende og med Derreks hjælp fik han hende op på ryggen.
Derrek udstrålede en autoritet, der mindede om Deacon, der med sin stok, foroverbøjede statur og olme dybe øjne, som forsvandt under buskede øjenbryn, gav ham øgenavnet Oldingen. Intet negativt i ordet, da de ældste politikere i Tårnet faktisk mindede meget om ham.
Vilkas løb så hurtigt han kunne tilbage mod kahytten, der var den eneste vej op. Da han passerede hullet, som eksplosionen havde efterladt, så han hvorfor døren ikke havde holdt. Et lyn havde slået ned, ramt et sted imellem deres kahyt og den ved siden af og flået skroget fra hinanden som en banaskræl.
Både metallet og træet glødede. Varmen fra smeltet jern og aske nåede ham, selvom vinden tudede og vandet piskede ind. Det var kun et spørgsmål om tid før skrogets integritet ville give efter og resten ville følge samme vej.
Det var et brølende mørke, der mødte ham, da han nåede dækket. Muamar var allerede i gang med at bakse med, hvad der lignede en selvoppustelig badering. Den lille dreng og hans far hjalp med at holde den lille flåde nede, så vinden ikke tog fat og blæste den væk, men det var en kamp for manden, der både skulle holde øje med flåden og drengen.
Præcis i samme øjeblik Vilkas var fri af døråbningen, blev han næsten blæst omkuld af en kastevind, der fik regndråberne til at føles som stenhårde projektiler. Han kneb øjnene sammen og kæmpede sig meter for meter igennem det ugæstfri miljø.
Han lagde Amia i flåden og vendte sig, for at se om andre var blevet advaret om, at de var i gang med at evakuere.
”Er der nok plads til alle?” råbte Vilkas til Muamar.
”I skabet derovre. Bare hiv i snoren, så gør den resten selv!” Det var svært at høre over vinden, men Vilkas forstod ham. Den var ikke meget større end en stor rygsæk da han i hev i den, men i løbet af ingen tid havde den fordoblet sig, tredoblet, og snart kæmpede han lige så intenst som Muamar og manden med at holde den nede. Lettere sagt end gjort. Han blev slæbt femten meter over dækket som en serviet i vinden og ramlede voldsomt ind i rælingen. Ryggen bøjede knasende bagover og i et øjeblik var han fuldstændig immobiliseret. Vandet løb i hans øjne, men det var ikke hans egne tårer. Regnen skar tørt og gjorde ham ude af stand til at se. Hvis ikke Derrek var kommet ham til undsætning, havde resten af besætningen sikkert glemt alt om ham, tænkte han, da de sammen fik slæbt flåden over til den anden.
”Vilkas, kom med. Joanna er forsvundet. Du må hjælpe mig!” skreg Derrek.
”Har vi tid? Hvis du ikke har opdaget det, er vi i gang med at synke.”
Derrek så vredt på ham. Vilkas droppede argumenterne og fulgte med ham tilbage ned i skibets bov, længere ned end han selv havde været. Hvis han for vild nu, ville det være fatalt. Og hvad med Amia? Nej hun skulle nok klare sig fint uden ham – sikkert bedre. Det var ikke frygten for døden, der fik ham til at tøve, men tanken om ikke at finde svar på, hvordan tingene var blevet så forskruede, at militæret ville angribe uskyldige mennesker for at få ram på nogle få.
”Tjek kahytterne i den ende.” Derrek løb i modsat retning af ham.
”Vent! Fandt du Smilla? Hvad med de andre?”
”Hun har det fint. De er på vej op på dækket til de andre, men Joanna var ikke på sygestuen og jeg har allerede været de øverste dæk igennem.” Derrek forsvandt ud af syne og Vilkas satte afsted for at komme så hurtigt igennem kahytterne som muligt. Det var det rene selvmord at blive hernede. Der var intet lys til at guide ham andet end de sporadiske lyn, der oplyste de snævre gange. Han måtte nærmest på hukommelse navigere kahytterne, mens han kaldte efter Joanna.
Hvad nu, hvis hun ikke var her, hvis hun i desperation var hoppet fra borde som Caleb, over tabet af Korfu?
Hvor svært det end var at se noget, var han rimelig sikker på, at han ikke havde misset et eneste hjørne og besluttede sig for at løbe tilbage til, hvor ham og Derrek havde skiltes. Han var der ikke. Måske han var løbet op på dækket igen? Han skulle til at løbe ud da han hørte hende. Det kom fra Amia og hans kahyt, men den var jo sprængt i stykker. Ikke desto mindre var det der, han fandt hende siddende i det gabende hul.
”Joanna? Joanna! Hvad laver du her?”
Hun vendte sig. Ansigtet var forvredet i et lydløst skrig.
”Hun er væk. Jeg har mistet dem begge. Først Korfu og nu hende. Jeg lovede ham at jeg ville passe på hende. Hva' ska' jeg sige til ham?” tudbrølede hun.
”Hun er stadig i live, Joanna. Vi nåede ud inden lynet ramte.” Det var svært at stå oprejst uden at miste fodfæstet i den stærke vind, noget Joanna snildt formåede med sin kraftige kropsbygning. ”Hun venter oppe på dækket med de andre. Hun er bekymret for dig.”
Han løj, men hvis han sagde at hun havde slået hovedet og han ærlig talt ikke kendte hendes tilstand, kunne det forværre hendes humør. Vinden kunne have fået tag i flåderne, hun kunne være faldet over bord i et uopmærksomt øjeblik, ja, hvad som helst.
”Alle er i sikkerhed. Vi venter kun på dig, men vi er nødt til at komme afsted, nu!”
Hun græd og smilede på samme tid og greb ud efter Vilkas, som om hun ville omfavne ham. I stedet fik hun febrilsk hevet sig selv på benene.
Tasken. Han fik øje på den i hjørnet, hvor kahytten stadig var en smule intakt, sammen med Amias sko og nogle andre ting – inklusive skanneren. Han skyndte sig at pakke hendes ting ned i tasken og fik øje på et par dåser konserves. De ville sikkert komme til gavn. Havde det været Eldridges flugtplan i sådan et tilfælde? Hvorfor han så blev tilbage, virkede formålsløst.
Turen tilbage igennem korridorerne var mareridtsagtig og kvalm. Det sejlede ironisk i ham som en tåge, der slørrede hans blik og da han nåede dækket, begyndte han at se dobbelt.
Om alle ombord nu stod på dækket, havde han svært ved at bedømme, men der var mange. Alt for mange til at kunne være i de tre små gummiflåder som kaptajnen, Derrek og manden med den lille dreng, var i gang med at kaste over siderne. Vilkas støttede sig til rælingen og kastede luft op, faldt på knæ i krampetrækninger og måtte klamre sig til rælingen for ikke at glide under og falde i vandet.
Til sin overraskelse så han, at Amia var på benene igen, men hun så ikke den mindste smule bekymret ud. Hun stod bagest – længst fra flåderne – i den lille folkeskare af grædende mænd, kvinder og børn.
Det var et uhyggeligt og ikke særlig venligt blik der mødte ham – nærmest et selvtilfredst udtryk. Selv i bare tæer på et vådt dæk fyldt med træsplinter i den bidende kulde og regn, spankulerede hun yndefuldt, med hænderne i lommerne i hans retning. Med et hånligt smil rakte hun nedladende hånden mod ham.
”Hvad hun dog ser i dig, er langt over min fatteevne. Du kan jo ikke engang stå på benene. Ynkelige menneske.” Hun grinte al den tid hun sagde det.
”Skynd jer, vi springer fra borde nu!” hørte Vilkas Derrek råbe ned gennem geleddet. ”Vilkas. Amia. Herop!”
Amia vendte på hælende, hun blødte kraftigt fra fødderne, men virkede ikke påvirket af det.
”Kommer du, eller skal jeg bære dig, slapvans?” Hendes stemme kløvede igennem vinden som et barberblad, og hendes hoved var endda vendt væk fra ham.
”Vent,” hørte han sig selv sige med en grødet stemme. Hun reagerede ikke og forsvandt ind imellem de skibsbrudne.
Da han selv nåede Derrek, var bådene allerede i vandet. Den ene var fyldt op med tre børn. To piger, en dreng, to ældre mænd, en mand Vilkas genkendte som ham, der havde hjulpet kaptajnen med flåderne, og en midaldrende kvinde. Den anden flådet var ikke at se, men der manglede flere på skibet, så han formodede at den allerede var forsvundet med sin besætning ud i mørket. I den sidste båd sad Amia afslappet med armene over kors – afventende og med lukkede øjne – som om hun hvilede sig. Diametralt i forhold til resten af stemningen.
”Hold fast i rebet til alle er ombord,” råbte Muamar. Hans hænder var røde og rebet var smurt ind i blod, der klæbrigt aflejrede sig på rælingen. Joannas solide kropsbygning havde svært ved at kravle over og hun faldt med et voldsomt dunk på hovedet ned til Amia, der ignorerede hendes tilkomst. Smilla, der var mere yndefuld, klarede det ikke meget bedre, omend Joanna afbødede hendes fald.
Et lyn slog ned i broen og lyste det op som et fyrtårn, der, i stedet for lys, sendte en kegle af glas i deres retning. I panik faldt en kvinde på Joannas alder i vandet og før de kunne nå at reagere, var hun gået under. Det var ikke til at vide om hun bare var drevet væk, men det gjorde ingen forskel. Der var intet de kunne gøre. Derrek halvt hang ud over vandet og rakte ud efter Vilkas, der stadig havde problemer med at stå oprejst.
I flåden kunne han se Amia kigge skulende og irriteret op.
”Jim, har du provianten?” kaldte Muamar til den sidste på dækket, ud over ham. Vilkas genkendte straks manden, som ham der havde kørt autovognen, da han først mødte Joanna og Korfu i ørkenen.
”Jeg ku' kun finde det her,” sagde han og smed en lille sæk ned i flåden til kvinderne. Muamar gryntede. Hans muskler var spændt til bristepunktet, fast besluttet på ikke at lade rebet glide fra ham.
Jim kravlede over og sluttede sig til de andre.
”Derrek, din tur. Vilkas, også dig.”
Lige da Derrek landede fik en bølge, skibet til at krænge sidelænds mod strømmen. Skroget hylede og lyden af splintret træ, lød bag dem. Selve skibets bug havde presset sig op igennem dækket og Vilkas gøs ved tanken om, hvad der kunne have gjort det, da det gik op for ham, at det var selve skibet, der var begyndt at flække på midten.
I chok havde Muamar nær sluppet rebet, hvis ikke Vilkas havde grebet det. Fibrene brændte hans håndflader og skar dem til blods. Med langt mindre muskler end kaptajnen måtte Vilkas bruge sin krop som stopklods mod rælingen, for ikke at miste grebet.
”På tre,” kaldte Muamar, ”så hopper vi i. Klar?”
Vilkas nikkede. Kaptajnen lo.
”Så meget for den skål, hva' knægt. Havets vrede har vendt sig mod de syndige.”
”Tal for dig selv. Det er sidste gang jeg drikker det sprøjt. Det bringer jo uheld,” lo Vilkas tilbage, og kunne godt se det absurde i hans udtalelse. Muamar lo begejstret, og med fornyet styrke halede han flåden tættere på den synkende skude.
”TRE!” skreg han. Vilkas kastede sig, uden at afstandsbedømme, lige i armene på Amia, der misfornøjet skubbede ham til side, kun for at blive trykket flad af Muamar, der i et krigsbrøl fulgte efter.
Bølgerne bar dem med en utrolig fart væk fra skibet, som, på under et minut, blev slugt af havet. Kun lynenes blitz fortalte den dystre historie om en flodpram, der havde faret sig ud på det åbne hav og nu havde kurs mod havbunden. Var det ikke for den oplyste silhuet af skibet, ville kun de små eksplosioner, der druknede af vandets tæthed, afsløre det.
Havet var som et monster, der slugte alt. Selv lyset fra lynene blev suget ned og absorberet. De andre flåder var for længst forsvundet. Det havde ikke faldet nogen ind at binde dem sammen.
Folk sad tætpakket op ad hinanden. Smilla og Derrek holdt om hinanden. Det samme gjorde Jim og Joanna. Muamar hang over kanten sukkende efter sin Mirabella – mistet til væsnet i dybet.
Amia sad imellem Derrek og Joanna med benene trukket op under sig. Hende øjne brændte sig ind i hans, intenst og vredt. Munden var fortrukket hadefuldt og hun klemte neglene mod sine bukser, som for at holde et vredesudbrud tilbage.
Vilkas og Amia skiftevis løftede og sank sig i den ujævne sø overfor hinanden.
Han gengældte bekymret hendes blik og kom så i tanke om hendes fødder der måtte være isnende kolde.
”Her, jeg reddede dem fra kahytten.”
Hun tog køligt imod skoene.
”Hva' med min skanner?” snerrede hun.
Hvad i alverden var der sket med hende? Han kunne forstå, hvis hun ikke ligefrem var glad for ham, alt taget i betragtning, men han havde trods alt lige reddet hende fra et synkende skib, og alt hun kunne snakke om var skanneren? Ikke at Joanna havde mistet sin mand, at alt omkring dem faldt fra hinanden og at de med al sandsynlighed ikke ville overleve længe?
”Ja, jeg har den her et ste…”
Amia flåede tasken ud af hænderne på ham og begyndte at rode i den. Upåvirket af stemningen omkring sig, møvede hun med skuldrene for at komme til i den. Det første hun fik fat i var en af bøgerne, som Eldridge havde givet ham.
”Hva' fanden er det her?”
Det var ikke lige tiden at tage den diskussion op. Måske når stormen havde lagt sig, men Vilkas føjede hende, interesseret i hvad der havde udløst denne ændring i hendes personlighed.
”Præsten i Alabaster gav mig den. Det er en …”
”Gu' ved jeg da hva' det er. Det er ubrugeligt.” Hun kastede den bagover i gabet på det frådende hav, der lystigt fortærede det sjældne værk.
”Hey, hvad laver du?!” Vilkas greb i tasken, men Amia slap den ikke og indholdet faldt ud imellem benene på de andre. Derrek fik øje på bøgerne.
”Gav Eldridge dig dem her? Hvorfor?” spurgte han overrasket, med en snert af vrede.
”Han stjal dem sikkert,” indskød Amia, der fandt, hvad hun ledte efter. ”Han er ikke til at stole på.''
”Stjal du dem?” Hvis han havde været i stand til at stå, havde han gjort det. Derrek så ud som om han kunne flå hovedet af Vilkas, hvis han fik muligheden for det.
Amia havde for travlt med at rode med skanneren, til at opdage den konflikt hun havde startet.
”Så du snuppede den bare, første mulighed du kunne? Eldridge ville aldrig lade nogen røre ved dem. Hvad gjorde du ved ham?” råbte Derrek.
”Gu' har jeg da ej stjålet dem! Jeg ville ikke engang have dem!” brølede Vilkas tilbage, med en kraft der pressede al luft ud af ham. Joanna hulkede ind i Jims skulder, uanende tilskuer til dramaet. Muamar var ikke til noget. Han var for længst fortabt til havet med Mirabella.
”Det var sikkert hans plan,” kunne han høre Amia sige – dybt koncentreret om skanneren. ”At lede militæret til Alabaster.”
”Er det rigtigt? Er du skyld i det?” spurgte Derrek vredt.
”Benægt det ikke knægt. Joanna har fortalt om episoden i ørkenen. At de fandt dig med skanneren om håndledet.”
Joanna så op fra Jims skulder ved lyden af hendes navn.
”Spil ikke dum,” grinede hun arrogant af Vilkas, der måbende blot kunne se til, hvordan alles øjne rettede sig mod ham – fjendtligt. ”Det tager ikke mange hjerneceller at regne ud, at de har fulgt efter dig, fordi du hjalp hende med at stikke af. Dumme pigebarn. Hvis du bare havde gjort din vildledte pligtopfyldelse, så sad jeg ikke i den her forbandede skude.” Hun havde rejst sig op, skrigende og fordømmende, med en stemme han ikke kendte hende i. Den var mere rå, grov, maskulin, dæmonisk næsten, og fik alle i båden til at vige.
”'mia, hvad er der med dig,” hulkede Joanna.
”Hold kæft, kvinde! Jeg fatter ikke at Agawi stolede på dig. Du dur jo ikke til andet end at være i vejen.”
Joanna vrængede sig af forskrækkelse og faldt ind i Jims skulder igen, bange.
”Bliv siddende Don Juan. Selvfølgelig er han ikke skyld i det, men de er efter ham, og mig, men ikke af samme grund.”
Derrek, der for et øjeblik siden så ud til at kunne være gået i struben på Vilkas, sad ligeledes tilbage skrækslagen for den lille pige med den enorme stemme.
”Det var bare et spørgsmål om tid, før de gjorde noget overordentligt hjernetomt som at angribe Alabaster.”
”Hva' ved du om det?” Det var Smilla der brød ind. Hun græd – ligesom Joanna. ”Hele min familie var derinde. Hvis du ved noget så sig det!” Hun tryglede Amia, der blot tog hendes hånd og kastede den fra sig. Alles øjne var rettet mod hende. Selv Muamar.
Stormen havde taget tilstrækkeligt af til at båden ikke spontant ville vende. Det ændrede dog ikke, at Amia på forunderlig vis ikke viste nogen tegn på at miste balancen.
”Slip mig, din skøge.”
Derrek sprang op og skulle til at konfrontere Amia, men underlaget gav efter og han faldt foran hende.
”Skrøbelige dreng. Hvis du ikke engang kan passe på dig selv, hvordan sku du så ku' passe på hende? Tror du lidt sødt kan gøre godt, al den smerte hun har måttet tåle?”
Derrek forsøgte at slå benene væk under hende i en vredesrus. Smilla skreg afværgende og Amia lo sindssygt.
”Vil du bare sidde der og se til, mens han gør mig ondt Vilkas? Det ligner sgu ikke dig. Sidste gang tog du en granat for mig.”
Hun undveg Derrek elegant, idet han langede ud efter hende, lavede en svirpende bevægelse med foden og havde ham pludselig klemt ved halsen af hendes bare, blodige fod.
”I det mindste fandt du mine sko og skanner, så alt håb er ikke ude.”
”Hva' helvede snakker du om? se dig om!” råbte Vilkas. Der var ingen sider at tage nu. Amias drastiske personlighedsændring havde sat tonen. Det var alle mod alle – hvis hun fik sin vilje – og hun nød spektaklet. ”Hvis det er din måde at håndtere nederlag på, så gør du det ikke særlig godt.”
Vilkas havde ligeledes forsøgt at rejse sig op – med mere held end Derrek. Det var ikke en nedstirringskonkurrence. I så fald ville han have tabt til hendes glødende intensitet.
”Tror du ikke vi alle ved, hva' der kommer til at ske? Hvis ikke vi når at dø af sult eller tørst, så opløser radioaktiviteten vores indvolde.”
Amia brød ud i latter og klemte lidt hårdere med foden, så Derrek vred sig. Hvordan så lille en pige var i stand til at holde en velvoksen knægt som ham nede, måtte kræve noget helt særligt.
”Der er sgu da ingen radioaktivitet herude. Jeg prøvede bare at få hende til at styre os uden om den storm, som kaptajnen ikke formåede at spotte lige for næsen af ham.”
”Hende? Hvad? Amia?”
”Hold så op med at kalde mig det! Det er Agawis skyld, den løgnagtige køter. Hvis han bare havde holdt sin del af aftalen, så ku' det åndssvage militær få sin latterlige krig med Agartha og jeres Præsident.”
”Præsidenten? Hvorfor sku' Metropolis erklære krig mod sin egen præsident?”
”Hvorfor tror du, karl smart? Du synes ikke det er underligt at en by, et suverænt land indgrænset som både land og by, har både en borgmester og en præsident?” Hendes måde at tale ned til ham, omend opildnende som det var, tilspidsede hans nysgerrighed. Her havde han mulighed for endelig at skaffe nogle svar fra Agawis datter, svar hun havde svoret, hun ikke havde.
”Det er ikke kun et suverænt land. Metropolis har styrker over hele Eurasien. Præsidenten er tilsynsførende for at undgå Agartha i at bryde de asiatiske grænser,” svarede han.
”Og hvis de har så meget landeterritorium, hva' skal de så med sølle Alabaster? Det skal jeg sige dig. Slaver!”
Vilkas følte sig rådvild. I skumringen fra stormen og den stigende sol kunne de se, at de var gået fri af uvejret. For det meste.
”Nå, vi kom da uden om. Så var hun ikke helt ubrugelig alligevel.”
”Hvem snakker du om?” Han var begyndt at blive vred. Derrek havde opgivet at kæmpe imod, men havde stadig et fast omend omsonst greb om hendes ankel. Hun ignorerede Vilkas spørgsmål.
”Der er ingen Asiatiske grænser, der er ingen Trans-Pacifiske styrker der venter på at invadere din dyrebare Metropolis. Agartha kunne ikke være mere ligeglad med jeres ynkelige by, om så den pludselig udviklede atomare våben. I er et fejlslagent eksperiment!” hånede hun og slap Derrek, der med fedtet blod i ansigtet krøb skrækslagen tilbage til Smilla.
”Jeg forstår ikke …”
”Nej gu' fa'en forstår du det ikke. Det der sku' da ingen der gør. I tror alle at verden snurrer om jer. For fanden da, jeg er selv skyldig i det. Forskellen er bare, at i mit tilfælde gør den.”
”Hvorfor skulle de lyve om, hvad der sker i Eurasien? Hvis der ingen styrker er, hvad laver præsidenten så derude?”
Amia sukkede.
”Hva' ved du om Agartha?”
Vilkas åbnede munden for at svare, men måtte komme til kort. Når det kom til stykket, vidste han reelt ikke en døjt om landet, dets indbyggere, deres infrastruktur eller militære kapaciteter.
”De har teknologi?” svarede han mat.
”Tænkte jeg godt,” fnyste hun nedladende. Vinden havde lagt sig, bølgerne rokkede stadig i flåden, men solen havde brudt igennem det tynde lag uvejr, der var tilbage, og skinnede køligt på dem.
”Det vender alt sammen tilbage til Agawi, eller, det vil sige … det er ikke helt rigtigt.” Hun faldt bagover på numsen og antog samme stilling, som da de først hoppede i flåden.
”Er det ikke lige meget?” gryntede Muamar mod stormen, der døsigt gled over horisonten. ”Vi kommer alligevel til at dø herude, så hvorfor snakke om hvorfor, når der intet er, vi kan gøre ved det.”
”Tal for dig selv. Og du kalder dig selv for kaptajn?” skød hun hans vej. ”Du tager det utrolig roligt,” rettede hun mod Vilkas. ”Du tror måske ikke det er vores endeligt?” Hun smilede lusket og ignorerede fuldstændig, at de ikke var alene.
”Gør det nogen forskel? Men siden du er så sikker på dig selv, så forklar mig, i det tilfælde at havet sluger os, hvad der foregår.”
Han kopierede hendes attitude i håb om at hun reagerede på udfordringen, noget han havde lært som senior i Tårnet. En ligeværdig modstander var mere tilbøjelig, at få sin vilje igennem, men mange gange betød ligeværd blot at efterligne sin modstander holdning og talemåde, og så var det mere et spørgsmål om udholdenhed og viljestyrke.
”Magt, og jagten på mere magt. Ideologiers manipulerende kontrol over masserne så de få kan få alt og mere til. Det er en afhængighed der korrumperer sindets sunde fornuft,” sagde hun.
”Snakker du om militæret?” skød Derrek ind. Hun slap ikke Vilkas af syne, men smilede anerkendende.
”Hvor meget indflydelse har de i grunden?” spurgte Vilkas.
”Nok til at du tror , at de ikke har ret meget. Nok til at holde de andre kolonier skjult for jer.”
”Andre kolonier? Som Metropolis?”
”Ja, I troede da ikke I var de eneste? Det var præsident Carters job at sørge for administrationen af kolonierne og vigtigst af alt, at sørge for at de ikke havde kendskab til hinanden. Men det var imod den nuværende præsident, Schusters, og militærets ideologier. De mente, at de blev undertrykt, så de skiftede ham ud. Det er i hvert fald løgnen i løgnen”
”Så de slog ham ihjel?”
”Gud himmels nej,” lo hun. ”Så ville han blot blive skiftet ud af højere magter.”
”Hvem står højere end præsidenten?” spurgte Vilkas vantro.
”Gud!” svarede hun med dyb og ildevarslende stemme, der fik alles øjne til at spile op. Straks faldt hun sammen af grin, samme latter som Vilkas kendte hende for, og ikke den hånligt, bedrevidende pige i flåden med dem.
”I er sgu for nemme. Hvis I ku' se jer selv lige nu.” Hendes blide latter vendte sig hysterisk, manisk og varede længere end, hvad et sundt og normalt menneske kunne holde ud.
Vilkas føjede hende med et falskt smil.
”Som sagt, I er et eksperiment. Jeg mente det var en dårlig ide, men ingen lyttede rigtig til mig. Indskrænkede mennesker har ikke godt af al den magt. De misbruger den bare.”
”Mener du den teknologi, som Agawi tog med sig fra Agartha?” spurgte Vilkas forundret.
”Intet mindre. Se du' ikke så dum, som du tager dig ud for at være,” svarede hun. Hun kunne se spørgsmålet, der sad på hans læber. Det der ikke gav mening.
”Men det var jo tredive år siden. Hvordan kan du ha’ været imod det, hvis du ikke engang var født?” Der var en triumf i hans stemme over at have forpurret hendes løgnagtige spind af røgslør og vildledning. Der var intet nederlag at spore i hende. Tværtimod.
”Irrelevant. Det var ikke Agawis beslutning. Han gjorde bare som en god undersåt og fulgte ordrer. Bare ikke når det galt min frihed. Det åbenbart det man får ud af den menneskelige tilstand. Bløde og svage følelser.”
”Hvorfor taler du, som om du ikke er et menneske? hvad er der sket med dig?” græd Joanna og rakte ud efter Amia som en mor til sit barn. Amia tog ikke imod hende, og Jim havde et tilpas godt greb i hende, til at hun ikke forskød vægten i flåden. Vilkas var ligeledes mere interesseret i, hvad hun havde at fortælle end Joannas tab – eller deres ulykkelige situation.
”Hvorfor tog han så teknologien fra Metropolis igen, hvis det var hans ordre at indføre den til at starte med, og hvem gav ham den ordre?”
Han kunne ikke huske, hvem der havde været præsident på den tid, men det var som hun sagde, irrelevant, hvis det kom fra et højere sted. Der var kun en forklaring, han kunne komme på, der gav mening. ”Var det Agartha?”
Amia pegede anerkendende på ham.
”Så hvis det ender i åben krig, så er det sgu deres eget problem. Jeg ville bare så langt væk fra det som muligt.”
Vilkas vidste godt at politik var noget uhyre kompliceret noget, og den smule han havde begivet sig ind på, krævede altid enorme overvejelser. Det her var noget helt andet. Der lå mere bag end bare Agawi, der havde bragt noget med sig fra Agartha for at lette byrden i Metropolis. Hvis ordren kom fra Agartha om at indføre det, hvad var formålet så, hvis risikoen var at skabe konflikt?
”Tror ikke vi kommer meget længere væk, så du fik vist din vilje,” sagde han, ude af stand til at hitte hoved eller hale i hele situationen.
Amia begyndte at rode med skanneren, vride og dreje de bevægelige dele, som antennen og knapper. Apparatet skrattede voldsomt.
”Hvis der ikke er stråling herude, hvad gør den tingest så?” spurgte Vilkas.
”Det er en radio og lokaliseringsenhed. Agawi modificerede den med en sender, så den også kan spore eksterne enheder. Ha, kan se jeg ikke er den eneste med en sporing på sig.” Hun vendte skanneren mod Vilkas, der nu kunne se to lysende pletter kun adskilt af få centimeter. Han følte sit ansigt blusse op. Mest af alt havde han lyst til at hoppe i vandet af skam over, at have slugt den gyldne pille, som Amia havde givet ham.
”Hun er nu en sød pige den kære Amia,” sagde hun forbløffet.
”Er hun?” spurgte Vilkas. ”Hvad er du så?”
”Pisse irriterende,” skumlede Derrek for sig selv. Alle kunne høre det selvfølgelig.
”Mere end du nogensinde kan håbe at blive, bonderøv. Du ville ikke vide en syntese fra et menneske, om du så holdt dens iskolde hjerte i dine beskidte hænder. Holder du virkelig om kvinder med de grabber?” sagde hun med afsky i stemmen. Derrek holdt sin vrede tilbage, men Vilkas kunne se den boble under overfladen. Hans ansigt skiftede i hvert fald farve til en højrød glans.
”Sidst jeg tjekkede, var vi i samme båd. Bogstavelig talt,” udbrød han vredt, ”så medmindre du kan tilkalde hjælp med den dims der, så sys' jeg du sku' holde din kæft, din lille møgunge.”
”Sikke et iltert temperament. Jeg kan se hvorfor du er sammen med ham, Smilla. En smule ung dog.” Hun så vurderende på Derrek dernæst på Vilkas. ”Dig derimod. Indtil nu har du kun bragt mig i fedtefadet, men overraskende nok også ud af det igen. Du ved godt du hænger på mig, ikk'?”
”Det må være din spøg? Hvis jeg ville hænge på dig, havde jeg ikke ladet dig gå til at starte med.”
”Åhr, hold da op. Havde du ikke været så stupid og forblændet af din idiotiske pligtopfyldelse, havde du taget et nærmere syn på det ID kort og så havde du slæbt hende med dig, om du så skulle slå hende bevidstløs. Heldigvis for mig så er du for interesseret i det fælles gode, til at se på detaljerne.” Hun karikerede ham barnligt.
Vilkas kom i tanke om kortet. Han havde aldrig lagt det fra sig og det var det eneste, der havde været med ham hele vejen. Selv hans eget kort var for længst forsvundet, men af en eller anden grund følte han sig forpligtet til at gemme Almas identitetskort, ukendeligt som det var.
”Åh gud, du har det vel ikke stadig på dig? sentimentale fjols,” sagde hun, da hun fik øje på det lille svedne plastik-kort mellem hans fingre. Joanna så det også og sendte skarpe blikke til Amia, der havde begravet sig bag skanneren. Joanna kunne ikke se det, men Vilkas anede et usikkert udtryk af skam og fortrydelse.
”Hvis de kan spore mig, kan de også spore dig, så det er bedst vi to som minimum holder sammen for nu, medmindre du har lyst til en dukkert,” sagde hun til ham. ”Godt for jer at I tror på Profeten. Når de kommer, så kan I gå for at være flygtninge. Derrek!”
Det gav et sæt i Derrek, der ikke ønskede mere med hende at gøre.
”Hv… hvad?” stammede han nervøst.
”Har du stadig din chip i dig?”
”Nej, det er det første de fjerner, når man bliver smidt ud. De siger det er for at slette al tilhørsforhold og for atforhindre folk i at snige sig ind igen.”
”Perfekt. Vi har ikke tid til at rive den ud af dig, Vilkas, så det er bedst, hvis du holder dig til mig.”
”Når hvem kommer? Agartha?” spurgte Vilkas irriteret.
”Måske. Jeg tror vi er tæt nok på. Håber bare ikke det er Agawis luftskib, der fanger signalet.”
”Typisk,” sukkede Vilkas.
”Hva' ville du fortrække? Uden mig har du ikke en jordisk chance for at overleve, hvis de finder os.” Hun tog sig til hovedet og gned tindingerne masserende. ”Jeg bliver nødt til at finde Agawi før det er for sent. Han har nogle ting, han skal ordne.”
”Det siger du ikke? Hva' med om han startede med at råde bod på al det rod, han har været skyld i?”
Måske han kunne forklare, hvorfor hans datter var så forskruet? Skizofren var ikke ordet han ledte efter, men at omtale sig selv i tredje-person kunne ikke regnes for værende normal adfærd.
”Du spurgte, hvad jeg troede på, hvis ikke Profeten.”
”Mm,” svarede Vilkas fjernt.
”Du ku' starte med at spørge ham, hvorfor han fik Agawi til at gøre det, når vi møder ham.”
Vinden tog til og himlen formørkedes. Var de gledet tilbage i stormen uden at vide det? Nej, solen skinnede stadig omkring dem. Smilla skreg og vandet piskede op om dem. Vilkas skærmede sit ansigt fra projektiler af dråber, der slog hårdt om ørerne på dem. Amias blik var fikseret på Vilkas og det var først da hun brød øjenkontakten og så mod himlen, at han opdagede, hvad der var skyld i det pludselige vejrskifte.
Over dem steg et gigantisk luftskib ned fra skyerne. Det var ikke som det, der havde angrebet Metropolis. Der var ingen hvid ballon, eller noget der hang under. Størrelsesforholdet var umuligt at skelne. Formet som en asymetrisk kulsort ballon med dusinvis af propeller hele vejen rundt om den massive silhuet, tordnende det ind over dem. Det var som én stor massiv ballon af olieret stål spundet fast af wirer, der udspilede de bare dele – organisk. En levende maskine der trak vejret hæst med galde og sort røg pumpende fra vandrette skorstene, hostede sine udbrændte indvolde ud i de i forvejen mørke skyer.
Hvis han skulle dømme, kunne den snildt være på størrelse med hele Tårnet, blot det hang vandret i luften og der var intet æstetisk eller smukt over det. Dette var en krigsmaskine, ingen tvivl om det. Motorerne kunne høres som den dræbende maskine det var. Propellerne skar luften itu og ødelagde den blide brise som stormen havde efterladt sig. Stanken var endnu værre end støjen og Vilkas genkendte den, som den der altid hang ved industriarbejderne. Den af kolde stålspåner og sved.
Rundt om den fløj der noget andet, mere frigjort.
Fugle. Maskinen var en ø i himlen. Selv milevidt fra land havde disse dyr et sted at bo. I sin rædsel kunne han ikke lade være med at beundre en så enorm teknisk bedrift, det måtte være at holde sådan et monstrum luftbåren.
”Amia, hvad i alverden er det? Hvem er det?” kaldte han igennem brag af tandhjul og overlydsknald fra propellerne.
”Det der, Vilkas, dét er Agarthansk. Og sagde jeg ikke, du ikke sku' kalde mig det? Mit navn er Maggi.”